12. søndag efter trinitatis, den 23. august 2015 Vor Frue kirke kl. 10. Tekst: Mk 7,31-37 Salmer: 751, 434, 392, 449 v.1-3, 417, 160, 466, 473, 730.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "12. søndag efter trinitatis, den 23. august 2015 Vor Frue kirke kl. 10. Tekst: Mk 7,31-37 Salmer: 751, 434, 392, 449 v.1-3, 417, 160, 466, 473, 730."

Laura Asmussen
8 år siden
Visninger:

1 1 12. søndag efter trinitatis, den 23. august 2015 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Mk 7,31-37 Salmer: 751, 434, 392, 449 v.1-3, 417, 160, 466, 473, 730. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Jesus helbreder vores sanser, så de bliver i stand til at forstå vores verden, som den er, og til at tale sandt om den. Hvis det ikke var dét, generationer har hørt i denne helbredelseshistorie, var den gledet ind i den lange række af mirakuløse helbredelser, som heldigvis også er del af vores virkelighed. Men fortællingen om helbredelsen af den døve og stumme rækker ud over sin konkrete situation for at give os et løfte om, at Jesus helbreder os for en døvstumhed, der afskærer os fra virkeligheden, ligesom han engang ved Galilæas sø helbredte den døvstumme mand. En af de mest seje traditioner i vesteuropæisk tænkning er forestillingen om, at vi hverken ser eller hører den virkelige virkelighed, og at vi derfor heller ikke kan tale sandt om den. Virkeligheden, den sande virkelighed, gemmer sig bag det, vi ser. Og det kræver derfor indsigt og

Hvis det ikke var dét, generationer har hørt i denne helbredelseshistorie, var den gledet ind i den lange række af mirakuløse helbredelser, som heldigvis også er del af vores virkelighed.

2 viden, nogle er gået skridtet videre og har ment, at det kræver indvielse, hvis man vil have en sand viden om verden. Fortællingen om Jesus, der helbreder vores sanser, så vi kan fatte den verden, vi lever i, cirkulerer de første mange år af vores kristenheds historie mellem religioner og filosofiske systemer, som netop betragter det, Jesus kalder virkelighed, som det rene blændværk. Vi plejer at samle dette religiøse og filosofiske miljø under betegnelsen gnosticisme. Gnosis betyder viden. Og ideen eller forestillingen var altså, at mennesker gennem en særlig viden kunne få adgang til den sande virkelighed, mens alt det, vi hørte og så kun var tilsyneladende virkeligt, - og altså ikke virkeligt virkelig. En af de almindeligste religiøse konsekvenser af dette syn på verden var troen på forløsning. Gennem indsigt, viden og altså for nogle en egentlig indvielse kunne man løse sit egentlige jeg, sin sjæl, fra det materielle fængsel og nå et højere mål end det jordiske. Man forestillede sig, at en guddommelig skabergnist var taget til fange i vores legemlighed. Frelsen bestod derfor i at befri den guddommelige gnist fra sit fængsel, så den igen kunne forbinde sig med sit guddommelige ophav. Nu er alt dette et fuldstændig ligegyldigt religionshistorisk foredrag, - i hvert fald i vores gudstjenestelige ramme, hvis det ikke var, fordi denne oldkirkelige gnosis lever videre i vores tro 2

netop betragter det, Jesus kalder virkelighed, som det rene blændværk. Vi plejer at samle dette religiøse og filosofiske miljø under betegnelsen gnosticisme. Gnosis betyder viden.

3 på, at der er en anden verden, end den vi hører og ser. Det er ikke kun marginale religiøse fænomener med deres tilbud om befrielse fra verdens blændværk men os alle, der som kollektivt besatte, døve og stumme, nægter at høre, hvad vi hører, og at se, hvad vi ser, og at tale tydeligt om det. Der er ikke nogen anden verden, end den, vi hører om og den, vi ser. Vores verden er foruden den gudsskabte skønhed også en verden af en sådan umenneskelighed, at vi ikke kan fatte det. Det er trivielt og omkostningsfrit her at pege på de katastrofer, vi selv er skyld i, - strømmen af flygtninge på grund af den krig, vi fører, klimaforandringer på grund af den grådighed, vi udnytter den omgivende natur med. Og den grumme pointe er da også blot at vise, hvordan døvhed og stumhed bliver vores beskyttelse, vores shelter mod en verden, der ellers ikke er til at holde ud. Der må være en anden virkelighed end den, vi har skabt for hinanden. Det er der ikke. Og valget stod vel mellem skyklapper og høreværn eller fortvivlelse, hvis der ikke var den mulighed alligevel at tro på det, vi hører og ser, for så også at tale om det som resultatet af vores beslutninger, vores afgørelser, vores dømmekraft. Tale sandt. 3

hvad vi ser, og at tale tydeligt om det. Der er ikke nogen anden verden, end den, vi hører om og den, vi ser.

4 I vores kristne tradition taler vi om, at Jesus kom for at oplyse verden i den helt bogstavelige betydning at vi skulle kunne se den, som den er. Han tændte lys, så vi kunne se. Lyset var hverken en særlig kundskab, viden, indsigt eller indvielse. Lyset var kærlighed. Grundtvig skriver i fortalen til sit værk om nordens mytologi, at han under arbejdet med al den indsigt, der ligger i de gamle myter, lærte, at der ingen egentlig indsigt var uden kærlighedens varme. Da lærte jeg arme i midvinter sval, at lys uden varme er helvedes kval. Lys uden varme er helvedes kval. Oplysning uden kærlighed er et helvede. En sandhed, som ikke er kærlig ment, giver et hjertesår. Jesus oplyste med en kærlighed, som gjorde det muligt at høre, hvad vi hører og se, hvad vi ser. Og Jesus tilbyder ikke hverken ly eller læ. Han tilbyder helbredelse i form af den kærlighed, han viser verden. Helbredelsen af den døvstumme ved Galilæas sø ledsages ejendommeligt nok af et taleforbud. Jesus forbød dem at sige det til nogen. Markusevangeliet er sandsynligvis redigeret over disse gentagne forbud mod at fortælle om helbredelserne. Det var først, da Jesus udåndede, det skulle det siges højt, at sandelig, den mand var Guds søn. Den kærlighed, Jesus viste os, bestod rigtignok i helbredelse af sygdom, men det guddommelige indgreb, som skulle få os til at høre og se uden at 4

Grundtvig skriver i fortalen til sit værk om nordens mytologi, at han under arbejdet med al den indsigt, der ligger i de gamle myter, lærte, at der ingen egentlig indsigt var uden kærlighedens varme.

5 forfærdes og beskytte os, var hans stedfortrædende død. Det er ikke som kvaksalveren, Jesus er verdens frelser og befrier, men som den korsfæstede forsoner. Der er i verden en hårdhed, en grusomhed, som ikke skyldes os men er en gådefuld del af det skabte. Naturskabte katastrofer, sygdom, pludselig død. Det skal vi værne os mod, bekæmpe og indimellem ydmygt bøje os for. Gådefuldt er og bliver det. Men så er der også en hårdhed og en grusomhed, vi selv er skyld i. I det store globale perspektiv. Det siges, at en sommerfugl, der slår med vingerne i den sydamerikanske jungle, kan forårsage orkan i Europa. Det ved jeg ikke, men jeg ved, at miljøgifte og opvarmning fra det industrialiserede Europa griber ind i fangstmulighederne i de arktiske farvande. Og i det nære perspektiv bliver vi skyld i hinandens sorg, fortvivlelse og forsømte muligheder. Det er denne skyld, som propper ørene til og blinder os. Og den forbliver da også rigtignok vores uanset hvad. Men med Jesus opstår den mulighed, at vi kan leve med den som en tilgivet skyld. Som en skyld, der er os tilgivet i den betydning, at den er hørt og set og talt om, uden at den dermed har ekskluderet os fra Guds skabervirkelighed. 5

Det skal vi værne os mod, bekæmpe og indimellem ydmygt bøje os for. Gådefuldt er og bliver det. Men så er der også en hårdhed og en grusomhed, vi selv er skyld i. I det store globale perspektiv.

6 Tilgivelse indebærer ikke, at vi sletter virkeligheden, men at vi kan tale om den som vores. Det, vi således kan høre om og tale om, kan vi derfor også gøre noget ved. Vi kan høre kravet til os om at gøre det bedre. Vi kan høre fordringen om at tage vare på vores kostelige klode og dens indbyggere med fornyet årvågenhed. Og sådan kan vi kende vores skabers kærlighed. Jesus tog vores skyld og bar vores skam. Han tog den ikke væk. Han tog den på sig for at vi skulle vide, at skylden ikke skiller os fra skaberens kærlighed. I kravet kender vi kærligheden. 6

Vi kan høre fordringen om at tage vare på vores kostelige klode og dens indbyggere med fornyet årvågenhed.

Relaterede dokumenter

12. søndag efter Trinitatis

12. søndag efter Trinitatis Salmevalg 743: Nu rinder solen op af østerlide 417: Herre Jesus, vi er her 414: Den Mægtige finder vi ikke 160: Jeg tror det, min genløser 418: Herre Jesus, kom at røre Dette