En komparativ analyse af den legale arveret i Danmark og England

Transkript

1 En komparativ analyse af den legale arveret i Danmark og England Af: Tina Bech Svoldgaard (283596) Studium: Cand.ling.merc. engelsk med profil i translatør og tolk Vejleder: Sandro Nielsen Aarhus Universitet, Business & Social Sciences Institut for Erhvervskommunikation November 2012

2 Omfang: Denne afhandling indeholder anslag (eksklusiv indholdsfortegnelse, litteraturliste og bilag), svarende til 62,8 normalsider (á 2200 enheder eksklusiv blanktegn). Det engelske resume indeholder 3497 anslag (eksklusiv blanktegn), svarende til 1,6 normalside.

3 Abstract: In this master thesis I will by means of a comparison between the law of intestate succession in Denmark and in England find out which similarities and diffenrences exist between the two succession laws. The focus is one the rules, which determine the distribution of an intestates s estate and the transfer of his/hers property to the surviving spouse, issue, other relatives or a combination of them all. However, before making the comparative analysis it is important shortly to describe each succession law. In the Danish law of succession the Danish Inhertance Act comprises all rules as regards the distribution of an intestate s estate including the beneficial interest of both the surviving spouse and the issue af the deceased. Furthermore the rules determine the rights of both parties to take possession of the items of the estate. In the English law of succession the Administration of Estates Act 1925 comprises several rules regarding the distribution of an intestate s estate and the beneficial interest of the surviving spouse, the issue ande other relatives. However, this act is supported by rules in other acts and orders and it is important to take these into consideration as well when describing the English succession law. The Administration of Estates Act 1925 does not comprise any rules, which determine the right to take possession of the items of the estate. It is the job of the personal representatives to determine who may take possession of certain items or if the items have to be sold in order to pay debt and costs of the deceased. In view of the comparison between the rules regarding which relatives that may succeed and in which order, it can be concluded that the two Acts are very alike. Both include the same relatives and almost the same order in which they may succeed and only small differences are to be found between the two succession laws. Based on the comparison between the rules regarding the rights of the surviving spouse it can be stated that both similarities and diffenrences exist between the Danish Inheritance Act and the Administration of Estates Act Both determine that the spouse succeed to the entire estate if the intestate does not leave issue or other relatives. However, several differences arise when the intestate leaves a surviving spouse as well as issue. According to the Danish Inheritance Act the

4 estate is divided fifty fifty between the spouse and the issue. According to the Administration of Estates Act 1925 the spouse succeeds to a fix net sum of 250,000 and the issue then succeed to half the residue. Thus, the issue only succeed if the estate of the intestate amounts to more than 250,000. Based on the above-metioned it can be concluded that the English division of the estate differs tremendously from the Danish division when the intestate leaves both a surviving spouse and issue. As for taking possession of certain items it can by means of the comparison be stated that the two succeesion laws once again differ from each other. In the Danish Inheritance Act both the surviving spouse and issue have rights to take possession of items, however in most cases the surviving spouse has a priority right. The Administration of Estates Act does not comprise rules relevant for this matter due to the fact that the personal representatives determine if the items have to be sold or are to be transfered to the spouse or issue. However, one similarity exist between the to laws since the spouse has a right to take possession of the matrimonial home according to both the Danish Inheritance Act and the Administration of Estates Act Furthermore, there are certain elements in both the Danish and the English law of succession, which differentiate the one from the other. Each individual element is of great relevance in the Danish and English distribution of the intestate s estate respectively but their existence causes many differences to appear between the two succession laws. Based on the above-mentioned and the entire comparative analysis the conclusion is that there are several similarities and differences between the Danish and English law of succession to be found.

5 Indholdsfortegnelse: 1. Indledning: Problemformulering: Afgrænsning: Afgrænsning af de danske regler i arveretten: Afgrænsning af de engelske regler i arveretten: Disposition: Kildekritik: Metode: Den legale arveret i Danmark: Slægtens arveret: Arveklasse 1: Arveklasse 2: Arveklasse 3: Slægtsarvingens udlægs og udløsningsret: Udlægsret: Udløsningsret: Fravigelse: Opsummering: Ægtefællens arveret: Ægtefællens udlægs og udløsningsret: Fællesejeaktiver: Særejeaktiver: Fravigelse: Opsummering: Den legale arveret i England: Slægtens arveret: Opsummering: Ægtefællens arveret: Vedrørende ægtefællernes fælles hjem: Opsummering: Modifikation til arvedelingen:

6 4.3.1 Opsummering: Sammenligning af den legale arveret i Danmark og England: Sammenligning af slægtens arveret: Sammenligning af slægtningenes position i arvedelingen: Sammenligning af reglerne vedrørende udtagelse af genstand: Opsummering: Sammenligning af ægtefællens arveret: Sammenligning af ægtefællens position i arvedelingen: Sammenligning af reglerne vedrørende udtagelse af genstande: Opsummering: Konklusion: Litteraturliste: Bøger: Elektroniske kilder: Bilag

7 1. Indledning: Retssammenligning har haft betydning i alle lande længe før disciplinen kunne kalde sig en videnskab. Som oftest har de enkelte lande taget reglerne fra nabolande eller retssystemer, der var beslægtede med deres eget, og derigennem udarbejdet deres egne love. I dag anvendes retssammenligning blandt andet for at informere om måden, hvorpå forskellige lande håndterer spørgsmål og konflikter. Der er et behov for at informere dem, som bruger viden om fremmede retssystemer i deres arbejde, såsom advokater, dommere, andre praktikere samt lovgivere, der har brug for oplysninger til deres overvejelse om reformer. Endvidere er der et behov for at give de studerende, og dem der skal bruge praktiske oplysninger om fremmed ret, den nødvendige forståelse af retssystemer (Lando 2009: 187). Som led i min videregående uddannelse som translatør og tolk, stiftede jeg i undervisningen bekendtskab med det engelske retssystem og regler indenfor flere forskellige juridiske områder. Grundet min store interesse og viden indenfor dansk jura begyndte jeg instinktivt at sammenligne det danske retssystem med det engelske og stille spørgsmål til de forskelle og ligheder, jeg måtte finde. Jeg fandt herigennem ud af, hvor vigtigt det er at have kendskab til begge retssystemer og dets regler i udførelsen af juridiske oversættelser. Jeg valgte derfor at lave en retssammenligning i min afhandling, for at bidrage med information og viden omkring et specifikt område i den engelske og danske jura. Denne information vil kunne anvendes ikke kun af mig selv som oversætter, men også af medstuderende, som vil kunne drage nytte af den viden, de måtte få i afhandlingen. Den legale arveret er en juridisk disciplin, som indeholder reglerne for overgangen af en afdød persons ejendele til dennes arvinger, når afdøde ikke forinden har oprettet testamente. Reglerne fastsætter blandt andet, hvem der skal arve, hvor meget de skal arve, og hvad de skal arve (Nørgaard 2008: 29). Den legale arveret er valgt som emneområde, da jeg medvirkede i en arvedeling i 2009 og derigennem stiftede bekendtskab med reglerne i den danske arvelov. 3

8 Under selve arvedelingen satte jeg mig grundigt ind i de relevante bestemmelser og de ændringer, den danske arvelov havde gennemgået i På baggrund af denne viden blev jeg under min uddannelse interesseret i at undersøge, hvordan en arvedeling foregik i England. Jeg ville ved hjælp af en sammenligning finde ud af, om reglerne vedrørende arvedeling i den nylig reviderede danske arvelov mindede om reglerne i den engelske arveret eller om de adskilte sig fra hinanden. Dette mundede ud i følgende spørgsmål: 1.1 Problemformulering: Hvilke ligheder og forskelle er der mellem den legale arveret i Danmark og England? Sammenligningen vil fokusere på slægtens og ægtefællens rettigheder og position i arvedelingen. 1.2 Afgrænsning: I dette afsnit vil det blive nærmere forklaret, hvilke emner indenfor arveretten som afhandlingen omfatter og endvidere hvilke emner, som ikke behandles yderligere. Selve afgrænsningen deles op i to underafsnit, da der foretages en afgrænsning af både de danske og engelske regler i arveretten Afgrænsning af de danske regler i arveretten: I den danske jura skelnes mellem to emner indenfor arveretten. Det første er arveadkomsten, hvis regler bestemmer, hvem der skal arve og dernæst hvad og hvor meget, de skal arve. Disse regler findes alle i den danske arvelov. Det andet emne er arvefaldet, hvis regler nærmere fastslår, hvordan et dødsbo skal afvikles. Reglerne indenfor dette område findes i den danske dødsboskiftelov (Nørgaard 2008: 29). I denne afhandling vil kun den danske arvelov blive behandlet, og dødsboskifteloven vil ikke blive nærmere berørt. Det vil sige, at denne afhandling beskæftiger sig med hvilke personer, der kan indtræde i en arvedeling, og hvor meget og hvad disser arvinger kan arve fra dødsboet. 4

9 Endvidere er grundlaget for at arve delt op i to i arveloven. En person kan enten indtræde i arvedelingen i henhold til reglerne fastsat i arveloven eller i henhold til bestemmelserne i et testamente udfærdiget af afdøde. Arv efter loven kaldes også legal arv, og det er dette arvegrundlag, som afhandlingen behandler. Det vil sige, at det kun er reglerne vedrørende den legale arv, der er omfattet, og reglerne indenfor arv i henhold til testamente bliver ikke omtalt, medmindre de har relevans for den dybdegående forklaring af den legale arveret. Indenfor den legale arveret indeholder arveloven flere forskellige emner og dertilhørende regler, som fastslår hvilke personer, der indtræder i arvedeling og hvad, hvor meget og hvornår, de pågældende personer arver. I denne afhandling er der valgt at fokusere på reglerne i arvelovens første to kapitler vedrørende slægtninges arveret og ægtefællens arveret i henhold til loven. Det vil sige, at reglerne, der fastslår svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle i AL 15 og 16, ikke bliver behandlet. Ydermere vil reglerne vedrørende ægtefællens ret til uskiftet bo heller ikke blive omtalt nærmere, da det ikke er muligt at behandle samtlige regler i den legale arveret indenfor afhandlingens begrænsede sideantal Afgrænsning af de engelske regler i arveretten: I den engelske arveret skelner man mellem arv i henhold til testamente og arv i henhold til loven. Engelsk ret indeholder flere forskellige love, der behandler de to måder, hvorpå man kan indtræde i en arvedeling. Denne afhandling behandler slægtens og ægtefællens arveret i henhold til de dertilhørende love i tilfælde, hvor afdøde ikke har skrevet testamente eller kun delvist har rådet over sine ejendele. Det vil dermed sige, at testamentsbestemmelserne i den engelske arveret ikke vil blive nærmere omtalt. Arv i henhold til loven, også kaldet den legale arveret, bliver primært behandlet i Administration of Estates Act 1925, som derfor vil være hovedkilden i afhandlings afsnit 4 vedrørende den engelske arveret. Loven er gennem årene blevet revideret og suppleret af andre love, og det er de nugældende regler, der optræder i afhandlingen. De love, der supplerer eller ændrer reglerne i Administration of Estates Act 1925, vil ikke direkte indgå 5

10 i afhandlingen, men vil være tilgængelige i bilag, så udviklingen af de nugældende regler kan følges. Det skal endvidere nævnes, at der i engelsk ret bestemmes, at boet efter en afdød skal afvikles af udvalgte folk, som i engelsk ret kaldes personal representatives. Det er disse folks opgave at varetage afdødes rettigheder og forpligtelser og i sidste ende dele boet i overensstemmelse med de fastsatte lovbestemmelser. Måden, hvorpå de pågældende personer udvælges, og hvad deres egentlige rettigheder og forpligtelser er efter afdødes død, vil ikke blive nærmere behandlet i denne afhandling. Begrebet nævnes dog kort i redegørelsen af den engelske arveret i afsnit 4.1, da termen indgår i en af de anvendte bestemmelser i Administration of Estates Act I den engelske jura findes der flere former for ejerskab. En person, hvad end denne har indgået ægteskab eller ej, ejer alt hvad denne erhverver i sit liv. Dog kan der opstår situationer, hvor en person får/ har sameje over en genstand med enten sin ægtefælle eller andre. I disse tilfælde skelnes der mellem to former for ejerskab; joint tenancy og tenancy in common, som hver især har betydning for arvedelingen, når en af ejerne afgår ved døden. De enkelte begreber omtales i redegørelsen i afsnit 4.2 i forbindelse med ægtefællens arveret, da det har relevans for beskrivelsen af, hvad der falder i arv efter afdøde. Begreberne bliver dog ikke yderligere behandlet i denne afhandling. Det vil dermed sige, at hvad de to former for ejerskab ellers har af betydning i den engelske ret, ikke bliver nærmere omtalt. 1.3 Disposition: Denne afhandling er bygget op på følgende måde: Afsnit 2 omfatter valg af metode anvendt i afhandlingen. Afsnit 3 omhandler den legale arveret i Danmark. I dette afsnit er slægten og ægtefællens arveret delt op i hvert sit afsnit for at adskille de mange regler på området og derigennem anskueliggøre og strukturere beskrivelsen. Dermed er slægtens arveret beskrevet i underafsnit 3.1 og ægtefællens arveret i 3.2. En opsummering efter 6

11 hvert afsnit sammenfatter de vigtigste punkter i beskrivelsen. Afsnit 4 omfatter en redegørelse af den legale arveret i England. Dette afsnit er bygget op på samme måde som afsnit 3, og slægtens arveret er dermed beskrevet i 4.1 og ægtefællens arveret i 4.2. Begge underafsnit afsluttes også med en opsummering, som opsamler hovedpunkterne. Selve analysen og sammenligningen af de to arveretter er behandlet i afsnit 5. Endnu engang er slægten og ægtefællen delt op i hvert sit afsnit for at anskueliggøre reglerne og gøre afhandlingen mere læservenlig. Det vil dermed sige, at afsnit 3.1, 4.1 og 5.1 omfatter slægtens arveret i de to respektive lande og sammenligningen af disse. På samme måde er ægtefællens arveret bygget op i afsnit 3.2, 4.2 og 5.2. Dette valg af opbygning er, som tidligere nævnt, anvendt for at strukturere afhandlingen og dermed anskueliggøre de mange emner og regler indenfor arveretten i henholdsvis Danmark og England. Konklusionen er omfattet af afsnit 6, hvorefter litteraturliste og bilag følger. Det skal endvidere nævnes, at de regler, der anvendes i afhandlingen, er indsat direkte i beskrivelsen. Dette gør det nemmere for læseren at forstå indholdet af lovteksten, da denne optræder i sammenhæng med selve beskrivelsen. De regler, som ikke direkte indgår i behandlingen af slægtens og ægtefællens arveret, men i stedet nævnes i forbindelse med de behandlede regler, er vedlagt som bilag. De love, der enten supplerer eller ændrer reglerne i Administration of Estates Act 1925, er vedlagt som bilag. Selve ændringerne af lovteksterne er med i afhandlingen, men lovene, som fastsætter disse, er ikke. Læseren har dog ved hjælp af de vedlagte bilag mulighed for at følge udviklingen af de nugældende regler i Administration of Estates Act Afslutningsvis skal det nævnes, at flere eksempler og skemaer er inkluderet i afhandlingen. Disse er inddraget med henblik på at forståeliggøre reglerne og vise, hvordan de anvendes i praksis. 7

12 1.4 Kildekritik: I det følgende vil de anvendte kilder i afhandlingen blive nærmere beskrevet. Jeg har i redegørelsen af reglerne i den danske arvelov anvendt Arveret af Irene Nørgaard og Arveretten af Rasmus Kristian Feldthusen og Linda Nielsen. Begge bøger er opdaterede med ændringerne i arveloven fra 2008, og er derfor de mest relevante at bruge i denne afhandling. Arveret af Irene Nørgaard anvendes endvidere som undervisningsmateriale på jurastudiet på Aarhus Universitet, hvilket gør den til en pålidelig og særdeles anvendelig kilde i denne afhandling. Ydermere har jeg gjort brug af bogen Arv og Skifte af Erik Werlauff. Denne bog er fra 2004 og omfatter dermed ikke de ændringer, der er blevet foretaget i den danske arvelov i Jeg har derfor forholdt mig yderst kritisk til bogens beskrivelse af reglerne vedrørende den legale arveret i Danmark og kun brugt de afsnit, der stadig har relevans i Bogen har dog bidraget til opbyggelse af baggrundsviden om arveloven og dennes opbygning. Hvad angår elektroniske kilder har jeg gjort brug af familieadvokaten.dk og dens juridiske ordliste. Denne har bidraget til definitionerne af diverse juridiske udtryk og ord i afhandlingen. Jeg anser hjemmesiden som pålidelig kilde, da den er udført af uddannede advokater med kontor i Århus. Afslutningsvis har jeg endvidere brugt Gyldendals åbne encyklopædi som kilde til enkelte definitioner i afhandlingen. Denne fokuserer på samfund, jura og politik og var behjælpelig til forklaringen af det juridiske ord udløsningsret. I redegørelsen af reglerne i den primære engelske arvelov Administration of Estates Act 1925 har jeg som det første anvendt en del love og bekendtgørelser fra hjemmesiden legislation.gov.uk. Disse love indeholder ændringer og suppleringer til den primære lov i engelsk arveret og har medvirket til udførelsen af de nugældende regler anvendt i afhandlingen. Denne hjemmeside har været yderst relevant i sammensætningen af de nugældende regler. Dog er det vigtigt ved anvendelsen af hjemmesiden at huske på, at ikke alle ændringer er medtaget eller indarbejdet i lovene endnu. Man skal derfor forholde sig kritisk og selv undersøge, om der er kommet yderligere ændringer. I selve beskrivelsen af reglerne har jeg gjort brug af bogen The Law of Succession af Roger Kerridge 8

13 fra Denne bog har været min primære kilde, eftersom den indeholder beskrivelser af de nugældende regler. Endvidere er forfatteren juridisk professor ved Bristol Universitet, hvilket må betragtes som værende en faglig relevant kilde. Ydermere har jeg gjort brug af bogen Law Made Simple af D.L.A. Barker, som giver en klar og god beskrivelse af reglerne i den legale arveret i England. Dog har jeg forholdt mig kritisk til denne bog, da den ikke omfatter de nyeste regler. Dermed har jeg brugt den som baggrundsviden og støtte til min primære kilde. Den sidste bog, jeg har gjort brug af i redegørelsen, er Family Law af Kate Standley. Bogen er fra 2004, og beskrivelsen af nogle love er dermed forældet og ikke anvendelige. Jeg har kun brugt de beskrivelser af regler, som stadig er gældende og sammenholdt forklaringerne med min hovedkilde. Bogen har dermed mest været brugt som baggrundsmateriale. 2. Metode: I følgende afsnit vil en kort redegørelse for valg af metode blive præsenteret. I afhandlingen er der taget udgangspunkt i Ole Landos bog Kort indføring i komparativ ret, som omfatter forskellige metoder, hvormed en retssammenligning kan udføres. Bogen indeholder tre metodiske inddelinger, som hver især vil blive gennemgået, og valg af hver enkelt metode vil blive nærmere forklaret. Ifølge Ole Lando er der to overordnede retssammenligninger; den generelle og den specielle. Den generelle retssammenligning (makrosammenligning) behandler retssystemernes opbygning og en nærmere beskrivelse af retsreglernes tilblivelse og anvendelse (Lando 2009: 187). Den specielle retssammenligning (mikrosammenligning) er mere dybdegående og behandler enkeltproblemer og specifikke lovregler. Den anvendte metode i denne afhandling er den specielle, da afhandlingen beskæftiger sig med de konkrete regler indenfor arveretten i Danmark og England, der fastlægger, hvordan en arvedeling skal udføres i henhold til loven i de pågældende lande. 9

14 Når man foretager en komparativ analyse af flere restsystemer kan selve opbygningen foretages på to forskellige måder. Ved anvendelse af Länderberichtmetoden redegøres hvert retssystem og dets regler for sig, hvilket er hensigtsmæssig i tilfælde, hvor de to systemer er meget forskellige og dermed svære at sammenligne. Länderberichtmetoden er endvidere god at bruge, når læseren skal have mulighed for at søge oplysninger omkring et spørgsmål i sammenhæng med beslægtede spørgsmål inden for samme system (Lando 2009: 207). Læseren kan ved hjælp af denne metode hurtigt danne sig et overblik over det emneområde, denne søger belyst i det pågældende retssystem. I modsætning kan man vælge den analytiske metode, og dermed beskrive de enkelte landes holdninger til hvert enkelt problem, og sammenstille spørgsmål for spørgsmål (Lando 2009: ). Denne metode er hensigtsmæssig at anvende i tilfælde, hvor retssystemerne er meget lig hinanden. I denne afhandling er Länderberichtmetoden anvendt, og den danske og engelske arveret er dermed beskrevet hver for sig. Valg af metode er taget med henblik på, at gøre selve sammenligningsprocessen mere overskuelig for læseren. Ved at dele de to retssystemer op i hvert sit afsnit og derefter sammenligne dem, er det muligt for læseren at danne sig et overblik over de forskellige emneområder, der er i arveretten i de to respektive lande. Länderberichtmetoden er endvidere valgt, fordi arveretten i Danmark og England er forskellig både hvad angår opbygning, terminologi og indhold. En sammenligning af hvert lands holdning til hvert enkelt problem, ville have været problematisk og forvirrende, da de respektive lande behandler problemstillingerne i arveretten forskelligt. Afslutningsvis skal det nævnes, at en retssammenligning i dens beskrivelse enten kan være dynamisk eller statisk. En dynamisk fremstilling redegør for rettens udvikling gennem årerne, og den statiske fremstilling beskæftiger dig med retten på et specifikt tidspunkt (Lando 2009: ). Da målet med denne afhandling er, at se hvilke forskelle og ligheder, der er mellem den danske og engelske arveret i dag, er der valgt en statisk fremstilling. Dermed beskæftiger afhandlingen sig udelukkende med arveretsreglerne, som de optræder i arveretten netop i dag. Det er dog mulig ved hjælp af de vedlagte bilag, at se udviklingen af reglerne i den engelsk lov Administration of Estates Act En 10

15 egentlig beskrivelse af tilblivelsen af de nugældende engelske regler vil dog ikke indgå. 3. Den legale arveret i Danmark: Den danske arvelov har rødder helt tilbage i Danske Lov og er som førnævnt senest blevet revideret i januar Den danske arvelov indeholder alle de regler, der angår de arveretlige forhold for overgangen af en afdød persons ejendele (Nørgaard 2008: 29). Det vil sige, at arveloven både omfatter regler vedrørende arv efter loven, også kaldet den legale arv, og arv i henhold til testamente. I denne afhandling behandles reglerne for den legale arveret og ikke reglerne for testamente som nævnt i afsnit Reglerne vedrørende den legale arveret i den danske arvelov er blandt andet udarbejdet med henblik på at udvælge de personer, som står afdøde nærmest. Dermed behøver afdøde, der ønsker en typisk fordeling af arven, ikke at oprette testamente, men kan bero sig på reglerne om legal arvedeling efter den danske arvelov (Nørgaard 2008). I det følgende vil både slægten og en eventuel ægtefælles arveret blive beskrevet og forklaret i overensstemmelse med og tilstedeværelse af de dertilhørende paragraffer i den danske arvelov. Slægtens og ægtefællens arveret vil blive opdelt og beskrevet i hvert sit afsnit, både for at følge den danske arvelovs opbygning og for at anskueliggøre de enkelte regler indenfor hvert område. 3.1 Slægtens arveret: I dette afsnit forklares og uddybes, hvilke personer fra afdødes slægt, der skal arve, og hvor meget og hvad disse personer skal arve. Ifølge kapitel 1 i den danske arvelov bliver afdødes, også kaldet arveladers, slægt opdelt i tre arveklasser. Første arveklasse omfatter arveladers børn og deres afkom. Anden arveklasse omfatter arveladers forældre og afkom heraf. Den tredje og sidste arveklasse udgøres af bedsteforældre og deres børn. De enkelte arveklasser vil blive yderligere uddybet og forklaret nærmere nedenfor i overensstemmelse med de enkelte paragraffer i den danske arvelov. 11

16 Inden skal stirpalgrundsætningen, som er det grundlæggende princip for arvedelingen, dog forklares med henblik på at illustrere selve opdelingen af de enkelte arveklasser. En arveklasse er sammensat af en stamme og linjer. I første arveklasse er stammen arvelader selv, og linjerne ned er arveladers afkom eller deres børn. I de to andre arveklasser er det henholdsvis forældrene og bedsteforældrene, der fungerer som stamme. Stirpalgrundsætningen kan også forklares ved, at hver stammes linjer er stammens descendenter med andre ord de personer, som nedstammer fra selve stammen. En slægtning er kun berettiget til at arve, hvis denne ikke har nogle ascendenter i sin linje, hvilket vil sige, hvis personen ikke har nogen, fra hvem han/hun nedstammer, som er i live på det pågældende tidspunkt for arvedelingen. Begreberne descendenter og ascendenter kan til tider være indviklede at forstå, men grundbetydningen er, at en slægtning i lige linje fra stammen arver, hvis denne er i live ved arveladers dødsfald. Er dette ikke tilfældet, indtræder den pågældende slægtnings afkom i arvedelingen i stedet (Nørgaard 2008: 37 39). Størrelsen af den enkelte arvings del af boet afhænger af, hvor mange linjer der er i den pågældende arveklasse med andre ord hvor mange arvinger, der skal dele arven. Er der bare en enkelt arving repræsenteret i en arveklasse, tilfalder der ikke arv til fjernere arvinger i næste arveklasse (Nørgaard 2008: 37 39), og dermed arver de personer som typisk står arvelader nærmest Arveklasse 1: Som førnævnt udgør første arveklasse arveladers børn og deres afkom. Slægtninge fra denne arveklasse er ifølge AL 1 arveladers nærmeste arvinger og benævnes livsarvinger. AL 1: En arveladers nærmeste slægtsarvinger er dennes børn. Børnene arver lige. 12

17 Stk. 2. Er et barn død, træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger. Ud fra AL 1 kan det forstås, at arveladers børn deler arven ligeligt imellem sig. Endvidere beskriver paragraffen indtrædelsesprincippet, som er forklaret ovenfor. Det vil altså sige, at hvis arveladers barn er afgået ved døden inden arvelader selv, træder dennes barn (arveladers barnebarn) i stedet og arver på samme vilkår, som arveladers eventuelle andre børn. Er også et af disse børn døde inden arvelader, træder arveladers oldebarn i stedet, og sådan fortsætter det (Werlauff 2004: 1). Det essentielle er, at det barn, barnebarn eller oldebarn, som indtræder i arveretten, lever ved arveladers død (Nørgaard 2008: 38 39). Det vil sige, at et barnebarn kun arver, hvis arvelader ikke overleves af sit barn. Dette krav om overlevelse fremgår af reglen nedenfor: Al 94: Arveret tilkommer, medmindre andet er bestemt ved testamente, den som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget forinden og senere bliver levende født. Inden anden arveklasse uddybes, skal det danske begreb tvangsarv i arvelovens 5 forklares nærmere, da begrebet er tæt forbundet med AL 1. Tvangsarv betyder, at en vis procentdel af den arv, som tilfalder en livsarving efter reglerne i arveloven, ikke kan ændres eller tildeles andre ved testamente (Nørgaard 2008: 231). Det vil dermed sige, at en livsarving altid er sikret en procentdel af arven, selv om arvelader skulle have testamenteret sin formue til andre end livsarvingerne. AL 5: En fjerdedel af en livsarvings arvelod er tvangsarv. Stk. 2. Arveladeren kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af kr. Er et barn død, begrænses dette barns livsarvingers arvelod til den andel, som udgør livsarvingens andel af 13

18 beløbet, jf. 1, stk. 2, medmindre andet fremgår af testamentet. Tilsvarende gælder for fjernere livsarvinger. Beløbsgrænsen reguleres efter 97. Som det fremgår af AL 5, udgør tvangsarven en 1/4 af en livsarvings arvelod. Begrebet arvelod kan nærmere defineres, som den del af boet en arving arver (FamilieAdvokaten.dk 2012). Det vil dermed sige, at en 1/4 af en arvings arvelod, som efter arvereglerne tilfalder en livsarving, ikke må testamenteres over af arvelader, da denne del er bestemt til livsarvingen ved lov. I de tilfælde, hvor arvelader kun efterlader sig livsarvinger, kan denne altså kun frit råde over ¾ af sit bo. Hvis arvelader helt undlader at oprette testamente, er livsarvingernes legale arvelod hele boet jf. AL 1, hvoraf ¼ er tvangsarv (Nørgaard 2008: ). Arvedelingen ændrer sig markant i de tilfælde, hvor en ægtefælle også er repræsenteret i arvedelingen. Denne situation vil blive nærmere omtale i afsnit 3.2 Af AL 5, stk. 2, fremgår det endvidere, at arvelader ved testamente kan begrænse tvangsarven til kr. (reguleres årligt, jf. AL 97 bilag 1) til hvert af sine børn og dermed testamentere resten til anden side. Med andre ord kan en arvelader, der efterlader sig flere millioner kroner, undgå reglen i stk. 1 og dermed bestemme i sit testamente, at børn hver kun får kr. i tvangsarv og ikke en 1/4 af hele formuen. Endvidere er det beskrevet, at hvis et barn, hvis tvangsarv er begrænset til kr., er død, arver dennes livsarvinger kun den andel af den legale arvelod, som ville have tilfaldet det afdøde barn (Feldthusen og Nielsen: 2010: 32 33). Denne regel kan anskueliggøres nærmere med et eksempel. Eks. 1: Arvelader har ved testamente bestemt, at hans to børns tvangsarv er begrænset til kr til hver. Det ene barn dør før arvelader og efterlader sig fire børn. Ved arveladers død arver det overlevende barn kr. i tvangsarv, og de fire børnebørn arver den andel ( kr.), som deres mor eller far ville have været berettiget til som tvangsarving. Det vil altså sige, at de fire børnebørn deler kr., og hver er tvangsarving til kr. 14

19 Endvidere skal det nævnes, at arvelader ikke har beføjelse til at bestemme ved testamente, at en livsarvings tvangsarv skal udbetales i aktiver fra boet. Dermed kan en tvangsarving bestemme, at dennes tvangsarv skal udbetales kontant, jf. AL 50 (Nørgaard 2008: ). AL 50: Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov. Stk. 2. Arvelader kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. ( ) Dog kan arvelader, der ikke efterlader sig ægtefælle, i sit testamente råde over alle sine aktiver, og dermed bestemme, at tvangsarvingerne skal have udbetalt tvangsarven kontant, jf. AL 50, stk. 2. Det fremgår også af denne paragraf, at arvelader ved testamente kan give tvangsarvingerne ret til at overtage bestemte aktiver (Feldthusen og Nielsen 2010: 29). I de tilfælde, hvor arvelader ikke har oprettet testamente og dermed ikke har rådet over sine aktiver, foreligger der forskellige regler i den danske arvelov om, hvilke slægtsarvinger, der må udtage hvilke aktiver for sin arv. Dette emne vil blive yderligere behandlet i afsnit omhandlende slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret Arveklasse 2: Anden arveklasse består af arveladers forældre, der hver især arver lige, hvis arvelader ikke efterlader sig børn eller andre livsarvinger. AL 2: Har arveladeren ikke efterladt sig børn eller andre livsarvinger, arver arveladers forældre. Forældrene arver hver en halvdel. Stk. 2. Er en af forældrene døde, træder dennes børn i den pågældendes sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger. Er der ingen livsarvinger efter den ene af forældrene, arver den anden af forældrene eller dennes livsarvinger alene. 15

20 Som tilfældet er i første arveklasse, er stirpalgrundsætningen også gældende i anden arveklasse. Det vil sige, at hvis en af arveladers forældre er død, træder dennes børn (arveladers bror eller søster) i stedet og arver. Kun i tilfælde, hvor den afdøde forælder ikke efterlader sig livsarvinger går hele arven til den anden overlevende forælder eller dennes livsarvinger (Nørgaard 2008: 41). Hvis begge arveladers forældre er døde og har efterladt sig helsøskende til arvelader, arver disse fra begge linjer (både fra deres mor og far) og er dermed repræsenteret dobbelt i arvedelingen (Werlauff 2004: 2). Ydermere skal det nævnes, at forældre ikke er tvangsarvinger, og arvelader, der ikke efterlader sig livsarvinger eller ægtefælle, har dermed mulighed for at disponere over alle sine ejendele ved testamente uden at tage hensyn til reglerne om tvangsarv Arveklasse 3: Tredje arveklasse består som nævnt af arveladers bedsteforældre, som arver i det tilfælde, hvor arvelader hverken efterlader sig arvinger i første eller anden arveklasse eller ægtefælle (ægtefællens plads i arvedelingen beskrives senere i afsnit 3.2). AL 3: Er der ingen arvinger efter 1 eller 2, arver arveladerens bedsteforældre. Halvdelen af arven tilfalder bedsteforældrene på fædrene side og halvdelen bedsteforældrene på mødrene side. Stk. 2. Er en af bedsteforældrene døde, træder denne børn, men ikke fjernere livsarvinger, i den pågældendes sted. Stk. 3. Mellem fædrene og mødrene arvinger indbyrdes deles arven som fastsat i 2. Er der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver disse alene. Som beskrevet i AL 3 arver bedsteforældrene hver en halvdel af arven, hvilket vil sige, at hvis alle er i live, arver de hver en fjerdedel. 16

21 I denne arveklasse gør indtrædelsesprincippet sig også gældende, men er dog ikke så vidtrækkende som i de første to arveklasser. I tredje arveklasse træder afkom af en afdød bedsteforælder i dennes sted, men ikke fjernere livsarvinger som beskrevet i stk. 2. Det vil dermed sige, at hvis en bedsteforælder er død, og ikke efterlader sig børn, arver den overlevende bedsteforælder begge fjerdedele af arven, da et eventuelt barnebarn af den afdøde bedsteforælder ikke kan indtræde i arvedelingen. Endvidere er det fastslået i stk. 3, at kun hvis begge bedsteforældre på den ene side er døde, og ikke har efterladt sig børn, tilfalder hele arven bedsteforældrene på den anden side eller deres børn (Nørgaard 2008: 41) Slægtsarvingens udlægs og udløsningsret: I ovenstående er det blevet forklaret og uddybet hvilke slægtsarvinger, der indtræder i arvedelingen, og hvordan selve arven fra afdøde deles mellem slægtningene. I dette afsnit vil slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret blive beskrevet. Udlægs og udløsningsret kan nærmere blive betegnet som arvingernes ret til at overtage forskellige aktiver fra boet i stedet for at arve kontanter i de tilfælde, hvor arvelader ikke har disponeret over aktiverne ved testamente til anden side eller i overensstemmelse med AL 50, stk. 2. Der findes en del regler vedrørende dette emne, som gælder for henholdsvis slægtsarvinger og for en eventuel ægtefælle. I dette afsnit er det dog kun reglerne gældende for slægtsarvingerne, der forklares. Ægtefællens arveret og udlæg og udløsningsret vil blive nærmere behandlet i afsnit 3.2. De følgende regler henviser en del til senere regler i ægtefælleafsnittet, men valg af opdeling er taget med henblik på at færdiggøre slægtens position inden ægtefællens plads i arvedelingen behandles for at anskueliggøre de mange regler, der findes på dette område både for slægtsarvinger og eventuel ægtefælle. Det vil sige, at der i nærværende afsnit vil være en del henvisninger til senere behandlede regler i afhandlingen. 17

22 Reglerne vedrørende slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret er udarbejdet med henblik på at fordele de aktiver tilhørende arveladers bo, som ikke er testamenteret til anden side eller til en bestemt arving, og som slægtsarvingerne hver især måtte ønske at overtage Udlægsret: AL 6: Arvingerne kan for deres arvelod overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet. Stk. 2. Ønsker flere arvinger at overtage det samme aktiv, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal have dette. En arving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig erindringsværdi for den pågældende. Stk. 3. Ægtefællens ret efter 11, stk. 1, og skal respekteres. Det fremgår af AL 6, stk. 1, at arvinger kan overtage afdødes aktiver for et beløb svarende til den del af arven, som tilfalder dem. De forskellige aktiver vurderes, og arvingerne kan derefter udtage et eller flere af disse, hvis deres arvelod er beløbsmæssig stort nok til at omfatte de enkelte aktiver (Nørgaard 2008: 49). Dette kaldes for arvingens udlægsret (Feldthusen og Nielsen 2010: 28). Der kan dog i tilfælde af flere arvinger opstå uenigheder om, hvem af arvingerne der må overtage hvilke aktiver, og derfor er stk. 2 indsat som hjælp. Her fremgår det, at hvis flere arvinger ønsker at udtage det samme aktiv, gøres der brug af lodtrækning. Endvidere fremgår det af stk. 2, at hvis en af arvingerne, der ønsker et bestemt aktiv, har en særlig tilknytning til det pågældende aktiv, har denne fortrinsret til at udtage dette fra boet foran de andre arvinger (Nørgaard 2008: 49 50). Om der er en særlig tilknytning til et bestemt aktiv er en vurderingssag, og spørgsmålet herom afgøres ud fra den enkelte arvings argumentation i den individuelle sag. Ydermere skal det nævnes, at reglerne i AL 11, stk. 1, og vedrørende ægtefællens ret til forlods udtagelse og ret til at udtage aktiver går forud for AL 6, stk. 1 og stk. 2, beskrevet ovenfor, jf. AL 6, stk. 3. Reglerne omhandlende en 18

23 eventuel ægtefælles ret til boets aktiver vil blive behandlet og uddybet i afsnit 3.2. I dette afsnit skal det blot nævnes, at det fremgår af AL 6, stk. 3, at ægtefællens rettigheder skal respekteres, inden slægtningenes ønske om overtagelse af boets aktiver kan realiseres Udløsningsret: I arveloven beskrives endvidere slægtsarvingers udløsningsret, hvilket fremgår af AL 7. Udløsningsret kan nærmere defineres, som en arvings ret til udtage et aktiv, som ikke er testamenteret over, til trods for at værdien af aktivet overstiger arvingens arvelod imod at betale boet det overskydende beløb. (Den Store Danske Gyldendal ). Dette er i modsætning til udlægsretten, hvor værdien af aktivet skal ligge inden for arveloddet. AL 7: Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med boet, har arvingen, selv om værdien heraf overstiger arvelodden, fortrinsret til at overtage boets andel af aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet. Fortrinsretten gælder dog ikke et aktiv omfattet af 11, stk. 1, og et fællesejeaktiv som nævnt i 91, stk. 2, som ægtefællen ønsker at overtage efter 12. Stk. 2. Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med både boet og ægtefællen, har ægtefællen fortrinsret. Hvis aktivet er fuldstændigt særeje i boet, har en særlivsarving efter den førsteafdøde ægtefælle dog fortrinsret, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig. Stk. 3. Gør flere arvinger retten efter stk. 1 gældende, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal have ret til at overtage boets andel af aktivet. Som det fremgår af AL 7, stk. 1, gælder slægtsarvingernes udløsningsret i tilfælde, hvor en arving har en andel i et aktiv sammen med boet. Det vil sige, at hvis en arving har sameje med boet over et aktiv, har denne arving ret til at udtage aktivet og overtage boets andel før andre arvinger, på trods af at aktives 19

24 værdi overstiger arvingens arvelod. Den pågældende arving skal betale det overskydende beløb kontant til boet, jf. AL 7, stk. 1. Endvidere fremgår det af stk. 1, at slægtsarvingens udløsningsret er begrænset til de aktiver fra boet, som ikke hører under AL 11, stk. 1, og som ikke er fællesejeaktiver nævnt i AL 91, stk. 2 (bilag 2), som en ægtefælle kan udtage efter AL 12 (Nørgaard 2008: 72 75). Som det også var tilfældet i AL 6 vedrørende udlægsretten, skal ægtefællens rettigheder også her respekteres inden overtagelse af boets aktiver. AL 7, stk. 2, omhandler aktiver, der ejes af både en slægtsarving, ægtefælle og boet i forening. I disse tilfælde hvor alle tre parter har en andel i aktivet, er det ægtefællen, der først har ret til at overtage dette. Dog er der en undtagelse til denne regel, hvis boets andel af aktivet er fuldstændigt særeje, og en andel ejes af en særlivsarving efter afdøde. En særlivsarving er en person i første arveklasse, som kun nedstammer fra afdøde og ikke fra den længstlevende ægtefælle (FamilieAdvokaten.dk 2012). I dette tilfælde har en særlivsarving fortrinsret til at udtage aktivet, hvis dette har en særlig betydning for den pågældende særlivsarving. Fortrinsretten gælder dog ikke aktiver, der er omfattet af AL 11, stk. 1, eller afdødes og længstlevendes fælles bolig, jf. AL 7, stk. 2. Ydermere fremgår det af stk. 3, at lodtrækning afgør, hvilken arving der må overtage boets andel af et bestemt aktiv, i tilfælde hvor flere arvinger har andel i det pågældende aktiv og ønsker at gøre sin ret om overtagelse gældende Fravigelse: Afslutningsvis bestemmer AL 8, at slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret jf. AL 6 og 7 ikke gælder aktiver, som arvelader har testeret over til anden side. Som beskrevet tidligere i afhandlingen har arvelader, der ikke efterlader sig en ægtefælle, mulighed for at disponere over alle sine aktiver ved testamente, dog med det forbehold, at boet beløbsmæssigt skal være stort nok til at kunne dække eventuelle livsarvingers tvangsarv. Er der ingen livsarvinger eller ægtefælle, kan arvelader råde frit ved testamente (Nørgaard 2008: ). 20

25 AL 8: 6 og 7 finder ikke anvendelse på aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente. 7 finder ikke anvendelse, i det omfang andet er fastsat i en samejeoverenskomst m.v. Endvidere fremgår det af AL 8, at slægtsarvingernes udløsningsret af boets andel af et samejeaktiv jf. AL 7 ikke kan gøres gældende, hvis andet er aftalt. Det vil sige, at slægtsarvinger kun kan påberåbe sig deres ret efter AL 6 og 7 over de aktiver, som ikke er blevet fordelt af arvelader ved testamente eller som ikke er omfattet af en anden aftale Opsummering: I ovenstående afsnit er det forklaret og uddybet, hvilke slægtninge der indtræder i arvedelingen, i tilfælde hvor afdøde ikke har oprettet testamente. Det fremgår, at der er tre arveklasser af slægtninge repræsenteret i den danske arvelov, hvor henholdsvis børn, forældre og bedsteforældre af afdøde er grundstammen for at modtage arv. Har en af de pågældende arvinger ikke overlevet afdøde, træder arvingens afkom i stedet og arver på lige fod med de andre. Optræder der bare en enkelt arving i første arveklasse, arver denne det hele, og fjernere arvinger indtræder dermed ikke i fordelingen af arven. Endvidere fremgår det af ovenstående, at arvinger i første klasse, også benævnt livsarvinger, er tvangsarvinger til ¼ af boet, og afdøde kan derfor kun disponere over ¾ ved testamente, i de tilfælde denne efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger. Afslutningsvis er slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret behandlet, hvor det fremgår, at slægtsarvinger har mulighed for at udtage aktiver fra boet, som afdøde ikke forinden har testeret over. Der er dog den undtagelse, at reglerne i arveloven vedrørende en eventuel ægtefælles ret skal respekteres inden udtagelse af de pågældende aktiver fra boet kan foretages. 21

26 3.2 Ægtefællens arveret: I nærværende afsnit vil den længstlevende ægtefælles position og rettigheder i arvedelingen blive behandlet. I afsnittet vil indgå, hvor meget og hvad en ægtefælle kan arve i situationer både med og uden andre arvinger. Først skal det dog forklares, hvad der præcist falder i arv efter en afdød, der efterlader sig en ægtefælle. Ved førstafdødes død laves en boopgørelse, og ægtefællernes fællesbo deles ligeligt imellem dem. Det er afdødes del af boet, også kaldet afdødes boslod (Lund Andersen, Munck og Nørgaard 2003: 340), og dennes eventuelle særeje, der falder i arv (Nørgaard 2008: 55). Som det fremgår af AL 9 nedenfor, arver ægtefællen i konkurrence med livsarvinger fra første arveklasse. Det vil sige, at hvis arvelader efterlader sig både ægtefælle og livsarvinger, er den længstlevende ægtefælles legale arvelod ½ af arveladers bo jf. stk. 1. I de tilfælde hvor arvelader ikke efterlader sig livsarvinger men kun en ægtefælle, fremgår det af stk. 2, at ægtefællen arver hele boet alene, og fjernere arvinger fra anden og tredje arveklasse indtræder ikke i arvedelingen (Nørgaard 2008: 55 56). AL 9: Arveladerens ægtefælle arver halvdelen af arveladerens ejendele, når denne efterlader sig livsarvinger. Stk. 2. Efterlader arveladeren sig ikke livsarvinger, arver ægtefællen alene. Endvidere fremgår det af AL 10, at ægtefællen også er tvangsarving, og ligesom hos livsarvingerne er ¼ af ægtefællens arvelod tvangsarv. Arvelader, der enten efterlader sig ægtefælle, livsarvinger eller begge dele, kan dermed kun råde over ¾ af sit bo, da den resterende ¼ skal tilfalde de nævnte tvangsarvinger. AL 10: En fjerdedel af ægtefællens arvelod er tvangsarv. Sammenholder man livsarvingernes ret i AL 1 og 5 med ægtefællens ret i AL 9 og 10 ser arvedelingen ud som følger: 22

27 Efterlader arvelader sig kun livsarvinger, arver denne/disse hele boet og ¼ af dette er tvangsarv. Fordelingen er den samme, hvis arvelader kun efterlader sig en ægtefælle. Denne arver dermed hele boet, og ¼ af arveloddet er tvangsarv. Efterlader afdøde sig både livsarvinger og ægtefælle, deles boet med ½ af boet til længstlevende ægtefælle og ½ til livsarvingerne. Hvad angår tvangsarven er denne 1/8 af boet til henholdsvis ægtefællen og livsarvingerne. Det vil sige, at hvis arvelader har testeret over de tilladte ¾ af boet til anden sige, skal livsarvingerne og længstlevende ægtefælle dele den resterende ¼, som ifølge arveloven er tvangsarv. De får dermed begge 1/8 af boet (Nørgaard 2008: 232). Som illustreret ovenfor er arvedelingen delt ligeligt mellem den længstlevende ægtefælle og livsarvingerne. Dog skal det påpeges, at efterlader arvelader sig flere livsarvinger skal disse dele deres ½ af arven ligeligt imellem sig, og dermed arver de hver især beløbsmæssigt en del mindre end ægtefællen. Endvidere skal det understreges, at den ovenstående arvedeling kun gælder i tilfælde, hvor arvelader ikke har testeret over sine ejendele. Som nævnt tidligere har arvelader mulighed for at råde over ¾ af boet, og dermed fjerne den del af arven, som deles efter AL 1 og 9. Som påpeget er den længstlevende ægtefælles legale arvelod og tvangsarv ikke større end livsarvingernes, og 11 er derfor indsat i arveloven for at begunstige og beskytte ægtefællen yderligere. Det fremgår af AL 11, stk. 1, at ægtefællen har ret til forlods at udtage forskellige aktiver fra boet. At have ret til at udtage ting forlods betyder, at de pågældende aktiver udtages fra boet inden boopgørelsen, og deres værdi medregnes dermed ikke i ægtefællernes respektive boslod og kan dermed ikke falde i arv efter afdøde. (Nørgaard 2008: 66 67). De aktiver ægtefællen kan udtage fra boet, inden boet gøres op og deles, er inddelt i to kategorier i stk. 1. Den første kategori omfatter aktiver, som kun tjener til den længstlevende ægtefælles personlige brug. Dog fremgår det af stk. 23

28 1, at værdien af disse aktiver ikke må overstige, hvad der er normalt inden for ægtefællernes økonomiske forhold. Den længstlevende ægtefælle har dermed mulighed for at beholde de genstande, som denne bruger personligt uden at dele med boet og dermed andre arvinger. Den anden kategori omfatter aktiver, som ægtefællerne har købt til brug for deres mindreårige børn. Disse aktiver kan ligeledes forlods udtages og holdes uden for bodelingen og en senere arvedeling. AL 11: Den længstlevende ægtefælle kan forlods udtage genstande, som 1) udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller 2) er erhvervet til mindreårige børns brug. Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle kan endvidere af boet udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil kr. Beløbsgrænsen reguleres efter 97. Stk. 3. I beregningen efter stk. 2 indgår forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet ( ) Stk. 4. En særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle kan uanset stk. 2 overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af 11, stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i 91, stk. 2. Den længstlevende ægtefælle er begunstiget yderligere i AL 11, stk. 2, som bliver omtalt som ægtefællens ret til suppleringsarv (Feldthusen og Nielsen 2010: 52). I stk. 2 fremgår det, at den længstlevende ægtefælle også har ret til at udtage så meget af boet, at værdien sammen med dennes boslod, arvelod og eventuelle særeje udgør kr. (reguleres årligt jf. AL 97 bilag 1). Det vil sige, at hvis længstlevende ægtefælles eget bos og arvelod og særeje er under kr. kan ægtefællen få suppleret sin arv op til de nævnte kr. fra afdødes boslod og særeje (Nørgaard 2008: 67 72). Det skal dog nævnes, at ud over længstlevendes eget bos og arvelod og særeje indgår også erstatninger, 24

29 forsikringer og pensionsydelser, der tilfalder længstlevende ved dødsfaldet, i de kr. jf. AL 11, stk. 3. Ægtefællen har dermed kun ret til at supplere sin arv i de tilfælde, hvor alle de nævnte værdifaktorer tilsammen udgør under kr. Endvidere skal det nævnes, at ægtefællens ret til suppleringsarv efter stk. 2 er en tvangsarveret, og den går forud for både fællesbørn og særbørns arveret og eventuelle testamentsbestemmelser. Det vil dermed sige, at hvis beløbet ikke kan dækkes af friarven, som er den del af boet, der frit kan rådes over (Feldthusen og Nielsen 2010: 14), bliver den taget fra det, der eventuelt er testeret over til anden side og fra livsarvingernes del af arven (Feldthusen og Nielsen 2010: 52). Der er dog en undtagelse i AL 11, stk. 4, hvor det fremgår, at en særlivsarving efter afdøde har mulighed for at udtage et aktiv, som denne har en særlig tilknytning til, mod at betale det beløb til boet, som aktivet er vurderet til. Aktiver der er omfattet af AL 11, stk. 1, og fællesejeaktiver i 91, stk. 2, (bilag 2), er dog ikke omfattet. Med denne regel i AL 11, stk. 4, har særlivsarvinger dermed en mulighed for at undgå, at længstlevende ægtefælle dækker sin suppleringsarv ved at udtage aktiver, som har stor betydning for den enkelte særlivsarving ved at betale værdien af aktivet kontant til boet. Ægtefællen må i disse tilfælde stille sig tilfreds med at få værdien af aktivet kontant i stedet for at få selve aktivet (Nørgaard 2008: 68). Endvidere skal det påpeges, at der er indsat yderligere regler i arveloven, som beskriver, hvordan boet deles efter længstlevende ægtefælles død, når denne har gjort brug af sin ret efter AL 11, stk. 2. Disse regler vil dog ikke blive yderligere behandlet i denne afhandling, som førnævnt i afsnit Afslutningsvis skal det nævnes, at AL 11, stk. 2, kun finder anvendelse, hvis afdøde er død efter reglens ikrafttræden den , hvilket fremgår af AL 99, stk. 2. AL 99: Loven træder i kraft den 1. januar

30 Stk. 2. Loven finder anvendelse, når arveladeren er død efter lovens ikrafttræden, medmindre andet følger af Er arveladeren død før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse, medmindre andet følger af 103. Er arvelader død inden denne lovs ikrafttræden, gælder de gamle arveregler og arvedelingen vil dermed se noget anderledes ud Ægtefællens udlægs og udløsningsret: I det foregående er ægtefællens position i arvedelingen i forhold til slægtsarvinger blevet behandlet. I nærværende afsnit vil ægtefællens udlægs og udløsningsret blive nærmere forklaret. Ægtefællens ret til at udtage aktiver fra boet, som arvelader ikke har testeret over, vil blive delt op i to aktiver fra fælleseje og aktiver fra afdødes særeje. Opdelingen følger arvelovens opbygning og anskueliggør ægtefællens rettigheder indenfor dette område Fællesejeaktiver: Hvad angår aktiver, der stammer fra boets fælleseje, og som ikke er testeret til anden side, fremgår det af AL 12, stk. 1, nedenfor, at den længstlevende ægtefælle har ret til at udtage de pågældende fællesejeaktiver fra boet for både sit bos og arvelod. Denne udlægsret efter stk. 1 giver ægtefællen en meget stærk position i delingen af boets aktiver, da denne ret går forud for alle andre arvinger, jf. AL 6, stk. 3. Her er det bestemt, at andre arvinger må vige for ægtefællens ønske om at foretage udlæg i aktiver, der er fælleseje, og slægtsarvingerne må dermed vente med at gøre brug af deres udlægsret efter AL 6, stk. 1 (Feldthusen og Nielsen 2010: 55). At slægtsarvingerne må vige for ægtefællens udlægsret er ydermere fastsat i AL 12, stk. 2, 1. pkt., hvor det er nævnt, at ægtefællen har fortrinsret, hvis både ægtefællen og en arving ønsker samme aktiv. Det er dog ikke i alle tilfælde, at ægtefællens fortrinsret kan gøres gældende. I AL 11, stk. 4, vedrørende ægtefællens suppleringsarv er det allerede nævnt, at 26

31 særlivsarvinger efter afdøde kan udtage aktiver, som de har en særlig tilknytning til. Dette er også tilfældet i AL 12, stk. 2. Her fremgår det endnu en gang, at særlivsarvinger efter afdøde har fortrinsret til aktiver fra fællesejet, som de føler sig særlig tilknyttet til. Dog omfatter denne regel ikke aktiver omfattet af AL 11, stk. 1 og ej heller fællesejeaktiver omfattet i AL 91, stk. 2 (bilag 2). De to paragraffer er dog ikke helt identiske, eftersom særlivsarvingen har en udløsningsret i AL 11, stk. 4, men kun en fortrinsret i AL 12, stk. 2. Det vil sige, at aktiver som særlivsarvingen ønsker at udtage før ægtefællen i henhold til AL 12, stk. 2 værdimæssigt skal ligge inden for dennes arvelod, hvilket ikke er tilfældet i AL 11, stk. 4 (Nørgaard 2008: 73). AL 12: Den længstlevende ægtefælle kan for sin bos og arvelod overtage aktiver, der er fælleseje i dødsboet, til vurderingsbeløbet. Stk. 2. Ønsker ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. En særarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, hvis dette har særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af 11, stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i 91, stk. 2 Stk. 3. Overstiger værdien af et aktiv, som den længstlevende ægtefælle ønsker at overtage, bos og arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet. Endvidere fremgår det af AL 12, stk. 3, at ægtefællen, udover sin udlægsret og fortrinsret i stk. 1 og 2, også har en udløsningsret. Det vil sige, at ægtefællen har mulighed for at udtage aktiver fra fællesejet, hvis værdi overstiger ægtefællens bos og arvelod mod at betale det resterende beløb til boet. Med reglen i AL 12 kan den længstlevende ægtefælle stort set bevare alle aktiver fra fællesejet, som afdøde ikke har testeret til anden side, på trods af en bodeling og arvedeling efter afdøde. Der er dog en undtagelse for de aktiver, som eventuelle særlivsarvinger kræver at udtage på baggrund af deres særlige tilknytning dertil. Ægtefællen står hermed i en stærk position, hvad angår 27

32 udtagelse af fællesejeaktiver fra boet sammenlignet med andre slægtsarvinger (Feldthusen og Nielsen 2010: 55 56) Særejeaktiver: I nærværende afsnit vil ægtefællens ret til at udtage aktiver fra afdødes fuldstændige særeje, som ikke er testeret over, blive behandlet. Indledningsvis skal begrebet fuldstændigt særeje dog kort defineres. En særejeformue kan betegnes som en formue, der ikke er omfattet af formuefællesskabet mellem to ægtefæller. En ægtefælle kan altid råde over sit særeje, og når denne dør, indgår særejet ikke i bodelingen, men falder direkte i arv til både længstlevende ægtefælle og andre arvinger, hvis formuen ikke forinden er testeret til anden side. Fuldstændigt særeje er hjemlet i retsvirkningsloven 28, stk. 1, nr. 2, jf. bilag 3, og skal som nævnt hverken indgå i formuefællesskabet ved død eller ved skilsmisse. Det er muligt for ægtefællerne at aftale særeje ved ægtepagt over en del af formuen eller over bestemte aktiver af boet, hvilket kaldes henholdsvis brøkdelssæreje og genstandsbestemt særeje (Lund Andersen, Munck og Nørgaard 2003: ). Har ægtefællerne aftalt fuldstændigt særeje over et eller flere aktiver, fremgår det af AL 13 nedenfor, hvilken ret den længstlevende ægtefælle har til at udtage afdødes pågældende særejeaktiver. Den længstlevende ægtefælle kan udtage aktiver fra afdødes fuldstændige særeje for et beløb, der svarer til ægtefællens arvelod af afdødes særeje jf. stk. 1. Det vil sige, at længstlevende ægtefælles udlægsret i særejeaktiver er begrænset til at omfatte aktiver, der værdimæssigt holder sig inden for størrelsen af arveloddet af afdødes særeje. AL 13: Af den afdødes fuldstændige særeje kan den længstlevende ægtefælle inden for sin arvelod af særejet overtage aktiver til vurderingsbeløbet. Stk. 2. Ønsker ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen fortrinsret. En særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre 28

33 aktivet er omfattet af 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes fælles bolig. Stk. 3. Overstiger værdien af et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet, arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet. Som i AL 12, stk. 2, har ægtefællen også inden for særejeaktiver en fortrinsret frem for andre arvinger, der ønsker at udtage samme aktiv jf. stk. 2, 1. pkt. Undtagelsen er endnu en gang, at hvis en særlivsarving efter afdøde ønsker at udtage et særejeaktiv, som den pågældende har en særlig tilknytning til, har særlivsarvingen fortrinsret frem for ægtefællen jf. stk. 2, 2. pkt. Særlivsarvingens fortrinsret gælder dog ikke særejeaktiver, der er omfattet af AL 11, stk. 1, og ej heller ægtefællernes bolig. Det vil altså sige, at særlivsarvingen har ret til at udtage særejeindbo, eftersom aktiver i AL 91, stk. 2, ikke er nævnt som undtagelse i AL 13, stk. 2 (Nørgaard 2008: 75 76). Endvidere har længstlevende ægtefælle også en udløsningsret for så vidt angår særejeaktiver, som ægtefællen ejer i sameje med boet. Ægtefællen kan udtage disse aktiver på trods af, at deres værdi overstiger ægtefællens arvelod i særejet mod at betale boet det resterende beløb kontant. Den længstlevende ægtefælles udløsningsret er hermed ikke så vidtrækkende, som udløsningsretten over fællesejeaktiver, da den kun giver ret til at udtage de særejeaktiver, som ægtefællen selv ejer en del af (Nørgaard 2008: 77) Fravigelse: Afslutningsvis er der i arveloven indsat en begrænsning i ægtefællens udlægs og udløsningsret både hvad angår fællesejeaktiver og særejeaktiver jf. AL 14. Det fremgår af denne paragraf, at AL 12 og 13 beskrevet ovenfor ikke gælder for de aktiver, som afdøde har testeret over. Afdøde har nemlig en ret til at testere over genstande inden for sit fuldstændige særeje og genstande fra fællesejet, som ikke er nævnt i AL 91, stk. 2 jf. AL 90 og 91 (bilag 2). Det vil dermed sige, at længstlevende ægtefælle kun har ret til at udtage de aktiver fra 29

34 boet, hvad end de er fælleseje eller særeje, som afdøde ikke forinden har rådet over ved testamente, jf. AL 14. AL 14: 12 og 13 finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente, jf. 90 og 91, eller hvis andet er fastsat i en samejeoverenskomst m.v. om et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet. Dog skal det næves, at ægtefællens ret til forlods at udtage aktiver omfattet af AL 11, stk. 1 går forud for arveladers eventuelle testamente (Feldthusen og Nielsen 2010: 56 57), og længstlevende ægtefælle kan dermed altid udtage de pågældende aktiver, hvad end der er rådet over disse ved testamente eller ej. Ydermere kan ægtefællens ret til suppleringsarv heller ikke berøves ved testamente. Kan beløbet på kr., som ægtefællen har ret til, ikke dækkes af de ovenfornævnte værdifaktorer, må testamentsbestemmelser vige, så længstlevende kan få sit krav opfyldt. Det er dermed de resterende aktiver i boet, som ikke falder under AL 11, stk. 1 og 2, og som ikke er nævnt i AL 91, stk. 2, som afdøde har mulighed for at råde over ved testamente, og som længstlevende skal acceptere denne ikke kan udtage efter AL 12 og Opsummering: I ovenstående afsnit er ægtefællens position i arvedelingen blevet uddybet. Det er blevet forklaret ud fra arvelovens regler, at længstlevende ægtefælle arver ½ af boet i tilfælde, hvor afdøde efterlader sig livsarvinger og hele boet i tilfælde, hvor ingen livsarvinger er repræsenteret i arvedelingen. Det vil dermed sige, at livsarvinger og ægtefælle, arver i konkurrence med hinanden, og kun hvis der hverken er livsarvinger eller ægtefælle arver slægtninge fra anden og tredje arveklasse. Endvidere fremgår det, at ægtefællens arvelod og tvangsarvelod beløbsmæssigt er på størrelse med en livsarvings, og der er derfor indsat yderligere regler i arveloven, som begunstiger ægtefællen frem for eventuelle andre slægtsarvinger. Ægtefællen har dermed en ret til forlods at udtage personlige genstande fra boet, og dermed holde dem uden for både bodeling og en senere arvedeling. Det vil sige, at disse aktiver hverken medregnes i bos eller 30

35 arveloddet. Ydermere har ægtefællen en ret til suppleringsarv, og kan udover sit bos og arvelod udtage så meget af boet, at værdien når de nævnte kr (reguleres årligt). Denne ret er en tvangsarveret og går forud for både livsarvingers arveret og eventuelle testamentsbestemmelser. Ægtefællens ret viger dog, hvis en særlivsarving ønsker at udtage aktiver, som har særlig betydning for den pågældende mod at betale værdien kontant til boet. Afslutningsvist er ægtefællens udlægs og udløsningsret nærmere forklaret. Her fremgår det, at ægtefællen har en stærk position, hvad angår udtagelse af fællesejeaktiver, der ikke er testeret over. Ægtefællen har fortrinsret over andre arvinger og kan gøre brug af både udlægsret og udløsningsret over boets aktiver. Dog skal en særlivsarvings ønske om et særligt aktiv også i dette tilfælde respekteres. Med hensyn til særejeaktiver har ægtefællen ikke så stor en ret til udtagelse som ved fællesejeaktiver. Ægtefællen kan dog udtage særejeaktiver for sin arvelod af særejet og har fortrinsret over andre arvinger. Begrænsningen ligger i udløsningsretten, hvor denne kun kan anvendes ved særejeaktiver, som ægtefællen ejer en andel af. Ægtefællens udlægs og udløsningsret kan dog ikke gøres gældende over aktiver, som afdøde har rådet over ved testamente. 4. Den legale arveret i England: Den engelske arveret beskæftiger sig med overgangen af en afdød persons ejendele. Arveretten kan deles op i to hovedemner, som henholdsvis indeholder regler vedrørende arv efter loven og arv i henhold til testamente (Kerridge 2009: 1). I denne afhandling er det arv i henhold til loven og de dertilhørende regler, som behandles, og reglerne vedrørende testamente vil ikke blive nærmere omtalt, som nævnt i afsnit I England er der fri rådighed til at testamentere egne ejendele til hvem man ønsker. Det er dog ikke alle, der vælger eller når at oprette testamente, og derfor er der i England udformet flere regler, som afgør til hvem boet skal uddeles i de tilfælde, hvor der ikke er oprettet testamente, eller hvor der kun delvist er testeret over boet. De regler, der beskæftiger sig med den legale arveret, arv i 31

36 henhold til loven, er udarbejdet med henblik på at fordele en afdød persons ejendele til hvem, man må gå ud fra står afdøde nærmest. Reglerne vedrørende den legale arveret skal i England findes i flere forskellige love, men den primære lov, som beskæftiger sig med den legale arvedeling, er Administration of Estates Act fra Denne lov er dog sidenhen bliver revideret og suppleret af utallige nyere love, retsafgørelse og bekendtgørelse, og man skal derfor tage alle disse kilder i betragtning i beskrivelsen og udførelsen af den legale arvedeling (Kerridge 2009: 7). I det følgende vil både slægtens og ægtefællens legale arveret og de dertilhørende regler blive nærmere beskrevet. For at anskueliggøre de mange regler omhandlende dette emne, deles slægten og ægtefællens position og rettigheder i arvedelingen op i hvert sit afsnit. Endvidere skal det nævnes, at de regler, som anvendes i beskrivelsen af den legale arveret nedenfor, er de nugældende regler fra den engelske lov Administration of Estates Act 1925 med senere ændringer. De love, der enten reviderer eller supplerer de regler fra Administration of Estate Act 1925, der anvendes i behandlingen af den legale arveret, vil ikke indgå i selve beskrivelsen, men være tilgængelig i det vedlagte bilag 10, så udviklingen af de nugældende regler kan følges. Afslutningsvis skal det påpeges, at reglerne nedenfor optræder på deres originalsprog engelsk, men en udførlig ordliste med de juridiske termer findes i bilag 4, som er udarbejdet med henblik på at gøre de engelske regler i samarbejde med den nærmere beskrivelse forståelige. 4.1 Slægtens arveret: I dette afsnit vil slægtens arveret og position i arvedelingen blive nærmere gennemgået og forklaret. Reglerne, som fastslår hvilke slægtninge, der indtræder i arvedelingen efter afdøde, findes i kapitel IV i Administration of Estates Act fra Det skal i denne sammenhæng nævnes, at der i engelsk ret ikke anvendes paragraftegn, hvorfor de anvendte regler nedenfor fremstår med den engelske betegnelse section og reglens nummer. 32

37 Inden arvedelingen behandles, skal det nævnes, at Administration of Estates Act 1925 fastslår, at eventuelle begravelsesudgifter, gæld og andre forpligtelser skal betales af boet inden restbeløbet falder i arv og deles mellem afdødes arvinger. The Administration of Estates Act 1925, section 33(2): (2) The personal representatives shall pay out of (a) the ready money of the deceased (so far as not disposed of by will, if any); and (b) any net money arising from disposing of any other part of his estate (after payment of costs), all such funeral, testamentary and administration expenses, debts and other liabilities ( ). Det fremgår af section 33(2) ovenfor, at boet efter afdøde skal dække alle udgifter og al gæld, inden boet kan falde i arv til afdødes arvinger. Betalingen bliver udført af personer indsat af retten som personal representatives (Kerridge 2009: 8). I denne forbindelse skal det nævnes, at arvedelingen i engelsk ret bliver udført af personer, der umiddelbart efter afdødes død overtager afdødes bo, rettigheder og forpligtelser. Det er derefter de pågældende personers job at betale gæld og udgifter, og eventuelt at sælge afdødes ejendele, og derefter afvikle boet i henhold til lovens bestemmelser (Barker 2007: ). Hvordan disse personer udnævnes, og hvilke rettigheder og forpligtelser de får ved afdødes død, vil ikke blive nærmere forklaret i denne afhandling, da det falder uden for afhandlingens rammer. Måden, hvorpå boet overgår til udvalgte personer, og derefter sælges og deles, nævnes i denne sammenhæng for at forklare begrebet personal representatives i lovteksten ovenfor, og for at forklare, hvordan afdødes ejendele behandles efter dennes død. Når udgifter og gæld er dækket af boet, er det det resterende beløb, som falder i arv til arvingerne. Dette beløb omfatter blandt andet afdødes kontanter, investeringer, eventuelt kontant provenu, der opnås ved salg af boets aktiver og genstande, som ikke er solgt (Kerridge 2009: 8). Selve fordelingen af afdødes resterende bo bestemmes i Administration of Estates Act 1925, section 46(1), 33

38 hvor afdødes arvinger deles op i forskellige grupper. Gruppe (i) fastlægger ægtefællens arveret, hvilket vil blive nærmere forklaret i afsnit 4.2 nedenfor. De efterfølgende grupper beskæftiger sig dermed med afdødes slægt og deres position i arvedelingen. For at få et overblik over reglen, deles denne op og forklares nærmere gruppe for gruppe. The Administration of Estates Act (1): (1) The residuary estate of an intestate shall be distributed in the manner or be held on the trusts mentioned in this section, namely: (ii) If the intestate leaves issue but no husband or wife, the residuary estate of the intestate shall be held on statutory trusts for the issue of the intestate; Det fremgår af ovenstående regel i section 46 (1)(ii), at afdødes børn arver hele det resterende bo i tilfælde, hvor afdøde ikke har efterladt sig ægtefælle og ikke har testeret boet til anden side. Endvidere kan det af den engelsk term statutory trusts i lovteksten udledes, at boet ifølge loven skal deles ligeligt i tilfælde af flere børn. Overlever et barn ikke afdøde, indtræder barnets afkom (afdødes barnebarn/børnebørn) i arvedelingen og arver den del af boet, som ville have tilfaldt barnebarnets/børnebørnenes mor/far, havde denne været i live ved afdødes død. Har det afdøde barn ikke noget afkom, tilfalder barnets del af arven de andre børn. Afslutningsvis kan det udledes af den engelske term, at selve arven først overdrages, når den enkelte arving fylder 18 år eller bliver myndig gennem ægteskab før det 18. år (Barker 2007: 293 og Kerridge 2009: 16 17). Arven båndlægges hermed, indtil arvingen opfylder alderskravet i lovteksten. Dør arvingen inden alderskravet er opfyldt, bliver dennes del af arven delt ud til eventuelle andre arvinger. Selve definitionen og betydningen af det føromtalte begreb statutory trusts, findes i Administration of Estates Act 1925, section 47(1)(i), og fremgår af bilag 5. Efterlader afdøde sig hverken ægtefælle eller børn eller afkom heraf, fremgår det af section 46(1)(iii) og (iv), at afdødes forældre indtræder i arvedelingen. 34

39 (iii) If the intestate leaves no husband or wife and no issue but both parents, then the residuary estate of the intestate shall be held in trust for the father and mother in equal shares absolutely; (iv) If the intestate leaves no husband and wife and no issue but one parent, then the residuary estate of the intestate shall be held in trust for the surviving father or mother absolutely; Første bestemmelse ovenfor fastslår, at hvis begge afdødes forældre er i live ved afdødes død, indtræder de begge i arvedelingen og får ret til ligeligt at dele det resterende bo imellem sig. Er kun den ene af afdødes forældre i live ved afdødes død, fastslår bestemmelsen i (iv), at den overlevende forælder skal arve, hvad der er tilbage af boet efter betaling af udgifter og gæld. I de tilfælde, hvor afdøde hverken efterlader sig ægtefælle, børn eller afkom heraf eller forældre, tilfalder arven fjernere slægtninge. Afdødes fjernere slægtninge er i Administration of Estates Act 1925, secion 46(1)(v) opdelt i fem undergrupper, som bestemmer i hvilken rækkefølge slægtningene indtræder i arvedelingen. Det er i denne sammenhæng vigtigt at fastslå, at er der bare en enkelt slægtning repræsenteret i en gruppe, indtræder fjernere slægtninge ikke i arvedelingen (Kerridge 2009: 20). Det vil dermed sige, at hvis en slægtning, omfattet af første undergruppe nedenfor, er i live ved afdødes død, arver denne, og slægtninge omfattet af de sidste 4 undergrupper vil ikke blive taget i betragtning i arvedelingen. (v) If the intestate leaves no husband or wife and no issue an no parent, then the residuary estate of the intestate shall be held in trust for the following persons living at the death of the intestate, and in following order and manner, namely: First, on the statutory trust for the brothers and sisters of the whole blood of the intestate, but if no person takes an absolutely vested interest under such trusts, then 35

40 Secondly, on the statutory trust for the brothers and sisters of the half blood of the intestat; but if no person takes an absolutely vested interest under such trusts; then Thirdly, for the grandparents of the intestate and, if more than one survive the intestate, in equal shares; but if there is no member of this class; then Fourthly, on the statutory trust for the uncles and aunts of the intestate (being brothers or sisters of the whole blood of a parent of the intestate); but if no person takes an absolutely vested interest under such trusts; then Fifthly, on the statutory trust for the uncles and aunts of the intestate (being brothers or sisters of the half blood of a parent of the intestate); Det fremgår af section 46(1)(v) ovenfor, at afdødes helsøskende indtræder i arvedelingen som de første. I dette tilfælde gælder det, at er der flere søskende, arver de hver især en del af boet. Er en af afdødes søskende afgået ved døden inden afdøde selv, arver afkom af den afdøde søster eller bror. Endvidere er det fastsat i bestemmelsen, at arven først tilfalder den enkelte bror eller søster, når denne er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab inden sit 18. år jf. bilag 5 (Barker 2007: 293 og Kerridge 2009: 16 17). Efterlader afdøde sig heller ikke helsøskende eller afkom heraf, indtræder halvsøskende i arvedelingen. Det vil sige, at afdødes søskende, hvorved de kun deler en forælder, arver efter afdøde. Er der flere halvsøskende repræsenteret, skal boet deles ligeligt mellem dem, og er en afgået ved døden træder dennes afkom ind i arvedelingen. Ydermere, er det også her et krav, at hver enkelt arving først får overdraget sin del af arven, når denne fylder 18 år eller indgår ægteskab inden sit 18. år, jf. definition af begrebet statutory trust i bilag 5 (Barker 2007: 293). 36

41 Den tredje undergruppe i section 46(1)(v) omfatter afdødes bedsteforældre på både mødrenes og fædrenes side. Er en eller flere af afdødes bedsteforældre i live på det pågældende tidspunkt, arver disse lige store dele af boet. Er der kun en enkelt bedsteforælder i live, arver denne hele det resterende bo (kerridge 2009: 21). De sidste to undergrupper omfatter de fjerneste slægtninge, som kan indtræde i arvedelingen. Disse to undergrupper omfatter henholdsvis afdødes forældres helsøskende og afdøde forældres halvsøskende. Det vil med andre ord sige, afdødes onkler, mostre og fastre. Det er dog kun de slægtninge, der er i familie med enten afdødes mor eller far, der indtræder i arvedelingen, og ikke deres respektive ægtefæller, selv om disse også betegnes som enten onkler eller tanter (Kerridge 2009: 21). I disse to undergrupper kan det endvidere udledes af den engelske term statutory trusts (bilag 5) i lovteksten, at er der flere slægtninge repræsenteret i samme gruppe, deles arven ligeligt imellem dem. Er en af de pågældende afgået ved døden inden afdøde, indtræder afkom af den afdøde onkel, moster eller fastre i arvedelingen. Afslutningsvis bestemmes det yderligere, at arven først tilfalder den enkelte slægtning, når denne fylder 18 år eller indgår ægteskab inden det 18. År (Barker 2007: 293) Opsummering: I dette afsnit er det blevet nærmere forklaret, hvilke slægtninge, der indtræder i arvedelingen efter afdøde i tilfælde, hvor afdøde ikke efterlader sig ægtefælle, eller ikke har testeret boet til anden side. Selve rækkefølgen, hvorpå de pågældende slægtning indtræder i delingen af boet, er i Administration of Estates Act 1925, section 46(1) delt op i grupper. De første, der arver, er afdødes børn eller afkom heraf. Efterlader afdøde sig ingen fra denne gruppe, arver afdødes forælder/forældre. Er hverken børn eller afkom heraf eller forældre repræsenteret, indtræder afdødes fjernere slægtninge i arvedelingen i følgende rækkefælge: helsøskende, halvsøskende, bedsteforældre, onkler, mostre og tanter, der er helsøskende til afdødes mor/far og afslutningsvis onkler, mostre og fastre, der er halvsøskende til afdødes mor/far. Er der bare en enkelt 37

42 slægtning repræsenteret i en gruppe, arver denne det resterende bo, og fjernere slægtninge bliver dermed ikke inddraget i arvedelingen. Ved anvendelse af begrebet statutory trusts bestemmes det endvidere, at er der flere arvinger repræsenteret i en gruppe, deler de boet ligeligt imellem sig. Er en af arvingerne afgået ved døden inden afdøde selv, træder arvingens afkom i dennes sted og arver den del af arven, som ville være tilfaldet den afdøde arving. Afslutningsvis bestemmes det, at en arving først kan modtage arven, når denne fylder 18 år eller indgår ægteskab tidligere. Indtil alderskravet er opfyldt båndlægges arven. Endvidere fastslår Administration of Estates Act 1925, section 33(2), at afdødes begravelsesudgifter, gæld og andre forpligtelser skal dækkes af boet inden arvedelingen kan påbegyndes. Det er herefter det resterende bo, der fordeles til de pågældende arvinger. 4.2 Ægtefællens arveret: I ovenstående er der redegjort for slægtens arveret, når afdøde ikke efterlader sig en ægtefælle. Selve arvedelingen, og hvem der indtræder deri, ændres dog markant, når en ægtefælle er repræsenteret. I dette afsnit behandles derfor den længstlevende ægtefælles position og rettigheder i henhold til den engelske arveret. Der vil i afsnittet både blive redegjort for arvedelingen i tilfælde hvor afdøde kun efterlader sig ægtefælle, og i tilfælde hvor afdøde både efterlader sig ægtefælle og slægtninge. Reglen, der bestemmer ægtefællens position i arvedelingen, både med og uden slægtninge, findes i Administration of Estates Act 1925, section 46(1)(i). Dog skal det først forklares, hvad der falder i arv efter afdøde, der efterlader sig en ægtefælle. I England ejer ægtefællerne hver sit, både hvad angår kontanter og genstande erhvervet før og under ægteskabet. Det vil sige, at ægtefællerne ikke har fælleseje, medmindre dette er aftalt mellem parterne indbyrdes (Standley 2004: 56). Når en af ægtefællerne afgår ved døden, deles boet dermed ikke ligeligt mellem ægtefællerne, men derimod får de hver især, hvad de selv har 38

43 erhvervet, og dermed ejer. Det er den del som afdøde ejer, der falder i arv. Skulle ægtefællerne have genstande, som de har erhvervet sammen, skal ejerforholdet defineres, før en deling kan finde sted. Ejer ægtefællerne genstande i sameje, hvor de hver især er ejer af hele den pågældende ting (joint tenancy), overgår afdødes rettigheder og ejerskab direkte til længstlevende ægtefælle eller eventuelle andre ejere af genstanden ved afdødes død og falder dermed ikke i arv. Hvis ægtefællerne derimod hver ejer en individuel del af genstanden (tenancy in common), falder afdødes del af genstanden i arv ved dennes død (Kerridge 2009: 1 og Barker 2007: ). Efter det er afgjort, hvad der falder i arv efter afdøde, skal udgifter, gæld og andre forpligtelser dækkes af dette bo, som beskrevet i afsnit 4.1. Herefter er det det resterende bo, som tilfalder de pågældende arvinger i henhold til loven, hvis der ikke forinden er oprettet testamente. The Administration of Estates Act 1925, section 46(1) (1)The residuary estate of an intestate shall be distributed in the manner or be held on the trusts mentioned in this section, namely: (i) If the intestate leaves a husband or wife, then in accordance with the following table: Det fremgår af section 46(1)(i) ovenfor, at efterlader afdøde sig ægtefælle, arver denne i henhold til det anførte skema i loven. Eftersom skemaet omfatter flere forskellige måder, hvorpå arven deles afhængig af hvilke slægtninge, der er repræsenteret i arvedelingen, deles skemaet op i individuelle grupper for at anskueliggøre beskrivelsen af selve delingen af boet. If the intestate (1) leaves the residuary estate shall be held in (a) no issue, and trust for the surviving husband or wife (b) no parent, or brother or sister of the absolutely. whole blood, or issue of a brother or sister of the whole blood. 39

44 Det fremgår af første del af skemaet ovenfor, at længstlevende ægtefælle arver hele det resterende bo i de tilfælde, hvor afdøde hverken efterlader sig børn eller afkom heraf, forældre, helsøskende eller disses afkom. Den længstlevende ægtefælle arver dermed alene, og fjernere slægtninge indtræder ikke i arvedelingen (Kerridge 2009:13). Endvidere fremgår det af lovteksten (absolutely), at ægtefællen overtager boet til fri rådighed, og dermed bliver den ubetingede ejer af boet (Frandsen: 2005: opslag: absolutely). If the intestate (2) leaves issue (whether or not persons mentioned in sub paragraph (b) above also survive) the surviving husband or wife shall take the personal chattels absolutely and, in addition, the residuary estate of the intestate (other than the personal chattels) shall stand charged with the payment of a fixed net sum, free of death duties and costs, to the surviving husband or wife with interest thereon from the date of the death at such rate as the Lord Chancellor may specify by order until paid or appropriated, and, subject to providing for that sum and the interest thereon, the residuary estate (other than the personal chattels) shall be held (a) as to one half upon trust for the surviving husband or wife during his or her life, and subject to such life interest, on the statutory trusts for the issue of the intestate, and (b) as to the other half, on the statutory trusts for the issue of the intestate. 40

45 Hvis afdøde efterlader sig både ægtefælle og børn eller afkom heraf, som er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab før det fyldte 18. år, ser arvedelingen i henhold til skemaet ovenfor ud som følger: (1) Ægtefællen arver for det første alt indbo (personal chattels) til fri rådighed. Der er dog få undtagelser til denne bestemmelse, da kontanter eller genstande, som blev anvendt af afdøde i erhvervsøjemed, ikke er omfattet. Selve definitionen af begrebet indbo i lovtekstens forstand, og hvad dette indeholder af genstande, er beskrevet i Administration af Estates Act 1925, section 55(1)(x) og findes i bilag 6. Det fremgår af denne definition, at indbo, som ægtefællen arver, omfatter genstande tilhørende ægtefællernes fælles hjem såsom husdyr, husholdningsartikler, smykker, møbler osv. Det eneste, som ikke er omfattet, er som overfornævnt arbejdsredskaber og kontanter. Genstande, som gennem ægteskabet er blevet brugt både til privat og erhvervsmæssig brug, må i den individuelle sag vurderes, om de hører med til det fælles indbo eller under afdødes arbejdsredskaber (Kerridge 2009:10 11). (2) Det fremgår endvidere af skemaet i section 46(1)(i)(2), at ægtefællen udover alt indbo, arver et fast beløb plus renter heraf. Beløbet er gennem årene blevet ændret ved lov, men den seneste bekendtgørelse, Family Provision (Intestate Succession) Order 2009 (bilag 7) fastslår, at beløbet siden 1. februar 2009 udgør engelske pund. Inden 2009 var andre beløb gældende (Kerridge 2009: 13 note 44). De engelske pund skal betales ud af afdødes bo, og skal i henhold til bestemmelsen ikke fratækkes arveafgifter (Kerridge 2009: 11, note 31). Ydermere har ægtefællen ret til at få udbetalt renter af dette beløb fra den dato, afdøde afgik ved døden, og indtil beløbet er udbetalt. Størrelsen af denne rente er ved lov blevet ændret gennem tiden, men har siden 1983 ligget på 6 procent, hvilket er fastsat i bekendtgørelsen The Intestate Succession (Interest and Capitalisation) Order 1983 (bilag 8). (3) Afslutningsvis fremgår det af skemaet i section 46(1)(i)(2), at ægtefællen yderligere arver en livsvarig rettighed til halvdelen af, hvad der er tilbage af boet, efter indbo og det faste beløb er fratrukket. Når ægtefællen senere hen dør, falder denne del af arven i arv til første afdødes børn eller afkom heraf. 41

46 Ægtefællen kan dog vælge at indfri denne livsvarige rettighed med det samme og i stedet få udbetalt kapitalværdien heraf. Denne del af arven vil derefter være fri for ægtefællens livsvarige rettighed, og kan tildeles afdødes børn eller afkom heraf, når disse opfylder alderskravet på 18 år eller indgår ægteskab før deres 18. år (Kerridge 2009:12). Den resterende halvdel falder i arv til afdødes børn eller afkom heraf (Kerridge 2009: 13 note 45). I henhold til den engelske term statutory trusts (bilag 5) i lovteksten, bestemmes det, at er der flere børn, deles det resterende bo ligeligt mellem hvert enkelt barn eller deres afkom. Endvidere er det et krav, at den enkelte arving er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab og derigennem blevet myndig før denne kan arve det pågældende beløb. Indtil alderskravet opfyldes, båndlægges arven (Barker 2007: 293 og Kerridge 2009: 16 17). Det følger endvidere af bestemmelsen i skemaet ovenfor, at ægtefællens ret til indbo, det faste beløb og renter heraf, skal dækkes, inden det resterende bo kan falde i arv til børnene. Det vil dermed sige, at hvis boet ikke er stort nok til at dække de engelske pund, bliver punkt tre ikke taget i betragtning, og ægtefællen arver hele boet, efter der er betalt udgifter og gæld. Den netop beskrevne arvedeling, hvor afdøde efterlader sig både ægtefælle og børn, kan yderligere forklares og nærmere anskueliggøres med følgende eksempel: 42

47 (Kilde: Kerridge 2009: 17) Eksempel 1: Andrew dør 1. marts 2009 og efterlader sig sin kone Betty og sine 3 børn Charles, David og Ethel, hvoraf Charles er afgået ved døden som vist i skemaet ovenfor. Andrew har på tidspunktet for sin død ikke oprettet testamente. En arvedeling i henhold til loven vil se ud som følger: 1) Betty arver i henhold til loven alt indbo, engelske pund plus 6 procent i rente heraf. Ydermere får Betty en livsvarig rettighed til halvdelen af det resterende bo. Når Betty afgår ved døden, tilfalder denne del afdødes børn eller afkom heraf, når disse er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab tidligere. Betty har dog også den mulighed at indfri denne rettighed med det samme og dermed få udbetalt kapitalværdien heraf. 2) Både David og Ethel arver hver en 1/3 af den resterende halvdel af boet, da David er fyldt 18 år, og Ethel har indgået ægteskab. Eftersom Charles er afgået ved døden, indtræder hans datter Fiona og søn George i arvedelingen og deler ligeligt den del af arven, som ville have tilfaldet Charles. Da George også er død, træder hans to børn ind i arvedelingen og overtager hans plads og del af arven. Det vil 43

48 dermed sige, at Fiona arver 1/6, og de 2 børnebørn Jill og Keith arver hver en 1/12, hvis og når de fylder 18 år eller indgår ægteskab (Kerridge 2009:17). Ovenstående arvedeling tager ikke i betragtning, hvorvidt afdøde efterlader sig andre slægtninge, da disse ikke indtræder i arvedelingen, når afdøde både efterlader sig ægtefælle og børn. Der kan dog forekomme situationer, hvor afdøde efterlader sig en ægtefælle men ingen børn eller afkom heraf. I disse tilfælde indtræder fjernere arvinger i arvedelingen, som omfatter afdødes forældre, helsøskende eller deres afkom. Skemaet nedenfor viser, hvordan boet deles i disse tilfælde. If the intestate (3) leaves one or more of the following, that is to say, a parent, a brother or sister of the whole blood, or issue of a brother or sister of the whole blood, but leaves no issue The surviving husband or wife shall take the personal chattels absolutely and, in addition, the residuary estate of the intestate (other than the personal chattels) shall stand charged with the payment of a fixed net sum, free of death duties and costs, to the surviving husband or wife with the interest thereon from the date of the death at such rate as the Lord Chancellor may specify by order until paid or appropriated, and, subject to providing for that sum and the interet thereon, the residuary estate (other than personal chattels) shall be held (a) as to one half in trust for the surviving husband or wife absolutely, and (b) as to the other half (i) where the intestate leaves one parent or both (whether or not brothers or 44

49 sisters of the whole blood or their issue also survive) in trust for the parent absolutely or, as the case may be, for the two parents in equal shares absolutely, (ii) where the intestate leaves no parent, on the statutory trusts for the brothers and sisters of the whole blood af the intestate. (1) Det fremgår af skemaet ovenfor, at ægtefællen også i disse tilfælde arver alt indbo fra ægtefællernes fælles hjem. Hvad indbo i denne bestemmelses forstand omfatter, er specificeret i bilag 6. Her fremgår det, at længstlevende ægtefælle arver alle genstande tilhørende hjemmet med undtagelse af kontanter og afdødes arbejdsredskaber. Ægtefællen arver indboet til fri rådighed, og bliver dermed ubetinget ejer af de pågældende genstande (Kerridge 2009: 13). (2) Det fremgår endvidere af skemaet i section 46(1)(i)(3), at ægtefællen arver et fast beløb plus renter heraf. Når afdøde ikke efterlader sig børn, men fjernere slægtninge, udgør det faste beløb engelske pund, hvilket er fastsat i bekendtgørelsen Family Provision (Intestate Succession) Order 2009 (bilag 7). Beløbet blev ændret 1. februar 2009 og gælder dermed kun fra den dato. Er afdøde afgået ved døden inden, gælder andre beløb (Kerridge 2009:13, note 44). De engelske pund, som ægtefællen arver, er fri for arveafgifter, og ægtefællen har yderligere ret til 6 procent i rente heraf fra den dato, afdøde afgik ved døde og indtil beløbet er udbetalt. Procentsatsen er udmålt på samme måde som beskrevet ovenfor og bestemt i bekendtgørelsen The Intestate Succession (Interest and Capitalisation) Order 1983 (bilag 8). (3) Afslutningsvis fastsættes det i skemaet, at det resterende bo, fratrukket indbo og de engelske pund, skal deles med halvdelen til ægtefællen og halvdelen til slægtninge af afdøde. Ægtefællen arver sin halvdel til fri rådighed og bliver dermed ejer af den pågældende del. Hvad angår den sidste halvdel af boet, 45

50 falder denne i arv til afdødes forældre, hvis den ene eller begge er i live på det pågældende tidspunkt. Er begge i live ved afdødes død, deles arven ligeligt imellem dem. Er kun den ene i live, arver denne hele det resterende bo alene, uanset om fjernere slægtninge nævnt i bestemmelsen er repræsenteret. I tilfælde, hvor begge forældre er afgået ved døden, indtræder afdødes helsøskende i arvedelingen og arver den resterende halvdel af boet. I denne sammenhæng bestemmer reglen, at er der flere helsøskende arver de hver især en lige stor del af boet. Er en af de nævnte søskende afgået ved døden, indtræder dennes afkom i arvedelingen og arver den pågældende del af boet. Endvidere er det fastsat, at arvingerne først kan arve, når den enkelte fylder 18 år eller indgår ægteskab tidligere (Barker 2007:293). Efterlader afdøde sig hverken børn eller afkom heraf, forældre eller helsøskende og deres afkom, arver ægtefællen hele boet alene. Fjernere slægtninge nævnt i section 46(1)(v) undergruppe to til fem bliver ikke taget i betragtning i tilfælde hvor en ægtefælle er repræsenteret (Kerridge 2009:21). Det fremgår også i dette tilfælde af lovteksten, at forældre og helsøskende kun arver, hvis boet er stort nok til at rumme de engelske pund, som ægtefællen har ret til i henhold til loven. Det vil med andre ord sige, at slægtningene kun arver, hvis boet uden indbo er større end det pågældende beløb. Efter arvedelingen i henhold til loven er behandlet, skal endnu en regel beskrives. I den engelske arveret er der en bestemmelse, som fastsætter, hvornår man kan sige, en ægtefælle har overlevet sin afdøde mand eller hustru og dermed kan indtræde i arvedelingen. Inden 1. januar 1996 skulle den længstlevende ægtefælle kun overleve førsteafdøde en kort periode for at opfylde overlevelsesprincippet og dermed blive berettiget til arv (Kerridge 2009: 9) Den 1. januar 1996 blev reglen dog ændret og er stadig gældende den dag i dag. Den nugældende regel, som bestemmer perioden for overlevelse efter afdøde, er fastsat i Administration of Estates Act 1925, section 46(2A): Where the intestate s husband or wife survived the intestate but dies before the end of the period of 28 days beginning with the day on which the 46

51 intestate died, this section shall have effect as respects the intestate as if the husband or wife had not survived the intestate. Det fremgår af denne bestemmelse, at længstlevende ægtefælle skal overleve sin afdøde mand eller hustru i 28 dage for at kunne blive betragtet som arving i lovens forstand (Kerridge 2009: 9) Vedrørende ægtefællernes fælles hjem: Den længstlevende ægtefælle har, ud over de ovenfor anførte rettigheder i arvedelingen, en ret til at erhverve sig ægtefællernes fælles hjem. Hvis det fælles hjem ejes i sameje, hvor begge ægtefælle ejer hele ejendommen (joint tenancy), tilfalder ejendommen den længstlevende ægtefælle og falder ikke i arv. Hvis ægtefællerne derimod hver ejer en del af ejendommen (tenancy in common), falder afdødes del af boligen i arv til dennes arvinger (Barker 2007: ). I de tilfælde, hvor ægtefællerne hver ejer en del af det fælles hjem, har den længstlevende ægtefælle mulighed for at udtage afdødes del for sin del af arven og dermed beholde den fælles bolig (Standley 2004: 95). Reglen, der bestemmer ægtefællens ret til det fælles hjem, er omfattet af Intestates Estates Act 1952, section 5: The Second Schedule to this Act shall have effect for enabling the surviving husband or wife of a person dying intestate after the commencement of this Act acquire the matrimonial home. I denne regel fremgår det, at reglerne omfattet i lovens tilhørende bilag 2 bestemmer, hvornår og hvordan en ægtefælle kan beholde det fælles hjem. Intestates Estates Act 1952, Second Schedule, section 1(1): Subject to the provisions of this Schedule, where the residuary estate of the intestate comprises an interest in a dwelling house in which the surviving husband or wife was resident at the time of the intestate s death, the surviving husband or wife may require the personal representatives, in exercise of the power of conferred by section forty one of the Principal Act 47

52 (and with due regard to the requirements of that section as to valuation) to appropriate the said interest in the dwelling house in or towards satisfaction of any absolute interest of the surviving husband or wife in the real and personal estate of the intestate. Det fremgår af section 1(1) ovenfor, at ægtefællen for sin del af arven, kan udtage det fælles hjem og dermed erhverve afdødes del af boligen (Standley 2004: 95). Hvis afdødes del af det fælles hjem er beløbsmæssigt mere værd, end det beløb længstlevende ægtefælle arver i henhold til Administration of Estates Act 1925, section 46(1)(i), har ægtefællen mulighed for at udtage ejendommen alligevel mod at betale det overskydende beløb kontant til boet (Kerridge 2009: 14 15). Der er dog en betingelse fastsat i section1(1), som den længstlevende ægtefælle må opfylde for at få ret til at udtage det fælles hjem. Ægtefællen skal på tidspunktet for afdødes død være bosiddende i den pågældende bolig. Der er dog intet krav i bestemmelsen om, at afdøde skal være bosiddende på denne dato (Kerridge 2009: 14). Yderligere fremgår det af section 3(1) nedenfor, at ægtefællen har 12 måneder til at gøre brug af denne ret til udtagelse af det fælles hjem. Intestates Estates Act 1952, Second Schedule, section 3(1)(a): The right conferred by paragraph 1 of this Schedule (a) shall not be exercisable after the expiration of twelve months from the first taking out of representation with respect to the intestate estate. De personer, der af retten er udvalgt til at overtage afdødes forpligtelser og afvikling af boet, må ikke i de ovennævnte 12 måneder sælge huset, medmindre den længstlevende ægtefælle skriftligt giver lov til dette, og dermed afgiver sin ret til at udtage det fælles hjem. Intestates Estates Act 1952, Second Schedule, section 4(1): During the period of twelve months mentioned in paragraph 3 of this Schedule the personal representatives shall not without the written consent 48

53 of the surviving husband or wife sell or otherwise dispose of the said interest in the dwelling house except in the course of administration owing to want of other assests. Undtagelsesvis må de udvalgte personer dog sælge boligen inden udløbet af de 12 måneder, hvis det er nødvendigt for betaling af gæld og andre forpligelser (Standley 2004: 95) Opsummering: I dette afsnit er ægtefællens position i arvedelingen blevet nærmere behandlet. Selve delingen af boet efter afdøde, som efterlader sig ægtefælle, er fastsat i Administration of Estates Act 1925, section 46(1)(i), hvori det anførte skema bestemmer, hvor meget den længstlevende ægtefælle arver. I skemaet er arvedelingen delt op i tre grupper, hvorved ægtefællens rettigheder afhænger af, om afdøde kun efterlader sig ægtefælle eller også efterlader sig slægtninge. I tilfælde, hvor afdøde kun efterlader sig en ægtefælle og ingen børn eller afkom heraf, forældre eller helsøskende, arver ægtefællen alene og skal ikke dele boet med nogen. I de tilfælde hvor afdøde både efterlader sig ægtefælle og børn eller afkom heraf, arver ægtefællen alt indbo, med undtagelse af afdødes arbejdsredskaber, engelske pund og rente heraf og får en livsvarig rettighed til halvdelen af det resterende bo. Ægtefællen har i denne henseende mulighed for at indfri denne rettighed og få udbetalt kapitalværdien af denne ret med det samme. Afdødes børn eller afkom heraf arver dermed den resterende halvdel af boet. Det er endvidere bestemt, at de pågældende børn hver især arver en lige stor del, når den enkelte fylder 18 år eller indgår ægteskab tidligere. Er et af afdødes børn afgået ved døden inden afdøde selv, træder dennes afkom i dennes sted og arver på lige fod med de andre arvinger. Afslutningsvis viser skemaet, at ægtefællen arver alt indbo, med undtagelse af afdødes arbejdsredskaber, et beløb på engelske pund og renter heraf, og yderligere halvdelen af det resterende bo i tilfælde, hvor afdøde ikke efterlader sig børn, men forældre og/eller helsøskende. Den resterende halvdel af boet falder i arv til afdødes forældre. Er de begge i live på det pågældende tidspunkt, deler de beløbet ligeligt. Efterlader afdøde sig ikke forældre, arver helsøskende 49

54 eller deres afkom, når disse fylder 18 år eller indgår ægteskab i en tidligere alder. Ydermere er det i ovenstående afsnit fastslået, at de nævnte beløb i arvedelingen gælder fra 1. februar Er afdøde afgået ved døden inden denne dato, er det andre beløb, der gælder. Afslutningsvis er der i afsnittet beskrevet, at engelsk arveret kræver, at længstlevende ægtefælle lever i 28 dage efter afdødes død for at blive taget i betragtning som overlevende arving. Det er dermed afgørende, at ægtefællen overlever de nævnte 28 dage for at indtræde i arvedelingen af boet efter afdøde. Dette overlevelseskrav er dog kun gældende fra 1. januar 1996 og frem, og andre regler er gældende, hvis afdøde er død inden denne dato. Sluttelig er det fastsat i Intestates Estates Act 1952, Second Schedule, at den længstlevende ægtefælle har 12 måneder til at gøre brug af sin ret til, for sin del af arven, at udtage ægtefællernes fælles hjem. Overstiger værdien af afdødes del af boligen den længstlevende ægtefælles del af arven, har ægtefællen mulighed for at udtage ejendommen mod at betale det overskydende beløb til boet. 4.3 Modifikation til arvedelingen: I den engelske jura er der udarbejdet endnu en lov, hvori det er bestemt, at personer tæt på afdøde kan søge om at få del i arven efter afdøde, hvis de føler sig forbigået i enten afdødes testamente eller i delingen af boet i henhold til Administration of Estates Act 1925 forklaret i afsnit 4.1 og 4.2. Denne mulighed for at søge om et underholdsbidrag dækket af afdødes bo, er ikke en såkaldt arveret, da ansøgerne ikke indtræder i selve arvedelingen, men i stedet, hvis retten godkender det, får et bestemt beløb udbetalt for at dække deres videre forsørgelse efter afdødes død. Loven og de dertilhørende regler omtales kort i denne afhandling, eftersom de kan have effekt på selve delingen af boet. Det vil sige, at tildeler retten en person underholdsbidrag, skal dette dækkes af boet, og arvedelingen bliver dermed berørt, og de egentlige arvinger må acceptere, at deres del af arven formindskes (Kerridge 2009: 208). 50

55 Følgende afsnit behandler kort måden, hvorpå slægten, ægtefællen og andre personer, der stod afdøde nær, kan søge om underholdsbidrag. Reglerne, der fastsætter muligheden for dette, findes i den engelske lov Inheritance (Provision for Family and Dependants) Act 1975 og fremgår af bilag 9. Det fremgår af loven, at både den nuværende ægtefælle, tidligere ægtefæller, børn og personer, der enten blev behandlet som afdødes barn/børn eller blev forsørget af afdøde inden dennes død, har mulighed for at søge om underholdsbidrag (Barker 2007: 288). Der er dog en del betingelser for, at de pågældende personer kan få deres ansøgning om underholdsbidrag godkendt af retten. Gældende for alle ansøgere er det en betingelse, at afdøde var bosiddende i enten England eller Wales på tidspunktet for dennes død, og det er den pågældende ansøger, der skal bevise dette (Kerridge 2009: 166). Endvidere er det en betingelse, at den pågældende ansøger om underholdsbidrag er blevet forbigået enten i testamentsbestemmelserne eller i arvedelingen i henhold til loven. Det vil sige, at den pågældende ikke efter afdødes død har arvet en rimelig del af arven til at dække dennes videre forsørgelse (Kerridge 2009: 173). Denne vurdering er objektiv, og retten afgør i den enkelte sag, om der er baggrund for at tildele den enkelte et beløb fra afdødes bo. Størrelsen af dette beløb, og om det skal udbetales på en gang eller i rater, vurderes også af retten ud fra, hvor stort afdødes bo er værdimæssigt (Kerridge 2009: 178). I den enkelte sag vurderer retten, om der er belæg for, at de pågældende ansøgere er berettiget til underholdsbidrag. Hvad angår alle de ovennævnte mulige kandidater, på nær den nuværende ægtefælle, gælder det, at de på tidspunktet for afdødes død blev forsørget helt eller delvist af afdøde. Hermed kan retten vurdere, hvad der er rimeligt i henhold til den pågældendes videre forsørgelse, og om denne dermed skal have tildelt et bidrag. Hvad angår den nuværende ægtefælle, vurderer retten, hvad der er rimeligt for denne at 51

56 modtage af boet under alle omstændigheder, uanset om bidraget er til dennes videre forsørgelse eller ikke (Kerridge 2009: ). Den enkelte ansøger har seks måneder til at ansøge retten om underholdsbidrag og bevise, at alle betingelserne fastsat i loven er opfyldt (Barker 2007: 288). De personer, der er udvalgt af retten til at afvikle afdødes bo, må dog inden udløbet af de seks måneder betale af boet afdødes begravelsesudgifter, gæld og andre forpligtelser. Når de nævnte seks måneder er gået, og ingen har ansøgt om underholdsbidrag, kan de udvalgte personer uddele boet til arvingerne i henhold til afdødes testamente eller i henhold til loven (Kerridge 2009: 168) Opsummering: I dette afsnit er det forklaret, at både nuværende ægtefælle, forhenværende ægtefæller, børn og andre personer, forsørget af afdøde, har en mulighed for at søge om underholdsbidrag. Dette afsnit er medtaget, da underholdsbidraget dækkes af afdødes bo, og dermed påvirker arvedelingen. Den enkelte ansøger skal bevise, at denne er blevet forbigået i arvedelingen, og dermed har brug for underholdsbidrag for dennes videre forsørgelse. Retten vurderer rimelighedskravet i den enkelte sag og afgør herudfra, om den pågældende skal have en del af arven. 5. Sammenligning af den legale arveret i Danmark og England: Den legale arveret i henholdsvis Danmark og England er ovenfor i afsnit 3 og 4 blevet nærmere behandlet og uddybet. I begge afsnit er der redegjort for reglerne vedrørende slægtens og ægtefællens muligheder for at indtræde i arvedelingen efter en afdød, der ikke har oprettet testamente. På baggrund af denne redegørelse af den legale arveret i de respektive lande, vil der i dette afsnit blive foretaget en dybdegående sammenligning af de to landes regler inden for arveretten, hvormed både ligheder og forskelle vil blive fundet og forklaret. I afsnit 3 og 4 er slægten og ægtefællens arveret blevet delt op i hvert sit underafsnit for at anskueliggøre de mange regler inden for emnet, og for at holde en struktur, der giver det bedste overblik for læseren. Sammenligningen i 52

57 dette afsnit vil derfor blive bygget op på samme måde, hvormed slægtens arveret først behandles og dernæst ægtefællens. Dog vil der inden behandlingen af de to afsnit kort blive redegjort for ligheder og forskelle mellem et overordnet element i de to arveretter nemlig de love, som omfatter reglerne vedrørende den legale arveret i Danmark og England. Som det er nævnt i indledningen, blev den danske arvelov ændret i januar 2008 og indeholder alle regler vedrørende en arvedeling i Danmark. Det vil sige, at den danske arvelov omfatter regler, der fastsætter, hvordan et bo efter en afdød skal deles enten i henhold til loven eller i henhold til afdødes testamente. Den danske arvelov er delt op i kapitler, og denne afhandling behandler kapitlerne 1 og 2 vedrørende henholdsvis slægtens arveret og ægtefællens arveret i henhold til loven. I England er arvereglerne primært omfattet af den engelske lov Administration of Estates Act fra Denne lov fastsætter, som den danske arvelov, blandt andet hvordan et bo deles efter afdøde, når denne ikke forinden har oprettet testamente. Administration of Estates Act 1925 er dog ikke den eneste lov, der behandler dette område, og mange andre engelske love skal tages i betragtning i beskrivelsen af en arvedeling i England. Det skal dog nævnes, at når der henvises til Administration of Estates Act 1925 i sammenligningen, er det den gamle lov fra 1925 med senere ændringer fra nyere love, der henvises til. Ligheden mellem de to arveretter er, at de begge behandler både slægtens og ægtefællens arveret efter en afdød, der ikke har rådet over sit bo ved testamente. Forskellen er blot, at de danske regler er omfattet af en enkelt lov, hvorimod de engelske regler er omfattet af et utal af love Hvad angår indholdet af de danske og engelske regler, er der både ligheder samt forskelle at finde. Og det er netop målet med denne afhandling at redegøre for disse ligheder og forskelle, og derigennem se, hvordan de to respektive lande hver især behandler delingen af et bo efter en afdød, der ikke har rådet over sine ejendele ved testamente. 53

58 5.1 Sammenligning af slægtens arveret: Som beskrevet ovenfor behandler både den danske arvelov og den engelske Administration of Estates Act 1925 slægtens legale arveret, når afdøde ikke efterlader sig en ægtefælle. Reglerne i de to love fastsætter, hvilke slægtninge, der har mulighed for at indtræde i arvedelingen, og endvidere hvad og hvor meget hver enkelt arving arver af boet. Afsnittet deles op i to undergrupper, hvormed slægtens position i arvedelingen i henholdsvis Danmark og England sammenlignes først. Dernæst sammenlignes reglerne omfattende slægtens mulighed for udtagelse af genstand fra boet Sammenligning af slægtningenes position i arvedelingen: På baggrund af beskrivelsen i afsnit 3.1 og 4.1 vedrørende slægtens position i arvedelingen i både Danmark og England ses flere ligheder og forskelle i de to respektive måder, hvorpå boet uddeles. I både den danske og engelske legale arveret, er slægten delt op i grupper, hvormed slægten indtræder i arvedelingen i en bestemt rækkefølge: I den danske arvelov 1 3 er slægten, som nævnt i afsnit 3.1, delt op i tre arveklasser, hvorved henholdsvis afdødes børn og deres afkom, forældre og deres afkom og bedsteforældre og disses børn har mulighed for at indtræde i arvedelingen. Er der bare en enkelt slægtning repræsenteret i en af arveklasserne, indtræder fjernere slægtninge ikke i delingen af boet, og den enkelte slægtning arver alene. Er der derimod flere slægtninge repræsenteret i samme gruppe, deles arven ligeligt imellem dem. Dog er betingelsen for at blive indsat som arving i arvedelingen af afdødes bo, at den pågældende arving er i live på tidspunktet for afdødes død. Overlever en slægtning ikke afdøde, gælder stirpalgrundsætningen, som er det grundlæggende princip i den danske arvedeling. Herved forstås, at hvis for eksempel et barn af afdøde er afgået ved døden inden afdøde selv, træder barnets afkom (afdødes barnebarn) i dettes sted og arver på lige fod med de eventuelle andre arvinger. Med dette indtrædelsesprincip vil det dermed betyde, at afdødes forældre ikke indtræder i arvedelingen, hvis afdøde efterlader sig enten børn, børnebørn, oldebørn eller 54

59 andre i lige nedadgående linje. Dette indtrædelsesprincip er gældende i alle tre arveklasser, men er ikke så vidtrækkende i tredje arveklasse, da kun børn af bedsteforældrene har mulighed for at arve. Den ovennævnte rækkefølge kan nærmere illustreres ved hjælp af følgende skema. I dette skema ses alle de slægtninge, som har mulighed for at indtræde i arvedelingen i henhold til den danske arvelov. De er alle benævnt efter deres familierelation til afdøde. Det skal endvidere nævnes, at slægtninge omfattet af arveklasse 1 alle er livsarvinger. De er, udover de første der indtræder i arvedelingen, også berettiget til tvangsarv i henhold til den danske arvelov 5. Dette betyder, at efterlader afdøde sig slægtninge i arveklasse 1, må denne kun råde over ¾ af sit bo, da den resterende ¼ ved lov er tildelt de pågældende livsarvinger. Det vil dermed sige, at afdødes børn eller afkom heraf altid vil få del i arven, hvad end der er oprettet testamente eller ej. I Administration of Estates Act 1925, section 46(1)(ii v) er slægten, som nævnt i afsnit 4.1, delt op i forskellige grupper, som bestemmer i hvilken rækkefølge slægten indtræder i arvedelingen, når afdøde ikke efterlader sig en ægtefælle. Grupperne omfatter henholdsvis afdødes børn og afkom heraf, forældre, og fjernere slægtning såsom søskende, bedsteforældre og onkler, mostre og fastre. Gældende i engelsk ret er, at er der bare en enkelt slægtning repræsenteret i en gruppe, indtræder fjernere slægtninge ikke i arvedelingen. Endvidere fastsætter det engelske begreb statutory trusts, at er der flere slægtninge repræsenteret i samme gruppe, arver de hver en lige stor del af arven. Ydermere fastsætter begrebet, at overleves afdøde ikke af sit barn, træder barnets afkom ind i 55

60 arvedelingen, og arver den del, som ville have tilfaldt dennes mor eller far. Afslutningsvis er det omfattet af begrebet, at en arving skal være fyldt 18 år eller have indgået ægteskab tidligere for at arve. Arven båndlægges dermed, indtil alderskravet opfyldes. Dør den pågældende inden dette er opfyldt, tilfalder arven enten de andre arvinger i gruppen eller slægtninge i næste gruppe. Det er dermed en betingelse for at modtage arv, at den enkelte arving overlever afdøde, og at den enkelte enten når at fylde 18 år eller indgår ægteskab tidligere. Begrebet statutory trusts er gældende i gruppe (ii) og undergruppe 1, 2, 4 og 5 i gruppe (v). De ovennævnte grupper er illustreret i skemaet nedenfor. Dette skema viser, hvilke slægtninge, der indtræder i arvedelingen i henhold til Administration of Estates Act 1925 og i hvilken rækkefølge. De respektive slægtninge er alle benævnt efter deres familierelation til afdøde. 56

61 På baggrund af beskrivelsen af slægtens legale arveret i afsnit 3.1 og 4.1 og de ovenfor anførte skemaer, ses både ligheder og forskelle i arvedelingen i henholdsvis Danmark og England. Hvad angår valg af slægtninge, der kan indtræde i en arvedeling, er bestemmelserne i både den danske arvelov og i den engelske Administration of Estates Act 1925 næsten identiske. Begge love inkluderer afdødes børn og afkom heraf, forældre, bedsteforældre og fjernere slægtninge. Dog er der en lille forskel i de to arvelove, da Administration of Estates Act 1925 inkluderer afdødes fætre og kusiner, hvilket den danske arvelov ikke gør. Det vil med andre ord sige, at den engelske arveret er en smule mere omfattende, da den omfatter en ekstra gruppe familiemedlemmer. Selve rækkefølgen, hvorpå de pågældende slægtninge kan indtræde i arvedelingen, er i de to love også meget lig hinanden. Begge love fastsætter, at afdødes børn og afkom heraf er de første, som kan arve, og dernæst forældre og fjernere slægtninge. Der er dog enkelte forskelle i de to rækkefølger, hvilket også fremgår af skemaerne ovenfor. I Administration of Estates Act 1925 fastsættes det, at begge forældre skal være afgået ved døden inden afdøde selv, for at søskende skal have mulighed for at indtræde i arvedelingen. Dette er ikke helt tilfældet i den danske arvelov, hvor en forælders afkom (afdødes søskende) indtræder i arvedelingen, når den ene forælder ikke har overlevet afdøde. Dette kan nærmere forklares med et eksempel: A afgår ved døden og efterlader sig hverken ægtefælle, børn eller afkom heraf. A efterlader sig kun en far og tre helsøskende. Arvedelingen ser ud som følger: I henhold til den danske arvelov 2 arver forældrene hele boet efter A. Da moren ikke har overlevet A, anvendes stirpalgrundsætningen, og morens afkom indtræder dermed i arvedelingen og deler hendes del af arven. Det vil dermed sige, at faren arver ½ af boet, imens A s tre søskende deler morens ½ af boet ligeligt imellem sig. I henhold til den engelske Administration of Estates Act 1925, section 46(1)(vi) arver faren hele boet. Begrebet statutory trusts anvendes ikke i denne gruppe, og derfor indtræder A s søskende ikke i arvedelingen. 57

62 Forskellen på de to arvelove illustreret ovenfor danner grundlag for endnu et område, hvori de to love adskiller sig fra hinanden. I Administration of Estates Act 1925 er afdødes søskende delt op i to grupper helsøskende og halvsøskende hvor helsøskende indtræder før i arvedelingen. Kun hvis der ikke er helsøskende, indtræder afdødes halvsøskende. Denne opdeling af søskende eksisterer ikke i den danske arvelov. Dette er ikke nødvendigt, eftersom stirpalgrundsætningen anvendes, og dermed indsætter afkom af den afdøde forælder, hvad end det er afdødes helsøskende eller halvsøskende. I den danske arvelov er det med andre ord afgørende for at indtræde i arvedelingen, at den pågældende bror/søster er blodsbeslægtet med den afdøde forælder, og det er i dette tilfælde irrelevant, om det er afdødes hel eller halvbror/søster. Ud over de få forskelle beskrevet ovenfor, er de to love ens i måden, hvorpå de opdeler slægten. Grunden til, at valget af slægtninge og rækkefølgen, hvorpå de indtræder i arvedelingen, er så lig hinanden, skyldes primært formålet med henholdsvis den danske arvelov og Administration of Estates Act Reglerne i begge love omfattende slægtens legale arveret er udarbejdet med henblik på at tildele arv til de personer, man må gå ud fra står afdøde nærmest. Formålet er dermed, at fastsætte en arvedeling lig den afdøde selv ønskede, havde denne haft mulighed for selv at fastsætte den. Ud over hvilke familiemedlemmer der har mulighed for at arve, og rækkefølgen hvorpå de indtræder i delingen, er der yderligere elementer i slægtens legale arveret i de to lande, som skal behandles. Som det er beskrevet, anvender den legale arveret i Danmark stirpalgrundsætningen, som er det grundlæggende princip i den danske arvedeling. I den legale arveret i England anvendes begrebet statutory trusts, hvis bestemmelser har stor indflydelse på den engelske arvedeling. Sidestiller man de to, ses både ligheder og forskelle. Begge principper fastsætter, at hvis en arving ikke overlever afdøde, træder arvingens afkom i dets sted og deler, hvad der ville være tilfaldet arvingen, hvis denne havde overlevet afdøde. Hermed 58

63 forstås, at man skal overleve afdøde for at indtræde i arvedelingen, og hvis dette ikke er tilfældet, tilfalder arven den døde arvings børn eller fordeles ud på de andre arvinger. Dette indtrædelsesprincip er gældende i alle tre arveklasser i den danske arvelov og i gruppe (ii) og undergrupperne 1, 2, 4 og 5 i gruppe (v) i den engelske Administration of Estates Act Princippet kan forekomme en smule kompliceret, men kan nærmere forklares ved hjælp af dette eksempel. Eksempel: Afdøde efterlader sig ingen ægtefælle, men tre børn, hvoraf det ene er afgået ved døden inden afdøde selv. Det afdøde barn efterlod sig to børn (afdødes børnebørn). Arvedelingen er identisk i de to arveretter og ser ud som følger: Eftersom Barn 2 er afgået ved døden inden afdøde, kan denne ikke arve. Dog efterlod Barn 2 sig Barnebarn 2 og 3, som dermed overtager Barn 2 s plads og indtræder i arvedelingen i henhold til indtrædelsesprincippet omfattet af begge love. Dermed arver Barn 1 og 3 hver en 1/3 af boet og Barnebarn 2 og 3 deler den resterende 1/3 og arver hermed hver en 1/6 af boet. Eksemplet ovenfor illustrerer tydeligt, hvordan indtrædelsesprincippet fungerer, og som tidligere nævnt er dette gældende både i arvedelingen i henhold til 59

64 reglerne i den danske arvelov og i henhold til reglerne i den engelske lov Administration of Estates Act Den danske stirpalgrundsætning og det engelske begreb statutory trusts er dog ikke helt ens i deres bestemmelser. Mens stirpalgrundsætningen kun omfatter indtrædelsesprincippet beskrevet ovenfor, omfatter staturoty trusts endnu en bestemmelse. Denne bestemmelse fastslår, at en arving først kan modtage arv, når den enkelte fylder 18 år eller indgår ægteskab tidligere. Det vil med andre ord sige, at arvingen ikke arver, før denne er blevet myndig i lovens forstand. Den pågældende arvings del af arven båndlægges indtil alderskravet er opfyldt. Sker dette ikke, deles arven ud til de andre arvinger. En sådan bestemmelse findes ikke i dansk ret, hvor det ikke er en betingelse, at man fylder 18 år for at modtage arv. Afslutningsvis skal der i sammenligningen af slægtens position i arvedelingen nævnes endnu et vigtigt element, som har stor betydning i den danske arveret nemlig tvangsarv. I den danske arvelov 5 er det som tidligere nævnt bestemt, at slægtninge omfattet af arveklasse 1 er tvangsarvinger. Dette betyder, at de pågældende arvinger ved lov er sikret en vis procentdel af arven, hvad end afdøde har oprettet testamente eller ej. Denne regel beskytter med andre ord afdødes livsarvinger, eftersom de altid vil få del i arven, også selv om afdøde måtte ønske at testamentere hele sit bo til anden side. Efterlader afdøde sig livsarvinger, må denne kun råde over ¾ af boet, da tvangsarvingerne skal have den resterende ¼. Denne bestemmelse eksisterer ikke i den engelske arveret, og afdøde har her mulighed for at testere hele sit bo til hvem denne ønsker. Afdødes børn eller afkom heraf risikerer dermed at stå arveløse, hvis afdøde har disponeret hele boet til anden side. Man kan argumentere både for og imod, at den danske arvelov har indsat bestemmelsen om tvangsarv, og at Administration of Estates Act 1925 ikke har: Bestemmelsen om tvangsarv i den danske arvelov er en fordel for afdødes børn og afkom heraf, da de er sikret en del af boet, uanset om der er oprettet 60

65 testamente eller ej. De pågældende arvinger får dermed et vist beløb til deres videre forsørgelse og får endvidere mulighed for at udtage genstande fra boet, som de for eksempel har haft et særligt tilhørsforhold til. Ulempen ved tvangsarv kan være, hvis afdøde ikke har et godt forhold til sine børn, og dermed ikke ønsker, de skal arve. Med bestemmelsen i AL 5, tvinges afdøde dermed til kun at råde over ¾ af boet, og lade den resterende ¼ være til tvangsarvingerne. Denne bestemmelse kan med andre ord gå direkte imod afdødes sidste ønske. Afdøde har dog en mulighed for at minimere tvangsarven til kr. til hver af sine tvangsarvinger, men afdøde kan på ingen måde slippe uden om reglen om tvangsarv til sine livsarvinger. At den engelske lov Administration of Estates Act 1925 ikke har en regel om tvangsarv, kan være en fordel for afdøde. Denne har dermed muligheden for at bestemme 100 procent over sine ejendele, og testamentere hele boet til de personer, afdøde selv ønsker. Delingen af boet sker dermed udelukkende i henhold til afdødes egen beslutning. Ulempen ved, at bestemmelsen ikke eksisterer i den engelske arveret er, at afdødes børn eller afkom heraf kan gøres arveløse. De efterladte får dermed ingen sikring for deres videre forsørgelse, hvilket kan virke uretfærdigt, hvis der for eksempel er tale om mindreårige børn. Dog har afdødes slægtninge mulighed for at søge om underholdsbidrag, hvis disse føler sig forbigået i enten afdødes testamente eller i lovens fastsatte arvedeling. Retten bedømmer dermed den enkelte ansøgers sag, og kan tildele denne et bidrag fra boet til arvingens videre forsørgelse. Dermed kan et barn, som er gjort arveløs i afdødes testamente, alligevel få del i arven, hvis retten finder dette rimeligt. Afdødes testamentsbestemmelser viger for rettens beslutning, og arvedelingen bliver derfor ikke, som afdøde først havde ønsket i sit testamente. Denne rettighed er ikke en arveret, og ansøgeren får dermed ikke nogle rettigheder, som andre arvinger får i henhold til enten loven eller testamentet. Med denne bestemmelse risikerer retten endvidere at skulle tage stilling til en masse søgsmål, da de skal bedømme hver enkelt ansøgers sag individuelt. 61

66 Som det fremgår af ovenstående sammenligning, adskiller de to arveretter sig en del fra hinanden på dette område. Den danske arvelov fastsætter en arvedeling, hvor livsarvingerne altid vil få del i arven i henhold til tvangsarvsbestemmelsen, og afdøde kan dermed kun råde over ¾ af sit bo. Dog kan livsarvingerne ikke ændre på afdødes testamente eller delingen i henhold til reglerne i loven. De må acceptere bestemmelserne i loven eller i afdødes testamente og stille sig tilfreds med det beløb, der tildeles dem. I modsætning hertil kan afdøde frit råde over sit bo i den engelske arveret, og afdøde kan dermed gøre slægtninge arveløse, hvis denne ønsker en sådan deling af boet. Dog kan slægtningene ansøge retten om at få tildelt et underholdsbidrag, hvis disse føler sig forbigået i enten afdødes testamente eller i delingen i henhold til Administration of Estates Act Dermed kan slægtninge, trods bestemmelserne i loven og i afdødes testamente, ændre på arvedelingen, hvis disse ikke stiller sig tilfreds med det beløb, de er blevet tildelt, eller hvis de slet ikke har arvet. Sammenholdt kan det ses, at selve valget af slægtninge, og rækkefølgen hvorpå de indtræder i arvedelingen, som nævnt ovenfor, er meget lig hinanden i de to respektive arveretter. Dog er der nogle elementer i både den danske arvelov og i Administration of Estates Act 1925, som adskiller de to love fra hinanden. Man kan både argumentere for og imod hver enkelt af dem, og det er ikke muligt at afgøre, hvilken arveret eller arvelov, der fungerer bedst. Det er dog heller ikke meningen med denne afhandling at afgøre hvilken lov, der er bedst, men i stedet at sammenligne dem og netop beskrive de forskelle og ligheder, der måtte være Sammenligning af reglerne vedrørende udtagelse af genstand: I ovenstående afsnit er de danske og engelske regler vedrørende valg af slægtninge, der kan arve, og rækkefølgen hvorpå de indtræder i arvedelingen blevet sammenlignet. I det følgende afsnit vil reglerne vedrørende slægtsarvingernes mulighed for udtagelse af genstande fra boet blive nærmere behandlet. Som det fremgår af afsnit 3.1 indeholder den danske arvelov flere regler, der fastsætter slægtsarvingers mulighed for at udtage genstande fra afdødes bo. AL 62

67 6 bestemmer, at slægtsarvinger har mulighed for at udtage genstande fra boet for deres arvelod. Det vil med andre ord sige, at de i stedet for kontanter, kan overtage aktiver for det beløb, de arver. Denne ret gælder dog ikke genstande, som afdøde har testeret over og ej heller genstande, som er omfattet AL 11, stk. 1 vedrørende ægtefællens ret til forlods at udtage personlige ting fra boet. I henhold til AL 7 har slægtsarvinger, der ejer genstande sammen med boet, endvidere mulighed for at udtage de pågældende samejegenstande, til trods for deres værdi overstiger arvingens arvelod. Arvingen kan da udtage genstanden mod at betale det overskydende beløb til boet. Reglerne specificerer også, at hvis to arvinger ønsker det samme aktiv, afgøres konflikten ved hjælp af lodtrækning. Har den ene arving en særlig tilknytning til det pågældende aktiv, har denne fortrinsret. Som det fremgår af både ovenstående og redegørelsen i afsnit 3.1, omfatter den danske arvelov regler, der fastslår præcist, hvilke rettigheder slægtsarvinger har, hvad angår udtagelse af genstande fra boet. Endvidere fastslår reglerne, hvordan eventuelle konflikter løses i tilfælde, hvor arvingerne ikke kan opnå enighed om, hvem der må udtage hvilke genstande. Hvad angår den engelske lov Administration of Estates Act 1925 indeholder denne ikke regler, der giver slægtsarvingerne rettigheder til udtagelse af genstande fra boet. Det er i loven ikke specificeret, hvilke arvinger der må udtage hvilke aktiver. Grunden til, at loven ikke omfatter bestemmelser vedrørende dette emne er, at det er op til de af retten udvalgte folk at disponere og råde over boet efter afdøde. Som det er beskrevet i afsnit 4.1, er det disse personers job at betale afdødes gæld og andre forpligtelser og derefter at afvikle boet i henhold til loven eller afdødes testamente. Er der ikke oprettet testamente, er det op til de udvalgte personer at afgøre, om bestemte genstande skal sælges for at betale udgifterne. Slægtsarvingerne, der indtræder i arvedelingen, kan ønske at udtage et bestemt aktiv, men det er op til de udvalgte personer at afgøre, om dette kan lade sige gøre. Hvordan de af retten udvalgte personer afgør eventuelle konflikter eller afgør hvilke arvinger, der må udtage hvilke aktiver, er ikke omfattet af denne afhandling, og vil derfor ikke blive yderligere behandlet. 63

68 Ud fra ovenstående er det tydeligt, at hvad angår slægtsarvingernes mulighed for udtagelse af genstande fra boet, adskiller de to love sig markant fra hinanden. Det vil med andre ord sige, at fordelingen af selve aktiverne fra afdødes bo foregår på vidt forskellige måder. I den danske arveret afgør reglerne i danske arvelov, hvilke muligheder slægtsarvingerne har for at udtage genstande, som ikke forinden er testeret over. Endvidere søger reglerne at løse de konflikter, der eventuelt måtte komme arvingerne imellem. I Administration of Estates Act 1925 er der ikke specifikke regler, der fastsætter slægtsarvingerne mulighed for at udtage aktiver fra boet. De af retten udvalgte personer afgør derimod, hvordan boet skal afvikles i henhold til de rettigheder og forpligtelser, de bliver underlagt, når de overtager afdødes bo. Dog må man gå ud fra, at de forsøger at afvikle boet i henhold til arvingernes ønsker, så godt som det er muligt Opsummering: I afsnit 5.1 er der fortaget en dybdegående sammenligning af slægtens legale arveret i henholdsvis Danmark og England, hvormed der er fundet både ligheder og forskelle. Hvad angår valg af slægtninge, der kan arve, og den rækkefølge hvorpå de indtræder i en arvedeling, er den danske arvelov og den engelske lov Administration of Estates Act 1925 meget lig hinanden. Begge love deler slægten op i grupper eller arveklasser, og kun få forskelle er at finde i den rækkefølge, slægtninge indtræder i arvedelingen. I den engelske arveret, skal begge afdødes forældre være afgået ved døden inden afdøde selv, for at søskende indtræder i arvedelingen. Dette er ikke tilfældet i den danske arveret, hvor indtrædelsesprincippet er gældende, og søskende indtræder dermed, når bare en enkelt forælder er afgået ved døden. En anden mindre forskel er opdelingen af hel og halvsøskende i den engelske arveret. Denne opdeling findes ikke i den danske arveret. Der er endvidere foretaget en sammenligning af det danske princip stirpalgrundsætningen og det engelske begreb statutory trusts. Her er endnu en lighed imellem de to love, da begge bestemmer, at overlever en arving ikke afdøde, træder dennes afkom i arvingens sted. Dog omfatter det engelske begreb endnu en bestemmelse, som fastsætter, at arvinger først kan modtage deres arv, hvis eller når den pågældende fylder 18 år eller indgår ægteskab tidligere. Denne bestemmelse findes ikke i den danske arveret. Ydermere er 64

69 endnu et område behandlet, hvorved de to love adskiller sig markant. I den danske arvelov er der fastsat regler om tvangsarv, som berettiger livsarvinger til at få del i arven, hvad end afdøde ønsker det eller ej. Det vil med andre ord sige, at afdøde kun må råde over ¾ af sit bo, da den resterende del tilfalder livsarvingerne ved lov. Livsarvingerne er dermed altid sikret en vis del af arven. Denne bestemmelse findes ikke i den engelske arveret, og her har afdøde mulighed for at råde over hele sit bo, og dermed gøre sine børn eller andre arvinger arveløse. Dog findes der en bestemmelse i den engelske jura, som giver slægtninge mulighed for at søge om underholdsbidrag, hvis den enkelte føler sig forbigået i delingen af afdødes bo. Retten kan dermed gå ind og ændre afdødes deling af boet, og give ansøgeren en del af arven til dennes videre forsørgelse. Der er i ovenstående afsnit redegjort for både fordele og ulemper ved begge love, og den måde, de hver især har valgt at håndtere livsarvingers ret til arv. Hvad angår reglerne vedrørende udtagelse af genstande fra boet, adskiller de to love sig endnu engang markant fra hinanden. Den danske arvelov fastsætter, hvilke rettigheder en slægtsarving har til at udtage aktiver fra boet, og fastsætter endvidere hvordan eventuelle konflikter skal løses. I Administration of Estates Act 1925 er der ingen specifikke regler, der fastsætter, hvordan arvinger kan udtage genstande fra boet. I den engelske arveret er det de af retten udvalgte personer, der afvikler delingen af afdødes bo, og det er op til disse personer at bestemme, hvilke arvinger der kan få hvilke aktiver. 5.2 Sammenligning af ægtefællens arveret: I følgende afsnit sammenlignes ægtefællens legale arveret i henholdsvis Danmark og England. Da reglerne er omfattende inden for dette emne, deles ægtefællens rettigheder op i to underafsnit. Først sammenlignes reglerne vedrørende ægtefællens position i arvedelingen, når afdøde ikke efterlader sig andre arvinger end ægtefællen. I dette underafsnit sammenlignes endvidere reglerne, der fastsætter arvedelingen, når afdøde både efterlader sig en ægtefælle og andre arvinger. I andet underafsnit sammenlignes reglerne, der fastsætter ægtefællens ret til at udtage genstande fra afdødes bo. Det er dog nødvendigt, inden ægtefællens rettigheder i arvedelingen sammenlignes, at 65

70 forklare, hvad der præcist falder i arv efter en afdød fra henholdsvis Danmark og England, der efterlader sig en ægtefælle. I Danmark får ægtefæller automatisk fælleseje, når de indgår ægteskab, som tidligere nævnt i afsnit 3.2. Det vil sige, at de ejer alt i fællesskab, medmindre de ved ægtepagt har aftalt særeje over enten bestemte genstande (genstandsbestemt særeje) eller over hele boet (fuldstændigt særeje). Når en af ægtefællerne afgår ved døden, deles fællesejet ligeligt, og det er afdødes del af boet plus dennes eventuelle særeje, der falder i arv. Som nævnt i afsnit 4.2, har ægtefæller i England fuldstændigt særeje, og de ejer dermed selv alt det, de erhvervede både før og under ægteskabet. Hvis ægtefællerne køber en genstand sammen, er det afgørende for arvdelingen, hvilket ejerskabsforhold ægtefællerne aftaler at have over genstanden. Hvis begge ægtefæller hver ejer hele genstanden (joint tenancy), overgår genstanden til længstlevende ægtefælle, når afdøde dør. Det vil dermed sige, at genstanden og værdien heraf ikke falder i arv efter afdøde og holdes uden for en arvedeling. I modsætning hertil kan ægtefællerne eje hver en del af en genstand (tenancy in common), og ved afdødes død falder dennes del af genstanden og værdien heraf i arv til arvingerne. Det, der falder i arv, er dermed alt, hvad afdøde selv ejer plus værdien af den del af en genstand, afdøde ejer i sameje med sin ægtefælle. Som det fremgår af ovenstående adskiller juraen i Danmark og England sig en del på dette område. Grunden til det nævnes i denne afhandling er, at det er vigtigt at vide, hvad der præcist falder i arv efter en afdød, der efterlader sig en ægtefælle. På denne måde er det nemmere at forstå selve delingen af boet og reglerne, der fastsætter ægtefællens rettigheder i arvedelingen. Det er endvidere vigtigt at vide, hvilket ejerskabsforhold, der er ægtefællerne imellem, da dette har betydning for den længstlevende ægtefælles mulighed for at udtage aktiver fra boet. Dette vil blive yderligere behandlet i afsnit

71 5.2.1 Sammenligning af ægtefællens position i arvedelingen: På baggrund af beskrivelsen i afsnit 3.2 og 4.2 vedrørende ægtefællens position i arvedelingen i henholdsvis Danmark og England ses både ligheder og forskelle i de respektive måder, hvorpå boet uddeles, når afdøde ikke har rådet over dette ved testamente. Når afdøde ikke efterlader sig andre arvinger: I den danske arvelov 9 fastsættes det, at den længstlevende ægtefælle arver hele boet alene, når afdøde ikke efterlader sig børn eller afkom heraf. Det vil dermed sige, at det er irrelevant, om afdøde efterlader sig forældre og/eller søskende, da den længstlevende ægtefælle kun arver i konkurrence med livsarvingerne omfattet af første arveklasse. Endvidere fastsættes det i AL 10, at ægtefællen også er tvangsarving og dermed altid har ret til ¼ af afdødes bo, når der ikke er livsarvinger repræsenteret i arvedelingen. I henhold til section 46(1)(i) i Administration of Estates Act 1925 arver den længstlevende ægtefælle hele boet alene, når afdøde hverken efterlader sig børn eller afkom heraf, forældre, helsøskende eller disses afkom. Det vil dermed sige, at den længstlevende ægtefælle arver i konkurrence med både børn, forældre og helsøskende og/eller afkom heraf. Er der ingen af de nævnte slægtsarvinger repræsenteret i arvedelingen, arver ægtefællen hele boet til fri rådighed og bliver ubetinget ejer af boet. Sammenligner man den danske arvelov og den engelske lov Administration of Estates Act 1925, er der flere forskelle at finde på området indenfor ægtefællens position i arvedelingen. Som det fremgår af ovenstående og beskrivelsen i afsnit 3.2 og 4.2, adskiller de to love sig fra hinanden, hvad angår omfanget af slægtsarvinger, som ægtefællen arver i konkurrence med. I den danske arveret arver den længstlevende ægtefælle kun i konkurrence med livsarvingerne, hvorimod ægtefællen både arver i konkurrence med børn og afkom heraf, forældre, helsøskende og disses afkom i den engelske arveret. Det vil med andre ord sige, at i henhold til den danske arvelov har ægtefællen større mulighed for 67

72 at arve boet alene, end ægtefællen har i henhold til Administration of Estates Act 1925, da den danske arveret ikke inddrager lige så mange slægtsarvinger i arvedelingen. Den danske arvelov fastsætter endvidere i 10, at den længstlevende ægtefælle er tvangsarving. Hermed er ægtefællen ved lov berettiget til ¼ af boet, når afdøde ikke efterlader sig livsarvinger. Denne regel eksisterer, som allerede nævnt i afsnit 5.1, ikke i den engelske arveret, og ægtefællen er dermed ikke sikret arv efter afdøde. Selve diskussionen vedrørende tvangsarv er allerede foretaget i afsnit 5.1, og både fordelene og ulemperne ved at den danske arvelov har en tvangsarvsbestemmelse, og at Administration of Estates Act 1925 ikke har, er de samme som ovenstående. Denne sammenligning og diskussion vil derfor ikke blive foretaget i dette afsnit. Endvidere har ægtefællen i den engelske arveret ligesom slægtningene mulighed for at søge om underholdsbidrag, hvis denne føler sig forbigået i arvedelingen. Når afdøde efterlader sig børn eller afkom heraf: I den danske arvelov fastsætter 9, at ægtefællen arver i konkurrence med afdødes livsarvinger. Endvidere fastsætter bestemmelsen, at boet deles ligeligt imellem dem, så ægtefællen arver ½ af afdødes bo og livsarvingerne den resterende ½. Er der flere livsarvinger repræsenteret i arvedelingen, skal de pågældende dele deres del af arven ligeligt imellem sig. Som tidligere beskrevet i afsnit 3.1 og 3.2 er både ægtefælle og livsarvinger berettiget til tvangsarv, som udgør ¼ af afdødes bo. Denne ¼ skal også deles ligeligt, og dermed udgør både ægtefællens og livsarvingernes tvangsarv 1/8 af boet. Som det fremgår, er der i henhold til den danske arvelov en ligelig fordeling af boet, og ægtefællens legale arvelod og tvangsarv er ikke større end livsarvingernes. Den danske arvelov har derfor indsat endnu en bestemmelse, som begunstiger og beskytter ægtefællen yderligere. AL 11 fastsætter for det første, at ægtefællen forlods kan udtage genstande fra boet, som tjener til dennes personlige brug. Det vil dermed sige, at de pågældende genstande og værdien heraf holdes uden for boopgørelsen, og dermed ikke falder i arv. Ægtefællen er hermed sikret ikke at skulle dele 68

73 genstande, der anvendes af denne personligt, med andre arvinger. AL 11 fastsætter for det andet, at ægtefællen yderligere har ret til at udtage så meget af boet, at værdien sammen med ægtefællens eget boslod og arvelod udgør kr. Det vil dermed sige, at hvis ægtefællens boslod, arvelod og særeje tilsammen er mindre end kr., må ægtefællen udtage værdier fra boet for det resterende beløb. Denne suppleringsarv er endvidere en tvangsarveret, hvilket betyder, at hvis beløbet ikke kan dækkes af afdødes friarv, dækkes det af livsarvingernes tvangsarv. Med andre ord er ægtefællen sikret en fortrinsret på kr., og slægtsarvingernes rettigheder må vige for denne bestemmelse. Ægtefællen har i henhold til den danske arvelov dermed en stærkere position i arvedelingen i forhold til afdødes livsarvinger. Ægtefællens rettigheder over genstande fra boet behandles i afsnit nedenfor. I henhold til Administration of Estates Act 1925, section 46(1)(i) arver ægtefællen i konkurrence med både afdødes børn eller afkom heraf, forældre, helsøskende og disses børn. Dette bevirker, at ægtefællens position i arvedelingen og dennes rettigheder afhænger af, hvilke slægtninge afdøde efterlader sig. Efterlader afdøde sig børn eller afkom heraf, bliver hverken afdødes forældre eller helsøskende taget i betragtning, og arvedelingen ser ud som følger: Ægtefællen arver alt indbo med undtagelse af afdødes arbejdsredskaber. Endvidere arver ægtefællen engelske pund og 6 procent i rente heraf, indtil beløbet er udbetalt. Er der mere tilbage af boet, deles dette beløb ligeligt mellem ægtefællen og afdødes børn eller afkom heraf. Ægtefællen bliver ubetinget ejer af indboet og de engelske pund og har dermed fri rådighed over dette. Den resterende ½ af boet får ægtefællen kun en livsvarig ret over, og når den længstlevende ægtefælle afgår ved døden, skal denne del deles ud til førsteafdødes børn. Som det fremgår, skal afdødes bo, fratrukket værdien af indboet, være større end engelske pund for at afdødes børn får del i arven. Ægtefællen står dermed i en stærk position i arvedelingen i forhold til afdødes børn. 69

74 Sammenligner man reglerne i den danske arvelov og Administration of Estates Act 1925, der fastsætter arvedelingen efter en afdød, der både efterlader sig en ægtefælle og børn eller afkom heraf, ses både ligheder og forskelle. Begge love tilgodeser både ægtefællen og livsarvingerne i arvedelingen, og indeholder elementer, der yderligere begunstiger ægtefællen. Dog adskiller lovene sig markant fra hinanden i måden, hvorpå boet deles, og hvad angår hvor stor en del, hver arving arver fra boet. Forskellene mellem de to love bliver nedenfor forklaret ved hjælp af eksempler, der illustrerer arvedelingen i praksis i henholdsvis Danmark og England. Der vil blive inddraget to eksempler, hvor værdien af afdødes bo er forskellig, da dette har stor betydning for, hvor stor ægtefællens procentdel af boet er i engelsk ret. Eksempel 1: Hugo afgår ved døden og har ikke oprettet testamente. Hugo efterlader sig sin kone Karen, sine to børn Fie og Allan og sine to børnebørn Sara og Kurt, som er børn af Hugos afdøde søn Peter. Hugo efterlader sig kr., hvoraf indbo udgør kr. Alle arvinger er fyldt 18 år. I henhold til den danske arvelov ser arvedelingen ud som følger: Karen arver ½ af boet = kr. 70

75 Livsarvingerne deler den resterende ½ af boet. Da Peter er afgået ved døden, anvendes stirpalgrundsætningen, og Sara og Kurt overtager Peters plads i arvedelingen. Fie og Allan arver hver kr. Sara og Kurt deler Peters del og arver hver kr. I henhold til den engelske lov Administration of Estates Act 1925 ser arvedelingen ud som følger: Karen får indboet til en værdi af kr. Endvidere arver hun engelske pund (omregnet i danske = ca kr.) Af den resterende del kr. får Karen en livsvarig ret til ½ = kr. Sammenlagt arver Karen kr. og får livsvarig ret over kr. Den resterende halvdel deles ligeligt mellem Hugos børn og/eller børnebørn: Fie og Allan arver hver kr. Sara og Kurt deler deres far Peters del og arver hver kr. Når Karen afgår ved døden, har hun ikke længere en ret over de kr., og de uddeles dermed til Hugos børn og børnebørn. Det vil sige, at hvis de alle overlever Karen, arver de den resterende del og ender med i alt: Fie og Allan arver i alt hver kr. Sara og Kurt arver i alt hver kr. Når afdødes bo udgør kr. fremgår det af eksemplet, at ægtefællen, i henhold til begge love, arver omkring halvdelen af afdødes bo. Dog får ægtefællen en yderligere ret i den engelske arveret, da denne får en livsvarig ret til yderligere kr. Denne ret beholder hun indtil hun selv afgår ved 71

76 døden. Dette betyder hermed, at afdødes børn må vente med at arve denne del. Det vil med andre ord sige, at livsarvingerne arver dobbelt så meget i henhold til den danske arvelov, end livsarvingerne gør i henhold til Administration of Estates Act Dog tildeles livsarvingerne i engelsk arveret den resterende del senere, når ægtefællen dør, og deres arv udgør dermed omkring det samme, som livsarvingernes arv i dansk arveret. Som det fremgår af ovenstående, er der både ligheder og forskelle i de to arvedelinger, men de adskiller sig især fra hinanden i måden, hvorpå delingen foregår. Trods disse forskelle ender de to arvedelinger i dette eksempel dog i sidste ende med at være meget lig hinanden, hvad angår størrelsen af hver arvings arvelod. Som tidligere nævnt i dette afsnit, har boets værdimæssige størrelse afgørende betydning for arvedelingen i England. Nedenfor foretages derfor ved hjælp af endnu et eksempel, en sammenligning af en arvedeling i henhold til den danske arvelov og Administration of Estates Act 1925, hvor boet er en del mindre end i ovenstående eksempel. Eksempel 2: Hugo afgår ved døden og har ikke oprettet testamente. Hugo efterlader sig sin kone Karen, sine to børn Fie og Allan og sine to børnebørn Sara og Kurt, som er børn af Hugos afdøde søn Peter. Hugo efterlader sig kr., hvoraf indbo udgør kr. Alle arvinger er fyldt 18 år. 72

77 I henhold til den danske arvelov ser arvedelingen ud som følger: Karen arver ½ af boet = kr. Livsarvingerne deler den resterende ½ af boet. Da Peter er afgået ved døden, anvendes stirpalgrundsætningen, og Sara og Kurt overtager Peters plads i arvedelingen. Fie og Allan arver hver kr. Sara og Kurt deler Peters del og arver hver kr. I henhold til den engelske lov Administration of Estates Act 1925 ser arvedelingen ud som følger: Karen får indboet til en værdi af kr. Endvidere skal hun i henhold til loven arve engelske pund (omregnet i danske = ca kr.) Da boet fratrukket indbo kun udgør kr., kan Karen ikke arve alle de penge, hun har ret til i henhold til section 46(1)(i), og må stille sig tilfreds med at arve det resterende af boet. 73

78 Dette får stor indflydelse i resten af arvedelingen, da der ikke er mere af boet, som afdødes børn eller afkom heraf kan arve. Da Karens ret går forud for børnenes, arver Fie, Allan, Sara og Kurt dermed ingenting. De må, hvis de føler sig forbigået i arvedelingen, ansøge retten om underholdsbidrag og derigennem prøve at få en del af arven til deres videre forsørgelse. Karen ender med at arve hele boet alene: kr. Fie, Allan, Sara og Kurt arver ingenting: 0 kr. Når afdødes bo udgør kr., fremgår det af ovenstående eksempel, at arvedelingen i henhold til den danske arvelov og Administration of Estates Act 1925 adskiller sig markant fra hinanden. I henhold til reglerne i den danske arvelov arver ægtefællen stadig ½ af boet, og livsarvingerne deler den resterende ½. Denne procentfordeling ændrer sig ikke, hvad end boet er værdimæssigt stort eller lille. Kun i de tilfælde hvor ægtefællens boslod, arvelod og særeje tilsammen er mindre end kr., kan ægtefællens del af arven ændre sig, da ægtefællen må udtage op til dette beløb, inden livsarvingerne arver. Under alle andre omstændigheder arver både ægtefællen og livsarvingerne ½ af boet og får dermed del i afdødes bo. I modsætning til de danske arveretsbestemmelser, arver ægtefællen altid et bestemt beløb ( engelske pund= omkring kr.) i henhold til Administration Act Dette bevirker dermed, at den procentdel ægtefællen arver af boet ændrer sig alt efter boets størrelse. Endvidere har dette stor betydning for afdødes børn og afkom heraf, da disse kun arver, hvis boet er stort nok til at dække det i loven fastsatte beløb, som ægtefællen er berettiget til. Det vil med andre ord sige, at afdødes børns mulighed for at arve afhænger af boets størrelse, og i flere tilfælde kan de ende arveløse. Indenfor dette område er den afgørende forskel mellem den danske arvelov og Administration of Esates Act 1925 ægtefællens position i arvedelingen. I henhold til dansk arveret er ægtefællens procentdel af arven den samme, hvorimod ægtefællens procentdel af arven i engelsk arveret afhænger af boets størrelse, da 74

79 denne er sikret et i loven fastsat beløb, uanset om værdien af boet er stort eller lille. Dette bevirker endnu en markant forskel de to love imellem, da ægtefællens legale arveret i England påvirker, hvor stor en del af boet afdødes børn har mulighed for at arve. I modsætning er livsarvingernes legale arveret i Danmark fastsat til ½ af boet uanset ægtefællens legale arveret. Dog er der en enkelt undtagelse, da ægtefællen indenfor sit boslod, arvelod og særeje minimum skal være sikret kr. i henhold til den danske arvelov. Fordelen ved bestemmelserne i den danske arvelov er, at boet stort set altid deles ligeligt mellem ægtefællen og livsarvingerne, og begge parter tilgodeses dermed og får et beløb til deres videre forsørgelse. Ulempen ved denne deling er, at ægtefællen ikke står meget stærkere end livsarvingerne i arvedelingen. Dette kan medvirke til, at ægtefællen økonomisk får svært ved at forme et nyt liv alene. Dog er ægtefællen sikret kr. og har ret til at udtage personlige genstande fra boet, inden det deles, hvilket sikrer ægtefællen frem for livsarvingerne. Endvidere har ægtefællen yderligere rettigheder, hvad angår boets genstande, hvilket vil blive nærmere behandlet i afsnit Fordelen ved bestemmelserne i Administration of Estates Act 1925 er, at ægtefællen altid er sikret et beløb op til engelske pund. Ægtefællens videre forsørgelse og opstart på et nyt liv uden ægtefælle er dermed økonomisk sikret. Ulempen ved denne deling er, at afdødes børn eller afkom heraf ikke er sikret arv, da ægtefællens ret går forud for børnenes. Det vil med andre ord sige, at børnene kun arver i de tilfælde, hvor boet, fratrukket indbo, er større end engelske pund. Ægtefællen står dermed noget stærkere end børnene og afkom heraf i arvedelingen. Er boet værdimæssigt meget stort, bliver børnene dog tilgodeset, da de arver halvdelen af det beløb, der er tilbage efter ægtefællen har udtaget det i loven fastsatte beløb. Sidestiller man fordele og ulemper fremgår det, at Administration of Estates Act 1925 i større grad begunstiger ægtefællen fremfor afdødes børn, hvilket ikke er tilfældet i den danske arvelov, hvor ægtefælle og livsarvinger hver får ½ af boet. 75

80 Når afdøde ikke efterlader sig børn eller afkom heraf, men fjernere slægtninge: Som tidligere nævnt i dette afsnit fastsætter section 46(1)(i) i Administration of Estates Act 1925, at ægtefællen arver i konkurrence med både afdødes børn, forældre og helsøskende. I ovenstående er der foretaget en sammenligning af arvedelingen i henhold til de to love, når afdøde efterlader sig børn eller afkom heraf. Nedenfor foretages en sammenligning af reglerne i danske og engelsk arveret, der fastsætter en arvedeling, når afdøde efterlader sig andre slægtsarvinger end børn og deres afkom. Sammenligningen udføres ved hjælp af endnu et eksempel. Eksempel 3: Hugo afgår ved døden og har ikke oprettet testamente. Hugo efterlader sig sin kone Karen, sine forældre og sin helsøster Sandra. Hugo efterlader sig kr., hvoraf indbo udgør kr. I henhold til den danske arvelov, arver ægtefællen kun i konkurrence med livsarvinger, og det er irrelevant, om afdødes forældre og/eller søskende er i live ved afdødes død. I ovenstående arver Karen dermed hele boet, og Far, Mor og Sandra bliver ikke taget i betragtning. I henhold til den engelske lov Administration of Estates Act 1925 ser arvedelingen ud som følger: 76

81 Karen får indboet til en værdi af kr. Endvidere skal hun i henhold til loven arve engelske pund (omregnet i danske = ca kr.) Det resterende bo kr. deles med ½ til Karen og ½ til Mor og Far. Når en eller begge forældre er i live, indtræder søskende ikke i arvedelingen. Karen arver i alt: kr kr. = kr. Mor og Far arver hver kr. Sandra arver ingenting. Som det fremgår af ovenstående eksempel, adskiller reglerne i den danske arvelov og Administration of Esates Act 1925 sig yderligere fra hinanden, hvad angår arvedelingen, når afdøde efterlader sig andre slægtsarvinger end børn og disses afkom. I dansk arveret bliver forældre ikke tilgodeset, når afdøde efterlader sig en ægtefælle, og ægtefællen arver hele boet alene. I henhold til Administration of Estates Act 1925 arver ægtefællen ikke hele boet og må acceptere, at en del af boet uddeles til afdødes forældre eller helsøskende. I disse tilfælde har ægtefællen ret til alt indbo med undtagelse af afdødes arbejdsredskaber. Endvidere har ægtefællen ret til engelske pund og 6 procent i rente heraf, indtil beløbet er udbetalt. Afslutningsvis arver ægtefællen ½ af det resterende beløb, og den sidste ½ tildeles afdødes forælder/forældre. Kun i tilfælde hvor begge forældre er afgået ved døden forinden, arver afdødes helsøskende. Eftersom ægtefællens ret går forud for forældrenes, skal ægtefællens det i loven fastsatte beløb dækkes, inden andre arvinger kan arve. Det vil med andre ord sige, at afdødes bo, fratrukket indbo, skal være større end engelske pund, for at forældre eller helsøskende kan få mulighed for at få del i arven. Er boet ikke stort nok til at dække beløbet, arver ægtefællen hele boet alene. Hvad angår dette emne, har forskellen i de to love dermed kun betydning, når afdødes bo er større end engelske pund. Hvis boet er mindre, er arvedelingen i dansk og engelsk arveret identisk. 77

82 5.2.2 Sammenligning af reglerne vedrørende udtagelse af genstande: Foruden regler, der fastsætter ægtefællens position i arvedelingen, indeholder både den danske arvelov og Administration of Estates Act 1925 regler, der bestemmer ægtefællens ret til udtagelse af genstande fra afdødes bo. Disse rettigheder gælder kun for genstande, som afdøde ikke forinden har testeret over. Som tidligere nævnt i dette afsnit fastsætter AL 11, stk. 1, at ægtefællen forlods kan udtage personlige genstande fra boet, og dermed holde de pågældende aktiver udenfor arvedelingen. Hvad angår de resterende genstande fra boet har ægtefællen forskellige rettigheder over disse, alt efter om genstandene er fælleseje eller særeje. I henhold til AL 12 kan ægtefællen udtage fællesejegenstande fra boet for et beløb, der svarer til dennes eget boslod og arvelod. Ægtefællen kan endvidere, hvis værdien af genstanden overstiger dette beløb, udtage det pågældende aktiv mod at betale boet det resterende beløb kontant. Det vil med andre ord sige, at ægtefællen både har en udlægsret og en udløsningsret over fællesejeaktiverne. Ydermere har ægtefællen fortrinsret til disse genstande, og slægtsarvingernes ret må derfor vige for ægtefællens. Dog er der en undtagelse til denne fortrinsret, da en særlivsarving kan udtage genstande før ægtefællen, hvis særlivsarvingen har en særlig tilknytning til det pågældende aktiv. Med hensyn til særejeaktiver, har ægtefællen i henhold til AL 13 ret til at udtage disse genstande for et beløb, der svarer til ægtefællens arvelod af særejet. Hvis værdien af en genstand overstiger ægtefællens arvelov, må ægtefællen kun udtage aktivet mod at betale det resterende beløb, hvis ægtefællen ejer det pågældende særejeaktiv i sameje med boet. Ægtefællens udløsningsret er dermed knap så omfattende, som ved fællesejeaktiverne. Ægtefællen har som ovenstående fortrinsret, medmindre en særlivsarving, med særlig tilknytning til aktivet, ønsker at udtage dette. I henhold til section 46(1)(i) i Administration of Estates Act 1925 arver ægtefællen alt indbo med undtagelse af afdødes arbejdsredskaber. Den engelske lov indeholder dog ikke andre regler, der fastsætter ægtefællens mulighed for udtagelse af de resterende genstande i afdødes bo. Fordelingen af disse aktiver 78

83 bliver foretaget, som nævnt i afsnit 5.1.2, af de af retten udvalgte personer, der ved afdødes død overtager dennes rettigheder og forpligtelser. Det er disse personers job at afvikle boet i henhold til bestemmelserne i enten testamentet eller loven og derudover at betale afdødes gæld og udgifter. De pågældende personer har ret til at sælge boets genstande med undtagelse af indboet for at betale de forpligtelser, som afdøde måtte efterlade sig. Ægtefællen kan, som de andre slægtsarvinger, ønske at udtage specifikke genstande fra boet, men det er op til de af retten udvalgte folk at afgøre, om dette er muligt. De genstande, som den længstlevende ægtefælle ejer i sameje med afdøde (joint tenancy), tilfalder ægtefællen uden om boet og indgår dermed ikke i hverken arvedelingen eller i det bo, som de udvalgte personer må råde over. Hvad angår ægtefællernes fælles hjem, har den længstlevende ægtefælle en ret til at udtage dette i henhold til den engelske lov Intestates s Estates Act 1952, Second Schedule. I denne lov er det bestemt, at ægtefællen kan udtage boligen for dennes arvelod. Overstiger værdien af boligen ægtefællens arvelod, har ægtefællen ret til at udtage boligen mod at betale det overskydende beløb til boet. Dog er det en betingelse, for at ægtefællen kan gøre denne ret gældende, at ægtefællen selv boede i boligen ved afdødes død. Ægtefællen har 12 måneder til at gøre brug af sin rettighed, og de af retten udvalgte personer må derfor ikke råde over boligen før, medmindre ægtefællen skriftligt giver tilladelse til det. En undtagelse er dog, at de udvalgte personer må sælge boligen inden de anførte 12 måneder, hvis dette er nødvendigt for at betale gæld og udgifter. Som det fremgår af ovenstående og redegørelsen i afsnit 3.2 og 4.2 har ægtefællen ret til at udtage forskellige genstande fra boet i henhold til både den danske arvelov og Administration of Estates Act Sammenligner man disse rettigheder, er der dog både ligheder og forskelle at finde: Foruden forlods udtagelse af genstande anvendt til personlig brug, må ægtefællen i henhold til den danske arvelov udtage alle fællesejegenstande fra boet. Hvis disse er mere værd end omfanget af ægtefællens boslod og arvelod, må ægtefællen betale det resterende beløb kontant. Det vil dermed sige, at ægtefællen kan få alle boets fællesejeaktiver, hvis denne ønsker det. Dog skal 79

84 særlivsarvingernes rettigheder overholdes. Hvad angår særejeaktiver kan ægtefællen kun udtage disse for et beløb svarende til ægtefællens arvelod af særejet. I henhold til Administration of Estates Act 1925 har ægtefællen kun ret til indboet, og kan som sådan ikke udtage andre genstande fra boet. Ønsker ægtefællen andre genstande, må denne bede de af retten udvalgte personer om at tage dette i betragtning i deres afvikling af boet. Det vil dermed sige, at ægtefællen i dansk arveret har langt større rettigheder over boets genstande, end ægtefællen har i engelske arveret. Hvis afdødes udgifter og gæld kan betales for afdødes kontanter, og de valgte personer dermed ikke er tvunget til at sælge boets genstande, har ægtefællen dog en stor mulighed for at udtage de aktiver, denne måtte ønske. Eventuelle konflikter om, hvem der må udtage hvilke aktiver, afgøres også forskelligt i de to love. I den danske arvelov er der indsat specifikke bestemmelser, der afgør hvilke arvinger, der må udtage hvilke aktiver, og konflikter løses ved enten den bestemte fortrinsret eller ved lodtrækning. I Adminitration of Estates Act 1925 er der ikke indsat bestemmelser, som afgør eventuelle konflikter arvingerne imellem, da dette bestemmes af de udvalgte personer. Det er deres opgave at få afviklet boet på den bedst mulige måde og løse de konflikter, der eventuelt måtte opstå. En af grundene til, at de to love adskiller sig fra hinanden på dette område er, at arvedelingen foretages forskelligt i de to lande. I dansk arveret bestemmer reglerne i arveloven 100 procent, hvordan boet skal deles, og i engelsk ret er det op til de af retten udvalgte personer at dele boet. Dermed kender man delingen i Danmark, men ikke i England, da det afhænger af, hvordan de valgte personer indenfor deres rettigheder vælger at afvikle boet. Med andre ord kan arvedelingen, hvad angår boets aktiver, blive næsten identiske eller helt forskellige de to lande imellem. Der er dog en lighed de to arveretter imellem, hvad angår ægtefællernes fælles bolig. I henhold til både den danske arvelov og Intestates Estates Act 1952 har ægtefællen ret til for sin arvelod at udtage den fælles bolig. Overstiger værdien 80

85 ægtefællens arvelod, kan denne betale det overskynde beløb kontant til boet. Ægtefællen har dermed i begge arveretter en udløsningsret, når det drejer sig om den fælles bolig, og ægtefællen kan derfor blive boende i det fælles hjem efter afdødes død. Betingelserne for at gøre denne ret gældende er dog forskellige de to love imellem. I England skal ægtefællen være bosiddende i boligen ved afdødes død og gøre sin ret gældende inden 12 måneder. I Danmark kan ægtefællen kun gøre sin udløsningsret gældende, hvis den fælles bolig er fælleseje, eller ægtefællen ejer en del i sameje med afdødes særeje. Forskellen i betingelserne ændrer dog ikke på, at ægtefællen både i dansk og engelsk arveret har den store fordel at kunne blive boende i det fælles hjem Opsummering: I afsnit 5.2 er der foretaget en dybdegående sammenligning af ægtefællens legale arveret i henholdsvis Danmark og England, hvormed der er fundet både ligheder og forskelle. Indledningsvist er der redegjort for, hvad der falder i arv efter en afdød, der efterlader sig en ægtefælle, da dette har relevans for forståelsen af arvedelingen og ægtefællens rettigheder over boet. I Danmark har ægtefællerne fælleseje, medmindre andet er aftalt ved ægtepagt, og det der falder i arv efter afdøde er ½ af fællesboet og afdødes eventuelle særeje. I England er der fuldstændigt særeje, og arven udgør dermed alt det, afdøde erhvervede før og under ægteskabet. Hvis begge ægtefæller ejer en genstand sammen, er ejerskabsforholdet afgørende for, om afdødes del falder i arv. Når begge ejer hele genstanden (joint tenancy) overgår genstanden til ægtefællen og indgår dermed ikke i arven. Ejer de hver en del af genstanden (tenancy in common), falder afdødes del i arv. Endvidere er der foretaget en sammenligning af reglerne i henholdsvis den danske arvelov og Administration of Estates Act 1925 angående ægtefællens position i arvedelingen. I dansk ret arver ægtefællen kun i konkurrence med livsarvingerne, hvorimod ægtefællen i engelsk ret arver i konkurrence med både børn og afkom heraf, forældre, helsøskende og disses afkom. Dette bevirker, at ægtefællen i Danmark har større mulighed for at arve boet alene, da den danske 81

86 arvelov ikke inddrager lige så mange slægtninge i arvedelingen, som Administration of Estates Act 1925 gør. Efterlader afdøde sig livsarvinger, er der både forskelle og ligheder at finde mellem arvedelingen i henholdsvis Danmark og England. I dansk arveret deles boet med ½ til ægtefællen og ½ til livsarvingerne. Denne procentfordeling af boet ændrer sig ikke efter boets størrelse. Dog bestemmer AL 11, at ægtefællen indenfor sit boslod, arvelod og særeje skal være sikret kr. inden livsarvingerne kan arve. I engelsk arveret arver ægtefællen alt indbo og et i loven fastsat beløb, som udgør engelske pund. Det vil dermed sige, at ægtefællens procentdel af arven afhænger af boets størrelse. Dette har også stor betydning for afdødes børn, da ægtefællens ret går forud for deres. Børnene arver dermed kun, hvis boet er stort nok til at dække det beløb, ægtefællen har ret til. Forskellen mellem de to arvedelinger er, at dansk ret i stort set alle tilfælde tilgodeser både ægtefælle og livsarvinger, og alle får dermed del i arven, hvorimod engelsk ret først tilgodeser ægtefællen og derefter afdødes børn, hvis boet er stort nok. Når afdøde ikke efterlader sig livsarvinger, men forældre eller helsøskende, adskiller arvedelingen i henholdsvis Danmark og England sig også fra hinanden. I henhold til den danske arvelov arver ægtefællen kun i konkurrence med livsarvinger og tager dermed ikke forældre eller søskende i betragtning. Ægtefællen arver i disse tilfælde hele boet alene. I henhold til Administration of Estates Act 1925 arver ægtefællen i konkurrence med forældre eller helsøskende og må acceptere at dele boet med afdødes forælder/forældre. I disse tilfælde arver ægtefællen alt indbo og et i loven fastsat beløb, der udgør kr. Det vil sige, at forældrene kun arver, hvis afdødes bo er stort nok til at dække dette beløb, da ægtefællens ret går forud for forældrenes. Forskellen mellem de to love får dermed kun betydning, når boet er større end kr., da et mindre bo bevirker, at ægtefællen arver det hele alene i henhold til section 46(1)(i) i Administration of Estates Act 1925, hvilket altid er tilfældet i henhold til den danske arvelov. 82

87 Afslutningsvis er der foretaget en sammenligning af reglerne vedrørende ægtefællens ret til udtagelse af genstande fra boet i henholdsvis den danske arvelov og Administration of Estates Act Ægtefællen har i henhold til den danske arvelov både udlægs og udløsningsret over fællesejegenstande fra boet. Ydermere har ægtefællen en udlægsret over afdødes særejegenstande. Loven indeholder endvidere regler, der afgør konflikter og specificerer hvilke arvinger, der har fortrinsret til udtagelse af bestemte genstande. I Administration af Estates Act 1925 er det bestemt, at ægtefællen arver alt indbo med undtagelse af afdødes arbejdsredskaber. Hvad angår resten af boets genstande, er det op til de af retten udvalgte personer at afgøre hvilke arvinger, der må udtage hvilke aktiver, eller om disse skal sælges for at dække boets forpligtelser. Loven indeholder dermed ikke andre regler, der tildeler ægtefællen yderligere rettigheder. Sammenholdt adskiller de to love sig dermed markant fra hinanden, da ægtefællens rettigheder over genstande fra boet i den danske arveret fastsættes ved lov, hvorimod ægtefællens mulighed for udtagelse af genstande fra boet afhænger af de udvalgte personers afvikling af boet. Dog er der en lighed mellem reglerne vedrørende ægtefællens ret til det fælles hjem. Både den danske arvelov og Intestates Estates Act 1952 tildeler ægtefællen en udløsningsret over det fælles hjem. Hermed har ægtefællen i begge lande mulighed for at beholde den fælles bolig, hvis denne ønsker det. Betingelserne for at udtage det fælles hjem er dog forskellige de to love imellem. 83

88 6. Konklusion: På baggrund af beskrivelsen af den legale arveret i både Danmark og England i afsnit 3 og 4 er en dybdegående sammenligning foretaget med henblik på at svare på spørgsmålet stillet i denne afhandling: Hvilke ligheder og forskelle er der mellem den legale arveret i Danmark og England? I sammenligningen er der fokuseret på slægtens og ægtefællens rettigheder og position i arvedelingen. Hvad angår valg af slægtninge, der har mulighed for at arve og rækkefølgen hvorpå de indtræder i arvedelingen, kan det ud fra sammenligningen konkluderes, at reglerne i den danske arvelov og i Administration of Estates Act 1925 overordnet set er meget lig hinanden. Der er dog mindre forskelle i omfang af slægtninge inkluderet i arvedelingen. Grunden til reglerne er så lig hinanden indenfor dette område skyldes primært formålet med de to love. Reglerne i begge love er udarbejdet med henblik på at tildele arv til de personer, som man må gå ud fra står afdøde nærmest, og dermed fastsætte en arvedeling lig den afdøde selv ønskede, havde denne haft mulighed for selv at fastsætte den. På baggrund af afsnit 5.1, kan det endvidere konkluderes, at den legale arveret i henholdsvis Danmark og England indeholder yderligere elementer, hvorved der er ligheder og forskelle. Ud fra sammenligningen af det danske princip stirpalgrundsætningen og det engelske begreb statutory trusts kan det fastslås, er der er endnu en lighed de to love i mellem. Begge begreber omfatter bestemmelser om indtrædelsesprincippet, som har stor betydning i arvedelingen både i den danske og engelske arveret. Dog omfatter statutory trusts en aldersbegrænsning, som ikke er inkluderet i den danske arveret. I henhold til sammenligningen i afsnit 5.1 kan det endvidere konkluderes, at den engelske og danske arveret adskiller sig markant fra hinanden hvad angår bestemmelserne om tvangsarv og underholdsbidrag. Tvangsarv er et element i 84

89 den danske arvelov, som har stor betydning for livsarvingernes arveret. Tvangsarv er et dansk begreb og eksisterer ikke i Administration of Estates Act Underholdsbidrag er et element i den engelske jura, hvorved slægtninge kan ansøge retten om bidrag fra arven til deres videre forsørgelse. Dette har derfor stor indvirkning i den engelske arvedeling. En sådan regel findes ikke i Danmark, hvor livsarvinger må acceptere den i reglerne fastsatte arvedeling. Det kan endvidere konkluderes, at de to love adskiller sig markant fra hinanden, hvad angår reglerne vedrørende udtagelse af genstande fra boet. Den danske arvelov fastsætter slægtningens rettigheder, hvorimod de af retten udvalgte personer afgør, hvilke arvinger der kan få hvilke aktiver i den engelske arveret. Sammenholdt kan det konkluderes, at reglerne vedrørende slægtens position i arvedelingen i henholdsvis den danske og engelske arveret er meget lig hinanden. Der er kun mindre forskelle at finde i sammenligningen af disse. Dog indeholder hvert lands arveret elementer, som adskiller de to markant fra hinanden, og som resulterer i meget forskellige arvedelinger. På baggrund af sammenligningen af ægtefællens legale arveret i henholdsvis Danmark og England kan det fastslås, at der også indenfor dette område er ligheder og forskelle mellem bestemmelserne i de respektive lande. Det kan konkluderes, at begge love fastsætter, at ægtefællen arver i konkurrence med afdødes slægtninge. Forskellen er blot omfanget af slægtninge, som ægtefællen skal dele boet med. Er der ingen slægtninge arver ægtefællen i begge arveretter hele boet alene. Dette er en betydelig lighed de to arveretter i mellem, da arvedelingerne i dette tilfælde er identiske. Efterlader afdøde sig derimod andre arvinger, opstår der flere forskelle mellem arvedelingen i henhold til dansk og engelsk arveret. Taget eksemplerne i afsnit 5.2 i betragtning kan det herved konkluderes, at den danske og engelske arvelov adskiller sig fra hinanden, hvad angår arvedelingen, hvor både ægtefælle og livsarvinger er repræsenteret. Forskellen ligger i størrelsen af ægtefællens arvelod. I den danske arvelov arver ægtefællen en fast 85

90 procentdel af arven, hvorimod ægtefællen i Administration of Estates Act 1925 arver et fastsat beløb, hvorved ægtefællens procentdel af arven afhænger af boets størrelse. Det kan ud fra sammenligningen af eksemplerne dermed konkluderes, at forskellen mellem arvedelingerne i de to respektive lande afhænger af, om afdødes bo er værdimæssigt stort eller lavt. Ydermere kan der på baggrund sammenligningen af reglerne vedrørende ægtefællens ret til udtagelse af genstande fra boet konkluderes, at den danske arvelov og Administration of Estates Act 1925 er vidt forskellige. I den danske arveret fastsættes ægtefællens rettigheder over genstande fra boet ved lov, hvorimod ægtefællens mulighed for udtagelse af genstande fra boet bestemmes af de af retten udvalgte personer i den engelske arveret. En enkelt lighed er der dog de to love i mellem, da ægtefællerne i begge arveretter har ret til at udtage ægtefællernes fælles hjem. Sammenholder man alle de ovenfornævnte elementer kan det afslutningsvist konkluderes, at der både er ligheder og forskelle mellem den legale arveret i Danmark og England. Nogle regler er meget lig hinanden, hvorimod andre regler og elementer adskiller sig markant. 86

91 7. Litteraturliste: 7.1 Bøger: Barker, D. L. A. (2007) Law Made Simple, 12. udgave. Oxford og Burlington: Elsevier. Feldthusen, R. K. og Nielsen, L. (2010) Arveretten, 2. udgave, 1. oplag. København K: Gjellerup. Frandsen, H. P. (2005) Engelsk Dansk Juridisk Ordbog, 3. udgave, 2. oplag. Københaven: Gyldendal. Kerridge, R. (2009) The Law of Succession, 12. udgave. London: Sweet & Maxwell. Lando, O. (2009) Kort indføring i komparativ ret, 3. udgave, 1. Oplag. København: Jurist og Økonomforbundets Forlag. Lund Andersen, I., Munck, N. og Nørgaard, I. (2003) Familieret, 5. udgave. København: Jurist og Økonomforbundets Forlag. Nørgaard, I. (2008) Arveret, 5. udgave, 2. oplag. København: Jurist og Økonomforbundets Forlag. Standley, K. (2004) Family Law, 4. udgave. New York: PALGRAVE MACMILLAN. Werlauff, E. (2004) Arv og skifte, 5. udgave, 1. oplag. København: Jurist og Økonomforbundets Forlag. 7.2 Elektroniske kilder: Den Store Danske Gyldendals åbne encyklopædi ( ) Udløsningsret. Findes her: ngsret (Anvendt den 17. september 2012). FamilieAdvokaten.dk Ordliste over juridiske fagudtryk ( ). Findes her: u.html (Anvendt den 17. september 2012). Retsindformation.dk ( ) Arveloven. Findes her: (Anvendt den 1. august 17. september 2012). 87

92 Restinformation.dk ( ) Retsvirkningsloven. Findes her: (Anvendt den 17. august 19. august 2012). Legislation.gov.uk ( ) Administration of Estates Act Findes her: 16/23/introduction (Anvendt sidst den 22. oktober 2012). Legislation.gov.uk ( ) Intestates Estates Act Findes her: 16/64/schedule/SECOND (Anvendt den 22. oktober 2012). Legislation.gov.uk( ) Family Provision Act Findes her: (Anvendt den 22. oktober 2012). Legislation.gov.uk ( ) The Intestate Succession (Interest and Capitalisation) Order Findes her: (Anvendt den 22. oktober 2012). Legislation.gov.uk ( ) The Intestate Succession (Interest and Capitalisation Order 1977 (Amnedment) order Findes her: (Anvendt den 22. oktober 2012). Legislation.gov.uk ( ) Law Reform (Succession) Act 1995 Findes her: (Anvendt 22. oktober 2012). Legislation.gov.uk ( ) The Family Provision (Intestate Succession) Order Findes her: (Anvendt den 22. oktober 2012). 88

93 Bilag 1: Arveloven (AL) 97: AL 97: Beløbsgrænserne i 5, stk. 2, og 11, stk. 2, reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningskvotienten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstispunktet gældende beløbsgrænse før afrunding. Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør årligt reguleringerne.

94 Bilag 2: Arveloven (AL) 90 og 91: AL 90: En ægtefælle kan ved testamente råde over enkelte genstande inde for sit fuldstændige særeje. AL 91: En ægtefælle, som efterlader sig aktiver, der er fælleseje i boet, kan ved testamente råde over genstande, som tilhører den pågældende, og som ligger inden for så stor en del af fællesboet, som ved ægtefællens død falder i arv efter denne. Stk. 2. Ægtefællen kan dog kun med den anden ægtefælles samtykke testere over 1) fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet, 2) indbo i det fælles hjem 3) den anden ægtefælles arbejdsredskaber eller 4) et motorkøretøj, der har været anvendt af den anden ægtefælle.

95 Bilag 3: Retsvirkningsloven (RVL) 28: Ved ægtepagt kan ægtefæller aftale: 1) at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje), og 2) i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller denne arvinger (fuldstændigt særeje)

96 Bilag 4: Ordliste med juridiske termer fra de anførte lovtekster: Personal representatives: I dette tilfælde personer valgt af retten til at overtage afdødes bo. De fungerer som bobestyrer og skal varetage afdødes forpligtelser. Deceased: Den afdøde eller arveladeren. Disposing: Disponerer eller råde over. Resisuary estate: Det resterende bo. Intestate: En person der dør, uden at efterlade sig gyldigt testamente Issue: afødes børn og afkom heraf. Sidestilles med den danske term livsarvinger. Statutory trusts: Indeholder tre bestemmelser: 1) arven deles ligeligt hvis flere arvinger, 2) hvis en arvinger ikke har overlevet afdøde, indtræder arvinges afkom i arvdelingen og 3) arven båndlægges indtil arvingen fylder 18 år eller indgår ægteskab tidligere. Absolutely: Til fri rådighed, ubetinget. Brothers or sisters of the whole blood: Helsøskende (begge forældre tilfældes med afdøde). Brothers or sisters of the half blood: Halvsøskende (kun en enkelt forælder tilfældes med afdøde). Personal chattels: Løsøregenstande.

97 Fixed net sum: Fastsat beløb. Death duties: Arveafgift. Life interest: Livsvarig rettighed. Equal shares: Lige store dele. Schedule: Bilag. Commencement: Ikrafttrædelse. Matrimonial home: Familiens fælles hjem. Dwelling house: Beboelseshus. Resident: Være bosiddende. Written consent: Skriftlig tilladelse. (Gyldendals: Engelsk dansk juridiske ordbog)

98 Bilag 5: The Administration of Estates Act 1925, section 47(1)(i): Where under this Part of the Act the residuary estate of an intestate, or any part thereof, is directed to be held on the statutory trusts for the issue of the intestate, the same shall be held upon the following trusts, namely: (i) In trust, in equal shares if more than one, for all or any the children or child of the intestate, living at the death intestate, who attain the age of eighteen years or marry under that age, and for all or any of the issue living at the death intestate who attain the age of eighteen years or marry under that age of any child of the intestate who predeceases the intestate, such issue to take through all degree, according to their stocks, in equal shares if more than one, the share which their parent would have taken if living at the death of the intestate, and so that no issue shall take whose parent is living at the death of the intestate and so caable of taking.

99 Bilag 6: The Administration of Estates Act 1925, section 55(1)(x): In this Act, unless the context otherwise requires, the following expressions have the meanings hereby assigned to them respectively, that is to say: (X) Personal chattels means carriages, horses, stable furniture and effects (not used for business purposes), motor cars and accessories (not used for business purposes), garden effects, domestic animals, plate, plated articles, linen, china, glass, books, pictures, prints, furniture, jewellery, articles of household or persona luse or ornament, musical and scientific intruments and apparatus, wines, liquors and consumable stores, but do not include any chattels used at the death of the intestate for business purposes nor money or securities in money.

100 Bilag 7: The Family Provision (Intestate Succession) Order 2009, section 2: In the case of a person dying after this Order comes into force, section 46(1) of the Administration of Estates Act 1925 shall apply as if the net sum charged by paragraph (i) on the residuary estate were (a) under paragraph (2) of the Table, the sum of 250,000; and (b) under paragraph (3) of the Table, the sum of 450,000.

101 Bilag 8: The Intestate Succession (interest and Capitalisation) Order 1977 (Amendment) Order 1983, section 2: The Lord Chancellor, in exercise of the power conferres on him by section 46(1)(i) of the Administartion of Estates Act 1925 hereby makes the following order: 2. For the figure 7 in Article 2 of the Intestate Succession (Interest and Capitalisation) Order 1977 there shall be substituted the figure 6

102 Bilag 9: The Inheritance (Provision for Family and Dependants) Act 1975, section 1 og section 4: 1: (1) Where after the commencement of this Act a person dies domiciled in England and Wales and is survived by any of the following persons: (a) the wife or husband of the deseased; (b) a former wife or husband of the deceased who was not remarried; (ba) any person (not being a person included in paragraph (a) or (b) above to whom subsection (1A) below applies; (c) a child of the deceased; (d) any person (not being a child of the deceased) who, in the case of any marriage to which the deceased was at any time a paty, was treated by the deceased as a child of the family in relation to that marriage; (e) any person (not being a person included in the foregoing paragraphs of this subsection) who immediately before the death of the deceased was being maintained, either wholly or partly, by the deceased; that person may apply to the court for an order under section 2 of this Act on the groundt that the disposition of the deceased s estate effected by his will or the law relating to intestacy, or the combination of his will and that law, is not such as to make reasonable financial provision for the applicant. (1A) This subsection applies to a person if the deceased died on or after 1st January 1996 and, during the whole of the period of two years ending immediately before the date when the deceased died, the person living (a) in the same household as the deceased, and (b) as the husband or wife of the deceased

103 (2) In this Act resonable financial provision (a) in the case of an application made by virtue of subsection (1)(a) above by the husband or wife of the deceased (except where the marriage with the deceased was the subject of a decree of judicial separation and at the date of death the decree was in force and the separation was continuing), means such financial provision as it would be resonable in all the circumstances of the case for a husband or wife to receive, whether or not that provision is required for his or her maintenance; (b) in the case of any other application made by virtue of subsection (1) above, means such financial provision as it would resonable in all circumstances of the case for the applicant to receive for his maintenance. (3) For the purpose of subsection (1)(e) above, a person shall be treated as being maintained by the deceased, either wholly or partly, as the case may be, if the deceased, otherwise than for full valuable consideration, was making a substantial contribution in money or money s worth towards the reasonable needs of that person. Section 4: An application for an order under section 2 of this Act shall not, except with the permission of the court, be made after the end of the period of six months from the date on which representation with respect to the estate of the deceased is first taken out.

104 Bilag 10: Intestates estates Act 1952: 1. Succession to estate of intestate leaving a surviving spouse. 1)As respects a person dying intestate after the commencement of this Act sections forty six, forty seven and forty eight of the M1Administration of Estates Act, 1925 (hereafter in this Part of this Act referred to as the principal Act ), shall have effect subject to the amendments set out in this section. (2)For paragraph (i) of subsection (1) of the said section forty six (which relates to the disposition of the residuary estate of an intestate leaving a surviving spouse) there shall be substituted the following paragraph (i)if the intestate leaves a husband or wife, then in accordance with the following Table: Table If the intestate (1) leaves the residuary estate shall be held in trust for the surviving husband or wife absolutely. (a) no issue, and (b) no parent, or brother or sister of the whole blood, or issue of a brother or sister of the whole blood (2) leaves issue (whether or not persons mentioned in sub paragraph (b) above also survive) the surviving husband or wife shall take the personal chattels absolutely and, in addition, the residuary estate of the intestate (other than the personal chattels) shall stand charged with the payment of a net sum of five thousand pounds, free of death duties and costs, to the surviving husband or wife with interest thereon from the date of the death at the rate of four pounds per cent. per annum until paid or appropriated, and, subject to providing for that sum and the interest thereon, the residuary estate (other than the personal chattels) shall be held (a) as to one half upon trust for the surviving husband or wife during his or her life, and, subject to such life interest, on the statutory trusts for the issue of the intestate, and (b)as to the other half, on the statutory trusts for the issue of the intestate.

105 (3) leaves one or more of the following, that is to say, a parent, a brother or sister of the whole blood, or issue of a brother or sister of the whole blood, but leaves no issue the surviving husband or wife shall take the personal chattels absolutely and, in addition, the residuary estate of the intestate (other than the personal chattels) shall stand charged with the payment of a net sum of twenty thousand pounds, free of death duties and costs, to the surviving husband or wife with interest thereon from the date of the death at the rate of four pounds per cent. per annum until paid or appropriated, and, subject to providing for that sum and the interest thereon, the residuary estate (other than the personal chattels) shall be held (a) as to one half in trust for the surviving husband or wife absolutely, and (b) as to the other half (i) where the intestate leaves one parent or both parents (whether or not brothers or sisters of the intestate or their issue also survive) in trust for the parent absolutely or, as the case may be, for the two parents in equal shares absolutely (ii) where the intestate leaves no parent, on the statutory trusts for the brothers and sisters of the whole blood of the intestate. (3)In accordance with subsection (2) of this section (a)in paragraph (iii) and (iv) of subsection (1) of the said section forty six, after the word leaves there shall be inserted the words no husband or wife and ; and the words subject to the interests of a surviving husband or wife shall be omitted, (b)in paragraph (v) of the said subsection (1) (i)for the words issue or there shall be substituted the words husband or wife and no issue and no and (ii)the words subject to the interests of a surviving husband or wife and the words but if no person takes an absolutely vested interest under such trusts; then Sixthly, for the surviving husband or wife of the intestate absolutely shall be omitted, (c)at the end of section forty seven of the principal Act there shall be added the following subsections

106 (4)References in paragraph (i) of subsection (1) of the last foregoing section to the intestate leaving, or not leaving, a member of the class consisting of brothers or sisters of the whole blood of the intestate and issue of brothers or sisters of the whole blood of the intestate shall be construed as references to the intestat leaving, or not leaving, a member of that class who attains an absolutely vested interest. (d)in paragraph (a) of subsection (2) of section forty eight of the principal Act, for the words one thousand pounds there shall be substituted the words five thousand, or, as the case may be, twenty thousand pounds. (4)At the end of the said section forty sixthere shall be added the following subsections (3)Where the intestate and the intestate s husband or wife have died in circumstances rendering it uncertain which of them survived the other and the intestate s husband or wife is by virtue of section one hundred and eighty four of the Law of Property Act, 1925, deemed to have survived the intestate, this section shall, nevertheless, have effect as respects the intestate as if the husband or wife had not survived the intestate. (4)The interest payable on the net sum of five thousand pounds or, as the case may be, twenty thousand pounds payable to a surviving husband or wife shall be primarily payable out of income. 5. Rights of surviving spouse as respects the matrimonial home. The Second Schedule to this Act shall have effect for enabling the surviving husband or wife of a person dying intestate after the commencement of this Act to acquire the matrimonial home. SECOND SCHEDULE: Rights of Surviving Spouse as respects the Matrimonial Home 1(1) Subject to the provisions of this Schedule, where the residuary estate of the intestate comprises an interest in a dwelling house in which the surviving husband or wife was resident at the time of the intestate s death, the surviving husband or wife may require the personal representative, in exercise of the power conferred by section forty one of the principal Act (and with due regard

107 to the requirements of that section as to valuation) to appropriate the said interest in the dwelling house in or towards satisfaction of any absolute interest of the surviving husband or wife in the real and personal estate of the intestate. (2)The right conferred by this paragraph shall not be exercisable where the interest is (a)a tenancy which at the date of the death of the intestate was a tenancy which would determine within the period of two years from that date; or (b)a tenancy which the landlord by notice given after that date could determine within the remainder of that period. (3)Nothing in subsection (5) of section forty one of the principal Act (which requires the personal representative, in making an appropriation to any person under that section, to have regard to the rights of others) shall prevent the personal representative from giving effect to the right conferred by this paragraph. (4)The reference in this paragraph to an absolute interest in the real and personal estate of the intestate includes a reference to the capital value of a life interest which the surviving husband or wife has under this Act elected to have redeemed. (5)Where part of a building was, at the date of the death of the intestate, occupied as a separate dwelling, that dwelling shall for the purposes of this Schedule be treated as a dwelling house. Annotations:Annotations are used to give authority for changes and other effects on the legislation you are viewing and to convey editorial information. They appear at the foot of the relevant provision or under the associated heading. Annotations are categorised by annotation type, such as F notes for textual amendments and I notes for commencement information (a full list can be found in the Editorial Practice Guide). Each annotation is identified by a sequential reference number. For F notes, M notes and X notes, the number also appears in bold superscript at the relevant location in the text. All annotations contain links to the affecting legislation. (a)the dwelling house forms part of a building and an interest in the whole of the building is comprised in the residuary estate; or

108 (b)the dwelling house is held with agricultural land and an interest in the agricultural land is comprised in the residuary estate; or (c)the whole or a part of the dwelling house was at the time of the intestate s death used as a hotel or lodging house; or (d)a part of the dwelling house was at the time of the intestate s death used for purposes other than domestic purposes, the right conferred by paragraph 1 of this Schedule shall not be exercisable unless the court, on being satisfied that the exercise of that right is not likely to diminish the value of assets in the residuary estate (other than the said interest in the dwelling house) or make them more difficult to dispose of, so orders. 3(1)The right conferred by paragraph 1 of this Schedule (a)shall not be exercisable after the expiration of twelve months from the first taking out of representation with respect to the intestate s estate; (b)shall not be exercisable after the death of the surviving husband or wife; (c)shall be exercisable, except where the surviving husband or wife is the sole personal representative, by notifying the personal representative (or, where there are two or more personal representatives of whom one is the surviving husband or wife, all of them except the surviving husband or wife) in writing. (2)A notification in writing under paragraph (c) of the foregoing sub paragraph shall not be revocable except with the consent of the personal representative; but the surviving husband or wife may require the personal representative to have the said interest in the dwelling house valued in accordance with section forty one of the principal Act and to inform him or her of the result of that valuation before he or she decides whether to exercise the right. (3)Subsection (9) of the section forty seven A added to the principal Act by section two of this Act shall apply for the purposes of the construction of the reference in this paragraph to the first taking out of representation, and the proviso to subsection (5) of that section shall apply for the purpose of enabling the surviving husband or wife to apply for an extension of the period of twelve months mentioned in this paragraph. 4(1)During the period of twelve months mentioned in paragraph 3 of this Schedule the personal representative shall not without the written consent of the surviving husband or wife sell or otherwise dispose of the said interest in the

109 dwelling house except in the course of administration owing to want of other assets. (2)An application to the court under paragraph 2 of this Schedule may be made by the personal representative as well as by the surviving husband or wife, and if, on an application under that paragraph, the court does not order that the right conferred by paragraph 1 of this Schedule shall be exercisable by the surviving husband or wife, the court may authorise the personal representative to dispose of the said interest in the dwelling house within the said period of twelve months. (3)Where the court under sub paragraph (3) of paragraph 3 of this Schedule extends the said period of twelve months, the court may direct that this paragraph shall apply in relation to the extended period as it applied in relation to the original period of twelve months. (4)This paragraph shall not apply where the surviving husband or wife is the sole personal representative or one of two or more personal representatives. (5)Nothing in this paragraph shall confer any right on the surviving husband or wife as against a purchaser from the personal representative. 5(1)Where the surviving husband or wife is one of two or more personal representatives, the rule that a trustee may not be a purchaser of trust property shall not prevent the surviving husband or wife from purchasing out of the estate of the intestate an interest in a dwelling house in which the surviving husband or wife was resident at the time of the intestate s death. (2)The power of appropriation under section forty one of the principal Act shall include power to appropriate an interest in a dwelling house in which the surviving husband or wife was resident at the time of the intestate s death partly in satisfaction of an interest of the surviving husband or wife in the real and personal estate of the intestate and partly in return for a payment of money by the surviving husband or wife to the personal representative. 6(1)Where the surviving husband or wife is a person of unsound mind or a defective, a requirement or consent under this Schedule may be made or given on his or her behalf by the committee or receiver, if any, or, where there is no committee or receiver, by the court.

110 (2)A requirement or consent made or given under this Schedule by a surviving husband or wife who is an infant shall be as valid and binding as it would be if he or she were of age; and, as respects an appropriation in pursuance of paragraph 1 of this Schedule, the provisions of section forty one of the principal Act as to obtaining the consent of the infant s parent or guardian, or of the court on behalf of the infant, shall not apply. 7(1)Except where the context otherwise requires, references in this Schedule to a dwelling house include references to any garden or portion of ground attached to and usually occupied with the dwelling house or otherwise required for the amenity or convenience of the dwelling house. (2)This Schedule shall be construed as one with Part IV of the principal Act. Family Provison Act 1966: An Act to amend the law of England and Wales in relation to the rights after a person s death of that person s spouse or former spouse and children, and to repeal section 47(5) of the Administration of Estates Act 1925, as amended. 1 Increase of net sum payable to surviving husband or wife on intestacy. (1)In the case of a person dying after the coming into force of this section, section 46(1) of the Administration of Estates Act 1925, as amended by section 1 of the Intestates Estates Act 1952 and set out in Schedule 1 to that Act, shall apply as if the net sums charged by paragraph (i) on the residuary estate in favour of a surviving husband or wife were as follows, that is to say, (a)under paragraph (2) of the Table (which charges a net sum of 5,000 where the intestate leaves issue) a sum of 8,750 or of such larger amount as may from time to time be fixed by order of the Lord Chancellor; and (b)under paragraph (3) of the Table (which charges a net sum of 20,000 where the intestate leaves certain close relatives but no issue) a sum of 30,000 or of such larger amount as may from time to time be so fixed. (2)Accordingly in relation to the estate of a person dying after the coming into force of this section sections 46, 48 and 49 (as so amended and set out) of the Administration of Estates Act shall be further amended as follows:

111 (a)in the Table in section 46(1)(i) for the words net sum of 5,000 in paragraph (2), and for the words net sum of 20,000 in paragraph (3), there shall in each case be substituted the words fixed net sum, and at the end of the Table there shall be added The fixed net sums referred to in paragraphs (2) and (3) of this Table shall be of the amounts provided by or under section 1 of the Family Provision Act 1966 ; (b)in sections 46(4) and 48(2)(a) for the words the net sum of 5,000 or, as the case may be, 20,000, and in section 49(1)(aa) for the words the net sum of 5,000 or 20,000, there shall in each case be substituted the words the fixed net sum ; and any reference in any other enactment to the said net sum of 5,000 or the said net sum of 20,000 shall have effect as a reference to the corresponding net sum of the amount fixed by or under this section. (3)Any order of the Lord Chancellor under this section fixing the amount of either of the said net sums shall have effect (and, so far as relates to that sum, shall supersede any previous order) in relation to the estate of any person dying after the coming into force of the order. (4)Any order of the Lord Chancellor under this section shall be made by statutory instrument, and a draft of the statutory instrument shall be laid before Parliament. The Intestate Succession (interest and Capitalisation) Order 1977: The Lord Chancellor, in exercise of the powers conferred on him by section 46(1)(i) of the Administration of Estates Act 1925(1), and by section 47A(3A) of that Act(2), hereby makes the following Order: (1)Section 46(1)(i) was amended, in respect of deaths occurring after 1952, by section 1 of the Interstates' Estates Act 1952 (c.64), and, in respect of deaths occurring before 1953 and deaths occurring after 1952, by section 28(1) of the Administration of Justice Act 1977 (c.38). Interest on Statutory Legacy 2. For the purposes of section 46(1)(i) of the Administration of Estates Act 1925, as it applies both in respect of persons dying before 1953 and in respect of

112 persons dying after 1952, the specified rate of interest shall be 7 per cent. per annum. The Intestate Succession (Interest and Capitalisation) Order 1977 (Amendment) Order 1983: The Lord Chancellor, in exercise of the powers conferred on him by section 46(1)(i) of the Administration of Estates Act 1925(1) hereby makes the following Order: (1)Section 46(1)(i) was amended, in respect of deaths occurring after 1952, by section 1 of the Intestates' Estates Act 1952 (c. 64), in respect of deaths occurring before 1953 and deaths occurring after 1952, by section 28(1) of the Administration of Justice Act 1977 (c. 38), and in respect of deaths occurring after 1966, by section 1(2)(a) of the Family Provision Act 1966 (c. 35). 1. This Order may be cited as the Intestate Succession (Interest and Capitalisation) Order 1977 (Amendment) Order 1983 and shall come into effect on 1st October For the figure 7 in Article 2 of the Intestate Succession (Interest and Capitalisation) Order 1977 there shall be substituted the figure 6. Law Reform (Succession) Act 1955: 1 Intestacy and partial intestacy. (1)In the Administration of Estates Act 1925 ( the 1925 Act ), in section 46 (succession on intestacy) the following subsection shall be inserted after subsection (2) (2A)Where the intestate s husband or wife survived the intestate but died before the end of the period of 28 days beginning with the day on which the intestate died, this section shall have effect as respects the intestate as if the husband or wife had not survived the intestate. (2)The following provisions of the 1925 Act (which require certain payments made by an intestate, and certain interests acquired under a will of an intestate, to be brought into account) shall cease to have effect (a)in section 47 (statutory trusts in favour of issue and other relatives of intestate), subsection (1)(iii);

113 (b)in section 49 (partial intestacy), in subsection (1) paragraphs (aa) and (a), and subsections (2) and (3). (3)Subsections (1) and (2) above have effect as respects an intestate dying on or after 1st January (4)In section 50 of the 1925 Act (construction of documents), the references in subsection (1) to Part IV of that Act and to the foregoing provisions of that Part shall, in relation to an instrument inter vivos made or a will or codicil coming into operation on or after 1st January 1996 (but not in relation to instruments inter vivos made or wills or codicils coming into operation earlier), be construed as including references to this section. (5)In this section intestate shall be construed in accordance with section 55(1)(vi) of the 1925 Act. 2 Application for financial provision by person who lived with deceased as husband or wife. (1)The Inheritance (Provision for Family and Dependants) Act 1975 shall be amended as follows. (2)In section 1 (application for financial provision from deceased s estate), in subsection (1) (persons who may apply) the following paragraph shall be inserted after paragraph (b) (ba)any person (not being a person included in paragraph (a) or (b) above) to whom subsection (1A) below applies;. (3)In that section, the following subsection shall be inserted after subsection (1) (1A)This subsection applies to a person if the deceased died on or after 1st January 1996 and, during the whole of the period of two years ending immediately before the date when the deceased died, the person was living (a)in the same household as the deceased, and (b)as the husband or wife of the deceased. (4)In section 3 (matters to which court is to have regard in exercising its powers to make orders), the following subsection shall be inserted after subsection (2) (2A)Without prejudice to the generality of paragraph (g) of subsection (1) above, where an application for an order under section 2 of this Act is made by virtue of section 1(1)(ba) of this Act, the court shall, in addition to the matters

114 specifically mentioned in paragraphs (a) to (f) of that subsection, have regard to (a)the age of the applicant and the length of the period during which the applicant lived as the husband or wife of the deceased and in the same household as the deceased; (b)the contribution made by the applicant to the welfare of the family of the deceased, including any contribution made by looking after the home or caring for the family. The Family Provision (Intestate Succession) Order 2009: The Lord Chancellor makes the following Order in exercise of the powers conferred by section 1(1)(a) and (b) of the Family Provision Act 1966(1). 1. This Order may be cited as the Family Provision (Intestate Succession) Order 2009 and shall come into force on 1st February Statutory legacy 2. In the case of a person dying after this Order comes into force, section 46(1) of the Administration of Estates Act 1925(1) shall apply as if the net sums charged by paragraph (i) on the residuary estate were (a)under paragraph (2) of the Table, the sum of 250,000; and (b)under paragraph (3) of the Table, the sum of 450,000.