Danmark Rundt grænsen nået den 6. juni 2007

Transkript

1 Side 1 Danmark Rundt grænsen nået den 6. juni 2007 Af Per Beldring

2 Side 2 Danmark Rundt grænsen nået den 6. juni 2007 Af Per Beldring Bragt i Havkajak INfo februar Denne beretning er suppleret med kort og billeder. Jeg besluttede i 2004, at jeg ville prøve at erobre Havkajakroernes Rød Hvide Bånd. Men først i 2005 begyndte jeg for alvor at træne, efter at jeg havde fået en forhåndsgodkendelse fra mit arbejde til to mdr. orlov i 2007, så alt var på plads, og træningen kunne starte. Så begyndte skaderne at myldre frem: forstrakt ledbånd i tommelfingeren, tennis- og golfalbuer i både højre og venstre side samt dårlig skulder. Ind imellem var humøret på nulpunktet, om jeg nu kunne nå at blive fit for fight til turen det blev jeg. I december 2006 var der tilsagn fra Henrik Riber, også fra Skovshoved Roklub, om at han gerne ville med på turen. Det var en stor lettelse og glæde. Jeg syntes, det er hyggeligere at være to, og var ikke hel tryg ved at skulle ro alene i Vadehavet og op ad Vesterhavskysten.

3 Side 3 Forberedelsen Jeg følte, at det var vigtigt at grundtræningen var i orden, og at jeg var i god fysisk form og havde flere langture bag mig. Min træning blev afbrudt af skader, men til alt held var vinteren 2006/2007 mild, så jeg kom i en tilpas god form til turens begyndelse. Så er der snart afgang fra Højer Sluse. Øen Sylt i baggrunden. Udstyr blev løbende indkøbt Forplejningen var et stort problem. Hvor mange kcal havde vi behov for, hvor meget skulle vi have med, og var der muligheder for at skaffe mad og vand undervejs? Det viste sig ikke at være noget problem. Vi valgte at have frysetørret mad med til 12 dage + mysli blandet med kakaopulver, der blot skulle spædes op med vand, energibarer, samt tørret frugt og energidrik. Inden turen plottede jeg waypoints ud ad vadehavet ind på min GPS, så vi kunne komme til Sild, Rømø og Fanø uden at skulle ud af kajakken og vade. Det var en god ide. Færdselskort blev lamineret og kort over vadehavet ligeså. Tidevandstabel fra Esbjerg Havn og DMI holdt ikke stik. Ved slusen var der oplyst, hvornår vandet var på sit højeste, det var ca. en time senere, end vi havde beregnet, så vi kunne sove lidt længere end beregnet den første dag. For at undgå skader og for at holde moralen oppe besluttede vi, at vi kun ville ro km pr. dag op ad Vesterhavet, og højst tre pas på 2 1/2 time med hvil og spisning ind imellem. Det viste sig at være en rigtig god ide for os halvgamle fyre. Efter Skagen, hvor vi skulle have vores første overliggerdag, ville vi sætte tempoet op til tre pas af tre timer og evt. afslutte med en lille fem km tur efter maden. Sidstnævnte blev ikke til noget, men det afsluttende ropas blev øget lidt.

4 Side 4 Så er vi på farten sidste kig i bakspejlet! Hverdagen Søndag den 3. juni 2007 begyndte den store udfordring, og livet blev efter nogle dages tilvænning hurtigt hverdagsagtigt. Vi stod op kl 6-7. Prøvede at stå lidt tidligere op uden rigtig succes. Pakkede teltene og kajakken. Spiste morgenmad og roede til det nærmeste lille fiskerleje, hvor vi gik på indkøb hos den lokale bager eller købmand. Andre gange var vi velforsynet fra de campingpladser, vi også prøvede at overnatte på. Vi roede som sagt 2 1/2 time, hvorefter vi holdt pause ca. en time, hvor vi spiste og så fremdeles. I pauserne fik jeg en lille blunder, og ind i mellem så vi os lidt omkring i de små fiskerlejer og klitter. Det passede os fint. Vi vidste, hvornår der var pausetid, uanset om vi var trætte eller ej, vi behøvede ikke at diskutere det. Det var især godt senere på turen, hvor vi begyndte at blive noget slidte. Hen ad kl gik vi i land, bar kajakkerne op, så de var i sikkerhed for tidevandet og for trafikken på strandene. Vi slog efter en del rådslagning teltene op enten på stranden eller i klitterne og begyndte at slæbe vores udstyr op til teltene i vores to medbragte Ikea-poser. En pose til hver luge. Den frysetørrede mad kom frem, en øl blev drukket, hjemmet blev kontaktet for at fortælle, at vi var i live og for at høre om vejrudsigten for næste dag. Derefter skulle der skrives logbog, og så var den aften gået. Jeg følte, at aftenerne var meget stressende med alle de forpligtigelser og gøremål. Var vi nær en by, gik vi ud og spiste der; det skete 2-3 gange. Varsler/myter Vi havde hørt en mængde historier før og under vores tur: Måtte ikke låne broen, som tilhørte roklubben ved Højer Sluse, hvis vi skulle ro uden for sluserne, det var alt for farligt, vi ville blive suget ned af strømhvirvlerne derude. De havde haft fire roere, der var druknet i 1953.

5 Side 5 Farligt at passere Thyborøn Kanal, iflg. roer fra Lemvig Roklub. to druknede i Foruden ovenstående havde vi hørt, at Vadehavet kunne være problematisk. Blåvands Huk, Hanstholm og Hirtshals meget problematisk, men kom vi først forbi Skagen, ville alle vores trængsler være forbi. Sejrøbugtens meget omskiftelige vejr fra sol og vindstille til storm og regn, fra god sigt til ingen sigt. Køgebugt og Stevns Klint ville være det rene vand ved siden af det, der ventede os op til Skagen. En af lejrpladserne langs Vestkysten. Fakta Alt afhænger af det danske vejr. Lidt problemer ved Blåvands Huk, kæmpe udfordring ved Hirtshals med vildt høje bølger, kuling ved Blokhus selv fiskerne går ikke ud i dette vejr (tre overliggerdage). Problemerne kom rigtig først efter Skagen, frisk vind på nordsiden af Djursland og vind af stormstyrke ved Nordsjælland, hård vind til kuling ved Stevns & Knudshoved Odde. Et skønt efterårsvejr i juni/juli med blæst og regn og ikke specielt varmt på den sidste del af turen.

6 Side 6 Henrik, 42, vejret var endnu godt. Alene Desværre måtte Henrik forlade turen ved Bønnerup Strand. Det var meget bevægende for os begge, ja nærmest ikke til at bære. Jeg pakkede min kajak om, nogle unødvendige ting fik Henrik med hjem. Købte en stor fender for alene at kunne hale kajakken op på stranden. Fik så meget mad, der nu var plads til, og vi gik op i byen for at handle og spise vores sidste måltid sammen på denne tur. En meget trist dag. At være alene betyder, at der ikke er nogen at tage hensyn til, man kan gøre, hvad man vil. At være alene betyder også, at man ikke har nogen til af dele sin tanker og bekymringer med, At der ikke er nogen til at lave makkerredninger med, hvis det skulle blive aktuelt, At der ingen er at grine med eller blive irriteret på. Alting er lettere, når man er to lige som i et parforhold. Jeg fortsatte turen over Samsø til Sjælland, og 14 dage efter da jeg kom til Karrebæksminde efter 1115 km og 34 dage, måtte jeg give op ca. 180 km fra målet. Jeg var kørt ned både fysisk og psykisk, var begyndt at blive bange. Måske også fordi, jeg på den sidste del af turen gradvist mistede det meste af synet på det ene øje. Det viste sig senere, at jeg havde fået en blodprop i øjet.

7 Side 7 Jeg nåede desuden At miste mit spraydeck ni km syd for Hvide Sande. Uden spraydeck i Vesterhavet - hvilken ulykke - blev reddet af Lars fra Mykayak.dk fra det fantastiske velbeliggende Kajakcentret i Hvide Sande. At blæse inde i 6 1/2 dage, At få et hul i kajakken, som vi reparerede på en strandeng nord for Mariager Fjord. At trække kajakken et langt stykke for at komme ud igen på dybt vand, hvem kunne vide, at der kunne blive så lavvandet nord for Mariager Fjord? Stranden ved Blokhus.

8 Side 8 Endelig Skagen - Grenen rundes set fra Vesterhavet. Hvad fik jeg ud af turen? Fik en irettesættelse fra min roklub for at lave for lange og store kryds. Jeg har oplevet Danmark på en ny, skøn måde og nydt ensomheden. Mødt mange hjælpsomme og utroligt flinke mennesker. Føler mig privilegeret over, at jeg kunne hive stikket ud og koble fra, nyde stilheden, at kunne tænke over mit liv fra barndom til nutid. Kunne fokusere på fremtiden uden nogen forstyrrende elementer. Bare det at være ét med naturen uden at kunne påvirke noget, at være underkastet naturens luner at være. Har nydt for første gang i mands minde ikke at have nogen at tage hensyn til og være uden forpligtelser. Jeg har altid søgt mine grænser af gennem sport, og selvom jeg ikke nåede den tyske grænse, så nåede jeg min egen grænse den , og det var også en fantastisk oplevelse. Per Beldring