GARDEHUSARREGIMENTET

Transkript

1 Årsskrift 2007 IN ACTIS ESTO VOLUCRIS VÆR LYNSNAR I HANDLING

2

3 Årsskrift 2007 IN ACTIS ESTO VOLUCRIS VÆR LYNSNAR I HANDLING

4 Gardehusaren udgives af Gardehusarregimentet i samarbejde med Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Danske Gardehusarforeninger, hvis protektor er: Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Bladet fordeles til alt tjenstgørende personel ved Gardehusarregimentet og udsendes til alle medlemmer af Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Gardehusarforeningerne i ind- og udland samt personel i international tjeneste. Redaktion: Major E.B. Sørensen, ansvarshavende redaktør Oberstløjtnant Knud Skafte, redaktør Oversergent Janne U. Ramsing, redaktør Bladudvalg Peer C. Høegh-Guldberg Knud Skafte Freddy Rasmussen Ole Bent Pedersen Helmer Christensen Per Küster Major E.B. Sørensen Oversergent Janne U. Ramsing Overassistent Susan T. Johansen: sekretær Redaktionens adresser Lokalstof: OS J. Ramsing, 1 PNINFBTN/GHR, 4200 Slagelse Tlf , lokal 7104 Fax: [email protected] Redaktionens meninger må ikke tages som udtryk for regimentets officielle standpunkter. Ligesom redaktionen ikke behøver at dele den opfattelse, forfattere af de forskellige artikler giver udtryk for. Trykt oplag: 5000 Repro & tryk: Slagelsetryk Marketing ApS Annoncetegning: Slagelsetryk Marketing ApS Rosengade 7C, 4200 Slagelse Telefon Fax mail: [email protected]

5 Indholdsfortegnelse Regimentschefens jule- og nytårshilsen...6 Til Nytårskur hos Dronningen... 7 Et sidste farvel til Kenneth Holst...9 Pårørendearrangement ved spejdereskadronen Æresparade for Irak-soldaterne på Hold Bornholm udfordrede danske og tyske soldater Bronze til dansk patrulje Rextur à la GHR Soldater-kammerater delte glæder og frygt Gardehusarregimentets idrætsdag...20 Forældredag ved hesteeskadronen Smil du er på...24 De Blå Baretters jubilarstævne...26 Tappenstreg Rejsebreve fra Sudan...28 Skarpskydningskursus i bjergene Gardehusarer hædret En ny forening bliver født To Gardehusarer dræbt i Afghanistan Vi er så stolte af jer Julehilsen En ny forening bliver født Præsidentens hilsen i anledning af årsskiftet 2007/

6 Regimentschefens jule- og nytårshilsen Er du en glad regimentschef her ved årsskiftet? Både og! Som chef nej! Som officer ja! Som menneske ja! Som chef er jeg ikke glad. Og desværre bliver det værre af, at jeg kan se og høre alt for mange af Hærens officerer på alle niveauer, chefer for kompagnier, bataljoner, regimenter og sektioner i stabe, som heller ikke er glade især som chefer. Alt for mange unge officerer og befalingsmænd taler om at afprøve sig selv med andre karrieremæssige udfordringer. Kendetegnet for dem alle er efter min opfattelse, at de dagligt føler at skulle kæmpe op ad bakke for at få de arbejdsvilkår, som er nødvendige for at kunne samle deres enheder om sig; at være coach for medarbejderne i hverdagen; inspirere deres medarbejdere til at yde endnu mere, have direkte indflydelse på at udvikle medarbejderne til det de er bedst til inden for enhedens rammer; rådgive og inspirere medarbejderne om uddannelse og have indflydelse på, at motivationen fastholdes og se, at det lykkes. Kort sagt jeg efterlyser et arbejdsmæssigt kick i hverdagen, som vores hjemvendte kammerater fra mission kommer hjem med. De stråler at selvtillid, de har gjort en forskel såvel for omverdenen, men ikke mindst også for deres kammerater. De har oplevet at få et fællesskab til at fungere helt ud i detaljen; chefer og førerne har været helt tæt på medarbejderne og været den samlende faktor uden bureaukrati, manglende beføjelser og utidige ydre beordringer fra foresatte, de aldrig har mødt. Kort sagt de har set det optimale samspil mellem officerernes, befalingsmændenes og professionelle meniges arbejdsglæde. Som officer er jeg glad for alle de positive unge, der kommer til regimentet to gange om året og gennemgår Hærens Basisuddannelse (HBU). Deres gå-på-mod og vilje er smittende. Mange viderefører deres militære uddannelse og afslutter det første års uddannelse med at tegne en kontrakt for at komme ud i verden og afprøve færdighederne sammen med kammeraterne. Det er fantastisk flot, at de formår at nå et professionelt niveau, som tilfældet er. Det er ubegribeligt for mig, at jeg kan finde oberster i Hæren, som ikke kan se nødvendigheden af, at vi har en bred berøringsflade til samfundet igennem værnepligten, som giver unge mulighed for at finde ud af, om de kan og vil være soldat. Mange søger derfra en karriere i forsvaret. Og vi skal bruge, alle der vil! Tilsvarende er det fantastisk at se trofaste, gamle medarbejdere inden for specialistfagene, som stadig holder ud og får det hele til at fungere på forunderlig vis. Tak til alle for jeres indsats i årets løb! Desværre oplever jeg også, at enhver røst, som løfter sig om vores arbejdsvilkår, bliver mødt med den mistro, at kritik alene er ønsket om at føre tilstandene i forsvaret tilbage til de gode gamle dage. Intet er mere forkert. Det er ikke en synd at begå fejl, men det er en stor synd ikke at rette erkendte fejl. Lad os i fællesskab forsøge at anvende det nye år til at forandre og forbedre vores fælles hverdag. Jeg er glad, fordi jeg er heldig at have et godt familieliv og kan glæde mig over et positivt, givende fællesskab der. Det håber jeg meget, at alle husarer og deres familier også kan sige, og med det håb ønsker jeg alle medarbejdere på Antvorskov Ka-serne samt husarer herhjemme og i missionerne, De Danske Gardehusarforeninger og Sjællandske Livregiment Soldaterforening En rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår. Regimentchef oberst I.H. Sørensen 6

7 Som afslutning på "Store kur", eskorterer husarerne Dronning Margrethe og Prins Henrik tilbage til Amalienborg Til Nytårskur med Dronningen Af: Oversergent Janne U. Ramsing Stab/I Panserinfanteribataljon/Gardehusarregimentet Igen i år, som alle de foregående år, var husarerne klar til at gøre tjeneste for Hendes Majestæt Dronningen, i dagene januar 2007 til den årlige nytårskur. Ømme muskler og siddesår For at alt skal spille til UG kryds og slange skal der trænes. Derfor var de tilkommanderede officerer og befalingsmænd, kaldt ind i dagene mellem jul og nytår, for at træne på den af eskadronen tildelte hest. Uanset hvor meget man gerne vil, så er det ikke altid at der i den daglige tjeneste, kan afsættes tid til at vedligeholde sine ridefærdigheder, selvom lysten er der. Så for nogle af de tilkommandere officerer og befalingsmænd, kunne det meget tydeligt mærkes i form af ømme muskler og for nogles vedkommende,et eller to siddesår. De første tre dage blev brugt til dag- lig ridning og derefter eskorte træning. Daglig ridning for at hest og rytter lige kan få brændt det værste krudt af efter juledagene og samtidig få vist hvem der bestemmer over hvem. Derefter blev der øvet på de kommandoer og formationer der skulle bruges ved de to dages eskorte tjeneste. Det kom der rigtig mange sjove episoder ud af, men det er jo selvfølgelig også under træ-ning der skal laves fejl, for som de kloge siger det er jo fejlene man lærer af. Bytur i København Lørdag inden nytår, var dagen hvor finpudsningen af detaljerne skulle stå sin prøve, inden den store generalprøve den 2. januar, hvor vi skulle inspiceres. Træningen gik fint og de ting, der skulle rettes blev rettet med det samme så ingen var i tvivl om hvor de skulle placere sig ved op/afmarch både på Amalienborg Slotsplads og i Sct Jørgensgården ved Christiansborg. I forlængelse af træningen, red vi som det er sædvane når husarerne er i København, en tur ned gennem strøget. Og om det var hestene eller husarerne, der tiltrak de mange mennesker, skal jeg ikke kunne sige, men man skulle tro samtlige københavnere var i byen den dag, for der var godt nok mange der stoppede op og kiggede eller tog billeder. Det er egentlig en lidt sjov tanke, at der i nogle danskeres fotoalbum, måske ligger et billede af en selv. Hvad er en hestelængde D. 2. januar var dagen, hvor chefen for adjudantstaben oberst S L. Jacobsen skulle inspicere os. Nu var det at vi skulle vise om dagene mellem jul og nytår havde båret frugt. Men som skuespillerne ved teateret siger der skal gå et eller andet galt ved generalprøven, ellers går det ( ) 7

8 galt ved premieren og det ordsprog fulgte vi. Om det var hestene oppe foran der var lidt for kække efter to dages nytårsferie skal jeg ikke kunne sige, men da vi passerede Kgs. Nytorv var eskorten delt i to. Hvor der normalt er en hestelængde mellem ruderne, var afstanden mellem første deling og kareten, nu på ca. seks hestelængder. Dette blev ved evalueringen kommenteret af obersten med det så generelt rigtig flot ud, der skal bare lige arbejdes lidt med tempoet hvorefter han afsluttede med at ønske os held og lykke de næste to dage. Sidst ind først ud Så kom dagen, hvor den første del af kuren skulle stå sin prøve (også kaldet Lille Kur). Dagen er forbeholdt herværende udenlandske diplomati og andre særligt indbudte. Kl stod vi opmarcheret sammen med Livgardens fanekommando i Sct. Jørgensgården. Eskorten står opmarcheret indtil alle de indbudte er kørt ind på Christiansborg Slot og ca. en time senere når de kører ud igen og som traditionen byder, er det Dronning Margrethe og Prins Henrik der ankommer sidst og kører først. Ud over den beredne eskorte, stillede gardehusarerne også et fodkommando, bestående af de to måneder gamle konstabelelever fra stabskompagniet I Panserinfanteribataljon. De stod inde på Kongetrappen sammen med et kommando fra Livgarden. Det skulle efter sigende, have været noget af en oplevelse håndtryk Store Kur er den dag som husarerne ser mest frem til. Det er det vi har trænet til, og der er nu noget specielt ved at være en af de få, der tjener Dronningen på så tæt hold, så det skal bare skal spille hundrede procent. Man skulle også mene at hestene syntes bedre om denne del af kuren, for her bliver de rørt i forhold til dagen før, hvor de stod stille det meste af tiden. Kl stod vi opmarcheret inde på Amalienborg Slotsplads, klar til at eskortere Dronningen og Prinsen, i den lukkede guldkaret, ind til Christiansborg Slot. Familie og venner til de beredne husarer, stod i en stor pærevælling med københavnere og turister, opmarcheret langs med ruten. Denne gang var det store tilløbsstykke dog ikke husarerne til hest, men Dronning Margrethe og Prins Henrik. Der var flere der havde flag i hånden som de vinkede med, mens andre bare kiggede eller knipsede løs med kameraerne. Det siges, at Dronningen og Prinsen i løbet af denne dag, har modtaget mellem gæster. Det bliver til mange håndtryk i løbet af en dag. Ca. kl skulle Dronningen og Prinsen eskorteres tilbage til Amalienborg Slot og alt skulle så bare gøres i omvendt rækkefølge. Tilbage i staldene kunne alle ånde lettet op, det var gået godt og efter regimentets fotografens udsagn, havde det set godt ud. n Fakta om Nytårskuren Nytårskuren er en tradition af ældre dato. Traditionen med nytårskur stammer fra enevældens tid. Dengang var samfundet delt op i en fast rangorden med den enevældige konge som det strålende overhoved for de forskellige rangklasser. I dag er nytårskuren så omfattende, at den holdes over tre dage, men traditionen tro modtages de forskellige rangklasser i tur og orden. Den fineste kur foregår 1. januar i Christian VII s Palæ på Amalienborg. Dér modtager Hendes Majestæt Dronningen og andre kongelige familiemedlemmer gratulanter fra hoffet, Folketinget, regeringen, Højesteret og den øverste embedsstand. To dage efter modtages det herværende udenlandske diplomati, Gardehusarregimentets officere, Livgardens officere, Højesteretsdommere og andre særligt indbudte. Her er der tradition for, at de udenlandske diplomater møder op i nationale klædedragter. Ved den tredje og sidste kur, den såkaldte store nytårskur, indledes dagen med, at regentparret kører i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot. Guldkareten, der er fra 1840, ledsages af 43 gardehusarer i gallauniformer. Derefter hilser regentparret på officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner. De tre øverste rangklasser omfatter fx generaler, oberster, hofjægermestre, statsskovridere, politimestre, landsdommere, professorer, biskopper og domprovster. Formålet med kuren er at ønske hinanden godt nytår, og gæsterne får mulighed for at takke for den interesse, kongehuset har vist en institution eller en organisation i det forgangne år 8

9 Et sidste farvel til Kenneth Holst Af major K.A. Vennike, Chef for Ceremonielementet Onsdag den 17. januar 2007 modtog regimentet den triste meddelelse, at konstabelelev Kenneth Holst, 4 spejdereskadron var afgået ved døden ved en skydeulykke i Oksbøl skydeterræn. Kenneth Holst blev bisat fra Bjæverskov kirke fredag den 26. januar 2007, og mere end 350 personer fulgte Kenneth den sidste vej, herunder hele hans eskadron og mange ungdomskammerater. Tilstede fra forsvarets øverste ledelse var bl.a. Forsvarsminister S. Gade, Chefen for Hærens Operative Kommando general P. Kiærskou og Chefen for Gardehusarregimentet oberst I.H. Sørensen. Efter tilladelse fra familien og sognepræst Hanne Bohr gengives efterfølgende sognepræsten tale ved Kenneths Holst bisættelse. Æret være Kenneth Holst minde 9

10 Alt glarmesterarbejde udføres Termoruder / reparationruder Spejle & glas efter mål Billedindramning Autoruder / Rep. af stenslag Vinduer / Døre i træ & alu Forsikringsarbejde Langes Gård Slagelse THOMAS JULL OLSEN LØNGGÅRDENS GRUSGRAV & VOGNMANDSFORRETNING - SORØ CONTAINERTRANSPORT Løngvej Sorø Telefon: Telefax: t j t j o. d k Der var nok ingen der kunne sige sig fri for at sende en tanke til Kenneth Holst der var blevet begravet dagen før, da man stod linet op til afskedsparade den 27. januar 07. Pårørendearrangement for spejdereskadronen Pårørendearrangement 27 JAN 2007 for Spejdereskadronen Irak, hold 9 Garnisonsstøtteelementet ved Gardehusarregimentet afholdt lørdag d. 27. januar, kl pårørendearrangement for Spejdereskadronen, der medio februar skal udsendes med Irak, hold 9. Familien udtrykte stor respekt for det profesionelle virke Arrangementet var meget vellykket, idet ca. 230 pårørende og 30 børn var tilmeldt og deltog i arrangementet. Med baggrund i den tragiske ulykke under uddannelsen i Oksbøl, blev programmet tilpasset, således at de øvrige på-rørende kunne orienteres om forløbet omkring ulykken, samt de foranstaltninger som Uddannelsesbataljonen, Spejdereskadronen og Gardehusarregimentet havde sat i værk i forbindelse med ulykken. Familien til den sårende sergent deltog i arrangementet og familien bidrog ved at udtrykke sin store respekt for det professionelle virke som enheden og kammeraterne havde udvist under de tragiske hændelser. De var meget taknemmelige for den store støtte og opbakning familien havde fået af Forsvaret i denne situation. Orientering Chefen for Spejdereskadronen, kaptajn Vilhelm Elsang, og chefen for danske bataljon, Irak - hold 9 - oberstløjtnant Kim Petersen orienterede efterfølgende om opgaverne og forholdene i missionsområdet. Herudover bidrog socialrådgiveren, Netværket og Kammeratstøtteordningen med gode indlæg, således at de pårørende blev klædt på til at kunne støtte soldaterne, når de udsendes til IRAK. God opbakning Gardehusarregimentet og Spejder-eskadronen er meget tilfredse med forløbet af arrangementet samt den store opbakning, der blev vist enheden. n Chef for den danske bataljon Vilhelm Elsang, orienterer de pårørende om ulykken i Oksbøl 10

11 Oberst Per Mikkelsen afleverer den medbragte sadeltaske til regimentschef I.H. Sørensen Æresparade for Irak-soldaterne på Hold 8 Af: Journalist Kim Brandt fra Sjællandske den 26. februar De har oplevet temperaturer fra -3 til +56 grader, så vejrmæssigt var lørdagens is og sne ikke noget at snakke om for Spejdereskadronens omkring 80 soldater og de 50 stabsfolk, der lørdag middag blev hyldet for deres indsats i Irak de sidste seks måneder. De mange ansigter bar tydeligst præg af de høje temperaturer, men der var samtidig stor glæde at spore over at være hjemme igen - trods kulde og sne. Omkring 150 pårørende var vidner til æresparaden, der forgik i»eksercerhuset«hos Gardehusarerne. Det utroligt bløde underlag må have mindet soldaterne lidt om ørkensandet, men fast stod de, da oberst I. H. Sørensen holdt en kort tale, hvor han takkede dem for indsatsen: - Der er ingen tvivl om, at I har udført et solidt stykke arbejde, sagde obersten anerkendende. Oplevelser skal bearbejdes Forud for paraden er gået et forløb, hvor soldaterne er blevet debriefet og har fået foretaget et helbredscheck. Desuden har mange talt med socialrådgivere og psykologer, der hjælper til med at»få sjælen«med hjem. Når man har været udsendt til Irak, er det ikke unormalt, at man bliver en»adrenalinnarkoman«, siger kaptajn T. E. Johansen: - De har jo været»på«24 timer de sidste seks måneder, og der går lige lidt tid, inden de»gearer«ned igen og vænner sig til det fredelige Danmark. De pårørende har også fået et detaljeret indblik i, hvad soldaterne rent faktisk har lavet i Irak. Det gør det lettere at tale sammen bagefter, for ofte er der mange ting, der lige skal falde på plads igen. Når der så er gået tre og seks måneder, følger psykologerne atter op på de mange samtaler, og prøver dermed at sikre, at alle er kommet helskindet hjem. Desuden er der et omfattende kammeratstøtte-netværk, som soldaterne kan trække på for at bearbejde de ofte stærke indtryk. Nu er der ferie De fleste soldater kan nu holde en velfortjent ferie i to til fire uger, inden de atter melder sig til tjeneste. Nogle går i gang med en helt anden uddannelse, mens andre fortsætter hos militæret på en K-35 kontrakt, der betyder, at de bliver i forsvaret, indtil de fylder 35. Glad for at være hjemme Oberst og aftrædende chef for Dancon Bataljonen, Per Mikkelsen, er ikke i tvivl om, at de danske styrker har gjort en forskel i Irak: Jeg vil især fremhæve genopbygningen og indførelsen demokratiet som synlige beviser på vores indsats, siger han. Han er selv glad over at være hjemme, og mener i øvrigt, at august måned er et godt tidspunkt at trække de sidste danske soldater hjem på: - De irakiske hærenheder fungerer godt nu, så meget tyder på, at irakerne faktisk kan få en bedre fremtid, også efter at vi er rejst, siger han. Har været udsendt fem gange Flere af soldaterne har været udsendt mere end en gang - også til Irak. En af dem, som har været afsted hele fem gange, er Per Sander Rouff, der blev modtaget af sine kone, Anne-Marie. - Jeg aner ikke, hvor turen går hen næste gang, siger han. Men lægger heller ikke skjul på, at han også er klar igen, hvis der bliver spurgt. Hans kone, Anne-Marie, var glad for at kunne trække af med ham, og har for længst accepteret, at sådan er vilkårene. n 11

12 Vi var lidt mere på niveau, da det kom til henholdsvis at hoppe 8 meter og deathslide ned i det kolde vand. Nogle nød dukkerten, mens andre må have kammeratlig hjælp (skubbes) Bornholm udfordrede Danske og Tyske soldater I felten med Krølle-Bølle eller historien om, hvordan 3. deling fik besøg af tyskerne og lærte en masse om sig selv. Tysk besøg Det var en kølig mandag morgen, hos 1. Kompagni (KMP), da 2. og 3. deling trådte an til morgen appel. Til en forandring var en tysk bjergdeling trådt an sammen med resten af kompagniet. De var rejst hele vejen fra det sydligste Tyskland, til Antvorskov Kaserne i Slagelse, for at få et indblik i de danske panserinfanteristers arbejdsplads, materiel og uddannelse. Et besøg der skulle vare ugen ud, og derigennem byde på både inspiration og udfordringer. 3. deling havde fået til opgave at oppasse de tyske gæster. Med fire konstabelelever og en sergent, som talte tysk, var der ingen problemer med forståelsen (bortset fra når disse ikke var tilstede). Mandag formiddag bød først på en mindre fremvisning af delingens materiel og udrustning. En PMV M113 blev kørt frem fra garagen, en soldat iførte sig skyttepåklædning (SKYT), med fuld sløring, nat-kamp og våben, og en anden tømte sit skab for alle beklædningsgenstande. 4. KMP åbnede bagsmækken på en Piranha, samt dørene i en af de nye Eagle IV, som begge gjorde store indtryk på de tyske soldater. Bagefter kunne gæsterne betragte det fremlagte materiel og våben. Mange af dem var imponeret over de mange stumper, som enkeltmand har udleveret. Især netundertrøjen var populær (der kan man bare se). Vi fik fortalt at denne var god til at holde varmen med men hvad ved vi om det? Vi bruger jo det pragtfulde udleverede lange hvide undertøj Eller? Efter frokost var der arrangeret idræt i gymnastiksalene. Der blev dannet hold med både tyskere og danskere, som skulle spille fodbold og hockey mod hinanden. Humøret var højt og alle gjorde en indsats for deres hold. Efter et par timer, med morskab og holdånd, løb begge delinger samlet en tur i øvelsesterrænet. Som afslutning på dagen blev den tyske deling inviteret på en lille én i sergentmessen. Begge delinger havde fået frit løb til at more sig til langt ud på natten. Hver deling fandt på en leg, som de udfordrede de andre til. Nogle udfordrede hinandens smidighed, andre rå fysisk styrke (læs: drikning af øl) og bjergdiscipliner, som at kravle hele vejen omkring et bord uden at røre jorden eller kravle rundt på hinanden for at sætte en cigaretpakke længst muligt ud (ja, de er skøre de tyskere). Klar til Bornholm Tirsdag morgen havde den tyske delingsfører klargjort et foredrag om de tyske bjergsoldater. Interessant og indholdsrigt, med både billeder og film. Bagefter kom hovedattraktionen, nemlig muligheden for at se og afprøve tyskernes våben: Heckler & Kock G 36. Et formidabelt våben! (Vi prøvede selvfølgelig at bytte et for nogle af vores netundertrøjer, men den gik desværre ikke). Det var nu tid at se den del af kasernen, hvor Hesteeskadronen holder til. Efter en grundig rundvisning havde eskadronen forberedt en opvisning for de tyske gæster. Atter engang skiftede folkene til idræts-tøj for nu skulle der løbes Delingerne udfordrede hinanden på alt fra fysisk styrke til smidighed og hvem der kunne drikke hurtigst 12

13 på forhindringsbanen. Alle 20 forhindringer blev forevist og alle løb igennem. Her forklarede den tyske oberfeldvebel, at man ikke kunne gennemføre flere af forhindringerne uden at bruge sikkerhedsliner og hjelme på grund af forsikringsreglerne i den tyske hær. Eftermiddag og aften gik med klargøring og pakning til de næste dages træning på Bornholm. Omkring kl. 21 sad alle op i busserne, og kørte til Køge havn. Rejsen fra Køge til Rønne ville tage ca. 6 timer, så efter en hurtigt bid mad, krøb folk i poserne. Da færgen lagde til i Rønne havn, stod fire Magius lastbiler, fra Almegård Kaserne, klar. Holder det råbåndsknob mon Vi blev kørt hen til Opalsøen, hvor dagen bød på flere udfordringer og grænseoverskridende oplevelser. Her blev vi delt op i grupper med både tyskere og danskere. Vi skulle rapelle ned tre steder, heriblandt en bro. Hvem sagde jæger og fastroping? Her havde de tyske gebirgejärgere en stor fordel, da det jo er deres speciale, mens vi andre nok mindede lidt mere om Bambi på ca. 60 m. høj klippevæg. Vi var nok også lidt pressede da vi selv skulle binde vores sele af patruljereb (holder det råbåndsknop nu også?). Vi var lidt mere på niveau, da det kom til henholdsvis at hoppe 8 meter og deathslide ned i det friske (læs: kolde!) vand. Nogle nød dukkerten, mens andre må have kammeratlig hjælp (læs: skubbes). Herudover var der også en tur i gummibåd og lidt kommandokravl at hygge sig med. Dagen gav virkelig god mulighed for at snakke med tyskerne under mere uformelle forhold og for os andre, at få lidt tillid til sig selv og hinanden. Om aftenen tog vi lige en tur til ned af den største klippevæg, men denne gang i mørke, hvilket for nogle gav anledning til lige at tænke to gange på det føromtalte råbåndsknob. Nogle færdigheder skulle øves Vi overnattede i bornholmernes nærkampsby og efter en skøn nats søvn kom torsdagen, der stod i uddannelsens tegn. Vi skulle på kamppatrulje hele natten, så der skulle lige øves på nogle færdigheder, såsom gennemtrængning af hegn og sprængningstjeneste. Denne dag fik vi desværre ikke mulighed for at løse opgaven med vores tyske kollegaer, da det ville være en lidt for stor udfordring at få koordineret. Det kunne ellers have været interessant at se deres måde at operere på. Natten var kulsort B okt 07 blev vi indsat med STS (special truck service, bestående af to stk. meget specielle Man 27 lastbiler), i udkanten af Almindingen, som er Bornholms største skov. Scenariet var, at vi skulle overfalde en fjendtlig konvoj og tilfangetage en officer, bringe ham til afhøring, for herefter at bruge efterretningerne til at angribe et fjendtligt anlæg og befri en tilfangetaget dansk major. Det bornholmske mørke, og tro os det var fa**** mørkt, var noget af en udfordring. Så kulsort at selv vores natkamp var ubrugeligt, og folk måtte klæbe sig til personen foran sig for at følge med. På trods af de sædvanlige forviklinger den slags medfører og et overraskende, men hyggeligt, møde med tyskerne, som vist nok skulle befinde sig fem km. fra os, nedkæmpede vi konvojen, reddede majoren og dagen. Efter godt 15 timers indsættelse, løb vi med fjenden i hælene til vores pick-up-point og kørte hjem til et varmt måltid mad samt en grundig tilbagemelding. Herefter kørte vi til Almegård Kaserne, fik et bad, en burger og en lille lur på kuffen hvorefter vi gik ombord på færgen til Køge. Alt gik flydende, og vi ramte Antvorskov Kaserne ved 7-tiden næste morgen. Her stod den på vedligeholdelse i nogle timer, hvorefter der var fællesbilleder og farveller på appelpladsen. Der blev udvekslet gaver, byttet stumper og mailadresser til den helt store guldmedalje. Der var vist nogen, der glædede sig til at komme hjem til kærsten Opsummering: En superfed og inspirerende uge med masser af kampgejst, udveksling af erfaringer og højt humør. Vi håber på at blive inviteret til Mittenwald, for at se hvilke udfordringer deres arbejde byder på. n 13

14 Bronze til dansk patrulje Hold kæft, det var en fed tur! Første reaktion efter et flot resultat. En dansk patrulje, bestående af soldater fra STKMP/I/GHR, deltog i den traditionsrige britiske patruljeøvelse CAM- BRIAN PATROL i november 2007, og opnåede det hidtil bedste danske resultat. I den britiske hær har de i de sidste 57 år afholdt en øvelse under navnet CAMBRIAN. I starten var det en opgavemarch, men er blevet produktudviklet og er i dag, den ultimative patruljeøvelse. Den afholdes i de walisiske bjerge, Black Mountains, der er en del af naturparken Brecon Beacons. Danske patruljer har været inviteret i de sidste tre år, og som i 2005, var det en patrulje sammensat af otte soldater fra Stabskompagniet I GHR. En glad og træt patrulje efter en vellykket indsats. På bagerste række fra venstre: PL C. Vognsen (PTRFØ), SG P.B. Norvin (NK/PTR), SG D.H. Hemmingsen, KSE K.W. Hansen. Forreste række fra venstre: KSE T. Foght, KS N.U. Pedersen, KS K. Michaelsen, KS K. Erichsen Af: PL H.J. BRÜNINGS, stabsdelingsfører i stabskompagniet, I GHR Regnen falder op fra jorden Hvert år deltager mange patruljer fra andre lande, og i år var ingen forskel. 76 patruljer fra 14 forskellige lande, herunder Holland, Belgien, New Zealand, Canada, men også Pakistan og Indien var tilmeldt. Et deltagerantal der gør det nødvendigt at afholde øvelsen over to uger, så patruljerne ikke render ind i hinanden. For godt nok er der plads i bjergene, plads nok til at gå meget forkert, en faktor der under normale omstændigheder, er medvirkende til at 30 % af de startende patruljer, må udgå i løbet af de 40+ timer de er indsat. En anden årsag er at det normalt regner i Wales, så meget at de lokale joker med, at regnen også falder op fra jorden. Alle havde forberedt deltagerne på, at de skulle være våde fra start til slut, men sådan skulle det ikke gå i år. Den første øvelsesweekend regnede det, og fire patruljer udgik prompte. Derefter kiggede solen til alles overraskelse frem og gav godt vejr i november! Træning - træning - træning Rammen var sat til kulminationen for en velforberedt patrulje, der startede træningen i august måned, med ugentlige gåture medbringende skabet på nakken. Øvelser i genkendelse af køretøjer, våben og miner, træning i at gå i formationer, samt vandpassage, et fast element når man går patrulje. Den største del af træningen var koordineret og gennemført af OS J.K. Jørgensen og OKS-1 M. Dalegaard, der begge selv deltog i CAMBRIAN PATROL Desuden krævede deltagelsen også, at man havde været med til døgnøvelserne, i ugerne 36-39, med en sidste generalprøve i uge 42, mens alle andre holdt efterårsferie. Ventede en norsk patrulje Selve turen startede torsdag den 25. oktober med afgang fra Kastrup Lufthavn til Storbritannien. De otte patruljemedlemmer, de to reserver/ kørere, samt patrulje manageren der stod for det administrative islæt, mødtes alle i lufthavnen og efter en sidste lykønskning fra chefen for Stabskompagniet, kaptajn T.N. Jørgensen, blev det tid til at checke ind. Turen var uden problemer og mange fik lige klemt en enkelt morfar af. Så mødte vi virkeligheden. Hver eneste udenlandsk enhed havde et værtsregiment, der var ansvarlig for uddannelse på britiske våben, radioer og radiokodesystemer. Vores værtsregiment var Welsh Guards, der indtil den kommende sommer har vagttjeneste og som derfor har kaserne lige ved siden af Buckingham Palace. Vores patrulje skulle først deltage fra den 1. november, så vi havde et par dage midt i London. Vi havde godt nok hørt om det, og den er god nok. I Storbritannien kører de i den anden side af vejen alle sammen. Men vi havde jo kun et valg, så ind i bilerne og af sted mod Buckingham Palace. En spændende køretur senere og nej, man kan ikke køre i en kolonne særlig længe i Londons myldretid fandt vi Welsh Guards kaserne og også en hovedvagt hvor de ventede på den norske patrulje! Vi kunne dog, efter at have korrigeret deres geografikundskaber en lille smule, godt få lov at komme ind og blev indkvarteret. Nu er Storbritannien ikke helt som Danmark, og det skal vi nok være glade for, men vi fik en lynhurtig lektion i sociale forskelle. Officererne boede for sig, ligesom sergenterne, og konstablerne. Ikke noget med at spise i sam-me cafeteria, og nåeh ja lad os sige det på denne måde: der var blødt gulvtæppe og mørke møbler i officersmessen, det var der ikke i KSmessen. Der var syv konstabler, der var meget glade for de til dagligt arbejder i den danske hær! 14

15 London fik en på opleveren Opholdet hos vores værtsenhed betød også, at vi hurtigt fik at føle, begrænsningerne ved at bo ved siden af Londons mest prominente indbygger. Vi måtte ikke bruge de britiske radioer i forbindelse med signaltjenesten, kun samle og adskille dem og det var også småt med pladsen, til at indøve patruljens formationer. Det eneste stykke græs inden for kasernens mure var cirka 5x10 meter. Men man skal jo tænke uden for boksen, og det gjorde patruljen så. Formationer dem kan man da indøve i St. James park lige over for Buckingham Palace. Vi er pt. ikke vidende om Dronning Elizabeth II fik set sine gæster øve, men der var en hel del andre londonere der fik sig en på opleveren, ved at se en folk unge mænd i FUT tøj, rende rundt og lave noget der lignede Tai-Chi i fast forward. Vi fik støtte fra vores værtsenhed til at gennemgå de britiske våben (SA-80 II og tilhørende LSV), samt deres radio der minder om vores RDO 371, forskellene er dog til at føle på i bogstaveligste forstand. Batteriet til den engelske version er genopladeligt og vejer 6 kg. Dagen før patruljen skulle starte, kørte vi fra London til en lejr der lå tættere på det vores startsted. Vi nåede frem til instruktion lidt senere end vi skulle, men dem der havde hjulpet os lidt på afveje, fik overtalt deres landsmænd til at lade os starte. Klokken 0730 var patruljen i gang, de otte der skulle ud på turen blevet taget til side til en sidste kontrol af deres udrustning. Det sidste Arildslund, Dalegaard og jeg så til patruljen indtil den igen kom i mål, var en række rygsæksbelæssede bylter med ben, der gik op af en stejl bakke. Patruljeføreren blev taget til side for at modtage befaling, mens resten af patruljen gjorde klar til kamp. En disciplin der bliver lagt stor vægt på i den britiske hær, er terrænbordet og de andre hold havde så mange forskellige tråde og kantbånd med, at de ville kunne gøre enhver bedstemor misundelig. Den danske patrulje havde dog hørt rygter om disse udskejelser og havde selv medbragt grejer, til at pimpe deres terrænbord op med, vi nævner: lyserødt, lyseblåt hæklegarn og kridtpulver. Kom og hent jeres patrulje Da patruljen var i gang, blev vi som administrativt støtte element, spærret inde i en lejr ved byen Brecon i Wales. Af frygt for at vi skulle hjælpe vores patrulje til en uretmæssig fordel, blev vi bedt om at aflevere nøglerne til vores biler og så ellers bare være klar til at kunne undsæt-te, såfremt et af vores patruljemedlemmer skulle få problemer eller hvis hele patruljen blev diskvalificeret. Efter megen venten, og efterhånden som vi så at skyerne veg til side for en varm sol, blev vi mere og mere forvissede om at vores patrulje nok skulle klare strabadserne. Og vi fik ret. Først lørdag morgen den 3. nov. blev der ringet efter os. Nu måtte vi gerne få vores biler, et kort samt et sted hvor vi kunne afhente vores patrulje de havde klaret det, alle havde gennemført og nu skulle vi bare lige vente på, at de havde afsluttet deres debriefing. To timer senere kunne vi så mødes med en glad men træt patrulje, der lige havde gennemført en af de ultimative strabadser i det walisiske højland. Intet under at de blundede lidt, i bilen på vej hjem. Danskerne afklædte sig helt Efter et par timers søvn og lidt morgenmad, ventede en lille parade med deltagelse af brigadegeneral (BG) Libbey, commander for den brigade, der arrangerer CAMBRIAN PATROL. I sin indledning sagde BG, at han vidste, at alle der deltager og gennemfører patruljen har lært noget, men at hans soldater i den britiske hær, også lærer noget af deltagerne. I år ville han fremhæve den danske patrulje. (Vi havde alle ørerne på stilke ) Han havde aldrig set andre klæde sig helt af før en vandpassage, den danske patrulje havde overrasket ham (og ikke mindst de seks kvindelige kajak sejlere der tilfældigvis passerede på samme tid) ved at afklæde sig helt inden de tog regntøj på. Derefter overgik paraden til medalje udlevering. Alle patruljer, der gennemfører, opnår enten certifikat (langt de fleste), bronze, sølv, eller guld. Kun 4% af alle patruljer der deltager opnår guld, lidt flere får sølv, igen lidt flere bronze, men langt de fleste opnår kun certifikat. Som nævnt var det i år tredje gang en dansk patrulje deltager i CAM- BRIAN PATROL, de to andre gange er det ikke blevet til medaljer. Første år udgik et patruljemedlem og så kan man ikke få medaljer. Sidste år for en del af den danske patrulje fra JDR vild i de walisiske bjerge, og så var det også slut for dem, men i år lykkedes det at opnå bronze. Et stort tillykke til dem alle, de har gjort en kæmpe indsats, arbejdet i et terræn vi ikke normalt træner i, på et sprog vi bilder os ind at vi mestrer (men hvad hedder terrænbord lige på engelsk?) men vi ikke øver nok. Ikke noget at sige til, at alle otte var stolte da de havde afsluttet patruljen, og ikke noget at sige til, at konstabel Erichsen med stolthed hev Dannebrog frem af rygsækken og konstabel Michaelsen udbrød: Hold kæft, det var en fed tur, da vi kørte dem ind til lejren efter gennemførelsen. Et godt minde rigere. n 15

16 En tur i en Piranha Rextur à la GHR Af: Peter A. Christensen, kompagnitalsmand 1. deling, 2.kompagni II HBU Deling, 3 sergenter 1 premiereløjtnant Antvorskov skov 5000 løse bønner 45 feltrationer Forberedelsestid: ca. 4 timer. Tilberedelsestid: 4 dage og 13 timer. Således ingredienslisten til en god omgang rextur à la Opskriften findes nedenfor. (Det færdige resultat kan variere) Før de starter Den nysgerrige rekrut har brugt de sidste par uger til at forberede sig rent mentalt på den forestående uge. Blandt andet har jeg forhørt mig hos de af kammeraterne som har været turen igennem den. Og et godt råd tog jeg til mig. Tensoplaster. Masser af tensoplaster. Det skulle vise sig at blive min redning. Rent fysisk valgte jeg så også, at lade op til turen med en ordentlig bytur lørdag, som først sluttede søndag morgen. *Advarsel* Det kan ikke anbefales at indtage store mængder alkohol, i dagene op til rextur. *Advarsel* Klokken nærmede sig 2200 søndag aften, og rygsækken var pakket. På øvelseslisten stod der, at vi skulle være mødt ind søndag kl og selvom der var lagt et program indtil kl om mandagen, så havde vi en svag fornemmelse af, at turen ville starte tidligt mandag morgen. Rød alliance kommer Og ganske rigtigt. Klokken 0400 vågnede 1. deling til lyden af fjendtlig morterild. På med tøj, basis og rygsæk-komma-tung, ud og stå ret, i forhold til bygningen. Ned og få fat i vores våben hvorefter mandagen fortsatte med div. opgaveløsninger i felten. Vi blev bl.a. udsat for giftgasangreb, lærte at manøvrere med en gummibåd og andre opgaver, som skulle klæde os på til den forestående mission. Ved briefingen ugen før havde vi fået erkendt vores fjende, en samling østeuropæiske lande, som sammen gik under navnet Rød alliance. Disse havde nu besat dele af Lolland-Falster og Sydsjælland og som en del af totalforsvaret havde Slagelse Kaserne opstillet to HBU-regimenter, til at forsvare Dannebrog. En pligt vi først på ugen udførte med ære, sidst på ugen af pligt. Ved dagens afslutning, travede vi ind i skoven og lavede vores beredskabsområde (BSO). På det tidspunkt var det blevet så mørkt, at man ikke kunne se sin egen hånd, så det var om at holde tungen lige i munden, da teltflagen skulle sættes op. Humøret var stadig højt da vi lagde os i seng mandag aften, vi kunne dog ikke rigtigt forstå, hvor feltrationerne var blevet af og maven rumlede, bevares. Rextur el. ferie Vi vågnede tirsdag morgen efter 7 timers søvn, kun afbrudt af en times vagt i løbet af natten. 7 timers søvn!? Det var lige før vi var mindre pressede og mere veludhvilede, end da vi mødte ind søndag. Skulle dette være rextur?? (Vi skulle blive klogere). Tirsdag fik vi vores feltrationer, en til hver og den skulle holde hele ugen. Omkring middag forplejede vi varmt to og to. Menuen var ren luksus, jeg nævner i flæng retter som, pork bombay, boller i karry, oksekød med chili o.m.a. altså retter man kunne have fundet på menukortet, på enhver mellemdyr restaurant i indre by. Derudover havde vi vakuumpakket, langtidsholdbart rugbrød, dåseleverpostej, kakao, minipakker med rejeost og nutella (af en slags). Alt i alt tegnede det jo rigtig lovende for denne uge, tænkte den grønne rekrut. Dagens mission Nuvel, vi skulle i gang med dagens pligter. Den efterfølgende nats mission lød på, at 1. deling skulle overfalde en konvoj, i området omkring Næstved. Det var rød alliance der var på spil og vi skulle uskadeliggøre denne konvoj, som transporterede missiler. De tre grupper vi var delt op i, havde hver en opgave. Min egen 3. gruppe, Ikke lige den bedste sløring 16

17 Første dag i BSO, der er kommet feltrationer, og humøret er højt havde til opgave at støtte de to andre grupper, samt neutralisere det bagerste køretøj med panserværn. (ja tak). Jeg fik personligt selv lov til at være panserværnsskytte og affyre en såkaldt LYMA, en løs patron til panserværnet. Og det var fedt, jeg kan kun gisne om, hvor mange gange federe det må være, at affyre en rigtig granat, for selv med et løst projektil, følte man sig en lille smule magtfuld. Dagen gik altså med at øve stillingsindtagelse og da klokken blev 2000 skulle vi på mission. 500 m. fra vores BSO, blev vi samlet op af tre lastbiler, som kørte os til Næstved. Vi blev smidt af og skulle selv begive os til samlingspunktet, som lå ca. 5 km væk. Vi ankom kl til samlingspunktet og rykkede samlet frem til vejen, hvor overfaldet skulle ske. Langs vejen lå først min egen 3. gruppe med et panserværn. Derefter 2. gruppe, som havde brugt hele dagen på at øve med plastisk sprængstof, dette skulle de sætte på lastbilernes aksler og detonere når køretøjerne var blevet renset, for fjendtligt personel. Til sidst havde vi første gruppe, som skulle sørge for at bringe konvojen til standsning ved at affyre en panserværnsraket mod det forreste køretøj. Endelig kom køretøjerne tøffende op ad vejen og da de var lige ud foran 2. gruppe, blev den første panserværnsraket affyret og kort tid efter gav jeg også los med mit. Konvojen standsede, 2. gruppe gjorde det de havde øvet og stormede ind under høje råb fra konstabel Volter, gruppeføreren som kommanderede rundt med sprængningsgruppe 1, 2, 3 og 4. De fik anbragt sprængladningerne og vi trak os gruppevis tilbage. Herefter gik turen samlet til opsamlingspunktet, hvor vi igen blev hentet af tre lastbiler. Klokken 0600 nåede vi tilbage til vores BSO og kunne sove til Livet i Lejren Klokken 0900 blev vi vækket. Lidt mere presset på søvn, end dagen før. Dagene startede med lidt morgentoilette, som begrænsede sig til at få børstet sine tænder. Jeg selv havde en lille ekstratjans, jeg skulle forsøge at manøvrere mine kontaktlinser i hver morgen. Jeg sprittede mine hænder af med noget desinficerende væske og så gik det løs uden spejl. Uden dem havde jeg været helt blind, hvilket også overgik mig den sidste nat, da vi skulle på mission og jeg magtede ikke, at få mine kontaktlinser sat i. Men med et fast tag i min bodymakkers basis, fik jeg kæmpet mig igennem. Herefter stod den på morgenmad, lidt multikiks som man kunne dyppe i de små pakker med rejeost el. ost (Lækkert). De af os som var luksusdyr og ikke helt kunne give slip på de goder et civilt liv affødte, kogte også vand for at lave enten kakao, te eller kaffe, ja det danske Forsvar, havde endda tænkt på sukker til teen, da de pakkede feltrationerne. Nice. Som regel, blev det hele blandet sammen til en stærk energigivende drik, men jeg kan også udmærket anbefale, bare at tygge kakaopulveret i sig, hvis man en nat er presset og har brug for energi. Det samme kan ikke anbefales med kaffepulveret. Latrinet lå lidt væk fra vores BSO, det blev faktisk benyttet et ualmindeligt stort antal gange. Det hul som var blevet gravet til at starte med, blev hurtigt fyldt op og der nåede endda til sidst, at komme en lille top på, i hvilken ekskrementer og jord lå lagvis. Der begyndte hurtigt at stinke i området, hvilket sergenterne dog ikke var for fine til, at lade os kravle rundt i og øve. Tre vagtposter lå i nærforsvarscirklen og de skulle altid være bevogtet med en mand om dagen, samt to om natten. Dem der var småskadede, vandt som regel vagten når vi andre var på mission. I denne sigøjnerlejr skred dagene stille og roligt fremad, og også onsdag gik med en mission, i samme stil som tirsdagens. Vandpassage!! Efter missionen natten til torsdag, var det på tide at bryde lejren op. Vi nåede lige at få 1 times søvn, afbrudt af et kvarters vagt og så var det op og marchere seks km, efterfulgt af en kort køretur til en flod. Her skulle vi så lave den længe ventede vandpassage. Af med alt tøjet, på med regntøjet og så pakke rygsæk, uniform og basis ind i en vandtæt karamel. Ned til floden og en efter en skulle vi over. Karamellen ned først og derefter hoppede man selv i. Lige da man plaskede ned i det iskolde vand, trak alle blodårer sig sammen, man begyndte at hyperventilere og stønnede for sig selv F*** det er koldt, F*** det er koldt mens man halede sig over i tovet. ( ) 17

18 et skarn, hvis ikke man lige havde lyst til at gå patrulje torsdag nat. Så igen måtte vi ud gruppevis og udføre en opgave. Denne gang skulle der lokaliseres en lille genstand ude i en skov. Ca. halv fem lykkedes det os endeligt, at finde den efter flere forsøg. Genstanden?? En 1,5 liter cola. Hvad er luksus?? En 1,5 liter Coca Cola kl. halv fem fredag morgen, når man er presset. "Hey en fotograf er i nærheden, lad os lige få et gruppe billede" Da man nåede op på den anden side, var det bare med at få skiftet tøj og så havde man til gengæld fået varmen. Der er åbenbart en ide i det, når ældre mennesker mener, at det er sjovt at bade i december måned, for man blev fyldt med fornyet energi og følte sig helt frisk.. Lidt senere på dagen, lavede vi passage af en sø i gummibåd, hvilket kun kan anbefales, det var kanon hyggeligt. Da Rexturen blev til røvturen Sidst på aftenen, blev vi samlet op af nogle lastbiler. Lad det følgende være en advarsel, for alle fremtidige HBU ere som skal på rextur. På vejen hjem i disse lastbiler, begyndte fantasien at løbe af med os. Vi snakkede livligt om hvad vi mon nu skulle og til sidst blev vi nærmest enige om, at vi helt sikkert, blev kørt hjem til vores belægningsstuer. Vi konkluderede os frem til, at eftersom de jo havde taget vores rygsække, vi havde ikke noget BSO og klokken var for mange, til at opføre et nyt, så blev vi helt sikkert kørt hjem. Min egen bodymakker, begyndte allerede at glæde sig til, en halv kylling med pomfritter nede fra soldaterhjemmet, indenfor den næste times tid. Problemet var bare, at vi sjovt nok ikke blev sat af ved vores belægningsstuer. Vi blev smidt af, midt ude i skoven, ved siden af vores rygsække og da lastbilerne kørte, var det pludseligt fuldstændig kulsort. Vi hankede op i vores stumper og gik et kort stykke hvorefter det begyndte det at regne, så fra at have været helt oppe og ringe over grillkylling og pomfritter, til pludselig at stå gennemblødte, midt ude i en mørk skov, uden noget sted at sove, faldt moralen pludselig med lidt over 100 %. Det var på daværende tidspunkt planlagt, at vi skulle lave primitiv mad, altså gulerødder, kartofler og kylling i vores kogekar med vand. Dette var dog lettere umuligt at få organiseret, i al forvirringen og mørket. Her kom konstabel Volter igen på banen med den kløgtige ide, at vi kunne gå en lille kilometer ned til Østerby og komme i tørvejr i kirken. Med udsigt til tørvejr, gik det i raskt tempo til Østerby. Da vi nåede kirken klarede humøret op og der var fest, da vi fik lavet vores primitive mad. Da klokken slog midnat, gik vi til ro i vores soveposer. Målet i sigte Men det ville da være synd, hvis ikke 1. deling skulle have lidt patruljetjeneste, så en time efter vi var faldet i søvn, skulle vi ud på en lille patrulje. Man skulle da næsten være OPBRUD!! Klokken halv syv, efter en ildmarch hjemad, lå vi igen i vores poser. Og igen, ikke engang en time senere der lød kanonslag uden for kirken. "OPBRUD!! OPBRUD!! SE SÅ AT KOMME UD AF POSEN OG FÅ PAKKET JERES TING". Vi sprang alle op og i en stor forvirring som ikke engang en hønsegård kunne matche, fik vi pakket vores ting sammen og lagde os ud og sikrede, indtil alle blev færdige. Så gik det ellers af sted i raskt tempo, i de største og mest mudrede panserspor Antvorskov Kaserne kunne præstere. Resten af turen skal jeg ikke afsløre her, da jeg ikke vil ødelægge det for eventuelle fremtidige HBU ere, jeg vil blot her til sidst sige, at da turen endelig var færdig, altså da vi stod hele delingen samlet og fik at vide at nu var det slut, champagne blev hældt op, der var jeg lykkelig, virkelig lykkelig. Vi var flere der fældede en tåre, det var en utrolig forløsning og vi var alle meget stolte over at være nået igennem. Det gav et kick. Således sluttede vores rextur 2007, altså lige efter 7 timers vedligeholdelse af vores udstyr. Og aldrig har MC-Donaldsmad/slik/cola smagt så godt, som det gjorde den weekend. Tusind tak til alle de implicerede, for at gøre turen så spændende, som de har formåede at gøre. Vi ses igen på døgnøvelse 3. n 18

19 Soldaterkammerater delte glæder og frygt Medaljerne glimtede i solskinnet på Antvorskov Kaserne, da 400 jubilarer satte hinanden stævne. Det handlede om stærkt kammeratskab omkring oplevelser, der ikke altid var ganske ufarlige Af Arne Svendsen, Journalist ved SJ-medier Billedet er taget ved sidste års jubilarstævne De var grå i toppen og ikke allesammen for godt gående. Men selv 50 års jubilarerne rettede ryggen og satte hælene sammen på Antvorskov Kaserne lørdag ved De Blå Baretters jubilarstævne. Her var der ikke mindst stort fremmøde af de 50 jubilarer, som i 1957 var indsat i Gaza. Det var en stor oplevelse. Ikke mindst den uge, hvor vi havde fri og var på orlov i Cairo, husker en af jubilarerne Niels Buhl Jensen, Vejle, der ved stævnet blandt andet fik sig en snak med byrådsmedlem i Slagelse Gert A. Nielsen. De to havde fælles bekendte, men de havde dog ikke været afsted sammen, idet G. A. Nielsen først var afsted i Det er farligere i dag at tage afsted. Dengang var der ikke noget, der hed vejside-bomber. Men var jeg ung ville jeg tage afsted igen, lød det fra Niels Buhl Jensen. Synlige og usynlige sår på sjælen Alle jubilarerne fik stor ros for deres mod af Gardehusarregimentets chef, oberst I. B. Sørensen, der også fremhævede det ganske særlige kammeratskab, som fik ikke mindst så mange 50 års jubilarer til at strømme til fra hele landet. - I valgte at tage afsted ud i det ukendte. De fleste af jer siger, at I ikke oplevede noget særligt, altså farligt. Men I var i et område med fjendtligheder, hvor frygten ventede bag gadehjørnet. Den er også en årsag til, at vi samles i dag. Mange udsendte har fået synlige sår og usynlige sår på sjælen, som det kan være godt at snakke om, sagde obersten, der inspicerede paraden sammen med landsformanden for De Blå Baretter, Bjarne Hesselberg, tidligere chef på Vordingborg Kaserne. De unge jubilarer I stævnet deltog 50, 45, 40, 25 og 10 års jubilarer. De sidstnævnte var der særligt fokus på. Blandt dem var sektionsfører Søren Hesselberg, Dianalund, søn af Bjarne Hesselberg, der ved stævnet mødte to af sine kammerater fra tiden i Bosnien, Bjarke Schilling, København og Martin Lykke, Vejle. - Det var en ret fredelig mission vi var på. Eller også har vi blot fortrængt, at vi oplevede noget slemt, lød det fra Bjarke Schilling. Hverken han eller Martin Lykke ville ønske at blive udsendt i dag, da de har stiftet familie. Ellers ville de ikke have noget imod det, lød budskabet, inden de tre gik til parade og efterfølgende genopfriskning af minder... n Nyt navn til de blå? Der var masser af blå baretter ved paraden på Antvorskov Kaserne. De sad på de ældste udsendte, som jo er udsendt via FN-mandat og derfor bar FN s farver. De yngre udsendte derimod har været udsendt under NATOmandat til eks-jugoslavien og Kosovo. De bærer ikke blå baretter og det samme gælder de, der er udsendt til Irak og Afghanistan. Alt dette gør, at man overvejer at ændre navnet De Blå Baretter. Det har været nævnt i en leder i vores blad, men ellers er det noget vi går stille med. Som det er i dag kan vi sagtens optage de, der ikke er udsendt under FN-mandat, idet vi definerer det på den måde, at de er udsendt til at gøre en humanitær indsats. Men det kan da godt være, at navnet en dag ændres, siger presse-koordinator hos De Blå Baretter, Christian T. Jensen, Næstved. 19

20 8000 meter Terrænløb - Terrænløb med mange deltagere, desværre kun tre kvinder. Flere af deltagerne sagde, det var hårdt men godt, en lille smule problemer med rute-markeringerne, og grundet varmen kunne der godt have været et væske depot. Gardehusarregimentets idrætsdag Gardehusarregimentet bestemte sig for, at der igen skulle afholdes idrætsdag efter et par år uden. Disciplinerne var blevet aftalt og fordelt mellem de to bataljoner og Hesteskadronen et par uger inden og d. 29 maj skulle alt så være klar til dagens konkurrencer. Kl startede dagen med en parade og derefter gik konkurrencerne igang efter programmet. Dette års discipliner var Fodbold, Trekamp, 8000 meter terrænløb, Long John race, 4 x 400 meter stafet, Hockey, Beachvolley og Tovtrækning, disciplinerne var fordelt over hele dagen indtil kl. 1400, hvorefter der var præmieuddeling til de tre bedste i hver disciplin og en præmie til den underafdeling der sammenlagt havde vundet flest discipliner. skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed. Disciplinerne var der så til gengæld delte meninger om, ikke at man syntes dem der var på programmet ikke var gode nok, men flere mente der manglede nogle i forhold til årerne før. Problemet med flere discipliner er at der skal bruges flere folk til afviklingen, men hvis der er flere der har lyst til at hjælpe til, så giv endelig besked så er det da ikke umuligt. Et andet problem er deltager antallet. Vi havde håbet på flere civile deltagere og også at 2 brigade havde lyst til at deltage, men det kommer forhåbentlig næste gang. Der kunne også godt have været plads til flere deltagere i nogle af disciplinerne mens i nogle andre var antallet begrænset til kun et hold, dette gjorde til gengæld at der var stor tilskuer opbakning til de fleste af disciplinerne og mon ikke de også hyggede sig alligevel. Gitte Larsen fra Cafeteriet løb 8000m terrænløb, men hun var desværre den eneste civile deltager Set over hele dagen, så var det en dag som alle høj som lav, mente Tovtrækning - Alt i alt gik tovtrækningen over al forventning, der var en meget stor opbakning fra tilskuerne og det var efter min opfattelse et af de største samlingspunkter til idrætsdagen II HBU kompagni, II uddannelsesbataljon vandt pokalen "sammenlagt bedste underafdeling" 20

21 Resultatlister fra Idrætsdagen 4 X 400 meter stafet: Nr. 1 2 HBUKMP/IIBTN Nr. 2 STKMP/IBTN Nr. 3 1KMP/IBTN Trekamp - Bestod af tre discipliner (orienterinsløb, skydning og håndgranatkast) hvor tidsfaktoren var afgørende, for holdets endelige placering. Et hold betod af tre deltagere. Alle hold fik udleveret et O-løbskort og en postbeskrivelse, hvorefter tiden så blev sat i gang. Første post var skydebanen, hvor der skulle skydes ti skud pr. deltager, mod en ti delt ringsskive på tid og med tre forskellige våben. Efter skydningen var der et ca. 10 km O-løb, sidste post var hångranatbanen, hvor hver deltager skulle kaste fire granater, på fire forskellige afstande. For hvert ikke truffet kast, skulle hele holdet løbe omgange på en markeret bane, inden de kunne løbe i mål og stoppe tiden. Skyderesultaterne var så den afgørende faktor, idet træf i 10 eren ned til syveren trak fra i tiden, mens ikke træf lagde et minut ekstra til i tiden. Alle hold syntes det havde været en god disciplin, nogle mente orienterings-løbet havde været for nemt, mens andre at det var svært nok meter Terrænløb: Kvinder: Nr. 1 Gitte Hvidegaard Larsen, CAF Tid Nr. 2 KSE L. Schandorff, STKMP/IBTN Tid Mænd: Nr. 1 GH Thurø, HESK Tid Nr. 2 GH Lejre, HESK Tid Nr. 3 MG Fåborg, 2HBUKMP/IIBTN Tid Beachvolley: Nr. 1 1KMP/IBTN Nr. 2 4MEKINFKMP/IBTN Nr. 3 1HBUKMP/IIBTN 4 x 400 meter - Banen var streget godt op, hvilket gjorde det let at gennemføre. Der var en god intentitet gennem hele løbet, deltagerne var seriøse, engagerede og ydede deres bedste. Der var mange tilskuere til disciplinen som heppede på deres hold Fodbold: Nr. 1 2HBUKMP/IIBTN Nr. 2 1HBUKMP/IIBTN Nr. 3 4MEKINFKMP/IBTN Hockey: 1HBUKMP/IIBTN 4MEKINFKMP/IBTN 1KMP/IBTN TOVTRÆKNING: Nr. 1 4MEKINFKMP/IBTN Nr. 2 1KMP/IBTN Nr. 3 2HBUKMP/IIBTN Fodbold - Selve dagen forløb med en del sjove og underholdende indslag ud over fodbolden. Lad mig her nævne at vi kun skulle hen til anden kamp i gruppespillet, før der kom 2 streakere løbende ind over banen i Adam-kostume og gasmasker. I finalen må man fremhæve 1 HBUKMP tilskuere, der bl.a. ledsagede deres hold på banen, inden start akkompagneret af en Boom-blaster og markeringsstrimmel i rød og hvid, regnede ned over modstanderens mål. Efter kampstart huserede de ved modstandernes mål, hvor de hele tiden var at høre med kampsange og råb. Dette forstummede dog gradvist som nederlaget kom nærmere og til sidst måtte de se modstanderne fra 2 HBUKMP løbe af med sejren. Rent sportsligt var det også de to klart bedste som var i finalen, men selv om der blev gået til stålet blev der i løbet af 7 kampe kun uddelt 2 gule kort. Det var generelt en meget fair spillet turnering, med en fortjent vinder. Trekamp: Nr. 1 HOLD 1/2HBUKMP/IIBTN Nr. 2 HOLD1/1KMP/IBTN Nr. 3 HOLD 2/2HBUKMP/IIBTN Long John Race: Nr. 1 2HBUKMP/IIBTN Nr. 2 STKMP/IBTN Nr. 3 4MEKINFKMP/IBTN Vinder af UAFD-konkurrencen: 2HBUKMP/IIBTN ( ) 21

22 Forældredag ved Hesteskadronen Af: Gardehusar Åløkke og Gardehusar Bruxelles, Hesteskadronen Long John race - Disciplinen med long john race forløb fint og jeg fornemmer på deltagerne at de synes det var skægt og ikke mindst hårdt. Det virkede også som om publikum var tilfredse med showet. Det der kan gøre anderledes til næste år er at informere om at vejen bliver spærret af i ca. 20 min på et givent tidspunkt i løbet af dagen. Herved undgår vi at trafikkontrollanten bliver overfuset af en sur kørelærer, der ikke kan forstå at han må vente. Desværre har disciplinlederene fra Hockey og Beachvolley ikke sendt nogle kommentarer, så derfor får i kun et billed fra dagen Morgenfut og stueeftersyn Det var lørdag, solen skinnede fra en skyfri himmel og hesteskadronen stod til morgenappel, klar til endnu en dag i det danske forsvar. Samlet rundt omkring de to delinger, stod glade og forventningsfulde pårørende, klar til at få et indblik i deres lille husars hverdag. Efter en let omgang morgenfut som i dagens anledning kun bestod af 30 strejkere gik vores ivrige befalingsmænd ellers i gang med et grundigt stueeftersyn. For bedst muligt at illustrere vores hverdag var der naturligvis enkelte, der skulle rives lidt rundt og ting skulle pudses om, osv, osv, osv... Derefter marcherede vi taktfast op imod stalden, herunder var der indlagt diverse former for marcheksercits, blot for at indgyde respekt hos horden af de dog allerede imponerede pårørende. Efter en mindre ildmarch hvor selv den mest veltrænede civilist måtte gå op i tempo, nåede vi op til stalden hvor vi gik i gang med den vanlige morgenvartning af hesten. Hverdagen ved eskadronen Ældste deling gik i gang med at sadle op og gøre klar til at give de pårørende et indblik i de forskellige aspekter af vores rytteruddannelse, mens yngste deling klargjorde en række små demonstrationer af våben mm. for her at give den feltmæssige facade af vores værnepligt. Der var naturligvis størst opmærksomhed omkring ridningen, hvor ældste deling her demonstrerede, dressur, spring og sabelekscersits. Ridelærerne havde i dagens anled- 22

23 mesterlige trompeterkorps og peppet op af eskadronchef Major P. Holms kække røverhistorier. Inden dagen var omme manglede kun fejning af gårdsplads og pakning af saddeltøj mm, da søndag bød på afrejse til Holbæk og Frederiksværk, hvor husarerne skulle gøre det de er bedst til, nemlig at eskortere Hendes Majestæt Dronningen. Alt i alt en rigtig god dag for husarer og pårørende med et realistisk indblik i en husars hverdag. n Den sværeste disciplin til hest er Ungarsk Post "oprejst ridning på to heste" ning skruet væsentlig ned for charmen og volumen. Derimod havde yngste deling ikke sparet på noget, de havde endog rekvireret en af forsvaret mest højteknologiske pansrede personeltransportere; Piranha, netop for her at vise hvilke køretøjer der står til rådighed for eskadronen, når vi er på øvelse. Derudover var der demonstration af krudt, kugler og feltudrustning i form at blålyn, røggranater, lyssignal, gevær m95, AT4, lys laser våben (LSV), og let maskin gevær (LMG) under kyndig ledelse af dygtige og højtuddannede sergenter der naturligvis også demonstrerede en række funktionsfejl på de ellers altid idiotsikre våben. Opvisning af ældste deling De pårørende kunne frit gå rundt og lade sig underholde af de forskellige aktiviteter. Dagen sluttede med et brag af en opvisning af ældste rytterdeling. Hvor de her på fornemste vis demonstrerede kvadrilleridning i særklasse, samt kampekscersits til hest med sabel og den sværeste disciplin af dem alle, Ungarnsk post (oprejst ridning på to heste). Alt sammen akkompagneret af det De pårørende havde mulighed for at se og smage en husars feltmenu 23

24 Smil du er på og ingen ved hvor længe AF: Gardehusar Broager yngste deling ved Hesteskadronen De fleste værnepligtige i det danske Forsvar kender til kontroløvelse 1, eller REXturen, som værende en tur på 3-5 dage, hvor delingens, gruppens og den enkelte meniges grænser skal findes. Er man derimod i den hæderkronede hesteskadron ved Gardehusarregimentet på Antvorskov kaserne i Slagelse, er rexturen noget lidt andet. Ikke nok med at turen her strækker sig over 5-9 dage, så gælder de nye og lempede krav fra værnepligtsrådet ikke hér. Ergo: REX-turen er stadig som da far var soldat! Belønnet med gaver Men det er jo ikke noget der skræmmer en rigtig husar, eller dvs. en rekrut med ønske om at blive husar. Så før man ved af det står man på kasernens forhindringsbane, strippet ned til kamptrusserne og med alle stumperne liggende på teltflagen, klar til gennemsyn. Og der er selvfølgelig nogle dræn i delingen, som ikke har forstået, at alt andet end militærets udleverede stumper + 10 cigaretter eller 100g chokolade, er fuldstændig bandlyst. Sådan noget bliver selvfølgelig belønnet med gaver, og eftersom der var én i hver gruppe med lidt for meget i rygsækken, måtte hele delingen aflevere deres liggeunderlag. Med et stort smil på læben over at rygsækken nu blev et par hundrede gram lettere, blev vi så fragtet til Fredsskoven i Næstved øvelsesterræn. Fjenden lurer bag det næste træ Så skal der gøres klar til kamp; FALKUSE, og efterfølgende kunne overdagningsområde (ODO) blive oprettet med alt hvad dertil hører. Noget som ikke kunne lade sig gøre, hvis én af turens absolut vigtigste ingredienser ikke blev udført, nemlig vagten. For man kan jo ikke foretage sig noget som helst, hvis ikke der er nogen til at tage sig af de andres sikkerhed i området. For nu er vi sku i krig! Og fjenden lurer hele tiden bag det næste træ... Det skulle han jo nødigt blive ved med, så grupperne bliver sendt ud for at udføre en husars vigtigste opgave; at observere fjenden for derefter at kunne videregive informationer eller efterretninger om fjendens stillinger m.v. til foresatte og allierede. En levende høne Tirsdag aften, efter at have været på farten i små 36 timer kommer så et af turens absolutte højdepunkter: Mad. Eller snarere råvarer. For turens første måltid bestod af en levende høne, hvoraf kun brystet måttet spises, en gulerod, en bagekartoffel og et løg til deling i makkerpar. Alt i alt nok til et mindre festmåltid, eftersom ens mave på dette tidspunkt er skrumpet ind til en størrelse, der alligevel ikke kan rumme dette gilde. Resten af aftenen gik med endnu en patruljeopgave med observation som hovedopgave. Gudstjeneste i det fri Onsdag morgen vågner man så op til noget helt nyt og uvant i rekrut- Arkiv foto 24

25 regi. Nu skulle man først omskoles til at synge fra hærens sangbog, for derefter at kunne gennemføre en feltgudstjeneste. Et dejligt lille pusterum i en ellers hektisk hverdag, og med rigtig portvin under altergangen. Men så varede roen heller ikke længere, og dagen fortsatte med diverse opgaver i form af bygning af tømmerflåder, rigning af gummibåde + kimsleg og hjerneleg. Senere samme dag kunne vi så endelig få lov til gøre noget ved de fjender, vi så længe havde observeret. Nu skulle et gidsel befries fra fjendens klamme hånd. Hvilket blev fulgt op af et baghold på en af fjendens konvojer. Drengeleg af højeste klasse, med fuld knald på åndedrættet, M/95 eren og adrenalinen. Efter nogle få timers overnatning i ODO er vi nået til torsdag, og man fornemmer så småt hvordan folks energi-depoter er ved at være brugt, men det forhindrer os ikke i at snuppe en lille O-march med mere fysisk krævende øvelser end hidtil oplevet, bl.a. brobygning, kommandokravl og folk på skuldrene. Lige noget for en overtræt rekrut med tom mave. Hjælp af Frøerne Torsdagen skulle vise sig at blive meget lang. Idet vi efter at have gennemført en vandpassage i gummibåd, og blev samlet op af vores Arkiv foto pickup. Sat af for lige at gå en hulens masse kilometer, for blot at lave endnu en lille vandpassage men denne gang til fods. Ca. 1,5 km over Karrebæk fjord med stumperne omkring nakken. Så gik turen ellers over stok og sten for at nå vores næste pickup, som viste sig at være noget mere interessant end de velkendte MAN er. For her havde vores deling nemlig fået hjælp af Frøerne, til at sejle os ind i Næstved havn med ca. 60 knob. Her blev vi så hentet af vores gode gamle lastbiler, og kørt mod det næste baghold vi skulle gennemføre. Men... Det skulle vise sig, at det denne gang var os der var målet for et baghold, og den fik absolut ikke for lidt. Her kulminere ugens adrenalin kick med TMG er, LMG er, K-slag, C-4 sprængladninger, vand, mudder, og ellers ild overalt som skal passeres i fuld spurt. Godt trætte, men dog stadig med et kækt husarsmil på læben kom vi så til en af turen sidste strabadser; kommandokravl over vand. Og alle skal over, hvad enten det på rebet eller med en tur i baljen på vejen. Hvad herefter sker, er kun en rigtig bereden Gardehusars ører værdige, men vi kan da røbe at turen var ikke færdig endnu. Survival of the fittest Foruden at blive presset til grænsen af sine psykiske og fysiske evner, har turen også til opgave at styrke kammeratskabet og sammenholdet i delingen. Hvilket den på sin vis også gør, eftersom man er nødt til at holde meget stærkt sammen i grupperne, for at sikre at alle kommer med igennem, hele vejen! Men det med kammeratskab er lidt en tosidet affære. For på den ene side lærer man meget om sine kammeraters grænser, men på den anden, er der meget sjældent tid til egentlig at lære hinanden bedre at kende, undervejs på sådan en tur. Der hersker i det hele taget en meget stærk darwinisme over en sådan tur, det er som manden i sin tid skrev: Survival of the fittest og i hesteskadronens tilfælde er det lig med alle, for vi fungerer bedst som en enhed. n Arkiv foto 25

26 De Blå Baretter's jubilarstævne Af: Knud Lund, Formand for De Blå Baretter Næstved & Omegn (Syd- og Vestsjælland) Igen i år var det lokalforening Næstved & Omegn, der forestod den praktiske del af dette arrangement, hvilket vil sige at vi skulle være kontakten til Gardehusarregimentet med hensyn til alle aftaler m.m. Jeg vil her gerne rette en stor tak til Gardehusarregimentet for den imødekommenhed vi har mødt over alt ved regimentet. På intet tidspunkt er vi gået forgæves nogen steder og der har på intet tidspunkt været nogen sure miner, selvom nogle ting skulle laves i sidste øjeblik. Den 12. maj 2007, var så dagen, hvor alle anstrengelserne skulle stå prøven. Der var deltagere fra hele landet og fordelt således 50 år GAZA - CONGO: 117, 45 år GAZA: 63, 40 år CYPERN: 25, 10 år Makedonien, Bosnien, Albanien samt observatører og politi: 140. Tallene var tilmeldt nogle dage før stævnet, så deltagere antallet var lidt større, da en del mødte op på dagen. Alle kom gennem Foyeren ved teatersalen, hvor de blev modtaget og tjekket for betaling. Herefter fortsatte deltagerne videre til Peder Aalborgstuen, hvor snakken og genkendelsen så småt kom i gang. Kl blev alle så kaldt ud til opstilling til parade. Denne opstilling var lidt af et problem for selv om alle godt kendte ordet Giv agt, så var snakken med tidligere kammerater fra udenlandstjenesten lidt vigtigere, men det lykkedes da til sidst at få det til at ligne en parade. Det hjalp lidt på det da Hjemmeværnets Musikkorps Vestsjælland begyndte at spille og bedre blev det da Trompetere og Estandartvagten red ind på plads i paraden. Dette var et syn som mange ikke havde oplevet før og gav parade et ekstra løft. Kl kom Regimentschefen og blev modtaget af landsformanden for De Blå Baretter, hvorefter begge skridtede fronten af. OB I.H.Sørensen holdt en flot tale til jubilarerne og håbede, at alle ville få en god dag ved regimentet. Sammen med landsformanden tildelte OB I.H. Sørensen 50 års medaljer til de fremmødte fra GAZA 2 og 3. Denne medalje blev indstiftet til GAZA folk d. 7. november Herefter var der indmarch til cafeteriet hvor spisningen skulle finde sted. Her fandt jubilarerne samme i de hold, som de havde været ud-sendt sammen med og dette gav anledning til en del snakken. Det var en fornøjelse at opleve. Det var lige før at høreværn skulle være påbudt. Cafeteriet havde en stor andel i oplevelsen af stævnet og årsagen til dette var den gode og varme mad, den venlige og hurtige betjening. Dette var noget, som mange af jubilarerne bad os sige tak til cafeteriet for og det er hermed gjort. Efter spisningen fortsatte snakken både i cafeteriet og i Peder Aalborgstuen, som vist nok har haft én af de bedre dage. En stor tak til Helmer og hans svende i Peder Aalborg stuen. Hvornår festen sluttede, vides ikke. Endnu en gang tak til alle ved Gardehusarregimentet for den store hjælp og støtte. n 26

27 Tappenstreg 2007 Af: Menig Anders S. Jansen, 1. kompagni. 4. deling Tappenstreg? Ja alle vi i 1. kompagnis 4. deling stod som et stort spørgsmålstegn, da vores delingsfører for første gang nævnte den årlige parade for os, allerede i anden uge af vores værnepligt. Vi blev hurtigt klogere, hvad angik den ære vi var blevet tildelt, ved at skulle gå Tappenstreg paraden i København den 5. september Jernbeslåede vagtstøvler Lige fra starten af, blev der arbejdet intenst på vores eksercits, med det formål at få alt det grundlæggende på plads, inden vi kunne begynde at fokusere mere på den eksercits der er specifik for Tappenstreg. Det var hårdt arbejde, der nogle gange syntes uendeligt og ligegyldigt, men kammeratskabet og den gode tone imellem menige og befalingsmænd hjalp til at holde humøret højt. Det hele blev dog en del mere spændende og interessant, da vi fik udleveret de flotte M69 er uniformer, jern-beslåede vagtstøvler fra livgarden og ikke mindst det flotte og antikke Garant geværer. i sort nogle afbræk fra træningen. Blandt andet en gratis og meget spændende rundvisning af hele kastellet, samt mange opmuntrende ord fra Kastellets kommandant major Kold der selv er gammel Gardehusar. I pauserne øvede vi os ind imellem på lidt blærerøvs-eksercits med de gamle Garanter, og et stort plus til oplevelsen for hele vores deling var uden tvivl Kastellet fortræffelige buffet i kantinen. Musikken hjalp på takten Generalprøven var første gang vi stiftede bekendtskab med tamburerne og musikkorpset, og alle takterne i den svære eksercits faldt pludseligt meget mere naturligt for med musik på. På selve dagen stod vi i vores fine uniformer med hvide bælter og handsker, og ventede i kongestuen på Kastellet inden Tappenstreg paraden startede. Traditionen tro sang vi de blå Husarers sang, og skålede i et glas portvin, inden vi marcherede i samlet trop med Hjemmeværnets Tamburkorps ned til Nordre toldbod, hvor vi skulle mødes med det Slegsviske musikkorps, og paraden skulle startes. Lygterne tændes Under træningen var vi tidligere blevet fotograferet, af op til flere forbipasserende turistbusser fyldt med diverse japanske og tyske turister, men det kunne slet ikke måle sig med de tilskuere, der efterhånden var stimlet sammen nede foran Nordre toldbod, hvor vi stod bomstille linet op på tre geledder, og ventede på musikkorpset. Efter de formelle klarmeldinger og kontroller tændte lygtebærerne deres lygter, og vi marcherede. n Blærerøvs eksercits I dagene umiddelbart inden Tappenstreg løb af stablen, rejste vi hver morgen ind til Kastellet i København, hvor hele paraden skulle afholdes, for at øve os til den store dag. Det var nogle lange dage, hvor vi konstant trænede det samme og det samme om og om igen, for at få hele paraden helt ind på rygraden. Vi fik dog til tider inden vi gik helt 27

28 Rejsebreve fra Sudan Af: Major Allan Vennike, Gardehusarregimentet At bevæge sig rundt i Khartoum og finde en adresse er noget besværligt, idet kun hovedgaderne har navn. De lokale siger, at by og vej planlægning gik i stå, da englænderne forlod Sudan i Eksempelvis hedder min adresse: House 405, Square 21 Ryiad. Ryiad er en stor bydel i Khartoum, men vejen jeg bor på har intet navn, og firkanten er ej heller afmærket på nogen vis. I skal dog ikke skrive til mig, idet jeg ikke har set postkasser, eller i det hele taget nogen form for postvæsen. Jeg går frem og tilbage til arbejdet. Det er en kort tur på ca. 10 minutter, men jeg skal passere en hovedvej, og det er altså ikke nemt. Der er i hele Khartoum en enorm trafik, og som tidligere skrevet tilsyneladende ingen regler, -men heldigvis kører man ikke særlig stærkt, og jeg har p.t. ikke set nogen trafikuheld. En af årsagerne til de mange biler er nok brændstofpriserne. En liter benzin koster ca. 3 kr. og en liter diesel ca. 2 kr., -jeg har endvidere set, at der bliver importeret en lang række brugte biler fra Europa, som nok sviner for meget i Europa, og nu kan svine i Sudan. Længe leve liberalismen. Jeg tror der vil være gode potentielle udviklingsmuligheder for en dansk socialdemokratisk skatteminister på disse breddegrader. En dansk miljøminister ville også kunne få job. Plastik må være billigt. Der er intet retursystem, så det flyder men plastikflasker og plastikposer overalt, -og når man handler - puttes indkøbene ned i plastikposer (og de er gratis), og højest 2 varer i hver pose. Det må være al den olie der hentes i Sydsudan. Vi har netop været på Bourgonvilla at spise. Det var god almindelig mad, og særdeles fin underholdning fra tre nærliggende oplyste minerater, hvor imamerne messede deres bønner. Det lyder næsten som en katolsk messe, og man havde på fornemmelsen, at imamerne konkurrerer lidt om kunderne. Vi talte med Birte (indehaveren af Bourgon-villa) om alle de vilde hunde, der løber rundt i gaderne, og larmer om natten, og spurgte hvorfor de ikke blev aflivet, idet de antagelig er bærere af en masse sygdomme. Hun mente, at det nok var fordi de var gode opryddere af diverse affald, der bliver smidt ud. Hun fortalte endvidere, at der i et område i Khartoum var flyttet en masse Nordkoreanere ind, og efter kort tid var der ingen hunde!! Der må meget gerne flytte en Nordkoreansk familie med venner ind i vores nabolag. Jeg har en klar fornemmelse af, at befolkninger generelt er glade for os. De hilser pænt, og jeg har nu to gange været udsat for, at der er blevet sagt Welcome til mig, - og endda fra både en mand og en kvinde med stort hovedtørklæde. Og forleden dag var der endog en sort mand med bred næse og store læber som sagde We love you til mig. Imidlertid er der også mange forskellige grupperinger som vil have Billedet er taget i en flygtningelejr i Darfur os ud. Det vurderes, at der i Khartoum og omegn er 48 forskellige bevæbnede grupper. Jeg har også lært at sige Hvordan har du det? på arabisk Salem a legro, og det siger jeg til alle, jeg møder på min vej. De siger en masse til gengæld og smiler, så det lyder tilsyneladende rigtigt. Tak hedder Shukran. Jeg har netop været på besøg hos ejeren af vores lejlighed, Professor Mustafa for at klage over vores til tider svigtende internetforbindelse. Det var ikke nemt at komme ind til ham, men langt om længe lykkedes det mig. Han modtog mig i den typiske arabiske klædedragt, en såkaldt Jalabay (udtales djalabai). Det er en stor hvid kjole med ærmer, og en hvid kalot på hovedet. Hvis det skal være rigtig pænt, er kalotten erstattet af et tørklæde, som er sat sammen til en slags kalot. Denne klædedragt bruges af såvel høj som lav, men de riges er bare vaskede og pæne, hvorimod de fattiges Jalabay ser noget sørgelige ud. Ja rent ud sagt, -så er de ofte møgbeskidte. Og så fik jeg kørekort til Sudan. Jeg var til køreprøve sammen med en canadier, og den prøvesagkyndige kom fra Ghana. Det er lidt af et under, at vi bestod, fordi vi simpelthen ikke forstod om han sagde højre, venstre eller ligeud. Vi kørte hver 2 kilometer, og efter prøven blev vi på det hjerteligste lykønsket af ghaneseren. Så nu skal jeg ud i trafikken sammen med de andre 8 millioner fra Khartoum. Og jeg har været ude og køre, og i denne trafik gælder det virkelig 28

29 om at være koncentreret, og holde tungen lige i munden. Hvis man ikke kan komme ud, ja så begynder man bare langsomt at presse sig ud, og det er ikke altid at blinklys anvendes, det er jo nemmere at række armen ud af vinduet, men som tidligere skrevet - meget få uheld, - grundet den relativt lave fart. Nu har jeg tidligere skrevet om Asterix-syndromet i FN. Det er ikke muligt at få en blyant eller en notesblok, uden at udfylde diverse formularer, som er underskrevet af alle foresatte. Men på et punkt er FN kommet langt. Mit kørekort er et slags DANKORT. Når jeg sætter mig ind i bilen, kører jeg mit kørekort gennem bilens DANKORT terminal, og jeg kan nu starte bilen. Nu registreres automatisk, at det er mig som har kørt, og hvor længe og hvor langt. Heldigvis registreres der ikke om jeg har kørt for stærkt. Det er da smart. I Sudan skal man tage klip i kortet meget bogstaveligt. På mit kørekort er der fire firkanter med numre fra 1 til 4, og såfremt man laver en handling som udløser et klip. Ja, da kommer billetkontrolløren og klipper. Jeg har bare svært ved at se, hvilken handling der kan udløse et klip. Vi bor jo i en ørken, så det er begrænset hvad der er af træer, blomster og græsplæner. Tilsyneladende er det et statussymbol at have en græsplæne med lidt blomster foran sit hus. Så kan alle de andre se, at her bor en med pengepungen i orden, fordi han har råd til at vande en græsplæne og nogle blomster. Det vil helt sikkert glæde Jannie at høre. Så kan jeg måske få lov til at passe vores egen græsplæne, og vande den i ny og næ, så andre kan se, at vi har råd til at bruge vand. Disse flokke af geder og deres hyrder findes overalt i Khartoum. Jeg overværede en handel. En bil kommer kørende ind til hyrderne. Der Læg lige mærke til disse geder eller fedthalefår. På Cypern kaldte vi dem for KEBAB GEDER. Her tog de lokale arabiske gedehyrder fusen på mig. Jeg spurgte pænt, om jeg måtte tage et billede af gederne, og det måtte jeg meget gerne. Da jeg så havde taget billedet forlangte de 10 pund eller 30 kr. for billedet. De stimlede sammen omkring mig, og jeg følte mig tvunget til at betale. Jeg betalte hurtigt og forsvandt fra stedet. På vej væk kaldet flere gedehyrder på mig -for at jeg skulle fotografere netop deres gede flok, men jeg skulle bare væk i en fart er normalt samlet 4 til 8 flokke på et givent område. Straks samles hyrderne omkring bilen, og vil sælge netop deres ged til køberen. Køberen går ud af bilen kigger lidt på de forskellige flokke og sætter sig ind i bilen. Kører lidt frem for at vise, at han ikke er synderligt interesseret. Herefter slæber hyrderne de stakkels geder hen til bilen, og efter lidt kørsel frem og tilbage - vælger køberne en ged, som herefter får bundet benene sammen og smides i bagagerummet. Handlen er afsluttet og geden skal nu hjem og slagtes. Gratis vand er faktisk den eneste sociale foranstaltning jeg har set i Sudan. Tiggeri er meget udbredt. Når man holder ved en lyskurv bliver bilen på det nærmeste omringet af tiggere som er blinde, døve, mangler lemmer og der er mødre med børn, -og børn som har lært at få tårer frem i øjenkrogene, og sidst men ikke mindst gadehandlere der forsøger at sælge alt muligt indtil lyskurven skifter til grønt. Når vi er inde og handle, er det ikke ualmindeligt, at vi bliver fulgt helt til hen til bilen af en tigger som så bliver stående ved bilen indtil vi er kørt. Jeg har set nogle nødhjælpsarbejdere, der gav disse tiggere nogle poser kiks, men det var de ikke særligt interesseret i, -de vil have penge. Jeg har lidt på fornemmelse, at der sidder en Fagin et eller andet sted, og har sat dette tiggeri i system, måske især fordi børnene -uanset hvor vi befinder os Overalt i Khartoum finder man sådanne lerkander med vand. Det er gratis drikkevand der stilles til rådighed for byens borgere. Jeg har været henne og kigge på det, og har besluttet, -at min mave ikke skal udsættes for denne prøvelse. ( ) 29

30 i Khartoum, har samme farve røde plastik kop til indsamling. Jeg har jo hele tiden troet, at jeg boede i Khartoum. Det gør jeg ikke - har jeg fået fortalt af en lokalt ansat på vores kontor. Jeg bor i Ryiad, som er en forstad til Khartoum, noget ligesom Frederiksberg. Khartoum er kun den indre bydel, hvor ministerier og regeringspaladser er beliggende. Omkring disse ministerier og paladser er der faktisk også rigtigt pænt. Affald og plastikposer er fjernet, og der er grønt og frodigt. De ligger også som nærmeste nabo til den blå Nil. Imidlertid kaldes overordnet hele området for Khartoum, og er så opdelt i nogle bydele, såsom Ryiad, Ondurman, Nord Khartoum o.s.v. Ryiad er den finere bydel, men det kan være svært at få øje på. De såkaldte internt fordrevne flygtninge slår sig ned på alle pladser og i tomme huse, og de etablerer sig bag nogle papkasser eller bag en masse sodavandskasser affald og ekskrementer fra dyr og mennesker flyder overalt. I området omkring Khartoum bor der ca. 2 millioner internt fordrevne sorte afrikanere fra Sydsudan og fra Darfur. Og hvordan er så situationen i Darfur. Vi har netop haft besøg af en kvindelig amerikansk undergeneralsekretær fra New York. Som typisk amerikaner blev vi rost i høje toner for vores arbejde, og fortalt hvor vigtigt og godt vores job var. Der manglede kun, at hun til hver af os udleverede et diplom. Men hun nævnte Darfur, og især at missionen, (Hvis den altså bliver godkendt af sikkerhedsrådet. Dette er mine bemærkninger), vil være helt unik, idet det er første gang at FN skal udføre fredsarbejde i så tæt samarbejde med en anden partner, i dette tilfælde AU (Den Afrikanske Union). Jeg spurgte hvordan hun ville skaffe afrikanske soldater fra AU og ca politifolk fra AU, når AU på nuværende tidspunkt ikke kan skaffe 7000 soldater og materiel til Darfur. Det skøjtede hun hen over, og intet brugbart svar. Så spurgte jeg hvordan FN kunne beregne, at en mission i Darfur på en fireårig periode villa koste 2,6 milliarder dollars, når missionen i Sudan årligt koster 1,2 milliarder dollars, og med 1/3 af den styrke som er beregnet til Darfur. Det skøjtede hun endnu nemmere hen over. Så spurgte jeg hvem hun regnede med der skulle betale for mission i Darfur. Her var svaret, -at så snart sikkerhedsrådet havde besluttet sig for missionen, så kom pengene også, -og hun tilføjede, at amerikanerne jo brugte en milliard dollars om måneden i Irak, så der var penge nok. En anden spurgte om mandatet for missionen, heller ikke her noget svar. Det var generelt meget skuffende. Et simpelt regnestykke siger, at en mission i Darfur vil koste ikke under tre milliarder dollars årligt. Jeg har også svært ved at se hvorledes sikkerhedsrådet vil godkende en styrke En kvinde henter brænde i Darfur, som styres af AU og betales af FN. Det haster med en styrke i Darfur, men den sudanesiske præsident har jo udtrykkeligt sagt, at det skal være tropper fra Afrika. Som tidligere skrevet blev en egyptisk oberstløjtnant for nylig dræbt af banditter. Hver dag bliver konvojer angrebet, der sker kidnapninger, drab og banditter trænger ind i flygtningelejre og dræber flygtninge. Jeg har netop set, at japanerne er villige til at deltage, og Frankrig har tidligere også giver deres tilsagn, men præsident Bashir vil jo kun have afrikanske soldater. For nylig roterede en afrikansk enhed. Enheden stod på landingspladsen med alt deres udrustning, og ventede på deres afløsere. Flyvemaskinen landede og ud steg enheden som skulle overtage. De havde ingen støvler på og ingen udrustning. Nu gjaldt den om at finde en soldat på nogenlunde samme størrelse, således man kunne overtage hans støvler og hans udrustning. Herefter steg de afløste soldater på flyet uden støvler og udrustning!! n 30

31 Kim skyder opad og som det ses, så kan vandrestavene bruges til andet end at vandre med Skarpskydningskursus i bjerge Af: Oversergent Kim Jensen, 4 Kompagni, I Bataljon Kl. cirka 2300 lørdag d. 22. juli mødtes A.H. og jeg ved 4. Kompagnis bygning for at pakke det sidste inden af-rejse til Mittenwald i Tyskland. Det var sparsomt med information fra Brigaden, så vi vidste kun hvad vi skulle medbringe, hvor lang tid det varede, og at kurset hed Scharfschützeinsatz im hochgebirge Sommer (hvilket vi fik oversat til, noget med at skyde og bjerge ). Det vidste tyskerne ikke Efter en tur på ca km var vi ved Gebirgs- und winterkampfschule i Mittenwald, ca. 2 km fra grænsen til Østrig. Selve skolen ligger i en dal med bjerge til alle Et eksempel på, hvor vigtigt det er at uniformen passer til det teræn man opholder sig i, hvis man vil undgå at blive set sider, terænnet deler de med de to Gebirgsjägerbataljoner, som ligger lige ved siden af skolen. Vi blev indkvarteret på et 6 mands kvarter, med beskeden om at vi havde appel kl næste morgen. Ved appellen mødte vi de andre kursister. Vi var tretten i alt, elleve tyskere og to danskere. Vi fik lidt af et kulturchok, for beskeden fra Brigaden var, at kurset var internationalt, men det havde de vist bare glemt at fortælle tyskerne. Alt foregik på tysk. Da det er en år siden, vi sidst havde talt tysk, ud over Deutchland, Deutchland alles ist vorbei, som nok ikke ville falde i god jord på det tidspunkt, var vi reduceret til det, vi andre kender til Litauer, nemlig bare sig ja eller nej, så har du 50/50 chance for at ramme rigtigt! Slut med at grine af gamle damer med stave Dagen begyndte med udlevering af klatregrej, vandrestave (stavgang) og bjergstøvler. Så fik vi en pakkeliste på tysk, over hvordan vi skulle pakke, så det gjorde vi, med lidt oversættelses hjælp fra instruktøren. Kl blev vi trådt an på et geled, med den nu pakkede rygsæk, indeholdende det udleverede grej og vand, klar til alt. Vi skulle ud og gå Damkarmarch, hvilket vi ikke vidste hvad var, men ud fra udtrykket på vores tyske kollegaer, så det slemt ud! Vores kursusleder præsenterede en lille tysk sergent som var uddannet militærbjergbestiger, det var ham der skulle stå for turen. Umiddelbart så han ikke frygtindgydende ud, ca. 65 kilo, 175cm og meget uglet hår, det skulle dog senere vise sig, at vi tog grueligt fejl Vi blev beordret af sted og efter ca. 2 km, stod vi ved foden af bjerget Damkar og så vidste vi godt hvad klokken var slået! Han beordrede T-shirt, opsmøg på bukserne, frem med vandrestavene, en slurk vand og åbning af lynlåsen i bukserne. For som han sagde, nu ville det gå stærkt, og vi ville få brug for ventilationen i bukserne. Så gik det ellers opad i et rasende tempo, lad mig sige til alle jer der griner af de gamle koner i vejkanten, der er ude at gå med deres stave, det gør jeg aldrig mere for de er guld værd når det går opad! Efter ca. 5-6 km er der en tysker der ikke kan mere, han bliver beordret tilbage og får at vide, at han er afgået fra kurset. Så det var altså en stopprøve, hvilket var nyt for os, så vi bed tænderne sammen og hægtede os på de forreste. Efter ca km kommer vi til en hytte, hvor der er servering af nogle lette retter samt drikke. Nogle af vores tyske kollegaer siger at vi skal stoppe, men nej, vi går lige forbi til alles store fortrydelse. For hvad vi ikke vidste var, at vi skulle afslutte marchen med en bjergbestigning. Da så dette gå-helvede sluttede lige før en bjergkam, var vi alle sammen smadrede og fuldstændig våde af sved selvfølgelig lige med undtagelse af instruktøren, han havde en enkelt perle på panden, ellers var han ikke i nærheden af presset! Mens vi spiste mad og drak vores vand, satte han reb op så vi kunne ( ) 31

32 bestige karmen. Dette gjorde vi så efterfølgende og udsigten var hele turen værd. Kanin hop ned igen Da vi havde nydt udsigten i en halv time, skulle vi retur, dog ikke ad samme vej. Vi troede det var løgn eller nærmere en joke, for instruktøren, fandt det stejleste sted, for nu skulle vi løbe ned! Jeg følte mig som jeg var med i et afsnit af Jackass. Der var ingen kære mor, så vi smøgede ærmerne op, hjelmen på og vandrestængerne foran kroppen til, at tage overbalancen med. Og så skulle man bare give den fuld gas i en teknik, hvor man hoppede på hælene, mens man fjedrede i knæene. Det var sindssygt hårdt, men det gik fire gange så hurtigt ned, som op. Resten af dagen gik med vedligeholdelse, spisning, og pakning til næste morgen, for der gik turen til Lipzum i Østrig. Træning på forskellige afstande Tirsdagen startede med kørsel til Østrig i bus. I Lipzum skiftede vi køretøj til en BV206, for denne bus kunne klare stigningen op til de 2000 m højde hvor kasernen lå. Der blev vi indkvarteret, hvorefter vi tog direkte på skydebanen for at indskyde. Vi skød med tyskernes riffel og med deres pistol en HK P8, på en selvmarkerende bane og en distancen på 300m. Onsdagen tog vi rygsækken på og gik ud i terrænet for at skyde kliktal (indskydningstal for de forskellige distancer) på afstanden meter. Det gik hele dagen og aftenen med, bare med nat sigte. Torsdagen skulle vi skyde opad et bjerg, vi gik op til bjerget fra morgenstunden. Instruktøren havde dagen forinden malet skiver direkte på klipperne, på forskellige afstande. Vi startede fra 600m og gik baglæns indtil 1000m, vi skød dog som det længste på 1348m. Det var en af de fedeste dage overhovedet på kurset, for vi lærte så meget om geværet og skydeteknik i bjergene. Fredagen skulle vi skyde nedad og så skal man jo gå opad! Så vi fik lige en march op i 2800m højde, hvor skyerne og sneen lå. Her satte instruktørerne 4 baner op, som vi skiftedes til at skyde på. Igen en super fed dag, med rigtig mange skud, massere af indlæring og en kanon naturoplevelse. Bestå eller ingen kursusbevis Lørdag var stalking dag (sniger sig uset ind på byttet og nedkæmper), en slags forsmag på eksamen der lå tirsdag. Vi fik en befaling, som bestod i et mål som vi skulle nedkæmpe, derefter lidt forberedelsestid, for så at begive os af sted i de seks makkerpar. Seks timer senere nedkæmpede vi skiven på ca. 700m afstand, efter en lang infiltration. Dagen sluttede med en skriftlig prøve på tysk, med krav om at bestå ellers fik man et ikke bestået og dermed intet kursusbevis. Tre tyskere dumpede, desværre. Søndagen stod som værende fridag, men vores instruktør syntes at dagen skulle gå med to bjergspidse berøringer iklædt fut tøj, så der røg den fridag. Det var for os danskere stadig en fed oplevelse, for vi ser jo ikke så mange bjerge i 2500 m højden til dagligt, som tyskerne gør. Ned i navlehøjde Mandagen var eksamen! Den gik ud på, at stalke ind på fjenden, nedkæmpe i max to skud og komme væk uset på en given tid. Der var to måder at dumpe på, igen træf i skiven eller at man blev opdaget på vejen ud til målet. Instruktøren lå 5 meter fra målet med en kikkert og kiggede i vores retning, så hovedet skulle bare ned i navlehøjde, for ikke at blive set. Vi blev alle sendt af sted på engang, vores recce aftenen i forvejen, gav bonus. Vi var først i stilling og fandt en stilling på 571m afstand. Det var A.H. der var skytte, så presset fra det første skud lå på hans skuldre, det andet ville jo så være mit, hvis han altså ikke ramte. 1½ time senere meldte sidste makkerpar klar, og skydningerne gik i gang, vi skød som nummer tre og A.H. traf i første skud, så det blev ikke nødvendigt for mig at skyde og vi havde bestået. Et kanon kursus som jeg varmt kan anbefale til andre. Man får nogle fede natur oplevelser og en masse erfaring. n 32

33 Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, overrakte tapperhedsmedaljer til André Pugerup Christensen og Georg Arne Petersen. Gardehusarer hædret Forsvarets Medalje for Tapperhed og Forsvarets Påskønnelse overrakt ved parade på Kastellet. To danske overkonstabler blev onsdag tildelt Forsvarets Medalje for tapperhed ved en parade på Kastellet. De to er André Pugerup Christensen, Gardehusarregimentet i Slagelse og Georg Arne Petersen, Danske Artilleriregiment i Varde, og de modtog deres medaljer af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou. De to overkonstabler var begge med den danske styrke i Afghanistan 2006, da den kom i hårde kampe med Taleban i og omkring byen Musa Qala. i forbindelse med vagttjeneste på et hustag i Musa Qala. Huset blev beskudt, og en kollega styrtede gennem taget og ned i huset. Georg Arne Petersen udviste heltemodig og tapper indsats ved uden opfordring eller tøven og under beskydning at forblive på sin vagt uden hensyntagen til egen sikkerhed og med sigtet ild at optage kampen og samtidig tilkalde hjælp. Dette var afgjort medvirkende årsag til den succesfulde videre undsætning af kollegaen. I forlængelse af medaljeoverrækkelsen fik otte andre tildelt Forsvarets Påskønnelse. Kaptajn Lars Ulslev Johannesen, Gardehusarregimentet og kaptajn Rasmus Amstrup, Jydske Dragonregiment, fik påskønnelsen for fremragende ledelse, kaptajn Lars Hawaleschka Madsen, Flyvertaktisk Kommando, blev påskønnet for hjælp til en såret observatørkollega i Libanon, mens oversergent Michael Ebbensgaard Orsulak, Ingeniørregimentet, sergent Rune Haahr Overgaard, Gardehusarregimentet, overkonstabel-1 Timmi Keller Petersen og Mike Wachmuth, begge Ingeniørregimentet, samt overkonstabel Piet Rantzau, Gardehusarregimentet, alle blev påskønnet i forbindelse med en fremragende indsats i forbindelse med påkørsel af en pansermine. n André Pugerup Christensen fik sin tapperhedsmedalje for den 23. juli som fører af et pansret Eagle spejderkøretøj at have ydet en ekstraordinær heltemodig og tapper indsats ved ufortøvet at have bragt sine to sårede besætningsmedlemmer ud af Eaglen, efter at den havde ramt en mine. Dette til trods for, at han selv var ganske medtaget og uden hensyntagen til egen sikkerhed. Georg Arne Petersen fik sin medalje Alle modtagere af henholdsvis tapperhedsmedaljer og påskønnelser foran Kastelskirken i København 33

34 En ny forening har set dagens lys Tilbud gives uden forbindende Af Kaptajn af reserven Steen Thomsen, næstformand MALERFIRMA Holger Christensen & Søn A/S Trommevej 6 - Slagelse Værksted Valbyvej 23 C Der arbejdes hårdt på at få de gamle biler i gang Espenhein s Eftf. A/S Projektering & udføring af: el & belysning edb & data teleanlæg tyverialarm brandalarm v/ Torben B. Nielsen Rugvænget Slagelse Tlf [email protected] Fax: Homepage: Gardehusarregimentets Veteran Panser- og Køretøjsforening (GHRVPK) De første vintermåneder blev brugt til at skrue og banke på de gamle historiske køretøjer, som stod i Kalby Ris anlægget ved Næstved. Arbejdet skete i samarbejde med medlemmer af Dansk Militærhistorisk Køretøjs-Forening (DMKF), og dette har været godt og udbytterigt. Alle køretøjer var igennem en statusvurdering, og der er efterfølgende foretaget konkret renovering og vedligeholdelse på flere af disse. De ca. 30 personer, som tidligt gav udtryk for interesse for dette arbejde, var samlet i flere omgange for at arbejde med køretøjerne. Gardehusarregimentets overvejelser om, hvorledes køretøjerne i fremtiden skulle indgå i HISAM førte til, at regimentet fandt det mest formålstjenligt at skille køretøjerne fra det øvrige HISAM således, at der blev etableret en særlig organisation (forening) til at tage vare på disse køretøjer. Denne nye forening vil få fuld råderet over HISAMs køretøjer til blandt andet at medtage disse til DMKF aktiviteter og samtidig forpligte foreningen sig til at fremvise disse køretøjer til regimentets og andre myndigheders Åbent Hus arrangementer, forældredage etc.. Den 20. juni 2007 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Kalby Ris, hvor 34 deltagere bakkede op om ideen og valgte en bestyrelse, som allerede har taget arbejdstøjet på. Bestyrelsen kom til at bestå af Leif Nielsen (formand), Steen Thomsen (næstformand), Mogens Christensen (kasserer) samt Arne Jørgensen og Ole Villers. Foreningen navn blev Gardehusarregimentets Veteran Panser- og Køretøjsforening forkortet GHRVPK. Formålet med foreningen er: At indsamle, restaurere, vedligeholde og bevare gammelt militærhistorisk materiel, herunder panser og køretøjer, der i tidens løb har været i brug ved Gardehusarregimentet, Sjællandske Livregiment og Danske Livregiment. Foreningens virke sker i et snævert samarbejde med Gardehusarregimentet Historiske Samling (HISAM) 34

35 og Historisk Samlings Venner (HISAMS VENNER). Endvidere er der etableret et formelt samarbejde med Dansk Militærhistorisk Køretøjs-Forening (DMKF) således, at vi er gensidige støtte- og samarbejdspartnere. I december måned er foreningen vokset til mere end 185 medlemmer, som har indmeldt sig via vores hjemmeside eller gennem personlig kontakt til bestyrelsen. Hjemmesiden opdateres hyppigt med oplysninger om aktiviteter, fotos, udvikling af foreningen, bestyrelses-arbejde etc. Kontingentet for medlemskab er det samme som HISAMs Venners (100,- kr pr. år) og vi forestiller os naturligvis, at det suppleres med frivillige bidrag, idet køretøjerne i Kalby Ris trænger til en kærlig hånd og det koster jo. Foreningen har et fornemt samarbejde med regimentet og andre, og det har allerede medført, at vi er rykket til bedre lokaler i Fredskovsdepotet. De første renoveringsprojekter er afsluttet, bl.a. har foreningens egen messevogn Det lille Værksted allerede været med på aktiviteter (Græsted Veterantræf, Møn Rundt, JDR-træf i Holstebro samt deltaget ved regimentets Åbent Hus arrangement i september). Der arrangeres en fast skrue-lørdag i hver måned og herudover holdes der åbent for skruearbejde (næsten) Uden mad og drikke, duer helten ikke hver tirsdag fra Se aktivitetskalenderen på hjemmesiden. Støt den nye forening kontakt os for yderligere information: Leif Nielsen (formand) [email protected] Steen Thomsen (næstformand) / [email protected] 35

36 To Gardehusarer dræbt i Afghanistan Af major E.B. Sørensen, Chef for Garnisionsstøtteelementet Gardehusarregimentet måtte torsdag 29. november 2007 med stor sorg meddele, at to Gardehusarer var blevet dræbt i Afghanistan. Soldaterne, som var tjenstgørende i Spejdereskadronen i den danske bataljon i det sydlige Afghanistan, blev ramt af håndvåbenild og faldt i kamp mod Taleban. Begge soldater blev evakueret med helikopter til Camp Bastion, hvor de efter ankomsten til felthospitalet af lægerne blev erklæret døde. Konstabel Casper Alexander Cramer Casper var den venlige, imødekommende og hjælpsomme gode ven for sine kammerater i delingen og i gruppen. Det var her, sammen med kammeraterne, at Casper trivedes bedst. Casper var altid med, når der skete noget sjovt. Han var en frisk og god kammerat - en som man kunne tale med også om andet end det sjov, soldater har sammen. Som udsendt soldat følte Casper sig i sit rette element. Han havde et realistisk syn på soldatergerningens alvorlige sider, og han havde et afklaret forhold til de farer og risici, det indebærer at være soldat. Det var fællesskabet, kammeraterne og de mange gode oplevelser, der trak i ham. Efter udsendelsen til Irak ønskede Casper at komme af sted igen så hurtigt som muligt. Derfor var Casper nu i Afghanistan sammen med 5. Spejdereskadron fra Gardehusarregimentet. Casper gik gerne forrest og tog de største byrder på sine skuldre. Når noget optog ham, gik han op i det med liv og sjæl, og på den måde inspirerede han sine kammerater. Casper blev 21 år. Æret være Caspers A. Cramers minde. glæde over at have nået sine mål blev delt med kammeraterne i delingen. Mark startede i Forsvaret som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i august Oprindeligt var Mark blevet erklæret begrænset egnet på grund af et dårligt knæ, men typisk for Mark søgte han dispensation og blev indkaldt. Under de første par måneders værnepligt havde Mark dog problemer med knæet, men med sin viljestyrke overvandt Mark problemerne og var derfor klar til at prøve kræfter med nye udfordringer i forsvaret. I december 2006 startede Mark derfor på Hærens reaktionsstyrkeuddannelse også ved Gardehusarregimentet. Mark blev i forlængelse af ud-dannelsen udsendt til Afghanistan med 5. Spejdereskadron. Mark var en god og værdsat sygehjælper i sin deling. Det gode humør, glæden og lysten til at opleve verden smittede af på Marks kammerater i delingen. Mark blev 22 år. Casper begyndte i Forsvaret som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i august Efter fire måneders værnepligt fortsatte Casper på Hærens reaktionsstyrkeuddannelse. Fra august 2006 til februar 2007 var Casper udsendt til Irak på hold 8. Konstabel Mark Visholm Mark var den altid glade og hjælpsomme kammerat. Mark stillede store krav til sig selv, men var tolerant, åben og fordomsfri overfor sine medmennesker. Han satte sig mål og kæmpede indædt for at nå dem uden på nogen måde at skubbe andre i baggrunden. Hans kammerater husker flere karakteristiske episoder, hvor hans Æret være Mark Visholms minde. 36

37 Vi er utrolig stolte af jer! - brev til Chefen for Spejdereskadronen Udsagnet kom fra en mor i pårørendegruppen i 2 deling i lørdags. Gamle husarer, der er medlemmer af Danske Gardehusarforeninger deler til fulde dette udsagn. Gid de politikere, der var så ivrige for at stemme for engagementet i Afghanistan fortsat vil stå ved deres beslutning. Det kan de gøre ved blandt andet at sætte sig ind i indsatsens betydning, de tjenestebetingelser personellet bydes under udførelsen af den livsfarlige mission og navnlig de resultater indsatsen medfører for lokalbefolkningen i Helmand-provinsen var et andet udsagn fra en far i pårørendegruppen. Et ønske vi bestemt også deler. Midtvejsarrangementet på Antvorskov Kaserne fulgte som afslutningen på en meget lang og knugende uge for jeres pårørende. Nogle skulle en time efter sige et sidste farvel til Mark Visholm. Midtvejsarrangementet viste sin betydning for kontakten mellem de pårørende, regimentet, bataljonen i missionsområdet, 5 Spejdereskadron og deltagerne fra 2 deling. Din klare stemme bragte nærheden ind i lokalet ved det skitserede øjebliksbillede fra et sted i ørkenen i Afghanistan, hvor eskadronen nu løste den stillede opgave. Den personlige hilsen og gode ønsker for den tilstundende højtid hjalp alle til at indlede en god dag sammen med det vigtige formål at informere hinanden om det, der var hændt, og den tid, der resterer, inden eskadronen er tilbage i Danmark til februar. Regimentschefen indledte med at give sin karakteristik af den hjemvendende gardehusars forventelige tilstand og opførsel umiddelbart efter hjemkomsten. Mads Rahbek havde haf t det meget svært ved at være i den pårørendes rolle, idet han jo var på orlov, da den tragiske hændelse, der førte til tabet af de to gardehusarer, fandt sted. Det gjorde alle godt at høre om dagligdagen i missionsområdet belyst ved en video. Det blev endvidere gjort klart, hvilke opgaver bataljonen og dens enheder løser. Interessant var vurderingen af den nære fremtid og de følger, det ville kunne få for lokalbefolkningen i Gereshk og Upper Gereshk Valley. Stærkt virkede det, da Mads Rahbek støttet af næstkommanderende i 2 deling og gruppeføreren for 2 gruppe gennemgik hændelsesforløbet omkring ildoverfaldet på 2 deling støttet af et detailkort. Så fulgte fem-og-fyrre rige minutter, hvor Mads Rahbek og næstkommanderende i 2 deling var sammen med de pårørende fra 2 deling. Det var tidspunktet, hvor oplevelser og affødte følelser fra den sidste uge kom frem og som for alvor gav støtte til de i lokalet forsamlede. På vegne af medlemmerne i Danske Gardehusarforeninger ønsker jeg dig og dine gardehusarer en glædelig højtid og nogle rige måneder først i Vi ser frem til at have jer tilbage i februar. De hjerteligste husarhilsener 37

38 Kongelig hofleverendør Danske og udenlandske Ordensbaand Miniatureordner medaljer sløjfer. rosetter Peder Skrams gade København K Tel. & fax: [email protected] Redaktionen ønsker alle gardehusarer & deres familier en rigtig glædelig jul & et godt og lykkebringende nytår Julehilsen Sjællandske Livregiment Soldaterforening ønsker alle vore medlemmer med familie en rigtig glædelig jul og et godt nytår Vor julehilsen skal samtidig lyde til Gardehusarregimentet, Gardehusarforeningerne, Den Danske Soldaterforening i Nord Californien USA og Dansk Soldaternes Landsråd med tak for året der snart rinder ud. I Peder Aalborg stuen har vi igen i år haft besøg af mange unge mennesker, der som vanligt kommer med et godt humør, og en positiv indstilling til, at her kommer vi for at hygge og have det rart med hinanden. Vi ønsker også jer og jeres familie en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Helmer Christensen Formand SLAGELSETRYK A/S 38

39 Danske Gardehusarforeninger Præsidentens hilsen i anledning af årsskiftet 2007/2008 Peer Høegh-Guldberg Præsident for Gardehusarforeningerne Hilsen i anledning af årsskiftet 2007/ Spejdereskadron er nu indsat som en del af den danske bataljon i Afghanistan. Vi har med interesse fulgt enheden under dens reaktionsstyrkeuddannelse. Jeg har været inviteret til at deltage i de to pårørendearrangementer og afskedsparaden forud for udsendelsen. Gennem pårørendebrevene følger vi nu eskadronen under udførelsen af den yderst farlige, men nødvendige mission. Vi beundrer og er jer gardehusarer dybt taknemmelige for, at I yder denne indsats for at løse den af folketinget stillede svære opgave. Det er som om det velkendte salmevers Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller pludselig skaber eftertænksomhed. Vi ved, at I har forberedt jer grundigt. Gid at I passer godt på jer selv og at I alle kommer vel tilbage i februar. lokale gardehusarforeninger. Det skal være sjovt at være medlem af en gardehusarforening, men det skal også være meningsfyldt for alle medlemmerne, hvilket fortsat er et stort ansvar for ledelsen i de lokale foreninger at leve op til. Alle gardehusarer og ansatte på Antvorskov Kaserne samt deres familier ønskes en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Særlige ønsker og tanker går til personellet og pårørende i 5 Spejdereskadron. Tak for den ydede indsats og mange fornøjelige timer i året, der nu rinder ud. Bestyrelserne i de lokale gardehusarforeninger gør, hvad de kan for, at foreningerne fortsat er det naturlige samlingssted for medlemmerne. Samarbejdet mellem regimentet, uddannelsesstedet Antvorskov Kaserne og Danske Gardehusarforeninger har været det bedst tænkelige. Det beviser støtten til det vel gennemførte jubilarstævne, foreningens uddeling af hædersgaver til værnepligtige, menige gardehusarer samt drift og udsendelse af Gardehusaren. Danske Gardehusarforeninger takker for den store støtte, velvilje og interesse, der vises vores forening. Jeres pårørende har brug for støtte i de kommende måneder. Det gælder om at gøre afstanden kortest muligt mellem den udsendte gardehusar og hans kære herhjemme. Det er en trøst, at alt synes at være gjort ved eskadronen og bataljonen for at skabe effektivt virkende netværk i delingerne. Vores livsnerve - tjenestesteds- og soldaterforeningsbladet Gardehusaren - fortsætter i Der udsendes, som aftalt med regimentet, seks numre. Det vil være en opgave at sikre bladets fortsatte høje standard, hvad angår objektiv information om uddannelse, livet på Antvorskov Kaserne, udsendelse, beskrivelse af forholdene på indsættelsesstederne samt livet i vore 39

40 Afs: Gardehusarregimentet, 4200 Slagelse ID nummer Magasinpost. Returneres ved varig adresseændring. B Slagelsetryk Marketing ApS