Eluníshe 2012 by Dan Ehlert Nielsen

Transkript

1 1

2 Eluníshe 2012 by Dan Ehlert Nielsen 2

3 1. del 3

4 4

5 Kapitel 1, 163: i2-3 Hvor jeg dog elsker dette sted, tænkte Anóshi og så ud over dalen. På himlen i øst steg et skær af purpurnuancer langsomt op over horisonten. Gløden fra den forestående solopgang blev spejlet af floden i dalens bund, og på den nærmeste skråning brændte enkelte diskrete lamper. Saráls små 3000 indbyggere var så småt ved at vågne. Himlen var skyfri det var den stort set altid på denne årstid og stjernernes glimten trængte endnu forholdsvis uhindret igennem purpursløret. Næsten samme stjerner og samme stjernebilleder, som man kunne se fra jorden, fortalte Ofóno tit, når han og Anóshi tog på aftenvandring sammen. Ikke at det betød vældig meget for Anóshi; stjernerne kunne hun selvfølgelig sagtens se, men at få dem til at forene sig i billeder forekom hende alt andet end let. Det eneste stjernebillede, hun med sikkerhed kunne genkende, var Orion, der i øjeblikket strålede næsten lige over hendes hoved. Og at stjernerne dannede de samme mønstre set fra jorden, var der jo ikke noget underligt i; afstanden var trods alt kun 12 lysår. Ingenting i kosmisk sammenhæng, men selvfølgelig nok til at jorden ikke spillede nogen som helst rolle i Anóshis liv. Den var en sagnverden, man kunne læse om, hvis man havde tid og lyst, men det have Anóshi sjældent. Øverst på skråningen stod et enkelt, majestætisk træ. Anóshi lagde sin skuldertaske på jorden, satte sig med ryggen mod træets læderagtige bark og åbnede sanserne. Hun lyttede til den stille mumlen fra skoven et par hundrede meter længere inde i landet, indsnusede den diskret parfumerede duft af vågnende liv, følte den lune morgenluft som en kokon omkring sin næsten nøgne krop. Anóshi ventede på Øjeblikket. Det var ikke langt borte. Mellem floddalens skråninger glødede himlen nu intenst rød; om et par hundrede sekunder ville solens første direkte stråler skylle ind over landet og sætte en ny dag i gang. Anóshi havde oplevet det mange gange før, men hun var aldrig blevet træt af det, kunne umuligt blive træt af det. Daggry på toppen af skråningen oven for Sarál på Dúsara var noget helt unikt. Solskivens orange kant gled op over horisonten og sendte en tsunami af lys ind gennem dalen. Naturen svarede; den utydelige mumlen fra skoven forstummede, en forventningsfuld stilhed sænkede sig. Øjeblikket kom nærmere og nærmere halvdelen af den gulorange solskive var fri af horisonten stilheden var intens, som en spændt fjeder, der ventede på at blive udløst. Lyset brændte, solvarmen var allerede mærkbar. Øjeblikket Nu! Det gyldne lys fyldte dalen og antændte en farveeksplosion, der ilede over skråningerne hinsides floden. Blade og blomster, der havde været rullet sammen for natten, sprang op og afslørede en overdådig farvepragt domineret af tusindvis af grønne og blå nuancer. En raslen af løv i bevægelse vældede op fra dalen, susede hen over hovedet på Anóshi og fortsatte ind i skoven, hvis beboere øjeblikkeligt svarede med en brusende symfoni af fløjten, piben, summen, kvækken, kvidren og knirken. Nede fra Sarál gav en enkelt morgenkåd ko sit besyv med. En tynd dis af vanddamp hang i nogle få hundrede sekunder over dalen; så blev den brændt væk af den intense sol og erstattet af et let blafrende varmeslør. Anóshi sukkede velbehageligt og lukkede øjnene. Hun lod solheden bade sin mørkebrune hud og mærkede fine perler af sved pible frem på pande og bryst. Et eller andet lille dyr pirkede forsigtigt til en af Anóshis diminutive sandaler, men var fuldstændig uinteresseret i den nøgne fod, der havde den på. Inkompatibel biokemi, vidste 5

6 Anóshi. Sandalen var lavet af lokalt materiale, den duftede rigtigt ; foden var fremmed, hverken egnet til føde eller redemateriale. Anóshi åbnede øjnene og betragtede et øjeblik det lille dyr. En typisk springmus : rødlige skæl, der changerende over i gult, fire ben af hvilke de to bageste var vokset næsten helt sammen, en brun halestump, to prægtige kupler af sammensatte øjne på siden af det spidse hoved og et væld af knurhår. En harmløs lille fyr, der overfladisk lignede en jordisk mus, men som alligevel var helt anderledes. I virkeligheden havde den langt mere til fælles med et firben end en mus: en vekselvarm æglægger uden det mindste begreb om yngelpleje. Sådan var alle Dúsaras dyr eller i hvert fald alle dem, som Anóshi og hendes biologkolleger havde nået at studere indtil nu. Det var sandt at sige kun en beskeden brøkdel af totalen, men alligevel forekom det nogenlunde sikkert at sige, at pattedyr i hvert fald ikke var noget, Dúsaras natur havde opfundet endnu. Anóshi vrikkede med foden, og musen hoppede øjeblikkeligt bort i store, elegante spring. Så tog hun sine ibriller frem og begyndte at arbejde. Hun kunne lige så godt få noget fra hånden, det var en interessant artikel, hun havde at skrive, med nogle spændende observationer, og der måtte endnu være næsten 2 ks til gæsterne kom. Eller hvad kunne det være, en halv time? hun måtte hellere vænne sig til for en tid at skifte enhed. Folk fra Pahalá brugte vist stadig timer og minutter. Hvor lang tid, der faktisk gik, anede Anóshi ikke, og hun var også ligeglad. Men pludselig frøs billedet foran hendes øjne, hvorefter brillerne hurtigt blev gennemsigtige. Hun så op og fik straks øje på de besøgende. Hun tog tasken over skulderen, lagde brillerne ned i den og rejste sig, mens hun børstede sit spraglede, knælange skørt. En mand og en kvinde kom op ad skråningen fra Sáral. De bar hatte med kæmpemæssige skygger, store, mørke solbriller, mørkeblå shorts og lyse, kortærmede skjorter, der allerede så ud til at være gennemblødt af sved. Uden tvivl var deres lyse hud beskyttet af et tykt lag højfaktor solcreme. Det måtte man i hvert fald håbe, for Anóshi vidste, at gæsterne var ankommet dagen før, hvilket betød, at de var fuldstændig uegnede til at færdes ubeskyttet under Dúsaras sol. Manden hævede armen til en træt hilsen, da han og hans ledsager asede op over skråningens kant. Lige i øjeblikket delte de vist ikke hendes opfattelse af Dúsara som et paradis. Synd for dem. Så så hun deres blik og måtte smile. Det var det samme blik, hun havde set hos alle besøgende fra Pahalá, hun havde mødt: hos kvinden misundelse, hos manden attrå. Sådan måtte det vel være, når hun stod der foran dem, høj, slank og langlemmet ikke iført meget andet end sin glatte, mørkebrune hud og en naturlig solhat af tykt, krøllet hår. Nå ja, sådan så hun altså ud; ganske nydelig, men efter lokale forhold ingenlunde usædvanlig. Anóshi førte hænderne sammen til hilsen og bøjede hovedet: Namasté. Jeg er Anóshi, jeres guide i dag. Velkommen til Dúsara! Namasté, stønnede manden og forsøgte at undgå at stirre alt for åbenlyst på Anóshis struttende bryster. Mit navn er Rajiv Singh-Thompson. Og jeg er Anna Rhys-Jones, sagde kvinden. Hun var mindst et hoved lavere end Anóshi, men formodentlig en hel del tungere. Det var svært at undertrykke den tanke, at hun virkede klodset, selv om hun sikkert var ganske chik på sin hjemverden. Men tyngdekraften på Pahalá var 22 % større end på Dúsara, og dagligdagen på den planet, der husede det kulturelle, administrative og øko- 6

7 nomiske center (befolkningstal 10 millioner), var uden tvivl langt mindre fysisk end her i den yderste provins (befolkningstal 3743). Den slags kunne ikke undgå at sætte sine spor. Tak for, at du vil ofre tid på os, sagde Rajiv. Du ved vel allerede, at vi kommer fra New Mumbay Times, og at det er meningen, at vi skal være her i fire måneder for at skrive en serie førstehåndsartikler om tilværelsen på Dúsara. Det ved jeg, svarede Anóshi og omregnede i hovedet. Fire måneder. Det måtte vel være 120 dage. Og det er bestemt ikke nogen ulejlighed. Vi får ikke så mange gæster, så det er lige spændende hver gang. Det var ikke kun tom høflighed. Der var langt mellem besøgene, og det var interessant at træffe nye mennesker. Om ikke andet så for at se, hvordan de reagerede på Dúsara. Og 120 dage var nærmest en selvfølgelighed; der var ikke så mange andre muligheder, for det var intervallet mellem forsyningsskibene fra Pahalá. Men mindre man ville tage tilbage med samme færge, så kunne man nøjes med fem. Det var vist hændt, at folk havde valgt den mulighed. Rajiv var ved at komme til hægterne efter den halve kilometer lange, stejle gåtur fra Sarál, men Anna så stadig skidt ud. Sveden strømmede ned ad hendes arme, og hun stod hele tiden med hovedet på skrå, så hatten skyggede mest muligt for solen. Hun nærmest gispede efter vejret. 120 dage? Anóshi fiskede to store, polerede nødder op af tasken og rakte dem til gæsterne: Her, tag dem, sagde hun. Emballagen er lokal, men indholdet er importeret. Tip top energidrik. Den vil gøre jer godt. Og lad os så gå ind i skoven, hvor der er skygge. Anna tog imod sin nød med blege, let sitrende hænder. Anóshi lagde mærke til hendes lange, hvidlakerede negle. 120 dage? Men drikken og udsigt til skygge så ud til at gøre Anna godt. Mens de langsomt travede ad den smalle sti hen mod skovbrynet, spurgte hun: Er her altid så varmt? Anóshi så medfølende på hende: Tja, det er en ret normal morgen. Klimaet her er overordentlig stabilt, temperaturen svinger ikke meget. 30 i skyggen er gennemsnittet med nætterne et par grader køligere og eftermiddagene et par grader varmere. Så vidt jeg husker, er den laveste temperatur, der nogensinde er målt i Sarál, 24,8 C. Men det var før, jeg blev født. Hvad er så den højeste temperatur? spurgte Rajiv. I Sarál? 38,9. Men inde på kontinentet er 50 plus ikke usædvanligt. Jeg ved godt, det er et åndssvagt spørgsmål, for I lever jo tydeligvis i bedste velgående, men hvordan kan i holde den ud? Anna så et øjeblik tilbage mod solen, mens hun skyggede for ansigtet med hånden. Den er jo enorm, helt anderledes end derhjemme. Næsten dobbelt så stor, indskød Rajiv. Det er ikke et åndssvagt spørgsmål, svarede Anóshi. Solen her er voldsom. Men vi klæder os let, og vi er alle meget mørke. Det bliver I også, når I har været her et stykke tid. Og så skal I huske på, 7

8 at Dúsara har en meget tyk atmosfære med et højt ozonindhold. Det mildner UV-indstrålingen betydeligt. Du vil vel gerne have denne her tilbage? Rajiv rakte sin nu tomme nød til Anóshi. Han havde læst på lektien; Genbrug var et væsentligt element i tilværelsen på Dúsara. Anna leverede også sin nød tilbage; hendes hænder rystede ikke mere. De var nået frem til udkanten af skoven. Anóshi pegede til højre ind mellem træerne: Der er mit observationstårn. Det er der, jeg tilbringer det meste af min tid i felten. Kom. Tårnet var ca. syv meter højt og endte i en overdækket platform i niveau med de omgivende trækroner. Anóshi tog et fast greb i den temmelig spinkle stige. Jeg ved godt, den ser vakkelvorn ud, sagde hun og rykkede til. Stigen gav sig ikke en millimeter. Men det er dúsarateak. En af de stærkeste træsorter, vi kender. Anna lagde hovedet tilbage og stirrede op mod tårnets top. Så tog hun et resolut greb i stigen og klatrede uden yderligere tøven op. Rajiv fulgte lidt mere forbeholdent efter. Anóshi klatrede så adstadigt, hun kunne, uden at det ville virke påfaldende. Oppe på platformen var den lette brise, der om dagen altid blæste ind fra havet i øst, mærkbar. Den gjorde tilværelsen en anelse mere udholdelig for gæsterne, der taknemmeligt afførte sig hatte og solbriller. Anóshi betragtede anerkendende Annas gyldne, skulderlange år og intense, blå øjne, som hun nu så for første gang. Ikke noget at skamme sig over dér. Den slags så man ikke ofte dvs. aldrig på Dúsara. Rajiv derimod var mere ordinær; kort, mørkt hår og brune øjne. Men absolut pæne, regelmæssige træk. Platformen var ca. 2,5 meter i kvadrat. De tre sider vendte direkte ind mod trækronerne, men fra den fjerde var der frit udsyn mod sydøst. Midt på den frie side stod et bord med faste bænke. Hvor er her smukt, sagde Anna, da de alle tre havde taget plads ved bordet. Ja, mit lille tårn her er en af Saráls femstjernede seværdigheder. Anóshi smilede og fulgte sine gæsters blik ud over det omgivende land. De fleste af Saráls tætte klynger af lave, hvide huse med glitrende sorte tage var synlige. Længere nede i dalen mellem byen og floden lå markerne med korn og ris samt foldene med kvæg, får og grise. Bakkerne på den anden side af floden var dækket af bastant dúsaraskov, der fulgte flodens store slyngninger helt ud til horisonten, hvor havet netop kunne anes gennem varmedisen. Kan hele jeres energibehov dækkes af solcellerne? spurgte Rajiv. Han refererede selvfølgelig til Saráls sorte tage. For det meste, ja. Vi supplerer undertiden med lidt vindenergi. Det er hovedsagelig, når vi har energitungt udstyr, der skal køre hen over natten. Hvad med landbruget? spurgte Anna, mens hun spejdede ned mod marker og folde. Kan det brødføde hele Sarál? 8

9 Anóshi lo: Nej, overhovedet ikke. Med undtagelse af æg og fjerkræ er det hele endnu på hobbyplanet, kan man vel sige. Langt det meste af det, vi spiser i Sarál, er syntetisk. Men en gang imellem er der ægte bøf eller ægte brød. Anóshi holdt en lille pause og fortsatte så: Når jeg skal være ærlig, må jeg indrømme, at jeg ikke kan smage forskel. Men det er målsætningen, at I skal kunne leve af landbruget alene, ikke sandt? Absolut! Det er en del af hele vores eksistentielle grundlag, kan man vel sige. Vi skal være 100 % selvforsynende med alt, og vi skal være det med en så enkel teknologi som muligt. Vi er i mål, hvad energi angår, og landbruget er inden for rækkevidde. Der ligger en række småsamfund i omegnen af Sarál, hvor de eksperimenterer intenst med husdyrhold og jordbrug. De klarer sig udelukkende med deres egne produkter, i hvert fald som basis, men der bor også kun omkring 40 mennesker hvert sted. Anóshi havde lagt mærke til, at Anna og Rajiv lyttede meget opmærksomt, men at ingen af dem tog notater. Bioniske implantater, uden tvivl. Direkte sensorisk input til et kunstigt lagermedie placeret et eller andet sted i kroppen. Smart, men endnu alt for ekstravagant for Dúsaras medikoelektroniske formåen. Der er mange udfordringer, når det gælder landbruget, fortsatte Anóshi og talte på fingrene. For det første vil vi i lang tid fremover være afhængige af dyr og planter af jordisk oprindelse. Dúsaras biokemi er ikke rigtig kompatibel med vores. Måske vil vi i min levetid se nogle brugbare plantehybrider, men det er langt fra sikkert. Og hvad dyrene angår, så glemt det! For det andet er der Dúsaras korte år og den beskedne sæsonvariation. Mange af de importerede planter trives ikke særlig godt med det. Der mangler simpelthen klimatiske triggere, eller de kommer med forkerte intervaller. Og for det tredje er der selvfølgelig hele spørgsmålet om, hvordan vi kan blive en integreret del af Dúsaras biosfære uden på afgørende vis at ændre den. Rajiv så op fra Anóshis slanke hænder, som han fascineret havde siddet og fokuseret på: Hvad er din rolle i hele denne udviklings- eller opbygningsproces? I er alle direkte involveret i den på en eller anden måde, ikke sandt? Jo. Som biolog er det selvfølgelig min opgave at bidrage til forståelsen af samspillet mellem de forskellige elementer i Dúsaras biosfære. Vi har langt fra styr på alle fødekæder og formeringsprocesser og den slags. I øjeblikket arbejder jeg mest med det, vi kalder fugle, men som strengt taget er alt det, der lever heroppe i trækronerne. Og så er jeg i øvrigt en udmærket tømrer. Anóshi lod kærligt hånden glide over bordpladen. Det her observationstårn er min egen kreation. Endelig er der jo min plads i Rådet. Er du medlem af Det Planetære Råd!? udbrød Rajiv overrasket, hvilket udløste et misbilligende blik fra Anna. Denne tog straks over: Undskyld, Anóshi. Vi er nok bare overraskede over, at du allerede er medlem af Rådet, når du er så ung. Du må tilhøre fjerde generation her, ikke? Anóshi lo hjerteligt. Hvad troede de? At hun var en skoletøs? Jeg er tredje generation. Tidlig tredje generation. Født i

10 Et forvirret udtryk gled over Annas ansigt, men så faldt tiøren: År 106 efter jeres tidsregning, selvfølgelig. Hun blev fjern et par sekunder. Helt sikkert, hun havde bionisk implantat. Det vil sige år 57 Standard. Men så er du jo 31 lige som jeg! Ja, det skal nok passe, svarede Anóshi stadig leende. Vi regner for det meste i dúsaraomløb, det er ligesom mest praktisk. Og vi går ikke så meget op i alder. Det med Rådet skal I heller ikke være så benovede over. Formelt svarer det vel til Pahalás centralregering, men der er en hel del størrelsesklasser til forskel. Rajiv lænede sig ind over bordet: Når du er medlem af Rådet, må du jo være den rette til at fortælle om jeres styreform. Det er noget, vores læsere vil være meget interesserede i. Enhver her vil kunne fortælle om opbygningen af vores teknokrati, men jeg foreslår at gemme alt det tunge til senere. I får garanteret lejlighed til at deltage i rådsmøder og sludre med præsident Majúru. Jeg er bare hende, der skal hjælpe jer med et første overblik. Anóshi rejste sig. Ofóno kommer med frokost senere, men først skal vi arbejde for føden. Anóshi vinkede Anna og Rajiv hen til platformens modsatte side og pegede ind i trækronerne: Det vrimler med fugle derinde og nogle af dem kan faktisk flyve. Se! Der var hundredevis af dyr inden for synsvidde, når man først fik øje på dem. Alle var af nogenlunde samme størrelse som springmusen og skælklædte ligesom den, men de havde ikke sammenvoksede bagben. Farverne varierede fra grønne og blå nuancer, der faldt sammen med løvet, over en neutral sort til kontraster i gult og rødt. Det var dog kun for mennesker, at sort var sort. Dúsaraøjne så et væld af ultraviolette nuancer. Både Anna og Rajiv var tydeligvis blevet fanget af det eksotiske dyreliv få meter borte, om end Rajiv nok var distraheret af noget mindre eksotisk liv tættere på. I hvert fald havde han placeret sig ganske nær Anóshi. Det irriterede hende. Hvis det var sex, han var ude efter, var fremgangsmåden helt forkert. Men måske havde folk fra Pahalá bare mindre privatsfærer. De var jo mange flere, så pladsen måtte vel være mere begrænset. Anóshi gik over på den anden side af Anna, lænede sig ud over rækværket og plukkede to gule bær. Hun gav det ene til Anna. Godt nok kan vi ikke spise Dúsaras produkter, sagde hun. Men det betyder ikke, at de slet ikke kan bruges til noget. Du skal prøve det her; det er lækkert. Anóshi knuste bærret mellem håndfladerne og smurte den let cremede substans i ansigtet, på skuldrene og i armhulerne. En diskret, æbleagtig duft bredte sig. Anna vendte ryggen til Rajiv, knappede skjorteblusen op og fulgte Anóshis eksempel. Det er virkelig dejligt! udbrød hun, da hun var færdig med at smøre sig ind. Så frisk og opkvikkende. Og en lækker duft. Hun snusede velbehageligt ind. Tænk at der vokser parfume på træerne! 10

11 Anóshi lo: Parfume, deodorant, fugtighedscreme, eller hvad vi nu skal kalde det. Ja, det er praktisk. Der er også noget, mænd kan bruge, fortsatte hun henvendt til Rajiv og kastede et hurtigt blik rundt i trækronerne. Men desværre ikke inden for rækkevidde herfra. Det er i orden. Jeg klarer mig nok, svarede Rajiv. Anna var egentlig let at synes om hendes lange, hvide negle til trods men Rajiv var vanskeligere at komme ind på livet af. Det ærgrede Anóshi. Hendes sociale kompetencer burde være bedre end som så. Det var dumt, at hun ikke havde taget top på, hvor ukomfortabelt det end ville have været. Kvinder på Pahalá gik selvfølgelig ikke med nøgen overkrop, dertil var klimaet for koldt. Og følgelig var mændene vel ikke heller ikke vant til at se nøgne bryster uden straks at tænke tanker. Dårlig forberedelse. Bruger du slet ikke nogen hjælpemidler til dine observationer, spurgte Anna og så sig omkring på platformen. Ork jo. Anóshi gik over til en stor kasse, der stod i det modsatte hjørne, og åbnede låget. Hun løftede et stort stativ med en masse videnskabelige instrumenter op og spændte det fast i en skinne, der løb under loftet hele vejen rundt om platformen. Anóshi pegede på de forskellige komponenter, mens hun forklarede: Millisekundholograf, traditionelt stereoskopisk 3D-kamera, begge ultrabredspektrede fra infrarødt til ultraviolet. Vejrstation. Laserspektrometer. Radiosender. AI-kontrolenhed. Teleskoparm til prøvetagning med en rækkevidde på tre meter. Grundstofanalyse. Analyse af 4D-molekylestruktur. Alt sammen importeret fra Pahalá, for vi kan selvfølgelig ikke lave den slags her. Anóshi holdt en pause, mens hun pillede lidt ved 3D-kameraet. Så fortsatte hun: Jeg har ikke noget observationsprojekt p.t., derfor sidder udstyret ikke fremme. Jeg er ved at bearbejde dataene fra min seneste feltsæson og regner med at have en artikel klar om en halv snes dage. Nu skal jeg i øvrigt vise jer et andet trick. Anóshi trak en gren ind over platformen. Der hang flere store, blå, kræmmerhuslignende vækster på den. Hun holdt munden ind under en af dem og trykkede et par store mundfulde klar væske ud. Ahhh, man bliver tørstig i varmen, sukkede hun. Her, I kan roligt drikke. Det er ren H 2 O med nogle uskadelige smagsstoffer. Anóshi og hendes gæster drak og sludrede og studerede livet i trækronerne, mens tiden gik, og solen sindigt krøb op mod zenit. Dúsaras susen og summen indhyllede dem, og undertiden flettede menneskabte lyde nede fra Sarál sig ind i lydtæppet. 11

12 Kapitel 2, 163: i2-3 Ofóno gav ekstra gas og pressede bæltekøretøjet det sidste stykke op over skråningen. Det var en lille tosæder med lad, sider af finmasket fibernet og et fladt solcelletag. På ladet stod flere solidt fastspændte kasser og tasker, og på sædet ved siden af Ofóno sad en lige så solidt fastspændt dreng. Under knasen fra stiens grus drejede Ofóno til højre og gav et tut i hornet. Anóshi kom til syne på den lille stump af observationstårnets platform, der var synlig fra stien, og vinkede. Ofóno og drengen vinkede tilbage. Er tante Nóshi sammen med de fremmede? Ja, de er oppe i tårnet hos hende. Jeg så dem i går. De er mærkelige. Hvorfor synes du, de er mærkelige, Téhi? De er helt hvide over det hele. Og de har alt for meget tøj på. De kommer jo fra Pahalá, forklarede Ofóno, der endnu ikke selv havde set gæsterne. De fleste mennesker på Pahalá er meget lyse, fordi solen ikke er så kraftig som her. Ofóno standsede køretøjet ved skovbrynet og løsnede sin egen og Tehirósus sele. Kom, vi skal have frokosten op til tante Nóshi og gæsterne. Tager du den sorte taske? Tehirósu spændte tasken af ladet, slængte den over skulderen og spurtede ind i skoven mod tårnet. Kald på tante Nóshi og sig, hun skal sende krogen ned! råbte Ofóno efter ham. Du må ikke klatre op ad stigen med tasken! Nej, nej. Skal nok! Ofóno tog den hvide taske fra ladet og gik hen mod observationstårnet. Tehirósu var allerede på vej op ad stigen uden taske og krogen var på vej ned igen. Ofóno hægtede tasken på og entrede op til platformen, mens han hørte Tehirósu hilse formelt på gæsterne. Hej Nóshi, sagde han og kyssede ærbart Anóshi på kinden, da han var kommet ind på platformen. Hej Fóno. Det er vores gæster fra Pahalá: Anna og Rajiv. Ofóno førte hænderne sammen til hilsen: Namasté, Anna og Rajiv. Jeg er Ofóno. Jeg har frokost med til jer. Der er mad i den sorte taske og kolde drikke i den hvide. Téhi havde ret. De var godt nok fremmedartede. Så hvide som Saráls facader og tæt byggede. Men hvilke øjne den kvinde havde! Ofóno havde aldrig set øjne så blå. Og hendes gyldne, skulderlange hår. Det var også unikt. Men der skulle mere til at slå Anóshi. Ak, skønne Anóshi. Ofóno var smerteligt klar over, at de snart var nødt til at tage en afgørende beslutning. Der er ting, der ikke kan udskydes i det evindelige. De var begge klar til at få børn hvor tit forestillede han sig ikke, at Rofátse og Shahésus vidunderlige knægt af en søn var hans egen men han var ikke sikker på, at de 12

13 kunne få dem sammen. Forældreskab krævede mere end god sex og hyggelige aftenvandringer under stjernerne. Først og fremmest krævede det gennemførelse af Ritualet, og Ofóno var sandt at sige ræd for, at han og Anóshi ikke kunne klare det. De var meget forskellige på nogle punkter, hun kunne være så uforudsigelig; men han måtte se at få snakket med hende. Han havde lagt mærke til, at hun var begyndt at gå med et bånd af træperler om venstre håndled i tillæg til det, hun altid havde om højre. Det kunne meget vel være en diskret hentydning. Bliver I og spiser? spurgte Anóshi. Tehirósu stod tæt ind til hende med kinden mod hendes mave. Ingen tvivl om, hvad han syntes om sin tante. Nej tak, svarede Ofóno. Vi forsynede os, inden vi kørte fra Sarál. Vi skal se at komme videre. Der er nogle småanomalier i færgens hovedmotor, der skal tjekkes, inden den får lov til at flyve igen. OK. Anóshi viklede sig fri af Tehirósu. Godt at onkel Fóno har dig med til at hjælpe. Henvendt til Anna og Rajiv fortsatte hun: Téhi viser allerede stor flair for avanceret teknologi, så en gang imellem er han på jobtræning sammen med Ofóno eller en af de andre ingeniører i stedet for at være i skole. Vi må jo sørge for at udnytte vores aktiver bedst muligt, og Dúsaras ubetinget største aktiv er børnene. Ingen diskussion om den sag, tænkte Ofóno. Og vi skal snart beslutte, hvordan vi skal give vores bidrag. Kom, Téhi. Vi skal hen og skille færgen ad! Ofóno og Tehirósu tog afsked med Anóshi og gæsterne og klatrede ned til bæltekøretøjet. De kørte en halv snes meter tilbage ad stien, hvorefter Ofóno drejede til højre ned ad en grusvej, der førte gennem det flade kratland. Nå, hvorfor tror du, at der blev målt en forhøjet temperatur i segment 7B af forbrændingskammeret? Tehirósu svarede uden tøven: Der er nok en føler, der er i stykker. Nemlig, det tror jeg også. Hvad kunne det ellers være? Fejl i en af magneterne, men det er ikke ret sandsynligt. Hvorfor ikke? Så ville der også have været andre alarmer. Præcis. Kun 20 omløb gammel, tænkte Ofóno. Den knægt er den fødte ingeniør. Ofóno løsnede et håndtag under ratkonsollen og svingede den hen foran Tehirósu. Her, du kan køre resten af vejen, jeg gider ikke. Ofóno lænede sig med let overspillet dovenskab tilbage i sædet og lagde hænderne bag nakken. Tehirósu greb ivrigt rattet og førte med stor koncentration bæltekøretøjet videre ned ad vejen. Han skulle jo lære det på et tidspunkt, og med 6,5 m/s på lige, plan vej var risikoen for uheld meget begrænset. Omkring fire kilometer længere fremme hævede en lav ås sig op over kratsletten; bag åsen lå Saráls og hele Dúsaras rumhavn. En eller anden med en god portion humor havde en gang i tidernes morgen døbt den Vejs End, og det navn var blevet hængende. Rumhavnen var jo vitterligt vejs ende; for færgen, der havde sin base her, for besøgende fra Pahalá og helt bogstaveligt for vejen 13

14 inde fra Sarál. Men navnet var også ganske ironisk, for rumhavnen var jo også stedet, hvor vejen begyndte. I den ene retning vejen til stjernerne, i den anden vejen til Dúsaras eksotiske eventyrverden. Men Vejs Ende lå endnu godt 600 s ude i fremtiden. Ofóno havde tid til at lade tankerne vandre, mens han automatisk holdt øje med Tehirósus kompetente kørsel. Nóshi og børn. Ingen tvivl om, at hun ville blive en god mor. Hun var kærlig, beslutsom, fornuftig, målrettet og viljefast samt undertiden voldsomt spontan og uforudsigelig. Hvad hun satte sig i hovedet, det gennemførte hun, men undervejs kunne hun tage afstikkere i alle mulige, tilsyneladende helt tilfældige retninger. Ofóno havde også alle disse egenskaber, lige med undtagelse af denne ustyrlige spontanitet. Hvordan skulle han kunne gennemføre Ritualet med hende, når han ikke kunne forudsige, om hun pludselig løb til højre eller venstre. Ville hun ikke ende med at blive så irriteret, at hun brød seglet? Eller ville han? 5 dage er lang tid. På den anden side havde de jo begge kærligheden og viljen. Var det ikke netop det, præsident Majúru altid sagde til parrene: Med kærlighed og vilje realiserer I sammen jeres drøm og sikrer Dúsaras fremtid. Og hvornår havde han egentligt hørt om, at nogen havde fejlet efter at have modtaget Majúrus segl? Aldrig. Hvorfor skulle han og Anóshi så? Desuden en tanke var pludselig faldet Ofóno ind deres forskellige grad af spontanitet var jo snarere en styrke end en svaghed! I et mikrosamfund som Dúsara var den vilde spontanitet et lige så stort aktiv som den tæmmede velovervejethed. Som par ville de kunne supplere hinanden på skønneste vis og videregive vigtige egenskaber og anskuelsesmåder til næste generation, fordi de havde kærligheden og viljen til at gøre det. Endelig var det jo netop Nóshis spontanitet, der gjorde hende så fuldstændig uimodståelig. Ofóno så kærligt på Tehirósu og klappede ham på skulderen: Nå, mester. Du er jo en ganske fuldbefaren chauffør. Træk lidt længere til venstre, når du kører op ad bakken, så er der god plads, hvis Umajáye pludselig kommer drønende. Tehirósu så skælmsk på Ofóno: Tante Úma kører som en høne med ild i måsen, sagde han og grinede. Ofóno, der genkendte sine egne ord, grinede med. Han vendte hovedet og stirrede et øjeblik over mod skoven til højre, mens han lod vinden tørre den overdrevne fugt i øjnene bort. Selvfølgelig skal Nóshi og jeg også have sådan et par stykker, tænkte han. Jeg snakker med hende i aften! De var nået frem til åsen. Tehirósu trak lydigt ud i venstre side af vejen, så der var god plads til, at eventuelle modkørende kunne passere. Det var godt nok ikke særlig sandsynligt, at der skulle komme nogen, men formelt var der jo venstrekørsel på Dúsara. Ofóno lagde med tilfredshed mærke til, at Téhi skubbede gashåndtaget en anelse frem, så bæltekøretøjet brummede fremad med samme, konstante hastighed, mens det skrumlede op ad skråningen. Åsen var knap 50 meter høj. Umiddelbart på den anden side lå Vejs Ende: en cirkelformet skive af beton med en diameter på 100 meter. Til højre for skiven stod en lav, hvid bygning, hvis sorte tag blev brudt af en klar glaskuppel; det var rumhavnens kontroltårn. Adskillige hundrede kvadratmeter bag kontroltårnet var dækket af en skov af lave master med justerbare solpaneler, og bag solpanelskoven stod en diger parabolantenne, der i øjeblikket var rettet direkte mod zenit og dermed 14

15 Synkronsatellit-1. Mod øst dvs. modsat kontroltårnet snoede en bred bæk sig forbi rumhavnen og fortsatte ned omkring Sarál til floden i bunden af dalen. Men det, der uundgåeligt sugede al opmærksomheden til sig, var genstanden midt på betonskiven. En aerodynamisk skønhedsåbenbaring med spids næse, slank krop, elegant svungne deltavinger og to halefinner i V-formation. Mellem roden af halefinnerne åbnede hovedmotorens dyse med den lange, sorte spids sig. Tehirósu havde set færgen mange gange før, men alligevel stirrede han med halvt åben mund og øjne, der strålede af beundring. Kør ned og parkér ved siden af den blå firesæder med anhænger, sagde Ofóno og rev derved drengen ud af de drømme, der var ved at bemægtige sig ham. Bæltekøretøjet rumlede adstadigt ned ad skråningen, og Tehirósu bragte det til standsning foran kontroltårnet et par meter fra firesæderen. En mager, ikke helt ung kvinde med strålende grønne shorts og matchende perlebånd om halsen kom hen til dem. Hej Téhi, sagde hun. Du har nok taget din lærling med i dag. Hej tante Úma, svarede Tehirósu og blinkede diskret til Ofóno. Der er en sensor, der er gået i stykker, og onkel Fóno skal hjælpe mig med at lave den. Det er godt. Jeg har kørt en lift frem til jer. Itepéko og jeg er ved at skille nacellen på styrbords side ad. Er jetmotoren da i stykker? Næh, det er bare det sædvanlige rutinetjek. Tehirósu og Umajáye gik småsludrende hen mod færgen, mens Ofóno hentede en af taskerne på bæltekøretøjets lad. Han kastede et kort blik op mod kontroltårnets kuppel, der viste sig at være tom, og fulgte derefter efter de to andre. Færgen af typen Kakshā-2a Bagulā var Dúsaras ubetinget største og mest komplicerede maskine. Den var 67 meter lang, målte 44 meter fra vingespids til vingespids og vejede i tom tilstand sølle 20 tons. Skrog og vinger var kridhvide bortset fra en sort silhuet af en hejre i flugt og teksten बग ल Ganske vidst var der ikke nogen hverken på Pahalá eller Dúsara, der brugte devanagari-skriften længere, men det så flot ud, og alle vidste, at det betød Bagulā, Hejren. Fremdriften til denne hejre leveredes af to relativt konventionelle jetmotorer monteret i vingerne samt en raketmotor i halen. Alle tre brugte brint som brændstof, hvilket både gav høj ydeevne og lav miljøpåvirkning, eftersom udstødningsgassen stort set kun bestod af vandamp. Jetmotorerne var placeret i naceller, der kunne rotere op igennem vingerne, således at luftstrømmen kunne vendes direkte nedad. Herved var det muligt for fartøjet at starte og lande lodret. I denne fase fik de hjælp af en tredje jetmotor på kroppens underside lige bag forreste hjulbrønd. 15

16 Ofóno kendte færgen ud og ind. Den havde været hans (næsten) daglige arbejdsplads i små 20 omløb nu, og han følte sig altid lidt tom indeni, når den var på tur. Det var den selvfølgelig altid, når forsyningsskibet fra Pahalá ankom hver 120. dag, og dets last skulle fragtes ned til Dúsara. Det tog normalt to dage, hvor Ofóno gik og skævede ængsteligt op mod himlen, hvor hans fugl hver 8,46 ks men for det meste ganske usynligt passerede hen over Sarál i 400 kilometers højde. Undertiden var der endnu en tur fem dage senere, hvis der var gods eller passagerer, der skulle med tilbage til Pahalá, men det var der langt fra altid. Umajáye havde placeret liften på venstre side af færgens agterende og kørt den helt ned, så Ofóno og Tehirósu uden besvær kunne stige om bord. Ofóno hævede derefter liften op i højde med det skråtstillede sideror og foldede solcelletaget ud, så det nåede helt ind til Hejrens blændende hvide skrog. På den måde leverede det både masser af strøm til værktøjet og masser af skygge til ingeniøren og hans lærling. Selv om de begge var vant til Dúsaras sol, kunne den godt være lidt voldsom her først på eftermiddagen. Nå, Téhi. Hvad er det første, vi skal gøre? Spændes fast, svarede Tehirósu og rakte et af de bælter, der hang på gelænderet, til Ofóno. Derefter spændte han selv et om livet og hægtede det stålkabel, der udgik fra det, fast til en stang midt på liftens platform. Da de på den måde var blevet sikret mod at falde de fire meter ned på den hårde beton, klatrede de op på hver sin stige og gik i gang med at fjerne dækslet over raketmotorens komplicerede virvar af rør og kompressorer og ventiler og ledninger. I over 6 ks arbejdede Ofóno og Tehirósu koncentreret med at udskifte et rørsegment, der viste tegn på at være overstresset, tre pakninger, der snart ville være blevet utætte, samt den ganske rigtigt defekte temperaturføler i segment 7B. Ofóno forklarede lavmælt, hvad han foretog sig, og lod sin unge assistent selv prøve kræfter med de fastgroede pakninger og den svært tilgængelige føler. Det var af største vigtighed for en vordende ingeniør at lære koncentration og tålmodighed i tillæg til almindelige faglige færdigheder. Intet måtte overses, og intet måtte udsættes for frustrationsvold. Med det rette værktøj og det rette håndelag skulle en genstridig pakning nok komme af, selvom det kunne tage adskillige hundrede sekunder med sved og forbandelser at få det til at lykkes. Ofóno huskede fra sin egen læretid, at det med tålmodigheden havde været det allersværeste. Men Téhi var ret moden af sin unge alder, han lod sig ikke let slå ud, men arbejdede metodisk og roligt. Dúsaras fremtid var i gode hænder i hvert fald den del af den, som Tehirósu ville få ansvaret for. Da arbejdet var færdigt, klappede Ofóno Tehirósu på skulderen og takkede for godt samarbejde. Mon ikke vi har fortjent et lille hvil nu i en behagelig stol, sagde han. Vi kan vist godt tillade os at sætte os ind i kabinen et øjeblik. Tehirósu jublede, og Ofóno dirigerede langsomt liften i en stor bue uden om færgens vinge og hen til forenden, hvor han parkerede ud for lugen. Den svingede op med et svagt sus af luft, da Ofóno lagde hånden på føleren. Kabinen fyldte de forreste syv meter af skroget og havde plads til 12 personer i store, tykt polstrede sæder. Tehirósu og Ofóno lod sig trætte, men veltilfredse synke ned i de to forreste, hvorfra de havde et vidt udsyn over Dúsaras varmeflimrende landskab. Kan vi ikke få lov til at tage med færgen en gang? spurgte Tehirósu, efter at han havde siddet lidt og strøget hænderne over sædets bløde polstring. 16

17 Det tror jeg ikke, svarede Ofóno. Det koster alt for mange ressourcer. Men han måtte indrømme, at en tur op til kredsbane og tilbage også var en drøm, han selv tit drømte. Jeg kender faktisk ikke en eneste, der nogensinde har fløjet med færgen. Du kender da Anna og Rajiv, onkel Fóno. Nåh ja, men de kommer jo fra Pahalá. Jeg kender ikke nogen her fra Dúsara, der har været med færgen. En ting, Hejren meget iøjnefaldende manglede set herinde fra passagerkabinen, var et cockpit. Men en Kakshā-2a Bagulā var ikke beregnet til at blive ført af mennesker. Det trippelredundante AI-system klarede den sag langt bedre og sikrere, end noget menneske kunne. For det meste fulgte fartøjet en helt generel flyplan, der ikke på nogen måde udfordrede AI en: rendezvous med skibet fra Pahalá, los/last, returnér til Sarál. Om nødvendigt kunne nye instruktioner sendes fra kontroltårnet på ganske almindeligt dagligdags hindi, som hvis en menneskelig pilot havde været om bord. Eller de kunne afgives fra passagerkabinen, hvis en dertil autoriseret person helt undtagelsesvist skulle befinde sig dér. Men man har selvfølgelig lov til at drømme, og Tehirósu og Ofóno sad en rum tid og drømte om rejser i rummet, før de pakkede sammen og kørte tilbage til Sarál. For Ofónos vedkommende med tanker, der snart kom ned fra de højere luftlag og samlede sig omkring en smuk kvinde med lange lemmer, tykt sort hår og perlebånd om håndleddene. 17

18 Kapitel 3, 163: i2-6 De havde været på Dúsara i fire dage nu. Rajiv følte, at han så småt var ved at blive akklimatiseret i hvert fald rent fysisk. Huden var blevet mørkere, og den voldsomme sol var ikke helt så voldsom længere. Anna så også ud til at klare sig bedre, selv om hun stadig døjede med lyset. Hun havde langt flere nordeuropæiske gener end han, så hendes hud måtte stadig smøres ind, og hendes vidunderlige øjne dækkes af solbriller. Det var en skam, for de øjne var uimodståelige. Rajiv havde ladet sig opsluge af dem mange gange under den lange rejse fra Pahalá, når de havde ligget i hendes seng og dyrket rimeligt tilfredsstillende sex. Anna Rhys-Jones var jo en flot kvinde, der sagtens kunne tiltrække mændenes beundrende blikke i hvert fald på Pahalá. Rajiv måtte indrømme, at hun havde fået alvorlig konkurrence her på Dúsara; især Anóshi var i særklasse. En sort elverpige, der knap så ud til at røre jorden, når hun gik. Naturlig, men velplejet. Provinsiel, men højt begavet. Og så så hun ti år yngre ud, end hun var. Ti standardår vel at mærke, ikke Dúsaras underlige miniår, som man her kaldte omløb. Perfekt måske lige bortset fra, at hun vist kom sammen med ham ingeniøren, Ofóno. Men var der ikke noget om, at indbyggerne på Dúsara var meget frisindede på det erotiske område? Det var i hvert fald relativt nemt at finde ud af, for han og Anna var her jo netop for blandt andet at studere det lokale samfunds sæder og skikke. Men indtil videre var det nok en god idé at holde lav profil. Rajiv havde ingen ambitioner om at forårsage interplanetariske forviklinger. Med udøvelse af lidt charme kunne han vel i første omgang lokke Anna tilbage. Hun var blevet lidt tilbageholdende efter deres møde med Anóshi. Hun var jo trods alt kvinde og bestemt ikke dum; hun kunne selvfølgelig mærke, hvor Rajivs opmærksomhed var diffunderet hen. Nok om det. Dag fem var ved at skulle tage sin begyndelse. Rajiv aktiverede sit bioniske implantat for at genopfriske, hvad der stod på programmet i dag. +30 ks (efter den ubegribelige, lokale tidsregning, som kalenderen heldigvis var så nådig at omregne til normale tal: 8.20): færgen afgår med gods til Ternen, og Saráls børn vinker farvel. Det var åbenbart en fast tradition her, og den skulle selvfølgelig dækkes. Desuden var der det rent personlige aspekt for Anna og Rajiv. +30 ks i dag var sidste chance i 17 uger for at komme tilbage til Pahalá! Det kunne der også godt ofres en snes ord på. +33,5 ks (9.18): de ville blive hentet af Tukóto, (hvem det så end var, folk gik utrolig lidt op i titler her), der skulle være deres guide på en cykeltur! gennem landbrugsområderne og ned til floden. Rajiv gjorde et mentalt notat om, at han skulle se at få opklaret, hvor de mærkelige navne, man brugte på Dúsara, kom fra. Anóshi, Ofóno, Tehirósu, Tukóto, Majúru. De var hverken indiske eller europæiske; virkede snarere japanske eller polynesiske. Men det gav jo ingen mening, for hverken Japan eller Oceanien havde haft nogen som helst del i koloniseringen af Pahalá og dermed Dúsara. +45 ks (12.30): frokost på Saráls Institut for Marinbiologi alias en 25 meter lang, tomastet yacht, der lå ved anløbsbroen nede i floden. +50 ks (13.53): tilbage i Sarál. Herefter intet fast program. Der var dog endnu en markering i kalenderen: 18

19 +55 ks (15.17): Ternen forlader kredsbanen om Dúsara og sætter kursen mod Pahalá. Det var ikke noget, der ville kunne ses fra Sarál, for Ternen ville være omme på Dúsaras natside, når den startede sine fusionsmotorer. Men det var det tidspunkt, hvor ekstraplanetariske gæster virkelig kunne begynde at føle sig alene. Folk på Dúsara var søde og imødekommende nogle af dem tillige smukke, tænkte Rajiv og fik hjertebanken men de var også anderledes, fremmedartede. Desuden manglede næsten hele den infrastruktur af komfort, han var vant til fra Pahalá. Rajiv kastede et lettere irriteret blik på sin uredte seng, hvis lagen og tynde tæppe endnu var klamme af sved. Intet klimaanlæg skønt temperaturen ikke kom under 30, selv om vinduerne stod på vid gab hele natten. Og ingen onlineadgang til Dúsaras informationssystem fra det bioniske implantat. Data måtte overføres ved hjælp af antikke hukommelseskort. Ingen barer, ingen svømmehaller, ingen teatre, ingen sociale tjenester på det beskedne, lokale internet. Rajiv havde endnu ikke afluret, hvad folk egentlig foretog sig, når de ikke arbejdede. De kunne vel ikke dyrke sex hele tiden. Og endelig manglede den travle summen af aktivitet, der altid omgav ham på Pahalá, og som gav ham energi. I Sarál herskede stilheden, og al energi skulle hentes fra hans eget indre. Alt dette ville formodentlig blive langt vanskeligere at vænne sig til end den overdimensionerede sol. Rajiv sukkede. Han måtte hellere tage sig sammen til at hente frøken Rhys-Jones. Han iførte sig en af sine hvide skjorter, noget han havde udsat til sidste øjeblik, lod de to øverste knapper stå åbne, så den mandige brystbehåring, han var så stolt af, var synlig og gik ud i Saráls varme morgen. Gæsterne fra Pahalá havde fået stillet to standardboliger til rådighed, (de lokale kaldte dem kuber). De var på sin vis komfortable nok bortset fra det med klimaanlægget. Hver af dem havde to ret store, velmøblerede værelser, et yderst funktionelt kombineret toilet og brusebadeværelse samt et lille tekøkken. Saráls indbyggere havde ikke for vane at lave mad selv. De spiste på en af restauranterne, hvilket var en voldsom eufemisme for halvautomatisk cafeteria. Man kunne i hvert fald ikke anbefale Dúsara til gourmet er. Rajiv drejede til venstre ned ad Gade 7N, gik omkring 60 meter og drejede så til højre ad Gade 25Ø. Saráls gader igen en overdrivelse; de var blot tre meter brede, flisebelagte stier var udlagt efter et fuldstændig regelmæssigt gittermønster og nummereredes fra henholdsvis nord og øst. Men det var et forvrænget gitter, for gaderne slyngede sig i blide buer, og de mødte kun sjældent hinanden under rette vinkler. Det gav et ret hyggeligt indtryk. De tætliggende kuber skønt tydeligvis fabrikeret efter en helt fast model var heller ikke ens. Beboerne havde sat deres individuelle præg på dem i form af skodder, verandaer, espalierer og forskellige små haveanlæg. Langs gaderne voksede masser af palmer. Rigtige palmer med jordisk stamtavle ligesom Pahalás. Deres blade raslede let for vinden, og de store kroner gav god skygge. Med jævne mellemrum rislede vand stilfærdigt af sted i smalle stenrender. Sarál havde bestemt kvaliteter, men den var ikke just nogen storby. Mest af alt mindede den Rajiv om et af Pahalás tropiske feriecentre for middelklassen. Anna boede i nummer 12b et halvt hundrede meter nede ad Gade 25Ø. Præsident Majúru havde undskyldt mange gange, at de ikke kunne få boliger tættere på hinanden, men de få ledige kuber lå spredt ud over hele Sarál. Gæsterne havde fået det par, der havde den korteste indbyrdes afstand. Det var selvfølgelig ikke noget stort problem, de godt hundrede meter kunne snildt tilbagelægges på 19

20 et minut. Kun hvis de skulle genoptage deres natlige aktiviteter fra rejsen med Ternen, kunne det måske være lidt upraktisk. Annas kube havde en nydelig lille terrasse foran døren. Rajiv gik op ad de to trin og bankede på. Døren blev åbnet og Rajiv havde nær fået et chok. Det var godt nok Rhys-Jones, der tog imod ham, men som hun så ud! Det gyldne hår var samlet i en knude i nakken, og det noble dress var udskiftet med en smal top og et knælangt skørt, begge i stærke røde, gule og blå farver. Om halsen havde hun et bånd af glødende, gule træperler og på fødderne et par diminutive dúsarasandaler. Anna smilede: Hvad synes du? spurgte hun og holdt ud i skørtet, mens hun vrikkede koket med sine velformede hofter. Rajiv bemærkede, at neglakken var væk og neglene trimmet til mere dúsarapraktisk længde. Rajiv var fuldstændig uforberedt på kollegaens forandring. Den charmekompliment, han havde forberedt, blev hængende i halsen. Langt om længe alt for længe lykkedes det ham at få produceret en sætning: Du ser godt ud! Når du er blevet lidt mørkere, vil du ikke være til at skelne fra Anóshi. Sikke noget sludder at sige! Anna kunne aldrig komme til at ligne Anóshi eller nogen som helst anden af de indfødte for den sags skyld. Det vidste hun selvfølgelig lige så godt som han. Og så netop at nævne Anóshi, hvor dum kan man være? Åbenbart grænseløst, tænkte Rajiv ulykkeligt, mens han så lyset i Annas blå, blå øjne slukkes. Ja, det var netop Anóshi, der kom forbi i går aftes og hjalp mig med at blive lidt mere lokal, sagde hun udtryksløst. Skal vi gå? Anna iførte sig solbriller og hat også ny og lige så spraglet som resten af tøjet og begyndte at trave op ad 32Ø uden at vente på svar. Rajiv fulgte slukøret efter, mens han bandede indvendigt. Rhyssie, hans kælenavn for Anna i hede stunder under rejsen med Ternen, havde været tilbage et kort øjeblik. Rajiv havde nået at se glimtet i hendes øjne, før han fik slukket det min sin dobbelte løgn. Han syntes jo ikke, hun så godt ud i sin forklædning som indfødt, og Anna havde læst løgnen, som hvis den havde stået skrevet i panden på ham. Hvad skulle det også gøre godt for? Hun var den chikke, elegante NMT-medarbejder fra Pahalá. Det var jo som sådan, han var blevet om ikke forelsket i hende så dog erotisk tiltrukket. Som dårlig efterligning af Anóshi virkede hun bare komisk. Rajiv forsøgte at få sin skuffelse under kontrol og genfinde sin professionelle koncentration. Han var her jo trods alt ikke for at forføre hverken Anna eller Anóshi, men for at rapportere om tilværelsen på Dúsara. Nuvel. Rajiv aktiverede sit implantat. Om en halv time, når Dúsaras eneste rumfartøj sætter kursen mod Skibet fra Pahalá, lukkes vejen hjem i de næste 17 uger. Det er en begivenhed, der udløser blandede følelser for NMTs udsendinge, for på Pahalá oplever man jo aldrig at være mere end et par dage fra hjemmet. Hvordan skal man beskrive denne blanding af bekymring og spænding? Det er som at træde ind i pionerernes verden. Fra de gamle pionerer, der udforskede Jordens oceaner og kontinenter, over de lidt nyere, der koloniserede solsystemet og begav sig videre ud i rummet til Pahalá, og til de allernyeste, der netop nu arbejder ihærdigt på at bygge et samfund på Dúsara. 20

21 Rajiv så sig omkring og betragtede pionererne. Lige i øjeblikket bestod de hovedsagelig af grupper af børn, der sammen med nogle få voksne, var på vej op mod toppen af skråningen syd for Sarál, ligesom han selv og Anna. Rajiv sørgede for at skanne sceneriet med sine øjne som kameraer og ører som mikrofoner. Det krævede en hel del erfaring at producere nogle brugbare sekvenser især, hvis de skulle kunne fremvises på skærm. Øjnene så kun farver og fine detaljer i det centrale synsfelt, så man måtte mindst én gang lade fokus glide hen over hver del af hele det område, der skulle fremvises, sådan at elektronikken senere fik en mulighed for at rekonstruere de dele af billedet, der ikke lige var i centrum. Men Rajiv var ganske erfaren, så det meste foregik på rygmarven. Børnene virkede ivrige, men alligevel disciplinerede. De råbte ikke, men snakkede i normalt leje. De overdøvede ikke palmekronernes susen, og vandets rislen i stenkanalerne. En tanke slog ned i Rajiv: Sarál er stilhedens by, dikterede han lydløst, mens lyd og billede fortsatte ind i hukommelseslagrene. Men det er ikke en knugende stilhed, det er en opløftende stilhed fuld af intensitet. Hvad det end er, der driver Dúsaras pionerer, er det noget, der konstant gløder lige under denne stilheds overflade. Rajiv taggede tankefragmentet på passende vis og lod de optoelektroniske kredsløb lagre det. Ja, det var faktisk sådan, det var. Det kunne godt være, at han ikke kunne trække personlig energi ud af stilheden, men det virkede, som om de indfødte kunne. At finde og identificere gløden bag stilheden måtte være en del af hans mission her. Anna og Rajiv var nået op på stien, der førte til Anóshis observationstårn. Hele området heroppe hed Ayán, havde Rajiv set på et kort, fra stien og ud over sletten til og med rumhavnen og søen. Her i udkanten af Ayán standsede alle børnene og deres voksne ledsagere, og gæsterne fra Pahalá gjorde det samme. Det var åbenbart ikke meningen, at man skulle tættere på rumhavnen for at se Hejren lette. Anna blandede sig med børnene og sludrede med dem, som om hun kendte dem godt. Det irriterede Rajiv. Det kunne godt være, hun legede, at hun var indfødt, men hendes hat, solbriller og lyse hud råbte langt væk: Fremmed! En lille finger prikkede Rajiv på armen. Hej, onkel Rajiv! Skal du også se færgen lette? Det var Tehirósu. En sød dreng. Rajiv havde først tippet ham til at være omkring 13, men Anóshi havde fortalt, at han var 20 omløb, dvs. 11 standardår. Ja, Téhi, svarede han. Det er jo noget, jeg aldrig har set. Men du har fløjet med den! Ja, det har jeg jo. Hvordan var det? Rajiv skulle til at give en sludder for en sladder, men tog sig i det. Tehirósu var en intelligent dreng, der forventede at blive behandlet som sådan. Og han kunne faktisk hen ad vejen levere værdifuldt input til beretningen om Dúsara. Jeg har prøvet at lande på Pahalá nogle gange efter at have besøgt en af rumstationerne, men det var meget anderledes at lande på Dúsara. Hejrens passagerkabine er meget mindre end på de færger, vi bruger på Pahalá. Til gengæld er sæderne meget lækrere. Jeg har prøvet at sidde i dem, indskød Tehirósu. 21

22 Synes du ikke, de er gode? Tehirósu nikkede, og Rajiv fortsatte: Men når jeg skal være helt ærlig, så var jeg lidt bange men det skal du ikke sige til tante Anna. Rajiv blinkede til Tehirósu, der konspiratorisk hold pegefingeren op for munden. Tante Anna. Det fik hende til at lyde som en gammel, gråhåret kone. Hvorfor var du bange, onkel Rajiv? På Pahalá går færgerne ind i atmosfæren under en meget lille vinkel, så man bremser ganske langsomt. Rajiv demonstrerede med hænderne. Hejren dykkede nærmest lige ned med næsen først, og jeg kunne se vingerne blive helt hvidglødende. Tehirósu lo. Det er nok, fordi jeres færger har passiv køling. Hele Hejrens overflade er aktivt kølet med flydende kvælstof, så den kan tåle en meget større varmebelastning. Fascinerende, tænkte Rajiv. Han skifter frem og tilbage mellem barn og voksen fra det ene øjeblik til det andet. Så blev han afbrudt af et blidt dong fra den bioniske kalender og rettede blikket ud mod åsen i det fjerne. Et stykke tid skete intet, men efter 12 sekunder skyllede en dyb rumlen ind over forsamlingen af børn og voksne. Færgens motorer var blevet startet præcis på det planlagte tidspunkt, og nu havde støjen tilbagelagt de fire kilometer ude fra rumhavnen. Alle blev stille og rettede deres opmærksomhed mod åsen. Efter yderligere nogle sekunder pegede Tehirósu og hviskede: Se, onkel Rajiv. En lille, strålende hvid genstand hævede sig op over bakken. Så begyndte den at accelerere mod øst, mens den trak et hvidt spor af vanddamp efter sig. Alle børnene stod stille og vinkede. Så tændtes pludselig en intens, blålig flamme i Hejrens agterende, fartøjets acceleration fordobledes, og det begyndte at klatre op, op, op i en usandsynligt stejl vinkel. Med 15 sekunders forsinkelse nåede raketmotorens brøl frem. Snart var Hejren forsvundet uden for synsvidde. Tilbage var kun et dæmpet bulder samt en skrånende søjle af damp, der langsomt opløstes af vinden. Flokken af tilskuere opløstes også, mens de i små grupper gik tilbage mod Sarál. Rajiv kunne ikke rigtig blive klog på, om det, han havde oplevet, var spontane handlinger eller dele af et ritual. Onkel Rajiv? Ja, Téhi. Vil du være med til at spille fodbold i eftermiddag? Ja, det vil jeg da meget gerne! svarede Rajiv overrasket. Jeg skal på en udflugt sammen med tante Anna indtil øhh Rajiv tjekkede hurtigt kalenderen, indtil omkring +50 ks, men efter det skal jeg ikke noget. Det passer fint, svarede Tehirósu. Vi mødes på nordplænen +60 ks. Onkel Fóno kommer også. Rajiv var oprigtigt glad for invitationen. Han prøvede ikke at ligne de indfødte som en vis anden, men han var alligevel så småt ved at blive draget ind i lokalsamfundet, lod det til. Så måtte Anna jo se, hvad hun opnåede med sit eksperiment. 22

23 Kapitel 4, 163: i2-6 Det knælange skørt var faktisk ikke særlig praktisk at cykle i. Anna havde oprindelig tænkt at skifte til shorts før turen igennem landbrugsområderne, men Rajivs reaktion i morges havde gjort hende stædig. Hun havde regnet med en eller anden morsom kompliment, og så kom der bare et tåbeligt forsøg på en løgn. OK, han syntes ikke om, at hun forsøgte at tilpasse sig lokale forhold. Det måtte jo være hans problem. Han blev nok god igen, og Anna havde sådan set ikke i sinde at forhindre ham i det. Hun havde godt nok en hel del temperament, men hun var normalt ikke en, der var sur eller bar nag i længere tid ad gangen. Og når det kom til stykket, var Rajiv jo god nok. En uforbederlig skørtejæger og formodentlig ude af stand til at nære dybe følelser, men når man havde accepteret det, kunne man jo tage, hvad man kunne få. Nogen dårlig elsker var han i hvert fald ikke. Når Anna skulle være helt ærlig, havde hun også selv lidt ambivalente følelser i forbindelse med sit eksperiment. I de dage hun havde været på Dúsara, havde hun ikke følt, at det var klæderne, der skilte hende ud. Nej, det var selvfølgelig det gyldne hår, de blå øjne og den lyse hud, og det var ikke noget, hun kunne ændre på. Huden blev selvfølgelig mørkere med tiden, men så mørk som de indfødtes kunne den aldrig blive. Men hun ville gerne i så høj grad som muligt mærke Dúsara på samme måde, som de indfødte gjorde, og Anóshi havde syntes, det var en god idé. Af en eller anden grund var Anna meget hurtigt faldet godt i hak med Anóshi. I begyndelsen havde hun følt sig underlegen, men Anóshi var så sød og naturlig og tydeligvis helt uimodtagelig for Rajivs charmefremstød. Forståeligt nok, når man så hendes kæreste, Ofóno. I det hele taget var Saráls mænd nok værd at ofre lidt opmærksomhed på. Hun havde efterhånden truffet nogle stykker, og de var alle høje, spændstige, sparsomt behårede og lige så sparsomt påklædte. Et par korte shorts, der ikke skjulte ret meget, og de obligatoriske sandaler var normen. Mange af dem bar også de allestedsnærværende bånd med farvestrålende perler om hals eller håndled. Anna havde nøje studeret Dúsaras smykkekunst og konstateret, at den gren af industrien endnu befandt sig på stenalderstadet. Der var flettede bånd af plantefibre samt perler og andre vedhæng af træ eller sten, og det var det. Træsorten var næsten udelukkende dúsarateak, der både var bestandig og smuk. Metaller derimod var totalt fraværende, hvilket selvfølgelig gav god mening. Det koster mange ressourcer og belaster miljøet at udvinde og forarbejde metaller. Derfor blev metaller på Dúsara kun brugt, hvor det var absolut nødvendigt. Cyklerne, som de havde lånt af deres guide, Tukóto, (pæn, men ældre end Annas interessegruppe), var heller ikke af metal, men helt igennem af et eller andet kunststof. De var ganske udmærkede at køre på, hvilket man til gengæld ikke kunne sige om vejene. Kun Saráls gader havde fast belægning; så snart man kom uden for byen, kørte man på ujævnt grus. Heldigvis var sadlen ganske godt affjedret, og landskabet, de primitive veje førte igennem, var imponerende. Sarál var anlagt øverst på den sydlige skråning af en stor, åben dal. Anna kunne se det meste af byen med de sorte tage og de høje palmer, når hun så sig tilbage. På hver side af vejen bølgede gyldent korn for vinden på store, velplejede marker. Til højre hvede, til venstre havre. Tukóto havde forklaret, at det var specielle genmanipulerede sorter, der ikke behøvede kunstgødning, og som klarede sig rimelig godt i det varme, tørre klima. Alligevel var det nødvendigt jævnligt at overrisle markerne. Det foregik for det meste om natten ved hjælp af et system af automatiske sprinklere. 23

24 Efter 20 minutters kørsel med flere stop og afstikkere ned ad smalle stier, var de nået til et sted, hvor vejen svingede skarpt til venstre. Tukóto rakte igen hånden op som tegn til stop. De stod alle tre af og stillede deres cykler op ad et rækværk, der var sat op mellem et par statelige palmer. Det skulle tydeligvis forhindre uopmærksomme trafikanter i at køre ud over en stejl skrænt. Tukóto fiskede nogle nøddebeholdere op af sin omfangsrige saddeltaske og rakte Anna og Rajiv en hver. Dette er et af vores foretrukne udsigtspunkter, sagde Tukóto efter at have taget en slurk af sin egen nød. Herfra kan man se en stor del af det område, vi kalder Yulán. Det omfatter hele dalen fra dens begyndelse 20 kilometer sydvest herfor og så ud til kysten cirka 15 kilometer mod øst. Yulándalen er seks kilometer bred, her hvor vi står. Sydskråningen, dvs. denne side af dalen, er 500 meter høj, mens nordskråningen Tukóto pegede over mod skovene på den anden side af floden er et par hundrede meter højere. Anna stod mellem Rajiv og Tukóto og forsøgte at indsuge landskabets storhed, mens hun reflektorisk lod implantatet skanne, hvad hun så. Hun lagde mærke til, at Rajiv sendte hende små, stjålne sideblikke. Han var vel ved at være mør. Tukóto pegede på skrænten, der løb øst-vest over flere kilometer og delte sydskråningen i to netop der, hvor de stod. Området fra skrænten her og op til Sarál hedder Øvre Yulán. Det anvendes primært til korn. Området mellem skrænten og floden er Nedre Yulán. Det bruges hovedsagelig til græsning for dyrene samt til risdyrkning. Der er også en lille bananplantage. Årsagen til denne opdeling er, at afløbet fra Sarálsøen det er søen oppe ved rumcentret har flere grene, der løber igennem Nedre Yulán og dermed gør dyrkning af meget fugtighedskrævende afgrøder som ris forholdsvis enkel. Anna hørte ikke vældig opmærksomt efter. Tukóto var ikke just nogen medrivende fortæller, og hun ville også hellere koncentrere sig om at føle landskabet. Specielt den dúsaraske urskov ovre på nordskråningen var fascinerende. Noget tilsvarende fandtes ikke på Pahalá. De mest avancerede indfødte planter på Anna og Rajivs hjemplanet var nogle ydmyge, moslignende vækster, og ingen dyr havde endnu forladt havet for at slå sig ned på land. Derfor bestod Pahalás skove af bøg, eg, fyr og andre importerede sorter, og det var jordiske fugle, der kvidrede i luften, og jordiske gnavere, der puslede i jorden. Jeg kunne godt bo her, tænkte Anna og lænede sig veltilfreds op ad rækværket. Hvis bare jeg kunne vænne mig til solen. Hun benyttede sig af palmernes skygge til at tage hatten af og få lidt luft til håret. Og så skulle man selvfølgelig også i længden kunne affinde sig med de primitive forhold. Indtil videre havde hun ikke savnet noget, men alting var jo også stadig nyt og spændende. Tingene kunne sagtens nå at ændre sig i løbet af de næste 17 uger. Der er en ting, jeg er ved at spekulere mig gråhåret over, hørte Anna Rajiv sige. Hvor kommer jeres egennavne fra? Jeg kan simpelthen ikke få dem placeret i nogen lingvistisk, kulturel eller historisk sammenhæng. Det var der faktisk noget om. Anna havde bare taget navnene for givet. De var en eksotisk detalje i en eksotisk helhed. Men hvorfor var navnene egentlig så fremmedartede? Dúsaras indbyggere kom jo også oprindelig fra Pahalá, hvor Anna aldrig havde hørt navne som Anóshi, Sarál og Tehirósu. Navnene var som taget ud af den blå luft. Tukóto smilede. Det er netop også meningen. Vi ville gerne have nogle fuldstændig neutrale navne til både steder og personer. Derfor udviklede de første kolonister et computerprogram, der genererer tilfældige ord efter veldefinerede, men arbitrære regler. Det er for eksempel sådan noget med, at 24

25 drengenavne ender på o eller u, pigenavne på e eller i og stednavne på trykstærkt a efterfulgt af en konsonant. Dobbeltkonsonanter kan ikke forekomme, og konsonanter som sh og ts kan kun forekomme én gang i et ord. På den måde får vi nogle navne med en fælles, særegen identitet, uden at de har nogen kulturel belastning. Navnet Dúsara må vel være en undtagelse, indskød Anna. Naturligvis, svarede Tukóto. Planeten havde allerede fået sit navn, inden vi kom, og vi har aldrig set nogen grund til at ændre det. Det er jo ligesom Pahalá et helt neutralt navn, og det er ligeledes et logisk navn. Pahalá var den første beboede verden i dette solsystem, Dúsara den anden 1. Hvordan vælger I så navne til jeres børn? spurgte Rajiv. Det vil sikkert forekomme jer meget underligt, svarede Tukóto, og holdt en lille pause, som om han overvejede, om det egentlig gik an at fortælle videre. Valg af navn er en del af forældreskabsritualet. De vordende forældre får en liste med ti navne, og de skal så blive enige om ét. Tukóto smilede. Derefter kan de gå i gang med produktionen. Så barnet får navn, endnu før det er undfanget? Forundringen i Rajivs stemme var ikke til at tage fejl af. Netop. Jamen, hvad så med barnets køn? Også Anna havde svært ved at skjule sin undren. Fastlægges i samme proces, svarede Tukóto. Formelt bestemmes det af hensynet til opretholdelse af en ligelig kønsfordeling på Dúsara, men i praksis er det altid sket ved simpel lodtrækning. Her er godt nok et område, hvor vores kulturer divergerer, tænkte Anna. På Pahalá ville den slags blive opfattet som helt urimelige indgreb i den personlige frihed. Hun gjorde et par mentale notater: forældreskabsritual, rationale bag valg af navn/køn. Godt nok var det vel mest Rajivs gebet, det var ham, der interesserede sig for det sociologiske, men Annas nysgerrighed var også blevet vakt. Kunne hun stadigvæk tænke sig at bo her? Ville hun finde sig i ikke selv at kunne vælge kønnet på sit barn? Og at kun ikke kunne opkalde det efter en slægtning eller et idol? Tja, formodentlig. Anna opfattede sig selv som et meget rationelt menneske, og fremgangsmåden på Dúsara måtte jo siges at være en rationel løsning på problemer, der strengt taget var irrelevante, men som alligevel på Pahalá kunne koste både tid og kamp. Hun tænkte på sine egne forældre, der næsten var gået fra hinanden, fordi de ikke kunne enes om, hvorvidt hendes lillebror kunne hedde Mohandas, når de nu havde et meget britisk familienavn. Det fik hende til at tænke på en anden ting. Bruger I slet ikke familienavne? Jeg har endnu ikke hørt folk præsentere sig med mere end ét navn. Ikke familienavne som på Pahalá, svarede Tukóto. I meget formelle situationer benytter vi fødestedet i genitiv som en slags efternavn. Min søn, Réhu, er født her i Sarál, så hans fulde navn er Réhu Sarál-kā. Men for nogle omløb siden flyttede han til Yunushán, hvor han lige har fået en datter, så hendes fulde navn er Epotése Yunushán-kī. Men jeg tvivler på, at I kommer til at høre disse fødestedsnavne. Jeg tror faktisk kun, de bliver brugt i forældreskabsceremonien og ved 1 På hindī betyder pahalā (पहल ) første og dūsarā (द सर ) anden. 25

26 begravelser. Tukóto kastede et blik på solen. Jeg tror, vi skal komme videre. Der er mange ting, jeg gerne vil vise jer, og vi skulle jo nødig komme for sent til frokosten. Rajiv, Tukóto og Anna steg op på deres cykler og kørte ned ad en forholdsvis stejl vej, der var gravet ind i skrænten. De var nu kommet til Nedre Yulán og et noget anderledes landskab. Her slyngede grusvejen sig mellem græsgange omgivet af ganske almindelige elektriske hegn, som dem der også brugtes på Pahalá. Flere steder stod halvtage, som dyrene kunne gå i skygge eller tørvejr under. Snesevis af bække bugtede sig igennem græsgangene og løb igennem rør under vejen, og palmer stod i tilsyneladende tilfældige småklynger overalt. Et par hundrede meter nede ad vejen gjorde Tukóto tegn til stop. Han hoppede af cyklen, åbnede en låge i elhegnet og gav tegn til Anna og Rajiv om at følge med. Bag indhegningen, men et pænt stykke fra lågen, græssede en flok store, hvide køer. Tukóto satte uden videre kursen mod dem, og gæsterne fra Pahalá fulgte lidt tøvende efter. Anna skannede nøje græsset, hvor hun gik, for hun havde ikke nogen stor lyst til at plante sine meget åbne sandaler i en kokasse. Da de nærmede sig flokken, vendte en af køerne sig og luntede dem sindigt i møde. Goddag, Camilla, sagde Tukóto, da han nåede hen til koen. Han stillede sig ved siden af den og gav sig til at klø den energisk mellem hornene. Henvendt til Anna og Rajiv fortsatte han: Det her er min gamle veninde, Camilla. Hun er den ældste i flokken her, som udelukkende består af malkekvæg. I sine unge dage producerede hun i gennemsnit 5000 kg mælk pr. omløb, hvilket nogenlunde er normen for disse køer. Nu er hun på pension og skulle strengt taget have været slagtet for længe siden, men vi besluttede at beholde hende for at studere aldringsprocesser hos køer. Rajiv havde vovet sig hen på den anden side af Camilla og klappede hende forsigtigt på halsen, men Anna holdt sig stadig på respektfuld afstand. Køer hørte ikke til hendes normale omgangskreds, og da slet ikke køer så store som Camilla. Er de her køer ikke usædvanlig store? spurgte Anna. Er det på grund af den lavere tyngdekraft? Tyngdekraften spiller selvfølgelig en vis rolle, svarede Tukóto, mens han kløede videre på Camilla, der tydeligvis nød det. Men først og fremmest er det, fordi vi gerne ville have nogle kraftige og robuste dyr. Derved får vi et godt udbytte pr. enhed, når de overgår til kødproduktionen. Det sker typisk efter fire eller fem kalve svarende til omkring ni omløb. Anna betragtede mistænksomt koen i endnu et stykke tid. Så dristede hun sig nærmere og lagde hånden på dens kraftige skulderparti. Ikke fordi hun havde lyst, men hun syntes ligesom, at hun skyldte sine kommende læsere på Pahalá at indsamle så mange data som muligt. Camillas skind var overraskende blødt og meget behageligt at røre ved. Der måtte garanteret være masser af anvendelsesmuligheder for det. Selvfølgelig! Betrækket på stolene hjemme i kuben. Det var bare blevet farvet. Synd, at man ikke havde brug for frakker og den slags på Dúsara. Camilla og hendes medsøstre ville have kunnet levere en ganske nydelig garderobe Vil du med videre, Rhys-Jones, eller bliver du her sammen med Camilla? Rajiv afbrød Annas modefantasier. Han og Tukóto var begyndt at gå tilbage mod vejen. Det er fristende, svarede Anna og blinkede til Rajiv; morgenens kontrovers var ved at være glemt. Men jeg tror nok, at jeg hellere må komme med. 26

27 Anna fulgte efter Rajiv og Tukóto, mens hun flere gange lidt ængsteligt så sig tilbage. Men Camilla og de andre køer blev pænt stående, hvor de stod, og viste ikke de mindste tegn på truende adfærd. Shit, shit, SHIT! Anna kunne ikke holde et udbrud tilbage. Hun stod med venstre fod solidt plantet midt i en kokasse. LORT! Hun lirkede foden ud af den klæbende masse, mens hun forsøgte at holde balancen. Rajiv lo højlydt, og selv den korrekte Tukóto havde svært ved at holde et smil tilbage. Jeg står i kolort til anklerne! råbte Anna hidsigt. Vil I ikke være søde at give mig en hånd! Hun havde egentlig mest lyst til at tude, men på den anden side: det var lidt komisk. Hendes irrationelle ængstelse over de yderst fredsommelige, næsten apatiske køer havde fået hende til at glemme den eneste virkelige fare, der fandtes på dette sted. Hun kunne ikke lade være med selv at le, mens hun støttet af Rajiv hinkede efter Tukóto hen til en bæk. De satte sig alle tre på bredden, og Anna plaskede den uheldige fod ned i det kølige, hurtigtstrømmende vand. Giv mig sandalen, sagde Tukóto. Så kan I to tage jer af foden. Rajiv spændte den ikke særligt appetitlige sandal af Annas heller ikke særligt appetitlige fod. Han rakte den til Tukóto, der gik et stykke længere hen langs bækken. Så gav han sig omhyggeligt og ikke helt ukærligt til at vaske skidtet af foden. OK, han var tilgivet. Nogle minutter senere kom Tukóto tilbage med en ren sandal og et stykke sæbe. Sandalen satte han i solen ved siden af Anna, sæben rakte han til Rajiv. Du kan roligt bruge den her, sagde han. Det er et lokalt produkt, nogenlunde effektivt, og 100 % nedbrydeligt. Et kvarter senere var det lille selskab atter i sadlerne og på vej igennem Nedre Yuláns let kuperede landskab. Sandalen var tør, foden ren og humøret i stærk bedring. Anna gav sig til at fløjte temmelig umelodiøst, men ikke mindre velment af den grund. I løbet af den næste halvanden times tid gjorde de holdt ved stor fold med masser af hvide får, en næsten lige så stor fold, hvor der kun gik nogle få ikke særlig selskabelige bøfler, samt en imponerende hønsefarm. Specielt sidstnævnte var en succes, forklarede Tukóto. Hønsene trivedes godt i det varme klima, og de kunne gå i sikkerhed på de store, åbne arealer. Dúsaras rovdyr var overhovedet ikke interesseret i dem, og jordiske rovdyr var ikke blevet introduceret i naturen. Derfor var Sarál nu selvforsynende med æg og fjerkrækød, hvis bare forbruget blev holdt på et nogenlunde moderat niveau. Efter hønsefarmen cyklede de igennem de store rismarker, der optog den sidste del af landet ned mod floden. Anløbsbroen, hvor den elegante yacht, der var Dúsaras marinbiologiske institut, lå fortøjet sammen med nogle mindre både, var nu direkte forude. Det glædede Anna, for hun var efterhånden både træt og sulten. 27

28 Kapitel 5, 163: i2-7 Anóshi vågnede veltilfreds og udhvilet. Morgensolens lys trængte gennem skoddernes sprækker og tegnede uskarpe striber af blændende guld på væggen overfor. Ved siden af hende åndede Ofóno tungt. Han sov stadig, og der var ingen grund til at vække ham. Ikke endnu i hvert fald. En ny dag var begyndt, men ikke en hvilken som helst dag. Dette var Dagen, en af de vigtigste i Anóshis og Ofónos liv. Om godt 10 ks ville de stå foran Majúru og indlede forældreskabsritualet. Anóshi gøs af fryd. Implikationerne var enorme. En baby kunne ligge imellem dem her i sengen om mindre end to omløb hvis alt gik vel. Og det gjorde det selvfølgelig. Ofóno virkede lige så afklaret og sikker som hun selv. Han var kommet til hende om aftenen for nogle dage siden, den dag faktisk, hvor de havde truffet gæsterne fra Pahalá for første gang. Han havde stillet sig tæt bag hende, lagt hænderne på hendes underliv og hvisket, at de skulle lave et barn. Han havde ikke spurgt, om hun ville. Det behøvede han ikke, for han vidste jo, at der ikke var noget, hun ønskede sig højere. Og han havde vist, at han endelig havde fået oparbejdet den nødvendige selvtillid. Anóshi vidste godt, at Ofóno havde tvivlet. Ikke på deres kærlighed selvfølgelig, men på om de nu også var kompatible nok. Han var velovervejet, hun spontan, han så problemer, hun så løsninger. Det var det, der kunne gøre dem til et stærkt par; han skulle bare indse det, og det havde han så langt om længe gjort. De havde talt længe og intenst sammen den aften, og den følgende morgen var de hånd i hånd gået til Rådsbygningen og havde bedt sekretæren, Nijótsi, om at arrangere forældreskabsceremoni hurtigst muligt. Og det var så i dag. Dag 7, interval 2 i omløb 163 efter Dúsarakoloniens grundlæggelse. Anóshi kantede sig ud af sengen uden at vække Ofóno og listede ud i det lille køkken. Her lavede hun to krus te og en skål frugtblanding (begge dele syntetiske), som hun bar ind til sengen på en træbakke. Hun foldede tæppet af Ofóno, lagde sig hen over ham og kyssede ham på halsen. Hun hviskede kærlige ord i hans øre, indtil han gryntede, åbnede øjnene halvt og slog armene om hende. Da Ofóno var vågnet rigtigt, satte de sig op i sengen, drak deres te og delte de blandede frugter. Anóshi havde stadig denne frydefulde gysen i kroppen. Egentlig adskilte denne morgen sig ikke fra så mange andre, de havde haft sammen, de sad tit i sengen og nød morgenmaden og hinanden, men alligevel var den anderledes. Løftet om en ny æra med nye muligheder indhyllede dem. Om fem dage kunne de gå i gang med at lave deres første barn. Når det var blevet fire omløb gammelt, ville de lave nummer to. Og så ville de måske ansøge om nummer tre efter yderligere fire omløb. Ofóno tog blidt Anóshis venstre arm og bandt perlebåndet op. Nu behøver du ikke det her mere, sagde han og lagde det på sengebordet. Hvor skønt at have en kæreste, der kunne læse ens tanker. Anóshi puttede sig ind mod Ofóno og flettede sine fingre sammen med hans. Efter at have siddet sådan i lang tid tog de et brusebad sammen, børstede tænder og gik nøgne i gang med at pakke. Det var temmelig hurtigt gjort. Tøj og toiletsager til fem dage og så hver deres ibriller. Provianten skulle de hente i Restaurant 3, når de kørte ned til båden efter ceremonien. Som de fleste andre havde Anóshi og Ofóno valgt at gennemføre forældreskabsritualet i ensomhed. Derfor havde de lånt en af de små motorbåde for at sejle op ad floden til strømfaldene for enden af Yulán-dalen. Undervejs ville de lægge til forskellige steder på begge bredder, hvor Anóshi mente, 28

29 at der kunne gøres interessante observationer. Ofóno derimod skulle bruge noget af tiden, mens de var på vandet, til at afprøve prototypen på en ny, autonom undervandsrobot. Det ville ikke blive noget problem, de ville få masser af tid til hinanden alligevel. Da tiden nærmede sig, klædte Anóshi og Ofóno sig på, lagde deres tasker på ladet af tvillingecyklen, de havde lånt dagen før, og kørte langsomt ned mod rådsbygningen. Et par af naboerne kom ud og vinkede til dem. Dette er noget, man kun gør én gang i sit liv, tænkte Anóshi, mens cyklen langsomt trillede igennem Saráls gader. Der vil aldrig igen komme en dag som denne. Fascinerende. Rådsbygningen lå midt i byen. Efter lokale forhold var det en stor bygning. Den havde fået tildelt en hel sektion på 75 gange 45 meter af Saráls gitterplan, og den var lidt højere end de omkringliggende huse, selv om den som de kun havde én etage. Hele vejen rundt om den løb en skyggefuld søjlegang, og midt på hver langside førte en bred åbning ind til en gårdhave med palmer, blomsterespalierer og et lille springvand. Ud for bygningens hjørner vejede Dusaras flag fra hvide flagstænger. Det var en meget åben bygning, som udstrålede imødekommenhed, men også en vis autoritet. Anóshi og Ofóno parkerede cyklen på den lille parkeringsplads og gik ind i gårdhaven. Ofóno havde et fast tag i Anóshis hånd. Han er nervøs, tænkte hun. Ligesom jeg. De gik rundt om springvandet, hvis høje, smalle stråle glitrede i solen, og fortsatte ind gennem Hovedindgang Nord. Nijótsi tog imod dem. Namasté, Anóshi og Ofóno. Kom med, alt er klar. Nijótsi viste dem ind i ceremonisalen, et 10 gange 15 meter stort rum med hvide vægge og et prægtigt gulv af lys dúsarateak. En stor del af loftet var dækket af en ottekantet glaskuppel, der lod dagslyset vælde ind. Fra toppen af kuplen hang hvide gardiner ned som kronbladene på en lilje for at blødgøre lyset. På hver væg var monteret en stor, farvestrålende gobelin prydet med klassisk devanagariskrift: प र म सहय ग सम म न द सर Anóshi kunne ikke læse ordene, men hun vidste, hvad de betød: på forvæggen prēm (Kærlighed), på sidevæggene henholdsvis sahayog (Samarbejde) og sammān (Hensyn) og på bagvæggen Dúsara. 29

30 Ceremonisalen var det smukkeste rum i Sarál, ja på hele Dúsara. Mange havde igennem tiden brugt deres håndværksmæssige kunnen på dens udsmykning. Lige nu syntes Anóshi dog, at langt det smukkeste i salen var Ofóno og så den lille gruppe af forventningsfulde inviterede, der stod langs bagvæggen. Alle de nærmeste var der: Anóshis forældre og bror: Akunéle, Epélo og Ahíru. Ofónos ditto: Motépi, Pítu og Shahénu. Vennerne Rofátse og Shahésu med sønnen Tehirósu. Samt Anna og Rajiv fra Pahalá. Sidstnævnte kunne vel knappest siges at høre til inderkredsen, men Anóshi var kommet til at synes godt om Anna, og Ofóno havde været enig i, at det måtte være interessant for dem at overvære et forældreskabsritual. På trods af sin anspændthed bemærkede Anóshi, at Anna var iført sit dúsaraskørt og den stropløse top. Hendes fantastiske hår hang løst ned over skuldrene. Rajiv havde en af de sædvanlige kortærmede skjorter på, men nogen måtte have foræret ham et par shorts og sandaler, for fra lænden og ned var han indfødt. En dør i endevæggen gik op, og præsident Majúru kom ind. Han var den ældste i forsamlingen tilhørte den først generation, der var født på Dúsara men han holdt sig nu ganske godt. Majúru hilste på de tilstedeværende og førte så Anóshi og Ofóno hen foran talepulten. Han vendte sig halvt mod skrifttegnene bag sig og indledte ceremonien med de ord, han havde brugt i al den tid han havde været præsident: Kærlighed har ført jer sammen. Kærlighed har bragt jer herhen i dag. Med kærlighed og vilje realiserer I sammen jeres drøm og sikrer Dúsaras fremtid. Majúru pegede på skrifttegnene på sidevæggene: Men forældreskab kræver mere end kærlighed. Uden varigt samarbejde og gensidig hensyntagen kan et barn ikke få den stabile og trygge rede, der er en forudsætning for dets optimale udvikling. Forældreskab kræver, at I binder jer til hinanden og danner en ny helhed. I de næste fem dage helt bogstaveligt, i de følgende mange omløb i overført betydning, mens barnet vokser og udvikles. Majúru lagde hænderne på pulten og så alvorligt på de to forældre in spe. Nu er det lige før, tænkte Anóshi og krammede Ofónos hånd. De ord, jeg kun vil komme til at høre én eneste gang i mit liv. Tanken om øjeblikkets enestående karakter blev ved med at kredse i hendes hoved. Anóshi Sarál-kī, Ofóno Sarál-kā. Intet er vigtigere end Dúsaras børn. Lover I at investere al jeres kærlighed, omsorg og samhørighed i hinanden og i det barn, I skal frembringe? Det lover vi! Ordene kom i næsten perfekt takt. Ræk mig din venstre hånd, Anóshi Sarál-kī. Anóshi rakte hånden frem, mens Majúru tog en kraftig, hængslet ring af dúsarateak frem fra et rum under pulten. Højtideligt lukkede han ringen sammen om Anóshis håndled og låste den med sit segl. Den var ikke særlig tung og blødt afrundet, så den generede så lidt som muligt. Anóshi vidste, at den var ældgammel i hvert fald så ældgammel som noget kunne være på Dúsara og at hundredevis af kvinder havde båret den før hende. Majúru gentog den samme procedure med Ofónos højre hånd. Derefter forbandt han en kæde af kraftige træled til seglet på Anóshis og Ofónos ringe. I de næste fem dage vil kæden hjælpe jer til den nærhed og det samarbejde, som I har lovet hinanden og Dúsara. I kan når som helst bryde seglet, men hvis I gør det, fortaber I retten til forældreskab sammen. Er I rede til at kende jeres barn? 30

31 Det er vi! Så modtag tavlen med dets navn! Nijótsi kom frem med en kunststoftavle, i hvilken der var indgraveret ti navne. Anóshi og Ofóno tog imod den med næsten ulidelig spænding. Ánu, Élu, Éso, Létu, Méyo, Tifaháju, Túju, Umopího, Ushíto, Útso. Det ville blive en dreng, det viste endelserne på o og u. Ofóno og jeg skal have en søn, tænkte Anóshi. Og et af disse ord, som computeren netop har brændt ned på pladen, vil blive hans navn. Anóshi skævede til Ofóno. Hun så hans læber lydløst forme et af navnene og smilede. Det navn var også hendes favorit. Præsident Majúru ventede et øjeblik. Så tog han ordet igen: Om fem dage skal I fortælle os, hvilket navn I er blevet enige om til jeres barn. Gå nu og forbered jeres forældreskab på den måde, som I har valgt. Majúru trådte et par skridt frem og omfavnede først Anóshi og dernæst Ofóno. Anóshi bevarede et fast greb om Ofónos hånd for at undgå at få problemer med kæden. Hvad skal den egentlig gøre godt for, tænkte hun. Jeg har jo alligevel ikke lyst til at slippe ham. Held og lykke, Anóshi og Ofóno, og pas godt på jer selv, hviskede Majúru, så ingen af de andre kunne høre det. Vi ses igen om fem dage. Anóshi og Ofóno gav hver af gæsterne et kram. Derefter gik de ud af salen, gennem gårdhaven og ud til cyklen. Første del af forældreskabsritualet var overstået; den havde ikke en gang taget tre kilosekunder. Anóshi var meget bevidst om, at hun og Ofóno ikke længere var enkeltindivider, men et par. Som par besteg de cyklen, kørte forbi restauranten, hvor deres proviant stod klar, og som par fortsatte de ud af vejen, der førte til anløbsbroen i Nedre Yulán. De havde hinanden i den ene hånd og den anden på dobbeltstyret. I den smalle kurv på midterstangen bag dem lå navnetavlen. De var begge tavse i lang tid. Så sagde Ofóno pludselig: Vores søns navn ender på u, ikke? Jo, svarede Anóshi stille. Og det begynder med T, ikke sandt? Selvfølgelig, Nóshi. Ofóno ventede et øjeblik, så fortsatte han: Og det har fire stavelser. Anóshi smilede og sendte Ofóno et kærligt blik. Vi skal have en søn, der hedder Tifaháju, sagde hun og følte lykken boble i brystet. Vi kunne lige så godt køre tilbage til Majúru og fortælle det med det samme. Men han ville nok ikke bryde seglet alligevel. Jeg ville ikke for alt i verden gå glip af de fem dage med dig i snor, sagde Ofóno og rykkede drilsk i kæden. Det kommende forældrepar, Anóshi-Ofóno, rullede sindigt af sted mellem kornmarkerne, trak håndbremsen halvt, mens de kørte ned af den stejle bakke mellem Øvre og Nedre Yulán, og fortsatte forbi græsgangene med køer og bøfler. Et par mænd stod og snakkede inden for bøflernes indhegning. De vinkede, da Anóshi-Ofóno kørte forbi. 31

32 Ved anløbsbroen lå den maringeologiske yacht samt en halv snes småbåde. En af dem nummer syv var den, Anóshi-Ofóno havde lånt. Efter at have parkeret cyklen på græsset ved siden af vendepladsen gav de sig til at flytte baggagen fra cykelladet over på båden. Det skete under megen latter, for det var ikke helt let at være to mennesker med tre arme. Båden var af standardtypen med fire køjepladser. De to i agterkahytten kunne ikke bruges, fordi de var placeret på hver sin side, men forkahytten havde dobbeltkøje. Anóshi forestillede sig allerede alle de lege, hun og Ofóno skulle lege på den. Da baggagen var stuvet af vejen, tjekkede Anóshi-Ofóno, at transponderen var tændt, og at radioforbindelsen til Saráls havnemyndigheder en ikke just overbelastet AI-enhed i det centrale computersystem fungerede. Derefter kastede de los og lod bådens lydløse elmotor føre dem ud på Yulán-floden. 32

33 Kapitel 6, 163: i2-7 Forældreskabsritualet med Anóshi og Ofóno var så afgjort et af de mærkeligste ritualer, Rajiv nogensinde havde oplevet. Der var elementer af Pahalás almindelige vielsesritual i det, men der var også noget, der rakte langt videre. Det her var ikke bare en nydelig forestilling uden noget dybere indhold. De mente det sgu; hvert ord. Hvis Anóshi og Ofóno ikke kunne klare at være bundet til hinanden i helt bogstavelig forstand i fem dage, ville de blive anset for uegnede som forældrepar. Og konsekvensen ville være, at de ikke fik lov til at få børn sammen! Nå, hvad mener du, Rhys-Jones? spurgte Rajiv, da han og Anna var kommet ud i rådsbygningens gårdhave. Anna lagde et øjeblik ansigtet i tænksomme folder. Når Pahalá og Dúsara er tættest på hinanden er afstanden 80 millioner kilometer, svarede hun. Det er langt, og det mærkede man derinde. Hm, det var ikke dårligt udtrykt, sagde Rajiv. Vi taler samme sprog, vi kan grine af de samme vittigheder, og Dúsarakolonien udsprang af en forskningsstation grundlagt af Pahalá for kun 88 år siden. Alligevel tilhører vi to vidt forskellige kulturer. De var standset op foran springvandet og nød stænkene af køligt vand, der en gang imellem nåede hen til dem. Men du fik da et kram af Anóshi, sagde Anna og smilede skælmsk. Joh, det fik han jo, og Anóshi var jo lækker, men Jeg vil egentlig hellere have et kram af dig, Rhyssie, svarede Rajiv. Anóshi har ikke dit hår og dine øjne. Og vi to er vist også mere på bølgelængde. Desuden ville Anóshi aldrig falde for den slags smiger, som Rajiv netop havde fyret af men det ville Anna. Det var muligt, at Dúsaras indbyggere havde et afslappet forhold til erotik, men det var vist afslappet på en anden måde end Rajivs. Hvorfor smider du ikke skjorten? spurgte Anna. Du har jo ikke noget at skamme dig over. Hvorfor smider du ikke toppen? svarede Rajiv. Du har jo heller ikke noget at skamme dig over. En halvtredsårig indfødt har fastere bryster end mig, sagde Anna med en snert af misundelse i stemmen. Rajiv lod blikket glide over hendes forholdsvis fyldige barm. Han vidste udmærket, hvad der gemte sig under det spraglede klæde. Han vidste også, at hun havde ret. Du overdriver, sagde han. Vi er selvfølgelig lidt mærket af Pahalás større tyngdekraft, men ikke så meget. Bedre at skifte emne: Vi må hellere gå ind. Der er ikke så lang tid til rådsmødet begynder. Det var en kvinde ved navn Notoshéne pæn, men langt fra så pæn som Anóshi og tillige en hel del ældre der havde arrangeret deres deltagelse i et rådsmøde. Hun og Rajiv havde mødt hinanden tilfældigt dagen før i forbindelse med den fodboldkomsammen, Tehirósu havde inviteret ham med til. Det havde været enormt hyggeligt. En blandet skare af børn og voksne, hanner og hunner, der 33

34 mødtes på en plæne i udkanten af Sarál for at træne deres boldfærdigheder. Rajiv havde hurtigt fundet ud af, at han ikke kunne hamle op med de indfødte, hvad kondition angik, selv om han spillede en del fodbold på Pahalá, men til sin egen overraskelse viste det sig, at han var en glimrende målvogter. Oréshu, en ung fyr med langt hår og let asiatiske træk, havde endda opfordret ham til at møde op, når det rigtige herrehold skulle træne. Han havde også foræret Rajiv de shorts, han havde på nu. Men den virkelige gevinst i hvert fald her og nu var nok Notoshéne. Hun var det planetære råds repræsentant for sociologi og dermed den, der bedst måtte kunne svare på spørgsmål om det, der var Rajivs hovedinteresse og primære indfaldsvinkel til artikelserien om Dúsara. Hun havde også uden tøven sagt ja til at lade sig interviewe, og havde selv foreslået, at de kunne spise frokost sammen efter rådsmødet. Anna og Rajiv gik rundt om springvandet og ind gennem Hovedindgang Syd. De kom ind i en lys forhal, hvor en del mennesker stod og sludrede i små grupper. Rajiv genkendte Nijótsi, Tukóto og Notoshéne, men var ikke sikker på, om han havde set nogle af de andre. Det skulle i så fald være på gaden eller i en af restauranterne. Notoshéne kom hen og hilste. Namasté, Anna og Rajiv. Hun sendte dem et stort smil og så anerkendende på deres klæder. Jeg kan se, at I er faldet godt til på Dúsara allerede. Mødet starter om cirka et kilosekund, så vi kan lige så godt gå ind med det samme. Notoshéne førte dem gennem en bred dobbeltdør og ind i et rum med præcis samme dimensioner som ceremonisalen. Der var også den samme ottekantede kuppel med solskærmende gardiner. Den ene endevæg var prydet af et stort, vævet tæppe, der forestillede Dúsaras flag, mens den anden havde en dør i hver side og navnet Dúsara skrevet med almindelig skrift i midten. Midt på gulvet stod et stort, rektangulært bord med fem stole på hver af de lange sider og to på hver af de korte. Et par rådsmedlemmer havde allerede taget plads. Notoshéne vinkede til sine kolleger og sagde henvendt til de to gæster: Vi venter med præsentationen til mødet begynder. Kom, I skal sidde her. Hun førte Anna og Rajiv hen til den bordende, der var nærmest Dúsaras flag. Bordpladen var åbenbart en stor 3Dskærm, for deres navne stod som var de graveret ned i den ud for deres pladser. Mon ikke jeg så skal sidde her, sagde Notoshéne og gik hen til den plads på langsiden, der var nærmest Rajiv. Hun trak stolen ud og satte sig. Pladserne tildeles tilfældigt, forklarede hun. Undtagen Majúrus og Nijótsis. De sidder altid ved forreste bordende. Og så eventuelle gæster. De sidder ved bageste bordende med deres vært ved siden af på en af langsiderne. Og det er så mig, der er værten i dag. Notoshéne demonstrerede, hvordan 3D-skærmene skulle betjenes. Det var meget enkelt og temmelig gammeldags. Der var tre felter, man kunne flytte rundt på og arrangere efter behag. Det ene felt indeholdt dagsorden, præsentationer og andet fælles mødemateriale. Det andet var til personlige notater, og det tredje til kommentarer, der måtte komme ind via Dúsaras offentlige net. Alle rådsmøder streames live til nettet, forklarede Notoshéne. Der er sædvanligvis en ret stor ekstern tilhørerskare. De har mulighed for at komme med spørgsmål og kommentarer, som så kan tages op, hvis Rådet finder det relevant. Der lød et dæmpet gong, og de resterende rådsmedlemmer kom ind og fandt deres pladser. Samtidig trådte Majúru og Nijótsi ind gennem en af dørene i endevæggen. De satte sig ved deres 34

35 bordende, og Majúru arrangerede lidt om på felterne på sin skærm. Han var en ret høj mand, men kraftigere end de andre indfødte, Rajiv havde truffet. Måske fordi han var den ældste? Hans hår var i hvert fald gråt, og han havde ansats til noget, som Dúsara ikke havde, nemlig en måne. Velkommen til møde i Dúsaras planetære Råd, sagde Majúru. Jeg har et par meddelelser, inden vi går til den egentlige dagsorden. Først og fremmest vil jeg byde særlig velkommen til vores gæster fra Pahalá, Anna og Rajiv, som arbejder på en artikelserie om Dúsara for New Mumbay Times. De er med os i dag for at få et indblik i vores administrative system. Dernæst skal jeg overbringe en hilsen fra Anóshi, der har måttet melde afbud. Hun har netop i dag indledt forældreskabsritualet med sin kæreste, Ofóno. De vil tilbringe de næste fem dage på Yulánfloden. Spontane klapsalver brød løs. Rajiv var i vildrede med, om det også passede sig, at gæsterne deltog, men han besluttede hurtigt, at det nok var bedst at følge de andres eksempel. Derefter fulgte også Anna trop. Efter et øjeblik løftede Majúru hånden, og der blev igen stille om bordet. Vi følger det kommende forældrepar i tankerne og ønsker dem held og lykke, fortsatte præsidenten. I Anóshis fravær repræsenteres biologien af Lapípi. Til slut vil jeg bede om, at vi af hensyn til vores gæster tager en hurtig præsentationsrunde. Nijótsi og mig kender de, så du må gerne begynde. Majúru nikkede til den kvinde, der sad nærmest på langsiden på hans højre side. Ijerúme, kemi. Sort pagehår, lidt for markerede træk efter Rajivs smag. Júku, råstoffer. Simerásho, energi. Tukóto, landbrug. Rofátse, geologi. Det var vist Tehirósus mor. Nydelig. Hun havde en flot, klassisk næse. Notoshéne, sociologi. Attraktiv selvfølgelig. Smukke skuldre og charmerende grå stænk i håret. Lapípi, biologi. Krøllet pandehår, der kun kunne betegnes som yndigt. Hun virkede ganske ung og havde meget velformede bryster. Rajiv havde svært ved at lade være med at stirre på dem. Afúso, medicin. Onúki, matematik. Lidt lysere end flertallet og et rødligt skær i det lændelange hår. Yerátso, teknologi. Præsident Majúru tog ordet igen. Tak skal I have, sagde han. Vi går nu i gang med selve rådsmødet. Er der kommentarer til dagsordenen? Rajiv trak feltet med dagsordenen frem i forgrunden. Møde i Dúsaras planetære Råd, omløb 163 interval 2 dag 7 1. Godkendelse af dagsorden. 2. Godkendelse af referat fra sidste møde. 35

36 3. Opfølgningspunkter: 1. Status for analyse af potentiale for befolkningsvækst (demografi, infrastruktur, energiregnskab). (Notoshéne). 2. Status for bøffelflokken. (Tukóto). 4. Forslag om udvidelse af bananplantagen i Nedre Yulán. (Tukóto). 5. Forslag om anvendelse af bark af lædertræet (F ). (Lapípi). 6. Eventuelt. Der var ingen indvendinger mod dagsordenen, og referatet fra sidste møde blev også godkendt uden kommentarer. Majúru gik derfor i gang med opfølgningspunkterne. Vi besluttede på sidste møde at bede Notoshéne om at påbegynde en analyse af mulighederne for at lade Dúsaras befolkning gå ind i en kontrolleret vækstfase. Notoshéne? Repræsentanten for sociologi trak et nyt felt frem på sin skærm og begyndte sin redegørelse: Af hensyn til vores gæster vil jeg lige kort rekapitulere. Notoshéne så hen på Rajiv og Anna. Dúsara har pr. dags dato 3743 indbyggere. Af dem bor de 2976 i Sarál, mens de resterende 767 er fordelt på 20 landsbyer. Det totale antal indbyggere har været holdt næsten konstant siden koloniens grundlæggelse, dvs. igennem de faser, vi kalder etablering og primær konsolidering. Vi betragter nu den primære konsolidering som heldigt gennemført. Dúsara er selvforsynende med alle basale fornødenheder, selv om hovedparten af fødevareproduktionen endnu er afhængig af kemisk syntese, og sundhedsindekset for befolkningen er yderst tilfredsstillende. Vi har for eksempel en spædbørnsdødelighed på eksakt nul og en estimeret gennemsnitslevealder på 184 omløb. Rajiv aktiverede sit implantat. 184 omløb, det var sådan cirka 100 standardår. Altså det samme som på Pahalá. Det, vi nu ønsker at afklare, er, om tiden er inde til at påbegynde en vækstfase. Notoshéne vendte sig mod præsident Majúru og fortsatte: Efter møder med Júko og Simerásho er min konklusion, at det vil være realistisk at sætte et måltal på 6000 med en tidsramme på cirka 100 omløb. Dette giver en vækstrate på 0,7 %. Hvis vi forudsætter, at hele væksten skal ske ved øgning af fødselstallet, betyder dette i konkrete tal, at vi initielt skal kunne håndtere 50 småbørn i stedet for 30. Den absolut største belastning vil ligge på pasningsarrangementer og uddannelsessystem, men reallokering af ressourcer burde muliggøre absorption af den ekstra belastning uden større problemer. Hvad uddannelsessystemet angår, er der desuden en forberedelsesperiode på omkring ti omløb, fra en eventuel beslutning om iværksættelse af vækstfase tages, og til den øgede population af børn når skolealderen. Produktionen af energi og råstoffer vil kunne tilpasses den voksende befolkning uden større problemer. Notoshéne holdt en pause. Det er jo heftige sager dette her, tænkte Rajiv. De sidder og drøfter at fordoble Dúsaras befolkning på 50 år! Det er en vidtrækkende beslutning. Og et fantastisk interessant projekt. Rajiv lyttede intenst til Notoshéne, da hun fortsatte, og han var næsten helt holdt op med at smugkigge på Lapípis bryster. Et alternativ til øgning af fødselsraten er selvfølgelig at øge immigrationen. Notoshéne og flere af de andre rådsmedlemmer skævede over på Anna og Rajiv. Belastningen af den basale sociale infrastruktur vil derved blive betydeligt mindre, men til gengæld er vi nødt til at forholde os til risikoen for fraktionering af samfundet. Erfaringen fra immigrationen i de seneste 100 omløb og det skal understreges, at det er en overordentlig begrænset erfaring viser, at fuldstændig assimi- 36

37 lering tager cirka 10 omløb. Sammenholdes dette med historiske og teoretiske demografiske studier, der sætter et loft på immigrantpopulationen på 3 % af den samlede population for bevarelse af en stabil samfundsstruktur, får vi, at immigration rundt regnet vil kunne beløbe sig til 200 individer over den projekterede periode på 100 omløb. Det vil sige små 7 % af det samlede vækstbehov. 10 omløb. Det er godt fem standardår. Det er altså den tid, det tager at blive en rigtig dúsaraborger. Rajiv antog, at der nok ville blive stillet ganske strenge krav til tilflytterne og gjorde et mentalt notat om, at det var noget, han måske skulle tage op med Notoshéne under interviewet efter mødet. Sociologen med de smukke skuldre fortsatte sin redegørelse: En heldig gennemførelse af en vækstfase som den foreslåede kræver dog under alle omstændigheder, at der allerede nu planlægges et sekundært befolkningscentrum, der med tiden kan vokse til Saráls størrelse. Sarál selv har nået sit optimale befolkningstal og bør derfor ikke udvides. De eksisterende landsbyer ville kunne absorbere en beskeden del af væksten, og nye ville kunne anlægges, men både administration og infrastruktur vil frembyde langt færre problemer, hvis befolkningen findes i en samlet bebyggelse. Desuden viser erfaringen, at søgningen mod landsbyerne er alt for lille til, at de små samfund kan spille en mærkbar rolle. Det store flertal ønsker at bo i et byfællesskab som Sarál. Notoshéne holdt inde, og Majúru tog ordet: Tak for en god redegørelse, som også kan ses i det udsendte notat sammen med detaljerede beregninger. Jeg foreslår, at notatet sendes til offentlig høring, og at spørgsmålet om iværksættelse af vækstfase sættes på dagsordenen for næste møde som et selvstændigt punkt. Der vil vi træffe beslutning om den videre proces. Næste opfølgningspunkt er status for bøffelflokken. Tukóto? Bøffelflokken formåede ikke at fange Rajivs interesse i nær samme grad som grundlæggelsen af en ny storby på Dúsara. Det var nok mere Annas felt. Han lyttede derfor kun med et halvt øre, mens Tukóto redegjorde for bøflernes problemer. I stedet vendte han opmærksomheden indad og gav sig til at forberede interviewet med Notoshéne. Han ville sikkert tage udgangspunkt i forældreskabsritualet. Dets rationale, den stramme styring af fødselstal, accepten i befolkningen. Dernæst var der selvfølgelig Dúsaras totale mangel på pengeøkonomi. NMT havde på en eller anden måde betalt for Anna og Rajivs ophold, men der fandtes ikke nogen dúsaravaluta. Anna og Rajiv var aldrig blevet bedt om at betale for maden i restauranterne. Til gengæld fandtes der tilsyneladende ikke nogen egentlige forbrugsartikler ud over mad og energi, så der var sådan set heller ikke noget at købe. Tukóto afsluttede sin status om bøffelflokken, og konklusionen blev vist, at forsøgene med bøfler indtil videre blev indstillet. Arealerne skulle i stedet anvendes til kvæg af Camilla-typen. Dernæst fulgte forslaget om udvidelse af bananplantagen, der blev vedtaget på få minutter. Dagsordenens punkt fem om anvendelse af lædertræets bark var heller ikke i sig selv det mest ophidsende, men det skulle fremlægges af Lapípi, hvilket hævede Rajivs interesseniveau betydeligt. Hun var fascinerende. Måske endnu smukkere end Anóshi, men tydeligvis meget uerfaren. Hendes spinkle hænder flyttede nervøst rundt på elementerne på hendes bordplade. Hun gik i gang med sin fremlæggelse med en tynd, ung stemme: 37

38 Fra bosættelsen i Uyafál har vi modtaget en indstilling om igangsætning af forsøg med anvendelse af bark fra lædertræet. Uyafáls indbyggere har haft lejlighed til at undersøge bark fra et dødt træ og konkluderer, at den potentielt er meget velegnet til polstring, tasker og alle andre ting, der normalt ville blive lavet af naturlig eller syntetisk læder. Barken kan imidlertid anvendes næsten uden yderligere forarbejdning, således at miljøbelastningen er meget lille. Lapípi tav, og der var et øjeblik stille omkring mødebordet. Rajiv havde ondt af hende. Han havde den største lyst til at lægge en beskyttende arm om hendes skuldre og hviske hende beroligende ord i øret. Majúru brød stilheden. Tak, Lapípi, sagde han venligt. Har biologiens repræsentant nogen kommentarer til Uyafáls indstilling? Lapípi så forvirret på præsidenten, før hun indså, at hun havde glemt hovedparten af sin fremlæggelse. Tydeligt flov fortsatte hun: Undskyld. Ja, Anóshi har drøftet sagen med mig, inden hun tog af sted. Hun mener, at Uyafáls indstilling med visse forbehold kan imødekommes. Lædertræet er endnu forholdsvis uudforsket. Det er foreløbigt indplaceret i den botaniske taksonomi som F , det vil sige som en trælignende, tropisk vækst med en vækstperiode på mere end 150 omløb. Enkelte blomstringer er observeret, men træets frø er ikke blevet studeret. Satellitobservationer viser, at træet forekommer i alle kystnære skovområder mellem 20º nord og 20º syd med en gennemsnitlig tæthed på cirka ét træ pr m 2. Træerne er således meget spredte, uden dog af den grund at kunne betegnes som sjældne. På den baggrund konkluderer vi, at der i første omgang kan gives tilladelse til fældning af 50 træer under forudsætning af, at der kun fældes ét træ pr. km 2. Disse træer kan da dels anvendes til forsøg med anvendelsesmuligheder, dels til videnskabelige studier. Lapípi tav, og Yerátso, repræsentanten for teknologi, bad om ordet: Jeg synes, Lapípis forslag er yderst fornuftigt og helt i overensstemmelse med Dúsaras miljøgrundlov. Vi skal dog være opmærksomme på, at en skovningsrate på ét træ pr. km 2 vil kræve involvering af alle befolkningscentrene for at være teknisk gennemførlig. Diskussionen om forsøg med lædertræer fortsatte i endnu omkring 10 minutter. Rajiv syntes, det var meget tid at bruge på en meget ubetydelig sag, men han huskede fra sine forstudier, at Dúsaras grundlov påbød bæredygtighed i forbindelse med enhver udnyttelse af den lokale biosfære, så fra et indfødt synspunkt var det vel ikke en ubetydelig sag. Rajiv fandt det mere interessant at filosofere over forskellen på Lapípi og Anóshi. Ud fra deres rent fysiske fremtoning kunne man godt tro, at de var jævnaldrende han havde jo oprindelig antaget Anóshi for at være 5 10 år yngre, end hun faktisk var men nu var det meget tydeligt, at hun havde en modenhed og selvsikkerhed, som Lapípi manglede. Hvad der så var mest tiltrækkende, kunne han ikke blive helt enig med sig selv om. Helt unge kvinder kunne godt virke dragende, men det rent erotiske i hvert fald var oftest mere tilfredsstillende med dem, der havde lidt mere erfaring. Spørgsmålet var selvfølgelig så, hvornår Dúsaras kvinder egentlig begyndte at indsamle deres erfaringer Rajiv blev revet ud af sine fantasier, ved at Majúru tog ordet. Præsidenten talte hele tiden roligt og venligt, men hans stemme havde alligevel en eller anden egenskab, der gjorde, at man uvilkårligt lyttede. Rajiv gjorde et tankenotat om, at han også skulle finde ud af, hvor meget magt Majúru reelt havde. 38

39 Tak til Lapípi for et meget grundigt indlæg, og tak til jer andre for mange nyttige kommentarer, sagde præsidenten. Jeg foreslår, at vi giver tilladelse til fældning som anbefalet af Lapípi og Anóshi. Uyafál vil formodentlig være interesseret i at gå i gang straks, og de øvrige samfund kan følge i den takt, deres motivation og ressourcer tillader. Dette er jo ikke en sag, der har nogen hast, så jeg synes ikke, vi skal definere nogen fast tidsgrænse. Vi bør også skaffe et træ her fra omegnen af Sarál til detaljeret, videnskabelig analyse. Majúru holdt en lille pause og så rundt på mødedeltagerne med et lille smil. Det skal bare ikke være det træ, der står heroppe på toppen af skråningen. Det tror jeg, vi alle er så glade for, at det bør blive stående, hvor det står. Der var ingen emner til punktet eventuelt, så Majúru takkede rådsmedlemmerne for deres konstruktive indlæg og hævede mødet. Det havde taget lige godt en time. 39

40 Kapitel 7, 163: i2-7 Notoshéne havde tilbragt et år dvs. et pahalá-omløb svarende til 2,5 dúsaraomløb på universitetet i Pahalás hovedstad, Bhārata. Det var en obligatorisk del af uddannelsen i sociologi, og det havde absolut været en interessant tid. Men det havde ikke været nogen let tid. I de første 100 dage havde Notoshéne længtes hjem til Sarál konstant. Pahalá var anderledes: kold, mørk, tætbefolket, støjende og tæmmet. Notoshéne havde frosset konstant både fysisk og psykisk. De mest ensomme stunder i sit liv havde hun tilbragt midt blandt Bhāratas to millioner indbyggere. Og hvor meget hun end havde forsøgt, var det aldrig lykkedes hende at komme rigtigt ind på livet af disse myldrende pahalanere. Det var ikke, fordi de var fjendtlige. Notoshéne var fuldt ud klar over, at de virkelig gjorde deres bedste for at drage hende ind i deres fællesskab. Hun kunne bare ikke forstå, hvori fællesskabet bestod. Kammeraterne kunne være nok så fokuserede og hårdtarbejdende i studiegrupperne, men i fritiden blev de overfladiske og rastløse og hengav sig til ubegribelige gøremål med deres bioniske implantater, der kommunikerede direkte med Pahalás net og nærmest gav dem telepatiske evner. Efterhånden havde studenten fra Dúsara selvfølgelig til en vis grad vænnet sig til tingenes tilstand. Det var ikke længere ulideligt at være pakket ind i tøj fra top til tå, dagslyset holdt op med at være tusmørkeagtigt, og Bhāratas supermarkeder, hvor man kunne købe et væld af ting, der for de flestes vedkommende ikke kunne bruges til noget nyttigt, holdt op med at være et mysterium. Selv det, at næsten alle kaldte hende for Sheena, blev nogenlunde naturligt. Kun Samantha Gandhi, som hen ad vejen blev en trofast veninde, holdt fast ved navnet Notoshéne og gik til sidst over til den korrekte diminutivform, Nótoshe. Det var Samantha, der havde henledt Notoshénes opmærksomhed på en af hendes helt specielle kompetencer. Notoshéne havde været alt for overvældet og forknyt af alt det ubegribelige på Pahalá til at lægge mærke til de blikke, de unge mænd og de ældre med for den sags skyld sendte hende. De nærmest slugte hende med øjnene. Som Samantha sagde: Din skønhed er helt bogstaveligt af en anden verden. Fyrene er vilde med dig. Du kan vælge og vrage, som du vil. Dette viste sig at være fuldstændig rigtigt, og Notoshéne, der aldrig havde betragtet sig selv som specielt smuk, besluttede sig for ikke at holde sig tilbage. Sex var trods alt den eneste form for socialt samvær, hvor hun var på fuldstændig lige fod med de indfødte. Studietiden på Pahalá endte med at være noget, Notoshéne så tilbage på med taknemmelighed. Hun havde lært en masse både ved forelæsningerne og ude i Bhāratas støjende, kaotiske dagligdag. Opbygningen af Pahalás repræsentative demokrati, hvordan man står i kø på en overfyldt metrostation, funktionen af en fri markedsøkonomi, hvordan man slår sig løs på virtual reality-cafeer, mændenes foretrukne sexlege, sociale bivirkninger ved bioniske implantater. Og for at have noget at foretage sig i ensomme aftener havde hun taget et kursus i klassisk filologi og lært at læse og skrive devanagari, så hun kunne nyde den specielle typografiske skønhed i sit navn: न त श न. Hun ville ikke have undværet nogen af disse ting, men det betød ikke, at hun ønskede sig tilbage til Pahalá. Nu fik hun opfyldt sit behov for det eksotiske ved at sørge for altid at møde de sjældne besøgende fra førsteplaneten, når de kom til Dúsara. Derfor så hun også frem til frokosten med Rajiv eller Mr. Singh-Thompson, hvilket ville være den korrekte tiltaleform på Pahalá. Han ville garanteret have et væld af spørgsmål, af hvilke Notoshéne regnede med at kunne forudsige de fleste. Hun ville besvarede dem alle så åbent og ærligt, som hun formåede. 40

41 Notoshéne følte, at hun som sociolog havde et særligt ansvar. Hun vidste, at den kulturelle afstand mellem Dúsara og Pahalá langsomt ville vokse sig større og større. Der havde længe været tegn på udviklingen af en særlig dúsaradialekt, der formodentlig ville føre til, at de to planeters indbyggere på et tidspunkt ikke længere ville kunne forstå hinanden. Dette kunne næppe forhindres, men det tilfaldt ikke mindst Notoshéne og hendes kolleger at bidrage til, at de tætte politiske bånd mellem Dúsara og Pahalá kunne bestå han over den voksende afstand. Notoshéne havde observeret både Anna og Rajiv under rådsmødet og fået det indtryk, at de følte sig lige så fremmede her, som hun havde følt sig på Pahalá. Anna var måske en smule mere afslappet, men Rajiv anede tydeligvis ikke, hvilket ben, han skulle stå på. Det var også en ting, hun måtte bidrage til at råde bod på. Efter mødet tog Notoshéne Rajiv med hen på Restaurant 3. De hentede et par frokostbakker (ris, salat, fisk, fjerkræ, mineralvand) og satte sig ud på den skyggefulde terrasse. De hilste de få andre gæster med et nik. Nå, Mr. Singh-Thompson, sagde Notoshéne og sendte sin gæst et stort smil, mens hun så direkte ind i hans brune øjne. Hvad kan jeg gøre for dig? Først og fremmest tak for at du vil ofre noget af din tid på mig, svarede Rajiv formelt. Som vi snakkede om tidligere, er jeg meget interesseret i at forstå de sociale og politiske strukturer på Dúsara. For nu at begynde et sted, så var Anna og jeg med til Anóshi og Ofónos forældreskabsritual i formiddags, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over den selvfølgelighed, hvormed de accepterede statens indblanding i meget private forhold. Kan du fortælle lidt om, hvordan det lader sig gøre? Ikke noget overraskende i dét spørgsmål. Rajiv satte fingeren på en af de mest afgørende forskelle på Dúsara og Pahalá. Men han havde muligvis endnu ikke erkendt, hvor afgørende denne forskel var. Notoshéne lænede sig tilbage på stolen og forberedte sig på en længere udredning. Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at Dúsara ikke har nogen stat, begyndte hun. Staten i ordets almindelige betydning er en anonym magtstruktur, som almindelige borgere ikke kan identificere sig med. En sådan magtstruktur eksisterer ikke på Dúsara. Vi har et fællesskab, hvilket vil sige et samfund, der er defineret ved en række fælles værdier og fælles regelsæt. Nogle af disse værdier faktisk de mest basale af dem har du stiftet bekendtskab med i forbindelse med forældreskabsritualet. De står på ceremonisalens vægge: kærlighed, hensyn, samarbejde og Dúsara. Kærlighed, hensyn og samarbejde er de værdier, der styrer vores handlinger både i forhold til hinanden og i forhold til den overordnede målsætning, og Dúsara er selvfølgelig rammen om det hele. Notoshéne ventede, så Rajiv kunne få tid til at tygge af munden. Hun var nogenlunde klar over, hvad der ville komme. Det lyder meget fint og ligetil, indvendte han. Men det er jo alt sammen teori. Hvordan oversætter I det til praksis? Godt nok har jeg knap nok været her en uge endnu, men jeg mener at kunne fornemme, at dette fællesskab, som du kalder det, rent faktisk fungerer. Notoshéne blev helt nostalgisk ved at høre betegnelsen en uge. Det var meget længe siden, hun selv havde regnet i uger. Det fungerer, svarede hun. Og det er der to hovedårsager til. For det 41

42 første er Dúsaras befolkningstal meget lille. Der er flere indbyggere i selv den mindste provinsby på Pahalá end på hele Dúsara. For det andet er det, man kunne kalde vores frihedsbegreb, anderledes end det, der normalt associeres med repræsentative demokratier som jeres. I Pahalás uddannelsessystem lægges der stor vægt på at lære eleverne at være kritiske og stille spørgsmålstegn ved etablerede normer og værdier, sådan at de kan træffe selvstændige beslutninger og bidrage til et samfund i evig forandring. Notoshéne tog en slurk af sin mineralvand og fortsatte: Det er ikke nogen tilfældighed, at det er sådan. Forandring er en helt afgørende forudsætning for opretholdelses af en fri markedsøkonomi. Det er selve motoren så at sige. På Dúsara tilstræber vi et langt mere statisk samfund med nøgleord som kontinuitet og forudsigelighed, og i den samfundsfaglige undervisning der i øvrigt ikke er noget selvstændigt fag her lægger vi vægt på kendskab til samfundet som en del af Dúsaras biosfære og til forståelse af og dermed respekt for rationalet bag det basale, sociale værdisæt. Resultatet er et overordentlig homogent samfund, som alle uden undtagelse har en stærk følelse af at være en del af. Så når Anóshi og Ofóno accepterer, at de ikke selv kan bestemme deres barns køn og navn, og at de kan risikere at blive diskvalificeret som forældre, så er det fordi, de forstår den rationelle begrundelse for, at det må være sådan? Rajiv havde et lunt glimt i øjet, der mildnede snerten af sarkasme i hans ord. Notoshéne rystede på hovedet: Nej, de accepterer det jeg accepterer det, alle accepterer det fordi vi igennem hele vores barndom er blevet opdraget til, at det er sådan, det er. Men skulle vi begynde at stille spørgsmål ved det og det gør vi selvfølgelig en gang imellem, vi er jo tænkende mennesker så har vi vores objektivitet og rationalisme og vores kendskab til samfundsstrukturen til at lede os tilbage i folden, om man så må sige. I øvrigt må du ikke misforstå forældreskabsritualet. De eneste, der kan diskvalificere Anóshi og Ofóno som forældrepar, er dem selv. Hvis de præsenterer ubrudte segl for Majúru efter de fem dage, har han ingen magt til at forhindre deres forening. Er det alligevel ikke meget vidtgående at kræve, at et forelsket par skal til eksamen, før de må få børn? Notoshéne mødte Rajivs blik og fastholdt det. Er det ikke meget vidtgående at kræve, at en kok skal til eksamen, før han eller hun kan blive ansat på en af Bhāratas restauranter? Så vidt jeg kan se, er der et betydelig større ansvar forbundet med at opdrage et barn end med at drysse lidt karry over en skål ris. Notoshéne rørte sigende rundt i sin ris og tog en mundfuld. Rajiv lo: Det er selvfølgelig svært at argumentere imod, men man kan vel med en vis ret indvende, at det at opdrage børn er noget naturen har indbygget i os, mens det at krydre risen korrekt er noget, der skal læres. Notoshéne lagde skeen fra sig og lænede sig ind over bordet. Det var lige præcis her, en af de alvorligste faldgruber og en af de alvorligste potentielle konflikter lå. Det er en forvirring af begreberne, svarede hun med eftertryk. En misforståelse, der gennem tiden har ført til millioner af ulykkelige skæbner, og som ifølge nogle forskere var medvirkende årsag til de vestlige civilisationers kollaps i slutningen af det 21. århundrede. Naturen har lært os at lave børn; den har ikke lært os, hvordan man gør dem til glade, velfungerende individer. Det er noget, der dels kræver visse basale egenskaber hos det par, der er barnets forældre, dels at de 42

43 forventninger, der indpodes i barnet under opvæksten, er nogen, som samfundet er i stand til at indfri. For Dúsara er børn den allervigtigste ressource, så det er vel ikke så underligt, at vi ofrer deres ve og vel den største bevågenhed. Hmmm, jeg kan godt forstå logikken, men Rajiv tøvede, og Notoshéne fuldendte sætningen for ham: Men du kan ikke føle logikken, vel? Nej, det er rigtigt. Det føles forkert. Notoshéne lagde sin hånd på Rajivs og gav den et klem. Hun kunne faktisk godt lide ham. Han var en lidt ældre og mere moden udgave af de mænd, hun havde lært at kende på Pahalá. Og så havde han pæne hænder. Kraftigere og mere maskuline end dem, der sad på de fleste af Dúsaras mænd. Jeg tror, du har brug for at lade de her ting bundfælde sig. Vi kan tage dem op igen på et andet tidspunkt. Men inden vi skifter emne, vil jeg tilføje en enkelt ting, som jeg tror vil være nyttig. Den meget bevidste og rationelle styring af sociale forhold er noget, vi her på Dúsara associerer med at tage ansvar. For os selv som individer, for fællesskabet og for den overordnede helhed, der udgøres af os og Dúsara. Ansvar er nøglen til forståelse af dúsarask psykologi. Vi er i færd med at bygge en verden. Det kan kun lykkes, hvis vi vedkender os ansvaret for alle dens elementer. Notoshéne slap Rajivs hånd og lænede sig tilbage. Næste spørgsmål. Gæsten fra Pahalá sad et øjeblik og så meget tænksom ud. Rationel styring, sagde han endelig. Det er også det gennemgående træk i opbygningen af jeres politiske system, ikke sandt? Jo, det er fuldstændig korrekt, svarede Notoshéne. Faktisk i et sådant omfang, at man kan sige, at Dúsara ikke har noget politisk system. Vi har Det planetære Råd, der overfladisk ligner den tilsvarende institution på Pahalá, men der er en meget afgørende forskel. På Pahalá vælges medlemmerne igennem en demokratisk proces, hvorved de kommer til at repræsentere holdninger i befolkningen. På Dúsara udpeges medlemmerne igennem en faglig valideringsprocedure kald det en eksamen, om du vil således at de repræsenterer den højeste ekspertise inden for forskellige essentielle vidensområder. Kun præsidenten, der ligesom på Pahalá er formand for Rådet, er valgt af befolkningen. Styreformen i Dúsara Gaņarājya 2 er dermed et meget rendyrket teknokrati, og mange af de daglige styringsprocesser er så objektive, at de er overladt til AI-enheder. Hvad er egentlig præsidentens funktion? Moderator, koordinator, folkets stemme. Han skal sikre sammenhængen i Rådets beslutninger. I de sjældne tilfælde, hvor rådsmedlemmerne ikke kan nå til enighed, træffes afgørelsen ved afstemning, og præsidentens stemme kan da blive tungen på vægtskålen. Egentlig lyder det mere som en virksomhedsbestyrelse end en regering. Ja, det kan man nok godt sige. Notoshéne besluttede, at Rajiv nok godt kunne tåle, at man prikkede lidt til ham. Hun lænede sig frem, støttede hagen på hånden og så granskende på ham. Og hvad er det så, virksomheden Dúsara producerer? spurgte hun. 2 Dúsara Gaņarājya (द सर गणर ज य) = Republikken Dúsara 43

44 Rajivs tænkte sig længe om. Så så han direkte på Notoshéne og svarede: Smukke kvinder! Mange tak, svarede hun koket. Hvis det altså ikke kun er Lapípi, du hentyder til. Rajiv rødmede, så Notoshéne ikke kunne lade være med at le. Undskyld, Rájusha. Hvis du vil omgås mig, er du nok nødt til at affinde dig med, at jeg kan være temmelig drillesyg. Men du har ret. Man kan godt opfatte Dúsara som en virksomhed. Og det vi producerer ud over smukke kvinder altså er viden. Så betegnelsen virksomhed er OK. Eller måske snarere universitet med Sarál som hovedcampus og os alle sammen som både lærere og studerende. Rajiv havde fået sin normale farve, der efterhånden var en nydelig gyldenbrun, tilbage. Universitet og studerende er noget, jeg ofte associerer med ungdommelig oprørstrang og eventyrlyst. Den må unge dusaranere vel også have, I er jo trods alt mennesker. Rajiv var tydeligvis ved at tø op. Det glædede Notoshéne. Hvor kanaliserer i oprørstrangen hen? I har ingen politiske partier, ingen debatfora, ingen alternative minisamfund. Risikerer I ikke en masse frustration og at samfundet stagnerer? Vi har faktisk debatfora; blot kig ind på nettet. De er bare ikke særlig højrøstede. Og hvad de alternative minisamfund angår, er der noget, du fuldstændig har overset. Se dig omkring. Notoshéne slog ud med armene som for at favne terrassen, gaden, palmerne, husene. Hele Dúsara er ét stort, alternativt samfund. Republikken blev i sin tid grundlagt som et socialt eksperiment, og det er erfaringerne fra dette eksperiment, der er vores vigtigste eksport til Pahalá. Det vidste jeg faktisk ikke. Jeg troede, det hele startede som en biologisk forskningsstation, der bare voksede og blev til et permanent samfund. Det er jo heller ikke forkert. Men den biologiske forskningsstation blev i tillæg til en sociologisk forskningsstation. Pahalá fortsatte med at yde fuld økonomisk støtte til Dúsara, fordi vi kunne bidrage med værdifuld viden om opbygning af bæredygtige minisamfund i en allerede højtudviklet biosfære. Vi repræsenterer det tredje trin i erobringen af universet. Først etablerede mennesket sig på Mars, der var livløs. Dernæst fulgte koloniseringen af Pahalá, hvor der eksisterede en yderst primitiv flora, men ingen fauna. Og nu er vi så ved at etablere os på Dúsara, der både har sine egne dyr og planter. Det er langt mere kompliceret end noget, menneskeheden tidligere har forsøgt. Men I opvejer den teknologiske kompleksitet med sociologisk enkelhed? Hmm, det kan man måske godt sige, svarede Notoshéne tankefuldt. Sådan havde hun faktisk aldrig selv set på tingene. Det er nu ikke nogen bevidst konstrueret sammenhæng. Men der er nok ikke nogen tvivl om, at den samfundsmæssige enkelhed er en forudsætning for, at vi kan forblive fokuserede på målet. Vi har ikke brug for distraktioner. Notoshéne tav et øjeblik. Det var egentlig en interessant vinkel, Rajiv havde anlagt. Hun burde ved lejlighed ofre den et nærmere studium. Den ubetinget vigtigste forenklende faktor i opbygningen af samfundet er i øvrigt fraværet af en pengeøkonomi, fortsatte hun. Men det har du vel indset. 44

45 Både og, svarede Rajiv. Jeg har ikke helt gennemskuet, om der reelt er tale om, at Dúsara ikke har noget økonomisk system, eller om det blot er et usynligt system, som vi til dels kender det på Pahalá. Forstået på den måde, at transaktioner sker ubemærket, så længe der er dækning på kontoen, går jeg ud fra. Nej, vi har heller ikke et sådant skjult system. Det forstærker jo billedet af Dúsara som en virksomhed, når nu du ikke vil kendes ved begrebet staten. Medarbejderne altså borgerne leverer deres arbejdskraft, og virksomheden forsyner dem med alle fornødenheder så længe det er nogen, virksomheden kan og vil levere. Det er nok ikke helt forkert. Og hvad er det så, du mener, at virksomheden Dúsara ikke kan eller ikke vil levere? Hvad mangler vi her? Rajiv gav sig til at tælle på sine kraftige fingre: Krystalvaser, sportsvogne, hushjælp, spillekonsoller, teatre, kunst, musik, sundhedsrådgivning, ferierejser, haute couture, guldbrocher, flygler, Notoshéne lo og tjattede til Rajivs hænder. Han undveg adræt og fortsatte: Og først og fremmest mangler I mangfoldighed. Han genoptog sin tællen på fingrene: I går ens klædt, I bor i ens huse, I har de samme møbler, de samme smykker, den samme antikke opkobling til nettet, samme Ok, ok, Rájusha, jeg har forstået! Notoshéne greb Rajivs hænder og pressede dem ned på bordet. Og alle de ting savner du efter seks dage på Dúsara? Nej, det kan jeg ikke påstå, Nótusha Den korrekte diminutivform af mit navn er Nótoshe, afbrød Notoshéne leende. Ok, Nótoshe. Nej, jeg savner ikke nogen ting. For mig er Dúsara stadig ny og fuld af andre attraktioner. Han så meget ugenert på Notoshéne. Men hvad der godt kan undre mig er, hvorfor I ikke savner dem. Det overfladiske svar er, at man ikke savner noget, man aldrig har haft, men det kan jeg nok ikke spise dig af med, og det er i øvrigt heller ikke sandt. Dit spørgsmål er i virkeligheden ret kompliceret, og det bliver svaret nok også. Notoshéne spiste det sidste af sin fisk, mens hun tænkte. Lad mig tage det med mangfoldigheden først. Enhver dusaraner vil straks stille modspørgsmålet: hvilken gavn ville jeg og Dúsara have af 100 forskellige slags sandaler, 50 slags lænestole, 20 slags kuber og så videre. Ingen som helst. Og jeg som sociolog vil så tilføje, at den slags mangfoldighed er et produkt af markedsøkonomien, der kræver konkurrence, og at den er forbundet med status og dermed afstedkommer ulighed, misundelse, splid. Det er noget, vi i hvert fald ikke har brug for på Dúsara. Så man kan sige, at vi ikke savner mangfoldighed, fordi vores rationelle tilgang til livet gør, at vi har indset, at den ikke vil gavne os. Kan man virkelig være så rationel og stadig forblive menneskelig? afbrød Rajiv. Man kan komme meget langt med rationalisme, når man er vokset op med den men måske ikke helt så langt. Det er jo sådan, at mangfoldighed også findes på Dúsara, den er bare af en lidt anden art, end den du taler om. Notoshéne rejste sig og viste sit skørt frem. Enhver kvinde har et skørt 45

46 som det her, og der står Boutique Sarál i dem alle. Alligevel er der ikke to af dem, der er ens. De har alle forskellige mønstre og farvesammensætninger, som enten kan være genereret tilfældigt eller nøje designet af ejeren. Notoshéne satte sig igen. På Pahalá kan du få 15 næsten ens nederdele, men de opfattes som afgørende forskellige, fordi der sidder forskellige mærker på indersiden af linningen. Notoshéne pegede over på den anden side af gaden. Se også på kuberne. De er fra fødslen fuldstændig ens, men beboerne sætter hurtigt deres individuelle præg på dem. Når vi snakker mangfoldighed ser vi igen en grundlæggende forskel på pahalansk og dusaransk psykologi. I bruger muligheden for mangfoldighed til fremvisning af status, vi bruger den til demonstration af individualitet. Det lyder, som om du i virkeligheden ikke har så meget til overs for Pahalá? Hvilket bestemt ikke er rigtigt! Jeg har boet i Bhārata et år, dengang jeg var ung og lækker. Jeg kan ikke påstå, at jeg nåede at blive helt integreret, men det var ikke nogen dårlig tid. Bhārata har meget at byde på, og jeg fik mange gode venner. Aha, jeg havde nok på fornemmelsen, at dit kendskab til Pahalá ikke kun var teoretisk. Du var udvekslingsstudent. Netop. Selv om jeg vist ikke var udvekslet med nogen. Søgningen til Vishvavidyālay 3 Sarál-kā er ikke så stor. Jeg vil tro, du var meget omsværmet. Notoshéne lo. Også i den grad! Det er noget, man godt kan savne, når man kommer tilbage til Dúsara. Hun studerede Rajivs ansigt et øjeblik og fortsatte så: Spøg til side. Du nævnte også en række ting, vi ikke har på Dúsara. Sportsvogne kan jeg ikke hjælpe dig med, det må jeg indrømme. Vi har vores cykler og vores bæltekøretøjer, men det er godt nok ikke det samme. Til gengæld ville du nok ikke have så meget gavn af en sportsvogn, kvaliteten af vores veje taget i betragtning. Hvad kunst og musik angår, tager du helt fejl. De lever i bedste velgående både i Sarál og i mange af de små samfund. Kunst og musik er bare ikke institutionaliseret og professionaliseret som på Pahalá. Vi har ingen museer, intet kunstakademi, intet musikkonservatorium, ingen kritikere, men vi har masser af folk, der laver kunstgenstande i deres fritid. Nok mest inden for den kategori, I kalder kunsthåndværk, men vi skelner ikke så skarpt her. Notoshéne tog sit armbånd af og rakte det til Rajiv. Det her er lavet af en fyr, der hedder Túyu. Han er en af vores kendte smykkekunstnere og har en meget karakteristisk stil. Han bruger næsten altid grønne nuancer og elliptiske perler med fine udskæringer. Rajiv studerede armbåndet indgående og gav det tilbage til Notoshéne. Det er meget smukt, sagde han. Det kunne godt blive et hit på Pahalá. Dyrker du også selv kunst? 3 Vishvavidyālay Sarál-kā (व श वव ध लय सरल क ) = Saráls Universitet. 46

47 Notoshéne trak på skuldrene. Ikke i nogen større udstrækning. Lidt akvarel, men jeg er ikke specielt god. Til gengæld hører jeg meget musik. Klassisk indisk og europæisk. Den aktive musikudøvelse har nok lidt sværere kår end de visuelle kunster. Det kniber med at skaffe gode instrumenter. Notoshéne tog sine ibriller op af bæltetasken og satte dem på næsen et øjeblik for at studere sin kalender. Jeg har desværre et andet møde om små to kilosekunder det vil sige en halv time så jeg er nødt til at gå om lidt. Hun foldede brillerne sammen og lagde dem tilbage i tasken. Har du noget for i aften? Øh, næh det tror jeg ikke. Notoshéne morede sig over Rajivs befippelse. Kom hjem til mig klokken plus 70 kilosekunder, så skal jeg vise dig Sarál by night. Du kan finde min adresse på nettet. Notoshéne rejste sig og gav Rajiv hånden. Hun skulle til at gå, men standsede så pludselig. Og for resten, Rájusha; lad den åndssvage skjorte blive hjemme. Dette er Dúsara. Jeg kan love dig, at du ikke kommer til at fryse. 47

48 Kapitel 8, 163: i2-8 Klokken var omkring halv ni, eller +30 ks efter Dúsaras tidsregning. Sarál var for længst vågnet, og Anna havde set folk tage af sted til deres forskellige gøremål, mens hun selv gjorde sig klar til den nye dag. Efter morgenmaden en hæderlig, syntetisk frugtgrød havde hun brugt lang tid i brusebadet for at få nattesveden vasket af, og derefter havde hun brugt mindst lige så lang tid på at finde en passende påklædning. Hun skulle rundt til nogle af Saráls laboratorier og fabrikker med Yerátso, repræsentanten for teknologi og infrastruktur, som guide, og han havde sagt, at han ville hente hende på en tvillingecykel. Det var en tingest, der så ud, som om den var lavet af to almindelige cykler sat sammen side om side og forsynet med lad og soltag. Sikkert et udmærket transportmiddel, men den udelukkede dúsaraskørtet. Det havde hun prøvet at cykle i én gang, og det var for besværligt. Anna iførte sig halskæden, Anóshi havde foræret hende, og rodede derefter sin medbragte garderobe igennem, mens hun tænkte, at hun skulle se at få anskaffet sig et par lokalt fremstillede shorts af den slags, Dúsaras kvinder brugte. Og mændene med for den sags skyld; der var, så vidt hun kunne skønne, ingen forskel. Som forventet måtte Anna konstatere, at hun ikke havde noget, der blot kom i nærheden af dúsarastil. På Pahalá gik man mest i ensfarvet tøj, mens dusaranerne elskede kraftige farver og komplicerede mønstre. Hun endte med at vælge et par mørkeblå shorts med en bred, rød stribe på skrå. De havde da i det mindste et par kontrasterende farver. Derefter fulgte det endnu vanskeligere spørgsmål om, hvad hun skulle tage på overkroppen. Hun ville ønske, at hun turde lade den være nøgen, men det gjorde hun ikke. Ikke endnu i hvert fald. Det ville gå imod hele hendes opdragelse, og hun ville føle, at alle gloede på hende. Måske når hun havde fået smidt nogle kilo, og solen havde fået mørknet hendes hud lidt mere. På den anden side ville hun også gerne allerede nu tilnærme sig den lokale mode så meget, som hun nu kunne overvinde sig til. Hun dykkede ned i bunden af nederste skuffe og fandt en temmelig nedringet og temmelig gennemsigtig, laksefarvet bluse. Egentlig var den beregnet til at have uden på noget andet, men hvis hun nu nøjedes med den? Hun trak den over hovedet og stillede sig foran spejlet i entreen. Ingen tvivl om, hvad hendes mor ville have sagt! Hun kunne ganske givet ikke vise sig på Pahalá i dén påklædning. En god del af hendes forholdsvis fyldige barm var synlig over udskæringen, og resten lod sig uden større besvær ane igennem det halvgennemsigtige stof. Det gjaldt også hendes meget lyserøde brystvorter. Anna bandede dem langt væk. Ingen kvinde på Dúsara havde lyserøde brystvorter. Anna sukkede. Hun ville ønske, hun kunne have rådført sig med Anóshi, men veninden var uden for rækkevidde. Måske var det også noget pjat. Bare fordi hun havde forelsket sig i Saráls fred og Yulándalens skønhed, betød det jo ikke, at hun var på vej til at blive dusaraner. Hun skulle tilbage til Pahalá om fire måneder, så måske var det bedst bare at holde sig til det noble NMT-dress. Hun vidste jo ikke engang, om hun virkelig mente det alvorligt, når hun drømte om at blive i Sarál. Hun vidste end ikke, hvorfor hun drømte om at blive. Udendørs havde hun det fortsat bedst med hat og solbriller, og nætterne var stadig næsten ulideligt varme. Faktum var bare, at Dúsara efter de første par dages ankomstchok mere og mere indhyllede hende i en fornemmelse at være nærmere noget, hun altid havde savnet 48

49 Det bankede på døren. Shit! Tiden var løbet fra hende, og nu stod Yerátso udenfor. Men så var problemet med påklædningen i det mindste løst, for der var ikke tid til at finde noget andet. Med et sidste opgivende blik på sit spejlbillede vendte hun sig og åbnede døren. Namasté, Anna. Yerátso høj, mørk og ulasteligt velproportioneret rakte hende hånden. Anna besvarede hilsnen og tog en hurtig beslutning. Hellere blamere sig over for én dusaraner end flere hundrede. Jeg har brug for at spørge dig om noget; gider du ikke komme ind et øjeblik? Hun førte Yerátso ind i opholdsstuen og stillede sig foran ham. Kan jeg gå klædt sådan her? Yerátso studerede Anna indgående og svarede så: Du vil ikke finde nogen på Dúsara, der er tilsvarende klædt, men det ved du jo nok. Jeg tror, de fleste vil tolke dine signaler således: en lidt genert kvinde fra Pahalá, der gør sit bedste for at tilpasse sig. Det vil du afgjort få point for. Tak, Yerátso! Anna var lige ved at omfavne ham, men tog sig i det. Jeg er klar til at gå. Hun skruede hatten fast på hovedet, men bestemte sig for at lade de mørke briller blive hjemme. Solen strålede som sædvanlig stor og intimiderende, men himlen var for første gang ikke fuldstændig skyfri. Spredte, hvide totter drev langsom ind over Sarál fra øst. Anna gjorde Yerátso opmærksom på dem. Der raser et gevaldigt uvejr ude over havet et par tusinde kilometer mod nordøst, forklarede han. Dúsaras ækvatoriale bælte er meget stabilt, men i subtroperne er storme almindelige. På det punkt ligner Dúsaras vejrsystemer mere gaskæmpernes end de jordlignende planeters. De var nået ud til tvillingecyklen. Yerátso gav sig til at justere den venstre saddel, så Anna fik en chance for at nå pedalerne. Vejret i hele Yulán-området styres af et permanent højtryk inde over kontinentet, fortsatte han. Opvarmningen om dagen af de store, centrale skove får luften til at stige op; det er det, der skaber den østlige brise her i Sarál. Om natten afkøles luften igen, synker ned og flyder tilbage mod havet. I gennemsnit en gang hver ottende nat er der så meget fugtighed tilbage i den, at det regner her hos os. Yerátso strammede låsemekanismen på saddelstangen. Så, nu skulle den være i orden. Anna klatrede op på cyklen og konstaterede, at hun uden besvær kunne nå ned. Derefter tog også Yerátso plads. De kørte adstadigt mod nord ad Gade 25Ø til næste kryds, hvor de drejede til venstre ad Gade 6N. Sarál består egentlig af to dele, forklarede Yerátso. Sarál Øst er den del, hvor vi alle sammen bor, mens Sarál Vest er universitetet med laboratorierne. Som du sikkert har opdaget er byplanen i Øst baseret på et fuldstændig regelmæssigt, men forvredet gitter, der inddeler området i parallelogrammer sektioner kalder vi dem på hver 75 gange 45 meter. Der er 300 sektioner i alt. 260 af dem er reserveret beboelse med 10 kuber på hver. 10 bruges til restauranterne, 5 til skoler og børnehuse, én er optaget af rådsbygningen, som du ved, og de sidste 24 er små parker som den, der ligger derovre. Yerátso pegede til højre på en sektion med græs, forskellige slags palmer, en lille legeplads samt spredte bænke og borde. En familie med to mindre børn legede mellem træerne. 49

50 Bygningen her til venstre er en skole, fortsatte Yerátso. Den så ganske hyggelig ud, tænkte Anna. Hun havde passeret den før på sine ture igennem byen, men havde ikke været klar over, at det var en skole. Den bestod af flere store kuber, der var forskudt i forhold til hinanden og forbundet med søjlegange. Her måtte hendes egne børn godt gå hvis ellers hun nogensinde fik nogen. Hendes chancer for at blive mor var nok betydelig større på Pahalá end på Dúsara, for hvem fanden skulle falde for hende her? Nå, det var ikke just nogen frugtbar retning at lade tankerne tage. Hellere finde noget andet at koncentrere sig om. Du sagde, at der er 260 sektioner med hver 10 kuber. Det betyder, at der er 2600 kuber i alt. Med omkring 2900 indbyggere i Sarál betyder det, at der faktisk må være én kube pr. voksen indbygger. Ja, det passer meget godt. Det er nu ikke dem alle, der er beboede permanent. Vi har altid nogle, der kan bruges til gæstehuse ligesom dem, du og Rajiv har. Godt nok er det ikke tit, vi har så eksotiske gæster som jer, Yerátso smilede, men der kommer ofte besøgende fra landsbyerne. Men det må alligevel betyde, at der er rigtig mange, der bor alene. Både og. De fleste danner jo par, men de beholder deres egne kuber, og så bor de lidt det ene sted og lidt det andet. Undertiden, specielt hvis man arbejder med et eller andet indviklet projekt, kan man også isolere sig i sin egen kube nogle dage. Afstandene er jo små, så det betyder ikke så meget, hvor man bor. Gælder det også børnefamilierne? Ikke mens børnene er små. Du har jo nok luret, at vi går meget op i forældreskab, så i de første fem-seks omløb er det familiemæssige sammenhold meget vigtigt. Men efterhånden som børnene vokser, udbredes ansvaret for dem mere og mere til samfundet som helhed, og så bliver alle parter mere frit stillet. Det virkede alt sammen så ideelt, tænkte Anna. Er det virkelig lykkedes disse mennesker at skabe et Utopia? Eller har Dúsaras paradis også sine slanger? Ikke rigtige slanger i hvert fald. Fra Anóshi vidste Anna, at alle landlevende dyr havde fire ben, om end bagbenene hos mange arter var vokset sammen. Slanger i overført betydning i form af farlige rovdyr var heller ikke noget, Dúsara excellerede i. Vel vrimlede det med rovdyr, men de var små og gik eller hoppede i en stor bue uden om alt, der var mærket Made on Earth. Hvad menneskabte problemer angik, så Dúsara også ud til at være i særklasse. Anna havde endnu ikke set nogen tegn på konflikter, knap nok uenighed. 50

51 Kriminalitet var tydeligvis nærmest utænkelig; der var ikke engang nogen lås på døren til hendes kube. Hvad er de største udfordringer for jer her på Dúsara? spurgte Anna, netop som hun og Yerátso kørte forbi rådsbygningen. Flagene blafrede dovent i vinden, og palmekronerne raslede stille. Yerátso svarede straks: Saráls vandforsyning. Hva? Det er i hvert fald min største udfordring, men det var måske ikke det, du mente? Jeg tænkte nok i mere generelle baner, men jeg vil gerne høre om vandforsyningen. Vi har næsten 3000 adresser i Sarál Øst. De skal alle have leveret rent vand, og de skal af med deres spildevand. Det bliver til en forfærdelig masse rør og en forfærdelig masse vand. Vi bruger selvfølgelig katalytiske belægninger både på ind- og udsiden, så vandet til en vis grad renser sig selv undervejs igennem rørene, men vi er alligevel nødt til at have et udbredt system af kemiske og biologiske sensorer. Der er målepunkter under Sarál Øst. Hertil kommer Sarál Vest, der har færre aftapningssteder, men et lige så stort forbrug. Det er noget af det, men ikke tænker over til daglig, sagde Anna tankefuldt. Men det er jo klart, at netop vandforsyningen kræver en kompliceret infrastruktur. Energien må være langt enklere at levere. Afgjort. Tagenes solceller genererer rigelig strøm til, at hver kube er selvforsynende. Den største udgift på energiregnskabet for kubernes vedkommende er i øvrigt opvarmning af vand. Vi har eksperimenteret med forskellige systemer for eksempel direkte anvendelse af sollyset i varmevekslere men banale elektriske vandvarmere har vist sig at være den bedste løsning. De er enkle, og sollyset er så rigeligt, at vi ikke behøver at spare på strømmen. Hvorfor bruger I ikke noget af energien til afkøling? Døjer du stadig med varmen? Ja, om natten gør jeg. Vi er jo vænnet til det fra små, og i øvrigt er den slags klimaanlæg ret usunde. Det er bedst at undgå for store temperaturkontraster. Du vænner dig også til det med tiden. Anna og Yerátso var nået til enden af Gade 6N og dermed til udkanten af Sarál Øst. Foran dem løb grusvejen, der til venstre førte op til Ayán-sletten og til højre ned til Yulán-floden. På den anden side af vejen lå Sarál Vest. Anna og Yerátso krydsede vejen og kørte op ad en bred palmeallé. På hver side lå universitetets lave bygninger, der i stil mindede meget om Rådsbygningen. Dusaranerne var tydeligvis meget glade for søjlegange, hvilket Anne fandt overordentlig sympatisk. I en søjlegang er der både frisk luft og skygge. 51

52 For enden af alleen omgivet af et kvadratisk bassin lå en stor, cirkelformet bygning med profil som en meget flad ellipse. Yerátso forklarede, at den rummede auditorier, mødelokaler, studiesale og en restaurant. Resten af campus omgav cirkelbygningen som et kors med korte, brede arme. Her lå det, som Yerátso under ét kaldte laboratorier, men som både omfattede traditionelle laboratorier ( steder for forskning og udvikling ) og laboratorier ( steder, hvor man arbejder ), i form af fabrikker og værksteder. Det var den omvendte verden, tænkte Anna. På Pahalá blev universiteterne ofte kritiseret for reelt at være ejet af produktionsvirksomheder, på Dúsara var det virksomhederne, der var ejet af universitetet. Sarál Vest (Campus Sarál). Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til gadeskiltene, sagde Yerátso, da de for enden af alleen svingede ind på en lille parkeringsplads. Der holdt flere cykler og et par af de bæltekøretøjer, dusaranerne kaldte tosædere. Her i Sarál Vest har vi brudt med princippet om neutrale navne. Alle gaderne er opkaldt efter nogle af kvantefysikkens fædre. Hovedalleen her er Bohr og første tværvej Einstein. De øvrige gader er Heisenberg, Schrödinger, Planck og Dirac. På samme måde er bygningerne opkaldt efter astronomiens og kosmologiens store personligheder. Yerátso pegede rundt på de nærmeste: Hubble, Chandrasekhar, Zwicky, Brahe. Anna og Yerátso steg af cyklen, og Yerátso tilføjede: Men på en måde kan man jo sige, at navnene er ganske neutrale fra et dúsarasynspunkt, for fysik, astronomi og kosmologi er videnskaber, der ikke er repræsenteret her. Vi har ligesom ikke ressourcerne. Det tror jeg gerne, tænkte Anna. Selv Pahalá med sit 3000 gange større befolkningsgrundlag har problemer med at finansiere de megakonstruktioner, der er nødvendige. Og så hørte hun det første eksempel på dúsarask stolthed, for Yerátso tilføjede efter en kort pause: Men vi skal nok få det! I løbet af de næste par timer 7 kilosekunder, som en dusaraner ville sige lærte Anna en ny side af Republikken Dúsara at kende. Kepler-bygningen. Her holdt mikrobiologerne til. Lapípi klædt i en helt ordinær hvid kittel fortalte om sine studier af dúsaraorganismernes version af kromosomer. Principperne var de samme som på Jorden, men detaljerne forskellige. RNA i stedet for DNA, andre aminosyrer, et andet genetisk kodeformat. Lapípi, der i laboratoriet virkede betydelig mere selvsikker end i rådssalen, forklarede, at de biokemiske forskelle på Dúsaras og Jordens organismer var tilstrækkelig store til, at jordiske mikroorganismer ikke kunne invadere Dúsaras biosfære, og at de lokale mikroorganismer, der udelukkende udgjordes af simple, bakterielignende celler, højst udløste svage, allergiske reaktioner, der kunne helbredes med rutinemæssig genetisk rekonstruktion. Rømer-komplekset. Tre bygninger, der husede Institut for konstruktiv fysisk kemi eller mere lakonisk: universel produktionsenhed. Dette var Yerátsos eget domæne. Her fremstillede store, automatiske maskiner alt fra bæltekøretøjer over cykler, stole og klæder til spisebestik. Alt sammen ved hjælp af state-of-the-art 3D-kopiering. Processen fungerede sådan set udmærket, forklarede Yerátso, men den var meget ressourcekrævende. Derfor foretrak man altid naturprodukter, hvor det var muligt. Maskinerne kunne for eksempel sagtens fremstille stolebetræk, men køerne kunne gøre 52

53 det med lavere miljøbelastning, og lædertræerne hvis forsøgene faldt heldigt ud helt uden. Bomuld (eller endnu bedre en tilsvarende lokal plante) ville også være at foretrække til tøjproduktionen. Anna så sit snit til at varetage nogle private interesser og forlod Rømer-bygningen med et par lækre Dúsara-shorts under armen. Hun lagde dem på tvillingecyklens lad på vej hen til næste bygning. Chandrasekhar-komplekset. Det lægevidenskabelige institut med skadestue, konsultationer, to operationsstuer, en tandklinik og diverse laboratorier. Anna fik en lang snak med Jitapátu, en af lægerne, der berettede, at det ikke just vrimlede med patienter. Dúsara satsede massivt på forebyggelse, så sygdomme blev sædvanligvis opdaget så betids, at de kunne klares med en banal indsprøjtning af aktive nanopartikler. Skader skyldtes sædvanligvis, hvad Jitapátu kaldte fjumreuheld. Også hos lægen benyttede Anna lejligheden til at hyppe nogle private kartofler. Hvad mente Jitapátu om mulighederne for, at Annas meget lyse hud i længden kunne holde til Dúsaras sol? Det mente Jitapátu sådan set, at mulighederne var gode for. Det ville formodentlig være nødvendigt med noget genetisk rekonstruktion for at stimulere den naturlige pigmentering, men i de fleste tilfælde var den slags en rutinesag. Jitapátu tog en blodprøve fra Annas arm og lovede at sende hende et udkast til en behandlingsplan senere på dagen. Tænker du på at immigrere? spurgte Yerátso med et lille, forundret smil, da de gik fra Chandrasekhar-bygningerne over mod restauranten i auditoriebygningen. Jeg ved det ikke rigtigt, svarede Anna og frygtede, at hun var ved at gøre sig helt til grin. Det er sikkert en fuldstændig tåbelig idé, men jeg føler mig rigtig godt tilpas her i Sarál lige bortset fra varmen om natten. Men jeg har jo kun været her en Anna var lige ved at sige en uge, men tog sig i det, i syv dage, så det er nok lidt tidligt at begynde at tænke på at flytte hertil. Er det i det hele taget muligt at opnå permanent opholdstilladelse? Muligt: ja, men ikke let, svarede Yerátso oprigtigt. Vi har jo ikke noget principielt imod indvandring, tværtimod egentlig, så længe den bare ikke forrykker den demografiske balance. Men hvis forslaget om igangsættelse af en vækstfase bliver vedtaget, bliver det jo noget lettere. De fortsatte i tavshed ind i restauranten. Yerátso fandt et bord til dem og foreslog Anna at sætte sig, mens han hentede mad. Kunne hun tillade sig at begynde at snakke immigration nu? Hun var jo trods alt udsendt af NMT for at løse en opgave, ikke for pludselig at stikke af. På den anden side var immigrationsreglerne jo af betydning for forståelsen af det dusaraske samfund og dermed ikke uden interesse for hendes læsere på Pahalá, så hun kunne vel sagtens forsvare sin nysgerrighed rent fagligt. Yerátso kom tilbage med et par tallerkner med store, velduftende baguettes fyldt med kød og grøntsager. Værsågod, sagde han og rakte den ene til Anna. Ægte, nybagt brød i dag! Han satte sig og begyndte at spise. Hvis nu en person fra Pahalá ønskede at slå sig ned på Dúsara, sagde Anna forsigtigt. Hvordan ville fremgangsmåden så være? Yerátso lagde baguetten fra sig og tørrede sig om munden. 53

54 Vedkommende person sender en ansøgning til Majúru, der derefter forelægger den for rådet, svarede han. Ikke bare to linjer, men en udførlig ansøgning, hvor personen begrunder sit ønske og forklarer, hvordan han eller hun kan være til nytte for Republikken Dúsara. Hvis ansøgningen bliver godkendt, indkaldes personen til en samtale på Dúsaras ambassade i Bhārata. Yerátso sendte Anna et lille smil. Hvis vedkommende allerede befinder sig på Dúsara, vil man nok arrangere en samtale i Sarál i stedet. Hvad er det for en slags kriterier, man lægger til grund for bedømmelsen? Sagt meget kynisk: faglig og personlig anvendelighed samt villighed til at tilpasse sig. Og det med det faglige er ikke noget, der kan klares med en afkrydsningsliste. Vi har ikke lister med ønskede og uønskede professioner, det er mere et spørgsmål om tilgang til fagligheden. Men det har du vel indset? Anna mærkede anspændelsen stige op fra mellemgulvet. Var Yerátso allerede ved at gå i gang med at vurdere hende? Hun var ikke i tvivl om, at han forventede et svar, og at det hellere måtte være passende intelligent. Jeg har i hvert fald indset, at den drivende kraft bag det professionelle liv her er forskning. Alle bidrager på en eller anden måde til vidensopbygning, og det at bidrage til denne vidensopbygning er vigtigere end materielle goder. Det er fuldstændig korrekt, sagde Yerátso, og Anna åndede lettet op. Så var hun vel ikke blevet sorteret fra endnu. Yerátso fortsatte: For nu at være helt ærlig over for dig: jeg tror faktisk, du har en tænkemåde, der ikke er væsensforskellig fra vores, og jeg fornemmer også, at du befinder dig godt i Sarál. Men vent 50 dage, før du tænker mere konkret på immigration. Hvis Dúsara til den tid stadig tiltrækker dig, skal jeg give dig navnene på et par andre immigranter, som du kan tage en snak med. Yerátso tav et øjeblik, før han tilføjede: Og du skal ikke bekymre dig om at være anderledes. Du er ikke den eneste her, der ser anderledes ud end flertallet. I samme øjeblik du får dit dúsara-navn, vil ingen opfatte dig som fremmed om du så havde to hoveder og fem ben. Anna kunne ikke lade være med at le. Tak, Yerátso, sagde hun. Jeg vil følge dit råd; ikke mere immigrationssnak. Hun tog endnu en bid af sin baguette, der faktisk var ganske glimrende. Så blev hendes opmærksomhed pludselig fanget af en bevægelse et stykke borte. Tre mennesker rejste sig, og ved bordet bagved dukkede to kendte ansigter op. Rajiv i intens samtale med Notoshéne. Meget intens eller måske snarere intim? I hvert fald så de ikke ud til at ænse ret meget af omgivelserne. Anna følte et irriterende stik af jalousi. Hvad fanden havde han nu gang i? Ja, det var selvfølgelig et åndssvagt spørgsmål, for det var ret tydeligt, hvad han havde gang i. Det forklarede måske også, hvorfor han havde været umulig at få fat på i går aftes. Anna kunne ikke lade være med at føle sig forsmået. Det ville være én ting at blive skubbet til side af skønne Anóshi eller purunge Lapípi, men Notoshéne var så meget ældre end hende, at det faktisk kunne ses. Til helvede med Rajiv! Yerátso bemærkede åbenbart Annas humørskift, for han vendte sig og kiggede i samme retning som hende. Jaså, sagde han og vendte sig tilbage mod Anna. Notoshéne har nok kastet sin interesse på Rajiv. Hun er ganske skruppelløs, når det kommer til studiet af folk og fæ fra Pahalá. Hun har læst på 54

55 universitetet i Bhārata, skal jeg sige dig, og hun lægger meget stor vægt på forståelsen af forholdet mellem vores kulturer. Og Rajiv er jo pahalaner med stort P. Anna kunne ikke lade være med at smile. Det var ganske mange antydninger, Yerátso havde fået pakket ind i nogle få sætninger. Nå, det kan være, vi skulle komme videre, sagde Yerátso. For resten, må jeg ikke have lov til at tage et billede af dig? Jeg sysler med lidt banal billedkunst i min fritid, og det kunne være sjovt at lave et portræt af dig. Selvfølgelig måtte Yerátso taget et billede af hende. Hans forsøg på at redde hendes humør var måske ikke det mest subtile i verden, men han var sød, og Anna var sikker på, at han ville hende det godt. Så på vej over til Zwicky-komplekset, der husede Institut for Ernæring samt fødevarefabrikken, poserede hun fornøjet foran nogle af universitetsområdets træer. Ud på aftenen ankom der et ganske nydeligt billede til hende via dúsara-nettet. Anna Rhys-Jones, Sarál 163: i2-8. (Yerátso). 55

56 Kapitel 9, 163: i2-9 Tidlig morgen. Solen var stået op, men den inderste del af Yulán-dalen ville henligge i skygge en rum tid endnu. Anóshi-Ofóno vågnede op til det fjerne brus fra strømfaldene, der fødte Yulánfloden. De var et overvældende skue. Fra en højde af 400 meter fossede vandet i voldsomme kaskader ned over elleve brede terrasser, der på begge sider var flankeret af Dúsaras farvestrålende urskov. Anóshi-Ofóno havde tilbragt næsten ti kilosekunder dagen før i faldenes umiddelbare nærhed blot med at indsuge sceneriet, før de var sejlet en kilometer længere ned ad floden for at kaste anker for natten, hvor vandet var roligere og lydkulissen mindre påtrængende. Dækket var fugtigt, da det vordende forældrepar stak hovedet ud af kahytten og snusede til morgenen. Natteluften havde åbenbart afleveret lidt regn. Det gjorde den hyppigere herinde i bunden af Yulán-dalen end i Sarál. Anóshi-Ofóno sendte et signal om alt vel til Sarál, og Anóshi inkluderede efter en pludselig indskydelse en hilsen til Anna fra Pahalá. Derefter gav de AIenheden instruks om at sætte kursen tilbage mod strømfaldene og begyndte at spise morgenmad. De var i gang med deres tredje dag af forældreskabsritualet og havde ingen hast med at nå frem til afslutningen. Det havde ikke på noget tidspunkt været et problem, at de var nødt til at være par konstant. Tværtimod var de kommet hinanden endnu nærmere, end de nogensinde før havde været. Hvordan kunne man også forvente andet, når man ikke blot skulle dele seng og middagsbord, men også være fælles om toiletbesøg og alle dagliglivets andre trivialiteter. Floden blev smallere, dalens vægge stejlere og strømmen stærkere, jo længere op i dalen de kom. Bådens motor måtte arbejde hårdt for at sikre fremdrift. Der gik 1,5 kilosekunder, før Anóshi-Ofóno havde nået deres mål: en bæk, der udgik fra sydsiden af strømfaldet og endte i et tre meter højt vandfald. De havde lagt mærke til stedet aftenen før og besluttet, at det ville være ideelt til et morgenbad. AI-enheden fik lov til at udføre den ikke helt lette opgave, det var at manøvrere båden ind i en lille vig, hvor Anóshi-Ofóno kunne stige fra borde og vade ind til bredden. Med hinanden i hånden gik de nøgne de sidste 20 meter gennem groft, brunt sand hen til vandfaldet. Ah, hvor forfriskende. Vandet var vederkvægende køligt; Anóshi-Ofóno legede med de kildrende, masserende kaskader som små børn og nød livet og hinanden i fulde drag. Solen var nu kommet så højt op på himlen, at Øjeblikket kom til dalens modsatte side. Så snart det direkte lys ramte træerne, foldede deres blade sig ud og frigjorde en fin dis af opsparet fugtighed. Samtidig vågnede dyrelivet, hvis flyvende repræsentanter straks gik på vingerne. De susede rundt mellem trætoppene, steg op mod solen, dykkede mod floden eller dristede sig igennem sprøjtet fra strømfaldene. Snart nåede sollyset også over på Anóshi-Ofónos side. Mens skovens dyr vågnede omkring dem, klatrede de op på et klippefremspring og lod sig tørre af varmen. Anóshi kunne ikke lade være med at forundres over, hvor konsekvent Dúsaras puslende, snøftende og gryntende væsener ignorerede hende og Ofóno. De udviste hverken frygt eller aggressivitet; det var nærmest, som om de to mennesker slet ikke eksisterede i dyrenes bevidsthed (hvis de da overhovedet var i besiddelse af nogen bevidsthed. Anóshi havde sine tvivl). Kun hvis man gjorde sig umage, kunne man få dem til at opdage en, og da reagerede selv de større rovdyr sædvanligvis med flugt. Efter at have siddet i den tiltagende solvarme i omkring et kilosekund gik Anóshi-Ofóno tilbage til båden. Ifølge den meget løse plan, de havde lagt for dagen, skulle tiden før frokost bruges på test af 56

57 Ofónos undervandsrobot, og i eftermiddag ville de fortsætte ned ad floden, forbi Sarál og videre ud mod havet for at slå lejr ved Yulán-flodens udmunding. Ofóno havde allerede afprøvet robotten dagen før på roligt vand, men han ville gerne se, hvordan den opførte sig under de mere turbulente forhold nær strømfaldene. Anóshi var også interesseret, for man vidste ikke meget om, hvilke livsformer der fandtes på bunden af den øverste ende af Yulánfloden. Robottens 3D-kamera ville give mulighed for et første kig ind i en ny verden. Efter at have færdiggjort morgentoilettet manøvrerede Ofóno båden ud midt på floden og instruerede AI-enheden i at holde en fast position. Han og Anóshi iførte sig de elektroniske briller og søsatte derefter med fælles hjælp den godt én meter lange robot. Ofóno tog fjernkontrollen og aktiverede robotten. Udsigten gennem dens kamera vippende, gyngende, over vandet, under vandet dukkede op for øjnene af Anóshi-Ofóno. Så sank robotten ned under overfladen, og billedet blev efterhånden roligere. Vandet var temmelig klart, selv om det selvfølgelig indeholdt en del sedimenter samlet op på vejen inde fra kontinentet. Sigtbarheden var omkring 20 meter, og sollyset trængte uden problemer ned til bunden i tolv meters dybde. Enkelte fisk flagrede forbi på korte, brede vinger. De var tydeligt beslægtede med landdyrene; ligesom dem havde de to forlemmer (vingerne), to delvist sammenvoksede baglemmer (halefinner) samt store facetøjne. Dúsara var ikke nær så fantasifuld som Jorden, når det gjaldt dyr og planter, hvilket sandsynligvis skyldtes, at biosfæren måtte være yngre. Geologerne anslog Dúsaras alder til omkring fire milliarder år, hvilket betød, at livet havde haft kortere tid til at udvikle sig her end på Jorden. Robotten nåede ned i nærheden flodbunden, der var dækket af tætte tæpper af sivlignende vækster afbrudt af store sten. Sivene måtte være ganske stive, for de formåede at forblive næsten lodrette i den stærke strøm. Kan du komme hen i nærheden af den store stenblok ovre til højre? spurgte Anóshi ivrigt. Der sidder en stenkravler på den, jeg kunne tænke mig at se nærmere på. Ofóno arbejdede koncentreret med fjernkontrollen. Robotten var vanskelig at kontrollere i den turbulente strøm nær bunden. Stabilisatorerne måtte ganske bestemt forbedres, hvis robotten rutinemæssigt skulle bruges i omgivelser som disse. Med stort besvær lykkedes det Ofóno at få manøvreret apparatet i stilling nedstrøms i forhold til stenen, så Anóshi fik et par hundrede nogenlunde stabile sekunder til at studere sin stenkravler. Så glippede Ofónos koncentration, og robotten blev revet med af strømmen. Længe kæmpede han for at genvinde kontrollen og var lige ved at frigøre ballasten for at redde robotten. Men i sidste øjeblik lykkedes det ham at gennemføre en kontrolleret opstigning til roligere vandlag i fem meters dybde. Tak, Fóno, sagde Anóshi. Jeg fik nogle fine billeder. Jeg tror, det var en ny art. De lod båden sejle robotten i møde og fik med nogen anstrengelse halet den indenbords. Derefter brugte de et par kilosekunder på at rengøre og aftørre den endnu ikke helt færdigudviklede maskine. Det var blevet et godt stykke oppe ad formiddagen, og varmen og anstrengelserne havde gjort Anóshi-Ofóno tørstige. De langede en lille spand over rælingen og stillede deres tørst i det kølige flodvand. Dúsaras vand var de fleste steder drikkeligt i ubehandlet form; selv havvand kunne bruges 57

58 i en snæver vending, selv om det ikke smagte særlig godt. Dets saltindhold var en hel del lavere end på Jorden, hvilket var endnu et tegn på Dúsaras unge alder. Hvad ville du sige til, at vi inviterede Anna med til fejring af vores forældreskab, Fóno? spurgte Anóshi pludselig. De sad henslængt i bådens cockpit, mens den stille gled ned ad floden med kun lige akkurat manøvrefart. Anóshi havde sin frie hånd løst hvilende på rattet. Ofóno tænkte sig om et øjeblik. Det var ikke noget, der ville have faldet ham selv ind, men hvorfor egentlig ikke. Det er da helt i orden, svarede han. Men hvad med Rajiv? Jeg ville ikke invitere hende som repræsentant for Pahalá, men som veninde eller vel snarere fremtidig veninde. Anóshi så på Ofóno og kunne ikke modstå fristelsen til at kysse ham. Så fortsatte hun: Rajiv kommer nok aldrig så tæt på. Men han skal være velkommen til ceremonien i rådssalen, og Anna kan jo tage ham med som ledsager bagefter, hvis hun vil. Du er blevet glad for Anna. Ja. Hun virkede så skræmt lige i starten, men hun har tilpasset sig rigtig godt. Hun er kvik og ikke nær så sart, som jeg først troede. Faktisk ville jeg ikke blive overrasket, hvis hun pønsede på at blive her. Anóshi så tankefuldt ud over floden. Ja, jeg kan virkelig godt lide hende. Hun skal være velkommen, Nóshi-skat. Jeg kan ikke sige, at jeg kender hende særlig godt, men det kan jeg jo komme til Nóshi, halloo. Nóshi! Anóshi hørte ikke længere efter; hun sad og stirrede intenst over på den modsatte bred. Ofóno rykkede blidt i kæden, og Anóshi blev nærværende igen. Fóno-skat, sagde hun ivrigt. Kan du se træet derovre? Det, der har kronen fuld af hvide blomster? Hun slap rattet og pegede over mod den venstre bred. Det er et blomstrende lædertræ! Sådan et har jeg aldrig set før andet end på billeder. Vi skal derover! Anóshi skubbede gashåndtaget frem og drejede på rattet, så båden svingede mod bagbord. Ofóno kunne ikke lave være med at smile; det var impulsive Anóshi i en nøddeskal. Floden var kun omkring 300 meter bred på dette sted, men strømmen var endnu stærk, så det tog en rum tid at komme på tværs. Anóshi styrede med højre hånd, men Ofóno passede motoren med venstre. At finde en passende ankerplads var ikke helt enkelt. Bredden var fuld af klipper, der strakte sig langt ud i vandet som skarpe skær. Der gik flere hundrede sekunder, før de fandt et sted, hvor båden kunne ligge i læ for strømmen, og hvor de kunne vade i land uden liv og førlighed som indsats. Anóshi-Ofóno befandt sig nu på den nordlige side af Yulán-dalen. Dette var ægte, utæmmet dúsaraland. Ganske vist var der heller ikke meget tæmmet over sydsiden så tæt på strømfaldene, men nordsiden var generelt vildere; skråningerne var stejlere, skoven tættere, klipperne større. Og bevidstheden om, at Sarál og civilisationen nu lå på den anden side af vandet, havde sikkert også en betydning. Anóshi førte an på vej de 50 meter tilbage over klipperne til træet, der i den grad havde vakt hendes interesse. For Ofóno var det blot et indfødt træ som alle de andre, hvad enten det blomstrede eller ikke blomstrede, men Anóshi snakkede begejstret løs om, hvor usædvanligt det var 58

59 at se et lædertræ i blomst. Hun var simpelthen nødt til at tage billeder og indsamle prøver, hun kunne bringe med tilbage til analyse i Sarál. Det var et ganske stort lædertræ, større end det der stod ved stien ind til Anóshis tårn oven for Sarál. Ofóno tippede stammen til at have en diameter på omkring en meter nede ved jorden, men den smalnede dog hurtigt ind til det halve, der hvor grenene i seks meters højde bredte sig ud til en stor, tæt krone. Anóshi gik straks i gang med at undersøge den bløde bark, mens Ofóno gjorde sit bedste for ikke at hæmme hendes bevægelser. Pludselig lød en raslen efterfulgt af et tungt bump. Anóshi-Ofóno fór forskrækkede sammen. En stor, nøddelignende tingest var faldet ned et par meter bag dem; den ville ganske givet ikke have været behagelig at få i hovedet. De så op og konstaterede, at der hang flere lignende tingester ned fra kronens grene. Ofóno var ikke i tvivl om, hvad Anóshis prioritering var lige nu. Jeg skal nok holde øje med bomberne, mens du desarmerer den, der allerede er faldet, sagde han. De lagde sig begge på knæ ved den store nød; mens Anóshi gav sig til at undersøge den, holdt Ofóno ængsteligt øje med grenene over deres hoveder. Derfor var han fuldstændig uforberedt, da pludselig: Av for fanden! Ofóno fór op med et sæt, og trak temmelig brutalt Anóshi med væk. Noget havde bidt ham i læggen så eftertrykkeligt, at han kunne mærke blodet pible frem. Hvad det var blev klart, så snart han og Anóshi vendte sig om. Halvanden meter borte sad et lille, ondskabsfuldt udseende uhyre. En ildrød dunbold med tre ben, sorte facetøjne og en uforholdsmæssigt stor mund fuld af spidse tænder. Uden varsel gik den på ny til angreb og satte i et frygtindgydende spring direkte mod Anóshis mave. Heldigvis lykkedes det Ofóno at få slået dyret ud af kurs, så det forfejlede sit mål med nogle få centimeter. Det ramte jorden flere meter bag Anóshi. Løb! råbte Anóshi-Ofóno som med én mund og satte af sted tilbage mod båden så hurtigt de kunne på de ujævne, skarpe klipper. Det røde uhyre sprang efter dem med en aggressiv hvæsen og fik fat i Anóshis shorts. Hun gav et hyl fra sig, da dets skarpe klør rev en flænge på bagsiden af hendes lår. Lynsnart fik Ofóno trukket Anóshi ind foran sig, så han med den frie venstre hånd kunne nå rundt om hende og få fat i dyrets bagben. Af al kraft slyngede han den sprællende og hvæsende dunbold så langt bort, han kunne. Derefter tog Anóshi-Ofóno igen flugten, men nåede kun nogle få meter, før dyret igen sprang ind på dem. Det forsøgte at bide sig fast i Ofónos lår, men det lykkedes ham at få vristet det løs. Igen slyngede han det så langt ind mellem træer og buske, han kunne. Ud i vandet! skreg Anóshi desperat. Hun og Ofóno løb og hoppede og sprang ned mod bredden, mens fødder, tæer og ankler blev flået til blods på klipperne. Det røde uhyres stadig nærmere hvæsen blandede sig med deres gispende åndedræt. 59

60 Kapitel 10, 163: i2-9 Anna var glad, forventningsfuld og en lille smule nervøs, da hun stod op på sin ottende dag på Dúsara. Glad, fordi dr. Jitapátu som lovet havde sendt hende resultatet af gårsdagens undersøgelse og konkluderet, at pigmenteringen af hendes hud forholdsvis enkelt kunne øges, så den bedre kunne tåle Dúsaras sol. Forventningsfuld, fordi Tukóto i går eftermiddags havde kontaktet hende for at invitere hende med til Yunushán, hvor han dels skulle være med til at fælde et lædertræ, dels besøge sin familie. Og lidt nervøs, fordi turen til Yunushán skulle foregå i et af Saráls små bitte, spinkle fly. Anna havde fundet et kort over omegnen på nettet og konstateret, at Yunushán lå godt 30 km mod nordvest ved bredden af Ikál-floden. Den var adskilt fra Sarál af Jurámbjergene, der var over 1000 m høje og indhyllet i tæt dúsaraskov. 30 km var selvfølgelig ikke langt, men det var 30 km over totalt ubeboede egne. Ikke et hus, ikke en vej. Det var ikke engang sikkert, at der nogensinde havde været mennesker i det indre af Jurámskoven, og Anna havde ikke meget lyst til at blive det første, fordi en motor måske satte ud. Sandt at sige var hun ikke nogen stor ynder af at flyve, hvilket sikkert kunne forekomme lidt paradoksalt i betragtning af, hvordan hun var kommet til Dúsara. Men 100 millioner km igennem vakuum, hvor man var pakket ind i et komfortabelt rumskib, var noget andet end 30 km hen over øde, skovklædte bjerge i en lille tosæder. Rajiv ville sikkert have nydt det, men det var heldigvis! ikke ham, der havde fået tilbuddet om at besøge Yunushán. Anna var temmelig utilfreds med ham. Hun havde ikke set noget til ham siden det korte glimt i universitetets restaurant i går. Eneste livstegn var nogle notater om Dúsaras politiske og økonomiske system, han havde sendt til hende om aftenen. Ganske interessante i øvrigt; så fik han da i det mindste også lidt fagligt udbytte af Notoshéne. Yunushán. Anna vidste ikke rigtig, hvad hun skulle forvente. Byen var et af de tyve små, selvforsynende samfund, der lå inden for et område med en diameter på 50 km med Sarál i centrum. Dette område rummede hele den menneskelige befolkning på Dúsara. Når man anskuede det på den måde, virkede Republikken Dúsara meget skrøbelig. Det var vel også derfor, dusaranerne gik så meget op i deres børn og generelt forekom meget sikkerhedsbevidste. Derfor kunne en flyvetur fra Sarál til Yunushán nok heller ikke være forbundet med nogen stor risiko, eftersom det var noget, man her opfattede som ganske dagligdags rutine. Påklædningen gik lidt hurtigere i dag end i går. Anna var ikke i tvivl om, at hun skulle prøve sine nye dúsarashorts, og til dem ville toppen og hatten, Anóshi havde fået lavet til hende, være fin. Flyveturen kunne blive en anelse kølig, havde Tukóto sagt, men hun skulle ikke bekymre sig om det; hun kunne låne en overtræksdragt i depotet. Så det var bare at begive sig af sted. Anna smurte sig ind i solcreme, pakkede tuben ned i sin bæltetaske, satte hatten på hovedet og gik ud i morgensolen. 60

61 Saráls lufthavn var en beskeden græsmark nord for universitetet, og depotet bestod af et lager og værksted på bagsiden af en af Rømerinstituttets bygningerne. Anna blev udstyret med den lovede dragt, hvorefter hun og Tukóto gik over mod de små fly, der holdt i et hjørne af marken. Jeg kan i øvrigt hilse dig fra Anóshi og Ofóno, sagde Tukóto. Tak, svarede Anna glad. Hvordan går det for dem? Glimrende, vil jeg tro. Tukóto så på hende og smilede. De er ikke just meddelsomme. I går fik havnemyndighederne enslydende meddelelser morgen, middag og aften: Her er Anóshi-Ofóno. Alt vel. Og her til morgen kom så: Her er Anóshi-Ofóno. Alt vel. Send hilsen til Anna. Det var sødt af dem. Hvor er de henne? Oppe i nærheden af strømfaldene i bunden af Yulándalen. Det er et meget yndet udflugtsmål. Du skulle prøve at få lejlighed til at tage derop. Der er ikke noget, jeg hellere ville, tænkte Anna. Sammen med en lækker mand, der gerne ville have børn med mig. Men man kan jo ikke få alt; i dag gjaldt det turen til Yunushán og en artikel til NMT. Vi skal have nummer tre, sagde Tukóto, da de nærmede sig rækken af fly. Han pegede på en alt for lille, grøn flyvemaskine med et stort, hvidt tretal på næsen. Kabinen, der lige akkurat så ud til at kunne rumme to personer, klyngede sig til undersiden af et par spinkle vinger med to propelmotorer. Højde- og sideror sad på en tre meter lang arm, der strakte sig bagud fra kabinen. Det er verdens sikreste transportmiddel, sagde Tukóto, der formodentlig bemærkede Annas noget forbeholdne ansigtsudtryk. Han åbnede døren på højre side af kabinen for hende og gik derefter selv om til venstre side. Imens steg Anna om bord og spændte sig fast. Tukóto tog plads ved siden af hende. Han drejede på en kontakt, og det, der hidtil havde været en ensartet grå flade under frontruden, blev til et instrumentbræt med højdemåler, fartmåler, kunstig horisont, kompas og forskellige andre instrumenter, som Anna ikke genkendte. De her fly er så enkle, at de kan flyves af et barn, sagde Tukóto. Drej rattet til højre, hvis du vil til højre, drej det til venstre, hvis du vil til venstre, træk tilbage for at stige og skub frem for at dale. Automatikken sørger for, at man ikke kan foretage manøvrer, der bringer sikkerheden i fare. Du kan selvfølgelig også bare fortælle AI-enheden, hvor du vil hen, så går det hele af sig selv. Jeg kan nu godt lide selv at have kontrollen. Tukóto berørte et felt på kontrolpanelet, og propellerne ude på vingerne satte sig med en diskret brummen i bevægelse. Elmotorer? spurgte Anna. Ja. Oversiden af vinger og krop er dækket af solceller. Så længe solen skinner, leverer de alene strøm nok. Til natflyvninger bruger vi batterier. Et øjeblik, jeg skal lige bede om starttilladelse. Tukóto trykkede på en lille, rød knap på rattet. Yulán trafikkontrol. Sarál-3 anmoder om starttilladelse. Destination Yunushán; VFR. Anmoder om vejrmelding. Skift. 61

62 Svaret kom prompte fra, hvad Anna antog var en AI-enhed: Sarál-3. Her er Yulán trafikkontrol. Sarál Yunúshan: skyfrit, vindretning: 12, vindstyrke: 2 m/s, lufttryk 1328 millibar. Du har tilladelse til at lette. Retning 0-1-2, derefter sving til VFR. Slut. Tukóto satte flyet i bevægelse og lod det langsomt skrumple over til den vestlige ende af græsmarken. Hvad betyder VFR? spurgte Anna. Det er et gammelt engelsk akronym: Visual Flight Rules. Det betyder, at jeg kun vil flyve under forhold, hvor jeg kan orientere mig ved hjælp af mine egne øjne. Og alt det kan selv et barn finde ud af? Måske ikke et barn, men en ungvoksen i hvert fald. Basal flyvning er et fag i skolen her. Tukóto skubbede gashåndtaget i bund, og flyet begyndte at accelerere hen over græsset. På overraskende kort tid slap det taget i jorden og steg op mod den blå himmel. Anna så Sarál og Yulándalen brede sig ud omkring hende. Så svingede Tukóto til venstre og satte kursen mod floden og bjergene i det fjerne. Ude til højre dukkede havet op i varmedisen mellem dalens skråninger, og Anna glemte sin angst for at flyve. Landskabet var fantastisk, helt anderledes end Pahalás puritanske mossletter og velplejede plantager. Ubevidst skannede hun det med sit bioniske implantat, mens hun nød den fornemmelse af frihed og eventyr, synet af disse uberørte vidder indgød hende. Efter ti minutters flyvning så Anna floden passere forbi. Nu var hun over nyt territorium. En tæt, vild urskov uden mindste spor af civilisation. Den virkede ikke nær så skræmmende, nu hun så den i virkeligheden, som da hun i går aftes havde studeret den på kortet. Det var vel sådan, det var med Dúsara; den var fremmedartet, men aldrig fjendtlig. I hvert fald ikke de beboede egne. Anna vidste godt, at de indre, tropiske kontinentalegne var for varme, de subtropiske områder for ustabile, og resten af planeten uden landområder af betydning, men hvad betød det, når de tropiske kyster var paradis? Har I egentlig nogen ambitioner om at kolonisere subtroperne? spurgte Anna. Ikke inden for en overskuelig fremtid, svarede Tukóto. Der er ikke nogen grund til det. For os drejer det sig jo ikke om at blive så mange som muligt, men at leve så godt som muligt. Der er masser af plads til bæredygtige samfund i de kystnære, tropiske egne. Men vi har da en række forskningsstationer både i subtroperne og inde på kontinentet, og dem vil der sikkert blive flere af. Når I skal anlægge en Sarál-2, sagde Anna med tanke på rådsmødet for nogle dage siden, hvor tror du så, den vil blive placeret. Tukóto tøvede længe. Det gjorde han undertiden. I begyndelsen havde det gjort Anna usikker, fordi hun blev nervøs for at have stillet spørgsmål, der ikke var comme il faut, men efterhånden var hun nået frem til, at det nok bare var fordi, han var en grundig fyr, der tænkte, før han talte. Hans svar var da også åbenhjertigt nok: Det er jo noget, der skal diskuteres grundigt i Rådet, sagde han. Min egen favorit er området ude mod kysten nord for Atasás og Ikálfloden. Ved du, hvor det er? Anna svarede bekræftende, og Tukóto fortsatte: Der er god plads til både byen og det landbrug, der skal brødføde den. Og 62

63 placeringen ud til havet vil give nogle nye, rekreative muligheder. Tukóto sendte Anna et af sine sjældne smil. Jeg har i øvrigt på fornemmelsen, det også er Yerátsos foretrukne placering. Han har længe drømt om at få lov til at bygge en bro, og med Sarál-2 på den ene side af Ikálfloden og Atasás lige overfor på den anden side, vil det være oplagt at anlægge en vej mellem de to byer inklusive en bro. Anna forestillede sig en by som Sarál beliggende ud til havet. Med sandstrand, viftende palmer langs en promenade og masser af badende. Lidt derfra måske en lille havn og Yerátsos Bro naturligvis, en elegant hængebro tæt ved flodens udløb. Det kunne blive et dejligt sted, som Anna godt kunne nå at opleve, hvis hun besluttede sig for at blive på Dúsara og hvis Dúsara vel at mærke ville have hende. En stemme fra højttaleren under loftet rev Anna ud af hendes tanker. Sarál-3. Her er Yulán trafikkontrol. Skift. Det var ikke AI-enheden. Anna var ikke helt klar over, hvordan hun kunne afgøre det, men dette var et menneske, ikke en computer. Måske på grund af stemmens indtrængende klang. Tukóto svarede prompte: Yulán trafikkontrol. Sarál-3 modtager. Skift. Der lød nogle uidentificerbare skramlelyde, og en ny stemme hørtes. Anna genkendte den med det samme. Tukóto? Anna? Det er Majúru. Præsidentens stemme lød endnu mere indtrængende end trafikkontrollørens. Jeg vil gerne bede om jeres hjælp. Vi har forgæves forsøgt at få kontakt med Anóshi-Ofóno i mere end et kilosekund. Bådens AI-enhed angiver en position ved den nordlige bred af floden fem kilometer fra strømfaldene. Båden ligger for anker, men den modtager ingen signaler fra Anóshi-Ofónos personlige telefoner. Vi sender en båd fra Sarál, men I kan være fremme på positionen meget hurtigere. Skift. Det er forstået, Majúru. Vi sætter kursen mod den nordlige bred af Yulánfloden fem kilometer fra strømfaldene for at rekognoscere. Slut. Tukóto sendte Anna et bekymret blik og lagde flyet ind i en skarp krængning til venstre. Få sekunder senere lå Yulánfloden igen ret forude; et eller andet sted i disen i det fjerne skjulte strømfaldene og Anóshi og Ofónos båd sig. Hvad kan der være sket? spurgte Anna. Ingen anelse, svarede Tukóto. Anóshi kan godt være lidt impulsiv en gang imellem, men Ofóno er altid meget forsigtig. Det er sikkert bare en banal, teknisk fejl. Anna følte sig ikke specielt beroliget. Hun opfattede ikke dusaranerne som folk, der lavede banale, tekniske fejl. Efter fem, seks minutters flyvning i tavshed dukkede strømfaldene frem gennem disen. En mægtig, stærkt skrånende væg, som vandet fossede ned over i hundredevis af små og store vandfald. Fra en højde af 500 m kunne Anna se ind over landet bagved til den store sø, der fødte faldene. Båden må ligge lige ved det sted, hvor floden vider sig ud, sagde Tukóto og pegede. Jeg flyver op langs floden i denne højde og vender over strømfaldene, så vi kan komme ned i dalen fra den lukkede ende. Det var en disposition, som Anna kun kunne bifalde. Selv om hun ikke vidste meget 63

64 om flyvning, var det ikke vanskeligt at indse, at det ville være yderst risikabelt at flyve ind i lav højde fra den modsatte ende. De ville risikere at blive fanget i en blindgyde. Mens Anna holdt skarpt udkig efter Anóshi og Ofónos lille båd, tænkte hun kort på, om optagelserne fra det bioniske implantat ville blive brugbare. Hvis ikke var der ikke noget at gøre ved det. Hun havde ikke tid til at foretage den indledende, grundige skanning af omgivelserne. Men hun huskede i det mindste at tagge segmentet Eftersøgning på Yulánfloden, så hun havde mulighed for at finde det igen. Hvis Anna havde haft kontakt til Pahalánettet eller hvis hendes implantat havde været en mere avanceret model kunne hun have anvendt det som teleskop. Som det var, måtte hun forlade sig på sine øjne, som naturen havde lavet dem. Det viste sig dog hurtigt ikke at være noget problem. De havde ikke fløjet mange minutter, før Anna og Tukóto udbrød i munden på hinanden: Dér er de! Båden lå, så vidt det var muligt at afgøre, sikkert opankret på et sted, hvor en klippeformation dannede en lille, naturlig mole. Af dens besætning var der ingen spor, men det kunne man heller ikke forvente fra denne afstand. Tukóto tog farten af flyet, der straks begyndte at dale. Jeg går lidt længere ned, sagde han. Vi kommer til at passere dem på din side, så hold godt udkig. Lidt længere ned var alt for langt efter Annas smag. Dalen syntes at lukke sig omkring det lille fly, og toppen af strømfaldene forude befandt sig nu mindst 150 meter over dem. Tukóto vidste forhåbentlig, hvad han gjorde. Anna forsøgte at dæmpe sin angst ved at koncentrere sig om at spejde. Hun stirrede intenst på båden, op langs bredden, ned langs bredden, ind i skoven, tilbage til båden. Ingen Anóshi, ingen Ofóno. Båden var tom, bredden var tom, og skoven var tæt som en mur. Og så pludselig var de der! To små, mørke silhuetter mellem klipperne ude i floden. Det var vanskeligt at se detaljer, men Anna var sikker på, at Anóshi og Ofóno ikke bare var ude på en fredsommelig svømmetur. Ingen ved deres fulde fem ville frivilligt begive sig ud blandt klipperne i den strøm. Og deres vilde vinken var heller ikke en munter hilsen, men snarere et indtrængende råb om hjælp. Anna udpegede de to skikkelser for Tukóto, der nikkede sammenbidt. Luk vinduet op og vink til dem, sagde han. Bare tryk ned på håndtaget og træk tilbage. Anna skubbede vinduet til side, stak armen ud i blæsten og vinkede med store bevægelser. Vi går op nu, sagde Tukóto og trak tilbage i rattet. Anna blev presset ned i sædet, mens flyet steg op over dalens sider. Vi vender over strømfaldene og går derefter så langt ned som muligt på vej tilbage. Anna lukkede vinduet igen, men hold blikket fikseret på Anóshi og Ofóno, så længe hun kunne. Over strømfaldene trak Tukóto flyet ind i et snævert højresving og reducerede gassen, så det næsten føltes, som om de faldt ned mod floden. Anna kunne ikke tilbageholde et gisp, da sædet forsvandt under hende. Tilsyneladende i sidste øjeblik skubbede Tukóto igen gashåndtaget frem og trak lidt tilbage i rattet. Faldet bremsedes, og flyet bevægede sig nu fremad over floden i få meters højde. 64

65 Vi får dem på venstre side, sagde Tukóto. Du styrer. Bare lad som om det er en bil. AI en holder højde og hastighed. Sørg for, at vi passerer i omkring ti meters afstand. Tukóto slap rattet, skød vinduet til side og lænede overkroppen så langt ud, som selen tillod. Anna bed tænderne sammen. At forsøge at protestere vil ikke gavne hendes dusaranske ambitioner, så hun lagde forsigtigt hænderne på rattet på sin side. Hun drejede det prøvende en anelse til venstre. Det bevægede sig overraskende let, og flyet lystrede øjeblikkeligt. Hun tog et fastere greb og gav sig til at spejde ud over floden forude. Hun fandt hurtigt båden igen og et øjeblik senere Anóshi og Ofóno. Hun svingede lidt mere mod venstre denne gang med større selvtillid og derefter til højre, så flyet kom ind på en kurs parallelt med bredden. Tukóto viftede ind i kabinen med en opstrakt tommelfinger. Nu var der ingen tvivl om, at Anóshi og Ofóno var i vanskeligheder. De lå tæt sammen op ad en klippe kun med overkroppene over vandet. Anna nåede at se dem vinke og gøre fagter, da flyet fór forbi med omkring 50 km/t. Tukóto satte sig til rette i sædet igen. Han overtog styringen og trak flyet op mod den skyfri himmel. Det er noget lort, sagde han med eftertryk. Så vidt jeg forstod, er de kommet i klemme i en sprække, og en af dem har vist brækket benet. Hvad skal vi gøre? spurgte Anna. Der er ikke meget, vi kan gøre, svarede Tukóto. Andet end rapportere tilbage til Sarál. Tukóto aktiverede radioen og forklarede situationen for Yulán trafikkontrol. På svaret forstod Anna, at en båd kunne være fremme om ca. ét kilosekundt, dvs. i løbet af et kvarter godt og vel. Skal vi ikke blive i området, indtil båden er her, foreslog Anna. Selv om vi ikke kan gøre ret meget, vil det være beroligende for Anóshi og Ofóno, at vi er her. Det kan vi sagtens, svarede Tukóto. I 500 meters højde kan vi kredse uden risiko. Det forekom Anna som en evighed, men i virkeligheden gik der ikke mange minutter, før hun længere nede ad floden fik øje på kølvandsstriben fra båden fra Sarál. Hun udpegede den for Tukóto, der nikkede. Tyve minutter senere var redningsaktionen i fuld gang. Adskillige skikkelser arbejdede i vandet omkring Anóshi og Ofóno, og efter yderligere ti minutter var de bjærget sikkert om bord i båden. En hastig rapport over radioen lød på et brækket ben, en forstuvet ankel samt adskillige rifter og bidsår tilføjet dem af en rød skovhopper, der helt overraskende var gået til angreb. Hvad er en rød skovhopper? spurgte Anna, da redningsaktionen var overstået, og Tukóto igen havde sat kursen mod Yunushán. Nogle modbydelige sataner, svarede Tukóto med eftertryk. På størrelse med en kokosnød, og med en mund fuld af sylespidse tænder. Og klør som knive. Det er de eneste rovdyr af betydning her på egnen, men jeg har aldrig ført hørt, at de har angrebet mennesker. Han tav et øjeblik og tilføjede så: Anóshi har nok ladet nysgerrigheden løbe af med sig og overskredet hopperens privatsfære. Det kunne godt ligne hende. 65

66 De fløj videre i tavshed. Anna forsøgte at nyde landskabet havet i det fjerne ude mod øst, den skovklædte bjergryg forude, de endnu højere bjerge mod vest, alt sammen indhyllet i Dúsaras karakteristiske varmedis men hun kunne ikke lade være med at tænke på Anóshi og Ofóno. Dr. Jitapátu eller en af hans kolleger måtte netop nu være i gang med at behandle dem på Chandrasekharklinikken. Gad vide, om dette også var en af den slags hændelser, Jitapátu kaldte fjumreuheld. Anna spekulerede også på, hvad dette betød for forældreskabsritualet. Havde Anóshi og Ofóno været nødt til at bryde seglet? Og ville de i så fald miste retten til forældreskab? Det kan jeg ikke tro, svarede Tukóto, da Anna spurgte ham. Hvis de har måttet bryde seglet, vil omstændighederne selvfølgelig blive taget i betragtning. Men det er noget, Rådet må beslutte. Der er ikke nogen rigtig præcedens. Beroligende, tænkte Anne. Og så alligevel ikke helt. Det lød ikke, som om Anóshi og Ofóno pr. automatik ville blive frikendt. Dusaranerne tog virkelig dette ritual meget alvorligt. Og det gav vel også god mening. Som forældre var det jo ikke mindst i krisesituationer, man havde brug for at kunne arbejde sammen. Det nyttede jo ikke, at mor og far bare stak af i farens stund og lod afkommet i stikken. Jurámbjergenes østlige udløbere passerede forbi under flyet. Forude lå nu bølger af skovklædte bakker, der langsomt faldt ned mod en flod langt borte. Det kunne kun være Ikálfloden. Anna vidste, at afstanden måtte være omkring 15 kilometer, men varmedisen fik den til at virke større. Ret forude var der et langstrakt område langs floden uden skov. Yunushán uden tvivl, selv om det ikke var muligt at skelne nogen bygninger. Der lød en indtrængende bippen fra højttalen. Tukóto berørte nogle felter på instrumentpanelet. Meddelelse fra præsidentkontoret, sagde han. Den kommer på skærmen dér. Kan du ikke læse op, hvad der står. Anna skimmede teksten: Rapport aflagt af Anóshi-Ofóno uprovokeret angreb fra rød skovhopper muligvis ny underart ekstremt aggressiv undgå færdsel i nordøstlige Yulán. Anóshi-Ofóno i god behold. Hmmm, så er der lukket for romantiske campingture til den populære vildmark indtil videre, brummede Tukóto. Har I egentlig nogen midler til at forsvare jer mod den slags rovdyr? spurgte Anna. Selvfølgelig, svarede Tukóto. Små beholdere med bedøvelsesgas, der virker øjeblikkeligt. Vi vil bare helst undgå at sprede den slags i Dúsaras natur. Men den ekspedition, der uden tvivl skal af sted til området nu, får dem naturligvis med. Det havde været en bevæget formiddag, men Annas gode humør var så småt ved at vende tilbage. Dusaranerne havde reageret hurtigt og rationelt på en lokal krise. De havde taget forholdsregler mod en gentagelse. De havde reddet deres nødstedte borgere. Og forældreskabsritualet lod til at være intakt. Meddelelsen fra Majúru havde nævnt Anóshi-Ofóno, ikke Anóshi og Ofóno. Anna havde luret betydningen af denne formulering. 66

67 Anna stirrede frem mod stedet, hvor Yunushán snart måtte dukke op. Føler jeg mig tryg på Dúsara? tænkte hun. Ja. På trods af isolationen og afstanden til Pahalá? Ja. På trods af lejlighedsvise småfarer? Ja. Kunne jeg stadig tænke mig at bo her? Absolut! 67

68 Kapitel 10, 163: i3-1 Forældreskabsritualet var unægtelig gået noget anderledes, end Anóshi-Ofóno havde forestillet sig. Men hvem kunne også have forudset, at en hyperaggressiv skovhopper ville dukke op. Anóshi havde først ment, at der var tale om en ny variant, men jo mere hun tænkte over sagen, jo mere hældede hun til, at hun og Ofóno havde været så uheldige at møde et enkelt, afvigende individ. Lapípi og et par andre biologer var straks taget af sted til Bersærkervigen, som Lapípi vittigt havde døbt det sted, hvor Anóshi-Ofóno var blevet angrebet, men de havde ikke fundet noget unormalt. Med besvær havde de på halvanden dag fået opsporet tre røde skovhoppere, men de havde været præcis lige så sky, som den slags plejede at være. Så var ekspeditionen taget tilbage til Sarál, og Majúru havde genåbnet det nordøstlige Yulán med påbud om, at man medbragte en spray med bedøvelsesgas, når man færdedes derovre. Anóshi-Ofóno havde kun fulgt efterspillet fra sidelinjen, for de havde været nødt til at tilbringe et døgn på Chandrasekharklinikken med at blive lappet sammen. Her om morgenen på andendagen for ulykken var Anóshis ankel allerede fuldt funktionsdygtig igen, og hendes og Ofónos rifter på krop og lemmer var blot lysere striber på den mørke hud, men Ofónos brækkede ben skulle behandles med forsigtighed den næste uges tid. Det betød, at han måtte afholde sig fra de vildere danse ved festen i aften, og at det suverænt vigtigste projekt i den kommende tid produktionen af Tifaháju måtte udføres med en vis omtanke. Vi skal se at komme af sted, Nóshi, sagde Ofóno og kyssede sin kæreste blidt på pande, næse og mund. Ouverturen til deres nye liv var ved at være slut. Gæsterne måtte netop nu være ved at ankomme til rådssalen for at overvære, at Anóshi-Ofóno fuldendte forældreskabsritualet ved at offentliggøre navnet på deres barn. Endnu et af disse unikke øjeblikke, tænkte Anóshi. Ligesom når Majúru ville bryde seglet og gøre Anóshi-Ofóno til selvstændige individer igen. Anóshi var sikker på, at det ville blive vanskeligere at vænne sig til ikke at have Ofóno ved sin side hele tiden, end det havde været at vænne sig til, at han var der. For Anóshi-Ofónos skyld kunne ritualet sagtens have fortsat fem dage til eller ti for den sags skyld men pligterne ville snart begynde at kalde. Ofóno skulle til Rømer-komplekset og Institut for konstruktiv fysisk kemi for at pusle om alt det indviklede maskineri dér, og Anóshi havde et vigtigt nyt forskningsprojekt at sætte i gang. Hændelsen oppe ved strømfaldene havde overbevist hende om, at studiet af skovhopperne skulle have første prioritet i den kommende tid. Et eller andet havde gjort, at hun og Ofóno var blevet angrebet. Hvad enten det skyldtes sygdom hos et enkelt dyr, en mutation eller noget tredje, var det vigtigt at finde en forklaring, så lignende hændelser kunne undgås i fremtiden. Så måtte det blomstrende lædertræ vente. Anóshi havde nået at få taget en del fotografier, og Lapípi havde været kvik nok til at bringe en af de nedfaldne kokosnødder med tilbage. Den var allerede blevet frosset ned, så de kunne studere den i ro og mag senere. Gæsterne var ganske rigtigt allerede forsamlet i rådssalen, da Anóshi-Ofóno ankom. Der var flere end ved forældreskabsritualets begyndelse. Traditionelt var den indledende ceremoni mere intim end den afsluttende. Ud over familierne og de nære venner var også hele Rådet og de nærmeste arbejdskolleger til stede. Alle inklusive deres børn. Og så var der naturligvis Anna og Rajiv. De var lette at få øje på. Rajiv hovedsagelig på grund af sin pahalanske påklædning, Anna først og fremmest som følge af det gyldne hår, der strålede i lyset fra vinduerne i taget. Rajiv var allerede blevet så mørk i huden, at han ikke adskilte sig meget fra de lyseste dusaranere, mens Anna 68

69 fuldstændig havde tilpasset sig den lokale dresscode: perlebånd om hals og håndled, et farvestrålende skørt og sandaler. Det, der først og fremmest slog Anóshi, var imidlertid, at de to gæster fra Pahalá stod på hver sin side af salen, næsten så langt fra hinanden som de kunne komme. En kurre på tråden? I hvert fald var det ret tydeligt, at Rajiv var sammen med Notoshéne, for han havde armen om livet på hende. Anna derimod stod meget ærbart med markant mørkere hud end sidst og snakkede med en mand, som Anóshi-Ofóno ikke kendte. Han måtte vel så være Annas ledsager. Som takt og tone anbefalede, gik de hen til dem, så Anna kunne præsentere ham. Namasté, Anna, sagde Anóshi, mens hun og Ofóno nikkede venligt til den fremmede mand. Han var kun lidt højere end Anna og temmelig lys. Øjnene var grå og livlige, håret sort og meget kort. Namasté, Anóshi-Ofóno, svarede Anna og vendte sig mod manden. Dette er Keshépu. Vi mødte hinanden i Yunushán. Namasté, Keshépu. Det er en fornøjelse at kunne byde dig velkommen til vores fest. Tak, Anóshi-Ofóno. Jeg er meget glad for, at Anna inviterede mig med. Vi ser frem til at få lejlighed til at snakke rigtigt sammen senere, sagde Ofóno. Han og Anóshi gav Keshépu hånden og omfavnede Anna. Anóshi bemærkede hendes diskrete duft af cremebær. Derefter gik de hen til Majúru, der ventede sammen med Nijótsi foran talerstolen. Anóshi og Ofóno havde et fast greb i hinandens hænder. De mærkede begge, hvordan salen blev stille, mens det unikke øjeblik lukkede sig omkring dem. Ouverturens sidste takter. Fuldendelsen af overgangen fra ét liv til et andet. Præsident Majúru så ud over salen og lod derefter blikket hvile på de to hovedpersoner. Anóshi-Ofóno, sagde han. For fem dage siden modtog I forældreskabets segl. Er seglet intakt? Det er det, svarede Anóshi-Ofóno og løftede armene, så Majúru kunne inspicere kæden. Anóshi-Ofóno. I har vist, at jeres kærlighed rummer udholdenhed, overbærenhed og hengivenhed, egenskaber der er forældrerollens grundpiller. Dermed har I opfyldt forældreskabets første krav. Majúru løftede Anóshis venstre hånd og brød med et hårdt tryk det segl, der holdt armringen sammen. Derefter brød han også seglet på Ofónos ring. Anóshi og Ofóno. Lad båndet mellem jeres hjerter være stærkere end det bånd, der var mellem jeres hænder. Majúru rakte ringene og kæden til Nijótsi og fortsatte: Anóshi og Ofóno. For fem dage siden modtog I tavlen med navne. Har I valgt det navn, der skal være jeres barns? Det har vi. Som de havde aftalt på forhånd, trak Ofóno tavlen op af Anóshis bæltetaske, og sammen rakte de den til Majúru. Så snart præsidenten rørte den, lyste en gylden markering op omkring et af navnene. Majúru smilede og rakte tavlen videre til Nijótsi, der lagde den hen på talerstolen. Skrifttegn materialiserede sig straks i luften foran endevæggen: वतफ़हज 69

70 Anóshi og Ofóno har opfyldt forældreskabets andet krav, forkyndte Majúru. Sammen har de valgt deres søns navn: Tifaháju! Nijótsi forlod salen og kom et øjeblik efter tilbage med to små flakoner, som hun rakte til Anóshi og Ofóno. Anóshi Sarál-kī, Ofóno Sarál-kā, sagde Majúru højtideligt. Fuldend nu forældreskabets ritual ved at drikke frugtbarhedens vin, så jeres legemer, når de forenes i elskov, kan skabe Tifaháju. Dette var det afgørende øjeblik. Anóshi løftede flakonen til munden og tømte den samtidig med Ofóno. Frugtbarhedens vin eller mere lakonisk et stof, der i de næste tredive dage ophævede den genetisk programmerede sterilitet, der gjorde såvel kønsliv som fødselskontrol betydelig lettere for dusaranerne. Ritualet var overstået. Majúru trådte ud af rollen som præsident og blev ven og kollega. Han omfavnede varmt Anóshi og Ofóno og ønskede dem til lykke med deres nye status. Det samme gjorde Nijótsi. Derefter fulgte lykønskningerne fra alle gæsterne. Anóshi og Ofóno gik rundt mellem dem og udvekslede nogle få ord med alle, mens reflekser opbygget gennem fem dage sørgede for, at de blev tæt ved siden af hinanden og synkroniserede deres bevægelser. Notoshéne fik skabt et mindre stykke absurd teater, da hun med fuldt overlæg gik ind mellem Anóshi og Ofóno, som forsøgte at undgå at fange hende i en imaginær kæde. Alle lo, men Anóshi kunne ikke lade være med at føle en snert af irritation ved tanken om, at Rajiv formodentlig fangede det hele med sit implantat til senere underholdning på Pahalá. Anna havde også et implantat, og hun brugte det vel også i sit arbejde for New Mumbai Times, men det generede ikke Anóshi. Anna forstod hun. Rajiv derimod var og blev en sær en, som Anóshi havde svært ved at forlige sig med. Og nu måtte hun formodentlig også affinde sig med ham ved festen senere på dagen, for Notoshéne havde jo nok i sinde at tage ham med som ledsager. Notoshéne var heller ikke en af Anóshis hjerteveninder, men eftersom hun var en nær kollega fra Rådet, ville det have været hinsides god opførsel ikke at invitere hende med. Anóshi og Ofóno forlod ceremonisalen. De havde et par kilosekunder for sig selv, mens deres forældre med hjælp fra de øvrige gæster gjorde klar til fest med musik og buffet på en af plænerne nord for Sarál. Ved du, hvad jeg går og tænker på? spurgte Anóshi, mens de slentrede ned ad Gade 7 N. Selvfølgelig, Nóshi, svarede Ofóno. Hvem er Keshépu? Nemlig! lo Anóshi. Jeg ved kun, at han er fra Yunushán, og at han ser rar ud. Og det er ikke tilstrækkeligt for Mor Anóshis nysgerrighed. Ikke nysgerrighed, Fóno. Videbegær. Videbegær er en af menneskets fornemste egenskaber. De drejede op ad 12 Ø og fortsatte til Ofónos kube, hvor Anóshi straks tændte computeren. Selvfølgelig! udbrød hun, så snart Keshépus data tonede frem på skærmen. Han er immigrant fra Pahalá. Født i Bhārata. Anóshi 70