Om den vanskelige og vidunderlige rejse fra billede til virkelighed. i samarbejde med Credo Forlag

Transkript

1 Om den vanskelige og vidunderlige rejse fra billede til virkelighed i samarbejde med Credo Forlag

2 Magnus Malm 2003 Udgivet i Sverige på Artos bokförlag, 2003 Originaltitel: Bildfaktorn i Danmark: Boedal 2004 Udgivet i samarbejde med Credo Forlag ISBN Foto: Peder Hildor Omslag: Gunnar Dagnå Illustrationer: Carsten Hestbech Oversættelse: Leif E. Kristensen Tryk: P.J. Schmidt, Vojens Forlaget Boedal Falkevej 12, 3200 Helsinge post@boedal.dk

3 INDHOLD Forord 7 Scener fra et galleri 11 Kunsten at gå ved siden af sig selv 17 Thomas og Camilla kender hinanden ret godt nu 40 Om at bo i to huse 64 Hvordan kan man drikke, når der ligger et låg over brønden 89 Spejlet som revnede 118 Aldrig har nogen set på mig som han 143 Sprogets langsomme rejse fra jeg til du 168 Lad os gå ned til havet 196 To bønner 218 Noter 220

4

5 FORORD FOR 12 ÅR SIDEN begyndte jeg at arbejde med åndelig vejledning. Retræter og personlige samtaler var det værksted, hvor jeg fik plads som lærling. Jeg fik hjælp af gode sjælesørgere, kloge (og ældre) kollegaer samt velprøvede bøger fra kirkens lange erfaring. Ikke mindst blev Ignatius af Loyola en slags åndelig far for mig, både i mit personlige liv og i mit arbejde. Jeg opdagede snart, at samtalen med mennesker ofte kom til at kredse om to hovedspørgsmål: gudsbillede og selvbillede. Den ydre historie har naturligvis vekslet i utallige varianter, de konkrete problemer har været ret så forskellige, for hvert enkelt menneske er unikt. Men nedenunder disse forskellige mønstre fandt vi gang på gang to spørgsmål, som syntes at påvirke alt andet: Hvilket billede har jeg af Gud? Hvilket billede har jeg af mig selv? Jeg opdagede også, at åndelig vejledning oftere handler om at hjælpe mennesker ud af en form for åndelighed end ind i det åndelige. Vi har ofte forbløffende sejlivede forestillinger om, hvad åndelighed er, og disse viser sig normalt at være mere en hindring end en hjælp, når vi skal udvikle et personligt forhold til Gud. I vores vejledningsteam har vi fundet frem til denne hovedregel: I jo højere grad et menne- 7

6 ske lægger sin egen målestok for åndelighed til side og ganske enkelt er sig selv, desto lettere får dette menneske et åbent forhold til Gud. Det er det samme i menneskets andre relationer. Også dét er en erfaring, der har vokset sig stadig stærkere gennem årene: Virkeligheden er vævet i ét stykke. Det, som hindrer eller åbner vores relation til Gud, er ofte det samme, der påvirker vore relationer til andre mennesker. Det, som psykologien beskriver, er i grunden ikke noget andet end de sammenhænge, Bibelen taler om, og i den åndelige vejledning viser de sig at være uadskillelige sider af den samme virkelighed. En ægteskabskrise følger de samme spilleregler som vore personlige kriser: samme flugtveje og samme muligheder for udvikling. En politisk analyse adskiller sig ikke nævneværdigt fra grundtemaerne i den åndelige vejledning: identitet, frygt, tryghed, forsvar. Hvis vi forsøger at skære virkeligheden ud i åndelige og politiske eller værdineutrale bidder, gør vi den blot endnu sværere at forstå og håndtere. Først når vi har afsløret disse revirmarkeringer som falske, kan vi begynde at opdage, hvordan tingene hænger sammen. Nu har jeg så forsøgt at skrive en bog om dette emne. Muligvis kan det prætentiøse ved at give sig i kast med et så uudgrundeligt mysterium dæmpes af det faktum, at bogen først og fremmest bygger på min egen historie. Hvad jeg her skriver om krampagtigt fastholdte billeder og sprukne facader, handler i bund og grund om min egen længsel efter at finde vej jeg har personligt stiftet bekendtskab med adskillige af de processer, der er beskrevet i bogen. Hvis tonen ind imellem skulle slå over i det teoretiske, skyldes det sikkert mit eget behov for at holde smerten på afstand. Jeg ved alt for godt, at disse erfaringer kun kan forstås indefra. Det stiller både forfatteren og læseren over for et andet problem, nemlig at en stor del af de mønstre, der beskrives, 8

7 ligger i vores underbevidsthed. Og det ubevidste kan man som bekendt ikke tale til, da det netop er ubevidst. Hvis du påpeger et sådant mønster hos mig, vil jeg benægte det med samme selvfølgelighed, som jeg ville afvise det, hvis du påstod, at der står en cykel i min dagligstue. Og der er risiko for, at jeg oven i købet bliver vred, fordi jeg føler mig anklaget: Skulle jeg? Når jeg alligevel vover at skrive dette, skyldes det fire løfterige muligheder: Den første er, at læseren allerede er begyndt at få øje på en del ubevidste mønstre, og bogen kan være en hjælp til at arbejde med dem. Den anden er, at bogens beskrivelser vækker en fornemmelse, en første anelse om, hvad der befinder sig under overfladen. Forsøg da ikke at presse eller stresse en udtømmende indsigt frem, men vent og se. Læg bogen til side en tid, foretag dig noget andet, eller læs noget andet. Sådanne ting må tage deres tid. Det er langt vigtigere, at vi lytter til vores indre, end til hvad der står i en bog. Den, der har en sjælesørger, kan med fordel tage tankerne op der. Den, der ikke har en sjælesørger, kunne måske begynde at overveje, om det var tiden at finde én Den tredje mulighed er, at læseren bliver så provokeret af det, jeg skriver, at bogen ryger i skraldespanden, og blodtrykket helt til vejrs. Blæse være med bogen, men det er bekymrende med blodtrykket Det løfterige er muligheden for, at denne læser begynder at lytte til sin vrede, mere end til mine ræsonnementer. Så kan den voldsomme reaktion føre ind på spor i læserens egne erfaringer, spor, der åbner uanede perspektiver. Den fjerde er, at mennesker, der selv arbejder med sjælesorg og åndelig vejledning, kan finde nøgler og værktøj i denne lille kasse. Eller med et lidt blødere billede: stemmer at tale med, ansigter at spejle sig i. 9

8 Og hermed giver jeg disse ufærdige skitser fra mig. Til læseren med ønsket om en god rejse. Til Gud, som har en barmhjertig evne til at rette op på vore fejltagelser. Asklanda, en regnfuld sommerdag i det nådens år 2002.

9 HVORDAN KAN MAN DRIKKE, NÅR DER LIGGER ET LÅG OVER BRØNDEN? N NONNE VAR MIDT i en dyb troskrise. Hun havde en åndelig vejleder, men samtalerne førte hende ikke til nogen klarhed. Hun følte sig stadig mere pres- Eset mellem sin ydre, radikalt åndelige livsførelse og sin indre tørke og tomhed. De velkendte ord om Gud sagde hende ikke noget, og bønnen var en plagsom blanding af tvangsmæssige gentagelser og rungende tomhed. Så en dag gik hun ind og satte sig alene i et kapel. Da hun havde siddet en stund, mærkede hun, hvordan hun langsomt blev fyldt af en dyb indre ro. Hun følte en sådan stille glæde, at hun til sidst rejste sig og begyndte at danse rundt i kirken. Hun fortalte senere sin åndelige vejleder om denne erfaring, og da han spurgte, hvad der udløste denne glæde, svarede hun: Jeg indså pludselig, at Gud ikke findes. Hendes vejleder havde stor erfaring og blev ikke nævneværdig forskrækket over svaret. De fortsatte deres samtaler gennem nogle måneder. Efter den dybe forløsning i kirken fulgte en proces, der hjalp kvinden til at se, hvor bundet og tynget hun havde været af sit gudsbillede. Hun indså efter nogen tids dybere bearbejdning, at det ikke var Gud, der havde drænet hendes livsfølelse, men hendes egne umenneskelige forestillinger om ham. Det var billedet, der gik i stykker, ikke Gud. 89

10 Hendes vejleder hjalp hende til at se forskellen mellem hendes forestillinger om Gud og den levende Gud, han, som er den, han er, uanset hvilke billeder vi har af ham. Nonnen sagde nej til sit gudsbillede, men dét var ikke det samme som at sige nej til Gud. Det var derimod en forudsætning for at kunne sige ja til ham. Men tag jer godt i agt! I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren talte til jer på Horeb inde fra ilden. Gør derfor ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudestatuer i nogen som helst form, i skikkelse af mand eller kvinde 45 Hvorfor slår Bibelen dette fast igen og igen? Er det en kulturelt betinget frygt for religionsblanderi? I så fald har disse advarsler ikke meget at sige os, som lever i en pluralistisk kultur. Er det et udtryk for en autoritær gudsforestilling, hvor mennesker forbydes at tænke selv? I så fald hører det hjemme i den religiøse affaldsbunke, vi må fjerne for at finde Gud. Eller er det en nøjagtig beskrivelse af menneskers tidløse tilbøjelighed til at anskaffe sig kulturelt og psykologisk betingede gudsbilleder, som før eller senere viser sig at skygge for virkeligheden? Michael har ikke været i kirke i mange år. Under et besøg hos hans kusine, Eva, spørger hun, om han ikke vil tage med hende til bibelstudium, og for ikke at skuffe hende svarer han ja. Præsten gennemgår et kapitel i Romerbrevet og taler om, hvordan synden driver os væk fra Gud, og hvordan Kristus har stillet sig i vejen for denne destruktive drivkraft, så vi frit kan vende tilbage til Gud. Der går ikke mange minutter, før Michael begynder at føle sig utilpas, og han fortryder, at han sagde ja. Han mærker, at hans hjerte begynder at slå hurtigere, og han ser ned, for at ingen skal opdage, at han sikkert har fået en anden farve i ansigtet. Han undgår at møde Evas blik. På vej hjem fra kirke vil Eva gerne vide, hvad han syntes om det. 90

11 Det kan godt være, at jeg sårer dig nu, men jeg havde det faktisk ret dårligt hele aftenen. Jeg burde have vidst det: Så snart man sætter sine ben i kirken, får man at vide, hvilke fæle kræfter man har inden i sig, og at man absolut ikke kan klare sig selv. Jeg oplever det som en umyndiggørelse, som en krænkelse. Eva bliver først helt målløs. Michaels reaktion er så langt fra hendes egen oplevelse hun kan ikke begribe, at præstens udlægning kunne opfattes på den måde. Hvordan kunne han Men det hele gik jo ud på, at Kristus kan sætte os fri til at være os selv, forsøger hun til sidst. Han gav sit liv, for at vi skulle blive frie. Hvad krænkende er der i dét? Dét at jeg bliver underkendt. Alt det der med, at jeg kun gør forkert, at jeg er en uduelig skid, som en eller anden rar Gud må forbarme sig over, hvis der skal blive noget ud af mig. Det er da meget krænkende. Hvordan Evas og Michaels samtale slutter, melder historien ingenting om. Derimod fortæller den nogle vigtige ting om, hvordan vore gudsbilleder fungerer: Vores gudsbillede formes ikke først og fremmest af bøger, vi læser, eller prædikener, vi hører. Menneskers forhold til Gud er ikke et sæt af meninger, men en relation hvad enten den så er afbrudt eller genoprettet. Vores evne til at forholde os til Gud ligger dermed på samme plan som vore andre relationer det vil sige, at det ikke er noget, vi kan studere os til, men noget vi erfarer. Havde vores gudsbillede ligget på det rationelle plan, kunne Michael have ført en rationel samtale om præstens bibeludlægning. Omtrent som når vi forsøger at forstå brugsanvisningen til en støvsuger, uden at det berører dybere lag i vores sjæleliv. Vore følelser og vores krop giver hurtigere og sikrere signaler end intellektuelle ræsonnementer. Michael forsøger at styre sin adfærd med sin fornuft, først ved at sige ja til noget, 91

12 han egentlig ikke vil, siden ved at forsøge at skjule, hvordan han virkelig reagerer. Men fordi det hele udspiller sig på et dybere plan, preller tankerne af mod følelserne. Tilsvarende vil Eva sikkert snart mærke, at hun ikke kommer nogen vegne ved at forsøge at overbevise Michael om, at det egentlig var gode nyheder, han havde hørt. Hans følelser havde opfattet noget andet, og da kan han ikke frit og rationelt vurdere argumenterne. Gudsbilledet har dybe rødder, som går tilbage til erfaringer, der er fjernt fra det, der sker her og nu. Hverken Eva eller Michael kommer til bibelstudiet som åbne mennesker. De er ikke ubeskrevne ark, der åbent kan tage alt til sig uden at lade det farve af deres egne erfaringer. Eva er åben i den forstand, at hun erfaringsmæssigt har lært, at der findes vand at drikke i denne brønd. Men når hun drikker, er hun samtidig påvirket af det, der tidligere er sket i hendes liv. Michael har måske en lille sprække af åbenhed, men hans tidligere erfaringer har givet ham en så negativ forventning, at der skal yderst lidt til, for at sprækken lukkes til igen. Gudsbilledet er ikke et færdigt billede, men mere en måde at se på. Nærmest som briller: Vi ser ikke på vores briller, vi ser gennem dem. Normalt tænker vi ikke på, at vi har briller, ikke før der sker noget vi taber dem, de går i stykker, synet ændrer sig og så videre. På samme måde er vores inderste gudsbillede ubevidst og fungerer som et filter for alt, hvad vi ser og hører. Dette gudsbillede kan til og med se helt eller delvist anderledes ud end vores officielle gudsbillede, den forestilling om Gud, som vi fremfører, når nogen spørger, hvordan vi tænker os Gud. Evas forundring over Michaels reaktion kan være et signal om, at hun selv har en del tilbage at opdage i sit eget indre, når hun ikke engang kan forestille sig sådanne følelser. Der er en vigtig sammenhæng mellem vores selvbillede og vores gudsbillede. Selvbilledet ligger til grund for alle vo- 92

13 re relationer, også gudsforholdet. Vi tager os selv med ind i alle møder, og vores selvbillede er en hovednøgle i vores måde at forholde os til andre på, både Gud og mennesker. Det aggressive forsvar mod den underkendelse, som Michael føler, fortæller måske nok så meget om hans syn på sig selv end om hans syn på Gud. Ingen af os synes om at blive underkendt, men den, der har sår på dette område, har lavere tærskler mod at opleve det igen. Det er måske ikke kun sit gudsbillede, Michael får bekræftet i kirken, men også hans selvbillede. Og så er hans vrede egentlig et sundt signal, en protest mod billeder, der skygger for virkeligheden. Som det var tilfældet med vores selvbillede, har vore forældre også en afgørende indflydelse på vores gudsbillede. I virkeligheden handler alle relationer om evnen til at vise tillid, og her er mor og far de første til at påvirke os. Den måde vi bliver behandlet på i vore første leveår, har afgørende betydning for, hvordan vi senere møder livet. Den måde, vi bliver taget imod på som små, har indflydelse på, hvordan vi tager imod andre, når vi bliver voksne. For at vende tilbage til billedet af huset: Det hus, der blev indrettet i et komplekst samspil mellem arv og miljø, da vi var børn, er det hus, som vore relationer kommer til at udspille sig i både til andre mennesker og til Gud. Dermed ikke være sagt, at huset altid må se ud på den måde, at vi for altid vil være låst af vore tidligere begrænsninger. Da gudslængslen driver farisæeren Nikodemus til at opsøge Jesus ved nattetide, stiller han det samme spørgsmål som vi, når vi fortvivles over, hvordan vore gudsbilleder og selvbilleder er blevet: Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes? Og Jesus svarer, at vi må fødes på ny: Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden

14 Kan et menneske med stivnede billeder af sig selv og af Gud virkelig komme ud i en sådan frigørende vind? Guds Ånd fornyer jorden hvert eneste år og lader frosne, sorte grene skyde knopper og bære svulmende frugter. Skulle han ikke kunne gøre det samme med et menneske, der vender sig til Kristus, retfærdighedens sol? Hvordan går det til? Jesus giver forbavsende lidt konkret vejledning. Måske er hans henvisning til vinden netop en antydning af, at denne proces ikke kan styres efter et skema. Gud er uforudsigelig. Som mor eller far Hvis vi begynder med mor og far, for det gør livet jo på hvilken måde bliver vores gudsbillede påvirket af dem? Ét svar er, at det sker på lige så mange måder, som der er mødre og fædre i verden. Et andet svar er, at der er genkendelige mønstre, der går igen. Nogle af dem kan måske tegnes sådan: Den autoritære far. Det synes at være her, vi finder det klassiske onde gudsbillede på vore breddegrader. Ingmar Bergmans styrkeprøve med præstefaderen og Gud i en mildest talt sammenblandet person kan stå som et typisk eksempel på dette gudsbillede. Faderens strenghed tvinger barnet til at krybe sammen, til at gemme sine virkelige følelser og tanker. Når et barn på den måde blander Gud og far sammen, skyldes det sandsynligvis, at far også har gjort det! Så bliver Gud en sort, kvælende skygge: en, man må beskytte sig imod, formilde eller rive sig løs fra. Den overbærende mor. Terapeuten og teologen Margareta Kiefer taler om to gudsbilleder en dømmende overjegsgud og en overbærende modergud, og hun mener ikke, at vor tids stressede forældre har tid eller kræfter til at stille krav til deres børn: For mennesker med denne baggrund vil gudsbilledet blive domineret af godmodighed. Gud elsker mennesker, uanset hvordan vi opfører os, og stiller ingen 94

15 krav, en ganske harmløs figur, som det er godt at søge tilflugt til, når livet gør ondt, men som aldrig kalder mennesker til omvendelse. 47 Den fraværende. Dette er på mange måder det vanskeligste af alle gudsbilleder. De negative ting, som mor eller far har gjort, kan jeg forholde mig til ved at blive vred, gøre oprør, bearbejde og til sidst tilgive. Men hvordan forholder man sig til noget, som aldrig har været der, eller som forsvandt alt for tidligt? Et sort hul af savn kan diffust brede sig ud i følelseslivet, og længslen famler uden noget holdepunkt i erfaringer og minder. Alligevel har mange smagt erfaringen bag ordene i Salmernes Bog: Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig. 48 Den altid arbejdende. Far var kun hjemme i weekenden. Han var altid på rejse. Mor havde aldrig tid til mig, for hun arbejdede hele tiden. Hun var altid stresset, for hus og hjem skulle være så perfekt. Billedet af mor og far er billedet af nogen i stadig bevægelse, konstant arbejdende. Måske var den eneste chance for at få kontakt med dem som lille at tage med dem på arbejde, og som større selv at gøre sig synlig for dem på deres måde: ved virkelig at præstere noget. Så bliver Gud også en, der hele tiden er på vej et andet sted hen, som hele tiden har sit ansigt vendt mod arbejdet ikke mod mig. Den eneste måde at blive synlig over for ham på er ved at udrette noget, den eneste måde at omgås ham på er at arbejde for ham. Den kontrollerede. Følelser var ikke noget, man viste, og endnu mindre talte om. Far var altid tavs og forsvandt, når han var utilfreds med noget eller havde det dårligt. Mors følelsesliv var lige så velordnet som hendes dagligstue, i hvert fald på overfladen. Det blev aldrig sagt lige ud, men det blev kommunikeret desto mere effektivt: følelser er som støv, og det skal holdes væk. Sår og konflikter blev fejet ind under gulvtæppet: Rod ikke op i dét, der allerede er sket, nu skal vi 95

16 videre. Når mennesker med en sådan baggrund skal begynde at forholde sig til Gud, har de en dybt rodfæstet modstand mod at vise deres sande ansigt over for ham. Det bliver de fromme ord, de rigtige formuleringer så Gud bliver tilfreds. Den uberegnelige. Børn udvikler hurtigt en sikker intuition, når det gælder forældrenes sindstilstand. Hvis mor eller far uden nogen synlig grund svinger i pludselige skift mellem vrede og venlighed, skaber det en dyb utryghed hos børnene, som aldrig rigtig kan vide, om de er velkomne. I stedet vokser følehornene: Hvilket humør er mor i i dag? Er der alkohol med i billedet, bliver forældrenes omslag ekstra dramatiske, og en stor del af barnets energi bruges på at navigere sådan, at svingningerne ikke bliver endnu værre. Uberegnelige forældre kan påvirke relationen til Gud med en utryghed, som hindrer virkelig tillid: Man ved aldrig, hvad han kan finde på. Den grænseløse. Grænserne er identitetens konturer. Når de er blevet trampet ned af omgivelserne, bliver vi utydelige og svage i vores selvopfattelse. Og når vi ikke er i kontakt med vore egne grænser, kan vi heller ikke respektere andres. En sådan mor eller far kommer ubevidst til at trampe omkring i barnets liv uden at kunne aflæse, hvor grænsen går mellem jeg og du. Dermed udviskes også barnets egne signaler og egen vilje og bliver utydelige. Er det mig, som vil det her, eller er det far? Så får jeg også problemer, når jeg skal begynde at forholde mig til Gud. Er det her min vilje, eller er det Guds? Er det i det hele taget i orden at have en egen vilje over for Gud? Den skrøbelige. Børn, der er vokset op med fysisk eller psykisk svage eller syge forældre, har ofte tidligt lært at tage mere hensyn til forældrenes behov end deres egne. Hvordan har du det i dag, Mor? Har du ondt nu, Far? Måske var man tvunget til at hjælpe til og tage ansvar for søskende og andet derhjemme. Der var ikke nogen hjælp eller trøst til 96

17 én selv, det måtte man selv sørge for. På den måde lærer barnet at blive mor for sin mor, og må måske som teenager opleve at blive betroet noget, som egentlig skulle være sagt til faderen. Og måske endnu dybere: at blive mor/far for sig selv. Har jeg på den måde båret både forældre, søskende og mig selv, sidder det dybt i mig, når jeg møder Gud: Jeg har ikke megen tro på, at han faktisk fuldt ud er i stand til at bære mig, men føler i stedet, at jeg må bære ham. Den overbeskyttende. Mor og far kunne aldrig sige nej, måske for at kompensere for alle de nej er, de selv var blevet mødt med som børn. Mit barn skal i hvert fald ikke behøve at Med til rollen hører også, at man hele tiden går en meter foran barnet for at anbringe velegnede stødpuder mod livets hårde slag. Forældreopgaven tolkes som kunsten at gøre livet så let som muligt for barnet. At udfordringer og modstand lige så vel som ømhed kunne være udtryk for omsorg, er ikke en del af verdensbilledet. Mennesker med den baggrund kan let føle sig forladt af Gud, når prøvelserne kommer. Fordi de så savner de erfaringer, der kan hjælpe dem til at se, at der kan ligge en dybere omsorg i et nej. Vi kunne fortsætte listen, men dette må være nok som en antydning af, hvordan mønstre der bliver grundlagt i barndommen siden ubevidst overføres på Gud. Men ligesom når det gælder selvbilledet, er forældrene langt fra alene om at danne gudsbilledet. Det religiøse miljø af kirkelige traditioner og teologi, åndelige ledere og forbilleder, venner og litteratur kan naturligvis også have stor betydning. Og ligesom på alle andre områder er det også her den ubevidste påvirkning, der går dybest og er vanskeligst at værge sig imod. Det uudsagte bliver ofte det uimodsagte. Udtalte overbevisninger kan man lettere drage i tvivl og gøre modstand imod. 97