Sindssyg underprioritering

Transkript

1 Sindssyg underprioritering Et researchtungt journalistisk speciale om, hvordan økonomisk underprioritering fører til behandlingssvigt af svært psykisk syge August 2010 Af Gurli Marie Hagerup Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Vejleder: Nina Vinther Andersen Speciale i journalistik ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (CBIT), Roskilde Universitet

2

3 Introduktion Dette er et speciale i researchtung journalistik. Det betyder, at opgaven adskiller sig fra traditionelle, akademiske specialer ved både at indeholde en journalistisk produktion og en akademisk rapport. Specialet er bygget således op, at vi gennem den journalistiske produktion undersøger det, som udgør rapportens problemformulering: Hvordan påvirker de politisk økonomiske prioriteringer i psykiatrien den psykiatriske behandling af de svært psykisk syge? Problemformuleringen søges besvaret ved brug af undersøgende journalistiske metoder og bliver formidlet igennem produktionens 13 artikler om emnet. I den akademiske rapport redegør vi indledningsvist for vores valg af emne (kapitel 1), dernæst følger en teoretisk del (kapitel 2. og 3.), en erfaringsdel med vores metodiske overvejelser (kapitel 4., 5. og 6.) og til slut en konklusion (kapitel 7.). Som krævet i Studieordningen har vi i 2/3 af specialet angivet navnet på den ansvarlige for de enkelte afsnit eller artikler. I tillæg til den journalistiske produktion og den akademiske rapport består dette speciale af en formidlende artikel samt et engelsk resumé af opgaven (jf. Studieordningen for journalistik 2006, 19 stk. 3 og stk. 5).

4

5 Det psykiatriske svigt Som vi beskriver i den akademiske rapport, har vi valgt at målrette vores journalistiske produktion til Berlingske Tidende (jf. kapitel 4.1 i rapporten). Vi har valgt at udforme vores produktion som en artikelserie, der skal løbe over en række dage, og nedenfor anføres, i hvilken rækkefølge og sammensætning de forskellige artikler skal bringes. Vi har bevidst ikke taget stilling til specifikke ugedage og placeringer i avisen, da dette som regel er beslutninger, der træffes af den ansvarshavende redaktør. De angivne datoer i artikelserien på de følgende sider er dermed blot udsprunget af afleveringsdatoen for dette speciale og skal ikke forstås som vores bud på ugedage og dertil hørende x antal dages mellemrum. Tanken er, at artikelserien Det psykiatriske svigt skal forløbe således: Dag 1: Mørkeland - kapitel 1 (Katrine) Sidste års store psykiatriløft var en fuser Dag 2: Mørkeland - kapitel 2 (Gurli) Satspuljeforbandelsen psykiatrien betales af penge med udløbsdato Dag 3: Mørkeland - kapitel 3 (Katrine) Svært psykisk syge må begå kriminalitet for at få hjælp (Gurli) Dag 4: Ubehandlede psykisk syge sætter politifolks liv i fare Skudepisoder tager hårdt på politifolk og deres familier Dag 5: Hovedstadsregionen har i årevis udskudt kæmpebesparelser i psykiatrien Topmoderne psykiatriske senge står tomme Psykiater: Unge skizofrene får lov at gå i hundene Dag 6: Minister afviser bøn om flere psykiatripenge Psykiater: Vi svigter de svært psykisk syge mennesker

6 4 / BERLINGSKE TIDENDE / TIRSDAG D. 31. AUGUST 2010 Sidste års store psykiatriløft var en fuser Trods løfter om at forbedre behandlingen for de mange psykisk syge er der kun kommet få nye penge til psykiatrien siden sidste år. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Halvandet år efter, at forhenværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) lovede at finde penge til at give psykiatrien et gedigent løft, er resultatet magert. En gennemgang af pengene til psykiatrien siden ministerens løfter i marts sidste år, viser, at der er kommet i alt 350 mio. kr. som engangsbevilling til at forbedre de fysiske rammer i psykiatrien samt 90 mio. kr. ekstra om året fra satspuljen. Penge, der modtages med kyshånd, men som allerhøjst kan beskrives som et lillebitte hop ikke det store løft, der var lagt op til. Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, er langt fra imponeret. Det er helt åbenbart, at der ikke er kommet ekstraordinært flere penge til psykiatrien, lyder hans bedømmelse. Han peger på, at selv om sundhedsvæsnet overordnet set er blevet tilgodeset i de årlige økonomiaftaler, så har psykiatrien alligevel ikke fået de ekstra penge, som blev lovet. Det er helt åbenbart, at der ikke er kommet ekstraordinært flere penge til psykiatrien.«kjeld MØLLER PEDERSEN, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Bred politisk opbakning Det så ellers ud til, at der var bred politisk opbakning til at give psykiatrien et økonomisk og statusmæssigt løft. Danske Regioner præsenterede i foråret 2009 en række bud på tiltag, som skulle sikre en psykiatrisk behandling i verdensklasse. Bent Hansen, formand for Danske Regioner, anslog prisen for at løfte hospitalspsykiatrien til at være 1,5-2 mia. kr. mere om året. Det svarer til, at psykiatrien økonomisk skal vokse med pct. den samme stigning som det det somatiske (ikke-psykiatriske) område har oplevet siden Den 24. marts, to dage efter regionernes udspil, erklærede Jakob Axel Nielsen, at han ville finde pengene til at forbedre psykiatrien. Det psykiske område skal have et løft, og det skal finansieres via satspuljen eller finansloven. Når jeg siger det, så kan de psykisk syge godt have en klar forventning om, at vi finder pengene, sagde den tidligere mini-

7 TIRSDAG D. 31. AUGUST 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 5 Fakta: De politiske udmeldinger vs. penge afsat til psykiatrien. Marts august marts Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K): Vi skylder noget her. Vi har kørt målrettet efter at forbedre indsatsen på kræftområdet og begynder nu at få gode resultater. Nu gælder det psykiatrien. Både de psykisk syge og medarbejderne skal føle, at de skal prioriteres lige så højt som de somatiske patienter (fysiske sygdomme, red.). Og samme sted: De psykisk syge fortjener at blive hevet ud af den skygge, som de føler, de har befundet sig i. Vi skal virkelig understøtte psykiatrien, som tager sig af samfundets absolut svageste borgere. Berlingske Tidende 23. marts Formand for Danske Regioner, Bent Hansen: Vi bor i et velfærdssamfund. Og det skal mennesker med psykisk sygdom også kunne mærke. Ligegyldigt om du lider af depression eller diabetes, skal du kunne få en behandling af høj kvalitet uden urimelig ventetid. Sådan er det desværre ikke altid i dag, fordi vi i Danmark i mange år har prioriteret psykiatrien alt for lavt. Pressemeddelelse i forbindelse med Danske Regioners udspil En psykiatri i verdensklasse. Udmeldingen fra Danske Regioner lød, at for at kunne forbedre den psykiatriske behandling markant, var der brug for at hæve bevillingerne med pct. fra det nuværende niveau. Det svarer til 1,5-2 mia. kr. årligt. 24. marts Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K): Som patient har man lige så meget krav på hjælp, når man er psykisk syg, som når man har ondt i knæet. Det psykiske område skal have et løft, og det skal finansieres via satspuljen eller finansloven. Når jeg siger det, så kan de psykisk syge godt have en klar forventning om, at vi finder pengene. Dagbladet Politiken 24. marts Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti: Vi skal sikre pengene til det her i finansloven. Jeg har længe været skeptisk omkring regionernes indsats for de psykisk syge, men regionernes nye plan ser ud til at være pengene værd. Dagbladet Politiken 13. juni 2009: 250 mio. kr. blev afsat til psykiatrien den årlige økonomiforhandling mellem staten og regionerne. Pengene er et engangsbeløb. 200 mio. kr. var øremærket udbygning af enestuer, og de resterende 50 mio. kr. var til generelle anlægsløft. Resultat: 250 mio. kr. som engangsbeløb til psykiatrien. ster til Politiken. Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, gav umiddelbart herefter sin støtte, ligesom Socialdemokraterne og SF bakkede op. Dermed tegnede konturerne sig til en bred politisk indsats for at forbedre vilkårene for de psykisk syge. Men til trods for den tilsyneladende brede politiske opbakning er det store økonomiske løft udeblevet. Hospitalspsykiatrien har fået tildelt 250 mio. kr. som engangsbevilling samt penge fra satspuljen, men blev hverken tilgodeset ved sidste års finanslovsforhandlinger eller ved forårets økonomiforhandlinger. Årsagen er ifølge Liselott Blixt manglende vilje blandt regeringspartierne. Vi ville gerne have psykiatrien på finansloven, men regeringen har ikke taget initiativ til det, siger hun. Ministre forgår - løfter består? Anders Fink-Jensen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, ærgrer sig over, at området ikke har fået det tiltrængte løft, og han har en opfordring til Bertel Haarder (V), som i februar i år afløste Jakob Axel Nielsen som sundhedsminister. Jeg vil gerne opfordre Bertel Haarder til at fastholde de gode intentioner, der var i oplægget fra Danske Regioner, og bringe psykiatrien op på niveau med somatikken, siger han. Også i Landsforeningen SIND undrer man sig over de tomme løfter. Formand Knud Kristensen peger på, at selv om ministeren

8 6 / BERLINGSKE TIDENDE / TIRSDAG D. 31. AUGUST 2010 Fakta: De politiske udmeldinger vs. penge afsat til psykiatrien. Marts august juni Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K): Med en kvart milliard ekstra i den nye økonomiaftale til bedre fysiske rammer tager vi endnu et skridt mod et generelt løft af psykiatrien. Og samme sted: 16. juni Anders Fink-Jensen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab: Det er bekymrende, at sundhedsministeren forestiller sig, at han kan finansiere de mange tiltag via satspuljemidlerne. Der er brug for en bevilling til psykiatrien, som kommer på finansloven, lige som det har været tilfældet med handlingsplanerne på kræft- og hjerteområdet. Dagens Medicin 31. august Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti: Vi så også gerne, at satspuljen gik tilbage til de retmæssige ejere (socialt udsatte, red.), og at hele psykiatrien kom på den egentlige finanslov. Altinget.dk er blevet udskiftet siden sidste års store løfter, så bør man stadig kunne forvente resultater. Bertel Haarder har selv været ude med budskabet om, at ministre forgår, men løfter består, siger han. Knud Kristensen mener, at intentionerne og udmeldingerne fra politikerne overordnet set er positive, men han savner at se handling bag ordene. Pengene er stadig ikke kommet. Enten ved politikerne ikke, hvad de taler om, eller også taler de simpelthen mod bedre vidende. Haarder: Pengene er kommet Bertel Haarder har ikke ønsket at kommentere sagen. Hans presseafdeling henviser til et brev, som ministeren har sendt til Danske Regioner og Lægeforeningen, og hvori ministeren svarer på, hvorfor psykiatrien siden 2001 har fået tilført færre penge end det øvrige sundhedsvæsen. Psykiatrien har fået et stort løft de seneste år og vil også de kommende år få tilført ekstra midler, skriver ministeren i begyndelsen af brevet. Længere nede i brevet uddyber han: Siden regeringen kom til og

9 TIRSDAG D. 31. AUGUST 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 7 Fakta: De politiske udmeldinger vs. penge afsat til psykiatrien. Marts august oktober Bent Hansen, formand for Danske Regioner: Der er jo slet ikke tale om det løft til psykiatrien, som både vi og mange andre har slået til lyd for og ikke mindst dokumenteret behovet for. Pressemeddelelse på Danske Regioner hjemmeside efter satspuljeforliget. 28. oktober 2009: Satspuljen vedtages af alle partier undtagen Enhedslisten. 825 mio. kr. blev afsat til psykisk syge over en fireårig periode. Ud af det beløb går 360 mio. kr. til den del af psykiatrien, der hører under sundhedsvæsnet. Resten af pengene går til kommunale projekter og til videreførelse af allerede eksisterende projekter, hvor satspuljepenge fra tidligere udløber. Resultat: 360 mio. nye kr. til psykiatrien over fire år. Det betyder 90 mio. kr. om året frem til november 2009: Da finansloven var i hus var der kommet 100 mio. kr. ekstra til psykiatrien. Pengene blev øremærket udbygning/ modernisering af de psykiatriske bygninger, og var en del af regeringens vækstinitiativ for at sætte gang i byggesektoren Resultat: 100 mio. kr. til psykiatrien på finansloven som engangsbeløb 12 juni 2010: Ved de årlige økonomiforhandlinger for 2011 fik sundhedsvæsnet fik tilført 2 mia. kr., men psykiatrien er ikke nævnt med et ord. Beløbet ligger på niveau med tidligere år, og en stor del af pengene er bundet op på medicin-, løn- og prisstigninger. Der er dog også midler, som ikke er bundet, og hvor regionerne har mulighed for at prioritere psykiatrien. Resultat: Vides ikke. I september forhandler regionerne om, hvilke områder der skal have særlig prioritet. 28. juni Bent Hansen, formand for Danske Regioner: Det er op til den enkelte region at beslutte, om de vil prioritere kræftbehandling, ny kirurgi eller lignende. Men der er et økonomisk råderum til at opprioritere psykiatrien. Eget interview 28. juni Samlet resultat: Nye penge til psykiatrien fra marts august 2010: mio. kr. som engangsbeløb til udbygning af enestuer ved sidste års økonomiforhandlinger mio. kr. årligt de næste fire år ved sidste års puljefordeling mio. kr som engangsbeløb til udbygning/modernisering af de psykiatriske bygninger. Resultat: 350 mio. kr. som engangsbeløb og 90 millioner årligt de næste fire år. frem til nu, har psykiatrien fået et løft fra satspuljen på mere end 700 mio. kr. om året. Dertil kommer de 350 mio. kr., som vi satte af til udbygning og modernisering af de fysiske rammer i psykiatrien i sidste års økonomiaftale. Knud Kristensen mener dog ikke, at ministerens forklaring er god nok. Løfterne er ikke blevet opfyldt vi er ikke i nærheden af en psykiatri i verdensklasse. De penge, psykiatrien har modtaget siden 2001, har ikke engang været nok til at dække inflationen, lyder det skarpt fra Knud Kristensen. indland@berlingske.dk

10 8 / BERLINGSKE TIDENDE / TIRSDAG D. 31. AUGUST 2010 MØRKELAND Kapitel 1 Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Erik, en 60-årig arbejdsmand, førtidspensioneret på grund af en rygskade, kæmper for at få hjælp til sin yngste søn Dennis, som er i starten af 20 erne. Siden begyndelsen af året har Dennis opført sig mærkeligt. Han tager ikke telefonen, han render omkring om natten, og han er overbevist om, at nogen vil slå ham ihjel. Det er efter midnat, da Erik hører de første bankelyde. Det er tidligt forår og bælgmørkt udenfor, og Erik og Lone, hans kone gennem 13 år, er for længst gået til ro. Men bankelydene, der lyder fra hoveddøren på det lille murstenshus, er insisterende. Erik trækker i et par bukser og en skjorte, før han lister fra førstesalen ned i entreen. Den, der møder ham, da han åbner døren, er Dennis. Den yngste af Eriks tre sønner, og den, der gennem årene har voldt ham flest bekymringer. Erik lukker ham straks ind. Gennem flere uger har hverken Erik eller Dennis brødre kunnet komme i kontakt med ham. Han har ikke svaret på mobilen, og når de er kørt forbi Dennis lejlighed, er der aldrig nogen hjemme. Men nu er han her. En varm, beroligende følelse løber gennem Erik. Inden han lukker døren bag Dennis, kaster han et blik ud på den lille vej, der løber gennem landsbyen. Der holder hverken bil eller cykel udenfor, og Erik undrer sig over, hvordan han er kommet herhen midt om natten. Kan Dennis være gået de seks kilometer fra sin lejlighed i mørket? Jeg vil gerne blive her i nat, siger Dennis, da døren er lukket bag dem. Han tør ikke være i sin egen lejlighed, for nogen vil slå ham ihjel. Mens Erik reder op til ham i værelset på førstesalen, tænker han, at det er på tide, at de sætter sig ved bordet og får en snak om, hvad der sker i Dennis liv for tiden. For noget er helt galt. I sidste uge ringede en af Dennis venner til Erik, fordi han var bekymret for ham. Vennen sagde, at han fik mærkelige opkald fra Dennis, som rendte rundt i byen og på markerne om natten. Er det mon bare, fordi han er rastløs, at han løber rundt i mørket? Er han forfulgt, som han siger? Dennis er nervøs, vil ikke sidde ned og vil ikke tale om sig selv. I stedet styrter han omkring i huset, op og ned ad trapperne. Det går op for Erik, at Dennis hver gang er nede for at tjekke, at hoveddøren er låst og vinduerne er behørigt lukkede. Han tjekker igen og igen. Han fortæller, at der er toogtyve mand efter ham, og de vil skyde ham. Erik kan ikke berolige ham. Dennis griner også vildt af ingenting, men er samtidig dødsens angst. Han kan læse tanker, betror han Erik og Lone. Til hans store frustration går det op for Erik, at han ikke magter at rive Dennis ud af den paranoide parallelverden, han åbenbart befinder sig i. De får ikke lukket et øje den nat, hverken Erik, Lone eller Dennis. Næste morgen ved daggry forsvinder Dennis lige så hurtigt, som han kom. Forsvundet Spørgsmålene kværner i Eriks hoved. Hen ad formiddagen, da forårssolen er kommet til syne over de rimdækkede marker, sætter Erik sig bag rattet i familiens gode gamle Toyota Yaris. Han er nødt til at tale med Dennis, finde ud af, hvad det er, der sker. Han drejer ud ad indkørslen og kører mod Dennis lejlighed, men fortryder hurtigt sit valg af bil. Han skulle have taget den hvide kassevogn. Den er ikke så køn, men bedre for ryggen, der smerter, hver gang Erik sætter sig bag rettet. Sådan har det været, siden han for fem år siden fik en rygskade, der sendte ham på førtidspension fra jobbet som rengøringsleder. Da han har parkeret bilen, banker han på døren til den lejlighed, hvor Dennis bor. Selv om han banker flere gange, forbliver døren lukket. Mens han står i trappeopgangen, husker Erik, hvordan han for få måneder siden glædede sig over, hvor godt det gik Dennis. Historien er skrevet på baggrund af faktuelle hændelser og bygger på samtaler med Dennis far, Erik, på gennemgang af lægejournaler, politiets døgnrapport og oplysninger fra danske medier. Dennis har givet tilladelse til, at historien bliver fortalt, men ønsker ikke at blive genkendt. Derfor er tids- og stedsangivelser sløret, og navnene på de personer, der omtales, er ændret. Navnene er redaktionen bekendt, og det er faktuelt korrekt, at historien har fundet sted i Sydøstdanmark i vinteren-foråret 2010.

11 TIRSDAG D. 31. AUGUST 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 9 Der var kommet mere ro på ham, siden han sidste år fik kontakt med nogen fra kommunen, som hjalp med at søge førtidspension og som skaffede ham den lejlighed, Erik nu står foran. På kommunen kunne de jo også godt se, at Dennis aldrig ville få et normalt job. Det er svært, når han ikke engang kan læse og skrive. Da Dennis var lille, blev han sendt på specialskole, fordi han ikke kunne sidde stille og høre efter. Damp, eller ADHD, kaldte de det. Men en lærer på specialskolen fortalte nu alligevel Erik dengang, at hans søn ikke hørte til der. Og de kunne heller ikke hjælpe ham på skolen. Dennis havde for meget krudt bagi, og bogstaverne blev han aldrig gode venner med, så selv om han i dag er i starten af 20 erne, er Erik stadig nødt til at hjælpe ham med at sende breve og ordne papirer til kommunen og banken og lignende. I efteråret fik Dennis arrangeret en madklub med sin kammerat. Den kørte godt, og de lavede mad sammen næsten hver dag. Dét kan Dennis da i hvert fald lide. Mad og computerspil. Desværre også hash, har Erik hørt. Han kan ikke lide at lave særlig meget andet, tænker Erik, og forlader den lukkede dør til Dennis lejlighed. Han er ikke klar over, om Dennis ikke er hjemme, eller om han bare nægter at åbne. På vej hjem i bilen kommer han i tanker om, at det ikke er mere end et par måneder siden, at de fejrede juleaften sammen derhjemme. Julen blev fejret i de samme stuer, hvor Dennis er vokset op, og hvor han i går løb forvildet rundt. Det var en dejlig aften med andesteg og flæskesteg og det hele. Ris á la mande var der selvfølgelig også, og pakkespil. På grund af rygsmerter fik Erik ikke pyntet hele haven op med lys, som han plejer. Men ellers var alt, som det skulle være. Julestjerner i vindueskarmene og godt humør over hele linjen. De var fire mand, Erik, Dennis, Lone og Lones datter Anne, som også er voksen. Dennis to ældre brødre og hans mor, Judith, var der ikke. Erik og Judith blev skilt, da Dennis var to år gammel. De første par år boede Dennis hos hende, men han har siden boet hos Erik. Judith bor i dag på Fyn, og selv om hun og Dennis ikke har så meget kontakt, har de et fint forhold. Erik smiler ved tanken om, hvor glad og afslappet Dennis virkede i julen. Men han snakkede godt nok om, at han fik udslæt af de piller, han spiste. Derfor ville han stoppe med at spise dem. Det kan være, det er derfor, han opfører sig så underligt, tænker Erik. Han ved ikke så meget om det med pillerne, for Dennis taler ikke så gerne om dem. Han er jo også en voksen ung mand, så de skal nok ikke blande sig for meget. Han kan jo stadig blive meget hidsig det har ikke ændret sig. Det går meget hurtigt vildt for sig, og Dennis råber og skriger, og kort tid efter er han nede igen og undskylder over for sin far. Hjemme igen efter turen til Dennis lejlighed tjekker Erik jævnligt sin mobil, men han hører ikke noget fra Dennis resten af dagen. Næste dag, lørdag, forsøger Erik igen at få fat i Dennis. Han både ringer og kører forbi Dennis lejlighed, men forgæves. Han er bekymret, og han ved, at det ikke kan blive ved sådan her. Han sætter sig ved tastaturet foran husets computer for at søge vejledning hvordan skal han hjælpe sin søn? Det er svært. Han forsøger at taste psykiatri ind i google-søgeren. Det er ikke et nemt ord at stave, når man ikke har skrevet det før. Til sidst lykkes det. Erik når frem til, at Dennis har brug for at tale med en læge, en psykiater, for Erik synes altså ikke, de tanker, Dennis har, lyder raske. Forslået Søndag morgen vågner Erik som sædvanligt ved fire-femtiden. Han kan ikke sove længere, sådan har det været i mange år. Som altid trækker han i et par slidstærke, blå arbejdsbukser og en hvid skjorte, som Lone har strøget for ham. Ikke at det er nødven-

12 10 / BERLINGSKE TIDENDE / TIRSDAG D. 31. AUGUST 2010 digt med pænt tøj, efter han gik på førtidspension, men det er nu engang det tøj, han føler sig bedst tilpas i. Aldrig havde han troet, at han skulle komme til at forlade arbejdsmarkedet som 55-årig, og han savner stadig det daglige arbejde og kollegerne. Udenfor er det stadig midnatssort. Erik har tændt sin tredje cigaret, en grøn Look 100, og kanden med kaffe er han også halvvejs igennem, da han hører en lyd uden for. Da han åbner døren, står Dennis der igen. Iskold. Tøjet er sølet ind i jord og mudder. Han har været ude hele natten, men præcis hvor han har været, kan Erik ikke få ud af ham. Måske har han været i den gamle skov uden for landsbyen. Skoven fyldt med gamle krogede træer, vandhuller og jættestuer fra vikingetiden. Måske har Dennis i løbet af natten har søgt ly der? Erik hjælper med at få det våde, forrevne tøj af Dennis kolde krop. Det er svært og går langsomt. Mens klædestykkerne ét for ét kommer af, går det op for Erik, at Dennis drengede krop er helt forslået. Benet har fået et slemt slag, og Erik ser chokeret på sin søns fødder - de er dækket af vabler efter adskillige nattevandringer. Efter Dennis har fået sovet en smule, får Erik ham overtalt til at tale med en psykiater. Erik har på nettet fundet frem til, at der i Region Sjælland er to psykiatriske skadestuer, hvor man kan tale med en læge døgnet rundt. Den, der ligger tættest på, ligger i Vordingborg. Far og søn sætter sig ud i kassevognen, og da de efter et par timers kørsel er fremme, værker Eriks ryg slemt. På Oringe, det psykiatriske hospital i Vordingborg, placerer en sygeplejerske dem i venteværelset, og de får besked på at vente, indtil lægen har tid. En time går. Så endnu én, og Dennis bliver mere og mere utålmodig. Til sidst kan Dennis ikke holde den ørkesløse ventetid ud mere. Han er blevet meget urolig, og han begynder at plage sin far om tage væk derfra. Statuetten Der er noget, jeg er nødt til at ordne først, siger Dennis til sin far. Han lover, at han frivilligt vil vende tilbage til hospitalet og tale med lægen bagefter, hvis Erik hjælper. Erik vil nødigt forlade hospitalet, men indvilliger modstræbende. Han vælger at føje Dennis. Han er villig til at prøve hvad som helst for at få Dennis til frivilligt at opsøge hjælp. Dennis fortæller ikke, hvad det er, de skal. Han er meget hemmelighedsfuld. Først da de sidder i bilen, går det op for Erik, at det handler om en statuette, som det lokale politi har lovet at passe på for Dennis. Han har bedt politiet opbevare statuetten, fordi han var bange for, at tyve ellers ville

13 TIRSDAG D. 31. AUGUST 2010/ BERLINGSKE TIDENDE / 11 stjæle den. Da politiet giver Dennis statuetten tilbage, genkender Erik den. Dennis har arvet den fra sin farmor, og Erik har én, der ligner, hjemme i sin vindueskarm. Statuetten er af hårdt, mørkt træ i afrikansk tilsnit og forestiller en vandrende kvinde. Erik kan godt lide statuetten, men han ved, den ikke er kostbar. Dennis forklarer, at statuetten skal af sted til rockergruppen Hells Angels i Los Angeles via en kontakt i København. Så vil verdensfreden indfinde sig. Erik synes, det lyder fuldstændig tosset, men for at give Dennis fred i sindet, går han med til at køre statuetten til København. Her er det planen, at Dennis ældste storebror, Bo, skal overlevere statuetten til en hemmelig kontakt. Da de sætter af sted mod København, prøver Dennis at overtale sin far til først at køre hjem til Erik og hente en gammel knivsamling, som Erik ejer. Til selvforsvar mod dem, der vil have fat i statuetten, og som vil Dennis til livs. Det er en samling af antikke Khukri-knive, som stammer fra Gurkha-krigerne i Himalaya. Her sætter Erik dog grænsen. Han vil gerne føje sin søn for at sørge for en god indlæggelse, men knive, det skal de altså ikke køre rundt med. I øvrigt har han skjult dem et sikkert sted i huset, da Dennis var begyndt at opføre sig mærkeligt. Bare for en sikkerheds skyld. Mens de kører mod København ad motorvejen, instruerer Dennis sin far i, præcis hvordan han skal køre. Han skal lægge sig på en helt bestemt måde på kørebanen, før Dennis er tilfreds, og en gang imellem skal han følge lige i hælene på en bestemt bil. På hele køreturen snakker Dennis i et højt og nervøst leje. Han fortæller, at hans mor og hele familien på hendes side er blevet slået ihjel, og at resten af hans familie også er i stor fare. Dennis paranoide fantasier får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Erik, men han modsiger ham ikke. Da far og søn ankommer til København, er Erik lettet så langt, så godt. Dennis storebror, Bo, tager imod statuetten og får en længere instruks om, hvordan han skal håndtere den, så den ender i de rigtige hænder. Så er det ude af verden, tænker Erik, da de sætter sig i bilen igen. Da de efter endnu en lang og anstrengende køretur ankommer til det psykiatriske hospital, Oringe, i Vordingborg, er det efterhånden begyndt at skumre udenfor. Efter kort tids venten bliver Dennis indlagt på en åben afdeling i tilknytning til den psykiatriske skadestue. Indlæggelsen sker frivilligt og uden protester fra Dennis. Erik kan tage hjem, slappe af og berolige sig selv med, at Dennis nu endelig får hjælp. Det har taget hårdt på Erik, at Dennis har opført sig så besynderligt. Konstant bekymring og magtesløshed. Han er træt ind til knoglerne og skal hjem og sove så hurtigt som muligt. Han tager noget smertestillende mod ryggen, inden han kaster sig i dynerne. Telefonopkaldet Da telefonen ringer, sover Erik tungt. Klokken er kun lidt over midnat. En kvinde fra Oringe er i røret. Dennis er stukket af fra det psykiatriske hospital, fortæller hun. Efter kun fire-fem timer. Han har efterladt både telefon og pung på sygehuset. Erik er straks på benene og ryster søvnen af sig. Han bliver nødt til at finde Dennis, for i den tilstand, han er, skal han ikke gå rundt på må og få om natten. Han tjekker togkøreplanen og ser, at der lige er kørt et tog fra Vordingborg. Måske er Dennis hoppet på det? Erik tager bilen ind til den nærmeste station for at se, om han mon har sneget sig med. Toget triller ind på den øde perron klokken lidt i et. Dennis er ikke med. Erik sætter sig i bilen og sætter igen kursen mod Vordingborg. Uden noget konkret at gå efter kører han bare rundt og leder. Spejder ud over de mørklagte marker og skovbryn. Der går nogle timer, og han ser ikke noget til Dennis. Det er snart morgen, og Erik kører til sidst hjem for at få noget søvn. Det bliver ikke til ret meget. Læs næste afsnit i morgen.

14 10 / BERLINGSKE TIDENDE / ONSDAG D. 1. SEPTEMBER 2010 Satspuljeforbandelsen psykiatrien betales af penge med udløbsdato En stor del af psykiatrien betales via satspuljemidler, som forsvinder efter fire år, og det skaber usikkerhed om fremtiden. Men for politikerne er den årlige fordeling af pengene en fest - de kan erklære store politiske sejre til en lav pris. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Penge til et, to, tre, fire år og derefter et stort, fedt spørgsmålstegn. Sådan er vilkårene for ansatte og patienter i en stor del af psykiatrien. Omkring 15 pct. af psykiatrien betales med penge fra satspuljen, som løber over en fireårig periode. De projekter og afdelinger, der finansieres af satspuljepenge, er præget af stor usikkerhed om, hvad der kommer til at ske, når pengene forsvinder igen. Det er tilfældet på den retspsykiatriske afdeling, Afdeling R, på Sct. Hans Hospital, hvor flere projekter finansieres af penge udelukkende fra satspuljen. Vi har fire projekter, der køres på satspuljemidler, og det betyder, at de slutter på et tidspunkt. Det er et problem i forhold til personale og rekruttering, for hvem vil tage et job, som man ved vil slutte om to-tre år? Og når man som leder skal tilpasse ressourcer for at få helheden til at gå op, så er man bundet på, at de tilførte midler ikke kan anvendes mest hensigtsmæssigt, siger Thomas Schütze, chef for den retspsykiatriske afdeling. Det betyder, at der kan være en portion penge fra satspuljen sat af til at købe eksempelvis motionsudstyr, mens afdelingen samtidig må lukke senge, fordi de ikke har råd til at have nok personale ansat. På den måde kan pengene ofte ikke bruges dér, hvor der er mest brug for dem. Psykiatrien vil på finansloven Midler fra satspuljen gives til initiativer, der støtter svage og udsatte grupper i samfundet. For de politikere, der deltager i satspuljeforliget, er det en billig omgang. Pengene er nemlig allerede fundet, og de politiske forhandlinger drejer sig derfor

15 ONSDAG D. 1. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 11 Det er usikkert at planlægge langvarig behandling ud fra, hvad politikerne vil år for år. Derfor er det vigtigt, at psykiatrien kommer på finansloven, hvor pengene ikke løber ud efter ganske få år.«anders FINK-JENSEN, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab kun om, hvilke grupper, der skal tilgodeses. Det gør det muligt for partierne at erklære store politiske sejre, når de har sikret de i forvejen bevilgede penge til egne mærkesager. Satspuljepengene adskiller sig grundlæggende fra penge afsat på finansloven derved, at de forsvinder igen efter fire år. Det grundlæggende problem med satspuljen er, at der ikke er tale om et varigt beløb. Derfor er penge herfra ikke det samme, som hvis man fik 500 mio. kr. om året fra nu af og fremover. Tanken med satspuljen er at prøve nye initiativer af, ikke at give penge til den løbende drift, siger Kjeld Møller Pedersen, som er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. Det psykiatriske område er i modsætning til det øvrige sundhedsvæsen delvist finansieret via penge fra satspuljen. Af psykiatriens samlede budget på 6,7 mia. kr. kommer én milliard kroner fra satspuljen, viser tal fra Danske Regioner. Der er ikke andre sygdomsområder, der på den måde bliver betalt med penge med udløbsdato. Det er usikkert at planlægge langvarig behandling ud fra, hvad politikerne vil år for år. Derfor er det vigtigt, at psykiatrien kommer på finansloven, hvor pengene ikke løber ud efter ganske få år, siger Anders Fink-Jensen, der er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab. Pengene tages fra de fattige Satspuljen bliver ikke kun kritiseret, fordi området ikke er på finansloven. Sukkerskålen kalder Enhedslisten sarkastisk puljen, som også har kælenavne som gaveboden og den lille finanslov. På grund af den store mediedækning ved den årlige fordeling af satspuljepengene får befolkningen et indtryk af, at psykiatrien er højt prioriteret. Det er dog ikke tilfældet, fortæller Jes Søgaard, som er professor i sundhedsøkonomi og direktør for Dansk Sundhedsinstitut. Han har beregninger, der viser, at væksten i nye penge til psykiatrien siden 2002 har været på under 5 pct. det øvrige sundhedsvæsen har i samme periode oplevet en vækst på 30 pct. Satspuljen kritiseres også, fordi den består af penge, som man får opsamlet ved at lade overførselsindkomster stige med 0,3 pct. mindre end de almindelige prisstigninger i samfundet. Der kan ligge en psykologisk betydning i det at finansiere noget ud fra midler, som man - i nogles optik - har hugget fra den fattigste del af befolkningen, siger Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi og direktør for Dansk Sundhedsinstitut. Af samme grund vælger Enhedslisten som det eneste parti konsekvent hvert år at stå uden for satspuljeforhandlingerne. indland@berlingske.dk Fakta om satspuljen: Puljen består af penge, som optjenes ved at lade overførselsindkomster stige med 0,3 pct. mindre, end de almindelige prisstigninger i samfundet. Pengene opsamles i satspuljen, og forhandlingerne om, hvordan de skal fordeles, foregår i efteråret sideløbende med finanslovsforhandlingerne. Alle partier, bortset fra Enhedslisten, var med i sidste satspuljeforlig. Beregninger fra Det Radikale Venstre viser, at satspuljebeløbet kan komme helt ned på 213 mio. kr. i 2011, hvor det normalt ligger på omkring en milliard kr.

16 12 / BERLINGSKE TIDENDE / ONSDAG D. 1. SEPTEMBER 2010 MØRKELAND Kapitel 2 Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Erik, en 60-årig arbejdsmand, førtidspensioneret på grund af en rygskade, kæmper for at få hjælp til sin yngste søn Dennis, som er i starten af 20 erne. De sidste måneder har Dennis opført sig mærkeligt og tror, at nogen vil slå ham ihjel. I sidste kapitel kunne man læse, at Dennis en søndag morgen dukkede op hos Erik, helt forslået efter at have strejfet rundt på markerne og i skovene en hel nat. Om aftenen lod Dennis sig frivilligt indlægge på en åben psykiatrisk afdeling i Vordingborg. Få timer efter stak han af, og Erik har ingen idé om, hvor han er nu. Det er daggry, og vejret er bistert uden for det lille landsbyhus, da Erik vågner op i soveværelset på første sal. Han har kun sovet et par timer, men kan ikke falde i søvn igen. Han lader Lone sove videre, lister nedenunder, og sætter som det første en kande kaffe over. Den halve nat har han kørt hvileløst rundt i sin bil for at lede efter sin yngste søn. Opkaldet fra det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg kom lidt efter midnat Dennis var stukket af fra den afdeling, hvor han aftenen før havde ladet sig frivilligt indlægge. Det har ikke været svært, for det var en åben afdeling, og Historien er skrevet på baggrund af faktuelle hændelser og bygger på samtaler med Dennis far, Erik, på gennemgang af lægejournaler, politiets døgnrapport og oplysninger fra danske medier. Dennis har givet tilladelse til, at historien bliver fortalt, men ønsker ikke at blive genkendt. Derfor er tids- og stedsangivelser sløret, og navnene på de personer, der omtales, er ændret. Navnene er redaktionen bekendt, og det er faktuelt korrekt, at historien har fundet sted i Sydøstdanmark i vinteren-foråret han har stille og roligt kunnet forlade stedet ad en bagdør. Erik må finde sin søn, for han har brug for hjælp. Han fylder kaffekruset igen, tømmer askebægret og tænder en ny grøn Look. Det er stadig tidlig morgen, da han finder telefonen frem og ringer til sin ældste søn, Bo, i København. Han ved intet om nattens hændelser og skal have besked om Dennis indlæggelse og forsvinden. Dennis ligger og sover på min sofa, fortæller Bo til Eriks store lettelse. Bo ved ikke, hvordan Dennis har båret sig af med at komme de knap 100 kilometer fra det psykiatriske hospital i Vordingborg til København, men der ligger han i hvert fald. Erik springer ud i bilen og sætter kurs mod København for at hente Dennis. Ryggen gør pokkers ondt efter køreturen, da han er ankommet til Bos lejlighed. Der skal ikke meget til efterhånden, ærgrer Erik sig. Da han træder ind i lejligheden, bliver han ramt af glohed luft, som står i skarp kontrast til den klare og kolde forårsluft udenfor. Dennis har trukket gardinerne for alle vinduerne og har skruet radiatorerne op på fuld styrke. Han fortæller, at varmen vil give ham superkræfter og samtidig gøre hans fjender svage. Det er vigtigt, for der er nogen, der vil slå ham og resten af familien ihjel. De besynderlige vrangforestillinger har godt tag i Dennis, og hverken Bo eller Erik kan tale ham til fornuft. Det bliver pludselig svært at holde en alvorlig mine, da Dennis meddeler, at han vil blive genfødt som en stor neger om et par år. Selv om situationen er rædselsfuld, kan Erik og Bo ikke lade være med at trække på smilebåndet ved tanken om pæredanske, hvide Dennis som stor sort mand. Et par timer går, før Dennis indvilliger i at tage tilbage til hospitalet i Vordingborg. På den betingelse, at de først henter Dennis mp3-afspiller, som ligger hos Erik. Men da de er fremme hos Erik, fortryder Dennis. Nu vil han alligevel ikke med til hospitalet. Det er snart aften, og Erik forsøger at overtale ham til at overnatte, men Dennis vil af sted. Hjertet synker i livet på Erik, da han ser Dennis gå af sted i den kolde og mørke forårsaften, kun

17 ONSDAG D. 1. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 13 iført en tynd jakke, som han har lånt af Erik, og med høj musik i ørerne. Lygtepælen Hvor længe har han sovet? Søvndrukken går Erik ned ad trappen mod hoveddøren, hvor nogen banker på. På uret kan han se, at klokken er fire om natten det er kulsort udenfor og koldt i huset. Han når i et splitsekund at forestille sig, hvad der kan vente ham i døren. Dennis er tilbage. Udenfor er temperaturen omkring frysepunktet, og Dennis beder om at låne en sofa at sove på. Men Erik kan ikke mere. Han er nået frem til, at han må gøre sig mere hård over for Dennis. Det er nok den eneste måde at få ham til at forstå, at han skal i behandling for sine syge forestillinger. Du kan ikke komme ind, hvis ikke du vil tage imod hjælp, er Eriks besked til Dennis. Han må tage sig sammen for at være bestemt over for sin søn, og Dennis forlader utilfreds hoveddøren. Inde fra huset følger Erik med i, hvad Dennis foretager sig. Dennis holder sig tæt ved huset. Nu kan Erik høre høj sang ude fra vejen. Dennis har stillet sig i lyset under lygtepælen på landevejen foran huset. Han har høretelefoner i ørene, og han synger højlydt med på musikken. I don t have a gun, no I don t have a gun, no I don t have a gun, lyder det igen og igen fra Dennis med en høj og hæs stemme. Sangen er vist af Nirvana, et af Dennis yndlingsbands. Dennis bliver ved med at synge under lygtepælen skråle er det vel snarere. Erik kan ikke lade være med at tænke over, hvad naboerne mon tænker. Landsbyen, hvor Erik bor, er på knap 300 mennesker, og alle kender alle. Dennis sang går næppe ubemærket hen midt i nattens stilhed. Erik skal finde på noget. Når nu Dennis ikke vil lytte til ham, kan en læge måske hjælpe, tænker han. Han finder sin mobil og en telefonbog frem og ringer til vagtlægen. I telefonen forklarer Erik i korte træk, hvad der sker med hans søn. Han har været indlagt, men er stukket af, og nu synger han som en gal ude på landevejen. Kan I ikke komme og hjælpe ham? bønfalder Erik vagtlægen. Han har læst på nettet, at lægen har mulighed for at tvangsindlægge en person, hvis lægen vurderer, at han har brug for behandling. Det hedder tvangsindlæggelse på gule papirer på behandlingsindikation har Erik læst. Men vagtlægens svar er afvisende. Jeg kan godt sende en læge ud og se til ham, men så længe han ikke er til fare for sig selv eller andre, er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg kan ikke indlægge på gule papirer, er den besked, Erik får. Dennis er ikke umiddelbart farlig, medgiver Erik, så han opgiver forsøget hos vagtlægen og ringer i stedet op til politiet. Men de kan heller ikke hjælpe. Ikke så længe Dennis ikke er til fare for sig selv eller andre, siger politimanden i røret. I stedet henviser han Erik til at kontakte en vagtlæge. Erik står opgivende ved telefonen. Han aner ikke sine levende råd, og ved ikke, hvem han kan kontakte for at få hjælp til Dennis. Han kan blot vente og håbe på, at Dennis ikke får det værre. Den høje og insisterende sang fortsætter ude fra vejen en times tid, indtil Dennis kommer og banker på døren igen. Han kan stadig ikke overtales til at tage med til den psykiatriske skadestue, så Erik går med til at køre ham hjem til hans lejlighed seks kilometer væk. På bilturen gemmer Dennis sig under nogle tæpper på bagsædet for ikke at blive set af de fjender, han konstant er på flugt fra. Da de kommer frem, springer Dennis straks ud af bilen og opsluges af mørket. Mens han ser sin søn forsvinde i natten, har Erik svært ved at holde fast i håbet. Indtil nu har alle forsøg på at hjælpe Dennis vist sig at være blindgyder. Bedraget De næste par dage bruger Erik det meste af sin tid på landevejene frem og tilbage mellem sit eget lille murstenshus og Dennis lejlighed. Hver gang han kigger forbi Dennis lejlighed, er den forladt. Ofte står døren på vidt gab og åbenbarer et stort rod. Erik ser, at Dennis nøgler og telefon ligger efterladt på sofabordet i lejligheden. Erik bryder sit hoved med grublerier over, hvad han kan gøre for at sikre, at Dennis får hjælp. Han nægter at opgive sin søn. Torsdag formiddag, tre dage efter han sidst så Dennis, besøger Erik igen lejligheden, som stadig står ulåst. Denne gang er Erik sammen med Michael, Dennis anden storebror, som er kommet for at hjælpe med at finde Dennis. De går i gang med at rydde op. Gulvet er overstrøet med pizzabakker og skrald, og cigaretskoddene triller ud til alle sider fra askebægrene, når de flytter på tingene. Rundt omkring på gulvet står halvandenliters sodavandsflasker, hvor kun de øverste 10 centimeter er drukket. Erik har hørt Dennis fortælle, at kun en lille del af sodavandet ikke er forgiftet. Han drikker derfor toppen og lader resten stå. Erik og Michael har netop forladt lejligheden, da Dennis ringer

18 14 / BERLINGSKE TIDENDE / ONSDAG D. 1. SEPTEMBER 2010 til Erik fra en vens telefon. Han er i en lille landsby, blot et par kilometer væk, og vil gerne hentes foran landsbyens kirke. Med Michael i bilen sætter Erik endnu engang ud på landevejene for at finde Dennis, men da de kort tid efter ankommer til landsbyens kirke, er der ingen at se. De holder parkeret en tid foran den brede, rødmalede middelalderkirke og venter. Ti minutter går, og så ringer telefonen igen. Dennis dirigerer dem om bag et nærliggende hus, hvor han dukker frem bag en busk, hvor han har skjult sig. Han ser Herrens ud. Han har stadig den tynde jakke på, som han lånte af Erik for nogle dage siden. Den er slet ikke varm nok, og Erik kan se, at Dennis har polstret ærmerne, maven og ryggen på jakken med halm for at kunne holde varmen. Der skal ske noget nu, er Erik klar over. På den ene eller den anden måde. Tidligere på morgenen samme dag har han med Dennis læge, og de har aftalt, at Erik skal tage Dennis til lægens konsultation, så snart han finder ham. Dennis fødder er stadig dækket af vabler, og han har smerter i benet efter et fald én af de nætter, hvor han flakkede rundt på markerne og i skovene. Modstridende går Dennis med til at lade en læge kigge på sig. Da de er fremme, undersøger lægen benet og nogle af de andre sår, som Dennis har, spredt ud over sin unge krop. Samtidig prøver både Erik og Michael at overbevise Dennis om, at han har brug for psykiatrisk hjælp. Og måske medicin for at få det bedre. Jamen, så giv medicinen til mig, udbryder Dennis for at lukke munden på dem. Medicinen kan du kun få, hvis du er indlagt på sygehuset, siger lægen bestemt. Dennis bliver stiktosset og begynder at råbe. Det kan I ikke jeg har en ren straffeattest. Det får lægen til at true med at ringe til politiet. Hvis Dennis nægter, så bliver det politiet, der kommer og kører ham til det psykiatriske hospital - ikke Erik og Michael. Dennis bøjer sig, men han er gal. I har taget røven på mig, siger han til Erik og Michael, inden bilen sætter i gang. Mens de tilbagelægger den lange køretur til det psykiatriske sygehus, Oringe, i Vordingborg, ter Dennis sig på bagsædet. På hele køreturen skråler han med på musikken, der lyder i høretelefonerne fra hans mp3-afspiller. I don t haaaaave a guuuuun. Michael og Erik kan næsten ikke holde larmen ud, og de er lettede, da de er fremme ved sygehuset ved firetiden om eftermiddagen. Det er endelig lykkedes. De bliver bedt om at tage plads i venteværelset og afvente, at lægen bliver ledig. Åh nej, tænker Erik. Ikke én gang til. Dennis begynder igen at skråle som på bilturen, og pludselig får personalet travlt med at tage sig af ham. Straks efter har lægen tid. Dennis bliver efter en kort samtale med en læge indlagt på en lukket afdeling. Det er torsdag aften, og indlæggelsen sker i første omgang frivilligt. I indlæggelsespapirerne har en læge noteret, at Dennis fremstår paranoid og psykotisk, og voldsrisikoen er vurderet som høj. Tvangsindlagt Fredag morgen vågner Erik efter endelig at have sovet natten igennem noget han har trængt til længe. Den sidste uge har været så hektisk, at han ikke har kunnet finde ro i sig selv. Konstant har der været en alarmerende situation med Dennis, som han skulle tage sig af. Han har to gange oplevet at komme hjem til et køkken, hvor kaffe har oversvømmet gulvet. Så distræt har han været, at han om morgenen har sat kaffemaskinen i gang uden at sætte kanden ind under den dryppende kaffe, og så kørt af sted for at finde sin søn. Det har været så tidligt om morgenen, at hans kone Lone ikke engang er stået op. Flere gange har han også kørt forkert ad de små veje i lokalområdet, som han ellers kender så godt. Han har jo godt kunnet mærke, at der var noget galt med Dennis, og at det hele var ved at gå helt skævt. Men Dennis er nu endelig indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han vil få hjælp til at få det bedre. Og én fra personalet, som Erik talte med ved indlæggelsen, sagde, at Dennis ikke bliver lukket ud foreløbigt - ikke når han har det så skidt, som han har. På den psykiatriske afdeling har Dennis ombestemt sig og vil ikke være indlagt alligevel. Men han kan ikke få lov til at gå, selv om han frivilligt lod sig indlægge dagen før. Lægerne mener, at han er så syg, at de tvangstilbageholder ham. Det gør Dennis vred, for han mener ikke, de har ret til det, når han har ren straffeattest. I hans journal er noteret, at Dennis er svært aggressiv, truende, og paranoidt tolkende. Den foreløbige diagnose lyder på akut skizofreniform psykose. Dennis føler sig stadig for-

19 ONSDAG D. 1. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 15 fulgt, og han beklager sig højlydt til personalet over, hvor nemt hans fjender vil kunne finde frem til ham på afdelingen. I papirerne er det noteret, hvordan han indtrængende beder dem om at låse sig inde, men det hverken kan eller må de gøre. De næste par dage bruger Dennis det meste af tiden ude på det lille badeværelse, der hører til hans stue. Her er der en skydedør, han kan trække for, og det får ham til at føle sig en smule mere sikker. Der er ingen lås på døren, men han har skubbet sit natbord ud på badeværelset, så det kan bruges til at barrikadere døren med. Han frygter, at hans fjender skal finde ham og slå ham ihjel. Dennis taler mest med personalet gennem døren. Maden sætter på de på værelset, og så henter han den ud på badeværelset, når ingen er i nærheden. En læge noterer i Dennis journal, at indlæggelsestiden må antages at vare mindst fire uger. Dennis går med til at spise Zyprexa, en antipsykotisk medicin, mens han er på afdelingen. Men han vil ikke have beroligende medicin. Om lørdagen, den tredje dag på afdelingen, klager Dennis mundtligt over sin tvangstilbageholdelse. En sygeplejerske har noteret i journalen, at Dennis mener, at det er alle de andre, der er syge i roen. Men han volder ingen problemer på afdelingen. Faktisk viser han sig stort set ikke på afdelingen, men holder sig ude på badeværelset, hvor han føler sig tryg. Om søndagen besøger Erik og Michael Dennis på afdelingen. De har lækkerier, sodavand og nye sko med til ham. Dennis kommer ud fra badeværelset, og Erik synes, det virker, som om han er i bedring. Lettelsen over, at Dennis endelig er et sted, hvor han kan få hjælp, er enorm. Som om flere blylodder er løftet fra Eriks skuldre. Nu tror han på, at det endelig vil gå fremad. Erik takker personalet mange gange for deres hjælp, inden han og Michael forlader stedet igen. Selv om Dennis spiser sin medicin, forbliver han det meste af tiden på badeværelset på sin stue. En enkelt gang bevæger han sig ud i spisestuen til de andre patienter, men det varer kun ganske kort. Så flygter han tilbage i sikkerhed, rædselsslagen. En sygeplejerske skriver i hans journal, at han mener, at en kvindelig patient på afdelingen har givet ham dødskysset. I fællesskab med en anden patient vil hun dræbe ham. Han er panisk, og om mandagen, efter fire dage på afdelingen, bliver han afsløret i et flugtforsøg fra afdelingen. Personalet noterer, at han tager den medicin, han skal, men at han stadig er svært forpint af sin paranoide tilstand. Chok Ti dage efter at Dennis blev indlagt, er Erik på besøg igen. Dennis mor, Judith, er også kommet fra Fyn for at besøge Dennis på hospitalet. Fordi Dennis er tvangsindlagt, skal lægerne med jævne mellemrum vurdere, om der stadig er grundlag for at tvangstilbageholde ham på afdelingen. Hver nat siden han blev indlagt, har han barrikaderet sig på toilettet, men han mener dog selv, at han er i bedring. Da han skal ind og tale med lægen for at få sin dom, beder han sine forældre vente uden for konsultationen. Så kan jeg jo køre med jer hjem, siger han glad og fuld af forventning til sine forældre. Erik og Judith vil nødigt skuffe ham, så de venter uden for lægens kontor. Så kan de da i det mindste komme med et par opmuntrende ord, når han har fået sit afslag. De forventer at høre et vredesbrøl fra lægens kontor, men kort tid efter kommer Dennis ud. Glædesstrålende. Han fortæller, at de godt kan tage hjem nu. Han er blevet udskrevet. Rask. Erik og Judith er lamslåede. Mens Dennis er inde på sin stue for at pakke sine ting, kommer en sygeplejerske ud fra lægens kontor og ser mindst lige så rystet ud som Dennis magtesløse forældre. Hun ryster på hovedet og slår ud med armene i opgivelse. Beklager, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, siger hun til dem med oprigtig frustration i stemmen. Erik kan ikke forstå det. Hvordan kan lægen vælge at udskrive Dennis, når de, der passer ham til hverdag, ikke mener, han bør udskrives? Lægen, der har udskrevet ham, kan umuligt have læst journalen eller hørt efter, mener Erik. De må da alle være klar over, at han vil smide sin medicin ud, så snart han bliver udskrevet. Når han låser sig inde på badeværelset hver nat også den seneste kan man ikke udskrive ham. Han er jo så bange. Men Erik er i øjeblikket for chokeret til at gøre noget andet end at acceptere. Han overvejer end ikke at klage. Inden de går, siger en sygeplejerske noget om, at hun vil kontakte et psykiatrisk team, som vil tage kontakt til Dennis, når han er hjemme. Erik er stadig chokeret, og hører vist ikke helt efter. De får en smule af den antipsykotiske medicin, Zyprexa, som Dennis har spist på afdelingen, med hjem. Der er medicin til to dage. Dennis er rolig og glæder sig til at komme hjem til sig selv. Klokken er ca. 13, da de forlader sygehuset, og Erik og Judith aftaler, at hun vil blive hos Dennis et par dage. De ved, at han ikke er rask. Dennis har det i Eriks øjne lige så dårligt nu, som da han kom ind. Læs sidste afsnit i morgen. indland@berlingske.dk

20 16 / BERLINGSKE TIDENDE / TORSDAG D. 2. SEPTEMBER 2010 Svært psykisk syge må begå kriminalitet for at få hjælp Psykisk syge, der begår alvorlig kriminalitet, har bedre behandlingsmuligheder end andre psykisk syge. Dansk Psykiatrisk Selskab slår alarm over for udviklingen. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Vil du have psykiatrisk hjælp? - Så bliv kriminel. Det er groft sagt løsningen for mange svært psykisk syge mennesker, som lider af hallucinationer, stemmer eller paranoide tvangstanker. I retspsykiatrien, hvor de psykisk syge kriminelle behandles, er der nemlig tid og ressourcer til at tage sig af den enkelte patient. Noget, som der er desperat mangel på i den almene del af psykiatrien, hvor tilbuddene er få og indlæggelserne kortvarige. Dorte Sestoft, psykiatrisk overlæge ved Rigspolitiets Retspsykiatriske Klinik, er både fagligt foruroliget og menneskeligt fortørnet over situationen. De psykisk syge skal efterhånden kvalificere sig til at få den rigtige behandling, og det sker grotesk nok ved at begå kriminalitet. Tendensen er i dag, at hvis man ikke har begået krimi- nalitet, så bliver man udskrevet hurtigst muligt, siger hun. Lang behandling giver færre tilbagefald En ny dansk undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor, som blev offentliggjort tidligere i år, viser, at der er en sammenhæng mellem risikoen for tilbagefald og længden af den psykiatriske behandling. Undersøgelsen viser, at psykisk syge, der har modtaget en anbringelsesdom for alvorlig personfarlig kriminalitet, har mindre risiko for at begå ny kriminalitet, end de psykisk syge, der for mindre alvorlige forbrydelser idømmes en behandlingsdom. Forskellen på de to domme er, at man ved en anbringelsesdom ikke kan udskrives, før dommen ændres, mens man ved en behandlingsdom blot skal starte med at være indlagt man kan i princippet udskrives til ambulant behandling dagen efter. Det er paradoksalt, at de, der er dømt for den alvorligste kriminalitet har færre tilbagefald, for man skulle jo tro, at det var de mest kriminelle, de dårligste, der havde en anbringelsesdom. At der er færre tilbagefald blandt de anbringelsesdømte tyder på, at alene det, at dommen sikrer en langvarig indlæggelse, forebygger ny kriminalitet, siger Dorte Sestoft. Blev røver i desperation Dorte Sestoft har tidligere arbejdet som overlæge ved Retspsykiatrisk Center i Glostrup. Her har flere af hendes kolleger oplevet at stå ansigt til ansigt med psykisk syge patienter, som desperat bad lægerne om ikke at ophæve deres dom. En ophævelse ville betyde, at de igen var overladt til de almenpsykiatriske tilbud. Thomas Schütze, leder af den retspsykiatriske afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, genkender dilemmaet. Han fortæller om en psykisk syg mand, som ikke kunne få behandling, fordi han endnu ikke havde begået kriminalitet. Da manden først begyndte at få det psykisk dårligt, var han så meget ved fornuft, at han selv opsøgte flere behandlingssteder for at få hjælp. De afviste ham, fordi han ikke var syg nok, fortæller Thomas Schütze. Han vidste, at hvis han ikke fik hjælp, så ville det hurtigt De psykisk syge skal efterhånden kvalificere sig til at få den rigtige behandling, og det sker grotesk nok ved at begå kriminalitet. Tendensen er i dag, at hvis man ikke har begået kriminalitet, så bliver man udskrevet hurtigst muligt.«dorte SESTOFT, psykiatrisk overlæge, Rigspolitiets Retspsykiatriske Klinik

21 TORSDAG D. 2. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 17 kunne gå galt. Derfor gik han til sidst ind i en kiosk og sagde stille og roligt: Jeg beklager, men jeg bliver nødt til at begå røveri her, så jeg kan få hjælp jeg er syg, beretter Thomas Schütze. Retspsykiatrien vokser Selv om det ville give god mening at forbedre forholdene for de psykisk syge, der ikke har begået kriminalitet, har politikerne blikket stift rettet mod retspsykiatrien. Den er et af de få områder inden for psykiatrien, som får tilført flere penge i stedet for at blive beskåret som de andre. Det kan forekomme paradoksalt at få penge tilført i retspsykiatrien, når andre psykiatriske Fakta: områder må lukke eller beskæres hårdt, mener Thomas Schütze. Det er selvfølgelig rart for os på den retspsykiatriske afdeling, at vi får tilført nogle penge, for vi er også presset på økonomi og sengepladser. Men det er ikke rart at se på kollegernes områder, hvor der bliver sparet og nedlagt psykiatriske tilbud og sengepladser, siger han. Angst får politikerne til lommerne Faktum er, at antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet, stiger med foruroligende hast. En dansk undersøgelse fra 2007 fra Rigspolitiets Retspsykiatriske Klink viser, at antallet af retspsy- En amerikansk undersøgelse fra 1998 viser, at alvorligt psykisk syge, der er velbehandlede, ikke er mere kriminelle end andre resten af samfundet. Undersøgelsen viste, at de skizofrene - når man fraregnede effekten af eksempelvis misbrug - ikke var mere voldelige eller kriminelle end de ikke-skizofrene. Der var kun udsving i perioderne op til og efter indlæggelser. En dansk undersøgelse fra Rigspolitiets Retspsykiatriske Klinik fra 2007 viser, at antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet, stiger med 14 pct. om året. De sidste fem år har en gruppe i Sundhedsstyrelsens undersøgt en række sager, hvor psykisk syge har begået personfarlig kriminalitet. Gennemgangen viser, at der forud for volden næsten altid har været alvorlige svigt i behandlingen. Ofte er de psykisk syge udskrevet, selv om alle advarselslamper har blinket, eller psykiatrien har mistet kontakten med den psykisk syge på grund af koordinationssvigt mellem forskellige instanser. En opgørelse fra Danske Regioner viser, at den økonomiske vækst i psykiatrien kun har været på syv pct. siden For den øvrige del af sundhedsvæsnet har væksten været på 30 pct. Danske Regioner anslår, at psykiatrien, som i dag får 6,7 mia. kr. om året, har brug for 1,5-2 mia. kr. ekstra om året for at komme på niveau med det øvrige sundhedsvæsen. Han vidste, at hvis han ikke fik hjælp, så ville det hurtigt kunne gå galt. Derfor gik han til sidst ind i en kiosk og sagde stille og roligt: Jeg beklager, men jeg bliver nødt til at begå røveri her, så jeg kan få hjælp jeg er syg «THOMAS SCHÜTZE, leder af den retspsykiatriske afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans kiatriske patienter vokser med 14 pct. om året. Det betyder en fordobling af antallet efter syv år. I Dansk Psykiatrisk Selskab slår formand Anders Fink-Jensen alarm over for den nuværende udvikling. Det er en ond cirkel. Pengene tages fra almenpsykiatrien (den ikke-retspsykiatriske psykiatri, red), som bliver mindre effektiv, og det er med til at skabe flere retspsykiatriske patienter, siger han. Dorte Sestoft er enig, og ærgrer sig over, at det tilsyneladende kun er angsten for de psykisk syge, der kan få politikerne til lommerne ikke ønsket om at hjælpe medmennesker i nød. Hun mener, at det skyldes, at psykisk sygdom stadig er omgærdet af mange tabuer, som gør, at vi ser anderledes på psykisk sygdom end på andre sygdomme. Dorte Sestoft opfordrer derfor til et lille tankeeksperiment: Tænk, hvis en patient med sukkersyge fik at vide, at Nej, man skal desværre først have begået kriminalitet for at få behandling, når patienten kom for at få behandling for senfølgerne af sin sukkersyge? Utænkeligt, fastslår hun. indland@berlingske.dk

22 18 / BERLINGSKE TIDENDE / TORSDAG D. 2. SEPTEMBER 2010 MØRKELAND Kapitel 3 Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Erik, en 60-årig arbejdsmand, førtidspensioneret på grund af en rygskade, kæmper for at få hjælp til sin yngste søn, Dennis, som er i starten af 20 erne. Dennis er blevet svært psykisk syg. I sidste kapitel kunne man læse, hvordan det efter megen besvær lykkedes Erik at få Dennis indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling i Vordingborg. Under indlæggelsen følte Dennis sig forfulgt og barrikaderede sig hver nat på hospitalets badeværelse. Alligevel blev han udskrevet efter kun 10 dage. Erik er stadig rundt på gulvet over gårsdagens udskrivelse. Hvordan kunne lægerne lade hans søn forlade hospitalet efter kun 10 dage, når han ikke havde fået det bedre? Han låste sig stadig inde på badeværelset om natten og barrikaderede dørene. Hans paranoide forestillinger var slet ikke forsvundet, det var tydeligt. Erik har svært ved at forestille sig, hvad Dennis har sagt for at overbevise lægen om, at han skulle udskrives. Måske har han bare spillet et fremragende skuespil og narret lægen. Dennis har tidligere sagt til Lone, Eriks kone gennem 13 år, at han er god til det der med at tale på en måde, så folk falder for hans historier. Det sagde han med det der skælmske smil på læben, har hun fortalt. Men sygeplejersken var der jo også under udskrivelsessamtalen, og hun sagde bagefter til Erik, at hun havde gjort alt, hvad hun kunne for at forhindre udskrivelsen. I dagene efter udskrivelsen bor Dennis mor, Judith, i Dennis lejlighed. Erik er glad for, at Judith hjælper til nu, efter han selv i lang tid har kørt sig helt i bund med håndteringen af Dennis. Men efter tre dage i lejligheden kan Judith ikke blive længere. Hun skal hjem til Fyn, hvor hun bor. Nu er det igen Erik og Lones ansvar at tage sig af ham, og de installerer Dennis på et værelse i det lille murstenshus, der er Dennis barndomshjem. Erik begynder at undre sig over, at de endnu ikke hørt fra hospitalet. De fik ellers at vide ved udskrivelsen, at en psykiater fra noget, de kaldte et opsøgende psykiatriteam ville kontakte dem hurtigt, og de har også kun fået en smule med af den antipsykotiske medicin, som han fik på Historien er skrevet på baggrund af faktuelle hændelser og bygger på samtaler med Dennis far, Erik, på gennemgang af lægejournaler, politiets døgnrapport og oplysninger fra danske medier. Dennis har givet tilladelse til, at historien bliver fortalt, men ønsker ikke at blive genkendt. Derfor er tids- og stedsangivelser sløret, og navnene på de personer, der omtales, er ændret. Navnene er redaktionen bekendt, og det er faktuelt korrekt, at historien har fundet sted i Sydøstdanmark i vinteren-foråret hospitalet. Zyprexa, hedder det. Da de efter et par dage løber tør, må Erik selv tage hen til lægen og få ham til at udskrive mere medicin. Eriks håb er, at medicinen kan hjælpe Dennis, så han ikke får så mange skøre tanker. Så kan det være, at han kan få det bedre, selv om han ikke er indlagt og får den psykiatrisk behandling, som Erik virkelig håbede kunne hjælpe. Katastrofekurs Erik smugkigger, når Dennis sidder med den antipsykotiske medicin. Han vil sikre sig, at Dennis spiser det, han skal. Det ser sådan ud. Men da Erik efter nogle dage tæller pillerne, kan han hurtigt konstatere, at Dennis ikke har spist alle dem, han burde. Aftenen før fandt han et skod fra en joint ude bag drivhuset. Fortvivlelsen skyller ind over Erik, det kan ikke være en god kombination. Han aner ikke sine levende råd. Tag nu dine piller og hold dig fra hashen. Det er kun dig selv, der kan få dig indlagt igen, bønfalder han Dennis. Den medicin, som Dennis spiser, har ikke den virkning, Erik håbede på. Dennis hoved er stadig fyldt af tossede tanker, og han begynder igen at rende omkring

23 TORSDAG D. 2. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 19 i huset og tjekke, at døre og vinduer er lukkede og låste. Især er han på vagt over for røde biler. Det er nemlig en rød bil, som de to mænd, der er efter ham, kører i, siger han. Erik kan ikke gøre andet end at holde øje med Dennis og sørge for, at han ikke gør noget vanvittigt. Det er maj, og bøgetræerne i den lille landsby er begyndt at springe ud, men Erik ænser det næsten ikke. Hans hoved er i stedet fyldt med bekymring og en følelse af magtesløshed. Det er en umulig kamp, han kæmper, føler han. Tre uger efter, at Dennis blev udskrevet fra den psykiatriske afdeling i Vordingborg, får Erik endelig det længe ventede opkald det opfølgende psykiatriske team. Det er en kvindelig psykiater, der ringer for at lave en aftale om at besøge Dennis. Erik er lettet, men også fortørnet over, at han ikke har hørt et ord fra dem før nu. Det fortæller han hende. Vi har ikke haft tid før nu, beklager psykiateren. De aftaler over telefonen, at hun kommer på besøg samme eftermiddag. Kort tid efter ringer hun og aflyser besøget. Hendes bil er brudt sammen. Erik er skuffet, for det er fredag, og nu kommer der så til at gå en hel weekend mere, før de får en psykiater på besøg. Efter en udmattende weekend kommer der endelig besøg fra det psykiatriske team om mandagen. En mandlig psykiater er kommet for at snakke med Dennis, og de sidder alle tre sammen i stuen hos Erik. Forårslyset udenfor står i stærk kontrast til mørket i den brune stue med de bastante møbler. Kun en smule lys slipper igennem gardinerne. På det mørke, lakerede træspisebord, de sidder ved, er der brændemærker fra glemte cigaretter, og luften er tung af røg. Det er ikke nemt at holde igen med cigaretterne, når dagene er så stressede. Psykiateren forsøger at tale med Dennis stille og roligt, men Dennis vil ikke være med. Han råber og skriger og er meget svær at håndtere. Også da der senere samme dag kommer besøg af en socialrådgiver, er Dennis ustyrlig. Erik har svært ved at se, hvordan Dennis skal få det bedre, når han ikke er indlagt. Erik og resten af familien er enige om, at situationen er uholdbar. Efter grundige overvejelser tager den ældste bror, Bo, telefonen og taster nummeret til Ekstra Bladet. Han får fat i en journalist og fortæller om, hvordan hans lillebror er blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, selv om han overhovedet ikke er rask. Bo håber, at Dennis kan få den hjælp, han har brug for, hvis Ekstra Bladet skriver om det. Journalisten lytter tålmodigt, men er ikke interesseret i at lave en historie om emnet. Knivene Ugerne går, og psykiateren kommer endnu en gang på besøg. Imens har Dennis vilde planer. Farer omkring, først til København, hvor han vil købe lejlighed, og så til Fyn, hvor han har fået en idé om, at han vil købe sig et kolonihavehus samme sted, som moderen bor. Foråret står i fuldt flor, men Erik har ikke haft så meget tid til at passe sin have, som han plejer. Alle hans tanker

24 20 / BERLINGSKE TIDENDE / TORSDAG D. 2. SEPTEMBER 2010 kredser om Dennis. En onsdag morgen ringer Eriks telefon. Det er Dennis storebror Michael i den anden ende. Michael har netop lagt røret efter at have talt med en af Dennis venner, som var stærkt bekymret for Dennis. Han render rundt i sin lejlighed og fægter med to køkkenknive, havde vennen fortalt. Erik lytter til Michaels gengivelse af vennens fortælling. Det her slutter aldrig, tænker han. Det bliver til gengæld hele tiden værre. Erik bruger den næste times tid på at tale endnu mere i telefon. Han har øjnet håb, hvor han ikke troede, det var muligt. Han taler med både Dennis psykiater og med Dennis praktiserende læge. Han fortæller dem om køkkenknivene og diskuterer muligheden for at få Dennis tvangsindlagt igen. Det må da være muligt, hvis han fægter rundt med knive, og hans venner er bange for ham? Til Eriks voksende frustration siger begge læger, at Erik først skal se, hvordan Dennis har det. Hvis han ikke er truende, så kan de alligevel ikke gøre noget. Erik sætter kursen mod Dennis lejlighed sammen med Michael. Døren til lejligheden er åben, da Erik og Michael ankommer. Indenfor ligger Dennis. Han sover. Knivene har han gemt væk, og da han vågner, er han rolig og taler sammenhængende. Erik kan ikke gøre noget. Ingen kan gøre noget. Kun Dennis selv. Men Erik er nu for alvor bange. Bange for, hvad Dennis kan finde på med alle sine syge tanker og skøre ideer. Og knivene. Der flyver tanker rundt i Eriks eget hoved, som han slet ikke vil tænke. Hvad nu hvis en tilfældig på gaden løber forbi Dennis for at nå en bus, og Dennis tror, at han løber efter ham? Ville Dennis kunne skade et andet menneske? De aftaler, at Dennis om aftenen skal komme hjem til Erik og Lone og spise med. Han dukker aldrig op. Erik tager igen af sted til Dennis lejlighed, men Dennis er der ikke. Døren står åben. Han ringer til Dennis telefon et par gange, men der er intet svar. Sådan går også de næste par dage. Der er gået næsten halvanden måned, siden Dennis blev udskrevet fra den psykiatriske afdeling, og Erik leder, tjekker, og prøver at holde fast i det spinkle håb. Men Dennis er som sunket i jorden. Skuddene Det begynder efter midnat natten til mandag. Et vidne har set en ung mand, der iført camouflagetøj løber rundt og fægter med en kniv mod en lastbil. Et par timer senere får politiet endnu en anmeldelse om en ung mand, der fægter med knive. To betjente tager af sted og finder ham ved et buskads i vejkanten, hvor de beder ham om at slippe kniven. Den unge mand nægter at adlyde, og stikker i stedet af og gemmer sig for de to betjente. De finder ham kort efter og forsøger endnu en gang at få ham til at smide kniven - denne gang ved at sprøjte med peberspray mod hans øjne. Den unge mand med knivene råber, at jorden vil gå under. Alle skal dø. Han mener, at der er udbrudt krig i København, og han vil gå derind for at slås. Pebersprayen har ingen virkning på ham. Enten rammer politiet ham ikke ordentligt, eller også er han upåvirkelig. En af betjentene slår med en politistav den unge mand over hånden for at få ham til at slippe kniven. Den unge mand gør modstand, og snitter i forbifarten betjentens finger med sin kniv. Den unge mand kommer nu lidt på afstand af de to betjente. Lad mig være! råber han. Slip kniven!, råber betjentene tilbage. Den unge mand går frem mod den ene betjent og fægter i luften med kniven. Betjenten forsøger med pebersprayen igen, men det virker ikke på den unge mand. Det er midt om natten, bælgmørkt og bidende i luften, da en af betjentene griber sin pistol og affyrer tre skud mod manden. Ét

25 TORSDAG D. 2. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 21 af skuddene rammer, og den unge mand synker sammen i vejkanten. En ambulance kører den sårede til det nærmeste sygehus, hvor lægerne kan konstatere, at han har brækket benet, en knogle i hånden, og at hans pulsåre er skudt over lige under knæet. Han taber hastigt blod, så i de tidlige morgentimer bliver han hasteoverført til Rigshospitalet i København. Det sker med politieskorte. Mandag formiddag har Erik og Lone besøg af en forsikringsmand, som prøver at sælge dem en ny husforsikring. Klokken er 11, og mens de sidder ved spisebordet og taler med forsikringsmanden, kører radioavisen i baggrunden. Det handler mest om den islandske askesky, men et indslag får Erik til instinktivt at spidse ører. Radiostemmen fortæller kort, at en ung mand er blevet skudt af politiet i lokalområdet. Erik og hans kone ser på hinanden, men ryster begge tanken af sig. Det kan umuligt være Dennis. De prøver at glemme radioen, men har nu svært at koncentrere sig om det, forsikringsmanden fortæller. Et kvarter senere ringer Eriks ældste søn, Bo, fra København. Er det Dennis, de taler om i radioen, spørger han. Bo lægger på han har en ubehagelig fornemmelse, og vil ringe til politiet for at få vished. Få minutter senere ringer Bo tilbage. Det er Dennis, som er blevet skudt. Erik og resten af familien svæver i uvished. Dennis er indlagt på den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet, men politiet vil ikke oplyse mere, og de giver familien forbud mod at besøge ham. Erik følger nyhederne tæt for at få informationer, når nu politiet ikke vil sige noget. Et par timer efter, at Erik har fundet ud af, at Dennis er blevet skudt, læser han en artikel om hændelsen på nettet. Læserkommentarerne giver ham kvalme. En læser skriver, at han ville ønske, at politiet havde sigtet højere - mod hovedet. En anden skriver, at han hellere så, at én forbryder for meget end én for lidt bliver skudt. Kommentarerne skærer Erik i hjertet. Men de gør ham også vred. Hvordan kan folk skrive den slags, når de ikke aner, hvad der er gået forud? Ny begyndelse I dagene efter tænker Erik meget over, hvad der er sket med Dennis. Skudt af politiet - dét havde han aldrig forestillet sig kunne ske. Men han bebrejder ikke politibetjentene noget. De gjorde bare deres arbejde, og vigtigst af alt fik de stoppet Dennis, før han endte med at gøre alvorlig skade på sig selv eller andre. Da Erik efter fem dages venten endelig får tilladelse af politiet til at besøge Dennis, er han blevet overført fra Rigshospitalet til en lukket afdeling på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg, hvor han tidligere har været indlagt. Dennis har smerter i benet, og han er stille - taler kun sparsomt og lidt tåget. De taler slet ikke om skudepisoden. Erik besøger Dennis hver dag den første uge, men det er ikke meget, de får snakket, for Dennis virker ikke til at kunne forstå, hvad der er sket med ham. Jeg er ved at blive psykisk syg, far, siger Dennis en dag til Erik, da han er på besøg på Oringe. Dennis har lige haft besøg af Statsadvokaten, som har fortalt ham hele historien om, hvad der skete den nat, han blev skudt At Dennis ramte en betjent i hånden med en kniv. Det er først nu, Dennis tror på det, som Erik har fortalt ham flere gange. Jeg har fortrudt, at jeg ikke smed kniven, siger Dennis til sin far. Erik er lettet. Den uro, der har fyldt hele hans tilværelse de seneste par måneder, er forsvundet. Nu tør han tro på, at Dennis vil få den rigtige hjælp. Det sidste, han nogensinde havde ønsket, var, at hans søn skulle skydes af politiet eller i det hele taget komme til skade. Men de ramte ham da heldigvis kun i benet, og nu siger lægerne, at Dennis nok skal komme til at gå fint igen. Før der kan blive afsagt dom, skal Dennis igennem en mentalvurdering og der kan være ventetid på op til syv måneder for at komme til, har Erik hørt. I mellemtiden vil Dennis være indlagt. Erik tør håbe igen. Han ved, at Dennis ikke skal regne med at blive rask lige med det samme. Sådan er det med sygdomme, der bor i sindet. De kræver tid. Men nu synes Erik, at tingene ser lysere ud. Han håber, at Dennis vil blive dømt til behandling. Det vil betyde, at han får behandling igennem længere tid, og det kan forhåbentlig hjælpe ham. Og denne gang, håber Erik, vil lægerne ikke udskrive ham, før han har fået det bedre. indland@berlingske.dk

26 22 / BERLINGSKE TIDENDE / FREDAG D. 3. SEPTEMBER 2010 Ubehandlede psykisk syge bringer politifolks liv i fare Svært psykisk syge, som ikke får den nødvendige behandling, reagerer uforudsigeligt, og det er ofte i mødet med dem, at politiet trækker tjenestepistolerne. Politiforbundet mener, at ansvaret ligger hos politikerne. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Den 22. april i år forvandlede en rutinemæssig tvangsindlæggelse sig til en tragedie i landsbyen Mo i Nordnorge. Olav Kildal, en ældre erfaren betjent og familiefar, var sammen med en kvindelig politistuderende taget til Mo for at tvangsindlægge en psykisk syg mand i begyndelsen af 60 erne. Men noget gik galt. Kort tid efter, at de var trængt ind i huset, lå Olav Kildal blødende på gulvet, ramt af adskillige knivstik i maven, mens den unge politistuderende hovedkulds flygtede fra huset. Da ambulancefolk timer senere trængte ind i huset, var det for sent. Olav Kildal var død, dræbt af husets beboer. Indtil nu har konfrontationer med psykisk syge ikke kostet danske betjente livet. Men det har været tæt på. Som i København sidste år i marts, da en psykisk syg jægersoldat sårede to betjente med sabelhug på kroppen og i hovedet. Eller i Nordjylland i november, da to betjente blev såret efter angreb med kniv, pil og bue af en skizofren mand, som ikke ville tvangsindlægges. Konfrontationer med svært psykisk syge, som befinder sig i psykotiske tilstande og dermed lider af bl.a. tvangstanker eller hallucinationer, er noget af det farligste i politiets arbejde. En tre år gammel dansk rapport, hvor politiet har analyseret fem års skudepisoder, viste, at der i 2/3 af de tilfælde, hvor politiets affyrede skud, var tale om konfrontationer med psykisk syge. De mange psykisk syge fylder rigtig, rigtig meget i politiets daglige arbejde, og problemet er stigende, siger Peter Ibsen, formand i Politiforbundet. Uforudsigelige Det, der gør arbejdet med de psykisk syge farligere end andre opgaver, er, at de psykisk syge typisk reagerer helt uforudsigeligt. På Politiskolen bliver de politistuderende bl.a. undervist i et farebarometer, som de bruger til at vurdere den enkelte situation. Det fortæller Thomas Gunder Petersen, som er politibetjent i København. Psykisk syge adskiller sig fra andre borgere. De kan pludselig finde på at springe mange felter i barometeret over, og på ét øjeblik gå fra rolig samtale til voldsomme trusler, siger han. Thomas Gunder Petersen har selv stået i flere tilspidsede situationer med psykisk syge, der ikke havde fået den nødvendige behandling. 2. juledag sidste år bød på den hidtil værste oplevelse i hans tid som politibetjent. Her blev hans vogn sendt ud til en lejlighed, hvor en psykisk syg mand havde rystet sine naboer ved bl.a. at smide alle sine møbler ud på gaden. Han var i vildelse, fordi han mente, at nogen havde bortført hans datter. Han var egentlig slet ikke ude på at gøre os noget. Men han var virkelig bange for os og kæmpestor og stærk. Han reagerede overhovedet ikke på vores peberspray, og derfor udviklede det sig til en grim oplevelse, fortæller Thomas Gunder Petersen, som efterfølgende kom på skade- Han var egentlig slet ikke ude på at gøre os noget. Men han var virkelig bange for os og kæmpestor og stærk. Han reagerede overhovedet ikke på vores peberspray, og derfor udviklede det sig til en grim oplevelse.«thomas GUNDER PETERSEN, politibetjent i København

27 FREDAG D. 3. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 23 stuen. Han skulle have en række vacciner, fordi manden havde bidt ham i hånden i desperat selvforsvar. Til trods for, at Thomas Gunder Petersen har været i voldsomme situationer, har han dog aldrig følt sig så truet, at han har overvejet at trække tjenestepistolen for at forsvare sig selv eller en kollega. Han understreger, at de fleste sager blot drejer sig om en borger, der har fået det skidt og måske larmer ekstra meget. Så slår naboerne alarm - de ved måske allerede, at der bor én i opgangen, som er syg. Det er tit bare en person, der er blevet dårlig og som måske tramper rundt og taler i vildelse om edderkopper på væggene og den slags. Når personen så fortæller os, at Jesus har bygget pyramiderne og at alle er efter ham, så skal vi bare snakke med ham, og hvis det lykkes os at berolige ham, kan vi tage af sted igen, siger Thomas Gunder Petersen. Politikernes ansvar Politiforbundet har i flere år været skarpe kritikere af den danske psykiatriske politik, hvor antallet af psykiatriske sengepladser bare falder og falder, mens antallet af psykisk syge stiger. Mens der i 1980 var omtrent psykiatriske sengepladser, er antallet nu på ca Under en femtedel. Det gør det sværere for psykisk syge mennesker at blive indlagt til intensiv behandling, og de, der bliver indlagt, får kortere indlæggelser end tidligere. Peter Ibsen fortæller, at Politiforbundet i 2007 forsøgte at råbe politikerne op for at forbedre forholdene for de psykisk syge, så de ikke havner i konfliktsituationer med politiet. Men siden er der ikke sket meget, og imens vokser problemet. Hvor man tidligere måske havde episoder med psykisk syge månedligt, så er det nu snarere dagligt, vurderer Peter Ibsen. Politiet opgør ikke, hvor meget tid de bruger på psykisk syge. Derfor findes der ikke statistik på området, der kan underbygge Peter Ibsens udsagn. Direkte adspurgt vurderer Thomas Gunder Petersen, at op til 10 pct. af hans arbejdstid går med at håndtere psykisk syge mennesker. Men det føles som mere, fordi opgaverne er krævende. En enkelt vagt kan hurtigt gå med to episoder med psykisk syge, og når sådanne dage ramler sammen i en uge, føles det tungt. Det føles, som om vi bruger halvdelen af vores tid på de psykisk syge, fordi man ikke kan undgå at blive mere påvirket af arbejdet med psykisk syge, siger han. Da Thomas Gunder Petersen søgte ind på Politiskolen som 21-årig, havde han ikke overvejet, at arbejdet med de psykisk syge var så stor en del af politijobbet. Det kom som lidt af et chok. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at mit fremtidige arbejde ville byde på så meget kontakt med psykisk syge. Det er ikke noget, jeg umiddelbart forbinder med politiarbejde, som er sådan noget med at fange banditter og forhindre kriminalitet. Eller sådan tænkte jeg i hvert fald tidligere. Nu er det bare en vigtig del af min hverdag, siger han. Han karakteriserer mange af politiets opgaver med de psykisk syge som skraldemandsarbejde. Det er opgaver, som havner hos politiet, fordi andre instanser har svigtet. Problemet er, at de, som har brug for hjælp, ikke får hjælpen, og så bliver det nødvendigt at indblande politiet, siger Thomas Gunder Petersen. indland@berlingske.dk

28 24 / BERLINGSKE TIDENDE / FREDAG D. 3. SEPTEMBER 2010 Krisepsykolog: Skudepisoder tager hårdt på politifolk og deres familier Efter at have været involveret i en farlig konfrontation, hvor der er affyret skud, frygter betjentene at miste deres job. Også angst og tvivl om, hvorvidt de gjorde det rette, nager dem. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Politifolk, der har været i tilspidsede situationer, hvor de er endt med at affyre skud, betaler efterfølgende en høj pris. Ikke alene har de været i en situation, hvor de har frygtet for deres eget eller en kollegas liv, men de kæmper efterfølgende også med tvivlen om, hvorvidt de handlede rigtigt. Det fortæller Bjarke Frøslee Ibsen, som leder Rigspolitiets Psykologtjeneste. Når man læser i medierne om det skydegale politi, så tænker jeg, at man skulle prøve at se folkene bagved og se, hvor hårdt det går ud over dem. Det med at skyde nogen og risikere at tage liv dér overskrider man en moralsk grænse, som de fleste folk har. Det er en hård affære, som påvirker den enkelte dybt, siger Bjarke Frøslee Ibsen. Psykologtjenesten underviser politistuderende i, hvordan de skal håndtere psykisk syge, ligesom den yder psykologhjælp til politifolk, som har været i farlige situationer. I de tilfælde, hvor politiet affyrer skud, går Statsadvokaten efterfølgende ind og efterforsker sagen for at vurdere, om det var en rimelig magtanvendelse at bruge i situationen. Mens sagen bliver undersøgt, får den betjent, der har skudt, frataget sit tjenestevåben. Undersøgelsen kan tage mange måneder, og ventetiden er hård for politifolkene, fortæller Bjarke Frøslee Ibsen. Det er usikkerheden om, hvorvidt man gjorde det rigtige, og om eventuelle konsekvenser, der især påvirker betjenten. Betjenten er meget sårbar og rystet i den situation og forestiller sig det værste, hvilket er at miste sit job, siger han. Det påvirker også betjentens nærmeste familie. Især hvis sagen har stor mediebevågenhed. Betjentene har været i en presset situation, hvor de har oplevet, at deres eget eller kollegaens live er i fare, og de har meget kort tid til at beslutte, hvordan de vil handle. Uanset hvad de gør i situationen, får det voldsomme konsekvenser for dem og bagefter er der uendelig tid for Statsadvokaten og aviserne til at undersøge situationen og skrive om dem, siger Bjarke Frøslee Ibsen. indland@berlingske.dk

29 FREDAG D. 3. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 25

30 26 / BERLINGSKE TIDENDE / LØRDAG D. 4. SEPTEMBER 2010 Hovedstadsregionen har i årevis udskudt kæmpebesparelser i psykiatrien Region Hovedstaden blev født med et underskud på mellem 320 og 420 mio. kr. Penge, som skulle findes ved besparelser på psykiatriområdet, hvor regionen bruger markant flere penge end resten af landet. Men besparelserne er ikke foretaget, og nu viser det sig, at andre patientgrupper har betalt prisen. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Det er ikke de stærkeste skuldre, der bærer de svage. Tværtimod. I Region Hovedstaden er det de syge og svage, der bærer andre syge og svage. Det er situationen, efter at regionen i årevis har skubbet besparelser inden for psykiatrien på mellem 320 og 420 mio. kr. foran sig. I stedet for at skære dybt i den psykiatriske behandling har regionen spredt besparelserne ud på hele Hovedstadens sundhedsvæsen. Og det har betydet dårligere behandling af bl.a. de ældre medicinske patienter. Svage ældre betaler Regionspolitikerne har fundet pengene der, hvor det var muligt. Det vil sige ved at spare på de sygdomsområder, hvor der ikke er udstedt behandlingseller ventetidsgarantier. Det erkender Vibeke Storm Rasmussen (S), regionsformand i Region Hovedstaden. Vi er desværre havnet i den situation, at det er de svageste somatiske (ikke-psykiatriske, red.) patienter, der betaler prisen, siger hun. Og især én gruppe er blevet underprioriteret gennem længere tid. Det er nok især er de ældre medicinske patienter, der er kommet i klemme. De er gået glip af den ekstra indsats, der burde have været på dette område, siger Vibeke Storm Rasmussen. For ÆldreSagen kommer det ikke som en overraskelse. Vi har i årevis kæmpet for at få en national handlingsplan for medicinske patienter, fordi vi ved, at det kan give bedre forhold for de medicinske patienter, som i høj grad er ældre mennesker. Vi har set området som underprioriteret med overbelægning, patienter på gangene og presset personale, siger Mirjana Saabye, pressekonsulent i ÆldreSagen. Hun understreger, at det ikke kan være rimeligt, at én svag gruppe i samfundet skal betale til en anden svag gruppe. I et moderne sundhedsvæsen skal der være ressourcer til at sikre værdige forhold både for psykiatriske og medicinske patienter, siger Mirjana Saabye. Født med underskud Problemerne med at få pengene i psykiatrien til at slå til går tilbage til dannelsen af regionerne, hvor Region Hovedstaden kom Vi håbede, at regeringen ville bevillige flere penge til psykiatrien, og at det på sigt ville kunne lappe det økonomiske hul, som psykiatrien gav. Det er ikke sket.«vibeke STORM RASMUSSEN (S), regionsformand i Region Hovedstaden

31 LØRDAG D. 4. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 27 til verden i 2007 med et kæmpeunderskud på mellem 320 og 420 mio. kr. Det skete, da regeringen og Dansk Folkeparti i 2005 vedtog den lov, der ligger til grund for regionernes finansiering. Nogle regioner havde brug for flere penge til hospitalerne for at komme på niveau med resten af landet, og regningen blev sendt hovedstadens psykiatri, som dengang brugte halvanden gange flere penge på psykiatrisk behandling end det øvrige Danmark. For at undgå for store nedskæringer i psykiatrien på én gang, fik Region Hovedstaden en ordning, hvor de frem til 2012 mister pengene gradvis. Helt konkret betyder det mellem 55 og 70 mio. kr. mindre hvert år. Stillet over for at skulle foretage massive nedskæringer i psykiatrien satte regionspolitikerne dog hælene i. De vurderede, at nedskæringer på flere hundreder millioner ville betyde lukning af hundredvis af psykiatriske senge, og det ville de ikke være med til. Regionen valgte derfor helt bevidst at tære på andre sygdomsområder frem for at foretage store nedskæringer på det psykiatriske område. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan det på ansvarlig vis var muligt at skære så meget. Vi håbede, at regeringen ville bevillige flere penge til psykiatrien, og at det på sigt ville kunne lappe det økonomiske hul, som psykiatrien gav. Det er ikke sket, siger Vibeke Storm Rasmussen. Magnet for psykisk syge Når behandlingen af de svært psykisk syge fylder så meget på regionens budget, skyldes det, at København fungerer som magnet for psykisk syge fra hele landet. Tal fra Dansk Psykiatrisk Center i Århus viser, at hovedstadsregionen huser under en tredjedel af landets indbyggere, men samtidig har halvdelen af landets retspsykiatriske patienter og 40 pct. af landets skizofrene og psykisk syge med affektive lidelser (maniodepressive, red.). De svært psykisk syge kræver langvarig, specialiseret og intensiv behandling, og det koster penge rigtig Fakta: mange penge. Det er forkert, hvis nogen vil mene, at Region Hovedstaden har overprioriteret psykiatrien, for regionen har en stor overvægt af tunge psykiatriske patienter, siger Anders Fink-Jensen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab. Vibeke Storm Rasmussen mener heller ikke, at regionen bruger eller tidligere brugte for mange penge på det psykiatriske område. Det er absurd at tro, at de store problemer, vi har med mange psykisk syge mennesker i byen, kan løses ved besparelser. Der er ikke brug for mindre psykiatrisk behandling - der er tværtimod brug for mere, siger Vibeke Storm Rasmussen. indland@berlingske.dk Da regeringen og Dansk Folkeparti i 2005 vedtog loven om regionernes finansiering, ændrede det radikalt den måde, sundhedsvæsnet blev finansieret på. Som resultat heraf blev knap en halv mia. kr. omfordelt indland@berlingske.dk mellem regionerne. Størstedelen af regningen for den økonomiske udligning mio. kr. - blev sendt til Region Hovedstaden. For at hjælpe hovedstadsregionen blev der i tillæg til loven vedtaget en overgangsordning, som delvist skulle kompensere regionen. Over seks år får Region Hovedstaden tilbagebetalt en del af de penge, den mister, fra de regioner, der vinder på ændringen. Fra 2007 blev de Region Hovedstaden således kompenseret for 5/6, i 2008 for 4/6, og det fortsætter fremefter, så besparelsen først slår fuldt igennem i Siden lovens vedtagelse er der løbende foretaget justeringer af beregningsmetoderne og de kriterier, der ligger til grund for fordelingen af bloktilskuddet. Ifølge Finansministeriets senere beregninger fra 2008 blev Region Hovedstadens underskud mindre end beregnet, således at de kun stod til at miste 320 mio. kr. Region Hovedstaden er uenig i de nye beregninger, og mener stadig, at regionen har mistet indtægter for 420 mio. kr. Derfor medtages begge tal i denne artikel.

32 28 / BERLINGSKE TIDENDE / LØRDAG D. 4. SEPTEMBER 2010 Strandhus L7 blev specialbygget for 25 mio. kr. i Sidste år blev det rømmet. Foto: Gurli Marie Kløvedal Topmoderne psykiatriske senge står tomme En specialbygget, topmoderne psykiatrisk afdeling for unge skizofrene til 25 millioner kroner blev rømmet sidste efterår. Region Hovedstaden skulle spare i psykiatrien, og derfor måtte Strandhus lade livet, mens de unge blev sendt på gaden. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Samtidig med, at psykiatere og psykisk syge desperat efterlyser flere sengepladser i psykiatrien, ligger Strandhus L7 en af landets nyeste og mest moderne psykiatriske afdelinger øde hen. Det har den gjort siden sidste efterår, hvor Region Hovedstaden begyndte at lukke sengepladser på Afdeling L7 på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Afdeling L7 også kaldet Strandhus blev bygget i 1997, specielt til at huse unge med førstegangspsykoser, typisk ski- Patienterne var både socialt utilpassede drenge og små, sarte piger. De var virkelig blevet mishandlet socialt og havde det meget, meget svært.«anne KØSTER, overlæge i psykiatri zofrene. Ideen om at oprette en særlig afdeling for denne gruppe opstod i midten af 1990 erne, efter at en undersøgelse havde vist, at der var et stort behov for en ekstra indsats over for netop denne gruppe. Yvonne Herløv Andersen (CD), social- og sundhedsminister fra , øremærkede derfor penge til projektet, og ambitionsniveauet var helt i top. Det fortæller Karin Garde, som dengang var ledende overlæge på afdelingen for unge skizofrene på Sct. Hans. Strandhus er specialbygget i et tæt samarbejde mellem psykiatere og arkitekter. Bygningen er designet, så den imødekommer de fysiske og psykiske behov, de unge skizofrene har der er højt til loftet, brede gange, som bugter sig, bad og toilet på værelserne og et stort lyst fællesrum, fortæller hun om den nu aflåste og forladte bygning. Bygningen består af 12 sengepladser fordelt på tre gange, og prisen for byggeriet var dengang 25 mio. kr. (20 mio. kr. før moms). Mishandlede unge De patienter, som Strandhus tog sig af, var de allersvageste af de

33 LØRDAG D. 4. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 29 unge skizofrene. Mange havde misbrug, var indblandet i kriminalitet, var boligløse og kom fra dårlige familieforhold, fortæller Anne Køster. Hun er overlæge i psykiatri og fungerede som daglig leder af afdelingen fra 1997 til Patienterne var både socialt utilpassede drenge og små, sarte piger. De var virkelig blevet mishandlet socialt og havde det meget, meget svært, siger hun. Anne Køster var begejstret for de muligheder, bygningen gav for at arbejde miljøterapeutisk. Personalet kunne skærme eller lukke en enkelt fløj af, hvis en patient fik det dårligt, og de øvrige patienter havde stadig friheden til at bevæge sig frit på de øvrige fløje samt i fællesarealerne. De fysiske rammer sammen med muligheden for, at patienterne kunne bo på afdelingen i op til to år, gav flotte resultater. De patienter, som kom meget svage ind, kunne som regel udskrives til egen bolig i socialpsykiatrien, og langt de fleste var stoffrie, når de kom ud. Det viste de rapporter, der blev udfærdiget om de første 50 patienter i Strandhuset. Resultaterne blev også fulgt med interesse fra udlandet. I løbet af de første 3-4 år havde afdelingen hen imod besøgende, som ville lære af de danske erfaringer. Ifølge Karin Garde var en japansk delegation så imponerede, at de kun havde én bekymring hvordan fik man de syge til at tage hjem igen? Madrasserne samler støv I efteråret sidste år ramte sparekniven Strandhus L7. Region Hovedstaden sad med et underskud på 350 mio. kr., hvoraf 45 mio. kr. skulle hentes i psykiatrien. De penge blev fundet ved at nedlægge psykiatriske sengepladser i regionen. Vi har de penge, vi har, konstaterer Morten Rand Jensen, koncerndirektør i Region Hovedstaden med ansvar for psykiatri og økonomi. Han understreger, at det er et politisk valg, hvor mange penge, psykiatrien skal have af det samlede budget, og tilføjer, at hvis ikke der skal lukkes sengepladser, vil regionen være nødt til at skære ned på andre tilbud, eksempelvis adgangen til den ambulante behandling. Den intensive sengeplads kommer man ikke til at finde i Strandhus L7 i fremtiden. Siden efteråret har klaveret stået urørt, planterne er døde og madrasserne samler støv. En overgang var der planer om at bygge Strandhus om til retspsykiatriske sengepladser, men nu indgår bygningen i den halvdel af Sct. Hans, som skal nedlægges helt og sælges fra. Derfor kommer bygningen ikke igen til at huse de mennesker, den oprindeligt er specialdesignet til at hjælpe. indland@berlingske.dk De unge med førstegangspsykoser som var indlagt her har i dag ikke et tilsvarende behandlingstilbud i Region Hovedstaden. Foto: Gurli Marie Kløvedal

34 30 / BERLINGSKE TIDENDE / LØRDAG D. 4. SEPTEMBER 2010 Psykiater: Unge skizofrene får lov til at gå i hundene Selv om unge skizofrene kan komme sig, hvis de får hurtig hjælp, halter behandlingen. Kun 40 pct. er kommet i behandling et halvt år efter, at de har fået de første symptomer. Sidste år blev en specialafdeling, der tog sig af de dårligste unge skizofrene, lukket. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Unge, der viser symptomer på skizofreni, skal have hjælp så hurtigt som muligt det forbedrer markant deres chancer for at komme sig. Alligevel er kun to ud af fem unge kommet i behandling et halvt år efter, at de har fået konstateret de første symptomer. Det viser den seneste opgørelse fra Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), der har opgjort tallene for Der har ellers været fokus på at få hurtig hjælp til denne gruppe. Over hele landet er der oprettet psykiatriske teams specielt for unge med nyopdaget skizofreni, såkaldte OPUS-teams. Alligevel viser tallene, at det på landsplan kun er 40 pct. af de skizofrene, som er i behandling et halvt år efter de første symptomer det er det samme tal, som for to år siden, da målingerne begyndte. Anne Køster er psykiater ved distriktspsykiatrien ved Østerbro og Indre by i København. Hun genkender problemet med at få de unge i behandling, når de første symptomer viser sig. I København er der en ventetid på op til seks-syv måneder, før en debuterende ung skizofren kan få hjælp fra et OPUS-team. Det er paradoksalt, når målet er at komme med intervention inden for de første 24 timer, siger Anne Køster. Anders Fink-Jensen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, mener ikke, at det er godt nok. OPUS er et godt tiltag, så det er uhensigtsmæssigt, hvis man ender med at have ventetider. Det ville være absolut bedst, hvis man kunne få dem ind med et samme, siger han. De sygeste svigtes OPUS-teams er blevet fremhævet blandt psykiatere og politikere for deres succes med tidligt at finde og behandle de unge skizofrene. Fra at fungere på forsøgsbasis er OPUS på få år blevet udbredt til det meste af landet. Økonomisk set er OPUS en fordel, fordi de unge skizofrene - i stedet for at være indlagt - bor hjemme og er i ambulant behandling, når de er tilknyttet et OPUS-team. Den ambulante behandling fungerer for de fleste af de unge skizofrene, men ikke for alle. Anne Køster kan fra sidelinjen se, hvordan nogle af de unge skizofrene er for syge til at følge I København er der en ventetid på op til seks-syv måneder, før en debuterende ung skizofren kan få hjælp fra et OPUS-team. Det er paradoksalt, når målet er at komme med intervention inden for de første 24 timer.«anne KØSTER, overlæge i psykiatri behandlingen. OPUS, som ellers er et udmærket tilbud, kan ikke hjælpe de sygeste - det er det ikke gearet til, konstaterer hun. I de tilfælde, hvor de unge er så syge, at de ikke kan indgå i den tværfaglige og intensive behandling i OPUS-teamet, findes der opsøgende psykiatriteams (OPteams), der ligeledes forsøger at nå de syge unge ved at opsøge dem i deres egne hjem men disse teams er til gengæld ikke målrettet gruppen af unge debuterende skizofrene, siger Anne Køster. Den gruppe af unge skizofrene i København, som er for syge til de ambulante behandlingstilbud, skal ifølge Anne Køster have mulighed for længerevarende og specialiseret indlæggelse. Den mulighed var til stede indtil sidste efterår i form af et skræddersyet behandlingstilbud på en specialafdeling på Sct. Hans Hospital i

35 LØRDAG D. 4. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 31 Roskilde. Afdelingen, som blev kaldt Strandhus L7, var målrettet unge med førstegangspsykoser og tilbød hjælp til de svageste. I efteråret 2009 ramte sparekniven dog afdelingen, som nu står tom. Fakta OPUS Specialtilbud lukket Anne Køster var afdelingsleder for netop den nu lukkede afdeling i årene 1997 til Hun fortæller, at afdelingen, som havde tolv sengepladser, havde unge boende, som typisk var utilpassede drenge og små forsigtige piger - alle havde de en hård opvækst med i bagagen. Det gode ved L7 var blandt andet, at de unge kom langt væk fra deres daglige miljø. Mange af vores patienter var boligløse, de misbrugte stoffer og var dårligt socialt tilpassede, fortæller Anne Køster. Ud over medicinsk behandling arbejdede afdelingen ud fra en tværfaglig tilgang med bl.a. samtaleterapi, socialrådgivning samt kostvejledning, og der var mulighed for indlæggelse i op til to år. Efter at afdelingen lukkede, er der ifølge Anne Køster ikke kommet andre tilbud, som hjælper de unge, der er for syge til ambulant behandling. De svageste unge bliver alt for nemt kastebolde i systemet. De bliver akut indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, når de får det skidt, og kommer ud igen, OPUS-teamet består af psykiatere, sygeplejersker, psykologer, ergoterapeuter, socialrådgivere samt eksperter i fysisk aktivitet og uddannelses- og erhvervsvejledning. Behandlingen bliver målrettet den enkelte patient og foregår både ved hjemmebesøg, kontorbesøg og ved møder. Udover det blandede, tværfaglige personale er en vigtig del af OPUS den enkelte patients kontaktperson, som tager sig af den løbende kontakt med patienten og dennes pårørende. De pårørende har mulighed for en stor grad af deltagelse i OPUS. Sammen med patienterne tilbydes de pårørende familiesamtaler og systematisk undervisning samt deltagelse i flerfamiliegrupper. OPUS giver også mulighed for, at patienterne deltager i forskellige gruppetilbud, for eksempel træning af sociale færdigheder, psykoedukation, erhvervsvejledning og fysisk aktivitet. Kilde: når de får det lidt bedre. Det kan være svært at erstatte længere indlæggelsesforløb, hvor der er ro og struktur, og hvor patienten har tid til at komme sig, siger hun. Problemet er, at patienterne ofte ikke når at komme op til et højere funktionsniveau, inden de igen bliver udskrevet fra den psykiatriske afdeling. Hver gang en skizofren får tilbagefald og bliver psykotisk, bliver det en tand sværere at nå op til det funktionsniveau, patienten havde før anfaldet, fortæller Anne Køster. Det er derfor, det er så vigtigt både at forebygge anfald og sørge for, at patienten får den rette behandling, når han eller hun bliver psykotisk. I en ideel verden ville vi have ressourcer nok til at prioritere både den ambulante behandling og den længerevarende indlæggelse, siger Anne Køster, og tilføjer: Denne her gruppe får lov til at gå i hundene helt for sig selv hvor er omsorgen i det? indland@berlingske.dk

36 32 / BERLINGSKE TIDENDE / SØNDAG D. 5. SEPTEMBER 2010 Minister afviser bøn om flere psykiatripenge Indenrigs- og sundhedsministeren afviser at give Region Hovedstaden penge til at videreføre psykiatrien på det nuværende niveau. Det kan betyde store nedskæringer på det psykiatriske område. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard De psykisk syge kan godt tro om igen, hvis de troede, at psykiatrien nu gik lysere tider i møde. I hvert fald, hvis de bor i Region Hovedstaden. Det står klart, efter at indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) i et brev til regionen afviser at finde nye penge til området. Brevet kommer som svar på regionens bøn om at få flere penge til psykiatrien. Groft sagt og i omskrevet form er beskeden i brevet, der er dateret 2. juni 2010: Der kommer ikke flere penge, så tag jer sammen. Lad være med at klynke og lav de nødvendige nedskæringer på psykiatriområdet. Når Region Hovedstaden beder ministeren om en økonomisk hjælpende hånd, skyldes det det store underskud i regionen, som opstod, da regionerne blev dannet i Dengang havnede en regning på mellem mio. kr. nemlig hos Region Hovedstaden. Disse penge skulle regionen finde ved at spare på det psykiatriske område, hvor den har langt højere udgifter end de andre regioner. Regionens ansvar Hidtil har regionen forsøgt at finde de penge, den mangler til psykiatrien, ved at spare andre Fakta: steder. Det er bl.a. sket ved at nedprioritere indsatsen over for de ældre medicinske patienter. En strategi, som Vibeke Storm Rasmussen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, erkender, er uholdbar, fordi den i længden forringer den somatiske (ikke-psykiatriske) behandling i hovedstadsområdet. Bertel Haarder medgiver, at regionen har mistet indtægter for adskillige hundrede millioner. Men han peger på, at det er regio- Da regeringen og Dansk Folkeparti i 2005 vedtog loven om regionernes finansiering, ændrede det radikalt den måde, sundhedsvæsnet blev finansieret på. Som resultat heraf blev knap en halv mia. kr. omfordelt mellem regionerne. Størstedelen af regningen for den økonomiske udligning mio. kr. - blev sendt til Region Hovedstaden. For at hjælpe hovedstadsregionen blev der i tillæg til loven vedtaget en overgangsordning, som delvist skulle kompensere regionen. Over seks år får Region Hovedstaden tilbagebetalt en del af de penge, den mister, fra de regioner, der vinder på ændringen. Fra 2007 blev de Region Hovedstaden således kompenseret for 5/6, i 2008 for 4/6, og det fortsætter fremefter, så besparelsen først slår fuldt igennem i Siden lovens vedtagelse er der løbende foretaget justeringer af beregningsmetoderne og de kriterier, der ligger til grund for fordelingen af bloktilskuddet. Ifølge Finansministeriets senere beregninger fra 2008 blev Region Hovedstadens underskud mindre end beregnet, således at de kun stod til at miste 320 mio. kr. Region Hovedstaden er uenig i de nye beregninger, og mener stadig, at regionen har mistet indtægter for 420 mio. kr. Derfor medtages begge tal i denne artikel.

37 SØNDAG D. 5. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 33 nens ansvar at lave de nødvendige nedskæringer inden for psykiatrien for at afpasse udgifterne til de ændrede vilkår. Dette indebærer bl.a. en dimensionering af kapaciteten på psykiatriområdet og en prioritering af ressourcerne mellem psykiatrien og de øvrige sundhedsopgaver, lyder det i brevet fra indenrigs- og sundhedsministeren. Hovedstaden bærer stor byrde Vibeke Storm Rasmussen har i årevis forsøgt at gøre sine politiske kolleger i Folketinget og regionerne opmærksomme på Region Hovedstadens økonomiske problemer med at behandle de mange svært psykisk syge, som flytter til storbyen. Noget, hun indtil nu ikke har haft meget held med. Det er sindssygt at tro, at man kan drive sygehuse, når man ikke vil bevillige penge til dem. Så får vi i hvert fald ikke en verdensklasse-psykiatri.«knud KRISTENSEN, formand for Landsforeningen SIND Situationen er den, at vi har et Folketing, som er fyldt op med jyder, som ikke personligt kender hverdagen i de svære kvarterer i storbyen, og magten i Folketinget er ikke sådan, at der er stor omsorg for hovedstadens udvikling. Vi forventes at kunne klare os selv, siger Vibeke Storm Rasmussen. I brevet fra indenrigs- og sundhedsministeren får hun endelig ren besked. Regionen vil ikke blive kompenseret for de penge, den mistede ved kommunalreformen. En besked, som Vibeke Storm Rasmussen giver et kortfattet svar på. Vi kan ikke fortsætte som Citat fra tidligere indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Jyllandsposten 19. april 2007: Jeg tror, at det fald vi har set i antallet af senge, vil ophøre. Man vil sætte en stopper for sengelukningerne og revurdere, om der nogle steder er behov for ny sengekapacitet, så man kan tilbyde en længerevarende, stabiliserende indlæggelse til nogle patienter, ikke mindst de unge skizofrene, som har en særlig risiko for at havne i kriminalitet. hidtil. Vi er nødt til at være realistiske og finde nye veje, siger hun. Nedskæringer på vej Den melding kan tyde på, at der i årene fremover kommer store nedskæringer i den psykiatriske behandling i Region Hovedstaden. Noget, som strider mod den holdning, som den forhenværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) sidste forår fremførte om, at psykiatrien kunne se frem til et markant økonomisk løft. I Landsforeningen SIND står formanden uforstående over for meldingen om, at den nuværende sundhedsminister nægter at give en økonomisk håndsrækning til Region Hovedstadens psykiatri. Vi ved, at hvis der ikke tilføres flere penge til psykiatrien, vil det føre til flere nedskæringer. Vi har allerede en markant stigning i antallet af retspsykiatriske patienter. Det er uforståeligt, at man håndterer det, som man gør, siger formand Knud Kristensen. Han mener ikke, det hænger sammen, når budskabet ellers har været, at det nu er psykiatriens tur til et løft. Det er sindssygt at tro, at man kan drive sygehuse, når man ikke vil bevillige penge til dem. Så får vi i hvert fald ikke en verdensklasse-psykiatri, siger han. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var sundhedsminister tilbage i 2007, opfordrede han regionerne til at standse antallet af sengelukninger i psykiatrien. Et budskab, som Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, har gentaget adskillige gange. Men det runger tomt, når det ikke følges op med økonomisk støtte, mener Morten Rand Jensen, koncerndirektør i Region Hovedstaden med ansvar for økonomi og psykiatri. Det er mærkeligt, at man underfinansierer psykiatrien med 400 mio. kr. om året, og samtidig siger, at vi skal tænke os godt om, før vi lukker flere sengepladser, siger han. indland@berlingske.dk

38 34 / BERLINGSKE TIDENDE / SØNDAG D. 5. SEPTEMBER 2010 Psykiater: Vi svigter de svært psykisk syge mennesker Det, som begyndte som en revolution af psykiatrien, er endt som et massivt svigt, hvor svært psykisk syge sidder på bosteder næsten uden lægefagligt personale. Urimeligt over for de ansatte, som bliver udsat for vold, og over for de syge, som ikke får den nødvendige behandling, mener overlæge i psykiatri. Af Gurli Marie Kløvedal og Katrine Kirch Kirkegaard Under slagordet det er samfundet, der er sygt revolutionerede antiautoritære og antipsykiatriske strømninger i 1960 erne og 1970 erne den psykiatriske behandling. De psykisk syge skulle ud i samfundet, hed det sig, og de psykiatriske hospitaler begyndte at lukke sengepladser og oprette ambulante tilbud i stedet. Og udviklingen var nødvendig - men skete både for hurtigt og for tankeløst, mener Karin Garde, der har arbejdet som overlæge inden for psykiatrien gennem 35 år. Set i bakspejlet virker det som om, man glemte at sikre sig, at det, man satte i stedet for de nedlagte sengepladser, var godt nok. Man havde travlt med at rive de gamle asyler ned, som var passiviserende, men som samtidig beskyttede de svageste psykisk syge, siger hun. Langt over smertegrænsen Karin Garde blev uddannet læge i 1965, og siden midten af 1970 erne har hun arbejdet med mennesker, der lider af svære psykiske lidel- Man har forlangt af bostederne, at de skal klare hospitalernes opgaver - bare med meget færre sundhedsuddannede ansatte og næsten ingen læger eller sygeplejersker. Det er meget at bede folk om, som ikke har en sundhedsfaglig uddannelse, at de skal tage sig af så alvorligt syge mennesker.«karin GARDE, overlæge inden for psykiatrien gennem 35 år

39 SØNDAG D. 5. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 35 Psykiatrisk Center Sct. Hans har i mange år dannet ramme om Region Hovedstadens mest specialiserede rehabiliteringstilbud. Nu rammer sparekniven Sct. Hans igen. Foto: Gurli Marie Kløvedal ser, som skizofreni og maniodepressivitet. Sygdomme, som giver vrangforestillinger, psykoser og angst. Til daglig arbejder hun to steder: på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde og på et socialpsykiatrisk bosted i Roskilde. Gennem sit arbejde i forskellige psykiatriske tilbud kan hun se, hvordan de sværest psykisk syge i dag er havnet som kastebolde mellem de psykiatriske hospitaler og de socialpsykiatriske bosteder. Hun er ikke i tvivl om, at antallet af sengelukninger for længst har overskredet smertegrænsen. Det er vigtigt, at der er sengepladser nok til at sikre, at der ikke sker uforsvarlige udskrivelser af patienter. Det er der ikke i den nuværende situation. Det er dybt utilfredsstillende at se, hvor stor nød folk skal være i, før de kan få hjælp, siger hun. De sidste 30 år er antallet af psykiatriske sengepladser reduceret til under en femtedel. En opgørelse fra 1980 viste, at der dengang var psykiatriske sengepladser på landsplan. I dag ligger tallet på ca Pædagoger plejer svært psykisk syge Da der i dag er meget få sengepladser tilbage, skubbes mange svært psykisk syge med adfærds- forstyrrelser og misbrug ud på de socialpsykiatriske bosteder. Syge, som tidligere ville have været indlagt på en psykiatrisk afdeling. En undersøgelse, som Kommunernes Landsforening stod bag sidste efterår, viser, at de, der til daglig arbejder i socialpsykiatrien, betragter det som et stort problem. I undersøgelsen svarede over halvdelen af cheferne i socialpsykiatrien, at psykiatriske patienter ofte eller meget ofte bliver udskrevet for tidligt fra de psykiatriske afdelinger. Dette har kommunerne, der driver de socialpsykiatriske bosteder, vanskeligt ved at håndtere, da bostederne ikke er gearet til

40 36 / BERLINGSKE TIDENDE / SØNDAG D. 5. SEPTEMBER 2010 at håndtere alvorligt syge mennesker. Hovedparten af de ansatte på bostederne er pædagogisk personale ikke sundhedsfagligt personale som i hospitalspsykiatrien. Det har skabt en situation, som er helt urimelig for både de psykisk syge og de ansatte i socialpsykiatrien, mener Karin Garde. Man har forlangt af bostederne, at de skal klare hospitalernes opgaver - bare med meget færre sundhedsuddannede ansatte og næsten ingen læger eller sygeplejersker. Det er meget at bede folk om, som ikke har en sundhedsfaglig uddannelse, at de skal tage sig af så alvorligt syge mennesker, siger Karin Garde. Må ikke bruge tvang De mange svært psykisk syge, som skubbes over i socialpsykiatrien, skaber et juridisk vakuum. De lovmæssige rammer for, hvad man må i psykiatrien og i socialpsykiatrien, er nemlig vidt forskellige. Karin Garde understreger, at personalet på bostederne gør et stort arbejde med aktivering og udvikling af de beboere, som kan tage imod sådanne tilbud men de kommer til kort over for de adfærdsforstyrrede og misbrugende beboere. Lægerne og sygeplejerskerne i hospitalspsykiatrien må udøve tvang over for patienterne, når de vurderer, at det er for farligt at lade være. Det må det pædagogiske personale i socialpsykiatrien ikke, forklarer hun. I psykiatrien har personalet mulighed for at gøre brug af Psykiatriloven, hvor det pædagogiske personale kun må bruge Serviceloven. Og det er ifølge Karin Garde ofte ikke tilstrækkeligt til, at personalet kan håndtere de svært psykisk syge og adfærdsforstyrrede mennesker. I februar offentliggjorde Poul Videbech, professor i psykiatri, en undersøgelse af patienterne på Tangkærcentret, et bosted på Djursland. Bostedet tager sig af svært psykisk syge med bl.a. skizofreni, men har også en del svært demente patienter. Undersøgelsen viser, at 40 pct. af beboerne i løbet af et år havde udøvet vold mod personalet og 20 pct. havde været voldelig mod en medpatient. Fakta om Karin Garde Født Syge pendler frem og tilbage Resultatet bliver, at de svært psykisk syge pendler mellem deres bosted og de psykiatriske afdelinger. De indlægges, når de bliver for uhåndterlige og psykotiske, og sendes tilbage til socialpsykiatrien igen, så snart de er faldet til ro igen. Undersøgelsen af Tangkærcentret viser også, at knap halvdelen af stedets beboere befinder sig i en gråzone mellem hospitals- og socialpsykiatrien. 10 pct. af patienterne var indlagt på hospitalet i mere end en uge hver måned, og en tredjedel af patienterne var hospitalsindlagt 2-5 dage hver måned. Presset på de psykiatriske hospitalsafdelinger betyder dog, at barren for, hvornår en psykisk syg person kan blive indlagt, bliver hævet. Det har gjort det langt sværere at blive indlagt end tidligere. Det hænder, at psykisk syge på det bosted, hvor jeg arbejder, bliver så dårlige, at de bør indlægges på en lukket psykiatrisk afdeling, men ikke kan blive det. Så bliver de sendt tilbage igen, fortæller Karin Garde. Det sker til trods for, at patienterne efter hendes vurdering har været så syge, at de udgør en risiko for sig selv, de andre beboere og bostedets ansatte. Vi taler om alvorligt syge mennesker. Hvis de ikke får den rette behandling, risikerer man, at deres psykotiske symptomer tager overhånd - og så er de ikke kun til fare for sig selv, men også for andre mennesker, siger Karin Garde. Når hun taler om den rette behandling, mener Karin Garde en behandling, der bruger tid og ressourcer på patienterne. En behandling, hvor patienten først udskrives, når han eller hun har fået det markant bedre ikke blot når psykosen er drevet over. Specialiseret afdeling lukker Siden 1982 har Karin Garde arbejdet med rehabilitering af svært psykisk syge på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Men snart er Uddannet læge i Blev speciallæge i almen psykiatri i 1975 og i 1983 Københavns første kvindelige overlæge i psykiatri. Var i årene ledende overlæge på en afdeling for unge med debuterende psykoser på Sct. Hans Hospital. Er stadig tilknyttet Sct. Hans. Er næstformand i Dansk Medicinskhistorisk Selskab og arbejder som leder på det psykiatrihistoriske museum på Sct. Hans Hospital. Arbejdede som ekstern lektor på medicinstudiet i København til Arbejder fire dage om ugen som psykiater på Lindegaarden, et socialpsykiatrisk bosted i Roskilde.

41 SØNDAG D. 5. SEPTEMBER 2010 / BERLINGSKE TIDENDE / 37 Fakta om Psykiatrisk Center Sct. Hans Sct. Hans Hospital er Danmarks ældste hospital for sindslidende. I over 200 år har hospitalet været asyl og behandlingssted for Københavns sindssyge, siden de første sindssyge og syfilisramte blev evakueret til Sct. Hans, det tidligere Bistrup Gods, efter Københavns bombardement i Da der var flest, var der patienter på hospitalet, nu er der under 300. Nu til dags er Sct. Hans Hospital kendt for sin specialiserede behandling af den allersvageste gruppe af psykisk syge: Patienter, som lider af skizofreni, bipolare affektive sindslidelser (maniodepressive, red.) og organiske psykoser. I 2009 havde rehabiliteringsafdelingen 120 sengepladser, men måtte som led i en sparerunde i Region Hovedstaden lukke halvdelen af sengepladserne. I maj 2010 besluttede Regionsrådet i Region Hovedstaden at lukke den gamle del af Sct. Hans Hospital, kaldet Vesthospitalet, og det betyder, at de resterende sengepladser i rehabiliteringen lukkes. det slut. I maj besluttede Region Hovedstaden, at afdelingen, som for få år siden havde 120 pladser, skal lukkes inden udgangen af Det betyder en forringelse af behandlingstilbuddet til de svært psykisk syge. Afdelingen har været et af de få steder i landet, hvor patienterne har kunnet få psykiatrisk behandling i tilstrækkelig lang tid i op til ni måneder uden at være dømt for kriminalitet, siger Karin Garde. Hun fortæller, at psykiatrisk rehabilitering er mere end blot medicinsk behandling. Det indeholder også samtaleterapi og en tværfaglig indsats, som sigter på at fremme ressourcerne hos den syge, så patienten kan lære at håndtere sygdommen. Når det lykkes, kan patienten lære at leve med sygdommen og undgå de pinefulde psykotiske tilbagefald. Over årene har hun kunnet se, hvordan psykiatrien bevæger sig i en retning, hvor langtidsindlæggelse på de psykiatriske hospitaler kun er for patienter, som er dømt til behandling, fordi de har begået kriminalitet. Noget Karin Garde står uforstående overfor. Det er den enkeltes sygdom, der er interessant at arbejde med. Ikke det, at de har begået noget kriminelt, siger hun. indland@berlingske.dk

42

43

44

45 Abstract This master thesis is divided into two parts: an academic report and a journalistic production. The report s research question is identical with the research question of the journalistic production. The question is: How do the political economic priorities affect the psychiatric treatment of people suffering from severe mental illnesses? The journalistic production is to be viewed as the thesis empirical foundation. The production consists of 13 newspaper articles of different lengths and genres. In some of the articles, we focus on the economic aspects of the treatment system. In the other articles, we zoom in on the quality of the psychiatric treatment of people suffering from severe mental illnesses. All together the articles reflect a system where the psychiatric treatment of people suffering from severe mental illnesses is deteriorating, while the politicians are failing to deliver promised money to the psychiatric treatment system. The purpose of the academic report is to present the theoretic and methodical reflections involved in the production of the 13 newspaper articles. In chapter 1, we present the focus and the research question of this master thesis. In chapter 2, we lay out the theories behind what is considered to be good journalistic practice in a deliberative democratic society. In chapter 3, we define the term investigative journalism and describe some of the journalistic characteristics and work methods used in investigative journalism. Chapters 4, 5 and 6 offer an explanation of the choice of target media, a description of the investigative journalistic research methods of our investigation, the goals and hypothesises involved in our work, as well as ethical deliberations concerning the handling of cases characterised as severe mentally ill. The conclusion of the entire thesis both the journalistic production and the academic report is presented in chapter 7. Three main points emerge from our investigation in the field of psychiatric treatment of people suffering from severe mental illnesses. Firstly, that the politicians do not prioritise the psychiatric field; secondly, that the lack of sufficient economic resources result in mistreatment of the people suffering from severe mental illnesses; and finally, that this mistreatment leads to an increase in the number of mentally ill who commit crimes.

46

47 Sindssyg underprioritering Indhold 1. Indledning (Katrine) Motivation Problemfelt og problemformulering Begrebsafklaring Valg og fravalg Kapitelgennemgang Demokrati og journalistik (Katrine) Fire verdensomspændende presseteorier Samtaledemokratiet og gælden til Jürgen Habermas Pressens rolle i demokratiet Undersøgende journalistik (Gurli) Journalisten finder selv sin historie Journalisten tager stilling Kategorier inden for undersøgende journalistik Journalistiske metoder Fremgangsmåde i undersøgende journalistik Medievalg og kampagnejournalistik (Katrine) Målgruppen: Berlingske Tidende Berlingske Tidende og den undersøgende journalistik Berlingske Tidendes kampagnejournalistik Vores journalistiske produktion Arbejdshypoteser og metodisk gennemgang af produktionen (Gurli) Hypotese og konkrete målsætninger Underhypoteser Metodisk gennemgang af underhypoteser og artikler Opsummering Fortællende journalistik og presseetik (Katrine) Historiens skelet Rekonstruktion uden hovedvidne Journalisten vs. forfatteren Ytringsfrihed eller krænkelse? Samtykke Grader af anonymisering Konklusion (Gurli) Kilder Kilder brugt i rapporten Kilder brugt i artikelproduktionen Side 3

48 Sindssyg underprioritering Side 4

49 1. Indledning (Katrine) 1.1. Motivation Sindssyg underprioritering Der er en særlig aura omkring den undersøgende journalistik. Den er tidskrævende, eksklusiv og omgærdet af mystik. Og så står den i skarp kontrast til hverdagsjournalistikken og de pressede produktionsvilkår, som en stor del af mediebranchen er underlagt, og som vi kender fra vores praktiktid på hhv. Dagens Medicin og Sjællandske Medier. Derfor blev vi også hurtigt enige om, at vi ikke ville lade denne chance for at lave et undersøgende journalistisk speciale passere. Vi besluttede, at hvis vi skulle vie et halvt år til én historie, så skulle det være et emne, vi selv fandt vigtigt. Da vi begyndte at kigge i litteraturen om undersøgende journalistik, blev vi også hurtigt bekræftet i, at det var den rette tilgang. Diana K. Sugg, reporter ved det amerikanske dagblad Baltimore Sun og vinder af Pulitzer-prisen i 2003, opfordrer kraftigt journalistkolleger til at få fingeren ud og begynde at skrive om det, de virkelig brænder for. Too often, we ignore the stories (we) really want to do, that nag at you, that you talk to others about. (But) the questions that haunt you are haunting a hell of a lot of other people." (Sugg i Kirtz, 2005) Vi diskuterede derfor de emner, vi fandt spændende og vigtige, og som efter vores mening bød på noget at komme efter journalistisk set. Vi endte med den psykiatriske behandling af svært psykisk syge. Valget affødte følgende citat fra en bekendt: Psykiatri? Hvorfor dog det? Medierne vrimler jo allerede med historier om voldelige psykisk syge. Afsenderen af citatet har ubetinget ret. Der er vitterlig mange historier om psykisk syge og de kriminelle handlinger, de står bag. Men medierne besvarer sjældent spørgsmålet om, hvorfor det sker. Og endnu sjældnere bliver der lavet en kobling mellem stigningen i antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet, og de politiske og økonomiske rammer, der er udstukket for den psykiatriske behandling. Når koblingen alligevel dukker op til overfladen, sker det typisk via interesse- og brugerforeninger, der forsøger at råbe politikerne op men ikke opnår nogen politisk reaktion. Heri finder vi vores motiv for at tage fat på psykiatrien. Journalistik handler ikke bare om salgstal og antallet af læsere. Det handler om en demokratisk pligt til at give borgeren et retvisende billede af det samfund, hun er en del af, så hun 1 kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag. (jf. 2.3.) 1.2. Problemfelt og problemformulering Vores formål med at begive os ind i den jungle, vi med et overordnet begreb kalder psykiatrien, er at finde frem til nogle sandheder bag de foruroligende tal og bekymrede røster, man kan høre fra psykiatrien hvis man hører efter. 1 Vi vil i det efterfølgende benytte den neutrale betegnelse h/n i lignende tilfælde, hvor kønnet hverken er oplyst eller relevant. Side 5

50 Sindssyg underprioritering Et af tegnene på, at noget er helt galt i den danske psykiatri, er den eksplosive stigning i antallet af retspsykiatriske patienter. I 1980 var der 297 retspsykiatriske patienter i Danmark. I 2004 blev tallet opgjort til 1.427, og fire år senere, i 2008, var dette tal steget med endnu 44 pct., til (Danske Regioner 2009, C) Chokerende tal, ikke mindst taget i betragtning, at de psykisk syge i 75 pct. af tilfældene bliver dømt for at have udøvet personfarlig vold. De psykisk syge, der ender som retspsykiatriske patienter, lider i fire ud af fem tilfælde af skizofreni, og retspsykiaterne peger på to ting: For det første, at stigningen sker, fordi de syge ikke får den nødvendige behandling. For det andet, at stigningen hænger tæt sammen med den deinstitutionalisering af psykiatrien, der har fundet sted siden 1980'erne, og som har betydet, at tusindvis af sengepladser er blevet lukket. (Kramp & Sestoft 2008, s ) Disse tal kom frem for et par år siden. De skabte avisoverskrifter, forargelse og Tjaa, hvad kom der ellers ud af det? I forbindelse med avisernes dækning udtalte Lars Løkke Rasmussen (V), daværende indenrigs- og sundhedsminister, følgende: Jeg tror, at det fald vi har set i antallet af senge, vil ophøre. Man vil sætte en stopper for sengelukningerne og revurdere, om der nogle steder er behov for ny sengekapacitet, så man kan tilbyde en længerevarende, stabiliserende indlæggelse til nogle patienter, ikke mindst de unge skizofrene, som har en særlig risiko for at havne i kriminalitet. (Lars Løkke Rasmussen i Hundevadt 2007) Fik han ret i det? Vi besluttede, at vi ved hjælp af undersøgende journalistiske metoder ville grave i, hvordan det stod til i psykiatrien. Dette skulle ske ud fra både et menneskeligt og et samfundsøkonomisk perspektiv. Ud fra det menneskelige perspektiv ønskede vi at finde ud af, hvilke psykiatriske behandlingstilbud, der i dag findes til gruppen af svært psykisk syge. Fokus skulle være på almenpsykiatrien, som behandler psykisk syge, der ikke har begået kriminalitet. Dette område finder vi særligt interessant, fordi det er her, psykiatrien øjensynligt fejler og dermed også her, der er rum for forbedring. Ud fra det samfundsøkonomiske perspektiv ville vi undersøge, hvad der var fup eller fakta, "nye" eller "gamle" penge, realiteter eller spin inden for psykiatriområdet. I mediernes dækning af psykiatriområdet fremstår de økonomiske forhold ofte uklare. Politikere på forskellige niveauer skyder skylden på hinanden, når psykiatriske afdelinger skal lukkes, eller der dukker ubehagelige historier om behandlingssvigt op i medierne. På den ene side siger regeringen, at den har gjort meget for at forbedre forholdene for de psykisk syge, og at den har øremærket milliarder fra satspuljen til psykiatrien. På den anden side siger regions- og kommunalpolitikerne, at de aldrig har været mere pressede på økonomien til den psykiatriske behandling og derfor er nødt til at spare. Én af parterne må have tallene på sin side. Side 6

51 Sindssyg underprioritering Sidste år kom Danske Regioner med et udspil, der lagde op til en markant forbedring af behandlingen af de psykisk syge og et økonomisk løft til området på 1,5-2 mia. kr. Udspillet blev vel modtaget af den daværende sundhedsminister og Sundhedsstyrelsen, og regeringen fulgte i løbet af sommeren 2009 trop med egne udspil, der skulle forbedre behandlingen af de psykisk syge. De ambitiøse politiske udmeldinger fik stor mediedækning, men siden har ingen medier systematisk fulgt op på sagen. Er der så kommet flere penge til psykiatrien eller ej? Det var et af de spørgsmål, vi satte os for at besvare. Det fører os til følgende problemformulering: Hvordan påvirker de politisk økonomiske prioriteringer i psykiatrien den psykiatriske behandling af de svært psykisk syge? Problemformuleringen indebærer, at vi for det første udreder, hvordan de politisk økonomiske prioriteringer i psykiatrien er, og for det andet undersøger, hvorledes disse forhold påvirker den psykiatriske behandling af de svært psykisk syge Begrebsafklaring I det danske sundhedsvæsen skelnes der både fysisk og fagligt mellem det somatiske og det psykiatriske område. Psykiatri er afledt af det græske ord psykhé, som betyder sjæl, sind, bevidsthed og liv, og psykiatrien tager sig således af de sygdomme, der relaterer sig til sindet. Somatik er afledt af det græske ord sôma og betyder legeme, og somatikken beskæftiger sig med de legemlige sygdomme. (Becker-Christensen 2001, s & s. 1280) Psykiatrien udgør kun en mindre del af det samlede, danske sundhedsvæsen. Ud af de ca. 100 mia. kr. ( A), som sundhedsvæsnet årligt får fra stat og kommuner, bruger regionerne ca. 6,7 mia. kr. på det psykiatriske område 2. ( B) I rapporten bruger vi betegnelsen svært psykisk syge som betegnelse for den gruppe af psykisk syge, der lider af personlighedsforstyrrelser i form af tvangstanker, hallucinationer og paranoide forestillinger, og som derfor fylder op på de psykiatriske afdelinger. Disse symptomer viser sig typisk hos mennesker, som får stillet diagnosen skizofreni, men kan ikke begrænses hertil, og grænsefladerne mellem forskellige diagnoser kan være flydende. Ovenstående symptomer kan således også forekomme hos personer, som har været indblandet i ulykker, ude for traumatiserende hændelser, udviklet demens, har en bipolar affektiv sindslidelse 3, eller har et misbrug af hallucinerende stoffer. I sjældne tilfælde kan symptomerne optræde som følge af en hjernebetændelse eller en hjernesvulst. ( A, B, C og D) 2 Tallet er fra De seneste tal for 2009 skulle være kommet i maj 2010, men er blevet udskudt til efteråret pga. regneproblemer. Kilde: Mikkel Lambach, chefrådgiver i Social- og Sundhedspolitisk Kontor, Danske Regioner. 3 Bipolar affektiv sindslidelse blev tidligere kaldt maniodepressiv psykose. Mennesker med bipolar affektiv sindslidelse er kendetegnet derved, at de periodevist svinger mellem maniske og depressive tilstande/stemninger. Kilde: Side 7

52 Sindssyg underprioritering 1.4. Valg og fravalg I denne rapport har vi valgt en overordnet systemkritisk vinkel, som fokuserer på, hvordan de økonomiske forhold i psykiatrien påvirker kvaliteten af den psykiatriske behandling af svært psykisk syge. Valget af denne vinkel bygger på en grundlæggende forestilling om, at staten er forpligtet til at tilbyde de borgere, der lider af en sygdom, den bedst mulige behandling, som der er evidens for så længe behandlingen ligger inden for rimelige økonomiske rammer. Det betyder, at vores kritiske vinkel ligger i forhold til de folketings- og regionalpolitikere, der vedtager den overordnede økonomiske ramme for psykiatrien. Valget indebærer samtidig et fravalg, og vi afstår således fra vinkler, der retter kritik mod enkelte psykiateres virke eller den måde, de psykiatriske hospitaler eller afdelinger fungerer på. Når vi ser på behandlingstilbud, handler det hovedsageligt om, hvilke tilbud der eksisterer, samt længden af disse, mens vi har afholdt os fra at vurdere typen af behandling. Det betyder, at vi ikke ser på, hvordan medicinsk og terapeutisk behandling vægtes i den psykiatriske behandling, lige som vi heller ikke kommer med en vurdering af, hvad der virker bedst Kapitelgennemgang I kapitel 2. pejler vi os ind på det demokratiske ideal, der ligger til grund for vores syn på, hvilken rolle journalistikken bør spille i det danske samfund. I kapitel 3. ser vi på, hvorledes tilgangen til stoffet adskiller den undersøgende journalistiske fra andre typer af journalistik. Vi ser desuden på, hvilke metoder, fremgangsmåder og målsætninger, der kendetegner forskellige kategorier af undersøgende journalistik. I kapitel 4. redegør vi for vores valg af medie til vores journalistiske produktion. Vi gennemgår, hvordan Berlingske Tidendes gravergruppe arbejder, og hvordan de opbygger deres kampagnesider på internettet. Til sidst beskriver vi, hvordan medievalget har påvirket vores arbejde, og vi skitserer kort, hvordan vores artikelserie kunne bruges i samspil med internettet. I kapitel 5. opstiller vi hypoteser for vores journalistiske undersøgelse og redegør for, hvordan de kan bruges som arbejdsredskab. Vi præsenterer derefter de minimums- og maksimumsmål, vi har arbejdet efter i vores journalistiske undersøgelse. Dernæst gennemgår vi systematisk arbejdet med vores hypoteser og redegør for de overvejelser, der ligger til grund for de enkelte artikler. Afslutningsvis vurderer vi resultatet og kommer med en bedømmelse af, om vi når vores minimums- og maksimumsmål. I kapitel 6. gennemgår vi de overvejelser, der knytter sig til vores artikelserie Mørkeland. I artikelserien arbejder vi med genren fortællende journalistik, og vi forklarer kort den teoretiske fortællemodel, der ligger til grund for artikelseriens struktur. Dernæst diskuterer vi vores metodemæssige overvejelser i forhold til at arbejde med fortællende journalistisk, og afslutningsvis gennemgår vi de etiske overvejelser, vi har haft i forhold til at skrive om en svært psykisk syg person. I kapitel 7. konkluderer vi, om vi i specialet har formået at besvare vores problemformulering, og i så fald hvordan denne besvarelse lyder. Side 8

53 Sindssyg underprioritering 2. Demokrati og journalistik (Katrine) 2.1. Fire verdensomspændende presseteorier Bogen Four Theories of the Press fra 1956 introducerer fire normative teorier om, hvilken rolle medierne og journalistikken bør spille i samfundet. (Allern 1996, 49) Teorierne er formuleret under Den kolde Krig, og det er tydeligt, at de lægger sig op ad datidens førende politiske ideologier. Alligevel har de fire teorier ikke mistet relevans, og de bliver stadig brugt til at forklare, hvordan forskellige samfund anskuer pressens rolle. Ved den ene yderpol findes den autoritære ideologi, hvor pressen kontrolleres gennem streng censur, og hvor journalistens rolle er at bakke ukritisk op om magthaverne og formidle deres budskaber. En anden ideologi, den Sovjet-totalitære, lægger sig op ad denne. Her står pressen i partiets og dermed folkets tjeneste. (Strömbäck 2004, s. 73) Disse to teorier er fremherskende i diktaturer og autoritære regimer, men ses også brugt i enkelte demokratiske lande, såsom Silvio Berlusconis Italien, hvor magthaverne ikke ønsker og derfor modarbejder en fri og uafhængig presse. (Kølle 2008) Ved den anden yderpol findes den liberale medieideologi, som argumenterer for, at pressen skal være fuldstændig uafhængig af staten. Ytringsfriheden skal være grænseløs, og pressen skal over for domstolene kun stå til ansvar for det, den trykker. Dette syn på mediernes rolle ses især udtalt i USA. (Strömbäck 2004, s. 73) Den sidste medieideologi, den sociale ansvarlighedsideologi, lægger sig op ad den liberale medieideologi, men argumenterer dog for en vis regulering af pressen. I denne ideologi har pressen og demokratiet indgået en social kontrakt, der indebærer, at pressen til gengæld for en udvidet trykke- og ytringsfrihed har et ansvar over for sammenholdet i demokratiet. (Strömbäck 2004, s. 74) I de skandinaviske lande læner vi os op ad den sociale ansvarlighedsideologi. Den sociale kontrakt indebærer både forpligtelser og begrænsninger, men også fordele for pressen. I Danmark modtager en lang række medier f.eks. støttekroner til gengæld for at leve op til en række public service-krav. Den sociale kontrakts krav til pressen antager dog forskellige former afhængigt af, hvilket demokrati- og borgerideal, der er det fremherskende i samfundet Samtaledemokratiet og gælden til Jürgen Habermas Demokratiidealet i det enkelte samfund er med til at bestemme, hvilke fordringer den sociale kontrakt har til journalistikken. Det demokratiideal, der ligger tættest på det danske, er det deliberative demokratiideal 4, som også går under betegnelsen samtaledemokrati. (Loftager 2004, s. 9-10) Hvor andre demokratiidealer fokuserer på selve valghand- 4 Den deliberative demokratiforestillings ideal er, at politikken baseres på deliberation (overvejelse) og offentligt ræsonnement med adgang for principielt alle borgere. (Loftager 2004, s. 9) Side 9

54 Sindssyg underprioritering lingen, overholdelsen af de demokratiske spilleregler eller borgernes deltagelse i samfundet, er kernen i samtaledemokratiet den politiske samtale. Gennem samtalen kan borgerne diskutere sig frem til de bedste og mest rationelle løsninger for samfundet, og samtalen betragtes som helt grundlæggende for at kunne opretholde et levende demokrati. (Strömbäck 2004, s. 95) Det primære mål er ikke den bedst mulige overensstemmelse med det til enhver tid afgivne mønster af præferencer og interesser, men derimod, at politikken grunder sig på de bedste argumenter. Fokus på borgeren som borger, og ikke borgeren som forbruger og/eller bruger. (Loftager 2004, s. 35) De tanker, som den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas (1929-) har gjort sig om forholdet mellem demokrati, borgere og de offentlige medier, er helt centrale i samtaledemokratiets demokratiforståelse. Habermas offentlighedsteori bygger på tanken om den offentlige sfære, hvor den offentlige mening kan blive formuleret. I den offentlige sfære kan alle borgere mødes på lige vilkår, og gennem dialog og fornuftig argumentation kan de danne sig en mening og konfrontere de offentlige myndigheder og samfundets magtelite. (Habermas 1974, s. 49) The expression public opinion refers to the tasks of criticism and control which a public body of citizens informally and, in periodic elections, formally as well practices vis-á-vis the ruling structure organized in the form of the state. (Habermas 1974, s. 49) Borgernes inddragelse i den offentlige debat og eksistensen af en offentlig dialog om de emner, der betyder noget for borgerne, er ifølge Habermas af afgørende betydning for den demokratiske legitimitet. En række betingelser må imidlertid være opfyldt, før borgerne kan tage del i den offentlige diskussion. Betingelserne er: 1. Der må være et fravær af uforenelige særinteresser 2. Der må være lige adgang til offentligheden for alle 3. Intet argument må på forhånd udelukkes fra at gøre sig gældende 4. Diskussionens deltagere skal være uafhængige, rationelle og dannede (Loftager 2004, s. 16) Især det sidste punkt om økonomisk uafhængighed har gennem årene vakt debat. Habermas beskriver udviklingen i den offentlige sfære som en forfaldsproces, hvor storhedstiden var de gode gamle dage, hvor dannede, økonomisk uafhængige borgere mødtes på cafeer, drak kaffe og diskuterede politik. Velfærdsstaten, som forsørger en stor gruppe af borgerne, er Habermas derimod mere skeptisk over for. Han mener, at velfærdssamfundet klientliggør borgerne og truer med at opløse den kategori af kyndige privatfolk, der udgjorde kernen i offentligheden. (Loftager 2004, s. 19) Dette bliver dog afvist i Magtudredningens 5 analyse af tilstanden i det danske demokrati. Det synes hævet over enhver rimelig tvivl, at den danske velfærdsmodel kan 5 Magtudredningen er et forskningsprojekt iværksat i 1997 af Folketinget med det formål at analysere det danske folkestyres tilstand ved indgangen til 2000-tallet. (Loftager 2004) Side 10

55 Sindssyg underprioritering tilskrives en god del af ansvaret for det lige medborgerskab, der er etableret, slår forskerne fast i afslutningsrapporten. (Loftager 2004, s. 224) 2.3. Pressens rolle i demokratiet Habermas beskriver, hvordan den offentlige sfære i forrige århundrede opstod på cafeer, når dannede borgere mødtes for på lige fod at tale politik. I erkendelse af, at den tid for længst er forbi, beskriver han, hvordan den offentlige sfære i dag hovedsageligt eksisterer i medierne i aviser, radio og tv. (Habermas 1974, s. 49) Det betyder, at samtaledemokratiet er afhængigt af, at pressen, i fællesskab med staten, skaber de nødvendige forudsætninger for, at den offentlige sfære og dermed demokratiet kan fungere. Hovedparten af de danske nyhedsmedier er uafhængige, private foretagender, som skal overleve på et kapitalistisk marked. Derfor kan politikerne ikke tvinge dem til at leve op til deres demokratiske rolle; staten kan blot forsøge at øve indflydelse ved hjælp af rundhåndet mediestøtte og gennem public service-forpligtelser. For at samtaledemokratiet skal fungere optimalt, er der behov for et medielandskab og en journalistik, som sikrer, at den politiske samtale foregår på et oplyst grundlag, og at alle ikke bare samfundets elite kan deltage. Det grundläggande krav som samtalsdemokratin ställar på mediarna och journalistiken är, at de aktivt ska bidra till deliberative politiske samtal och diskussioner som bygger på sakliga och rationella argument, politisk jämlikhet, frånvaro av dominans, strävan efter intellektuell öppenhet och gemensam förståelse. (Strömbäck 2004, s. 95) I forlængelse heraf er det nødvendigt at afklare begreberne "medier" og "journalistik". Ifølge Strömbäck er medier kort sagt kanaler til informationsspredning, mens journalistik skal forstås som en specifik type medieindhold med et uafviseligt sandhedskrav. (Strömbäck 2004, s. 75) Definitionen af, hvad god journalistik er, afhænger som beskrevet i de foregående afsnit af de forskellige samfunds- og demokratiidealer. I en vestlig-demokratisk sammenhæng kan journalistik dog defineres derved, at det på tre punkter adskiller sig fra andre typer af kommunikation og medieindhold: 1. Journalistik har som mål at beskrive virkeligheden 2. Journalistik har et absolut sandhedskrav 3. Journalistik sætter samfundets interesser over egne interesser (Strömbäck 2004, s ) Journalistikkens sandhedskrav skal forstås som journalistens forsøg på at få det journalistiske produkt til at stemme overens med virkeligheden, som h/n opfatter den. Journalistik er en arbejdsmetode, og sandhedskravet indebærer, at fakta efterfølgende kan tjekkes af andre. (Meilby 2006, s. 79) Når journalisten taler om, at noget er sandt, er der således tale om en antagelse eller påstand, som journalisten skønner som sand i den forstand, at: det er i overensstemmelse med virkeligheden, som h/n har oplevet den at det er en tilnærmelse så god, som de bedste tilgængelige kilder og en grundig Side 11

56 Sindssyg underprioritering kildekritik muliggør det at det er i overensstemmelse med logikken (Meilby 2006, s. 79) I samtaledemokratiet er den politiske samtale borgerne imellem i centrum. De krav, som samtaledemokratiet stiller til journalistikken, lægger sig tæt op ad journalistikkens eget ideal, men er mere uddybede. For samtaledemokratiet er det for det første afgørende, at journalistikken sikrer, at de informationer, der danner grundlag for borgernes synspunkter, er sagligt korrekte og relevante. Hvis dette ikke er tilfældet, kommer det offentlige ræsonnement til at foregå på et forkert grundlag, hvilket underminerer grundtanken i samtaledemokratiet. For det andet bør journalistikken forsøge at inddrage mange forskellige parter i debatterne for at sikre, at ikke blot de stærkeste bliver hørt. For det tredje bør den våge kritisk over samfundets magthavere. (Strömbäck 2004, 96-99) Pressens egen selvforståelse lægger sig tæt op ad det samfundsideal, pressen agerer i, og i Danmark og andre vestlige demokratier anser pressen sig selv som en vigtig demokratisk institution. (Allern 1996, s. 47) Spørg en tilfældig dansk journalist om, hvilken rolle medierne har i samfundet, og svaret vil som regel falde prompte: H/n vil henvise enten til rollen som vagthund eller som fjerde statsmagt. Udtrykket den fjerde statsmagt er brugt så tidligt som i midten af 1800-tallet, og det er en videreudvikling af den franske filosof og samfundstænker Montesquieus tanker om magtens tredeling i en udøvende, en dømmende og en lovgivende magt. Tredelingen skal sikre mod sammenblanding af interesser, og betegnelsen den fjerde statsmagt henviser direkte til, at pressens rolle er at være den på folkets vegne kontrollerende magt, som holder et vågent øje med magthaverne. (Allern 1996, s. 41) Idealet om medierne som vagthund er især udbredt i USA og bygger på, at pressen bør kontrollere de magtfulde i samfundet. Vagthunden skal bjæffe advarende, når den ser, at nogen misbruger magten, og eventuelt bide dem i haserne, hvis de ikke overholder spillereglerne. (Allern 1996, s. 44) Side 12

57 Sindssyg underprioritering 3. Undersøgende journalistik (Gurli) The need for responsible investigative reporting is crucial in any society, but especially in a modern democracy where an informed citizenry is essential to the governing process. (Pawlick 1982, s. 1) Med dette citat knytter den amerikanske journalist og redaktør, Thomas Pawlick, begrebet investigative reporting tæt til journalistikkens demokratiske rolle. (jf. 2.3.) Citatet forklarer dog hverken, hvad undersøgende journalistik er, eller hvordan den undersøgende journalistik adskiller sig fra anden journalistik, som lever op til den grundlæggende definition af journalistik? 3.1. Journalisten finder selv sin historie En præcis definition af begrebet vanskeliggøres af, at der blandt journalister er uenighed om, hvordan begrebet undersøgende journalistik skal forstås, og hvad det dækker over. Nogle definerer begrebet meget snævert, mens andre breder begrebet ud til at dække al grundig journalistik. All in-depth reporting is investigative, in the sense that it tries to uncover all the facts and present as detailed and relevant an account of events as possible. If it does not do this, it is just plain slipshod work. (Pawlick 1982, s. 1) Denne definition finder vi for bred og derfor ikke umiddelbart brugbar for vores undersøgelse. Den udvander begrebet undersøgende journalistik, samtidig med, at den stempler en mængde nyhedsjournalistik, som ellers lever op til den journalistiske definition (jf. 2.3.), som bras. En anden definition går på, hvorvidt journalisten selv opsøger sin historie, eller om den kommer til ham. Her er det interessant at skelne mellem de tre niveauer, som journalistens arbejde kan foregå på. (Spark 1999, s. 5-6) 1. Generalisten har travlt og rapporterer, hvad der bliver sagt. Journalisten har ikke stor forhåndsviden om området og bruger officielle kilder. Historierne bliver som regel udstukket fra redaktionen eller udspringer af en lokal, national eller international agenda. 2. Specialisten har detaljeret viden om det emne, h/n rapporterer om, og h/n forsøger at forklare, hvad der foregår. Denne journalist har også travlt, men har et stort kildenetværk, og h/n ved hvem, der ud over de officielle kilder kan udlægge sagen. Historierne ligger som regel inden for nyhedsagendaen. 3. Den undersøgende journalist kan være enten generalist eller specialist, men undersøger en given sag og går uden om nyhedsagendaen. Journalisten forsøger at finde frem til den virkelighed, der ligger bag de officielle forklaringer, og h/n leder efter konkrete beviser. H/n taler med mange uofficielle kilder. (Spark 1999, s. 5-6) Journalistik på niveau 1 og 2 vil ifølge Sparks definition ikke tælle som undersøgende journalistik, fordi journalisten er passiv i forhold til at finde historien og således holder Side 13

58 Sindssyg underprioritering sig inden for nyhedsagendaen. Selv om journalisterne ud fra dette kan lave glimrende nyhedsartikler, kan disse ikke betegnes som undersøgende journalistisk arbejde. I modsætning hertil finder den undersøgende journalist aktivt frem til sine informationer ud fra et ønske om at belyse et selvvalgt emne. (de Burgh 2000, s. 13) Investigative stories are different in that they may not be on the same agenda. They involve a subject that the journalist has to insist is something we should know about, in effect, by saying look at this, isn t it shocking! ; the basis of the insistence is a moral one. (de Burgh 2000, s. 13) Det er således den undersøgende journalist selv, der vurderer, at netop dét emne, h/n arbejder med, er væsentligt, og at offentligheden bør interessere sig for det. Når researchen og fremstillingen er overstået, kan journalisten således servere produktet for modtagerne med et underforstået budskab om, at her er den historie, som du ikke selv vidste, du var interesseret i. (de Burgh 2000, s. 13) Vi har i denne rapport valgt at benytte den snævre definition, hvor journalisten går uden om nyhedsagendaen og selv finder sin historie, som definerende for den undersøgende journalistik Journalisten tager stilling I meget nyhedsjournalistisk arbejde bestræber journalisten sig på at være objektiv eller neutral og give forskellige synspunkter lige vægt. Dette bunder i et prisværdigt ønske om at balancere forskellige synspunkter og lade alle parter komme til orde, men det kan have en kedelig bagside at læseren sidder tilbage med spørgsmålet hvem har så ret, hvad er rigtigt? (Meilby 2006, a. 76) Den undersøgende journalist Nick Davies mener, at journalisten fint kan være neutral, når det drejer sig om meninger, men når det handler om fakta, så svigter journalisten sin opgave, hvis h/n lader sagsforhold fremstå åbne og uafgjorte. Her er det journalistens opgave at finde frem til, hvilke fakta, der stemmer overens med det virkelige sagsforhold. (Davies 2009, s. 131) I den undersøgende journalistik er det derfor ikke nok blot at finde oplysninger eller citater frem og sætte dem op over for hinanden og præsentere en afspejling af virkeligheden en enten/eller -historie. Den undersøgende journalist bør også tage stilling til de indsamlede oplysninger ved gennem research og analyse at sikre, at oplysningerne viser så virkeligt et billede af sagsforholdet som muligt ikke som det ser ud på overfladen, men som det er. (Meilby & Minke 1983, s ) Journalisten må også kunne vurdere og sortere dem kritisk, sætte dem ind i en sammenhæng, der giver artiklen et sigte og en sjæl. (Esmann i Meilby & Minke 1983, s. 27) I stedet for at referere, skal journalisten gennem analysen nå frem til en sandhed, der kan formidles. Billedligt kan man sige, at medens stofindsamlingen går på langs (følger kilderne), så går stofbehandlingen på tværs (følger problemerne) i researchjour- Side 14

59 Sindssyg underprioritering nalistik. (Meilby & Minke 1983, s. 27) Dette citat er et billede på, hvordan denne sandhed kan fremskaffes. Journalisten vælger selv, i hvilken rækkefølge oplysningerne indsamles hos kilderne, men i analysen skal oplysningerne sammenholdes på tværs af kilderne, for at man kan vurdere deres korrekthed og finde den rette sammenhæng. I denne rapport vil vi således bestræbe os på at udrede faktuelle forhold og lægge dem tydeligt frem for læseren Kategorier inden for undersøgende journalistik Efter kort at have set på, hvorledes undersøgende journalistik adskiller sig fra anden journalistik, vil vi nu se på de forskellige kategorier inden for undersøgende journalistik. Den norske journalist Bjarne Kvam skelner mellem to grundlæggende kategorier for undersøgende journalistik: efterforskende journalistik og udredende journalistik. Han skriver, at forskellen på de to kan sammenliknes med forskjellen på å granske ett tre, og å ta hele skogen opp til vurdering. (Kvam 1995, s. 18) Hvor den efterforskende journalist går efter den enkeltstående sag, hvor enkeltpersoner kan blive draget til ansvar for deres handlinger i en bestemt sag, sigter den udredende journalist efter større sammenhænge, der er komplekse og svært overskuelige. (Kvam 1995, s. 18) De to kategorier adskiller sig hos Kvam også markant derved, at den efterforskende afslører lukkede og kontroversielle sager, mens den udredende arbejder med tilgængelige sager i overordnede sammenhænge gennem offentligt tilgængelige kilder. (Kvam 1995, s. 18) Denne skelnen er bestemt brugbar, omend stadig meget generel. Vi mener derfor, at en yderligere udspaltning af begrebet, som danske Mogens Meilby og Kim Minke fremlægger, er mere brugbar for os. De arbejder med overbegrebet researchjournalistik med den begrundelse, at det netop af omfanget af research, som definerer den form for journalistik, som vi i denne rapport betegner undersøgende journalistik. (Meilby & Minke 1983, s. 26) Meilby og Minke inddeler researchjournalistikken i fire underkategorier, som adskiller sig fra hinanden ved typen af historie, der undersøges, samt i graden af afsløring. (Meilby & Minke 1983, s ) For alle fire kategorier inden for undersøgende journalistik gælder, at man gennem det journalistiske arbejde stiler mod at give offentligheden en større, mere nuanceret og korrekt forståelse af samfundet og virkeligheden. Det kan ske på forskellige måder, men overordnet set skal historien rumme en vis samfundsrelevans for at kunne kalde sig for undersøgende journalistik. De fire kategorier hos Meilby og Minke beskrives således: Afsløringsjournalistik har fokus rettet mod en konkret begivenhed, person eller forhold og sigter mod helt konkrete mål, som kan føre til ændringer i samfundet. Afsløringsjournalistikken afslører brud på gældende lov eller fælles moral. Det kendetegner afslørings- Side 15

60 Sindssyg underprioritering journalistikken, at der næsten altid vil være nogen, der vil prøve at holde oplysninger skjulte. Selv om journalisten undersøger et konkret tilfælde, er dette oftest et symptom på et generelt problem, som bekræftes gennem grundig research. Afsløringsjournalistikken er meget resultatorienteret og fører i mange tilfælde til en udbedring af de misforhold, der er blevet afdækket. Offentliggørelsen er ofte kampagneagtig og fortsætter, mens journalisterne arbejder videre og følger op på reaktioner i forbindelse med afsløringen. (Meilby & Minke 1983, s. 30) Paradoksjournalistik tager sit udgangspunkt i den modsatte ende af afsløringsjournalistikken. Den griber fat om de forestillinger og fordomme, vi har om samfundet, og rusker op i dem ved at vise en anden side af virkeligheden eller de forestillinger, vi har om den. I paradoksjournalistikken er journalistens mål at vise en ukendt virkelighed, som kan korrigere læsernes forestillinger eller fordomme og således give dem et mere nuanceret og realistisk billede af virkeligheden. Paradoksjournalistikkens resultater er ikke på samme måde som i afsløringsjournalistikken målelige, men ligger ofte på et mere intellektuelt og abstrakt plan. Normalt er researcharbejdet afsluttet, når produktionen offentliggøres enten på én gang eller som artikelserie. Der kan følge nyhedsdækning af begivenheder eller reaktioner på produktionen. (Meilby & Minke 1983, s. 30) Rekonstruktionsjournalistik tager udgangspunkt i en hændelse, som medierne og offentligheden allerede kender udgangen på. Det er typisk overraskende, dramatiske og normbrydende hændelser, som netop på grund af deres udgang har fået opmærksomhed i offentligheden. Rekonstruktionsjournalistikken fremviser nye og ukendte aspekter af virkeligheden i forbindelse med hændelsen. Rekonstruktionsjournalistik kan i nogle tilfælde også være afslørende, hvis den påviser ulovligheder i forløbet op til den kendte hændelse. Man vil ofte fremstille historien i en fortællende og detaljeret, kronologisk stil, og der er typisk ingen opfølgning udover evt. reaktioner, der skal dækkes. (Meilby & Minke 1983, s ) Problemudredende journalistik er den mest udbredte form for undersøgende journalistik, hvor et enkelt emne tages op til grundig behandling og revision. Denne form for undersøgende journalistik beskæftiger sig eksempelvis med et upåagtet tidsaktuelt forhold, som har en større principiel eller samfundsmæssig betydning. Emnet skal indeholde muligheden for afsløring, men det kan dog tolkes bredere end i afsløringsjournalistikken. De informationer, som produktionen baseres på, er ofte ikke hemmeligstemplede, men derimod tilgængelige for offentligheden. Her er det således journalistens opgave at sammensætte disse informationer, så de afdækker aspekter og forhold, som ikke tidligere har været beskrevet. Produktionen vil oftest blive fremlagt i én artikel eller i form af en artikelserie, og der benyttes eksemplificeringer og analyse for at gøre stoffet pædagogisk tilgængeligt. Der er typisk ikke opfølgning. (Meilby & Minke 1983, s. 32) I denne rapport vil vi benytte Meilby og Minkes kategorier inden for undersøgende journalistik, og vores journalistiske produktion kommer til at lægge sig inden for kategorierne problemudredende journalistik og afslørings- og rekonstruktionsjournalistik. Side 16

61 Sindssyg underprioritering 3.4. Journalistiske metoder Der er forskel på arbejdsmetoderne i de forskellige kategorier af undersøgende journalistik. Peter Harms Larsen, adjungeret professor i journalistik ved Roskilde Universitet, peger på, at paradoksjournalistikken og den problemudredende journalistik bruger metoder, der minder om videnskabeligt arbejde. Afsløringsjournalistikken og rekonstruktionsjournalistikken går derimod til stoffet på en måde, der har ligheder med klassisk politiarbejde. (Larsen 2008, s. 12) Disse metoder overlapper dog i praksis hinanden, idet eksempelvis politiarbejde også kan dele metodiske træk med humanvidenskabeligt arbejde. I videnskabeligt arbejde stiler man mod en dybere og mere korrekt forståelse af virkeligheden. Det kan gøres ved enten at opstille egne kvalitative eller kvantitative undersøgelser eller ved at analysere offentligt tilgængelige oplysninger i en ny sammenhæng. I paradoksjournalistikken kan journalisten gøre brug af arbejdsmetoder, der læner sig op ad det feltarbejde, man ellers møder i socialantropologien, eller en kildetilgang, der minder om historieforskning. I den problemudredende journalistik kan journalisten benytte sig af kvantitative dataindsamlingsmetoder, der også kendetegner bl.a. empirisk sociologi. (Larsen 2008, s. 13) Ligheden mellem politiarbejde og journalistik opstår, når journalisten arbejder for at finde dokumentation, der er tilstrækkelig til, at den angrebne eller anklagede kan fældes eller dømmes eller til at vinklen i den journalistiske historie holder. Og i lighed med efterforskningsarbejde inden for politiet kan journalister ty til eksempelvis hemmelig aflytning eller under cover-virksomhed for at afdække en historie. (Larsen 2008, s. 12) Ligesom i videnskabeligt arbejde og politiarbejde er orden et vigtigt element. Nogle journalister arbejder bedst uden at systematisere meget de føler sig mere effektive, når skrivebordet drukner i dokumenter og avisudklip med brugte kaffekopper og fyldte askebægre som pynt, mens andre er afhængige af, at alt er ordnet i ringbind og arkivskabe, og ingenting forstyrrer på arbejdspladsen. Begge tilgange kan virke, men generelt er det et grundlæggende metodisk råd fra de erfarne journalister, at orden og systematik er vigtig for arbejdsprocessen og projektets succesmuligheder. (Kvam 1995, s. 15) 3.5. Fremgangsmåde i undersøgende journalistik I tråd med de praktiske råd, som erfarne journalister i litteraturen giver om det undersøgende journalistiske arbejde, præsenteres også forskellige beskrivelser af den journalistiske fremgangsmåde i det undersøgende projekt. Flere forfattere inddeler således arbejdsprocessen i faser og forklarer, hvorledes man skal gå frem. (Larsen 2008, s ) Opsamlende kan man ifølge Larsen inddele den undersøgende journalistiske arbejdsgang i følgende ni faser: 1. Idéresearchen er den helt spæde begyndelse. Det er i denne fase, journalisten skal finde frem til det spor, der skal efterforskes. Journalisten har formentlig en idé om, hvad der skal undersøges, men ved endnu ikke, hvordan det skal undersøges. 2. Baggrundsresearchen er den fase, hvor journalisten skal tage de første skridt i forhold til at samle informationer og baggrundsviden, og h/n gennemgår derfor forskellige åbne og tilgængelige skriftlige kilder samt mundtlige kilder med en viden om Side 17

62 Sindssyg underprioritering emnet. Baggrundsresearchen kan også indebære, at journalisten selv opsøger det miljø, h/n vil undersøge. 3. Forresearchen indeholder en gennemgang og eftertjek af de hypoteser, journalisten er kommet frem til. I denne fase er det typisk stadig de åbne og tilgængelige kilder, der benyttes. Journalisten samler rigeligt med oplysninger sammen for at få en fornemmelse af, hvor holdbar historien er, og laver også gerne interviews med dette formål. 4. Hovedresearch er den fase, der skal afgøre, om journalistens hypoteser holder vand. Der vil ofte være en hovedhypotese og flere underhypoteser, og disse skal dokumenteres og bevises. Afhængigt af, hvor stor en grad af afsløring historien indebærer, vil denne dokumentation være baseret på svært tilgængelige kilder. I problemudredende projekter er der ofte brug for et stort indsamlet datamateriale, som skal systematiseres og analyseres. Eksperter vil blive benyttet til at afklare og analysere det indsamlede materiale og ellers uforståelige forhold og begreber. Undervejs i denne fase vil hypoteser blive vurderet og revideret i takt med de oplysninger, journalisten fremskaffer. 5. Outputresearch indeholder bekræftelse af historien via mundtlige kilder. Journalisten skal i denne fase tage stilling til, hvilke kilder, h/n vil fortælle sin historie igennem. Det er typisk her, man støder ind i problemer med anonyme kilder, hvis historien er afhængig af en case. Nogle historier vil i denne fase blive droppet eller gemt til senere. 6. Produktionen af den færdige historie til artikel/radio/tv-program. Journalisten skal tage stilling til, hvilke genrer og fortælleformer, der bedst formidler historien. 7. Researchkontrollen indebærer, at alle vigtige pointer og kildeudsagn i den journalistiske fremstilling skal kontrolleres og gennemtjekkes for at sikre, at historien er faktuelt korrekt. Alt fra mundtlige kilder til rapporter og regnestykker skal efterprøves. 8. Lanceringen er den fase, hvor journalisten skal tage stilling til, hvordan og hvornår historien skal offentliggøres. Her skal journalisten overveje, på hvilken måde historien vil opnå optimal opmærksomhed. 9. Reaktionsresearchen indfinder sig, når historien er bragt, og den er begyndt at indbringe reaktioner hos læsere/lyttere/seere. Disse reaktioner kan muligvis bruges som tips til nye historier. Det vil indebære ny research altså en slags start forfra. Denne model kan ikke direkte overføres til vores arbejde og sikkert til de færreste da mange faser i praksis overlapper hinanden. Faseinddelingen skal ikke forstås som en kronologisk rettesnor, men snarere som en oversigt over væsentlige arbejdsfaser. Især punkt 1. til 3. er meget sammenflydende og svære at opdele i det praktiske arbejde, hvorimod 6. til 9. i er lette at identificere og adskille i praksis. Punkt 8. og 9. er ikke faser, vi har gennemført i praksis, da vores artikelserie hverken er blevet lanceret eller reageret på, men de overvejelser, de repræsenterer, bliver diskuteret i kapitel 4. og 6. Modellen giver hvis ikke en opskrift så et indtryk af, hvad der venter den undersøgende journalist undervejs i arbejdet. De metodiske udfordringer og overvejelser, der har præget vores egen journalistiske undersøgelse fra start til slut bliver i de følgende kapitler gennemgået nærmere. I første omgang vil vi forklare vores medievalg og dette valgs indflydelse på vores journalistiske produktion. Side 18

63 Sindssyg underprioritering 4. Medievalg og kampagnejournalistik (Katrine) Seks måneder. En uendelig lang tidshorisont for den, der kender til de produktionsvilkår og stramme deadlines, danske journalister arbejder under. Af den grund mente vi også, at vi måtte bruge de muligheder til det yderste, som denne eksperimenterende form for speciale giver. Vi besluttede indledende, at resultatet af vores undersøgende journalistiske arbejde skulle være skriftligt og målrettes et landsdækkende dagblad. I vores praktiktid har vi begge arbejdet som skrivende journalister, og vi ville derfor holde os inden for det felt, hvor vores erfaring lå. Vores vurdering er, at Berlingske Tidende i øjeblikket er det danske dagblad, som ligger i front med den undersøgende journalistik. Avisens gravergruppe laver ikke blot solid undersøgende journalistik, den formår også at udvide grænserne for, hvordan man kan bruge internettet og interagere med læserne. Derfor besluttede vi, at vi ville målrette vores artikler til Berlingske Tidende. Konkret betyder det, at vi har forsøgt at lægge os op ad deres skrivestil og den måde, de bygger undersøgende projekter op omkring kampagnesider på nettet Målgruppen: Berlingske Tidende For år tilbage var Berlingske Tidende kendt for at være en politisk konservativ avis, som nedprioriterede det sociale stof ( men siden Lisbeth Knudsen i 2007 tiltrådte som ny chefredaktør, har dette ændret sig. Med artikelserier som Forbrydelsen, I lægens hænder og På 2. klasse har avisen sat fokus på samfundets svageste og aktivt udfordret de etablerede systemer og ansvarlige politikere. Artikelserien I lægens hænder handlede oven i købet om sundhedsvæsnet, og vi mener derfor, at vores artikelserie om psykisk syge er oplagt i en avis som Berlingske Tidende. Over halvdelen af Berlingske Tidendes læsere har en lang uddannelse ( hvorfor vi har forudsat, at de har et vist kendskab til de overordnede forhold, vi beskriver. Derfor har vi valgt at benytte en sproglig stil, som tager for givet, at læserne har et grundlæggende kendskab til sundhedsvæsnet og psykisk sygdom, dog uden at kende de fagspecifikke detaljer inden for psykiatrien. Det betyder, at vi har forsøgt at gå i en bue uden om de mest fagspecifikke termer, og når de har været nødvendige at introducere, er de blevet forklaret Berlingske Tidende og den undersøgende journalistik Berlingske Tidendes gravergruppe består i øjeblikket af fem journalister, som refererer til Kristian Jensen, chefredaktør og leder af gravergruppen. Journalisterne er ligeledes tilknyttet indlandsredaktionen og fungerer således i den daglige nyhedsdækning, når de ikke hives ud til graverarbejde for at dække et udvalgt område i dybden. Blandt de områder, som gravergruppen siden 2008 har undersøgt, er politireformen, Udlændingeservice, vagtlæge-/akutsystemet, folkeskolen, børnemisbrug i den katolske kirke, Plum-fonden samt den kurdiske tv-kanal, ROJ TV. ( I tre af tilfældene har det undersøgende projekt resulteret i, at Berlingske Tidende har opbygget en selvstændig hjemmeside en kampagneside til at understøtte det journalistiske arbejde. Det gør sig gældende for serierne På 2. klasse fra 2010, som findes på Side 19

64 Sindssyg underprioritering (se bilag A), Forbrydelsen fra 2008, som findes på (se bilag B), og I lægens hænder fra 2009, som findes på (se bilag C). I alle tre tilfælde mener vi, at kampagnesiderne giver den undersøgende journalistisk en ekstra dimension. Vi har derfor fra begyndelsen ønsket at udforme vores undersøgende journalistiske produktion som en artikelserie, der udover at blive trykt i avisen kunne præsenteres i samspil med en kampagneside på internettet. I det følgende afsnit redegør vi for nogle af de træk, som kendetegner Berlingske Tidendes tre kampagnejournalistiske satsninger, og afslutningsvis kommer vi med et bud på, hvordan vores egen produktion kunne præsenteres i samspil med internettet. Dette skal ses som et udgangspunkt for at lave en kampagneside, ikke som et færdigt hjemmesideprodukt Berlingske Tidendes kampagnejournalistik Fælles for de tre ovennævnte kampagnesider er, at læserne bliver direkte opfordret til at fortælle deres egne historier. På den måde inddrager Berlingske Tidende aktivt læserne, og samtidig får journalisterne mulighed for at høste nye historier blandt læserbidragene. De nye historier er med til at underbygge journalisternes påstand om, at der ikke blot er tale om en enkelt sag, men et større og mere generelt problem. Line Holm Nielsen, journalist tilknyttet I lægens hænder, mener, at de mange personhistorier er med til at gøre problemet relevant og nærværende for læserne: Der er ikke meget statistik eller mange rapporter, der kan få så stor effekt, som når nogen stiller sig frem og fortæller, hvad de har været udsat for. Hvis man vil flytte noget, er det helt fundamentalt, at man taler til folks medfølelse og empati. (Holm Nielsen i Nielsen og Albrecht 2010, s. 11) På det strategiske plan spiller personhistorierne en vigtig rolle. Line Holm Nielsen fortæller, at gravergruppen inden en kampagnejournalistisk satsning går i luften, har udarbejdet tilstrækkeligt med artikler og personhistorier til at kunne fastholde dagsordnen. Man skal være så velforberedt, at man har de næste cases og de næste vinkler klar, så man hele tiden ejer og styrer dagsordenen og ikke bliver tromlet omkuld af hverken andre medier eller politikere. (Holm Nielsen i Nielsen og Albrecht 2010, s. 10) Alle tre kampagnesider giver endvidere læseren mulighed for på ét sted at finde samtlige artikler om det pågældende emne. Går man ind på siderne, efter kampagnerne er overstået, kan man i toppen af siden finde de seneste artikler om emnet, men man skal ikke scrolle langt ned ad siden, før man får mulighed for at læse tidligere artikler. I alle tre tilfælde lægger gravergruppen den dokumentation, der ligger til grund for artiklerne, ud på hjemmesiden. De tre kampagnesider adskiller sig på flere punkter fra hinanden og bærer præg af at være opbygget fra gang til gang og med udgangspunkt i den enkelte sag. Kampagnesiden Side 20

65 Sindssyg underprioritering (se bilag A) er mere problemudredende og mindre afsløringsog case-fikseret end de to andre sider. (se bilag B), og (se bilag C) har derimod flere lighedstræk i opbygningen. På begge kampagnesider er de forskellige links til tidligere historier bygget op omkring personhistorier, og klikker man sig videre, kan man se en gennemgang af sagens forløb. Desuden er der mulighed for at se billedserier samt lyd- og tv-klip om sagerne. Begge sider har endvidere fokus på de konsekvenser, som avisens dækning af sagen har haft. Siden har et link, der hedder afsløringer og én, der hedder konsekvenser, mens har udviklet et løftebarometer. Her har journalisterne samlet de politiske løfter, der er blevet afgivet i forbindelse med, at sagen blev afdækket, og de rangerer løbende løfterne efter kategorierne tom snak, syltet, tomgang, på vej og indfriet. Med løftebarometeret bevæger Berlingske Tidende sig ind på den form for journalistik, som den amerikanske hjemmeside er ophav til. PolitiFact.com blev lanceret i 2007 af den amerikanske avis, St. Petersburg Times, som i 2009 vandt en Pulitzer-pris i kategorien National Reporting for PolitiFact.com og dennes Truth-O-Meter. ( Dette sandhedsbarometer repræsenterer en ny form for journalistik, hvor journalister løbende giver de folkevalgte politikeres løfter et reality-tjek. Måden, hvorpå læserne selv kan finde frem til de historier, der har særlig interesse for dem, adskiller sig dog på Berlingske Tidendes kampagnesider. Mens læserne på via et google-kort kan se, hvor i landet historierne udspiller sig, er der på en inddeling af historierne ud fra 11 sygdomskategorier. Vi mener, at denne form for journalistik er prisværdig ud fra et samtaledemokratisk perspektiv. Ved at opfordre læserne til at fortælle deres egne historier, åbner Berlingske Tidende for, at mennesker, som ellers sjældent finder vej ind i medierne, kan komme til orde. Ved at give læseren indsigt i dokumentationen bag historierne, bidrager avisen således til en demokratisk samtale på et højere niveau. Og ved at introducere løftebarometeret, som går til kernen af de politiske løfter og råt for usødet fortæller borgeren, hvad der er fup eller fakta, giver avisen borgerne et bedre grundlag at træffe beslutninger ud fra Vores journalistiske produktion I form og stil har vi ønsket at lægge vores researchtunge journalistiske produktion op ad serierne Forbrydelsen og I lægens hænder. I begge disse tilfælde indledes serien med markante personhistorier, der er skrevet i genren fortællende journalistik 6. Historierne tager udgangspunkt i tragiske enkeltsager, hvor der er sket et svigt inden for hhv. politiet og vagtlægesystemet. Journalisterne følger dernæst historierne op med skarpe nyhedshistorier, der perspektiverer til de større systemfejl. Vi mener, at den model er værd at kopiere, fordi den kombinerer journalistik, der taler til 6 Når vi taler om genrer, handler det om skrivestilen, hvorimod kategorier inden for undersøgende journalistik (jf. 3.3.) definerer de journalistiske researchmetoder. Side 21

66 Sindssyg underprioritering følelserne, med journalistik, der taler til fornuften. Fra begyndelsen har vi således vidst, at vi havde behov for mindst én stærk case, som ville stå frem med navn, og gerne flere. Ligesom Berlingske Tidendes gravergruppe har vi fra begyndelsen haft som målsætning at lave så mange artikler, at de ville kunne fylde avisen i mange dage for på den måde at fastholde vores dagsorden 7. Vi har derfor valgt at lave flere, kortere artikler, der på forskellig vis og tilsammen belyser forholdet mellem de samfundsøkonomiske prioriteringer og behandlingen af de svært psykisk syge, frem for at lave få, meget lange artikler, der beskriver hele problematikken. Vi forestiller os, at den kampagneside, som kunne opbygges til at understøtte vores artikelserie, i udgangspunktet kunne have følgende karakteristika: Titel på artikelserien: Det psykiatriske svigt Et link, hvor vi stiller spørgsmålet: Fik du hjælp, da dæmonerne bankede på? Her har læseren mulighed for at fortælle sin egen historie Alle artiklerne samlet på én kampagneside Link til den dokumentation, der ligger til grund for artiklerne 8 Link til billedserier, lyd- og tv-klip Hvis historien efter lancering formår at sætte sig tungt på nyhedsdagsordnen og få politikerne i spil, vil det være oplagt at udbygge siden med: Et danmarkskort med spørgsmålet: Hvor henvendte du dig? Her kan læseren markere, hvor svigtet opstod geografisk set og på hvilket niveau i det psykiatriske behandlingssystem. Hvis der kommer megen respons, kan dette give et fingerpeg om systematisk underprioritering eller behandlingssvigt og udpege konkrete svagheder i systemet. Et løftebarometer med fokus på de politiske løfter, deres opfyldelse eller mangel på samme, samt konsekvenserne af mediedækningen. Denne beskrivelse af kampagnesiden skal, som allerede nævnt, udelukkende ses som et udgangspunkt for at lave kampagnejournalistik, ikke som et færdigt hjemmesideprodukt. Vores journalistiske produktion vil derimod kunne trykkes direkte i papiravisen og skal således betragtes som færdig artikelserie. Hvordan researchen og arbejdet med artiklerne har udformet sig i de seneste seks måneder, beskriver vi i rapportens følgende kapitler. 7 Vores produktion er tænkt til at skulle trykkes i både den trykte avis og via en kampagneside. 8 Der kunne her være tale om at linke til de tal, vores beregninger bygger på, samt de videnskabelige undersøgelser, vi refererer i vores artikler. I artiklen Minister afviser bøn om flere psykiatripenge kunne vi eksempelvis linke til indenrigs- og sundhedsministerens brev til Region Hovedstaden (jf. 5.3.). Side 22

67 Sindssyg underprioritering 5. Arbejdshypoteser og metodisk gennemgang af produktionen (Gurli) På mange redaktioner begynder graverarbejdet efter et tip et telefonopkald, et brev, en personlig henvendelse eller en slet skjult hentydning fra en impliceret der leder journalisterne på sporet af historien. Andre gange kan en erfaren journalist lugte, at der gemmer sig en historie, og h/n får hul på historien ved hjælp af aktindsigter, bluff, hårdt arbejde og held. Vi havde hverken et konkret tip eller den store erfaring. Bare fornemmelsen af, at her var et område med masser af problemer og eventuelle skeletter i skabene. Ved begyndelsen af vores specialeproces sad vi med en række oplysninger om psykiatrien på et meget overordnet plan. Der tegnede sig et billede af, at pengene ikke slog til i psykiatrien, at politikerne ikke levede op til de løfter, de gav om større økonomisk støtte, samt at de økonomiske begrænsninger førte til forringelser i den psykiatriske behandling af svært psykisk syge. Som undersøgende journalist er omfanget af researchen afgørende (jf. 3.3.), så vi ville ikke begrænse os selv i den indledende research. Det var vigtigt for vores projekt, at vi gik til opgaven med åbent sind, og at ingen vinkler på forhånd var udelukket. I det følgende vil vi præsentere de hypoteser, der prægede vores opstart Hypotese og konkrete målsætninger Vores tidlige research ledte os til følgende hypotese: Økonomisk underprioritering påvirker den psykiatriske behandling af de svært psykisk syge negativt. Denne hypotese var blot en begyndelse, og vi var klar over, at den kunne ændres undervejs, som vi lærte mere om emnet. Den ville også kunne lede os ad flere spor, men vigtigt var det, at vi holdt fokus. Gennem vores research og produktion ville vi arbejde for at få denne hypotese af- eller bekræftet. Som arbejdsredskab er det en god idé fra starten at sætte sig nogle konkrete mål for, hvad arbejdet skal føre med sig, og her kan et minimumsmål og et maksimumsmål fungere som pejlemærker. (Kvam 1995, s. 109) Ifølge Kvam bør man således arbejde med et minimumsmål og et maksimumsmål. Gennem grundresearchen skal det sikres, at minimumsmålet kan opfyldes, mens maksimumsmålet er det mål, man sætter sig som det optimale altså hvis hypotesen holder vand hele vejen til slutresultatet. I en redaktionel sammenhæng er det en praktisk ordning, idet man som journalist kan love redaktionsledelsen, at man som minimum kan trykke en historie, der viser A, mens det blot er en forhåbning, at man også vil være i stand til at kunne trykke en historie, der fortæller B. Dermed lover man ikke for meget, og ledelsen kan stadig planlægge ud fra aftalen. (Kvam 1995, s. 109) De mål, man sætter sig for sit arbejde, kan være af mere eller mindre håndgribelig slags. I mange afsløringshistorier går man ofte direkte efter en enkelt person eller instans, og det er således denne/dette, man ønsker at ramme. (jf. 3.3) Vi valgte efter den indledende re- Side 23

68 Sindssyg underprioritering search at sætte vores minimumsmål på et realistisk niveau, mens vores maksimumsmål blev sat meget højt. Vi vurderede, at det var fornuftigt at sætte vores maksimumsmål højt for at sikre et højt ambitionsniveau. Vi satte som minimumsmål: At vise, at psykiatrien er under økonomisk pres i en sådan grad, at det påvirker behandlingen af de svært psykisk syge negativt. Vi følte os overbeviste om, at vi kunne vise læserne, at økonomien presser den psykiatriske behandling i Danmark. Det ville kræve, at vi talte med tilstrækkeligt mange kilder, der kunne bekræfte hypotesen, og ikke mindst at vi kunne vise sort på hvidt, at pengene var små, og måske blev mindre. Derudover krævede vores minimumsmål, at vi kunne dokumentere, at den økonomiske smalkost i psykiatrien har konsekvenser for behandlingen af de svært psykisk syge. Vores maksimumsmål går efter den politiske håndtering af psykiatrien og lyder: At vise, at den siddende regering bevidst underprioriterer psykiatrien økonomisk, og at de ansvarlige politikere er klar over, at det har alvorlige menneskelige omkostninger. Her ville vi ikke blot vise, at psykiatrien var under økonomisk pres, men at de ansvarlige politikere var bevidste om dette, handlede mod bedre vidende, og at denne bevidste, politisk økonomiske underprioritering havde alvorlige menneskelige omkostninger for de svært psykisk syge. Det var langt fra sikkert, at vi ville kunne opfylde dette mål, men umuligt var det ikke. Vi havde fra starten en plan om at søge aktindsigt i de politiske beslutningsprocesser, der lå til grund for de økonomiske prioriteringer. Kunne vi finde frem til et eller flere dokumenter, der sort på hvidt dokumenterede, at de ansvarlige politikere gennemførte økonomiske besparelser på trods af eksperters eventuelle analyser og vurderinger af de alvorlige konsekvenser, sådanne prioriteringer ville medføre ja, så havde vi fundet guldet. Vi ville kunne fortælle historien om, at politikerne bevidst undlod at forbedre forholdene for de psykisk syge en af de svageste grupper i samfundet. Det ville kunne trække overskrifter, få psykiatrien på dagsordnen og forhåbentlig skabe politisk forandring. Vi var bevidste om, at det var et mål, vi ikke kunne regne med at nå, men vi ville give det et forsøg. Hvis det lykkedes, kunne vi komme nærmere en decideret afsløring. Vores arbejde for at nå både minimums- og maksimumsmål bliver beskrevet i de følgende afsnit Underhypoteser Vores indledende hypotese var som tidligere nævnt: Økonomisk underprioritering påvirker den psykiatriske behandling af de svært psykisk syge negativt. Vi havde tidligt besluttet, at vi ville producere en artikelserie, som kunne fastholde fokus på området og tegne et grundigt billede af problemerne i psykiatrien. Samtidig gik vi efter Side 24

69 Sindssyg underprioritering at kunne opfylde vores minimums- og maksimumsmål, og det førte os i vores indledende research til at formulere en række underhypoteser, som tilsammen skulle belyse hovedhypotesen. Det blev til syv underhypoteser, som lyder således: 1. Psykiatrien har ikke fået det økonomiske løft, som blev lovet 2. De mange svært psykisk syge i København medfører et stort økonomiske underskud i Region Hovedstaden 3. Nedlægning af sengepladser i psykiatrien fører til en stigning i antallet af retspsykiatriske patienter 4. Vi bruger færre penge på psykiatrisk behandling end de lande, vi sammenligner os med 5. Manglende økonomiske ressourcer i psykiatrien fører til overmedicinering af psykisk syge 6. Mangelfuld behandling og for tidlig udskrivning fører til, at psykisk syge ender på samfundets bund 7. Loven om tvungen opfølgning får svært psykisk syge til at gå under jorden Fra begyndelsen var vi klar over, at ikke alle syv hypoteser ville resultere i artikler. Hypoteserne 1-3 blev fastholdt, bekræftet og danner dermed baggrunden for vores produktion, mens videre arbejde med hypoteserne 4-7 blev opgivet undervejs. I det følgende afsnit vil vi beskrive vores arbejde med underhypoteserne mere detaljeret. På grund af denne rapports beskedne omfang har vi valgt at prioritere en grundig metodisk gennemgang af vores arbejde med hver enkelt hypotese og de følgende valg- og fravalg, men ikke systematisk at forklare vinkling, opbygning samt kildevalg og -brug i de enkelte artikler Metodisk gennemgang af underhypoteser og artikler Hypotese 1: Psykiatrien har ikke fået det økonomiske løft, som blev lovet Baggrunden for denne hypotese var, at Danske Regioner d. 22. marts 2009 lancerede visionsoplægget En psykiatri i verdensklasse, som lagde op til en markant styrkelse af psykiatrien. Danske Regioner dokumenterede samtidig, at mens den somatiske del af sundhedsvæsnet har haft en økonomisk vækst på 30 pct. siden 2001, har psykiatrien kun haft en vækst på syv pct. For at komme på niveau med det øvrige sundhedsvæsen, skulle psykiatrien ifølge Danske Regioner have 1,5-2 mia. kr. mere årligt. Daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) var positiv over for udspillet, som han straks kommenterede i flere medier. I en artikel i Politiken med rubrikken VKO vil finde flere penge til psykisk syge fra d. 24. marts kom han med følgende udtalelse: Det psykiske område skal have et løft, og det skal finansieres via satspuljen eller finansloven. Når jeg siger det, så kan de psykisk syge godt have en klar forventning om, at vi finder pengene. (Axel Nielsen i Kaae 2009) Vi ved, at dette hos Danske Regioners og interesse- og brugerorganisationer som SIND, LAP og Bedre Psykiatri blev tolket som et konkret løfte om at finde pengene, og vi vurderer også, at det var det indtryk, læserne fik. I artiklen nævner Jakob Axel Nielsen ikke præcist, hvor mange penge, regeringen vil fin- Side 25

70 Sindssyg underprioritering de. Men idet løftet kom i umiddelbar forlængelse af Danske Regioners udspil om 1,5-2 mia. kr. mere i faste bevillinger, var det dette beløb, vi ville bruge som målestok for at afgøre, om løftet blev tilnærmelsesvist opfyldt. Vi besluttede derfor at undersøge, hvor mange penge psykiatrien havde fået tilført siden marts Vi var nødt til at foretage en række afgrænsninger for at kunne vurdere, om pengene var blevet udmøntet eller ej. Visionsoplægget fra Danske Regioner handler om den del af psykiatrien, som hører under sundhedsvæsnet, og som de danske regioner har ansvaret for. Vi har derfor valgt kun at medregne penge, som går til denne del af psykiatrien. Dermed er penge, der er givet til f.eks. psykiatriske organisationer, oplysningskampagner eller socialpsykiatrien (i kommunalt regi) ikke talt med. Desuden har vi valgt at skelne mellem: Hvorvidt der er tale om nye penge eller gamle penge. Nye penge forstås som penge, der ikke tidligere er blevet udmøntet, og som derfor bliver lagt oven i de eksisterende midler. Gamle penge kan f.eks. være refinansiering af tiltag, hvis tidligere bevillinger udløber, således at den samlede mængde penge til psykiatrien ikke stiger. Hvorvidt der var tale om permanente midler, tidsbegrænsede midler eller engangsbeløb. Jakob Axel Nielsen pegede i marts 2009 selv på, at pengene kunne komme fra tre forskellige steder. Fra den årlige satspulje, fra finansloven eller fra de årlige økonomiforhandlinger mellem staten og regionerne. Det var altså de tre steder, vi undersøgte. Økonomiaftalen for 2010: D. 13. juni 2009 indgik Danske Regioner og regeringen en økonomiaftale for Af denne fremgår det, at 250 mio. kr. blev øremærket en ansøgningspulje til modernisering og udbygning af de fysiske rammer i psykiatrien. Pengene er afsat som et engangsbeløb. ( C, s. 9) Satspuljen for : D. 28. oktober 2009 afsatte satspuljepartierne 825 millioner kroner til det psykiatriske område. Ved at kontakte Mikkel Lambach, chefrådgiver ved Sundheds- og Socialpolitisk Kontor i Danske Regioner, fandt vi ud af, at kun 360 mio. kr. ud af de 825 mio. kr. gik til den del af psykiatrien, der hører under regionerne (se bilag D). Satspuljepenge gives over en fireårig periode, hvilket betyder, at der reelt er tale om 90 mio. kr. til hospitalspsykiatrien om året. Pengene er nye, men tidsbegrænsede, idet de udløber efter fire år. Finansloven for 2010: Da finanslovsforhandlingerne var overstået d. 12. november 2009, var der kommet 100 mio. kr. ekstra til psykiatrien. Pengene blev øremærket udbygning/modernisering af de psykiatriske bygninger, og de var en del af regeringens vækstinitiativ for at sætte gang i byggesektoren. (Finansministeriet 2009, s. 12) Pengene er nye penge afsat som et engangsbeløb. Økonomiforhandlinger for 2011: Sundhedsvæsnet fik tilført 2 mia. kr., men psykiatrien blev ikke nævnt med et ord. ( A) Beløbet ligger på niveau med Side 26

71 Sindssyg underprioritering tidligere år, og en stor del af pengene er bundet op på medicin-, løn- og prisstigninger. Formand for Danske Regioner, Bent Hansen, forklarede i et interview, at der dog også er midler, som ikke er bundet, og hvor regionerne har mulighed for at prioritere psykiatrien. Der er dermed mulighed for, at der bliver sat ekstra penge af til psykiatrien, når regionerne i efteråret skal forhandle, hvordan puljen skal udmøntes. Efter denne gennemgang af penge afsat til psykiatrien gennem det sidste halvandet år, finder vi det rimeligt at konkludere, at pengene ikke er kommet i det omfang, som Danske Regioner lagde op til. Vi kontaktede derefter to uafhængige eksperter i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, og Jes Søgaard, direktør i Dansk Sundhedsinstitut, for at få deres vurdering af, hvorvidt pengene var kommet. De bakkede begge op omkring vores foreløbige resultater. Den første hypotese resulterede i to artikler: 1. Artiklen Sidste års psykiatriløft var en fuser bekræfter vores første hypotese. Med til artiklen hører en tidslinje, som på den ene side viser de politiske kommentarer og løfter om penge, og på den anden side viser de penge, som rent faktisk er blevet afsat. 2. Artiklen Satspuljeforbandelsen psykiatrien betales af penge med udløbsdato går i dybden med de problemer, der opstår, når psykiatrien bliver finansieret med penge, som forsvinder efter fire år. Denne artikel er tænkt som supplement til artikel 1. Hypotese 2: De mange svært psykisk syge i København medfører et stort økonomiske underskud i Region Hovedstaden Denne hypotese viste sig at være vanskelig at udrede og formidle. Udgangspunktet var en kommentar, som Vibeke Storm Rasmussen (S), regionrådsformand i Region Hovedstaden, havde givet i Dagens Medicin i (Kløvedal 2009) Her sagde hun, at hovedstadens psykiatri var underfinansieret med 400 mio. kr. om året. Vi skulle altså undersøge, om det virkelig passede, eller om regionen blot forsøgte at tørre sin egen inkompetence af på regeringen. Vi fandt hurtigt ud af, at regionen havde ret i sin påstand. Strukturreformen havde kostet Region Hovedstaden 420 mio. kr. i mistede indtægter. Undervejs i vores arbejde med at få styr på Region Hovedstadens økonomiske underskud på psykiatriområdet har vi fået stor hjælp fra regionen. Det er åbenlyst, at regionen har interesse i, at vi skriver om emnet. De har dermed villigt stillet op til interview, og presseafdelingen har hjulpet med at finde interne dokumenter, gamle rapporter og beregninger, der kunne belyse problemet og konsekvenserne deraf. Hjælpen betød, at vi ikke havde behov for at søge aktindsigt i regionen. Vi har vurderet, at det ikke var et problem, at Region Hovedstaden hjalp os, så længe historien faktisk holdt vand. Derfor har vi arbejdet for selv at forstå, hvordan strukturreformen påvirkede finansieringen af sundhedsvæsnet, og hvordan den nye økonomiske Side 27

72 Sindssyg underprioritering fordelingsnøgle var skruet sammen. Vi har været opmærksomme på ikke at gøre regionens dagsorden til vores, og vi har i vores interviews bevidst stillet meget kritiske spørgsmål til både Morten Rand Jensen, koncerndirektør i Region Hovedstaden med ansvar for økonomi og psykiatri, og regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen. For at forstå sammenhængene gennemgik vi samtlige dokumenter i forbindelse med vedtagelsen af loven om regionernes finansiering, som lå til grund for strukturreformen. ( A) Før loven blev vedtaget, blev amterne primært finansieret via amtsskatter, som de selv udskrev. Efter strukturreformen får regionerne 4/5 af pengene til at finansiere sundhedsvæsnet fra et statsligt bloktilskud. Bloktilskuddet er på 79,5 mia. kr. for 2011, og det fordeles mellem regionerne ud fra en række kriterier, der tager hensyn til borgernes alder og sociale forhold. Denne fordelingsnøgle har været til fordel for nogle regioner, og en ulempe for andre. Region Hovedstaden mistede med den nye finansiering 420 mio. kr. i indtægter og blev dermed den region, der led det største økonomiske tab ved regionsdannelsen. En rapport fra 2003 viser, at Region Hovedstaden på det somatiske område udgiftsmæssigt lå på niveau med resten af landet, men på det psykiatriske område brugte halvanden gange flere penge. ( I høringssvarene til lovforslaget kunne vi læse, at Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) og de amter og kommuner, der skulle udgøre den nye hovedstadsregion, beklagede sig, og advarede mod, at det ville gå ud over den psykiatriske behandling. Loven blev dog gennemført uden hensyntagen til klagerne. Disse oplysninger fik os til at søge aktindsigt hos Sundhedsministeriet (se bilag E). Vi ønskede at undersøge, hvilke økonomiske argumenter, der lå til grund for, at fordelingsnøglen så ud, som den gjorde, samt at finde ud af, om der eksisterede en analyse af, hvilke konsekvenser de mistede indtægter ville få for Region Hovedstadens psykiatri. Vi havde en forhåbning om, at det ville skaffe os dokumentation for, at den daværende indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), var klar over de konsekvenser, strukturreformen ville have for hovedstadens psykisk syge. Desværre har sagsbehandlingen været langsom og modstræbende, og vi har kun fået udleveret dokumenter, vi allerede havde fundet frem til via åbne kilder. Det betyder ikke, at der ikke eksisterer grundige analyser, som viser det, vi ønskede at vide, men vi har ikke fået fat i dokumenterne gennem vores aktindsigtsøgning. Det betyder ikke, at de dokumenter, som vi ønskede at finde, ikke eksisterer, men blot, at vi ikke har fået fat i dem gennem vores aktindsigtsøgning. Ærgerligt, idet aktindsigtsøgningen var vores bedste bud på at finde den skjulte afsløring, der kunne have bragt os fra problemudredende journalistik til afsløringsjournalistik. (jf. 3.3.) Som beskrevet var det en vanskelig opgave at trænge til bunds i tallene og ikke mindst at formidle resultatet på en letforståelig måde. Tal kan være vanskelige at formidle, i særdeleshed, når sagen går flere år tilbage, ændrer sig undervejs, og besparelserne kun delvist har ramt de psykisk syge. Det komplicerer sagen yderligere, at der hersker uenighed om den beregningsmetode, som hovedstadens underskud beregnes efter. I loven fra 2005 fremgår det, at Region Hovedstaden mister indtægter for 420 mio. kr. over en seksårig periode, men allerede fra 2008 ændrede Finansministeriet beregningsgrundlaget, så hovedstaden på papiret kun mistede indtægter for 320 mio. kr. Region Hovedstaden Side 28

73 Sindssyg underprioritering mener selv, at de gamle beregninger er de reelle, og i vores artikler opgør vi således tabet som mellem 320 og 420 mio. kr. for at være på den sikre side. Efter mange artikeludkast og gennemskrivninger resulterede denne hypotese i to separate artikler: 1. Artiklen Hovedstadsregionen har i årevis udskudt kæmpebesparelser i psykiatrien beskriver, hvordan Region Hovedstaden blev født med et underskud på mio. kr. Pengene skulle have været fundet ved nedskæringer i psykiatrien, men har i stedet resulteret i nedskæringer for andre patientgrupper, bl.a. de ældre medicinske patienter. 2. Artiklen Minister afviser bøn om flere psykiatripenge er tænkt som opfølgning på artikel 1. Den handler om, at den indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) nægter at give Region Hovedstaden penge til psykiatrien, så den kan opretholde det nuværende niveau i psykiatrien, og det kan betyde nedskæringer. Historien baserer sig delvist på et brev ( som vi fik kendskab til via Region Hovedstadens presseafdeling. Hypotese 3: Nedlæggelse af sengepladser i psykiatrien fører til en stigning i antallet af retspsykiatriske patienter For at afklare, om denne hypotese havde hold i virkeligheden, gennemførte vi en række researchinterviews med psykiatere, interesseorganisationer og brugerforeninger for psykisk syge for at få deres syn på sagen. For at få et nuanceret indtryk af, hvorledes psykiatere anskuer problematikken, gennemførte vi lange researchinterview med psykiatere i forskellige stillinger og på forskellige niveauer. Vi talte med: Anders Fink-Jensen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Dorte Sestoft, psykiatrisk overlæge ved Rigspolitiets Retspsykiatriske Klinik, Karin Garde, psykiatrisk overlæge på rehabiliteringsafdelingen på Psykiatrisk Center Sct. Hans samt det socialpsykiatriske bosted Lindegården, og Lars Martin Nielsen, klinikchef ved Psykiatrisk Center København. Af interesseorganisationer talte vi med Thorstein Theilgaard, generalsekretær for Bedre Psykiatri, og Knud Kristensen, formand for Landsforeningen SIND. For at høre, hvordan de psykisk syge selv anskuer problematikken, havde vi et langt researchinterview med Steen Moestrup, medlem af landsledelsen hos Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP). Derudover besøgte vi Galebevægelsen på det centrale Frederiksberg, et brugerdrevet kreativt værested for psykisk syge, hvor vi i tre timer talte med personale og brugere. De bekræftede alle vores hypotese 3, som vi derfor gik videre med. Interviewpersonerne var dog også med til at nuancere vores syn på især sengepladsproblematikken. Ingen ønskede sig tilbage til gamle dage, hvor psykiatrisk hjælp var lig med indespærring på ubestemt tid. Der er kommet et væld af ambulante psykiatriske tilbud siden overgangen til distriktspsykiatrien, som viser respekt for de psykisk syge, og som erstatter eller mindsker behovet for indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Imidlertid var dem, vi talte med, Side 29

74 Sindssyg underprioritering enige om én ting: Nedskæringerne var gået for langt, og manglen på gode, intensive tilbud til de sværest psykisk syge var en skandale og hang tæt sammen med stigningen i antallet af retspsykiatriske patienter. Efter således at have fået bekræftet den tredje hypotese, delte researchen sig i to spor. Det ene spor A) fulgte de nedskæringer, der har været på Psykiatrisk Center Sct. Hans, og som betyder, at behandlingstilbuddene til gruppen af svært psykisk syge i hovedstadsområdet bliver væsentligt forringet. Det andet spor B) handlede om at finde en case, som ville stå frem med navn, og som kunne illustrere problemet. Hypotesespor 3. A: Nedlæggelse af sengepladser Når talen falder på gruppen af svært psykisk syge, er det vanskeligt at komme uden om hovedstadsområdet, som har 40 pct. af landets skizofrene og over halvdelen af de retspsykiatriske patienter. På Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde har Region Hovedstaden samlet den førende ekspertise inden for behandling og rehabilitering af de sværest psykisk syge. Det er her, de øvrige psykiatriske hospitalsafdelinger i regionen sender de patienter hen, som er så syge, at de ikke kan klare sig med de almindelige behandlingstilbud. Sct. Hans står imidlertid over for store omvæltninger. I maj i år besluttede Regionsrådet, at den ene halvdel af hospitalet skal sælges, og hovedparten af sengepladserne til langvarig rehabilitering bliver dermed nedlagt. En beslutning, som psykiaterne står helt uforstående overfor. Hypotesespor 3. A har resulteret i følgende tre artikler, hvoraf de to første omhandler unge skizofrene, mens den tredje fokuserer på de større linjer i psykiatrien: 1. Artiklen Topmoderne psykiatriske senge står tomme handler om, at et behandlingstilbud på Sct. Hans til intensiv behandling af unge med førstegangspsykoser er nedlagt, og at bygningen står tom. Bygningen har 12 sengepladser og blev specialbygget for 25 mio. kr. i Med til denne artikel hører en billedserie fra den forladte bygning. 2. Artiklen Psykiater: Unge skizofrene får lov at gå i hundene supplerer artikel 1. Artiklen bygger på NIP-tal 9, som viser, at unge skizofrene ikke får den tidlige hjælp, de har brug for. I artiklen udtaler Anne Køster, psykiater ved distriktspsykiatrien, sig som ekspert på baggrund af sit nuværende såvel som sit tidligere arbejde på et nu nedlagt behandlingstilbud for unge skizofrene med debuterende psykoser. Hun kan fra sin nuværende stilling observere, hvilke konsekvenser lukningen af behandlingstilbuddet har fået de unge skizofrene. Retrospektivt mener vi dog, at det ville have klædt artiklen at have flere af hinanden uafhængige kilder, der bakkede vinklen op. 3. Artiklen Psykiater: Vi svigter de svært psykisk syge mennesker er skrevet som et baggrundsinterview med en erfaren psykiater. I artiklen ser Karin Garde, psykiater gennem 35 år, tilbage på den udvikling, psykiatrien har gennemgået i hendes tid og på konsekvenserne af de mange sengelukninger. Artiklen ser på behandlingen af de svært psykisk syge over tid og på tværs af både socialpsykiatri og hospitalspsykiatri. Vi er bevidste om, at Karin Garde er part i sagen, men vi mener, at 9 Det Nationale Indikatorprojekt (NIP) er et kvalitetsudviklingsprojekt, hvis formål det er at fremskaffe korrekte data om den faglige kvalitet i det danske sundhedsvæsen. Side 30

75 Sindssyg underprioritering hendes udtalelser får validitet i kraft af hendes tværfaglige og mangeårige erfaring. Hendes udtalelser bakkes undervejs op af fakta og undersøgelser om de emner, artiklen berører. Hypotesespor 3. B: Jagten på casen Vi vidste fra begyndelsen af vores specialeproces, at det ville være afgørende for gennemslagskraften i vores artikelserie, at vi fandt en god case. Vi har kunnet se og høre, at der var store problemer med behandlingen af de svært psykisk syge, men vi manglede at finde frem til en person, som var blevet svigtet af det psykiatriske behandlingssystem, og derfor var endt som retspsykiatrisk patient. Målet var med andre ord at finde en historie, som havde et element af systemsvigt og passede under rubrikken Tragedien der ikke behøvede ske. Vi begyndte at lede efter en god case allerede i foråret, men det viste sig sværere end forventet. Psykiatriske afdelinger for svært psykisk syge er lukket for uvedkommende, og lægerne er selvfølgelig underlagt tavshedspligt. Selv om flere læger har fortalt os, at de kender til forløb, der passer til vores case-beskrivelse, betyder tavshedspligten, at det ikke er tilladt for dem at videregive person- og kontaktoplysninger til os. Lægepatientforholdet er endvidere så følsomt, at de end ikke måtte spørge deres egne patienter, om de skulle have lyst til at tale med os, idet det ville kunne tolkes som pression fra lægens side. I fællesskab med Thomas Schütze, afdelingschef på retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans, blev vi enige om, at det ville være i orden at hænge en seddel op på afdelingen, hvorpå vi beskrev vores ærinde. Vi ringede rundt til et par andre retspsykiatriske afdelinger på Sjælland og fik også hængt sedler op på Glostrup Hospitals retspsykiatriske afdeling. Desværre virkede denne tilgang ikke, og vi har endnu intet hørt ad den vej. Samtidig kontaktede vi patient-, bruger- og pårørendeforeninger for at bede om hjælp til at finde nogen, der passede til vores case-beskrivelse. Gennem pårørendeforeningen Bedre Psykiatri fik vi et par navne på pårørende i hhv. Greve og Løjt Kirkeby i Sønderjylland, som vi besøgte. Desværre viste disse udflugter sig også som blindgyder. Deres sygdomshistorier lå mange år tilbage og var desværre heller ikke repræsentative for den problematik, vi ønskede at belyse. Næste skridt blev at lede efter markante sager, som havde været overfladisk omtalt i medierne. En af de historier, der fangede vores opmærksomhed, handlede om den unge mand, Bo Houen Jørgensen, som blev skudt og dræbt af politiet i Aalborg i november Selv om flere medier og Nordjyske i særdeleshed havde skrevet om sagen, havde den ikke været grundigt fortalt i de landsdækkende medier. B.T. havde i en artikel citeret faderen til den afdøde, men dog uden navn. Vi kontaktede den pågældende journalist på B.T., som hverken lå inde med navn eller kontaktoplysninger på faren, men til gengæld kunne huske, at han underviste i en bokseklub. Ad den vej lykkedes det os at opspore faren, og d. 17. maj sendte vi ham en mail. Han vendte tilbage, men ak... Nordjyske ville lave en opfølgning et par dage senere for at fortælle historien bag akkurat som vi ville. Derudover viste det sig, at historien manglede det element af systemsvigt, som vi ledte efter. Side 31

76 Sindssyg underprioritering En anden sag, der fangede vores opmærksomhed, handlede om en psykisk syg, ung mand, der blev skudt af politiet i Sydøstdanmark. Manden overlevede, og de følgende dage stod hans far, Erik 10, frem i medierne med sit fulde navn og kritiserede den mangelfulde psykiatriske behandling, sønnen havde fået. Og det var det. Så døde historien igen i mediernes nyhedsstrøm. Dén historie ville vi gerne vide mere om. Eriks efternavn var stavet forkert i næsten samtlige nyhedsmedier. Derfor tog det os lidt tid at opspore ham, men det lykkedes, og historien viste sig at indeholde det, vi havde håbet på. Erik fortalte beredvilligt om, hvordan han havde kæmpet for at få hjælp sin søn, men blot kunne se til, mens det psykiatriske system svigtede, og hans søn i en psykose til slut havnede i åben konfrontation med politiet. Da vi endelig fandt vores case, kastede hypotesespor 3. B følgende artikler af sig: 1. Mørkeland er en artikelserie i tre kapitler i fortællende stil. Artikelserien fortæller fra faren Eriks perspektiv om, hvordan sønnen Dennis sygdom udfolder og udvikler sig. Den beskriver ligeledes, hvor svært det kan være at få psykiatrisk hjælp. 2. Artiklen Svært psykisk syge må begå kriminalitet for at få hjælp er en eksperthistorie, der beskriver nogle af de problematikker, som Mørkeland er et stærkt eksempel på. Her perspektiverer vi til de systemfejl, som vi mener at kunne se i den psykiatriske behandling af de alvorligt psykisk syge. Artiklen er suppleret med tal og undersøgelser fra ind- og udland. Faren Erik fortalte os desuden, at han ikke bebrejdede politiet for, at de skød de udførte jo blot deres arbejde. Det førte os til yderligere to sidehistorier, hvor problemet med de psykisk syge anskues fra politiets vinkel: 3. Artiklen Ubehandlede psykisk syge sætter politiet i livsfarlige situationer og den lille sidehistorie 4. Krisepsykolog: Skudepisoder tager hårdt på politifolk og deres familier er tænkt som supplement til artikel 1 og 2. Artiklerne viser, at det ikke blot er ulykkeligt for de syge og deres pårørende, når de psykisk syge ikke får den nødvendige behandling og ender med at begå kriminalitet. Det har også store personlige konsekvenser for de politifolk, der skal håndtere ubehandlede alvorligt psykisk syge. Denne gennemgang har indtil nu beskrevet arbejdet med at afprøve vores tre første hypoteser. Disse resulterede i 13 artikler, som tilsammen tegner et billede af forholdet mellem de politisk økonomiske prioriteringer og den psykiatriske behandling af de svært psykisk syge. Arbejdet med de fire sidste hypoteser blev af forskellige årsager opgivet undervejs vi beskriver her hvorfor. Hypotese 4: Vi bruger færre penge på psykiatrisk behandling end de lande, vi sammenligner os med 10 Erik er ikke farens virkelige navn, men hans søn, som vi har kaldt Dennis, ønsker at være anonym i en sådan grad, at også hans fars navn må ændres. Vi har derfor ændret navnene på de involverede i denne rapport såvel som i vores artikler. Navnet er vejleder bekendt. Side 32

77 Sindssyg underprioritering Arbejdet med hypotesen 4 måttes droppes i den indledende research, fordi økonomien bag den psykiatriske behandling opgøres på vidt forskellig vis på tværs af landegrænser. Vi forhørte os hos sundhedsøkonomerne Jes Søgaard og Kjeld Møller Pedersen samt hos Danske Regioner. Ingen af disse kunne hjælpe os med brugbare tal eller henvise til brugbare sammenligningsmetoder. Hypotese 5: Manglende økonomiske ressourcer i psykiatrien fører til overmedicinering af psykisk syge I den indledende research virkede det opnåeligt at få denne hypotese bekræftet. Tal fra den medicinske database viser en stigning på 6. pct. i forbruget af den antipsykotiske medicin Zyprexa i perioden fra 2004 til 2008, selv om antallet af personer, der benytter medicinen, i samme periode er faldet med 10 pct. 11. Vi ønskede at underbygge vores hypotese ved at få psykiaternes vurdering af medicinforbruget. Vi havde en langvarig dialog med Dansk Psykiatrisk Selskab om at få distribueret et online spørgeskema til medlemmerne gennem selskabets nyhedsbrev (se bilag F). Formand Anders Fink-Jensen var positivt indstillet, men ideen blev forkastet ved bestyrelsesmødet. Selskabet skulle på samme tid distribuere en international undersøgelse om stigmatisering i psykiatrien blandt medlemmerne, og kun få ville gide besvare begge spørgeskemaer, vurderede bestyrelsen. Det var en rimelig beslutning fra selskabets side, men naturligvis meget skuffende for os. Det ville have givet os unikke og selvproducerede data om psykiaternes syn på en lang række spørgsmål rækkende fra brugen af medicin til arbejdsforhold, behandlingstiden på de psykiatriske afdelinger mm. Da spørgeskemaundersøgelsen faldt, blev videre arbejde med at få denne hypotese bekræftet skrinlagt. Hypotese 6: Mangelfuld behandling og for tidlig udskrivning fører til, at psykisk syge ender på samfundets bund Hypotesen udsprang af en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), der viste, at mere end hver tredje hjemløse led af en psykisk sygdom. (Benjaminsen 2009, s. 13) Rapporten bekræftede os i vores antagelse om, at mange psykisk syge simpelthen bliver tabt i systemet og ender med at sejle deres egen sø. Vi øjnede derfor muligheden for at kunne fortælle en historie om en person, der havde oplevet behandlingssvigt, og vi kontaktede en lang række herberger for at spørge, om vi kunne komme på besøg og tale med nogle beboere. Disse opkald resulterede desværre ikke i nogen aftaler, og vi måtte efter lidt tid droppe idéen, da vi havde hænderne fulde med et væld af andre historier. Det er beklageligt, at vi ikke fik fulgt denne idé til dørs, da den kunne have givet os muligheden for at skrive en personlig historie fortalt af den psykisk syge selv, samt at fortælle en historie, der ikke var koncentreret omkring det dramatiske, kriminelle aspekt. Hypotese 7: Loven om tvungen opfølgning får alvorligt psykisk syge til at gå under jorden Hypotesen handler om loven om tvungen opfølgning, som blev vedtaget i Folketinget d. 29. april Gennemgang af høringsnotaterne viser, at samtlige adspurgte organisationer undtagen Lægeforeningen er imod loven. ( B) Modstanderne af loven me- 11 Tallene er fundet ved at søge i statistik for lægemidler og lægemiddelgrupper , Olanzapin (Zyprexa, ATCkode N05AH03), primær sundhedssektor, hele landet, begge køn, alle personer. De to tal er fundet ved i fanen oplysning at vælge solgt mængde (1.000 DDD) og derefter antal personer i behandling. Side 33

78 Sindssyg underprioritering ner, at den er et brud på gældende retsprincipper, idet den gør det muligt at tvangsmedicinere mennesker, der hverken er psykotiske eller udgør en fare for sig selv eller andre. De peger på, at politikerne i stedet for at indføre mere tvang burde bevillige flere penge til området, så den psykiatriske behandling kunne forbedres. Vi kontaktede Steen Moestrup fra Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP) for herigennem at komme i kontakt med en psykisk syg, som kunne blive ramt af den nye lov. LAP formåede trods flere opfølgende samtaler aldrig at finde en case til os, og dermed fik vi ikke inden for de givne rammer mulighed for at afprøve vores hypotese Opsummering I vores arbejde med at afprøve vores underhypoteser har vi bestræbt os på at leve op til normerne for god journalistisk praksis. Vi har forsøgt at formidle virkeligheden, som vi opfatter den, og vi har forsøgt at leve op til det journalistiske sandhedskrav, således at de påstande, vi kommer med, er veldokumenterede. (jf. 2.3) Når vi har beskæftiget os med faktuelle forhold, har vi stræbt efter at finde frem til virkeligheden bag tallene. Således er vi ikke neutrale journalister, der fortæller, at pengene måske/måske ikke er kommet, men vi er gået direkte til tallene og har dokumenteret, hvorledes det reelt forholder sig. (jf. 3.2) På den måde håber vi som journalister at kunne bidrage til, at den samfundsmæssige diskussion om psykiatrien foregår på et oplyst grundlag. I kapitel 4.2. opstillede vi et minimumsmål og et maksimumsmål for vores journalistiske undersøgelse, hvor den grundlæggende forskel på de to lå i graden af afsløring. Ville vi blot være i stand til at redegøre for en sammenhæng mellem de politisk økonomiske prioriteringer i psykiatrien og kvaliteten af behandlingen af de svært psykisk syge, eller ville vi kunne vise, at de ansvarlige politikere bevidst underprioriterede behandlingen af de svært psykisk syge, og at politikerne var bevidste om de alvorlige menneskelige omkostninger, underprioriteringen medførte? I løbet af vores arbejdsproces havde vi syv underhypoteser under behandling, hvoraf arbejdet med de tre blev fulgt helt til dørs og er resulteret i 13 artikler. Vores vurdering er, at vi med vores artikelserie lever op til minimumsmålet og viser, at psykiatrien er under økonomisk pres i en sådan grad, at det påvirker behandlingen af de psykisk syge negativt. Spørgsmålet er, om vi også når vores maksimumsmål og viser, at den siddende regering bevidst underprioriterer psykiatrien økonomisk, og at de ansvarlige politikere er klar over, at det har alvorlige menneskelige omkostninger. Vi mener, at vi i tre af vores artikler præsenterer læseren for afslørende oplysninger af denne art. Det sker i følgende artikler: I artiklen Sidste års psykiatriløft var en fuser dokumenterer vi, at der ikke er kommet markant flere penge til psykiatrien, selv om den tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen lovede det. I artiklen Hovedstadsregionen har i årevis udskudt kæmpebesparelser i psykiatrien dokumenterer vi, at strukturreformen har medført økonomisk underskud på Side 34

79 Sindssyg underprioritering psykiatriområdet, og at det går ud over behandlingen af både svært psykisk syge og svage, somatiske patienter. I artiklen Minister afviser bøn om flere psykiatripenge dokumenterer vi, at den nuværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder i et brev afviser at give flere penge til den psykiatriske behandling i Region Hovedstaden, selv om han er gjort bekendt med, at det vil betyde markante nedskæringer i psykiatrien. Ingen af de oplysninger, som disse artikler bygger på, har dog været hemmeligstemplede eller forsøgt skjult, hvilket af Meilby og Minke fremgår som et vigtigt parameter for, at journalistikken kan kategoriseres som afsløringsjournalistik. Vores vurdering er, at vores journalistiske produktion ligger et sted mellem afsløringsjournalistik og problemudredende journalistik, mens vi i artikelserien Mørkeland ved hjælp af fortællende journalistisk stil bedriver rekonstruktionsjournalistik. De udfordringer, vi mødte i arbejdet med rekonstruktionsjournalistikken og den fortællende genre, bliver beskrevet i det følgende kapitel. Side 35

80 Sindssyg underprioritering 6. Fortællende journalistik og presseetik (Katrine) Vores bærende case om Erik og hans søn Dennis var efter lang tids søgen kommet i hus, og den begyndte at tage form som artikelserien Mørkeland. Vi blev dog hurtigt enige om, at den ville kræve et forsøg med en anden journalistisk genre, end vi tidligere havde prøvet kræfter med. Historien fortjente at blive fortalt på en måde, så personerne kom til live på papiret, og vi blev enige om, at vi ville forsøge os med at koble metoder fra rekonstruktionsjournalistikken med den fortællende journalistiske genre begge dele nye for os Historiens skelet For at skabe mening i den komplekse historie og det omfattende materiale, vi havde samlet sammen, besluttede vi at læne os op ad den dobbelte Pulitzer-vinder Jon Franklins story-model. Franklin argumenterer for, at struktur er alfa og omega for at få den fortællende historie til at fungere. Ellers risikerer man, at historien ender i ét stort rod, og læseren står af. Når man arbejder på historiens strukturelle niveau, er det derfor et must, at man arbejder ud fra en veletableret fortællemodel. (Franklin 1994, s ) Med udgangspunkt i egne erfaringer opstiller Franklin en model for, hvordan fortællende journalistik skal opbygges. Modellen består i, at fortællingen skal indeholde en komplikation, en løsning og tre udviklingspunkter undervejs i teksten. Historien Mrs. Kellys Monster fra 1979 er en af de historier, der har indbragt Jon Franklin en Pulitzer-pris. Historien handler om en ældre kvinde, Mrs. Kelly, som plages af en ondsindet svulst i hjernen, som hun kalder monsteret. Derfor indlader hun sig frivilligt på en livsfarlig operation, som bliver udført af kirurgen Ducker. Ud fra Franklins story-model ser strukturen på Mrs. Kellys Monster således ud: Komplikation Første udviklingstrin Andet udviklingstrin Tredje udviklingstrin Løsning (Franklin 1994, s. 216) Ducker risikerer Mrs. Kellys liv Ducker åbner hjernen Ducker klipper svulst Monster overrasker Ducker Mrs. Kelly dør, og Ducker accepterer nederlaget Efter gennemgang af vores materiale kom vi frem til, at historien om Dennis var så kompakt og indeholdt så mange elementer, erkendelser og systemsvigt, at den bedste måde at formidle den på ville være ved at dele historien op i flere kapitler. Ifølge Franklins model skal fortællende journalistik, som ligesom vores er delt over flere kapitler, ud over en hovedkomplikation, indeholde en semikomplikation, en semiløsning og en interkomplikation for hvert kapitel. Interkomplikationen, som afslutter det enkelte afsnit, fungerer som cliffhanger og er identisk med semikomplikationen i det følgende afsnit. (Franklin 1994, s og ) På det strukturelle og det sproglige niveau opfordrer Franklin den fortællende journalist Side 36

81 Sindssyg underprioritering til at have fokus på personernes aktive handlinger. (Franklin 1994, s. 97) Ud fra Franklins story-model ser strukturen på vores historie Mørkeland således ud: Første afsnit: Hovedkomplikation Semikomplikation Første udviklingstrin Andet udviklingstrin Tredje udviklingstrin og løsning på semikomplikation Interkomplikation Andet afsnit: Semikomplikation Første udviklingstrin Andet udviklingstrin Tredje udviklingstrin og løsning på semikomplikation Interkomplikation Tredje afsnit: Semikomplikation Første udviklingstrin Andet udviklingstrin Tredje udviklingstrin og løsning på semikomplikation. Epilog. Svar på hovedkomplikation. Dennis er blevet psykisk syg og har brug for professionel hjælp Dennis skal erkende, at han ikke er rask Forsvundet - Erik forsøger at finde Dennis. Tilbageblik Forslået - Dennis dukker forslået op, og Erik tager ham med til et psykiatrisk hospital Statuetten - Erik føjer Dennis og kører ham til København. Dennis bliver frivilligt indlagt på en psykiatrisk afdeling Telefonopkaldet - Dennis nægter at blive frivilligt behandlet Dennis nægter at blive behandlet frivilligt Lygtepælen - Erik ringer til vagtlæge og politi, men de vil ikke tvangsindlægge Dennis Bedraget - Erik får lokket Dennis med til lægen Tvangsindlagt - Dennis bliver tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling og begynder at tage medicin Chok - Det psykiatriske system lader Dennis gå, selv om han stadig er syg Det psykiatriske system lader Dennis gå, selv om han stadig er syg Katastrofekurs - Dennis tager ikke sin medicin, og familien kontakter i frustration Ekstra Bladet Knivene - Dennis truer ven med knive, men Erik kan stadig ikke få ham tvangsindlagt Skuddene - Dennis bliver skudt af politiet og indlagt på hospitalet Ny begyndelse - Erik tror på, at Dennis nu får den hjælp, han har brug for 6.2. Rekonstruktion uden hovedvidne Outputresearchen (jf. 3.5.), der resulterede i de tre artikler til vores Mørkeland -serie, bød på mange overvejelser, da rekonstruktionsjournalistikken var ukendt territorium for os. Vi havde samlet et væld af oplysninger, som skulle koges ned til en gribende historie om den psykisk syge unge mand, Dennis, der efter kort tids indlæggelse ender i den værst tænkelige situation et skudopgør med politiet. Ud over de mange siders noter fra samtaler med Erik, Dennis far, havde Erik givet os adgang til Dennis lægejournal fra de fem første dage af hans tvangsindlæggelse. Desuden havde vi læst politiets døgnrapport om skudepisoden, læst artikler, hørt radioindslag og set tv-indslag om hændelsen, søgt forskellige oplysninger om den landsby, historien Side 37

82 Sindssyg underprioritering udfoldede sig i, samt de vejrmæssige forhold. Allerhelst ville vi have Dennis selv til at fortælle om forløbet, der ledte op til skudepisoden, men det var desværre udelukket. Da vi tog kontakt til familien, var Dennis varetægtsfængslet på en lukket retspsykiatrisk afdeling på det psykiatriske hospital i Vordingborg 12, og han viste stadig tegn på at være alvorligt syg. Selv hvis alle myndigheder og læger gav os lov til at tale med ham, ville det ikke være etisk forsvarligt at citere ham, hvis han stadig var psykotisk. Senere, da han havde fået det bedre og blev spurgt, om han ville tale med os, sagde han nej. Vi forsøgte at få andre medlemmer af familien i tale for at få flere vinkler på historien og flere detaljer med om Dennis sygdomsforløb. De afslog og ville bare have ro, men gav deres tilladelse til, at Erik fortalte historien. Vores eneste personkilde til historien blev altså Erik, og dermed var vinklen lagt. Det skulle være faren Eriks historie, der blev fortalt. Det betød, at vi fra begyndelsen undlod alle forsøg på at tolke, hvad Dennis tænkte og følte, mens hans sygdom udviklede sig. Vi skriver dermed kun det, Erik selv har bevidnet og sat ord på. I tilfælde, hvor Erik ikke har vidst, hvad Dennis foretog sig, har vi ikke forsøgt at fortælle om det i artiklerne. Kun én gang i løbet af historien fraviger vi dette princip. Det sker i afsnittet Skuddene i kapitel 3, hvor Dennis bliver skudt af politiet. Dette afsnit har vi stykket sammen af oplysninger fra politirapporten og avisartikler samt det, Erik har fået fortalt af både Dennis og politiet Journalisten vs. forfatteren Efter det første møde med Erik skrev vi et første råudkast til artiklerne, som mest af alt lignede en tidslinje. Vi var meget forhippede på at formidle historien faktuelt korrekt: datoer, tidspunkter, steder og personer, der var til stede. Vi kunne dog hurtigt konkludere, at vi manglede den lim, der skulle få det hele til at hænge sammen de små detaljer og Eriks tanker, overvejelser og følelser undervejs. Det, der skulle gøre historien levende, vedkommende og troværdig. Derfor stillede vi over telefonen Erik et væld af yderligere spørgsmål. Spørgsmålene spændte fra at være faktuelle, såsom: Hvilket cigaretmærke ryger du, hvad tog du på af tøj den morgen, og hvem stryger dine skjorter? til at handle om Eriks inderste tanker og overvejelser: Hvad tænkte du lige dér, og hvad fik dig til at gøre sådan? Han svarede trods stor undren over spørgsmålenes karakter så godt, han formåede, men kunne naturligvis ikke huske, om lige præcis dén tanke fyldte hans hoved enten torsdag eller fredag. Vi gik historien igennem og indførte de tanker og følelser, Erik havde refereret for os, der, hvor vi mente, at de hørte hjemme. Nogle gange var det direkte citater, andre gange gættede vi os til, at han måtte have været f.eks. bekymret ved at se sin søn i en given situation. Det var her, vi første gang sad med overvejelserne om, hvorvidt vi stadig arbejdede 12 Vi har trods anonymiseringen holdt fast i det faktum, at Dennis blev behandlet på det psykiatriske hospital i Vordingborg, da dette hospital er ét af kun to i hele Region Sjælland. Se nærmere forklaring i 6.6. Side 38

83 Sindssyg underprioritering som journalister. De tanker, vi havde tilføjet historien, var nødvendige for, at historien hang sammen, men var vi i vores ret til at gøre sådan? Der er naturligvis grænser for, hvor meget man kan tillade sig at digte, når forlægget er virkelige og nulevende personer. Den dom, som den norske journalist Åsne Seierstad modtog i juli i Tingretten i Oslo, er et tydeligt eksempel på denne problematik. Dommen lød på krænkelse af privatlivets fred i forbindelse med bogen Boghandleren i Kabul, som blev udgivet i (Sørensen 2010) Bogen skildrer dokumentarisk livet i en afghansk familie i Kabul i månederne efter Talibans fald. Seierstad boede i disse måneder hos familien og observerede deres hverdag, og familien var fra starten bekendt med, at hun efterfølgende ville skrive en bog. Alligevel blev hun dømt. Dommeren lagde i sin 30 siders domsudskrift vægt på, at hensynet til ytringsfriheden som udgangspunkt vejede tungere end hensynet til privatlivets fred, men at Seierstad i tre konkrete tilfælde var gået over stregen. De tre passager handlede om boghandlerens yngste kones inderste tanker. Seierstad havde under sit ophold ikke talt med den yngste kone, som ikke kunne tale engelsk, og dommeren afgjorde, at Seierstad manglede grundlag for at skrive det, hun gjorde. Boghandlerens kone vandt dermed retssagen og en erstatning for krænkelse af privatlivets fred. (Sørensen 2010) Ikke tidligere har en domstol udtalt sig om, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed bør gå i journalistik. (Sørensen 2010) Dommen blev afgivet med begrundelsen: Forfattere og andre historieskrivere, som prætenderer at publicere sande fremstillinger ud fra et alvidende fortællerperspektiv, må sørge for, at oplysninger om let identificerbare personers inderste tanker om personlige og følsomme temaer har solid forankring. (Uddrag fra dommen i Sørensen 2010) Sagen har ført til en diskussion af begrænsningerne af journalisters ytringsfrihed. Åsne Seierstad mener selv, at dommen er en trussel mod den journalistiske frihed, og i fællesskab med sit forlag har hun anket dommen. (Seierstad i Hill 2010) Andre mener, at dommen giver anledning til eftertanke og bør mane journalister til at vise større omhu, når de skriver. En af dem er Flemming Rose, kulturredaktør på Jyllands-Posten. Han mener, at problemet opstår, idet hun i forordet vælger at kalde bogen for en dokumentarroman, hvilket ifølge Rose er en falsk varebetegnelse. Han håber, at dommen ikke vil få negativ indflydelse på journalisters ytringsfrihed, og i det konkrete tilfælde lægger han vægt på, at Seierstad har skrevet faktuelt forkerte ting. Derfor mener han, at dommen er rimelig. (Rose i Sørensen 2010) Kravet om, at journalistikken skal afspejle virkeligheden, er et krav, som vi naturligvis også skal leve op til i vores historie. For at sikre, at vi havde dækning for de tanker og følelser, vi beskriver hos Erik, besluttede vi, at han skulle have mulighed for at gennemlæse hele artikelserien. Tre gange har vi printet serien, sendt den med posten og bedt ham gennemlæse den for at sikre, at fortællingen stemte overens med det, der faktisk skete. Erik har hver gang accepteret vores arbejde og kun korrigeret faktuelle småfejl. Side 39

84 Sindssyg underprioritering 6.4. Ytringsfrihed eller krænkelse? Undervejs i arbejdet med Mørkeland forhørte vi os flere gange hos Erik om muligheden for at komme til at tale med Dennis, men fik afslag. Men hvis det havde været muligt, havde det så også været etisk forsvarligt, når han nu stadig var meget syg? Ja, ifølge de presseetiske retningslinjer. Selv om psykiatriske patienter kan være frihedsberøvede efter psykiatriloven, antages det, at disse personer, uanset deres mentale tilstand, ikke kan berøves ytringsfrihed, og derfor frit (hvis ordensforhold tillader det) kan tale med journalister. (Terkelsen & Andersen 2007, s. 36) I sin beretning fra 1977 fastslår Folketingets Ombudsmand således, at også den, der er indlagt på at hospital, har ret til i samarbejde med pressen at offentliggøre sine tanker. (Terkelsen & Andersen 2007, s. 36) En læge kan ikke bortset fra helt ekstraordinære situationer modsætte sig en patients ønske om kontakt med pressen med den begrundelse, at en sådan kontakt vil være uforenelig med helbredsmæssige hensyn til den pågældende patient. (Citat fra bogen Massemediernes ansvar og frihed 2001 i Terkelsen & Andersen 2007, s. 36) Således kunne Dennis, hvis han havde ønsket det, frit have fortalt os sin version af historien. Vi ville dog efterfølgende have været nødsaget til at vurdere, om det ville være etisk korrekt at citere ham. I reglerne for god presseskik står følgende: Andres tillid må ikke misbruges. Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges. ( A) Imidlertid afslog Dennis vores tilbud, og Erik er således vores eneste personkilde til historien. Fra begyndelsen har han været opsat på at stå frem med sit fulde navn, da han mener, at historien er vigtig og skal frem i lyset. Derfor er han også tidligere stået frem i både tv og trykte medier med kritik af sønnens behandling. Og det har han ret til ifølge Grundlovens 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres. ( Eriks ytringsfrihed er således en grundlovssikret ret, men betyder det, at Erik frit kan fortælle sin personlige beretning om sønnen Dennis sygdomsforløb? Nej, ikke nødvendigvis. I vores historie beskriver vi detaljeret, hvordan Erik oplever Dennis psykose, og han har videregivet oplysninger om sønnen, som må betegnes som personfølsomme. Vi forelagde sagen for Oluf Jørgensen, afdelingsforstander på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i pressejura. Han mente, at vores situation præsenterede et klart etisk dilemma, idet vi lader en tredjeperson gengive sygdomsforløbet så detaljeret. Da der kommer særdeles følsomme oplysninger frem om sønnen, og det ikke er sønnen selv, der fortæller, Side 40

85 Sindssyg underprioritering men faren, bør også faren anonymiseres, var Oluf Jørgensens kommentar (se bilag G) Samtykke Oluf Jørgensen lagde således op til, at vi skulle anonymisere alle involverede også Erik. Og det til trods for, at Erik gerne ville stå frem. Hvis vi ville fortælle historien uden at anonymisere, skulle vi have Dennis samtykke, ellers var det uetisk, mente Oluf Jørgensen. For at Dennis samtykke skulle være gældende i juridisk forstand, skulle han endvidere være rask nok til at forstå, hvad det var, han gav sit samtykke til. En kendelse fra Pressenævnet fra 16. september 2009 vedrørende reportager om sygdom, ulykker og kriminalitet har på baggrund af klager over offentliggørelse af private oplysninger præciseret kravene til samtykke. Samtykket skal afgives af den person, omtalen vedrører, medmindre samtykkegiver har fuldmagt til at handle på personens vegne. ( B) Ifølge Pressenævnet skal et gyldigt samtykke som minimum være: 1. Frivilligt. Samtykket må ikke være afgivet under tvang eller pres 2. Specifikt. Den samtykkende skal være vidende om, at der samtykkes til offentliggørelse 3. Informeret. Den samtykkende skal være vidende om, hvad udsendelsen omhandler. ( B) Det lykkedes os først i august at få Erik til at tale med sin søn om vores ønske om at offentliggøre historien. Forespørgslen handlede om en delvist anonymiseret form, hvor navnene på Dennis og den nærmeste familie var ændret, men Erik stadig stod frem ved sit fulde navn, og alle de øvrige fakta var korrekte. Både Erik og Dennis mor, Judith, vurderede, at Dennis, som på dette tidspunkt havde været indlagt i ca. to måneder, ikke længere var psykotisk og dermed var i stand til at tage stilling til sagen. Desværre blev vores anmodning afvist. Dennis har accepteret, at I skriver om hans historie, men han vil ikke kunne genkendes, lød beskeden fra Erik, efter han havde talt med sin søn. Det betød, at hele historien skulle gennemanonymiseres, og det ærgrede både os og Erik. Alligevel ville vi gerne have Dennis samtykke på skrift for både i etisk og juridisk forstand at være dækket helt ind. Desuden ville det kunne forebygge en eventuel splid i familien, hvis Dennis senere skulle blive utilfreds med, at hans far overhovedet havde talt med os. Ifølge kendelsen fra Pressenævnet findes der ingen formelle krav til samtykket, og det kan således være enten udtrykkelig eller stiltiende. I vores tilfælde har Dennis og begge hans forældre skrevet under på en erklæring, der giver os tilladelse til at trykke historien under forudsætning af, at Dennis ikke kan genkendes (se bilag H). Vi ville gerne have talt med en psykiater fra den psykiatriske afdeling, hvor Dennis er indlagt, for at spørge, om personalet fra et fagligt synspunkt var enige i vurderingen af, at Dennis er rask nok til at skrive under på en sådan erklæring. Lægen er imidlertid bundet af tavshedspligten og må ikke udtale sig om Dennis tilstand, med mindre Dennis giver Side 41

86 Sindssyg underprioritering sin tilladelse, og den kunne vi ikke få. Alligevel vurderer vi, at Dennis har truffet en oplyst beslutning, idet hans far har forklaret ham sammenhængen, relevansen og konsekvenserne, og han herpå har underskrevet en erklæring Grader af anonymisering At bedrive rekonstruktionsjournalistik, som skal være anonym, er et paradoks. Vi gik efter at finde en case, der ville stå frem med navn, og derfor så vi det i begyndelsen af vores samarbejde med Erik som en fordel, at han tidligere var stået frem med sit fulde navn i medierne. Senere skulle det vise sig at være en ulempe, da artiklerne om sagen øgede muligheden for genkendelse. Nævnte vi tid og sted for skudepisoden, ville enhver nysgerrig læser kunne spore sig frem til Eriks navn ved hjælp af et par simple internetsøgninger. Vi har ikke kunnet finde overordnede presseetiske retningslinjer for, hvordan og i hvilken grad man anonymiserer kilder i lignende historier, og ifølge Oluf Jørgensen vil det altid være en konkret vurdering af den aktuelle sag, der afgør, hvordan man skal gribe det an (se bilag G). Det afhænger i redaktionel praksis af det enkelte medies etiske regelsæt og er derudover op til den ansvarlige journalist at vurdere. Vi målretter vores artikelserie til Berlingske Tidende og har derfor undersøgt, hvilken politik avisen har på området. Så sent som i juni 2010 har Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, diskuteret brugen af anonyme kilder på sin blog: Anonyme kilder kan anvendes, men kun i situationer, hvor en sag ellers ikke kan udredes, og sagen vurderes at have tilstrækkelig offentlig relevans. Vi har således en meget restriktiv holdning til anonyme kilder. Der kan dog være væsentlige historier, som ikke kan udredes uden anonymitet. Vi bruger ikke redskabet i flæng. (Knudsen 2010) Vi havde fra begyndelsen gået efter en bærende case med en person, som ville stå frem med navn. Alligevel blev vi enige om, at Eriks fortælling om sønnens sygdomsforløb og det psykiatriske systems svigt er så vigtig, at anonymiteten kan forsvares i dette tilfælde. Med beslutningen om at anonymisere historien meldte der sig nye overvejelser vedrørende graden af anonymisering. Vi diskuterede indbyrdes, hvilke forskellige muligheder vi havde for anonymisering, og nåede frem til to farbare veje. Vi kunne vælge imellem at: a) holde fast i beskrivelsen af begivenhederne, men ændre på fakta i historien b) sløre fakta, men beholde de korrekte oplysninger Ad a) Hvis vi ændrede i fakta, kunne vi skrive historien, så det fremstod, som om begivenhederne fandt sted et helt andet sted i landet, eksempelvis i Sønderjylland eller i Skagen, og vi kunne opfinde nye datoer og tidspunkter for hændelsen. På den måde ville vi stadig kunne have meget præcise detaljer dog et opdigtet sted men stadig undgå, at Dennis kunne blive genkendt. Ad b) Hvis vi slørede fakta, ville vi derimod være nødt til at skrive en række genkendeli- Side 42

87 Sindssyg underprioritering ge detaljer ud. Tid, sted og geografi måtte fremstå uklart, og detaljer, som vi har fundet via offentlige kilder, skulle gøres mindre genkendelige. Til gengæld ville vi undgå at skulle digte, og historien ville dermed være så tæt på virkeligheden, som vi kunne opnå trods anonymisering. Vi valgte den sidste strategi, da vi ikke ønskede at digte fakta det ville svække troværdigheden, vurderede vi. Vi har derfor også forsøgt at holde fast i så mange faktuelle holdepunkter som muligt. Således foregår historien nu om vinteren-foråret 2010 i stedet for på præcise måneds- og datoangivelser, ligesom småbyerne, hvor historien udfolder sig, ligger i den sydøstlige del af Danmark. Til gengæld har vi holdt fast i det faktum, at han bliver behandlet på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. I Region Sjælland, som har en befolkning på en lille mio. indbyggere, er der to store psykiatriske hospitaler, der tager imod akutte patienter og svært psykisk syge, og det ene er Oringe. At Oringe er modtagesygehus for så stort et opland mener vi, gør det etisk forsvarligt at nævne navnet i modsætning til at opfinde et nyt. Det samme gør sig gældende for Dennis ældste storebrors bopæl, som ligger i København. København er så stor, at risikoen for genkendelse er minimal. Til gengæld har vi sløret detaljer omkring skudepisoden med Dennis, og vi har fjernet et afsnit, hvor vi citerede artikler fra dagspressen om hændelsen, da disse kunne lede læsere direkte på sporet af den virkelige hændelse. Erik har gennemlæst historien efter anonymiseringen og har godkendt den på Dennis vegne. Den anonymisering, vi har anvendt, indeholder en lille risiko for, at en læser vil læse historien og drage paralleller til de historier, der tidligere har været bragt i medierne om hændelsen. Vi mener etisk at kunne forsvare denne risiko. 100 pct. anonymitet er så godt som umulig, hvis historien ikke skal blive fuldstændig fiktion. Vi mener, at historien trods alt er så vigtig, at det er en risiko, det er værd at løbe. Det skal dog tilføjes, at anonymiseringen udelukkende er sket for at skåne Dennis for unødig gene. Hvis der var risiko for, at han ved genkendelse f.eks. kunne miste sit job, blive truet eller retsforfulgt for ny kriminalitet, ville sagen stå anderledes. Som dette kapitel har beskrevet, blev Mørkeland og dets indbyggere, Dennis, Erik og de andre, en stor udfordring for os både metodisk og stilistisk såvel som i et presseetisk perspektiv. Vi har dog valgt at prioritere denne artikelserie om Dennis og hans sygdom meget højt og at lægge mange kræfter i arbejdet med den, da den både skulle tjene som et gribende, menneskeligt billede på problemerne i psykiatrien og som stærk og medrivende åbning til vores samlede artikelserie. Side 43

88 7. Konklusion (Gurli) Sindssyg underprioritering Vi åbnede døren til psykiatrien tilbage i foråret og har siden da læst, lyttet og set, hvad der rører sig indenfor. Vi ville ind bag tallene, om bag personerne og rundt om systemet. Ved at tage denne lange tur håbede vi på at kunne finde frem til den rette udgang. De bekymrede røster og foruroligende tal, der de seneste år er kommet fra psykiatrien, fangede vores interesse i en grad, så vi satte os for at undersøge, hvad der i virkeligheden var galt. Vi havde en fornemmelse af, at politikernes økonomiske prioriteringer svigtede psykiatrien, og at psykiatrien som resultat heraf svigtede de svært psykisk syge. Et overordnet, systematisk svigt af en stor og svag samfundsgruppe. Emnet var i vores øjne af både menneskelig, principiel og samfundsøkonomisk betydning. Som journalister valgte vi med indignationen i rygsækken at foretage en grundig ransagning af psykiatrien. Vores problemformulering for rapporten såvel som den journalistiske produktion lød: Hvordan påvirker de politisk økonomiske prioriteringer i psykiatrien den psykiatriske behandling af de svært psykisk syge? Vi har for det første udredet, hvordan økonomiske forhold reelt tager sig ud i psykiatrien. Det har vi gjort ved i vores research at gennemgå store mængder data om økonomiske beslutninger, tilførte og mistede indtægter samt politiske løfter om kommende forbedringer. Vi viser gennem en række avisartikler, at: Det økonomiske løft, som skulle sikre, at det psykiatriske område kom på niveau med det øvrige sundhedsvæsen, ikke er kommet ( Sidste års psykiatriløft var en fuser og Satspuljeforbandelsen psykiatrien betales af penge med udløbsdato ). Region Hovedstaden, som huser en stor del af de svært psykisk syge, har store økonomiske problemer forbundet med de psykiatriske patienter og vil blive nødt til at skære på den psykiatriske behandling for at få budgettet til at hænge sammen. Sundhedsministeren er gjort opmærksom på dette, men afviser at give flere penge til psykiatrien ( Hovedstadsregionen har i årevis udskudt kæmpebesparelser i psykiatrien og Minister afviser bøn om flere psykiatripenge ). Gennemgangen af de økonomiske forhold i psykiatrien leder os til at konkludere, at politikerne underprioriterer det psykiatriske område. Vi har for det andet undersøgt, hvordan de økonomisk pressede forhold påvirker behandlingen af de svært psykisk syge. Det er sket gennem indsamling af materiale fra videnskabelige rapporter samt interview med ekspert-, parts- og erfaringskilder. Vi viser gennem en række avisartikler, at: Besparelser på det psykiatriske område medfører, at psykiatriske behandlingstilbud til gruppen af svært psykisk syge bliver lukket og efterlader en specifik patientgruppe uden optimal hjælp ( Psykiater: Vi svigter de svært psykisk syge men- Side 44

89 Sindssyg underprioritering nesker, Topmoderne psykiatriske senge står tomme og Psykiater: Unge skizofrene får lov at gå i hundene ). Besparelserne rammer almenpsykiatrien, som må lukke sengepladser, mens retspsykiatrien, hvor de kriminelle psykisk syge bliver behandlet, får tilført nye midler. Det har skabt en ond cirkel, hvor behandlingssvigt i almenpsykiatrien sender de svært psykisk syge ud i kriminalitet, og først når de har fået dom og bliver retspsykiatriske patienter, får de den hjælp, de har brug for (Serien Mørkeland, Svært psykisk syge må begå kriminalitet for at få hjælp, Ubehandlede psykisk syge bringer politifolks liv i fare og Krisepsykolog: Skudepisoder tager hårdt på politifolk og deres familier ). Heraf kan vi konkludere, at manglende økonomiske midler fører til, at svært psykisk syge ikke får den optimale hjælp, hvilket fører til en stigning i antallet af retspsykiatriske patienter. Det er lykkedes at producere en artikelserie bestående af 13 artikler, der via forskellige indgange belyser flere aspekter af psykiatrien. Vores artikelserie ville havde vi siddet på en redaktionel arbejdsplads kunne trykkes i et dagblad over eksempelvis seks dage samt danne grundlag for en kampagneside på internettet. Vi kan naturligvis ikke konkludere, hvordan artikelserien og kampagnesiden ville fungere i praksis, men de forberedende overvejelser vedrørende produktionens lancering er medtaget undervejs i denne rapport. Gennem vores artikelserie får læseren samfundsborgeren indsigt i de økonomiske forhold, der ligger til grund for psykiatrien, og h/n kan herigennem danne sig et billede af, hvordan økonomien påvirker den psykiatriske behandling af de svært psykisk syge. Vores tur i psykiatrien har efter seks måneder fundet en udgang. Konklusionen på vores problemformulering er således, at: Politisk økonomisk underprioritering fører til, at svært psykisk syge ikke får den optimale hjælp, hvilket medfører en stigning i antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet. Side 45

90 Sindssyg underprioritering 8. Kilder 8.1. Kilder brugt i rapporten Bøger og kompendier: Allern, Sigurd (1996), Kildenes Makt. Pax, Oslo. Andersen, E. m.fl. (1977), Ikke et ord om ytringsfrihed. Forlaget Modtryk, Århus. Becker-Christensen, Christian (2001), Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 2. udgave, 1. oplag. Politikens Forlag A/S, København. Davies, Nick (2009), Flat earth news. Vintage Books, London. Franklin, Jon (1994), Writing for Story. Penguin Gruop USA, Plume. Kvam, Bjarne (1995), Etterforskende journalistikk. Institutt for Journalistikk, Frederikstad. Larsen, Peter Harms (2008), Introduktion til undersøgende journalistik definitioner, historie, ideologi, metoder, praksis, refleksioner. Journalistik RUC, Roskilde. Loftager, Jørn (2004), Politisk offentlighed og demokrati i Danmark Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag, Århus. Meilby, Mogens (2006), Journalistikkens grundtrin Fra ide til artikel. Forlaget Ajour, Århus. Meilby, Mogens & Minke, Kim (1983), Når sandheden skal frem. Borgens Forlag, København. Pawlick, Thomas (1982), Investigative reporting. Richards Rosen Press Inc., New York. Spark, David (1999) Investigative reporting - a study in technique. Focal Press, Burlington. Strömbäck, Jesper (2004), Den medialiserade demokratin. SNS Förlag, Stockholm. Terkelsen, Mette & Andersen, Michael Bruun (2007), Pressejura og presseetik. Journalistik RUC, Roskilde. Side 46

91 Sindssyg underprioritering Pjecer, videnskabelige rapporter og artikler: Benjaminsen, Lars (2009), Hjemløshed i Danmark national kortlægning. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, København Sidst set d. 26. august 2010 via linket: Danmark.pdf. Danske Regioner (2009): A. Vidste du at... Fakta om psykiatrien (2009), pjece fra Danske Regioner. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: AF99.ash B. En psykiatri i verdensklasse - Regionernes vision for fremtidens psykiatri (2009), pjece fra Danske Regioner. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: D74.ashx C. Personer med psykisk sygdom der begår kriminalitet (2009), pjece fra Danske Regioner. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: 62A6.ashx Finansministeriet (2009), Aftaler om finansloven for Rosendahl-Schultz Distribution, Albertslund. Habermas, Jürgen (1974), The public sphere: An Encyclopedia Article, artikel i New German Critique nr. 3, Duke University, Durham. Kramp, Peter og Sestoft, Dorte (2008), Psykose og kriminalitet, statusartikel i Ugeskrift for Læger d. 10. november Artikler fra aviser, fagblade og internetmedier: Hill, Amelia (2010), Seierstad: Det er ikke muligt at skrive en neutral historie, artikel i Dagbladet Information d. 6. august Hundevadt, Kim (2007), Lars Løkke: Stop sengelukninger, artikel i Jyllands-Posten d. 19. april Kaae, Martin (2009), VKO vil finde flere penge til de psykisk syge, artikel i Dagbladet Politiken d. 24. marts Side 47

92 Sindssyg underprioritering Kirtz, Bill (2005), Why Narrative Matter As Newspapers Struggle, artikel på internetmediet PoynterOnline d. 5. december Sidst set d. 28. august 2010 via linket: Kløvedal, Gurli (2009), Vibeke Storm: Jacob Axels psykiatriløft tomme ord, artikel i fagbladet Dagens Medicin d. 4. september Knudsen, Lisbeth (2010), Anonyme kilder til den væsentlige historie, Berlingske Tidendes chefredaktørs blog d. 5. juni Sidst set d. 24. august 2010 via linket: Kølle, Niels (2008), Mediekontrol truer folkestyret, artikel i Dagbladet Information d. 29. juli Nielsen, Signe Højgaard & Albrecht, Jakob (2010), Sådan gør du en forskel, artikel i Fagbladet Journalisten d. 11. juni Sørensen, Rasmus Bo (2010), Dér gik grænsen mellem virkelighed og fiktion, artikel i Dagbladet Information d. 6. august Kilder fra nettet: TPLBerlingskeT, Tættere på læserne, Sidst set d. 25. august 2010 via linket: Berlingske Tidendes Læserprofil (2009). Sidst set d. 25. august 2010 via linket: A. L 71 Forslag til lov om regionernes finansiering (2004). Sidst set d. 25. august 2010 via linket: B. L 128. Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje, Folketidende d. 29. april Sidst set d. 27. august 2010 via linket: pdf Berlingske Undersøger, opgørelse over emner behandlet af Berlingske Tidendes gravergruppe. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: Side 48

93 Sindssyg underprioritering Danmarks Riges Grundlov (1956). Sidst set d. 24. august 2010 via linket: Rapport om det økonomiske grundlag for H:S i perioden Hovedstadens Sygehusfællesskab Sidst set d. 28. august 2010 via linket: A. Personlighedsforstyrrelser patientinformation, Danske Regioner, hjemmesiden senest redigeret d. 24. september Sidst set d. 26. august 2010 via linket: B. Personlighedsforstyrrelser - sygdom, Danske Regioner, hjemmesiden senest redigeret d. 25. september Sidst set d. 26. august 2010 via linket: C. Vrangforestillinger - symptom, Danske Regioner, hjemmesiden senest redigeret d. 25. september Sidst set d. 26. august 2010 via linket: D. Skizofreni - sygdom, Danske Regioner, hjemmesiden senest redigeret d. 20. april Sidst set d. 26. august 2010 via linket: A. Vejledende regler for god presseskik. Sidst set s. 29. august 2010 via linket: B. Krav til samtykke. Præcisering af praksis vedrørende kravene til et gyldigt samtykke, 16. september Sidst set d. 29. august 2010 via linket: Pressenævnet/Nyheder.aspx?M=News&PID=94&NewsID= Definition af bipolar affektiv sindslidelse. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: 0sindslidelse.aspx The Pulitzer Price 2009 Winners - National Reporting. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: Side 49

94 Sindssyg underprioritering A. Aftale om regionernes økonomi for 2011, Danske Regioner d. 12. juni Sidst set d. 27. august 2010 via linket: 39FE343EB3DA99E.ashx B. Regionernes økonomi og aktiviteter på psykiatriområdet 2008, Danske Regioner maj Sidst set d. 27. august 2010 via linket: BF8DA51F750AFD6.ashx C. Aftale om regionernes økonomi for 2010, Danske Regioner d. 13. juni Sidst set d. 25. august 2010 via linket: F910556A0B.ashx Brev fra Bertel Haarder, indenrigs- og sundhedsminister, til Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden d. 2. juni Meddelelse nr i Forretningsudvalgets mødeoversigt d. 15. juni Sidst set d. 25. august 2010 via linket: 7B1B5B1BA0B2/0/Bilag_til_FU150610_meddelelserNY pdf. Side 50

95 Sindssyg underprioritering 8.2. Kilder brugt i artikelproduktionen Videnskabelige rapporter, undersøgelser og artikler: Borg, Vilhelm; Nexø, Mette Andersen; Kolte, Ida Viktoria; Andersen, Malene Friis (2010), Hvidbog om mentalt helbred, sygefravær og tilbagevenden til arbejde. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Arbejdstilsynet, 1. oplag, København. Danske Regioner (2009): A. Vidste du at... Fakta om psykiatrien (2009), pjece fra Danske Regioner. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: AF99.ash B. En psykiatri i verdensklasse - Regionernes vision for fremtidens psykiatri (2009), pjece fra Danske Regioner. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: D74.ashx C. Personer med psykisk sygdom der begår kriminalitet (2009), pjece fra Danske Regioner. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: 62A6.ashx Finansministeriet (2008), Aftaler om finansloven for Finansministeriet, Rosendahl- Schultz Distribution, Albertslund. Finansministeriet (2009), Aftaler om finansloven for Finansministeriet, Rosendahl- Schultz Distribution, Albertslund. Indenrigsministeriets og Socialministeriets Socialudvalg (2009), Finansieringsudvalgets analyse af socioøkonomiske kriterier til fordeling af regionernes bloktilskud på sundhedsområdet, notat fra Indenrigsministeriets og Socialministeriets Socialudvalg, august Internt notat (2009), Sundhedsudgifter 2007 og 2008, internt notat fra d. 9. marts Koncern Økonomi, Region Hovedstaden. Internt notat (2009), Psykiatriområdet og bloktilskudsfinansiering, internt notat til Regionsrådet d. 9. marts Koncern Økonomi, Region Hovedstaden. Side 51

96 Sindssyg underprioritering Kramp, Peter og Gabrielsen, Gorm (2004), Retspsykiatriske patienter i H:S Diagnoser, misbrug og kriminalitet, statusartikel i Ugeskrift for Læger d. 16. august 2004, s Kramp, Peter og Sestoft, Dorte (2008), Psykose og kriminalitet, statusartikel i Ugeskrift for Læger d. 10. november 2008, s Videbech, Poul; Buxbom, Lotte; Gerdes, Ulrik; Frederiksen, Jan; Lønstrup, Johanne og Tehrani, Elisabeth (2010), Patienter på en psykiatrisk boinstitution på Djursland, artikel i Ugeskrift for Læger d. 1. februar 2010, s Internetkilder: Bedre Psykiatri - Forening for psykisk syge og pårørende. Forening, der arbejder på at fjerne tabuer og fordomme på social- og psykiatriområdet. Forening for psykisk syge. Rapport om det økonomiske grundlag for H:S i perioden Hovedstadens Sygehusfællesskab Sidst set d. 28. august 2010 via linket: CUtLASS1: Ældre og billigere antipsykotika er ikke dårligere end de nyere antipsykotika, studieanmeldelse d. 15. maj Sidst set d. 28. august 2010 via linket: Aftale om satspuljen på sundhedsområdet , d. 26. oktober Sidst set d. 25. august 2010 via linket: delelser/2009/10/udmoentning%20af%20satspuljen/udmoentning_af_satspuljen_2010_sundh ed.ashx A. L 71 Forslag til lov om regionernes finansiering (2004). Denne side rummer link videre til dokumenter under fremsættelse af lovforslag, 1. behandling, Ud- Side 52

97 Sindssyg underprioritering valgsbehandling, 2. behandling samt 3. behandling med den endelige vedtagelse. Vi har gennemlæst samtlige dokumenter, som siden linker til. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: B. L 128. Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje. Denne side rummer link videre til dokumenter under fremsættelse af lovforslag, 1. behandling, Udvalgsbehandling, 2. behandling samt 3. behandling med den endelige vedtagelse. Vi har gennemlæst samtlige dokumenter, som siden linker til. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: n.htm Psykisk syge udskrives for tidligt, Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum, d. 15. september Sidst set d. 27. august 2010 via linket: Lægemiddelstatistik, Danmark, , samlet salg. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: r% pdf Statistisk database over forbrug af lægemidler i Danmark. Politiets anvendelse af skydevåben en tværfaglig analyse af perioden (2007), Politiets Videnscenter. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: TEMA: Psykisk syge det mener vi, artikelsamling. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: A. Oversigtstabel samlet kapacitet. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: sykiatri/kapacitet/?wbcmode=a B. Sengepladser i psykiatrien. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: Side 53

98 Sindssyg underprioritering sykiatri/kapacitet/sengepladser_ny.htm?wbcmode=a C. Oversigt samlet kapacitet. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: sykiatri/aktivitet/?wbcmode=a D. Økonomi. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: sykiatri/okonomi/?wbcmode=a C. TEMA: Forskning Et kig ind i fremtidens psykiatri. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: regionh.dk/menu/forskning/psykiatrikonference+09/artikler/forskning+- +Et+kig+ind+i+fremtidens+psykiatri/ A. Aftale om regionernes økonomi for 2011, Danske Regioner d. 12. juni Sidst set d. 27. august 2010 via linket: 39FE343EB3DA99E.ashx B. Regionernes økonomi og aktiviteter på psykiatriområdet 2008, Danske Regioner maj Sidst set d. 27. august 2010 via linket: BF8DA51F750AFD6.ashx C. Aftale om regionernes økonomi for 2010, Danske Regioner d. 13. juni Sidst set d. 25. august 2010 via linket: F910556A0B.ashx A. Brev fra Bertel Haarder, indenrigs- og sundhedsminister, til Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden d. 2. juni Meddelelse nr i Forretningsudvalgets mødeoversigt d. 15. juni Sidst set d. 25. august 2010 via linket: Side 54

99 Sindssyg underprioritering 7B1B5B1BA0B2/0/Bilag_til_FU150610_meddelelserNY pdf. B. Aftale om hospitals- og psykiatriplan for 2020 for Region Hovedstaden, d. 18. maj Sidst set d. 25. august via linket: df C. Psykiatriplan Sidst set d. 25. august 2010 via linket: E C/0/Psykiatriplan23oktober2007.pdf A. Lov om regionernes finansiering, d. 24. juni 2005, tidligere lov. Sidst set d. 27. august 2010 via linket: B. Lov om regionernes finansiering, d. 25. juni 2010, gældende lov. Sidst set d. 27. august via linket: C. Bekendtgørelse om opgørelse og afregning af tilskud og bidrag for 2007 i henhold til lov om regionernes finansiering, d. 28. juni Sidst set d. 27. august 2010 via linket: D. Vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler til patienter over 18 år, gældende vejledning, d. 28. juni Sidst set d. 27. august 2010 via linket: E. Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser, gældende vejledning, d. 10. december Sidst set d. 27. august 2010 via linket: Landsforening for psykisk syge og pårørende. Finansieringssystemet for regionerne, Socialministeriet. Sidst set d. 25. august 2010 via linket: Side 55

100 Sindssyg underprioritering Mundtlige kilder: Navn Stilling/egenskab Formål/kildetype og interviewform Allan Jørgensen Far til psykisk syg Erfaringskilde, længere personinterview på hans bopæl i Greve Anders Fink-Jensen Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Ekspertkilde, længere researchinterview og citatinterview, begge over telefonen Anne Axholm Ansat ved Det Sociale Netværk Hjælp med adgang til konference på Christiansborg, samtale ved konferencen Anne Dorte Hoppe Anne Køster Benny Øckenholt Bente Terkelsen Bjarke Frøslee Ibsen Britta Kyvsgaard Bo Andersen Caia Davida Dorte Sestoft Kommunikationskonsulent ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Psykiater ved distriktspsykiatrien på Østerbro og i Indre By og tidligere leder af L7, en specialafdeling for unge på Psykiatrisk Center Sct. Hans Politimand, operativ leder ved Station Bellahøj Socialrådgiver fra Retspsykiatrisk Afd. i Glostrup Leder af Rigspolitiets Psykologteam Forskningsleder ved Justitsministeriet Centerchef på Psykiatrisk Center Sct. Hans Ansat i Galebevægelsens netværkscafé Overlæge i psykiatri, Rigspolitiets Retspsykiatriske Klinik Faktaafklaring, telefonsamtale Ekspertkilde, telefoninterview Hjælp vedr. bud på case til politiserie, telefonsamtale Hjælp vedr. muligheden for at sætte opslag op på afdelingen evt. reportagebesøg, telefonsamtale og mailkorrespondance Ekspertkilde, telefoninterview Ekspertkilde, mailkorrespondance vedr. ny undersøgelse om psykisk syge og kriminalitet Partskilde, telefoninterview Erfaringskilde, personinterview i Galebevægelsens netværkscafé på Frederiksberg Ekspertkilde, længere researchinterview på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik og et telefoninterview Else Høst Hansen Mor til psykisk syg datter Erfaringskilde, telefonsamtale og mailkorrespondance Side 56

101 Sindssyg underprioritering Erik Jørgensen Erik Erling Far til Bo Houen Jørgensen, der blev skudt og dræbt af politiet i Aalborg i november 2009 Far til psykisk syg søn, Dennis, der blev skudt af politiet i foråret 2010 Psykisk syg i Galebevægelsens netværkscafé Erfaringskilde, telefoninterview og mailkorrespondance Erfaringskilde, længere personinterview på hans bopæl og flere opfølgende telefoninterview Erfaringskilde, personinterview i Galebevægelsens netværkscafé på Frederiksberg Ekspertkilde, telefoninterview Finn Breinholdt Larsen Sundhedskonsulent, Center for Sundhedsfremme, Århus Frank Arildsen Politibetjent ved Station Bellahøj, Erfaringskilde, telefoninterview blev overfaldet af psykisk syg jægersoldat i 2009 Henrik Hauschild Juhl Social-, sundheds- og arbejdsmarkedsdirektør Faktaafklaring, kort telefonin- I Kalundborg terview vedr. prisen på at have Kommune en psykisk syg i behandling Irene Odgaard Mor til en skizofren datter Erfaringskilde, personlig samtale ved konference afholdt at Det Sociale Netværk Jes Søgaard Direktør og sundhedsøkonom, Ekspertkilde, telefoninterview Dansk Sundhedsinstitut (DSI) Jette Holm Indlandsredaktør på Berlingske Tidende Faktaafklaring, mailkorrespondance Jette Sylow Rasmussen Enhedschef for Økonomisk Planlægning i Region Hovedstadens Faktaafklaring, mailkorrespondance Karin Garde Overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Center Sct. Hans og ved det socialpsykiatriske bosted, Lindegaarden Ekspertkilde, længere researchinterview på Psykiatrisk Center Sct. Hans og opfølgende telefoninterview Kim Wammen Chef i Frederiksberg Politi Hjælp med bud på kilde til politiserie, telefonsamtale Kirsten Barslev Rasmussen Mor til psykisk syg søn Erfaringskilde, personinterview på hendes bopæl i Løjt Kirkeby i Sønderjylland Kjeld Møller Pedersen Professor i sundhedsøkonomi ved Ekspertkilde, telefoninterview Syddansk Universitet Knud Kristensen Formand for Landsforeningen Partskilde, telefoninterview SIND Lars Martin Nielsen Chef for Psykiatrisk Udrykningstjeneste Ekspertkilde, researchinterview på Bispebjerg Hospital Lena Graversen Overlæge i Sundhedsstyrelsens afdeling for Tilsyn Faktaafklaring, telefonsamtale og mailkorrespondance Linda Liboriussen Pressemedarbejder i Region Hovedstaden Faktaafklaring, telefonsamtale og mailkorrespondance Martin Deichmann Pressechef ved Indenrigs- og Sundhedsministeriet Hjælp til at få svar på spørgsmål fra Bertel Haarder, mailkorrespondance Mette Hartlev Professor i sundhedsret ved Kø- Ekspertkilde, telefoninterview Side 57

102 Sindssyg underprioritering Mette Vestergaard Mikkel Lambach benhavns Universitet Statsadvokat, ansvarlig for undersøgelsen af skudepisoden med Eriks søn, Dennis Chefrådgiver ved Sundheds- og Socialpolitisk Kontor i Danske Regioner vedr. regler for tvangsindlæggelse Faktaafklaring, telefonsamtale Faktaafklaring, telefonsamtale Mirjana Saabye Presseansvarlig hos Ældresagen Partskilde, mailkorrespondance Morten Rand Jensen Koncerndirektør i Region Hovedstadens med ansvar for økonomi og psykiatri Partskilde, researchinterview i regionens administrative kontor i Hillerød Niels Ougaard Embedsmand i Indenrigs- og Sundhedsministeriet Faktaafklaring, telefonsamtale, mailkorrespondance og behandling af begæring om aktindsigt Niels-Otto Fisker Pressechef ved Rigspolitiet Faktaafklaring, telefonsamtale Ole Felsby Presserådgiver i Foreningen af Hjælp med bud på kilder, telefonsamtale Speciallæger (FAS) Peter Ibsen Formand for Folitiforbundet Partskilde, telefoninterview Peter Løppenthin Afdelingschef for rehabiliteringsafdelingen Partskilde, telefoninterview på Psykiatrisk Center Sct. Hans Peter Kramp Overlæge på Rigspolitiets Retspsykiatriske Klinik Ekspertkilde, telefoninterview og mailkorrespondance Rainer Lenze Ansat i Galebevægelsens netværkscafé Erfaringskilde, personinterview i Galebevægelsens netværkscafé på Frederiksberg Rasmus Staghøj Journalist på B.T. Faktaafklaring, mailkorrespondance Steen Moestrup Medlem af landsrådet i Landsforeningen af nuværende og tidligere Erfaringskilde, researchinterview over telefonen psykiatribrugere (LAP) Søren Domino Søndagsredaktør ved Berlingske Tidende Faktaafklaring, mailkorrespondance Søren Hede Kontorchef i Udgiftspolitisk Center i Finansministeriet Faktaafklaring, mailkorrespondance Thomas Gunder Petersen Politibetjent Erfaringskilde, interview på hans bopæl Thorstein Theilgaard Generalsekretær i pårørendeforeningen Bedre Psykiatri Partskilde, researchinterview hos Bedre Psykiatri på Øster- Tommy Kjelsgaard Thomas Christian Larsen Kontorchef i Danske Regioners Sundheds- og Socialpolitiske Kontor Kommunikationskonsulent i Region Sjælland, bro Faktaafklaring, telefonsamtale Faktaafklaring, mailkorrespondance vedr. muligheder Side 58

103 Sindssyg underprioritering Thomas Schütze Vibeke Storm Rasmussen Afdelingsleder på retspsykiatrisk afdeling, Psykiatrisk Center Sct. Hans Regionsrådsformand i Region Hovedstaden for aktindsigt i vagtlægeopkald Ekspertkilde, erfaringskilde, partskilde, telefoninterview Partskilde, telefoninterview Side 59

104 Sindssyg underprioritering Side 60

105 Bilag Bilag A: Bilag B: Bilag C: Bilag D: Mailkorrespondance med Mikkel Lambach, chefrådgiver ved Sundheds- og Socialpolitisk Kontor i Danske Regioner Bilag E: Begæring om aktindsigt i Indenrigs- og Sundhedsministeriet Bilag F: Udkast til online spørgeskema henvendt til medlemmerne i Dansk Psykiatrisk Selskab Bilag G: Interview med Oluf Jørgensen, afdelingsforstander ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Bilag H: Samtykkeerklæring vedr. anonymisering ifm. offentliggørelse af case-historie Formidlende artikel

106 Bilag A