Jørgen Hartung Nielsen. Sværdets Kraft

Transkript

1 Jørgen Hartung Nielsen Sværdets Kraft

2 Sværdets kraft Jørgen Hartung Nielsen Forlaget Cadeau 1. udgave, 1. oplag 2012 Illustreret af: Christian Guldager Tryk: BB Offset, Bjerringbro ISBN: Lix: 24 Forlagets adresse: Forlaget Cadeau Østparken 28, Ejsing, 7830 Vinderup Tlf og fax:

3 Indhold 1. Sværdmesteren Den fremmede Et trist budskab I mulm og mørke Ven eller fjende? Ulve! Ruinbyen Karavanen Fra asken i ilden En spion? En dristig plan Tæt på Angrebet Afskeden...109

4

5 1. Sværdmesteren Teowulf var kendt som den bedste smed i miles omkreds. Hans ry var nået så langt som 3 måners ridt i alle verdenshjørner. Og folk fra nær og fjern besøgte ham for at bestille dét, som han var mest kendt for: at lave sværd. Han havde derfor fået sit velfortjente tilnavn: Sværd-mesteren. Metallet i hans esse glødede i røde, hvide og blålige farver. Med øvet hånd drejede han det glødende metal med sin tang, indtil farven var lige nøjagtig den, han ønskede. Så trak han metallet ud af ilden, lagde det på ambolten og gav sig til at bearbejde det med velrettede slag af en hammer. Derpå stak han det ned i en balje med koldt vand. En sprudlende, sydende og boblende lyd hørtes og blev fulgt af fin, hvid røgsøjle. Så startede det hele forfra. Hvad det var, der gjorde hans sværd til noget særligt, var der stor uenig om. Nogle mente, at det skyldtes de specielle, magi- 7

6 8 ske ord, han fremsagde under smedningen. Andre, at det var på grund af den særlige blanding af metaller, som han benyttede sig af. Andre igen mente, at der var på grund af tiden, han brugte til hvert sværd, som var det afgørende. Og endelig var der så dem, der mente, at Teowulf havde indgået en pagt med Den onde selv. Ja, sådan blev der gættet. Men Sværdmesteren holdt sin hemmelighed for sig selv. Aldrig røbede han noget, som kunne få opfattelsen til at foretrække den ene forklaring for den anden. Han lod folk mene, hvad de ville. Teowulf var en mand med mange år på bagen. Hans far og hans farfar før ham havde også været dygtige smede, så Teowulf havde fået håndelaget ind med modermælken så at sige. Som dreng havde han tit stået og set sin far udøve det håndværk, som Teowulf nu havde ophøjet til et helt kunsthåndværk. Og han var glad for sit arbejde og værnede om sit ry. Det skete aldrig, at et redskab forlod hans værksted, uden at han var helt sikker på dets kvalitet.

7 Og kunderne var mange. Og fra alle lag. Alle byens folk havde flere redskaber og våben, som var frembragt over hans esse. Og de fornemme herrer fra nabodistrikterne havde alle sværd, som bar Teowulfs navn. Og de red gerne mange mil for at aflægge ham et besøg i smedjen. Men alle forsøg på at fravriste ham hans hemmelighed var forgæves. Hemmeligheden ville han tage med sig i graven. Teowulfs store sorg var nemlig, at han ikke havde fået en søn, der kunne overtage hvervet efter ham. Hans datter, Estrid, kunne ikke, selvom hun viste stor interesse for hans arbejde og spurgte i øst og vest om dette og hint. Hun var en kvik pige, javist, men smed blev hun af gode grunde aldrig. Estrid var 13 år og vild som en dreng. Hun var hurtig på benene og red bedre end de fleste mænd. Og sværd og bue og pil håndterede hun med den største selvfølgelighed. En køn tøs var hun nu, mente han. Som snydt ud af næsen på sin mor, der døde alt for tidligt i barselssengen. Den lille dreng, som hun bar i sin mave, døde kort efter fødslen. 9

8 10 Og siden den tragiske dag for ti år siden havde Teowulf været alene med Estrid. Han havde opdraget hende, som han ville opdrage en søn. Og resultatet var slet ikke blevet så ringe slet ikke. Smedens datter var sine jævnaldrende drenge langt overlegen i de fleste discipliner. Men smed blev hun altså aldrig, så Teowulf ville tage sin magiske hemmelighed med sig i graven. Mens han tænkte alle disse tanker sydede og boblede det omkring ham. Det sværd, som han var ved at færdiggøre, ville blive et sandt mesterværk, uden tvivl. Når han slog let på det med sin hammer, havde det lige præcis den magiske lyd, som han ønskede. Han manglede kun at gravere nogle tegn på bladet, så var det færdigt. Han vendte og drejede det i strakt arm og så, hvordan lyset reflekteredes i klingen, som var der indlagt tusinde små diamanter i den. Jo, Teowulf var godt tilfreds, rigtig godt endda. Han kyssede klingen og gav sig til at gravere de magiske tegn på den, alt imens han nynnede.

9 Udefra trængte lydene af legende børn ind til ham. De råbte og skreg i vilden sky. En enkelt græd vist. Så var legen blevet for voldsom. Hold op, Estrid, jeg overgiver mig, lød det. Hold så op! Teowulf genkendte drengens stemme. Det var Magnus, søn af byens fornemste mand. Lidt efter kom Estrid storkende gennem værkstedet. Teowulf så kort op. Hun var rød i ansigtet. Af ophidselse eller var det vrede? Hvad skete der, Estrid? spurgte Teowulf uden at se op fra sit arbejde. Jeg gider ikke lege mere med de tøsedrenge, vrissede hun. Man kan ikke røre dem, uden at de skriger op. Teowulf grinede lidt i skægget. Det var typisk Estrid. Hun gik op i legen, som var den alvor. Hvad lavede I da? spurgte han. Vi sloges med kæppe. Og de var tre mod mig. Og så hyler de op. Hun fnøs. Teowulf klukkede af grin. Måske var du for hård ved dem? sagde han formildende. 11

10 12 Estrid satte sig ned på en træblok. Hun sydede stadig af vrede og skuffelse. Hun trak vejret dybt nogle gange. Det plejede at hjælpe, når hun var blevet for hidsig. Og det var hun vist nok blevet, måtte hun indrømme over for sig selv. Højt sagde hun: De piber, bare jeg ser på dem. Nå, så er det vel heller ikke værre, sagde Teowulf og satte det sidste tegn i klingen. Sådan, fortsatte han og så på Estrid. Hvad synes du om det? Estrid rejste sig og gik hen til sin far. Må jeg holde det? spurgte hun. Han rakte hende sværdet og så forventningsfuldt på hendes reaktion. Nå? sagde han. Estrid svingede sværdet nogle gange frem og tilbage. Det susede og sang i luften. Vauw, sagde hun imponeret. Det er vel nok et dejligt sværd. Hvem skal have det? Teowulf rystede på hovedet, så det halvlange lyse hår gled ned foran hans ansigt. Det er et særligt sværd, sagde han og undveg at svare på hendes spørgsmål. Meget særligt.

11 13

12 Hvordan særligt? ville Estrid vide og lavede et nyt udfald med sværdet imod en imaginær fjende. Teowulf gik hen til sin datter, tog forsigtigt sværdet ud af hendes hænder og lod en finger kærtegne den blanke klinge. Så pegede han på de tegn, som han netop havde indgraveret i klingen. Kan du se de tegn? Estrid nikkede. Hun var da ikke blind, så vist kunne hun da se tegnene. Hvad er der med dem? spurgte hun interesseret og forsøgte at tyde tegnene. De er magiske, svarede Teowulf. De gør sværdets ejermand usårlig. Estrid lod en finger glide ganske let hen ad sværdets æg. En tynd stribe blod viste sig på hendes finger. Jeg jeg rørte det næsten ikke, sagde hun og suttede blodet af fingeren. Det er vel nok skarpt. Teowulf nikkede. Ja, vel er det skarpt. Det er én af sværdets hemmeligheder. Og det mister aldrig 14

13 sin skarphed. Men hvis man forsøger at slibe det, mister det helt sin kraft. Estrid var dybt imponeret. Den, der har dette sværd kan altså ikke tabe en kamp? sagde hun uden tvivl i stemmen, for hun var vant til, at hendes fars arbejde altid var det bedste af det bedste. Præcis, svarede Teowulf. Den, der bærer dette sværd, vil altid vinde kampen, så det er vigtigt, meget vigtigt, at det ikke falder i de forkerte hænder. Det kan få de værste følger. Der blev stille i det store værksted. Selv Estrid havde mistet mælet, hvad der ellers ikke lignede hende. Konstant lod hun munden løbe; og nogle gange også for hastigt. Men det her havde fået hende til at tie et øjeblik. Kun et lille øjeblik, for selv om hun var dybt imponeret over faderens arbejde, var hun alligevel en smule skeptisk. Mange spørgsmål trængte sig med ét på: Kunne det nu også passe? Ville dette sværds ejer altid vinde? Og hvordan havde hendes far dog gjort det? Var der måske en lille smule rigtigt i de rygter, som forbandt ham med Den onde? 15

14 16 Nej, det troede hun ikke. Hendes far var en god og reel mand, som aldrig havde gjort andre fortræd, og han gik i byens lille kirke hver søndag. Hvordan skulle han så have kunnet slutte en pagt med Den onde? Hvem har bestilt det, far? spurgte hun så. Teowulf rystede på hovedet og sagde, at netop dette sværd ikke var en bestillingsopgave. Han havde lavet det, fordi han havde lyst og fordi, han ville udfordre sine egne evner til det yderste. Jeg gemmer det et godt sted, fortsatte han, og når du bliver voksen, skal sværdet blive dit hvis du vil have det. Estrid blev helt varm indeni og vist også lidt rød i kinderne. Det det vil jeg meget gerne, far, meget gerne, svarede hun stammende og en lille smule overvældet. Teowulf nikkede. Godt, min tøs, og stik så ud med dig, så jeg kan gemme sværdet et godt sted. Estrid sprang ned fra træblokken, rakte sig på tå og gav sin far et kys på kinden.

15 Så løb hun ud. Da Teowulf var sikker på, at han var alene, gik han hen til det ene hjørne, hvor der stod en stor og tung dragkiste, skubbede kisten til side, og åbnede en lille lem i gulvet under den. Så viklede han sværdet godt ind i noget stof og lagde det forsigtigt ned i hulrummet under gulvet. Dette var hans hemmelige rum, som ingen kendte eksistensen af. Derpå lukkede han lemmen og skubbede dragkisten på plads igen. I det samme trængte lyden af galopperende heste, høje råb og skrig ind til ham. Han skulle netop til at gå udenfor for at se, hvad der skete, da døren ind til smedjen blev sparket op. 17

16 18

17 2. Den fremmede En høj mand, iklædt en lang, sort kappe, trådte ind i smedens værksted. Kappen var forsynet med en hætte, som dækkede mandens ansigt. Han bar et smalt, gult skjold, hvorpå der med sort var malet en krage med udbredte vinger. Teowulf kunne høre, at der var flere af hans slags udenfor. De råbte kommandoer med høje, skingre stemmer. Hvad kan jeg hjælpe med? spurgte Teowulf med opbydelsen af al den ro, han kunne mobilisere, selvom han kunne mærke, at manden ikke kom i noget fredeligt ærinde. Er du smeden, Teowulf? spurgte manden med en dyb stemme, som kom den fra bunden af en brønd. Du ser ham foran dig, sagde Teowulf. Hvad kan jeg hjælpe dig med? Dit sværd, sagde manden, jeg vil have dit sværd. Teowulf forsøgte med et afværgende smil. 19

18 20 Jeg laver dem kun efter bestilling, sagde han, men jeg Manden afbrød ham med tordenrøst: Jeg vil have dit magiske sværd, og det skal være nu! Teowulf så overrasket på manden. Sværdet var en dyb hemmelighed, som ingen havde fået del i, hvordan kunne manden så vide, at han var færdig med det? Det forstod Teowulf ikke et ord af. Jeg ved ikke, hvad du snakker om, forsøgte han. Hvad er det for et magisk sværd? Manden trådte truende et par skridt nærmere. Lyv ikke for mig, sagde han med en indtrængende trussel i sin stemme. Jeg ved, at du har arbejdet med det sværd i nogen tid. Og nu vil jeg have det. Teowulf skulle lige til at sige noget, men manden løftede sin arm og fortsatte: Jeg har øjne og ører alle vegne. Også her. Så spar dig alle dine udflugter og giv mig sværdet! Teowulf slog ud med armene. Jeg beklager, men jeg ved ikke, hvad du

19 snakker om. Men jeg kan lave dig et godt sværd, hvis du er interesseret. Jeg er kun interesseret i det sværd, tordnede manden. Og hvis du ikke giver mig det, kapper jeg hovedet af dig. For at understrege alvoren i truslen trak han sit sværd og satte spidsen mod Teowulfs hals. Så råbte han over sin ene skulder på mændene udenfor. Tre mænd kom ind. De var også klædt i sorte kapper. Undersøg huset og find det sværd til mig, kommanderede han samtidig med, at han fastholdt blikket på smedens øjne. De tre mænd gav sig til at lede. Skabe blev åbnet og undersøgt, baglokalet ligeså, én af mændene gik hen til dragkisten og åbnede låget. Han smed forskellige genstande ud på gulvet, men fandt ikke det, de ledte efter. Lidt efter stod de tre mænd atter i smedjen. Alle tre rystede på hovedet. Intet, sagde de efter tur. Teowulf havde bevaret roen selv, da manden havde givet sig til at undersøge dragkisten. Han tænkte på Estrid. Om hun ville dukke op midt i det hele? Men måske var hun 21

20 22

21 langt væk. Sikkert rodede hun rundt ude i skoven, som var hendes yndlingstumleplads. Jeg giver dig en sidste chance, sagde manden, En allersidste chance. Giv mig det sværd, som jeg ønsker mig, og du vil slippe med livet i behold. I modsat fald skiller jeg dit hoved fra kroppen. Teowulf så manden stift ind i øjnene. Ikke på vilkår om han ville udlevere dette sværd, netop dette sværd, til denne mand. Ikke tale om. Så hellere dø. Nå? sagde manden. Bliver det til noget? Teowulf rystede ganske let på hovedet, og det blev den sidste bevidste bevægelse, det gjorde. Mandens sværd susede gennem luften. Teowulf hørte lyden. Resten fortabte sig i dødens mørke. Men hemmeligheden havde han taget med sig i døden, dog en del tidligere, end han havde regnet med. Manden satte sit blodige sværd i skeden igen, vendte sig om mod sine folk og råbte: Tøsen, han har en tøs. Find hende NU! 23