Juledag, fredag den 25. december Tekst: (1. Mos 1,1-5) Johs 1,1-14 Salmer: 99, 434, 114, 115, 116, 108 v.4-6, 102

Transkript

1 1 Juledag, fredag den 25. december 2015 Jesper Stange Vor Frue kirke kl. 17 Tekst: (1. Mos 1,1-5) Johs 1,1-14 Salmer: 99, 434, 114, 115, 116, 108 v.4-6, 102 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Hvordan tør man røre ved så vildt et billede, Johannes juleevangelium om skaberordet, der inkarnerede sig. Om Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os Johannesevangeliet griber tilbage til beretningen om alttings tilblivelse, da Gud kaldte livet frem med sit mægtige skaberord Gud sagde, der skal være lys! Og der blev lys. Her taler myten. Og vi fornemmer tilsvarende, at her skal vi ikke stille vores spørgsmål såsom er det virkelig gået sådan for sig? Som i et digt løfter ordene os ud af den daglige grammatik. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi blev klogere, men om vi blev større. Om vores verden blev det. Forleden hørte vi tidligere overrabbiner Bent Melchior udlægge skriften ved et møde hos bispen. Man havde blandt jødiske lærde undret sig over, hvordan lyset kunne komme førend solen, månen og stjernerne.

2 I begyndelsen, dengang Gud skabte himlen og jorden sagde Gud: Der skal være lys! Og der blev lys og det blev aften og det blev morgen første dag. Først på den fjerde skabelsesdag skabte Gud de to store lys det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Hvor kommer så lyset på skabelsens første morgen fra? Jo, forklarede Melchior, det kommer fra den kraftudladning af enorme dimensioner, som fulgte af urbraget, the big bang. Det er altid umuligt at se på en skriftlærd jøde, om han glæder sig over således at have bragt naturvidenskab og religion i overensstemmelse med hinanden, eller om han blot er fornøjet over muligheden eller skønheden i forklaringen. Det er det opmuntrende, der er det sande. Så begge dele er muligt. Selv holder jeg mest af en tredje. Den mulighed, at man lader være med at stille myten spørgsmål, myten ikke vil svare på. Man har blandt jødiske lærde også undret sig over, at den hellige skrift begynder med et B og ikke et A, som alfabetet gør det. Et hebraisk B ligner et buslæ, set fra siden. Bogstavets lille læ skærmer så at sige læseretningen. Og forklaringen er, at intet menneske kommer bag om Begyndelsen. Hvad var der før begyndelsen, hvad tænkte Gud, hvor lyset kom fra inden solen og månen og stjernerne stod på himlen. Vi kan stille spørgsmålene, men vi får ikke svar. 2

3 Myten vil nå os med en anden besked end den naturvidenskabelige. Ligesom al stor poesi. Digteren Søren Ulrik Thomsens svar til den læser, som fandt hans digte vanskelige og derfor spurgte ham, om han ikke kunne sige det på en anden måde, er legendariske: hvis jeg siger det på en anden måde, siger jeg også noget andet. Vi kunne sige det samme om myten. Det er vores skønneste udtryk for troen på, at Guds skabervilje står bag alt det, der er, og at der intet er, som ikke er Gudskabt. Al sand religiøsitet har sit udspring i forundringen over det, der er, i betagelsen, i taknemmeligheden over, at der er noget og ikke bare ingenting, i taknemmeligheden over at være til. Det er al dette, der kommer til udtryk i den store poesi, som myten er. Poesien konkurrerer ikke med naturvidenskaben om at forklare verdens forunderlige indretning. Poesien siger heller ikke det samme som naturvidenskaben, bare med andre ord. Poesien taler om den samme verden, som den såkaldte eksakte videnskab beskriver, men den gør det netop som poesi, og det vil sige ved at skabe. Poesi betyder at skabe, at frembringe. Skabelsesmyten kalder poetisk en verden frem, så vi kan tale om den som et udtryk for Guds skabervilje og uden at nedskalere den til vores forestillingsverden. Det har man altid vidst. 3

4 Havde man læst denne skabelsesberetning uden at blive hevet ud af sin bogstavelighed, fik man, - ikke en forklaring, men en ny myte at forstå sig selv ved hjælp af, blive til ved og blive fornøjet af. Den ene skabelsesberetning følger efter den anden. Vi kan slet ikke tale om Gud uden at nedskrive Guds guddommelighed, hvis vi ikke havde det mytisk-poetiske sprog. Det er den viden, denne erkendelse, de oldgamle myter har båret videre fra generation til generation i årtusinder. Og det er på denne baggrund, Johanneevangeliet fortæller juleevangelium. Gud blev menneske. Det, der ikke kunne ske, skete. Myten fik historie, ægte historie. Et menneskes historie, Jesu historie. Ordet blev kød. Men hvad skulle så det ord sige os, som vi ikke allerede vidst i forvejen fra mytens poetiske realisme? Kirkens dogmatiske forklaring lyder på, at mennesket af uransagelige årsager var faldet ud af sin bestemmelse og derfor måtte hjælpes tilbage. Jeg tror, vi i dag ville sige, at vi i den grad kan komme i tvivl om, hvorvidt der står en god skaber bag den verden, vi kender. Vi er os selv en gåde, når vi behandler moder jord som en gammel hore, skånselsløst udnyttende, hvad der er tilbage til os. Der er en hensynsløshed, vi kan tilskrive os selv og vores selvoptagethed. Der er en ondskab, vi kender under dække af idealisme. De største forbrydelser mod 4

5 menneskeheden begås af mennesker, der mener sig i en god sags tjeneste. Endda Guds tjeneste. Men der er også en ondskab i form af sygdom og katastrofer, som vi ikke kan tilskrive menneskeligt dårskab. For den, der er stået tidlig op en sommermorgen for at gå en tur langt stranden, er verden vidunderlig som på skabelsens morgen. For den, der går tur med sin elskede under vinterens stjernehimmel, er ikke alene vores blå planet men verdensaltet hjemligt og trygt. Men denne erfaring af skaberens godhed imod os sættes alvorligt på prøve af både vores selvskabte katastrofer og af de naturskabte. Det ville kun være alt for nærliggende at give sig hen til den rene nihilisme, til forestillingen om, at når der alligevel ingen mening er i galskaben, så kan alt derfor også være lige meget. Derfor tog skaberordet menneskeskikkelse for at møde os. Der skulle nu tales til os mand til mand og ikke kun fra de høje himle. Manden blev selv en myte. Men ligesom de allerførste vidnesbyrd om inkarnationen, at Gud havde tage menneskeskikkelse, holder julebudskabet ifølge Johannesevangeliet sig til det kosmiske perspektiv. Her er hverken hyrder, krybbe, stald eller vismænd. Budskabet er i sin stærke enkelhed, at Gud har ladet høre fra sig. Den skjulte Gud har vist sig. Og Gud har vist sig at være sin skabning venlig stemt. Det er endda for beskedent refereret. 5

6 Johannesevangeliet har samlet det hele i en sætning, indledt med verdenslitteraturens mest pointerede biord for ( thi ). For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv. Ordet blev kød for at vi aldrig skulle tvivle på Guds kærlighed til sin skabning, selvom vi også havde mange sære ting for. Johannesskrifterne, evangeliet og brevene, kunne sammenfattes i en kærlighedserklæringen. Gud lod et ord falde. Det faldt tilsyneladende til jorden. Men ingen, der havde hørt, var i tvivl om, at det lød på kærlighed. Den kærlighed, der som kærligheden mellem elskende sætter livet til, om det skal være. Og tør du så tro det, så ved du også fra den store kærlighed, at den sætter dig fri til at gå dine egne veje, de veje, du skal gå. I kærligheden er alt igen uprøvet lagt i dine hænder. Verden er ny. Som i begyndelsen. Som en kærlighedserklæring er evangeliet altid en ny begyndelse. 6 Glædelig jul

7 7