Vandkraftværk. Gudenaacentralens historie og funktion

Transkript

1 Vandkraftværk Gudenaacentralens historie og funktion ELMUSEET 1998

2 Indholdsfortegnelse: Side 1: Gudenaacentralen i dag : Ideen til værket opstår : Byggeriet går igang : Værket står færdig : De første elværker : De første forsøg med vandkraft : Teknologisk system Dette hæfte er et forsøg på at give Folkeskolens fysikundervisning et indhold og perspektiv, der opfylder læseplanens krav. Ved at benytte hæftet i undervisningen og eventuelt lade klassen få en vandkraftdag, vil eleverne få mulighed for at lære om forholdet mellem fysik, teknologi, samfund og miljø. Forsøgsmaterialet er udviklet med økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet. Niveau: klasse. Forside: Gudenaacentralen. ELMUSEET 1998 Bjerringbrovej 44, 8850 Bjerringbro Tlf: Fax: elmus@elmus.dk Web:

3 Hvad sker der på Gudenaacentralen? På et vandkraftværk bliver vandets energi lavet om til elektricitet. På Gudenaacentralen, der er Danmarks største vandkraftværk, kan du se, hvordan det foregår. Her kan du følge vandet, fra det løber ind i elværkets turbiner, og til det igen forlader værket. Samtidig kan du følge elektriciteten, fra den bliver lavet inde i generatorerne, og til den forlader elværket gennem transformatorerne. Kraftværkets officielle navn er Gudenaacentralen, men det omtales mest som Tangeværket. Gudenaaen og dens tilløb afvander et stort område i Midtog Østjylland. Hvor kommer vandet fra? Tangeværket udnytter Gudenåens vand. For at have et vandlager at tage af, er der bygget en dæmning tværs over Gudenådalen. Det skete i årene På den måde blev Danmarks største kunstige sø, Tange Sø, skabt. Den er 13 kilometer lang og kan rumme en vandmængde på 20 milliarder liter vand. Gudenåen har sit udspring ved Tinnet krat ved Tørring. På sin vej op mod Tange modtager den vand fra åer, bække og søer i Midtjylland. Al vand fra dette område løber gennem Tangeværket. Området kaldes for Gudenaacentralens afstrømningsområde. Vandet forsætter derefter sit løb ud mod Randers Fjord og Kattegat. Gudenåens vandføring er afhængig af, hvor meget regn der falder i området. Tangeværkets el-produktion er derfor afhængig af dårligt vejr. Jo mere regn og køligt vejr, desto bedre. Køligt vejr giver mindre fordampning fra afstrømningsområdet og dermed mere vand til kraftværket. Snittegning gennem vandkraftværket Gudenaacentralen. 1

4 Vandets potentielle energi Fra Tange Sø ledes vandet hen til kraftværket gennem tilløbskanalen. Når vandet løber i kanalen, er det hævet næsten 10 meter over fraløbet på den anden side af Tangeværket. Vandet har derfor potentiel energi, når det befinder sig i kanalen. Størrelsen af den potentielle energi kan beregnes. Den afhænger af vandmængden (m), faldhøjden (h) og tyngdeaccelerationen (g). Potentiel energi benævnes i joule (J), og beregnes efter formlen: E pot = m g h Tangeværket udnytter vandets potentielle energi, når det laver elektricitet. Det omsætter potentiel energi til elektrisk energi. Et kraftværks energiproduktion angives i energi pr. sekund, altså joule pr. sekund. Det kaldes for kraftværkets effekt og benævnes watt (W). Man kan beregne den effekt, som Tangeværket har mulighed for at udnytte. Det er den potentielle energi i den vandmængde, der i hvert sekund falder ned gennem turbinerne. Det er naturligvis den samme vandmængde, der i hvert sekund strømmer igennem tilløbskanalen. Størrelsen af denne vandmængde kan beregnes, når man har beregnet arealet af kanalens tværsnit i Tværsnit af indløbskanalen til Gudenaacentralen. Sammenlign med billedet på side 1 og side 28. 2

5 kvadratmeter (m 2 ) og målt vandets strømningshastighed i meter pr. sekund (m/s). Tværsnitsarealet bestemmes ved hjælp af tegningen på side 2. Du må selv udtænke en metode til at bestemme vandets strømningshastighed. Turbinerne Tangeværkets virkemåde er meget enkel. Snittegningen gennem Gudenaacentralen (side 1) viser vandets gang gennem kraftværket. Når vandet fra tilløbskanalen kommer hen til kraftværket, rammer det sluseportene. Ved hjælp af dem kan de ansatte på elværket åbne og lukke for vandet til turbinekamrene. Når portene er åbne, fortsætter vandet ind i Tangeværket, men først løber det igennem en rist, som skal si grene og andre større genstande fra, som kunne skade turbinerne. Francisturbine der har været benyttet på Gudenaacentralen Turbinerne er Tangeværkets centrum. Det er her Gudenåens energi tappes, når dens vand får turbinerne til at dreje rundt. Det sker ved, at vandet rammer turbinernes skovlblade og derved presser dem rundt. I hvert turbinekammer er der et turbinesæt med to turbiner. De drejer rundt samtidigt på den samme aksel, men i perioder med lidt vand, bliver skovlbladene på den ene turbine indstillet, således at der ikke løber vand igennem den. Tangeværkets turbiner har en levetid på godt 20 år. En af de nedslidte turbiner ses på billedet til venstre, og er placeret tæt ved tilløbskanalen. Den vejer kg. Det er en såkaldt Francis turbine opkaldt efter en amerikansk ingeniør J. Francis, som opfandt denne turbinetype i Den anvendes ved vandkraftværker, hvor man råder over en stor vandmængde, men med en lav faldhøjde. Tangeværkets turbiner er placeret vandret nede i kamrene og drejer rundt med en hastighed på 214 omdrejninger/minut. Snittegningen side 1 viser, at neden under hver turbine indsnævrer kammeret sig til et stort rør. Her igennem fortsætter vandet sit fald, efter at det har passeret turbinerne. Når vandet løber igennem røret, opstår der et undertryk nedenunder turbinen. Undertrykket giver et sug i turbinen, og derved udnyttes hele den potentielle energi, som vandet mister, når det falder 3

6

7 Billedet til venstre viser Gudenaacentralens maskinsal. De store maskiner til venstre er vekselstrømsgeneratorerne, og de små er jævnstrømsdynamoerne. fra indløbskanalen ned til fraløbet. Vandet løber fra røret, og videre ind under værket og derfra ud i Gudenåen. Derfor er værket anlagt ved et naturligt skarpt sving i Gudenåen, således at åen bliver en direkte fortsættelse af fraløbskanalen. På den måde ledes fraløbsvandet hurtigt væk. Generatorerne En generator laver elektricitet. Der er ingen forskel på elektriciteten fra vindmøller, atomkraftværker, kulfyrede værker eller vandkraftværker. I alle tilfælde bliver den lavet i generatorer. Forskellene ligger i, hvilke kræfter der anvendes til at trække generatoren. De tre generatorer i Tangeværkets maskinsal er leveret fra Titan fabrikkerne i København. Det er de samme tre generatorer, der har lavet elektricitet siden Tangeværkets start i En generator har to hoveddele. Rotoren, som er en kraftig elektromagnet, og statoren, der består af jernkerner omviklet med kobbertråd, så der dannes en spole. Når den magnetiske rotor drejer rundt, dannes der elektricitet i spolerne (se modellen til venstre). Model af vekselstrømsgenerator. Tangeværkets generatorer bliver drejet rundt af turbinerne. Turbineakslen går gennem turbinekammerets mur og direkte ind på rotoren. På rotoren sidder der et antal spoler, der skal laves til elektromagneter. Det sker ved, at de får jævnstrøm fra den lille dynamo foran generatoren. Den lille dynamo bliver også drejet rundt af turbinen. Når rotoren drejer rundt med 214 omdrejninger i minuttet induceres der i statoren en vekselspænding på volt. Strømstyrken i statorens vindinger er på 130 ampere. Den store strømstyrke er forklaringen på, at der altid er en god varme i generatorhallen. Vekselstrøm kommer i perioder. Når en rotor med 2 magneter har foretaget l omdrejning, er der lavet 2 periode i statoren. Det er afbildet som vist på figuren øverst næste side. 5

8 Vekselstrømskurve. Ved en enkelt omdrejning af den 4-polede rotor fås to perioder. Hver periode består af et bjerg og en dal. Rotoren kan have flere magneter. Jo flere magneter, der sidder på den, jo flere perioder kan den lave under l omdrejning. Det er vigtigt med et stort antal perioder. Når strømmen kommer ud til forbrugerne, må de elektriske apparater ikke mærke at strømstyrken også er 0 ampere en gang imellem. I Danmark og mange andre lande har man derfor vedtaget, at vekselstrøm skal komme med et bestemt antal perioder i hvert sekund. Det kaldes for frekvensen og benævnes hertz (Hz). På billedet kan du tælle antallet af spoler på rotoren. Du skal gerne komme frem til, at der er 28. Spolerne er forbundet parvis, så de danner 14 elektromagneter med nord- og sydpol. Når de 14 elektromagner drejer 214 gange rundt pr. minut, vil der i statoren blive induceret vekslespænding med en frekvens på 50 Hz. 6

9 Tangeværkets effekt og nyttegrad Mindre transformertårn. Her transformeres f.eks V ned til 220 V. Inde i kontrolrummet kan man hele tiden måle, hvor meget elektrisk energi Tangeværket producerer i sekundet. Som nævnt på side 2 kaldes det for kraftværkets effekt og måles i watt (W). Det giver mulighed for at beregne, hvor godt elværket udnytter den potentielle energi i vandfaldet i turbinerne. Nyttegraden bestemmes ved at finde forholdet mellem den aflæste effekt i kontrolrummet og den beregnede effekt af vandet i tilløbskanalen. Nyttegraden angives i %. Tilløbsvandets effekt beregnes ved at bestemme den potentielle energi i den vandmængde, der hvert sekund falder gennem turbinerne (E pot = m g h). Elektrisk effekt beregnes ved at gange generatorens spænding og strømstyrke sammen. P = U I Transformerstationen Inden strømmen forlader Tangeværkets område, skal den igennem en transformator, hvor dens spænding laves større og dens strømstyrke laves mindre. Det er nødvendigt for, at der ikke skal forsvinde alt for meget energi i de lange ledninger ud til forbrugerne. Det er strømstyrken, altså antallet af ampere, der er skyld i energitabet i form af varme. Derfor skal strømstyrken gøres mindre. Transformeren består af to spoler, der kaldes for primær og sekundær spole. De to spoler har forskelligt vindingstal. På Tangeværkets to transformatorer har sekundærspolen 6 gange så mange vindinger som primærspolen. Ved at løbe igennem Transformator med primær spole A og sekundær spole B, hvis strømmen bliver produceret på venstre side og bruges på højre. 7

10 transformatoren bliver strømmen inde fra generatorerne transformeret fra volt til volt. Samtidigt bliver strømstyrken gjort 6 gange mindre, således at der bliver et mindre varmetab i højspændingsledningerne. Transformatoren kan ikke sende mere elektrisk energi ud fra Tangeværket, end værket producerer. Transformeren kan ændre på spænding og strømstyrke, men effekten for primær- og sekundærspole forbliver den samme. Sekundærspolens effekt er dog lidt mindre end primærspolens. Det skyldes et varmetab i selve transformeren. Energi og miljø Tangeværket er et eksempel på et kraftværk, der laver elektricitet ved hjælp af en vedvarende energikilde, nemlig Gudenåens vand. Det giver både fordele og ulemper. Tangeværket forurener ikke atmosfæren med kuldioxid, og er således ikke med til at øge drivhuseffekten. Men da værket i sin tid blev bygget, ændrede det miljøet i Tangeområdet. Det var blandt andet medvirkende til, at den berømte Gudenålaks forsvandt. I dag forsøger man at få nye laks til at vandre op i åen. Nogle mennesker mener, at Tangeværket og Tange Sø forhindrer dette i at lykkes. Laks Derfor mener nogle, at Tange Sø skal tømmes. Andre mener, det skal ske, fordi vandet i den kunstige Sø er så fuld af næringsstoffer, at der i varme somre produceres store mængder alger. De følger med Gudenåens vand ud i Kattegat, og når de undervejs dør og nedbrydes, forbruges der så meget ilt, at der opstår iltsvind. Når man derfor i dag diskuterer Tangeværkets fremtid, er det en diskussion om ren energi og miljø. Det gør kraftværket interessant at beskæftige sig med. Lad os starte med at se på hvorfor man egentlig byggede Tangeværket for 80 år siden. Hvem fandt på, at der skulle ligge et kraftværk inde i Midtjylland langt væk fra store byer, hvor man kunne bruge strømmen? Det er en historie, der har sin begyndelse lige efter år

11 Idealer og visioner Kristian Thomsen ( ) I året 1904 gik en idealistisk ingeniør rundt i Gudenådalen mellem Tange og Ans. Han arbejdede for Hedeselskabet og havde fået som opgave at undersøge, om Gudenåens vand kunne anvendes til overrisling af markerne langs åen. Ingeniøren hed Kristian Thomsen, og han tog sin opgave meget alvorligt. Som så mange andre på den tid var han optaget af, hvordan man bedst kunne udnytte Gudenåen. Den havde indtil omkring 1870 været meget benyttet til pramsejlads mellem Randers og Silkeborg, men nu havde jernbanerne efterhånden udkonkurreret Gudenåen som transportvej. Det hed sig, at åen var blevet doven, og der blev sagt: at dens store vandmasser måtte absolut kunne udnyttes til gavn for land og befolkning. Det store vandløb måtte kunne yde sit bidrag til landets husholdning. Kristian Thomsen arbejdede energisk og effektivt, og allerede efter et halvt års arbejde kunne han fremlægge en plan, der indeholdt store visioner om, hvordan Gudenåens vand kunne udnyttes. Det kunne gøres på tre måder, som alle hang sammen. Først skulle der anlægges en vandingskanal mellem Tvilum og Tange. Den skulle ligge vest for Gudenåen og ligge så højt som muligt, for at vandet gennem sidekanaler kunne nå langt ud og kunstvande et stort område. Kanalen skulle så nogenlunde følge 13 meter højdekurven på landkortet og have et fald på 1: Vandmængden i Gudenåen mellem Tvilum og Tange skulle gøres meget lille, og hvor kanalen endte, ville dens vand falde ned i åen igen og danne et vandfald på næsten 12 meter. Dernæst regnede Kristian Thomsen med, at en sådan kanal igen ville gøre det attraktivt at sejle på Gudenåen mellem Randers og Silkeborg. Vandfaldet ville gøre det nødvendigt at bygge slusekamre ved Tange for at bådene kunne komme op i kanalen, men det ville sagtens kunne lade sig gøre. Dengang var der stor interesse for at bygge kanaler og sluser, og mange ingeniører havde erfaring i den slags byggeri. Pramfart på Gudenåen nær ved Ulstrup For det tredje var der i planen et virkeligt revolutionerende forslag. Thomsen foreslog, at det 12 meter høje vandfald ved Tange kunne anvendes til at drive et kraftværk til produktion af elektrisk energi! 9

12 Vandkraft i Danmark? I Danmark var vandkraftværker noget nyt, men de første forsøg med vandkraft var allerede foretaget i Lauffen i Tyskland i 1891 (se side 23). I Sverige blev der bygget mange vandkraftværker i 1890erne, og i 1895 havde aviserne skrevet om verdens største vandkraftværk ved Niagara Falls, som amerikanerne og canadierne havde bygget i fællesskab. Nu foreslog så Kristian Thomsen i sin plan fra 1905, at Gudenåens vand på samme måde kunne udnyttes til producere elektricitet. Det vakte en del opsigt, men mere skete der heller ikke. Der var ingen, der ville investere tid og penge i at gennemføre sådan en plan, heller ingen politikere. Foreløbig stod Kristian Thomsen derfor alene med sin drøm om et vandkraftværk i Midtjylland. En sejltur ned ad Gudenaaen Skitse af Kristian Thomsens første plan fra Stiplet linie: Hovedkanal, punkteret linie: Vandingskanaler. Kristian Thomsen var som nævnt ingeniør, og i 1908 var han til et møde i Dansk Ingeniørforening i Århus. På mødet blev der holdt et foredrag om, hvordan man kunne centralisere elektricitetsforsyningen i by og på land. En centralisering ville betyde, at der kun skulle være få, men store elværker, som producerede vekselstrøm. Strømmen skulle gennem højspændingsledninger fordeles ud til et stort område. Taleren på mødet hed S.A.Faber. Han var direktør for Skovshoved Elektricitetsværk og uddannet elektroingeniør. Dette elværk var startet i 1907 og var det første i Danmark, der producerede vekselstrøm til et stort område. Elværket lå nord for København og kunne forsyne omegnen af København og en del af Nordsjælland med strøm. Det foregik gennem kabler med højspændt vekselstrøm på volt. Ovre på den anden side af Øresund løb de store svenske elve, og deres vand blev i stigende grad udnyttet i vandkraftværker. Siden 1905 havde der været planer om at sende strøm fra disse kraftværker over til København. Strømmen skulle løbe i et kabel på bunden af Øresund, og derefter gennem ledningerne fra Skovshoved-værket videre til København. Alle havde fordel af sådan en plan. De store vandkraftværker kunne komme af med deres strøm, Skovshoved-værket kunne udnytte sit ledningsnet, og København kunne spare penge. Byen kunne undgå at bygge nye kraftværker. Ingeniør Faber var en ivrig tilhænger Svend Aage Faber ( ) 10

13 af en centralisering af el-produktionen. Samfundets elforsyning ville blive effektiv og billig. Kristian Thomsen lyttede meget interesseret, og efter foredraget gik han op til Faber og spurgte, om man ikke kunne centralisere elforsyningen i Midtjylland ved at bygge et stort vandkraftværk ved Gudenåen. Faber syntes godt om Thomsens ide, og i august samme år tog de to mænd på en sejltur ned ad Gudenåen. Fandtes der steder, hvor der kunne bygges et stort vandkraftværk? De fandt, at Tange var det ideelle sted, og gik i gang med at realisere deres fælles ide. De regnede optimistisk med, at det ville være let at finde nogen, der ville bygge det. Men de blev skuffede og måtte erkende, at det ville blive en lang og sej kamp for dem at få overbevist andre om det rigtige i deres ide. Een ting var dog allerede lykkedes for dem. Rigsdagen - sådan hed Folketinget dengang - var blevet opmærksom på, at Gudenåens vand på en eller anden måde kunne udnyttes. Politikerne nedsatte en kommission, der fik navnet Kommissionen angående Gudenåen. Den bestod af en gruppe mænd, som skulle undersøge alle de forskellige måder, der fandtes for at udnytte Gudenåens vand. Kommissionen ansatte Thomsen og Faber som eksperthjælp, og de kunne således komme videre med deres planer om et vandkraftværk. Gudenåens fald fra Silkeborg til Bjerringbro, Læg mærke til det store fald mellem Kongensbro og Tange. Thomsen og Fabers vandkraftværk Allerede et år senere - i havde Thomsen og Faber en fælles plan færdig med tegninger over et vandkraftværk. Adskillige aviser omtalte planen meget positivt. Således skrev Berlingske Tidende den 16.marts 19ll: Det ser nu ud til, at 11

14 Turbine Snittegning af Gudenaacentralen være Danmarks tur til at få sit Niagara - ved hjælp af Gudenåen. Men der skulle mere til end god presseomtale. Det skaffede ikke automatisk penge til opførelse af kraftværket. Planen var der ikke noget i vejen med, og det var teknisk muligt at gennemføre den. De to tegninger ovenover viser, hvorledes kraftværket ville komme til at se ud. Oprindelig plantegning af Gudenaacentralen fra Her ses hele elværket fra oven. Det midterste turbinekammer er åbent, og til højre for den kan man se de tre generatorer. Læg mærke til at der kun skulle være en turbine i hvert turbinekammer. Snittegningen ovenover viser, hvorledes Thomsen og Faber havde tænkt sig, at vandet skal komme ind i turbinekamrene og løbe igennem turbinerne. Derefter skulle vandet fortsætte under hele bygningen og videre ud i åen på den anden side af elværket. Så kom krigen Kristian Thomsen og S.A.Faber var aldrig i tvivl om det samfundsnyttige i deres store projekt. Det blev udgivet i bogform i 1910, og de skriver bl.a.,..ved udnyttelse af Gudenåens vandmasser i et kraftanlæg, kan indvindes elektrisk energi i så store mængder, at hele oplandets elektricitetsforbrug indtil videre vil kunne dækkes herigennem...og at et sådant anlæg vil derfor uden tvivl kunne få vidtrækkende betydning for udviklingen i den pågældende del af landet og særligt virke fremmende for den stedlige industri, der kan basere sig fuldt ud på at udnytte de særlige fordele, som vandkraftanlægget kan byde dem. 12

15 Brændselsmangel. Ofte blev der samlet kul op langs jernbanespor og havnebassiner. Det fyldte altid lidt i kakkelovnen. De to mænd mente åbenbart, at hvis først strømmen var der, ville området udvikle sig, og industrien vokse. Thomsen og Faber gør også opmærksom på, at landet vil spare kr. årligt til indførsel af kul og dieselolie, hvis vandkraftværket etableres. Et beløb der i dag ville svare til 50 millioner kr. Det sidste argument skulle blive afgørende for, at værket blev bygget. Den 1. august 1914 udbrød 1. verdenskrig, og det medførte, at priserne på kul og olie begyndte at stige. I 1914 var prisen 20 kr. pr.ton kul. I 1916 var den 75 kr., og da Tyskland den 31. januar 1917 erklærede den uindskrænkede ubådskrig, steg priserne så voldsomt, at l ton kul i sommeren 1917 kostede 270 kr. For de danske elværker, der for det meste fyrede med kul, var dette en katastrofe. Det danske samfund fik en energikrise. I København og dens omegn var situationen ikke så slem. Der fik man strøm fra de svenske vandkraftværker gennem et kabel, der blev lagt under Øresund i Men resten af det danske samfund følte energikrisen, og teknikere og politikere måtte tænke alternativt og handle hurtigt. Thomsen og Fabers plan kunne næsten ikke undgå at få øget opmærksomhed. Man begyndte at tale om, at Gudenåens hvide kul skulle udvindes. Andelsselskabet Gudenaacentralen oprettes Nogle måneder før krigen brød ud, havde Kristian Thomsen og Faber sammen med tre andre ingeniører dannet et privat selskab. De kaldte det et konsortium. Det var deres mening, at indsende en ansøgning til staten, om at få retten til at bygge et vandkraftværk ved Gudenåen. Konsortiet gjorde Thomsen og Fabers plan helt færdig, og den 12. juli 1917 var de fem 13

16 mænd til et møde med ministeren for offentlige arbejder og 16 midtjyske folketingsmedlemmer. Politikerne var betænkelige ved, at et privat selskab skulle komme til at eje en så stor del af Danmarks el-produktion. De mente, at det offentlige skulle have indflydelse. Politikerne fik det lavet sådan, at Århus byråd og Viborg amtsråd skulle sende en ansøgning til ministeren om at få lov til at opføre værket. På den måde ville det offentlige blive ejer. Århus var meget interesseret i at få bygget kraftværket. Byens eget elværk var nedslidt og skulle fornyes, og med de høje kulpriser ville det være oplagt at blive medejer af et vandkraftværk, der producerede vedvarende energi. Kort over Tange Sø Men at indsende en ansøgning krævede en plan over byggeriet, og det ville tage tid at lave en. Borgmester Drechsel i Århus købte derfor Thomsen og Fabers plan. De blev til gengæld ansat som konsulenter på byggeriet. Den 12.juli 1918 blev Andelsselskabet Gudenåcentralen oprettet med borgmester Drechsel som formand, og i august samme år gik arbejdet i gang. Danmarks største byggeri Det var et vældigt arbejde, der nu skulle udføres. En dæmning på næsten 800 meter skulle bygges tværs over Gudenådalen for at få et vandfald på godt l0 meter. Det ville betyde, at noget af ådalen ville blive oversvømmet, og at der ville blive dannet en kunstig sø på over 650 ha. I søen ville der blive opstemmet 20 Indløbskanalen under udførelse. I baggrunden Tangeværket og funktionærboliger. 14

17 Tangeværkets hovedbygning under opførelse. I forgrunden er udgravningen til afl øbskanalen påbegyndt. milliarder liter vand, som ville give et stort tryk på dæmningen. For at gøre dæmningen stærk nok, måtte den have en 50 meter bred bundflade og en 10 meter bred topflade. Mens byggeriet stod på, skulle Gudenåen ledes gennem en sluse i dæmningen, og denne skulle så senere bruges som en nødsluse for Tangeværket, når det stod færdigt. Fra søen skulle der graves en næsten 500 meter lang og 6 meter dyb indløbskanal, der skulle lede vandet hen til turbinerne. Den opgravede jord og ler blev brugt som fyld i dæmningen. Fra et område ca. 2 km øst for dæmningen blev der også hentet ler. Det var mange tusinde kubikmeter jord, der skulle flyttes rundt, så det var nødvendigt at anlægge jernbanespor til lokomotiv og tipvogne. Udgravningen til selve elværket var også et arbejde af en størrelse, der vakte opsigt. Hvor generatorer og turbiner i dag står, blev der gravet et 16 meter dybt hul. Det var så stort, at det af et øjenvidne blev beskrevet Som nedgangen til underverdenen! Hele anlægsbyggeriet var af en sådan størrelse, at det var svært at forholde sig til det. Søens størrelse kunne næsten ingen forestille sig. At der i et stykke af Gudenådalen skulle anlægges en 13 kilometer lang sø forekom uvirkeligt. Men da endelig kraftstationen begyndte at rejse sig med sine høje mure og kunne ses langvejs fra, begyndte alle at kunne forstå, at en ny tid var ved at indfinde sig. Også udgifterne til byggeriet var store. Hele anlægget var anslået til at ville koste 4 millioner kroner, men den virkelige 15

18 pris blev på 14 millioner. Det svarer i dag til omkring 4 milliarder kroner. Man havde også regnet med at kunne opføre værket på 1½ år. Det varede 2½ år. Hvem byggede Tangeværket? Det var Kristian Thomsen og S.A.Faber, der fik ideen til Tangeværket. De blev også ansat som konsulenter på byggeriet sammen med to andre ingeniører, der hed R.A.Angelo og O.D.Andreasen. På billedet ovenover ses mændene, der byggede værket, sammen med Kristian Thomsens enke. Mændene, der byggede værket, fotograferet sammen med Kristian Thomsens enke. At hun er med på billedet, skyldes den tragiske hændelse, at Kristian Thomsen døde den 17.december 1918 af en influenza, der hed Den spanske syge. Den hærgede hele Europa i årene lige efter 1. verdenskrig og krævede millioner af dødsofre. Han skulle således kun komme til at opleve begyndelsen af det projekt, han havde drømt om og kæmpet for siden Ved hans begravelse i Viborg mødte mange mennesker op, og de forskellige talere fremhævede, at uden Kristian Thomsens tro på det rigtige i at bygge Tangeværket, var det aldrig blevet til noget. Børsterne Men også andre var med til at bygge vandkraftværket. Det var de 500 mand, der med deres bare næver udførte det praktiske 16

19 arbejde. Mange af dem var de såkaldte børster, der kom fra nær og fjern og var vante til at arbejde hårdt med skovl, trillebør og hakke. De havde prøvet at bygge jernbanedæmninger og diger og havde arbejdet i brunkulslejer, så arbejdet på Tangeværket var ikke noget nyt for dem. De arbejdede som regel i et sjak, hvor en formand ledede 7-8 mand. De havde en timeløn på 60 øre, men på en god akkord kunne de komme op på 1,80 kr. i timen. Var man børste, havde man ry for at være en sej karl, en god arbejdskammerat og ærlig. Børsterne kunne arbejde hårdt i timevis med skovl og trillebør uden at beklage sig. Mange af dem styrkede sig engang imellem med en hjemmelavet læskedrik, som de kaldte radium. Det var en blanding af ren sprit og karbid. For at blive optaget i et sjak, var optagelsesprøven nogle gange, at man kunne drikke radium. Det var skovle og spader, der skulle til for at få fl yttet de mange tusinde kubikmeter jord, men man havde også hjælp af tipvognene. Børsterne boede i nogle midlertidige baraker ved Gudenaacentralen. Man var ikke en rigtig børste, før man fik sit børstenavn. Nogle af børsterne, der var med til at bygge Tangeværket, havde sjove navne som Poul Bliktud, Kobbersmeden, Swot Thomas og Mordbrænderen. Den sidste fik sit navn i Tange, fordi hans tøj en dag var blevet så fuldt af lus, at han brændte det hele af på et bål. Børsterne var et specielt folkefærd uden fast bopæl, men uden dem ville det have været vanskeligt at samle folk til at bygge vandkraftværket. I den tid arbejdet varede, flyttede de over m 3 jord. 17

20 Landet der forsvandt For en del mennesker betød opførelsen af Tangeværket en total ændring af deres hverdag. Den kunstige sø skulle ligge i Gudenådalen mellem Kongensbro og Tange, og de mennesker, som boede der, måtte flytte. Der blev lavet en lov i folketinget, der gjorde det lovligt for Gudenaacentralen at opkøbe jord og ejendom på trods af de private ejeres modstand. Det kaldes for ekspropriation og er egentlig imod Grundloven. I den står der, at den private ejendomsret er ukrænkelig og ikke må røres. Men et stort samfundsnyttigt projekt som Tangeværket måtte ikke blive stoppet af ejendomsretten. Derfor giver Grundloven også mulighed for ekspropriation. Mange ejendomme måtte afstå jord til Gudenaacentralen, og 27 gårde og huse blev helt opkøbt, og beboerne måtte finde andre steder at bo. Bygningerne blev brudt totalt ned, og det materiale, der ikke kunne sælges på en stor auktion inde i Tange i foråret 1920, blev knust og brugt som fyld i vejene i omegnen. Alle fik en god pris for deres ejendom. Der var ingen, der blev snydt. I baggrunden ses opførelsen af dæmningen. Markerne i forgrunden er i dag bunden af Tange Sø. Alligevel må det have været underligt at forlade hus og hjem og vide, at man aldrig skulle se det igen. Jeg er født på bunden af Tange Sø, men min mor var ikke en havfrue, sagde de senere om sig selv. Det lød humoristisk, men dækkede nok alligevel over lidt bitterhed. Nogle af de fordrevne blev bitre modstandere af Tangeværket og ønskede det fjernet, men dets 18

21 store betydning for samfundet gjorde deres modstand til en håbløs kamp. Når man står på dæmningen og ser ud over søen, er der ingen spor af det liv, der engang rørte sig i ådalen. Et par hundrede meter før indløbskanalen kan man se tre træstubbe. Det er, hvad der er tilbage af fire store bøgetræer, der stod i haven foran en stor gård. Gården blev revet ned, men de fire træer fik lov at blive stående. Det hed sig blandt folk, at de skulle bruges til at hænge de ansvarlige ingeniører i, hvis dæmningen ikke kunne holde til søens tryk. De fi re træer, der blev stående, da søen blev dannet. I dag er der kun tre træstubbe tilbage. Lyset kom Den 8. januar 1921 blev Gudenaacentralen indviet. I måneden før havde man i løbet af fjorten dage fyldt søen op til højeste vandstand, og dæmningen havde vist sig at kunne holde. Man havde også prøvekørt turbiner og generatorer og sendt strøm ud i ledningerne, og alt havde fungeret efter beregningerne. Ved indvielsen var over 150 mennesker forsamlede mellem generatorerne i maskinhallen. S.A.Faber holdt en kort tale, gav et stød i en fløjte, og de tre generatorer begyndte langsomt at dreje rundt. En journalist beskrev åbningen således: En magniumsbombe eksploderede, og det historiske øjeblik blev foreviget. Hurtigere og hurtigere drejede de store hjul rundt, mens viserne på de forskellige elektriske apparater i kontrolrummet dirrede. Det hvide lys tændtes under loftet, og den 19