SPILLET 3XQNWXP 6SLO HW [ LQGG

Transkript

1 SPILLET

2

3 SPILLET scorekunstnernes hemmelige verden set indefra Neil Strauss På dansk ved Kim Langer

4 SPILLET Copyright 2005 by Neil Strauss Copyright dansk udgave 2010 Forlaget Punktum Originaltitel: The Game Oversat af Kim Langer Omslagsdesign: Richard Ljoenes Grafisk design: Kris Tobiassen/Richard Ljoenes Illustrationer: Bernard Chang Layout: Nic Oxby Bogen er sat hos Pamperin & Bech Grafisk og trykt hos Norhaven A/S Alle citater er oversat af Kim Langer på nær citatet af Fjodor M. Dostojevskij, Der er oversat af Ole Husted Jensen i Kældermennesket Optegnelser fra en undergrund, Nansensgade Antikvariat, «The Randall Knife»: Words and music by Guy Clark 1983 EMI APRIL MUSIC INC. and GSC MUSIC. All Rights Controlled and Administered by EMI APRIL MUSIC INC. All Rights Reserved. International Copyright Secured. Used by Permission. Navne og karakteristiske kendetegn er ændret hos nogle få af personerne i bogen for at beskytte disse kvinders og medlemmer af miljøets identitet. Tre af de mindre betydelige personer er sammensætninger af flere personer. Udgivet efteraftale med Licht & Burr Literary Agency ISBN: udgave, 1. oplag Printed in Denmark, 2010 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Forlaget Punktum ApS Ny Østergade 10, 2. th 1101 København K

5 5 Til de tusindvis af mennesker, jeg har talt med på barer og i klubber, indkøbscentre, lufthavne, købmandsforretninger, metroer og elevatorer i de forgangne to år. Hvis du læser dette, skal du vide, at jeg ikke spillede spil med dig. Jeg var ærlig. Jeg mente det. Med dig var det anderledes.

6 6 SPILLET

7 7»JEG HAR IKKE ENGANG KUNNET FÅ MIG SELV TIL AT VÆRE NOGET; hverken ond eller god, nederdrægtig eller ærlig, hverken helt eller nederdrægtigt insekt nu lever jeg her i min afkrog og trøster og tirrer mig selv med den forbitrede og ganske nytteløse betragtning, at et intelligent menneske ikke for alvor kan lave sig om, det kan kun en tåbe.«fjodor Dostojevskij, Kældermennesket Optegnelser fra en undergrund

8 8 SPILLET Dem, der har læst tidlige udkast til bogen, har alle spurgt om det samme: PASSER DET? ER DET VIRKELIG SKET? FINDES DE FYRE I VIRKELIGHEDEN? Af samme grund har jeg fundet det nødvendigt at gøre brug af et gammelt trick inden for litteraturen

9 9 DET FØLGENDE ER EN SAND HISTORIE. DET SKETE VIRKELIG. Mænd vil benægte det. Kvinder vil betvivle det. Men her præsenterer jeg det for jer. Nøgent, hudløst og foruroligende virkeligt. Jeg beder jer om tilgivelse på forhånd. had ikke spilleren had spillet.

10 10 ind h SPILLET trin 1 UDVÆLG ET MÅL 13 trin 2 NÆRM DIG OG ÅBN 27 trin 3 MARKÉR DIT VÆRD 65 trin 4 AFVÆBN ALLE HINDRINGER 121 trin 5 ISOLÉR MÅLET 161 trin 6 SKAB EN FØLELSESMÆSSIG FORBINDELSE 219 trin 7 RYK TIL ET FORFØRERISK STED 255

11 ol d 11 trin 8 SKRU INDKØBS- TEMPERATUREN I VEJRET 275 trin 9 SKAB KROPSKONTAKT 329 trin 10 KNUS AL SIDSTEØJEBLIKS- MODSTAND 355 trin 11 PLEJ FORVENTNINGERNE 393 ORDLISTE 443 TAK 465

12 12 SPILLET

13 trin 1 13 UDVÆLG ET MÅL

14 14 SPILLET I VIRKELIGHEDEN VAR DET IKKE MÆNDENE, DER VAR FJENDEN de var medofre, fanget af en forældet maskulin mystik, som fik dem til at føle sig overflødige, når der ikke var nogen bjørne at dræbe. Betty Friedan Farvel kvindesag?

15 15 MØD MYSTERY Huset lignede et katastrofeområde. Døre var flækket og vredet af hængslerne, der var buler efter knytnæver, telefoner og urtepotter i væggene, Herbal frygtede for sit liv og havde søgt tilflugt på et hotelværelse, og på gulvtæppet i stuen lå Mystery brudt sammen og græd. Han havde grædt uafbrudt i to døgn. Det var ingen normal gråd. Almindelige tårer er til at forstå. Men Mystery var uden for pædagogisk rækkevidde. Han var ude af kontrol. I en hel uge havde han svinget mellem perioder med rendyrket raseri og vold og anfald af hikstende, selvransagende hulkeri. Og nu truede han med at tage livet af sig. Vi var fem gutter, der boede i huset: Herbal, Mystery, Papa, Playboy og mig. Fra hver eneste afkrog på kloden valfartede drenge og mænd hertil for at trykke os i hånden, blive fotograferet sammen med os, lære af os, være os. Mig kaldte de Style. Det var et navn, jeg havde gjort mig fortjent til. Vi brugte aldrig vores rigtige navne kun vores kaldenavne. Selv vores hus, tillige med alle de andre huse, der var skudt op overalt fra San Francisco til Sydney på grund af os, havde et kaldenavn. Det var Project Hollywood. Og Project Hollywood lå i ruiner. Sofaerne og de snesevis af kastepuder, der lå strøet ud over gulvet i den forsænkede dagligstue, var mugne og misfarvede af mænds sved og kvinders saft. Det hvide gulvtæppe var blevet gråt af den konstante trafik af unge, velparfumerede mennesker, der blev gennet herind fra Sunset Boulevard hver aften. Boblebadet flød med cigaretskod og brugte kondomer. Og Mysterys bersærkergang de seneste par dage havde totalskadet resten af huset og gjort hans bofæller stive af skræk. Han var én meter og femoghalvfems høj og hysterisk.»du kan ikke forestille dig, hvordan det føles,«hostede han halvkvalt mellem hulkene. Han skælvede over hele kroppen.»jeg ved ikke, hvad jeg gør, men det bliver ikke velovervejet.«han løftede sig fra gulvet og boksede til den røde sofas plettede hynder,

16 16 SPILLET mens hans fortvivlelse voksede til et sirenehyl og fyldte rummet med lyden af et voksent menneske, der har mistet samtlige af de egenskaber, der adskiller mand fra spædbarn og fra dyr. Han var iført en gylden silkeslåbrok, der var adskillige numre for lille, så man kunne se hans skrabede knæ. Bæltet var lige akkurat langt nok til at være bundet i en knude, og en åbning på tyve centimeter i slåbrokken gav frit udsyn til en bleg, ubehåret brystkasse og, længere nede, et par grå Calvin Klein boksershorts med hængerøv. Den eneste anden beklædningsgenstand på hans skælvende krop var en strikhue, som var trukket stramt ned om hovedet. Det var juni i Los Angeles.»Det her med at leve.«det var ham igen.»det er så meningsløst.«han vendte sig om og så på mig med våde og rødsprængte øjne.»det er kryds og bolle. Man kan umuligt vinde. Så det bedste, man kan gøre, er slet ikke at spille med.«der var ingen andre i huset. Jeg var tvunget til at tage mig af det. Han skulle dysses ned, før han gik fra tårer til vrede igen. Følelsescyklusen blev voldsommere for hver gang, og denne gang var jeg bange for, at han ville gøre noget, som ikke kunne gøres om igen. Jeg kunne ikke lade Mystery dø, mens jeg holdt øje med ham. Han var mere end bare en ven, han var en læremester. Han havde forandret mit liv, akkurat som han havde gjort det for tusindvis af andre ligesom mig. Jeg måtte skaffe noget Valium, Xanax, Vicodin til ham, hvad som helst. Jeg hev min telefonbog frem og lod blikket løbe ned over siderne på jagt efter nogen, som kunne tænkes at ligge inde med piller fx fyre i et rockband, kvinder, som lige havde fået en skønhedsoperation, forhenværende børneskuespillere. Men alle, som jeg ringede til, var enten ikke hjemme, havde ingen piller, eller påstod, at de ikke havde nogen stoffer, fordi de ikke ville dele. Der var kun én person tilbage, jeg kunne ringe til: kvinden, som havde udløst Mysterys nedadgående spiral. Hun var en partypige, hun måtte ligge inde med noget. Ti minutter senere stod Katya, en væver, russisk blondine med smølfestemme og lige så sprængfuld af energi som en schæferhvalp, uden for døren med en Xanax og et bekymret udtryk i ansigtet.»du skal ikke komme ind,«advarede jeg.»han slår dig sikkert ihjel.«selvom hun faktisk havde fortjent det. Eller det syntes jeg i hvert fald dengang. Jeg gav Mystery pillen og et glas vand og ventede på, at hans hulk forvandlede sig til snøft. Så hjalp jeg ham i et par sorte støvler, jeans og en grå T-shirt. Han var fuldkommen fredelig nu, ligesom en stor baby.»nu kører vi to ud og får noget hjælp,«sagde jeg til ham.

17 Trin 1: UDVÆLG ET MÅL 17 Jeg fulgte ham udenfor til min gamle, rustne Corvette og proppede ham ind på det mikroskopiske forsæde. Af og til glimtede vreden i hans blik, eller også trillede en tåre ned ad hans kind. Jeg håbede, at han ville være rolig, længe nok til at jeg kunne hjælpe ham.»jeg vil gerne lære kampsport,«sagde han blidt som et lam,»sådan så jeg kan gøre noget ved det, når jeg får lyst til at slå nogen ihjel.«jeg trådte på speederen. Vores bestemmelsessted var Hollywood Mental Health Center på Vine Street. Det var en grim betonklods, der dag og nat var omringet af hjemløse mænd, som skældte ud på lygtepælene, transvestitter, som boede i indkøbsvogne, og andre makulerede mennesker, som slog sig ned i nærheden af gratis socialhjælp. Pludselig indså jeg, at Mystery var en af dem. Han havde tilfældigvis bare karisma og begavelse, som virkede dragende på andre og forhindrede ham i nogensinde at blive ladt alene her i verden. Han havde to egenskaber, som jeg havde set i stort set hver eneste rockstjerne, jeg nogensinde havde interviewet: et vanvittigt, forjaget blik i øjnene og en fuldkommen manglende evne til at gøre noget som helst for sig selv. Jeg fulgte ham ind i forhallen, meldte hans ankomst, og sammen ventede vi på en ledig sagsbehandler. Han sad på en billig, sort plasticstol og stirrede som forstenet ind i den institutionsblå væg. Der gik en time. Han begyndte at sidde uroligt på stolen. Der gik to timer. Han rynkede panden og hans ansigt formørkedes. Der gik tre timer. Tårerne begyndte at trille. Der gik fire timer. Han fløj op af stolen, ud af venteværelset og ud gennem hoveddøren. Han gik rask til som en mand, der ved, hvor han er på vej hen, selvom der var fem kilometer hjem til Project Hollywood. Jeg løb efter ham over gaden og indhentede ham ude foran et lille butikscenter. Jeg tog ham i armen, vendte ham hundrede og firs grader og pussenusse-talte ham tilbage til venteværelset. Fem minutter. Ti minutter. Tyve minutter. Tredive. Så var han oppe og ude igen. Jeg løb efter ham. To socialarbejdere ude i forhallen gjorde sig unyttige.»stands ham!«råbte jeg.»det kan vi ikke,«sagde den ene.»han har forladt bygningen.så vil I altså bare lade en mand i selvmordstanker gå sin vej?«jeg havde ikke tid til at skændes med dem.»bare sørg for, at der står en sagsbehandler klar, hvis jeg får ham med tilbage.«

18 18 SPILLET Jeg løb ud ad døren og til højre. Han var der ikke. Jeg så mig til venstre. Intet. Jeg løb nordpå til Fountain Avenue, fik øje på ham om hjørnet og slæbte ham tilbage igen. Da vi kom tilbage, førte socialarbejderne ham ned ad en lang, mørk gang og ind i et klaustrofobisk lille indelukke med vinyl på gulvet. Sagsbehandleren sad bag skrivebordet og kørte en finger gennem en sort hårlok. Hun var en slank asiat sidst i tyverne med høje kindben, mørkerød læbestift og nålestribet buksedragt. Mystery sank sammen i stolen over for hende.»hvordan har du det så i dag?«spurgte hun og fremtvang et smil.»jeg har det,«sagde Mystery,»som om ingenting nytter noget.«han brast i gråd.»jeg lytter,«sagde hun og gjorde et notat på sin blok. For hende var sagen sikkert allerede lukket igen.»derfor trækker jeg mig selv ud af genpuljen,«hulkede han. Hun så på ham med forstilt forståelse, mens han fortsatte. For hende var han bare én af den halve snes tosser, hun talte med om dagen. Hun skulle bare finde ud af, om han skulle medicineres eller indlægges.»jeg kan ikke fortsætte,«sagde Mystery.»Det tjener ikke noget formål.«pr. automatik trak hun en skuffe ud, fiskede en lille pakke papirlommetørklæder frem og gav den til ham. Da Mystery løftede hovedet for at række ud efter pakken, så han hende for første gang i øjnene. Han stivnede og stirrede tavst på hende. Hun var forbavsende sød for en klinik som denne. En gnist af liv blussede op i Mysterys ansigt, men døde hurtigt ud igen.»hvis jeg havde mødt dig en anden gang og et andet sted,«sagde han og krøllede et lommetørklæde sammen i hænderne,»ville tingene have set anderledes ud.«hans krop, der sædvanligvis var stolt og rank, klaskede sammen som kogt spaghetti i stolen. Han stirrede dystert ned i gulvet, mens han talte.»jeg ved nøjagtigt, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal gøre, for at du skal føle dig tiltrukket af mig,«fortsatte han.»jeg har det hele i hovedet. Hver eneste regel. Hvert eneste træk. Hvert et ord. Jeg kan bare ikke... gøre det lige nu.«hun nikkede mekanisk.»du skulle se mig, når jeg ikke har det sådan her,«fortsatte han langsomt gennem højlydte snøft.»jeg har været sammen med nogle af verdens smukkeste kvinder. Et andet sted og en anden tid, og du ville have været min.ja,«sagde hun og talte ham efter munden.»det ville jeg sikkert.«hun vidste det ikke. Hvordan skulle hun det? Men den hulkende kæmpe med det sammenkrøllede lommetørklæde i hænderne var verdens største sco-

19 Trin 1: UDVÆLG ET MÅL 19 rekunstner. Det var ikke en skønssag, men en kendsgerning. Jeg havde mødt snesevis af de selvudråbte mestre i de forgangne to år, og Mystery kunne udspille dem alle. Det var hans hobby, hans lidenskab, hans kald. Der var kun ét nulevende menneske, som muligvis kunne måle sig med ham. Og den mand sad også foran hende. Mystery havde omformet mig fra en formløs, nørdet klump til en superstjerne. Sammen havde vi været konger i forførelsens verden. Vi havde præsteret de mest utrolige scorebedrifter for øjnene af vores vantro elever og disciple i Los Angeles, New York, Montreal, London, Melbourne, Beograd, Odessa og endnu længere borte. Og nu befandt vi os på en galeanstalt.

20 20 SPILLET MØD STYLE Jeg ser alt andet end godt ud. Min næse er for stor i forhold til mit ansigt, og selvom den ikke ligefrem er kroget, så har den en knold midt på næseryggen. Jeg er ganske vist ikke pilskaldet, men det ville alligevel være en underdrivelse at kalde mig tyndhåret. Min isse er dækket af splejsede, Rogaine-forstærkede vækster, der mest af alt ligner ukrudt. Hvis jeg selv skal sige det, er mine øjne små og griseagtige, om end de har et livligt glimt, som sikkert altid vil være min lille hemmelighed, fordi ingen kan se det bag mine tykke briller. I begge tindinger har jeg indhulinger, som jeg holder af og er overbevist om giver mit ansigt karakter, selvom jeg aldrig er blevet komplimenteret for dem. Jeg er ikke så høj, som jeg gerne ville være, og så tynd, at de fleste opfatter mig som underernæret, uanset hvor meget jeg spiser. Når jeg kigger ned ad min blege, slappe krop, kan jeg ikke forestille mig, at kvinder kan have lyst til at sove ved siden af den, for slet ikke at tale om at holde om den. Derfor skal jeg arbejde for det, hvis jeg vil i snak med kvinder. Jeg er ikke den slags fyr, som damerne griner sammen med oppe i baren eller har lyst til at tage med hjem, når de føler sig halvfulde og fjollede. Jeg kan hverken tilbyde dem en flig af min berømmelse og noget at prale af, ligesom en rockstjerne kan, eller kokain og en villa som så mange andre mænd i Los Angeles. Det eneste, jeg har, er min hjerne, og den kan ingen se. Du har måske bemærket, at jeg ikke har sagt noget om min personlighed. Det har jeg ikke, fordi min personlighed er fuldstændig forandret. Eller, for at udtrykke det mere præcist, så har jeg fuldstændig ændret min personlighed. Jeg opfandt Style, mit andet jeg. Og i løbet af to år blev Style mere populær, end jeg nogensinde har været især hos kvinderne. Det var på intet tidspunkt min hensigt at ændre min personlighed eller at optræde under påtaget navn. Faktisk var jeg fuldt ud tilfreds med mig selv og mit liv. Eller det var jeg i det mindste, indtil en uskyldig opringning (det begynder altid med en uskyldig opringning) førte mig på en rejse ind i et af de mest besynderlige og spændende undergrundsmiljøer, jeg nogensinde er

21 Trin 1: UDVÆLG ET MÅL 21 stødt på i mine mere end tolv år som journalist. Opringningen var fra Jeremie Ruby-Strauss (ingen familiesammenhæng), en forlagsredaktør, som på internettet var faldet over et dokument kaldet the layguide, en forkortelse for The How-to-Lay-Girls Guide. Ifølge ham var de sammenpressede og glohede 150 sider den samlede visdom fra en gruppe scorekunstnere, som havde udvekslet viden i diskussionsforummer i hen ved ti år, mens de i al hemmelighed arbejdede på at gøre forførelsens kunst til en eksakt videnskab. Oplysningerne trængte til at blive både omskrevet og omstruktureret for at blive til en forståelig håndbog, og han mente, at det lige var en opgave for mig. Jeg var imidlertid ikke så sikker. Jeg vil skrive litteratur, ikke give gode råd til liderlige pubertetsdrenge. Men jeg svarede selvfølgelig, at der ikke kunne ske noget ved at se på det. I samme øjeblik jeg begyndte at læse, forandrede mit liv sig. Mere end nogen anden bog eller dokument det være sig Bibelen, Forbrydelse og straf eller Den store kogebog var layguiden en øjenåbner. Og ikke nødvendigvis på grund af oplysningerne i den, mere på grund af den vej, den kastede mig ind på. Når jeg ser tilbage på mine teenageår, er der én ting, som virkelig piner mig, og det har intet at gøre med ikke at studere nok, eller at jeg ikke opførte mig pænt over for min mor, eller at jeg bragede ind i en bybus i min fars bil. Det er ganske enkelt, at jeg ikke fjumrede omkring med tilstrækkelig mange piger. Jeg er et dybsindigt menneske jeg genlæser James Joyces Ulysses hvert tredje år bare for sjovs skyld. Jeg opfatter mig selv som nogenlunde intuitiv. Jeg er i bund og grund et godt menneske, og jeg anstrenger mig for ikke at såre andre. Men jeg kan åbenbart ikke udvikle mig til det næste stadium i tilværelsen, fordi jeg bruger alt for meget tid på at tænke på kvinder. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Første gang jeg mødte Hugh Hefner, var han treoghalvfjerds. Ifølge ham selv havde han været i seng med flere end tusind af verdens smukkeste kvinder, men det eneste, han ville tale om, var hans tre kærester Mandy, Brandy og Sandy. Og om, hvordan han, takket været Viagra, kunne tilfredsstille dem alle tre (selvom de sikkert fik fuld tilfredsstillelse af hans penge). Han fortalte, at hvis han nogensinde fik lyst til at gå i seng med en anden, var reglen, at så skulle de alle gøre det sammen. Det, jeg udledte af samtalen, var altså, at jeg her havde at gøre med en mand, som livet igennem havde fået al den sex, han kunne drømme om, og som i en alder af treoghalvfjerds stadig jagtede damer. Hvornår holder det op? Hvis Hugh Hefner ikke er færdig med det endnu, hvornår bliver jeg det så? Hvis ikke layguiden havde krydset min vej, ville jeg, ligesom de fleste andre mænd, sikkert aldrig have ændret mit syn på det modsatte køn. Faktisk var mit udgangspunkt sikkert værre end de fleste andre mænds. Som dreng

22 22 SPILLET var der ingen lægelege, ingen piger, som løftede op i skørterne for en dollar, ikke noget med at kilde klassekammeraterne forbudte steder. Som teenager havde jeg stuearrest det meste af tiden, så da den eneste seksuelle mulighed i pubertetsårene bød sig en fuld førsteårspige, som ringede og tilbød mig et blowjob var jeg tvunget til at afvise hende for ikke at nedkalde min mors vrede. I college begyndte jeg at finde mig selv: De ting, jeg interesserede mig for, den personlighed, jeg altid havde været for genert til at lade komme til udtryk, den vennekreds, som ville udvide min horisont med stoffer og samtale (i nævnte rækkefølge). Men jeg følte mig aldrig tilpas i kvindeligt selskab: De skræmte mig. I fire år på college var jeg ikke i seng med en eneste pige fra campus. Da jeg var færdig med college, fik jeg job som kulturjournalist på New York Times, hvor jeg begyndte at opbygge tillid til mig selv og mine holdninger. Med tiden fik jeg adgang til en privilegeret verden, hvor ingen regler gjaldt: Jeg var på turne med Marilyn Manson og Mötley Crüe for at skrive bøger sammen med dem. I al den tid, med alle de backstagepass, blev jeg ikke kysset af andre end Tommy Lee. Bagefter opgav jeg stort set håbet. Nogle fyre havde det, andre havde ikke. Jeg havde det tydeligvis ikke. Problemet var ikke, at jeg aldrig havde været i seng med nogen. Problemet var, at når jeg endelig havde heldet med mig, forvandlede jeg en engangsforestilling til en toårsforestilling, fordi jeg ikke vidste, hvornår det ville ske igen. Layguiden havde et akronym for sådan nogen som mig: FGF et frustreret gennemsnitsfæ. Jeg var et FGF. I modsætning til Dustin. Jeg mødte Dustin det år, jeg gik ud af college. Han var ven med en af mine klassekammerater ved navn Marko, en pseudoaristokratisk serber, som havde været min lidelsesfælle i pigeløshed siden børnehaven, først og fremmest fordi hans hoved lignede en vandmelon. Dustin var hverken højere, rigere, mere berømt eller så bedre ud end mig eller Marko. Men han havde én egenskab, som vi ikke havde: Han tiltrak kvinder. Første gang Marko præsenterede mig for Dustin, blev jeg ikke synderlig imponeret. Han var lille og tæt med lange, brune krøller og en klam, åbentstående gigoloskjorte med alt for mange uknappede knapper. Samme aften tog vi på en Chicago-klub ved navn Drink. Da vi afleverede vores frakker i garderoben, spurgte Dustin:»Ved du, om der er nogen mørke kroge herinde?«jeg spurgte ham, hvad han skulle med mørke kroge, og han svarede, at en mørk krog var et godt sted at gå hen med pigerne. Jeg løftede et øjenbryn og sendte ham et skeptisk blik. Men efter få minutter i baren fik han øjenkontakt med en lidt genert pige, som stod og snakkede med en ven. Dustin gik sin vej uden et ord. Pigen fulgte efter direkte hen i en mørk krog. Da de var færdige

23 Trin 1: UDVÆLG ET MÅL 23 med at kysse og rage på hinanden, gik de uden et ord hver til sit uden den obligatoriske udveksling af telefonnumre eller så meget som et fjoget»vi ses«. Dustin gentog den tilsyneladende mirakuløse bedrift fire gange den aften. Jeg fik øjnene op for en ny verden. Jeg krydsforhørte ham i timevis for at finde ud, hvilken slags magiske evner han besad. Dustin var det, man kalder et naturtalent. Han havde mistet sin mødom som elleveårig, da naboens femtenårige datter brugte ham til et seksuelt eksperiment, og han havde bollet uafbrudt lige siden. En aften tog jeg ham med til en fest på en båd, der lå for anker i Hudsonfloden i New York. Da en lidt surmulende pige med brunt hår og store dådyrøjne gik forbi, vendte han sig om mod mig og sagde:»hun er lige din type.«jeg benægtede det hårdnakket og stirrede som sædvanligt ned i gulvet. Jeg var bange for, at han skulle forsøge at få mig i snak med hende, og det var lige, hvad han gjorde. Næste gang hun gik forbi, spurgte han hende:»kender du Neil?«Det var en tåbelig indgangsreplik, men nu, hvor isen var brudt, var det lige meget. Jeg fremstammede et par ord, indtil Dustin kom mig til undsætning og overtog showet. Bagefter mødtes vi med hende og hendes kæreste på en bar. De var lige flyttet sammen. Hendes kæreste var ude at gå tur med deres hund. Efter et par drinks gik han hjem med hunden og efterlod pigen, Paula, hos os. Dustin foreslog, at vi tog hjem til mig for at lave natmad, så vi spadserede hen til min mikroskopiske lejlighed i East Village, hvor vi i stedet dejsede om på sengen med Dustin på den ene side af Paula og mig på den anden. Dustin begyndte at kysse hende på hendes venstre kind og gav tegn til mig, at jeg skulle gøre det samme på hendes højre kind. Så rykkede vi samtidigt nedad til hendes hals og hendes bryster. Jeg var mildest talt forbavset over Paulas tavse accept, hvorimod Dustin opførte sig, som om han havde prøvet det tusind gange før. Han løftede hovedet og spurgte, om jeg havde et kondom. Jeg fandt et frem til ham. Han trak hendes bukser af og trængte ind i hende, mens jeg blev ved med at slikke tamt på hendes højre bryst. Det var det, der var Dustins stærke side, hans særlige evne: han kunne give kvinderne den fantasi, de troede, de aldrig skulle komme til at opleve. Bagefter ringede Paula til mig uafbrudt. Hun ville hele tiden tale om oplevelsen, analysere den, fordi hun ikke fattede, at hun virkelig havde gjort det. Sådan var det altid med Dustin: Han fik pigen, jeg fik samvittighedskvalerne. Jeg tilskrev det noget så enkelt som forskellen i vores personligheder. Dustin havde en naturlig charme og et dyrisk instinkt, som jeg ganske enkelt ikke havde. Eller det troede jeg i det mindste, indtil jeg læste layguiden og gik

24 24 SPILLET på udforskning i de diskussionsforummer og hjemmesider, den anbefalede. Her fandt jeg et helt miljø fuldt af Dustin er mænd, som påstod, at de havde fundet nøglen, der kunne åbne en kvindes hjerte og skød foruden tusindvis ligesom mig selv, som forsøgte at lære deres hemmeligheder. Forskellen var, at disse mænd havde inddelt deres metoder i et specifikt regelsæt, som alle og enhver kunne benytte. Og hver eneste selvudnævnte scorekunstner havde sit eget regelsæt. Der var Mystery, en tryllekunstner; Ross Jeffries, en hypnotisør; Rick H., en finansmillionær; David DeAngelo, en ejendomsmægler; Juggler, en standup-komiker; David X, en bygningsarbejder; og Steve P., en så overvældende forfører, at kvinder ligefrem betalte ham for at lære at blive bedre til at sutte ham af. Sendte man dem til South Beach i Miami, ville et utal af flottere og mere muskuløse bøller sparke sand i deres blege og magre fjæs. Men slap man dem løs i en Starbucks eller en Whiskey Bar, så ville de være sammen med bøllens kæreste på skift, i samme sekund han vendte ryggen til. Da jeg opdagede deres verden, var mit ordforråd det første, der forandrede sig. Udtryk som FGF, SK (scorekunstner), at sarge (at score piger) og LB (lækker babe) 1 blev del af mit faste leksikon. Så ændrede mine daglige rutiner sig, og jeg blev afhængig af det online-omklædningsrum, som scorekunstnerne havde opbygget. Lige så snart jeg kom hjem efter et møde eller en tur i byen med en kvinde, satte jeg mig ved computeren og stillede aftenens spørgsmål i de forskellige diskussionsforummer.»hvad gør jeg, hvis hun siger, at hun har en kæreste?«,»hvis hun spiser hvidløg under middagen, betyder det så, at hun ikke har tænkt sig at kysse mig?«,»er det et godt eller dårligt tegn, at en pige tager læbestift på, mens jeg er der?«og online-figurer som Candor, Gunwitch og Formhandle begyndte at svare på mine spørgsmål. (I rækkefølge lyder svarene således: brug en kærestekvæster, du overanalyserer, hverken/eller.) Det varede ikke længe, før det gik op for mig, at det her ikke bare var et internet-fænomen, men en livsstil. I snesevis af byer fra Los Angeles over London og Zagreb til Bombay kunne man finde håbefulde forførere, som mødtes ugentligt i det, de kaldte huler, for at diskutere taktik og strategi, før de i samlet flok gik ud for at møde kvinder. Forklædt som Jeremie Ruby-Strauss og internettet havde Gud givet mig en ny chance. Det var ikke for sent at være Dustin, at blive det, enhver kvinde ønsker sig ikke det, hun siger, hun vil have, men det, hun inderst inde faktisk 1 På side 443 finder du en ordliste med detaljerede forklaringer på disse og andre udtryk fra forførelsesmiljøet.

25 Trin 1: UDVÆLG ET MÅL 25 ønsker sig, hinsides hendes sociale skoling, hvor fantasierne og dagdrømmene bor. Men jeg kunne ikke gøre det alene. Jeg kunne ikke vende op og ned på en livslang fiasko blot ved at snakke online med nogle fyre. Jeg var nødt til at møde ansigterne bag navnene på skærmen, se dem i aktion, finde ud af, hvem de var, og hvad der drev dem. Jeg gjorde det til min mission mit fuldtidsjob og min besættelse at opsøge verdens bedste scorekunstnere og trygle om at blive taget under deres vinger. Og således begyndte de to mest besynderlige år af mit liv.