UDGIVNEafJUIi.CLAUSEN-o c E FR.RIST.

Transkript

1 B>9é /.. 'r ««.*

2

3

4

5 UDGIVNEafJUI.CLAUSEN-o c E FR.RIST.

6

7 uv>* r,, lut*

8 MEMOIRER OG BREVE UDGIVNE AF JULIUS CLAUSENocPFkBIST. XXVIII EN ISLANDSK EVENTYRER ARNI MAGNUSSONS OPTEGNELSER OVERSAT FRA ISLANDSK AF PALL EGGERT OLASON GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISKE FORLAG KØBENHAVN 1918

9 UDGIVNE?apJUXj.CLAIJSECTog p.fr.rst.

10 TRYKT I 900 EKSEMPLARER LANGKJÆRS BOGTRYKKERI KØBENHAVN

11 INDLEDNING Den anden Halvdel af det 18. Aarhundrede var en ulykkelg Td for Island, og der herskede den største Elendghed overalt Landet. Vulkanske Udbrud og Jordskælv, Drvs, Msvæxt, Faarepest osv. foranledgede Hungersnød. Bønderne levede under usle Kaar og store Genvordgheder under Jordegodsforpagternes Herredømme, og Handelsforholdene blev mere og mere utaalelge, da al Handel var dansk Monopol, og Islænderne selv manglede baade Mdler, Foretagsomhed og Kundskaber tl at tage den deres Hænder. Alle Forsøg paa at ophjælpe den slandske Handel mslykkedes, og den gk uden Held fra det ene Handelsselskab tl det andet og blev flere Gange drevet for kongelg Regnng. Endelg blev der 1785 nedsat en Kommsson, og efter en vdtløftg Kamp mellem Frhandel og Monopolhandel blev Handelen paa Island frgvet for alle danske Undersaatter. Skøndt dette kke vrkede fuldt tlfredsstllende, blev den dog kke frgvet for fremmede Natoner før langt nd det næste Aarhundrede. Paa den Td Forfatteren af de efterfølgende Memorer, den slandske Bonde Arn Magnusson, forlod Island, var Forholdene helt elendge. Landet var oversvømmet af Tggere, mange unge Mennesker forlod Landet for at skabe sg et Erhverv andre Lande, og der føres hyppge Klager over at Øen paa den Maade mstede mange duelge Arbejdere. Det vl ses, at overalt, hvor den vdtbefarne Arn Magnusson kom hen paa sne mange Farter, træffer han udvandrede Landsmænd, sær naturlgvs Danmark og Norge.

12 tabes de sdste Spor af hans urolge Lv. Udg. II Hvlke særlge og personlge Grunde Arn Magnusson har havt tl at forlade sn Fødeø 1753 og kaste sg ud et vldt eventyrlgt Lv, er kke ganske klart. Hans Kone var nylg død, sges der, men han havde Børn og Gaard og Jord. Han anfører vel, at han havde Uvenner, men hans Udtalelser tyder paa, at det er ulykkelge Forhold af anden Art, der drver ham bort, dog vel nok Forbndelse med den store Udve, som tdt har ført saamangen ung og kraftg Islænder ud tl fremmede Lande. Hvad han oplever, vl han selv fortælle. Han lader tl at have været en velbegavet, ret mærkelg Mand og Besddelse af flere Skolekundskaber end almndelgt var hos Datdens Almue, hvlket blver hans Lvs Rednngsplanke, da han hjælpeløs og fordrukken vagabonderer om som Skolelærer Thylands fattge Landsbyer. Det er mere forunderlgt, at han under st omflakkende Lv som Sømand og Soldat har bevaret dsse Kundskaber og sn lvlge Aand, end at han efter alt det han har gaaet gennem af Sult og Savn og Ldelser, har søgt at drukne dsse Brændevnens dulmende Draaber. Han har været en Type paa hn Tds saa mangfoldge vagabonderende Exstenser og har rmelgvs været vel bekendt de Egne, hvor han saa mange Aar søgte at opholde Lvet ved at undervse Bønderbørnene de mest elementære Regne- og Skrvekundskaber og morede og forbausede Forældrene med at fortælle om sne Eventyr fremmede Lande. Hans aldrg blvende Ro fører ham endnu engang tlbage tl Hjemlandet omtrent 1796; men stadg utlfreds med Forholdene, skuffet af sne Børn og uvenlg behandlet af Slægt og Øvrghed, drager den gamle Mand atter tl Danmark, tl Egnen oppe omkrng Lmfjordens lave Bredder, og Taagerne fra det barske Vesterhav

13 III Om Forfatteren tl dette Skrft, der her for første Gang offentlggøres, vdes desværre saare ldt udover hvad han selv beretter her sne Oplevelser, der dog omfatter de vgtgste Afsnt hans Lv. Han nedstammede fra en anset slandsk Slægt, lge Lne fra Lovmand Eggert Eggertsson Vgen Norge, der blev adlet af Kong Hans den 9. August 1488 (jfr. Dplomatarum Islandcum, VI. Bnd, Sde , hvor hans Adelsbrev er trykt). Hans Forfædre boede mange Slægtled paa Gaarden Snoksdal Dala Syssel paa Island, og her var han født, men hvornaar, vdes kke. Af de sparsomme Oplysnnger, der fndes om ham slandske Slægtregstre, fremgaar, at han, nden han rejste tl Udlandet Aaret 1753, har været bosat som Bonde paa Gaarden Getastekk Dala Syssel og været gft med Gudrun Thorlefsdatter, der var af dansk Herkomst", med hvem han havde to Børn, Thorlev og Krstn, som han omtaler st Skrft. løvrgt fremgaar det af dette, at han sn Ungdom maa have nydt en temmelg god Opdragelse, saaledes skrver han en særdeles smuk Haandskrft og et Par Steder tyder paa, at han har havt nogen Kendskab tl Latn, men af hvlken Grund han tog bort fra Island, har jeg kke kunnet faa opklaret; meget tyder paa, at hans Hustru da har været død. Om hans sdste Leveaar kan jeg kke berette andet end, hvad Pastor Bjørn Hjdlmarsson tl Trollatunga tltlføjer nogle Lner som Fortale og Efterskrft tl Orgnal-Manuskrptet. Heraf fremgaar det, at han har opholdt sg hos sne Slægtnnge paa Island nogle Aar og da har forfattet dette Skrft, som han har efterladt hos dem. Men 1801 rejste han gen tl Jylland, rmelgvs tl Hobro, hvor han havde havt sne bedste Dage, efter Pastor Bjørn Hjdlmarssons Beretnng, der selv havde talt med ham. Rmelgvs har han derhen faaet sendt en aarlg Understøttelse paa 40 Rgsdaler fra sn Brodersøn, Jon Jonsson, der var Handelsbestyrer paa Isafjord. Men hvornaar han døde vdes kke.

14 Reykjavk, 26. September Pdll Eggert Olason. IV Denne Oversættelse er foretaget efter Forfatterens egenhændge Haandskrft, der tlhører Landsbbloteket Reykjavk (Lbs. 1583, 4to.). Haandskrftet er fra Arn Magnussons Slægtnnge overgaaet tl Pastor Hjalmar Thorstensson Trollatunga (død 1819) og fra denne tl hans Søn, Pastor Bjørn Hjdlmarsson sammesteds (død 1853); men tl Landsbbloteket er Haandskrftet kommet fra Redaktør Valdmar Asmundsson (død 1902). Saa vdt jeg véd, exsterer der ngen Afskrfter af samme. Hvad selve Haandskrftet angaar, saa er det temmelg godt bevaret, men Skrften dog noget udvsket og Bogstaverne mange Steder utydelge paa Grund af daarlgt Blæk. Om selve Oversættelsen har jeg kke andet at bemærke end at jeg har bestræbt mg for at komme Orgnalen saa nær som mulgt, dog saaledes, at den logske Sammenhæng kke led derunder. Jeg skylder mn varmeste Tak tl Herr Bblotekar Sgfus Blondal, der har læst mn Oversættelse gennem og gvet mg mange Vnk med Hensyn tl Sproget.

15 Aaret 1753 rejste jeg fra Island IOktobermaaned med Skbsfører Mørk fra Bornholm med Fskekutteren Frederksønske", som Kong Frederk den Femte havde skænket Island 1 ) og som Landfoged Skul Magnusson havde Opsyn med. V gk fra Reykjavk om Formddagen og kom tl Vestmanøerne om Natten. Da kom der en meget stor Hval, som fulgte med os to Dage og en Nat. V kastede for den nogle gamle Fsketønder, som den knuste. Den holdt sg hele Tden tæt ved Roret, men allgevel gjorde den os kke nogen Fortræd. V sejlede for god Nordost-Vnd, som varede 9 Dage, ndtl v fk Fuglø Sgte, der tlhører Kongen af England. Indbyggerne af denne var mørkladne af Ansgtsfarve og korpulente. Der fandtes hverken Køer eller Faar, efter hvad Mandskabet fortalte; Indbyggerne levede hovedsagelg af Fsk, Fugle, Æg og stundom Sælhundekød. Der var en stor Mængde Søfugle, det vl sge Maager, Aalemaager, Terner, Skarve og den Slags Fugle. Nu havde v 80 Ml gen tl Norge, men saa forandredes Vndretnngen tl Sydost, hvorved v drev saa langt tlbage, at v J ) Rettere: Islands Fskerselskab eller Interessentskab, der blev oprettet paa Intatv af Landfoged Skul Magnusson. Overs. Anm.

16 fk England Sgte og traf nogle Fskere, der solgte os nogle meget store Fsk og Fugle. V maatte betale hver Fsk med 24 Skllng. V havde været paa Havet 14 Dage fra v sejlede fra Fuglø, saa vdt jeg husker; vore Sejl, som var blevet beskadgede af Stormen, fk v gjort Stand, efter at den største Storm var overstaaet. Derefter sejlede v for Nordvest-Vnd fra England tl Norge 5 Dage, hvlket er 80 Ml. Om Natten saaes Fyret paa Lndesnæs, der brænder hver Nat tl Vejlednng for Søfarende, og for hvlket alle Skbe, der nyder godt af dette Fyr, maa erlægge Penge paa første Toldsted efter Skbenes Størrelse. Denne Skat betales tl England som Vederlag for de Stenkul, der gaar med tl at holde Fyret vedlge. V sejlede 1 langs med Landet, ndtl v kom tl Merdø, hvor ) den Lods, der kom tl os, boede. Dér maatte jeg fremvse mt Pas, som Lovmanden Magnus Gslason 2 ) havde udstedt som konsttueret Amtmand. Da jeg kom Land, gk jeg nd en Drkkestue, hvor mange [Sømænd] var forsamlede, fra England, Amsterdam, Frankrg og Portugal. Folk sad der omkrng 3 Borde. Drkkevarerne var fransk Brændevn og engelsk 01 tl 2 Mark Potten, [derhos] Kaffe, god Mad overstrøet med stødt Sukker og Oxekødsuppe. Det undrede mg, at Lodsen var Stand tl at traktere de mange, som sad omkrng ') Nærved Tromø, Nedenses Amt. 2) Magnus Gslason ( ) var en dygtg slandsk Embedsmand, blev Landstngsskrver 1728 og Lovmand allerede 1732, konsttueret Amtmand 1752, fk Beskkkelsesbrev 1757 og er den første slandske Amtmand Island. Han er gennem sn eneste Datter Sgrdur, der blev gft med senere Stftamtmand Olafur Stephensen, blevet Stamfader tl den Stephensenske Slægt. Overs. Anm.

17 Bordene, for slet ntet, hvlket da heller kke blev Udfaldet, for da de skulde tage Afsked, gav de fleste af Skbsførerne 10 Rgsdaler, Matroserne 5 eller 4 Rgsdaler for dette Aftentraktement. Man morede sg med at splle Kort om Penge og Skak. Dengang forstod jeg kun ldt Dansk og endnu mndre andre Sprog, og skøndt de gerne vlde tale med mg, kunde jeg kke forstaa dem. Mn Skbsfører betalte for mg, og jeg havde ogsaa frt Underhold om Bord Skbet, hvlket Pastor Vgfus 1 ) Htardal skaffede mg hos Landfoged Skul [Magnusson]. Nu tog jeg Afsked med mn Skbsfører, som skulde lgge Norge, saa vdt jeg husker Frederksstad, og laste Jagten med Tømmer tl Bygnng af Huse Reykjavk. Derfra sejlede jeg med en anden Skbsfører, ved Navn Jens Rasmussen, som skulde tl Kjøbenhavn. V sejlede mod Øst langs med Landet tl en Havn, ved Navn Hestegaard; v fk Modvnd, saa jeg maatte gaa Land, hvor jeg logerede hos et Par gamle Ægtefolk, og betalte 2 Skllng for Sengen hver Nat og 4 Skllng for hvert Maaltd. Jeg vlde have Mælkegrød, som jeg ogsaa fk, men den smagte af Vand, saa jeg sagde tl Konen, at hun havde kommet Vand Mælken. Men hun bedyrede, at det var Løgn. Kom med mg Morgen," sagde hun, naar jeg malker mne Køer Stalden," hvlket jeg ogsaa gjorde og passede paa, at hun kke kom Vand Mælken. D erpaa kogte hun Grød tl mg, der smagte ) Provst Vgfus Jonsson Htardal (død 1776, 70 Aar gammel), Søn af Hstorkeren Provst Jon Halldorsson Htardal og Broder tl Hstorkeren Bskop Fnnur Jonsson, er kendt som Personalhstorker og Genealog. Overs. Anm. 1*

18 maatte saa fortælle hende om lgesom før, og jeg den slandske Mælk, men kunde dog kke forklare for hende hele Landets Tlstand, da jeg kke kunde 1 tale Dansk rgtgt. ) Det gamle Ægtepar vlde gerne tale med mg om et og andet; de var meget elskværdge og skkkelge og trakterede mg med Æbler og Pærer, uden at kræve Betalng; der var hverken Dans eller nogen Drk, undtagen Kaffe. Her opholdt jeg mg vstnok 4 eller 5 Nætter. Den sdste Nat, jeg sov dér, kom Konens Broder, der boede højt oppe Landet. Han var klædt en vd Kjortel med en Lue paa Hovedet. Jeg troede først, at han havde været Island, th han talte Islandsk med mg og v begyndte at synge nogle Aftensalmer, f. Ex.: Dag og Lys Du Herre er" og Den lyse Dag forsvunden er", for det meste efter slandsk Ordlyd, naar undtages nogle Ord, som lød anderledes. Den samme Mand gav mg et Bælte med en stor Knv paa Sden. Tdlgt om Morgenen kom Lodsen for at hente mg, og jeg der skæn- tog saa Afsked med det gamle Ægtepar, kede mg en Havrekage, saa stor som en Karbund, og gk saa om Bord tl Skbsføreren Jens Rasmussen. Nu agtede v at sejle tl Kjøbenhavn og var naaet 8 Ml ud tl Søs, da v fk Modvnd og maatte vende tlbage tl Norge gen, hvor v ankrede et Sted, ved Navn Brevk; dér maatte jeg ogsaa Land og fk Herberg hos en Styrmand, der holdt Sengen, syg af Brændevn. Han var ugft; hans Moder, der!) Han mener naturlgvs Norsk. Navnet paa den Havn, han besøger, Hestegaard", er vstnok forvansket.

19 holdt Hus for ham, var meget gammel og gk Barndom. Der opholdt jeg mg 3 Nætter. Hun gav mg 2 Potter godt 01 for 1 Skllng, som ellers kostede 4 Skllng, og saaledes var Prsen paa andre Madvarer, saa at jeg kke behøvede at bruge mange Penge her. Styrmanden stod kke op saa længe, jeg opholdt mg her, men drak megen Brændevn. Hans Moder gav mg Kaffe, da jeg tog Afsked med hende og da Lodsen tdlg om Morgenen kom for at hente mg. V sejlede af Sted og satte vor Kurs tl Kjøbenhavn. Da v var naaet 14 Ml fra Norge, blev Vnden østlg, saa at v kke kunde komme forb Skagen, da Vnden altd blæste mere og mere sydlg med Storm. V drev nd mod Jylland og var nær ved at strande paa Skagen. Natten var lang og uden Maaneskn. Ved Daggry saa v Kltmøller, meget nær os, Skærene var rundt omkrng og Vnden meget ugunstg. V hejste vort Flag paa Stormasten, og Lodsen kom ud tl os og vste os Vejen, saa at v blev fr for Skærene, holdt saa tl paa Havet Storm 5 Dage, tabte vort Fokkeskød og Hundehuset. Da forandrede Vnden sg, saa v fk god Bør gennem Kattegat, og sejlede forb Skagen Kl. 8. Men henmod Kl. 9 var v nær ved at strande paa nogle Skær ved Sverges Kyst, som kaldes Pater-Noster Skær, 1 ) Natten var lang og Veret tykt, og v kunde kke se Land før ved Daggry, da v fk Kullens Fyr Sgte, og havde da 5 Ml gen tl Helsngør. Nu blev Vejret klart, og Kl. 12 ) Paternoster-Skærene lgger Kattegat ud for Marstrand.

20 6 Mddag naaede v tl Kronborg, hvor v maatte Land for at fremvse vor Toldseddel, som lød paa 500 Tønder Trondhjems Sld og 4 (?) Skppund Klpfsk. Derfra gk v ud tl Kongens Vagtskb for at vse, at Kongens Told af vor Last var betalt. Derpaa sejlede jeg fra Helsngør tl Kjøbenhavn, som er 5 Mls Vej. Paa Landet saa jeg mange Vejrmøller, der med deres store Vnger drejede sg hurtgt omkrng af sg selv, hvlket vakte mn store Forundrng. Der saa jeg ogsaa Kobbermøllen, hvor Hamrene, to Tallet, naar Kobberet blev hvdt af Ilden, løftedes højt fra Ambolten og slog Kobberet saa længe som Smeden holdt det paa Ambolten; og naar det kom Ilden, blæste Bælgene af sg selv, hvlket højlg forundrede mg. 1 ) Da v kom tl Vagtskbet Kjøbenhavn, maatte v fremvse vor Toldseddel fra Kronborg angaaende vor Last. Jeg maatte ogsaa for Kongens Kommandør vse mt Pas fra Island. Derfra gk v op paa Kongens Toldkammer og jeg tl den vagthavende Kaptajn-Leutenant for at fremvse mt Pas. Da jeg var gaaet derop, spurgte man, hvorblandt ogsaa Vejeren, mn Skbsfører om, hvem den Fremmede var, der gk tl Vagten med st Pas. Skbsføreren sagde da, at jeg var en Islænder, og fortalte derpaa, at Landet var meget slet den Henseende, at der kke voxede Korn. Vejeren sagde saa: Det Folkefærd kan vel kke have store ) Det er rmelgvs Hammermollen ved Hellebæk, han har besøgt, da han laa ved Helsngør.

21 Kræfter, eftersom de kke spse Brød." Skbsføreren svarede: Han er kke saa kraftløs endda, th naar han tager fat Tovene hos os Skbet, er han lgesaa stærk som to af mne Folk.". De sagde: Kald paa ham, naar han kommer fra Vagten!" Da jeg kom tlbage, blev jeg tlsagt at møde hos Kongens Vejer. Jeg var bange for at gaa derhen, da jeg vdste, at jeg kke havde noget med ham at gøre; men jeg gk dog allgevel op tl ham. Han spurgte, om jeg kunde løfte de Lodder, der hver vejede 10 Lspund. Jeg svarede, at det vel kke var noget Kunststykke at løfte et af dem, og jeg tog mt Lommetørklæde og knyttede det om Haandtaget paa et af de 10 Lspundslodder, derpaa tog jeg mt Halstørklæde og knyttede om det næste, løftede dem derpaa begge to, det ene med højre Haands Langfnger, det andet med venstre Haands Langfnger, stod saa op med begge 10 Lspunds Lodderne hver Haand. Den Gang var der over 300 Mennesker paa Toldboden, hvoraf ngen kunde gøre mg det efter, uden en fra Bornholm; men ngen af os kunde gaa med Lodderne. Derpaa gk jeg op tl Toldbodgaden Skbsfører Mørks Hustru, med hvem jeg rejste fra Island tl Norge. Jeg overbragte hende Hlsen fra hendes Mand og fortalte hende, at han var sund og uskadt, og havde det godt enhver Henseende, undtagen for saa vdt, at han maatte undvære sn Hustru saa længe. Efter mn Menng blev hun kke altfor bevæget over at maatte bære dette Kors; maaske har hun ogsaa haft Mdler ved Haanden tl at døve

22 8 Sorgen, lgesom han samme Maade Norge. Hun spurgte mg, om jeg havde nogle Venner eller Slægtnnge her Kjøbenhavn. Jeg sagde som det var, at jeg havde her en kødelg Broder, som havde skrevet efter mg, men allgevel følte jeg Sorg Hjærtet paa Grund af mne Tanker, som jeg kke vlde aabenbare for nogen dansk Mand. Du skal være her mt Hus uden Betalng, ndtl jeg faar talt med en Islænder, der kan brnge mg skre Efterretnnger om, hvor dn Broder opholder sg," sagde hun. Jeg satte mg saa tlbords og fk Mad og 01. Det var mg dog en Sorg kke at faa nogen af mne Landsmænd at se. Denne Dag var Lørdag. Søndagen efter kom en Islænder Huset ved Navn Thorlak, fra Vestmanøerne, som kendte mn Broder. Skbsførerkonen sagde tl denne Mand: Du vlde gøre mg en Tjeneste, hvs Du kom herhen gen Morgen og gk med denne Person tl hans Broder." Thorlak lovede at gøre dette. Han hentede mg Dagen efter op tl Malenborg 1 ) og vste mg Borgen, hvor Herren 2 ) boede, hvs Tjeneste mn Broder var, men man turde kke gaa længere med mg, da det saa ud som et Slot. Da jeg var ukendt, vdste jeg kke, efter hvem jeg skulde spørge. Da jeg kom tl ud, som spurgte, hvem jeg der kom en Porten, rngede jeg og søgte. Jeg spurgte ham gen, om der kke Herrens Tjeneste var en Islænder. Han sagde Nej, men her er En ved Navn z Monseur men han er Magnusy ) fra Sverge." Vær ) Saaledes Orgnalen, skkert Amalenborg. *) Her sgtes tl Kammerraad Schumacher, hvorom senere. 8) Hans Navn var mdlertd Vgfus Magnusson, men maaske han har været kaldt eller ladet kalde sg Magnus Schumachers Hus.

23 saa god at hente ham tl mg." Han sger: Nu skal jeg fnde ham." Et Øjeblk efter kom mn Broder. Han var velklædt, nylg hjemkommen med sn Herre, og tog mg med sg op paa st Kammer. Jeg fortalte, hvorledes jeg havde det og hvad værst var, at mt Tøj var hos Skbsfører Jens Rasmussen, som laa Nyhavn, og at jeg ngen Penge havde tl at ndløse det. Han sagde: Her er kke godt at faa Penge tllaans, men jeg skal dog se efter, om jeg har saa mange Penge, som behøves. Kom med mg tl Skbsføreren; jeg vl selv tale med ham." Saa gk v begge to og fk mt Tøj udleveret, hvlket kostede 10 Mark, som var Betalngen for Kosten ombord. Jeg bar mt Tøj ndtl jeg med mn Broder kom tl Store Kongensgade. Der boede Jon Jonsson, Broder tl Jon Groustadr, som havde lært at tlskære Klæder. Du er saa venlg at modtage mn Broder som Sengekammerat for Venskabs Skyld," sagde mn Broder; men mg bad han komme tl sg næste Morgen tdlg. Mn Herre lader opføre et Hus, hvor der skal væves Slke, naar Huset er færdgt. Du kan faa 16 Skllng om Dagen. Dér vl der falde Arbejde Vnter, og naar det blver daarlgt Vejr, skal Du tale med Kusken, om han kke trænger tl en, som kan hjælpe ham med Hestene Stalden." Næste Morgen gk jeg saa tl dette Arbejde og var der saa længe Arbejdet varede. Naar det var umulgt at arbejde paa Grund af daarlgt Vejr, gk jeg Køkkenet tl Pgerne, som ofte gav mg Smør og Brød, lgesom ogsaa Kusken. Men jeg kunde ej slaa mg gennem med

24 10 dsse Penge, særdeles kke naar Vejret var daarlgt; for Sengen skulde jeg betale 7 Skllng om Ugen, og derhos for Vadsk af mt Tøj; jeg blev derfor nødt tl at laane Penge, hvlket jeg kke vovede at lade mn Broder vde, da han kke vlde spste høre andet end at alt var nok tl mg. Han selv ved sn Herres Bord og vdste kke af Vanskelgheder at sge. Han fraraadede mg at gve mg Haandværkslære, da jeg var for gammel dertl. En Dag kom han tl mg og sagde, at han havde talt med en Overkøbmand, som havde været Grønland, og at han havde stærkt opfordret ham tl at lade mg rejse derhen som Arbejdsmand og være der 3 Aar, for ellers kunde jeg kke komme dertl; der skulde ogsaa være mange Islændere, som jeg kunde tale med, derblandt Gudmund Gudmundsson fra Dalerne og en anden ved samme Navn fra Mdfjorden. 1 ) Med begge dsse to talte jeg. Jeg sagde mn tl Broder, at det vel var bedst, at jeg rejste derhen, og han meddelte sn Herre dette og gk Borgen for mg, da jeg behøvede Penge; jeg fk saa et halvt Aars Løn Forskud, saa meget som jeg behøvede tl Rejsen. Mn Broder skulde staa for Indkøbene, hvad der snarere blev tl hans end tl mn Fordel, naar alt kom tl alt. Efter at jeg var bleven antaget tl Grønlandsrejsen, skulde jeg arbejde oppe det grønlandske Kompagn for samme Løn som før; saaledes arbejdede jeg ved Skbet, som sejlede tl Grønland tl fastsat Td. Dengang jeg gk op det grønlandske En ) Egn Hunavatns I Syssel det nordlge Island. Overs. Anm.

25 11 Kompagn, troede jeg, at jeg aldrg blev saa godt kendt, at jeg kunde fnde Vej Staden; th Bygnngerne lgger saa tæt og der er saa mange Skælme og Bandtter. Der fndes alt 22 Krker, store og smaa. Allgevel er Staden kke større end at jeg kunde gaa fra den ene Ende tl den anden paa et Kvarters Td, naar jeg gk rask. Den Td jeg var der, mødte alle Soldater for Slotsporten for at paradere for Kongen, derpaa Lvgardsterne rdende paa deres Heste med Tornystrene bag Saddelen. Dér kan man ogsaa tdt se Soldater blve pskede, undertden for smaa Fejl. De store Tyve gaar fr, men de smaa fanger man; et Land uden Konge er lde stedt. Kjøbenhavn er god for den, som har Penge nok; dér kan man faa altng for Penge, hvad enten det er Spsevarer eller Klæder, og man kan se mange Tng, gode og slette. I mn Td var der gode Prædkanter, men allgevel kunde Præsten tdt paa Prækestolen høre Øxeslag og Savnng fra en Mængde Skbstømmermænd og Bolteslagere, af hvlke de fleste er fra Holmen. Grunden er den: Kongen betaler dem kun ldt for Holmens Arbejde, og om Søndagen lader han dem kke arbejde. Nu er der mange Købmænd, som behøver al Slags Arbejde om Søndagen, saavel Knafarere, Vest- og Stratsfarere som og Skbsførere og Købmænd, og ngen klager over, at fattge Folk prøver at tjene tl Lvets Ophold paa enhver ærlg Maade. Kongen hverken befaler eller forbyder det. Derfor er saa stor Straf overgaaet Kjøbenhavn, mest Ildsvaade og Dyrtd. Jeg har kke hørt, at noget Slot er blevet

26 12 opbrændt, uden Kjøbenhavn, og dog har jeg været vdt om Verden. Et Jordskælv ødelagde Lssabon, men hvad skal v saa sge om Kjøbenhavn? Først brændte Slottet op og derpaa Staden. 1 ) Nu begyndte jeg at udruste tl mg Grønlandsrejsen med Skbsfører Lars Pedersen og Præsten Nkolaj Rask. V sejlede fra Staden Begyndelsen af Sommeren. Derefter laa v længe udenfor Norge, da Vnden var os mod. Det varede vel 14 Dage nden Søndenvnden kom, som blæste 5 Dage, saa v fk Shetland Sgte, hvlket Land tlhører den engelske Konge. Der er Fsker og god Græsgang for Faar, men det værste dér er ellers Taage eller Damp, som kke vl gaa bort. Saa ofte jeg har været der og jeg har været der tdt og mange Gange har der enten været Søndenstorm eller Taage med let Regn, hvlket er usundt Vejrlgt. Mange blver der syge af Skørbug, 2 ) som lgger Luften. Efter at v var kommet derhen, fk v Nordenvnd mod, saa at v kke kunde komme frem 8 Dage. Kort sagt, v var 6 Uger fra Kjøbenhavn Grøn- tl land. Dér saa jeg Isbjærge som de højeste Klpper Island, og hvad værst er, de farer lge mod Vnden, da de drver mere med Strømmen end for Vnden, paa Grund af, at største Delen af dem er Søen, saa at Sejladsen tl Grønland er farlg for 1) Man ser, at dette maa være nedskrevet efter Chrstanborg Slots Brand 1794 og den paafølgende store Ildebrand Kjøbenhavn 1795, som Forf. mener er overgaaet Byen som Straf for Ugudelghed og Msbrug af Hellgdage.») I Margnen skrver Forf.: Skørbug forvolder Betændelse af Kødet, gør Tænderne løse Hovedet, Senerne trækkes sammen Legemet, og forvolder Lus; de Syge døer med Maden Munden. Lægemddel hermod er Kokleare.

27 13 Skbene, der gaa derhen fra Holland, Frankrg, England lgesom ogsaa fra Holsten og Pommern, nogle paa Hvalfangst, andre paa Sælhundefangst og Klapjagt, hvor de slaa Sælhundene paa Isen, mest de store saakaldte Klapmydser. Af Grønlænderne køber de Rævesknd, Rensdyrsknd, Hvalbarder samt Haresknd, af hvlke Hattemagere benytter Ulden eller rettere Harehaaret tl Hatte, som allevegne er de dyreste. Hvor dsse Natoner kommer Land blver og hvor de uhndrede kan gøre som de vl, maaske kke Guds sjette og syvende Bud saaledes efterlevet som det sg bør. Gud véd bedst alle Tng. Allgevel saa jeg Børn hos vore Folk, (jeg mener døbte Grønlændere), der boede ved Købstaden og som var Bastarder, jeg vl dog kke sge alle. De fremmede Natoner købte ogsaa Tusndvs af Tobaksdaaser af Sknd, som var lavede med saadant Mesterskab, at man maatte undre sg derover. De benyttes tl at forvare Røgtobak. Tl Klædebrug købte de Kjoler af Sælsknd, forede med Rensdyrsknd, nogle brugte ogsaa forede Rensdyrskndskjoler, forfærdgede efter udenlandsk Mønster, lgeledes Skndtrøjer, Benklæder, Støvler og laadne Strømper af samme Slags, alt godt gjort. Tran køber de ogsaa. Alle dsse Varer betaler de meget højere end de Danske, saaledes gver de for 5 Rævesknd en llle Kobberkedel, og al anden Betalng. De Danske betaler for 70 Rævesknd en gammel Bøsse, som ser godt ud, da den er nylg blevet oppudset, men naar Grønlænderen begynder at bruge den, saa duer Staalet og Laasen kke,

28 14 saa de nødes tl paany at betale, for at den kan sættes Stand hos Købstadsfolkene. Nu vl jeg holde op med at tale om de fremmede Natoner, men vende tlbage tl mt tdlgere Emne, nemlg Isen Grønland. Jeg var altsaa Sønden for Landet; efter Skbsførerens Udsagn var der 15 Ml tl Land. Mod Syd og Sydvest saa jeg, at der lgesom laa Krgsskbe Hundredevs, ja Tusndvs. Jeg saa store Borge, jeg saa høje Fæstnnger, Krgsskbene skød med saa forfærdelgt Knald, at jeg har aldrg hørt noget lgnende fra Kanoner. Det sang for mne Øren. Men snart blev jeg overbevst om Vrkelgheden og at de Danske narrede mg; 1 ) jeg havde jo ogsaa en Byrde paa mn Samvttghed, naar jeg hukom Island og hvlken Grund der var tl mn Bortrejse. Jeg saa paa Land de høje Bjærge og en smal Kyststræknng. Skbsføreren kom tl mg og forklarede mg Isens Natur, hvlken jeg Begyndelsen kke vlde fæste Ld tl. Da v talte herom, saa jeg to Skndbaade og en Mand hver Baad, som raabte og sagde Omasuak" tre Gange, hvlket betyder: fæste O, du store Skb." V gav dem et Tov for at Baadene og tog dem op paa Dækket. Søen var meget høj. Dsse Grønlændere skulde ledsage os nd tl vor Havn. De blev søsyge begge to og brækkede sg. V laa tre Dage ud for Landet; paa den fjerde kom v nd Havnen, som kaldes Frederkshaab. ) Det har altsaa været Isbjærge han saa, og Larmen fra dem han hørte, naar de kælvede.

29 15 Da aabnedes mne Øjne, saa at jeg kun havde Anger og Sorg for 1 Øjnene. Købmanden Dalager ) kom om Bord og bød os velkommen. Jeg gav mg tl at tale med mn Landsmand Gudmund J ør gensson fra Mdfjorden. Han var storsnudet og lod som om han kke kunde tale Islandsk, da han havde været borte fre Aar. De Danske, som skulde være mne Fæller, kvedes og drak Brændevn. Købmanden truede dem med Straf og Præsten prækede for dem, men der var ngen Undtagelse. Naar der skuldes arbejdes, blev v Islændere satte dér, hvor ngen af de andre vlde være. Jeg var lgesom et Fængsel; der var lang Vej hjem tl Island, og hvorhen skulde jeg flygte? Allevegne fra lød der Eder og Forbandelser. Naar jeg gk ud, saa jeg snedækte Klpper og Is og Eskmoer. Naar jeg vlde bede tl Gud om Hjælp, blev jeg holdt for en dum Nar, kort sagt, jeg skulde fornægte Gud og hans hellge Ord. Jeg slog Sorgen hen med Drk, men allgevel var der dog en Tng, som holdt mg tlbage herfra, den Gud bedst véd. Den første Morgen begyndte v at losse Skbet og Assstenten med at slaa os, for at forebygge, at v kom Haarene paa hverandre, medens v var Kompagnets Tjeneste. Brændevn fk v nok af, men de, som havde nøje Kendskab tl denne Tjeneste, var dog alle blevet kede af at arbejde dér. Købmand Dalager rejste hjem, men forhenværende Assstent Wulff blev hans Efterfølger. Han havde ) Købmand Chrstopher Carl Dalager ( ), Overassstent ved Jakobshavn 1771, døde som Leder af Handelen og Hvalfangsten ved Klokkerhuk 1799 efter 53 Aars Tjeneste Grønland.

30 16 været Matros Knafart, men han vdste kke Besked om nogen som helst Tng, uden med ugudelgt Levnet. Da han blev Købmand, sagde han som Roboam, at hans mndste Fnger skulde blve tungere end hans Faders Hænder, og at Dalager havde været altfor god mod os, men at han vlde lære os at bøje os under ham og være lydge. Den Stakkel, som skulde være vor Præst, var norsk; han var en stolt Mand, men havde ngen Klæder og maatte af en hjemrejsende Købmand købe grønlandske Klæder, som denne havde ladet sy tl Tl Foraaret ventede han sn sg. Kone, som var Skomagerdatter. Dsse to Lømler behandlede os meget haardt denne Vnter. Præsten holdt altd Gudstjeneste ved Mdnat og ved Sextden hver Morgen; de, som da kke var staaet op, maatte vente Straf. Kulden var meget streng, endskøndt v lagde saa meget Kakkelovnen, at v ved Ilden kunde tænde vore Pber nden v gk Seng, sædvanlg ved Mdnat; men allgevel før Sextden om Morgenen var Isen bleven saa tyk paa Vnduesruderne, at v kke kunde se om det var Nat eller Dag, og Loftet oven os var at se tl som dækket af Is. Allgevel maatte v fra vor kolde Stue gaa nd en anden for at synge danske Salmer, af hvlke jeg kun forstod ldt den Gang. V fk hver Maaned uddelt vor Kost, som bestod af 5 Pund Smør, 4 Pund Flæsk, 8 Pund Kød af jydske Gammelkøer og 28 Pund Skbsbrød, derhos en Tønde 01 tl 9 Uger, og Brændevn hver Morgen, naar Købmanden fandt det passende for os. Efter at v havde losset Skbet

31 17 og lastet det gen med Varer fra Spækhuset, Sælhundetran og andre Varer, mest Sknd, Hvalbarder, Rævesknd og Haresknd, skulde v op Mo- sen for at skære Tørv tl Brændsel om Vnteren. Ved Ntden spste v Vandgrød, der smagte godt, naar v havde Smør at komme den, men hvs v ntet havde, fk v kke mere, før Tden var udløben. Hver Trsdag og Torsdag blev der kogt Kød for os med Ærter en tl, Pægl tl hver; dette lavede Kokken tl Mddag. Hver Mandag, Onsdag, Fredag og Lørdag fk v Grød, hvlken v kunde komme 01 eller Smør efter Behag. Naar v bestlte noget, skulde v have en Dram, naar Købmanden havde Brændevn. Lgeledes skulde der være 2 Tønder Brændevn om Aaret tl 9 Mænd. Jeg solgte mt Kokød tl Præstekonen for Krudt og Bly og undertden Synaale. Naar v havde skaaret Tørven, skulde v ud tl Øerne langs med Landet, 15 eller 18 Ml, for at søge Drvtømmer tl Brændsel. V var da 4 5 Uger borte hjemmefra. Undertden manglede v Mad og maatte skyde Fugle, Ænder, Ryper og Harer. Tdt kunde v kke komme frem for Is, naar Vnden blæste fra Syd, hvlket ofte hændte. V kunde oppe fra de højeste Bjærge kke se saa meget aabent Vand, at en Fugl kunde sætte sg derpaa. Isen kunde gaa bort én Nat, saaledes at v kunde fortsætte vor Rejse, men den kunde ogsaa lgge en Maaned, saa at Købmanden maatte sende Grønlændere tl os med Fødevarer paa deres Smaabaade, der er saa lette, at Indbyggerne kan bære dem paa Hovedet som en let Byrde; de kan

32 18 ogsaa sove dem paa Land, for de er omvklede med Sknd. Nederst Bunden er der dobbelt Hundesknd. Grønlænderne har paa Overkroppen en Skjorte af Fuglehamme med Fjerene nd mod Kroppen, ovenover den har de en Trøje af Rensdyrsknd, som er saa varm, at selv om de var ude den største Frost, som kendes her Landet, vlde de kke tage nogen Skade; ved Trøjen er der fæstet en Hætte. Der ovenover har de en vandtæt Skndkofte med Hætte. Naar de paa Vejen kan fange Sælhunde og Fugle, har de det godt, th de smalle Strmler med spser Sælhundespæk skaaret Skndet paa, hvlket er deres bedste Føde; de spser Hjærtet, Lungen og Leveren raa, og Blodet drkker de uden at lade det tlberede. De tager aldrg paa Rejse uden at føre smaa vndtørrede Sld og Sælhundespæk med sg. Saaledes er deres Føde. Jeg kender Grønlændere, som har gode Kræfter, endskøndt de undertden lder af Mangel; Prøver herpaa har jeg set med egne Øjne. Efter at v var hjemkomne gjorde v os tlgode efter den lange og besværlge Rejse, og naar Brændevnen begyndte at stge tl Hovedet, vlde enhver være den største, hvoraf fulgte Uenghed, Eder og al Slags Skænder; undertden maatte Straffen stfte Fred. I mn Td var det daarlgt at være Grønland paa Grund af, at man ansaa Landet for meget slet, og det var vanskelgt at faa Folk derhen. Dette sagte man den Hensgt, at Købmanden og Præsten kunde have frt Ophold hele deres Levetd, naar de havde boet dér den fast-

33 19 satte Td, som for Præsten var 6 Aar; derefter skulde han have det bedste Præsteembede, men hvs ntet saadant var ledgt, Kongens Penson, som er 300 Rgsdaler. De gør ynkværdge Beretnnger om de Kvaler de har maattet udstaa, og dog har en Bskop Island kke saa gode Dage som de. De er sendte derhen for at opdrage dsse Hednnger, føre dem paa Salghedens Vej, efter hvad deres Kaldsbrev udvder. De gaar Skole eller gk hos salg Herr Egedey som opholdt sg dér 14 Aar hos sn salg Fader, Hans Egede, som var Præst men Norge, fk aabenbaret en Drøm, at han skulde krstne Grønlænderne. Efter mn enfoldge Menng vlde jeg ønske, at det aldrg var sket, th de, som nu varetager deres Undervsnng eller hvad jeg skal kalde det, gør sg den Skændsel, at Hednngerne efter Naturens Love vel kan overbevse dem om deres ugudelge Levnet. Naar Hednngerne er kommet under deres Varetægt og Undervsnng, lærer de med det samme at drkke Brændevn, drve Hor, stjæle, lyve og gøre Nar af andre. Præsten bryder sg kun ldt om dem; Degnen har det sværeste Arbejde med at lære dem at læse, og naar de er naaet saa vdt frem, gaar de nd Præstens Stue og læser for ham en Gang om Ugen om Vnteren. Om Sommeren gaar hver tl st Arbejde; de, som er fra Nord, gaar mod Syd, og de fra Syd mod Nord, begge paa Rensdyrfangst, med Koner og Børn og alle deres Ejendele, samt deres Hunde. Naar de er borte fra deres Hjem, lader de deres Vnterføde blve hjemme, som er smaa

34 20 Sld, Spæk og Sælhundekød, der lgger nedgravet Grave, og de behøver kke at frygte for, at nogen stjæler fra dem, th den Synd, at den ene stjæler fra den anden, foragtes af alle Hednnger. Men hvs de kan se deres Snt tl at stjæle fra Købmanden eller fra de Fremmede, blver det kke anset for Synd, for de er jo rge og de stjæler jo dem selv ved Køb og Salg. fra Denne Rensdyrfangst, hvlken saavel de krstne som de hedenske Grønlændere deltager, Mkkelsdag, men nden de rejser varer tl hjemmefra, fanger de saa mange smaa Sld, at de med Koner og Børn har mere end nok for det Aar, omend der fndes de hedenske Grønlændere, som har 2 eller 3 Koner at forsørge og, hvad der er endnu mere, deres Mand har dem alle lge kære, og de forlges godt ndbyrdes. Naar Rensdyrjagten tager Ende eller slaar fejl, blver Tden kke unyttet, men saa begynder de paa Sælhundefangst, og de kommer hjem med Baaden fuldlastet af Kød; denne Baad har en ndre Bygnng som andre Skbe, men er overtrukken med Sknd; der er gerne tre Aarer paa hver Sde. Den er lang og smal, saa lang som udenlandske Fskerbaade. I høj Søgang er der to Kajakker paa hver Sde, for at den kke skal kæntre. Naar Baaden har været paa Søen to Dage, maa den tørres den trede Dag. Baaden roes af Kvnder, men en Mand sdder ved Roret. De benytter 2 Sejl af Sknd; den ene Mast er mdt Skbet, to Horn den anden Forstavnen; der fndes ogsaa af Træ, for at hndre, at Baaden blver beskadget

35 21 af Isen. Naar de træffer hverandre, de, som kommer fra Syd, og de, som kommer fra Nord, hver med sn Føde tl Vnteren, blver der stor Glæde paa begge Sder. De opslaar deres Telte tæt Nærheden af hverandre, tager Trommerne frem, som bestaar af Tøndebaand, hvorover der er strakt Sknd uden Haar, og de bruger en Træpnd tl at slaa med paa Skndet, kke stærkere end at man lge kan høre det. Alle Kvnderne er med, naar denne Leg begynder, Spllemanden synger selv og alle Kvnderne med; naar de kommer tl Hovedordene denne Sang, blver Spllemanden lgesom ude af sg selv og er nærved at falde Afmagt, saaledes at Kvnderne alene maa holde Sangen gaaende. Naar Spllemanden kommer tl sg selv gen, tager Grmaser med han atter fat paa Trommen, gør Ansgtet og vrder alle Legemets Lemmer. Jeg kunde kke forstaa Menngen af denne Leg, men med mg selv antog jeg det for at være en hedensk Forlystelse. Derpaa begyndte de at vse hnanden deres Fangst og Rgdom, og tlsdst blev det hele tl et Glde. Denne Sammenkomst kunde vare 3 4 Dage. Retterne bestod af: 1 vndtørret smaa Fsk, 2 raaddent Sælhundekød, 3 vndtørret Sælhundekød, 4 kogt Sælhundekød, 5 Sælhundeblodsuppe, 6 Rensdyrstarmeskarn med Spækstykker, 7 sorte Bær med Sælhundespæk, 8 Ulkesuppe med Tran, 9 spselge Alger af den Art, som fndes Tangen med lange Blade, 10 tørt Harekød. Retterne er vstnok flere, men jeg har glemt dem. Saa tog hver hjem tl sg selv, for saa begyndte

36 22 Sælhundefangsten, mens Kvnderne sætter Husene Stand, for at de kan være varme. Paa den Td havde v ngen Ro Købstaden, for naar de begynder med Sælhundefangsten, kommer de strax tl Købmanden, og saa maa Baaden ud med Assstenten og 5 6 Mand. Dette varer saa længe Søen er aaben. V maatte rejse 12, 17, 18 Ml bort, hver af os med sn Mad, st Tæppe, Hovedpude og Underdyne. Hvor der var en daarlg Havn, vogtede v Baaden efter Tur, dog havde v altd Bøsser og Sabler med os, hvs der skulde forefalde noget. Naar Købmanden kke selv var med os, købte v alt, hvad v kunde faa, saasom Sknd tl Klæder; men Rævesknd turde v kke købe, th selv om de tav, der solgte dem tl os, vlde Købmanden dog erfare af andre saavel Prsen som Tallet paa Ræveskndene, saa at han havde hørt det v maatte da aflevere længe før v kom hjem, og dem tl ham eller mste vor Løn. Han vdste og- hvorledes v var kommen ud af saa meget godt, det med hverandre paa Rejsen, hvs nogen af os havde efterstræbt de grønlandske Pger og saa Fald hvem. Grønlænderne er saa hurtge paa Vandet som Fugle Luften; de er kke længere om at ro Ml deres Skndbaade end v 2 Ml vore. Denne lange Vej roer de uden at have noget vgtgt Ærende, maaske kun to Ryper, den ene tl Købmanden, den anden tl Præsten, og faar maaske kun 2 Tommer Tobak gen og Rejsen har maaske været 16 Ml. Der er dem, som roede for os tl Godthaab,

37 23 30 Ml, for 4 Kager og en halv Alen Tobak, men paa Rejsen fangede de saa tl Føden enten Sælhunde eller Fugle. Naar de kom hjem, var de Købstaden, hvs kun Stand tl ugevs at gaa der gaves dem en Tomme Tobak, og forsømte saaledes Sælhundefangsten. Naar en Grønlænder har fanget en Sælhund, gaar han tl aldrg Søs saa længe der er noget tlbage af den, men drver Tden hen hos Præsten og Købmanden, th om han end har Spæk at sælge, faar han dog kun ldt derfor, maaske et Skud Krudt; for et Pl jern gver han Købmanden Spæk af 4 Sælhunde, men Prsen paa et Pljern er kun 6 Skllng. Naar Grønlænderne har saa meget Spæk, som strækker tl at brænde Lampen og tl Føden Resten af Vnteren, saa har de kke godt af at eje mere. Dengang jeg var Landet og Grønlænderne havde fanget Sælhunde, kunde de kke komme tl Købmanden, naar Isen var halvsmeltet, saa at Spækket var fordærvet, da Foraaret kom og v besøgte dem, de er nemlg bange for halvsmeltet Is, da det har hændt, at de har mstet Lvet under saadanne Omstændgheder. Dermod agter de kun rnge den høje Brændng, endskøndt Søen vælter Baaden, men de er lgeglade, hvs kun de har én Aare tlbage. Naar en Dreng er Aar gammel, er det hans største Fornøjelse at være dér, hvor Søen gaar over Skærene, og saa at lade Søen bære dem over Skæret; maaske kæntrer hans Baad 2 eller 3 Gange, men det fnder han kun morsomt. Naar de kommer ud tl det Skb, der lgger Havnen, og de Danske

38 24 beder dsse Drenge at vælte deres Baad, saa gør de det gerne for en Synaal, jeg kan skkert sge t Gange, th naar Hovedet er under, vender de sg om ved Hjælp af Aaren saa at de slet kke blver vaade, da altng er vandtæt; de stopper vstnok Hvalbensknapper Næserne og holder Munden lukket. Nogle Danske forsøgte at ro dsse Baade, men kunde ej lære denne Kunst. Gudmund Gudmundsson vlde ogsaa lære den, men hans venstre Arm gk af Led og blev aldrg saa dygtg som før hele hans Levetd. Dette skete da v var Frederkshaab, hvorfor Wulff erklærede, at enhver af os, som roede en Skndbaad, skulde straffes paa Kroppen og betale Penge tl de Fattge, saa at ngen vovede at gøre det; tl denne Færdghed kræves ogsaa daglg Øvelse fra Barn af, lgesom ogsaa tl at skyde med Ple, hvortl behøves daglg Øvelse, og selv om Grønlænderne kke ser noget Bytte, skyder de allgevel for at være skrere paa Haanden, naar det behøves. De har ogsaa benyttet Plebue; Vngerne er af Hvalrbben og Plene af Hvalben. Jeg talte med en gammel Grønlænder, som fortalte, at han havde skudt 2 Rensdyr, som stod tæt sammen, ét Skud. Nu er Bøsserne traadt Stedet for og benyttes Almndelghed. En 10 Aars gammel Dreng er nu lgesaa skker med sn Bøsse som med sn Pl, sær naar Bøsserne er gode. I Frederkshaab var der mange Drenge, der gk ud med vore egne Bøsser for at skyde Ryper og Harer tl Julen, undertden fk de god Fangst. Dsse Drenge gk hos Kokken og var glade over at nyde

39 25 denne Ære for slet ntet; de Danske var aldrg saa dygtge som dsse Drenge. Vor Assstent Rudergo, som døde paa Rypejagt, blev overfaldet af en Snestorm, og blev kørt hjem paa en Slæde med 6 Hunde for. V kørte tdt med dem op tl Angelkfjorden, som er 10 Mle lang, naar der her fskedes Helleflyndre. Undertden fskede Grønlænderne Rødfsk, som var meget større end de, som fskes her paa 150 Favne Vand. De lavede Snehuse ved Vaagerne, benyttede Hvalbarder som Snører ved at knytte Enderne sammen, hvlket kke var noget Hastværksarbejde. Helleflynderne var for største Delen sorte paa begge Sder og var meget fede; th naar de skulde tlberedes, blev de som en Suppe, sammenblandet med Kogevandet.Jeg fangede ogsaa en Smaa- Torsk paa samme Dybde, men den var meget mager. Kort sagt, der var kke noget Fsker hos os, undtagen Ulker og dsse Lodder, 1 ) som jeg har omtalt. Heller kke var der mange Fugleæg. Jeg købte en Gang 7 Andeæg af en Grønlænder Godthaab, saaledes hedder deres første Købstad, som Frederk den 4de ndrettede. Han vlde prøve paa at krstne Landet, og den Hensgt fk Slaver eller Fanger Kjøbenhavn den Befalng, at de skulde tllgemed Kvnder fra Spndehuset møde Soldaterkrken og med tlbundne Øjne skulde hver Slave vælge sg en Kone blandt dsse Kvnder. De rejste tl den l ) Lodden, en af de mndste Laxearter, hører hjemme det nordlge Ishav, men færdes store Stmer. Den er af stor Vgtghed som Agn.

40 26 omtalte Købstad, men da de kom derhen, blev Landet dem altfor koldt tl at leve paa Slavekost, og derfor døde dsse Stakler. Jeg har set deres Grave. Dette skete mn Ungdom. Jeg hørte omtale, at der skulde udtages Folk Island tl denne samme Plads Grønland. Købstaden Godthaab er bedre end den, jeg boede. Der var Pastor Egll Thorhallason 1 Præst ) og Provst og dér boede ogsaa Gudmund Gudmundsson. Der var en Mængde Edderfugle, og Arbejdsfolk havde stor Fordel af at tage deres Æg og Dun, saaledes kunde Gudmund sende Edderdun tl Købmanden Stykksholm. 2 ) Dette afskaffede Pastor Thorhallason, hvlket kke blev godt optaget, da det kke angk ham, men for at komme Gunst hos Kompagnet skrev han tl Bestyrelsen og raadede tl, at Dunene skulde lægges tl Handelen. Derefter blev denne uretmæssge Handel afskaffet under Straf. Dette var det fornemste, som denne slandske Præst udrettede Grønland. Alle de andre Præster, som var danske, brød sg kke noget om Handelen, og Islænderne vlde kke nogen Henseende være bedre end Danskerne. Nu er denne Præst død og begravet, men Mandens gode Rygte lever, om end han selv er død. Jeg tog ud paa en Rejse efter Drvtømmer, dels tl Bygnng, dels tl Brændsel. Paa denne Rejse traf v mange Grønlændere, og jeg maa tlføje hvad ) En Islænder, sdst Præst tl Bogense Fyn ( ). Af ham forelgger der nu trykt (Kbh. 1914) Beskrvelse over Mssonerne Grønlands sendre Dstrkt. Overs. Anm. *) En Handelsplads det vestlge Island. Overs. Anm.

41 27 jeg glemte, da jeg beskrev deres Flytnng. Da v havde 5 Ml tl Købstaden, blev Vnden os mod, saa v maatte lægge tl ved en og overnatte dér. Der laa Grønlændertelte; v gk derhen, men hørte ntet uden Graad og Hyl. Alle Kvnderne sad Klynge og Mandfolkene lgeledes for sg; alle græd de. Kvnderne græd som naar Hunde tuder, men Mandfolkene var mere stlle. Aarsagen var den, at de Sydlandske og Nordlandske, som ejede dsse Baade og var Slægt med hverandre, kke havde talt sammen længere Td, og da de begyndte at tale om Tden og om det der var sket, sagde mange dsse Mænd havde boet sammen af de Danske, at en sydpaa, omend det var længe sden. Grunden tl deres Graad var Tabet af Slægtnnge og Gftermaalsbryderer. Saa længe v var oppe, hørte v denne Sørgen, og hele Tden mdt Sorgen lød Navnet Angegok; det er deres Spaamand eller Præst, som Hednngerne troer paa, og hvad der er det utrolgste, denne Hednngs Spaadomme falder mange ud. Alle Præster Grønland Gange rgtge er fjendtlg stemte mod ham og kan kke forstaa, hvorfra hans Vsdom stammer, eller at en Hednng kan være godt underrettet om gudelge Tng, det vl sge: kan spaa om hemmelge Tng. Præsten Godthaab, Herr Brun, var ofte ueng med dsse Angekokker eller Spaamænd. Dog hørte jeg sge, at Grønlænderne havde dræbt en af dem paa Grund af en urgtg Spaadom. Dsse Spaamænd er Hednngenes Idol, med hvlke de raadfører sg særlg Nød og Vanskelgheder. Men deres ypperste

42 28 og største Gud er Nalegasuak, der har skabt Solen og styrer Hmmel og Jord og som gør alt godt. Den anden er Tornasuak, Underverdenens Gud, som kke gør andet end hvad der bedrøver dem, saaledes slet Vejr og Nærngsbrugets Forrngelse saavel tl Søs som tl Lands, og denne Gud er de bange for. De sger, at Hmmelens og Jordens Gud gver dem en dejlg Jord at være paa, naar de dør, og der fndes saa mange Sælhunde og Fugle, at de paa en Dag kan fange mere end her et helt Aar; den Jord skal ogsaa være meget grøn og blomstrende med alle Slags Frugter, som Sortebær, Blaabær og Enebær, foruden en Mængde Rensdyr, Ha- Dette er Grunden rer, Ryper og andre Landfugle. tl, at de, naar de dør, lader sg ndsætte Hytter, bygget af Stenflser oppe paa de højeste Bjærge tllgemed deres Skndbaade, lgesom de var levende, deres bedste Klæder og med deres Fangstredskaber. Jo højere Bjærget er, jo bedre, efter deres Menng. Naar de bæres derop, lyder der kun Sorg og Klage. Jeg har aldrg hørt nogen Naton sørge saa ynkelgt som Grønlænderne, sær Kvndernes Sorg overgaar alt, th de har kke let ved at styre deres Snd, og denne Sorg varer kke en Dag eller en Maaned, men lge tl deres Død. Godt Exempel herpaa var en Kone Nærheden af Købstaden, en Enke ved Navn Helvg; hun gk paa alle fre alle de Aar, jeg var der, og havde dog ngen Børn, der levede. Med hende havde Halldor Erksson et Barn, efter hendes Udsagn, endskøndt han kke vlde vedgaa det; hun var baade døbt og kunde

43 29 sn Kateksmus, lgesom andre gfte Kvnder Nærheden af Købstaden, som Bødkerens, Degnens og Jon Jonssons Hustru. De vlde alle raade sg selv, naar det gjaldt, men var ellers meget lydge og ydmyge, naar alt gk godt. Jeg kendte en grønlandsk Præst, født Jylland; jeg talte engang med ham Sjælland, hvor han havde faaet Præsteembede. Han var gft med en grønlandsk Kone, med hvem han havde levet sammen Ægteskab Grønland det mndste fem Aar. De havde faaet to Børn, en Dreng og en Pge, som hun begge gav De. Ægtefællerne enedes meget godt, men da hun var ukendt med Landets Forhold, maatte Præsten tage en Husholderske, som skulde tage mod Præster og andre højere stllede Folk, naar han selv kke var tlstede, lgeledes forestaa Husvæsnet og varetage alle Fornødenheder Præstegaarden, som Præsten selv kke kunde, th den grønlandske Frue vdste kke Besked om saadanne Sager. Da Husholdersken var antaget, blev Madammen underlg st Væsen og sne Ord, saa at Præsten maatte gaa af Vejen for hende. Hun havde Kræfter som et Mandfolk, men hun syede bedre end nogen anden Kvnde saavel Klæder som Lærred. Denne hendes Vrede tog kke af, men snarere tl; hun begyndte saa at gaa om Sognet, gk over Søer og Sumpe, endskøndt hun blev vaad tl over Mden, og sang højlydt, uden at nogen af Sognefolket kunde forstaa, hvad hun sang, da hendes Sprog var uforstaaelgt for de Danske. De Bønder, som hun kom tl, maatte føre hende tlbage tl Præsten,

44 30 men paa Tlbagevejen sang hun hele Tden, og Bønderne fortalte mg, at hun ofte havde taget dem over Ryggen og rystet dem; men mest bange var de for Knvstk eller anden Vaade, efter hvad de sagde. Dette hændte mange Gange efter Husholderskens Ankomst; men Præsten maatte fnde sg hendes Levemaade og tlsdst at hun rejste hjem tl st Fædreland, først tl Kjøbenhavn og derpaa hjem 600 Ml over Havet, alt paa hans Bekostnng. Men da hun var bortrejst, kom Bskoppen paa Vstats og hørte denne Sag omtale; han truede da Præsten med, at han skulde mste st Embede, hvs han kke hentede sn Hustru gen. Dette fortæller jeg for at bevse mn Paastand om Grønlænderndernes stve Snd. Nu slutter jeg hermed og vl gen tale om de grønlandske Spaamænd, og da sær om deres Embedsforretnnger angaaende Gftermaal. Naar en Ungersvend vl gfte sg med en Pge, hvlket først naturlgvs er bragt paa det rene mellem dem selv, skøndt al Hemmelghed, saa gaar han tl Spaamanden, underretter ham om sn Beslutnng og ønsker hans Nærværelse og Embeds Udførelse af Ægteskabets Forberedelse; saa blver der fastsat en bestemt Td, tl hvlken Spaamanden paatager sg at møde. Naar den bestemte Dag kommer, samles mange Grønlændere, sær Venner og Slægtnnge. Gfte Kvnder samles for sg og gfte Mænd for sg, lgeledes ugfte Pger og Ungersvende. Saa blev der talt nogle Ord, som jeg kke forstod, ndtl jeg saa, at den unge Mand gk derhen, hvor de

45 31 ugfte Pger stod, og tog fat Haaret paa en af dem og trak hende med sg tl Spaamanden og sagde: Denne er den, jeg vl have." Nu saa de andre Pger, at hun nødg traadte ud af deres Selskab, hvorfor de kke kunde vredes paa hende, th dette skete mod hendes Vlle, som de let kunde da hun med Vold var bortført fra deres Kres. se, De gk saa frem tl Spaamanden, og han talte mange Ord, det han pegede med Fngrene mod Solen, han mod Stjernerne og Planeterne, lgeledes pegede Jordens Underdyb, hvlket betød Tornasuak, det vl sge, han talte om Hmlenes Gud og Helvedernes Djævel for dem. De andre Grønlændere saa for det meste paa ham. Tlsdst talte han om deres Lykke og Ulykke, saavel tl Søs som tl Lands, deres Børns Antal, deres Levetd, om de skulde leve længe eller kke, hvem af de to, der først skulde dø, og af hvlken Sygdom, og, hvs det er Manden, som levede længst, da om han gftede sg gen. Dette forudsagde han alt saa mange Menneskers Nærvær, som kunde høre hans Ord. I mn Td var der kun to Spaamænd, jeg hørte omtale Grønland, den ene Nord Landet, den anden Syd paa. Det hænder, at de maa paatage sg Mles Rejse for dette Gøglers Skyld. De har ogsaa bevst deres Sanddruhed, Grønlænderne bevdner. Herefter begyndte saa efter hvad Gldet med samme Slags Retter som før er be- desuden Snustobak. De Stakler ken- skrevet, og der kke noget bedre end det jeg allerede har omtalt, og er glade med hverandre, uden Kv og Had.