Nyhedsbrev Oktober 2007

Transkript

1 Nyhedsbrev Oktober 2007 Nyt fra Den Sikre Vej Glædeligt efterår til alle medlemmer af Den Sikre Vej. Som altid har vi også i dette efterår travlt med på forskellig vis at støtte Camino Seguros arbejde. Det vil vi fortælle lidt mere om i dette nyhedsbrev, hvor vi også sender anden del af Pernille Winther Hansens beskrivelse af hendes møde med Camino Seguro og lossepladsen. Fremvisning af Recycled Life i Aalborg Torsdag d. 8. november vil en af foreningens sponsorer stå for en fremvisning af Recycled Life i Aalborg. Vi havde i foråret stor succes med at vise den oscarnominerede dokumentarfilm om lossepladsen i biografen København og håber, at der også i Aalborg er stor opbakning til initiativet i form at et stort fremmøde. Den flyer, som er blevet udformet til filmfremvisningen, er vedhæftet nyhedsbrevet, og vi håber, at alle foreningens medlemmer vil gøre reklame for arrangementet, især hvis der er nogle af jer der har bekendte i og omkring Aalborg. Vigtigt for barnesponsorer! Ændret procedure for gaver til sponsorbørn allerede fra julen 2007 Som de fleste af børnesponsorerne er blevet underrettet om, så har Camino Seguro ændret proceduren for gaver til sponsorbørn. Dette er blevet gjort for at simplificere arbejdsgangen hos de frivillige hos Camino Seguro, som arbejder med at købe og uddele gaver til sponsorbørn. Der er blevet oprettet en fælles gavepulje, som alle barnesponsorerne kan betale til. Med pengene fra gavepuljen bliver der købt gaver til alle børn på projektet, både til jul, fødselsdag m.m. Det betyder, at du som sponsor en gang om året betaler 30$ til projektet, og det går så både til fødselsdagsgave og julegave til dit barn. Sponsorerne vil stadig få tilsendt et kort og et billede af deres sponsorbarn som tak. Dette træder i kræft med øjeblikkelig virkning og gælder derfor også for julegaver Camino Seguro beder derfor de danske sponsorer om at lade være med at sende gaver, men i stedet overføre penge til gavepuljen. Dette gør I ved at overføre 160 kr. (I er også velkomne til at overføre mere end dette beløb!) til sponsorkontoen. Husk at skrive gavepulje + navn i besked til modtager. Foredrag på Efterskolen i Faxe Ladeplads Den Sikre Vej er i november inviteret ud på en efterskole i Faxe Ladeplads for at holde et foredrag for eleverne. Efterskolen har tradition for at invitere personer med holdninger og noget på hjertet til at holde foredrag, og vi glæder os til at komme på besøg og fortælle om Camino Seguro og Den Sikre Vej. 1

2 Fondsmidler Siden sidst har vi modtaget kr. fra Rockwool Fonden. Frivillig-projekt Efteråret har desuden budt på startskuddet til det Frivillig-projekt, som vi har modtaget penge til fra Tips- og Lottomidlerne. Pengene skal bruges til at tiltrække flere frivillige til Guatemala, og det langsigtede formål er, at de nye frivillige senere vil involvere sig aktivt i Den Sikre Vej. Kampagnen for at få flere frivillige er stadig under udarbejdelse, men vi skal nok holde jer alle opdaterede om projektet. Ny generalsekretær for Camino Seguro I Guatemala tiltrådte Babara Nijhuis i juli stillingen som generalsekretær for Camino Seguro, og allerede nu begynder vi også her i Danmark at kunne mærke den store energi, hun har lagt i arbejdet de første par måneder. Der er udsigt til, at der bliver oprettet et mere formelt samarbejde mellem de støtteforeninger, som findes rundt om i USA og Europa. Det er et spændende tiltag, som ikke blot vil give os inspiration til arbejdet i Danmark, men det er også en mulighed for tættere dialog med ledelsen af Camino Seguro, som vil stå for de månedlige internetbaserede møder mellem støtte-foreningerne. På besøg hos Camino Seguro I september har Julie Oxenvad (kasserer og sponsor/medlemsansvarlig for Den Sikre Vej) sammen med mig været på besøg hos Camino Seguro. Det er længe siden, at vi har været på besøg i Guatemala, og det var spændende at se de mange forandringer, som projektet har gennemgået de sidste par år med egne øjne. Jeg besøget projektet samtidigt med det månedlige forældremøde, og her slog det mig virkeligt, hvor omfattende projektet er blevet. Fra de 40 forældre som mødte op, da jeg selv var frivillig tilbage i år 2000, var der nu hundredvis af forældre og børn, og det er et stort organisatorisk arbejde at få alt til at fungere. Som I kan se på billedet, lagde de frivillige kræfterne i at give børnene nogle gode oplevelser, mens forældrene modtog information og de månedlige madposer. Julie og jeg besøgte også den nye bygning, hvor børnehave, vuggestue og værkstederne (bageri og metalværksted) har hjemme. Sammen med bygningerne er der er lille have samt en fodboldbane. Kontrasten mellem de flotte nye bygninger og lossepladsen udenfor er slående. Det glædede mig at se, at vores støtte er med til at give børnene et frirum, som kan måle sig med standarden i danske børneinstitutioner. Det ser flot ud, men samtidigt er det vigtigt ikke at glemme, at børnenes hverdag udenfor projektet ikke har ændret sig, og der er fortsat brug for støtte til dem i deres indsats for at få en uddannelse. Et faktum som Pernilles beskrivelser i den nedenstående artikel kan være med til at huske os på. 2

3 I dette nyhedsbrev sender vi som sagt anden del af artiklen af Pernille Winther Hansen om hendes oplevelser under et praktikophold hos Camino Seguro. Ligesom i første del af artiklen bliver jeg også denne gang slået af de rammende beskrivelser af virkeligheden for menneskerne i området omkring Guatemalas losseplads og Camino Seguros arbejde. Jeg har det til tider som om, at jeg her i det danske smørhul er meget langt væk fra hverdagen i Guatemala, men Pernilles levende beskrivelser er en rejse til den verden, den som børnene på Camino Seguro lever i som også er en del af den verden vi lever i. Læs den! Med venlig hilsen Marie Sandvad Formand for Den Sikre Vej 3

4 En socialarbejders rapport fra lossepladsen og Camino Seguro, del 2 af Pernille Winther Hansen Et indtryk Jeg står foran et hjem tilhørende en af de familier, som projektet arbejder med. Det er et af mine første hjemmebesøg. Jeg er her sammen med en af projektets socialarbejdere samt en lille gruppe amerikanere, som er her for at besøge projektet. En lille forpjusket og gråstribet kattekilling spærrer indgangen. Jeg bøjer mig ned og aer den på hovedet. Den reagerer ikke, så jeg skubber forsigtigt til den. Den vælter om på siden og bliver liggende, flytter sig ikke da vi går ind. Huset består af to bittesmå rum af blik og brædder. Ca. 15 kvadratmeter i alt. Her er mørkt, trangt, varmt, og der er en gennemtrængende lugt af kattelort. Efterladenskaber og kradsemærker på jordgulvet fortæller hvorfor. Jeg står i husets første rum. Her er et ildsted, nogle gryder, køkkengrej og en rund jernplade til at bage tortillaer på. Der er ingen skorsten, og væggene er kulsorte af gammel røg. På gulvet står en stor gryde med majskerner i blød. Over den hænger en tåget sky af fluer. Kvinden overfor mig er lille og tynd med et træt og fuget ansigt. Hun kigger ned i jorden, som om hun skammer sig, mens hun taler stille. Hun er enlig mor til 6 børn og lever af at bage og sælge tortillaer. Efter hendes udseende at dømme, vil jeg tro, at hun er omkring 50 år gammel. Sandsynligvis er hun mindst 10 år yngre. Bag ved hende er indgangen til husets andet rum. Der er intet andet end en gammel og snavset seng fyldt med tøj. Hun svarer kort på vores spørgsmål, fortæller os om sine børn, og om at prisen på majs er steget så meget, at hun næsten intet tjener på sine tortillaer. Pludselig går det op for mig, at jeg faktisk ikke hører efter. Mine tanker farer i alle retninger... Jeg vil væk! Væk fra stanken og fluerne og tanken om de seks børn, som bor og lever i dette triste, fattige og ulækre hjem! Væk fra kvinden, som stadig står og taler med blikket stift rettet mod jorden! Væk fra amerikanerne som står og ser ud, som om de er ved at kaste op ved siden af mig! Hvad er det overhovedet jeg laver her? Hvorfor er jeg taget til den anden side af jorden for at stå her? Og skamme mig...? Hvor er mine idealer og professionelle distance? Min viden om fattigdom og magtfordeling, globalisering og kolonialisering? Jeg ved det jo allerede... Har læst det og set det; på rejser, i bøger, statistikker, U-landskampagner, fjernsyn, film og blade... Men intet af hvad jeg nogensinde har troet på, læst, set eller hørt ville nogensinde kunne have forberedt mig på dette; at have lugten, følelsen, nærmest smagen af den uendelige håb- og magtesløshed i dette lille mørke hjem så tæt på. Hvem er jeg at stå her, hvid, gringa og så ufattelig rig i forhold til dette. Og så intet gøre...? 4

5 Børnene Mange af børnene lider under store svigt, får ikke den rette ernæring og er underudviklede mentalt og motorisk. Flere har forskellige grader af indlæringsvanskeligheder. Til gengæld for projektets service skal børnene hver dag møde op på projektet, før eller efter skole (børn går kun i skole halvdelen af dagen i Guatemala). Her får de mad, og de er inddelt i klasser, hvor lokale lærere og frivillige arbejder med at understøtte deres boglige og kreative færdigheder, i form af aktiviteter og lektiehjælp. Jeg arbejder ca. 3 dage om ugen i projektets børnehaveklasse. Børnene er mellem 5 og 8 år gamle, kun få af dem er startet i skole. De bærer stærkt præg af deres fattigdom, de kommer ofte i meget lugtende og snavset tøj, har store, betændte og ubehandlede sår og så mange lus, at deres hår er gråt af æg. Generelt er arbejdet med børnene meget præget af deres tilstand og umiddelbare behov. Nogle er meget passive og indadvendte, reagerer næsten ikke når man kontakter dem. Andre er aggressive og har en voldelig adfærd overfor andre børn. En kaster sig konsekvent livløst eller hysterisk skrigende på gulvet, når man beder hende om noget. De fleste er dog meget kontaktsøgende med et enormt behov for omsorg og kærlighed og en stor appetit på, hvad der foregår omkring dem. Projektet har et bredt samarbejde med private og offentlige skoler i nærheden. Socialarbejderne besøger ofte skolerne og indhenter oplysninger om børnenes mødefrekvens, standpunkter m.m. Det er ikke problemfrit at integrere børnene i skolerne. Det er skamfuldt at være fra projektet og ringeagtelsen er høj. På en lille privatskole, jeg besøgte, fortalte forstanderinden, at de fleste af de oprindelige børn blev taget ud af skolen af deres forældre, efter at de var begyndt at optage børn fra Camino Seguro. Socialarbejderne Udover at arbejde direkte med børnene arbejder jeg ca. en dag om ugen med projektets socialarbejdere. Socialarbejderne er bindeled mellem børn, hjem, projekt og skole. De henter de mindre børn, hvis de ikke møder op på projektet, og følger dem til en nærliggende klinik, hvis de er syge. De forsøger at motivere de større til at blive i skolen, hvis de ikke møder op. Det er svært. Ofte vejer familiens behov for at få skaffet mad eller passet de mindste, tungere end forståelsen af vigtigheden af at gå i skole. Desuden udreder socialarbejderne de nye familiers behov og egnethed; økonomi, bolig og familieforhold. Vi besøger og vurderer potentielle familier ud fra et meget enkelt skema; Hvor meget tjener familien? Hvor mange børn er der? Hvad er huset lavet af? Er der gulv? Hvor mange senge har familien? Hvordan laves der mad? Er der indlagt el, vand og kloak? Er der misbrugsproblemer i familien? Er der brødre eller søstre med arbejde eller uddannelse? Projektet modtager mange flere henvendelser fra familier, der ønsker at indskrive deres børn, end der er plads til. En udslagsgivende faktor for om barnet/børnene bliver indskrevet eller ej, kan være om familien er i besiddelse af et gammelt fjernsyn eller stereoanlæg. 5

6 Til sidst Det har været en rystende, hård, skræmmende, lærerig og fantastisk oplevelse at være hos Camino Seguro. Mest af alt har det for mig været et studie og erkendelse af ekstrem fattigdom, og de vilkår mennesker lever under, et sted som Guatemala City s losseplads. Og hvor få muligheder disse mennesker har for at ændre deres liv, i et samfund så langt fra den skandinaviske velfærdsmodels trygge rammer, som det næsten er muligt... 6