Det kommer mens vi leger

Transkript

1 Det kommer mens vi leger En af de mange skønne ting, Ole Lund Kirkegaard nåede at skrive i sit korte liv, var en artikel i Politiken i 2.juledag Den handlede hverken om den blodige krig i Vietnam, Kronprins Frederiks fødsel, mordet på Martin Luther King, eller de tre astronauter på Apollo 8, der samme år - for første gang i menneskehedens historie - havde kunnet fortælle, hvordan der så ud på månens bagside. Ole Lund Kirkegaards artikel i Politiken handlede heller ikke om juleevangeliet, om glögg eller fletning af julehjerter. Den handlede derimod om, hvordan man sådan en dødsyg 2.juledag, hvor de voksne æder og drikker for tredje dag i træk, bygger sig en eventyrlig hule. Først og fremmest, blev det fortalt i artiklen, skulle man se at komme væk hjemmefra. Ud i den friske luft og få samling på alle kvarterets rødder: Du fortæller dem, at de skal være med til at bygge en borg, og når de hører det, råber de fleste af dem hurra. Nogle af dem råber et meget højt hurra, andre et lidt mindre og nogle råber måske slet ingenting. De, der råber ingenting, skal også være med. Den eneste grund til, at de ikke råber hurra, er nemlig den, at de ikke ved noget om, hvor dejligt det er at bygge en borg. Herefter fulgte en række maleriske anvisninger på byggeplads, materialer, arbejdsplan og arbejdskraft. Grunden til at artiklens forfatter var så ovenud klog på dette hulebyggeri, var, at han - fik man at vide - havde øvet sig forrige jul sammen med seks drenge og et mindre antal piger, der havde været med til at tapetsere: Vores borg indeholder: en fangekælder (til fire personer), en stald (som vi bruger til kaniner), et køkken, tre borgsale og to hemmelige rum. Den har kostet 6 kroner og 30 øre at bygge, og de fleste af pengene er brugt til søm og sodavand. Og for resten: husk så,

2 mens I bygger, at sætte et skilt op, hvor der står: SKRUP A HÆR BYGGS. Det kommer mens man leger... Det er en urgammel sandhed. Leg er den mest vedholdende kreative kraft i menneskets liv, hvis man forstår at slippe den løs. Det kommer mens man leger Det gjorde det også i Ole Lund Kirkegaards liv. Og ligesom en lang legs koreografi og udvikling er baseret på tilfældigheder og pludselige indskydelser, så var det ikke led i nogen større masterplan, at tandlægens fantasifulde søn fra Møllegade i Skanderborg skulle være skolelærer og forfatter. Som barn havde han kun villet være én ting: Kunstmaler! Lige så stor, vild og verdensberømt som Picasso, der engang havde fastslået at kunst hverken skal forstås eller forklares: "Min kunst er ikke matematik. Forstår man fuglenes sang? Forstår man kartofler? Gennem hele sin gymnasietid på Århus Katedralskole legede unge Kirkegaard med farver, med ord og musik. Og fortsatte med det bagefter. Legede med tanken om at blive præst. Eller sømand. Men endte på seminarieuddannelsen, fordi han i et par længere vikariater havde følt, det var ovenud sjov og livsbekræftende at være sammen med børn i et klasseværelse. Her var en enorm energi og konstant legesyge på spil, der både løsnede og udfordrede lærer Kirkegaards kreativitet. Så han legede sig også gennem læreruddannelsen i begyndelsen af 1960 erne. Legede sig videre gennem sin soldatertid som dragon, hvor legen til hest og bag kanon var så god, at anarkisten nær var blevet officer for livet. Heldigvis mødte han Anne Lise, og så blev de gift og snart også ungt, progressivt lærerpar på den lille landsbyskole i Oue ved Mariager Fjord. Et sted med et halvt hundrede børn og et par lærere, der i årene omkring 1968 blev forvandlet til noget, mente et par lokale stivstikkere, der lignede Thylejren.

3 Jo, det var den danske folkeskole som borg og hule. Kæmpe papmachédyr i psykedeliske farver var opstaldet overalt på skoleområdet, volierer med farvestrålende fugle, totempæle og bålplads i skolegården, tegninger på asfalten, ruderne og væggene. Det er vores hulemalerier, sagde lærer Kirkegaard og så rævestolt ud. Og så blev han pludselig igen tilfældigt forfatter. Han legede sig ind i dansk litteratur gennem en novellekonkurrence i Politiken i Det var historien om Dragen, der på skrift udstøder lyde som BØØØØØØØØØØV!! Den form for leg havde man aldrig før set eller hørt i dansk børnelitteratur. Og året efter, i 1967, debuterede Ole Lund Kirkegaard med Lille Virgil, og så gik det ellers stærkt. På otte år skabte han seks mesterværker i dansk litteratur: Lille Virgil, Albert, Orla Frø-Snapper, Hodja fra Pjort, Otte er et næsehorn og Gummi- Tarzan. Det var bøger i ekspressive ord og streger, skabt på grundlag af det legende samvær med børnene i skolen. Og danskerne var vilde med ham. Selv kritikerne bar ham ind i spotlightet på deres skjolde. Gyldendal trykte det ene oplag efter det andet. Pengene rullede ind på familien Kirkegaards konto i Himmerlands Bank. Det kom mens han legede... Men i de bedste huler kan man fare vild. Og det alvorlige og sørgelige ved historien om Kirkegaards liv er, at han blev væk for sig selv i sin leg. For med de seks genistreger på bare otte år - en utrolig kraftudladning side om side med lærer- og skolelederjob og landsdækkende foredragsvirksomhed - fulgte jo ikke kun dundersuccesen, men også de konstant stigende forventninger fra publikum, fra forlag og fra kunstneren selv. Følelsen af serieproduktion sneg sig ind på Ole Lund Kirkegaard. Stress og accelererende alkoholisme ligeså.

4 Man kan sige at han blev offer for sine egne idealer. Bedre end så mange andre vidste Ole Lund Kirkegaard jo, at leg ikke skal forceres, ikke tvinges frem, men opstå og udvikles af sig selv. Ikke mindst de lege, der skal blive til stor kunst. Det kommer mens man leger... Og når der ikke kommer mere, er det oftest fordi legen er slut. Og når legen er slut, er der så overhovedet noget ved at være menneske? For Ole Lund Kirkegaard var der ikke. Men han nåede at give os, hvad han havde og kunne. Og i stedet for at begræde hans alt for korte liv, der endte som 38-årig i 1979, skal vi glæde os over den rigdom, han nåede at strø omkring sig: Seks klassikere i dansk børnelitteratur plus en suveræn og tidløs opskrift på en 2.juledagshule og -borg. For nogle år siden efter et foredrag kom en dame op til mig og sagde, at hun havde gået i skole med Ole hjemme i Skanderborg, og han havde dengang skrevet i hendes poesibog. Det syntes hun, jeg skulle se. Så jeg fik overrakt en fotokopi af 8-årige Ole Lund Kirkegaards gnidrede skråskrift fra februar Der stod: Poesi, vi ej forstår/ i de meget unge år/ når vi færdig er med skolen/ vil vi lege lidt i solen/ Derfor siger jeg til dig:/ vil du ikke lege med mig? Det er, hvad Ole Lund Kirkegaards liv og litteratur - og denne sublime udstilling, hvor der skal saves, hamres og skrues - i den grad udtrykker: "Vil du ikke lege med mig?" Det er det vigtigste spørgsmål, man kan stille et andet menneske. I årtusinder har det rejst og genrejst hele kulturer og været fundament for både kunst og kærlighed. Og det er et spørgsmål, mange børn og unge i dag har åbenlyst svært ved at stille ansigt til ansigt med andre, og udenfor de lukkede rum og virtuelle fællesskaber, de helst bevæger sig i.

5 Vil du lege med mig? Skal vi bygge en hule? Må mennesket aldrig glemme den sandhed. Det kommer mens vi leger...