The Dry Stone Rute. Valldemossa til Deià. GR 221. En spændende vandrerute på Mallorca.

Transkript

1 GR 221. The Dry Stone Rute En spændende vandrerute på Mallorca. Med et ordentligt bump tog 737 eren landingsbanen i Palma lufthavn. Dermed var vi næsten klar til et gensyn med den spændende GR 221 rute, der langt fra de populære turistområder på Mallorca, snor sig hele vejen fra Port d Antratx i syd gennem Serra de Tramuntana, op til Pollenca i nord. Bjergkæden er på Unescos Verdensarvsliste som et kulturelt landskab. På ruten mødes der fascinerende historiske ruiner, arkitektur ud over det sædvanlige og ikke at forglemme stenmure, terrasser osv. Jo, The Dry Stone Rute, har masser af store oplevelser at byde på. Når ruten engang er fuldt udbygget skulle der gerne være 271 km ruter, fordelt på 8 etaper på hovedruten og 9 varianter. Hovedruten er endnu ikke fuldt markeret, men fra Deia og til Pollenca er ruten fuldt udbygget med markering og 5 herberger. Refugierne er et kapitel for sig. På den del af ruten vi gik, er der 5 statslige overnatningssteder. De er samlet på samme netsted: Reservation er anbefalelsesværdig. 11 euro pr seng. Aftensmad, morgenmad og picnic kan tilkøbes til yderst rimelige priser. Valldemossa til Deià. Vi valgte at springe de første 3 etaper over, og starte i Valldemossa, som er en uendelig smuk bjergby, beliggende ca. 30 minutters kørsel med bus nord for Palma. Klokken var blevet godt 13 inden rygsækkene kom på, og vi fra busstation kunne søge mod startstedet. Vi fulgte nogle fine nye GR221 skilte, som ikke var der for 1½ år siden, og jeg fandt da også hurtigt ud af, at den skiltning ikke førte op over det bjerg vi søgte. Vi vendte om og fandt hurtigt starten på den gamle markerede rute, og vi begyndte opstigningen.

2 Stejl og stenet beskriver ruten meget godt. 11 km stort set umarkeret rute ventede på os. For at overvinde de store højdeforskelle snor stien sig konstant på alle mulige måder, og på opstigningen er der ind i mellem virkelig smukke udsigter over sydkysten af øen. Helt fantastisk bliver det på toppen, som er et oplagt sted til rast. Min gode ven, Vandrefalken, gik turen i maj, og fra ham vidste jeg, at der fra toppen er blevet ført en umarkeret sti på tværs, så man kan følge bjerget rundt på nordsiden. Vi fandt stien, og med lidt gætteri undervejs nåede vi uden problemer frem til kanten. En helt eventyrlig flot udsigt over kysten og havet åbnede sig for os. Til min store overraskelse er der etableret (eller restaureret) en virkelig flot sti, som løber lige på kanten hele vejen rundt. Ganske vist er stien umarkeret, men let at følge. Op og ned, ud og ind med masser af udfordringer, specielt for folk med tendens til højdeskræk. Vildt flot, er ikke nok til at beskrive stiforløbet!! Se blot billederne. Det var svært at løsrive sig fra de fantastiske udsigter, men jeg vidste, at der ventede en ubehagelig nedstigning til Deià, nogle km længere fremme. Sidst kunne vi ikke finde den umarkerede sti, som er eneste mulighed for at komme ned på nordsiden af massivet til Deià. Vi fandt heldigvis stien uden problemer, og bevægede os med en vis forsigtighed ud over kanten. Ca. 800 h.m. senere nåede vi refugiet Can Boi i Deià. Totalt blev det til lige under 1800 h.m. op og ned, på 11 km. Deià er en dejlig by. Der findes indkøbsmulighed og flere udskænkningssteder, men vi kunne nu godt nøjes med maden og vinen på Refugiet efter en hård dag.

3 Deià Soller - Muleta. Ruten går egentlig direkte fra Deià til Muleta og er på godt 10 km og 750 h.m. For at få en længere distance og korte dag 3 ned, gik vi en variant via Soller og fik dermed en dagstur på 20,1 km og 940 h.m. Dagen startede op gennem den gamle by med stejle brostensbelagte gyder og flotte gamle huse. Gennem smukke gamle olivenlunde gik ruten på små stier videre nord på. Væsentligt nemmere gået end dag 1 og skiltet meget udførligt. Efter 5-6 km var der mulighed for en forfriskning, inden vi gik østover mod Soller. På vej ind mod Soller, kunne jeg ikke holde øjnene fra det voldsomme bjergmassiv, som vi havde på modsat side af byen. Tanken om, at vi i morgen skal op gennem passet, gav lidt uro i maven. Soller besøges af tusinder af turister hver dag året rundt. Vi gik ind gennem den gamle middelalderby til torvet, hvor sporet til veteranbanen ned til Port de Soller løber mellem cafebordene. En fin oplevelse, men i skærende kontrast til den vilde bjergkæde, vi netop er kommet ned fra. Turen ud til Muleta er præget af olivenlunde og stenede stier. Refugiet i Muleta ligger klods op af fyret og med fri havudsigt. Det sidste nød vi godt af til en smuk solnedgang lige før aftensmaden klokken Muleta er virkelig et besøg værd. Soller Tossals Verds. Efter en god nats søvn ventede kongeetapen, som man siger i cykelverdenen. Vi stod tidligt op og fik morgenmaden, inden vi i højt tempo gik de små 3 km ind til busstoppestedet i Port de Soller. Der var jo ingen grund til at gå den samme etape igen baglæns, og vi var så heldige, at der sørme også om lørdagen kørte en lokalbus helt ud til Fornalutz. Vi stod af i Sollers østlige udkant og gik så frem til Biniaraix. Hvor det for alvor går opad. På ca. 6 km steg vi fra 65 m.o.h. til knap 900 meter! Ikke ligefrem nogen skovtur, selvom det var et gammelt kulturlandskab vi gik gennem. Tidligere har der været dyrket på alle afsatserne. Men nu er der kun få kolonihaver tilbage op gennem kløften. Til gengæld er de enorme stenmure bevaret, og ganske velholdte. De første mange kilometer går på stenbelagte trappetrin afløst af korte stræk på grus/sten. En vild tur som man ikke kan forestille sig uden af have gennemført den. Undervejs er der flere vandhaner, som vi uden videre benyttede os af. Vi har ikke haft følger af det, men værten på baren i Biniaraix havde også fortalt os, at vandet blev tappet direkte fra den vandforsyning, som førte ned i byen. Den hårde opstigning blev virkelig belønnet, da vi nåede toppen af passet. Udsigten var fabelagtig fra Coll de l Ofre. Mod nordøst så vi ned over Cüber passet og det store vandreservoir omkranset af flotte bjerge. Mod vest kunne vi se fyrtårnet og havet ude ved Muleta, hvor vi startede dagens vandring. Efter varm mad og kaffe på toppen gik det nedad. Uendelig meget nemmere end op turen, og vi nåede relativt hurtigt ned til søen, som vitterlig er dannet ved opstemning. Meget lav vandstand, men det har jo også været en lang varm sommer på de kanter. Det med nem vandring sluttede brat. Nogle få hundrede meter efter p-pladsen ved søen drejede vi skarpt til højre mod Pas Llis, på den variant der hedder GR221-F.

4 Ca. 200 meter næsten ret op i himlen. Sådan føltes det i hvert fald på den meget stejle stenede sti. På trods af god kondition var min lunger på hårdt arbejde. Toppen ligger i 902 m.o.h. men udsigten fra stien, gav god grund til og rig mulighed for småpauser. Udsigten fra toppen var anstrengelserne værd. Da Alaro tonede frem i al sin magt og vælde langt mod syd, væltede minderne fra sidste tur frem. Da var vi tre mænd, der gik voldsomme 33 km i bjergene på 10 timer og sluttede turen med at stige 600 h.m. op til refugiet på Alaro. Det var for voldsomt!! Nå, tilbage til denne tur. Efter drikkepause og lidt sødt startede vi på nedturen. Føler nok at de næste km var turens sværeste. Løse sten er ikke sjove, når det går stejlt nedad. Kiggede lidt på resterne af et forulykket fly, der var smadret til ukendelighed efter mødet med bjergsiden, men vi kom velbeholdne frem til Pas Llis. Der er en kort passage, hvor man skal holde tungen lige i munden. Stejl stigning på klippeblokke, med et pænt stykke ned på den ene side. Der er monteret kæder, så hvis man ikke lider af svimmelhed og højdeskræk, skal man bestemt vælge denne variant af ruten, som er vældig fint markeret. En fantastisk etape nærmede sig afslutningen. Da vi kunne se Refugiet, Tossals Verds, steg spændingen lidt. Vi havde forsøgt at reservere hjemmefra, men alt var optaget. Vi tog chancen alligevel, men havde for en sikkerheds skyld overnatningsudstyr i rygsækkene, så vi kunne klare en nat ude. Men heldet var med os, og

5 vi fik både logi, aftensmad og bestilt madpakke til morgendagens tur. Vel bænket med en flaske rødvin kunne vi nyde en gennemført tur og dagens oplevelser. Total på godt 20 km, men med 2440 meter op og ned. Som min ledsager skrev på FB. Det kan mærkes! Tossals Verds Son Amer Åh, hvor sov vi godt. Vi er gode til at restituere, og godt for det, for dagens tur byder på nye udfordringer. Vi skal blandt andet over turens højeste pas som ligger i 1204 m.o.h. Umiddelbart efter refugiet går ruten opad. Efter nogle hundrede h.m. går ruten på en relativ flad skovklædt bjergside rundt om bjerget Tossals Verds frem til Font des Prat. Derfra går ruten op gennem kløften til Coll des Prat i en lang stigning på ca. 500 h.m. på krævende underlag. Vel ude af skoven fik vi en fantastisk flot tur op til toppen. Lyngen bredte sit lilla farvespil op over skråningerne. På den flotte blå himmel, så vi ind i mellem ørne og andre rovfugle svæve højt over os. Mens vi sad på toppen og nød udsigten over hele den nordlige del af øen, fik jeg virkelig fornemmelsen af ro og tidløshed. Ubeskrivelig smukt. Men vi skulle jo også ned igen. Først tabte vi ca. 200 h.m. for straks at tage 100 op igen, inden vi gik nedad hele vejen til Lluc, som ligger ca. 500 m.o.h. Det lyder måske ikke voldsomt, men ruten ned er faktisk ret krævende. Det hjalp lidt på det, at man næsten hele tiden havde de smukkeste udsigter. Det hjalp vel også,

6 at udsigten til en kold pilsner nede på cafeen i Lluc kom nærmere og nærmere. Måske var det den tanke der distraherede, for det endte med vi tabte sporet, og kom ud et andet sted end planlagt. Det gav nu ingen problemer, og vi fandt, efter baren, hurtigt vej til Son Amer. Dagstotal på 17 km og 1717 h.m. Son Amer Pont Roma (Pollenca) Turens sidste dag venter på os. Iflg. både guidebog og skilte er det en tur på knap 5 timer, kategoriseret som let vandret. Indtil Binifaldo går ruten gennem et smukt skovområde, med beskedne højde forskelle. Derfra går det kun nedad de næste ca. 7 km med et højdetab på ca. 500 h.m. Spredt bebyggelse, landbrugsområder og småbyer dominerer de sidste ca. 4-5 km ind til Pollenca. Efter de vilde oplevelser oppe i bjergene skal der jo meget til for at dupere os, men selvom turen nemt opfattes som en transportetape, har den bestemt også kvaliteter og er værd at gå. Tidligt fremme på Pont Roma, et virkeligdejligt refugie, ventede et dejligt varm bad og et par dage som turister, inden hjemturen. En pragtfuld tur er slut Dagens total blev godt 17 km og 886 h.m.

7 RESUME Jeg håber, at du har holdt ud med denne lange turbeskrivelse, og måske har fået lidt inspiration. Vejret var med os på hele turen. Dagstemperaturer mellem ca. 25 og 30 grader og behagelige nattemperaturer er jo lækkert vandrevejr, og kræver et absolut minimum af tøj m.v. Dermed en let rygsæk, som klart er at foretrække i bjergene. Vi havde lidt tørfoder, en lille brænder og en gryde med. Gas købte vi hos Intersport i Palma. Men vi fandt ud af, at det også kan købes på flere af refugierne. Dermed kunne vi få den uundværlige kaffe og lave varm mad undervejs. Hvis du er i god træning er GR 221 en oplagt mulighed for en helt anderledes vandreoplevelse. For mange af os er 86 km på 5 dage jo ikke imponerende, men det er da også terræn, underlag og de højdemeter, der er den største udfordring. Jeg har, som skrevet, gået turen tidligere, men gør det gerne igen. PRAKTISK INFO: Der er direkte fly fra Billund til Palma, hvis man vil flyve med Ryan Air. Priserne svinger meget, men købes der i god tid, er det ofte under 400 kr. for returbillet. Vi valgte en overnatning i Palma inden starten på turen. Hvis man ikke stiller de store krav, kan centralt beliggende dobbeltværelse fås for euro pr nat. Det er ca. samme pris for hostel. Busserne på Mallorca er også billige at benytte. Under 6 euro for en billet fra Pollenca til Palma.