MtSHBOHeaB. Copenhagen, Denmark, kunstindustrimuseum Det Danske kunstindustrimuseums virksomhed 1916

Transkript

1 MtSHBOHeaB Copenhagen, Denmark, kunstindustrimuseum Det Danske kunstindustrimuseums virksomhed 1916

2

3 BETMNME RUNSTIN DUSTKI MUSE UM DET DANSKE :UNSTINDUSTRIMUSEUMS VIRKSOMHED 1916

4

5 [i^ DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUMS VIRKSOMHED 1916 VED EMIL HANNOVER, MUSEETS DIREKTØR

6 I 7 / JP

7 MUSEETS BESTYRELSE Baron OTTO REEDTZ-THOTT Bestyrelsens Formand og Kasserer. F. HENDRIKSEN EMIL HANNOVER Direktør. Næstformand. FOR INDENRIGSMINISTERIET: Kontorchef, Docent H. Gram. FOR KULTUSMINISTERIET: Museumsdirektør Bernhard Olsen. FOR KØBENHAVNS KOMMUNE: Raadniand G. Philipsen. FOR INDUSTRIFORENINGEN: Fabrikdirektør H. Bing. Direktør Benny Dessau. Hof- og Ordensjuvelerer C. Michelsen. Professor C. Nyrop. Direktør Carl Ruben. FOR NY CARLSBERG MUSEUMSLEGAT: Xylograf F. Hendriksen. Direktør Helge Jacobsen. Prof. Hack Kampmann. Prof. Anton Rosen. Prof. Hans Tegner. FOR DE PRIVATE BIDRAGYDERE: Minister,/. C. Christensen. Smedemester J. P. Chr. Jensen. Tandlæge Friis, Kolding. Snedkermester H P. Larsen. FOR KUNSTINDUSTRIMUSEETS VENNER: Læge A.xel Heine. Kammerherre R. Krag. Fabrikant F. Raaschou. Direktør K. Suenson. Baron Otto Reedtz-Thott. ASSISTENTER: Frk. S. Salomonsen. Vilh. Wanscher. M. Weber.

8

9 I. SAMLINGERNE A. HOVEDSAMLINGEN Hvis Kunstindustrimuseet i sin Vækst skulde føje sig efter sine Pladsforhold, der med hvert Aar bliver mere fortvivlende trange, vilde det være henvist til at samle paa Fingerbøl eller Ting af tilsvarende Dimensioner. Nu søger vi ganske vist med god Vilje at bøde paa disse Forhold, at glemme de Genvordigheder, som Erhvervelsen af hvert eneste større Stykke foraarsager os. Men stillet Ansigt til Ansigt med vore samtlige Erhvervelser fra 1916 ser vi dog, at vi stundom rent uvilkaarligt har foretrukket de smaa Ting i Stedet for at samle vore Kræfter om de store. Deri ligger der utvivlsomt for et Kunstindustrimuseum en lignende Fare, som det for et Kunstmuseum er at fylde sig med en Mangfoldighed af Smaabilleder, selv om hvert enkelt i og for sig har Værdi. I ethvert Museum for Kunst eller Kunsthaandværk bør de monumentale Arbejder være i tilstrækkeligt Flertal til at kunne dominere de smaa, der supplerer dem. Det omvendte Forhold er saa indlysende forkasteligt, at det ikke trænger til Forklaring. Det har altsaa i det sidst forløbne Aar ikke været tilstrækkeligt, at vi var os den antydede Fare klart bevidste ; vi har uden at ville det stundom givet uvilkaarligt efter for det Tryk, hvorunder vi lever eller rettere ikke lever, men lider, i Stedet for ustanselig at byde det Trods med vort Haab om et rummeligere Hus. Dette Haab har ingenlunde forladt os. Ikke alene i Tanken bygger vi paa det ny Hus; vi samler endog, naar Lejlighed gives, brugbare STEN dertil. Saaledes har vi nylig erhvervet fire snoede Baroksøjler af rødlig gult Marmor fra det 17de Aarhundrede, 3 ',4 Meter høje og sikkert venetianske af Herkomst, formodentlig hidrørende fra en Kirke. De er foreløbig bestemte til at bære Loftet i den Baroksal, der bl. a. skal rumme vore svære Skabe fra Danzig, Hamborg og Holland, naar de en Gang befries af deres Fangenskab i en trang og skummel Stue af en københavnsk Dagligstues Størrelse. Sammesteds vil formodentlig ogsaa to MALERIER, to Dørstykker, finde Anvendelse, hvilke vi har indkøbt uden i Øjeblikket at kunne skaffe mere end en foreløbig Plads til det ene. Det er Stillebens- Stykker, malede ca af Hamborgeren H. F. Werner Tamm, én Gang en kendt og skattet Nature-morte-Mester, der navnlig i Wien er rigt repræsenteret. Stor kunstnerisk Værdi har de to Billeder vel ikke, men de er meget dekorative og desuden købte for at minde os selv og maaske ogsaa andre Kunstindustrimuseer om Betydningen af at samle den Slags Billeder, i hvilke ofte smukke gamle Brugsgenstande er fremstillede af deres Samtidige under saadanne Forhold, at vi er istand til derigennem at stedfæste eller tidsbestemme tilsvarende Ting i Museerne. Af lignende Grunde, for Tidsbestem-

10 6 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM melsen eller Brugsbestemmelsen af Kniplinger, Hovedtøjer osv., samler vi, som oftere bemærket, Portræter fra svundne Dage; vor seneste Erhvervelse i saa Henseende er et smukt lille Dameportræt af Hans Hansen. Men forresten tænker vi naturligvis baade med Nature-morte-Billederne og Portræterne, som vi foreløbig maa ophænge i vort Kontor, ogsaa paa de dekorative Virkninger, der kan ventes af dem, naar de en Gang kommer til deres Ret i det ny Hus". Ind i dette Fremtidsperspektiv, i hvilket vi vedblivende vægrer Fig. 1. Ostindisk Købmand L. A. Schmidt (af Firir.aet Andresen & Sclnnidtj's Stue fra Hjørnet af Holmens Kanal og Ved Stranden. Skænket Kunstindustrimuseet af Haandværkerbanken, OS ved at se et blot og bart Fata Morgana, hører ogsaa Aarets omfangsrigeste Erhvervelse, ligesom ifjor EN STUE, vi har reddet fra Undergang ved at lade os den skænke. Giveren er Haandværkerbanken, der med denne Gave har gjort sig i høj Grad fortjent af Museet. Thi Stuen, en 2den Sals Hjørnestue fra Hjørnet af Holmens Kanal og Ved Stranden (Øster Kvarter, Matr. Nr. 160), vil en Gang i Tiden danne den smukkeste Baggrund, man kan ønske sig, for en Del af vore danske Empire-Møbler og blive en værdig Nabo til vort Interiør med de gamle danske Kunstneres Møbler, der naturligvis saa uforandret som mulig bør overføres til det ny Museum". Den nyerhvervede Stue (Fig, 1) har mørkebrune Træ-Paneler, hvis rektangulære Fyldinger raffineret nok kun er smykkede med en farverig Plet, en Fugl eller et Insekt i Diagonalskæringerne. Samme mørke Farve har Fløjdørene, der i hver af sine Midtfyldinger har

11 VIRKSOMHEDEN I AARET MDCCCCXVI / en rund Medaljon med en Genius. Den vinklede Forvæg med Vinduerne og deres Skodder er hvidmalet og staar kun i Forbindelse hvidt Baand med forgyldte Ornament- med de andre Vægge ved et er, som drager sig ovenover de mørke Paneler og løber ind mod de hvide Dørindfatninger. Over dette Baand er Væggene delte i Felter, et stort i Midten flankeret af to smalle, af hvilke det ene atter flankerer Døren og har sit Modstykke paa den anden Side af denne. I de store Felter, som er røde, er der midtvejs en svævende Figur i pompejansk Stil, i de smalle, som har sort Grund, opstigende Ornamenter, der omtrent midtvejs afbrydes af den for Empire-Tiden typiske Svane med opslaaede Vinger. Over den ene Dør er der en aflang Fylding med en Thyrsosstav og Vin, over den anden en do. med en Snerle. Samtlige Fyldinger, som er malede paa udspændt Lærred, er indrammede af paaskruede forgjddte Lister, og disse omrammes af Træet, der bærer det hele, og som er malet med en blaagrøn Farve. Paa Bagvæggen findes en Nische med en cylindrisk Ovn af hamret Jærnblik med Baand af Messing. Den flankeres af to graat i graat malede Fyldinger med Empire-Ornamenter. Over Væggen findes en rigt profileret og rigt dekoreret Gesims. I Centrum af Loftet er der en Gibsroset, som omrammes af Ornamenter og Blomster. Da Stuen, som det straks skal ses, skriver sig fra Tiden omkring Aar 1800, har den kunsthistorisk hiteresse derved, at den mere end 30 Aar før Freund viser Tilløb til en lignende antik Dekorationsmaade, som han, Freund, anvendte i sin berømte Bolig ved Frederiksholms Kanal, og hvoraf Brudstykker tilhører Kunstindustrimuseet. Efter at et Parti af Stuen er blevet opstillet i Museet i umiddelbar Nærhed af de nævnte Brudstykker fra Freunds Bolig, ligger en Sammenligning nær. Den viser ikke blot, at Freunds Forsøg paa at give en Stue en statelig antikiserende Stil ikke var det første her hjemme, men viser tillige, at hans Forgænger i saa Henseende i visse Maader var ham overlegen. Thi det lader sig ikke nægte, at der i den nyerhvervede Stue er mere Arkitektur, derfor en strengere og smukkere Holdning end i de Freundske Vægge, hvori det arkitektoniske ikke støtter sig til Lister og lignende Bygningsled, men er malet med Farver paa selve det flade Lærred eller Træ. Det maa vel en Gang kunne oplyses, hvem denne Forgænger for Freund var, hvorved vi snarere tænker paa den Arkitekt, der tegnede Stuen, end paa den Maler, der malede den; thi skønt Arkitekt og Maler her paa lidt nær er gaaede op i en højere Enhed, maa Arkitekten dog antages at have været den førende og ledende af de to. Helt uden historiske Efterretninger om det Hus, hvori Stuen stod, er vi dog ikke. Da hele Kvarteret brændte 1795, maa det være opført i de følgende Aar, og i en Vurderingsforretning til Brandassurance i Københavns Brandforsikring, dateret ^%, 1797, genkender vi da ogsaa vor Stue i de desværre meget kortfattede Beskrivelser af de forskellige Etagers Indretning. En Hjørnesahr', hedder det heri, Loftet gibset, i Midten et Cirkelslag, ziret med en Roset og adskillige mindre ditto. Gulvet lagt. Væggene foruden (d. v.s. med Undtagelse af) Bryst og Pillepanel betrukne med fint Lærred, som er malet og indfattet i Friser, derom forgyldte Lister, i en marmo-

12 ; 8 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM reret Nische er anbragt en 2 Etages Vindovn med støbt Pyramide derunder Marmorfliser, for Vinduerne indvendige Skudder". Som man ser, glipper Beskrivelsen paa et enkelt Punkt: Vindovnen med den støbte Pyramide. Ifølge en Vurderingsforretning fra 1830, hvori Beskrivelsen er ordret ligelydende med den fra 1797, stod den endnu den Gang paa sin Plads. Men af en 20 Aar senere Vurderingsforretnings Beskrivelse fremgaar det, at den da var bleven erstattet af en Jernbliks Cakkelovn med Messingbaand", øjensynlig den, som nu befandt sig i Stuen. Om andre Forhold gav Stuen selv Besked. Da vor flinke Portner Larsen, der tillige er en dygtig Snedker, tog den ned, var det ham paalagt at passe paa, om der mulig bag de malede Lærredsvægge skulde skjule sig gamle Aviser, der kunde være af nogen Betydning for den rigtige Datering af Huset. Han fandt da ogsaa et Par Numre af,,kiøbenhavns Adresse- Contoirs Efterretninger" fra 1801 stukne ind i en Revne til Støtte for det Kit, hvormed den var spagtlet. I det nybyggede Hus har Træet trukket sig, og en Reparation af Stuen har tidlig været nødvendig, maaske allerede omkring det Aar, paa hvilket de gamle Aviser peger. Ved den Lejlighed har formodentlig Baandene omkring Felternes forgyldte Lister faaet den smukke grønne Farve, de senere har beholdt, i Stedet for den langt mindre smukke lyseblaa Farve, de oprindelig maa have haft, eftersom den kom for Dagens Lys, da de forgyldte Lister blev afskruede. Saa heldige havde ikke de Forandringer været, som Loftet var undergaaet i Tidens Løb. Havde man end Grund til at tro, at det i Kompositionen var nogenlunde uforandret, havde det dog tabt sin Karakter ved at blive ommalet hver Gang det blev hvidtet. Det samme gjaldt Gesimsen. Loft og Gesims lod vi under disse Omstændigheder i Stikken. Tiden havde heller ikke tilladt at tage disse Dele med. Thi med 2 3 Dages Varsel skulde den gamle Stue være ude af Huset, for at Haandværkerne kunde komme til at begynde paa den ny. Der blev dog næppe forsømt noget, som vil volde Vanskelighed, naar den en Gang skal stilles endelig op. Takket være vor Assistent, Hr. Martial Weber, der har Snille som Arkitekt, blev den opmaalt og optegnet i alle Enkeltheder, en Prøve af Gesimsen blev desuden tagen i Forvaring, Loftet (for alle Tilfældes Skyld) kalkeret, det hele endelig grundig fotograferet. Ved Hjælp af det samlede Materiale vil det til sin Tid være let at rekonstruere Stuen ganske som den stod. Men allerede af det Stykke af Stuen, vi med Ofre af et Chatol og forskelligt andet har kunnet opstille i vort Empireværelse, vil man kunne faa et Indtryk af, hvor smukt og stateligt den virkede. Den, som har dekoreret den, har ganske vist ikke kunnet male Figurer de svævende Skikkelser i de store Felter staar langt tilbage for de tilsvarende Skikkelser paa de Freundske Vægge, ja tør end ikke betegnes anderledes end som yderst tarvelige. Men for Ornamenter har den Haandværker, der her har været virksom, haft et beundringsværdigt sikkert Haandelag, ligesom hans Øje har været aabent for Farver, ikke mindst for de rige og festlige Virkninger, som kan fremkaldes ved at variere Farverne indenfor samme ornamentale Motiv.

13 VIRKSOMHEDEN I AARET MDCCCCXVI 9 Størst Andel i Stuens Skønhed har dog sikkert den foreløbig ubekendte Arkitekt, der har bygget Huset. Thi ham skyldes naturligvis Rummets fortrinlige Optegning, fremfor alt den fine kunstneriske Takt, der er lagt for Dagen i Væggenes udadlelige Inddeling. Fremhævet af de profilerede Lister med deres velbevarede smukke gamle Forgyldning frembyder denne hiddeling med dens hidliold af smagfuldt stemte Farver et langt større Behag for Øjet, end mangen Væg, som uden Hensyn til dens Holdning i det hele er beklædt med kostbare Kunstværker. Men vi blev ikke færdige med at fortælle, hvad vi véd om den gamle Stues Historie. Vi véd ikke blot, hvem der ejede det Hus, hvori den stod ; vi véd tillige, hvem der var Stuens første Beboere. Og hvad der er mærkeligere: vi véd paa en Prik, hvorledes de saa ud. Thi som det er oplyst af Hr. Magister Axel Liiwald, der velvilligst har paataget sig Ulejligheden med samtlige arkivalske Undersøgelser i Anledning af Stuen, tilhørte det nybyggede Hus i 1797 et Firma, Andresen og Schmidt, og af Folketællingslisterne fra 1801 fremgaar det, at nævnte Andresen (med Fornavn Peter, Grosserer og Kaptajn ved det borgerlige Aiiilleri) ved den Tid beboede 1ste Sal i Huset, medens ligeledes nævnte Schmidt (med Fornavnene Albrecht Ludvig og ogsaa Grosserer) boede paa 2den Sal, altsaa dér, hvor vor Stue fandtes. Andresen og Schmidt! Det klang saa bekendt. Ja, ganske rigtigt, saaledes hed jo det Firma, af hvilket ostindisk Købmand Schmidt" var den ene af hidehaverne, ham, hvem vi skylder to af Eckersbergs berømteste Billeder, de legemsstore Portræt er fra 1819 henholdsvis af Købmanden selv ved sin Skrivepult og hans Kone, Fridericke Christiane, f. Reestorph, siddende og strikkende i en Sofa. Endnu i 1821, da Schmidt døde, boede Ægteparret i Huset med vor Stue. Det gør naturligvis ikke denne mindre interessant, at man herefter uvilkaarlig vil tænke sig just disse Mennesker færdes i den. Storartet passer de til den i den næsten monumentale velhavende Borgerlighed, som er baade deres og dens Karakter. En Vugge, vi har faaet skænket, og som er en af Aarets faa Erhvervelser af MØBLER OG ANDRE TRÆSAGER, kunde man maaske fristes til at stille i den Schmidt'ske Stue, hvis man ikke vidste, at den hørte andet Steds hen; thi den kunde godt se ud til at stamme fra det samme kultiverede Milieu, det velhavende københavnske Bourgeoisies, i Tiden omkring Aar Men den er af ædel Byrd, thi Abildgaard har tegnet den, og den er ikke udført med noget borgerligt Barn for Øje, thi den kommer lige fra Amalienborg. Her har Hr. Museumsassistent Leo Swane fundet den paa et Loft, og da der ved samme Lejlighed kom Ting for Dagen af Interesse for Kunstmuseet, er det gennem dette, vi med Tak har modtaget Vuggen som en Gave fra vort Hof. Desværre er den i en slem Forfatning, saa slem, at vi foreløbig ikke kan afbilde den. Fortiden har faret ilde med den, og Ormene har fuldbyrdet Ødelæggelsen paa saa lidet nær, at det endnu, medens dette skrives, er et Spørgsmaal, om der i det hele kan komme noget præsentabelt ud af dens hærgede og smuldrende Træ. Med sine Rækker af indlagte Delfiner i Citrontræ langs sine Kant-

14 10 DET naxskf-: KrNSTlNDUSTRlMUSEUM er viser Vuggen, der ellers afvekslende er af Mahogni-, Nødde- og Frugttræ, at den har været bestemt for en Dauphin. løvrig er den ganske enkel, idet dens andre hidlæg af Citrontræ indskrænker sig til nogle Linjer, Lister og Rosetter. Men fra det bare Skaberak med en bulet Kobberkuppel, hvormed dens Hovedgærde krones, og som har dannet dens Himmel, hang en Gang Gardiner af Silke, og tager man sin Fantasi til Hjælp, er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvor fin og fornem den oprindelig har set ud. Om dens Rekonstruktion bliver mulig, skal den dog heldigvis ikke foregaa alene paa Grundlag af Fantasien. Den vil, takket være Hr. Leo Swane, kunne støtte sig til Dokumenter, der er fremdragne af ham, og som vi med hans venlige Tilladelse skal meddele: Mit Ønske.er", skriver Prins Christian Frederik (senere Christian Vni) i et Brev af -^., 1806 til Abildgaard, idet han bestiller Vuggen, at den bliver bevægelig, men ogsaa saaledes, at den ved en Fier der springer for eller en anden slig Indretning staar ubevægelig naar man vil. Omhænget maae være af lyseblaat Silketøj." I Brev fra Pløen af ^^/i o 1806 udbeder Prinsen sig til Vuggen en Kig. 2. Stol ;if Mahogiii med Indlæg og Bronzer. Hamborg, 19de Dyne, hvorpaa ligger.-^århundreds Begj'ndelse. Gave fra Hr. Veksellerer Heiberg, en velstoppet, men ikke haard Madras. I Brev fra Abildgaard af ' ^/, 1807 til Prinsen meddeler Kunstneren, at han vil sætte en stor Silkedusk oven paa Vuggen, hvis Maal han samtidig opgiver at være 1 Alen og 14 Tommer lang, 21 Tommer bred og 2 Alen og 7 Tommer høj. Afslutningen paa Korrespondancen er et Brev fra Prinsen, skrevet ' fra Pløen ' Han takker deri Abildgaard for Vuggen og finder den af udmærket skiønt Træarbejde og meget smagfuld". At den fundne Vugge virkelig er den, hvorom Prinsen og Abildgaard saaledes brevvekslede, og som var bestemt for Prinsens og Charlotte Frederikes første Søn (der døde straks efter Fødslen), derom var der i og for sig ingen Grund til at tvivle. Umiskendeligt var den i Abildgaards Stil, og i Betragtning af dens Hjemmehørighed i et

15 VIRKSO.MHEDEN 1 AARET MDCCCCXVI 11 kongeligt Palais var dens Delfiner ikke til at misforstaa. Fuld og endelig Bekræftelse har Formodningen dog først funden derved, at Vuggens Maal stemmer nøje med de af Abildgaard opgivne. Endnu findes ogsaa, om end ude af Funktion, den Fjeder, som Prinsen ønskede til at stille Vuggen i Ro. Og endelig hænger under Vuggens forhenværende Himmel en lille Las af de oprindelige lyseblaa Silkegardiner. Bedre dokumenteret med Hensyn til sin Herkomst kunde Vuggen saaledes umulig være. Yngre end denne Vugge, men dog endnu tilhørende Empire-Tidens Forestillingskreds er to Mahogni-Stole, der er blevne os skænkede af Hr. Veksellerer Heiberg. Af Afbildningen (Fig. 2) vil man kunne Fig. Liggende Dreng. Statuette af Nøddetræ fra en Møbel-Gavl. Florens, IGde Aarhundred. Erhvervet lolfi. se, at de er af en usædvanlig Form, men ikke, at de tillige er af en livlig malerisk Virkning, som dels beror paa Bronzebeslagene paa Armene og Ryggen, dels paa den i brunt indlagte Vifte paa den gule Frise, som dækker Forsiden af Sargen, Det er endnu ikke lykkedes os med Sikkerhed at stedfæste disse Stole. De er næppe danske; svenske Kolleger forsikrer, de heller ikke er svenske; vor egen Erfaring siger os, de umulig kan være franske. Snarest turde de være hamborgske under den stærke Indflydelse fra England, der gennem hele Empiretiden gjorde sig gældende i Elbstadens borgerlige Møbelkunst*). Om en Rococo-Sofa, der i mange Aar har haft hjemme i København og er udført i poleret og delvis forgyldt Bøgetræ, kan der derimod ikke være Tvivl, naar Talen er om dens Herkomst. Den er dansk, et smukt Eksemplar af en velkendt og udbredt Type. Danske er endvidere et Par Hermer af en højere Alder, tilhørende Tiden omkring De er af Eg, desværre renskurede for de Farver, de sikkert en Gang har haft, men ualmindelig fine i deres Forhold og *) Efter at ovenstaaende er ski-evet. er det blevet o )lyst, at Stolene i sin Tid er kobte i Bremen.

16 12 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM af saa enkel Form, som om deres Forbilled havde været hugget i Sandsten. Museumsinspektør Chr. Axel Jensen, der som bekendt er Specialist i gamle danske Træskærerarbejder, er mest tilbøjelig til at tro, at de har flankeret et Epitafium og til at henføre dem til en vendsysselsk Mester. Fra en fjernere Tid og umiskendelig præget af gammel høj Kultur er et andet Brudstykke i Træ, vi har erhvervet. Det er en Statuette af en liggende Dreng (Fig. 3), skaaren i Nøddetræ ogtilskaaren saaledes, at den tydelig nok maa have haft sinplads i den spidse Vinkel af en Møbel-Gavl, thi af hvilken anden Grund Fig. 4. Albarello af Fayence. Florens, ca Gave fra Kiinstindiistrimiiseets Vemmer, skulde ellers Drengens Hoved oven til være fladtrykt og skraanende i Retning af hans udstrakte Ben? Et pragtfuldt Møbel maa det have været, som har baaret denne Figur, hvis det ellers helt igennem har været af samme Rang som den. Thi med sine rhytmiske Linjer, med sine Brydninger mellem de lange Glidelinjer i de udstrakte Lemmer og de korte og stejle Linjer i de bøjede Lemmer (for ikke at tale om den dejlige bronzeagtige blanke Patina) røber den en Race, som ikke godt kunde være finere. Den blev købt paa Auktionen over Beckerath's Samling i Berlin og var i den af Otto v. Falke affattede Katalog henført til Florens, 16de Aariiundred, uiiter dem Einfluss Michelangelos." Hvilket utvivlsomt er rigtigt; thi netop paa lignende Linjebrydninger, som vor Figurs, bygger jo de liggende Skikkelser paa Medici'ernes Gravmæler i S. Lorenzo. Men det vil man let forstaa, at er der end naturligvis kun et yderst svagt Genskær af Skønheden i hine mægtige Skikkelser udbredt over vor lille Figur, er det dog altid et Genskær paa første Haand og derfor et, som er stærkt nok til at kaste forøget Glans over vor lille Samling af italienske Arbejder fra Renaissancetiden. Ogsaa paa anden Maade blev den Beckerath'ske Auktion i Berlin

17 VIRKSOMHEDEN I AARET MDCCCCXVJ 13 af Betydning for denne Samling som vi med Forkærlighed forøger, saa vidt vore Midler rækker. Takket være den lave Mark-Kurs rakte de denne Gang noget længere end ellers ved Lepkes Auktionsbord; vi fik vor Samling af ITALIENSKE FAYENCER fra Renaissancetiden forøget med et lille Antal Typer, vi hidtil havde savnet, og derimellem et Par Ting, der med nogen Ret tør kaldes verdens- Fig. o. Tohanket Albarello af Fayence. Florens, ca Ga\e tia Kiini,tin(lustrimiiseets Venner. 191«. kendte, eftersom de er afbildede i saa verdenslæste Værker som Bodes og Wallis' Skrifter om de tidlige italienske Fayencer. Af disse to Stykker, hvilke Kunstindustrimuseets Venner med sædvanlig Forstaaelse har overtaget og skænket Museet, er det ene en cylindrisk Albarello (Fig. 4), der kun i blaat og turkis er dekoreret med tre store stiliserede Blomster og derimellem Treblade og smaa Kruseduller og Punkter. Den er afbildet hos Wallis (The Albarello) p. 76 og hos Bode (Die Anfange der Maiolicakunst in Toskana) p. 28. Den hører til de tidlige toskanske Fayencer, som viser, at paa det keramiske Omraade som paa alle Kunstens andre Om-

18 14 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM raader laa Førerskabet omkring det 15de Aarhundreds Midte hos Florens. Leret er brunt, Glasuren graa og tæt krakeleret, fuld af sniaa Stik af nogen Lighed med dem, der gerne forekommer paa Bagsiderne af Delfts Fayencer. Den primitivt komponerede Dekoration er maalbevidst og dristigt tegnet op med brede blaa Konturer, og fraregnet, at Glasurens Farve virkningsfuldt er udsparet paa Kanterne af Blomsternes Blade, fylder Farverne Konturerne efter at være paaførte med faa og flotte Penselstrøg. Der ligger aabenbart allerede en lang Tradition bag den Skønhed, som her er naaet med en sikker Anvendelse af de enkleste og simpleste Midler. Det vides jo ogsaa nu, at de tidligste florentinske Fayencer ikke er de første italienske, at Fayencekunsten allerede i Middelalderen blev øvet i Orvieto og andre Steder. Allerede for Aar tilbage har vi sørget for at faa denne vigtige Kendsgerning smukt anskueliggjort i vor Samling. Derimod savnede vi hidtil ganske de tidlige, endnu halvt gothiske florentinske Typer, der er Mellemledet mellem de helt middelalderlige Fayencer og de første fra den unge Renaissance. Alene med det her nævnte Stykke kunde dette Savn dog ikke stilles. En cylindrisk Albarello fra Florens fra Midten af det L5de Aarhundred kan være saa smuk, som den vil : den erstatter dog aldrig den samtidige tohankede florentinske Albarello, der allerede i sin Form er et klassisk Udtryk for den klassiske Tidsalder, den tilhører. Et godt Eksemplar af en saadan Albarello har derfor i mange Aar hørt til de Ting, der stod øverst paa Museets Ønskeseddel, og for os var Spændingen ved den Beckerath'ske Auktion derfor stær- det Spørgsmaal, om vi omsider skulde faa vort Ønske kest knyttet til opfyldt. Vi fik det. Ganske vist for dyre Penge. Men sikkert vel anvendte Penge. Thi Stykket (Fig. 5), som er gengivet hos Wallis (o. a. V.) pag. 67, har for det første den Fordel at være fuldkomment ubeskadiget (hvad det forgaaende i Parenthes bemærket ogsaa er), og derhos er det i sin Art saa repræsentativt, at det overflødiggør flere Prøver paa Aiien, en Egenskab, der naturligvis gør det til en ideel Erhvervelse for et lille Museum med saa mange Formaal og saa beskedne Midler som vort. Som man vil se, er Albarelloens væsentlige Dekoration (der er ens paa begge Sider) et stort gothisk r. Bode ejer og gengiver i sit Værk et ringere Eksemplar af Arten med det samme Bogstav. Da hverken han eller Wallis har indladt sig paa at forsøge en Forklaring af dette Bogstav, maa dets Betydning indtil videre staa hen. De italienske Albarelli tjente mange Øjemed. Deres gamle Samtidige, Piccolpassi, kalder dem ganske vist under ét Albarelli da spezierie e da confezioni, og Størstedelen af dem blev utvivlsomt gjorte for Hospitalernes Apotheker. Men mange bærer adelige Familievaaben og borgerlige Bomærker og maa antages at have tjent til Privatbrug, til Syltetøj, henkogte Sager, vellugtende Essenser etc, stundom maaske ogsaa til Blomsterpotter, saaledes som man kan se det paa et Billed af Carpaccio i Dublin. Der er altsaa en nogenlunde ubegrænset Mark for Gisninger med Hensyn til det mystiske Bogstav. Men hvilken Betydning det nu end har, er det af glimrende dekorativ Virkning. Det er malet i blaat, lidt Mangan og turkis (den

19 VIRKSOMHEDEN I AARET MDCCCCXVl 15 sidste Farve kendelig i Afbildningen paa, den lysere Tone), og det har ud over sin statelige Skabelon ingen anden Pryd end nogle Linjer, som med Penselskaftet er indkradsede i Bogstavlegemet, medens Farven endnu var vaad. Ganske primitive er ogsaa de (typisk florentinske) Bladornamenter, hvoraf Bogstavet flankeres, primitivest af alt dog Dekorationen af de kraftige Hanke, idet den indskrænker sig til en vandret Afstribning i skiftende grønt og blaat. Men der er over Dekorationen i dens fuldendte Forening med Krukkens dejlige Form udbredt al den selvfølgelige Naturlighed og friske Uskyldighed, som i gamle Dage kendetegnede Førstefrembringelserne af en kunstnerisk Epoke og i vore Dage med Rette har gjort disse nok saa eftertragtede, som de teknisk og kunstnerisk mere bevidste Frembringelser af en Epokes Blomstringstid. Om en florentinsk Tondino, vi ved samme Lejlighed erhvervede, gælder det samme, skønt den maa være en Smule yngre, idet heri en gul Farve lidt ængstelig endnu vover sig frem i Kehlingens radiale Afstribninger mellem den blaa og Manganen, hvormed den øvrige Dekoration er malet. Denne Tondino (en Slags dyb Tallerken) skriver sig fra den 2den Halvdel af det 15de Aarhundred, hvor Udviklingen af den italienske Fayencekunst tog rivende Fart og snart førte til Kunstens Blomstring. Det er vanskeligt at sige under ét, naar denne indtraadte. V\a. 6. Albarello af Fayence. Faenza, 15cle Aarh.'s 2den Halvdel. Erhvervet Thi dels falder den lidt forskelligt i de forskellige keramiske Centrer, dels findes der naturligvis Stykker fra Overgangstiden, hvilke man efter Smag og Behag kan henføre til Incunablerne" eller til den fuldt udviklede Kunst. En Albarello fra Faenza (Fig. 6) og ligesom den florentinske Tondino fra 15de Aarh.'s 2den Halvdel, maa endnu henregnes til Incunablerne". Den bærer mellem to primitivt malede Ornamentfriser et Baand med Indskriften ATANASIA. Derimod er det en Smagssag, hvorhen man vil regne vor fjerde Albarello fra Beckerath's Auktion (Fig. 7), udført i det første Aarti af det 16de Aarhundred og kendelig som sienesisk bl.a. paa den Terra

20 16 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM de Siena, hvormed den er dekoreret, foruden med blaat, turkis og citrongult. Kunstindustrimuseets Venner har Æren af at have skænket os ogsaa dette skønne Stykke, der næstefter den tohankede florentinske Albarello blev Aarets kostbareste Indkøb, idet Sienas Fayencer mellem de store Samlere med Rette nyder en ganske særlig Agtelse for deres selvstændige og sindrige Dekorationsformer og den glimrende Pragt i deres Farver. I begge Henseender er vor Albarello saa typisk, som man kan ønske sig det. Den skæve Anbringelse af Baandet med Indskriften METRIDATO, som ikke forhindrer Dekorationen som Helhed i at virke fortrinligt afbalanceret, er et ægte sienesisk Træk; ligesaa at Farverne bl. a. ved at være delvis transparent benyttede, er drevne til den højest-e Grad af Lyskraft for derefter at smelte symfonisk sammen i Glasuren. Endnu et Stykke italiensk Renaissance-Keramik skylder vi den store tyske Samler. Det er dog ingen Fayence, men et Stykke Terrakotta, et Væg- Kapitæl med et Par Genier, der bøjer sig frem mod hinanden og i Fællesskab bærer en opslaaet Bog (Fig. 8). Den ene af de to Figurer har desværre mistet Hovedet og den nærmeste Vinge; men selv med denne Defekt har Stykket stor Ynde. Den udmærkede Komposition, den ivrige Bevægelse fremefter i Genierne, som yderligere er betonet ved deres tilbageflagrende Drapperier, Fig Albarello der at Fayenci-. Siena, samtidig har den ca. Opgave l.')l(). (1 Kunstindustrimuseets Venner. l'jlti. at fylde Kapitælets Sider, den friske Formning af Barnelegemerne, der endnu bærer Spor af en beaandet Modellerpind eller Finger: alt dette peger i Retning af en udmærket Billedhugger fra den tidlige Renaissances Tid. Hvilken skal vi ikke kunne sige; hvorfra ikke heller. Fra Venedig, hed det i den fortrinlige Katalog over Auktionen. For vort Vedkommende skulde vi dog tro, at snarere Toskana maatte komme i Betragtning. Ogsaa vore spansk-mauriske Fayencer og de spanske uden maurisk Indflydelse er i Aarets Løb blevne forøgede dels ved Auktionen i Berlin, dels ved anden Lejlighed. For de spansk-mauriskes Ved-

21 VIRKSOMHEDEN I AARET MDCCCCXVT 17 kommende dog kun med Smaating. Vi mangler bestandig nogle store, velbevarede Stykker, som kan anskueliggøre, hvorledes den orientalske Lustrering blussede op i en hidtil ukendt Pragt i Spanien og herfra overførtes til Italien. Men de Smaating, vi har erhvervet fra dette Omraade, der er et af det gamle Kunsthaandværks kostbareste, vil dog sikkert ogsaa da kunne hævde deres Pladser, naar de monumentale Stykker en Gang er bragte til Veje; thi til hvert enkelt er knyttet en teknisk eller historisk Interesse. Der er saaledes en lille blaat dekoreret Skaal, som turde være en Sjældenhed, idet den paa en eller anden Maade er undsluppen Lustreringen og nu lærerigt viser, hvorledes disse Fayencer saa ud før denne. Der er fremdeles en Kande, som ikke mindre lærerigt viser, hvor let og overfladisk den i det 16de Aarhundred yndede ensartede Mønstring med Guldluster paa den gulligtonede Tinglasur maa have været, thi af Kanden, som er et Jordfund i stærkt restaureret Tilstand, er der ikke andet tilbage end den smukke og karakterfulde Form med dens forvitrede, nu hvide Glasur. En lille Skaal (hvoraf der mangler et Stykke) kan tjene til at antyde, hvorledes Mønstringen paa Kanden har været, og samtidig til at forklare, at den helt og holdent har kunnet forsvinde; idet den selv er paa et Stadium af Forsvinden, bleget betydeligt gennem Aarhundrederne. Den har iøvrig ogsaa heraldisk Interesse. Thi den Vinge i blaat, hvormed den er dekoreret i Bunden, kan være enten den aragonske Familje Sans' Vaaben eller den valencianske Familje Alegris, to berømte Slægter i Spanien, af hvilke Arnoldo Sans udmærkede sig som Alfons V's Hærfører under Erobringen af Neapel, medens Allegri'ernes Navn er knyttet til Borgia'ernes Historie. En Skaal med det samme Vaaben, der findes i South Kensington-Museum ( ) er afbildet i A. van de Puts Hispano-moresque more'', London 1911, Fig. 17, med Stilen i Væ<'-K;ii)ita'l at Tn rarulla. Niuditalien, ca " Erhvervet og her dateret ca. 1500, hvilket stemmer ganske vor Skaal. Fra samme Tid, de spansk-mauriske Fayen-

22 18 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM cers bedste Tid, er en lille Øreskaal (sciidella ab orelles) med en primitiv, men virkningsfuld Dekoration i brunt og blaat og med velbevaret Guldlustre. Kendelig paa sin kobberagtige Lustre som et Produkt af den begyndende Forfaldstid, det 17de Aarhundred, er derimod en anden lille Øreskaal, hvis forvanskede Indskrift vistnok skal tydes URBI ET ORBI Til Byen (Rom) og Verden", de pavelige Bullers noksom bekendte Adresse. Til disse spansk-mauriske Lustre-Fayencer slutter sig nogle Fliser uden Lustre, en større med blaamalede Blade fra Valencia og fra det 15de Aarhundred, en mindre, de cuenca (d. v. s. med ophøjede Konturer) fra Triana og fra ca. 1500, endelig en Dobbel-Flise med to Profilhoveder å la manera romana i grønne Kranse, delvis i Relief og med stærkt ophøjede Konturer, et Stykke af en kendt Suite, som stammer fra Sevilla og er i den italienske Renaissances Stil. Endelig maa vi nævne, at vi ogsaa har forøget vor Samling af spanske Fayencer fra det 18de Aarhundred, nemlig med et Blækhus og et Fad, som er dekoreret med en Fugl, begge tjenende til at supplere vor lille Gruppe af Talaveras dekorative, men hyppigt lidt bondske Fayencer, som vi i Øjeblikket ikke kan tildele noget af vor kostbare Udstillingsplads, men som naturligvis bør være repræsenterede under rummeligere Forhold i Fremtiden. Valencia, Triana og Talavera var de tre store Centrer for den spanske Keramik, men ved Siden af fandtes mindre virksomme Fabriker, saaledes i Toledo og Sevilla. Til Sevilla maa vistnok, foruden den før omtalte Dobbelflise, henføres et smukt ornamenteret Brudstykke af en mægtig Vi ukrukke (tinaja) i Terracotta, som er blevet os skænket af Hr. Knud Bauditz. Vanskeligt er det dog naturligvis i mange Tilfælde at sige, i hvilke Byer i det samme Land enhver Ting har hjemme. Der gives endog de Ting, om hvilke end ikke de lærdeste kan oplyse, fra hvilket Land de kommer. Det gælder saaledes en lille Skaal fra Beckeraths Auktion, gullig, glaseret paa Bagside og i Bund, graablaat glaseret indvendig og afstribet paa den skraanende Kant med en næsten sort Mangan. Den er købt kun for sin sarte Farveskønheds Skyld og uden Anelse om dens Herkomst. Siciliansk-arabisk, 14de Aarhundred", mente nogle af de mange kloge Herrer, der var samlede i Berlin i Anledning af Auktionen. Men som sagt: man kan ikke vide alt. Derfor tilstaar vi ogsaa gerne, at vi ikke véd, hvorhen vi skal føre et Par spanske Stykker STUK af den ornamentale Art, som er bedst kendt fra Alhambras Gaarde. Det ene Stykke er dog i Stilen stærkt beslægtet med Jomfrugaarden i Sevillas Alcazar; begge maa de efter Stilen skrive sig fra Tiden omkring I Sammenligning med de gamle italienske og spansk-mauriske Fayencer, for slet ikke at tale om de persiske, synes de mellemog nordeuropæiske Fayencer fra det 17de og 18de Aarhundred med deres enklere Teknik og fremtrædende hvide Tinglasur unægtelig noget kolde og haarde. Men alt er relativt. I Sammenligning med Porcellænet ophører de gamle Fayencer at være hvide, kolde og haarde og bliver graalige, milde og bløde. I Museerne, hvor det kommer an paa at faa Tingene til at gøre sig stærkest mulig gældende med de dem iboende Egenskaber, burde derfor aldrig Porcel-

23 VIRKSOMHEDEN I AARET MDCCCCXVI 19 læn og Fayencer være fælles om et Rum, saaledes som de desværre maa være det i vor Vestibule, om hvilken vi iøvrigt her skal bemærke, at den nu er saa overfyldt, at saa at sige ingen af Aarets Erhvervelser af Fayence og Porcellæn vil kunne finde Plads i den uden paa Bekostning af tidligere Erhvervelser, som ogsaa fortjener at ses. Men det var altsaa om vor seneste Tilgang af mellem- og nordeuropæiske Fayencer, vi skulde tale. Paa et Punkt, der vedblivende hører til vore svageste, de franske Fayencer, er kun tilkommet et eneste Stykke, en blaat dekoreret cache-pot fra Strassburg, dekoreret i Rouen's Stil med en bred Bræmme af å la réserve-ornamenter foroven og en smallere dito forneden. Paa et andet Punkt, som hører til vore stærkeste, og paa hvilket vor Standard er højere end de fleste Museers, nemlig Delft, er ligeledes kun tilkommet et enkelt Stykke, et Fad fra Fabriken de Paauw" (Fig. 9), dekoreret i blaat paa let blaalig Glasur med kinesiske Blomster, som omsværmes af tre Fugle. Et Krus med Fodring og Laag af Tin og med et blaamalet Borg-Prospekt mellem blaamalede Vaser med Blomster, er Fig.». Fad af Fayence. Fabriken de Paauw". Delft, ca Eih vervet betegnet B. K., d. v. s. Bayreuth-Knolier, der grundlagde Fayencefabriken i Bayreuth og ledede den fra ; et aflangt Fad, dekoreret med Blomster i en usædvanlig kraftig Blaa, er mærket HE i indpresset Monogram med Tilføjelse (i blaat) af Datoen ^^/i-82, d. v. s., at det stammer fra Konigsberg og i 1782 er udført under Ledelse af den mærkelige keramiske Lykkejæger Hofrath" Johann Eberhard Ludwig Ehrenreich, som dér for tredje Gang forsøgte sig med en Fayencefabrik efter først at have grundet Marieberg ved Stockholm og senere været Andelshaver i Fabriken i Stralsund. Af de svenske Fayencer, som vedblivende er en beklagelig svag Side af vor Samling, har vi heller ikke i det sidste Aar erhvervet Stykker af større Betydning, endskønt vi tog Del i den store Westerstrom'ske Auktion i Stockholm, paa hvilken navnlig Marieberg var glimrende repræsenteret. I deres Hjemland er begge de svenske Fayencefa-

24 20 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM brikers Frembringelser (Rorstrands maaske dog knap i samme Grad som Mariebergs) Genstand for en stor Pietet, som giver sig Udtryk i uhørte Priser for dem. Vor Andel i denne Afdeling af den Westerstrom'ske Auktion blev derfor saare ringe. Den indskrænkede sig til to nette blaamalede Rorstrand- 10. Tliebcidsbakke af Favence. Slesvig. 18de Aarh Tallerkener fra ca Erhvervet og et smukt ligeledes blaamalet Fad med et Landskab i kinesisk Stil, betegnet *S/(oekholm) ^^-{17)54. Til Gengæld har vor Høst af danske Fayencer været god. Et sandt Pragtstykke er en mægtig slesvigsk Thebordsbakke (Fig. 10), som i Bunden er dekoreret i blaat med to Jægere og en Jægerinde, langs Kanten med Rococo-Ornamenter af en større Elegance end sædvanlig i de slesvigske Fabrikers Frembringelser. Medens denne Bakke er fuldendt smukt bevaret, er en anden Thebordsbakke (Fig. 11) desværre ikke ubetydeligt beskadiget, men til dens Undskyldning maa tjene, at den er københavnsk, og at den med sit store landskabelige Prospekt i en Ramme af barokke Ornamenter er en karakteristisk Frembringelse af Fabriken i St. Kongensgade i dens 2den Periode ( ), i hvilken den forestodes af J. Pfau. De, der er velbevandrede i afd. Frohne's fortjenstfulde Bog om Danske Fayencer", vil erindre, at hidtil kun et eneste Arbejde med Signaturen J. W. med nogenlunde Sikkerhed lod sig henføre til Fabrikens 1ste Periode, Johan Wolffs ( ), nemligdet skønne, men desværre meget beskadigede Horn" med Frederik IV's Monogram, som Chr. Langaard i Kristiania i sin Tid forærede Frohne, og som sammen med dennes andre københavnske Fayencer testamentarisk tilfaldt Folkemuseet.Ved et af de Held, som bliver sjældnere og sjældnere, er nu vort fig- Mncf»iim ; Aai'oto T rtk H- Thebordsbakke af Fayence. Fabriken i St. Kongensgade, mubeuill 1 ia.dieib IjØD København, 18de Aarhundred. Erhvervet 1916.

25 VIRKSOMHEDEN 1 AARET IMDCCCCXVl 21 kommet i Besiddelse af et andet Horn (Fig. 12), der staar det nævnte saa nær, at det trygt kan siges at være en Søster til det, skønt det er ganske blottet for Signatur. Det mangler det kongelige Monogram, men er til Gengæld uskadt, og hvad Frohne rigtigt har bemærket om Hornet i Folkemuseet, at det i Skønhed ikke staar tilbage for samtidige Arbejder fra Delft, det gælder ikke mindre Søsterhornet, der med sin milde og bløde blaa Farve paa den flødehvide Glasur hører til de højest kultiverede af de hidtil kendte københavnske Fayencer. Den blaa Farve var et Privilegium for Fabriken i St. Kongensgade. Da Fortling grundede Fabriken i Kastrup, maatte han give Afkald paa at lave det saakaldte Delfs Porslin " (d. v. s. blaamalet Fayence). I hvert Fald kunstnerisk blev denne Anordning til Fordel for Fabriken; det er bekendt, den fik sin Styrke i brogetmalede Blomster af en egen rococoagtig Karakter. Mindre bekendt turde det være, at den i sin senere Periode, da den under Ledelse af Westerholdt og Mantzius lagde sig efter det paille-gule Stentøj efter engelsk Mønster'', drev det vidt ogsaa i Fremstillingen af denne Vare. Os har det i alle Tilfælde været en Overraskelse at se, hvor skarpt og elegant en Tallerken med gennembrudt Kant er skaaren, der bærer Mantzius' Mærke (Fig 13). Den er iøvrig ikke Aarets eneste Erhvervelse af, hvad Englænderne Fig. 12. Horn at Fayence. Fabriken i St. Kongensgade, kalder cream-coloured ware: Købentiavn, 18de Aarti. Eihveivet en stor Terrin paa fire høje Ben maa i denne Sammenhæng nævnes. Men om dette statelige Stykke er dansk (Rendsborg?) eller engelsk (Leeds?) eller tysk (Hubertusburg?) ser vi os ikke i Stand til at oplyse. Om et Par andre Stykker Fayence af foreløbig ubekendt Herkomst, hvilke vi hændelsesvis erhvervede paa et Tidspunkt, livor Spørgsmaalet om deres Hjemmehørighed var blevet brændende for os, kunde der skrives en Afhandling. Her skal vi kort referere, hvorledes vor Opmærksomhed blev henledet paa dem. For Nationalmuseets 2den Afdeling har vi i Aarets Løb søgt at

26 22 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM stedfæste en Del af de mangfoldige Skaar af Porcellæn, Fayence og Lertøj, som ved Udgravninger i København er komne for Dagen og er i nævnte Museums Forvaring. Naturligvis var der mellem Skaarene adskillige, overfor hvilke vi maatte give tabt bl. a. af den Grund, at det for Bestemmelsen af et Stykke gammel Keramik ofte kan komme lige saa meget an paa Stykkets Form som paa dets Dekoration, og om Formen Fig. 13. Tallerken af cremegul Fayence. Kastrup, paa den Genstand, hvoraf det er et 18de Aarh."s Slutning. Erhvervet Brudstykke, giver ikke ethvert Skaar den fornødne Besked. Mest fremmed forekommer os dog et Skaar af en lille Fayenceskaal (Fig. 14) samt en ganske lille uskadt Apothekerkrukke (Fig. 15), der var fulgt med Samlingen og aabenbart var af samme Familje som Skaaret. Ejendommelig for begge Stykker var en Tin-Glasur, der var saa tynd, at man ved første Øjekast kunde tage fejl af den og anse den for en hvid Begitning med Blyglasur. Endnu ejendommeligere var dog den Ornamentik, der i blaat var malet paa begge Stykker, aller ejendommeligst den Maade, paa hvilken den med sine mest typiske Træk, en egen kompliceret Spiral, nogle store tæt rudrede Blomster og afstribede Felter og Friser var mere tegnet end malet med Penslen. Forgæves ransagede vi baade vor Hukommelse og store Dele af den keramiske Litteratur: intet Sted fandt vi noget der lignede Stilen i de to Stykker. Vi havde forlængst faaet andet at tænke paa, da vi en Dag fik tilsendt Liibecker- Museets Aarbog for 1915 og heri til vor højlige Overraskelse fandt afbildet to Apothekerkrukker, der IKKe iocl i VIVI krukke. Tilti. Nationalmuseets 2den Afd J TI 1 f"'s Fayencer med den blaa Spiral". Et Skaar og en lille Apolheker-

27 VIRKSOIkfflEDEN i AARET MDCCCCXVI 23 tilbage om, at de var fuldbaarne og velbevarede Individer af samme Slægt som den invalide Skaal og den dværgelille Krukke i København. Af Afbildningerne kunde man se, at de var betegnede 1660; af Afhandlingen, som ledsagede dem og var skreven af Llibecker-Museets Direktør, K. Schaefer, fremgik, at de var blevne overladte hans Museum af det Mark Brandenburgske Museum i Berlin, fordi de bar Liibecks Vaaben og maatte formenes at hidrøre fra Ratsapotheket i den gamle Hansestad, løvrig fremgik det af Afhandlingen, at deres Art ikke var aldeles ukendt i Litteraturen, men behandlet paa et lidt afsides Sted, nemlig af Walter Stengel i Germanisches Museums Mitteilungen" fra Af Stengel, der har været den første til at pege paa de to Apothekerkrukker, som Llibecker-Museet derefter har erhvervet, tilskrives disse en Fig. 16. Apothekeikrukke af Favence med den blaa Spiral", ca Erhvervet Ornamentist, der oftere har betegnet sine Ai-bejder med Monogrammet LS. I Dresden, Niirnberg, og Miinchen kendes Arbejder af ham, som er daterede fra 1618 til Stengel formoder, han maa have haft hjemme i Niirnberg eller Fig. IV. Skrivetøj af Fayeiice med den blaa Spiral', ca Gave fra Hr. Frants Blom, 1916.

28 24 DKT DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM

29 VIRKSOMHEDEN I AARET MDCCCCXVI 25 i Liibeck, og saa vidt man kan se af Afbildningerne af disse af nogenlunde samme kunstneriske Kvalitet, skønt den mangler den heraldiske Udsmykning og kun er ornamentalt dekoreret. Den fandtes ikke fjærnt; den fandtes nemlig hos en Ven af os i København og kom ved et Bytte med ham i vor Besiddelse. Ikke mange Dage senere bragte Hr. Frants Blom os det andet Stykke (Fig. 17) som Gave efter at have erhvervet det hos en Handlende i Kristiania. Det er et Skrivetøj (hvori Blækhusene mangler), flygtigere gjort og med federe Glasur end de tidligere omtalte Stykker, men dog ganske utvivlsomt af deres Slægt. Imidlertid har det vist sig, at Slægtens Udbredelse heri Landet næppe har været ganske ringe. Fra Folkemuseet har Museumsinspektør Chr. Axel Jensen fremdraget en Apothekerkande fra Nykøbing Apothek med Aarstallet 1668 (Fig. 18), fra Nationalmuseet en lignende Kande sammesteds fra (Fig. 19), desuden et nyt Skaar med Spiralmønstret (Fig. 21) og endelig to smaa Apothekerkrukker, af hvilke den ene (Fig. 20) med sin Bladkrans og Ornamenter fører Bevis for, at den anden (Fig. 22), som har samme Bladkrans, men ingen Ornamenter, tilhører Slægten. Kan de to Apothekerkander fra Nykøbing tages som typiske for Slægten ved Aar 1668, da maa den være degenereret rivende umiddelbart efter Tilbage i de to Kander er de ejendommelige Motiver i Ornamentiken, men Glasuren, som før var mat og fin, er bleven fed og glinsende, den blaa Farve, der før var lys og let, er bleven mørk og tung og er desuden paasat med en fejende malende Pensel, som ikke har forstaaet, at Stilen var skabt for en tegnende. Muligvis vil Fremtiden bringe nyt Materiale til den ukendte Fabriks Historie; thi at det er en Fabriksvirksomhed, der her er paa Tale, og ikke som af Walter Stengel antaget, en enkelt Ornamentists, derom kan der næppe længere være to Meninger efter det Materiale, vi har samlet i København. Men derefter tør man spørge, hvor Fabriken laa? I Niirnberg næppe, thi dér blev den første Fayencefabrik efter alt, hvad der vides, først oprettet Af de tidligere tyske Fayencefabriker rækker Frankfurt a. M.'s og Hanau's ikke længere tilbage end til Kun Hamborgs gaar tilbage til de første Aar af det 17de Aarhundred (1605); men der er ikke den fjærneste Lighed mellem dem og de her omtalte, som man maaske indtil videre kan benævne Fayencerne med den blaa Spiral". Hvorledes det nu end forholder sig med disse Fayencer, om de skriver sig fra det sydlige Tyskland eller snarere fra et Sted i Nærheden af Norden, saa frembyder de bedste af dem i Kraft af deres Skønhed, men endnu mere i Kraft af deres Tidlighed et virkelig vigtigt Problem for den keramiske Forskning, og vi tør tro ikke at have misbrugt Pladsen i vor Aarsberetning ved her at samle en Række ny Bidrag til Problemets Løsning og sende dem ud i Verden med den. Dagsordenens næste Punkt, til hvilket vi derefter kan gaa over, er vore seneste Erhvervelser af PORCELLÆN, der vel er mere talrige end betydelige at se til, men mellem hvis mindste og uanseligste Ting der i nogle Tilfælde skjuler sig Stykker af stor Interesse for vore Samlinger. Saaledes er der mellem de tilkomne Arbejder af KØBENHAVNSK PORCELLÆN en lille Kande (Fig. 23), som nok

30 26 DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM skal vide at hævde sin Plads i Museet, skønt den kun er dekoreret med Smaabuketter i Purpur og tilmed mangler sit Laag. Tager man den i Haanden, ser man allerede, at den er af et usædvanlig skønt, blødt" Porcellæn (pate tendre), og faar man Øje paa dens Mærke i Bunden, skal man nok behandle den med Ærbødighed. Den er nemlig betegnet med Frederik V's Navnechiffer, og alle véd, hvad dette betyder: et Stykke af det første københavnske Porcellæn, Fournier's, omtrent det sjældneste af alt, man kan møde. Før Kunstindustrimuseet stiftedes, betragtedes det som en Kendsgerning, at der af dette Porcellæn ikke fandtes og heller ikke vilde kunne findes flere Stykker end de faa, der forlængst var kendte. Den formentlige Kendsgærning er senere blevet omstyrtet to Gange tidligere af Kunstindustrimuseet og nu for tredje Gang. Dog tør vi ikke tilskrive os selv det Held Fig. 23. Kande af FournieV'sk Porcellæn (pate tendre), mrkt. Fr. 5. Gave fra en Anonym, at have fundet den lille Kande. Det er en af Museets Venner, der har bragt os den, tilmed som Gave uden anden Betingelse end den, at han ikke ønskede at blive nævnt. Ogsaa en anden af Kunstindustrimuseets Venner" skylder vi Tak for et lille Stykke københavnsk Porcellæn, hvis ringe Størrelse staar i omvendt Forhold til dets hiteresse. Det erdr.^xez Heine, som har foræret os en ganske lille Figur (Fig. 24), i hvilken man ikke kunde undgaa at genkende Dajons Tapperheden" paa Frihedsstøttens sydvestlige Hjørne, Fremstillingen af en Kvinde med et Løveskind over Hovedet og støttende sig til det noget uklare Symbol, hvorom Abildgaard i sin Subskriptionsindbydelse fra 1791 til Støtten har oplyst, at det forestiller mange Spyd indviklede i en Fane". Den lille Figur er raffineret malet; den gule Farve i Tapperheden"s Løvehud og den lilla i hendes Kjole er af en egen smeltende Virkning. Den er ogsaa smukt formet, frisk modelleret, ikke ængsteligt kopieret. I Grunden ser den meget mere ud som en Skitze til den store Figur end som en Gengivelse af den i Miniatur. Ganske udelukket er det heller ikke, at den er et Forarbejde til Støtten. Der synes at have været gjort Forsøg med flere af den Slags Figurer i den kgl. Porcellænsfabrik. I hvert Fald ejer Frederiksborg-Museet Jorddyrknings-

31 VIRKSOMHEDEN I AARET MDCCCCXVI 27 fliden "s Figur (af Weidenhaupt) i samme Størrelse som vor, men i Modsætning til vor i Biscuit, og samme Musemn ejer desuden en Model af Støtten i dens Helhed, udført i umalet Porcellæn. Det er sandsynligvis den Model, hvorom Abildgaard i Subskriptionsindbydelsen fra 1791 siger, at den skyldes ham, og som Jul. Lange 100 Aar senere søgte forgæves, da han skrev sin smukke Artikel i Anledning af Støttens Jubilæum. Men er saaledes Forberedelserne til Frihedsstøtten bl. a. foregaaede i den kgl. Porcellænsfabrik, da er det ikke utænkeligt, at vor lille Figur er det Forarbejde til Støtten, den rent umiddelbart gør Indtryk af at være. Ser vi videre paa vore Erhvervelser af københavnsk Porcellæn, er der en Række Typer, vi hidtil manglede, og enkelte Ting, hvoraf vi vanskelig kan faa nok. Til de sidste hører de smaa Mokka-Kopper, som er ganske tidlige Produkter af Fabriken, og enten er ornamentalt dekorerede i Jærnrødt, saaledes som den ene fra det forløbne Aar, eller malede med tulipanagtige Bægerblade, saaledes som den anden, der er en Gave fra Frk. Rosette Salomonsen. Til Typer, som vi manglede, hører først en lille cylindrisk Thedaase med grønne Blomster, aabenbart af samme Service som et pragtfuldt Laag, vi i mange Aar har haft til Laans fra den kgl. Porcellænsfabrik. Fremdeles en urneformet Creme-Kop med Laag og dekoreret med brogede Blomster. Endvidere et Par usædvanlig store Kopper, ligeledes med brogede Blomster, hvis sortgrønne Blade dog giver Dekorationen en egen Karakter og røber en Maler, vi ikke tidligere havde repræsenteret. Brogetblomstret er ogsaa en Sauce-Kande med tre Buketter Fig. 24. Dajon's.Tapperheden" paa Frihedsstøtten. Statuette af polykromt Porcellæn. Den kgl. Porcellænsfabrik. Gave samt en Tallerken med gennembrudt fra Hr. Dr. Axel Heine. 191«. Kant og med Gennembrydningerne garnerede med et grønt Baand, som gør sig smukt og kraftigt gældende. Af den bekendte blaablomstrede Familje er tilkommen en Flaske med graalig Glasur og kendelig paa denne som et tidligt Eksemplar af Arten; af den endnu mere bekendte muschelmalede Familje en Kande, som er skænket os af Hr. Frants Blom og er mærkelig dels ved sin strenge, næsten antike Holdning, dels ved en aaben eller hul Hank, som i og for sig er smuk og praktisk set desuden ideal, idet den giver den kraftigste af Fingrene, Tommelen, en Adgang til at gribe, som andre Hanke forbyder. Det Strenge var ellers ikke det gamle københavnske Porcellæns Sag; snarere det