starten mislykkedes alt på grund af sandfygning og tørke. I 1820 erne startede man forfra

Transkript

1 SKOVENS HISTORIE Skoven er anlagt på hævet havbund, som her er meget næringsfattig. For et par hundrede år siden var området bevokset med lyng, og skoven hed da også Sonnerup Lyng i begyndelsen. Det skulle vise sig at blive et ufatteligt slid at ændre de 290 ha lynghede til skov. Sonnerup Skov blev til i forlængelse af det storstilede nationale skovrejsningsprojekt, der blev sat i gang i 1763 for at sikre Danmarks selvforsyning med træ, samt forhindre sandflugt i at ødelægge yderligere værdifuld landbrugsjord. På det tidspunkt var kun 4 % af Danmark dækket af skov, og skovene kunne ikke længere dække samfundets store behov for træ til f.eks. skibe, huse, redskaber og brænde. Skoven blev plantet over en periode på næsten 100 år fra 1802 til engang i 1890 erne. I starten mislykkedes alt på grund af sandfygning og tørke. I 1820 erne startede man forfra ved først at opsætte et dobbelt flettet risgærde parallelt med kysten. I læ af risgærdet blev der plantet et bælte af de hårdføre træarter, Bjergfyr og Østrigsk fyr, som voksede op og dannede et levende læbælte. Disse to træarter klarede sig godt i det barske landskab, og denne gang lykkedes tilplantningen. Du kan stadig skimte risgærdet som en sandvold i det nordvestlige hjørne af skoven, ca. 120 meter fra kysten. Skoven er også i dag sårbar overfor klimatiske svingninger. F.eks. fik tørken i 1960 alle nye planter til at gå ud, ligesom også storme medfører store ødelæggelser. Stormen den 3. december 1999 betød f.eks. at mange af de gamle træer væltede. Det så voldsomt ud, men allerede få år efter har naturen og skovdistriktet i fællesskab slettet de værste spor efter stormens hærgen. FRA PLANTAGE TIL SKOV Hidtil har et væsentligt formål med skovdriften været at producere tømmer af god kvalitet. Det er fortsat et mål, men hensynet til naturen og befolkningens muligheder for at bruge skoven er i dag vigtigere end den egentlige træproduktion. Skoven er i dag så veletableret og frodig, at træernes frø kan spire i skovbunden og nye træer vokse op af sig selv. Især eg, skovfyr og birk sår sig villigt, og det skal fremover udnyttes i skovdriften. Dette sammen med de seneste års storme vil med tiden få skoven til at fremstå mere varieret og udviske plantagepræget.

2 DE GAMLE BØGETRÆER (1) Træerne i skovens eneste gamle bøgebevoksning er mere end 100 år gamle. Umiddelbart ser de sunde og raske ud, men det er bedrag. Træerne har lidt betydelig skade på grund af tørke, og derfor er mange af dem fjernet i årenes løb. De tilbageværende træer har mange indre skader der gør veddet mindre værdifuldt, og det meste kan kun bruges til brænde. Til gengæld har træerne stor naturmæssig værdi, og mange af dem får lov at stå tilbage som ruiner til glæde for fugle, insekter og svampe. Sortspætten har gennem årene hakket redehuller i de gamle bøgetræer til gavn for mange andre dyr, som står i kø for at overtage kasserede redehuller, bl.a. vilde bier, skovgedehamse, flagermus, egern, skovmår, skovspurve, hulduer og alliker. Allikerne er ofte så påtrængende, at de formår at jage sortspætten fra hus og hjem i utide. MALMKÆRET EN AFSKÅRET STRANDSUMP (2) Malmkæret var oprindelig en lavning i stenalderhavets bund, som blev til en strandsump, da landet hævede sig. Kæret vil med tiden udvikle sig til en højmose, hvis det får lov at ligge urørt og tørpumpningen af Klint Sø ophører. Østsiden af Malmkæret er formentlig oprindelig natur. Her findes et meget specielt plantesamfund med bl.a. bregnen Strudsvinge. Det er en sjælden bregneart, der kun vokser vildt få steder i Danmark. Også resten af Malmkæret og Skovlyngen har en særegen vegetation, selvom tagrør dominerer store dele af området. Tidligere høstede skovdistriktet tagrør til tækning af skovens huse. I dag høstes kun sporadisk for at forny rørskoven og på den måde pleje arealet. Under krigen blev der gravet tørv i kæret. SKOVLYNGEN (3) Landsbyen Klint brugte Skovlyngen som græsningsareal, før skoven blev anlagt. Af ukendte årsager er Skovlyngen aldrig blevet plantet til med skov. Skovlyngen danner en smuk overgang mellem Sonnerup Skov og Klint Bakker. Når du ser bakkerne i perspektiv kan du fornemme, at de under ældre stenalder har ligget som en ø af moræneler i det barske Kattegat. Skovlyngen har sit navn fra tidligere, hvor området var lyngklædt. I dag har græsset overtaget, fordi der i nyere tid er gødet på de magre jorder, men du kan stadig finde pragtfulde pletter af vilde blomster fra eng og overdrev. Brugen af gødning ophørte i 1980 erne og de vilde blomster får igen bedre vilkår. Dette gavner de mange sommerfugle og andre insekter og dermed også de mange fugle, som søger deres føde her. KYSTEN (4) Sonnerup Skov har en 3 km lang kystlinie ud til Kattegat. I kystskræntens profil kan du i de øverste lag se rundslebne sten som et synligt bevis på, at landjorden er hævet havbund. Inde i skoven kan du se den samme slags sten i den blottede jord ved muldvarpeskud og væltede træer trukket op med rod. Når du forlader skoven kan du nemt genkende den gamle kystskrænt, der især er markant ved Sonnerupvej. Landet ved Sonnerup er hævet ca. 4 1/2 meter siden istiden og hæver sig stadig. Tidli-

3

4 gere blev der samlet kugleflint langs kysten, og uden for skoven fandtes kugleflintlejer. Kugleflint blev brugt til at knuse/pulverisere cement ved produktion i rotérovne. Flintkuglerne er i dag erstattet af stålkugler. Flinten findes i skrivekridtet, normalt i ca. 40 meters dybde, men netop her ved Klint kommer kridtet helt op til overfladen. Under 2. verdenskrig var kysten her et vigtigt udskibningssted. Det var Frihedsrådets såkaldte Nordrute for jøder på flugt til Sverige. Fiskere fra Odden havn havde det farefulde hverv at sejle jøderne til Sverige, og kutterne skulle være hjemme inden det blev morgen og før tyskerne anede uråd. PLANTELIVET LANGS KYSTEN (5) Vinden, saltet og sandet har formet træer og buske langs kysten. De er lavest ud mod stranden og bliver så højere og højere efterhånden som der skabes læ. Bemærk især de lave omfangsrige træer af hvidgran eller bjergfyr, der kun er 2 meter høje men mere end 5 meter i diameter. De kaldes Fortroptræer, dvs. træer der står foran og afbøder vindens kraft og giver læ for de bagved voksende træer. De første meter fra kysten er skoven derfor et tæt og knudret krat, der stedvis har karakter af troldeskov. Det ses særlig tydeligt ved de to punkter mærket med X. Yderst består krattet af slåen og hvidgran efterfulgt af eg, iblandet bævreasp og stedvis røn og guldregn. De tåler alle det barske klima. Floraen nær kysten består også af planter der kan klare sig på den fattige, tørre og vindblæste bund. De mest karakteristiske planter er revling, blodrød storkenæb, kornet stenbræk og engelskgræs. VELKOMMEN TIL SONNERUP SKOV Det mest fascinerende ved Sonnerup Skov er, at den overhovedet eksisterer, sandfygning og tørke var hårde modspillere for skoven, da den blev anlagt i løbet af 1800-tallet. I dag er skoven under hurtig forandring. Ren nåleskov ændres til blandet skov af både nåle- og løvtræer, så skoven fremtræder mere lys og åben. Den får i langt højere grad end tidligere lov til at udvikle sig på sine egne præmisser. God tur i skoven! Praktiske oplysninger: Adgang til skoven: Da skoven er offentligt ejet, må du færdes overalt døgnet rundt. Alle skovveje er navngivet/nummereret på natursten opsat langs Hovedvejen. Du kan komme til skoven 3 steder: i øst fra Klint by ad Skovløbervej, i syd fra Oddenvej ad Sonnerupvej og i vest fra Lumsås ad Nordre Strandvej (se kortet). Offentlig transport: Buslinierne 61 og 63 fra Nykøbing Sj. Station standser både i Klint og Sonnerup. Kilde: Skov- og naturstyrelsen Tegninger: Poul Andersen Grafisk bearbejdelse af Gyldendal Vandreruter: På kortet er afmærket en gul rute på ca. 6 km. Turen er også markeret i skoven med gule pletter på træer og sten. Handicapforhold: Det meste af den afmærkede rute kan benyttes af kørestolsbrugere. Visse steder, f.eks. på stien langs kysten, kan stierne kun passeres af kørestolsbrugere med hjælpere. Hunde: Hunde er velkomne i skoven, men de skal føres i snor. Primitiv overnatning: I den nordvestlige ende af skoven findes en primitiv overnatningsplads som frit kan benyttes. Lystfiskeri: Det er tilladt at fiske fra kysten. Hvis du er mellem 18 og 65 år skal du have gyldigt fisketegn. Yderligere oplysninger: Sonnerup Skov administreres af Skov- og Naturstyrelsen, som lokalt kan kontaktes ved Odsherred Statsskovdistrikt: tlf , odsherred@ sns.dk,

5 Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Sonnerup Skov ligger ud til Kattegat Skagerrak Lillebælt Storebælt For et par hundrede år siden var skoven bevokset med græs gran krat lyng I den nye skov vil mange træer vokse op af sig selv. Bl.a. dette træ sår sig selv villigt: bøg gran birk elm Man kan køre til Sonnerup Skov med buslinjerne 61 og og og og 63 Nærmeste større by er Nykøbing S Nykøbing M Nykøbing F Nykøbing J På kortet er afmærket en gul rute på ca. 4 km ca. 5 km ca. 6 km ca. 7 km

6 Landet ved Sonnerup er siden istiden hævet ca. 4 ½ meter, men hæver sig ikke mere ca. 7 ½ meter og hæver sig stadig ca. 7 ½ meter, men hæver sig ikke mere ca. 4 ½ meter og hæver sig stadig Det er tilladt at fiske fra kysten. Man skal have gyldigt fisketegn, hvis man er mellem 18 og 65 år mellem 15 og 65 år mellem 18 og 60 år mellem 15 og 60 år Træerne i skovens eneste gamle bøgebevoksning er mere end 50 år gamle 100 år gamle 150 år gamle 200 år gamle

7 Frøen, der lærte sig selv og andre at tale Jesper Rugård Jensen I søen var der over tusinde frøer. De fleste af dem fik dagen til at gå med at kvække, svømme, hoppe rundt på åkandebladene og kvække. Kvak, sagde de jævnligt. samtidig. søen. Ikke kun en ad gangen, men ofte flere Kvak, kvak, kvakkvak, kvak, lød over hele Hvis det ikke var fordi frøerne så godt som aldrig lyttede til hinanden, men kun kvækkede, så havde de aldrig kunnet have holdt ud at være sammen i søen. Det var ikke, fordi de ikke var sammen eller ikke vidste at der var andre frøer til stede. De talte bare ikke sammen. Det er ikke nødvendigt at tale sammen, når man ved hvad den anden vil sige hver gang. Og når kvak er det eneste man kan forvente. Ja, så er der ikke megen grund til at lytte, efter de første femogtyve gange. Et kvak er nok, to er mere end rigeligt og tre er for meget. Hvis man altså ikke er en frø, der hopper og svømmer og spiser og sover. Så kan man kvække meget længe. Uden at blive den mindste smule træt af dét. Der var specielt en frø i søen, der kunne kvække højt og gennemtrængende. Den kunne også springe langt og svømme hurtigt. En dag mens den intetanende sad og kvækkede for sig selv på et blad midt ude i søen, for vandet op mod den. Helt nede fra bunden af søen kom den allerstørste gedde nogen frø nogensinde havde set. Med munden vidt åben, så alle tænderne var synlige og fri, styrede den lige op mod frøen. Frøen der sad på kanten af bladet nåede lige at mærke et skub, og at noget gjorde ondt i benet. Så mærkede den ikke mere.

8 Lidt senere flød den ind mod land på bladet, og lidt senere endnu åbnede den øjnene og sagde kvak. Gedden havde ikke fået fat i hele frøen, kun i dens ene ben. Det venstre. Ikke, at det ikke var nok for frøen. Den kunne nu ikke gøre andet end at kvække lavmælt og spjætte med ét ben. Den døde ikke, sådan som man skulle tro, at en frø ville gøre, hvis den får spist benet af en gedde. Den gjorde ikke så meget, den lå bare og trak vejret langsomt og sagde kvak en gang imellem. Langsomt stoppede dens benstump med at bløde og langsomt følte frøen sig bedre tilpas. Lige der hvor den lå, var der nok at spise. Fluer fløj hen til den i den tro, at en frø med kun et ben, nok var en død frø. Og en død frø kan spises. De tog fejl, og frøen fik mad. Der sad den så, frøen med sit ene ben og kunne hverken hoppe eller svømme rigtigt. Svømme kunne den nok, men kun i cirkler og den stødte mod bredden igen med samme, og altid det samme sted som den startede. Så den sad stille og så på søen og de andre frøer, der kvækkede, hoppede, svømmede, spiste og kvækkede. Frøen kvækkede også. Den kvækkede endda meget ofte, da det var det eneste den kunne. Kvak, sagde den dag ud og dag ind. Selv for en frø kan det blive lidt ensformigt at sige kvak, hvis man ikke har andet at lave. Kvak, sagde igen. Den så på de andre frøer og sagde kvak, for det var de; kvak. Den så på fluerne og sagde kvak, for det var de også. Den så på åkanderne og vandet, på ringene fra fiskene, på skyerne og solen, og kvak sagde den om det hele. Kvak, sagde den om sig selv. En dag mens den sad og kiggede på skyggerne fra træerne, der legede med vinden, og sagde kvak om dem, kom den pludselig til at sige kvæk. Den stoppede forbavset op og smagte på kvækket. Og så gjorde den det igen. Derefter var skyggerne kvæk og resten af verden var kvak. Lidt efter blev fluerne Kvik og de andre frøer blev kvuk. Og solen: den blev pludselig kvok.

9 Sådan sad den længe og havde fem ting i verden: solen, skygger, fluer andre frøer og frøen selv. Men der er ting der ikke kan stoppes, når de først er begyndt. Og har man fem ting, har man også seks: månen blev hurtigt kvæk kvok en skyggefuld sol. Og lige med et var frøens verden eksploderet. Der var så mange ting at se og navngive, at den i et langt stykke tid var rundtosset fra den vågnede til den faldt i søvn. Den kvækkede og kvokkede og kvykkede i et væk. De andre frøer, der indtil nu havde ignoreret den etbenede frø, bemærkede nu de nye lyde i søen. For sådan er det. Der kan være en million kvæk og ingen bemærker noget. Men lige så snart nogen siger kvok, så bliver der opstandelse. terligne den. Og snart var hele søen og bredden fuld af kvak, kvok kvik og frøer der hoppede og dansede og sprang. Og sang. For det allerbedste de talende frøer vidste, var at synge. Og hvis du nogensinde kommer til en sø, så lyt godt efter frøerne, måske er du kommet til søen med talende frøer. Og hvis du lytter lidt, så kan du måske høre, når de snakker om frøer og skygger eller om ildfluer. Og måske ser du også en etbenet frø ved bredden. En lykkelig frø, der nogle gange spiser fluer og andre gange svømmer i ring. Men mest så sidder den der og taler til verden. Og af alle de ord, den har fundet på, så holder den allermest af det første. Skygge. De ældre frøer stirrede bare på frøen med hvad der i frøverdenen måtte være foragt og sagde kvak, som de altid havde gjort. Men nogle af de yngre frøer syntes at den etbenede frø var sej (eller kvak som de tænkte) og begyndte at ef-

10 Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Da frøen bliver fanget af gedden, mister den sine forben sit venstre ben sit højre ben sin stemme Den handicappede frø bliver bemærket af de ældre frøer, fordi den siger kvok i stedet for kvak den er handicappet den ikke kan fange fluer mere den altid svømmer i ring Frøen med et ben kan ikke svømme mere kun svømme i ring ikke mere sig kvak kun sige kvok Da den handicappede frø har opfundet nye ord, reagerer de ældre frøer med forvirring med glæde over det nye sprog slet ikke bemærket af de andre med foragt Da den etbenede frø en dag kommer til at sige kvæk, stopper den forbavset op og smager på kvækket stopper den forskrækket op og skynder sig igen at sige kvak stopper den forbavset op og skynder sig igen at sige kvak stopper den forskrækket op og smager på kvækket Det ord, den handicappede frø holder mest af, er ordet for ildfluer skygge pas på gedden jeg elsker dig

11 Når kvak er det eneste, man kender, mener frøerne, at der ikke er grund til at finde nye ord der er al mulig grund til at finde nye ord man må rejse væk for at blive forstået der ikke er megen grund til at lytte til andre Det bedste, de talende frøer vidste, var at hoppe danse synge springe Hvis du ser en etbenet frø ved bredden af søen, er det en forvirret frø, der svømmer i ring udstødt frø, som er lagt for had af de andre ulykkelig frø, der er bange for gedder lykkelig frø, der nogle gange spiser fluer Fablen drejer sig om, at man ikke må give op, selv om man bliver handicappet at man ikke skal forsøge at ændre noget, hvis man er alene om det at der skal mere end et ord til, at vi kan snakke sammen at som man råber i skoven, får man svar

12 Juletræer under lup Danmark er en stor juletræsproducent, men eksperter er bange for, at det går hårdt ud over grundvandet Af Gitte Rebsdorff Foto: Colourbox Danske juletræer er en økonomisk succeshistorie. Men produktionen af det grønne nåletræ, som pryder danske og endnu flere udenlandske hjem til jul, risikerer at skade grundvandet. Før juletræet havner hjemme i stuen, har der været brugt store mængder plantegifte på at holde ukrudt væk fra markerne, så træet kunne vokse sig stort og flot. Et af de allermest brugte plantegifte glyphosat, også kendt fra produktet Round Up, har længe været i miljømyndighedernes søgelys. I juletræsproduktionen er brugen af glyphosat udbredt. Men mens stoffet er undersøgt på landbrugsjorde, så mangler man viden om, hvordan glyphosat opfører sig på jorde med juletræer. Noget tyder på, at der er en øget risiko her. Det skyldes, at der er en række særlige forhold, som kan øge risikoen for, at glyphosat havner i grundvandet.»træerne har i modsætning til eksempelvis en afgrøde som hvede et rodnet, der skaber sprækker i jorden. Og det kan gøre, at pesticiderne lettere ryger igennem jordlagene ned til grundvandet. Et andet forhold, som adskiller sig fra landbrugsproduktionen er, at jorden er ubearbejdet i flere år. Ved almindelig landbrugsproduktion bliver jorden oftere vendt, men det sker ikke med juletræer, og det kan muligvis også påvirke udvaskningen af pesticider,«beretter seniorforsker René Juhler, der er projektkoordinator på Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, GEUS. Mistanken mod juletræsproduktionen har ført til, at GEUS sammen med Center for Skov, Landskab og Plan Samvirke 2004 side 1 Samvirke 2004 side 2

13 lægning er i gang med at undersøge, hvordan glyphosat opfører sig på lerjorde, og om det når grundvandet. Det sker på en mark i Slæggerup lidt uden for Roskilde. Det særlige ved glyphosat sammenlignet med mange andre pesticider er, at det binder sig til jordpartiklerne. Det kan betyde, at der sker en ophobning af stoffet i jorden, og det forhold skal forskerne også undersøge nærmere. I starten troede man ellers, at glyphosat forholdsvis hurtigt blev nedbrudt og uskadeliggjort. Men den antagelse har vist sig ikke at holde. Både selve det aktive stof og nedbrydningsproduktet AMPA er fundet i en meters dybde på landbrugsjorde. Derfor har miljømyndighederne længe overvejet at forbyde brugen af stoffet i visse perioder. Mens artiklen skrives, har Miljøstyrelsen dog endnu ikke truffet en afgørelse.»det er klart, at når der sker sådanne fund, er vi nødt til at forholde os til det. Vi skal tage stilling til, om der sker en uacceptabel udvaskning til grundvandet,«siger kontorchef i styrelsen, Søren Bukh Svenningsen. Store eksportindtægter Når miljømyndighederne indtil nu har tøvet med at forbyde brugen af glyphosat i visse perioder, hænger det blandt andet sammen med, at beskyttelsen af grundvandet er i stærk konkurrence med de store beløb, Danmark årligt henter hjem ved at sælge juletræer og pyntegrønt til udlandet. Sidste år blev det til 1,1 milliarder kroner. 9,9 millioner juletræer blev eksporteret til udlandet, og 1,5 millioner gik til hjemmemarkedet. Med en lille tilsnigelse kan Danmark endda kalde sig verdens største juletræsproducent. Godt nok overgår USA Danmark, men hvis man sammenligner med de enkelte stater, så fører Danmark. Derfor skal der meget til, før myndighederne kommer med restriktioner, der kan skade eksporten.»hvis det viser sig, at glyphosat er uproblematisk, og at det ikke skader grundvandet, så ville det have været et drastisk skridt at forbyde stoffet. Det handler ikke så meget om totalt at forbyde pesticider, men mere om at finde metoder, så risikoen mindskes. Fra andre undersøgelser ved vi eksempelvis, at udvaskningen er størst om efteråret, hvor det regner meget,«siger René Juhler, mens han viser rundt på forsøgsmarkerne i Slæggerup. Nogle steder er det svært at få øje på juletræerne. Ukrudtet har vokset sig højere og større end træerne, der kun er en sæson gamle. Det tager cirka 10 år at producere et juletræ, og det er i de første år af juletræsproduktionen, at der bliver brugt de største mængder plantegifte. Forsøgene i Slæggerup skal inden udgangen af 2006 give et mere præcist billede af, hvor skadelig brugen af plantegiften glyphosat er i juletræsproduktionen. På den ene mark dyrker man juletræerne med en begrænset mængde glyphosat og ved at fjerne ukrudtet maskinelt, mens den anden mark er sprøjtet som vanligt. Et tredje stykke jord bliver dyrket helt uden brug af ukrudtsmidler. Hver af markerne er ved hjælp af et rør, der er skudt igennem jorden, forbundet til en række brønde. De står på linie, så det er nemt at komme til at Samvirke 2004 side 3 Samvirke 2004 side 4

14 udtage prøver af vandet. Det sker mindst en gang om måneden og oftere i regnfulde perioder. Glyphosat er dog langt fra den eneste plantegift, som bliver brugt i produktionen af juletræer. Ligesom i landbrugsproduktionen bliver der brugt en lang række andre pesticider. Og målt per hektar er mængden stort set den samme som i landbruget. Når det gælder kvælstof, er brugen i juletræsproduktionen dog mindre. Derfor ærgrer det også seniorforsker fra Center for Skov, Landskab og Planlægning Lars Bo Pedersen, at undersøgelsen kun drejer sig om glyphosat.»undersøgelsen er meget begrænset. Kvælstof og andre pesticider spiller også en stor rolle i juletræsproduktionen. Men det er et økonomisk spørgsmål.«alene installationen af måleudstyret i Slæggerup beløber sig til godt kroner. Dertil kommer udgifter til målinger, og det løber meget nemt op i flere hundrede tusinde kroner. Flere pesticider i østeuropa Mens myndighederne i Danmark er bekymret for brugen af plantegifte, så kan brugen slet ikke stå mål med brugen i mange andre lande. I Polen og resten af Østeuropa samt i England og Irland er det tilladt at bruge langt større mængder af pesticider. Her er det desuden tilladt at bruge plantegifte, f.eks. atrazin, der for længst er forbudt i Danmark. Importen fra Østeuropa er dog meget begrænset. Men med lønninger, der ligger væsentligt under det danske niveau, kan træerne sælges meget billigere.»hvis man køber sådan et træ, er der langt større risiko for at forurene grundvandet,«påpeger Lars Bo Pedersen. Hos Dansk Juletræsdyrkerforening arbejder man på at mindske brugen af pesticider. Dyrkningskonsulent Bent Christensen peger på, at reglerne i Østeuropa giver ulige konkurrence.»det er konkurrenceforvridende. Men om nogle år vil reglerne i EU blive harmoniseret. Og til den tid vil det være en fordel for os, at vi er på forkant med miljøreglerne.«tilbage er de økologiske juletræer. Og hvis man vil tænke på andet end gaver og julelys og også betænke miljøet og grundvandet, er det muligt at købe et juletræ, hvor der ikke er brugt plantegifte. Økologiske juletræer udgør dog kun en ganske lille del af markedet, nemlig omkring én procent. De er som regel ikke så flotte som træer med pesticider, og så koster de cirka 30 procent mere end juletræer, der er dyrket med bekæmpelsesmidler. Til gengæld kan man alt efter temperament holde jul med god samvittighed og med sikkerhed for, at man ikke har været med til at skade grundvandet med pesticider. Samvirke 2004 side 5 Samvirke 2004 side 6

15 Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. I Østeuropa, England og Irland er det tilladt at bruge en større mængde pesticider end i Danmark er det tilladt at bruge samme mængde pesticider som i Danmark er brugen af pesticider helt forbudt er det ikke tilladt at bruge så store mængde pesticider som i Danmark Danske juletræer er en økonomisk succes, men risikerer at skade grundvandet succes og skader ikke grundvandet fiasko, der desuden risikerer at skade grundvandet fiasko, der ingen indvirkning har på grundvandet Juletræerne har ligesom hvede et rodnet, der skaber sprækker i jorden i modsætning til hvede et rodnet, der lukker sprækker i jorden ligesom hvede et rodnet, der lukker sprækker i jorden i modsætning til hvede et rodnet, der skaber sprækker i jorden Der bruges store mængder gift på marker med juletræer for at holde insekter væk for at holde gnavere væk for at holde svampeangreb nede for at holde ukrudt væk Man frygter, at pesticiderne på marker med juletræer forgifter jorden ødelægger grundvandet ødelægger juletræets grønne farve dræber alt andet liv på marken

16 Plantegiften glyphosat er også kendt fra produktet Stand Up Grow Up Roundup Stay Up I Østeuropa, England og Irland er det tilladt at bruge en større mængde pesticider end i Danmark er det tilladt at bruge samme mængde pesticider som i Danmark er brugen af pesticider helt forbudt er det ikke tilladt at bruge så store mængder pesticider som i Danmark Sidste år (i forhold til artiklens udgivelse) blev der eksporteret 3,9 millioner juletræer 6,9 millioner juletræer 9,9 millioner juletræer 12,9 millioner juletræer At producere et juletræ tager ca. 6 år ca. 8 år ca. 10 år ca. 12 år Når regler om brug af pesticider i EU bliver harmoniseret, vil det være en fordel for danske juletræsdyrkere, at de var på forkant med miljøreglerne ulempe for danske juletræsdyrkere, at de var på forkant med miljøreglerne fordel for danske juletræsdyrkere, at de omgik miljøreglerne ulempe for danske juletræsdyrkere, at de omgik miljøreglerne Økologiske juletræer er ikke så flotte og koster cirka 30 procent mere end sprøjtede juletræer flottere, men koster cirka 30 procent mere end sprøjtede juletræer flottere og koster cirka 30 procent mindre end sprøjtede juletræer ikke så flotte, men koster cirka 30 procent mindre end sprøjtede juletræer

17 Fyrtøiet Bent Vinn Nielsen På en førsteklasses togrejse møder vi et par besynderlige personager: En formalinlugtende gamling med et uvist antal hunde og en lille dreng, der samler noget op. Ingen havde set ham stige på, men da vi andre fandt vores pladser, så vi ham. Han havde sat sig lige ved døren og fyldte alle fire pladser. Hvad var det? tænkte vi. Var det en ældre mand, eller var det et bjerg af overfrakke, rejsetasker, et sammenrullet tov og en hund? Toget kørte fra Hovedbanegården. Det kørte præcis. Der var en sødlig stank fra den gamle mand, som en særlig stram parfume eller som begyndende råddenskab. Formalin måske, det var ikke til at sige. Manden havde sat sig hos os, altså på første klasse. Vi så op over kanten på vores aviser, vi ventede på kontrolløren. Vi var sikre på at manden måtte høre hjemme på anden klasse, men det var nu ikke tilfældet, viste det sig. Han havde ikke bare gyldig billet til første klasse, han havde hele fire styk. Og han havde reserveret alle fire sæder til sig selv. Vi så på kontrolløren, på Tog-Joe, som de store skolebørn på anden klasse kalder ham. Tog- Joe trak på skulderen, han kunne ikke gøre noget, men han forstod os godt, det kunne vi mærke. Manden eller bjerget var en posemand, det havde været vores første tanke. Vi tænkte, at vi nu måtte revidere vores opfattelse, manden måtte i stedet være en excentriker, sikkert styrtende rig, med særheder som ingen af os kunne tillade os. Måske, tænkte vi, købte han altid fire billetter og reserverede fire siddepladser, når han skulle rejse med tog. Vi prøvede at gøre hvad vi kunne, vi prøvede virkelig at mobilisere velvilje. Vi nikkede venligt til manden. Men det var, som om han ikke så os. Hans små, smalle øjne forekom flydende. Han havde et magert underansigt, udtrykket omkring munden virkede nærmest nedladende.

18 For en rig excentriker, tænkte vi, var vi vel ikke interessante. Vi er forretningsfolk, undervisere, politikere, foredragsholdere, de fleste af os kender hinanden fra mange rejser til og fra Jylland. Vi besluttede at ignorere manden, der jo tydeligvis ikke ønskede nogen form for kontakt med os. Men det var vanskeligt, den sødlige stank fra ham var temmelig gennemtrængende. Derfor skævede vi oftere hen mod ham, end vi havde lyst til. Havde han tre hunde, eller var der kun én? Besynderligt nok lod det sig ikke afgøre. Vi så kun én, men den ændrede hele tiden størrelse, sådan virkede det. Især størrelsen på dyret eller dyrenes øjne ændrede sig. Hvis der var tale om mere end en hund, om to eller tre, så var det, som om den ene skjulte sig bag den anden. Men måske byttede de plads, så de på den måde kunne skiftes til at sidde forrest? Da togstewardessen kom med serveringsvognen, var der kun én hund, i alt fald kun én, der var synlig for det menneskelige øje. Den snappede arrigt ud efter hendes ben. Hun protesterede højlydt, men den gamle mand ænsede hende overhovedet ikke. Han svarede heller ikke, da hun spurgte, om der var noget, han ønskede. Hold kæft en type! sagde hun højt til os andre. Flere af os så anerkendende op fra vores aviser og smilede til hende. Vi kunne kun være enige. Den excentriske gamle mand var ubehagelig. Rig måske, men bestemt ikke noget rart menneske. En lille, meget rank dreng sad over for ham, på den anden side af midtergangen. Han sad med sin skoletaske på ryggen, uden at læne sig mod ryglænet. Vi havde undret os over, hvorfor en skoledreng rejste på første klasse, men mente at forstå, at der var tale om en meget genert dreng, en dreng, der måske ikke turde være sammen med de andre, temmelig højrøstede drenge på anden klasse. Drengen læste i et blad, og snøftede hver

19 gang han vendte en side. Det var en irriterende lyd. En yngre kvinde, der arbejder for en stor ejendomsmæglerkæde, og i øvrigt en skønhed, rakte ham et papirlommetørklæde. Hun sad på sædet over for drengen og følte sig særligt generet af snøftelyden. Puds så den næse! sagde hun. Den ranke dreng gjorde, som hun sagde. Efter Ringsted begyndte han ganske vist at snøfte igen, men nu ikke hver gang han vendte en side, men kun hver tredje eller fjerde gang. Og hver gang med et skyldbevidst udtryk i barneansigtet. Efter et ganske kort ophold på Korsør station kørte toget ned under Storebælt. Den gamle mand rejste sig i det pludselige mørke og begyndte at brøle. Hans brølen formede sig efterhånden til et ord, kunne vi høre, nemlig ordet underverden. Nu havde vi snart ikke mere tålmodighed med excentrikeren, vi var trætte af at skulle tage stilling til hans særheder. Derfor reagerede ingen af os på hans brølen, vi koncentrerede os sammenbidt om vores aviser, selvom der et øjeblik var for mørkt til, at vi kunne læse. Da vi kort efter nåede Fyn, satte manden sig ned igen. Hans vandige øjne svømmede en tid, som i panik, men lidt efter lidt blev han rolig. Hunden eller hundene lagde sig med hovedet eller hovederne i hans skød. Derved faldt hans sammenrullede tov ned på gulvet. Han samlede det hurtigt op, et lille øjeblik var det, som om han igen blev grebet af panik. Et tov? Hvad skulle han med et tov? tænkte vi. Vi brød os ikke om manden, vi ville ønske, rent ud sagt, at han ville hænge sig i rebet. Han stod af i Odense. Der var ingen, der rigtig bemærkede, hvordan det gik til, men pludselig var han væk. Det forunderlige var, at den sødlige stank forsvandt lige så brat. Der hvor han havde været, var der nu kun fire tomme togsæder og frisk luft. Dog: Der lå nu en enkelt ting tilbage efter ham.

20 En lille, blank genstand på et af sæderne. Et gammeldags fyrtøj, lignede det. Men også det forsvandt, nemlig da den lille, ranke dreng med skoletasken på ryggen uden videre tog det og puttede det ned i sin lomme. Han gjorde det med et forhærdet udtryk i det uskyldige barneansigt, med en grådighed, som han åbenlyst mente sig i sin gode ret til. Han sad ugenert og stirrede på den yngre kvinde, skønheden, der havde givet ham besked på at pudse sin næse. Han stirrede hende ikke bare ind i det smukke ansigt, han overbegloede hele hendes person. Samtidig smilede han lystent og hånligt. Den yngre kvinde blev meget forlegen, nu var det hende, der begyndte at snøfte. Måske græd hun. Efterladte genstande i togvognen skal naturligvis afleveres til kontrolløren, det siger sig selv. Men ingen af os gjorde Tog-Joe opmærksom på drengens tyveri. Den gamle mand var et ubehageligt minde nu, fyrtøjet var næppe særlig kostbart, manden kunne vel købe sig et nyt, tænkte vi. Drengen holdt helt op med at snøfte. Han læste heller ikke mere i sit blad. Han sad med den ene hånd i bukselommen, han knugede vel sit nyerhvervede fyrtøj i hånden. Skoletasken havde han omsider taget af og kylet op på bagagehylden. Nu slængte han sig i sædet og virkede i det hele taget som en helt anden dreng. Det var ubehageligt at overvære, men ingen af os andre greb ind. Vi nærmede os vores bestemmelsessteder. Senere glemte vi alt om den gamle mand med hunden eller hundene. Vores tilværelse som rejsende mellem landsdelene fortsatte. Men en dag fortalte Tog-Joe os, hvad der videre hændte. I Odense havde den gamle mand krævet at få lov til at deltage i en større festlighed, men man havde nægtet ham adgang, blandt andet under henvisning til at han ikke var proper, som det blev sagt, og heller ikke, så vidt man da vidste,

21 inviteret. Da han samtidig beklagede sig over, at nogen havde røvet hans hund (han talte kun om én), anså man ham for sindsforvirret. Derfor tilkaldte man politiet, så de eventuelt kunne bede de sociale myndigheder om at tage sig af ham. På grund af den store festlighed, havde politiet meget travlt med at regulere byens trafik. Derfor kom de først for at hente manden, da der var gået hen ved tre timer. På det tidspunkt var manden forsvundet. Ingen havde set ham gå, men væk var han. Der findes mange mærkelige slags mennesker her i verden, sagde Tog-Joe. Det måtte vi give ham ret i. Havde han tre hunde, eller var der kun én? Besynderligt nok lod det sig ikke afgøre. Der findes mange mærkelige mennesker i verden, sagde Tog-Joe. Det måtte vi give ham ret i.

22 Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Toget kører fra København mod Jylland fra København til Odense fra Jylland til København fra København til Korsør Da toget kører under Storebælt, begynder den gamle særling at brøle læser han meget grundigt i sin avis giver han drengen sit fyrtøj beder han sine hunde tie stille Den gamle særling har købt 2 pladser i hvilekupe købt fire pladser i hvilekupe købt fire pladser på 1. klasse købt fire pladser samt tre hundepladser Den gamle særling stod af toget i Roskilde Ringsted Korsør Odense Da togstewardessen kommer til den gamle særling, klager de andre passagerer over, at han lugter snapper hans hund efter hendes ben spørger hun slet ikke, om han ønsker at købe noget køber han et blad til den forkølede dreng Da den lille dreng hele tiden snøfter, beder Tog-Joe ham stoppe giver Tog-Joe ham et papirlommetørklæde får han et blad at læse i giver en medpassager ham et papirlommetørklæde

23 Da den lille dreng finder fyrtøjet, afleverer han det til Tog-Joe beholder han det for sig selv beder de andre i kupeen ham om at aflevere det løber han efter den gamle og giver ham det Den lille dreng bliver ved med at snøfte under hele togturen begynder at stirre ugenert på den yngre kvinde står af toget sammen med den gamle særling kommer til at snakke med fortælleren Den gamle særling stod af toget, fordi de andre passagerer bad ham om det han skulle deltage i en større festlighed politiet afhentede ham han ikke måtte medbringe hunde i toget Den gamle særling havde en hund to hunde tre hunde et ubestemmeligt antal hunde

24 Prada akkumulis :05:59 Jan Gintberg Læs artiklen Prada akkumulis, og sæt streg under det ord eller udtryk i parenteserne, som passer i sammenhængen. Sommeren i Danmark er så herligt fri for farlige ting, at vi er nødt til at opfinde en rasende og potent dødelig fauna. SÅ VI FØLER, AT VI LEVER i et land, hvor ALT kan ske. Men hvor reelle er disse farer? Dræbersneglen! Den æder din broccoli, og måske har du ikke purløg nok til din (æggesnaps, æggestok, æggekage, æggehvide) til aften. Dræbermyggen! Den suger dig tør for blod, hvis den sidder døgn. Dræberalgen, der er sindssygt farlig, fordi den kan gøre dit badekar rasende glat på (ydersiden, indersiden, undersiden, forsiden)! Og derfra går det selvfølgelig i en lige linje over i dræberræven, der drukner dig, hvis den kan komme til at pisse dig i munden, mens du blunder i din (liggestol, hjørnesofa, spisestue, badekar) i haven. Dræbergåsen, der kan lande på dig og fuldstændigt ødelægge din frisure; dræbersilden, der totalt kan ødelægge (håbet, ideen, oplevelsen, stemningen) ved din familiefrokost, og så selvfølgelig dræber-raven, der hjemsøger strandene ved Skagen og får dig til at samle den op og putte dem på snor. JA, JEG VED, HVAD DU TÆNKER. Du tænker, hvor i himlens navn er du på vej hen med det her ammestue-ævl, Jan? Det skal jeg sige dig. Et helt andet sted. Dræbertasker. Ja, så er det ude. Og jeg ved, at det i et land, hvor store dele af den politiske opposition er defineret ved netop kvinder med håndtasker, er en holdning, som kan risikere at være cirka lige så populær, som Grisling vil være det i al-aqsa-moskeen. Men her ligger en ganske potentiel fare for fremtidens organiseringsevne og hygiejnestandarder. Jeg har (opfattet, opfundet, oplevet, oplagt) meget ulækkert. Mænd, der havde bilværksted i umiddelbar forlængelse af deres soveværelse og køkken lige op ad en sti med et halvt dusin (løskøbte, løsladte, løsslupne, løsgående) husdyr men jeg har endnu ikke oplevet noget mere frastødende og uorganiseret end en kvindes håndtaske. DET ER EN MØDDING med skulderrem! Forleden stod en kvinde og kunne ikke komme ind i sin bil på den parkeringsplads, jeg tilfældigvis opholdt mig på (ja, jeg opholder mig sådan nogen steder for at samle inspiration til den her slags jeg har ikke noget normalt liv i egentlig forstand), og jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe. Og så var hun så hudløst ærlig, at hun opgivende strakte sin taske frem mod mig med følgende ord: Det er dig, der er Jan Glæsel ikke? Og først herefter sagde hun: Jeg kan ganske enkelt ikke finde mine bilnøgler; kan du se dem? OG SELVOM JEG RENT FAKTISK ikke er grillbaron, så kiggede jeg ned og oplevede vel nærmest, hvad der kan beskrives som en (tanke, ide, scene, skuespiller) fra en Stephen King-film det var et rædselskabinet af skrald!

25 Brugte snotklude, blandet godt sammen med tyggegummi, kuglepenne, der ikke havde kunnet skrive i årevis, plastikmønter, fundet på gaden, og hudcreme, der havde udløbsdato, fire dage før tyskerne gik ind i Polen! Det havde været nemmere at redde børn ud af brændende bygninger end at finde noget som helst (brandbart, frugtbart, tændbart, brugbart) i den taske! NØGLEN SAD I TÆNDINGSLÅSEN, fandt vi ud af, og så (græd, grinede, snakkede, klappede) vi lidt ad det. Men dræbertasken nævnte vi ikke. Den virkeligt håndgribelige og største (tanke, forestilling, fantasi, fare), vi står over for i nyere tid. DET SORTE HUL, der får alt til at (fortælle, fortryde, fortolke, forsvinde).