POLE POLE. En beretning fra et hospital i Tanzania.

Transkript

1 POLE POLE. En beretning fra et hospital i Tanzania. Endelig starter vores længe ventet rejse, to sygeplejersker 6 uger i byen Arusha i det nordlige Tanzania. Vi er udstyret med kitler, handsker og håndsprit og derforuden masser af sommerfugle i maven om forventninger til jobbet, Safari og for min venindes vedkommende en bestigning af Kilimanjaro. Vi ankommer til frivillighuset midt om natten hvor vagten lukker os ind. Næste morgen hilser vi på de andre i huset som er 3 danskere, 2 franskmænd en sweitzer og 3 amerikanere. Vi bor i et meget meget fattigt kvarter, hvor vi er de eneste hvide og der er vagter i huset hele døgnet som arbejder alle ugens dage i 12 timers vagter. De har kun fri 1-2 dage om året, som de selv betaler. Man skal hjem inden det bliver mørkt og hvis man er ude skal man sørge for at kende en god taxa chauffør som man kan stole på. Hvis man overholder de regler går det fint og vi er trygge. Hospitalet vi skal arbejde på er et delvist privat katolsk hospital. Det hedder Sankt Elisabeth men bliver overalt omtalt som Father Babu s hospital (Bedstefars hospital). Det er gratis at blive behandlet hvis man er gravid/ fødende eller barn under 5 år og delvist gratis hvis man har HIV eller TB. Det er uvist hvor mange indlagte patienter der er plads til, og hvis der ikke er senge nok, ligger man bare to patienter i en seng. Der er en kirurgisk og en medicinsk afdeling, operationsafsnit og obstetrisk og barselsgang. Derudover en børneafdeling og plads til, og rigtig mange ambulante patienter specielt børn og Hiv patienter. Hospitalet har deres eget apotek, vaskeri, laboratorium og røntgen afd. Der er intet køkken, da det er de pårørende der sørger for alle måltider til patienterne.. Alle patienter bliver passet af deres pårørende så morgenarbejdet for sygeplejersker, assistenter

2 og elever er at skifte sengetøj som består hullede plettede lagner og et kradsende tæppe. Familierne sørger for alt personlig hygiejne og toiletbesøg. I dagens løb gives antibiotika og patienterne gøres klar til operation efter en gammeldags stuegang. Alt hvad lægen ordinerer skriver sygeplejersken ned og hvis det er recepter gives de til de pårørende som så straks henter medicinen i små poser på hospitalets apotek. Det var lidt svært at starte på hospitalet da alt foregår som i 1920 i Dk. Men jeg må sige at jeg er meget imponeret over deres arbejde på hospitalet, i forhold til de ressourcer de har. De gør virkelig deres bedste, men som derhjemme er der langt fra topledelsen til dem som skal vise vejen i afdelingerne, når det skal laves om på noget. Chefsygeplejersken underviste feks en dag i hygiejne og uddelte kopier af regler for håndhygiejne men samtidig er alt sæbe låst inde på hendes kontor så det kun kan hentes når hun er på kontoret. Lægerne og sygeplejerskerne vaskede ofte ikke hænder efter toiletbesøg og slet ikke med sæbe for sæbebeholderen var jo tom... De er fantastiske til at finde løsninger på problemer og udnytte de ressourcer de har. Der smides ikke noget væk som kan bruges og de får rigtig mange ting fra frivillige man så feks masser af personale i kitler fra Region H og Region Sjælland eller Tromsø og Vejle sygehuse osv. Desværre er der også meget gammelt udstyr og utensilier med konneksions som slet ikke passer sammen, da det kommer fra alle steder i verden, Men alt kan næsten ordnes med tape og snilde. Deres mangel på viden, uddannelse og dårlige vaner skinner dog igennem. Desuden kæmper de med så meget korruption at det er ubegribeligt hvordan det skal gå i hele landet hvis ikke nogen gør noget og samtidig er det uoverskueligt hvad de skal gøre da det kommer helt oppe fra den lovgivende og udøvende magt. Vi kører i taxa om morgenen hvor vi møder kl 8 og så arbejder

3 vi til kl ca 14,30 for at nå at gå de 45 min hjem til frokost i huset. Hver dag når vi går i gaderne råber folk efter os: POLE POLE Msungu som betyder tag det roligt og sæt tempoet ned hvide. De synes allesammen at vi hele tiden skynder os afsted. Også på hospitalet synes de at vi skynder os alt for meget. For dem viser det overskud og høflighed hvis man gør tingene langsomt, så selvom de er på vej med smertestillende til en patient så stopper de op og konverserer hvis de møder en de kender. Til gengæld findes ordet stress ikke på Swahili. Der er undervisning på Father Babu hver onsdag morgen, ofte på swahili, og afrikansk katolsk gudstjeneste hver fredag som er virkelig hyggeligt med masser af iøjefaldende sange og instrumenter. Det er for både personale og pt'er. Og alle synger med.. På hospitalet startede jeg på en kirurgisk afd, som bliver ledet af en skøn nonne, Sister Joyce. Der var godt nok mange af patienterne som var små børn på 8-12 mdr med store brandsår De bliver badet hver dag i sæbevand for at fjerne den brændte hud. Der er også mange sårskift hvor man skifter forbindinger i et væk. Alle procedurerne helt uden for alle hygiejniske principper og de har kun handsker på for at beskytte dem selv... Opvågningsafsnit kender de slet ikke men der er selvfølgelig post operativ sygepleje eller mangel på samme... Patienterne opereres mest i spinal som anæstesi sygepl lægger ved at stikke en kanyle ind og når spinalvæsken løber ud sprøjter hun først noget lidokain som lokalbedøvelse og så bupivacain. Så bliver pt'en lagt ned, et bt måles, mens hun prikker analgesien ud med en kanyle og så går kirurgerne igang. Der er ingen anæstesilæger ansat på hospitalet, det er anæstesisygeplejerskerne, som sørger for alt omkring anæstesien. De har en efteruddannelse som mest er bygget op på mesterlære princippet. Efter operationen, hvor der er målt tre - fire blodtryk bliver patienten løftet over fra lejet i en slags båre med to træstave i

4 hver side og kørt på et stativ til sin egen seng, der bliver han løftet over i sengen og så går alle. pt'en ligger så helt lammet med sit drop som familien bliver instrueret i at skrue op og ned for. Hvis der er kateter bliver de også instrueret i at tømme det. Ingen kontrol af indgift og udgift. Jeg spurgte om jeg skulle måle et blodtryk, men det var kroppen ikke klar til sagde de... Til gengæld blev jeg skældt ud over at have løftet hans hoved 5 cm fra lagnet, da jeg bare lige ville give en gammel masaimand der lå og frøs efter operationen, hans hue på, Der findes ikke puder! Det var forbudt efter spinalbedøvelse... Man kan sige at opvågningssygeplejen er baseret udelukkende på klinikken vel og mærke de pårørendes kliniske blik. Ingen spørger til kvalme eller smerter. Det er ikke almindeligt at vise smerte man bider bare tænderne sammen. Så smertestillende er meget lidt brugt, men til gengæld bruger de masser af penicillin og antibiotika iv og der skylles ikke efter eller tænkes over at give det over tid. Det er bare ind med det og de fortæller stolt at de ingen infektioner har. Det passer så ikke... Jeg spurgte en rumænsk læge som arbejdede på hospitalet, hvordan de forholdt sig til resistensproblematikken og hun svarede, at hun godt vidste at det var et problem, men at hvis ikke hun gav det til dem gik de bare til en anden læge eller heksedoktor i byen og så havde hun jo ikke noget arbejde eller et godt rygte. De fødende kvinder bliver skældt ud hvis de viser smerte højlydt og skubbet væk hvis de prøver at tage fat i personalet da det kontaminerer personalets tøj siger personalet. Børn og babyer får lagt PVK er og stikkes i hele tiden og EMLA er ikke en mulighed. Der bliver lavet så mange kejsersnit hver dag. Svært helt at finde ud af indikationerne. Der tages altid en blodtype inden sectio, den får vi ved at lægge et PVK og så lade blodet dryppe frit ned i et glas som vi så løber over på det interne laboratorium med.

5 De almindeligt fødende kvinder er så seje, de kommer ind, har en pose med en rulle vat, Kangaer til at svøbe barnet i, kanyler og handsker samt en ampul oxytocin som vi giver dem enten ved 2 ml i låret eller 1ml i droppet og 1 ml i låret. Dette er udleveret ved deres ambulante besøg, så de møder op i veer og så lægger de sig ned og føder på et leje ved siden af to andre fødende kvinder, hvor de bliver undersøgt, har veer, bliver klippet, føder og rejser sig op og går ind på barselsgangen uden at sige mange lyde for så bliver de skældt ud. Man må ikke jamre eller råbe. Tegn på smerte viser de ved at slå sig på låret. Nogen gange ligger vi ovenpå de fødende for at presse barnet ud. Det virker helt vanvittig samtidig med at nogen vasker gulvet og ordner instrumenter så man må hele tiden flytte sig for moppen. Men hold da op hvor får de mange sunde og raske børn ud. Sygeplejerskerne er virkelig dygtige og fungerer både som sygeplejersker, læger, jordemødre og som rengøringspersonale på en gang. Vi er nu hjemme igen, men det har været en fantastisk oplevelse, vi har mødt så mange skønne mennesker. Alt foregik anderledes der og det var virkelig spændende, og skræmmende på en gang. Vi har set et system som man både beundrer, men som man også kan være meget bekymret for. Der er lang vej og det er virkelig svært at få implementeret noget på den korte tid, så vores store mission blev at prøve at bed side undervise i alt omkring hygiejne og sørge for at der altid var sæbe tilgængeligt på alle afdelinger. Og få sygeplejerskerne til at forstå hvorfor de skulle give sig tid til at hente sæben. Man kan kun sætte rigtig meget pris på det danske sundhedssystem betalt over skatten... Tak til FSAIO for den økonomiske støtte. Lene Doktor

6