Fru Reichert, Oldemormor

Transkript

1 Fru Reichert, Oldemormor Født 8. juli 1883 Hun dør samme dag de 4 betjente blev skudt på Amager. Allan Engelbrecht Petersens mor, Ingrid Liva Jensen, fortalte om hende 16. juni 1984 i et interview, som Allan lavede med hende: Allan: Hvilken en af dine bedstefædre var det? Ingrid: Morfar! Allan: Din morfar? Ingrid: Ja! Det er mærkeligt nok, for vi kaldte min mors mor for mormor og hendes far for bedstefar, ikke! Ham kan jeg ikke huske ret meget af. Det eneste, jeg kan huske, det var, at Moster Tilly hun skulle konfirmeres jeg var ikke nogen ret stor pige. Og det er det eneste, jeg kan huske af bedstefar! Og der blev det holdt, hjemme hvor de boede, i Århusgade, ikke! Og der havde de ryddet hele soveværelset. Og så skulle der holdes konfirmation. Bordet var dækket derinde. Så kan jeg så tydeligt huske, at jeg sad på skødet. Han tog mig op og satte mig på skødet og snakkede lidt med mig, ikke! På lidt gebrokkent..han var lidt gebrokken! Allan: Hvorfor var han gebrokken? Ingrid: Han kom under Første Verdenskrig før Første Verdenskrig. Da kom han til København. Lige før den brød ud! Den Første Verdenskrig! Allan: Var han stukket af for at undgå tysk krigstjeneste?

2 Ingrid: Det ved jeg ikke, om han tænkte på overhovedet! Men han var en meget smuk mand! Det syntes jeg i hvert fald. Jeg har set billeder af ham og sådan noget, ikke! Jeg kan godt forstå, at min mormor, hun fadt for ham! Allan: Det var ham, der hed Reichert til efternavn, ikke også? Ingrid: Ja, Reichert! Men altså, han kom før Første Verdenskrig. Og de ringede på døren, og de måtte gemme sig under borde og stole. Så lukkede de ikke op! Allan: Hvem ringede på døren? Ingrid: Det gjorde tyskerne! For de ville have ham i tysk tjeneste! Allan: Krigstjeneste? Ingrid: Ja, krigstjeneste! Og så boede han forskellige steder, ikke! Og han undgik det altså! Allan: Boede de i Århusgade dengang? Ingrid: Det tror jeg nok, de gjorde! Allan: Kan du huske, hvilket nummer det var i Århusgade? Ingrid: 56! Allan: 56! Det kunne være meget skægt at genopsøge det og se, hvordan der ser ud dernede! Det eksisterer vel endnu, huset, gør det ikke det? Ingrid: De boede sådan inde i et sådant hak. Og der var sådan en have! Og så boede de helt i den sidste opgang! Og der kan jeg huske fra ganske lille pige, at der inde bagved, der var der kørte de jo med heste. Der brugte de ikke biler, vel! Det var skraldevognsheste og alle mulige heste, mælkeheste og..og så var der en hestestald inde bagved! Og så, når de skulle til at sove om aftenen, om natten, så hørte man, at de her heste, de stod og vrinskede og slog på muren og sådan noget! Allan: Sov I tit deroppe i deres hus? I deres lejlighed siden du kan huske det? Sov du tit i Århusgade nr. 56? Ingrid: Ja, mon ikke! Allan: Hvorfor det? Ingrid: Jeg var min mormors yndlingstøs! Jeg var det første barnebarn, ikke! Så hun kom så tit vi boede på Nørrebro dengang. Allan: I boede på Solitudevej? Ingrid: Ja! Allan: Hvilket nummer på Solitudevej? Ingrid: 8 kan jeg huske! Og det var ikke særligt spændende, synes jeg. Ah det synes jeg på en måde nok. Vi legede nede i gården, og vi havde det meget dejligt, ikke! Men vi tog det, som det var! Men vi havde det udmærket! Min mor var meget proper, ikke! Ih, der måtte ikke ligge noget støvgran, og der måtte ikke ligge noget tøj forkert! Det skulle lægges pænt sammen om aftenen! Vi havde hver sin stol, vi skulle lægge det på, du! Eller så blev hun skam meget, meget vred! Og vi var altid det kan jeg godt sige sådan meget rene, og fine og stive. Det skulle hun nok sørge for! Hver dag en ren kjole på, og vi skulle være meget pæne i tøjet, ikke! Så vi stod ikke tilbage for nogen! Så gik jeg i Hans Tavsensgade Skole. Allan: I hvor lang tid? Gik du til og med 7. klasse der? Ingrid: Nej! Kun til 5.! Så flyttede vi på Østerbro! Men vi kom jo fra morfar! Det første jeg kan huske om morfar han var helt sådan sorthåret, ikke! Og så havde han sådan et overskæg ikke sådan et, Kejser Wilhelm-skæg, men bare sådan et overskæg her. Og helt brune øjne! Han var meget, meget flot! Allan: Har du stadigvæk nogle billeder af ham? Ikke fordi du skal vise dem nu! Ingrid: Jeg har desværre ikke fået nogen! Men Moster Tilly har! Hun fik dem.

3 Allan. Hvad lavede han? Hvad var hans erhverv? Ingrid: Han var formand! Nede i Frihavnen. Der var sådan nogle pakhuse, ikke! Og det var jo ikke så langt derfra i Århusgade. Så han tog af sted meget tidligt om morgenen, og så var hans svoger det var Onkel Christian mormors søsters mand han skaffede min morfar, bedstefar, ind der! Jo, han blev formand! Allan: Han var altså havnearbejder? Ingrid: Ja, det var han vel! Men det gik meget godt! Allan: Hvad lavede din mormor? Ingrid: Hun lavede ikke noget! Hun passede børnene dengang! Ja, og så døde han, da han var 50 år! Allan: Hvad døde han af? Ingrid: Ja, ærligt talt. Jeg tror, der var cancer! Ja, det var noget i struben! Allan: Var han 50? Ingrid: 50! Kun 50 pr! Og der stod mormor med de andre havde giftet sig. Hun havde 6 børn i det hele. Og de andre havde giftet sig. Men Moster Gurli og Moster Tilly! De var ikke konfirmeret endnu, så Men altså, morfar havde været forudseende og havde lagt penge til side. Så der var. Men da de så voksede til, så begyndte hun at arbejde. Allan: Altså din mormor? Ingrid: Ja! Allan. Hvad lavede hun så? Ingrid: Hun var nede hos Neubert! Hun stod og pakkede sådan noget på et pakkeri! Noget skulle hun jo lave, ikke! Det var stof. Det var bomuldsstoffer. Det havde de på lageret, og så skulle det pakkes ind i store pakker! Det stod hun og lavede. Og hun pointerede altid, at det var renligt arbejde! Allan: Ja, det vil jeg tro! Ingrid: Og hun var skam en dame, hun var skam stolt. Selvom det var ikke noget at være stolt af, men hun var en stolt dame! Allan: Jeg kan huske hende, fra hun boede på Tagensvej. Hvordan havde hun mødt din morfar? Ingrid: Det må du altså ikke spørge mig om? Allan: i Tyskland? Ingrid: Nej! Han kom til København. Nej, nej! Og så har hun selvfølgelig ikke kunnet stå for ham. Og hun var også en køn dame. Du kan tro, at hun var køn, da hun var ung! Og mine mostre var også pæne! Har du ikke set det? Allan: Hvor mange mostre var det, du havde? Det var altså din mormors børn? Ingrid: Ja, det er det da! Ja, altså for at begynde Moster Paula, hun var den ældste. Og så var der mormor, Else, ikke! Og så var der.. Altså 5 piger og én dreng. Og så var der Moster Erna, og så Moster Tilly og Moster Gurli! Og så var der Onkel Asbjørn. Han kom vist han var lige før mormor! Ja, Moster Paula, Asbjørn og så mormor. Og så Moster Erna, og så Tilly og så Gurli. Det var seks! Allan: Og de fleste af dem lever da endnu. Men Asbjørn, han er død, ikke også? Ingrid: De lever ikke. Han døde ret tidligt! Allan: Gurli og Tilly lever! Og mormor lever, vores mormor! Men de andre, er de døde? Moster Paula og. Ingrid: Ja, det er de! Jeg ved ikke engang, om han var fyldt 50. Men ham havde mormor mange kvaler med! Men han var også et godt menneske. Men han kunne godt lide at kigge lidt dybt i flasken! Og mormor havde mange kvaler med ham, altså. Så blev han aggressiv. Men den eneste, der kunne styre ham, det var altså mormor! Når han kom op, så skulle han altså han var en stærk mand. Og så sloges han med andre der omkring på de små steder. Og politiet var efter ham! Over

4 tørrestativet, og ned ad køkkentrappen. Der var køkkentrappe. Og engang kom han hjem der var nogle kammesjukker, der fulgte ham hjem ej, det var synd! Allan: Hvad lavede han da? Var han tyv? Ingrid: Nej, det var fordi det var under værtshusslagsmål, så havde han slået nogen ned. Han var jo stærk som bare pokker! Men engang så kom de slæbende med ham, og så havde han fået en kniv lige her i bagdelen, ikke! Så det bare rendte af ham, ikke! Og mormor, hun var vred selv om han kom der og det dryppede af ham, så skyndte hun sig jeg ved ikke, hvad hun gjorde, men bare læg ham derind, sagde hun! Og hvis han blev for fræk, ikke, - for det kunne han godt blive engang så sad hele familien, for de kom som regel hos mormor hver søndag ikke og skulle som regel have enten grønkålssuppe eller kørvelsuppe eller sådan noget med kød og sådan noget vi spiste hos hende! Om hun så skulle spise havregrød sidst på ugen det var ugeløn dengang så skulle vi sandelig have! Vi blev meget forkælede, ikke! Men så sad han engang, kan jeg huske og der var jeg ikke ret stor, så sagde mormor et eller andet til ham og hun havde lakeret sit spisebord så tog han sin tallerken med grønkål, eller hvad det var for noget, og smaskede den ned i bordet, så der var splinter i hele bordet! Og de fløj rundt omkring! Og du kan tro, at hun skældte ham ud. Og så gav hun ham en på siden af hovedet! Det husker jeg så tydeligt! Du kan tro, at han blev tam! Hun kunne få ham til at makke ret! Allan: Blev hun aldrig gift igen, efter at din morfar var død? Ingrid: Nej. Der var en, der hed jeg tror, der var en nede på lageret. Og han hed Krølius eller sådan noget. Og han var meget glad det var lagerforvalteren for Mormor! Men hun sagde det også. Hun sagde, I kan tro, jeg skal ikke have flere mænd ind i huset. Jeg har fået nok! Altså min morfar var rar nok, ikke! Han drak ikke! Men han kunne være sådan en indadvendt type, ikke! Men når der så var fest, så var han glad. Allan: Var det derfor, hun havde fået nok af mænd? Fordi han var så indadvendt? Ingrid: Kan du ikke stoppe den et øjeblik? Allan: Jo! Ingrid: Stakkels enke! Hun havde penge efter morfar. Og jeg tror nok, han havde arvet efter sine forældre også! For de fik sådan nogle nye møbler og pænt tøj! Allan: Hvad med din fars del af familien? Ingrid: Min far? Allan: Ja. Der havde du også nogle bedsteforældre, jo! Boede de også ude på Østerbro? Ingrid: Ja. Min farmor og farfar! Allan: Kan du huske dem? Ingrid: Ja! Det kan jeg godt! Min mormor var så sød og rar. Og jeg var altså hvad var det hun kaldte mig for hjertebarn, eller sådan noget lignende! Og så når vi boede på Solitudevej så kom hun om lørdagen. Dengang havde de ikke lørdagsfri. Så kom hun lørdag aften og hentede mig. Så skulle jeg med hende hjem og sove til søndag aften! Så kom mor og far jo, - og de andre børn. Så det skete tit! Og farmor og farfar, de boede i Nordre Frihavnsgade nr. 64, kan jeg huske. 61 var det! Har du slukket? Allan: Nej, den kører igen! Nordre Frihavnsgade nr. 61. Der boede din farmor og farfar. Hvad lavede din farmor? Ingrid: Min farmor lavede ikke noget. Hun passede huset! Allan: Det er jo også noget i sig selv! Ingrid. Ja! Det var ellers en dame! Har du set billeder af hende? Allan: Ja, men jeg kan ikke huske dem!

5 Ingrid: hun var meget, meget sød overfor mig og også mine søskende til en vis grad, ikke! Men lille Tulle! Ok Gud! Og hun vaskede mig, og jeg skulle ligge på chaiselongen. Kender du en chaiselong? Allan: Ja! Ingrid: Og der skulle jeg ligge! Og hun redte fint til mig hver uge. Nu var jeg hver anden uge hos mormor og morfar og hver anden uge hos farmor og farfar! Og det var bare tider for mig! Jeg syntes jo, at det var dejligt at komme der og blive rigtigt forkælet! Og der var dækket morgenbord med servietringe og rigtige servietter! Du ved sådan nogle søde servietringe. Og med blomster på bordet! Og lys! De havde tre et halvt værelse! Og dengang var det meget fint at bo der i Nordre Frihavnsgade nr. 61! Det var lige ved Melchiors Plads, hvor 9 eren drejer af nu. Allan: De andre børn i din familie var de også ude hos jeres bedsteforældre, eller var det kun dig? Ingrid: Der hvad? Allan: Der kom hjem til bedsteforældrene i weekenden. Ingrid: Det var mest mig! Jeg ved ikke hvorfor. Og hvis farmor eller farfar ikke selv kunne komme og hente mig, så kom Onkel Poul. Onkel Poul, vi mødte ude på Bakken! Min yngste onkel. Han var den yngste! Allan: Han var gift med -? Ingrid: Ingeborg! Altså min fars yngste bror hed Poul, ikke! Han var inde i Landmandsbanken. Han blev noget større derinde! Allan: Og det var ham, vi mødte ude på Bakken? Ingrid: Ja, det var! Han blev jeg ved ikke hvad det var for noget fuldmægtig. Og så blev han revisor eller sådan et eller andet, ikke! Og der var kun Ingeborg og ham. Men så adopterede de en lille dreng. De kunne ikke selv få børn.