Greve Museum Greve Kommune. Årsberetning. Greve Museum

Transkript

1 Greve Museum Greve Kommune 2009 Årsberetning Greve Museum

2 Indholdsfortegnelse Indledning 2 Kulturhistoriske fortællinger 4 Kampen for kulturen og livet 4 Kunstforeningen Køge Bugt og humoren 10 Hvordan gik man klædt i Greve i 1800-tallet? 14 Greve i quilt tolkninger og formidling af museets samling 19 To fotoalbums og et vandværk 21 Indkomster 23 Museale aktiviteter 25 Historieformidling i børne- og familiehøjde 25 Kulturjagt i Køge Bugt 29 Historiefortællende borgerinddragelse på Greve Museum 31 Relancering af Greve Museums hjemmeside 35 Gå på opdagelse i samlingen 37 Udstillinger 39 Arrangementer 40 Diverse administrative afrapporteringer 44 Administration, servicetal og økonomi 44 Nyt magasin og arbejdsrum på østlængens førstesal 51 Greve Museums Venner 53 Projekter og tilskud Udviklings- og arbejdsplaner 56 1

3 Indledning Tiden går, museet består! 2009 er fløjet af sted. Derfor er det ret tilfredsstillende at se tilbage på alt det, der er sket også i det forgangne år. Museets årsberetninger er en vigtig del af museets erindring, ligesom alt hvad vi opbevarer af arkivalier, fotos, genstande med videre bidrager til at fastholde viden fra alle de år, som for den enkelte flyver af sted. Derfor er vores samlinger så vigtige. Og derfor er vores valg af, hvad der skal gemmes i samlingerne en hjørnesten i det faglige arbejde. Vi kan ikke gemme alt, men magasinerne skulle gerne indeholde tilstrækkeligt til at stimulere erindringen og bringe os i kontakt med generationerne før og efter os. I 2009 havde museet den store glæde at få bedre forhold til modtagelse, klargøring, registrering og magasinering af større sårbare genstande, idet vi på museet endelig fik mulighed for at gennemføre vores planer med renovering af førstesalen på gårdens østlænge. Magasinbygningen fik støtte fra Kulturarvsstyrelsen og Greve kommune. De nye lokaler giver os mulighed for at inddrage flere i opgaver omkring samlingerne og dermed hurtigere nærme os vores mål med, at hele samlingen bliver registreret digitalt og forsvarligt opbevaret. Begge årets store udstillinger tog udgangspunkt i museets samlinger. Kampen for kulturen omhandlede 40 års virke for Kunstforeningen Køge Bugt. Museet havde tidligere modtaget en del materiale om denne vigtige lokale kulturaktør og fik gennem samarbejdet med foreningen om udstillingen forøget materialet og forståelsen for foreningens betydning. Det handler to af årsberetningens artikler om. Greve i Quilt tog ligeledes udgangspunkt i museets samlinger i og med, at quiltekunstnerne lod sig inspirere af genstande og fotografier fra museets samlinger til deres tekstilkunstneriske udfoldelser. Det bringer årsberetningen også mere om. Museets samlinger og undersøgelser er grundlaget for vores viden og for udstillingerne, der igen er udgangspunktet for såvel skoletjenesten som alle de mange arrangementer, vi tilbyder borgerne. Og hvis det ikke var sådan, ville museet miste sin særlige berettigelse som kulturinstitution. I en tid hvor der i højere og højere grad tales om, at vi husker og lærer gennem alle sanserne, får museernes særlige styrke i at møde publikum gennem mange formidlingsformer ny aktualitet men giver også nye udfordringer. Greve Museum arbejder med at kombinere mere traditionelle museale formidlingsformer med de mulig heder, som de nye digitale medier giver. Læs fx om Kulturjagt i et af årsberetningens artikler. En af årets særlige aktiviteter har været museets borgerinddragelsesprojekt. Her har vi netop forsøgt at stimulere hukommelsen hos et halvt hundrede greveborgere gennem mange sanser ved hjælp af kollektive erindringsrum med forumteater, dialogværksteder og fokusværksteder gennemført med inddragelse af museets samlinger. Det kan I også læse mere om i årsberetningen. Projektet indgår som led i forberedelsen af en ny permanent udstilling om Greveegnen fra , som skal omhandle både oprindelige greveborgeres og efterkrigstidens tilflytteres liv. Det er kort sagt en udstilling, der skal handle om nulevende personers kulturhistorie, hvorfor vi har fundet det naturligt at ind drage borgerne. For at sikre at alle vores aktiviteter er udtryk for fælles visioner og værdier, og alle understøtter museets mission, har vi i 2009 brugt noget tid på at få formuleret mission, vision og værdier i fællesskab. Hele det faste personale brugte to dage i selskab med en HR-konsulent fra kommunen til at diskutere: Hvad museet egentlig er til for? Hvor skal vi hen? Hvilke værdier har vi som grundlag for vores arbejde og aktiviteter? Efter en længere proces efter seminaret med at få vores diskussioner samlet i korte formuleringer, der kunne videregive museets selvforståelse, er vi foreløbig landet på følgende: 2

4 Mission, Vision og Værdier for Greve Museum 2009 Greve Museum hedeboegnens og forstadens kulturhistoriske mødested Mission Greve Museum skaber grundlaget for, at den enkelte borger i Greve kommune får lyst til at bidrage med og tilegne sig lokalsamfundet kulturhistorie som en del af den nationale kulturarv Visioner Alle skal opfatte Greve Museum som en attraktiv kulturinstitution og forbinde museet med høj faglighed og aktiv oplevelse. Den enkelte borger skal genkende sin egen livshistorie og udfordres af de andres. Værdier Respekt for fællesskab, faglighed, forskellighed Tillid til vovemod, vækst og vilje Sådanne missioner, visioner og værdier er ikke statiske men står til diskussion, i takt med at arbejdet med at leve op til de fine formuleringer foregår. I denne omgang har det været museets personale, der har formuleret sig. Det har vi haft brug for, da 2009 også blev det år, hvor Greve kommune vedtog, at museet fra 2010 skulle overgå til at have en profes i- onel bestyrelse og i forlængelse heraf en særlig kontrakt med kommunen. Museet bibeholdes dog som en kommunal kulturinstitution. Denne nye organisering af museets virksomhed skal etableres nu, og til det formål har vi skønnet, at det ville være godt, at museet gav et bud på mission, visioner og værdier, som en ny bestyrelse kunne forholde sig til. Greve Museum fik en ny kommunal servicehjemmeside i 2009, da museet som kommunal institution skulle have en hjemmeside i kommunens design. Museets hjemmeside er nu delt op i en serviceside og en kulturhistorisk formidlingsside. Den kulturhistoriske hjemmeside får helt nyt indhold i Vi takker alle, der har medvirket til museets liv i 2009 både tilskudsgivere, ansatte, fri villige, vores trofaste gæster og alle dem, som oplevede museet for første gang. Det er en fornøjelse at læse alle kommentarerne i vores gæstebog. Marts 2010 Henriette Buus Museumsleder Greve Harmoniorkester holder midsommerkoncert på museets gårdsplads. 3

5 Kulturhistoriske fortællinger Kampen for kulturen og livet Af museumsinspektør Morten Mortensen Om ikke så mange år kan et besøg hos lægen i Greve meget vel resultere i en recept lydende på et besøg på Greve Museum i stedet for en recept på blodtrykssænkende medicin. Dette fremtidsscenarie er ikke så utopisk, som man umiddelbart skulle tro, for megen ny medicinsk og psykologisk forskning viser, at kulturel aktivitet hænger sammen med et langt, sundt liv. I Sverige har man eksempelvis for nylig afsat 30 millioner kroner til at forske i sammenhængen mellem kultur og sundhed. Og i Danmark er forskerne også opmærksomme på denne sammenhæng, bl.a. på psykiatrisk hospital i Århus. 1 For medlemmerne af Kunstforeningen Køge Bugt er der imidlertid ikke noget nyt i, at kunst og kultur er godt ikke kun for den mentale men også for den fysiske sundhed. Det har medlemmerne vidst siden foreningens stiftelse i Måske er det derfor, at foreningen hurtigt voksede sig stor og meget levedygtig medlemmerne fik det simpelthen godt af at deltage i foreningens mange aktiviteter. Hertil kommer, at foreningens mangeårige formand, Jens Nielsen, tillige var læge, og hans orkester Doctor s Jazz har utvivlsomt gennem årene givet mange mennesker en solid dosis livskraft ved deres utallige koncerter. Da Kunstforeningen Køge Bugt var på sit højeste, var der ca. 600 medlemmer. I dag er det stadig en vægtig forening med ca. 420 medlemmer. Der er selvsagt mange andre årsager til, at Kunstforeningen Køge Bugt blev en toneangivende forening på det kulturelle område i Greve og Solrød kommuner, og nogle af årsagerne vil blive beskrevet i det følgende. En lille foreningshistorie I dag forsøger mange kommuner at brande sig selv i håbet om at lokke virksomheder og tilflyttere til. Nogle kommuner brander sig med sport og idræt, som fx i tilfældet Slagelse og håndbold, og Greve Kommune har forsøgt sig som Danmarks idrætskommune nr.1, mens andre kommuner bruger kulturtilbud som branding, da man er overbevist om, at et rigt kulturliv gør det mere tillokkende at slå sig ned i kommunen. Indenfor de sidste 20 er der da også rundt omkring i kommunerne opstået kulturhuse og ikke mindst spektakulære kunstmuseer o.l. som fx. Arken i Ishøj og Aros i Århus. I Greve har vi Portalen. Men hvordan er alle disse kulturinstitutioner egentlig opstået? Og hvem har stået bag dem? Det er et område, der forskningsmæssigt er ret ubeskrevet, og som nok er en undersøgelse værd. Meget tyder på, at det ofte er lokale frivillige foreninger og ildsjæle, som sætter gang i processen og på et senere tidspunkt får overbevist de offentlige myndigheder og politikerne om, at kultur og kunst er samfundsområder, som er vigtige at støtte. Sådan ser det i hvert fald ud i tilfældet Greve kommune og Kunstforeningen Køge Bugt. Kunstforeningen Køge Bugt blev stiftet den 10. juni 1969 i et Danmark, som undergik store forandringer. Det landbosamfund, som danskerne havde kendt i århundreder, var under afvikling. Parcelhuskvarterer skød op på de tidligere landbrugsjorder og blev befolket med tilflytterfamilier, der pendlede til de store byer. Velfærdsstatens og velstandens vækst tillod nu, at arbejdere og funktionærer kunne bygge deres egne parcelhuse. Det var de glade 60 ere før oliekrise og arbejdsløshed. Den tid, som vi kalder for ungdomsoprørets tid, og som i dag har mytens præg over sig. 1 Artikel i Kristeligt Dagblad

6 Også i Greve og Solrød var disse forandringer tydelige. Mange forholdsvis unge familier flyttede til de nye forstadskvarterer langs Køge Bugt. Her måtte de selv skabe nye fællesskaber og aktiviteter ikke mindst på kulturområdet. Hvor meget oprør og gang i den, der så var i Greve og Solrød, da de unge familier flyttede hertil, er spørgsmålet. I hvert fald var der en kreds af tilflyttere, der syntes, at der manglede noget. Derfor blev Kunstforeningen Køge Bugt stiftet med det formål at udbrede kendskabet til og stimulere interessen for litteratur, den bildende kunst og musik samt for aktuel debat. Gang i den og debat - det kom der. Op gennem 1970 erne og 1980 erne groede foreningen på bedste græsrodsvis og blev en med - og modspiller i det lokale kulturelle landskab, som ikke var til at komme udenom. Foreningen var yderst aktiv i kulturdebatten, igangsætter af happenings, udstillinger, foredrag, debataftener og meget mere. Med tiden handlede det ikke kun om det, man forstår ved den klassiske kultur: billedkunst, musik og litteratur. Foreningens kulturbegreb udvidede sig til at handle om andet og mere end kunst. Kultur blev for foreningen også de omgivelser, man levede og boede i. Naturen og det fysiske miljø - de kulturhistoriske spor i bebyggelse og landskab, - alt dette var noget, man begyndte at kere sig om og kæmpe for. Og den selvforståelse, der lever i foreningen, fødtes med stikordene: kunsten ud til folket, plads til alle, professionelle og amatører arbejder og udstiller side om side. På mange måder kan man sige, at selvforståelsen i Kunstforeningen Køge Bugt var et rent barn af 1970 ernes antiautoritære strømninger. I overensstemmelse med denne ånd gjorde foreningen op med det selvhøjtidelige og elitære i kunstverdenen. Ud kom pindemadder og sherryglas. Ind kom håndbajeren i tråd med, at kunsten og kulturen skulle ud til folket. Alt var til debat, og intet var for fint til, at det kunne diskuteres. Især stod kommunens manglende kulturpolitik ofte for skud. De første erfaringer med at virke kulturpolitisk og aktivistisk gjorde medlemmerne allerede i 1971, da en landboejendom i Nældebjerggård kvarteret skulle rives ned. At en bevaringsværdig egnstypisk bygning blev jævnet med jorden, fandt Kunstforeningen Køge Bugt så nedslående, at en stor happening blev arrangeret. Her kom bl.a. kunstneren Jens Jørgen Thorsen, to bulldozere og et klaver i sving. Næsten tusinde tilskuere mødte op. Egentlig formelle aftaler og tilskudsordninger fra kommunen har foreningen aldrig haft. Man har klaret sig med underskudsdækning og gratis lokaler, som medlemmerne har haft adgang til via et stort personligt netværk. Således var foreningen i flere år repræsenteret i Folkeoplysningsudvalget uden selv formelt at være godkendt, og anvendelsen af Portalen har gennem alle årene hvilet alene på en mundtlig aftale. Kunstforeningen Køge Bugt har altid været en meget selskabelig forening og for mange af tilflytterne stedet, hvor man kunne møde andre mennesker og få venner. Sjældent har man i foreningen ladet en lejlighed gå fra sig til at feste, selv generalforsamlingerne har altid været et tilløbsstykke med mange festlige traditioner. Fra 1975 blev Jersie Forsamlingshus rammen om festlighederne. Her var og er stadig plads til de ofte over 100 fremmødte medlemmer, og køkkenkapacitet er i orden til at tilberede den traditionelle spise - Forloren Skildpadde som stadig serveres før formandens beretning. Bagefter er der udlodning af de kunstværker, som foreningen køber, hver gang en udstilling har været afholdt. Til sidst uddeles foreningens vandrepokal til et medlem, som har gjort en særlig indsats. Vandrepokalens udseende symboliserer foreningens uhøjtidelige og uformelle selvforståelse, og den eneste måde, man kan undgå at komme i betragtning til at have pokalen stående i et år, er ved at være medlem af bestyrelsen. 5

7 Forsamlingshuset i Jersie danner også ramme for den årlige juletræsfest for børn og voksne, hvor adgangsbilletten er hjemmelavet julepynt, og hvor blæsertrioen De bøjede søm underholder i nissedragter. Et andet festligt tilløbsstykke er revyerne: Havdrup Revy og Solrød Revy. Hertil kommer maj- og pinsefester samt utallige udflugter. De uformelle og venskabelige samværsformer har altid været en central del af foreningens selvforståelse. Den kulturelle fingerplan Medvirkende til at alt dette kunne lade sig gøre var, at man organiserede sig i selvstændigt arbejdende grupper, dog med de forbehold at der i hver arbejdsgruppe skulle være et bestyrelsesmedlem repræsenteret, og at alle initiativer af økonomisk karakter skulle godkendes af bestyrelsen. Ideen til arbejdsgrupperne kom fra de gode erfaringer, man havde gjort med et filmudvalg i Snart tog det, som foreningen selv døbte den kulturelle fingerplan, form. En af de mest aktive arbejdsgrupper var den kulturhistoriske arbejdsgruppe Kulgruppen, der tog lokalpolitiske spørgsmål op til debat. Især var bevarelse af miljøet og naturen en vigtig mærkesag for gruppen. Her kan nævnes fredningen af Karlslunde-Karlstrup moser, oprettelsen af Greve Borgerhus i 1978 og istandsættelsen af Jersie Forsamlingshus. Det var også Kulgruppen, der startede aktionen Rent vand i Køge Bugt, da man ønskede at bremse forureningen af bugten. Gruppen arbejdede endvidere for redning af bevaringsværdige bygninger, bl.a. Kildebrønde Kro og Greve Hospital (det gamle fattighus), som var nedrivningstruede. Sidstnævnte står i dag bevaret på Frilandsmuseet, som uafhængigt af Kulgruppens arbejde havde fået nys om, at denne bygning skulle rives ned. Kunstudstilling i Jersie Forsamlingshus hvor Doctor s Jazz spiller til i begyndelsen af 1970 erne. 6

8 Billedgruppens hovedopgave har altid været at arrangere den årlige forårsudstilling, som er en ucensureret udstilling, hvor både amatører og halvprofessionelle kunstnere udstiller side om side. Eneste krav til udstillerne er medlemskab af Kunstforeningen Køge Bugt. Mange etablerede kunstnere har begyndt deres karriere ved forårsudstillingerne, andre er blevet opmuntret til at fortsætte med billedkunsten. I den første tid lagde Greve Badehotel lokaler til. Senere flyttede man til Tjørnelyskolen og Greve Gymnasium, hvor der stadig udstilles i dag. Hvert år når forårsudstillingen åbner i marts eller april måned, har foreningens frivillige lagt et stort arbejde i projektet. Billedgruppen stod også for aftenarrangementer med kunstnerne. Her blev arrangeret udstilling for en aften, hvor der blev vist f.eks. malerier, fotos, glas, keramik- ja sågar glasurmaleri på kæmpe lagkager. Sidstnævnte var med kunstneren Per Flemming, der oprindelig var konditor. Han havde lavet kæmpelagkager med kakaomalerier. Bagefter spiste deltagerne kunstværkerne. Pladsmangel til udstillinger var et vedvarende problem, og gennem mange år forsøgte Billedgruppen at etablere et større og mere egnet udstillingssted, samtidig med at man forsøgte at få offentlig støtte dertil. Derfor dannede man en særlig forening til dette formål, foreningen Køge Bugt Kulturhus, som skulle arbejde for sagen, og både F. L. Smidts cementfabrik i Karlstrup og arealet ved Mosede Fort var på tale til opførelse af et Museum for Moderne Kunst. Ideen blev skrinlagt, da Portalen blev etableret. I stedet fandt Københavns Amt ideen så god, at der blev rejst penge til opførelsen af museet for moderne kunst, Arken, i Ishøj. Musikken har altid været en af hjørnestenene i Kunstforeningen Køge Bugts virke, og med Musikgruppen er der i de 40 år, foreningen har eksisteret, blevet arrangeret utallige koncerter indenfor snart sagt alle musikgenrer. Musikken var også en meget vigtig bestanddel i den festtradition, som medlemmerne udviklede. Ikke mindst fik den rytmiske musik en vigtig ambassadør i Greve og Solrød, for foreningens formand, Jens Nielsen, brændte for jazzmusik. Han spillede selv trommer i bandet Doktors Jazz, som gav mange koncerter på egnen og ofte spillede op til dans ved foreningens utallige arangementer. Musikgruppen arrangerede som sagt gennem årene et væld af koncerter, og det var ikke kun jazzmusik men også rock-, klassiskog folkemusik. Helt central for gruppens virke for musiklivet på greve- og solrødegnen blev Jersie Forsamlingshus. Jersie Forsamlingshus blev i 1977 reddet fra nedrivning godt hjulpet af rockgruppen Gasolins støtte suppleret med et lån af kommunen. Lige siden har forsamlingshuset været et fast spillested for foreningens musikarrangementer, og Gasolin og Kim Larsen kom og gav op til flere prøvekoncerter her. Også musikere fra det store udland besøgte Jersie og gav koncerter. Det var bl.a. jazzmusikere som Chris Barber, Teddy Wilson, Wild Bill Davidson og mange andre. Jersie Forsamlingshus dannede også rammen om indspilningen af Louisiana Jazzbands grammofonplade i Første koncertarrangement var med Livgardens Klarinetkvartet i november I 1976 startede det tilbagevendende arrangement Jazz og Viser, som stadig holder til i forsamlingshuset. Men også det, som mange opfatter som finkultur, kom efterhånden på foreningens repertoire. Der blev arrangeret koncerter med Sjællands Symfoniorkester, som tog til takke med at optræde i kommunens sportshaller. Musikgruppen lavede forårskoncerter på Greve Gymnasium med de lokale skolebands, og der var kirkekoncerter med bl.a. Michala Petri. Filmgruppen blev dannet i 1972, og målet var at give folk mulighed for at se kunstnerisk interessante spillefilm både af ældre og nyere dato. De blev udvalgt ud fra Filmgruppens smag og behag. I den første tid blev filmene vist i Greve Bio, og da 7

9 denne lukkede, flyttede man filmforevisningerne til Munkekær Bio i Solrød. Den første filmforevisning fandt sted i februar Her vistes Kanonfotografen med Buster Keaton. Af og til lykkedes det at få filminstruktører til at komme og fortælle om og diskutere deres film, som da Jens Jørgen Thorsen i 1980 introducerede sin film Stille dage i Clichy. Litteraturgruppen stod bag en række forskellige litteraturforedrag, som var meget populære og trak fulde huse. Forfattere som Klaus Rifbjerg, Dan Turell og Herdis Møllehave kom og fortalte om deres forfatterskaber og besvarede spørgsmål fra deltagerne. Det var dog ikke kun professionelle forfattere, som optrådte. Også foreningens egne medlemmer viste deres kunnen på oplæsningsaftenerne. Mange af medlemmernes digte blev trykt i medlemsbladet og også udgivet i et par små samlinger. Trods forfatteraftenernes popularitet blev det efterhånden svært at få disse arrangementer til at løbe rundt økonomisk, da honorarerne til forfatterne blev for store. Blandt nogle af Kunstforeningen Køge Bugt medlemmer var der en stor interesse for sten og fossiler, og følgelig blev Stengruppen dannet. Karlstrup Kalkgrav var udgangspunktet for gruppens aktiviteter. Her gik man på jagt efter fossiler, forsteninger og interessante sten, som gruppen efterfølgende udstillede ikke kun i Greve. Gruppen arrangerede mange geologiske ture til Karlstrup Kalkgrav, Stevns klint og andre klinter, hvor børn og voksne hakkede om kap efter fossiler. Udover udflugter arrangerede Stengruppen også en række foredrag om de geologiske fund, foruden udstillinger med kunstnere, der arbejdede med sten og mineraler. Således hjalp Stengruppen guldsmeden Karen Strand, der boede i Karlstrup, med at udstille flere steder. Da Karlstrup Kalkgrav blev fyldt med vand, arvede Stengruppen en samling af sten fra en forsteningsentusiast, den såkaldte Valoresamling. Samlingen befinder sig i dag på Stevns Museum, og en kopi findes på Geologisk Museum. Medlemmer af Kunstforeningen Køge Bugt danser til musik af Doctor s Jazz i Jersie Forsamlingshus engang i midten af 1970 erne. 8

10 Kunstfoto var også et af Kunstforeningen Køge Bugts emneområder. Med oprettelsen af Fotogruppen blev der sat fokus på fotografiet som kunstart. Gruppen arrangerede fotoudstillinger af kendte fotografers værker flere forskellige steder på greve- og solrødegnen. Reportagefotograf Viggo Rivad udstillede flere gange sine arbejder. Ligeledes udstillede den lokale, verdenskendte fotograf Aage Remfeldt sine portrætfotografier. Aage Remfeldt boede til sin død i 1983 i Havdrup, hvor han også havde atelier. Fra midten af 1990 erne afvikledes størsteparten af arbejdsgrupperne, og Kunstforeningen Køge Bugt udviklede sig mere i retning af en traditionel kulturforening, med hovedvægten på kunstudstillinger i Portalen og Mosede Fort. Kunstforeningen Køge Bugt på museum og arkiv Da en så central og vital lokal forening som Kunstforeningen Køge Bugt fyldte 40 år, var det oplagt, at Greve Museum måtte markere det med en udstilling. Heldigvis var foreningens bestyrelse med på ideen, og der opstod et inspirerende samarbejde mellem bestyrelsen og museet om at få etableret en udstilling om foreningens historie og betydning for kunst og kultur. Resultatet blev præsenteret ved en festlig åbning den 10. juni 2009, 40 års dagen for stiftelsen af Kunstforeningen Køge Bugt. Udstillingen bestod af to afdelinger, een afdeling, der fortalte foreningens historie (i museets hal), og een afdeling, som viste nogle af de mange kunstværker, der gennem årene havde været udstillet ved foreningens udstillinger (i det store udstillingslokale på første sal). Alle kunstværkerne var venligst udlånt af foreningens medlemmer. Derudover har museets lokalhistoriske arkiv fået udleveret foreningens arkiv med dokumenter, korrespondance og mange hundrede fotografier, som er blevet registreret og nu vil blive bevaret, så kommende generationer med egne øjne kan se, hvorledes ildsjæle i en visionær forening kan påvirke og forandre et helt lokalsamfunds måde at opfatte kunst og kultur. Arkivet er en vigtig dokumentation af, hvorledes frivillige aktører kan ændre og påvirke de offentlige myndigheder og lokalpolitikere til at tage kulturpolitik alvorligt til gavn for sundhed i både sjæl og legeme. 9

11 Kunstforeningen Køge Bugt og humoren Af historiker Nina Søndergaard Det hører vel til sjældenhederne, at man som arkivar får lov til at grine højt af sit arbejde, men det skete flere gange, da jeg ordnede Kunstforeningen Køge Bugts arkiv. Fx over de rimede svar skrevet på girokortene Med største væmmelse, vi har konstateret/ en kraftig forglemmelse og straks gireret, / vort kontingent, ja det var slemt. 2 For naturligvis svarer man på vers, når rykkeren også er på vers. 3 Det var jo skønt at grine på arbejdet, og sorteringen gik som en leg derefter. Men hvad gør man så som historiker med denne viden? Hvordan videreformidler man alt det sjove og skæve? I tilfældet med kunstforeningen var humoren et meget centralt element, altså må en bare tilnærmelsesvis komplet historie om kunstforeningen komme ind på humoren. Især den mangeårige formand læge Jens Nielsen fra Solrød lagde en humoristisk linje, der gik igennem i alt: Indbydelser, mødereferater, valg af kunstnere og værker etc. I det hele taget fylder det lyse, lette og humørfyldte meget i kunst fore ningen. Jens Nielsen udtalte flere gange, at han hellere ville skrive kunst end sovepiller på recepten 4, for han mente, at kunsten var livets eliksir og en uomgængelig bestanddel af det gode liv. Men hvordan får man løftet disse små guldkorn af humør og overskud op på et højere plan? Der er ikke megen hjælp at hente fra historiefaget, som næsten ikke har beskæftiget sig med humoren. Et konkret eksempel er dog Kåre Johannesens Det lo de meget af om middelalderens humor, som er et hæfte på seksten sider fra Middelaldercenteret. Altså måtte jeg se andetsteds for at få lidt hjælp (det skal retfærdigvis nævnes, at litteraturvidenskaben har beskæftiget sig indgående med humor, men det er ofte snævre analyser af et specifikt værk). Henri Bergsons klassiker fra 1900 Latteren gav nogle gode støttepunkter. Og gav endda en forklaring på, hvorfor humoren ikke er noget som akademikere beskæftiger sig med. Filosoffer har op gennem historien forsøgt at nærme sig og indfange latteren, men kun ganske få har turdet teoretisere for alvor over 2 Formand Jens Nielsens bilag, købmandsregninger, girokort, indbetalinger, afregninger etc. 9001A001 lbnr Kirsten From Christensens breve, 9001A001 lbnr Kunstforeningens slag ved Køge Bugt ikke et slag i en soveby-dyne Interview i Roskilde Tidende med Jens Nielsen. 9001A001 lbnr

12 den, måske netop af frygt for at ende op med en teori, der i sig selv var komisk, hvorved de som filosoffer ville blive latterlige. 5 Det samme gør sig nok gældende for historikere, der har veget tilbage for at medtage humor som forskningsområde, måske af frygt for ikke at blive taget alvorligt som rigtig historie. Dette hænger muligvis sammen med, at en historie bliver bedre, jo mere den fortælles og netop det kildekritiske har været historiefagets adelsmærke. Men ligesom sladderen er blevet taget alvorligt 6, bør vi også tage humoren alvorligt. Humoren er en vigtig del af kulturen 7 og det gælder i høj grad også for Kunstforeningen Køge Bugt. Humorens kilde Den person, der i høj grad tegnede foreningens profil, var formanden og lægen Jens Nielsen, der var formand for foreningen fra 1971 til Han er selv en ivrig kunstmaler og lader til at forbinde det gode liv med kunst. Kunst skal her forstås i den bredeste forstand, for kunstforeningen har virkelig haft et bredt repertoire i tidens løb med både maleri, skulptur, dans, film, foto, litteratur og musik. Jens Nielsen var også bidragsyder til Politikens bagside At Tænke Sig, og erfaringerne med humoristiske effekter har han taget med ud i mødeindkaldelser, læserbreve og plakater. Bergson remser komikkens virkemidler op: Fortalelser, gentagelser, ombytning, overføring, degradering, vekselvirkning, overdrivelse, ironi, at forstå udtryk bogstaveligt (se bare udstillingen En fis i en hornlygte på Greve Museum). 8 Den sidste effekt blev fx brugt i en indkaldelse til generalforsamling i Der har Nielsen valgt at tegne en bukseknap efter ordet knap i sætningen en generalforsamling i Jersie Forsamlingshus er knap så alvorlig en affære. Her gør han forresten også brug af overføring, når han illustrerer generalforsamlingen med et billede af en stamme på Fillipinerne... Det må understreges, at han ikke var enerådende og den eneste sjove, men i hans formandsperiode hindrede han på ingen måde humoren i at udfolde sig på mange planer. Nogle gange skal der ikke meget til, bare et bogstav til eller fra som i mødeindkaldelsen Kære Bestyrtelsesmedlemmer Asger Sørensen: Teoriens Latterlighed Prolegomena til enhver fremtidig teomik. Efterskrift i Henri Bergson: Latteren Et essay om komikkens væsen. [1900/1967] Rævens Sorte Bibliotek, forlaget Politisk Revy, København 1993, s Rygternes Magt, en antologi redigeret af Ulrik Langen og Jakob Sørensen, Jerry Palmer: Taking humour seriously, Routledge, 1994, p Henri Bergson: Latteren Et essay om komikkens væsen. [1900/1967] Rævens Sorte Bibliotek, forlaget Politisk Revy, København 1993, s A001 lbnr. 2 Indkaldelser, dagsordner og referater af generalforsamlinger. 11

13 Andre gange var humoren mere underfundig, som da kunstforeningen i 1981 udstillede Kunst og Lagkager på Uglegårdskolen. Det var kager med kakaomalerier på overtrækket, fremstillet af bager og kunstner Per Flemming. Kagerne blev spist ved lejligheden. 10 Kunst- og kageelskere beundrer værkerne. 11 Kunstforeningens stil Kunstforeningen Køge Bugt har ofte valgt noget let og lyst til arrangementerne (selvfølgelig med undtagelser, som fx forfatteraften med Jørgen Christian Hansen hvis romanserie Guldsmeden om børns psykiske sygdomme sandelig ikke er lattervækkende). Kunstnere som tegneserietegneren Nikoline Werdelin, Monrad og Rislund, Johannes Møllehave, Benny Andersen og Jens Jørgen Thorsen har alle været med til at berige kunstforeningens program. Musikken er først og fremmest swingjazz lige til at blive i godt humør af! Dels matcher det lyse og imødekommende Jens Nielsen personligt, men også hans lægegerning har givetvis været med til at påvirke valget af kunst og kunstnere, jævnfør hans udtalelser om at kunsten kunne helbrede. 12 Dels lå det i tidsånden at være afslappet og uformel. Mange af læserne kan sikkert huske overgangen fra De til du, kollektiver, langt hår til begge køn og hjemmesyet tøj fra 1970 erne. Altså var kunstforeningens humor ikke et underligt løsrevet internt fænomen, men kan ses som et led i en større bevægelse mod et mindre stift samfund. Kunstforeningen ønskede at komme væk fra supersød sherry og pindemadder, og ville ned på jorden med en bajer i hånden A001 lbnr. 6, Kirsten From Christensens maskinskrevne indkaldelser til og refererater af bestyrelsesmøder. Kære bestyrtelsesmedlemmer/ Så er det atter mødetid/en forårsaften skøn og blid/ Vi op hos Hanne møder/ Den sekstende just i april ( ) Først taler vi økonomi/ Og Nørgård P.s revisori Indkaldelse til bestyrelsesmøde F179 Foto 12 Kunstforeningens slag ved Køge Bugt ikke et slag i en soveby-dyne Interview i Roskilde Tidende med Jens Nielsen. 9001A001 lbnr. 43. Han har måske mere ret end umiddelbart antaget. I hvert fald er der nu et forskningscenter der undersøger om kunst rent faktisk kan helbrede, da resultater for demens- og angstbehandling tyder på det

14 Kunstforeningen ville gerne have alle med men formåede desværre ikke rigtig at tiltrække så mange af de gamle Greveborgere, hverken som medlemmer eller som publikum. En af grundene til dette skel kunne måske være humoren. Greveborgerne delte muligvis ikke samme humor som tilflytterne men havde deres egen sjællandske udgave. Alle har vel prø vet den pinlige situation at grine af noget de andre ikke synes er sjovt. Det viser, hvilken social funktion og tilrettevisning latteren har 14 Måske var tilflytternes humor anderledes. De fik gennem latteren opbygget en kreds og vi-følelse, som det måske kunne være vanskeligt at trænge ind i. Eller også havde tilflytterne et større behov for underholdning. Ifølge Jens Nielsen var mange af tilflytterne temmelig pressede med arbejde i København og et hus, der skulle bygges færdigt her i Greve og omegn. Det gav muligvis et andet behov for afslapning og leg som humoren også er. Egen produktion Kunstforeningen er ikke kun en sammenslutning af passive kunstforbrugere. Mange medlemmer er selv kunstnere, og her går det lette og lyse også igen. Et vue udover udstillingen Kampen for Kulturen på Greve Museum 10. juni 2009 til 30. december 2009 gav også indtrykket af noget let, lyst og humørfyldt. Fx Tower Pizza af Ole Lorin Rasmussen, hvor skulpturen er en model af Det skæve Tårn i en pizza. Eller den venlige karikatur af Lone og Ib i deres husbåd af Thomas Balle 1999, der er farvestrålende og i bedste Valhalla-stil. Det mørkeste bidrag er Jens Nielsens grafik-serie fra Grønland. Det er sort/hvide linoleumstryk med grønlandske motiver (mange med en strålende sol på), men selv de er sjove, fordi de er snittet i en rest af det gulv, der blev lagt i Scorebyssunds første sygehus. Fællesmaleriet Hello Venner som blev til i festligt lag, er i klare farver, og motiverne er fugle, fisk og mennesker. Sort er overhovedet ikke brugt på billedet, lilla er den mørkeste farve og kun brugt i forholdsvis moderate mængder. Det er klart, at en analyse af et enkelt maleri ikke på nogen måde kan være fyldestgørende overfor et værk på mere end 800 arrangementer i løbet af 40 år, men det siger alligevel meget om foreningen, at et fællesværk lavet af mange mennesker bliver klart og festligt i farverne og sort ikke bruges. Især fordi det er en lovmæssighed, at jo flere farver, man blander sammen, des mørkere bliver de. Det fortæller om, at det sjove ikke bare er pjat men et bevidst valg: At foreningen disciplinerede til humor og latter. Vi andre kan bare nyde deres indsats og grine med. Her til sidst runder vi af med Anders Nordentofts Surkus i Snagvendt Bakning: Efter en vang, larm dommersag kan det ske, at vi tager på gatternaletur. Vi tager padmakkerne med ud i nølige katteluft og nyder suglenes fang og pigernes hyse lår. Vi mutter sled at synge I østen siger stolen op, så kugleforet tier. 14 Henri Bergson: Latteren Et essay om komikkens væsen. [1900/1967] Rævens Sorte Bibliotek, forlaget Politisk Revy, København 1993, s Telefoninterview med Nina Søndergaard, Johannes Itten: Farvekunstens elementer Subjektive oplevelser og objektiv erkendelse som vejledning til kunsten, Borgen [1961/1991] s Der er mere af den slags gak i julebladet for A001 lbnr. 64. Jens Nielsens scrapbog om Jul i Kunstforeningen 13

15 Hvordan gik man klædt i Greve i 1800-tallet? Af museumsinspektør Kamilla Hjortkjær og studerende Pernille Niemann I løbet af efteråret arbejdede vi på Greve Museum hen mod at få et overblik over, hvor stor vores samling af beklædningsdele til den traditionelle hedebodragt var. Dette kunne måske fejlagtigt komme til at lyde som om, at museet ikke har haft styr på sine genstande før nu, men da de fleste dele af registreringsmæssige årsager er registreret enkeltvis som f.eks. særk, skjorte, huenakke, tørklæde, skørt, bukser etc., har det været svært at få et overblik over, hvorvidt vi ville kunne sammensætte én eller flere hele hedebodragter fra museets egen samling. Resultatet af arbejdet er nu seks nyopstillede giner i museets permanente udstilling Mod Nye Tider tre mænd og tre kvinder i dragter fra hhv. begyndelsen af 1800-tallet, midten af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, heraf fire hedebodragter. Det er alt sammen egnstypiske tekstiler, som borgere med tilknytning til greveegnen har skænket museet, hvilket vi er meget taknemmelige for. Følgende artikel er en lille indføring i den traditionelle beklædning på hedeboegnen, som den har set ud og som den udviklede sig i løbet af 1800-tallet. Der er visse fællestræk, som gør, at man kan skelne forskellige egnes dragter fra hinanden. Det kan være dragtdelene og udformningen af disse, broderierne, som tekstilerne er udsmykket med, eller farverne. Tøjet er et udtryk for, at man måtte bruge hvad man havde, selv kunne fremstille eller købe i byen eller af de rejsende kræmmere. Derfor har mange på den samme egn haft adgang til de samme materialer og har selvfølgelig også inspireret hinanden. På denne måde var klæder også med til at skabe et tilhørsforhold til en egn, da man kunne kende folk på dragten. Man siger jo at klæder skaber folk, og for hede bobonden var det bl.a. af stor betydning, at man kunne kende ham på dragten, når han kom til byerne for at sælge af sine afgrøder. Det var et kvalitetsstempel, når varen kom fra et kendt område og særligt når området var kendt for sin gode, fede jord. Mandens dragt Mandsdragten bestod af skjorte, bukser, vest, trøje og hovedbeklædning Skjorte Mandens skjorte var karakteristisk i sit firkantede snit, der fulgte vævebredden. Skjorten havde lige sømme og en facon, der opstod ved, at man indsatte kiler, lagde læg eller rynkede stoffet. Skjorterne var syet af hørlærred. Hørren var for det meste avlet på bondens egen mark. Skjorten skulle dække knæet og ofte nåede den endnu længere ned. Skjorten gjorde det ud for undertøj, og når man ser den i sin fulde længde, kan man undre sig over, hvor manden dog gjorde af alt det stof under resten af tøjet. Men ved at folde skjorten sammen mellem benene, hvorefter bukserne blev taget på, blev der plads til den under tøjet. De fleste skjorter 14 Det udstillede hedebopar fra begyndelsen af 1800-tallet.

16 havde håndsyede knapper i halsen og på manchetterne. En del skjorter fra hedeboegnen havde dog to knaphuller ved hånden og evt. i halsåbningen til at lukke med dobbeltknap. De fineste skjorter, f.eks. brudeskjorten, havde desuden broderi på manchetter, langs slidsen og på krave og skuldre. Bukser I begyndelsen af 1800-tallet bar manden knæbukser, som oftest var lavet af hjorteskind eller vadmel, undertiden af hvergarn eller fløjl. Bukserne havde knærem med knæspænde og slidser med 4 knaphuller og overtrukne skindknapper eller sølvknapper. Skindbukserne var særligt fine, hvis de var pyntet med broderi, f.eks. med silketråd. Ofte anvendtes en slags skyggesyning, hvor skindet kom til at ligge hævet i et rankemønster. Det siges, at da man nåede til midten af 1800-tallet, var det kun de gamle mænd, der stadig gik med knæbukser. I stedet begyndte bukserne at blive længere og skulle nu gå ned i støvlerne. Vest Vesten var oprindelig lang, enradet og kraveløs. I slutningen af 1700-tallet blev vesten toradet og fik en lille opstående krave. Den kunne knappes til to sider, så man altid kunne vende den pæneste side ud. I 1800-tallet satte man ofte en ryg af billigere stof i vesten, så man på den måde kunne spare på det dyre stof. En del veste var lavet af kalemank stof, som var en finere købevare, bønderne ikke selv kunne fremstille. Kalemank var en blomstret damask i uld, ofte i to farver, hvor stoffet var blevet glittet, så det glinsede som silke. Trøje Udover vesten havde manden en trøje, hvilket man i dag nok nærmere ville kalde for en jakke. I begyndelsen af 1800-tallet var mandens trøje lang, enradet og uden krave. Hen imod midten af 1800-tallet kom en kort stumptrøje frem hos bønderne, den blev toradet og fik krave. I hele perioden fremstilledes trøjerne af vadmel, hvergarn eller i sjældne tilfælde af skind. Blå anså man for den mest fornemme farve, fordi det blå farvestof indigo var meget dyrt at anskaffe. Både trøje og vest havde så mange knaphuller, som der var plads til, da sølvknapper var et statussymbol. De mange knapper sad fast med en skindsnor på bagsiden, så man kunne flytte knapperne fra én beklædningsdel til en anden. Nok var knapperne statussymboler, men det betød jo ikke nødvendigvis, at man havde råd til at eje flere sæt knapper på én gang. Hovedbeklædning Hovedbeklædningen kunne være en bredskygget sort filthat med rund pul eller stribet eller rød tophue. Om vinteren kunne det være hætte eller hatslag (kabuds) af vadmel eller skind, der kunne slås ned om halsen. Den strikkede hue var strikket dobbelt, hvor den inderste ikke var større end at den lige passede til hovedets form, og den yderste var større og faldt ned til siden. Kvindens dragt For kvindernes vedkommende bestod hedebodragten af særk, skørt, forklæde bul og nattrøje eller senere i 1800-tallet fortrinsvis en ærmetrøje, tørklæde til skuldrene og hovedbeklædning. En pige fik et sæt pænt tøj enten til sin konfirmation eller til sit bryllup, og dette tøj skulle kun bruges ved meget højtidelige lejligheder som bryllupper, altergang og begravelse, da det gerne skulle holde resten af livet. Særk Inderst inde bar kvinden en særk af hørlærred. De særke, der blev brugt sammen med festtøjet, var ofte rigt udsmykket med broderi syet med hørtråd. Slidsen foran forstærkede man med et lille broderi dette kaldtes for en rejl. Hverdagssærke havde ikke andet broderi end rejl og initialer. 15

17 På hedeboegnen har kvindernes særke altid haft kraver, og man kan se, hvilken tid særken er fra ved at studere kraven. Særkene fra slutningen af 1700-tallet og i starten af 1800-tallet har opretstående kraver. Omkring 1830erne blev kraverne større og bukket ned foran, senere blev hele kraven bukket rundt og blev større, så den foldede sig ud på skuldrene. I hele denne periode fra slutningen af 1700-tallet og helt frem til år 1900 blev kraverne udsmykket med hedebobroderier. Skørt Skørtet, som er det, vi i dag ville kalde en nederdel, var foldet i store læg foran og mange bittesmå læg hele vejen bagpå med lukningen anbragt midtfor. Først et stykke ind i tallet blev den flyttet til venstre side. I højre side sad en anden slids, hvorigennem man kunne nå ind til en taske eller lomme, der var bundet om livet under skørtet. Da kvinderne ikke brugte benklæder, havde de flere skørter ovenpå hinanden for at holde varmen, og derudover ansås det også for smukt at fylde i klæderne. Først omkring erne begyndte man at sy specielle underskørter kun beregnet til dette formål. De var af vadmel med en broget stribebort forneden. Der skulle helst være noget rødt i borten, da et rødt uldent underskørt ansås for et ufejlbarligt middel imod gigt. For at spare på det dyre stof satte man tit et gammelt eller billigere stykke stof ind i forbredden af skørtet, da man alligevel altid brugte et forklæde over. Forklæde Kvinderne brugte forklæde både til hverdag og fest. Det var en uundværlig del af påklædningen, og man lagde meget vægt på, at det var fint og rent. Kvindernes daglige forklæder var af lærred eller uldstof, og til fest var de af mønstret hvergarn, silke eller andet købetøj. Bul, nattrøje og ærmetrøje Livstykket, senere også kaldet en bul, kendes fra senmiddelalderlig dragtskik og blev først og fremmest båret af tjenestefolk som en bekvem arbejdsdragt. De fleste steder er livstykket eller bullen, som den nu ofte kaldes, efterhånden blevet et selvstændigt beklædningsstykke. De mere velhavende kvinder købte kalemank stof og syede en flot bul, som de dekorerede med silkebånd. Ellers var bullen ofte syet af uldent stof dog gerne rigt dekoreret med mønstervævede og farverige silkebånd. Bullen var enten lukket for neden med hægter og et bånd hen over brystkassen, kaldet et spring, eller lukket med hægter forneden og ringe i hver side, samlet med en ringkæde med trækkenåle i begge ender, der holder kæden på plads. Kvinderne kunne bære bullen direkte over særken, hvilket kaldes at smide sig bararmet, eller man kunne tage en strikket nattrøje under bullen. Ordet nattrøje skal ikke tages for bogstaveligt, for den var tværtimod dagtøj, selvom man kunne tage den på i sengen, når det var meget koldt. Betegnelsen betyder formentlig kun, at klædningsstykket var en underdragt. I stedet for en hel nattrøje kunne man også nøjes med at sy et par strikkede ærmer i bullen. Ærmetrøjen, som efterhånden afløste nattrøje og bul, kunne være syet af silke, og blev hægtet forneden. Ærmetrøjerne kunne have enten pufærmer eller skinkeærmer. Nogle var helt enormt store og forede, så man kunne holde varmen. Disse kaldtes poseærmetrøjer. Tørklæde De daglige tørklæder var enkle, ensfarvede eller ternede og var af lærred eller bomuld. Om vinteren kunne de være af uld for varmens skyld. En velhavende bondepige kunne have op til 100 forskellige tørklæder, lige fra de store uldne broderede sjaler til de bittesmå silketørklæder. De lå gemt i dragkisteskuffen og blev vist frem med stolthed. Det ansås ikke for passende altid at møde op i de samme tørklæder. Derfor forsøgte kvinden altid til alle større fester at anskaffe sig et nyt tørklæde. Næsten uanset fremstillingsland kaldtes de fleste tynde mønstervævede sjaler for franske. Da de var størst, blev de sammenlagt i længden og draperet på kroppen. Der kendes talrige eksempler på, at denne mode i stor stil blev optaget på landet i 1870-erne. Sjalets værdi afhang af, om det var fra kashmirdi- 16

18 striktet i Indien, en fransk eller engelsk efterligning eller et helt andet forsøg på at lave billigere sjaler. På hedeboegnen findes der en særlig måde at folde tørklædet på, som kaldes en skaderede. Tørklædet bliver lagt i læg i nakken og placeret sådan, at nakkebroderiet på særken ikke skjules. De mest udbredte tørklæder på hedeboegnen er lavet af rødt mønstret hvergarn gerne det samme stof som forklædet. Hovedbeklædning En beklædningsdel, der på særlig vis gør kvindens hedebodragt let genkendelig, er hendes huenakke. De ældste huer var syet med silketråd blandet med lidt metalbroderi. Mønstrene var store og klare med symmetri omkring en midtstillet blomst. Disse har en fingernem bondekone nok selv kunnet fremstille, men efterhånden som huer med klare nakker fremstillet udelukkende af metaltråd blev foretrukket, blev huebroderiet professionelt bestillingsarbejde. I 1840 kunne sådan en guldnakke, afhængig af om det var ægte guld, koste op mod 40 rigsdaler, hvilket var det samme som en årsløn for en karl. En sølvnakke kostede omkring 6 rigsdaler og en silkenakke 3 rigsdaler. Prisen afhang til dels af materialerne f.eks. sølv- eller guldtråd og af bundstoffet, men prisen afhang i høj grad også af arbejdslønnen, fordi det var et specialiseret håndværk, der krævede oplæring og smidige fingre. Syning med metaltråd udføres som nedlagt syning, da metaltråden er for skrøbelig til at trække igennem stoffet. Af og til ses dog fladsyning eller nedtrækssyning. Det siges, at en meget udbredt arbejdsskade blandt brodøser var, at deres øjne tog skade af at se på den skinnende guldtråd. Nakkerne var stivet med pap og kraftigt foret med hjemmevævet hør. De klare nakker var ligesom de silkebroderede syet symmetrisk omkring en midtblomst med stærkt markerede nakkefolder. Dog var ingen huer ens, da hver huekone havde sine egne mønstre, som hun passede godt på. Huen var i høj grad et statussymbol og viste samtidig en piges civilstand. Huen var forsynet med et hvidt huelin med en knipling i kanten, og den gifte kvinde havde lov til at bære en knipling af guld, senere blev det til en vævet guldgalon på forkanten af huen. Denne guldgalon menes hun at have fået af sin mand i bryllupsgave som et tegn på den gifte kvindes værdighed. En ung pige fik sin første klare nakke ved sin konfirmation og desuden en sort hue til altergang og begravelse. Når hun blev gift, fik den sorte hue en galon af knipling eller sort perlebroderi. Efter 1890 blev der antagelig ikke fremstillet guldnakker mere. Den sorte hue som man havde brugt til kirkegang og begravelse, fortrængte efterhånden guldnakkerne. Tilbehør Fodtøj Mændenes strømper var strikkede og til hverdag var de i farverne brune, blå, grå eller melerede og hvide til stads. Strømperne var ofte udstyret med en elegant mønsterstrikket svikkel, der er en kile dannet ved hjælp af udtagninger for at give bevægelsesfrihed. Strømperne gik op over knæet og blev fastholdt af vævede eller flettede hosebånd. Mændene gik almindeligvis med træsko. Til stads havde de lædersko med metalspænder. Den velhavende mand kunne derudover også have et par støvler. Kvinderne gik til daglig med træsko eller -tøfler, og lige som mændene bar de ved festlige lejligheder lædersko med sølvspænder. En ung kvinde eller mand fik et par sko ved sin konfirmation eller til sit bryllup, og de måtte så holde livet ud. Derfor sparede man dem også. Når man skulle til staden, i kirke eller til dans, gik man med dem i hænderne og tog dem først på, når man nåede frem. Smykker, pynt og tilbehør Når der skulle festes pyntede både kvinder og mænd sig til stads. Smykkerne var gerne af sølv, da dette var med til at vise hvor velhavende man var. De smykker, man pyntede sig med, havde ofte en praktisk funktion. Trækkenåle, sølvkæde og sølvringe brugte man til at snøre bullen. Øskener på ringenes bagsider var stukket gennem stoffet, og en smal skind- 17

19 strimmel var trukket igennem øskenerne for at holde dem på plads. Særkespænder holdt særken lukket ved halsen. Forklædespænder blev brugt til at holde forklædet sammen bagpå. Sølvknapper på knæbukser og trøjer blev holdt fast på bagsiden af en skindstrimmel, så man nemt kunne flytte knapperne fra trøje til trøje. Knæspænder var nederst på skindbukserne, så de sidder fast om benet. Skospænder sad på læderskoene, som var til finere brug. Beklædning i begyndelsen af 1900-tallet De to giner i udstillingen, som ikke er klædt i traditionelle hedebodragter er et eksempel på, hvordan man her på egnen gik klædt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Nu blev den traditionelle egnsdragt efterhånden afløst af beklædning, der mere og mere mindede om, hvad man gik med i de større byer, f.eks. København. I bymoden dominerede to forskellige kvindesilhuetter fra midten af 1800-tallet krinolinen og tournuren. Krinolinen handlede om fylde ud til siderne, hvor tournuren samlede al fylden bagpå kjolen. Folkene på landet blev inspireret af beklædningen fra byen, og omvendt blev damerne fra byen også inspireret af de smukke tekstiler og broderier fra hedeboegnen. Hedebobønderne kørte ofte til København for at sælge landbrugsvarer, og det var også meget almindeligt at bruge en pige fra hedeboegnen som amme hos det Københavnske borgerskab. Dette betød at hedebobønderne og deres dragter var et almindeligt syn i det Københavnske bybillede, og det er meget sandsynligt, at en gensidig inspiration på denne måde har fundet sted. på Langsomt fik bønderne også bedre råd og større mulighed for at købe konfektionssyet tøj, og forskellen mellem by- og landboer blev til dels udvisket. På hedeboegnen var det almindeligt op i 1900-tallet, at man stadig gerne ville vise, hvor man hørte til. Derfor gik primært de ældre damer stadig med deres guldnakker, og selvom man måske ikke brugte særken som undertøj mere, så brugte man i stedet løse særkeærmer og kraver, en slags snyd, der skulle se ud som om. For mandens vedkommende blev den traditionelle bondedragt skiftet ud med et jakkesæt, som nu var mandens daglige påklædning, udover at han selvfølgelig havde særlig beklædning alt efter hvilket erhverv, han bestred. 18 I begyndelsen af 1900-tallet gik man ikke mere med den traditionelle hedebodragt, dog brugte man stadig kraver og ærmekanter udsmykket med hedebobroderier.

20 Greve i quilt - tolkninger og formidling af museets samling Af museumsinspektør Kirsten Egholk Hvad sker der, når en kunstner, der arbejder med artquilt, lader sig inspirere af et billede af en syskrue eller for den sags skyld en huenakke? Denne artikel handler om Greve Museums samarbejde med QuilteQunstnerne, der resulterede i særudstillingen Greve i quilt. Fra genstand eller fotografi til artquilt I 2008 henvendte QuilteQunstnerne (QQ) sig til Greve Museum med en forespørgsel om at udstille på museet. Der blev opstillet to dogmeregler for udstillingen. Foruden en maksimum størrelse på hver quilt skulle hver kunstner tage udgangspunkt i enten et luftfotografi, et lokalhistorisk billede eller et fotografi af en genstand i museets samling. 17 kunstnere meldte sig til projektet og arbejdede på opgaven i et halvt års tid. De lokalhistoriske oplæg gav tekstilkunstnerne vidt forskellige associationer, og resultatet blev 26 unikke artquilts, der spændte meget vidt og bredt i både farver, mønstre, teknikker og fortolkninger. QuilteQunstnerne Gruppen blev dannet i 1996, og sammenslutningen består af medlemmer fra hele Danmark. QQ arbejder med artquilts som kunstnerisk udtryk. Det er vægtæpper baseret på tekstile teknikker som f.eks. syning, trykning, broderi og quiltning. Artquilts er medie for personlige og kunstneriske udtryk. I artquilts er det ikke tekstilernes traditionelle anvendelse som praktiske brugsgenstande, der vægtes. Derimod bruges tekstilernes særlige kvaliteter, f.eks. tekstur, glans, skrøbelighed og blødhed, som udgangspunkt for det kunstneriske udtryk. Artquiltere mødes på tværs af landegrænser til seminarer, gennem tidsskrifter, i konkurrencer og ved udstillinger. De udgør således en international bevægelse, der siden slutningen af 1960 erne har spredt sig fra Nordamerika til Australien, Japan og Europa. Forskellige tolkninger af en huenakke Greve Museum har mange huenakker i sin samling, og derfor var det et oplagt motiv på nogle af de genstandsfotografier, som QQ blev præsenteret for som mulige inspirationskilder. Frem til første verdenskrig blev huenakkerne med sølv- og guldbroderi brugt som hovedbeklædning af kvinder på hedeboegnen. De var et vigtigt statussymbol, og en rig gårdmandskone kunne have adskillige af dem. De blev syet af professionelle huekoner, der mestrede guldtrækkeri, som er en teknik, der kendes fra hærens uniformer. Da de blev umoderne, blev mange omsyet til smukke selskabstasker. To forskellige fortolkninger af en hue nakke fra Greve Museums samling, J.nr. 1399x3 19