11.s.e.trin. I 2015, Bejsnap 9.00, Ølgod /

Transkript

1 Når man får et barn, bliver man tilbudt at komme i mødregruppe. En mødregruppe er en forsamling på nybagte mødre, der sammen med deres babyer mødes med jævne mellemrum i private hjem. Der er meget godt at sige om mødregrupper. Man møder nogle, der er i samme situation som én selv, som har børn på samme alder som ens eget barn, og man får en fantastisk chance for at lære nogle nye mennesker at kende. Men sådan en forsamling af kvinder på barsel kan nemt forfalde til sammenligning. Man sammenligner børnenes størrelse og hårpragt, man sammenligner hvad de kan og ikke kan, man sammenligner skønhed og temperament. Man sammenligner sig også med mødrene. Går hun klædt som en selv? Får hun gjort rent? Ser hun lige så træt ud, som vi andre føler os? Den slags foregår selvfølgelig ikke kun i mødregrupper. Forældre i alle aldre sammenligner deres børn med andres børn. Og sammenligninger finder sted i mange andre sammenhænge, hvor 1

2 mennesker mødes. Vi sammenligner biler, haver, huse, indbo, ægtefæller, forældre og børn. Jeg tror alle, der har børn, kender til det, at man sammenligner sit barn med de andre børn. Måske falder sammenligningen ud til ens eget barns fordel. Eller måske tænker man, at de andre børn er meget kønnere end ens eget, at de andre er meget dygtigere og mindre umulige end ens eget. Vi begynder at sammenligne fra de er helt små. Men for alle forældre findes de øjeblikke, hvor man ser på sit barn og tænker eller måske endda siger: Hvor er du dog et dejligt barn. Der er to måder at se på et menneske. I sammenligning med andre, og så med kærlighedens øjne. Vi sammenligner konstant. Vi tænker: Det kan godt være, jeg ikke er den bedste til mit arbejde, men jeg gør det i hvert fald bedre end hende eller ham. Eller vi siger: Jeg ved godt, at han tjener mere end mig, men jeg tager mig bedre af mine børnebørn end 2

3 han gør af sine. Vi finder vores værdi ved at sammenligne os med andre. Men sammenligningens måde kan også lede os frem til, at vi ikke er gode nok. At vi ikke kan bruges til noget, at vi ikke fortjener at blive elsket. Og det har vi ingen ret til at sige. Vi gør os selv og Gud uret, hvis vi ikke mener, vi er værd at elske. Når man derimod bliver set på med kærlighedens øjne, så bliver vi set, som barnet bliver set af moren eller faren, der glemmer om hvor vidt sammenligningerne faldt ud til vores barns fordel, og siger: Du er dejlig. Du er dejlig som du er. Jeg elsker dig, bare fordi du er til. ** Til nogle, der stolede på, at de var gode nok, fortalte Jesus en lignelse. En lignelse han opfordrede dem faktisk til at sammenligne sig med personerne i den historie, han havde at fortælle! Og lignelsen handlede om to måder at forholde sig til Gud på. Den ene 3

4 måde var farisæerens måde, hvor man sammenligner sig med andre og når frem til, at man er rimelig, man har gjort det godt nok, det kunne være meget værre, og det takker man for, at det ikke er. Lidt ligesom når vi sammenligner os med naboen eller en anden og når frem til, at vi ikke gør det så ringe. Så ringe som naboen, altså! Den anden måde at forholde sig til Gud på, var tolderens måde. Hvis han sammenlignede sig med andre, vidste han godt, at det aldrig ville falde ud til hans fordel. Han ved, hvad man siger om ham, han ved, at alle bruger ham til at sammenligne sig med for at styrke deres egen selvtillid; jeg er da gudskelov ikke som ham der. Han ved, at han har brug for at blive set på med kærlighedens øjne. Og derfor kalder han på Gud, som han håber har noget andet at sige om ham. Og han siger: Gud, vær mig synder nådig. For nåden er det, at Gud ser på os med kærlighedens øjne. Ligesom en mor eller en far kan se på barnet og sige: Jeg elsker dig, fordi du er til. Du er dejlig som du er. Nåden er en stor kærlighedserklæring. Den største 4

5 af alle! Den siger ikke: Du har gjort det rimeligt; når jeg sammenligner dig med ham eller hende, ser du helt hæderlig ud. Den siger: Jeg elsker dig som en far elsker sit barn. Det er det du er Guds elskede barn. Det er den største historie, der er at fortælle om menneskene. Når vi stiller spørgsmålet: Hvem er jeg? Er jeg god nok? Så er der mange svar, vi kan give os selv, og som andre giver os. Men rækker vi hænderne ud mod Gud og stiller ham det samme spørgsmål: Hvem er jeg? Kan jeg bruges til noget? Så behøver vi bare tænke på, hvad der skete under vores dåb (og hvad der sker er sket under Liams dåb i dag). Der blev det sagt, at vi, hver enkelt af os, er et Guds barn. Helt uagtet om vi er kønne eller fremmelige eller hvad nu, så ser Gud på os med kærlighedens øjne og lader sin nåde lyse over os, og siger: Jeg kan bruge dig. Jeg holder så meget af dig, du. Bare fordi du er til. Når vi henfalder til sammenligninger, enten af vore møbler eller vores madvaner, vores biler eller vores 5

6 børnebørn, så sker det tit for enten at hævde os på bekostning af andre eller for at slå os selv i hovedet med, at de andre klarer sig bedre end os. Gud ser på os på en anden måde. Det minder om den måde, vi kan se på et andet menneske med kærlighedens blik. Gud ser, hvad vi indeholder. Han sammenligner os ikke med andre, han ser os som dem vi er. Og det utrolige er, at han holder af os alligevel. Det er nåde! Det er nåde, som vi er blevet mødt med fra vi var ganske spæde. Hele lignelsen indledes med, at der siges: Til nogle, der stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre Det er oplagt at tænke, at det er sådan nogle som farisæerne, men de er faktisk ikke nævnt. Måske er det fordi det ikke kun er farisæerne. Måske er det også sådan nogle som os. Måske er det os, Jesus tænker på, når han siger, at mennesker har en tendens til at sammenligne sig med nogle, som de synes er ringere end dem selv, for 6

7 at komme til at fremstå som ret gode mennesker. Vi måler os selv ud fra andre og ud fra, hvad andre mennesker synes om os. Men det er slet ikke det, der er vigtigt. Det vigtigste, der er at sige om os er, at vi er værd at elske som dem, vi er. Et lille barn, som dårligt nok kan mæle et ord er værd at elske. Et granvoksent menneske, der har mælet mange ord, både i vrede og i kærlighed, er værd at elske. Sådan ser Gud os. Det fik vi at vide ved dåben. Det får vi at vide igen om lidt, når Gud i velsignelsen lader sit ansigt lyse over os og viser os nåde. Amen. 7