ISBN: Tekst: Copyright 2013 Jesper Platz, Oysterhaus Billeder: Copyright 2013 Kasper Nybo for Sploosh,

Transkript

1

2 ISBN: Tekst: Copyright 2013 Jesper Platz, Oysterhaus Billeder: Copyright 2013 Kasper Nybo for Sploosh, Alle rettigheder forbeholdt. Ingen del af denne bog må gengives, lagres i et søgesystem eller transmitteres på nogen måde-elektronisk, mekanisk, ved fotokopiering, optagelse eller på anden måde, uden skriftlig tilladelse fra udgiveren, bortset fra tilføjelsen af korte citater i en bedømmelse. Alle bestræbelser er gjort for at gøre denne bog så komplet og oplysningerne så præcise som muligt, men alting forandres, og der ydes ingen garanti for oplysningernes rigtighed efter udgivelsen. Forfatterne og forlaget har hverken erstatningsansvar eller forpligtigelser over for enhver person eller enhed med hensyn til tab eller skader som følge af oplysningerne i denne bog.

3 Vend om! For at give dig den bedste oplevelse når du læser bogen her, har vi bestræbt os på at skabe et design der både er læsevenligt og giver plads til så store billeder som muligt. Derfor har vi optimeret bogen til en ipad vendt horisontalt - det giver os en masse plads, og dig, ro til at læse. Versioner af bogen der understøtter flere platforme, og dynamisk tilretter sig orienteringen af din ebogs læser, er under udvikling, og vil snart være at finde hos både itunes og Amazon God læselyst.

4 Indhold Forord 5 TAK! 7 September - Point of no return 10 Oktober - Bevæbnet med vinger 27 November - Dead Man Walking 39 December - Gemmeleg 59 Januar - Skudsikre smil 85 Februar - Rutiner 101 Marts - Glasmanden 127 April - Implosion 147 Maj - Med tungen lige i munden 174 Juni - Toget kører 195 Juli...og kører 210 August - Quijote møder sin vindmølle 222 4

5 Træt Jeg er træt Som en hund hos Kattens Værn Som en loppe på en cancer afdeling Som en politiker i Dansk Døvesamfund Jeg er træt som en by i provinsen som et 4-tog og et afrikansk kontinent Jeg er træt som grå regn i november som en snemand i april og en myg i oktober Jeg er træt som en prædikestol Kors i røven hvor er jeg træt af at være træt

6 Kapitel 1 September - Point of no return Det burde have sket på en mørk og stormfuld aften. Havde det været en Hollywood film var den mørke og stormfulde aften blevet suppleret af sindssygt mange strygere samt en ordentlig bullerbasse af en tromme. Og selve øjeblikket blevet oplyst af et flængende lyn i natten.

7 Jeg hedder Jesper. Jeg er fra den yderste bornholmske tundra, hvor der ikke findes synderlig mange lydeffekter. Der er da helt klart en susen i træerne, og ud over markerne skriger både krager og måger af hinanden ind i mellem. Menneskelige lyde kommer kun i form af dieselmotorer og tung sjaskende trampen i mudder. Det er der ikke meget Hollywood over. Og det er der heller ikke over mit mellemlunkne liv. Bevares, jeg har skam, efter bedste evne, prøvet at skabe lidt drama. Men det er som om det altid lander for blødt og ikke larmer nok. Det er kun inde i hovedet det larmer. Så min mørke og stormfulde nat var i virkeligheden en stille skandinavisk sensommernat. Vinduet var åbent i mit køkken. Det kunne man stadig uden at fryse, hvilket er en stor fordel, når det er en nålenat og man har tænkt sig at ryge igennem med en masse kaffe. Én af de nætter, hvor det eneste, der venter én i sengen er tusind nåle, der stikker og prikker alle vegne, så man kegler rundt om sig selv, indtil man falder om i morgenlyset. Den slags nætter er skabt til man sidder i sit køkken og for åbent vindue kæderyger et par liter kaffe, mens man øver sig ihærdigt i at huske sig selv på alle de fejl og mangler, man besidder. Man smeder sig en stor hammer og ridser ordet skyld ind i skæftet. Derpå starter man med at hamre sig over fødderne og som natten skrider frem arbejder man sig op langs kroppen til man når hovedet. Der skal man helst stoppe, for bliver man ved, tager man meget sære beslutninger. 11 September

8 Desværre er min stædige grundighed oftest stærkere end min fornuft. Hammeren krævede status opgørelser. Da vi, hammeren og jeg, havde taget beslutningen om en statusopgørelse, fik jeg som altid en overvældende trang til at lave noget andet. Jeg satte mig ud på trinnet foran min dør og trak vejret. Det var faktisk ikke helt skidt derude. Mørkeblå himmel, grønne blade og fuglene var så småt begyndt at skændes. Endnu en gang undrede det mig, jeg blev ved med at ryge, når jeg i dén grad altid har sat så stor pris på luft. Bare trække ren kølig luft ind i litervis. Det er lidt som at være tørstig. Sådan rigtig tørstig og endelig, efter lang tid, drikke koldt vand. Sådan har jeg det med luft. Det skal sluges grådigt i store mængder. Lidt lykke er da til at finde alle steder på den måde. Sådan cirka i alle fald. Jeg kiggede stjålent på kvinden. Stærk, smuk, ung og klog. Hun sov fredeligt på sengen ved siden af nålene. Den fjerlette vejrtrækning i den spinkle krop gjorde mig blød af længsel. Der var et sekund, engang, hvor det føltes som om vi rørte hinanden. Som om vi en dag kunne vokse sammen. Man siger, man bygger mure op om sig selv som forsvar. Mine har altid syntes at vokse frem mere eller mindre af sig selv. Og de er lavet af 30 millimeter lamineret glas. Det er svært at høre hvad folk siger gennem det. Det bliver en underlig mumlen og stilheden bliver så voldsom at selv ens egen vejrtrækning lyder som torden. Dryppende giftig tavshed af stål. 12

9 I min dirrende ungdom opdagede jeg aldrig rigtigt, jeg på et tidspunkt var gammel nok til at tage kørekort. Bevares, jeg kunne da godt fornemme, der var visse fordele ved en bil, når man nu boede ude på Lars marker. Og jeg hørte da godt jævnaldrende tale begejstret om de der biler. Men jeg kunne sgu ikke rigtigt forholde mig til det, så jeg fortsatte med at cykle. Det var det nemmeste, for det var velkendt. Ikke en gang, da jeg senere fik barn og kørte landevejene tynde med store kasser med bleer, sovende barn op ad armen og diverse indkøb i en rygsæk, havde jeg synderlig trang til bil. I det hele taget har jeg levet det meste af mit liv i lykkelig uvidenhed om verdens beskaffenhed. En smølf fra det ydre rum. Men nu var det tid til en status. Og i hammerens skygge var dette ikke ligefrem en hyggeligt fornøjelse, men til gengæld kort og effektiv: Jeg var 40, fed og færdig inden jeg nåede at komme i gang. En arbejdsløs tabernassertype. Et flommet udskud uden håb for fremtiden. Karin fra kommunen blev ved med at insistere på, jeg skulle tage mig sammen og finde et job. Hun mente, jeg bare var ude på at nasse på systemet og 13 September

10 benyttede enhver lejlighed til at gøre mig opmærksom på, jeg levede af andres penge. Ja, i denne sene nattetime måtte jeg give hende fuldstændigt ret: Jeg skulle bare tage mig sammen, skulle jeg. Samtidig gjorde hammeren mig opmærksom på, jeg altid havde være håbløst umoderne og skævt på det hele. Jeg røg, selvom det var gået af mode for længe siden. Jeg drak ikke alkohol, selvom dette gjorde mig til en social paria i mange sammenhænge. Jeg gad ikke altid at udstråle overskud og smalltalke med folk. Jeg bagte brød, men glemte altid at lægge billeder ud på Facebook. Nu skulle suppen råbolles og der skulle både meles og bages eget brød. Jeg ville finde mig et projekt, der både var moderne og fik mig ud i verden. Den rigtige verden altså. Så jeg tog en tur på internettet. Jeg fornemmede hurtigt succes var et udbredt succes-kriterie. Og for at have succes var der en masse parametre, der skulle opfyldes. Mange fysiske ting skulle være på plads; hår, hud, mad, interiør, krop, tøj osv. Man skulle altså købe en masse ting for at blive en succes. Selv de åndelige tendenser ude i verden krævede åbenbart en masse udstyr. Dermed var den første store forhindring i mit projekt om at blive et rigtigt menneske i den rigtige verden allerede temmelig synlig. For selvom jeg åbenlyst lukrerede hårdt på de sidste rester af velfærdssamfundet, var min øko- 14

11 nomi ikke særligt præget af dette nasseri. En gordisk knude med andre ord. Jeg blev nødt til at fortrænge de økonomiske overvejelser for en stund og bestemme mig for et projekt, der var tilpas oppe i tiden. Udover det allestedsnærværende forbrug kunne jeg hurtigt fornemme, vi var ovre i noget kropsligt. Noget der handlede om personlig udvikling, for den personlige udviklings skyld, så vidt jeg kunne se. Jeg skulle med andre ord ikke ud i noget, der handlede om andre eller andet end mig selv. Jo, jeg kunne redde nogle fattige sultne børn, men det skulle helst være på den rigtige dameblads-agtige måde. Altså noget med det skulle give mening for mig og mit liv. Det kunne jeg sgu ikke lige overskue, da jeg egentlig gerne ville holde lidt fri fra mig selv. Noget med krop altså... Saftsusema om ikke triathlon var det nye sorte på nettet. Så det måtte det blive. Selvfølgelig ikke bare sådan en bette tur rundt i nærmiljøet. Næhæ, det skulle da være den helt store tur. En tur, der krævede så megen træning, jeg havde mulighed for at løbe fra stemmerne. Slukke for min meget feminine hjerne, der konstant kævlede og bævlede om alt og intet men især skyld. Det skulle være en ironman. 15 September

12 Chokkeret over min beslutning slukkede jeg endnu en gang den allersidste cigaret og gik i seng. Mens solen og kvinden stod op til dagens dont, faldt jeg i en dyb salvelsesfuld lammende og drømmeløs søvn. Det stod hurtigt klart for mig, jeg blev nødt til at gøre noget ekstra med Det Meget Mærkelige Projekt, jeg havde kastet mig ud i. Dels måtte jeg gøre noget for at holde mig til ilden min selvdisciplin lader en del tilbage at ønske Og dels vidste jeg, at hvis det hele kun gik ud på at træne og gennemføre en ironman, ville jeg komme til at kede mig alvorligt og dermed være i overhængende fare for at droppe det hele. Nu havde jeg kigget rundt på nettet for at hitte et projekt og havde i dén forbindelse opdaget, det var vældigt moderne at blogge om ting. - Især om mode åbenbart For at en blog skal være interessant at skrive, skal der være læsere. Hvis jeg nu selv lavede en blog, ville jeg allerhøjest få 3,5 læsere og det ville ikke helt være motivation nok. Der skulle lidt mere scwung over sagerne. Heldigvis søgte Aktiv træning et dameblad for mænd om træning nye bloggere. Og heldigvis mente de en ryger ville være et godt indslag. Et anderledes indslag i en verden, hvor det ikke var et spørgsmål om, man levede sundt, men om hvor sundt man levede. Jeg øjnede en mulighed for, for én gangs skyld, at kunne bruge mine svagheder til noget positivt. Måske man endda kunne inspirere en eller anden til at gøre et eller andet. 16

13 Vipti vupti: Fra 0 til Ironman var født. Det Meget Mærkelige Projekt kunne gå i gang for alvor. Jeg havde et mål for første gang i lang tid. Det var en stor lettelse. Ikke kun for mig. Også for kvinden. Hun virkede glad for projektet. Endelig havde jeg fundet på noget andet at lave end at gå rundt om mig selv i stadigt mindre cirkler. Egentligt var det en sær tanke; for at slippe for mig selv, begav jeg mig ud i et særdeles selvoptaget projekt sommetider sidder kontakten åbenbart i den forkerte ende af rummet. Man skal hele vejen igennem mørket og banke ind i diverse stole og borde undervejs for at få tændt noget lys. Skide irriterende! Typisk håndværkere September