Me nn e s ke OLE HØIRIS TÆN KE PAU SE R t

Transkript

1 M ee nn s k e ÆN E AU E OLE HØIRIS t

2

3 MENNESKET Viden i verdensklasse»fremragende«henrik Dahl, Weekendavisen» umanerligt lækre og kloge«lotte Kirkeby Hansen, Kristeligt Dagblad»genialt «Johs. Nørregaard Frandsen, Kulturkontoret P1»sjældent visionært«rune Engelbreth Larsen, Politiken

4 Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Tænkepauser 15 ERINDRING af Dorthe Berntsen Tænkepauser 16 HÅB af Bertel Nygaard Tænkepauser 17 TID af Ulrik Uggerhøj Tænkepauser 18 SANDHED af Helge Kragh Tænkepauser 19 MENNESKET af Ole Høiris Tænkepauser 20 MAGI af Jesper Sørensen Se mere på Her finder du også månedens Tænkepause som gratis lydbog og e-bog T K P S R

5 M ee nn s k e ÆN E AU E OLE HØIRIS t

6 MENNESKET Tænkepauser 19 Ole Høiris 2014 Tilrettelægning og omslag: Trefold E-bogsproduktion: Narayana Press, Gylling ISBN Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET

7 MENNESKETS SYN PÅ MENNESKET 6 FOSSILERNES GÅDE 12 SYNDFLODEN: DET STORE SPRING FREMAD 24 NATURVIDEN - SKABENS VERDENSBILLEDE 30 NATURVIDEN - SKABENS MENNESKE 42 HVAD ER MENNESKET? 55

8 MENNESKETS SYN PÅ MENNESKET HVOR KOMMER MENNESKET FRA? Hvad mennesket er, kan formuleres på uendelig mange måder. Men noget af det mest menneskelige er menneskets fortælling om sig selv. Der er jo ingen andre end os selv, der kan fortælle, hvem eller hvad vi er som mennesker. Af den grund er spørgsmålet om, hvordan vi definerer os selv, en helt central del af vores identitet. Vi er som mennesker, hvad vi som mennesker mener, vi er. Og det er der mange meninger om. Et kendt bud blandt mange er det bibelske: Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde, og siden har mennesket ikke ændret sig. Som den gamle kirkefader Augustin skrev i begyndelsen af 400-tallet, så stammede man enten fra Adam, og så var man et menneske, eller også stammede man ikke fra Adam, og så var man ikke et menneske. Et andet bud er naturvidenskabens: Den mener, at vi stammer fra aberne, der igen stammer fra de første pattedyr og så videre helt ned til amøberne og de fisk, der engang for længe siden steg op af havet. Hver kultur og tidsalder har sin version af, hvordan mennesket er opstået, og hvad mennesket er for en størrelse. 6

9 Det er netop det, denne lille bog skal handle om: vores fortællinger om og kamp om retten til at fortælle hvad mennesket er, og hvordan det er opstået. Det er langtfra nogen ny kamp. Spørgsmålet om menneskets oprindelse er så vigtigt, at det altid har været genstand for en magtkamp mellem religioner, kulturer og videnskaber. Og striden mellem, hvilken historie om mennesket der skal fortælles, og hvem der må fortælle den, foregår stadig. Hvis jeg på universitetet fortæller de studerende, at den bibelske forklaring med Adam og Eva er sandheden, varer det ikke længe, før jeg bliver sat fra den undervisning, ja, måske fyret. Den eneste gyldige fortælling om menneskets oprindelse på Aarhus Universitet og for den sags skyld på de fleste andre universiteter i verden for tiden er den om menneskets afstamning fra aberne. Og det på trods af at en demokratisk afstemning på verdensplan nok ville ende i, at en religiøs skabelsesberetning ville få flertal frem for den naturvidenskabelige udviklingsteori. KAMPEN OM MENNESKET Menneskets oprindelse er et så centralt fænomen, at stort set alle samfund til alle tider har haft en fortælling om det. Og da menneskets oprindelse er nært forbundet med vores identitet som menneske, har menneskets oprindelse også altid været genstand for magtens interesser. For den, der har magt til at definere menneskets identitet, historie og oprindelse, bestemmer, hvilken selvopfattelse de offentlige institutioner som f.eks. kirken eller skolerne videregiver til borgerne som indiskutable sandheder. Og den, der definerer, 7

10 hvad mennesket er, kan i vid udstrækning forme og kontrollere mennesket. Det er derfor, det er eftertragtet at udlægge historien om menneskets begyndelse. Den identitet som menneske, som nutidens videnskab i dag fremstiller, er derfor heller ikke bare opstået på grund af en opdagelse, der er indlysende for alle. Den er i grove træk opstået via en lang kamp mellem to vidt forskellige verdensbilleder det kristne og det naturvidenskabelige der stødte sammen igen og igen fra 1600-tallet og frem. Særligt i løbet af 1800-tallet trængte den moderne naturvidenskab i sin kamp for at få monopol på viden inden for alle områder også ind i det helligste af det hellige for kristendommen: menneskets identitet, egenart, natur og oprindelse. Historien om, hvordan teorien om afstamning fra aberne blev dominerende i videnskaben om menneskets oprindelse dvs. palæoantropologien viser, hvor dygtige vi mennesker er til at få virkeligheden til at passe med de til enhver tid herskende sandheder. Vi fik passet fortidens spor fint ind i den bibelske fortælling helt frem til midten af 1800-tallet, og derefter fik vi passet de nøjagtig samme spor lige så fint ind i de naturvidenskabelige fortællinger. ØKSEN OG ELEFANTEN I LONDON Men lad os begynde i London i For her finder vi et godt eksempel på, hvordan man fortolkede sporene af en fjern fortid, således at de kom til at passe med den bibelske fortælling om mennesket. 8

11 Apotekeren John Conyers var samler af romerske genstande, og efter Londons næsten altødelæggende brand i september 1666, var der gode muligheder for at gøre et par interessante fund. Heldet var med ham. I en udgravning ved Gray s Inn Road fandt Conyers i 1679 en stenøkse, som han mente, var lavet af mennesker. For os et helt naturligt synspunkt øksen har man senere fundet ud af, er år gammel men på Conyers tid var det faktisk en usædvanlig konklusion. For dengang havde man ingen idé om, at mennesket engang havde brugt stenredskaber. Tæt ved øksen fandt man også nogle elefantknogler. Hvordan kunne det være, at man fandt elefantknogler, hvor der aldrig så vidt man vidste havde levet elefanter? Conyers synes at have ment, at det var den syndflod, man kunne læse om i Bibelen, der stod bag. Hele verden var jo med syndfloden blev oversvømmet, og det var kun Noa, der havde bygget arken, hans familie og de udvalgte dyr om bord, der havde overlevet. Samme oversvømmelse måtte så have skyllet elefantknoglerne til England. Senere, i 1715, tog boghandleren John Bagford, der havde kendt Conyers, afstand fra denne teori. Han hævdede i stedet, at det drejede sig om en krigselefant fra den romerske invasion af England i år 43 e.kr. Elefanten var blevet dræbt af bretonerne, som på det tidspunkt havde glemt brugen af metal og derfor i stedet brugte sten til økser. Baggrunden for både Conyers og Bagfords bud var det kristne verdensbillede, som ingen på den tid satte spørgsmålstegn ved. Guds skaberværk blev opfattet som fuldkomment, hvorfor der ikke kunne ske ændringer, uden at Gud 9

12 havde været mere fuldkommen på et tidspunkt end på et andet. Og det var for både Conyers og Bagford en umulig tanke. Derfor kunne dyr ikke uddø. Og da der ikke levede elefanter i England, måtte denne elefant være kommet udefra med romerne eller syndfloden. Men hvad med stenøksen? Ja, ifølge Bibelen var mennesket allerede i syvende generation efter Adam med Tubal- Kain begyndt at fremstille redskaber af kobber og jern. Og da Bibelen ikke omtaler nogen stenalder, måtte man finde en anden forklaring på, hvordan disse genstande, der lignede menneskeskabte stenredskaber, var opstået. F.eks. var den mest almindelige forklaring på de sten, der lignede økser, at de var tordensten, der faldt ned på jorden der, hvor lynet slog ned. Men der var også en anden mulig forklaring. Man gik ud fra, at alle mennesker nedstammede fra Noa. Derfor havde alle mennesker været kristne også jøderne i tiden efter syndfloden. Men efterhånden havde nogle menneskegrupper mistet denne sande kristne tro. De havde gennemgået en form for åndeligt forfald fra kristendom til hedenskab. Sådanne forfald kunne også ske på det teknologiske område. Derfor passede Bagfords teori om, at bretonerne havde glemt fremstillingen af metal, fint ind i det kristne verdensbillede. SAMME SAG, TO FORTOLKNINGER Det var ud fra sådanne grundlæggende kristne sandheder, at fortidens spor blev fortolket. Men en så dominerende og magtfuld fortælling som den bibelske bliver ikke bare skiftet 10

13 ud med en ny fra den ene dag til den anden. Hvor vanskeligt det er at skifte det ene verdensbillede ud med et helt andet, kan følgende lille episode illustrere. I 1890 erne ville en canadisk videnskabsjournalist, Grant Allen, gøre op med baltiske bønders tro på tordensten, så han tog dem med ud til en grav og fortalte, at når den blev afdækket, ville der ligge en stenøkse i graven som et offer til den afdøde. Derefter afdækkede han graven, og ganske rigtigt lå der en stenøkse ved siden af skelettet. Og da lød det fra en af bønderne: Der kan du selv se. Manden er blevet dræbt af lynet, og der ligger tordenstenen! Og på samme måde er det med både den kristne og den naturvidenskabelige fortolkning. De kan som vi skal se få fuldstændig den samme virkelighed til at passe ind i deres vidt forskellige verdensbilleder. 11

14 FOSSILERNES GÅDE JORDENS OG MENNESKETS ALDER En af Bibelens vigtigste sandheder i forhold til at afgøre menneskets oprindelse var, hvor gammel Jorden mon var. Man talte endda om Jordens samlede alder, dvs. tiden mellem Guds skabelse af hele verden og hans dommedag. Det var inden for det tidsrum, at mennesket skulle eksistere som jordisk væsen. Hvor langt perioden strakte sig, kunne man finde frem til via Bibelen. I Bibelen kunne man læse, at Gud skabte verden på seks dage, og det gik man ud fra, måtte svare til 6000 menneskeår. På den syvende dag tog Gud et hvil svarende for os mennesker til evigheden. Men hvor mange af disse år var mon allerede gået? Det lavede man komplicerede udregninger om ud fra Det Gamle Testamentes slægtshistorier. Philippus Melanchton, Martin Luthers nære medarbejder, havde midt i 1500-tallet fastlagt skabelsen til 3963 f.kr. Ca. hundrede år senere, i 1649, daterede den danske astronomiprofessor Villum Lange skabelsen til den 20. april 4042 f.kr. Mest anerkendt blev den irske ærkebiskop James Usshers bestemmelse i 1650 af skabelsen af mennesket til den 22. oktober om aftenen 4004 f.kr. Det siges, at selveste Isaac Newton skulle have budt på 2060 som året for dommedag og Jordens undergang. Om Newton eller Melanchton 12

15 får ret, er der heldigvis lidt tid til, at vi får at vide. Lange og Ussher må have regnet forkert, for deres 6000 år er gået. I slutningen af 1600-tallet ophørte man lige så stille med at bestemme Jordens alder ud fra Bibelen. I stedet begyndte man at bruge målinger af naturen. I 1700-tallet havde man fundet frem til, at Bibelen måtte være et menneskeligt produkt og ikke en guddommelig åbenbaring. Kun naturen var Guds uforfalskede værk. Alligevel fastholdt man Bibelens fortælling om menneskets skabelse og unikke stilling i forhold til de øvrige skabninger som en uangribelig sandhed. Den berømte engelske astronom Edmund Halley foreslog i 1715, at man kunne beregne mængden af salt i havet og måle, hvor meget salt der hvert år løb ud i havet med floderne. Da havet ifølge ham oprindeligt havde været ferskt, kunne man på den måde finde frem til Jordens alder. I samme periode satte den franske diplomat Benoît de Maillet en målestok i Middelhavet ud for Alexandria og bestemte vandstandssænkningen til 7,5 cm pr. århundrede. Ud fra en teori om, at Jorden oprindeligt havde været helt dækket af hav, kunne han bestemme Jordens alder til ca. to milliarder år, og menneskets oprindelse daterede han til at være sket for år siden. Et så kontroversielt resultat i forhold til den bibelske tidsregning, turde de Maillet ikke offentliggøre, mens han levede, da det kunne føre til hårde straffe at udfordre den kristne opfattelse af menneskets alder. Først ti år efter hans død blev udvalgte dele af værket Telliamed de Maillets navn stavet bagfra udgivet. Men selv da så udgiveren Jean Baptiste de Mascrier sig nødsaget til at 13

16 ændre store dele af værket for at få det til at holde sig inden for det, set fra kirkens side, acceptable. Den franske naturhistoriker Comte de Buffon målte ca. 50 år senere af kølingstiden på 24 hvidglødende sten- og metalkugler. Buffons ræsonnement var, at Jorden oprindeligt måtte have været glødende, da den ellers ikke ville have antaget kugleform. Kun solen kunne skabe en tilstrækkelig høj temperatur. Derfor måtte en komet have slået et stykke af solen og sendt det i kredsløb. Det lille stykke af solen blev til Jorden, som herefter begyndte at køle af først på polerne. Buffon regnede sig frem til, at Jordens alder i 1788 var år. Af dem var gået mindst år med at køle Jorden ned til en temperatur, hvor liv var muligt. Buffon måtte i sin bog Naturens Epoker dog garantere, at han ikke skrev noget, der var imod Bibelens sandhed om mennesket. Nu var der i Frankrig kommet et brud med de 6000 år, men som vi skal se, skulle dette brud i det mindste hvad menneskets alder angår først blive anerkendt ca. 70 år senere. UNDERJORDISK KREATIVITET Det kristne verdensbillede og den bibelske fortælling om mennesket skulle blive udfordret af særligt to former for opdagelser: For det første når naturforskerne fandt menneskeskabte redskaber sammen med knogler fra uddøde dyr; og for det andet når man opdagede menneskeknogler sammen med knogler fra uddøde dyr. Men hvordan kunne sådanne opdagelser underminere et så stærkt verdensbillede som det kristne? 14

17 For at forstå det skal vi lige se på, hvad fossiler er, og hvordan man helt tilbage i 1400-tallets renæssance opfattede dem. På det tidspunkt begyndte fossiler ligesom antikke skulpturer og tekster at blive et yndet samleobjekt for Europas lærde. Derfor begyndte man også at spekulere over, hvad fossiler overhovedet var for noget. Ordet fossil kommer af det latinske fodere, at grave, så et fossil er egentlig bare noget, der er gravet op af jorden. Nogle fossiler er det, vi i dag kalder forsteninger, dvs. aftryk af dyr eller planter, der levede for millioner af år siden, i sten, ler eller kalk. Men i renæssancen skelnede man ikke mellem forstenede dyr, stenredskaber, krystaller og sten i mærkelige former. Det var alt sammen fossiler. Man kunne f.eks. ikke forstå, hvorfor man kunne finde forstenede havdyr indkapslet i stenmasser højt oppe i bjergene. Nogle af datidens naturforskere mente, at såvel det levende liv på Jorden som de fossiler, man fandt under jorden, var produktet af den samme guddommelige skaberkraft. Dannelsesprocesserne var de samme, materialet blot forskelligt. Andre mente, syndfloden var årsagen. Med den kunne man forklare indkapslingen i sten, idet syndfloden havde rodet alt sten, planter, dyr, sand og jord op, hvorefter det var sunket til bunds. Men hvis det var syndfloden, der stod bag, hvorfor kunne man så finde fossiler af f.eks. muslinger højt oppe i bjergene? For man vidste jo, at syndfloden havde varet alt for kort tid til, at den slags langsomme havdyr kunne nå at bevæge sig helt op i de høje bjerge. 15

18 FORSTENINGER Begyndelsen på en forståelse af en sammenhæng mellem fossiler og levende dyr tilskrives den danske naturforsker Niels Steensen eller Nicolaus Steno. Steno er endda kendt som grundlægger af geologien, dvs. læren om Jordens fysiske indretning. I 1660 erne arbejdede Steno som anatom i Firenze. Han havde derfor også stor indsigt i, hvordan dyr var bygget op det menneskelige legeme blev dengang anset som for helligt til, at man måtte skære det op og undersøge det nærmere. Da der blev fanget en gigantisk haj i Middelhavet ud for Livorno, beordrede den lokale greve hajen sendt til Steno, så han kunne dissekere den. Ved at sammenligne hajens tænder med de såkaldte tungesten gjorde Steno en vigtig opdagelse: De tungesten, man hidtil på grund af deres trekantede form havde troet var fugletunger, var i realiteten gamle og forstenede hajtænder. I 1667 offentliggjorde Steno opdagelsen og redegjorde for, hvordan hajtænder og andre rester fra dyr og planter sank ned på bunden af havet. Med syndfloden blev planter og dyr, jord og sand rodet sammen og så overlejret med sand. Steno havde dermed forklaret indkapslingen i sten og skabt en forbindelse mellem levende væsner og forsteninger. Men i slutningen af 1600-tallet gjorde den engelske læge Martin Lister opmærksom på, at sammenhængen mellem fossiler og dyr stadig var en gåde på visse områder. For hvordan kunne det være, at man nogle steder fandt fossiler af væsner, som man ikke kendte til i levende udgave? En løsning kom omkring 1700 fra den engelske naturhi- 16

19 storiker John Ray. Han mente, at dyr ikke kunne uddø globalt, men nok lokalt. Alle de af Gud skabte dyr levede stadig et eller andet sted på kloden. Der var jo stadig store områder af verden eller havet, man ikke havde kendskab til. Fossiler stammede derfor enten fra skabninger, der stadig levede et eller andet sted på kloden, eller også var de blot mærkeligt formede sten. Et andet og mere radikalt bud kom fra matematikeren og fysikeren Robert Hooke. Han mente, at Gud fastholdt skaberværkets fuldkommenhed ved at fjerne nogle arter og skabe nye en slags dynamisk fuldkommenhed. Andre naturforskere anså i forlængelse af Hookes teori de uddøde dyr for rester fra Guds eksperimenter, forud for at han skabte de fuldkomne væsner, som nu eksisterede. UDDØDE DYR Med Stenos konstatering af, at tungesten var ældgamle hajtænder, var man nu begyndt at overveje muligheden af, at fossiler kunne være forsteninger af dyr. Men hvorvidt dyr helt kunne uddø, var i midten af 1700-tallet stadig en uløst gåde. Buffon fandt dog en løsning: For eftersom hele Jorden engang havde været en glødende kugle, måtte dens af køling være begyndt på de isdækkede syd- og nordpoler. Derfor var det også varmest omkring ækvator, og derfor måtte der engang have været tropisk klima nordpå og altså også et passende klima for elefanter. Det var den franske anatom Georges Cuvier ikke enig i. Cuvier opdagede omkring år 1800, at de nulevende elefanter tilhørte andre arter end de fossile. Buffons idé om, at ele- 17

20 fanterne blot havde fulgt varmen sydpå, måtte derfor være forkert. Og Cuvier gik et skridt videre. For han påstod, at dyr som disse fortidige elefanter måtte være uddøde overalt på kloden, for så store dyr ville slet ikke kunne gemme sig for menneskene. En af de fortidige elefanter var mammutten. Dem havde man fundet en hel del af, ofte dybfrosset med pels og kød i det kolde Sibirien, i begyndelsen af det 19. århundrede. Først mente man, at det var elefanter, som syndfloden havde skyllet fra ækvator mod nord og helt til Sibirien. Nedfrosne mammutter i Sibirien afslørede nemlig et problem i Buffons teori: For hvorfor var disse dyr ikke blot vandret et varmere sted hen, efterhånden som det var blevet koldere nordpå? Det kunne ifølge Cuvier kun skyldes, at der var indtruffet en klimaforandring meget hurtigt. Cuvier kunne nu forklare, hvordan dyr helt kunne uddø: Hurtige forandringer i form af lokale revolutioner fjernede nogle dyr som f.eks. mammutten og skabte nye som nutidens elefanter. På det tidspunkt var man også blevet klar over, at Jordens undergrund bestod af forskellige jordlag, som lå oven på hinanden jo dybere jordlag, desto længere tilbage gik man i Jordens fortid. De skiftende jordlag tog Cuvier som et bevis på, at der skete en udvikling mod stadig højere udviklede dyr frem mod nutiden. Men denne udvikling skete kun i overgangen fra den ene periode til den næste. Inden for de enkelte perioder skete der ikke nogen forandring. 18

21 MENNESKETS TID Omkring år 1700 var det stadig et ubestridt faktum, at mennesket var skabt for mindre end 6000 år siden. Men hvad skulle man mene om alle de såkaldte vilde mennesker, europæerne havde mødt på de store opdagelsesrejser til Amerika, Australien og Afrika syd for Sahara? Hvordan og hvorhenne skulle man placere dem i Guds store skaberværk? Datidens filosoffer og teologer diskuterede, om de var en del af menneskeheden eller ej. Men man var ikke klar til at tage et opgør med Bibelens sandhed om menneskets oprindelse. Det fik den franske filosof Isaac de la Peyrère så klart at mærke, at der skulle gå mange år, før nogen igen turde antyde noget sådant. Peyrère udgav allerede i 1655 bogen Føradamiterne. I den påstod han, at Bibelens skabelsesberetning kun angik jøderne. Der havde altså været to skabelsesperioder med lang tid imellem. I den første var hedningene dvs. alle andre mennesker eller føradamiterne blevet skabt, mens Adam, jødernes forfader, hørte til den skabelse, man kunne læse om i Bibelen. La Peyrère mente sin teori bevist ved, at Kain, Adam og Evas søn, kunne gifte sig. Blot af den grund måtte der være døtre af andre mennesker end Adam og Eva. Peyrère mente, at føradamiterne var blevet skabt på den femte dag sammen med dyrene. De havde slet ikke været med i Adam og Evas paradis, og derfor var de forblevet vilde og hedenske. Føradamiterne var et farligt værk, der udfordrede den vedtagne sandhed om menneskets oprindelse. Der gik heller ikke lang tid, før myndighederne reagerede. I 1656 blev la Peyrère arresteret og fængslet i et halvt 19

22 år, og hans værker blev offentligt brændt i Paris. For at blive frigivet måtte han som calvinist konvertere til katolicismen og afsværge sine synspunkter foran paven. Det gjorde han året efter, i Først 150 år senere, i begyndelsen af det 19. århundrede, turde en anden videnskabsmand tage la Peyrères tanker op igen. Det var Cuvier. Ud over la Peyrère var han især inspireret af Den Franske Revolution i 1789, der på få år havde omstyrtet det franske kongedømme og forandret hele landet. Cuvier mente jo, at forskellige revolutioner havde udfoldet sig i naturen siden tidernes morgen. Under hver revolution var næsten alt blevet udryddet og erstattet af en ny skabelse. Den seneste revolution for ca år siden havde så ført til skabelsen af Adam og Eva. Deres efterkommere var dog kun den hvide race. Men enkelte skabninger fra en tidligere skabelse, bl.a. mennesker, havde med nød og næppe overlevet ved at flygte fra de oversvømmede områder. De var asiaternes, amerikanernes og afrikanernes forfædre, mente Cuvier. Hermed havde Cuvier fremsat en mere verdslig teori som konkurrent til den bibelske syndflodsfortælling. Væk var de bibelske katastrofer, og i stedet henviste Cuvier til større lokale oversvømmelser, som han mente, var årsag til fornyelse og fremskridt revolutioner, ikke katastrofer. De engelske naturforskere var lidt mere konservative og religiøse end Cuvier. De tog godt nok hans teori om revolutionær udvikling til sig. Men de mente i lang tid, at Cuviers seneste revolution kun kunne hentyde til den bibelske synd- 20

23 flod. Helt central i denne fortolkning var præsten William Buckland. Buckland mente, at der havde været en lang periode mellem Jordens skabelse og tiden med Adam og Eva. I denne periode var mange former for dyr og planter både opstået og uddøde på grund af katastrofer. Gud havde efter hver katastrofe skabt det hele på ny. En efter en viste skabelserne en fremadskridende udvikling, som skyldtes Gud og ikke kræfter i naturen. Kun menneskets, ja, måske kun den hvide mands eksistens skulle ifølge Buckland holdes inden for de 6000 år. I Frankrig blev Cuviers ideer fulgt op af arkæolog Jacques Boucher de Perthes. De Perthes tilsluttede sig Cuviers og Bucklands synspunkt om, at der havde eksisteret mange epoker forud for den nuværende. Men ifølge de Perthes havde der i hver periode været ikke bare dyr, men også mennesker, som var blevet udryddet under store katastrofer. De Perthes havde med andre ord formuleret en teori, der kunne løse en af tidens største gåder: Hvordan det kunne være, at man fandt menneskeskabte redskaber sammen med knogler fra uddøde dyr. Svaret måtte blive, at der engang måtte have eksisteret en anden slags mennesker end nutidens. Takket være de Perthes forklaring kunne verdens og menneskets eksistens nu udvides til år. Ja, det menes, at han først havde skrevet millioner af århundreder. Efter et godt råd fjernede han dog nogle nuller, før det blev offentliggjort. Menneskets alder var stadig ikke noget, man tog let på. 21

24 Faktisk helt frem til 1850 erne blev den bibelske tidsramme for i det mindste det europæiske menneskes eksistens fastholdt af de mest magtfulde forskere inden for feltet. Det afgørende opgør må tilskrives den britiske geolog William Pengelly. I 1865 gik han i gang med at undersøge en hule i Kent i det sydøstlige England. Inde i hulen havde tidligere besøgende tagget deres navne og årstal. En William Petre havde været forbi i 1571, og det samme havde en Robert Hedges i Ved at måle tykkelsen af drypstenslaget oven på disse navne kunne Pengelly beregne alderen på det lag af drypsten, der lå over de fund, han gjorde: Det viste sig, at fundene måtte være intet mindre end år gamle! Hermed blev den naturvidenskabelige måde at bestemme tidsrammen på nu anerkendt og med den også en ny sandhed om menneskets alder. KATASTROFER ELLER EVOLUTION I perioden mellem ca og 1865 uspillede der sig en kamp mellem forskellige tidsopfattelser. Den bibelske krævede hurtige og radikale forandringer, som katastrofeteorien kunne forklare. Andre naturforskere mente, at naturens kræfter var evige og konstante. Af den grund måtte alle forandringerne være en effekt af de samme kræfters langvarige virke. Det var den uniformitaristiske teori. Men der var problemer med begge teorier: Katastrofeteoretikerne kunne ikke rigtig forklare de skabelser, der skete efter hver katastrofe uniformitaristernes problem 22

25 var, at der helt frem til Pengellys opdagelse i 1865 ikke synes at have været tid nok til de store forandringer, man kunne konstatere havde fundet sted. Nogle uniformitarister løste problemet ved at hævde, at dyr og planter havde eksisteret i lang tid før mennesket, og at det var derfor, man fandt meget gamle dyre- og planterester. Tilhængerne af begge teorier var dog enige i, at mennesket ikke havde forandret sig siden skabelsen. En af uniformitaristernes stærkeste fortalere, den skotske geolog Charles Lyell, kunne på denne baggrund bestemme mennesket som resultatet af en sen skabelse og en uaf hængig kreativitet Gud med andre ord. Uniformitaristerne fik med Charles Darwins bog Arternes oprindelse fra 1859 en løsning på forandringernes lovmæssighed: Nøgleordene var variation, selektion og transmission. Det var naturens egen udvælgelsesmekanisme, der var årsagen til dyrenes udvikling fra nogle stamformer til den store variation af arter, vi ser i dag. Men katastrofeteoretikerne gav ikke op. For uniformitaristerne kunne ikke fremlægge et eneste eksempel på et missing link, dvs. en mellemform mellem to forskellige dyrearter, der kunne bevise, at to forskellige dyrearter havde samme rod. Katastrofeteoretikerne mente, at det forholdt sig med dyrene som med mennesket: Hver art var skabt for sig. Nu var spørgsmålet ikke længere, hvordan dyr kunne uddø, men hvordan de overhovedet kunne opstå. Og så er det på tide at finde ud af, hvordan mennesket bliver blandet ind i denne diskussion. 23

26 SYNDFLODEN: DET STORE SPRING FREMAD GIGANTER OG EN SALAMANDER I 1676 fik den engelske naturhistoriker Robert Plot til opgave at finde ud af, hvor gammel en stor knogle var. Først mente Plot, at knoglen på grund af sin størrelse stammede fra en romersk krigselefant. Men kort tid efter ombestemte han sig: Det var en knogle fra giganterne. At der engang havde levet nogle meget store mennesker, vidste man bl.a. takket være en af de vigtigste teologer i den kristne kirkes tidlige historie: Tertullian fra det 2. århundrede. Ifølge Tertullian var der engang nogle engle, der drog ned til Jorden for at frelse menneskene fra deres synder. Men disse engle faldt selv i synd, for de blev fristet af de jordiske kvinders skønhed. De mistede deres status som engle, men blev fædre til nogle grusomme giganter. Giganterne var så syndige, at Gud valgte at udslette dem med syndfloden. Langt senere i 1842 mente anatomen Richard Owen, at knoglen måtte have tilhørt et frygteligt firben. Navnet oversatte han til latin: dinosaurus. Ca. 100 år inden Owen fandt på dinosaurus-ordet, troede den schweiziske matematiker og læge Johann Jakob Scheuchzer at have gjort et helt særligt fund. Selv mente han, det var et forstenet eksemplar af et af disse infame mennesker, der 24

27 havde været årsag til og selv var druknet i syndfloden. Han kaldte det i hvert fald homo diluvii testis mennesket, der var vidne til syndfloden. Årsagen til, at rester af mennesker fra tiden før syndfloden var så sjældne, var ifølge Scheuchzer, at de på nær Noas familie var så fordærvede, at der ikke var nogen grund til at bevare dem. Scheuchzers fossil viste sig i 1809 at være en kæmpesalamander. Også herhjemme var der mulighed for at finde rester af mennesker fra syndflodens tid. I 1781 udgav den danske geolog og tegner Søren Abildgaard Physisk-Mineralogisk Beskrivelse over Møens Klint. I bogen kunne man læse, at Møns kridt- og flintaflejringer oprindeligt var sket i havet. Abildgaard mente, at syndfloden var blevet udløst ved, at jordaksen skiftede retning. På den måde var kridtlagene blevet foldet, sådan som vi ser dem i dag. Derfor var Møns Klint et oplagt sted at lede efter knogler fra de mennesker, der døde på grund af syndfloden. Men det lader ikke til, at nogen har haft mod på at gå i gang med at lede efter dem. DE UMULIGE FUND Men hvordan skulle man forklare, at man fandt spor af mennesker sammen med knogler fra de uddøde dyr, man mente havde levet i tiden før mennesket? Det forsøgte præsten Johann Friedrich Esper at finde ud af. I 1771 fandt han i en hule i Bayern nogle menneskeknogler og redskaber sammen med knogler fra den uddøde hulebjørn. Han spekulerede over, om disse knogler tilhørte en druide dvs. en keltisk præst fra før kristendommen et menneske fra før syndfloden eller et normalt menneske? 25

28 Esper mente, at menneske- og dyreknoglernes tilstedeværelse i hulen måtte tilskrives samme geologiske begivenhed, og da den uddøde bjørn tilhørte tiden forud for syndfloden, måtte menneskeknoglerne gøre det samme. Espers udsagn blev dog ikke taget særligt alvorligt, primært fordi han ikke var anatom, men også fordi mange af hans bestemmelser af knogler var forkerte. Måske var det slet ikke menneskeknogler, han havde fundet. Det lå her i slutningen af 1700-tallet stadig fast, at der ikke havde været mennesker i det mindste ikke rigtige mennesker før Adam, og at syndfloden havde fjernet eller i det mindste rodet rundt med alle spor af mennesker fra perioden mellem Adam og Noa. Denne periode mellem Adam og Noa kunne godt efterlade sig spor, men de ville så være blevet blandet grundigt sammen med rester fra f.eks. de uddøde dyr. Derfor var der ikke lydhørhed over for Espers idé om, at mennesker og uddøde dyr havde eksisteret samtidigt. Men i 1823 gjorde præsten Buckland et opsigtsvækkende fund endda i en sådan grad, at det mere end noget andet fund i denne periode udfordrede den gængse opfattelse af, at mennesket ikke havde levet samtidigt med uddøde dyr. I Goat s Hole i Wales opdagede Buckland nogle rester fra et menneske sammen med knogler fra uddøde dyr. Den bibeltro Buckland havde dog en forklaring: Enten måtte det være resterne af en kvindelig skøge eller en heks fra romersk tid. Kun en så hæslig skabning ville være blevet gravet så dybt ned, at hendes knogler nu lå sammen med knogler fra uddøde dyr, der stammede fra tiden før syndfloden. 26

29 Hver gang man fandt menneskelige knogler sammen med knogler fra uddøde dyr, måtte det ifølge Buckland skyldes, at levn fra henholdsvis før og efter syndfloden var blevet blandet sammen. For med så vilde dyr som dem, der havde levet i de tidligere perioder, havde mennesket ikke haft nogen mulighed for at eksistere samtidig med dem. NATURVIDENSKABEN TRÆNGER SIG PÅ En mere naturvidenskabelig tolkning af verdens og ikke mindst menneskets historie trængte sig dog på. Den franske læge Paul Tournal fandt i 1827 en række redskaber sammen med knogler fra uddøde dyr i en hule ved Narbonne i det sydlige Frankrig. Det specielle ved Tournals opdagelse var, at der i knoglerne var skæremærker, som kun kunne være lavet af mennesker. Da jordlagene i hulen lå pænt og ubrudte oven på hinanden, kunne han afvise, at syndfloden eller en anden stor katastrofe havde blandet noget sammen. Det, der fandtes i samme lag, måtte have tilhørt samme tid: med andre ord et uomtvisteligt bevis på, at mennesket havde eksisteret væsentligt længere end år. Tournal havde endda fundet knogler fra både uddøde dyr og dyr, der stadig levede i bedste velgående. En total udryddelseskatastrofe kunne dermed afvises. Desuden kunne Tournal henvise til en hule i Gard nær Narbonne, som i samme periode var blevet udgravet af to andre franske geologer. I den hule havde man fundet rester af uddøde dyr og menneskeknogler. Begge dele måtte stamme fra tiden før 27

30 en syndflod. Med syndflod tænkte Tournal ikke på en global katastrofe, men på mere lokale fænomener dvs. lokale oversvømmelser, som ikke havde noget med religion at gøre. Sådanne lokale oversvømmelser kunne ikke forklare, hvordan nogle dyr kunne uddø overalt. Tournal overvejede derfor, om det måske var menneskene selv, der havde udryddet de uddøde dyr. MENNESKET OG DE UDDØDE DYR Kampen om menneskets oprindelse bølgede nu frem og tilbage de følgende 30 år, mellem de bibeltro forskere som Buckland og de forskere, der som de Perthes nægtede at blande religion ind i videnskab. Den bibeltro Cuvier og Det Franske Geologiske Selskab nægtede f.eks. at anerkende, at der havde levet mennesker samtidig med uddøde dyr. For de redskaber, man havde fundet sammen med uddøde dyr, var kendt fra tiden efter syndfloden derfor var der intet, der pegede på, at de skulle stamme fra tiden før syndfloden. Desuden gjorde sekretæren for Det Franske Geologiske Selskab, Jules Desnoyers opmærksom på havde mennesket engang levet og boet inde i klippehulerne. De havde sågar begravet deres døde i dem, og så var der jo også en masse kilder, der løb gennem hulerne. Alt sammen noget, der kunne have forårsaget sammenblandingen af knogler fra mennesker og uddøde dyr. Og så måtte den katastrofe, der havde udryddet så store dyr som f.eks. mammutten, naturligvis også have udryddet mindre og svagere skabninger som mennesket. Kun efter den seneste syndflod var dette ikke sket. 28

31 Da den schweiziske geolog Louis Agassiz i 1830 erne opdagede, at næsten hele Europa i en periode på mange tusinde år endda havde været dækket af is, fik man endnu en forklaring på, at rester fra vidt forskellige tidsaldre kunne findes sammen: Det var istiden, der havde ændret landskabet ved at skubbe sten, planter, dyre- og menneskerester foran sig i en stor rodebunke. EN UDELELIG HELHED I løbet af 1830 erne ophørte de fleste forskere med at bruge den bibelske syndflod som forklaring på, hvorfor menneskeknogler blev fundet sammen med rester fra uddøde dyr. Men der var andre faktorer i spil, som betød, at menneskets oprindelse stadig blev holdt adskilt fra en sameksistens med de uddøde dyr. F.eks. den måde, man i 1800-tallet anskuede verden på. Man gik helt generelt ud fra, at et folk, dets sprog, historie, kultur og ånd var tæt sammenvævede fænomener tilsammen udgjorde det en udelelig helhed. Den betragtning gjaldt også, når man udvidede perspektivet til at inkludere hele menneskeheden. Man mente, at mennesket kun kunne være opstået i den verden, der var blevet skabt for ca år siden, og som mennesket var en organisk del af. Mennesket havde slet ikke kunnet eksistere under andre forhold. 29

32 NATURVIDEN- SKABENS VERDENSBILLEDE DET SIDSTE FORSVAR FOR BIBELEN Det kristne verdensbillede blev i 1800-tallet efterhånden sværere og sværere at fastholde. Den moderne naturvidenskab trængte frem som vejen til erkendelse på alle naturens og menneskets områder. Særligt et fund kunne bruges til at underminere hele den bibelske fortælling om menneskets oprindelse. I 1829 fandt den belgiske læge Philippe-Charles Schmerling i nogle huler i nærheden af Liège fossiler af ca. 60 forskellige dyrearter. Nogle fra for længst uddøde dyr som f.eks. mammutten, andre fra lyslevende dyr som ulven. En altødelæggende syndflod kunne dermed afvises. I årene efter fandt Schmerling i de samme huler først et stykke af et barnekranium ved siden af en mammuttand og siden resterne af et voksent menneske sammen med knogler fra næsehorn og rensdyr. Ved begge fund lå der også tilhuggede redskaber og udskårne knogler. Det var udelukket, at barnet og den voksne var blevet begravet på et senere tidspunkt, for menneskeknoglerne lå spredt på samme rodede måde som dyreknoglerne. Havde der været tale om en begravelse, ville menneskeknoglerne jo ligge i en vis orden. Desuden var både dyre- og men- 30

33 neskeknoglerne nedbrudt lige meget og på samme måde. Schmerlings konklusion var, at alle fossilerne måtte være samtidige. Eftersom de uddøde dyr skulle dateres til før den seneste store oversvømmelse eller syndflod, som havde udryddet dem, måtte menneskene også have levet inden da. Ud fra de racetræk, Schmerling kunne identificere, var der tale om afrikanere. Schmerling konstaterede, at ikke alle dyrene havde levet i området, men at nogle af dyrene måtte være blevet bragt ind i hulerne af en stor oversvømmelse. Oversvømmelsen måtte have bevæget sig fra syd mod nord. Ellers kunne man ikke have fundet knogler fra dyr, som kun levede så vidt man vidste i de tropiske områder omkring ækvator. Schmerling brugte sit bemærkelsesværdige fund til at argumentere for, at nu skulle man alene lade fakta tælle. Men i England afviste de ledende forskere som Buckland og Lyell Schmerlings ideer. Det svage punkt i Schmerlings forklaring var, at dyreknogler udefra skulle være skyllet ind i hulen. Hvorfor kunne knogler fra mennesker, der var døde langt senere, så ikke også være blevet skyllet derind, lød hans modstanderes argument? Lyell mente f.eks, at menneskeknoglerne kunne stamme fra de mange mennesker, der hvert år druknede på havet. Når de sank ned på havets bund, ville de med tiden blive begravet under sand eller koraller og på den måde blive bevaret. En stor oversvømmelse ville så skylle dem op i hulerne, eller også kunne vulkansk aktivitet have løftet landskabet op, så det nu var tørlagt. 31

34 DRYPSTEN SOM TIDSMÅLER Samtidig med Schmerling opdagede en katolsk præst i Kent, John MacEnery, f.eks. nogle flintredskaber sammen med knogler af uddøde dyr. Og der var noget helt særligt ved Mac Enerys opdagelse. For ikke blot sad der et stykke flint i en af knoglerne, de var også dækket af et ubrudt lag af drypsten. Hvis drypstenslaget ikke var brudt, kunne man jo gå ud fra, at de menneskeskabte redskaber havde ligget samme sted i lige så lang tid, som det ville tage for drypstenslaget at blive dannet. I sådanne tilfælde kunne syndflodens eller andre oversvømmelsers kaotiske effekt ikke være nogen troværdig forklaring på grund af det ubrudte drypstenslag. Nu kunne der ikke være tvivl om, at ellers længe uddøde dyr og menneskeskabte redskaber havde eksisteret samtidigt. Men efter at have konsulteret Buckland og lyttet til den engelske kirkes råd opgav MacEnery at offentliggøre sit fund. Først i 1859 næsten 20 år efter hans død blev hans manuskript offentliggjort. I det kunne man læse, at Mac- Enery havde lyttet til Buckland. For i sit manuskript havde MacEnery bestemt fundene til at høre til tiden efter syndfloden, dvs. at de kun var år gamle. Buckland mente selv, at det tilsyneladende ubrudte drypstenslag havde lukket sig igen efter en eventuel begravelse. Den bibelske tidsramme for mennesket kunne nu kun fastholdes ved påstanden som vi i dag ved er fejlagtig om at drypstenslag kunne hele. I Frankrig var modstanden mod at føre menneskets alder tilbage til tiden før den store katastrofe, dvs. syndfloden, ikke 32

35 så dominerende som i England. De Perthes udgav i årene en række bind om keltiske redskaber, som han i Sommedalen havde fundet sammen med knogler af uddøde dyr fra tiden før syndfloden. Redskaberne systematiserede han, alt efter hvilket jordlag de lå i. Han kunne så konstatere, at de ældste var lavet til at blive brugt i hånden, mens de senere og noget finere bearbejdede var lavet til at blive skæftet. De fund mente de Perthes, bekræftede hans teori om, at der havde været adskillige katastrofer gennem historien, og at alt liv både mennesker og dyr var blevet udryddet ved hver overgang til en ny epoke. For eftersom mennesket var en organisk del af naturen, måtte det også gå til grunde sammen med den. Det var sådan, man dengang anskuede verden som en organisk helhed: Natur og menneske var gensidige betingelser for hinanden. Derfor var der lige så lidt forbindelse mellem de forskellige epokers mennesker som mellem epokernes dyr. De Perthes tog afstand fra alle ideer om, at mennesket kunne udvikle sig. De Perthes indsendte første bind af sit værk det til Det Franske Videnskabelige Akademi. Akademiet nedsatte en gruppe fagfolk til at vurdere værket. Dommen var en total afvisning, da udvalget ikke vurderede, at alle de af bildede stenredskaber var lavet af mennesker. Desuden var stenredskabernes alder ikke geologisk dokumenteret. Da de Perthes alligevel udgav det første bind i 1849, var modtagelsen ikke mere hjertelig. Darwin skrev f.eks., at det hele var noget vrøvl. Andre kritikere påpegede, at de af bildede redskaber var helt naturligt skabte sten, og at fundene skyldtes, at stenredskaber med tiden sank ned gennem 33

36 jorden. Og sidst, men ikke mindst var det fattige arbejdere, der havde fundet og afleveret stenredskaberne til de Perthes. Dem kunne man jo ikke stole på det vidste enhver ordentlig videnskabsmand. ET AFGØRENDE FOREDRAG Der skulle dog gå endnu nogle år, før tidsgrænsen blev brudt og menneskets sameksistens med de uddøde dyr anerkendt. Initiativet kom fra den engelske geolog Hugh Falconer. I 1840 erne rejste Falconer rundt i Europa og undersøgte bl.a. de Perthes mange fund. Her blev han så begejstret, at han bad geologen Joseph Prestwich om at se på disse franske udgravninger. Resultatet blev et foredrag i Englands fineste videnskabelige selskab Royal Society i Foredraget blev afgørende for fremtidens palæoantropologi. Prestwich stillede tre spørgsmål, som han ville forsøge at svare på. Først spurgte han, om flintredskaberne var lavet af mennesker? Det mente han at kunne svare ja til. For der var et tydeligt design bag den måde, de fundne stenredskaber var hugget ud på. Spørgsmål nummer to: Stammede redskaberne fra nyere tid? Og som tillægsspørgsmål: Kunne man stole på de arbejdere, der havde gjort fundene? På baggrund af sine samtaler med mange af arbejderne, der uaf hængigt af hinanden havde udtalt sig til ham, mente Prestwich, at de talte sandt. Alle arbejderne fortalte, at de havde fundet alt sammen i uforstyrrede jordlag. Det måtte være nogle meget gamle fund. 34

37 Til sidst spurgte Prestwich, om redskaberne tilhørte samme periode som de lag, de var fundet i, eller om de var kommet til senere. Som svar forklarede Prestwich, at enhver nedgravning tydeligt ville kunne ses som brud i jordlagene. Det var altså umuligt at skjule, hvis noget var blevet gravet ned i andre og ældre jordlag. Knoglerne fra de uddøde dyr forekom heller ikke nedslidte. Derfor kunne de ikke være blevet skyllet ind i de huler, som fundene stammede fra, langvejsfra af en oversvømmelse. Desuden havde omgivelserne påvirket knoglerne på nøjagtig samme måde som redskaberne. Prestwich kunne oven i købet fortælle, at arbejderne havde fundet sammenhængende skeletter. Det ville ikke være tilfældet, hvis knoglerne var blevet skyllet dertil af en stor oversvømmelse. Arbejderne fandt heller ikke rester af de uddøde dyr i dybere og ældre lag. Altså havde de uddøde dyr ikke levet på det tidspunkt, hvor disse jordlag var blevet dannet. Prestwich afsluttede sit foredrag med en bemærkelsesværdig konklusion. Det kunne være, at menneskets historie ikke gik langt tilbage. Måske var det snarere de uddøde dyr, der havde levet indtil for kort tid siden samtidig med mennesket? DET ENDELIGE OPGØR Tiden var nu ved at være moden til, at selv de mest dannede kredse skiftede den bibelske sandhed om menneskets oprindelse, alder og historie ud med naturvidenskabens. I England vedtog de førende videnskabsmænd, at sagen om 35

38 menneskets alder skulle afgøres ved at lade de fremmeste forskere udgrave en hule. Valget faldt på Brixham Cave i det sydvestlige England. Med Falconer som øverste leder og William Pengelly som udgraver skulle en urørt del af denne hule udgraves. Under et 7,5 cm tykt og ubrudt drypstenslag fandt man tre jordlag nede flintredskaber og knogler af flere uddøde dyr som mammut, næsehorn og huleløve. Det var nu klart, at mennesker havde levet samtidig med disse uddøde dyr og i en tid, hvor Jorden, dens planter og dyr endnu ikke så ud som i dag. Nu blev denne sameksistens endegyldigt anerkendt. Ikke så meget på grund af fundene i Brixham Cave, som på grund af de autoriteter, der havde magten til at bestemme sandheden i en så afgørende sag. Da menneskehedens alder kort tid efter på grund af Pengellys opdagelse af de gamle navne i hulen i Kent blev udvidet til ca år, blev tidsrammen stor nok til, at Darwins langsomme udvikling kunne erstatte katastrofeteorien. Ideen om en organisk sammenhæng mellem menneske og natur blev nu afløst af den moderne naturvidenskabs idé om, at de enkelte arter opstod, udvikledes og uddøde alt efter deres evne til at tilpasse sig deres omgivelser. Et nyt verdensbillede, der byggede på naturvidenskabens målemetoder, vandt her næsten monopol på at fortælle historien om menneskets oprindelse. DET MENNESKELIGE HIERARKI Menneskets fortid var i den sidste del af 1800-tallet blevet udvidet fra ca. fem tusind år til nu hundrede tusindvis af år. 36

39 Det medførte seriøse identitetsproblemer for mennesket. For lige pludselig var mennesket ikke længere Guds udvalgte skabning, men måske blot en tilfældig udviklet dyreart. Hvordan skulle mennesket nu forstå sin begyndelse, sin oprindelse og dermed sig selv? Med Darwin og raceforskningen kunne man konstatere, at menneskets udseende og væsen ikke var uforanderligt. Størstedelen af raceforskerne og især de toneangivende mente, at alle racerne havde en fælles oprindelse. Forskellene mellem europæeren, kineseren og afrikaneren skyldtes så enten forskellige grader af forfald eller forskellige grader af udvikling fra en primitiv, næsten dyrisk oprindelse. Men alle de europæiske videnskabsmænd var dog enige om, at det var os europæere, der stod øverst i det menneskelige hierarki. DEN FØRSTE NEANDERTALER Der var i midten af 1800-tallet flere teorier i omløb om, hvordan mennesket var opstået og havde udviklet sig. Og ikke mindst, hvordan de forskellige arkæologiske fund af forhistoriske menneskeformer skulle forklares. Nogle prøvede at holde fast i, at Gud stadig havde en rolle at spille, og at mennesket forandrede sig gennem tiden efter den almægtiges plan. Andre hældte til, at mennesket havde udviklet sig i overensstemmelse med Darwins evolutionsteori. Men igen og igen dukkede der fund op, som skiftevis udfordrede, bekræftede og underminerede de forskellige forklaringer. Og det lagde ikke en dæmper på debatten, at forskerne baserede deres teorier på et naturvidenskabeligt 37

40 grundlag. Langtfra. Det kan denne fortælling om et af de allervigtigste fund fra perioden illustrere. I 1856 fandt man en hovedskal og en række andre menneskeknogler i Neanderthal i Tyskland. Fundet blev i 1858 offentliggjort af anatomen Hermann Schaaff hausen. Der var ingen knogler fra uddøde dyr i nærheden, men man vidste, at sådanne var fundet i det samme jordlag andre steder. Efter en større undersøgelse konkluderede Schaaffhausen, at knoglerne stammede fra et vildt og barbarisk folk. Dette måtte stamme fra omkring istiden og have været meget udbredt, da lignende knogler var fundet i Minsk i Hviderusland. Ud fra kraniets form formodede han, at dette folk havde levet i Europa, før nutidens germanere var indvandret til området. Schaaff hausens konklusion blev hurtigt kritiseret af tidens førende forskere som f.eks. anatomiprofessor August Franz Joseph Karl Mayer. Han kunne ud fra det ganske buede lårben konstatere, at der måtte være tale om en mongolsk kosak, som var død i 1814 under russernes togt gennem Tyskland mod Frankrig. Den franske anatom Franz Ignaz Pruner-Bey mente derimod, at kraniet stammede fra en robust bygget kelter med lavt mentalt niveau. Kraniet mindede jo om de moderne ireres. Den førende britiske anatom Thomas Huxley fik en afstøbning af hovedskallen fra Neanderthal. Han bemærkede hovedskallens abelignende træk og vurderede, at den havde samme hjernerumfang som en hottentot, et dengang yderst foragtet sydafrikansk folk. Efter også at have sammenlignet hovedskallen med kra- 38

41 nier fra den australske urbefolkning kunne han konkludere, at det lå inden for den menneskelige variationsmulighed. Dvs. at man gik ud fra, at menneskeheden bestod af flere forskellige racer, som havde udviklet sig forskelligt ud fra en fælles stamfar. De kraftige knogler fra lemmerne fandt Huxley f.eks. ikke anderledes end dem, patagonierne i det sydlige Sydamerika havde. Lighederne kunne tilskrives, at begge menneskegrupper levede under hårde klimatiske forhold. Også Tysklands førende antropolog i sidste halvdel af 1800-tallet, Rudolf Virchow, havde et bud. Han mente, at skallen fra Neanderthal stammede fra en patologisk idiot, der havde lidt af både engelsk syge og gigt. Desuden havde idioten fået et hårdt slag i hovedet, så skallen var blevet flad. Således blev denne neandertaler som vi i dag ved det er normaliseret som en del af nutidens menneskeform. Man var endnu ikke klar til at acceptere, at der engang havde eksisteret helt andre former for mennesker. Men i den lille belgiske by Spy skete der i 1886 noget, der kunne udfordre en ellers fast opfattelse af menneskets oprindelse. Næsten fem meter nede og i uforstyrrede jordlag fandt en geolog og en arkæolog to menneskeskeletter sammen med knogler fra forskellige uddøde dyr. Da udgravningen levede op til alle videnskabelige krav, og da de begge var anerkendte videnskabsmænd, kunne der ikke herske tvivl: Skeletterne var samtidige med de uddøde dyr og de redskaber, man også fandt. JAVAMENNESKET Fem år senere, i 1891, tog den hollandske geolog Eugène 39

42 Dubois af sted på ekspedition. Han var også inspireret af debatten om fundene i Neanderthal og af Darwins teorier og satte sig for at søge efter the missing link mellem aber og mennesker. Dvs. det manglende led i kæden, som man mente kunne koble de første menneskeaber endegyldigt sammen med nutidens moderne mennesker. Dubois mente, at menneskets udvikling fra aberne måtte være sket i Afrika eller Sydøstasien, da begge områder havde store menneskeaber og havde været fri for is under istiden. Inspireret af den tyske biolog Ernst Haeckel, der anså den sydøstasiatiske gibbonabe som menneskets forfader, valgte Dubois at drage dertil. Og Dubois havde heldet med sig. På bredden af Solofloden på den indonesiske ø Java fandt han rester af menneskelignende væsner, som han var sikker på, var den eftersøgte mellemform, dvs. the missing link det såkaldte Javamenneske. Men reaktionerne fra de centrale videnskabsfolk var afvisende. Nogle mente, at det bare var en abe, og andre, at det var et sygt og forkrøblet menneske, der intet havde med menneskets udvikling at gøre. Der blev endda sat spørgsmålstegn ved, om Dubois fund tilhørte samme individ eller bare samme tid. Dubois gemte i vrede sit fund væk og lod det først komme frem igen i 1923 efter hårdt pres fra Det Hollandske Videnskabsakademi. DANSKEREN EN ÆDEL NEANDERTALER? Det var dog ikke alle, der foragtede neandertaleren. Omkring år 1900 blev professor i kulturgeografi ved Københavns Universitet H.P. Steensby sat til at lave en undersøgelse, der 40

43 skulle vise, at danskerne tilhørte den nordiske type dvs. blond med blå øjne og langskallet. Det havde svenske undersøgelser lige vist for svenskernes vedkommende. Tidligere mente de tyske sprogforskere brødrene Grimm dog at have fundet bevis på, at jyderne faktisk var germanere. Det var ikke populært herhjemme, hvor flere danske kulturforskere især efter nederlaget i 1864 var begyndt at gå meget op i at definere danskerne som et nordisk folk og ikke som en slags nordtyskere. Steensby koncentrerede sig om de steder, hvor befolkningen havde været ret isoleret. Det var den rene danske type, han var ude efter. Men til sin overraskelse opdagede Steensby, at danskerne bedst kunne karakteriseres som høje, mørke og næsten rundskallede mange havde heller ikke blå øjne. Afvigelsen fra den nordiske type skyldtes, at Danmarks og hertugdømmernes befolkning var de reneste efterkommere efter neandertaleren. Denne afstamning kunne vi være stolte af, for ifølge Steensby repræsenterede neandertaleren det ældste og ædleste raceelement i Europa den oprindelige europæer, som andre antropologers uvederhæftighed og konspirationer havde nedgjort på helt urimelig og uvidenskabelig vis. Steensby kunne konstatere, at efterkommerne af neandertaleren havde været de smukkeste og åndeligt bedst udstyrede i Europa. Men siden var andre typer indvandret og havde blandet sig med de danske neandertalere såsom de langskallede cro-magnoner og de kortskallede alpinske folk med asiatisk oprindelse. Det var desværre ikke længere rent neandertaler-blod, der nu flød i danskernes årer. 41

44 NATURVIDEN- SKABENS MENNESKE FRA ABE TIL MENNESKE Naturvidenskaben havde altså i løbet af 1800-tallet endegyldigt vundet retten til at fortælle historien om menneskets oprindelse. Mennesket nedstammede fra aberne. Der var ikke længere ideologiske problemer med denne nedstamning fra aberne. Slægtskabet med aberne var endda helt i tidens ånd. For i datidens opfattelse befandt nogle mennesker som f.eks. den australske urbefolkning, de såkaldte hottentotter og buskmænd sig udviklingsmæssigt mellem os og aberne og lignede jo aber. Desuden fandt forskere i begyndelsen af det 20. århundrede flere og flere eksempler på neandertalere og andre former for tidligere mennesker. Der var dog stadig bred enighed om, at det var en enkelt linje, der førte fra aberne til det moderne menneske. Men op igennem den udvikling, som racerne repræsenterede forskellige stadier af, havde der også fundet en slags intelligensudvikling sted fra neandertalerne til nutidens menneske. Man hierarkiserede jo også forskellige befolkningsgrupper og kulturer, alt efter om de levede i jæger- og agerbrugssamfund, eller om deres samfund havde gennemgået en moderne industriel revolution sådan som f.eks. Europa og USA. Parallelt med denne teknologiudvikling var menne- 42

45 sket blevet klogere, dygtigere og bedre. Kulminationen var naturligvis den hvide mand. PEKINGMENNESKET OG MRS. PLES I 1927 blev neandertaleren af den amerikanske antropolog Aleš Hrdlička udnævnt til det moderne menneskes forfader, og udviklingen af mennesket skulle have fundet sted i Europa. Men andre steder i verden blev der samtidig med Hrdličkas erklæring gjort fund, som udfordrede hans synspunkt. I Kina dukkede der i 1920 erne en tidlig form op, som blev kaldt Pekingmennesket efter den kinesiske hovedstad. Pekingmennesket blev tids- og udviklingsmæssigt placeret mellem Dubois Javamenneske og neandertaleren. Senere blev Pekingmennesket reduceret til kun at være asiaternes forfader eller måske en helt uddød gren af menneskelinjen dvs. den linje, der udviklede sig til homo sapiens. Men også i Sydafrika fandt forskere menneskeknogler, der kunne true ideen om, at menneskets oprindelse skulle placeres i Europa. De sydafrikanske fund blev først kategoriseret som australopitheciner sydaber på dansk men for forskerne i Afrika var det præcis de aber, der var the missing link. Med andre ord det manglende led, der endeligt kunne bevise forbindelsen mellem aber og mennesker. Det sydlige Afrika kunne sagtens være oprindelsesstedet for udviklingen af mennesket. For her havde udviklingen aldrig været forhindret af en istid, som det havde været tilfældet i Europa. Så i 1925 præsenterede den australske anatom Raymond A. Dart i London en afrikansk hovedskal, der var 43

46 fundet året før. Men Dart skulle blive skuffet, for i 1920 erne kunne man ikke forestille sig, at mennesket skulle have taget sine første skridt i det sorte Afrika det var alligevel for primitivt. Det var umuligt at forestille sig, at vi højt civiliserede europæere engang skulle have været sorte. Derfor meldte engelske og amerikanske forskere ud, at det måtte dreje sig om en slags chimpanse, som intet havde med menneskets udvikling at gøre. Denne afvisning af de afrikanske fund var så brutal, at andre fund, der herefter blev gjort i Sydafrika, blev holdt skjult for europæiske og amerikanske forskere de næste 30 år. Ingen med respekt for sig selv ville udsætte sig for en så nedladende faglig behandling, som Dart havde fået. Verden så dog væsentlig anderledes ud efter Anden Verdenskrig. Raceteorierne var efter nazisternes ufattelige udryddelseskampagne mod jøder, sigøjnere og andre folkefærd, som de mente var mindreværdige, dømt ude som helt og aldeles uvidenskabelige. Derfor begyndte forskere i slutningen af 1940 erne også at tage det afrikanske materiale seriøst. Opdagelsen af Mrs. Ples en noget lettere betegnelse end Brooms første navn: Plesianthropus transvaalensis var formentlig den vigtigste. Det var den skotske palæontolog Robert Broom, som fandt dette næsten fuldkomne kranium af en australopithecus i 1947 i Sterkfontein i Sydafrika. Brooms og andres fund viste tydeligt, at disse væsner havde gået på to ben hvilket jo var et enestående menneskeligt træk. I 1949 kom den endelige anerkendelse af disse tidlige 44

47 abeagtige formers relation til mennesket. Det skete, da højt respekterede og dermed magtfulde forskere som den britiske anatom og palæoantropolog Wilfrid E. Le Gros Clark kunne vise, at fundene fra Sydafrika havde både abe- og mennesketræk. Og så kom der virkelig gang i eftersøgningen efter det menneskelige stamtræ i Afrika. I 1950 erne gjorde ægteparret Louis S.B. og Mary Leakey vigtige fund i Østafrika af det, der blev til homo habilis, det kapable menneske. Her fandt de også de dengang ældst kendte redskaber igen en klar forbindelseslinje til mennesket, fordi redskabsbrug blev betragtet som noget, der alene var karakteristisk for mennesket. ER AFRIKA MENNESKEHEDENS VUGGE? På trods af de mange fund i Afrika, skulle der dog gå endnu ca. 30 år, før den afrikanske oprindelse blev bredt accepteret. Det skete, da det blev muligt og videnskabeligt anerkendt at spore menneskets udvikling ved hjælp af dna dvs. de molekyler, der indeholder al information om alle vores gener. Livets byggesten eller alfabet, lidt populært sagt. I 1980 erne lykkedes det en newzealandsk genetiker ved en analyse af mitokondrie-dna dvs. dna et i den del af vores celler, der producerer energi at påvise, at det moderne menneske, homo sapiens, var opstået i Afrika for omkring år siden. Med dna-analysen som baggrund blev Out of Africamodellen eller Fortrængningsmodellen udviklet. Ifølge den er det moderne menneske opstået i Afrika for siden at sprede sig ud over kontinenterne og fortrænge alle andre menne- 45

48 skeformer. Tilhængerne byggede Out of Africa-modellen på, at man via mitokondrie-dna, som kun arves gennem kvinder, og som har en regelmæssig og kendt forandringshastighed, kan føre alle verdens kvinder tilbage til en eller flere urmødre. Via en tilsvarende analyse af y-kromosomet kan man føre alle mænd tilbage til en eller flere urfædre. Kort sagt Adam og Eva, blot en hel del år ældre. Senere analyser peger på, at vor fælles urmoder levede for ca år siden, mens vor fælles urfader er ca år gammel. Aldersforskellen mellem den mandlige og kvindelige side krævede en forklaring eller flere. Et bud var, at udbredt flerkoneri skulle have medført, at kun et fåtal af mænd fik arvinger. En anden forklaring var, at befolkningsstabilitet i årtusinder medførte, at en mand kun efterlod sig én søn. Derfor var mange senere mandlige linjer uddøet. Senere har nyere studier dog gjort vore to urforældre lige gamle, ca år. Men et argument imod Out of Africa-modellen var tidshorisonten. Ifølge dens kritikere gav Out of Africa-modellen alt for kort tid til, at forskellen på afrikanere, asiater og europæere kunne have nået at opstå. Allerede i 1940 erne havde den tyske antropolog Franz Weidenreich undersøgt tidsproblemet. Han endte med at formulere den såkaldte multiregionale teori, som har givet genlyd helt op i det 21. århundrede. Weidenreich fornægtede ikke udvandringen fra Afrika, men hævdede, at de moderne mennesker var resultatet af fire selvstændige udviklinger de seneste år. Efter udvandringen fra Afrika skulle der have udviklet 46

49 sig en østasiatisk, en europæisk, en afrikansk og en australasiatisk homo erectus det opretgående menneske. Denne menneskeform dukkede op for små to millioner år siden og har levet frem til for ca år siden. Hver for sig og uaf hængigt af hinanden udviklede disse erectus er sig gennem nogle senere og nu uddøde former til de nuværende mennesker. Men hvis der i dag findes fire forskellige menneskeformer, hvordan kan det så være, at alle nulevende mennesker kan få børn med hinanden? Svaret er i forskningssprog: genflow og på almindelig dansk: sex mellem grupperne med ikke for mange tusinde års mellemrum. Gennem hele perioden har de fire menneskeformer via indbyrdes reproduktion blandet gener med hinanden igen og igen. Denne udveksling har sikret, at vi hverken med hensyn til intelligens eller udseende er vokset længere fra hinanden, forklarede Weidenreich. Weidenreichs multiregionale teori har i sin rene form mistet autoritet, men er til gengæld blevet populær i sin mere kompromissøgende form: Det moderne menneske stammer fra en blanding af de menneskeformer, der fandtes i Europa og Asien i forvejen, og den senere afrikanske indvandring til disse to kontinenter, som skulle være sket for ca år siden. Tilhængerne af den multiregionale kompromisteori satte også spørgsmålstegn ved mitokondrie-dna-analyserne, som Out of Africa-forskerne støttede sig til. Kunne de overhovedet bruges til dette formål? For man kunne ikke være sikker på, at ændringerne i mitokondrie-genomet havde en stabil frekvens. 47

50 F.eks. kunne den større forskel i mitokondrie-genomet, man fandt blandt afrikanske kvinder, skyldes, at der i Afrika gennem tiden havde levet langt flere mennesker end i resten af verden. Det moderne menneske havde jo tilbragt de første måske over år i Afrika. Man mente derfor, at en stor befolkningsgruppe ville medføre en større variation i menneskets udvikling hurtigere. For ændringerne af mitokondrie-dna et ville være de samme i en stor befolkning over kort tid som i en mindre befolkning over længere tid. Når ændringerne ikke havde en stabil tidsmæssig frekvens, kunne man heller ikke bruge mitokondrie-dna til at fastlægge menneskets oprindelse og gruppernes historiske slægtskab. Den multiregionale kompromisidé fik yderligere vind i sejlene, da man bestemte nogle neandertal-knogler fra Kroatien til at være år gamle. Selvom disse knogler senere har vist sig at være ca år gamle, betyder det, at de to slags mennesker neandertaleren og det moderne menneske må have kendt til hinanden. Men også Out of Africa-tilhængerne underbyggede deres synspunkt. I 1997 lykkedes det f.eks. at isolere noget dna fra en neandertaler fra Tyskland. Senere havde man held med samme manøvre med nogle knogler fra et år gammelt kaukasisk neandertalbarn. Ved at sammenligne neandertaler-dna et med det moderne menneskes kunne Out of Africa-forskerne bevise, at neandertalernes linje havde skilt sig ud fra det moderne menneskes for mellem og år siden. Neandertalerne kan derfor ikke 48

51 være vores direkte forfædre. De er uddøde, måske af sig selv, måske er de blevet fortrængt af det moderne menneske. EN STOR FAMILIE? Den multiregionale kompromisteori og Out of Africa-modellen repræsenterer to vidt forskellige verdensbilleder. Out of Africa-modellen gør menneskeheden til en stor familie. Via et uendeligt højt antal slægtled er vi alle hinandens fætre og kusiner. En ganske populær pointe i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor forskellige civilisationer, bl.a. den europæiske, havde draget uhyggelige konsekvenser af ideerne om radikale raceforskelle. Out of Africa-modellens bagside er, at vi det moderne menneske har udryddet eller fortrængt alle de andre menneskearter. Har vi en morderisk natur? Så galt behøver det dog ikke at være. Det moderne menneskes fortrængning af andre menneskeformer er ikke nødvendigvis sket via en blodig etnisk udrensning, hvor kun den stærkeste overlevede. Det moderne menneskes sejrsgang og udkonkurrering af andre menneskeformer kan også skyldes en overlegen evne til at udnytte et variabelt fødegrundlag. Det er den version, de fleste af os foretrækker i dag. Den multiregionale kompromisteoris positive melding er frihed til forskel og fredelig sameksistens mellem forskellige slags mennesker og kulturer samt assimilation via tværkulturelle ægteskaber. Rent antropologisk kan der også argumenteres for denne teori. For overalt i verden har man i vidt forskellige samfund og kulturer f.eks. altid udvekslet kvinder til at sikre fred, alliancer og gensidig forpligtigelse. 49

52 MENNESKET LIGE NU Ideen om en fælles familie stod altså i slutningen af det 20. århundrede over for ideen om fredelig sameksistens. I en stadig mere globaliseret verden, hvor etniske grupper og forskellige kulturer blandes og mødes i langt højere grad end tidligere, gør det begge ideer aktuelle. Men hvorfor kan det overhovedet ophidse nogen, forskere såvel som almindelige mennesker, hvordan mennesket er opstået? Og hvad gør det, om det er sket på den ene eller anden måde? Uanset svaret er det jo lang tid siden. Men ved at karakterisere og bestemme menneskets oprindelse og dets natur i disse oprindelige tider bestemmer vi også i en vis grad menneskets fundamentale natur. Hvad er vi fra naturens side for et slags dyr? Svaret på det spørgsmål vil vi gerne have, er positivt. I dag kan vi ikke acceptere, at vi er resultatet af de stærkestes ret. Men fra slutningen af 1800-tallet og frem til Anden Verdenskrig var det positivt at være de stærkeste eller den stærkeste race. Nu er det i stedet gensidig respekt og fredelig sameksistens mellem alle, som vi i Vesten hylder som de centrale værdier. STORE HISTORIER PÅ RINGE GRUNDLAG Med den moderne naturvidenskabs gennembrud i form af først anatomien og derefter genetikken som afgørende producenter af sandheden om menneskets udvikling i tiden efter Anden Verdenskrig blev en ny og stadig næsten gyldig tidsregning fastsat: Overgangen mellem de forfædre, der blev kategoriseret som aber, og de første menneskearter me- 50

53 ner man, skete for ca. 2,5 millioner år siden, og den såkaldte homo habilis betragter man fortsat som en af de tidligste af vores menneskelige forfædre. Ca år senere udviklede homo erectus sig. Det var den første menneskeart, der spredte sig uden for Afrika og trængte ind i Sydasien. Senere fulgte de mere moderne menneskeformer som f.eks. neandertaleren og os selv, homo sapiens, som det seneste skud på stammen. Men der er stadig mange uaf klarede spørgsmål. Derfor er der med hensyn til både tidsangivelser og menneskets afstamning plads til lige så mange gætterier, teorier og formodninger, som dengang det var Bibelens tidsramme, virkeligheden skulle indpasses i. Det er i disse vidensmæssige tomrum, at magt, personlig og national prestige presser sig ind og spiller en rolle for, hvordan de enkelte fund tilpasses de til enhver tid accepterede og legitime fortællinger om mennesket. Det gælder sikkert også for vores egne fortællinger om mennesket. På den ene side kan man mene, at vi med stadig flere fund, som vi kan hente stadig mere information ud af, nærmer os sandheden mere og mere. En sådan fremskridtstro hører i høj grad vores tid til. På den anden side vil der i fremtiden måske komme et lige så radikalt opgør med naturvidenskabens sandhed om mennesket som naturvidenskabens med den kristne. STAMMER VI VIRKELIG FRA AFRIKA? I Kenya fandt to forskere i 2001 nogle ca. seks millioner år gamle knogler. Der var ingen tvivl om, at denne skabning 51

54 havde gået på to ben. Den oprejste gang samt nogle relativt små tænder tydede ifølge de to forskere på, at der var tale om den direkte forfader til det moderne menneske. Måske tilhørte skelettet endda en helt ny og hidtil ukendt og oprindelig menneskelinje, som gik 1,5 millioner år længere tilbage end de hidtil ældste fund af knogler fra menneskelinjen efter adskillelsen fra det, der bliver betragtet som abeforfædrene. Men med den tese stødte de to forskere ind i den magtfulde Leakey-familie. Den havde jo i tiden efter Anden Verdenskrig gjort flere store fund i Østafrika angående menneskets oprindelse. Familien havde med deres fantastiske fund af de hidtil ældste rester af den linje, der førte til menneskene, opnået en stærk magtposition inden for deres forskningsfelt. Leakey-familien og dens tilhængere reducerede derfor de to forskeres fund til chimpanselinjen. Som om det intet havde med det moderne menneskes oprindelse at gøre. Modsætningerne var endda så stærke, at det førte til retssager og arrestation af franskmændene. Meave G. Leakey svigerdatter til Louis og Mary havde i 1999 gjort et fund, som også satte spørgsmålstegn ved den hidtidige opfattelse af menneskets udvikling. Fundet var en 3,5 millioner år gammel hovedskal med et meget fladt ansigt, meget små tænder og en lille hjerne. Denne såkaldte kenyanthropus platyops ligner i langt højere grad det moderne menneske end den australopithecus, man hidtil havde betragtet som vores urmoder, nemlig den berømte Lucy, der blev fundet i Etiopien og analyseret til at være 3,2 millioner år gammel. Lucys lidt specielle navn 52

55 skyldes den amerikanske palæoantropolog Donald Johnson. Han valgte at opkalde skelettet efter Beatlesnummeret Lucy in the Sky with Diamonds. Hvorfor? Det var den sang, Johnson og hans forskergruppe havde lyttet til igen og igen under ekspeditionen. Fundet af Lucy var virkelig helt enestående, fordi hendes skelet var næsten komplet. Oftest finder forskerne kun en meget lille del af skelettet. Meave G. Leakey udelukkede imidlertid på baggrund af sit eget fund Lucy som menneskets formoder. Måske var australopithecus-grenen, som Lucy tilhørte, slet ikke menneskelinjens forfædre, mente Meave G. Leakey. MADE IN CHINA? Som i så meget vil det 21. århundredes nye stormagt, Kina, også være med. Derfor er kinesiske forskere de seneste år begyndt at anfægte begge teorier i forsøget på at få Kina anerkendt som stedet for menneskets oprindelse. For dem har mennesket enten udviklet sig i Kina, eller også har det udviklet sig parallelt i Afrika og i Kina. Det kinesiske forsøg på at tilegne sig retten til menneskets oprindelse tog fart i Vestlige forskere havde kort tid inden betvivlet, at Pekingmennesket beherskede brugen af ild. Angrebet på Pekingmennesket medførte skarpe kinesiske protester på højeste politiske niveau. Samme år fandt kinesiske forskere i Lailishanbjergene i det østlige Kina rester af en gammel menneskeabe og af andre dyr samt nogle meget gamle redskaber og mærker på knogler, som så ud til at være menneskeskabte. Desuden var 53

56 der knogler fra dyr, som syntes at være lagt i en stilling af mennesker, som om de ville skære kødet af dyrene. Eftersom der kun har været adgang til denne hule for mellem 2,5 og 2 millioner år siden, kunne de kinesiske forskere datere deres fund til den periode, hvor homo habilis udviklede sig til homo erectus. Disse godt to millioner år gamle fund skal ses i sammenhæng med fundene af den såkaldte homo erectus wushanensis. Den er ifølge de kinesiske forskere mere end to millioner år gammel og det ældste asiatiske menneskefund. Med denne tidlige homo erectus eller måske homo habilis og med fund fra Renzidong-hulen i Anhuiprovinsen er kineserne begyndt at trænge ind i perioden for mellem to og fire millioner år siden. Det er en markant grænse at overskride, da det er på dette tidspunkt, at overgangen mellem aber og mennesker skete ifølge de fund, man hidtil kun har gjort i Afrika. Men ifølge tilhængerne af, at overgangen fra abe til menneske skete i Afrika, er de kinesiske fund kun naturfænomener, ikke rester fra mennesker. Kampen om menneskets oprindelse er langtfra forbi. 54

57 HVAD ER MENNESKET? DET MODERNE MENNESKES DOMINANS Kampen om at bestemme menneskets oprindelse fortsætter den dag i dag. I slutningen af år 2000 offentliggjorde den svenske forsker, professor i genetik Ulf Gyllensten resultatet af en undersøgelse af 53 mennesker fra hele verden. En sammenligning af deres mitokondrie-dna viste, at det moderne menneske opstod i Afrika for mellem og år siden. Derefter udvandrede det fra Afrika til de andre verdensdele for mellem og år siden. Gyllenstens teori er, at det moderne menneske måske først er udviklet i denne sidste periode i det mindste hvad angår dets avancerede sprog og evne til at tænke logisk. Herefter har det moderne menneske fortrængt alle tidligere menneskeformer uden at blande sig med dem. Dermed skulle Out of Africa-modellen være endegyldigt bevist. Men før der var gået en uge af 2001, kom et lige så overbevisende bevis fra tilhængerne af den multiregionale kompromisteori. For en række australske forskere offentliggjorde analyseresultaterne af noget mitokondrielt dna, som det var lykkedes at trække ud af nogle ca år gamle knogler. De stammede fra den såkaldte Mungo-mand, som 55

58 i 1974 blev fundet ved Mungosøen i New South Wales i Australien. Mungo-mandens skelet, der i dag er blevet et ikon for den australske urbefolknings meget lange tilstedeværelse på kontinentet, viste, at han havde været et moderne menneske, en homo sapiens. Via dna-analysen kunne de australske forskere desuden konkludere, at Mungo-manden intet havde at gøre med de afrikanske menneskeformer, men i stedet havde udviklet sig af de tidlige asiatiske former, som de var kendt fra Kina. Altså, lød deres teori, har det moderne menneske også udviklet sig fra de tidlige homo erectus-former i Asien hvad der jo klart modsiger ideen om, at det moderne menneske alene udviklede sig i Afrika. Næsten samtidig offentliggjorde den amerikanske antropolog Milford H. Wolpoff resultatet af nogle sammenlignende undersøgelser af hjerneskaller. De viste, at der havde fundet en blanding sted mellem neandertalere, homo erectus er og homo sapiens. Wolpoff udviklede sammen med en kollega, Andrew Kramer, en teori om, at små grupper over lang tid var vandret ud af Afrika til Asien og Europa, men også tilbage igen til Afrika. Disse grupper har så blandet sig med de menneskeformer, de har mødt. Derfor er vi europæere efterkommere af såvel moderne menneskeformer som neandertalere, mens asiaterne er efterkommere af både moderne menneskeformer og andre menneskeformer, der boede på kontinentet i forvejen. Med tiden er det moderne menneskes træk blevet dominerende takket være en darwinistisk udvælgelsesproces. 56

59 TILBAGE TIL EN ENKELT MENNESKELINJE? Noget af det mest afgørende, der er sket i den seneste tid, er, at man nu kan uddrage kerne-dna, dvs. dna fra cellekernen, fra årtusindgamle knogler. Denne nye teknologi kan formentlig understøtte en ny opfattelse af mennesket, der så småt begyndte at dukke op i 1970 erne. Det lader nemlig ikke til, at vi nogensinde kan præcisere menneskets oprindelse til et enkelt begyndelsespunkt. I stedet har vi mange små historier, der hver især bidrager til at forklare den menneskelige mangfoldighed. Forskellige fund bliver ved med at føre forskerne i forskellige retninger. Det såkaldte Heidelbergmenneske, der er mellem og år gammelt, er f.eks. kommet i centrum de seneste år, da det måske er forfader til både det moderne menneske og neandertaleren. Og i 2010 blev fundet af Denisovamennesket fra Altaibjergkæden i Rusland offentliggjort. Sammen med Heidelbergmennesket kunne det være asiaternes forfader. Den genetiske forbindelse mellem disse to former, der levede langt fra hinanden, kunne i hvert fald pege på en hidtil ukendt form, der havde levet i området mellem Altai og Spanien. Tesen var dog den samme: Der havde eksisteret forskellige menneskelinjer, og kun en enkelt havde overlevet. Men fundet af fem kranier i Dmanisi i Georgien har igen tvunget forskerne til at revidere deres konklusioner. Disse fem mennesker må have levet næsten samtidig og tilhørt samme gruppe for ca. 1,8 millioner år siden. Men samtidig er deres kranier så forskellige, at forskerne umiddelbart ville 57

60 have defineret dem som tre forskellige menneskearter hvis de altså ikke lige var blevet fundet sammen alle fem. Måske er det, man har defineret som forskellige menneskearter blot variationer inden for en og samme art vi ser jo mange slags mennesker i dag, blot vi går ned ad gaden, eller når vi tager ud at rejse. Med de nye fund er ideen om en enkelt menneskelig udviklingslinje på spil igen, efter at vi de seneste år har opfattet vores menneskelinje som en blandt flere som f.eks. neandertalerne eller Pekingmennesket. Der er ikke længere nogen essens ingen universel kerne i menneskets historiske identitet. Menneskets historie er nu mangfoldighedernes samspil. HVOR BEGYNDTE MENNESKET? Spørgsmålet om menneskets oprindelse handler om menneskets identitet og natur. Derfor vil det nok også altid være samtidens dominerende sandhedsproducent, der har magten til at definere sandheden om, hvordan mennesket er opstået, og hvad mennesket er for et væsen. Men det er også spørgsmål, der altid vil være til debat. For de refererer til selve meningen med livet, og det har videnskaben intet entydigt svar på. I lang tid var det et spørgsmål om at fortolke de arkæologiske fund ind i det kristne verdensbillede og den bibelske fortælling om menneskets oprindelse. Med naturvidenskabens gennembrud blev mennesket reduceret til et naturprodukt blandt andre, et lidt specielt dyr. Hvordan mennesket er 58

61 opstået, blev et spørgsmål om, hvordan en bestemt dyreart har udviklet sig til den form, vi har i dag. Men samme naturvidenskab bygger på empiri, dvs. på de fund, man har gjort. Da disse fund er få og spredte og ofte uden en påviselig sammenhæng, er der rum for fortællinger, der passer til nutidens foretrukne selvopfattelse som f.eks. fredelig sameksistens eller en stor familie. Naturvidenskaben har på en måde taget alt det, der udgør og definerer mennesket for givet: kroppens fysiske udvikling, den oprejste gang og hjernens størrelse og kompleksitet. Men med nutidens store fokus på kommunikation bliver spørgsmålet om, hvad der er det specifikt menneskelige, igen aktuelt. Det skyldes ikke mindst en voksende erkendelse af, at f.eks. aber også bruger redskaber, og at hvaler kommunikerer, ja, måske endda har noget, man kan kalde kultur. Da vi opdagede, at andre dyr også kunne udvikle og bruge redskaber, reducerede vi f.eks. straks vigtigheden af denne egenskab. Det var ikke længere dét, der var begyndelsen på mennesket og skilte det ud fra den øvrige dyreverden. Nu mener vi snarere, at det er et særskilt menneskeligt træk at kunne kommunikere abstrakte begreber, at vide, at vi eksisterer, og at vi en dag skal dø. Ud fra det perspektiv må menneskets begyndelsespunkt være der, hvor vi kan iagttage udvikling af netop de egenskaber. Det synes kun at ligge år tilbage. ET NYT BUD PÅ MENNESKET Nye tider skaber nye menneskeopfattelser, som skaber nye 59

62 oprindelser og nye oprindelsessteder. Nu kan man sige, at det moment, hvor den menneskelige hjerne fik evnen til abstrakt kommunikation, er menneskets oprindelse. Hvad der skete inden da, er blot et blandt mange eksempler på dyrs forandring gennem tiden noget, som naturligvis er spændende nok, da det viser udviklingen af den organisme, der er bærer af det menneskelige. Men det har ifølge tidsånden ikke længere direkte relevans for, ved hvilket punkt menneskets oprindelse begyndte. Tidsånden synes i hvert fald de seneste år at være skiftet. Autoriteten til at formulere svaret på dette evige spørgsmål hvordan er mennesket opstået ligger ikke længere hos teologer, geologer, anatomer eller genetikere, men i højere grad hos antropologer. Svaret på spørgsmålet om menneskets oprindelse drejer sig måske mere om software end om hardware om en åndelig programmeringsudvikling skabt af menneskets gøren og erfaringer frem for hjernens biologiske konstruktion. Menneskets evne til abstrakt kommunikation er noget, der ganske vist er betinget af dna eller kroppen. Men hvordan vi udlever potentialet, er ikke bestemt af vores biologi, selvom den nok er med til at bestemme vort potentiale. Måske har mennesket skabt sig selv på et tidspunkt for ikke ret længe siden? Og her i det 21. århundrede kan vi endda forvente at kunne omskabe vores hardware dvs. ændre vores biologi ved hjælp af genteknologi. Nu er vi måske ved at nå til et nyt punkt i menneskets historie hvor det er vores software, vores intelligens, der bestemmer kroppens udvikling og ikke omvendt. 60