Rejsebrev fra udvekslingsophold

Transkript

1 Rejsebrev fra udvekslingsophold Mit navn er Ásthildur Eygló Ástudóttir, jeg har taget på udveksling til Island, Vík í Mýrdal, på et lille plejehjem der hedder Hjallatún. Min adresse er: Telefonnumre i Island er: Telefonnummer i Danmark er: Hjem-institution: UCL Lillebælt Holdnummer: B06I Udvekslingsperiode: 15/4 13/6 Jeg har valgt at tage på udveksling til Island, mere specifikt Vík í Mýrdal, fordi det er en lille landsby hvor man tit bliver tvunget til at være mere kreativ, hvor man ikke har alle de ressourcer man finder i større byer. Det er også den by, hvor jeg er vokset op og blev interesseret i sygepleje. Jeg så det som en mulighed for at se mit hjemland og min hjemby med nye øjne. Jeg synes selv at jeg har fået nogle briller på hvor jeg gør bestemte krav til plejen. Jeg er specielt opmærksom på de etiske aspekter, hvor jeg så altid har været interesseret i pleje for ældre. Dette har givet mig et nyt syn på plejen her i Vík og det har været en god oplevelse, hvor jeg har været glad for at kunne opleve hvor meget jeg har lært, og hvor jeg har kunnet give nogle ideer ift. hvordan plejen kunne være bedre. Samtidig har jeg forsøgt ikke at løfte pegefinger og være dømmende. Vík er det sted på Island, hvor det regner mest. Ofte er det også stormvejr, så jeg måtte have vintertøj og regntøj med i kufferten. Det er også meget smuk natur, så vandresko og fotografiapparat var nødvendigt at have med. Det var mig der fandt frem til stedet og tog kontakt til sygeplejerskerne her. I forhold til økonomi blev der lidt forvirring omkring forsikring i og med at skolen ikke

2 forsikrer studerende der rejser til sit hjemland. Men jeg kom frem til en løsning, i samarbejde med sygeplejerskerne, den er, at jeg tager en vagt og er dermed registreret som medarbejder, og på den måde er jeg forsikret. Vi har i øvrigt haft en valuta krise i Island, hvor mine penge der er blevet flyttet fra Island til Denmark næsten forsvinder, nu står den islandske krone i 17:1 ift den danske, hvor den stod i 13:1 til december. Strejken i Denmark har ikke været meget omtalt i den islandske presse og man måtte derfor arbejde hårdt på at følge med hvad der sker. Jeg har forsøgt at følge med og da det var nogenlunde klar at strejken ikke ville løse sig inden den 1/6 fik jeg en lille snak med min vejleder og vi fik aftalt at jeg ville blive 2 uger længere, det passede så også med at jeg kunne være med til at følge sundhedsplejersken, hvis strejken nu ville være overstået. Dette blev virkeligheden, strejken blev løst, mens jeg var i flyet på vej herhjem. Strejken har også haft den påvirkning på min uddannelse at pædagogik opgaven ikke skulle udvikles. Dermed var min motivation ikke sat så højt. Men efter en lille snak med min vejleder bestemte vi os for at jeg ville lave opgaven alligevel og dermed var min motivation sat op igen. Opgaven og undervisningen gik fint og jeg er glad for at vi tog den beslutning. Her på 4. semester skal vi have fokus på relationer, etiske aspekter, lære at begrunde egne behandlinger i det mellemmenneskelige samvær og lære at undervise/vejlede patienter/borgere, pårørende og/eller personale. Her på Hjallatún har de ikke haft en studerende fra Danmark tidligere. Jeg har til gengæld været heldig, fordi nu arbejder en dansk sygeplejerske på Hjallatún, der har erfaring med at vejlede sygeplejestuderende i Danmark. Hun er derfor min vejleder her, og under hendes vejledning har jeg forsøgt at holde styr på 4. semesters formål, og lavet de opgaver jeg skulle, selv om skolen har givet en besked om at jeg ikke skulle, pga. strejke.

3 Vi lægger plan i starten af hver uge, der udfylder vi et målskema jeg selv har lavet, på hvilket jeg har skrevet semesterets mål øverst, og på den måde glemmer jeg dem ikke. En uge har jeg fokuseret på decubitus, hud og slimhinder. Jeg lærer altid noget om medicin og vi hjælper hinanden til at finde frem til hvad der skal være min undervisningssituation. Min vejleder giver sig tid til at reflektere, og det har jeg en stort behov for i min undervisning. Hun hjælper mig også til at se forskellene mellem at være her og i større byer hvor man har flere ressourcer f.eks. adgang til forskellige medicin 24 timer i døgnet, og mulighed til at få hjælpemidler inden for kort periode når man har brug for en. Inde på plejehjemmet er der mange af de ældre der genkender mig fra den gang jeg var lille, de andre er også mere eller mindre relateret til mig. Jeg har udviklet et godt forhold til de fleste af patienterne, det er en gruppe af meget forskellige patienter med meget forskellige behov, både psykisk og fysisk. Det kræver meget anderledes sygepleje her end i min sidste praktik, da jeg var på NIA på OUH, hvor alle patienterne lå i koma. Man lærer hver enkelt patient at kende og arbejder ud fra deres personlighed. Vi havde for eksampel en ældre dame der skulle tage bad. Hun havde for nylig accepteret mig, men hun accepterer ikke hvem som helst, så det i sig selv var en stor sejr. Derfor blev jeg lidt nervøs for at være med til at bade, fordi jeg var bevidst om hendes utilfredshed med dette. I situationen, viste det sig at hun blev meget vred på os, der forsøgte at bade hende. Hun forsøgte at sprøjte vandet på os og skubbe os væk. Men jeg arbejdede sammen med min vejleder og ville gerne vise hende hvor dygtig jeg kunne være. Jeg var utrolig rolig og tålmodig, jeg blev ikke irriteret, men var forstående over for patientens situation. Jeg svarede hendes udtryk med ord, jeg sagde at vi vidste at hun ikke var tilfreds og at vi var nødt til at give hende et lille bad. Jeg fortalte hende, hvad vi gjorde inden vi gjorde det og på den måde kunne hun være forberedt på, hvad der ville ske. Denne situation åbnede mine øjne endnu bedre for den store udfordring sproget kan være. Jeg er en meget bedre sygeplejerske på islandsk end jeg er på dansk, fordi jeg på mit eget sprog er hurtigere til at sætte mine tanker i ord og kan på den måde give patienten tryggere omgivelser og en bedre oplevelse.

4 Jeg har også påtaget mig nogle selvstændige opgaver, jeg har kørt med ambulancen, været nogle dage på helsestationen, været med til et lægebesøg og kørt med nogle patienter til Selfoss for at se øjenlægen. Der er ikke så høj grad af dokumentation i plejen, som der er i Danmark. Tiden bruges kun lidt ved computere, men meget sammen med beboeren. Jeg kendte meget til den islandske kultur i forvejen. Men det er en helt speciel kultur her i sådan en lille by. Det er meget vigtigt for patienterne at vide, præcis hvor jeg stammer fra og alle har lyst til at fortælle mig noget om mine tipoldeforælder. Her har sygeplejerskerne et stort ansvar, hvor lægen kommer kun en gang om ugen. I det kan også være en udfordring at skulle pleje nogen af sine familiemedlemmer, hvilket man ikke kan undgå, hvis man stammer her fra og arbejder på plejehjemmet. Sygeplejekulturen, jeg havde en dansk sygeplejerske til at følges med det meste af tiden, og vi oplevede gentagne gange at rigtig meget var vanskelligt at planlægge og at der stillede store krav til fantasien. F. eks. Skel mange indkøb bestilles gennem telefonen og der sker ikke sjældent at der kommer andet den det ønskede. Til den nærmeste store by, Selfoss, hvor der også er sygehus, er der 150 km. Det kan ofte være nødvendigt at læge elle sygeplejerske tages med i ambulancen, når en patient skal køres til Selfoss eller Reykjavik for at holde øje med ham i så lang tid. Ved dødsfald er det personalet der bestiller kiste og sørger for bedemandsarbejdet. Kisten kommer til plejehjemmet med fragtmanden, og ofte er det redningstjenesten, der tager sig af en evt. transport til et andet sted i Island. Sygeplejerskens arbejde er meget alsidigt, først og fremmes er det patientens behov for pleje og behandling, men også meget andet f. eks., planlæggelse af tøjvask og rengøring, snerydning, sparvisningsparter til køkken personalet, oprydning og skifting af elpære. I Vík er levetiden for pærer meget nedsat pga. ustabilt el.

5 Jeg blev godt modtaget af mine kolleger, hvor jeg fik megen støtte til min uddannelse hvor de gav sig tid til refleksion og gav mig rum til at komme med mine ideer i.f.t. behandling og observationer. På Hjallatún er alt personale på kost, hvor man har meget socialt samvær i forbindelse med måltider. Hvor man også drikker meget kaffe, hvilket nemt kan kaldes for nationaldrik i Island.