Hourquette d Ancizan og Col d Aspin. Debutant og veteran

Transkript

1 Hourquette d Ancizan og Col d Aspin 3 Debutant og veteran 58

2 For Helvede, Jesper! Så torskedum kan du sgu da ikke være! Mit spontane og selvbebrejdende vredesudbrud overrasker både mine tre canadiske følgesvende og PyrActif-guiden der transporterer os hen til udkanten af Arreau. Ganske vist forstår ingen af dem dansk, men tonelejet har næppe været til at misforstå. Deres undrende blikke besvarer jeg med en forklaring om at min hue og mine handsker ikke kom med på dagens tur i den forvirring der opstod her til morgen fordi de tre canadiere pludselig ville med på min udflugt, hvor Tour-debutanten Hourquette d Ancizan og Tour-veteranen Col d Aspin står på menukortet. Egentlig skulle jeg have taget turen alene, men da de hørte om min planlagte dobbeltanretning, spurgte de høfligt om de måtte gøre mig selskab. Velopdragen er man jo, så naturligvis måtte de det, men da de allerede stod køreklar, skulle min klargøring pludselig foregå i eksprestempo, og så kom vintertøjet altså ikke med på sommerudflugten. En novicefejl som skal koste mig dyrt. Guiden sætter os af cirka 10 kilometer fra Arreau, et vigtigt trafikalt knudepunkt i regionen som Tour-feltet besøger stort set hver gang Pyrenæerne er en bestanddel af rejseplanen. Her i dalen er det tidlige formiddagsvejr for så vidt udmærket, men vi skal altså 800 meter højere op på dagens første bjerg, og allerede her fra bunden kan vi tydeligt se at de sidste 4-5 kilometer af dagens klatretur kommer til at foregå i drivende fugtig tågedis. De 10 kilometer hen til Arreau viser sig at være en perfekt opvarmning til selve klatreturen de ved sgu alligevel hvad de snakker om hos PyrActif. Vi kører igennem Arreau som virker som en hyggelig by med de karakteristiske koksgrå skifertage, og vi tager en rask beslutning: Vi sørger for at køre både Hourquette d Ancizan og Col d Aspin for så at returnere til Arreau for at indtage frokosten der. Derefter er der små 55 kilometer tilbage til Bertren og PyrActif, og vi bilder os ind at vi kan tilbagelægge dem i så god tid at vi kan nå tilbage og se afslutningen på dagens Tour-etape. Vi bliver enige om at Andy Schleck er nødsaget til at angribe Cadel Evans på afslutningen op til L Alpe d Huez fordi han vil få en røvfuld på morgendagens enkeltstart. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal forvente mig af førstekategori-stigningen Hourquette d Ancizan der bare otte dage tidligere har fået sin debut i Tour de France, hvilket er en af grundene til at jeg har valgt at prøve kræfter med denne stigning. Col d Aspin var en del af Tourens voyage inaugural i Pyrenæerne tilbage i 1910 og er således ladet med historisk symbolik, men alligevel ville jeg gerne krydre min etape over dette historiske bjerg med en ekstra klatretur. Aspin er nemlig ikke nogen voldsomt vanskelig stigning, og i Tour-sammenhæng benyttes den da også mestendels som appetitvækker til de afgørende slag der typisk står på Tourmalet. Aspin kaldes ikke uden grund for Tourmalets lillebror. Når valget er faldet på Hourquette d Ancizan, skyldes det naturligvis dens geografiske naboskab med Aspin, men også det faktum at Tour-feltet lige har været forbi. Måske noget af stemningen og auraen stadig hænger ved? Asfalten er da i hvert fald helt nylagt, mærker man. Uden tvivl til ære for Touren og ikke for os, men alligevel. Brutal start Starten på Hourquette d Ancizan er intet mindre end brutal med adskillige passager op mod 15 pct. i stigning lige så snart man forlader byen Ancizan. Det er en særdeles brat overgang På vej op mod Hourquette d Ancizan. Inden regnen sætter ind. fra vores flade opvarmningsstykke, og selv om vi alle øjeblikkeligt skifter ned til panikgearet, føles det som om vi kører lige ind i en lodret mur. Den abrupte overgang gør det umuligt at finde en bare nogenlunde rytme, og i starten zigzagger vi på kryds og tværs af vejen for at prøve at mildne de hidsige stigningsprocenter. Vi kører vel næppe mere end 7-8 km/t på dette tidspunkt, og der er på ingen måde overskud til at gøre sig betragtninger om udsigt, endsige tænke frem mod dagens frokost: Hvorfor Fanden er dette kun en førstekategoristigning? tænker jeg. De første 2 kilometer er direkte modbydelige, men efterhånden bliver stigningen mere håndterbar, tempoet kan vi sætte i vejret, og der bliver nu tid til at betragte omgivelserne nærmere. Heldigvis, for udsigten ned over dalen og St. Lary Soulan med de mægtige bjergmassiver i baggrunden er hele den besværlige, langsommelige klatretur værd. Desværre er udsigten over dalen mange steder spærret af træerne, men på strækninger hvor der ingen bevoksning er, er synet over dalen og over til toppen af Aspin intet mindre 60 61

3 end spektakulært. Der er ikke mange serpentinesving på denne stigning, hvilket er med til at gøre den enerverende. Ingen afveksling i udsigten, ingen mulighed for en kortvarig restitution rundt i svingene, men blot lange, lige stræk der synes at fortsætte i det uendelige. Canadierne og jeg er spredt for alle vinde: Vi har aftalt at køre op i hvert vores tempo og tråd, og så mødes på toppen. To af dem kæmper med hinanden, bjerget og sig selv længere bagude, mens den tredje for længst har kørt os andre agterud. Irriterende type. Skidende køer i regntågen Med 5 kilometer til toppen kommer den eneste chance for at genfinde det glidende, flydende tråd idet vejen dæmper sin hidsige hældningsgrad til en håndfuld procent. På dette forholdsvis flade stykke bjergvej overhaler jeg en hårdt kæmpende franskmand der sidder og vugger ganske gevaldigt fra side til side på sin jernhest. Altid et umiskendeligt tegn på at man er i vanskeligheder. C est dure, n est pas? får han fremstammet idet jeg passerer ham. Det er 23 år siden jeg har haft fransk i den danske gymnasieskole, og jeg ved faktisk ikke helt hvad det er jeg svarer på, da jeg svarer Oui, c est tres dure. Jeg bilder mig ind at jeg bekræfter ham i at det er hårdt, men mit franske ordforråd og den franske grammatik ligger godt og grundigt gemt af vejen i glemslens nådige tågeslør. En anden og noget mere konkret tåge trænger sig på med 4 kilometer til toppen. Ikke alene ødelægger den udsigten, den er desværre også regnholdig. Jeg har egentlig forbløffende gode ben efter gårsdagens klatretur over Peyresourde og har lyst til blot at træde til for at få det overstået, men der er ingen pointe i at forcere tempoet, jeg skal jo alligevel vente på de to canadiere når jeg når toppen. Jeg giver mig i stedet til at studere inskriptionerne på asfalten der stadig fremstår helt nymalede efter Tour-feltets besøg i sidste uge. Lokalpatriotismen har gode vækstkår her i Pyrenæerne, for de fleste opmuntringer gælder franskmændenes egen overraskende holdbare mand i den gule førertrøje, Thomas Voeckler. Derudover nyder også Contador og A. Schleck tilsyneladende publikums gunst. Jeg spejder efter et nymalet Allez Ralbjerg. Forgæves. Publikum er her heller intet af. Det skulle da lige være den flok uledsagede køer der kommer vadende og gør krav på vejen. Med fagter og tilråb forsøger jeg at jage dem væk, men de kære væsener vil skide en dansk cykelturist et stykke. Bogstavelig talt, for da jeg via en tur i rabatten har kæmpet mig forbi den adstadigt spadserende flok af klovdyr og er tilbage på vejen, ligner denne et minefelt af kolort. Selv om jeg efter bedste evne forsøger at drible mig uden om efterladenskaberne, kan jeg høre plamagerne klaske mod Eddys stel og mærke dem op og ned ad læggene. Det er da altid noget at jeg fik de lange cykelbukser på i dag! Sidste halvdel af Hourquette d Ancizan er ikke nær så åndenødfremkaldende som begyndelsen af stigningen, og jeg når toppen rimelig hurtigt. De sidste meter op mod toppen er man fri af træerne og kan nyde udsigten over dalen, hvis altså ikke lige det er fordi alt er indhyllet i tåge. Heldigvis bliver ventetiden på tinden ikke så langvarig, for små 10 minutter senere ankommer de to sidste canadiere, ligeledes indsmurt i køernes hilsener på stel og ben. Nedkørslen mod landsbyen Payolle byder på flere ubehagelige overraskelser. For det første regner det, og for det andet blæser en bidende kold modvind os lige i ansigterne. Landskabet er pivåbent på denne side af bjerget, og vinden hersker uhindret og gør livet surt for os. Jeg sender canadierne misundelige blikke da de stopper for at iføre sig huer og handsker inden vi begiver os ned ad nedkørslen der er ret brat i starten. Det erfarer Tourfeltet også da de er forbi en uges tid tidligere. I et skarpt højresving lige efter toppen kører Geraint Thomas i grøften, og Voeckler kører ind i en parkeret bil i vejgrøften da han får for meget fart på rundt i svinget. Den slags uheld undgår vi, men modvinden og styrtregnen gør nedkørslen til en isnende kold oplevelse. Jeg prøver at glæde mig over at jeg i det mindste ikke kører på højprofilshjul i vindens rasen, men det er vanskeligt at praktisere den store optimisme når tårerne triller fra øjenkrogene, når hænderne og tæerne er følelsesløse, og når tænderne klaprer i munden af kulde. Undervejs gennem de græsklædte enge rammer vi en kontrabakke og dermed nedkørslens tredje ubehagelige overraskelse. Bakken er kort men relativt stejl, hvilket i det mindste giver lidt tiltrængt varme i kroppen. På toppen er der samling, og vi ændrer vores planer og beslutter at indtage frokosten i Payolle i håb om at få varmet lemmerne. Den ene af canadierne nikker bare samtykkende det viser sig senere at hans tænder har klapret så meget i munden på ham at han har bidt sig selv så hårdt i tungen at den er svulmet op og har besværliggjort al tale. Visse steder hen mod Payolle er vejen i så elendig beskaffenhed at man ville skamme sig over at tvinge en oksekærre hen over de tilfældigt anbragte sten der skal illudere en vej. Vi vælger det første det bedste cafeteria og bestiller som det første to kander varm mælk, og derefter varm suppe med oksekød og varmt brød til. Varmt er kodeordet. Vi mødes af undrende, lettere fordømmende blikke fra tjeneren: Vanvid at ligge og farte rundt på bjergskråningerne i dette vejr! Og hvorfor er de indsmurt i kokasser? Folk kunne vel i det mindste bringe deres klæder i orden! Sportsidioti! Der går i overkanten af en times tid ved frokostbordet samt adskillige besøg ved toilettets elektroniske varmluftsblæser før vi er klar til dagens anden stigning, Col d Aspin. Vi er nogenlunde tørre, varmen er mere eller mindre vendt tilbage i kroppen, selv i tæerne der var som isklumper ved måltidets start. På en måde snyder vi lidt ved at påbegynde opstigningen til Aspin her fra Payolle, for når Tour-feltet kravler over Aspin fra denne den vestlige side, så tager det som regel sit udgangspunkt i byen Sainte-Marie de Campan efter nedkørslen fra Tourmalet. Men det er i Payolle at stigningen for alvor bliver værd at snakke om, og de lidt mere end 5 kilometer vi har til toppen, frembyder dog trods alt en gennemsnitlig stigningsgrad på 7 pct. Det lyder ikke som en velbehagelig fritidssyssel på fuld mave, men det giver noget kærkommen varme i knogler og marv på trods af at vi atter bevæger os op i tågedis og regnvejr. Vejen er omkranset af århundreder gamle fyrretræer der i tidens løb har set lidt af hvert mens Tour-feltet er trillet forbi. Mest berygtet er nok knivoverfaldet på den italienske superstjerne Gino Bartali i Episoden indtraf før tiden med væg til væg-tv-dækning, så det er en kende uklart hvad al balladen egentlig gik ud på. Følgende står dog klart: På vej op ad Aspin vælter franskmanden Louison Bobet, angiveligt i et forsøg på at undvige en åndsfraværende 62 63

4 fotograf der har forvildet sig ud i rytternes kørebane. Med sig i faldet river Bobet italieneren Bartali, der igen vælter en anden franskmand, Jean Robic. Så langt så godt. Farten er naturligt nok ikke så høj på opstigningen, og rytterne er hurtigt på benene igen og klar til at genoptage strabadserne. Det er her at vandene bliver mudrede. Styrtene bringer franskmændenes sind i kog, tilskuerne stimler sammen om de faldne, flere af dem i ophidset og kanske alkoholpåvirket sindstilstand. Man er vel lokalpatriot i en sådan situation, og Bartali tildeles skylden for uheldet og omringes og udsættes for en byge af franske ukvemsord og forbandelser. Midt i hurlumhejet spotter Bartali sågar en kniv i en oprevet franskmands knytnæve. Det kan nok ryste selv den mest forhærdede cykelrytter, og Bartali kommer i sadlen og væk fra åstedet i rask fart og vinder senere etapen. Hermed er dramaet dog langtfra overstået. Om aftenen får Bartali overtalt begge italienske mandskaber til at trække sig fra Touren med øjeblikkelig virkning af hensyn til egen sikkerhed. Særlig bitter er beslutningen for Bartalis landsmand Fiorenzo Magni, der på dagens etape har erobret den gule førertrøje. Han kommer aldrig til at køre i gult i Touren... Præcis hvad der skete og hvorfor, er stadig omgærdet af mystik og fortolkninger mere end 60 år senere. Blev Bartali virkelig truet? Var der i virkeligheden bare tale om en fransk tilskuer der var blevet forstyrret i frokosten og i lutter befippelse ikke havde nået at lægge servicet fra sig før han valgte at meddele Bartali sin udlægning af uheldet? Hvorfor valgte Bartali så drastisk et skridt som at trække sig? Fordi han ikke mente at kunne vinde løbet alligevel? Hvorfor herskede der i 1950 en halvond stemning mellem franskmænd og italienere, når nu stemningen havde været fin de to foregående år hvor Bartali og Coppi vandt på skift? Mit navn er Spørgejørgen, men jeg vil absolut ikke love at jeg aldrig vil spørge fjollet mer! Vi undgår både knive og fulde franske tilskuere i finregnen op ad Aspin. Til gengæld må vi ud i endnu en dribletur rundt om en ny flok vejbesiddende køers efterladenskaber midt på stigningen. Dette stykke er med sine 8 pct. det hårdeste, men da vejen til toppen herfra kun er små tre kilometer lang, er det til at se en ende på trængslerne. Hvis man ved at man står på toppen i løbet af minutter, er tidshorisonten til at overskue. Sidder man derimod i bunden af Tourmalet eller Galibier med blytunge lægmuskler og brændende lårbasser og har godt to timers kraftudladning foran sig, så kan det byde på visse vanskeligheder at opretholde optimismen og kampgejsten. Disse problemer oplever man ikke på Aspin. Bevares, klatreturen skal på ingen måde undervurderes, men 5 kilometer er altså en horisont som de fleste kan overskue. Hvis man ønsker sig en blid start på sin egen personlige udfordring med berømte Tour de France-bjerge, kan Aspin på det varmeste anbefales! Vi er kørt i samlet flok op til Aspin og bliver i regnvejret enige om at forsøde tilværelsen med friskbagte pandekager i Arreau for foden af Aspin. Her er vi så heldige at det lokale creperie har et stort fjernsynsapparat kørende for fuld volumen, og kanalen er naturligvis stillet ind på den franske statsradiofonis dækning af nationalklenodiet Tour de France. Vi ser Alberto Contador angribe på Galibier og Andy Schleck følge efter ham, uden helt at begribe hvorfor Schleck dog partout vil køre spanieren ind med så langt til målet nu da det er Evans og ikke Contador som er hans værste rival. Franskmændene følger pænt og opmærksomt PyrActif, min base under mit ophold i Pyrenæerne. begivenhedernes gang, men fut i fejemøget kommer der først når kameraerne fanger den sejt kæmpende Voeckler, hvilket sker ikke så sjældent. Da pandekagerne er fortæret, efterlader vi Tour-feltet til besværlighederne på Galibier og haster hjemad så vi kan nå feltets opstigning til L Alpe d Huez. Ud over de 55 kilometer hjemad skal der også lige beregnes tid til vask af tøj og cykler der stadig slæber rundt på køernes velsignelser 64 65

5 Tur: Ancizan Hourquette d Ancizan Højde: m Gennemsnitlig stigning: 7,7 pct. Hårdeste 5 km: 8,5 pct. Første rytter over Hourquette d Ancizan: Laurent Mangel, 2011 Åben for passage: fra starten af april til slutningen af oktober Ancizan Hourquette d Ancizan (1.564 m) (10,4 km a 7,7 %) Stigning: 0-4 % 4-6 % 6-9 % 9+ % Distance Sted -5,5 km Arreau 0,0 km Ancizan 10,1 km Hourquette d Ancizan 20,0 km Payolle Nyttige links Turistinformation, Arreau: Rejsebureau, PyrActif: Rejsebureau, Velotours: Længde: 10,4 km Maksimal stigning: 10,0 pct. Distance >= 5 pct.: 10,4 km Antal gange i Tour de France: 1 Vejbelægning: god Rutevejledning Følg D929 i sydlig retning ud af Arreau (eller følg D929 mod nord fra St. Lary Soulan). I landsbyen Ancizan drejer du til højre ind på D113 hvis du kommer fra Arreau (du drejer til venstre hvis du kommer fra St. Lary Soulan). Følg D113 hele vejen til toppen. Der er hverken beboelse eller butikker på stigningen, så næste mulighed for forplejning er på den anden side af toppen, i Payolle. Sted Distance Vand Cykelbutik Café/Rest. Hotel Bank Arreau -5,5 km x - x x x Ancizan 0,0 km x Hourquette d Ancizan 10,1 km Payolle 20,0 km x - x - - Højdemeter: 796 m Hårdeste 1 km: 10,0 pct. Distance >= 10 pct.: 1,0 km Bedste præstation på Hourquette: Laurent Mangel var første rytter over Hourquette d Ancizan, men både Geraint Thomas og Jeremy Roy kørte mindst lige så godt op ad stigningen i den 6 mand store udbrydergruppe Gearforslag: 34/25-27 Dette kan gå galt på vej op: Indledningen på stigningen er uhyre stejl, så tag det roligt når du påbegynder stigningen. Når de første par kilometer er overstået, er resten af stigningen medgørlig. Husk at tanke vand det er ikke muligt på vej op ad bjerget. Dette kan gå galt på vej ned: Hvis ikke du fortsætter ned på den anden side af bjerget for at køre op til Col d Aspin, men vender om og kører retur, så vær opmærksom når du nærmer dig bunden. Her bliver nedkørslen meget stejl, du får meget høj fart på, og vejene i byen er både smalle og trafikerede! Det skal du se: Udsigten fra Col d Aspin er virkelig god. Ellers byder stedet ikke på de store, turistvenlige attraktioner. Her kan du slappe af: Området byder på gode fiskemuligheder, ligesom der er mulighed for at paraglide. Tour de France-bjerge i nærheden: Aspin (5 km), Peyresourde (12 km). Andy Schleck Dømt til en skyggetilværelse? Enhver idrætsgren er righoldig med eksempler på udøvere der excellerer inden for deres virkefelt, men som deres ubestridelige talent til trods alligevel ender med at overstråles af en endnu stærkere rival. Sværvægtsbokseren Joe Frazier med det evigt grimasserende ansigt virkede som en skønhedsforladt og uartikuleret tumling sammenholdt med elegantieren Muhammad Ali, tennisstjernen Andre Agassi med det mistrøstige ansigtsudtryk måtte spille andenviolin i forhold til servekanonen Pete Sampras, og en hel generation af talentfulde golfspillere havde haft et anderledes guldrandet generalieblad om det ikke havde været for fænomenet Tiger Woods. Også cykelsporten er rig på evnerige ryttere med tilsyneladende endeløst potentiale, men med en resultatliste som, om end imponerende, er forblevet uforløst, mestendels fordi en endnu mere talentfuld rival har stået i vejen. Gino Bartali, Raymond Poulidor, Joop Zootemelk og Jan Ullrich har sikkert alle haft reserveret en særlig plads i deres sinds allermørkeste afkrog hvor de i nederlagets bitterfulde stund har ønsket Fausto Coppi, Jacques Anquetil, Bernard Hinault og Lance Armstrong alverdens ulyksaligheder. Det samme må gælde hele den generation der var jævnaldrende med Eddy Merckx! 66 67