Metode. Historisk baggrund

Transkript

1 Metode De kilder, jeg bruger, er udvalgte Korantekster fra Ellen Wolfs koranoversættelse og oversatte uddrag af ad th, som findes opgjort i pensum. Da der er tale om oversættelser, vil der sandsynligvis være noget, der er gået tabt i oversættelsen, og jeg vil samtidig være opmærksom på, at religiøse tekster, ligesom alle mulige andre tekster, er skrevet af mennesker i en bestemt tid og et bestemt miljø. Som sekundær litteratur, bruger jeg Daniel Browns A New Introduction to Islam, hvilket selvfølgelig vil præge perspektivet, idet han er muslim og har boet i Ægypten og Pakistan, hvor han blev født. Til slut vil jeg inddrage Charles J. Adams artikel, The Teachings of the Qur'an, i The Encyclopedia of Religion, da han, efter min mening, har en interessant vinkel på, hvorfor kritikken af jøderne og de kristne er, som den er. Jeg vil forsøge mig med kildekritik og komparativ metode, som beskrevet i Jørgen Podemann Sørensens Religionshistoriske Kilder fra 2006, hvorfor jeg vil betragte udpluk fra Koranen og ad th, som levninger 1, da jeg ud fra dem vil drage slutninger om det miljø, som de er opstået i og derefter sætte forskellige passager op overfor hinanden, for at se om der er en udvikling i holdninger, og om denne kan afspejles i de historiske begivenheder på det pågældende tidspunkt (Sørensen 2006, 60). Dette gøres så resultaterne senere kan blive sat op mod hinanden i en diskussion. Jeg har valgt, at fokusere meget på den analytiske del, da jeg vurderer, at en analyse af Koranen er altafgørende, når det kommer til at ville forstå Islam, og for senere at kunne sætte den op mod andres kommentarer og holdninger. Historisk baggrund Koranens forudsætninger skal findes dels i Arabiens historiske baggrund og dels i de miljøer af kristne og jødiske grupper, der holdt til omkring Palæstina og Syrien (Brown 2009, 34). Kulturen i Arabien før Islam var præget af polyteisme 2, med små kristne og jødiske enklaver rundt omkring, primært i syd og i Medina. Der var altså tanker om den ene almægtige Gud, i omløb, så det var ikke noget helt nyt, da Muhammad kom frem og fortalte om sine åbenbaringer. Der var et behov for, at få cementeret monoteismen, som bliver sidestillet med oplysning frem for barbari. Som det vil fremgå nedenfor, så hentede Islam inspiration fra andre religioner i området, her i blandt specielt jødedommen og kristendommen. Inden Muhammads åbenbaringer, var det vi populært kalder Mellemøsten, præget af det Byzantinske østromerske storrige og det Persiske imperium. Der var en lang række forskellige kristne og dualistiske grupper, som opererede i området, og der kørte en udbredt debat om dels Jesus guddommelighed og Ma- 1 Rester fra fortiden, som vi bruger til at drage konklusioner om den tid og det miljø, som de stammer fra (Sørensen 2006, 6). 2 Tilbeder mere end én gud 2

2 rias rolle, som mor til en gud eller profet. Denne debat var udtryk for en magtkamp, udover at være en akademisk debat mellem de skriftkloge. Korananalyse Jeg vil nu trække nogle udvalgte sûraer 3 frem, og sætte dem overfor hinanden og dermed analysere dem. Sûraerne minder flere steder om hinanden, både på indhold og ordlyd. Da de ikke er kategoriseret efter emne, er der ofte nogle temmelig store spring mellem de steder, der behandler fx Jesus og hans status som profet, overfor de kristnes placering af ham ved Guds side. Jeg har valgt, at samle citaterne nedenfor, da jeg mener, det vil hjælpe til at gøre min analyse mere flydende, når jeg ikke behøver springe fra emne til emne. Sûraerne vil blive fremlagt i kronologisk rækkefølge, og derefter kommenteret i en sammenhængende analyse, for så at gå til næste emne. Det vil blive klart, at der er en tråd, som går igen i flere af citaterne, nemlig den, at jøderne bevidst har forfalsket Guds ord, mens de kristne er ofre for fejlfortolkninger og vildledning. Alle Korancitater er fra Ellen Wulffs oversættelse fra 2006 medmindre andet er angivet. Jøderne og de kristne 1:7: Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne. Her ser vi, at der skelnes mellem tre forskellige grupper af mennesker, dem, som Du viser nåde, dem, som vreden rammer og de vildfarne. Det vil sige, muslimerne som er på den rette vej mod frelsen, jøderne, som med vilje har gemt og fordrejet Guds ord, og de kristne som er ofre for vildledninger og misforståelser, idet de tror at Jesus er Guds søn og hans lige. Der er altså de gode muslimer overfor de onde jøder, og i midten hænger de kristne, som en forvirret flok, dog med lange udsigter til at blive frelst. Og det bliver gjort tydeligt, at vreden vil ramme dem, som ikke er på rette vej. At følge den rette vej hænger meget sammen med taw d, det muslimske gudsbegreb, som er dominerende i Islam, og som understreges i sûra 112:1-4, al-ikhl : Sig, Han er Gud, én, Gud, Den Evige, Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet. Ingen er Hans lige. (Wulff 2006, 518). At de har så meget fokus på, at Gud er den eneste sande, kan læses som en reaktion på det polyteistiske miljø, der dominerede den arabiske halvø på Muhammads tid, og vi kan se de sidste to vers, som en reaktion på de kristnes treenighed, da idéen om Jesus som ligestillet Gud kan lede tankerne hen på polyteisme. Det muslimerne understreger, er, at der kun er én gud. Den kristne semi-polyteisme er kernen i muslimernes kritik af de kristne. 3 Betegnelse for hvert af Koranens 114 vers-inddelte kapitler (Butler og Hoffmann 2008, 274) 3

3 At Islam er en monoteistisk religion er ikke til at tage fejl af, det træder bl.a. stærkt frem i de sûraer, der refererer til de jødiske og kristne mytologiske tekster. I disse passager nævnes Abraham ofte og det med en anerkendelse af, at han var hanif, et teologisk samlingspunkt for de tre monoteistiske skrift-religioner, Koranen gør det dog klart i sûra 3:67 (Ibid., 54), at Abraham hverken var jøde eller kristen. Det samme er tilfældet med de andre profeter jf. sûra 2:140 (Ibid., 28). Det bliver understreget, at de var monoteister. Dette kunne umiddelbart ligne en næsten venligsindet holdning til jøderne, dog mørknes det af de stadige bemærkninger om, at de skal tilbage på den rette vej, og beskyldninger for at have glemt eller ligefrem gemt vigtige passager af deres hellige skrift (sûra 5:15) (Ibid., 88). 3:71: I Skriftens folk! Hvorfor hyller I sandheden ind i løgn? Hvorfor skjuler I sandheden, når I har viden? Denne sûra er en klar reprimande til jøderne, fordi de har forvansket Toraen, som de havde fået den åbenbaret af Gud. 5:44: Vi sendte Toraen ned med retledning og lys, for at profeterne, der havde overgivet sig til Gud, og ligeledes rabbinerne og de skriftkloge kunne dømme for dem, der var jøder, efter det af Guds skrift, som de var blevet betroet, og som de var vidner på. [ ] De, der ikke dømmer efter det, som Gud har sendt ned, er de vantro. 5:46: Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de gudfrygtige. 5:47: Evangeliets folk skal dømme efter det, som Gud har sendt ned deri! De, der ikke dømmer efter det, som Gud har sendt ned, er de gudløse. 5:48: Til dig sendte Vi Skriften med sandheden ned, til bekræftelse af det af Skriften, der forelå før den, og for at give vished derom. Døm imellem dem efter det, som Gud har sendt ned! Følg ikke deres lyster, bort fra sandheden, der er kommet til dig! For hver og en af jer har Vi sat en retning og en vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vil sætte jer på prøve gennem det, som Han har givet jer. I skal stræbe efter at komme først med det gode! Til Gud vender I alle tilbage. Da vil Han underrette jer om det, hvorom I var uenige. Disse fem vers af den femte sûra placerer både jøderne og de kristne, samt Toraen og Evangelierne i et ret konkret forhold til muslimerne og Koranen, og giver udtryk for at jødernes og de kristnes gud er den samme som muslimernes, og deres hellige skrifter bliver også anerkendt som tidligere åbenbaringer fra samme gud. 5:44 siger også de skriftkloge skal dømme efter det af Guds skrift, som de var blevet betroet, og som de var vidner på. Jøderne skal altså dømmes efter Toraen, de kristne efter Evangelierne og muslimerne efter Koranen. Dømmer man efter noget andet, så er man vantro. Jesus bliver set som en profet, der 4

4 følger efter Toraen, for at bekræfte den, og med Evangelierne komme med retledning, der hvor jøderne var gået galt og havde glemt det åbenbaret. 74:31: Vi har kun sat engle som Ildens opsynsmænd og kun opgivet deres antal som en prøvelse for dem som er vantro, for at de, der har fået Skriften, kan blive overbevidst, og for at de, der tror, kan blive bestyrket i troen; for at de, der har fået Skriften, og de troende ikke skal tvivle, mens de, der bærer en sygdom i deres hjerte, og de vantro skal sige:»hvad ønsker Gud med dette som eksempel?«således vildleder Gud, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil. Dette skriftsted, beskriver hvordan Gud har opdelt jøderne og de kristne fra muslimerne, for at sætte dem på prøve, om de kan finde den rette vej. Både jøderne og de kristne har fået åbenbarede tekster fra Gud, og med Koranen, som er det sidste der vil blive åbenbaret, er der lagt op til, at jøderne og de kristne, skal se sandheden i det Muhammad prædiker og vende sig imod lyset. Også her ser vi dog, hvordan jøderne bliver beskrevet, som dem der bærer en sygdom i deres hjerte, hvilket ikke kan siges at være specielt flatterende. Det bliver åbenbaret, at det er med vilje, at Gud har gjort det sådan, og at han kunne retlede dem, hvis han ville 4. Skal man så som muslim have ondt af jøderne og de kristne? Svaret er ja, hvis man læser med de briller, der fokuserer på de sider og afsnit i Koranen, der er venligt stemt overfor jøderne, og nej, hvis man læser med briller der fokusere på deres synd og løgnagtighed, ved at fordreje Guds ord og sætte Jesus og Maria ved Hans side. Jesus, Maria og treenigheds tanken Problematikken omkring Jesus og Maria, står helt centralt i muslimernes kritik af de kristne. Noget tyder på, at der var en nær forbindelse med kristne miljøer, da disse passager blev redigeret sammen til det samlede værk, Koranen, hvorfor skulle der ellers være så stort et fokus på netop dette, hvis ikke fordi, det var reaktioner på den debat, der florerede i den latinske verden. 2:135: De siger:»bliv jøder eller kristne! Så vil I være retledte.«sig:»nej, Abrahams trosbekendelse! En gudsøgende. Han var ikke en af dem, der sætter andre ved Guds side.«3:45: Han [Jesus] vil være højt agtet i denne verden og i den hinsidige, en af dem, der bliver bragt nær. 5:72: Vantro er de, der siger:»gud er Messias, Marias søn.«enhver, der sætter nogen ved Guds side, vil Gud nægte adgang til Haven. 5:73: Vantro er de, der siger:»gud er den tredje af tre.«5:75: Messias, Marias søn, var kun en udsending som andre udsendinge, der var før ham, og hans mor kun en sandfærdig kvinde. 4 Jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor Gud ikke skulle retlede jøderne og de kristne, det vil jeg dog lade være spekulationer, som senere kunne udfoldes i andre opgaver. 5

5 112:3-4: Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet. Ingen er Hans lige. I sûra 2:135 kan vi se, hvordan muslimerne advares mod at lade sig friste af jøderne eller de kristne og holde sig til den sande vej. De anerkender Abraham, som en monoteist gudsøgende (altså hverken jøde, kristen eller muslim). Der rettes en kritik mod treenigheden, og det påpeges, at Abraham ikke satte nogen ved Guds side. I sûra 3:45 anerkendes Jesus, som en stor profet, der er nær Gud, ikke ved siden af Gud. Det bliver betragtet som en meget stor synd, at sætte nogen eller noget ved siden af Gud, hvilket kan skyldes det religiøse miljø, som profeten Muhammad og hans tidlige tilhængere levede i, hvor største delen af befolkningen var polyteister, og de derfor var meget opsatte på at skille sig ud fra dem og holde fast ved, at der kun var én Gud. Muslimerne bruger også Messias om Jesus, men som et navn snarere end i den kristne betydning den salvede, da det er blasfemi at sætte nogen ved Guds side, og fordi Han ikke, som universitets skaber har taget sig nogen mage, og derfor ikke har avlet. Maria hædres i Koranen, som en gudfrygtig og sandfærdig kvinde, som på besked fra Gud fødte profeten Jesus, ved jomfrufødsel. De to ovenstående analyser er her opdelt for overskuelighedens skyld, de har dog mange ting til fælles og støtter hinandens udsagn, selvom disse til tider kan være selvmodsigende. ad th og Korankommentar 5 Korankommentatoren Ibn Kath r Im d al-d n Ism l ibn Umar ( ), var elev af den retslærde teolog Ibn Taymiyya ( ) og tilhørte dermed den strømning i den islamiske tradition, som beskæftiger sig med en forholdsvis dogmatisk fortolkning af Islams kilder med udgangspunkt i ahl al-sunna wa-al- ad th traditionen 6 og Koranen. Ibn Kath r er i sine fremstillinger præget af en udtalt skepsis, specielt overfor ikke-islamiske kilder, som betragtes som suspekte. Et nøgleord hos Ibn Kath r er udrensning, han vil rense den islamiske tradition, for al ikke-muslimsk materiale. Han levede i tiden efter de mongolske invasioner og under korstogene, altså i en tid, hvor Islam, havde et akut behov for, at vende sig indad og bekræfte sig selv som værende den rigtige og ypperste vej (Butler og Hoffmann 2008, 117). Han gjorde i sin læsning af Koranen meget ud af, at Jesus var profet, som kom fra Gud med en rettet udgave af Tawr h (Toraen), men altså ikke Guds søn (Kathir 2000, , ). Gud havde ladet Maria bringe Jesus, ibn Maryam, Jesus, søn af Maria, til verden ved jomfrufødsel (det sker på Guds befaling, men det gør ikke Jesus guddommelig), for at han kunne belære om Skriften, Visdommen, Torahen og Evangeliet jf. sûra 3:48, han kaldes da også for Guds ord, kalima all h (Butler og Hoffmann 2008, 140). Det var meningen, at han skulle rette op på jødernes fejltagelser og fordrejninger. Ifølge Ibn Kathir, er denne del af den hellige 5 Muhammads tradition 6 Lægger sig tæt op af de, af ad then omhandlende personer (Butler og Hoffmann 2008, 117) 6

6 tekst, henvendt til de kristne (Kathir 2000, ) som information om, at de på dommens dag vil blive dømt af Gud, på baggrund af Evangeliet, Injil. Ibn Kathir understreger det faktum, at Jesus er sendt for at minde skriftens folk om taw d (Ibid., 234). Med tanke på Ibn Kathirs samtid, så kan det ses som et forsøg på at holde den islamiske Jesus ren og skabe en kontrast til den kristne dogmatik. Det er en kontrast, der understreges yderligere med henvisning til Sûra 5:72-75, hvor han i sin oversættelse og kommentar, skriver at as a Prophet, [he commanded] them to worship his Lord and their Lord, alone without partners (Ibid., 235) og dem der ikke gjorde dette, de kristne, All h has forbidden Paradise for him, and the Fire will be his abode. Jøderne hædres for at være monoteister, dog med en skarp reprimande om, at de bevidst har gemt eller overset dele af den åbenbarede sandhed. De kristne ses som vildledte, de har ifølge muslimerne misforstået den hellige skrift og begår den fejl, at sætte Jesus og Maria op ved siden af Gud. I ad then, Hilsen, er der en positiv indstilling til jøderne. Profeten fortæller sine tilhørere, at de skal være venlige og hilse tilbage til jøderne, når de hilser muslimerne med as-salamu alaykum (fred være med jer!) (Søndergaard 2006, 418). Den samme opførsel kan der læses om i det næste ad th-stykke Adab (god opførsel), hvor jøderne overfuser Muhammad og hans kone A isha, der svarer med skændige ord, hvorfor Muhammad irettesætter hende og siger vis venlighed og undgå grovhed (Ibid., 422). Diskussion I min analyse, har jeg vist hvordan forskellige passager i Koranen og ad th, har forskellige holdninger til jøderne og de kristne. På den ene side fordømmes den kristnes gudedyrkelse af Jesus, og det gøres klart, at jøderne og de kristne er løgnere og vildledte. Det pointeres dog også, at Gud eksplicit har skabt jøderne og de kristne side om side med muslimerne, og opfordrer til, at de enkelte grupper holder sig til deres tro, som de har fået den af Gud, og at Han alene vil dømme iblandt dem på dommens dag. Tonen i ad th-teksten, som er skrevet i det 9. århundrede viser, at det var en tid med relativ fred mellem jøderne og muslimerne. Teksten fokuserer mere på menneskene end på deres trosretning, dogmer. I stærk kontrast hertil ser vi Ibn Kathirs Koran-kommentarer fra 1300-tallet, hvor tonen er langt strengere overfor jøderne og især de kristnes opfattelse af Gud og Jesus. Denne aggressive tone kan forklares ud fra den historiske baggrund, der fordrede et stærkt behov for muslimerne, til at markere skelne mellem dem, jødedommen og kristendommen. Her altså en kritik af gruppernes dogmer, frem for grupperne selv. De i Koranen, varierende holdninger, kan ses som en historisk udvikling i Muhammads holdninger, da der i stigende grad har været kontakt med jødiske og kristne grupper, der holdt til på den arabiske halvø. I en artikel i The Encyclopedia of Religion fremlægger Charles J. Adams en teori for, hvorfor det er så gennemgående i Koranens kritik af jøderne, at de har glemt eller ændret Guds budskab til dem i Tawr h. 7

7 Han argumenterer for, at Muhammad havde set sig selv som foreneren af de monoteistiske skriftreligionerne, og derfor blev negativ over, at de ikke kunne se hans lys og anerkende ham som profeternes segl (Adams 1987, ). Med denne kritik af de religiøse grupperinger på den ene side, vil jeg på den anden side inddrage Brown, der argumenterer for, at den polemik der var mod jøderne og de kristne, og som vi har set i Koran-teksterne, passer bedre ind i et nordligere, syrisk religiøst miljø, hvor der er flere jøder og kristne, end til den tørre arabiske halvø (Brown 2009, 75), hvor der var forholdsvis langt mellem jødiske eller kristne grupper. Konklusion Ved læsning af Koranen, er det nødvendigt at have en hvis forhåndsviden eller vejledning, eller anden form for forudsætning for, at kunne få noget brugbart ud af den. Man kan læne sig op ad kilder udefra, såsom ad th eller lærebøger. Lige meget, hvilken tilgang man benytter, vil der altid være tale om en personlig vurdering og vægtning af de holdninger, regler osv., der kommer til udtryk i Koranen. Jeg mener ikke det nogensinde vil være muligt, for forskere og troende at nå til enighed om en rigtig tolkning. Dertil er Koranen ganske enkelt for upræcis. Det kan konkluderes, at der alene i diskussionen om taw d, i den islamiske litteratur og Koranen findes en stor mængde varierende udtalelser om jøderne og de kristnes gudsopfattelser. De varierende holdninger, skyldes de forskellige teologiske diskussioner, der har været gennem tiden i de jødiske og kristne grupper, som muslimerne har haft kontakt med, enten som herskende overklasse, eller som naboer i et bymiljø, som fx Medina. De forskellige miljøer har påvirket de forskellige forfattere, hvilket lader sig se i de Koran-tekster, jeg har valgt at trække frem i det ovenstående. At Koranen er et historisk levn, tydeliggøres ved, at den er et vidnesbyrd for holdninger i en periode, hvor en region har oplevet en gennemgribende religiøs forandring, fra polyteisme til monoteisme, og med påvirkninger af forskelig art fra de lokale og omkringliggende jødiske og kristne grupper og riger. Perspektivering I min perspektivering vil jeg kort trække tråden op til nutiden og vise, at der bruges forskelligartet retorik i Koran-oversættelserne, alt efter hvilken gruppe der har stået for oversættelsen 7. Her vil jeg bruge Koranen Arabisk Dansk, oversat af A.S. Madsen. I denne udgave af Koranen forekommer der en noget stærkere retorik, end den vi ser i Ellen Wulffs oversættelse. Som eksempel kan bruges sûra 1:7 Deres vej, som Du har vist nåde som ikke har (vakt Din) vrede, og som ikke er faret vild (Madsen 2006, 1), hvor det 7 Det samme kan siges om Biblen, jf. debatten om Jehovas vidners Ny Testamentelige Oversættelse (Kristendom.dk 2006). 8

8 samme vers i Ellen Wulffs oversættelse siger Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne (Wulff 2006, 15). Der lægges i Madsens oversættelse op til, at det er dem (jøderne og de kristne), der har vakt Hans vrede, retorikken er ikke ligeså hård i Wulffs oversættelse. Den hårde retorik går igen i flere eksempler: 3:71 O I Skriftens folk, hvorfor fornægter I Allahs tegn, når I dog er vidner (til dem)? (Madsen, 2006, s. 75, min markering) overfor samme vers hos Wulff: 3:71: I Skriftens folk! Hvorfor hyller I sandheden ind i løgn? Hvorfor skjuler I sandheden, når I har viden? (Wulff, 2006, s. 54, min markering). Og sådan går det igen hele vejen. En grund til den lidt anderledes tolkning og vægtning i A.S. Madsens oversættelse, skyldes, at han tilhører den muslimske reformgruppe madiyya 8, mens Ellen Wulffs oversættelse er en videnskabelig oversættelse uden tilhørsforhold til nogen bestemt gruppe. Bibliografi Primær Litteratur: Kathir, Ibn. Tafsir Ibn Kathir. 3. Darussalam Publishers, Madsen, A.S., ovs. Koranen - Arabisk - Dansk. 5. København: Borgens Forlag, Søndergaard, Svend.»Islam.«I GADS religionshistoriske tekster, redigeret af Bendt Alster og Christian Lindtner, Århus: Systime, Wulff, Ellen, ovs. Koranen. København: Vandkunsten, Sekundær Litteratur: Adams, Charles J.»The Teachings of the Qur'an.«I The Encyclopedia of Religion, redigeret af Mircea Eliade. New York: Macmillian Publishing Company, Brown, Daniel W. A New Introduction to Islam. 2. Singapore: Wiley-Blackwell, Butler, Jean, og Thomas Hoffmann. GADS leksikon om Islam. Redigeret af Jean Butler og Thomas Hoffmann. Gylling: Gads Forlag, Sørensen, Jørgen Podemann. Religionshistoriens kilder. København: Books on Demand, Websider: 5. Juli (senest hentet eller vist den 22. August 2012). 8 En gruppe med nogle meget radikale holdninger til bl.a. Jesus. Deres oversættelse siges dog, at lægge tættere på den arabiske udgave, hvilket gør den mere kritisk overfor jøderne og de kristne, end Ellen Wulffs oversættelse. 9

9 Religionshistorie II 2012-I (islam) pensumoversigt Kildetekster: Alster, Bendt og Christian Lindtner, GADs religionshistoriske tekster, 6 n.s. G.E.C. Gads Forlag, København 1984, s Andreasen, Esben (udv.), Sirat Rasul Allah, Systime, Århus 2010, s , Büyükçelebi, Ismail, Islamhåndbogen, Kilden Forlag, Kbh. 2005, s , n.s. 7 n.s. Donohue, John J. & John L. Esposito (Ed.), Islam in Transition, Oxford University 3 n.s. Press, New York 1982, s Ernst, Carl W. (transl.), Teachings of Sufism, Shambhala, Boston 1999, s Freigeh, Chadi, Islam. Livssyn og Systemer, Al-Khilafah, Kbh. 2005, s Koranen, oversat af Ellen Wulff, Forlaget Vandkunsten, København 2006, s. 15, 33, 37, 10 n.s. 9 n.s. 18 n.s , 86-88, 91-96, , , 208, , , , , 502, 518 [sura 1; , 219; ; , 44-76, 90-93; , ; 16.67; ; ; ; 74; 96; 112] Koranen, oversat af Ellen Wulff, Forlaget Vandkunsten, København 2006, s. 28, 54, 9 n.s , [sura ; ; ; ] Pedersen, Johannes og Svend Søndergaard (udg.), Islamisk mystik. Religiøse tekster, 8 n.s. Spektrum, København 1999, s (al-sarradj), 126 (Rumi), (al-sha rani) Ramadan, Tariq, Europeanization of Islam or Islamization of Europe?, i: Shireen T. 15 n.s. Hunter (Ed.), Islam, Europe s Second Religion, The New Social, Cultural, and Political Landscape, Praeger, Westport 2002, s Rippin, Andrew and Jan Knappert (Ed.), Textual Sources for the Study of Islam, 6 n.s. Manchester University Press, Manchester 1986, s , Skovgaard-Petersen, Moderne islam. Muslimer i Cairo, 3. udgave, 11 n.s. Gyldendal, København 2007, s ,

10 Tibi, Bassam, Euro-Islam: An Alternative to Islamization and Ethnicity of Fear, i: 18 n.s. Zeyno Baran (Ed.), The Other Muslims. Moderate and Secular, Palgrave Macmillan, New York 2010, s I alt: 130 n.s. Baggrunds- og speciallitteratur: Adams, Charles J., Qur an (uddrag), i: Mircea Eliade (Ed.), The Encyclopedia of 20 n.s. Religion, Vol. 12, New York 1987, s Brown, Daniel W., A New Introduction to Islam, Second edition, Wiley-Blackwell, 423 n.s. Chichester 2009 minus s Ernst, Carl W., The Shambhala Guide to Sufism, Shambhala, Boston 1997, s Lassen, Søren Christian, Growing up as a Sufi. Generational change in the Burhaniya 28 n.s. 20 n.s. Sufi order, i: Ron Geaves, Markus Dressler and Gritt Klinkhammer (Ed.), Sufis in Western Society. Global networking and locality, Routledge, Oxon 2009 Rippin, Andrew, Muslims. Their religious beliefs and practices, Third edition, 27 n.s. Routledge, London 2005, s Roald, Anne Sofie, Islam, Pax Forlag, Oslo 2004, s Said, Edward, Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten, 21 n.s. 75 n.s. Roskilde Universitetsforlag, Roskilde 2002, s I alt: 614 n.s. 11