Høring vedrørende EU direktiv 36 om gensidig anerkendelse af professionelle kvalifikationer

Transkript

1 Consultation on Recognition of Professional Qualifications European Commission Internal Market Directorate General, Unit D4 Rue de SPA n 2 B 1049 BRUSSELS Den 15. marts 2011 Ref.: KRL Sagsnr.: Høring vedrørende EU direktiv 36 om gensidig anerkendelse af professionelle kvalifikationer I Dansk Sygeplejeråd er vi meget opmærksomme på EUkommissionens høring vedrørende direktiv 36, som har stor betydning for at sikre en sygeplejerskeuddannelse af høj faglig standard i alle EU s medlemsstater. EUKommissionen har i forbindelse med høringen stillet en række spørgsmål, som understreger de områder i direktivet, der er særligt behov for at få belyst og/eller hvor det med udgangspunkt i kommissionens formål med høringen, er vigtigt at få forskellige synspunkter. En række af disse spørgsmål har relevans for Dansk Sygeplejeråd, og vi har derfor valgt at besvare dem særskilt nedenfor (s.5 og fremefter), mens den første del består af generelle bemærkninger til høringen. DSR henviser i øvrigt til høringssvaret fra The European Federation of Nurses Associations(EFN), der peger på de samme udfordringer ved en revision af direktiv 36. DANSK SYGEPLEJERÅD The Danish Nurses Organization Sankt Annæ Plads 30 Postboks 1084 DK1008 København K Ekspedition: Mandag torsdag fredag Tlf Fax [email protected] Generelle bemærkninger Det fremgår af kommissionens oplæg til høring af direktivet, at ønskerne til høringen er; 1. En forenkling af direktivets regler om anerkendelse 2. En bedre integration af de professionelle fagpersoner i det Indre Marked (mao. Det skal være lettere at komme til at arbejde i en anden EU medlemsstat) 3. En styrkelse af tilliden til anerkendelsessystemet For Dansk Sygeplejeråd er det som udgangspunkt nogle fornuftige målsætninger, men det er meget vigtigt at understrege, at ændringer i

2 direktivet ikke må ske på bekostning af de faglige minimumskrav, som direktivet stiller til uddannelsen som sygeplejerske. Som det er i dag består direktivet af tre systemer til anerkendelse af kvalifikationer: Automatisk anerkendelse af de professioner, hvor man er blevet enige om fælles minimumsstandarder og beskyttede titler Et generelt system der vedrører andre lovregulerede erhverv Anerkendelse på baggrund af professionel erfaring, som gælder for visse professioner Sygeplejerskerne falder indenfor den kategori, der hedder automatisk anerkendelse af professionen sammen med en række øvrige primært sundhedsfaglige professioner. Det betyder i dag, at der er minimumskrav til længden af den teoretiske og praktiske del af uddannelsen, som fremgår direkte af Direktiv 36, samt specifikke krav til indholdet på uddannelsen, som fremgår af anneks V til direktiv 36. En af årsagerne til at man har valgt denne metode for de sundhedsfaglige professioner, er en fælle enighed om, at der skal stilles høje krav til fagligheden hos sundhedsprofessionelle pga. arbejdets karakter og patienternes sikkerhed. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at man som sundhedsprofessionel skal ansøge om en autorisation efter endt uddannelsen, og at man kan miste denne autorisation, hvis man ikke lever op til den anerkendte faglige standard. Det kan således få meget alvorlige konsekvenser både for den involverede sundhedsperson, patienten og den myndighed, som har givet den sundhedsprofessionelle ret til at arbejde i landet, hvis vedkommendes arbejde giver anledning til kritik. Behovet for fastholdelse af minimumsstandarder Dansk Sygeplejeråd lægger derfor meget stor vægt på, at minimumskravene til en sygeplejerskeuddannelse, som beskrevet i Direktiv 36 ikke sænkes. Der er en lang række grunde til, at minimumskravene spiller en afgørende rolle for uddannelsen af sygeplejerskerne: Først og fremmest er der behov for tillid til, at en sygeplejerske kan håndtere de meget høje faglige krav, der i dag stilles til sygeplejen. Det er afgørende for at sikre kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser og patientsikkerheden. Minimumskravene og de beskrevne kvalifikationer i anneks V er vores garanti for, at det er tilfældet, uanset i hvilket EUland sygeplejersken er uddannet. Side 2 af 12

3 I Danmark har vi en lang tradition for, at en sygeplejerske uddannelse er en mellemlang videregående uddannelse af høj faglig standard, som løbende udvikles for at kunne tilpasse sig kravene i et moderne sundhedsvæsen. Det er ikke tilfældet i alle EU medlemsstater, og mange steder har minimumskravene fungeret som pejlemærke og løftestang for udviklingen af sygeplejerskeuddannelsen. Det er en udvikling, som EU fortsat skal understøtte ved at fastholde minimumskravene. Med en forventet mangel på sygeplejersker indenfor de næste 10 år frygter DSR (i lighed med de øvrige sygeplejefaglige organisationer i EU), at der bl.a. fra arbejdsgivernes side kan komme et pres for en sænkning af kravene til sygeplejerskeuddannelsen. Dette pres er allerede til stede i EUkommissionens fokus på deregulering. Her ser DSR det som afgørende, at minimumskravene fastholdes, hvis tilliden til uddannelsen, patientsikkerheden og den høje faglige standard skal bevares. Fra et dansk perspektiv er kravene til sygeplejerskernes kvalifikationer ikke kun relevant set i forhold til de sygeplejersker fra andre EUlande, der ønsker at arbejde i Danmark, eller de danske sygeplejersker der ønsker arbejde i et andet EUland. Det er også særdeles relevant for de danske patienter, som ønsker at benytte muligheden for at blive behandlet i et andet EUland (via the CrossBorder Healthcare Directive), og som bør kunne forvente en faglig standard og sikkerhed, der er på højde med den danske. Mulighed for ændringer / opdateringer i direktivet og anneks V Af det udsendte materiale fremgår der en række forslag fra EUkommissionens side til, hvilke ændringer der bør gennemføres i forhold til den automatiske anerkendelse. DSR har følgende bemærkninger til de foreslåede ændringer: Minimumskravene til længden af uddannelsen og kombinationen af teoretisk og praktisk træning bør ikke mindskes Fokus på slutkompetencer bør kun være et supplement til minimumskravene til uddannelsens længde mm. jf. ovenfor. Krav til slutkompetencer kan ikke stå i stedet for minimumskravene. Det kommer også til udtryk i det faktum, at den europæiske kvalifikationsramme (slutkompetencer) er frivillig, mens anerkendelsesdirektivet er bindende. Side 3 af 12

4 Der er behov for en opdatering af listen af uddannelseselementer (Anneks V), med bl.a. øgede krav til akademiske færdigheder, kendskab til akkreditering og patientsikkerhed, viden om forsknings og evidensbaseret praksis mm. Der er behov for sikre en fastholdelse af den gensidige anerkendelse af de beskyttede titler. EU Erhvervspas / EU professional Card Dansk Sygeplejeråd er skeptiske overfor ideen om et erhvervspas /Professional Card. Den primære årsag til DSR s bekymring er, at der er tale om en meget stor teknisk og juridisk udfordring, som ikke modsvarer behovet. Herunder problemstillinger omkring datasikkerhed og sikring af kortets validitet. For det andet er DSR bekymrede for, at udviklingen af et Erhvervspas / Professional Card er første skridt væk fra minimumskravene til sygeplejerskeuddannelsen Som beskrevet i oplægget fra EUkommissionen har man tidligere forsøgt at udvikle et lignende kort indenfor enkelte professioner uden den store succes. Såfremt udviklingen af et fælles Professional Card fortsættes, er det vigtigt at slå fast, at det ikke erstatter en anerkendelse fra den kompetente myndighed i det EU land, hvor personen ønsker at arbejde. I forlængelse heraf vil DSR lægge vægt, at såfremt der indføres et Professional Card, så skal det udstedes af den kompetente myndighed i hjemlandet. Formålet med et Professional Card skal være at gøre ansøgningsprocessen lettere ved (gerne automatisk) at samle de dokumenter, der er nødvendige for at gennemføre en ansøgningsproces. Eksempelvis vil et Professional Card fra en dansk sygeplejerske så automatisk blive opdateret med vedkommendes autorisation, i det øjeblik hvor den udstedes. Med venlig hilsen Grete Christensen Formand Side 4 af 12

5 Dansk Sygeplejeråds bemærkninger til udvalgte spørgsmål fra EU kommissionens høring vedrørende Direktiv 2005/36/EF Som nævnt ovenfor har DSR valgt at koncentrere sig om de spørgsmål, der har størst relevans fra vores perspektiv. Der er således ikke kommentarerne til alle spørgsmålene. Spørgsmål 1: Har du nogen forslag til, hvordan man kan øge borgernes adgang til information om processen for anerkendelse af deres faglige profession i andre EU medlemsstater? Spørgsmål 2: Har du nogen forslag til hvordan den nuværende anerkendelsesproces kan gøres lettere? I så fald må du gerne supplere forslagene med konkrete eksempler på, hvordan det kan gøre processen lettere? Spørgsmål 3: Skal Code of Conduct gøres til lovgivning? Er der nogen grund til at ændre Code of Conduct Spørgsmålet er ikke relevant for de professioner, som opnår automatisk anerkendelse f.eks. sygeplejerskerne, hvor der i forvejen er en velbeskrevet procedure for anerkendelse. Spørgsmål 4: Har du erfaring med vurdering af kompensation? Mener du, at det har en afskrækkende effekt f.eks. med henvisning til den treårige tilpasningsperiode? Dansk Sygeplejeråd har ingen erfaring med vurdering af kompensation, da det er Sundhedsstyrelsen, som vurderer de enkelte ansøgninger. Som beskrevet ovenfor lægger DSR vægt på, at ansøgerne lever op til de minimumskrav, som er beskrevet i direktivet. Se i øvrigt besvarelsen af spm. 21. Spørgsmål 5: Støtter du ideen om udviklingen af fælles europæiske Codes of conduct vedrørende tilpasningsprøver eller tilpasningsperioder? Spørgsmålet er ikke relevant for sygeplejerskerne, da minimumskravene i direktivet ikke bør kunne afviges. Det er således ikke relevant at tale om tilpasningsprøver eller tilpasningsperioder i forhold til sygeplejersker. Side 5 af 12

6 Spørgsmål 6: Ser du et behov for at inkludere retspraksis på delvis adgang i direktivet? Under hvilke forhold til skal en fagperson, som har opnået delvis adgang kunne få fuld adgang? Spørgsmål 7: Ser du et behov for at understøtte mobiliteten blandt de studerende, som mangler praktisk erfaring for at blive færdige, og som ønsker at gennemgå superviseret praktik i et andet EUmedlemsland? Det er hensigtsmæssigt at understøtte mobiliteten for de studerende, som ønsker at læse dele af deres uddannelse i udlandet. Det kan bidrage til, at flere unge vælger en videregående uddannelse, og det kan ruste de færdiguddannede til et stadigt mere internationalt orienteret arbejdsmarked. Der findes allerede i dag en række samarbejdsaftaler og programmer herfor, og øget mobilitet er allerede en central del af Bolognaprocessen. Såfremt direktivet skal indeholde noget herom, bør det være på anbefalingsniveau, f.eks. at det tilstræbes, at 20 % af de studerende gennemfører en del af deres studie i udlandet. DSR mener ikke, at studier i udlandet, skal indgå som et minimumskrav til den enkelte studerende, da det vil gøre uddannelsen ufleksibel og sætte pres på kernefagene. Derudover bør mobiliteten foregå i samarbejde med uddannelsesinstitutionen, så den studerende er sikret, at udlandsopholdet er en del af uddannelsen og ikke medfører forsinkelse. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at direktiv 36 udelukkende vedrører færdiguddannede sygeplejersker, og mobiliteten for endnu ikke færdig uddannede sygeplejersker bør reguleres andetsteds end i Direktiv 36. Spørgsmål 8: Hvordan skal hjemlandet reagere, når den studerende ønsker at vende tilbage efter at have gennemført superviseret træning i et andet EUmedlemstat? Som beskrevet ovenfor bør der på forhånd være sikkerhed for, at den del af uddannelsen, som den studerende gennemfører i udlandet, også anerkendes i hjemlandet. Såfremt det ikke er tilfældet skal den studerende gennemføre den resterende træning /uddannelse, inden vedkommendes uddannelse som sygeplejerske kan anerkendes. Side 6 af 12

7 Spørgsmål 9: I hvilken grad er kravet om to års professionel erfaring blevet en barriere for mobiliteten mellem EU s medlemsstater? Spørgsmål 10: I forhold til begrebet regulerede professioner. Hvis en uddannelse ikke stemmer direkte overens med en bestemt profession i et andet land, kan en løsning så være en minimumsliste med de kompetencer, man opnår på uddannelsen? Spørgsmålet vedrører ikke direkte sygeplejersker, da der henvises til regulerede professioner, og sygeplejersker er en automatisk anerkendt profession. Som anført tidligere er det Dansk Sygeplejeråds klare holdning, at minimumskravene til sygeplejerskeuddannelsen i forhold til uddannelsens længde, praktiske og teoretiske erfaring samt uddannelsens indhold, ikke kan erstattes af minimumskrav til de kompetencer, man som sygeplejerske skal besidde efter endt uddannelse. Spørgsmål 11 14: Vedrører alle EU Erhvervs Pas / Professional Card. Se de generelle bemærkninger for Dansk Sygeplejeråds holdning til et Professional Card. Spørgsmål 15: Hvad er din holdning til introduktionen af begrebet et Europæisk curriculum, der kan anvendes som et supplement til de nationale krav. Hvilke betingelser skal være gældende, for at det kan udvikles? Spørgsmålet om gensidig anerkendelse af efter og videreuddannelse er kompliceret. I Danmark varierer længden og indholdet af efter og videreuddannelse afhængigt af lokale forhold. Derudover er der fem videregående specialuddannelser for sygeplejersker, som er anerkendt af Sundhedsstyrelsen. Specialuddannelserne er dog ikke anerkendt i den danske kvalifikationsramme dvs. at uddannelsen hverken er anerkendt på diplom eller master/kandidatniveau. De er derfor vanskelige at sammenligne med efter og videregående uddannelser i andre lande. Det understreger, at det er vanskeligt at tale om ens efter og videreuddannelses muligheder for sygeplejersker. Dansk Sygeplejeråd arbejder på langt sigt for at sikre, at specialuddannelserne bliver en del Side 7 af 12

8 af det øvrige system for videregående uddannelser. Derudover arbejder DSR mere specifikt på udviklingen af en uddannelse til klinisk ekspertsygeplejerske på masterniveau. På den baggrund er DSR forbeholdne overfor et fælles europæisk curriculum, som kan komplicere eller forlænge processen med at få etableret en uddannelse til klinisk ekspertsygeplejerske på kandidatniveau i Danmark. DSR anbefaler derfor, at man på nuværende tidspunkt ikke går videre med at et fælles europæisk curriculum, men overlader det til medlemsstaterne at udvikle efter og videreuddannelse på et relevant niveau. Spørgsmål 16: Ser du en risiko for, at arbejdsmarkedet bliver mere og mere fragmenteret som følge af et stigende antal regulerede professioner? Spørgsmål 17: Skal der udvikles nogle ordninger, som gør det lettere for professioner at følge forbrugere til en anden medlemsstat (eksempelvis hvis en dansk sygeplejerske følger med en dansker til behandling i udlandet og skal udføre sit hverv i den forbindelse) Spørgsmål 18 20: Handler om godkendelse af profession til midlertidig og lejlighedsvis anvendelse i en anden medlemsstat Spørgsmålet er ikke i samme grad relevant for sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, hvor myndighederne altid har mulighed for at gennemføre en undersøgelse af vedkommendes autorisation også ved midlertidig eller lejlighedsvis ansættelse. Spørgsmål 21: Giver de nuværende minimumskrav til uddannelsen (praktisk og teoretisk) reel adgang til professionen? I DSR oplever vi i nogle tilfælde, at sygeplejersker fra andre EU medlemsstater, som med udgangspunkt i den automatiske anerkendelse, autoriseres til at arbejde som sygeplejerske i Danmark, alligevel støder på faglige udfordringer i ansættelsen. I praksis betyder det, at arbejdsgiverne er tilbageholdende med at ansætte sygeplejersker fra særligt nogle andre EUmedlemsstater, og den mobilitet som den automatiske anerkendelse af professionen understøtter, erstattes af andre barrierer. Denne udfordring understreger dels behovet for at Side 8 af 12

9 fastholde minimumskravene, men derudover kan en supplerende løsning være en løbende akkreditering / kvalitetssikring efter internationale standarder af sygeplejerske uddannelsen i EU s medlemsstater. Formålet skal være at sikre, at uddannelserne også i praksis giver de studerende de kompetencer, der er beskrevet i Anneks V evt. suppleret med nogle yderligere krav til slutkompetencer. En sådan kvalitetssikring kan medvirke til at øge den reelle mobilitet/integration af fagpersonerne, som er et af formålene med evalueringen af direktivet. I 2001 blev den danske sygeplejerskeuddannelse hævet til bachelor niveau og flytte fra de tidligere sygeplejerske skoler til University Colleges. Ved lov er uddannelsens varighed sat til 3½ års studie svarende til 210 ECTS point. Adgangskravene er en gymnasial uddannelse eller en social og sundhedsassistentuddannelse kombineret med erhvervserfaring, hvilket svarer nogenlunde til 12års skolegang. DSR anbefaler, at adgangskravet om 12 års skolegang bliver et generelt europæiske krav. Som påpeget i de generelle bemærkninger, lægger DSR stor vægt på at man i direktivet fastholder minimumskravene til uddannelsens længde. Tre års fuldtidsstudie er et absolut minimum, når man tager kravene til uddannelsens indhold i betragtning. Derudover er det som nævnt relevant med en revision af Anneks V, så det i højere grad afspejler nye emner som f.eks. forebyggelse, patientsikkerhed, kvalitet etc. For yderligere se også besvarelsen af spørgsmål 30. Spørgsmål 22: Ser du et behov for en modernisering af minimumskravene til uddannelsen? Skal disse krav også indeholde krav til specifikke kompetencer, og hvilke kompetencer skal det i givet fald være? Lovgivningen om den dansk sygeplejerskeuddannelse blev senest opdateret i 2008 og afspejler de krav, der stilles til moderne sygeplejersker. Der er således ikke noget aktuelt behov for en opdatering af den danske lovgivning om sygeplejerskeuddannelsen, men der er behov for en tilsvarende opdatering af Anneks V, som beskrevet ovenfor. Side 9 af 12

10 Spørgsmål 23: Skal der stilles yderligere krav til medlemsstaterne om at de skal informere andre medlemsstater om kommende nye kvalifikationer ved automatisk anerkendte professioner (f.eks. sygeplejersker) DSR anbefaler, at medlemsstaterne sørger for, at informationen er tilgængelig hurtigst muligt, i de tilfælde hvor der sker en ændring i de kompetencer, der opnås ved gennemførelse af en sygeplejerskeuddannelse. Det væsentligste er dog fortsat, at de krav, der stilles til sygeplejerskeuddannelsen fra EU s side er opdateret. Jf. behovet for en opdatering af Anneks V, som beskrevet ovenfor. Herudover er det meget vigtigt, at der i anneks V fastholdes en liste over de forskellige betegnelser i EU s medlemsstater, der kan dække over de kompetencer, man i Danmark opnår med betegnelsen sygeplejerske. Det er særdeles vigtigt, dels fordi der løbende kommer nye uddannelsestyper til, dels fordi de eksisterende betegnelser varierer meget. Uden listen og denne løbende vurdering af hvilke uddannelser / betegnelser der reelt lever op til direktivets krav, bliver det meget vanskeligt for kompetente myndigheder at gennemføre en automatisk anerkendelse, og det vil forlænge processen unødigt. Spørgsmål 24: Bør den nuværende ordning for anmeldelse af nye efter og videreuddannelser fornys? Skal anmeldelse af nye efterog videreuddannelser ske tidligere i processen end det sker i dag? DSR anbefaler, at de relevante myndigheder orienteres om nye eksamensbeviser, så snart en ny efter og/eller videreuddannelse forelægges til godkendelse. Årsagen er, at en række nye sundhedsuddannelser for andre faggrupper inden for sundhedsområdet bliver oprettet med det formål, at der kan ske opgaveflytning fra bl.a. sygeplejersker til fagpersoner med kortere uddannelse. Det sker med henblik på at rationalisere sundhedsvæsenet, men uddannelsesniveauet for de andre fagpersoner er i nogle sammenhænge ikke på et særlig højt fagligt niveau. Det er derfor nødvendigt, at de relevante myndigheder hele tiden er opdaterede med de aktuelle uddannelser og curriculum. Spørgsmål 25: Ser du et behov for en modernisering af reglerne for automatisk godkendelse og aktiviteterne i anneks V Jf. ovenfor og de generelle bemærkninger er der behov for en modernisering af Anneks V. Side 10 af 12

11 Spørgsmål 26: Ser du et behov for at skære ned på kravet til det antal år med professionel erfaring, man skal have for at kvalificere til automatisk anerkendelse? DSR er stærke modstandere af, at man mindsker kravene til hvor mange års professionel erfaring man skal have, for at opnå automatisk anerkendelse. Spørgsmål 27: Ser du et behov for, at man på EU niveau har større fokus på behovet for vedvarende professionel udvikling (livslang læring), og hvordan kan det komme til udtryk i direktivet? Spørgsmål 28: Vil en udvidelse af IMI (Internal Market Information system) til også at inkludere uddannelser udenfor servicedirektivet (f.eks. sygeplejerske uddannelsen) føre til mere tillid mellem medlemsstaterne? Spørgsmål 29: I hvilke tilfælde skal en medlemsstat kunne udsende en advarsel, uden at afvente svar på spørgsmål fra en anden medlemsstat (pt. kun gældende for uddannelser under IMI dvs. ikke sygeplejerske uddannelsen) Spørgsmål 30: Er du stødt på nogen større problemer med de nuværende sprogkrav som beskrevet i direktivet? EU tillader ikke, at man tester sproget hos de sundhedsprofessionelle fra andre EU medlemsstater, som søger arbejde i Danmark. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse rapporteret eksempler på utilsigtede hændelser, der er sket som følge af sprogproblemer. Kendskab til det lokale sprog og kultur er centralt for at kunne levere sundhedsydelser af høj kvalitet. Samtidig kan sproget være en meget stor barriere for at få et arbejde i det danske sundhedsvæsen, og der er kun ganske få træningsprogrammer målrettet udenlandske sundhedsprofessionelle, der ønsker at arbejde i Danmark. På den baggrund anbefaler DSR, at EU stiller krav til medlemsstaterne om at levere introduktionskurser i sprog og kultur samt sundheds Side 11 af 12

12 lovgivning til de udenlandske sundhedsprofessionelle, der ønsker arbejde i det pågældende medlemsland. Side 12 af 12