Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender ARBEJDSDOKUMENT

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender ARBEJDSDOKUMENT CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger: opfølgning på TDIP-Udvalgets betænkning Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender Ordfører: Hélène Flautre DT\ doc PE v01-00 Forenet i mangfoldighed

2 Indledning Da rapporter med beskyldninger om europæisk medvirken i CIA's ulovlige tilbageholdelse af fanger og hemmeligholdte tilbageholdelsesprogrammer iværksat af Bush-regeringen i forbindelse med dens "krig mod terror" ramte avisoverskrifterne i 2005, rystede nyhederne Europa i dets grundvold. Menneskerettighedskrænkelserne, der omfattede: tortur, kidnapning, ulovlig tilbageholdelse og tvungne forsvindinger, var ufattelige. Karakteren og omfanget af de illegale operationer i Europa, som var blevet besluttet uden nogen form for offentlig og demokratisk kontrol, udgjorde en nedbrydning af retsstatsprincippet. Situationens alvor fremkaldte en bemærkelsesværdig reaktion fra Europa-Parlamentets side. I begyndelsen af 2006 nedsatte den et midlertidigt undersøgelsesudvalg 1, der skulle undersøge Europas rolle i de ulovlige overførsler og tilbageholdelser af fanger, som indebar tortur og mishandling i strid med EU's og medlemsstaternes forpligtelser i henhold til folkeretten og EU-retten. Denne et-årige undersøgelse citeres i dag sammen med Europarådets autoritative rapporter om samme emne. I sin endelige beslutning, der blev vedtaget den 14. februar , opfordrede Parlamentet indtrængende Rådet og Kommissionen til at skride til handling på grundlag af betænkningens konklusioner og forventede, at Rådet ville fremme tilbundsgående undersøgelser på nationalt plan med detaljeret rapportering om opnåede fremskridt og i sidste ende en separat, uafhængig undersøgelse på EU-plan. Beslutningen foreskrev politisk opfølgning fra Parlamentets side på grundlag af de tidligere artikler 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union. Fem år efter synes fraværet af en behørig reaktion på EU-plan at stå i skærende kontrast til antallet af nye rapporter og henstillinger, der strømmer ud fra mellemstatslige organisationer, retslige og parlamentariske organer og civilsamfundsaktører. På baggrund af denne situation har Parlamentet besluttet at dokumentere sin opfølgning i en initiativbetænkning. Formålet med betænkningen For at bevise, at der fortsat dukker ulovlige handlinger op til overfladen, er EU nødt til at forklare, hvad der skete, se i øjnene, hvad der gik galt og sikre ansvarliggørelse. EU er nødt til at kunne garantere, at sådanne menneskerettighedskrænkelser aldrig sker igen i krisesituationer. Dette er afgørende for: - at kunne fastholde borgernes tillid til EU's demokratiske institutioner - effektivt at kunne beskytte og fremme menneskerettighederne i EU's interne og eksterne politikker - at kunne sikre lovlige, effektive og bæredygtige sikkerhedspolitikker baseret på folkeretten. Baggrund og fremlæggelse af fakta Det anslås, at flere hundrede "terror"-mistænkte siden 2001 er blevet bortført og tilbageholdt af CIA i over et dusin lande. CIA-agenterne har derefter med tvang overført disse mistænkte 1 Det Midlertidige Udvalg om CIA's Påståede Brug af Europæiske Lande ved Transport og Ulovlig Tilbageholdelse af Fanger (TDIP). 2 P6_TA(2007) PE v /6 DT\ doc

3 uden rettergang til lande, der er kendt for systematisk brug af tortur, som f.eks. Egypten og Syrien. De mistænkte blev holdt i isolation i månedsvis i hemmelige fængsler, hvor de blev tortureret og forhørt. I 2009 blev en rapport fra Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) 1 lækket til pressen. Den indeholdt detaljerede påstande om tortur og anden mishandling af de 14 "meget værdifulde" fanger, der blev tilbageholdt under CIA's hemmelige program og efterfølgende overført til Guantanamo. Specielt anvendelsen af "waterboarding" (simuleret drukning) blev bekræftet af officielle kilder i USA, herunder præsident George W. Bush i hans memoirer i TDIP-betænkningen fremhævede, at disse CIA-programmer blev implementeret i Europa med deltagelse af mindst 12 medlemsstater. Den navngav mere end 20 ofre for ekstraordinære overførsler og over mistænkelige flyvninger gennem EU's luftrum. Ikke alle europæiske stater deltog i samme omfang. Nogle af de pågældende stater stillede sig tilfredse med ikke at modsætte sig disse programmer, mens andre spillede en aktiv rolle. EU-medlemsstaters mulige anvendelse af artikel 5 i NATO-traktaten (væbnet angreb, der blev taget i anvendelse for første gang i historien i september 2001) som grundlag for samarbejdet med CIA, herunder særlige tilladelser og beskyttelse til CIA-agenter, rejser en stribe spørgsmål. Udviklingen siden TDIP-betænkningen Det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved argumentet om, at der ikke er nogen nye eller tilstrækkelige oplysninger. Nye rapporter fra Europarådet og FN-organisationerne har fremlagt ny forskning, der bestrider, at de ansvarliggørelsesprocesser, der er blevet gennemført eller bør gennemføres i Europa, er tilstrækkelige. Den største "nyhed" siden 2007 vedrørende Europa drejer sig om eksistensen af hemmeligholdte CIA-lokaliteter ("CIA blacksites") i EU-medlemsstater. I december 2009 bekræftede den litauiske regering eksistensen af hemmelige CIA-tilbageholdelsescentre i Litauen (en EU-medlemsstat, der ikke blev nævnt, da TDIP-betænkningen kom). I oktober 2011 indgav et af de kendteste ofre for Bush-regeringens overførsler og hemmelige tilbageholdelsesprogrammer, Abu Zubaydah, en klage mod Litauen for ikke at have foretaget en reel efterforskning af dets ansvar for hans tvungne forsvinden og tortur under hemmelig tilbageholdelse. Et fly fra Marokko til Litauen (via Jordan), som angiveligt skulle have haft Abu Zubaydah som passager, blev først afsløret i Anmodninger om aktindsigt har bragt nye beviser om polsk meddelagtighed i CIAprogrammerne i frem i lyset. I blev Abu Zubaydah og Al-Nashiri (endnu et kendt offer) tildelt formel status som ofre i den strafferetlige undersøgelse, der blev indledt i 2008 (de tilbageholdes også stadig i Guantanamo Bay). Begge har indgivet klager mod Polen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I Rumænien afslører medierne stadig flere beviser på flylandinger, tilbageholdelse af navngivne personer og centrenes 1 "ICRC report on the treatment of 14 "High value detainees" in CIA custody" af 14. februar 2007, lækket i 2009, tilgængelig på 2 Se endvidere CIA-generalinspektør John Helgersons rapport fra 2004 om CIA's forhørsoperationer under Bushæraen, som blev offentliggjort i en ikke-klassificeret udgave i august 2009, tilgængelig på DT\ doc 3/6 PE v01-00

4 beliggenhed (fra nyhedsrapporter i slutningen af 2011, der udpegede en bygning i centrum af Bukarest som et tidligere CIA-tilbageholdelsescenter). I Europa og Nordamerika anmoder medier, advokater, parlamentarikere og ngo'er fortsat om aktindsigt og analyserer og afslører oplysninger om påståede ofre for CIA's hemmelige tilbageholdelser i EU-medlemsstater. Afsløringerne vedrørende Litauen har især åbnet vejen for nye forbindelser til ikke-undersøgte mistænkelige flyvninger, navnlig hvad angår Finland og Portugal, hvilket bekræfter det "spindelvæv" af overførselsflyvninger, som blev beskrevet i Europarådets rapport fra Retssager i USA har yderligere afsløret mere af "logistikken" i forbindelse med overførslerne og blotlagt forbindelserne mellem CIA og private luftfartsselskaber (Richmor-sagen). I februar 2008 erkendte Det Forenede Kongerige, at fly, der opererede inden for rammerne af CIA s overførselsprogram, landede i Diego Garcia, der angiveligt skulle have været et transitstop og/eller lokaliteten for et hemmeligt fængsel. I slutningen af 2011indledte de tidligere prominente Gaddafi-modstandere, Sami al-saadi og tidligere oprørsleder, nu leder af Tripolis Militærråd, Abdel hakim Belhadj, retssager mod den britiske regering og de britiske sikkerhedsstyrker for deres aktive rolle i den ulovlige bortførelse, overførsel og tortur af dem og deres familier i marts 2004 efter at dokumenter, der blev fundet i Tripoli gav stærkt belastende beviser herpå. Mere overordnet har Wikileaks-depecher også bekræftet og/eller kastet nyt lys over europæiske regeringers indblanding i CIA-programmerne. Reaktioner fra stater og fra EU I henhold til folkeretten har stater en positiv forpligtelse til at undersøge alvorlige menneskerettighedskrænkelser og alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret. Forpligtelsen til at undersøge hidrører fra kravet om, at regeringer skal drages til ansvar for menneskerettighedskrænkelser, som de er ansvarlige for, statslige aktører skal retsforfølges for forbrydelser mod folkeretten, som de har begået, og ofre skal gives effektive klagemuligheder i forbindelse med krænkelser, som de har været udsat for. Forpligtelsen til at undersøge hænger uløseligt sammen med forpligtelsen til at retsforfølge og med retten til sandhed. De nationale ansvarliggørelsesprocesser i Europa på parlamentarisk plan og på domstolsplan adskiller sig fra den næsten totale mangel på ansvarliggørelse i USA. De fleste af dem er dog stadig ikke eller kun delvist fuldført, nogle har blot fungeret som "tilsløringsmanøvrer", og "sorte huller", som f.eks. Rumæniens vedholdende benægtelser, er fortsat problematiske. De giver alle anledning til bekymring over deres forenelighed med EU-medlemsstaternes menneskerettighedsforpligtelser. Den rapport, der blev vedtaget af Europarådet i 2011, præciserer navnlig, hvordan misbrug af statshemmeligheder og national sikkerhed har forhindret parlamentarisk og retslig kontrol af menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med undersøgelserne af europæisk meddelagtighed i CIA's overførsler og hemmelige programmer. Rapporten om Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Torturs besøg i Litauen 1 skitserer de væsentligste bekymringer vedrørende den strafferetlige undersøgelse, der pludselig blev afbrudt i Kritiske vurderinger fra ngo'er og retssager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har yderligere dokumenteret de forhindringer, der står i vejen for ansvarliggørelse. 1 CPT-rapporten om besøget i Litauen den juni 2010, som blev offentliggjort i maj 2011, er tilgængelig på PE v /6 DT\ doc

5 De omfatter blandt andet påberåbelsen af statshemmeligheder, manglende gennemsigtighed, regeringers manglende samarbejde i forbindelse med undersøgelser, begrænsninger pålagt advokater med hensyn til at gennemføre et effektivt forsvar og på ofre med hensyn til at kunne deltage effektivt heri, meget høje grænser for tilladelse til at indlede eller fortsætte en undersøgelse og snævre undersøgelsesmandater. På trods af dette giver Europarådet, FN og civilsamfundseksperter i deres rapporter stærke retningslinjer for at sikre uafhængige, upartiske, fuldstændige og effektive undersøgelser, der er i overensstemmelse med menneskerettighederne, på parlamentarisk plan og/eller på domstolsplan. Reaktioner fra EU-institutionerne Kommissionens og Rådets institutioner er forpligtet til at reagere fyldestgørende og i god tro på Parlamentets henstillinger. På trods af gentagne opfordringer fra Parlamentets side foreligger der ingen oplysninger om initiativer fra Rådets side for at støtte ansvarliggørelse for menneskerettighedskrænkelser begået i Europa. Kommissionen nævner nogle få initiativer, som nu er ophørt, herunder fremsendelse af skrivelser til de tre medlemsstater, der påstås at have stillet faciliteter til rådighed for CIA's hemmelige tilbageholdelsescentre. Spørgsmål, der skal behandles i betænkningen I hvilket omfang har de bestemmelser, der er vedtaget i NATO, bidraget til udviklingen af CIA-programmerne i Europa? Er det berettiget, at begrundelserne for at gå i krig og de dertil hørende aftaler klassificeres som "yderst hemmeligt"? Er artikel 5 stadig gyldig? Befinder vi os stadig i en krigssituation? Hvilke nye beviser er der kommet frem om CIA's overførsler og hemmelige tilbageholdelsesprogrammer i Europa? Har medlemsstaterne opfyldt deres forpligtelse til at undersøge alvorlige menneskerettighedskrænkelser? Hvilke undersøgelser er blevet iværksat? Hvordan stemmer de overens med medlemsstaternes forpligtelser i henhold til folkeretten? Har ofrene fået erstatning? Er de ansvarlige blevet retsforfulgt? Hvilke forhindringer har der været for at finde frem til sandheden og opnå retfærdighed? Hvilke elementer indgår i en undersøgelse, der er i overensstemmelse med menneskerettighederne? Hvordan har EU opfyldt sine forpligtelser på menneskerettighedsområdet i henhold til traktaterne for at sikre ansvarliggørelse i Europa? Hvilken form for bistand kan EU-institutionerne yde til statslige og ikke-statslige aktører, således at de bliver i stand til overvinde forhindringerne for at finde frem til sandheden og opnå retfærdighed? Hvordan øger Lissabontraktaten og den konkrete udvikling af EU's politikker og instrumenter vedrørende menneskerettigheder, retlige og indre anliggender EU's legitimitet og beføjelser til at tage affære? Vil EU-institutionerne kunne holdes ansvarlige af Menneskerettighedsdomstolen efter tiltrædelsen af EMRK? Hvad indebærer EU's øgede beføjelser på sikkerhedsområdet? Kan EU søge at forbedre samarbejdet og koordinationen mellem efterretningstjenesterne og samtidig fraskrive sig ansvaret, når disse tjenester begår ulovlige handlinger? DT\ doc 5/6 PE v01-00

6 Hvordan kan EU sikre, at sådanne overgreb ikke sker igen? Hvilke kontrolforanstaltninger findes der til at sikre, at sikkerheds- og efterretningsmæssige aktiviteter ikke krænker folkeretten? Ville tilsynsorganerne slå alarm i dag? Hvordan påvirker den manglende ansvarliggørelse EU's interne politikker, som f.eks. asylpolitikken, og sammenhængen mellem EU's interne og eksterne menneskerettighedspolitikker? PE v /6 DT\ doc