Mennesket i centrum Renæssancens og oplysningstidens syn på kroppen og det lange liv

Transkript

1 Page 1 of 7 Alderdommen er ikke, hvad den har været OLDETOPIA Bag om Oldetopia Lærervejledning Feedback Mennesket i centrum Renæssancens og oplysningstidens syn på kroppen og det lange liv Renæssance betyder genfødsel, og betegnelsen dækker over den tidsperiode i Europa, hvor middelalderens katolske enhedskultur gik i opløsning. Det var antikkens tankesæt og idealer, der blev genfødt. Den europæiske renæssance sættes ofte til perioden ca , mens den danske renæssance fandt sted i perioden omkring Bogtrykkerkunsten blev opfundet i midten af 1400-tallet, og det gav flere mulighed for at stifte bekendtskab med de græske tekster og dermed med antikkens analyserende og observerende tænkemåde. I renæssancen kom mennesket i centrum både som fysisk og åndeligt individ. Den stigende interesse for individet medførte blandt andet en større interesse for menneskets fysiske opbygning og man begyndte i højere grad at dissekere menneskekroppe for at få en bredere forståelse af den menneskelige anatomi. Mennesket under huden - anatomiens gennembrud En af dem, der reformerede anatomien, var Andreas Vesalius ( ). Han blev uddannet i medicin og anatomi i Paris, hvorefter han flyttede til Padua, hvor han i 1543 udgav en anatomibog om menneskelegemets struktur, Fabrica corporis humani. Her kunne medicinere og kirurger for første gang se nøjagtige afbildninger af et menneske under huden. Vesalius havde dissekeret kroppe af henrettede forbrydere, hvilket tidligere var blevet forbudt af kirken. I al hemmelighed havde Leonardo da Vinci dog allerede i 1400-tallet dissekeret døde kroppe for nøjagtigt at kunne gengive det menneskelige legeme i sine tegninger. Andreas Vesalius kritiserede den antikke lære, hvilket skaffede ham en del modstandere. Han blev kaldt for afsindig og en tåbe, hvilket til sidst blev for meget for Vesalius, så han endte med at brænde en række af sine upublicerede manuskripter. Han holdt op med sine studier, slog sig ned som læge i Charles V s hof.

2 Page 2 of 7 Andreas Vesalius (opr. Andreas van Wesele) ( ). Kendt som en af de første store anatomer. Født i Bryssel, læste i Paris og flyttede i 1537 til Padua og blev udnævnt læge. Udgav værket Fabrica Corporis Humani med afbildninger af menneskekroppen dissekeret lag for lag. Et stort gennembrud for den nye anatomi. Roy Porter, The Greatest Benefit to Mankind, Norton & Company, Inc Klik her for billede i stor version. Selvom Vesalius mødte en del modstand, bredtes interessen for anatomien sig hurtigt, og efterhånden begyndte de første anatomiske teatre at dukke op. Anatomiske teatre I de anatomiske teatre kunne en anatom dissekere en krop foran studerende. I Danmark åbnede det første anatomiske teater, Domus anatomica, i 1644 på universitetets grund ved Frue Plads. Demonstrationen var offentlig, og i det firkantede teater var der pladser til tilhørerne i flere rækker over hinanden. Rundt om teatret løb et galleri, hvor der var plads til kongen, hoffet og andre fine tilhørere. Kong Frederik III overværede flere gange sådanne dissektioner. Dette første anatomiske teater brændte i 1728 og blev ikke genopført. Det var først efter åbningen af det Kgl. Kirurgiske Akademi i 1787, at de anatomiske sektioner blev genoptaget i Danmark. Auditoriet, hvor sektionerne blev foretaget, står der endnu, i den bygning som i dag huser Medicinsk Museion. Kroppens livsånder Den schweiziske læge Philippus Paracelsus ( ) fremlagde i sit værk: Liber de Longa vita en ny teori om aldring. Han var imod al akademisk opstyltning. For ham er kilden til viden ikke skolebøgernes teorier, men egen erfaring og naturen. Hans værk er set med vore øjne mærkværdigt og fyldt med referencer til astrologi. Han beskriver menneskets livsproces og forfald og giver råd til måder, hvorpå man kan forlænge livet. Hans teori går ud på, at hver del af kroppen har sin livsånd eller livskraft, som sørger for kropsdelens funktion. Et menneske har en iboende tendens til korruption, hvor kroppens dele separeres og ikke arbejder sammen. Det forårsager sygdom, aldring og nedbrydning. Aldring er for Paracelsus, som rust på metal, der i sidste ende fører til nedbrydning. Ved en balanceret diæt, et godt klima og magisk eliksir kunne man udskyde nedbrydningen.

3 Page 3 of 7 Paracelsus beskæftigede sig en del med alkymi. Det, han fandt frem til, var, at gifte brugt i små doser kunne virke helbredende. Tanken om at man kunne blive rask ved at indtage små doser af det, som gør én syg, gælder stadig indenfor nutidens farmakologi. Paracelsus søgte dermed efter kemiske formularer til forlængelse af livet. Han erkendte dog, at hverken alder eller død kunne overvindes. Men alderdommens begyndelse kunne udskydes og dens sygdomme lindres. På trods af Paracelsus og andre lærdes nye teorier, var der mange læger der fortsat arbejdede ud fra de antikke idealer og værker. Kroppens reparationsværktøjer Den engelske filosof Francis Bacon ( ) gik stærkt imod lægernes fortsatte brug af teorier fra antikken, især var han modstander af teorierne om tørhed/fugt og om naturlige varme. Samtidig havde han et skarpt blik for aldringens psykologiske aspekter. Francis Bacon ( ). Engelsk filosof, essayist og statsmand. Født i London og blev i 1584 valgt til parlamentet. Bliver betragtet som grundlæggeren af den engelske empirisme. Bacon skelner mellem aldring og sygdom og opstiller blandt andet den hypotese, at aldringsprocessen beror på kroppens nedsatte evne til at reparere vævene. I alle dyrs vækstproces blev dele af kroppen repareret, men når vækstprocessen senere i livet ophørte, fandt denne reparation ikke længere sted. Livskraften, blodet og fedtet kunne genskabes, men ikke de tørre dele af kroppen som brusk, knogler, kar og stort set alle organerne. Det er en tese, der stadig er interessant for nutidens biologiske aldringsteorier. Men Bacon var stadig påvirket af den antikke teori, idet han mente, at døden indtraf, fordi reparationsværktøjerne til sidst blev ødelagt, dels af livsånden, der som en stille flamme forbrændte kroppen, og dels af den ydre luft, som udtørrede kroppen. Man forsøgte altså så småt at gøre op med de antikke teorier og arbejde sig videre frem mod nogle nye i renæssancens Europa. Men som det fremgår af ovenstående endte man alligevel tit med at læne sig op ad de antikke mestre og de tidligere opfattelser af kroppens udvikling og aldring. Det fornuftige menneske Perioden fra omkring , oplysningstiden var præget af en optimistisk tro på, at fornuft og uddannelse af befolkningen kunne gøre verden til et bedre sted. Oplysningstiden havde sin videnskabelige og filosofiske baggrund i 1600-tallet, men i Danmark slog den igennem i 1700-tallet. Videnskabsmænd og filosoffer anvendte nu den empiriske metode, det vil sige, at man drog sine konklusioner på baggrund af eksperimenter. Den grundlæggende tanke var, at mennesket var et fornuftigt individ og kunne tænke selvstændigt. Samtidig var mennesket godt og kunne derfor udvikles gennem oplysning. For oplysningsmennesket var Gud skaber af verden, men han blandede sig ikke i dens gang. Flere videnskabelige opdagelser blev gjort i denne periode. Teleskopet havde i 1600-tallet bragt himmellegemerne tættere på menneskene. Med Isaac Newtons ( ) opdagelse af tyngdekraften og de mekaniske love ændredes meget af grundlaget for videnskab. Det var nu blevet nemmere at forstå naturen. Indenfor lægevidenskaben havde William Harvey opdaget blodets kredsløb og hjertets funktion som pumpe. Mikroskopet blev introduceret, hvilket gav lægerne mulighed for at kigge ind i

4 Page 4 of 7 kroppen, og der blev nu offentliggjort arbejder om sædceller, de røde blodlegemer og muskulaturen. Fuldskab og fedme Den britiske læge George Cheyne ( ) havde som ung tit drukket sig fuld i Londons værtshuse, samtidig med at han spiste sig fed med sine patienter. Det havde gjort ham til en populær læge. Men da han i en ung alder var tæt på at få et slagtilfælde, skiftede han livsstil. Han flyttede på landet og spiste en mådeholden kost, og han udgav den populære bog: Regler til at vedligeholde Sundhed og Midler til at forlænge Livet saa meget mueligt, som også blev oversat til dansk i Fra: Regler til at vedligeholde Sundhed og Midler til at forlænge Livet saa meget som mueligt, s. 54: Gamle folk bør, saa meget som mueligt er, søge at undgå det onde Veirligt, og tillige i Forhold til deres højere Alder gøre sig et mådeligt Afbræk i Fødemidlerne. 1 De bør undgaae det onde Veirligt Gamle Folk har et svagt, seit Blod; de uddunste lidet eller intet, og deres Fordøjelseskræfter ere meget svage; følgeligen føle de mere til det mindste slette Veirligt, end unge Folk. Gamle Folk skulde altsaa blive hjemme og forsyne sig med et varmt Værelse og en god Seng, især imod Aftenen, naar der er en heftig Vind og en tynd skarp Luft. De bør ikke haabe, at deres Temperament og deres svækkede Sundhed igjen kan forbedres. De bør alene tragte at undgaae Smerter og de onde Tilfælde, som snart kunne gjøre Ende paa deres Liv. a. Legemets Bevægelse tjener til at afføre Overflødigheder. Naar altsaa gamle Folk ikke spise for meget, saa ville de ikke behøve megen Bevægelse, som heller ikke nytte dem meget. (Aldrende Personer bør, dog med Forsigtighed, vedblive alt det, hvorved de ere blevne gamle, og hvorved de have befundet sig vel.) b. Slige Personer bør kun da komme i Luften, naar Solen skinner, og kunne allene om Sommeren forfriske sig ved kjølige og sagte Vinde. c. Men naar de dog ville bringe deres Levetid højere, saa maae de begive sig hen til et varmere Klima. 2 Fødens Formindskelse.

5 Page 5 of Gamle Folk skulle, lidet efter lidet, gjøre Afbræk paa deres Føde, førende Naturen tvinger dem dertil. Dette er det bedste Middel at befrie deres høje Alder fra Smerter, og at erholde deres overblivende Sandser til livets sidste Øieblik. Man vil ikke vove at raade andre, paa hvad Tid og Maade Føden bør formindskes; men det synes, at man bør betragte den Lighed, som Alderdommen har med Barndommen. Thi Fordøjelsen bliver efterhaanden svagere, ligesom den hos Børn med tiltagende Alder forøges; da de faste Dele ingen Elasticitet mere have, Fordøjelseskræfterne ere svage, og Uddunstningen formindsker sig fra Tid til Tid. Fra Forsømmelsen, at man ikke iagttager at formindske sin Føde, kommer hos gamle Folk Snue, Katarrher eller Hoste, Opblæsning af Vinde, Kolik, Hukommelses og Sandsernes Tab, allehaande Smerter og alle bedrøvelige Møisommeligheder, som pleie at ledsage en høi Alder, og som man havde kunnet undgaae, naar man havde taget maadelig Føde. George Cheyne, Regler til at vedligeholde Sundhed og Midler til at forlænge Livet saa meget som mueligt. København, Oversat og med Anmærkninger forøget af Johan Clemens Tode. Frisk luft og et enkelt liv Datidens mest berømte værk var skrevet af den tyske læge Christopher Hufeland ( ). Bogens undertitel var kunsten at forlænge livet, og den kom til at danne skole for mange læger. Ifølge Hufeland kunne mennesket nå en livslængde på 200 år. Det var fattige klasser som bondestanden, der levede længst tid, da de havde kropsligt arbejde i frisk luft og ellers levede et enkelt liv i overensstemmelse med naturen. Enhver var ifølge Hufeland født med en bestemt mængde livskraft, som kunne forbruges langsomt eller hurtigt. For at leve et langt liv måtte man leve mådeholdent, så livskraften ikke blev brugt for hurtigt. Det var stadig de antikke teorier om varme- og fugtighedstabet, der prægede Hufeland og andre af datidens læger til langt op i tallet. Om levekraften siger Hufeland følgende: Fra: Kunsten at forlænge livet For at kunne forlænge Livet er det aldeles nødvendigt nøiere at kjende Levekraftens Natur; thi denne er Kilden til alt Liv ( ) Det er ved denne Kraft, Naturen hvert Foraar fremtræder i ny Skjønhed og fremviser samme Friskhed som i Skabningens Begyndelse; den er uudtømmelig og uendelig som den Gud, fra hvem, den har sin Oprindelse ( ) Men denne Levekraft maa som enhver anden Kraft baade kunne svækkes og styrkes, og navnlig synes Lyset, Varmen og Luften at være de Kilder, af hvilke den fornemmelig søger sin Næring. Hufeland: Kunsten at forlænge Livet. Odense 1853, Miloske Boghandel, s. 3-4 Livsnæring havde ifølge Hufeland betydning for organernes dannelse: Livet selv bestaar saaledes i en bestandig Modtagelse, Tilegnelse og Tilbagegivelse, en stedsevarende Blanding af Død og Skabelse paany. Derfor er Livsnæringens Tilgang udefra og Tilegnelsen deraf et vigtig hovedmoment i det menneskelige Liv. Til denne Livsnæring hører imidlertid ikke blot, hvad vi sædvanlig kalde Næring, nemlig Spise og Drikke; men i Særdeleshed de finere og mindre legemlige Bestanddele, der bestandig strømme til os fra Luften.( ) Den Næring Mennesket nyder, maa altsaa indlemmes i Legemet og blive forvandlet til Organer. Livet selv bestaaer i en uophørlig Kraftyttring og den deraf følgende bestandige Fortæring af Organerne. Hufeland: Kunsten at forlænge Livet. Odense 1853, Miloske Boghandel, s Organernes hårdhed havde betydning for alderdom og død: Haardhed i Organerne [er] en hindring for Livets Vedvaren, fordi de derved hurtigere tabe deres Smidighed og Brugbarhed og fordi den Tørhed og Stivhed, der foraarsager Alderdommen, og til sidst den fuldkomne Stilstand, derved i høi Grad bliver befordret.

6 Page 6 of 7 Hufeland: Kunsten at forlænge Livet. Odense 1853, Miloske Boghandel, s. 17 Den seksuelle nydelse Ifølge den danske læge Henrik Schmidt var mådehold nøglen til det lange, gode liv og særligt mådehold i kærlighedsnydelser var afgørende. Oplysningstidens morallove og kønsopfattelse skinner tydeligt igennem i det følgende uddrag af Henrik Schmidts bog fra 1878: Fra: Henrik Schmidt s Livets Bog eller Kunsten at forlænge Livet, beholde en god Helbred, og opnaa en tilfreds og glad Alderdom ved Midler, som ere let tilgængelige for Enhver. Unaturlig Tilfredstillelse af kjønsdriften (Onani) Utallige er de Offre, som denne Last kræver, og vi kunne derfor ikke undlade at omtale den her. Naar unge Mennesker, ja endog Børn sysselsætte sig for Meget med deres Kjønsdele eller læse i slibrige Bøger eller blive indblandede i eller Vidner til skamløse Samtaler, sker det undertiden, at deres Sandselighed vækkes og at de, enten fordi de ere for unge eller fordi de ikke kunne opnaa en naturlig Tilfredsstillelse af Kjønsdriften, hengive sig til Selvbesmittelse, d.e. de forestille sig i Tanken vellystige Billeder og ved Berøren, Gniden eller paa anden Maade, foraarsage de Sædens Afgang. Dette er en skrækkelig skadelig Last, og vi maa bede Enhver at være opmærksom paa, at Børn ikke tillades denne Unaturlighed, ligesom vi advare ethvert ungt Menneske mod at hengive sig dertil. Det er ikke Stedet her, at gaa nærmere ind paa Sagen, kun være det sagt, at Den, der hengiver sig til Selvbesmittelse, vil synke dybere og dybere i dens Magt og derved forkorte og forbitre sit Liv paa en skændig og pinlig Maade. ( ) For Voxne gjælder den samme Behandling, i Forbindelse med kolde Sæbebade, d.e. hver Morgen sætter man sig i en Balle med koldt Vand, bliver siddende i 5 minutter og aftørrer sig derefter godt. ( ) Sunde og stærke Børn kan kun avles af sunde og stærke Forældre, og overdreven Kjærlighedsnydelse, ogsaa i Ægteskabet, enerverer og svækker, betager Appetiten og fremkalder til sidst Svindsot og Rygmarvstæring og undertiden Sindsforvirring. Det unge Menneske, der sætter en Ære i engang at kaldes Mand, maa vogte sig, at han ikke i Utide spilder sin Manddomskraft paa løsagtige Fruentimmer og bliver Olding naar han skulde være Mand. Henrik Schmidt: Henrik Schmidt s Livets Bog eller Kunsten at forlænge Livet, beholde en god Helbred, og opnaa en tilfreds og glad Alderdom ved Midler, som ere let tilgængelige for Enhver. 54 s. Kbh. 1878, Jul. Strandbergs Forlag, Kilder og videre læsning: Henning Kirk i: Da alderen blev en diagnose, Munksgaard Georges Minois: History of Old Age. From Antiquity to the Renaissance. Polity Press Aksel Haaning: Naturens lys. Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance C. A. Reitzels Forlag Bernard Jeune: Længe leve!? Fremad 2002.

7 Page 7 of 7 Hører til under: Alderdommen i medicinhistorien, Historie Kom med en kommentar til materialet Navn Mail (publiceres ikke) Event. website PS! Kommentarer modereres og der vil være forsinkelse inden de kommer på. Send kommentar Artikler og Temaer Biologi Alderen i mindste detalje Den aldrende befolkning Den aldrende krop Historie Alderdommen i medicinhistorien Aldring i mentalitetshistorien Drømmen om et evigt liv Oldetopia i pressen Udgivelser 2010 Oldetopia Design by bit2b