Det uerstattelige får også liv og opstandelse i ord til de kære efterlevende

Transkript

1 Det uerstattelige får også liv og opstandelse i ord til de kære efterlevende prædiken til Påskedag den 27/ i Bejsnap Kirke II: Matt 28,1-8. Ved Jens Thue Harild Buelund. Da Hans Barrøy dør, bliver hans kone stum. I den bog, der hedder De usynlige af forfatteren Roy Jacobsen vender han tilbage til sin ø sidst på dagen efter en tur ind på fastlandet. Han løfter sine indkøb op på land og trækker båden ind. Og før han går hjem, sætter han sig på trinet til bådehuset med sin pibe og ryger, mens han kigger nordpå i det lyserøde skær, der langsomt bliver blåt. Dér finder de ham død hans kone og hans store pige, hans tilbagestående søster, hendes dreng og de 2 små plejebørn de 6 mennesker, der er afhængige af ham. I dagene efter begravelsen gør datteren og søsteren og nevøen alt, hvad de kan for at løse de opgaver, Han ville have løst med dyrene, jorden og fisken for at få tilværelsen til at hænge sammen på hans ø. Men hans kone, Maria, deltager ikke. Hun sidder helt stille. De fortæller hende, hvad de laver; men hun reagerer ikke. De nævner, hvad de skal i gang med; men hun åbner ikke munden. De spørger, om der er penge at købe ind for; men hun svarer ikke. De forhører sig om, hvad de har brug for hos købmanden; men hun siger ikke noget. Til sidst får de en læge til at se på Maria. Han tager hende med på sygehuset. Da hun vender tilbage til øen efter nogle måneder, kan de ikke kende hende. Hendes sorte hår er blevet askegråt, skriver digteren, og hendes hud ser ud som om, den aldrig har set sol; for den tilhører et lig i en grav, står der. Det er, hvad tabet kan gøre ved et menneske. Da Hans dør, bliver Maria som død. Tænkeren Karl Jaspers er kommet frem til, at vi i vores tilværelse altid befinder os i situationer, der kræver noget forskelligt af os. Og i alle hverdagens almindelige situationer gør vi, så godt vi kan, hvad vi fornemmer, at situationen forlanger af os. Vi bruger den fantasi og den indlevelsesevne og de ord, vi nu råder over, og de redskaber og handlemuligheder vi nu har for at mestre de situationer, vi befinder os i. Og der er så meget, vi kan gøre. Men så findes der også situationer, siger Jaspers, hvor vi kommer til kort. Dem kalder han for grænsesituationer. Det er de situationer, hvor vore ord og vores handlekraft rammer deres grænse. Det er dér, hvor det ikke giver mening at tale om at mestre noget som helst; for der er ikke noget at stille op. Da de finder Hans Barrøy død på trinet til bådehuset den aften, er det en grænsesituation. Hans kones stilhed i dagene og månederne derefter er det synlige udtryk for, at hendes ord og hendes handlekraft har nået deres grænse.

2 Det er den samme grænsesituation, vi befinder os i med påskeevangeliet, når vi følges med kvinderne ud til graven, mens himlen rødmer. Jo, de kommer med duftende olier for at salve liget; det er det eneste, de kan. Det er, som når vi kommer med blomster til vore grave. Det gør egentlig ingen forskel. Det ændrer ikke det fjerneste ved deres situation. De har mistet Ham, de ikke kan undvære, og der var intet, de kunne stille op. Da Han døde og blev begravet, nåede de grænsen for deres handlekraft. Stenen, som de taler om, mens de går, er det synlige udtryk for den grænse. Præcis som stenene på vore grave. Hertil og ikke længere! Hertil og ikke længere gik dette liv. De kunne ikke komme tættere på den døde. Selv hvis det lykkedes kvinderne at få hjælp til at flytte stenen, rokkede det ikke det mindste ved situationen. Grænsen mellem den døde og de levende kunne ingen flytte. Da Maria vender hjem til Barrøy med askegråt hår, begynder hun langsomt at tale. Først siger hun bare enkelte ord, som om hun øver sig: Båden, fyret, hesten; men efterhånden fortæller hun tøvende datteren om, hvordan faren gik klædt, da de 2 mødte hinanden, hvad han sagde, hvilke indfald han fik, hvordan det var med hesten, jorden, røgeovnen. Og hun fortæller det eneste, hun kunne huske, da hun var på sygehuset. At han havde insisteret på altid at sidde lige over for hende ved spisebordet for ikke at gå glip af hende et eneste sekund. Det havde han sagt så sent som for et års tid siden. Og sådan går det til, at Hans Barrøy opstår i sin kones ord. Den døde lever i de erindringer, hun finder ord for. I dem er alt det banale og ligegyldige skrællet af. Fortællingen gør det lysende klart, at Hans Barrøy var uerstattelig for Maria. At ingen nogensinde vil kunne træde i hans sted. Ingen er måske uerstattelige i en arbejdsfunktion; men vore tætteste relationer kan ikke uden videre erstattes. En tæt relation opbygget på ny til et nyt menneske må vurderes på sine egne præmisser, skal det lykkes. Og hvor underligt det end kan lyde, så er det en erfaring, der vækker taknemmelighed midt i sorgen. At Hans blev uerstattelig for Maria, og at hun blev så uerstattelig for ham, at han ikke ville gå glip af hende et eneste sekund. Det kalder glæden frem og tænder efterhånden både Marias blik og hendes ord og hendes handlekraft. Til trods for sorgen er erfaringen af et andet menneskes uerstattelighed en glædelig erfaring også når det er forbi; for det er en erfaring af tilværelsens godhed. Måske er det ligefrem en erfaring, der lader én se det andet menneske som en gave, man har fået af en magt, der er større end ens egen. Midt i fortvivlelsen bærer kvinderne, der går ud til graven påskemorgen, på den samme glædelige erfaring. Også de har erfaret, at dette bestemte menneske blev

3 uerstatteligt for dem. Også de er klare over, at ingen nogensinde vil kunne træde i Jesu sted. Også i fortællingen om deres erindringer fra Galilæa skal den døde opstå. Også for dem skal det blive lysende klart, at dette menneske kom ind i deres tilværelse som en gave. Engang, når først de har gjort den døde i stand. Men så er det slet ikke, som de tror. Stenen er væltet til side. I stedet for den døde mand finder de en levende engel. Hans budskab er, at det ikke alene er stenen, der er væltet. Det er den grænse, kvinderne stod ved. Den gælder ikke mere; for den døde er stået op. Ja, egentlig siger englen på græsk, at Han er blevet oprejst i passiv; for sagen er, at døde ikke opstår af sig selv. Hvis den døde virkelig er opstået, så kan det kun være fordi, nogen har rejst Ham op og givet Ham et nyt liv og lukket Ham ud i morgenrøden. Og denne nogen kan kun være den samme Gud, som gav kvinderne det bestemte uerstattelige menneske som en dyrebar gave. Den Gud, der skaber os til hinanden, mens vi lever, er den samme, som nu efter døden har sat sin skabermagt ind på at rejse sit menneske op og give Ham et liv, der ikke kender grænser. Påske er det samme ord som passage. Det betyder overgang. Det er overgangen fra død til liv. Det er overgangen fra tabets grænsesituation til håbet og gensynet. Efterhånden, når kvindernes forfærdelse har lagt sig, bliver det også overgangen fra stumhed til tale og fra trykkende sorg til glæde i savnet over, at alt ikke bliver som før. Englens ord i påskeevangeliet tilbyder også os en passage. Det er passagen fra erfaring til tro. Overgangen fra Marias erfaring på den norske klippeø og vores erfaring af, at nogen bliver uerstattelige for os. Til troen på, at den Gud, der giver os til hinanden som dyrebare gaver, mens vi lever, også giver liv, når vi er døde, som Han gjorde det den første påskedag. Fordi vi og vore døde er så uerstattelige for Ham, at Han ikke vil gå glip af et eneste sekund (jf. Marianne Frank Larsen, 2016). Hvor der er liv, er der håb, siger man; men det passer desværre ikke. Overalt er der mennesker, der oplever ikke at kunne holde fast i håbet, fordi modgangen er for overvældende. Depression, opgivelse, fortvivlelse. Den kan skyldes sygdom, ensomhed, følelsen af at være overflødig, ligegyldig, uden betydning eller ikke være uerstattelig for nogen. Men der er altid liv, hvor der er håb! Også dér, hvor vi kan forberede os på dødens komme hvor den er nær. Mange af os har oplevet at være tæt på et menneske, der har fået at vide, at det er blevet ramt af en uhelbredelig sygdom, og at døden nærmer sig. Det er unægtelig meget forskelligt, hvordan den enkelte forholder sig til sin situation. Nogle fortrænger deres viden og ønsker at leve den sidste tid, som om intet var hændt. Andre bliver

4 vrede, finder det uretfærdigt, at det lige er dem, det skal gå ud over. Andre igen rammes af depression og resignation orker ikke at leve den sidste tid og vil gerne have hjælp til at komme herfra så snart som muligt, få det overstået. Ejendommeligt nok er det meget almindeligt, at man reagerer med håb! Håbet kan rette sig mod, at man sætter sin lid til en uventet opdagelse i udforskningen af netop den sygdom, man lider af: et nyt lægemiddel bliver opdaget. Eller håbet kan rette sig mod, at man pludselig får det bedre. Men det mest almindelige er dog, at håbet trives samtidig med, at visheden om den snarlige død ikke er svækket! Man fornægter ikke realiteten; men man håber alligevel. Det må være fordi, håbet rækker ud over døden. Håbet retter sig mod at være omfattet af liv og lys også efter døden. Og håbet trækkes ind i nu et og giver det fylde og fred. Som om livet ved et trylleslag er blevet uvurderligt dyrebart. Fordi det skal slutte. Som om visheden om den snarlige død har medført en indre ro og afklaring, der har intensiveret livet og gjort den døende til en forunderlig kilde til glæde og kærlighed for sine omgivelser. Uerstatteligheden i relationen er blevet mere klar end nogensinde for den dødsyge og for de nærtstående. En positiv magt er på spil. En magt, som gør det muligt på trods af lidelsen og angsten at leve videre fra øjeblik til øjeblik og det endda ofte med et forbløffende overskud, så den døende ikke sjældent er i stand til at give mere fra sig til sine omgivelser end omvendt. Man vil ikke gå glip af et eneste kostbart sekund i selskab med andre fortrolige. Det er opstandelseshåbet. Det er noget ganske andet end de mange dagligdags forhåbninger, vi går og gør os om, at dette eller hint må ske en gang i fremtiden. Disse håb kan skuffes; men det kan det absolutte håb, som vi kan kalde det, ikke. Ikke mindst for den uhelbredeligt syge er det håb uundværligt. Det viser sig i tålmodighed, udholdenhed og en besynderlig frihed i forhold til det at være syg til døden. Dette absolutte håb bringer den enkelte langt ud over sig selv; for håbet står til, at livet vil sejre, at man vil vedblive med at bestå, blive hel og rask på trods af ens viden om, at man skal dø. Det betyder, at det kun kan ske, om man overskrider sine egne grænser. Og det gør man i dette håb. I den forstand er det håb om evigt liv. At man aldrig i hverken liv eller død mister sig selv, men er i Gud. Eller Gud er i os. Det er opstandelsens budskab. At den mulighed, som opstår ud af intet igen og igen, er Guds nærvær det evige liv midt iblandt os, Guds kærlighed til os. Fornemmelsen af at indgå i en dyrebar, uerstattelig sammenhæng til andre og til Gud. Kristus er gået i forvejen for os ind i det land, der venter os i vores fremtid, så vi i sidste ende ikke har noget at

5 frygte. Her tager Han imod os, som den Han viste sig at være, dengang Han vandrede lyslevende omkring. Alt, hvad Han sagde og gjorde, var et udslag af den ene og samme opstandelse: At vende død til liv for mennesker. At vende opgivelse, modløshed, mørke og stumhed til lidenskab, lyst, lys og tale på ny, som fornemmelsen af uerstattelighed og livsintensitet får ord til at stå op og frem af ens hjerte i livet her og nu inden døden (jf. Anders Gadegaard, 2014). Amen. Salmerne: 408, 218, , 438, 439 v. 1 nadver 474 og 234.