Foredrag om Den Danske Frimurerorden i Holstebro Y-mens Club den i Sognehuset.

Transkript

1 [1] Foredrag om Den Danske Frimurerorden i Holstebro Y-mens Club den i Sognehuset. Jeg vil gerne sige tak for velkomsten og fordi I har lyst til at høre lidt om DDFO, som jeg har været medlem af siden den 12. januar Jeg vil også gerne sige, at jeg føler en vis ydmyghed over for opgaven, for når I har valgt at være med i en organisation, som både bakker op om og støtter det kristne ungdomsarbejde, som det for mig var en selvfølge at være med i, da jeg blev konfirmeret og dermed var blevet for gammel til at gå i søndagsskole, ja, så er det noget, jeg har stor respekt for. Også jeres store bidrag til sociale og humanitære formål aftvinger min dybeste respekt. Jeg vil også gerne have lov indledningsvis at sige, at jeg opfatter min opgave her således, at I har lyst til at få lidt at vide om, hvad det er for en organisation, jeg er med i, hvordan den er bygget op, hvad den har som formål, og hvad den har betydet for mig. Jeg kommer ind på, hvordan en aften i logen forløber, og måske vil I også gerne vide, hvad det er for mennesker, der er med i en frimurerloge. Og så vil jeg da også gerne tilføje, at hvis mit indlæg kan bidrage til, at I får en øget indsigt i, hvad frimureri er for noget, så er formålet med min deltagelse ikke hel spildt. Det er altid sundt med et højt informationsniveau om andet end det, der lige foregår i ens egne cirkler, om man så må sige. Endelig skal jeg også nævne, at hvis noget af det jeg siger, er vanskeligt at forstå, eller der er noget, I gerne vil have uddybet, så er I velkomne til at stille spørgsmål, og dem skal jeg forsøge at besvare, så godt jeg kan. Først vil jeg gerne slå fast, at det for mig altid har været stort på én eller anden måde, at det var en Orden, jeg var medlem af. Det er ikke en forening, man melder sig ind og ud af i takt med ændrede behov og forudsætninger. Da man spillede fodbold, var man med i en fodboldklub, så blev det badminton, senere billard og til sidst er man måske med i en kortklub eller man hygger sig med at spille rummikup med lillemor derhjemme. En Orden er man med i hele livet! Den udvikler man sig i, og den passer altid til éns udviklingstrin. I Frimurerordenen taler vi om at arbejde med frimureri. Arbejdet består i, at man ikke kan være i logen uden at blive konfronteret med de store livsspørgsmål: hvorfra kommer jeg, hvorfor er jeg her, og hvor går jeg hen? Hvordan er mit forhold til mine medmennesker og til min Gud?

2 [2] Den åndelige virksomhed, om jeg må kalde det så, giver sig bl.a. også udslag i positive, aktiviteter både inden for og uden for Ordenens mure. Vi har en del humanitære opgaver, vi løser. I øjeblikket er vi ved at etablere et fond til støtte for oprettelse af et hospice, blot for at nævne en konkret ting som udslag af ansvarsbevidsthed omkring det kristne budskab om også at elske sin næste. Lokalt har vi ved vore møder en fast indsamling til en såkaldt hjælpekasse, som vi deler ud af til forskellige formål (Tjernobylbørn, plejehjemsbus, dialysepatienter, Varmestuen, Juleindsamling) for blot at nævne et par eksempler. Dermed er jeg fremme ved at fortælle, at en forudsætning for medlemskab af DDFO er, at man har en dåbsattest. Det siges også ret klart, at den er en kristen Orden. Man ikke blot anerkender et højeste væsen som værdigrundlag, som man har hørt andre udtrykke det. Dette væsen er, hvad vi, når vi er i logen, kalder hele verdens trefold store bygmester, nemlig den treenige Gud. Man har direkte opbygget det frimureriske system som en vandring, sådan at forstå, at der til de enkelte grader egentlig er knyttet en udvikling svarende til, at man begynder på gammeltestamentligt grund og til sidst når frem til Johannes Åbenbaring. Parallelt hermed går den frimureriske vandring også fra fødsel til død. Derfor var det et godt udtryk, jeg hørte engang om frimureri, at det er konfirmandundervisning for voksne. Men det er jo meget mere og her tænker jeg først og fremmest på det, vi kalder selve logearbejdet. Og nu bringer jeg mig selv lidt i vanskeligheder, for hvis I vil spørge mig, hvad logearbejde er for noget, så bliver jeg nødt til at sige, at det kan jeg ikke rigtig sige noget om. For det første, fordi det foregår inde i det enkelte medlem, og for det andet hænger det sammen med, at hvis én eller anden af jer en dag fandt det interessant at blive medlem, så havde jeg på forhånd ligesom ødelagt noget for ham. Men jeg kan sige, at til logearbejde er knyttet et ritual, som anvendes dels i forbindelse med et nyt medlems optagelse i Ordenen, dels når vi indleder vore møder, og når vi afslutter dem. Og det har i meget høj grad den begrundelse, at et af Ordenens formål er at få sine medlemmer til at udføre et arbejde ikke sådan direkte med skovl og spade hverken for sig selv eller for andre, men for og med det enkelte medlem selv, og Ordenen betjener sig i vidt omfang af et godt pædagogisk fif eller virkemiddel, nemlig det at overraske.

3 [3] Alt, hvad man oplever i forbindelse med optagelsen og i forbindelse med forfremmelser til nye grader, indeholder overraskelser, og vi véd jo godt, at når man bliver overrasket over noget, så gør det et særligt indtryk så tænker man over det, så arbejder man med det mere end man tænker over alt det, der er forudsigelig eller kendt. Det er altså helt bevidst, at man ikke må ødelægge den side af det ved at afsløre indholdet af ritualerne. Så derfor er det naturligt nok at sige til jer: det rituelle arbejde kan jeg ikke rigtig sige noget om. Jeg nævnede ordet grader. Arbejdet er inddelt i en trinvis opbygning, i et gradssystem, sådan at forstå, at man først har været hele Ordenslæren igennem, når man er kommet op i 10. Grad. Vi har tre trin, som hvert indeholder nogle grader. Man er som i håndværksfaget først lærling. Så bliver man svend, og man ender som mester på hvert trin. Som jeg sagde, starter vi på gammeltestamentligt grund, og i de højere grader nærmer vi os så trin for trin det centrale i kristendommen, nemlig budskabet om Ham, der er treenig og som frier mig ud af mørkets bånd, så min frygt jeg glemmer, som der står i Jakob Knudsens salme. Her er også noget, som er svær at forklare, fordi det jo er fuldstændig individuelt, hvordan det enkelte menneske oplever og reagerer på religiøs påvirkning. Jeg kommer vist senere lidt ind på det, men jeg vil godt allerede her sige, at vi ingen dogmer har, ingen sakramenter, ingen prædikener. Jeg nævner dette for at slå fast: Logen er ingen kirke! Men jeg tror da, den påvirker sine medlemmer til at leve et kristenliv. Og jeg har også set eksempler på, at mange brødre er blevet kirkegængere, efter at de er blevet medlemmer af DDFO. Og så lige lidt historie. Frimureriet er opstået i England, hvor den første storloge dannedes i London i 1717 ved sammenlægning af fire mindre loger. Fra England bredte frimureriet sig hurtigt til kontinentet. Via Tyskland kom det til Danmark, hvor den første loge oprettedes i København i Den ældste af de nuværende frimurerloger blev stiftet i København i 1745, den første i provinsen i Odense i I dag er vi godt på vej mod brødre i 85 loger i Danmark.

4 [4] Frimureriet har rødder tilbage til middelalderen, hvor der rundt omkring i Europa rejstes en række imponerende katedraler. Arbejdet blev udført af særdeles dygtige stenhuggere, der drog omkring fra by til by. Da de ikke havde fast tilknytning til det sted, hvor der byggedes, kunne de ikke optages i de lokale håndværkerlaug, og de var derfor nødt til at danne deres eget laug med sæde i en såkaldt byggehytte tæt ved byggepladsen. Her holdt de til så længe byggeriet stod på; her optoges lærlinge, og her forfremmedes lærlinge til svende og svende til mestre. Det skete under iagttagelse af en række ceremonielle handlinger, og her kom det værktøj, som de betjente sig af, til at spille en betydelig rolle, idet det fik symbolsk betydning og indgik i de rituelle handlinger. På sit arbejde var stenhuggeren beskæftiget med at opføre en katedral som rammen om gudstjeneste, mens arbejdet i byggehytten symbolsk bestod i, at man i sit eget indre opførte et tempel til Guds ære, som det hedder. I byggehytten arbejdede arkitekter og håndværkere sammen med kirkens folk, og det gav symboler, ritualer og ceremonier et særlig højtideligt præg. Det konkrete byggeri lader sig let overføre på opbygningen af ens eget indre af ens åndelige jeg, hvilket et af Ordenens mest fremtrædende og vidende medlemmer, nu afdøde redaktør Knud Meister, har udtrykt således i et radioforedrag om frimureri. Han siger: Lad os forestille os, at der skal opføres en kirke, og at man ønsker at bygge den af natursten. Ja, så må disse sten først hugges til, sådan at de kan indgå i bygningsværket. Man kan bruge en vinkel for at se, om stenen nu også er vinkelret. Man må bruge et vaterpas for at konstatere, om grunden, hvorpå bygningen skal stå, er vandret. Man må benytte en lodsnor for at sikre, at muren rejser sig lodret fra grunden. Man må bruge mange andre slags værktøj: murske, passer og hammer, og mureren må være iført sit arbejdstøj, sit skødskind, og han må arbejde med flid og omhu, i overensstemmelse med sin sunde fornuft og sin faglige samvittighed.. Men alt dette kan jo også betragtes sindbilledligt. Templet, man vil rejse, kan være hjertets tempel, og værktøjet kan betragtes som de åndelige hjælpemidler, mennesket har til rådighed Så vidt altså Knud Meister.

5 [5] Jeg vil her sige ganske kort om frimureriets formål følgende: Når vi begiver os ind i logen, forlader vi symbolsk den ydre materielle verden, som vi har rod i, og som vi aldrig kan slippe. Vi træder så ind i en idealverden, som logen søger at beskrive ved hjælp af symboler og ritualer. Når jeg skal prøve at sætte ord på, hvordan jeg oplever det skifte fra min travle hverdag med alle mulige gøremål og et skrivebord, som egentlig gerne så, at jeg ikke gik i logen i aften, så er det sådan, at jeg gennem mit logearbejde skal prøve at forstå modsætningen mellem den materielle verden og den åndelige verden, og det gør jeg i et forsøg på i denne idealverden at lære mig selv at kende. Ikke så meget mit eget værd, men derimod skal jeg for alvor have lært at kende mit ansvar over for de mennesker, jeg omgås. Dermed er vi fremme ved, at frimureri kan beskrives som en livsholdning og med den forståelse, at kun den, der har et ståsted i tilværelsen, for alvor kan være noget for andre mennesker. Den frimureriske ide og lære skal nok tilegnes i logen, men den skal omplantes til virkelighed. Og virkeligheden er der, hvor man færdes til daglig. Det er altså andet og mere end konfirmandundervisning for voksne. Det er et kursus i livet for livet, kunne man sige. Ikke et uge- eller årskursus, men den frimureriske lære er så omfattende og taler så stærkt til én, at den beskæftiger éns tanker hele livet. Som jeg antydede indledningsvis, er den grundsten, frimureriet bygger på, et kristent livssyn. Den, der er totalt afvisende over for kristendom, vil næppe have noget ud af at være frimurer. Grundsynspunktet er dette, at jeg har en skaber over mig, der er større end skabningen, og jeg har en næste ved min side, som jeg har et forpligtende, ligeværdigt forhold til. Her begynder det, der kaldes det frimureriske arbejde. Så enkelt og ligetil er det, og alligevel er det min påstand, at jeg aldrig bliver udlært hverken som kristen eller som frimurer. Med to udtryk kan jeg sige, at frimureriets formål er at gøre sine medlemmer til sande kristne og gode samfundsborgere.

6 [6] Det står alle frimurere gerne ved ikke sådan at forstå, at det er noget man praler med eller tager patent på. Det véd man alt for godt, at det er der bestemt ingen grund til hverken at prale med eller at tro, man kan tage patent på. Selve broderskabet udfolder sig på mange måder uden for logen med livslange venskaber, som er grundlagt i logen, hvor vi betragter det broderlige samvær efter det rituelle arbejde i selve logesalen som en lige så vigtig del af en logeaften. Under brodermåltidet er der uddybning af, hvad vi har oplevet i logesalen, og under kaffen er der det, vi kalder det frie samvær med drøftelser under fuldstændigt frie former, men nok ofte præget af fællesoplevelsen, vi har haft i logesalen. Her er det meget værdifuldt at være med uanset profession, politisk indstilling og religiøs anskuelse. Det hedder sig, at der ikke finder politiske og religiøse diskussioner sted, og det skal forstås således, at tilslutning til politiske partier og religiøse retninger ikke kan og ikke må sætte skel mellem brødre. Partipolitik og religiøse dogmer er således (som jeg også har nævnt) ukendte begreber i frimureriet. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at en frimurer er en aktiv og engageret samfundsborger med interesser for politiske og kirkelige spørgsmål. Blot det, at vi i vor orden har almindelige folkekirkepræster, byrådsmedlemmer, folketingsmedlemmer, millionærer og folk, der tumler med at få den daglige økonomi til at hænge sammen, fortæller jo, hvor bred en vifte, der er af medlemmer. Vi har landmænd og vognmænd, bankfolk og lærere, håndværkere og fabriksarbejdere, direktører (både hjemme og ude), politifolk og læger, ja sådan kunne jeg fortsætte. Tre krav skal være opfyldt: Man skal kunne råde over eget bo, have et godt rygte, og så skal man som sagt have en dåbsattest, altså være døbt med en kristen dåb. Det var, hvad jeg har noteret, og jeg har sikkert sagt en del, I vidste i forvejen, og det kan også være jeg ikke har fået alt med. Men I er velkomne til at stille spørgsmål, hvis noget trænger til uddybning eller en bedre forklaring. Jeg håber, den øgede indsigt, jeg har forsøgt at præsentere jer for, har trængt nogle af myterne om det hemmelige og forfærdelige ved at være med i frimureriet lidt i baggrunden. Tak! Herluf Sloth

7 [7]