DET EVIGE VERDENSBILLEDE BOG I

Transkript

1

2 DET EVIGE VERDENSBILLEDE BOG I

3 DENNE UDGAVE AF DET EVIGE VERDENSBILLEDE ER TRYKT I ET OPLAG PÅ 2000 EKSEMPLARER HERAF ER 500 NUMMEREREDE DENNE BOG HAR NR.

4 MARTINUS DET EVIGE VERDENSBILLEDE BOG I l MARTINUS INSTITUT KØBENHAVN 1963

5 Copyright by MARTINUS 1963 Printed in Dennuurfc

6 Forord Nærværende Symbolbog er et supplement til Livets Bog", hvilket vil sige: til mit hovedværk over livets kosmiske struktur, principper og love. Den indeholder i koncentrerede facitter selve essensen af det nævnte værks kosmiske analyser, hvilke facitter er supplerede med kosmiske symboler. Da de nævnte facitter er udførligt begrundede og underbyggede i hovedværket, vil denne begrundelse og underbygning naturligvis ikke blive så detailleret gentaget her. Den læser, der ønsker en mere indgående stadfæstelse af verdensbilledets analyser, må jeg henvise til studiet af mit hovedværk. Nærværende bog er kun beregnet på at skulle give det på disse facitter baserede kosmiske verdensbillede i en for interesserede mennesker let overskuelig form. Foruden at være et fundamentalt supplement til Livets Bog vil Symbolbogen i kraft af sit indholds let overskuelige form også kunne være til nytte for det menneske, der dog uden specielt at være forsker gerne vil lære det kosmiske verdensbillede at kende, således som det i kraft af sin totale, logiske form vil blive fundament for fremtidens mennesker i deres væremåde eller daglige handel og vandel. Det er denne væremåde, der bringer mennesket i kontakt med verdensaltets grundtone: Kærligheden og dermed i kontakt med livet. Og det er i kraft af denne kontakt, at mennesket udfries af primitivitetens og dermed af hadets mørke bevidsthedssfærer og føres frem til fuldbyrdelsen af Guds plan med det levende væsen, der er frembringelsen af Mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

7 Indledning 1. Verdens største religiøse påbud Hvorfor skal man studere verdensaltets kosmiske analyser, som det for nogle mennesker kan være vanskeligt at tilegne sig forståelsen af? Menneskene har igennem deres religioner og verdensgenløsere fået anvist vejen til Gud! Er der virkelig nogen, der kan se en bedre og mere fuldkommen vej til Gud eller virkelig kulturskabelse end den, der allerede er givet f. eks. i Jesu bjærgprædiken og andre af Kristi hellige påbud? Kan man få en bedre anvisning på vejen til lyset end denne: Elsk din Gud over alle ting og din næste som dig selv"? Svaret må her blive, at det vil være totalt umuligt at anvise nogen vej til Gud, lyset eller en absolut fuldkommen kulturskabelse, der ikke først og fremmest har det samme urokkelige, guddommelige påbud i sin vejledning som livets virkelige fundament. Og det er således absolut ikke for at føre mennesker bort fra Kristi hellige påbud eller bort fra andre af de store verdensreligioners mere eller mindre hellige påbud eller vejledninger i moral og væremåde, at de kosmiske analyser og symboler over livets struktur er manifesterede, tværtimod. Det er netop for at vise, at kernen i disse væseners åbenbarede største kosmiske facitter eller dogmer er absolut sandhed. 2. Verdenssituationen eller den bebudede»dommedag«at denne påvisning er nødvendig, bliver til kendsgerning igennem selve verdenssituationen af i dag. Den er således, at man er nødsaget til at udtrykke den som den dommedags- eller ragnarokstilstand, der, ifølge Kristus, skulle komme til menneskene i de sidste tider". Hedder det ikke netop videre i den bibelske beretning om fremtiden, at djævelen skal rase i al sin vælde"? Hvad er det, vi har set i form af de to verdenskrige, der har raset inden for den jordiske menneskehed i dette århundrede? Har vi ikke set forsøg på udslettelse af millionbyer med deres befolkninger og kulturværdier? Ja, har man ikke tillige gjort forsøg på at udslette en hel menneskerace? Har vi ikke set millioner af mennesker blive myrdet ikke blot på selve krigsskuepladserne i forsvar for deres land eller i angreb på andre folks livsrum, men også i deres civile liv blive ført til gaskamre og her blive direkte myrdet uden noget som helst juridisk eller retmæssigt grundlag og naturligvis ganske uden noget som helst hensyn til de livsbetingende påbud: Du skal ikke dræbe", Du skal tilgive din næste", Stik dit sværd i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Er al lovens fylde ikke netop det store påbud: Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv"? Hvor er troen på en kærlig

8 Gud og praktisk kristen kultur i denne dommedagstilværelse, hvor menneskemasser, børn såvel som voksne, gamle såvel som unge, har vansmægtet til døde i de rædselsfulde koncentrations- eller dødslejre, som kastede slagskygge af djævlebevidsthed over hele jorden? 3. Menneskenes vækst bort fra de religiøse dogmer Hvorfor har de religiøse idealer, som er forkyndt menneskene igennem årtusinder, ikke kunnet forhindre disse djævlemanifestationer og den heraf følgende dødsrallen, invaliditet, sygdom, nød og amoral? Er det ikke netop her synligt, at de overleverede religiøse idealer eller dogmer, hvor guddommelige de så end har været, ikke har kunnet fri menneskeheden fra denne dommedagens rædselsepoke? Ja, ser vi ikke netop, at menneskene ligefrem vokser fra disse idealer, næsten som børn vokser fra klæder og sko? At man derfor mister evnen til at tro på dem er naturligt. Er ikke millioner af mennesker blevet materialister, blevet gudløse? Er det ikke lige så urokkeligt en kendsgerning, at dette tal stadig vokser? At der bliver flere og flere tomme stole i kirkerne eller i gudshusene under gudstjenesterne? Bliver det ikke herved en kendsgerning, at de allerhøjeste livsbetingende kosmiske sandheder, religiøse påbud eller dogmer er blevet mystik, er blevet noget, man ligefrem mener, intelligente mennesker ikke kan nedlade sig til at beskæftige sig med eller tro på? Er det menneskene, der er noget i vejen med, eller er det de religiøse idealer, der er forkerte? 4. Mennesker, der ikke kræver logisk begrundelse for acceptationen af de overleverede religiøse Idealer eller dogmer I absolut forstand er det hverken menneskene eller de religiøse idealer, der er noget i vejen med. De religiøse idealer er genialt tilpassede til de udviklingstrins mennesker, til hvilke de blev givet. Og for disse mennesker er de et bærende livsfundament. Men en stor del af menneskeheden er vokset fra disse udviklingstrin. Disse mennesker er mere eller mindre vokset frem til højere udviklingstrin. De lever i en helt anden mental sfære end den, for hvem de overleverede religiøse facitter eller dogmer var tilpassede, og som de pågældende væsener indtil hundrede procent kunne hengive sig til i kraft af deres endnu i nogen grad blomstrende instinkt. De var endnu ikke så intelligensmæssigt udviklede, at de fordrede intellektuel bekræftelse på eller begrundelse for nævnte religiøse idealer eller dogmer. For dem var det nok, at de blev givet af autoriteter. 5. De mennesker for hvem symbolerne og det hovedværk, de er et supplement til, er manifesteret Men således er det ikke i dag. I dag har store menneskemasser mistet evnen til at tro, fordi deres instinkt er mere eller mindre degenereret grundet på deres intelligensudvikling. De har dermed fået evne til selv at kunne analysere, forske og iagttage. Alt eftersom denne udvikling tager til, bevirker den, at de kræver 10

9 logisk begrundelse eller videnskabelig underbygning for enhver tankebygning eller forestilling, de skal acceptere som sandhed. Men det ville være aldeles urimeligt at bebrejde disse mennesker noget for denne deres tilstand. For dem er det umuligt at tro på de religiøse idealers dogmer, netop fordi disse kun er manifesterede som blotte facitter eller postulater uden den logiske eller videnskabelige opbygning, af hvilken de udgør facitter. Det er i henhold hertil, at nærværende Symbolbog og det hovedværk, den er et supplement til, er blevet skabt. Nævnte bog er således skabt til hjælp for de mennesker, der umuligt kan tro på blotte påstande eller postulater uden intellektuel eller logisk underbygning, men som ikke desto mindre med hjerte og forstand søger efter den retfærdiggørelse af dommedagstilstanden, de begynder at fornemme må eksistere hinsides det daglige livs primitivitet og uforstand. For disse menneskers kosmiske studium er der her banet vej frem imod livets egen altoverstrålende retfærdiggørelse af mørket i verden som et led i skabelsen af den evige opretholdelse af verdensaltets grundtone: Kærligheden. 11

10 Symbolerne 1. Symbolernes opgave Ved hjælp af symbolerne er det muligt at give den herfor modne læser et let tilgængeligt overblik over selve verdensaltets kosmiske struktur. Nævnte symboler har således kun til opgave at markere de absolut fundamentalt bærende principper og love i selve livets eller verdensaltets struktur og manifestation. De udgør håndgribelige markeringer af uhåndgribelige, kosmiske analyseområder, der i sig selv er evige og derfor eksisterer uden for tid og rum. Disse områder har altså ikke nogen som helst tids- og rumdimensionel billedform. Men dette forhindrer ikke, at de alligevel eksisterer som Noget, der er". Da dette Noget" udgør en urokkelig realitet, på hvilken alt liv er baseret, er det nødvendigt, at man bliver fortrolig med de evige realiteter, nævnte Noget" udgør, hvis man vil gøre sig håb om at komme til at opleve livsmysteriets løsning rent forstandsmæssigt. Disse hinsides tid og rum eksisterende foreteelser er, som før nævnt, meget omfattende beskrevet i Livets Bog. Her skal vi derfor kun forklare symbolerne, der i forhold til nævnte bogs kosmiske analyser er det samme, som landkort er i forhold til geografien. 2. Symbolerne er fysiske markeringer eller kendetegn for verdensaltets usynlige, bærende kosmiske principper og love Da objekterne for de forannævnte analyser således ikke udgør håndgribelige og for de fysiske sanser direkte tilgængelige foreteelser, har vi i form af symboler søgt at skabe netop håndgribelige billeder af objekterne for de vigtigste kosmiske kerneanalyser. Men et objekt, der ikke er fysisk, og ikke har nogen fysisk billedform, kan ikke kopieres eller gengives i nogen som helst naturel billedform, ligesom det heller ikke kan opleves ved lavpsykiske eller clairvoyant sansning, men derimod kun igennem højpsykiske oplevelser. Et sådant objekt kan kun symboliseres. At symbolisere et usynligt objekt er det samme som at markere enhver af dette objekts særegne udslag eller virkninger ved et eller andet fysisk kendetegn. Alle de i dette værk fremstillede billeder er netop sådanne åndelige eller usynlige objekter, der er markeret ved fysiske figurer, farver og streger. Disse figurer, farver og streger o.s.v. udgør alle hver især kendtegn på virkninger og udslag, ved hvilke de usynlige realiteter arbejder sammen og tilkendegiver sig i vor daglige oplevelse af livet. Ved således at markere de åndelige eller kosmiske realiteter, som altså i sig selv er usynlige, med fysiske kendetegn og placere dem i et indbyrdes forhold, der svarer til det indbyrdes forhold, de forekommer i på det åndelige eller kosmiske plan, får vi således et fysisk billede af det pågæl- 13

11 dende åndelige eller kosmiske område. Dette billede er ikke et naturelt billede af objektet, men udgør derimod et billede af de fysiske markeringer, ved hvilke de kosmiske, usynlige objekters detailler kan holdes fast med vort fysiske syn til hjælp for vor koncentration og tankegang. Ved således at danne symboler over de kosmiske realiteter, der alle udgør en usynlig verden for menneskenes fysiske og lavpsykiske sanser, har vi bevirket, at forskeren, ved at sætte sig ind i disse fysiske markeringer af de usynlige realiteter i form af symbolerne, kan arbejde med disse på samme måde, som han er vant til at arbejde med de for de fysiske sanser tilgængelige fysiske objekter eller foreteelser. 3. Symbolerne gør det let for den studerende at få et overblik over verdensaltets eller livets kosmiske struktur Igennem symbolteknikken er den åndelige eller kosmiske verdens detailler således gjort fysisk tilgængelige. De er iklædt en kunstig fysisk synlighed. Denne synlighed vil gøre det meget lettere for forskeren eller sandhedssøgeren at komme til forståelse af de kosmiske analyser i Livets Bog og dermed lette vejen for ham frem til det udviklingstrin, hvor han i kraft af sin egen kosmiske sansning selv direkte kan opleve livets storanalyser. De kosmiske analyser, som symbolerne er udtryk for, udgør således den kortlagte vej for den modne forsker fremad imod oplevelsen af kosmisk bevidsthed og dermed imod oplevelsen af livsmysteriets løsning, de levende væseners udødelighed, oplevelsen af at være eet med Gud" og dermed oplevelsen af at være eet med vejen, sandheden og livet". Guds ånd over vandene (Symbol nr, 1) 1. Der er bevidsthed bag alle naturens eller verdensaltets skabelsesprocesser Når den kristne verdensreligion lærer, at Guds ånd svæver over vandene, og at Gud skabte verden i kraft af denne sin ånd, så er det udtryk for en virkelig kosmisk sandhed. Da ånd er det samme som bevidsthed, vil det altså sige, at der er bevidsthed bag alle naturens, ja hele verdensaltets mangfoldighed af skabelsesprocesser. At det er således, bliver til kendsgerning for den udviklede forsker i kraft af dette, at hver eneste af disse processer er logiske. De er således bygget planmæssigt op, beregnet på at skulle opfylde et eller andet nyttigt formål. Hvis vi iagttager de skabelser, naturen har udløst, er de alle uden undtagelse i deres slutfacit på en eller anden måde til glæde og velsignelse for levende væsener. 14

12

13 Vi behøver kun at se på vor egen organisme og på dyrenes og planternes organismer. Er de ikke netop alle bygget fuldkomment op og på genial måde tilpasset deres ophavs midlertidige eksistens og livsoplevelse? Hvordan skulle skabelsen af disse organismer, såvel som alle andre skabte ting i verdensaltet, kunne blive til på en så genial måde, hvis ikke der var noget levende" bag skabelsen, der både havde visdom, kærlighed og almagt til at kunne bringe skabelsesprocesserne til et så fuldkomment slutfacit? 2. Det»Noget«, vi har lært at kalde»gud«der eksisterer altså et levende, skabende Noget" bag alle såkaldte døde" såvel som bag alle levende foreteelser. Det bliver til kendsgerning igennem dette, at alle naturens skabelsesprocesser er logiske, og at logiske skabelsesprocesser umuligt kan finde sted uden en skaber. Det er denne skabers eller dette skabende Noget"s bevidsthed, villie og kraft, der skaber og opretholder verdensaltets vedligeholdelse og evige eksistens. Denne altomfattende skabelse udløses igennem særlige kosmiske verdensimpulser, der hver for sig danner tilværelsesplaner og oplevelsestilstande for levende væsener. Det er denne mægtige skaber eller dette guddommelige Noget", vi har lært at kalde Gud". Og det er dette Noget"s bevidsthed, vi udtrykker som denne Guddoms ånd. Bibelen har således urokkeligt ret, når den udtrykker denne ånd som svævende over vandene", hvilket i virkeligheden er det samme som, at der er bevidsthed bag alle bevægelser, bag alle forvandlinger og dermed bag alle eksisterende skabelsesprocesser. 3. Forklaring til symbol nr. 1 Lyscentret foroven, hvorfra strålerne udgår, symboliserer det skabende»noget«eller Guddommen. Flammekorset symboliserer Guddommens totalt fuldkomne manifestation etter skabelse. Strålehavet symboliserer Guddommens altgennemtrængende skabende ånd, bevidsthed, villie og almagt. I strålehavet ses markerede felter i mere eller mindre lyse toner, de udgør de kosmiske verdensimpulser, der udløser og opretholder oplevelsestilstandene og tilværelsesplanerne for de levende væsener. De mange cirkler symboliserer verdensaltets sole og kloder og de hertil knyttede levende væseners bevidsthedsliv. Dobbeltcirklen symboliserer Jordkloden og dens menneskehed. Vi ser, den er i berøring med tre verdensimpulser, en forneden, der er ved at svinde bort fra dens område. Derefter ser vi en, som endnu næsten helt behersker eller udfylder Jordens område. Foroven ser vi en impuls, som begynder at få indpas i nævnte område. Af disse impulser symboliserer den førstnævnte de primitive menneskers bevidsthedseller åndsliv, medens den næste symboliserer den verdensimpuls, fra hvilken buddhismen, kristendommen og islam er udgået. I Livets Bog er denne impuls betegnet som»den gamle verdensimpuls«, medens den tredie verdensimpuls i samme bog er udtrykt som»den nye verdensimpuls«. Denne impuls vil efterhånden overflødiggøre religionerne og trosformerne, idet den vil klargøre den religiøse eller virkelige side af livet som absolut videnskab. Den vil afsløre livsmysteriets løsning som kendsgerning for Jordens mennesker og vise, at»guds ånd over vandene«, er en evig Guddoms altomfavnende velsignelse, i hvilken vi alle lever, røres og er. (Dette symbol er yderligere forklaret i Livets Bog, 1. bind). 15

14 Verdensgenløsningsprincippet (Symbol nr. 2) 1. Forældreprincippet Vi omtalte i forklaringen til symbol nr. l, at naturens skabelsesprocesser er logiske, og at der derfor måtte være et levende ophav til disse skabelsesprocesser. Vi skal her ved hjælp af symbol nr. 2 påpege et område af disse skabelsesprocesser, der i særlig grad viser ikke blot logik, men også kærlighed. Alle de højest udviklede dyr er, ligesom menneskene, underkastet et princip, vi udtrykker som forældreprincippet". Takket være dette princip kan intet afkom fødes i disse væseners livssfære uden i kraft af et par forældre. I disse forældre skabes der normalt en vis form for kærlighed til dette afkom. Denne giver sig udslag i, at nævnte forældre sørger for deres spæde afkom, indtil det er vokset frem til selv at kunne klare sin opretholdelse af livet. Dette afkom bliver således beskyttet, passet og plejet af dets forældre, sålænge det selv er hjælpeløst. Uden denne kærlighed ville der ikke være nogen mulighed for højere livsformer at inkarnere i Jordens særlige fysiske struktur. Og det er kun unaturlige forældre, der viser ligegyldighed eller manglende sympati eller kærlighed til deres afkom. At de lavere livsformers formering eller forplantning foregår på en anden måde, hvor denne kærlighed ikke er nødvendig, grundet på andre beskyttelses- eller andre hjælpemidler for afkommets trivsel, forandrer ikke det her nævnte forældreprincips identitet som kærlighed. 2. Verdensgenløserne og menneskehedens åndelige førelse Men det er ikke blot i afkomsbeskyttelsen, at dette kosmiske princip er til stede. Det eksisterer også som det fundamentalt bærende princip i selve menneskehedens udvikling og åndelige førelse fra primitivitet til intellektualitet, fra inhamanitet til humanitet. Det er i kraft af dette princip, at verdensreligionerne er blevet skabte. Og det er dette princip, religionsstifterne eller de såkaldte verdensgenløsere" har været besjælet af. Disse væsener har haft den samme autoritet overfor de folk eller menneskegrupper, for hvilke de blev verdensgenløsere, som forældrene har over for deres børn. Ligesom forældrene er naturlige opdragere af børnene, således er verdensgenløserne opdragere af de folk, hvis åndelige førere de blev. Disse verdensgenløsere er væsener, der er mere eller mindre forud for den almene menneskehed i ånd og kultur. De har selv gennemgået den udvikling og kultur i tidligere liv, som de blev fødte til at skulle føre Jordens mennesker ind i. Dette forstås bedre, når vi senere kommer frem til forklaringen om reinkarnationens og udviklingens analyser. I kraft af dette guddommelige kosmiske forældre- eller verdensgenløsningsprincip har de forskellige folkeslag igennem tiderne 16

15

16 altid haft deres verdensgenløsere eller de af dem stiftede religioner. Nævnte guddommelige væsener har således været banebrydere for deres tilhængeres mentale og moralske udformning. 3. De ufærdige menneskers kosmiske forældreprincip Efterhånden som menneskeheden udviklede sig fra primitiv naturmennesketilstand og frem til en mere human og kulturel væremåde, måtte de naturligvis have verdensgenløsere eller kosmiske førere af tilsvarende højere humane og kulturelle kvalifikationer. Og de store, i dag gældende, verdensreligioner viser da også, at deres ophav har været i stand til at give menneskene store urokkelige, kosmiske facitter fra livsmysteriets løsning, men ganske vist kun som postulater eller dogmer uden intellektuel underbygning eller bekræftelse. Dette skyldes ikke verdensgenløserne, men derimod den omstændighed, at menneskene endnu ikke var intellektuelle og humane nok til at kunne forstå disse facitters logiske eller videnskabelige udredning. Vi ser f. eks. hvor lidt menneskene har kunnet forstå af Jesu Kristi store facitudtalelser. Han var derfor allerede i sin tid klar over dette og vidste, at det næste skridt i verdensgenløsningens hjælpeudfoldelse for menneskene måtte vente, til de havde gennemgået dommedagens lidelser og her fået deres bevidsthed, deres intellektuelle og humane evner mere udviklede. Og da måtte verdensgenløsningen blive ikke postulater eller dogmer men derimod ren, kosmisk videnskab, altså en fundamental intellektuel underbygning af de kosmiske facitter i sammenhængende tankerækker, kontrollerbar igennem udviklet human og intellektuel tænkning. Det er denne videnskab, han udtrykker som talsmanden den hellige ånd". Denne overførelse af kosmisk eller åndelig videnskab til menneskeheden bliver verdensgenløsningens sidste store hjælpeindsats. Igennem denne videnskab når menneskeheden frem til dens færdiggørelse i Guddommens skabelse. Igennem den bliver det jordiske menneske efterhånden til mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Og Guds skabelse af mennesket er dermed sket fyldest. Det er selv blevet til vejen, sandheden og livet. Og således er verdensgenløsningsprincippet et fundamentalt bærende kærlighedsprincip, der gør Guddommen til forsyn og fader for alle levende væsener. 4. Forklaring ti! symbol nr. 2 Trappeformationen midt på symbolet symboliserer de jordiske menneskers udviklingsstadier eller udviklingstrin fra»dyr til»menneske«. Det orangefarvede felt symboliserer»dyreriget«.. Af dette rige er det ufærdige menneske ikke fri, sålænge det endnu ikke har overvundet sine dyriske tendenser. Det gule felt symboliserer det totalt fuldkomne»menneskerige«, hvor alle elsker alle, og hvor der hverken er krig, dødsskrig eller pine. Her er hele menneskeheden blevet til eet folk, een hjord og een hyrde. Det lysende felt med stjernen foroven symboliserer Guddommen, som er forsyn og fader til alle levende væsener. Strålerne, der udgår fra stjernen og ned over trappeformationen symboliserer Guds ånd i 17

17 form af verdensreligionerne og dermed verdensgenløsningsprincippet. - At der kun er tre stråler betyder ikke, at der kun er tre verdensreligioner, tværtimod. De skal netop betyde, at der er mange religioner. Den nederste del af disse stråler er orangefarvede, det skal betyde, at her stimulerer religionerne det dyriske eller dræbende princip i menneskene. Gudsdyrkelsen vil derfor her være mere eller mindre inhuman eller»hedensk.«de gule felter på strålerne symboliserer, at her på disse trin er menneskene vokset frem til de humane religioner, hvortil kristendommen hører. Når strålerne øverst oppe er hvide og går sammen i lysfiguren eller stjernen, der som nævnt symboliserer Guddommen, betyder det, at her er alle verdens religioner afløst af kosmisk videnskab. Kosmisk videnskab kan kun udgøre den absolutte sandhed, der er selve livsmysteriets løsning. Og denne kan kun være ens for alle. På det øverste trin er menneskets næstekærlighedsevne og den heraf følgende intuitionsevne blevet så udviklet, at det pågældende væsen i kraft af dette bliver bevidst i Guds bevidsthed eller den såkaldte»hellige ånd«. De når her frem til at blive til»mennesket i Guds billede efter hans lignelse«, hvilket igen vil sige: det totalt fuldkomne menneske. Det er her, det selv bliver til vejen, sandheden og livet. Intolerance (Symbol nr. 3) 1. Saboteret normalitet Intolerance er årsag til krigens dødsflammer. Og hvor to væsener har indviklet sig i disse flammer og således er i krig med hinanden, det være sig to dyr, to mennesker eller to eller flere nationer, så udløser de en sabotage imod verdensaltets grundtone: kærligheden, der igen i virkeligheden er det samme som absolut fred, glæde og velsignelse. Når man således udløser sabotage mod selve livets mentale fundament, hvordan skal der da blive fred, glæde og velvære i de krigsførende parters tankeverden? Hvordan kan væsener være fysisk lykkelige, når deres tankeverden er optaget af, hvorledes de kan gennemføre eller vedligeholde sabotagen imod deres fjender? Er det ikke netop denne situation, der gør væsenerne bange for gengældelse, og dermed årsag til yderligere at forstærke deres forsvarsevne med endnu mere morderiske, raffinerede våben? Og må de ikke netop blive ved med denne morderiske udvikling af våben helt indtil det ligefrem djævelske", indtil der på en eller anden måde kommer en forsoning i stand mellem parterne? Hele tiden at have fjender og derfor hele tiden at skulle værge sig imod fjender, kan kun eksistere som saboteret normalitet, såvel hos angriberen som hos forsvareren. Saboteret normalitet er det samme som, at de pågældende væseners væremåde ud- 18

18

19 trykker disharmoni med verdensaltets grundtone: kærligheden, der igen er den Guds ånd, som i Bibelen er udtrykt som den hellige ånd". Da ånd er det samme som bevidsthed, tanker og viden, så er denne Guddommens ånd verdensaltets normale bevidsthed. At være i disharmoni med denne ånd betyder krig, ulykke og lidelse eller alt, hvad der hører ind under begrebet ond skæbne". 2. Hvordan skal myren kunne vende orkanen? Intolerance, krigstanker og krigsværemåde kan således udelukkende kun skabe disharmoni mellem deres ophav og verdensaltets grundtone, der som nævnt er Guds bevidsthed eller den fuldkommengørende og lykke- og glædebefordrende kraft, vi udtrykker som den absolutte kærlighed. Da disharmoni mellem det levende væsens bevidsthed og denne verdensaltets opretholdende, guddommelige bevidsthedskraft skaber hadets eller krigens ødelæggelsesmanifestationer og de heraf følgende sorger, bekymringer, lidelser og livslede, hvorledes skal væsenerne da blive udfriet heraf, sålænge de i deres væremåde stadig befordrer intolerance, lader sig lede af had eller hævngerrighed og tror, at den absolutte retfærdighed kun kan være øje for øje og tand for tand? Hvordan skal Guddommen eller Forsynet skabe fuldkommenhed i en verden, hvor menneskene således med deres egen væremåde saboterer Guddommens primære bevidsthedsudfoldelse, går imod verdensaltets grundtone, går imod den absolut eneste kraft, der kan skabe fred, lys, glæde og velvære i deres livsoplevelse? Hvordan skal en sådan større eller mindre sabotage imod verdensaltets altoverstrålende skabelsesproces, denne Guddommens gigantiske villie og magtudfoldelse, undgå at smerte, undgå i værste tilfælde at ødelægge væsenets fysiske organisme og dermed dets pågældende fysiske jordliv? Hvordan kan myren vende orkanen? Tror man ikke, myren her kommer til kort? 3. Vejen ud af mørket og frem til lyset Man forstår her, hvorfor Kristus påbød menneskene at elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv. Og ligeledes hvorfor de skulle tilgive og atter tilgive deres næste, ligesom han selv gjorde det på korset. Han vidste, at disse hans bødler ikke vidste, at de saboterede deres egen livslykke eller kontakt med verdensaltets grundtone og dermed med livet og velværet ved at korsfæste ham. Derfor bad han for dem: Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Kun i en væremåde, hvor denne indstilling til næsten er det primære, eksisterer vejen ud af mørket, ud af krigen og frem til lyset, frem til den absolutte fred, den absolutte kontakt med det virkelige liv, kontakt med Forsynet og Guddommen. 4. Forklaring til symbol nr. 3 Lyscentret til venstre på symbolet symboliserer Guddommen eller ophavet til den skabende magt i verdensaltets Flammekorset og de herfra udgående stråler symboliserer Guddommens usynlige hellige ånd eller bevidsthed bag alle eksisterende manifestationer, skabelsesprocesser og det skabte i verdensaltet. 2* 19

20 De to stjernefigurer symboliserer to levende væsener eller to væsensgrupper. De to orangefarvede stråler, der krydser hinanden, symboliserer, at de to levende væsener eller væsensgrupper, de udgår fra, er i krig eller ufred med hinanden. Orangefarven betyder her i nærværende symbolteknik, som før nævnt, blandt andet intolerance, krig, ufred eller det såkaldte»onde«. Den brændende jordklode på symbolet symboliserer den sabotage på livet eller de levende væsenets velfærd, som virkningerne af al intolerance, krig, had eller fjendskab mellem to krigsparter uundgåeligt udløser, hvad enten det er mand og mand imellem, eller det er hele nationer eller folkegrupper, der er i krig med hinanden. Når strålehavet, der på symbolet udtrykker»den hellige ånd«, der er verdensaltets grundtone:»kærligheden«, går uden om jordkloden, skal det symbolisere, at der hvor hadet raser, kan kærligheden umuligt komme til udfoldelse. Og hvor der ikke er kærlighed, kan kun»dommedagen«,»ragnarok«eller helvede eksistere. Men helvede får»den fortabte søn«til at vende om og gå tilbage til sin fader. Og livets grundtone er atter indgået og oprettet i hans bevidsthed, liv og væremåde. Vejen mod lyset (Symbol nr. 4) 1. Den fysiske organisme er kun et forgængeligt manifestationsredskab for et evigt åndeligt ophav Alle levende væsener udgør, som vi senere skal komme nærmere ind på, et treenigt princip. Det udgør således et jeg, og en overbevidsthed, til hvilken dets underbevidsthed er knyttet. Denne struktur udgør det virkeligt, evige Noget", der åbenbarer sig igennem sin fysiske organisme. Denne organisme hører ikke med til det primære væsen. Den er kun et midlertidigt opbygget eller skabt redskab for væsenets fysiske manifestation, skabelse og oplevelse. Da den er skabt, er den ligesom alle andre skabte realiteter forgængelig, bliver opslidt og ubrugelig. Og dens åndelige ophav må derfor befries fra et sådant ubrugeligt redskab eller legeme. Det er denne væsenets befrielsesproces, vi kender under begrebet døden". Denne død er således ikke nogen virkelig død, men en guddommelig anordning i verdensaltets store kosmiske struktur. Det åndelige ophav lever videre og kan igen fødes i en ny fysisk organisme. 2. Væsenernes udvikling og det færdige og det ufærdige menneske Iagttager vi de levende væsener, ser vi, at de repræsenterer livsformer, der danner en skala af udviklingstrin fra primitivitet og uvidenhed til væsener, der udgør de totalt fuldkomne mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Denne skala viser, at disse levende væsener således befinder sig i udvikling. De begynder 20

21 i minerallivsformer og udvikler sig frem til plantelivsformer. Herfra udvikler de sig videre til dyrelivsformer og frem til menneskelivsformer. Alle mennesker har således haft en udviklingsepoke i hver af disse nævnte livsformer. Disse epoker ligger henholdsvis til grund for det, vi kalder mineralriget, planteriget, dyreriget og menneskeriget. Til dyreriget hører det endnu ufærdige jordiske menneske i de mentale felter, det har nedarvet fra dyreriget og endnu ikke har fået udviklet sig fri af. Det er disse dyriske felter, der ligger til grund for det, vi kalder det onde". Først når væsenet i udvikling er nået frem til at kunne opfylde livsloven, at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, er det blevet til det virkelige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Og det er sådanne væsener, der tilsammen danner det absolut færdige eller totalt fuldkomne menneskerige. Dette rige eksisterer imidlertid endnu ikke på jorden. Men det er, som vi senere skal se, på vej. 3. Det religiøse princip På et givet stadium i væsenets udvikling fødes det religiøse princip i dets mentale struktur. Dette gives igen næring igennem verdensgenløsningsprincippet og verdensgenløserne. Og det vil bringe væsenet frem til den totale fuldkommenhed, i kraft af hvilken det får kosmisk bevidsthed" og dermed bliver bevidst i Gud, bliver eet med ham og oplever sin egen udødelighed. Det er denne proces i sin totale udløsning, vi har givet navnet den store fødsel". Det religiøse princip giver sig ikke blot udslag i en almindelig religiøs væremåde. Det er også dette princip, der ligger bag materialismen, bag al politik og alle andre arter af fremtrædende bevidsthedsformer. Men det fører urokkeligt og sikkert det levende væsen frem til nævnte store fødsel" og den heraf følgende kosmiske bevidsthed, der sætter det i stand til at opleve hinsides tid og rum, hvorved dets sansning står himmelhøjt over det almindelige, ufærdige jordiske menneskes sansning og oplevelse. Det er i kraft af denne form for sansning, at nærværende symboler og analyser er blevet skabt og ligeledes det hovedværk, de danner et supplement til. 4. Den materialistiske videnskab kan ikke løse livsmysteriet Da den materialistiske videnskabs sanseevne næsten udelukkende beror på intelligens, kan den umuligt give menneskene livsmysteriets løning. Den kan kun give mål og vægtfacitter, hvilket igen vil sige materiefacitter. Men livsmysteriets facitter er ikke mål og vægtfacitter. De er livsytringsfacitter. De udgør således selve livets højeste facitter, hvad materiens facitter ikke gør. 5. Hvad der kræves for at kunne løse livsmysteriet For at kunne løse livsmysteriet må det jordiske menneske være kommet så langt i udviklingen eller Guds skabelse af det, at dets humanitets- eller næstekærlighedsevne har fået en sådan kapacitet, at det ikke mere nænner at gøre 21

22 det onde". Det vil da hellere selv lide, end det vil, at andre skal lide. Det kender ikke mere til vrede eller bitterhed imod nogen. Og med denne humane evnes udvikling begynder en anden evne også at udvikle sig i dets bevidsthed, nemlig intuitionsevnen". Det er igennem en kombination af denne evne og humanitetsevnen, samt intelligensevnen, at den kosmiske sansning er mulig. Vejen mod lyset, hvilket her vil sige: vejen imod oplysninger om livets mening eller livsmysteriets løsning findes altså ikke i den materialistiske videnskab, hvilken løsning det heller ikke er denne videnskabs mission at påvise. 6. Den absolut eneste vej til lyset Det er den materialistiske videnskabs mission at skabe udveje for menneskets beherskelse af materien, beherskelse af naturens vældige kræfter til brug for en tilværelse, der ikke er baseret på krig, på lemlæstelse og ødelæggende mordvåben eller helvedesmaskiner. Det er den materialistiske videnskabs mission at skabe maskiner, apparater og redskaber, der kan lette eller fritage menneskene for det grove arbejde eller den såkaldte syndens forbandelse": I dit ansigts sved skal du æde dit brød". Endvidere er det dens opgave med dens viden og erfaringer at løfte menneskeheden op af den materielle uvidenhed og primitivitet og frem til den højeste viden om selve materien eller den materielle verden, der er blevet dens foreløbige kosmiske livsrum eller bolig. Når den materialistiske videnskab bliver behersket af livsvidenskaben eller kosmisk bevidsthed, kommer den først til helt at opfylde sin kosmiske bestemmelse. Så bliver dens skabelse, viden og kunnen ligesom Guddommens skabelse (naturens skabelsesprocesser) i sine slutfacitter udelukkende til glæde og velsignelse for levende væsener. Den materialistiske videnskab kan således ikke give livsmysteriets løsning og kan derfor heller ikke udgøre vejen til lyset. Kun kosmisk bevidsthed, der er det samme som det, Bibelen udtrykker som den hellige ånd", kan løse livsmysteriet og vise menneskeheden livets mening. Men kosmisk bevidsthed kan som nævnt kun opleves i kraft af intuitionsevnen", der altså er afhængig af væsenets humane udvikling eller næstekærlighed. Derfor bliver denne udvikling således den absolut eneste vej til lyset. Kristus har ret. Man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Dette er al lovens fylde eller vejen til himlen. 7. Forklaring til symbol nr. 4 De tredelte figurer, der på symbolet forekommer ved siden af hverandre, symboliserer hver især et levende væsen. Det hvide felt i en sådan figur symboliserer det pågældende væsens evige og højeste selv eller jeg. Det violette felt i samme figur. symboliserer det pågældende væsens evige kosmiske struktur, der i forbindelse med jeg'et udgør dets overbevidsthed, i hvilken dets underbevidsthedsstruktur er rodfæstet. (Herom senere). Det nederste farvede felt symboliserer væsenets fysiske organisme, som det behersker, styrer og leder i kraft af overbevidstheden. Denne realitet udgør i forbindelse med jeg'et det evige, virkelige, levende væsen og den timelige fysiske organismes sande ophav og herre. Når de tredelte figurer forekommer i en ræk-

23

24 kefølge, der fra venstre til højre viser dem i en stigende størrelsesgrad, skal det symbolisere, at det levende væsen er underkastet udvikling. Igennem denne udvikling vokser væsenerne fra minerallivsformer til plantelivsformer. Og fra disse igen vokser de til dyrelivsformer og herfra til menneskelivsformer. Disse livsformer danner hver for sig de udviklingsepoker, vi i dagliglivet kender under begreberne: mineralriget, planteriget, dyreriget og det totalt fuldkomne eller færdige menneskerige. På symbolet længst til venstre, markeret ved den lyse indigofarve, har vi mineralriget. Dernæst i rød farve planteriget og i orangefarve dyreriget, samt i gul farve det færdige eller fuldkomne menneskerige. Fra den lodrette hvide streg i dyreriget og frem til det gule felt eller det fuldkomne menneskerige har vi det ufærdige jordiske menneskes udviklingsdomæne. Nævnte væsen hører endnu i en vis grad til dyreriget i de fra samme rige nedarvede bevidsthedsfelter, som det endnu ikke har overvundet til fordel for menneskelig mentalitet, og af hvilken grund det derfor må betegnes som ufærdigt. De gule felter symboliserer de totalt færdige mennesker, der udgør det virkelige og tilsvarende færdige menneskerige, det rige der vil blive slutfacittet på det nuværende ufærdige menneskerige på jorden. Den orangefarvede stjerne med den lange grønne stråle og den korte gul-grønne stråle symboliserer den menneskelige forskning således, at den grønne stråle til venstre symboliserer naturvidenskaben og den gulgrønne stråle til højre filosofien. Den grønne stråle symboliserer yderligere intelligensevnen, der er nævnte videnskabs højeste erkendelsesevne. Derfor kan den materialistiske videnskab ikke give livsmysteriets løsning. Derimod er det dens mission med sin materialistiske viden og kunnen at bane vej for menneskenes beherskelse af kræfterne fra naturens vældige kraftocean til fordel og lettelse for menneskenes daglige, fysiske tilværelse. Den vandrette keglefigur på symbolet, som altså er sammensat af figurerne, der symboliserer de levende væsener fra mineralriget til det færdige menneskerige, udgør et lille afsnit af selve verdensaltet. De hvide og violette felter på dette afsnit udgør som nævnt de levende væseners jeg og underbevidsthed. Disse højpsykiske realiteter er totalt utilgængelige for fysisk sansning. De nævnte felter ligger derfor ganske uden for den materialistiske videnskabs domæne. Dette er derfor begrænset til de nederste forskelligt farvede felter, der symboliserer væsenernes fysiske organismer eller materiestrukturer. Disse kan den med sin intelligens udforske og analysere. Og her ud fra kan den skabe en vis filosofisk opfattelse, hvilket er symboliseret ved den korte gulgrønne stråle. I de hvide og violette figurer, der udgør de levende væseners jeg og overbevidsthed eller det virkelige, primære og evige væsen bag de timelige fysiske organismer, ligger livsmysteriets løsning. Men denne løsning er altså kun sansemæssigt tilgængelig igennem det religiøse princip, der i sin kulmination er det samme som»den hellige ånd«, eller -»kosmisk bevidsthed«. Den gule stråle, der udgår fra en lille stjerne og frem til en større stjerne, ud fra hvilken to mægtige hvide stråler udgår, symboliserer det religiøse princip. Alle stadier, både de materialistiske, politiske og gudløse såvel som de almindelige kendte religiøse stadier i de ufærdige menneskers udviklingsområde, er udslag af nævnte princip, befordret af verdensgenløsere og andre folkeførere af forskellig åndelig kvalitet, passende til de folkegrupper, blandt hvilke de blev inkarneret. Dette guddommelige princips slutfacit udgør den kosmiske bevidstheds fødsel i mennesket, hvorved Guddommens fuldendelse af skabelsen af mennesket i sit billede efter sin lignelse er sket fyldest. I kraft af dette slutfacit, der i Livets Bog er udtrykt under begrebet»den store fødsel«, bliver mennesket suverænt og eet med Gud. Det er efter denne selv blevet»vejen, sandheden og livet«. Denne fødsel og den heraf følgende kosmiske bevidsthed er symboliseret i den gule stjerne og de herfra udgående to store hvide kæmpestråler foroven på symbolet. På symbolet foroven ser vi et billede af jordkloden. At den har plads lige over de ufærdige jordmenneskers udviklingstrin, der hvor den materialistiske videnskab befinder sig, skal 23

25 symbolisere, at kloden i sin udviklings passage befinder sig på et stadium, i kraft af hvilket den netop kan yde de ufærdige mennesker de livsbetingelser, der er nødvendige for den erfaringstilstand og skæbneoplevelse, som kræves, for at de nævnte væsener kan opnå»den store fødsel«. Den orangefarvede tynde streg foroven på symbolet, der strækker sig fra mineralriget, frem forbi jordkloden til det rigtige menneskerige, skal blot markere, at dette område udgør den del af»det skabtes«, verden, som den jordiske menneskehed har kendskab til (bistået af den videnskabelige forskning). Den lille røde stjerne markerer grænsen mellem mineralriget og planteriget, medens den større orangefarvede stjerne markerer grænsen mellem planteriget og dyreriget. Figur I på det lille billede i venstre hjørne på symbolet symboliserer det levende væsen. Figur II symboliserer mennesket uden kosmisk bevidsthed. Figur HI symboliserer mennesket med kosmisk bevidsthed eller det færdige menneske i»guds billede efter hans lignelsen. Punktlinierne markerer de to væseners sansekapacitet. Vi ser her, at det kosmisk bevidste menneske sanser hele det levende væsens både fysiske og åndelige struktur og oplever derved livsmysteriets løsning, medens det ufærdige eller kosmisk bevidstløse menneske kun kan opleve sin fysiske organisme og andre skabte eller tids- og rumdimensionelle foreteelser. De kosmiske eller evige fakta kan det ikke opleve. Det er derfor, at livet og væsenernes udødelighed og evige eksistens er et mysterium for det ufærdige menneske. Kosmisk bevidstløshed (Symbol nr. 5) 1. Det ufærdige jordiske menneskes kosmiske bevidstløshed For det menneske, der ønsker at komme til virkelig oplevelse og erkendelse af den absolutte sandhed om livet eller livsmysteriets løsning, er det nødvendigt, at det lærer sig selv at kende til bunds, thi det levende væsens kosmiske analyse er netop i sig selv livsmysteriets løsning. Og vi skal her begynde med at påpege, hvorledes det ufærdige menneske næsten er totalt kosmisk uvidende, hvilket vil sige, at det næsten er totalt bevidstløst med hensyn til sin egen virkelige eller absolutte åndelige eller kosmiske analyse. 2. Det religiøse instinkt Hele det ufærdige væsens religiøse livs fundament er den bevidsthedsevne, vi før har nævnt under begrebet det religiøse instinkt". Igennem verdensgenløsningsprincippet og verdensgenløserne blev dette instinkt ledet ind i forestillinger, der tildannedes som vejledning for de pågældende væseners endnu meget primitive og kosmisk set meget barnlige bevidsthed og manglende intellektuelle begavelse. Det er disse religiøse forestillinger, vi kender som de forskellige religioners trosobjekter, forestillinger om moral og gudsforhold. 24

26 3. Hvorfor de religiøse idealer ikke blev givet som videnskab Da væsenerne kun havde en meget elementær, intellektuel begavelse, ville de umuligt kunne være blevet hjulpet ved en hundrede procents kosmisk videnskab. Denne videnskab måtte derfor af verdensgenløserne tillempes, ikke som en virkelig kontrollerbar, eksakt kosmisk videnskab, men derimod som forestillinger, der, om end de opfattedes af tilhængerne som bogstavelige, dog kun var symboler på eller lignelser af brudstykker af den virkelige sandhed. At disse symboler og forestillinger stadigt måtte ændres igennem nye verdensgenløsere til fordel for nye forestillinger og opfattelser alt eftersom tilhængerne voksede frem i erfaringer, viden og humanitet, er selvfølgeligt. Og således nåede menneskeheden frem til livets højeste vejledende forestillinger i religion, kulminerende i Kristi udødelige idealer, der bunder ud i livslovens urokkelige påbud: Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Et højere moralsk påbud kan umuligt gives, fordi en væremåde kan ikke være mere guddommelig. Det er netop denne væremåde, der er Guds billede" i hvis lignelse" mennesket skabes. Men disse høje idealer er også kun tilpasset for mennesker, der endnu beherskes af det religiøse instinkt, mennesker, der endnu kan tro blindt uden nogen som helst trang til eller hunger efter nogen intellektuel udredning eller virkelig, logisk begrundelse, når blot de pågældende idealer er givet af autoriteter. Dette er barneprincippets indstilling til forældreprincippet eller det ufærdige menneskes indstilling til verdensgenløsningsprincippet. 4. Menneskets religiøsitet i form af materialisme Men livet står ikke stille, og menneskene bliver ikke stående på det samme udviklingstrin, men fortsætter fremad og opad. Udviklingen standser ikke, før Guds skabelse af mennesket er fuldført. Vi ser i dag millioner og atter millioner af mennesker, navnlig i den vestlige verden, blive behersket af en anden bevidsthedsevne, der har drejet væsenernes religiøse instinkt mere eller mindre bort fra verdensgenløsernes vejledning. Denne evne er intelligensen. Den afføder efterhånden i mennesket begæret efter selv at vide, selv at forske, selv at finde sandheden. Den fører menneskene bort fra deres barnestadium på det religiøse eller kosmiske område. I samme grad som deres intelligensevne vokser, degenererer deres evne til blindt at tro på andres udsagn. Og derfor tror de heller ikke på de overleverede religiøse dogmer eller forestillinger. De accepterer kun, hvad der logisk kan bekræftes eller påvises som kendsgerning. Da disse mennesker således kun kan acceptere forestillinger eller påstande, de selv kan efterforske og opleve som kendsgerning, kan de således i virkeligheden kun acceptere absolut videnskab. Men da de ikke har de kosmiske evner, i kraft af hvilke kosmiske sandheder eller realiteter opleves, kan de kun udforske materien. Og da de ikke tror på andres udtalelser, tror de således heller ikke på kosmiske sandheder eller foreteelser, de ikke selv kan iagttage eller konstatere ved hjælp af fysiske sanser. De kan derfor udelukkende kun blive materialister. De tror, at alt er fysisk, 25

27 og at der ikke eksisterer noget åndeligt eller kosmisk bevidsthedsliv. De tror således stærkt på døden som et totalt ophør af liv og bevidsthed. De tror ikke på nogen som helst Guddom og regner næsten med, at religiøsitet er en afsporing. De ved ikke, at deres egen stærkt materialistiske indstilling også er et udslag af det religiøse princip, og at deres antireligiøse forestillinger i virkeligheden udgør den afsporing, som de selv bedømmer den almengældende religiøsitets forestillinger til at være. 5. Det absolut eneste fornødne for det ufærdige jordiske menneske Men den materialistiske videnskab kan trods dette bringe menneskene overordentlige store goder, ligesom den kan bringe menneskene umådelige lidelser. Om den store materielle kundskab skal være til glæde og velsignelse eller til krig og lidelse for menneskene er afhængigt af, hvor høj moralsk bevidsthed eller human begavelse de er i besiddelse af. Men når spørgsmålet om, hvorvidt den materialistiske videnskab skal blive til glæde og velsignelse og ikke til sabotage eller ødelæggelse af livet er afhængigt af, hvor høj moralsk bevidsthed eller human begavelse menneskene er i besiddelse af, bliver det denne humane begavelse, der bliver det højeste og absolut eneste fornødne for menneskene, hvis de vil opnå krigens afskaffelse og fredens kroning som fundament for deres skæbnetilstand. Og vi skal her i forklaringen til symbol nr. 5 påpege, hvorledes det ufærdige menneskes kosmiske bevidstløshed tager sig ud i forhold til virkeligheden ganske uanfægtet af, hvor høj en materialistisk viden det pågældende menneske så end måtte være i besiddelse af. 6. Forklaring til symbol nr. 5 Symbolet symboliserer det ufærdige menneskes uvidenhed om sin kosmiske og evige struktur. Spørgsmålstegnene skal markere, at denne væsenets uvidenhed eller kosmiske bevidstløshed før eller senere vil føre til spørgsmål angående dets evige eller udødelige kosmiske natur. De farvede tågeagtige felter uden om det sorte cirkelfelt symboliserer de bærende bevidsthedslag. Det røde felt skal udtrykke væsenets»instinkt«. Det orangefarvede felt skal udtrykke væsenets»tyngdeenergi«, der er en medvirkende faktor i væsenets udløsning af energi og kraft. Det gule felt betyder»følelsen, der blandt andet også er en medvirkende faktor i skabelsen af væsenets energi- og kraftudfoldelse. Det grønne felt markerer væsenets»intelligens*. Det blå felt betyder væsenets»intuitions, medens det lyse indigofarvede felt udtrykker væsenets»hukommelse*. Når disse farvefelter ligesom tilfældigt og tågeagtigt udflydende er blandet imellem hverandre, skal det symbolisere, at det ufærdige menneske nok kender disse begreber, men i virkeligheden ikke ved, hvorledes disse mentale foreteelser er organiserede i dets egen mentalitet eller psyke. Det orangefarvede felt inden for det sorte cirkelfelt skal symbolisere væsenets fysiske legeme. Centret bag det kvide kors, hvorfra strålerne udgår, symboliserer det levende væsens jeg, medens det hvide kors symboliserer den totalt fuldkomne bevidsthed og den heraf følgende totalt fuldkomne manifestation. For det stærkt materialistisk indstillede menneske er korsets tegn kun et symbol på den såkaldte»død«, som det tror udgør et totalt ophør af dets liv og bevidsthed. De øvrige ufarvede felter omkring korset symboliserer væsenets høje åndelige eller kosmiske strukturer og funktioner. At disse er ufarvede skal udtrykke, at disse strukturer og funktioner er utilgængelige for fysisk sansning og er derfor ukendt for den materialistiske videnskab. 26

28

29 Det levende væsen I (Symbol nr. 6) 1. Det levende væsens»selv«eller»jeg«kan kun have analysen»noget, som er«i henhold til Livets Bog er det levende væsen et treenigt princip. Det udgør således et jeg", en skabeevne" og det skabte". Ved jeg'et forstår man her det levende væsens højeste væsenskerne. Dette jeg er Noget", der i sig selv er hævet over al manifestation, eftersom det udgør selve manifestationens ophav og skaber. Det kan derfor absolut ingen analyse have. Hvis vi siger om dette jeg, at det er smukt, det er mindre smukt, det er guddommeligt, eller det er djævelsk", det er stort, eller det er småto.s.v.,kan disse analyser umuligt være analyser af selve jeg'et, men derimod kun af noget, jeg'et har frembragt eller skabt. Jeg'et eksisterede således før denne skabelse. Det har derfor i sig selv ingen som helst analyse ud over dette, at det eksisterer, og kan derfor kun udgøre Noget", som er". 2. Jeg'ets skabeevne kan også kun have analysen»noget, som er«dette Noget" eller jeg'et har altså en skabeevne, hvilket vil sige: evnen til at opleve og manifestere og dermed også evnen til at opbygge en organisme eller et legeme, i kraft af hvilket det netop kan skabe i materien og dermed tilkendegive sig for andre jeg'er og ligeledes opleve disses tilkendegivelser igennem deres manifestationer eller skabte ting. Denne skabeevne kan ikke være blevet skabt, thi i så fald skulle jeg'et på et tidspunkt have eksisteret uden en skabeevne, og hvordan skulle det da i denne tilstand kunne have skabt denne sin skabeeevne? Da yderligere noget ikke kan opstå af ingen ting, må jeg'ets skabeevne således evigt have eksisteret. Den bliver derfor i sig selv ligesom jeg'et en navnløs foreteelse, der kun kan udtrykkes som Noget, som er". 3. Det skiftende resultat af jeg'ets skabeevne er også evigt og vil derfor have analysen»noget, som er«resultatet af denne skabeevne er jeg'ets i materien skabte legemer, organer eller strukturer. Af disse, den evige kosmiske skabeevnes forlængelsesorganer, er hovedsageligt kun de levende væseners fysiske legeme kendt af det ufærdige menneske. Selv om dette fysiske legeme og de øvrige skabte organer er tids- og rumdimensionelle, hvilket vil sige, at de er forgængelige og må udskiftes, så opretholder de dog evigt et uforgængeligt princip, nemlig det levende væsens oplevelse af livet. Da dette resultat af skabeevnen er lige så evigt som denne og jeg'et, kan vi også kun udtrykke denne som Noget, der er". 27

30 4. Det levende væsen udgør et treenigt uadskilleligt princip Disse forannævnte tre principper: jeg'et, dets skabeevne og resultatet af denne skabeevne: organismen og den heraf følgende evige livsoplevelse, udgør lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et Noget" kan fremtræde som et levende væsen. Uden jeg'et ville hverken skabeevnen eller livsoplevelsen eksistere. Og uden livsoplevelse og skabeevne ville jeg'et umuligt kunne eksistere som et levende væsen. Det ville ganske vist eksistere, men det ville hverken kunne tænke, opleve, manifestere eller skabe. Et evigt intet" ville ruge der, hvor verdensaltet i dag stråler og funkler som det største af alle eksisterende manifestationsstrukturer eller tilkendegivelseslegemer for et allerhøjeste jeg", et allerhøjeste levende væsen, i hvis organisme vi alle leve, røres og er. Det levende væsens kerneanalyse er således en uadskillelig kombination af livets tre største principper, sammensmeltet til et eneste gigantprincip: Det levende væsen", alle princippers ophav. Da disse tre principper således er navnløse, har vi udtrykt jeg'et eller selv'et i det levende væsen som X l", skabeevnen som X 2" og den evige livsoplevelse eller det skabte" som X 3". 5. Hvorfor menneskene undertiden ikke opfatter det levende væsen som udødeligt Det levende væsen er således i sin kerneanalyse et evigt, udødeligt eller uforgængeligt Noget, som er". Når det materialistiske menneske ikke opfatter det levende væsen således, skyldes det, at det slet ikke ser dette levende væsen, da der jo er totalt utilgængeligt for direkte fysisk sansning. Det, der direkte kan sanses af det levende væsen, er kun det, der er skabt eller frembragt. Og der er absolut ikke noget af det, der er skabt, der kan være uforgængeligt. Det går urokkeligt sit endeligt i møde. Det, der således er skabt, er jeg'ets fysiske legeme og visse af de psykiske eller åndelige strukturer, der forbinder væsenets fysiske legeme med den evige, uforgængelige eller kosmiske del af samme væsen. 6.»Døden«er ikke nogen død Det fysiske legeme er udelukkende et skabe- og oplevelsesredskab for dets ophav eller jeg. For at det kan bruges til dette formål, må det opretholdes ved næsten et ocean af fysiske og psykiske organstrukturer, der også er skabte" foreteelser og derfor forgængelige. Det er derfor, det levende væsens fysiske legeme bliver gammelt og udslidt for tilsidst helt at være ubrugeligt. Og jeg'et bliver da befriet for dette legeme. Det er denne jeg'ets befrielse fra sit fysiske legeme, menneskene kalder døden", men som i virkeligheden absolut ikke er nogen død. Menneskene tror, at dette, fra jeg'et udfriede legeme, som vi udtrykker som et lig", er det levende væsen selv. Hvis dette lig virkelig var det levende væsen selv, ville døden være en kendsgerning. Men nu er det modsatte en kendsgerning for det færdige menneske. Det, der er levende, må altid vedblive at være levende, og det, der er dødt, må ligeledes i al evighed blive ved med at være dødt. Det levende" kan således ikke dø, og det døde" kan aldrig blive levende. Dette er en af de urokkelige grundpiller i løsningen på livets mysterium. 28

31 7. Det levende væsens»overbevidsthed«med den maskuline pol, den feminine pol og de seks grundenergier Det levende" i det levende væsen er urokkeligt jeg'et og dets evige eller kosmiske livsstruktur, altså den, der ikke er skabt". Det døde" ved det levende væsen er dets fysiske legeme og de øvrige strukturer, der kun udgør skabte" realiteter. Disse strukturer, der er skabte", adskiller sig fra de ikke-skabte eller evige strukturer derved, at de hverken kan eksistere eller fungere ved egen kraft. De får udelukkende deres bevægelses- eller funktionskraft fra de evige strukturer, som netop eksisterer ved egen kraft. Vi har derfor udtrykt den del af de evige strukturer, der udgør jeg'et og dets kosmiske skabeevne, hvilket i virkeligheden vil sige: X l" og X 2" som det levende væsens overbevidsthed". Denne overbevidsthed udgør således det levende væsens absolutte uforgængelige og dermed evige struktur. I denne overbevidsthed møder vi den allerførste begyndende udløsning af princippet energi". Denne energi har vi udtrykt som moderenergien". Denne energis udfoldelsesområde er i X 2", hvor den danner materie og kraft for selve livsoplevelsens fundament, hvilket er det samme som udløsningen af de to store livsfunktioner, vi har udtrykt som maskulinisme" og feminisme". De udløses gennem hver sit organ, vi henholdsvis har udtrykt som den maskuline pol" og den feminine pol". Igennem disse to polorganers indbyrdes kombinerede samarbejde med de seks grundenergier, vi har udtrykt som instinktenergien", tyngdeenergien", følelsesenergien", intelligensenergien", intuitionsenergien" og hukommelsesenergien", skabes hele væsenets livsfunktion, dets plads på udviklingsstigen, dets primitivitet eller intellektualitet, dets fremtræden som hankønsvæsen eller hunkønsvæsen eller som et væsen i dobbeltpoletheden, hvilket sidste vil sige: mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Vi kan ikke her komme nærmere ind på disse realiteter, hvilke heller ikke er markerede på nærværende symbol. Men vi kommer tilbage til en nærmere forklaring på dem i særlige specialsymboler. Vi har kun lige nævnt dem her, fordi de hører med til overbevidstheden. 8. Det levende væsens»skæbneelement«,»grundtalentkerner«eller»spiralcentre«i overbevidstheden findes yderligere et center for hver af de seks grundenergier. Disse centre har vi udtrykt som grundtalentkerner" eller spiralcentre". De udgør det inderste sæde for det levende væsens evner og anlæg. I kraft af disse talentkerner eller centre kan væsenets evner og anlæg overleve den fysiske organismes død eller undergang og derefter komme til medvirkning i en ny fysisk organismes skabelse. Jeg'et kan derved gennem den komme til at opleve en ny fysisk tilværelse og således fortsættende. Det er den udskiftning af de fysiske legemer, vi kalder reinkarnationen". Igennem overbevidstheden udløses også en evig strøm i form af et begær. Dette begær udgør den inderste kilde til alle andre eksisterende begær i det levende væsen. Vi har derfor kaldt dette begær for urbegæret". Igennem moderenergien forbindes dette begær med grundenergierne, 29

32 som derved i kraft af en særlig struktur holdes i funktion. Det samlede område i overbevidstheden, i hvilket disse væsenets højeste, evige eller uforgængelige livsstrukturer har sit sæde, har vi udtrykt som det levende væsens skæbneelement". 9. Det levende væsens»underbevidsthed«i kraft af Grundtalentkernerne eksisterer der i Skæbneelementet en kosmisk og og dermed en evig organstruktur for hver af de seks grundenergier. Da disse organstrukturer er evige, hører de til overbevidstheden. Ved hjælp af disse evige organstrukturer opretholdes en foranderlig og dermed timelig organstruktur for hver grundenergi. Det er disse foranderlige organstrukturer, vi udtrykker som legemer". Der eksisterer således et legeme for hver grundenergi. Ved hjælp af disse sidstnævnte legemer opleves livet. Men da livsoplevelsen er en stor forandrings- eller skabelsesproces, må disse grundenergilegemer i en tilsvarende grad også forandres, omdannes eller tilpasses til ethvert trin i denne skabelsesproces, som det pågældende væsen skal passere. Således må det fysiske legeme ligefrem totalt udskiftes til fordel for opnåelsen af et nyt og bedre fysisk legeme, hver gang dette bliver påkrævet på grund af alderdom, lædering eller anden form for undergang af nævnte legeme. Det er et sådant fra overbevidstheden udskilt fysisk legeme, vi udtrykker ved begrebet: et lig". De nævnte grundenergilegemer plus det fysiske legeme udgør væsenets underbevidsthed", medens grundtalentkernestrukturerne, i hvilken de er rodfæstet, som før nævnt, hører til overbevidstheden. 10. Det levende væsens»dagsbevidsthed«og»natbevidsthed«til underbevidstheden hører altså det fysiske legeme, igennem hvilket alle åndelige organer mere eller mindre fungerer. Denne organfunktion er således i virkeligheden en forlængelse af overbevidsthedsfunktionen. Og det er denne del af det levende væsen, der er tilgængelig for sansning. Denne forlængelse udgør ikke blot væsenets fysiske legeme, men også dets psyke eller mentalitet, igennem hvilken livsoplevelsen eller manifestationerne sanses og erkendes. Denne erkendelsesfunktion har vi udtrykt som det levende væsens dagsbevidsthed". Men det ufærdige væsen har også en oplevelsestilstand, som det ikke er bevidst i, nemlig dets tilstand under søvnen. Denne tilstand har vi udtrykt som det levende væsens natbevidsthed". Natbevidstheden er altså en oplevelsestilstand, som væsenet befinder sig i, når dets fysiske legeme er sat ud af funktion, er i hvile. Da foregår væsenets oplevelse på det såkaldte åndelige plan", som eksisterer hinsides det fysiske oplevelsesplan. Men da væsenets hukommelsestilstand på det fysiske tilværelsesplan ikke er beregnet på at skulle overføre erindringerne fra natbevidstheden til dagsbevidstheden, har væsenerne på nævnte plan ingen erindring om deres oplevelser under natbevidstheden. De ufærdige eller endnu kosmisk bevidstløse mennesker tror derfor fejlagtigt, at de under natbevidstheden er bevidstløse. 30

33

34 Det er derfor, tvivlen på det levende væsens udødelighed opstår, når de ser, at et medvæsens fysiske legeme er blevet til et lig". De forstår ikke, at det levende væsen kan leve uden fysisk organisme. De kender jo ikke deres eget udødelige jeg og den lige så udødelige overbevidsthed, som dette jeg er identisk med. Vi skal, som før nævnt, komme tilbage til disse primære emner i senere symbolforklaringer. 11. Forklaring til symbol nr. 6 Det øverste hvide felt symboliserer det levende væsens jeg, også udtrykt som»x l«.. Det næste hovedafsnit på symbolet symboliserer den evige del af jeg'ets skabeevne, hvilket vil sige: dets oplevelses- og manifestationsevne. Den er udtrykt som»x 2«. Det nederste hovedafsnit udtrykker en timelig eller»skabt«forlængelse af jeg'ets»eviges skabeevne i form af organiske manifestationsog oplevelsesredskaber eller legemer. Dette afsnit har vi udtrykt som»x 3«. - Da disse tre ved»x«betegnede foreteelser danner en uadskillelig enhed, der udgør»det levende væsen«, bliver dette væsen her synligt som et evigt eksisterende treenigt princip, der i al evighed har garanteret, og i al evighed vil vedblive at garantere sig selv evig, udødelig eller levende eksistens. Den violette farve udtrykker her livets allerhøjeste energifelt. Dette har vi udtrykt som»moderenergien«eller den syvende grundenergi. I dette energifelt er alle livets hovedfunktioner rodfæstet. Her forekommer således livets allerhøjeste livsregulerende faktorer:»den maskuline pol«og»den feminine pol«. De runde farvede felter symboliserer jeg'ets grundtalentkerner eller»spiralcentre«. De farvede trekanter, som disse talentkerner er forbundet med inden for feltet»x 2«, symboliserer en evig organstruktur, i kraft af hvilken jeg'et kan skabe sine foranderlige og dermed timelige organstrukturer. Da»X 2«således er sædet for jeg'ets højeste og evige livsorganer, har vi udtrykt dette område som jeg'ets»overbevidsthed«. Det nærmere betegnede område for disse højeste livsfunktioners rodfæstning i overbevidstheden har vi udtrykt som»skæbneelementet«. Når dette element samt polstrukturen ikke er markeret på nærværende symbol, skyldes det, at vi kommer tilbage til disse emner senere på særlige specialsymboler. Det nederste hovedafsnit på symbolet med jeg'ets timelige eller»skabte«forlængelse af sin skabeevne udgør jeg'ets»underbevidsthed«. De seks forskelligt farvede lodrette felter symboliserer det levende væsens eller jeg'ets»skabte«strukturer eller legemer, der bærer dets mentalitet, og igennem hvilke det oplever sin vågne»dagsbevidsthed«og»natbevidsthed«. Disse figurer udgør, læst fra venstre til højre på symbolet:»instinktlegemet«, rød farve,»tyngdelegemet«, orange farve,»følelseslegemet«, gul farve,»intelligenslegemet«, grøn farve,»intuitionslegemet«, blå farve, og»hukommelseslegemet«, lys indigofarvet. Disse legemer er midlertidige organstrukturer, der kan udskiftes eller omskabes, alt efter jeg'ets midlertidige behov i dets skiftende tilknytning til de forskellige trin på udviklingsstigen. De er altså rodfæstet i hver sin grundtalentkerne i overbevidsthedsstrukturen, men udgør i realiteten med deres»skabte«organer, fysiske og åndelige sanser og lign. underbevidsthedsstrukturen. I kraft af overbevidsthedsstrukturen og underbevidsthedsstrukturen og disse grundenergilegemer udløses det levende væsens bevidstheds- og legemsfunktioner, dets oplevelse og skabelse, dets lyse og mørke væremåde, dets fremtræden med»djævlebevidsthed«såvel som med»kristus-bevidsthed«, som»mennesket i Guds billede efter hans lignelse«. Symbolfiguren med korset og de ufarvede felter skal blot markere, at symbol nr. 6 symboliserer det samme som symbol nr. 5, men blot med den forskel, at medens nr. 5 symboliserer det meget ufærdige menneskes mangelfulde eller primitive syn og opfattelse af det levende væsen, symboliserer symbol nr. 6 det kosmisk bevidste menneskes syn på det samme væsen. 31

35 Livsenhedsprincippet eller det første glimt af en Guddoms eksistens (Symbol nr. 7) 1. Hvis ikke den ydre verden eksisterede Vi har i det foregående symbol fået et første indblik i det levende væsens evige livsstruktur. Med denne livsstruktur, hvilket vil sige: det levende væsens jeg og den hertil knyttede evige overbevidsthed og underbevidsthed og hermed dets manifestationsorganismer eller legemer ville være ganske uden nogen som helst mening eller hensigt, hvis de ikke var baseret på at skabe en vekselvirkning med den ydre verden. Hvad skulle jeg'et kunne opleve, hvis ikke denne ydre verden eksisterede? Til hvem skulle det henvende sig og udveksle tanker og følelse, hvis ikke der eksisterede andre jeg'er, der med deres organismer eller kosmiske og fysiske strukturer kunne opleve henvendelsen og reflektere på denne? Hvordan skulle det i det hele taget kunne skabe eller manifestere noget som helst, hvis ikke materien eller stoffet eksisterede? Ethvert levende væsen er således lige så meget afhængigt af den ydre verden, som det er afhængigt af sin egen organisme og kosmiske struktur. Jeg'et hører urokkeligt sammen med den ydre verden. 2. Ligesom det levende væsens organisme ikke kan eksistere uden et»jeg«, således kan den ydre verden heller ikke eksistere uden et»jeg«eller»noget, som er«ligesom jeg'ets oplevelses- og manifestationsstruktur ikke kunne eksistere uden et jeg, således kan den ydre verden heller ikke eksistere uden det samme guddommelige Noget", som udgør jeg'et i alle levende væsener. Det levende væsens livsoplevelse, manifestation og den ydre verden med dens levende væsener, materie eller stof er således urokkeligt livsbetingende for hinanden. Ligesom det usynlige jeg manifesterer sig igennem sine organismer eller legemer, således ser vi også, at den ydre verden manifesterer sig igennem organer, legemer, strukturer o.s.v. Men når den ydre verden således åbenbarer logisk manifestation eller skabelse, bliver det her synligt, at der bag denne skabelse må eksistere begær, ønske, forstand og villie og dermed et levende Noget, som er" bag den ydre verden. 3. Det ufærdige menneskes mangelfulde evne til at erkende liv Det jordmenneskene kender bedst af denne ydre verden, er naturligvis de organismer, de opfatter som mennesker", dyr" og som planter". Men efter 32

36 erkendelsen af disse former for liv begynder det ufærdige menneskes evne til at erkende liv at være meget usikker. Det er ikke særligt indstillet på, at mineralstoffer er levende, skønt det allerede forlængst har opdaget, at de udtrykker bevægelse, forandring eller skabelse. Er ikke krystallisation en vidunderlig skabelse? Er det ikke ligeså med frostblomstdannelserne? Udviser de ikke utallige skønne plantetegninger? Hvad med jordkloden, der udgør jordmenneskenes fysiske livsrum. At opfatte denne som et levende væsens organisme hører også med til det næsten umulige for mange mennesker. Og ligeså med de andre himmellegemer: sol- og mælkevejssystemer? Disse foreteelser er menneskene heller ikke vante til at opfatte som manifestations- og oplevelsesorganer eller legemer for det samme usynlige Noget", som udgør jeg'et i de levende væsener. 4. Naturens skabelsesprocesser afslører en»skaber«s eksistens Alle levende væsener er således omgivet af en ydre verden. Den udgør et ocean af organiserede bevægelsesarter eller skabelsesprocesser, der er absolut logiske. Hvis de ikke var logiske, ville intet som helst levende væsen kunne eksistere. Der ville hverken være planter, dyr eller mennesker, ja, der ville overhovedet ikke eksistere hverken kloder, sole eller mælkeveje. Og hvordan skulle der da kunne eksistere liv, oplevelse og skabelse? Hvordan skulle tid og rum da kunne skabes? Hvordan skulle de levende væsener få fysisk livsrum, hvis ikke der eksisterede kloder? Hvordan skulle der opstå lys og varme, hvis ikke solene eksisterede? Hvordan skulle det gå, hvis jorden stod stille i sin bane? Ville ikke et evigt solskin på dens solside og verdensaltets kulde på dens skyggeside skabe forstyrrelse i dens normaltemperatur og dermed umuliggøre det nuværende så højt udviklede vegetabilske og animalske livs normalitet? Vi kan ikke her undgå at se, at jordens rotation er en guddommelig velsignelse, i hvilken mennesket kan opnå total fuldkommenhed eller færdigskabelse. Verdensaltets struktur er således logisk og bliver i kraft af denne logik livsbefordrende, bliver til livsbasis for levende væsener. Men en livsbefordrende skabelsesproces, der er logisk, kan kun eksistere som et resultat af planlæggelse, og planlæggelse kan kun eksistere som et resultat af tænkning. Tænkning igen kan kun eksistere som en funktion ved et levende væsen og dermed en livsytring. Idet naturens skabelsesprocesser således er livsytringer, bliver det her synligt, at de har et levende væsen til ophav. 5. Jordkloden udgør vort makrovæsen Disse naturens livsbefordrende skabelsesprocesser er altså en skabers eller et levende væsens organismes indre funktioner. Vi lever således i en organismes indre og ser eller oplever dette indre som vor ydre verden. Vi kender denne ydre verden som jord og himmel, som kontinenter og have, som luft og vand, som storm og stille, som kulde og varme, ja, kort sagt som alle naturkræfter 3 33

37 tilsammen. Denne organisme udgør altså det samme som jordkloden. Mennesker, dyr, planter og andre livsformer inden for dens område udgør dens mikrovæsener på samme måde, som vore organer, celler, molekyler o.s.v. udgør mikrovæsener i vor organismes indre. Jorden udgør således et makrokosmisk væsen for os, ligesom vi på samme måde udgør et makrokosmisk væsen for vor organismes mikrovæsener. Men ligesom vi ikke kan sanse og opleve fysisk tilværelse uden i en sådan makrokosmisk organisme, således kan vort makrovæsen, jordkloden, naturligvis heller ikke sanse og opleve uden ved at være et mikrovæsen i en for den fremtrædende makrokosmisk organisme. Hvordan skulle den få mulighed for eksistens og liv, hvis der ikke omkring den eksisterede en ydre verden? Manifestation af liv kan ikke finde sted i det bare intet". 6. Alle levende væsener er makrovæsener, ligesom de er mikrovæsener l overliggende makrovæseners organismer Denne jordorganismens ydre verden er solsystemet, der igen befinder sig i et endnu større system. Dette større system kender vi som mælkevejssystemet. Dette befinder sig også i et større system og således fortsættende op ad i det uendeligt store. Da solsystemer og mælkevejssystemer åbenbarer eller udløser logiske manifestationer, kan de ikke undgå at være manifestations- og oplevelsesorganer for et levende Noget" eller jeg" på samme måde, som vort fysiske legeme er organ for vort jeg. Hvordan skulle de nævnte systemer ellers kunne udløse logiske manifestationer? Alene det, at de udløser bevægelse, afslører dem som ophav til livsytringer", eftersom bevægelse i sin grundanalyse er livets fornemste kendetegn. Hele verdensaltet udgør således et system af levende væsener, hvis organismer befinder sig inden i hverandre. Uden dette guddommelige system ville al livsoplevelse og manifestation være en total umulighed. Hvordan skulle vore fysiske organismer kunne være levende, være lettere at styre og lede og dermed være et bedre redskab for manifestation og oplevelse på anden måde end netop den, som gør sig gældende ved hjælp af myriader af mikrovæsener i gensidigt samarbejde med vort jeg? Hvordan skulle disse mikrovæsener få et livsrum, et univers at leve i, hvis de ikke netop kom til at leve i en levende organisme? Og hvordan skulle vi selv kunne have en levende, fysisk organisme, hvis vi ikke selv var mikrovæsener i en makroorganisme med livsbetingelser for vor eksistens? Systemet i det levende væsens opbygning, ifølge hvilket det på een gang udgør et mikrovæsen og et makrovæsen og det heraf følgende princip: organismer inde i organismer, der igen betyder: levende væsener inden i levende væsener og dermed universer inden i universer, udgør således livets absolutte grundprincip. 7. Vi får et første glimt af den gennem alle tider søgte evige Guddom Dette altgennemtrængende evige livsprincip gør hele verdensaltet til en uadskillelig enhed, sammensat og opretholdt ved alle eksisterende levende væseners 34

38

39 jeg'er, deres oplevelses- og skabeevner og deres organismer eller legemer. Da alle de levende væseners jeg'er, som vi senere skal se, tilsammen udgør eet jeg, og alle levende væseners oplevelses- og skabeevner ligeledes tilsammen udgør een eneste stor skabe- og oplevelsesevne, ligesom alle de levende væseners organismer udgør samarbejdende organer eller legemer i den samme store enhed, der udgør verdensaltet, bliver det her synligt, at dette verdensalt udgør et eneste stort eller altomfattende levende væsen. Dette gigantvæsen, der således har hele verdensaltet til organisme eller legeme, kan kun være den igennem alle tider af menneskene søgte og på mere eller mindre fuldkomne måder tilbedte, evige Guddom. Og den evige sandhed: I ham leve, røres og ere vi, bliver således her til virkelighed. 8. Forklaring til symbol nr. 7 Symbolet symboliserer et levende væsen. Trekanten og det hvide felt i midten symboliserer jeg'et og dets overbevidsthed, medens feltet uden om symboliserer dets fysiske organisme eller legeme. I dette legeme er symbolet gentagne gange indtegnet i mindre og mindre formater inden i hinanden. Dette skal symbolisere, at ligesom disse figurer er indbygget i hinanden, således er de levende væseners organismer også indbygget i levende væseners organismer, og hvorved den livsbetingende makro- og mikrovæsenstilstand eksisterer og garanterer livsrum, skabe- og oplevelsesmuligheder for de samme levende væsener. På samme måde som vor fysiske organisme danner univers eller livsrum for vore organer, og disse igen danner univers eller livsrum for endnu mindre mikrovæsener og således fortsættende nedad i det uendeligt små, således er vi også med vort fysiske legeme mikrovæsen i en større organisme, hvilket i dette tilfælde vil sige: i jordklodens organisme, der er organ eller mikroorganisme i solsystemets struktur eller organisme. Denne er igen mikroorganisme i mælkevejssystemet, der atter igen er mikroorganisme i et endnu større system eller en endnu større organisme, og således fortsættende opad i det uendeligt store. Verdensaltet udgør således en uendelig enhed bestående af urokkeligt, sammenknyttede levende væsener inden i levende væsener. Det kommer derved her til syne som et kulminerende og altomfattende ocean af liv, bevidsthed, oplevelse og skabelse. At denne gigantbevidsthed udgør et i sig selv eksisterende levende væsen bliver til kendsgerning i kraft af den omstændighed, at intet som helst levende væsens bevidsthed, oplevelse og skabelse kan eksistere uden i sin absolutte, urokkelige tilknytning til og samarbejde med nævnte gigantbevidsthed. Men noget, der er urokkeligt sammenknyttet kan kun eksistere som en enhed. Men en enhed af samarbejdende organer eller legemer, dirigeret af det guddommelige»noget«, der kommer til udtryk som jeg'et i de levende væsener, kan kun eksistere som et levende væsen. Dette levende væsens organisme består altså af alle eksisterende levende væseners organismer tilsammen, der er det samme som hele det materielle verdensalt. Dets jeg og bevidsthed består på samme måde af alle eksisterende levende væseners jeg'er og bevidstheder. At alle verdensaltets eksisterende levende væsener således danner et eneste altomfattende levende væsen kommer her til syne i kraft af den omstændighed, at intet som helst levende væsen kan eksistere uden netop ved sin urokkelige tilknytning til og samarbejde med dette verdensaltets levende ophav. Vi har her fået det første glimt af en evig Guddoms eksistens, med hvilken vort jeg, vor bevidsthed, vor organisme og dermed vor manifestation, oplevelse og skæbne er uløseligt forbundet. 35

40 Det treenige princips tre analyser (Symbol nr. 8) (Symbol nr. 9) (Symbol nr. 10) 1. Der eksisterer bevidsthed bag verdensaltet Vi har allerede i det foranstående fået et første indblik i verdensaltet, der viser os de levende væseners dobbeltprincip eller samtidige fremtræden som makrovæsen og mikrovæsen. I kraft af dette princip bliver alle eksisterende levende væsener og dermed verdensaltet synligt som en uadskillelig enhed. Da denne enhed således består af levende væsener, bliver det til kendsgerning, at den er levende, og at der, som vi senere skal se, overhovedet ikke findes noget som helst dødt i den. Dette understreges yderligere derved, at der er bevægelse og dermed funktion og skabelse absolut alle vegne i nævnte enhed eller verdensaltets uendelige område, ganske ligegyldigt hvor lille et mikrokosmisk felt eller hvor stort et makrokosmisk område, vi så end måtte udpege til undersøgelse. Der er således bevægelse og dermed forvandling overalt. Da denne bevægelse eller forvandling er identisk med logisk skabelse, eksisterer der således ikke blot bevægelse eller skabelse i denne enhed, men der eksisterer også bevidsthed". Bevidsthed udgør igen et urokkeligt bevis for et levende ophavs eksistens. Vi skal nu i det følgende påvise verdensaltets identitet som et levende væsen. 2. Verdensaltets analyse er identisk med det levende væsens analyse Vi har således her for os verdensaltets. Hvad kan vi da sige om dette gigantocean af bevægelse, logisk forvandling eller skabelse? Da det udgør alt, hvad der eksisterer, udgør det således samtidigt alt det store og alt det små, alt det hvide og alt det sorte, alt lys såvel som alt mørke, alt det intellektuelle og alt det uintellektuelle, alt det såkaldte onde" såvel som alt det såkaldte gode". Det udgør kort sagt alle ting på en gang. Da det således lige så godt udgør det ene som det andet, kan det i sig selv ikke have nogen som helst analyse ud over dette ene, at det udgør Noget, som er". Verdensaltet er dermed synligt som navnløst i sin allerhøjeste analyse. Vi har derfor udtrykt denne analyse som X l". Dette navnløse Noget" har en skabeevne, hvilket bliver til kendsgerning i form af al naturens udfoldelse såvel i mikrokosmos og makrokosmos som i mellemkosmos", hvilket sidste kosmos er det, der udgør planter, dyr og mennesker. Denne altomfattende og dermed uendelige skabeevne kan heller ingen analyse have, eftersom alt, hvad vi så end måtte sige om den, kun kan være udtryk for noget, der er frembragt ved den. Dette Noget" kan derfor ikke være udtryk for selve dens egen evige natur. Da den ikke kan være skabt, men er evig, er den også i sig selv hævet over tid og rum. Den kan absolut kun udtrykkes som Noget, der er". Vi har derfor udtrykt denne verdensaltets altomfattende skabeevne som 36

41 X 2". Denne skabeevne afsløres urokkeligt af resultaterne af det ocean af skabte ting eller foreteelser, der udgør det synlige verdensalt, som er frembragt ved den. Dette synlige verdensalt udgør et evigt, uendeligt ocean af skiftende foreteelser. Da dette ocean af skiftende foreteelser er evigt og uendeligt, kan det ikke i sig selv have nogen analyse. En hvilken som helst tids- og rumdimensionel analyse kan kun gælde et objekt, der udgør en lokalitet, en enkelt bølgetop i dette altomfattende livsocean. Den kan således aldrig udgøre en analyse af helheden. Vi kan derfor om dette livets gigantiske, evige og uendelige livsudtryk kun sige, at det er Noget, som er". Dette navnløse Noget" har vi udtrykt som X 3". Ved at rette vort blik på selve verdensaltet har vi set, at det udgør nøjagtigt de samme tre analyser, som vi påviste i forklaringen til symbol nr. 6, de samme tre X'er, de samme tre realiteter, der lige akkurat udgør de tre betingelser, der kræves, for at et Noget" kan fremtræde som et levende væsen". Ligesom X l" på symbol nr. 6 udgør jeg'et", X 2" dets skabeevne, hvilket vil sige: dets oplevelses- og manifestationsevne, og X 3" dets organisme, således ser vi her, det samme gøre sig gældende i verdensaltets analyse. Verdensaltets X l" er også et dirigerende jeg, og dets X 2" en skabe- og oplevelsesevne. Hvordan skulle ellers vort makrokosmos og mikrokosmos og vort mellemkosmos med sine logiske skabelsesprocesser, som igen udgør det urokkelige livsprincip, på hvilket hele verdensaltets eksistens og liv er baseret, kunne eksistere? 3. Det treenige princip Det levende væsens og dermed også verdensaltets grundanalyse udgør således et treenigt princip", der altså i sin analyse udgør jeg'et", skabeevnen" og det skabte". Når disse tre principper udtrykkes som treenige, er det fordi, de urokkeligt er uadskillelige. Hvis jeg'et" ikke eksisterede, kunne skabeevnen" heller ikke eksistere. Hvem skulle da dirigere eller benytte den? Men når skabeevnen" ikke eksisterede, ville det skabte" jo også være en umulighed. Dette af disse tre principper bestående levende væsen er hermed synligt som en evig realitet, hvad enten denne realitet er Guddommen eller gudesønnerne. Jeg'et og skabeevnen kan aldrig nogen sinde have begyndt, thi i så fald måtte der forud have eksisteret en tid, hvor de nævnte to foreteelser ikke eksisterede; hvordan skulle de da være blevet til? Noget" kan ikke komme af intet", ligesom intet" umuligt kan blive til Noget". Det treenige princip er således det levende væsens absolutte livsoplevelsesfundament. Det er i virkeligheden dette treenige princip, der i den kristne verdensreligion er symboliseret i udtrykkene Faderen", Sønnen" og Den hellige Ånd". I senere analyser skal vi se, hvorledes X l" er Faderen", X 2" er Sønnen" og X 3" er Den hellige Ånd". Vi vil således få at se, at Faderen" er et symbolsk udtryk for verdensaltets evige og absolut eneste virkelige Guddom". Sønnen" er et symbolsk udtryk for verdensaltets levende væsener, medens Den hellige Ånd er et symbolsk udtryk for denne ene altomfattende Guddoms bevidsthed. 37

42 4. Forklaring til symbol nr. 8 Den hvide skive symboliserer den navnløshed, verdensaltet i sig selv udtrykker i kraft af, at det udgør alt det, der eksisterer. Det udtrykker derved det samme -»Noget«, som jeg'et i det levende væsen. Vi må derfor betragte dette»noget«, som»verdensaltets jeg«, hvilket vi har udtrykt som -»X l«. Forklaring til symbol nr. 9 Ligesom der bag verdensaltet eksisterer et evigt»jeg«, således ser vi, at dette»jeg«også har en skabeevne. Da denne både er evig og uendelig, bliver den også navnløs. Og vi har derfor kaldt den»x 2«. Den violette farve udtrykker denne skabeevnes højeste grundenergi, der, som vi senere skal se, bringer livets seks andre grundenergier i særlige for væsenets skiftende livsoplevelsestilstande livsbetingende kombinationer. Denne syvende grundenergi har vi udtrykt som»moderenergien«. Det store mørke felt i midten af symbolet og de mange små mørke felter ude ved symbolets rand symboliserer, som vi skal se på symbol nr. 11, det evige princip, der betinger, at det»noget«, som vi har set, udgør jeg'et i det levende væsen, og som i sig selv er et udødeligt element, kan udgøre jeg'et i alle eksisterende levende væsener. Uden dette princip ville både Guddommens og de levende væseners eksistens være en absolut umulighed. I kraft af dette evige, urokkelige princip bliver det bag alle skabte eller tids- og rumdimensionelle ting eksisterende»noget, som er«, synligt som»jeg'et«i den evige Guddom og som»jeg'et«i alle eksisterende levende væsener. Det er dette, der ligger til grund for begrebet»gud«og»gudesønner«. Det er i henhold hertil, at vi også kan udtrykke Guddommen ved begrebet»faderen«. Det er det uadskillelige samarbejde mellem Gud og gudesønnerne, der opretholder evig bevidsthed eller evigt liv for alle eksisterende levende væsener. På dette samarbejde beror altså absolut al skabelse og oplevelse af liv. Forklaring til symbol nr. 10 Symbolet symboliserer resultatet af verdensaltets»x l«og»x 2«, hvilket altså igen vil sige: resultatet af Guddommens skabeevne, der består af alle de levende væseners skabeevner tilsammen. Dette resultat er de synlige verdensalt eller X 3. Nævnte verdensalt udgør således Guddommens organisme, der igen består af de levende væseners organismer og udgør alt, hvad der kommer ind under begrebet tids- og rumdimensionelle realiteter, hvilket vil sige makrokosmiske og mikrokosmiske såvel som mellemkosmiske organismer, der alle udgør skabte redskaber for udfoldelsen af Guddommens skabeevne og den heraf følgende opretholdelse af evig livsoplevelse. På symbolet ses seks farvede felter. Det er Guddommens bevidsthedsfelter. Disse felter befordres i kraft af tilsvarende seks grundenergier. Disse grundenergier kender vi under begreberne:»instinktenergien«,»tyngdeenergien«,»følelsesenergien«,»intelligensenergien«,»intuitionsenergien«og»hukommelsesenergien«. Ved hjælp af disse energier kombineres Guddommens skabeevne og de levende væseners skabeevne i et evigt samarbejde. Resultatet af dette samarbejde udgør, som vi senere skal komme tilbage til, de store livsoplevelsessfærer:»instinktsfæren«, som vi kender under begrebet»planteriget«, på symbolet markeret med rød farve. Dernæst kommer»tyngdesfæren«. Denne er markeret med orangefarve, og vi kender den under begrebet»dyreriget«. Herefter følger»følelsessfæren«, markeret ved gul farve. Denne sfære udgør det totalt fuldkomne»menneskerige«. Den næste sfære er»intelligenssfæren«, markeret med grøn farve. Denne sfære har vi udtrykt som»visdomsriget«. Den følgende sfære udgør»intuitionssfæren«, markeret med blå farve. Denne sfære har vi udtrykt som»den guddommelige verden«. Herefter kommer den sidste sfære»hukommelsessfæren«, markeret med lys indigofarve. Denne sfære har vi udtrykt som»salighedsriget«. Vi skal i det næste symbols forklaring uddybe denne Guddommens og de levende væseners bevidsthed og samarbejde nærmere. 38

43

44 Det evige verdensbillede Det levende væsen II Den evige Guddom og de evige Gudesønner (Symbol nr. 11) 1. Verdensaltet kommer til syne som et levende væsen Vi er nu kommet så langt i vor fremstilling af koncentratet af verdensaltets kosmiske grundanalyser, at vi har set, at nævnte verdensalt i sin struktur opfylder lige akkurat den treenighed eller de tre betingelser, der kræves, for at et Noget" kan fremtræde som et levende væsen". Vi har set, at denne treenighed udgør tre analyser, som vi har udtrykt som X l", X 2" og X 3", der igen henholdsvis udgør verdensaltets jeg", verdensaltets skabeevne" og resultatet af denne skabeevne, hvilket vil sige det skabte". Vi har således set, at verdensaltet ligesom de levende væsener udgør et Noget, som er". Dette Noget" er verdensaltets og dermed livets allerhøjeste realitet, ligesom det i form af jeg'et" er den allerhøjeste realitet i ethvert levende væsen. Nævnte Noget" kan ikke sammenlignes med noget som helst, eftersom det er hævet over alt, hvad der ellers eksisterer. Det er således det absolut eneste eksisterende i sin slags. Det afviger fra alt andet derved, at det er alle eksisterende levende væseners dirigerende, oplevende og skabende ophav, ligesom det også afviger fra alt andet ved at udgøre en absolut, total stilhed. Det kan derfor ikke være identisk med nogen som helst slags materie, da materie eller stof ikke kan eksistere uden at være bevægelse". Det har ingen begyndelse eller afslutning. Det kan ikke deles. Det er hverken tids- eller rumdimensionelt. Vi kommer således her i analysen af selve verdensaltet til det samme ejendommelige, oplevende og skabende Noget", som det skabende og oplevende Noget", vi på symbol nr. 6 kom til i det levende væsen som dettes jeg", og som vi udtrykte som X l". Dette understreger dermed, at verdensaltet ligesom det levende væsen har et jeg" og her begynder at komme til syne som et levende væsen". 2. Det eneste eksisterende»faste punkt«l verdensaltet. Dette evige Noget" fremtræder således som jeg'et" bag den gigantorganisme, vi kalder verdensaltet". Da det er udeleligt, fremtræder det også som det Noget", der udgør jeg'erne" i alle eksisterende levende væsener. Når dette 39

45 navnløse, udelelige Noget" kan udgøre jeg'et" bag det uendelige verdensalt og jeg'erne" i de levende væsener, sker det i kraft af et evigt, urokkeligt princip, der bevirker, at nævnte Noget" fremtræder i en slags spaltning på en sådan måde, at det i sig selv stadigt eksisterer som en enhed. Ingen som helst af disse spaltninger bliver frigjort fra denne enhed, men bliver ved med at være et med den. Uden i kraft af dette princip, der således på en måde gør den ene" til de mange", kan, som vi senere skal se, manifestation og skabelse umuligt finde sted. Verdensaltets struktur og liv opretholdes udelukkende i kraft af det ene store jeg" og de myriader af de øvrige levende væseners jeg'er", som verdensaltet rummer. Dette ene store jeg" og de mange små jeg'er" udgør således som nævnt det samme navnløse Noget, som er". Da dette Noget" eller X l" udgør den absolutte, totale ubevægelighed eller stilhed, bliver det her synligt som det tilsvarende eneste absolutte faste punkt" i verdensaltet. 3. Hvorfor de levende væsener er udødelige Da dette Noget" er absolut stilhed", kan det i sig selv ikke være levende". Det, der gør dette Noget" levende", er dets urokkelige tilknytning til de to principper X 2" og X 3". Igennem de tre X'ers" permanente eller evigt eksisterende tilstand som en uadskillelig enhed, fremtræder denne enhed som et levende væsen". Da alle eksisterende levende væsener i verdensaltet er identiske med denne af de tre X'er" bestående levende treenighed, bliver det her synligt, at de alle er absolut evige eller udødelige. De kan således aldrig nogensinde have begyndt og vil aldrig nogensinde kunne komme til at ophøre. Der eksisterer absolut ikke noget som helst i verdensaltet, der kan adskille de her nævnte tre X'er" fra hverandre, hverken i den ene store struktur eller i de mange små strukturer, som udtrykker de levende væsener. Da manifestation og oplevelse af liv udelukkende betinges af den nævnte treenighed, vil der ingen som helst mulighed være for liv og dermed for oplevelse og skabelse, hvis der havde været en tid, hvor denne treenighed ikke eksisterede. Uden et jeg", uden en organisme og uden oplevelse og skabelse vil der kun kunne eksistere et absolut intet" der, hvor verdensaltets umådelige ocean af oplevelse og skabelse i dag eksisterer som et strålende evigt liv, hvis grundtone er kulminerende intellektualiseret følelse, der igen er det samme som kulminerende kærlighed. 4. Princippet, der lader det navnløse»noget«komme til syne som»den ene«og»de mange«som før nævnt, eksisterer X l" eller det Noget", der udgør jeg'et" i verdensaltets struktur og jeg'erne" i de levende væsener, i sig selv som en udelelig enhed. For at lette forståelsen af denne enhed eller det treenige princip eller forståelsen af X 2", i kraft af hvilket denne enhed eksisterer som de mange", må vi hjælpe os med at symbolisere nævnte princip, da det ikke er tids- og rumdimen- 40

46 sionelt, og derfor ligesom de øvrige ikke tids- og rumdimensionelle principper ikke er direkte tilgængeligt for sansning. Hvis vi tænker os X l" som et lys, og dette lys befinder sig inde i en kugle, i hvis vægge der forekommer små gennemsigtige huller ud til alle sider, vil dette lys kaste en stråle igennem hvert hul. En sådan stråle symboliserer da et jeg" i det levende væsen. Ligesom det bliver det samme lys, der skinner igennem hvert hul i kuglen, således bliver det også det samme guddommelige Noget", der giver sig til kende igennem ethvert levende væsen som dets jeg". Det er dette princip, der symboliseres på symbolerne X l" og X 2". Vi ser her X l" symboliseret ved en hvid skive og X 2" som en violet skive med et stort hul i midten og mange små huller ude i skivens rand. Hvis vi nu lægger denne violette skive oven på den hvide skive, vil denne altså blive synlig igennem disse huller. Den vil naturligvis gøre sig gældende igennem disse huller i forhold til deres størrelse. Den hvide skives tilsynekomst igennem den store åbning symboliserer her verdensaltets eller Guddommens jeg", medens dens tilsynekomst igennem de små åbninger i skiven symboliserer jegerne" i verdensaltets uendelighed af levende væsener. Vi ved, at den hvide skive også eksisterer under den violette skive, og at det der gør, at vi ser den spaltet, udelukkende er den violette skives særlige struktur. Den violette skive symboliserer således det evige princip, der lader det navnløse Noget" komme til syne som det ene" store væsen og de mange" små væsener inde i det store væsen, hvilket princip vi allerede tidligere har lært at kende under navnet livsenhedsprincippet". 5. Hvordan skulle vi kunne eksistere uden at være mikrovæsener i et makrovæsen og uden samtidigt at være makrovæsen for mikrovæsener? Uden denne spaltning af det navnløse Noget" til den ene" og de mange" ville realiteten et levende væsen" være en total umulighed, idet skabelse og dermed oplevelse af liv kun kan eksistere som en reaktion mellem to dirigerende jeg"ers manifestationer. Vi har allerede i henhold til symbol nr. 7 set, hvorledes det levende væsens eksistens betinges af, at det udgør et mikrovæsen" i et makrovæsen". Hvordan skulle vi kunne skabe og opleve, hvis der ikke eksisterede noget levende" udenom os? Alt det, vi kalder livsfornødenheder, føde, klæder og alle de øvrige uundværlige eller absolut livsbetingende foreteelser, al materie eller stof, i hvilket vi skaber og oplever, hvor skulle disse realiteter eller foreteelser komme fra, og hvorledes skulle disse blive tilpasset til vore sanser og skabeevner, hvis de ikke eksisterede som resultater af et makrovæsens jeg's indre organfunktioner? Hvorfor skulle alle de funktioner og skabelsesprocesser, der foregår udenom os under begrebet naturen", ikke ligeså godt være et jeg's organfunktioner, som funktionerne i vor egen organismes indre uundgåeligt er vort jeg's organfunktioner? Har de gigantiske skabelsesstrukturer eller skabelsescentre, vi udtrykker som kloder, sole og mælkeveje ikke en så altoverstrålende skabelseskapacitet, at alle levende væseners organismers geniale fuldkommenhed 41

47 er resultatet? Tror man disse gigantiske skabelsesstrukturer eller organismer hver især er uden noget jeg", hvilket igen her i virkeligheden vil betyde, at de er hovedløse"? Men er en hovedløs" organisme ikke det samme som et lig"? Hvordan kan et lig udføre genial logisk skabelse? Tror man, at det makrovæsens organisme, vi lever i, er hovedløst? Tror man, at verdensaltet med alle sine gigantiske, guddommelige skabelsesprocesser, sine altoverstrålende vidundere, skønne verdener og tilværelsesplaner for alle former for levende væsener, styret og ledet af en evig alvisdom, almagt og alkærlighed, er en hovedløs organisme? At leve på denne opfattelse er det samme som at leve på døden i stedet for på livet. Men livet svigter ikke den vildfarne. Det vil uundgåeligt bringe ham til at erkende, at den gigantiske skabelsesproces omkring ham, som vi kalder naturen", er et levende væsens indre organfunktioner, og at han således lever i et makrovæsens organisme. Han vil her opleve, at reaktionen af hans egen opfattelse af og væremåde over for disse makrovæsenets funktioner er det samme som hans skæbne. Er ikke netop vort daglige liv, vor oplevelse og manifestation og den heraf følgende væremåde en reaktion på netop makrovæsenets, hvilket som nævnt vil sige: naturens påvirkninger på vore sanser, på vore oplevelses- og skabelsestilstande? Hvordan skulle denne, det levende væsens livstilstand, kunne eksistere uden i en makroorganisme, i hvilken livsbetingelserne for denne livstilstand eksisterer? 6. Hvordan skulle naturens skabelsesprocesser kunne blive til af sig selv? At naturen virkelig er et levende væsens livsytringer bliver til kendsgerning for den udviklede forsker eller det færdige menneske, der kan se, at hele dette vældige skabelsesocean ikke efterlader nogen som helst skabelse i færdig tilstand, uden at den er til glæde og velsignelse for levende væsener. Er denne væremåde ikke endnu højere end det jordiske menneskes? En skabelse, der foregår i en så logisk og fuldkommen tilstand, at de jordiske menneskers skabeevne ikke kan stå mål med den, kan ikke være en død tilfældighed. Den kan kun være et fuldkomment væsens, en Guddoms dagsbevidste livsytring og kærlighedsåbenbaring. Hvordan skulle en sådan kærlighedsåbenbaring kunne blive til af sig selv? Hvordan skulle en sådan hundrede procents logisk skabelse kunne finde sted af sig selv, når menneskene ikke engang kan skabe så fuldkomment, skønt de er dagsbevidste, levende væsener? Er det mere fantastisk, at vi er mikrovæsener i et makrovæsen end dette, at vor egen kødelige organisme er bolig for myriader af levende væsener? Ja, er dette ikke netop betingelsen for dens eksistens? Hvordan skulle vore organer kunne fungere, hvis ikke de var bygget op af levende mikrovæsener? Hvorfor skulle det ikke være i det store som i det små? For den, der har øren at høre med, og den der har øjne at se med, er der her meget at høre og se. Og jo før denne guddommelige kosmiske analyse bliver hørt og set som virkelighed, desto bedre. 42

48 7. Uden mikrovæsener Ingen manifestation og oplevelse af livet Som vi her har påpeget, er det levende væsen ikke blot et jeg eller et Noget" med en skabe- og oplevelsesevne og et redskab eller en organisme for denne skabe- og oplevelsesevne, ved hvilken det udelukkende eksisterer for sig selv alene. Dets struktur betinger også, at dets egen opretholdelse af livet kun kan ske i kraft af opretholdelsen af et helt univers befolket med levende væsener, i hvilket det selv er det højeste dirigerende væsen og ophav. Dette univers udgør altså dets organisme. Den er således ikke et redskab eller en maskine lavet af jern og stål eller af andre sovende materier eller stoffer. Den er derimod bygget af en materie, der er sammensat af levende væsener, besjælet af de seks grundenergikombinationer, der atter er holdt i funktion og styret af moderenergien og urbegæret. Disse levende væsener udgør bevidsthedscentre, udstyret med evner og anlæg for udløsning og skabelse af netop de funktioner, der er medvirkende livsbetingelser for organismens normale opretholdelse og eksistens som redskab for dens ophavs manifestations- og oplevelsesmulighed. Til gengæld får disse mikrovæsener samtidig denne organisme til bolig eller univers for deres eksistens og livsmulighed, ligesom deres egen lille organisme atter igen på samme måde bliver bolig eller univers for endnu mindre væsener og således fortsættende. Vi skal i de følgende symboler se, hvor umådelig fuldkomment dette alle universers opretholdelsessystem er for skabelse og manifestation af liv, og hvor umuligt dette ville være, hvis loven eller principperne for universets opretholdelse ikke var således. Hvordan skulle en fysisk organisme ellers kunne forme sig? Mennesket kan bygge en robot af sovende materier eller metaller og med et mekanisk indre, som de ved en elektrisk drivkraft kan bringe i funktion. Men hvordan skulle et jeg kunne manifestere sig eller klare sig med en sådan robotmaskine, i hvilken der mangler hele den livsfunktions mulighed, som mikrovæsenerne i de levende væseners organismer skaber? Ja, hvordan skulle robottens skabelse overhovedet kunne finde sted, hvis dens ophavs organisme ikke fungerede i kraft af mikrovæsener. Hvordan tror man, man ville befinde sig i en organisme, hvor hjerne, lunger, hjerte, nyrer og alle øvrige organer var af metal? Hvordan skulle et jeg kunne tænke, skabe og opleve med en sådan livløs organisme eller et af levende væsener ubeboet univers? 8. Makrovæsenet og dets mikrovæsener Nej, den guddommelige verdensplan udviser en helt anden begavelsesorden. Den viser, at det levende væsens organisme må bestå af levende materie og ikke af sovende materie eller metaller. Den viser, at selve Guddommens altoverstrålende bevidsthed opretholdes ved love og strukturer, der aldrig i al evighed kan ophæves. Det er ikke så mærkeligt, at livsenhedsprincippet: levende væsener inde i levende væsener, organismer inde i organismer eller universer inde i universer, er fundamentet for verdensaltets levende struktur. Tænk, hvilken lettelse for et jeg's skabe- og oplevelsesevne der opstår i kraft af dette, at dets organismes 43

49 mangfoldige indre funktioner udføres af levende væsener, der netop er specialister i de forskellige særfunktioner og skabelser, der tilsammen udgør organismens livsbetingelse. Tænk, at ophavet til organismen kun behøver at sørge for, at den får den rette føde, de rette drikke, den rette motion, den rette forplejning, de rette tankearter, så befordrer tusinder og atter tusinder af mikrovæsener organismens eksistens og normale vedligeholdelse som et guddommeligt livsredskab for nævnte ophav. Men hvis ophavet til organismen ikke overholder disse nævnte betingelser over for organismens ydre sundhed og velvære, men fylder forkerte stoffer i den, såsom: tobak, alkohol og andre giftige og organismesaboterende stoffer eller forkerte ernæringsprodukter, der ikke passer for væsenets midlertidige udviklingstrin, og det ligeledes gennemstrømmes af bevidsthedssaboterende tankearter, da ødelægges organismen i en tilsvarende grad. Og sygdommene opstår. Hospitalerne fyldes med patienter, af hvilke en vis procent bliver kroniske invalider og ikke kan klare sig selv. Vi ser her, at næstekærligheden således ikke blot gælder for medvæsenerne uden for organismen, men i ligeså høj grad også gælder for mikrovæsenerne i vor organismes indre. Hvis væsenerne ikke respekterer dette, bliver det hermed en kendsgerning, at de er endnu ufærdige væsener. De er således endnu ikke i Guddommens udtrykte billede efter hans lignelse". Og deres daglige liv bliver en tilsvarende lidelsens vej. 9. Vi udgør hver især analysen»den ene«og»de mange«vort jeg's eller vor individualitets X 2" udgør således det samme princip som verdensaltets X 2". Vi udgør på samme måde den ene" og de mange". Vort jeg udgør den ene", og mikrovæsenernes jeg'er i vor organisme udgør de mange". Vor organismes eksistens og vedligeholdelse er et resultat af reaktionen mellem vort jeg's livskrafts og vore mikrovæseners livskrafts samarbejde. Uden dette samarbejde ville vi umuligt kunne skabe og opretholde vor organisme. Sygdomme og smerter er netop virkninger af dette samarbejdes lædering eller forstyrrelse, der i værste tilfælde helt kan nedbryde den fysiske del af væsenets samlede organisme, f. eks. ved krig, mord og drab. Vi ser her tydeligt, hvor fundamentalt livsenhedsprincippet, der er det samme som makrovæsens- og mikrovæsensprincippet, er. Uden disse to princippers tilstedeværelse i det levende væsen ingen som helst oplevelse af liv og manifestation. Og uden absolut fred og harmoni i makrovæsenets og mikrovæsenernes samarbejde ingen som helst total sundhed og velvære. 10. Moderenergien er overbevidsthedens materie og bindeleddet mellem»det faste punkt«og bevægelsen Men X 2" i det levende væsen opretholder ikke alene spaltningen den ene" og de mange". Det ville i sig selv ikke føre til nogen som helst livsoplevelse, hvis ikke der eksisterede en modsætning til jeg'ets absolutte totale stilhed eller identitet som det absolut faste punkt". Denne modsætning kan kun eksi- 44

50 stere som princippet bevægelse". Princippet X 2" udløser hele den del af bevidsthedsfunktionen i det levende væsen, der ikke er tids- og rumdimensionel. Vi møder her den allerførste form for energi, som vi allerede kender under begrebet moderenergien". Denne energi danner materie eller materiale for selve den evige og urokkelige struktur, ved hvilken jeg'et fremtræder som et levende væsen". Det er denne struktur og jeg'et, der tilsammen udgør det levende væsens overbevidsthed". Da hovedfunktionen i denne overbevidsthed i virkeligheden er det samme som væsenets skæbnedannelse", kan nævnte overbevidsthed også udtrykkes som væsenets skæbneelement". Moderenergien er overbevidsthedens drivkraft og materie. Den udgør i kraft af skæbneelementets organer eller struktur bindeleddet mellem jeg'ets identitet som den absolutte stilhed" eller alt livs absolutte faste punkt" og dets modsætning bevægelse". 11. Al materie eller stof er det samme som bevægelse I sin kosmiske analyse er bevægelse" det samme som skabelse" og oplevelse" rent bortset fra, at den udgør stoffet" eller materien" i alle eksisterende skabte" foreteelser. Og da intet kan skabes uden af materie eller stof, vil alt, hvad der overhovedet kan sanses, være bevægelse". Alle tids- og rumdimensionelle foreteelser eller skabte ting", både faste, flydende, luftformige og stråleformige er således i virkeligheden kun forskellige former for bevægelse. Hele verdensaltets fysiske struktur og foreteelser er bevægelse. 12. Livsytring er det samme som kendetegnet på sit ophavs eksistens som»et levende væsen«bevægelse er altså det samme som skabelse. Og da skabelsesprocesserne i verdensaltet i sine slutfacitter er absolut logiske, er de udtryk for planlægning. Planlægning er igen det samme som tankefunktion, der igen er det samme som bevidsthedsfunktion". Bevidsthedsfunktion er igen det samme som livsytring". Livsytring er kendetegnet eller beviset for sit ophavs eksistens som et levende væsen". 13. Bevægelsen, de seks arter bevidsthedsfunktioner og»den højeste ild«at al bevægelse er bevidsthedsfunktion bliver til kendsgerning, når man har evne til at iagttage bevægelsernes eller funktionernes analyse. Disse viser sig netop at være de allerede af menneskene kendte psykiske udløsninger, som vi har udtrykt som instinktfunktioner, tyngdefunktioner, følelsesfunktioner, intelligensfunktioner, intuitionsfunktioner og hukommelsesfunktioner. Disse udløsninger har hver især navn efter den af de seks grundenergier, af hvilken de er en udløsning. Disse energier bliver igennem moderenergien i overbevidstheds- eller skæbneelementstrukturen holdt i en bestemt evig skiftende konstellation til hverandre. Til grund for denne skiftende konstellation ligger livsoplevelsens og ska- 45

51 helsens største livsfunktion, hvilken vi har udtrykt som den højeste ild". Denne befordres af de førnævnte to store polprincipper, der udtrykkes som den maskuline pol" og den feminine pol". 14. Polkonstellationerne og væsenernes tilsvarende manifestationsog oplevelsestilstande De forannævte to poler er til stede samtidigt i ethvert eksisterende levende væsen. Igennem disse to polers skiftende konstellationer i væsenets skabeevne bringer den dets livsudfoldelsestilstand ind i seks forskellige grundstadier for bevidsthedsudvidelse, manifestation og oplevelse og den heraf følgende væremåde over for omgivelserne og det selv. Det er denne polkonstellationens skiftende forhold i væsenet, der bevirker, at det forekommer som: plantevæsen", dyrevæsen", menneskevæsen", visdomsvæsen", intuitionsvæsen" og salighedsvæsen". Efter at have gennemlevet kulminationen af hver af disse seks forskellige livsoplevelses- og manifestationsformer har det i livsoplevelse tilbagelagt et såkaldt kosmisk kredsløb". Fra dette kredsløbs salighedsrige fortsætter væsenets livsoplevelse og manifestationstilstand ind i et nyt kosmisk kredsløb med de samme seks grundenergistadier, men i en ny og højere variation, og således fortsættende i det uendelige; men nærmere forklaring herom senere igennem specialsymboler. I et sådant kredsløb kommer det levende væsen til at opleve kontrastprincippets forskellige aspekter fra kulminationen af mørket til kulminationen af lyset, hvorved dets livsoplevelsesevne fornyes og derved vedligeholdes. Denne gentagne fornyelsesproces eller vedligeholdelse af livsoplevelsesevnen garanterer det levende væsen evigt liv eller udødelighed, hvilket vi ligeledes skal komme tilbage til at forklare ved hjælp af specialsymboler. 15. De uforgængelige evige realiteter i jeg'ets overbevidsthed Det levende væsens livsoplevelse er således en evig uophørlig funktion, hvad enten dette levende væsen er gigantvæsenet verdensaltet, der er det samme som Guddommen, eller det er de, i dette verdensalt eller Guddommen eksisterende levende væsener. Det, der således er evigt og uforgængeligt ved det levende væsen, er jeg'et, dets overbevidsthed, hvilket vil sige: polprincippet, skæbneelementet, grundtalentkernerne, skæbnetalentkernerne, og de hertil knyttede evige bindeledsorganer for jeg'ets eller overbevidsthedens forbindelse med dens tids- og rumdimensionelle del af dets samlede organisme, samt moderenergien og urbegæret. 16. Grundenergierne og tilværelsesplanerne Som vi allerede ved, er moderenergien overbevidsthedens energi og dermed dens materie". Men denne materie" er så sublim og hævet over alt, hvad der ellers eksisterer som materie eller stof, at den ligesom alle de andre foreteelser i overbevidstheden kun kan opleves igennem intuitionens sanseområde. Da den ikke er tids- og rumdimensionel og således ikke hører til det skabte", kan den 46

52 kun betegnes som Noget, som er". Igennem polkonstellationen udløser den den allerførste tendens i retning af bevidsthedsskabelse. Det er denne tendens, vi har udtrykt som urbegæret". Dette begær er ganske ubevidst for væsenet selv og udløses automatisk. Det har evigt fungeret og vil i al evighed blive ved med at fungere. Det er forbundet med de seks grundtalentkernerne i skæbneelementet, hvilke udgør grundenergiernes kraftcentre. Igennem disse kraftcentre og de hertil knyttede evige bindeledsorganer udløses grundenergiernes skiftende konstellationer, hvorved de forskellige grundenergiområder, der er det samme som tilværelsesplaner, opstår. Hver grundenergi danner således sit særlige bevidsthedsområde i det levende væsens psyke eller organisme. Igennem disse bevidsthedsområder udløses det levende væsens bevidsthedsfunktion, hvilket vil sige: dets dagsbevidste livsoplevelse og skabelse. Området for denne dagsbevidste livsoplevelse og skabelse har vi udtrykt som det levende væsens underbevidsthed". Underbevidstheden udgør således i virkeligheden en forlængelse af overbevidstheden ned i det tids- og rumdimensionelle eller skabelsesresultaternes og oplevelsernes område, der er det samme som det, vi har udtrykt som X 3". 17. Underbevidstheds- eller grundenergifunktionerne Forannævnte underbevidsthed er altid forbundet med overbevidstheden ved de seks grundenergiorganer eller strukturer. Igennem disse strukturer skabes der så i grundenergimaterien timelige eller midlertidige organer for grundenergifunktionerne, der altså udgør hele væsenets livsoplevelse og skabelse. Grundenergifunktionerne er det samme som væsenets samlede bevidsthedsfunktion. Denne består netop, som tidligere nævnt, i en af hver energi udløst særlig funktion. Det levende væsens samlede bevidsthedsfunktion består således af en instinktfunktion, en tyngdefunktion, en følelsesfunktion, en intelligensfunktion, en intuitionsfunktion og en hukommelsesfunktion. Disse funktioner udgør altså tilsammen det levende væsens totale skabelses- og oplevelsesfunktion eller hele dets livsfunktion, hvilket er det samme som det, vi har udtrykt som X 2". 18. Grundenergimaterien Vi ved allerede, at X 3" er betegnelsen for alt det, der forekommer som skabte" ting. Disse skabte ting udgør alt, hvad der overhovedet er tilgængeligt for de i grundenergierne skabte sanser. Ved grundenergimaterien må her forstås den materie, der er sammensat af de seks grundenergier, hvilket vil sige: alle eksisterende materier i verdensaltet med undtagelse af moderenergien eller de i overbevidstheden evige, uforanderlige foreteelser. Til grundenergimaterien hører således både de faste, flydende, luftformige og stråleformige materier. Og der findes ikke en organisme, fysisk eller åndelig, hvis stof ikke ligeledes er en kombination af alle seks grundenergier. Dette gælder, hvad enten stoffet er kød eller blod, ben eller brusk, mælk eller vand. Det gælder for alle næringsstoffer. Det gælder for alle metaller, guld og sølv, kobber og jern. Det gælder for vore 47

53 beklædningsstoffer. Det gælder det hus, vi bor i, ja, alt hvad der overhovedet findes under begrebet stof eller materie i den tids- og rumdimensionelle verden. Alt består af kombinationer af de seks grundenergier, omsat til forskellige former for bevægelsesarter. Herom i senere analyser. 19. Ethvert levende væsens»skabte«organisme er et univers for levende væsener Men hvorledes bliver nu disse materier til hele den verden af skabte" foreteelser, som selve verdensaltet udgør? Og hvad er det, verdensaltet udgør eller består af? Som vi allerede har set i livsenhedsprincippet, består det udelukkende af levende væsener inden i levende væsener eller rettere, levende væseners organismemer inden i levende væseners organismer. Dette vil igen sige, at disse organismer alle uden undtagelse er makroorganismer for de organismer, der eksisterer inde i dem som mikroorganismer. Disse er også makroorganismer for de mikroorganismer, der forekommer i deres indre og således fortsættende i det uendelige. Ethvert levende væsens skabte" organisme udgør altså et livsrum eller et univers for levende væsener samtidigt med, at den er manifestations- og oplevelsesredskab for dens jeg eller ophav. Der er således ligeså mange universer til, som der er levende væseners organismer. Men menneskene er ikke vante til at opfatte det univers, de lever i, som en organisme, skønt det åbenbarer alle en organismes principielle livsfunktioner: fordøjelse, blodomløb, åndedræt og mange andre umiskendelige livsytringer, der er fuldstændigt analoge med livsfunktionerne i vor egen organisme, der gør denne til bolig eller univers for mikrovæsenerne i dens indre. 20. Makrovæsenets og mikrovæsenets samarbejde betinger deres livsopretholdelse, manifestation og skabelse Et levende væsens organisme er altså bygget således, at den i sit indre skaber livsbetingelser for mikrovæsenernes oplevelse af liv, manifestation og skabelse samtidigt med, at denne manifestation og skabelse betyder organismens opretholdelse som manifestationsredskab for dens ophav eller jeg. Tænk hvilken guddommelig fuldkommenhed og harmoni. Alt, hvad vi kender under begreberne skabelse" og oplevelse", er udelukkende identisk med dette makrovæsenets og mikrovæsenets gensidige samarbejde i opretholdelsen af deres fælles skabelse af livsoplevelse og manifestation. Der, hvor dette samarbejde er i uorden eller udviser forstyrrelse, eksisterer sygdommene, lidelserne og smerterne. At dette samarbejde uophørligt finder sted bliver til kendsgerning igennem alle de funktioner og skabelsesprocesser, vi bliver vidne til foregår i vor egen organismes indre og uden for i makrovæsenets organisme, der jo er vort univers. Hvis disse skabelsesprocesser ikke bliver forstyrrede af fejlagtige indgreb fra ophavets side, ender de alle som hundrede procents logiske, hvilket vil sige, at de i tilsvarende grad er til glæde og velsignelse både for ophavet og mikrovæsenerne. Det er denne 48

54 tilstand af fuldkommenhed i et levende væsens eksistens, der er udtrykt som Guds billede efter hans lignelse". Her er makrovæsenet virkeligt det samme i sin organisme som Guddommen i sin. 21. Al bevægelse i verdensaltet er skabelse, opretholdelse og udskiftning af organismer Al bevægelse i verdensaltet er, som før nævnt, skabelse og opretholdelse af organismer og den igennem disse opretholdte livsoplevelse. Da organismen udgør det skabte", der igen er det samme som det, vi har udtrykt som X 3", er den forgængelig, men kun for at kunne erstattes eller udskiftes med en ny og forbedret organisme, alt eftersom dens ophav udvikler sig i fuldkommenhed og derved får brug for en fuldkomnere organisme med tilsvarende fuldkomnere mikrovæsener i dens indre. Da denne proces er evig, vil der således ikke være noget tal på det ocean af organismer, som det levende væsen har besiddet og i fremtiden vil komme til at besidde med den heraf følgende evige opretholdelse og fornyelse af bevidsthed. Det er derfor, at dette ocean af organismer og evig bevidsthed ikke kan have nogen anden analyse end denne ene Noget, som er". Og vi har derfor udtrykt dette Noget" som X 3". 22. Ethvert levende væsen må have et univers, i hvilket det kan leve, røres og være Vi har nu set, hvorledes verdensaltets struktur opfylder de tre betingelser, der kræves, for at Noget" kan fremtræde som et levende væsen". Vi må derfor erkende dette som et levende væsen". Og vi har set, at ethvert af de levende væsener, verdensaltet rummer, planter såvel som dyr og mennesker alle eksisterer i opfyldelsen af de samme tre betingelser, hvorved de netop også fremtræder som levende væsener". Vi har set, at manifestations- og oplevelsesevnen opretholdes i kraft af princippet den ene" og de mange". Vi har set, at uden dette princip ville enhver livsoplevelse og manifestation være en total umulighed. Ethvert levende væsen må have et univers at leve i for at kunne få den ydre verden", i hvilken det kan leve, røres og være. Hvordan skulle det ellers få materiale til sin skabelse eller opretholdelse af sin manifestation og oplevelse? 23. Hvis den»ydre verden«ikke eksisterede Den ydre verden må også eksistere som et levende væsens organisme. Hvordan skulle denne ydre verden ellers kunne udløse de logiske skabelsesprocesser, der opfylder livsbetingelserne for mikrovæsenerne i dens indre? Hvis ikke den er knyttet til et jeg og dermed er levende, hvad eller hvem er det da, der opretholder dens eksistens, dens ernæring, dens ocean af logiske skabelsesprocesser, der for mikrovæsenerne i dens indre er det samme som det, vi kalder naturen" i den makroorganisme, vi selv befinder os i? Hvordan kan logisk skabelse blive til uden tænkning? Hvordan kan i det hele taget bevægelse finde sted, hvis der hersker den absolut totale død og den heraf følgende absolutte stilhed, 4 49

55 hvilket vil sige: det absolutte intet" omkring de levende væsener? Vi skal senere påvise, hvorledes absolut al bevægelse stammer fra bevidsthed og derfor fra tænkning. Hvordan skulle et levende væsens liv blomstre, ja, hvordan skulle der i det hele taget kunne være liv, hvis det levende væsens ydre verden kun eksisterede som det bare intet"? 24. Menneskene må vænne sig til, at deres»ydre verden«eller deres univers er lige så levende som deres egen organismes indre Menneskene må således vænne sig til, at den ydre verden" er ligeså levende og er lige så godt underlagt et dirigerende jeg, som deres egen organisme er en levende verden med et jeg bag sig. Uden denne kombination af jeg og organisme absolut intet liv, intet univers at leve i, ingen organisme at manifestere sig igennem. Det vil blive nødvendigt for menneskene at komme til erkendelse heraf. Hvorledes skulle de ellers komme til noget virkeligt logisk livsfundament at leve på? Troen på et dødt univers, troen på, at logisk skabelse ikke er udtryk for bevidsthed og liv, er det samme som at tilbede døden i stedet for livet. Det er at leve på en livssaboterende abnormitet i stedet for at leve på den evige, altoverstrålende, absolutte sandhed, det evige, absolutte verdensalt, som en evig Guddoms kærlighedsvæld og livskilde i hvert eneste levende væsen, såvel i mineral-, plante- og dyreriget som i menneskeriget. 25. Hvorfor et makrovæsen ikke kan være Guddommen Efter at vi således har fundet det levende væsens analyse og verdensaltets livsprincip: væsener inden i væsener og dermed liv inden i liv, der gør hele verdensaltet levende, hvordan finder vi så i dette uendelige og evige ocean af levende væsener det væsen, der er den igennem hele menneskehedens historie, under mange forskellige former, navne og opfattelser, dyrkede og tilbedte evige Guddom? Ja, her kan vi efter det, vi allerede har set, vende spørgsmålet om og sige: Hvor er denne evige Guddom ikke"? Vi har allerede set, at alle eksisterende levende væsener udgør en uadskillelig enhed. Der er således intet som helst væsen, hvis liv og eksistens som levende væsen" ikke er afhængig af den ydre verden", hvilket vil sige: af de øvrige levende væsener. Dets eksistens og liv er afhængigt af et makrovæsen, i kraft af hvis eksistens og organisme det får sin ydre verden". Det er i sit samarbejde med denne ydre verden, at det opretholder sin egen indre verden". Men kan dette makrovæsen da være den almægtige Guddom? Nej, det kan det absolut ikke. Det lever jo selv som et mikrovæsen i et makrovæsens organisme og kan kun opretholde sit liv og sin eksistens i kraft af den ydre verden", som denne makroorganisme udgør for samme væsen. Intet som helst væsen kan således være Guddommen, idet de alle uden nogen som helst undtagelse er underlagt et makrovæsen. Der vil således altid over et sådant væsen eksistere et makrovæsen. Det kan derfor ikke være et allerhøjeste væsen således som den evige guddom, der i sin altoverstrålende tilstand 50

56 fremtræder som et makrovæsen uden på nogen som helst måde i sin helhed at være et mikrovæsen. Vi kan derfor ikke finde Guddommen i sin egen natur ved at søge efter ham i den række af makrovæsener, der også samtidigt må være mikrovæsener i en større makroorganisme. Sådanne væsener er jo alle gudesønner", og en gudesøn kan ikke udgøre Guddommens helhed. Han kan kun udgøre et enkelt manifestations- og oplevelsesorgan i selve Guddommens bevidsthed og organisme, hvilket vil sige: verdensaltet. Da verdensaltet er uendeligt, er Guddommen således hverken åndeligt eller legemligt bundet til nogen størrelsesorden eller kvalitetsorden. Han afviger således fra Gudesønnen ved at udgøre alle størrelser og alle eksisterende kvaliteter. Hvordan skulle han ellers permanent kunne være allestedsnærværende? Hvordan skulle han kunne være alvis, alkærlig og almægtig? Og hvordan skulle han overhovedet, uden denne tilstand, kunne være den virkelige og absolutte, eneste, sande Guddom. Hvordan skulle han uden denne tilstand undgå at være en blot og bar gudesøn? 26. Det kosmiske»fader- og sønneprlnclp«hvad er det da, vi ser i form af de levende væsener? Da de, som før nævnt, hver især er uadskilleligt forbundet med en større helhed, kan de kun udgøre et lokalt område i denne helhed. Det er derfor, udtrykket gudesøn" er blevet betegnelsen for det levende væsen. Denne helhed, med hvilken alle eksisterende levende væsener således er uadskilleligt forbundet, må da være Gudesønnernes rette ophav, gudesønnernes Fader", og således oplevede Kristus Guddommen, og således vil også ethvert fuldkomment eller færdigt menneske, hvilket vil sige: mennesket i Guds billede efter hans lignelse", mennesket med kosmisk bevidsthed" også opleve Guddommen og dermed sin egen evige identitet som gudesøn". Forholdet mellem Guddommen og et hvilket som helst levende væsen er således et evigt urokkeligt fader- og sønneforhold. 27. Alle levende væsener er Guddommens sanse- og skabeorganer Alle eksisterende levende væsener er som nævnt manifestations- og oplevelsesorganer for Guddommen. Derved kan Guddommen sanse eller opleve igennem alle eksisterende levende væseners organismer og sansesæt, ligesom han kan skabe i kraft af alle levende væseners manifestations- eller skabeevne. Dette vil igen sige, at alle eksisterende levende væseners organismer eller X 3" tilsammen udgør Guddommens organisme eller X 3", ligesom de levende væseners X 2", overbevidsthed eller skabeevne tilsammen udgør Guddommens X 2", overbevidsthed eller skabeevne. På samme måde udgør også de levende væseners X l" eller jeg tilsammen Guddommens X l" eller jeg. Da alle eksisterende levende væseners oplevelses- og manifestationsorganer tilsammen udgør Guddommens oplevelses- og manifestationsorganer, bliver det her synligt som virkelighed, at Guddommen er allestedsnærværende, almægtig, alvis og alkærlig. 4 * 51

57 28. Guddommens livsstruktur Et så altoverstrålende og almægtigt, alvist og alkærligt væsen kunne Guddommen umuligt være, hvis han kun var et makrovæsen og samtidigt, ligesom alle de andre levende væsener også måtte være et mikrovæsen. Guddommen er således det absolut eneste eksisterende levende væsen, der nok er et makrovæsen, men kun på den måde, at alle eksisterende levende væsener uden undtagelse er mikrovæsener i ham, uden at han udgør noget mikrovæsen i et makrovæsen. Gjorde han dette, kunne han umuligt være den virkelige og absolut sande Guddom. Han måtte da være et blot og bart makrovæsen, som samtidigt måtte være et mikrovæsen i et større makrovæsens organisme, ligesom alle andre eksisterende levende væsener. Han ville da kun repræsentere sønneprincippet" og ikke faderprincippet", således som Guddommen absolut må gøre det for at være netop det, der udtrykkes som Guddommen. Guddommen er altså et levende væsen, i hvilket absolut alle eksisterende væsener befinder sig. De befordrer hans livsoplevelse og manifestation eller skabelse og udgør således hans skabe- og livsoplevelsesorganer. Hans livsoplevelse bliver derfor udelukkende en fadermanifestation". Da han ikke er mikrovæsen i en makroorganisme, men absolut alle væsener eksisterer i ham, har han således i virkeligheden ikke noget udenfor". Alt er for ham et indenfor". Alle levende væsener lever, røres og eksisterer" inde i ham. Da hans livsform betinges af princippet den ene" og de mange", kan hans bevidsthedsfunktion kun eksistere som en indbyrdes korrespondance med sine mikrovæsener. Da mikrovæsenerne er hans manifestations- og oplevelsesorganer, kan denne hans bevidsthedskorrespondance udløses som en henvendelse fra mikrovæsen til mikrovæsen, hvilket vil sige, fra et levende væsen til et levende væsen. Hvordan skulle han ellers kunne tale med et sådant væsen? Han kan ikke tale ved hjælp af noget ingenting". Han må bruge sine manifestations- og oplevelsesredskaber. Og hvad kan være disse redskaber eller organer uden netop de levende væsener? Hele den proces, der foregår i gudesønnernes eller de levende væseners daglige liv, er således Guddommens bevidsthedsfunktion og livsoplevelsestilstand samtidigt med, at den også er gudesønnernes eller de levende væseners. 29. Menneskenes vildfarelse med hensyn til det såkaldte»onde«når ethvert levende væsen således er Guddommens oplevelses- og manifestationscenter, vil dets manifestationer i absolut forstand være Guddommens manifestationer eller åbenbaringer. Det er rigtigt, at disse Guddommens manifestationer eller åbenbaringer er højst forskellige. Men er der noget mærkeligt i dette? Skulle Guddommen ikke netop være i stand til at udløse alle eksisterende former for manifestation? Hvis ikke, er han jo hverken almægtig eller alvis. Nu vil mange her sikkert have vanskeligt ved at fatte denne analyse, idet de er genstand for en tusindårig tradition og vaneopfattelse, nemlig den, at Guddommen ikke er ophavet til de mørke eller såkaldt onde" manifestationer. Det kan kun 52

58 Djævelen" være. Men hvis Guddommen ikke har kunnet forhindre Djævelen" i at skabe det onde", er han ikke almægtig eller alvis. Da bliver Djævelen" på visse områder Guddommen overlegen. Tiden er derfor kommet, da menneskeheden må ud af denne vildfarelse eller religiøse forvirring. Den må lære at forstå, at det såkaldt onde" er absolut ligeså nødvendigt som det såkaldt gode". Hvis de mørke manifestationer ikke eksisterede, ville de lyse manifestationer være en total umulighed. 30. De livsbetingende kontraster:»det behagelige gode«og»det ubehagelige gode«vi skal senere igennem specialsymboler og tekster om bevidsthedsskabelse påvise, at det onde" ganske vist er smerteligt og pinefuldt, er krig og ufred, men dette forhindrer ikke, at det alligevel er en betingelse for udvikling af evnerne til at manifestere og opleve det gode". Vi har derfor også i Livets Bog udtrykt de mørke oplevelser og manifestationer som det ubehagelige gode" og de lyse manifestationer som det behagelige gode". På disse kontraster beror al oplevelse og manifestation af liv. Uden disse to kontraster absolut intet som helst væsen. Alt, hvad der i dag stråler som liv og bevægelse, ville være et absolut intet" uden disse to kontraster. 31. Guddommens sekundære bevidsthed og Guddommens primære bevidsthed Den del af Guddommens bevidsthed, der åbenbarer de lyse manifestationer, udgør hans primære bevidsthed". Den udgør i virkeligheden 4 livssfærer eller tilværelsesplaner, medens den del, der åbenbarer de mørke manifestationer kun udgør 2 livssfærer eller 2 tilværelsesplaner. Disse 2 tilværelsesplaner udgør Guddommens sekundære bevidsthed". Denne del er således en fornyelses- og vedligeholdelsesproces, der er nødvendig for livsoplevelsens og skabeevnens evige eksistens. Den befordres af de levende væsener, der er i færd med at få skabt og udviklet deres bevidsthed frem til en sådan fuldkommenhed, at de kan blive Guddommens redskaber i hans udfoldelse af sin primære bevidsthed. Men så længe disse væsener ikke er færdige, ikke er udviklede til at kunne manifestere en så total fuldkommen kærlig væremåde, kan Guddommen naturligvis ikke manifestere eller åbenbare sin høje guddommelige altoverstrålende bevidsthed og væremåde igennem dem. Nævnte væseners livssfære kan da ikke blive udtryk for lysere manifestationer end de, de er udviklede til at kunne manifestere. Det er derfor, at den jordiske menneskeheds livssfære endnu i særlig grad kun er en ufredens eller en krigens og lidelsernes sfære. Man forstår, at disse ufærdige mennesker må være i en sfære for sig selv og ikke kan være i en sfære for færdige mennesker. De ville i en sådan verden skabe alt for mange mentale kortslutninger og derved gøre denne til en lidelsens og krigens verden for dens retmæssige beboere. Jordens menneskehed må derfor lære at forstå, at dens livssfære kun udgør Guddommens sekundære bevidsthed. Den udgør et område for skabelse og udform- 53

59 ning af det levende væsen til at blive det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse". Guddommens primære bevidsthed" åbenbares derimod igennem de sfærer, der udelukkende er befolket med væsener, der er blevet totalt fuldkomne, er blevet et med Gud", og dermed fremtrædende i Guds billede efter hans lignelse". Det er i disse lysets sfærer, at Guddommens primære bevidsthed" udfoldes, og hvormed han styrer og leder alt i verdensaltet. Det er til disse lysets sfærer, at menneskenes bønner går og opfattes af disse ophøjede sfærers væsener, som så udløser bønhørelsen eller hjælpen til den bedende alt efter dennes skæbnesituation og nødvendighed i hans omformning til Guds billede". Det er således igennem disse sfærers væsener, at Guddommen, som vi senere skal komme tilbage til, udfolder hele sin primære bevidstheds strålende lys i form af alvisdom, alkærlighed og almagt. 32. Hvad vi gør imod vor næste, gør vi imod Gud og dermed Imod vor skæbne Vi har her fået et indblik i, at Guddommen er os umådelig nær, idet vi er hans oplevelses- og manifestationsorganer. Vi møder ham således i ethvert levende væsen både i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Vi møder ham ligesåvel i de primitive og mørke væsener som i de højintellektuelle og kærlige væsener. Vi møder ham ligesåvel i det såkaldte onde" som i det såkaldte gode". Hvordan skulle Guddommen kunne være en almægtig skaber, hvis han ikke havde kulminerende kærlighedsorganer og organer kulminerende i andre livsbetingende skabelsesprocesser? Når vor næste således hører med til Guddommens oplevelses- og manifestationsredskaber, er det ikke så mærkeligt, at Kristus udtrykte, at al lovens fylde" er det ene store bud: Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Hvad vi gør imod vor næste, gør vi imod Gud. Hvad vi gør imod Gud, gør vi mod os selv, eftersom hele vor skæbne udelukkende er baseret på vort forhold til Gud. 33. Koncentratet af verdensaltets kosmiske analyse Vi er hermed kommet igennem koncentratet af verdensaltets hovedanalyse. Vi har set verdensaltet som en altomfattende levende organisme, i kraft af hvilken en lige så altoverstrålende og fuldkommen logisk skabelsesproces finder sted. Vi har set, at den ydre verden, vi lever i, er lige så levende som den indre verden er, der udgør vor organisme. Vi har set, at vi lever i et makrovæsen som mikrovæsen, samtidig med at vi selv eksisterer som et makrovæsen for de mikrovæsener, der lever i vor organisme. Vi har set, at makrovæsenernes organismer er det samme som livsrum eller universer for mikrovæsener, ligesom mikrovæsenernes organismer er livsrum eller universer for de mikrovæsener, der forekommer i deres organismer. Vi får derved understreget, at intet som helst af disse makrovæsener kan være selve Guddommen, eftersom deres eksistens betinges af, at de er mikrovæsener i en større organisme. Ethvert af disse væsener kan derfor aldrig nogen sinde udgøre andet end en lokalitet, et levende organcenter i deres 54

60 makrovæsen og dermed i den helhed, som alle eksisterende levende væsener tilsammen udgør. At denne helhed er evig og uendelig og derfor strækker sig udenfor enhver materiel størrelse, der kun kan skabes af sanserne, forhindrer den ikke i at opfylde netop de tre betingelser, der kræves, for at et Noget" kan fremtræde som et levende væsen. Dette levende væsen, der således udgør helheden, kan kun manifestere eller tilkendegive sig igennem skabelse. Alle manifestationer er således skabelse. Skabte ting kan kun eksistere som identisk med størrelse. Størrelse er igen det samme som en begrænsning. Derfor kan ingen som helst skabt" realitet udtrykke Guddommen. Guddommens analyse kan kun være verdensaltet i sin helhed. Men verdensaltet i sin helhed er, som vi lige har set, ikke tids- og rumdimensionelt. Vi kan derfor kun udtrykke dette som Noget, som er". Men da dette Noget", som vi har set, er et levende væsen, afviger det fra alle andre levende væsener ved at være helheden og ved at være livsrum eller univers for absolut alle eksisterende levende væsener og derfor også for de makrovæsener, der danner vort livsrum eller univers, hvilket vil sige, for jordkloden, vort solsystem og vort mælkevejssystem. Men da disse gigantorganismer også befinder sig som mikroorganismer i endnu større makroorganismer og således fortsættende i det uendelige, men stadig som mikrovæsener i helheden, der er Guds organisme, får vi her set Guddommen som et væsen, overfor hvilket der ikke findes noget væsen hverken over eller ved siden af. Da dette væsen således er altoverstrålende og udgør det absolut eneste makrovæsen, der ikke befinder sig som mikrovæsen i en større organisme, ser vi her denne almægtige Guddoms totale suverænitet og fremtræden som alle eksisterende levende væseners evige ophav og fader. Og da vi har set, at alle eksisterende levende væsener er hans evigt levende organcentre, er hans oplevelses- og skabeorganer og disse således er kød, blod og ånd af denne fader, bliver de her åbenbaret for os som gudesønner". Det er således igennem livsenhedsprincippet hermed blevet til virkelighed for os, at verdensaltet er denne altomfattende, guddommelige Faders bevidsthed, organisme og væremåde i permanent vekselvirkning med de evige gudesønners bevidsthed, organisme og væremåde. Det er igennem denne vekselvirkning mellem Faderens og sønnens liv eller mellem Guddommens og de levende væseners liv, at Gud skaber mennesket i sit billede efter hans lignelse". Det er manglende kontakt og harmoni med dette guddommelige samarbejde, der skaber det såkaldte onde" eller djævlebevidsthed" i sønnen"s skæbne, gør ham til den fortabte søn", men som atter i kraft af de evige loves totale fuldkommenhed får sin væremåde ført tilbage til kontakten med lyset i den evige Faders væremåde, der, som vi allerede har begyndt at se, er kulminerende kærlighed. 34. Forklaring til symbol nr. 11 Symbolet symboliserer de tre principper»x 1«,»X 2«og»X 3«i deres fremtræden som -»et treenigt princip*, hvilket vil sige: som»et levende væsen«. Vi har i symbol nr. 8 symboliseret»x 1«ved en hvid skive. Denne symboliserer det»noget«, som i kraft af»x 2«udgør det dirigerende ophav eller makrojeg i ethvert levende væsens

61 organisme og udgør ligeledes jeg'erne i de i samme organisme eksisterende mikrovæsener. For at dette»noget«kan fremtræde som»den ene«og»de mange«, uden hvilken tilstand ethvert levende væsens eksistens ville være en total umulighed, eksisterer altså princippet»x 2«. Dette princip er allerede berørt i symbol nr. 9 og er her symboliseret ved en violet skive, i hvilken der forekommer en stor åbning i midten og mange mindre åbninger ude i symbolets rand. Hvis vi nu lægger den violette skive over den hvide skive, vil denne blive synlig igennem den store åbning i midten og de små åbninger ude i symbolets rand. Den hvide skive set igennem den store åbning symboliserer makrojeg'et i det levende væsen, medens den samme skive set igennem de små åbninger symboliserer jeg'erne i organismens mikrovæsener. På symbol nr. 11 ser vi således dette»noget«eller makrojeg symboliseret ved det hvide felt i midten, medens mikrojeg'erne i organismen er symboliseret ved de små hvide felter ved symbolets rand. Vi ser yderligere, at det navnløse»noget«eller»x l«på symbol nr. 11 er symboliseret ved en sekstakket stjerne. Dette skal markere, at det levende væsens manifestation og oplevelse foregår i kraft af seks forskellige bevidsthedseller livstilstande, hvilket vil sige: en for hver grundenergi. De af strålerne halvt tilslørede stjerne figurer udenom den hvide stjerne skal her symbolisere de samlede virkninger af jeg'ets overbevidstheds evige organer, såsom: den højeste ild, skæbneelementet, grundtalentkernerne, skæbnetalentkernerne, opretholdt af moderenergien og urbegæret, der er markeret ved stråleglorien og den violette farve i symbolets rand omkring mikrojeg'erne. Det er det her nævnte overbevidsthedens samlede organfelt, vi har udtrykt som»x 2«. De farvede felter mellem makrojeg'et og mikrojeg'erne symboliserer»x 3«eller resultatet af jeg'ets overbevidstheds- og underbevidsthedsfunktioner eller samlede skabe- og oplevelsesevne. Dette resultat er bevidstheden og organismen. Bevidstheden og organismen er bygget op af de seks arter af materie eller stof, som de seks grundenergikonstellationer udgør. I kraft af sine overbevidstheds- og underbevidsthedsfunktioner skaber jeg'et af denne materie sin manifestation og oplevelse af livet. Da jeg'ets overbevidstheds- og underbevidsthedsfunktioner udløser sig i et delvis evigt og delvis timeligt organ for hver grundenergi, får det herved evne til ved hjælp af disse organer at skabe og opleve livet i tilsvarende seks forskellige grundarter for livsoplevelse, altså en for hver grundenergikombination. Det er virkningerne af disse seks organfunktioner, vi kender under begreberne: instinktfunktionen, der er udtrykt på symbolet ved den røde farve. Dernæst kommer tyngdefunktionen, orangefarve, følelsesfunktionen, gul farve, intelligensfunktionen, grøn farve, intuitionsfunktionen, blå farve, og hukommelsesfunktionen, lys indigofarve. Disse farvede felter på symbolet symboliserer altså makrojeg'ets bevidsthedsfelter. Igennem de forannævnte bevidsthedsfelter oplever makrojeg'et livet som vågen dagsbevidsthed og ubevidst natbevidsthed. Men livsfunktion ville umuligt kunne finde sted, hvis ikke det pågældende væsen var et mikrovæsen i en makroorganismes indre. Hvordan skulle det få mulighed for at kunne bruge sine seks store bevidsthedsevner, hvis ikke det befandt sig i en makroorganisme, hvor det kunne få det for hver grundenergievne tilsvarende grundenergimateriale at skabe og opleve i? - Hvad nytter det at have glimrende skabe- og oplevelsesevner, hvis ikke der var noget at skabe i og derfor heller ikke noget at opleve? Derfor må ethvert levende væsen befinde sig som mikrovæsen i et makrovæsens organisme og bevidsthedsområder. Denne organisme og disse bevidsthedsområder er således ikke blot manifestations- og oplevelsesorganer for makrojeg'et. De er også univers eller livsrum for mikrovæsener. Derfor bliver makrojeg'ets førnævnte seks forskellige skabe- og oplevelsesfelter hver især til et tilværelsesplan for mikrovæsener. De farvede felter på symbolet symboliserer således ikke blot makrovæsenets bevidsthedsfunktionsfelter, men de symboliserer også disse som livssfærer eller tilværelsesplaner for mikrovæsener. "»Planterigets, er således vort makrovæsens»instinktudfoldelse«.»dyreriget«er dets 56

62 »tyngdeenergiudfoldelse«.»det fuldkomne menneskerige«er dets humaniserede»følelsesudfoldelse«..»visdomsriget«er dets»intelligensudfoldelse«.»den guddommelige verden«, er dets intuitionsudfoldelse, medens»salighedsriget«. er dets»hukommelsesudfoldelse«. Disse vort makrovæsens bevidsthedsområder, der udgør vore tilværelsesplaner eller livssfærer, er, som allerede før bemærket, henholdsvis markeret ved rød, orange, gul, grøn, blå og lys indigo farve. Vort makrovæsen er i første instans jordkloden, der igen er organ i solsystemorganismen, som atter igen er organ i mælkevejsorganismen og således fortsættende i det uendelige. Denne uendelige makroorganismerække udgør altså en helhed, i hvilken hvert enkelt makrovæsen kun udgør en lokalitet. Denne helhed udgør igen et makrovæsen, i hvilket alle andre levende væsener eksisterer som mikrovæsener, uden at det selv eksisterer i noget andet væsen som mikrovæsen. Og vi har således i dette altomspændende makrovæsen den absolut eneste virkelige, sande Guddom, i hvem vi alle leve, røres og er. Det er til dette af helheden bestående makrovæsen og ikke til vort lokale makrovæsen, at vi må indstille vor bevidsthed i bøn og væremåde. I modsat fald kommer vi til at tilbede gudesønnen i stedet for Guddommen. Dette er en afsporing, selv om denne dyrkelse kan være en nødhjælp for væsener, der endnu befinder sig i religiøsitetens primitive og uintellektuelle stadier. Da symbol nr. 11 symboliserer det levende væsen i dets fremtræden som et treenigt princip, hvor stjernen i centrum udtrykker jeg'et, de små hvide felter i symbolets rand udtrykker dets mikrojeg'er, medens de farvede felter imellem stjernefeltet og mikrojeg'erne udtrykker det skabte, hvilket vil sige bevidstheden og organismen, kan det også udtrykkes som symbol for Guddommen, hvilket vil sige: det over os eksisterende uendelige og evige ocean af makrovæsener inde i makrovæsener, og i hvilket makrovæsensocean vi som mikrovæsener eksisterer, lever, røres og er. Betragter vi nu symbolet som udtryk for Guddommen, symboliserer den hvide stjerne i centrum Guddommens jeg. Strålefeltet og de små runde, hvide felter i symbolets violette rand symboliserer henholdsvis Guddommens skabeevne og mikrojeg'erne, ved hvilke sidste Guddommen befordrer sin skabeevne. De seks farvede felter imellem Guddommens jeg og mikrojeg'erne udgør altså Guddommens bevidsthed og organisme. Vi ser på farverne, at denne bevidstheds materie er de seks grundenergier, og at der netop er et bevidsthedsfelt for hver energi. Men disse Guddommens bevidsthedsog organismefelter ville være en absolut total umulighed, hvis ikke livsenhedsprincippet eller makrovæsens- og mikrovæsensprincippet, hvilket vil sige:»den ene«og»de mange«, eksisterede. På symbolet ser vi, at der udgår en stråle fra hvert mikrojeg, og at der udgår stråler fra makrojeg'et, der her i dette tilfælde må opfattes som Guddommens jeg. Vi ser, at disse to stråleudløsninger går i retning imod hinanden. Der hvor disse to former for energiudløsning møder hinanden, opstår skabelsen og dermed livsoplevelsen og manifestationen. Dette er på symbolet udtrykt ved det farvede felt, i hvilket mikrojeg'ets stråle møder makrojeg'ets stråler, hvilket altså i virkeligheden henholdsvis vil sige: Gudesønnens stråle møder Guddommens stråler. Gudesønnen møder her Guddommens stråler, som er identisk med alt, hvad der kommer ind under begrebet materie eller alle eksisterende former for stof, alle naturens skabelsesprocesser, alle medvæsenernes manifestationer, alle livsformers tilsynekomst, ja alt hvad gudesønnen overhovedet kan sanse af skabelsesprocesser eller manifestationer af liv omkring sig. Gudesønnens stråle på symbolet er udtryk for hele hans manifestation eller skabelse, hele hans væremåde og tankefunktion. Der, hvor gudesønnens stråle møder Guddommens stråler, opstår der en reaktion. Denne reaktion er gudesønnens oplevelse af livet. Denne oplevelse af livet befordres og formes i kraft af de seks grundenergier. På symbolet ser vi derfor et reaktions- eller livsoplevelsesfelt for hver grundenergi. Et sådant felt er på symbolet markeret med den grundenergis farve, der er den kulminerende og derfor den førende i feltet. Gennem den af Guddommen og gudesønnen affødte indbyrdes stråleaktion befordres gudesønnens livsoplevelsestilstand fra 57

63 tilværelsesplan til tilværelsesplan. Det er denne befordring fra plan til plan menneskene allerede har begyndt at lære at kende under begrebet»udvikling«. Men vi skal senere i specialsymboler vise, hvorledes strålereaktionen mellem Guddommens og sønnens energiudløsninger ikke blot befordrer sønnen en enkelt gang igennem grundenergiplanerne, men at denne befordring er evig. Hver gang sønnen har passeret alle seks grundenergistadier, der, som symbolet udviser, udgør et kredsløb, fortsættes sønnens passage ind igennem et nyt kosmisk kredsløb og således fortsættende i al evighed. Vi må her huske på, at gudesønnens jeg, såvel som Guddommens jeg er evige realiteter som derfor også har evig bevidsthed, manifestations- og oplevelsesevne. Vi har jo allerede set, at jeg'ets»x 2«og»X 3«, hvilket vil sige skabeevnen og bevidstheden er, lige så evig som»x l«. Takket være det levende væsens identitet som et treenigt princip er det identisk med evigheden og dermed identisk med udødeligheden. Symbol nr. 11 symboliserer, som vi nu har set, hele verdensaltet som et levende væsen. Dette levende væsen udgør et makrovæsen, der adskiller sig fra alle andre eksisterende levende væsener derved, at det ikke samtidigt er mikrovæsen i et endnu større makrovæsen, således som tilfældet er med alle andre eksisterende levende væsener. Disse levende væsener kan derfor udelukkende kun eksistere som mikrovæsener i dette gigantmakrovæsen, der udgør verdensaltets helhed. Vi er derfor her kommet i en situation, hvor vi ikke mere kan tage fejl af, hvem der er Guddommen, hvem der er alle levende væseners absolutte eneste og sande ophav, ligesom vi heller ikke her kan tage fejl af, hvem der er gudesønnerne. Vi ser her livsmysteriets store løsning i en så enkel analyse, at vi i kraft af denne kan se, at der ikke eksisterer andre væsener i tilværelsen end disse to livsformer:»faderen«, og»sønnen«. Derfor kan ingen som helst af disse sønner udgøre Faderen og således heller ikke være Guddommen. Som følge heraf kan de heller aldrig udgøre det virkelige eller absolutte tilbedelsesobjekt. I en sådan situation kan de kun være en»afgud«. Da alle eksisterende levende væsener i deres struktur udgør et makrovæsen for mikrovæsener, og udgør forenede lokalvæsener i den uadskillelige helhed, der udgør Guddommen, ser vi her alle disse makrovæsener som Guddommens samlede»faderbevidsthed«. Igennem denne faderbevidsthed udstråler Faderen hele sin gigantiske i alvisdom og alkærlighed styrede almagt således, at ikke en eneste manifestation stor eller lille i noget som helst tilfælde i sit slutfacit kan være andet end til glæde og velsignelse for de mikrovæsener, for hvem han er højeste makrovæsen og dermed rette indstillings- og tilbedelsesobjekt. Da alle levende væsener i verdensaltet er mikrovæsener i ham, kan de ikke undgå enten allerede at leve i eller efterhånden komme til at opleve den kærlighed, glæde og velsignelse, hans slutfacitter altid uundgåeligt befordrer. At alle eksisterende levende væsener foruden at være makrovæsener for deres organismes mikrovæsener og således er indlemmet som organcentre i Guddommens faderbevidsthed betyder ikke, at de er fuldkomne organcentre i faderbevidstheden. Vi ser, at de ufærdige mennesker i stor udstrækning ligefrem saboterer deres egne mikrovæsener i deres organisme ved indtagelse af giftige og organismesaboterende materier eller stoffer, tobak, alkohol og alle de andre livssaboterende pulvere, piller og vædsker, som menneskene i så stor udstrækning er forfaldne til. At de herved skaber helvede for deres organismes mikrovæsener og derved selv kommer til at opleve sygdomme og lidelser, har de endnu meget svært ved at forstå. Men det er netop denne manglende forståelse, der viser, at de ikke er i»guds billede«. Dette vil igen sige, at de ikke er nået frem til at være et makrovæsen, der ligesom Guddommen kun kan udløse kærlighed over for sine mikrovæsener. Det er derfor, at Guddommen eller Faderen må skabe menneskene om til at blive i hans billede efter hans lignelse. Når vi betragter symbolet som udtryk for Guddommen, så udtrykker den hvide stjerne og de herfra udgående stråler Guddommen eller Faderen, medens de hvide felter og de herfra udgående stråler udtrykker gudesønnerne, hvilket altså vil sige: de levende væsener. De farvede felter udgør altså reaktionerne af mødet mellem Faderens udstråling og sønnernes ud- 58

64

65 strålinger. Disse reaktioner udgør hele den skabte verden. Der findes således ikke en eneste skabelse, der ikke er et resultat af reaktionen mellem Faderens og sønnens udstråling. De farvede felter viser, hvilken grundenergi reaktionerne er et resultat af. Resultatet er altså et tilværelsesplan for hver grundenergi. Vi ser på symbolet, at farvefeltet symboliserer et kosmisk kredsløb. På symbolet ser vi kun et kredsløb for grundenergiernes passage, men dette kredsløb er kun et enkelt lokalt kredsløb i en uendelig kæde af kredsløb. I senere symboler skal vi komme nærmere ind på disse kredsløb. Både mikrovæsenerne og makrovæsenerne befinder sig i hver sine kredsløb. Vi ser således jorden markeret på en særlig plads i kredsløbet. På farven ser vi, at det er tyngdeenergizonens kulmination, den passerer for tiden. Tyngdeenergizonen er krigszonen eller dyreriget: Stjernefiguren længere fremme skal blot markere det totalt fuldkomne menneskeriges begyndelse. Om tre tusinde år vil menneskeheden i sin kosmiske kredsløbs- eller udviklingspassage have passeret stjernen og være nået ind i det totalt fuldkomne menneskerige, hvor alles psyke eller bevidsthed er befriet fra de sidste rester af deres i dag nedarvede dyriske bevidsthedstendenser. Men livet går videre. Symbolet viser os endnu højere og fuldkomnere verdener, hvor alle er befriet fra primitivitet, uvidenhed, had, krig og forfølgelse, sygdom og nød. Kontakten mellem Faderens udstråling og sønnens udstråling er her absolut kulminerende visdom og kærlighed. Sønnen i Guddommens totale billede kan derfor her absolut kun åbenbare skønhed, velsignelse og glæde. Grundenergiernes kombinationer (Symbol nr. 12) 1. Det jordiske menneske er delvis»menneske«og delvis»dyr«som vi allerede har bemærket, eksisterer der syv kosmiske grundenergier, i kraft af hvilke al livsfunktion, skabelse og oplevelse befordres. Den syvende grundenergi, som vi allerede kender under begrebet moderenergien", befordrer i forbindelse med jeg'et overbevidsthedsfunktionen, ligesom den også holder de andre seks grundenergier i seks forskellige, skiftende kombinationer. I hver kombination er de alle seks til stede, men ikke i lige stor udfoldelse. Derved bliver disse seks kombinationer forskellige. Hver af disse kombinationer udgør et tilværelsesplan. Af disse tilværelsesplaner er de to første almenkendte under begreberne planteriget" og dyreriget", medens det tredie tilværelsesplan, hvilket vil sige: det virkelige menneskerige" kun er delvis kendt. De jordiske mennesker er, som vi skal se, endnu ikke så udviklede, at de udgør dette fuldkomne tilværelsesplan. Deres mentalitet eller psyke og væremåde er endnu i så høj grad behersket af dyriske anlæg: selviskheden eller egoismen, medens de menneskelige" anlæg: uselviskheden eller næstekærligheden endnu er så lidt fremherskende, at væsenerne absolut kun delvis er mennesker" og delvis dyr". Det er dette sfinksen", 59

66 hvilket vil sige: figuren, der forestiller dyret med menneskehoved, udtrykker. Det almene jordiske menneske er således mere eller mindre et ufærdigt menneske". 2. Det absolutte»menneskerige«forekommer endnu ikke på jorden, men vil blive slutresultatet på menneskehedens udvikling ud af dens nuværende dommedag eller krigerske epoke Det absolutte og virkelige menneskerige forekommer derfor, som nævnt, endnu ikke på jorden. Men med næstekærlighedens udvikling og egoismens tilsvarende degeneration og ophør vil dette rige blive slutresultatet på menneskehedens udvikling igennem dens nuværende krigerske og morderiske dommedags- eller ragnaroktilværelse. Vi skal nu ved hjælp af symbol nr. 12 og de to følgende symboler vise de levende væseners skiftende position i selve verdensaltets struktur og den heraf befordrede opretholdelse af de levende væseners evige oplevelse af livet. 3. Forklaring til symbol nr. 12 De farvede felter imellem de sorte tværstriber på symbolet udgør tilværelsesplanerne. Vi ser, at der på symbolet forekommer seks af disse, samt et halvt forneden og et halvt foroven. Disse to halve tilværelsesplaner skal her blot markere, at tilværelsesplanerne er en fortsættelse af forudgående tilværelsesplaner og på samme måde stadigt fortsætter fremover, ud over det afsnit, som symbolet udtrykker. De seks tilværelsesplaner, der på symbolet forekommer mellem det halve tilværelsesplan foroven og det halve tilværelsesplan forneden, udgør en kosmisk livsepoke, vi har udtrykt som en»kosmisk udviklingsspiral«.. Vi skal i et senere symbol komme tilbage til forklaringen af disse kosmiske spiralafsnit. Yderst til venstre og yderst til højre på symbolet ser vi nogle næsten kvadratiske felter. Farven på disse felter udtrykker spiralafsnittets seks tilværelsesplaner læst fra neden og opefter: planteriget (rød farve), dyreriget (orange farve), menneskeriget (gul farve), visdomsriget (grøn farve), den guddommelige verden (blå farve) og salighedsriget (lys indigo farve). Mellem de farvede felter på symbolet yderst til højre og venstre ser vi seks farvede figurer, der strækker sig igennem de på symbolet markerede tilværelses planer. Disse figurer udtrykker de seks grundenergiers lovbundne evige udfoldelsestilstand. Vi ser, at hver figur har et smalt felt, det symboliserer, at hver grundenergi har et latent eller et mindsteudfoldelsesstadium. Dernæst ser vi, at figurerne udvider sig igennem to felter frem til deres største udvidelsesfelt i det tredie stadium, hvorefter de fra dette stadium og igennem de to næste stadier indsnævrer sig igen til et latent eller mindsteudfoldelsestilstand i det sjette stadium, hvorefter de atter vil gentage rytmen og således fortsættende. Dette symboliserer, at enhver grundenergi efter sit latente eller mindsteudfoldelses stadium igennem to stadier tiltager i udfoldelse for at kulminere i kapacitet i det fjerde stadium, hvorefter den fra dette stadium og igennem det femte og sjette stadium aftager i udfoldelse og når sin latente eller mindste udfoldelse i et nyt spiralafsnit. Mellemrummene mellem de sorte tværstriber er som før nævnt tilværelsesplanerne. På symbolet ser vi hver grundenergis udfoldelsestilstand eller kapacitet i hvert tilværelsesplan. På det nederste tilværelsesplan på symbolet ser vi, at instinktenergien (rød farve) forekommer i sin største udfoldelsestilstand eller højeste kapacitet. Dernæst kommer tyngdeenergien (orange farve). Den forekommer i sit stadium før kulminationsstadiet. Den næste grundenergi er følelsesenergien (gul farve). Den er i sit første stadium efter det latente. Efter denne kommer intelligens energien (grøn 60

67

68 farve). Den forekommer her i sin mindsteudfoldelse eller latente tilstand. Dernæst kommer intuitionsenergien (blå farve). Den er i sit sidste stadium før det latente. Tilsidst kommer så hukommelsesenergien (lys indigo farve). Den befinder sig i det næstsidste stadium før det latente. Det er denne kombination af grundenergierne, der danner planteriget. Vi ser, hvorledes denne grundenergikombinations forvandling fører til det næste rige, nemlig dyreriget og videre frem til menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, for herefter at fortsætte i form af et nyt planterige, dyrerige, menneskerige o.s.v. Disse riger kunne vi også, som før berørt, henholdsvis kalde: instinktriget, tyngderiget, følelsesriget, intelligensriget, intuitionsriget og hukommelsesriget, alt efter den grundenergi der kulminerer i det pågældende rige eller tilværelsesplan. Vi har set de seks grundenergiers kombination og kapacitet i hvert tilværelsesplan. Vi skal ved hjælp af de næste symboler forklare nærmere, hvordan disse grundenergier er materie for det levende væsens mentalitet, organisme og væremåde og vise, hvorledes disse skiftende grundenergikombinationer er det evige livs fundament og garanti for ikke blot alle eksisterende levende væseners udødelighed og evige liv, men også for at dette evige liv bliver en garanti for en evig oplevelse af en kulminerende visdom og kærlighed. Den evige verdensplan (Symbol nr. 13) 1. Ethvert tilværelsesplans livsudfoldelse udgør reaktionen af de seks grundenergiers særlige kapacitetsudvidelse i det pågældende plan Som vi i det foranstående har set, danner grundenergiernes indbyrdes forhold seks forskellige tilværelsesplaner. Disse udgør igen det levende væsens evige livsoplevelsestilstands seks grundformer. Hver af disse grundformer for livsoplevelse udløses, således som vi så på symbol nr. 12, af en kulminerende grundenergi og en latent samt to energier i tiltagende udfoldelse opad imod kulmination og to energier under en tiltagende indskrænkning hen imod en mindsteudfoldelse eller latent tilstand. Ethvert tilværelsesplans særlige livsoplevelses- og udfoldelsestilstand vil altså være det samme som den samlede reaktion af de seks grundenergiers indbyrdes forskellige kapacitetsudfoldelse i det pågældende tilværelsesplan. Reaktionen vil altså blive præget eller formet af de grundenergier, der har den største udfoldelseskapacitet inden for det nævnte plan. Hver grundenergi har således et tilværelsesplan, i hvilket den kulminerer eller spiller hovedrollen, hvorefter den, alt efter sin kapacitet kun spiller en tilsvarende større eller mindre birolle i de andre tilværelsesplaner. Vi har derfor også givet hvert tilværelsesplan navn efter den grundenergi, der kulminerer eller har sin største udfoldelseskapacitet i det pågældende plan. Og vi kender allerede disse tilværelsesplaner under navnene: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesplanet, der 61

69 igen henholdsvis er de samme som dem, vi kalder: planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Hvordan livsoplevelse og livsudfoldelse former sig på de forskellige tilværelsesplaner er naturligvis afhængigt af, hvorledes hver enkelt grundenergis særlige udfoldelseskapacitet er, og hvilken grad af kapacitet, der kommer til udfoldelse i dens forbindelse med de andre fem grundenergier i tilværelsesplanet. Vi må derfor se lidt på hver grundenergi. 2. Instinktenergien befordrer organismens automatik og anelsesevne Hvordan giver disse energier sig til kende? De giver sig til kende ved deres særlige udfoldelsesevne. Vi bliver f. eks. vidne til, at alle plantelivsformer rent automatisk vokser og bliver til. Dette gør også de øvrige væseners fysiske organismer og disses indre funktioner. Denne automatik udløses af den første grundenergi. Den kender vi under begrebet instinkt. Men denne energi er ikke blot en funktionsregulator, den udgør også ligesom de øvrige fem grundenergier en bevidstheds- eller tankeenergi. Dog kan den ikke give sit ophav jeg'et fuld realistisk oplevelse. Den kan kun i sin højeste funktionstilstand frembringe anelse". Alt, hvad der i det levende væsens sjæleliv eksisterer under begrebet anelse", er altså et resultat af dets instinktevne eller den første grundenergi. Det er dette instinkt, der befordrer det meste af dyrenes væremåde. Det er også anelsesbevidstheden, der befordrer menneskenes religiøse tro. Den religiøse tro er jo ikke befordret på kendsgerninger eller videnskab, men kun på stærke anelsesoplevelser. Disse religiøse anelser bliver af religiøse autoriteter iklædt ordformer og sprog, der gør dem til støttepunkter for deres midlertidige religiøse opfattelser. Derfor ledes og føres en stor del af den jordiske menneskehed i dens endnu meget ufærdige tilstand af religiøse autoriteter. Det er disse autoriteter, der kendes under begreberne : profeter" og verdensgenløsere" og de heraf affødte præsteskaber. 3. Tyngde- og følelsesenergien ligger til grund for al kraftdannelse og dermed for al livsudfoldelse Den næste grundenergi, hvilket vil sige: tyngdeenergien" er identisk med alt, hvad der kommer ind under begrebet ild. Den befordrer al varme, hvad enten denne varme kommer fra solen eller fra vor egen organisme. Den ville ikke betyde noget som helst, hvis ikke den netop var forbundet med den næste grundenergi: følelsen". Denne energi ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet kulde. Disse to grundenergier: tyngde- og følelsesenergien er således som vi skal se ikke blot og bar åndelige eller bevidsthedsmæssige foreteelser. De er i ligeså høj grad også fysiske foreteelser. Da tyngdeenergien har en udvidelsestendens, medens følelsesenergien har en sammentrækningstendens, opstår der en spænding overalt, hvor disse to grundenergier er organisk forbundet. Denne spænding er identisk med alt, hvad der kommer ind under begrebet kraft". Og uden kraft ville absolut ingen som helst bevægelse kunne finde sted. 62

70 Og uden bevægelse ville ingen som helst livsoplevelse, ingen som helst skabelse kunne finde sted. Hele naturens store skabelsesproces befordres således også ved den kraft eller spænding, som kombinationen af tyngde- og følelsesenergien, altså ild- og kuldeenergien afføder i naturen. Det er denne ild- og kuldekombination eller organiske forbindelse i vort eget fysiske legeme, der danner dettes normaltemperatur. Og den spænding, som dette forhold imellem ild og kulde i vor organisme opretholder, er det samme som vor livskraft. Uden disse to store grundenergier: følelse og tyngde ville al materiedannelse og dermed al fysisk livsudfoldelse være en total umulighed. Al kraft i verden udløses således af spændingen mellem disse to energiers organiske kombination. Dette gælder også klodernes, solenes og mælkevejssystemernes manifestationer, bevægelser og baner i det evige rum. Alle eksisterende tankearter og hele vor bevidsthedsfunktion, vor væremåde, enhver handling, lige fra udfoldelse af had til kærlighed, er baseret på et forhold imellem disse to grundenergier. Disse grundenergier danner altså livskraften ligesåvel i naturens eller verdensaltets skabelsesprocesser som i de i vor egen organisme og mentalitet manifesterede skabelsesprocesser. 4. Intelligensenergien ligger til grund for evnen til forøgelse af viden og kunnen Men livet er ikke blot kraft alene. Vi kommer her til den fjerde grundenergi: intelligensenergien". Med denne energi kan det levende væsen gøre sig intellektuelt bevidst i sine oplevelser. Det kan med intelligensen udforske eller iagttage sine oplevelsers eller erfaringers natur og derved tilegne sig viden om disse som kendsgerning. Med denne viden bliver det i stand til at tænke logisk. Det vil så igen i kraft af denne evne blive i stand til at skabe logisk. Den logiske erkendelsesevne og den heraf følgende logiske skabeevne befordres således i kraft af intelligensenergien. Med en bevidsthed eller psyke, i hvilken instinkt-, tyngde-, følelsesog intelligensenergien fungerer, kan det levende væsen, hvilket her i dette tilfælde vil sige: det jordiske menneske, tilegne sig overordentlig stor materiel viden, hvilket vil sige: viden om skabte" ting, viden om den fysiske materie. Det er denne viden, vi kender under begrebet den materialistiske videnskab". Denne videnskab kan ikke give menneskene nogen som helst viden om den side ved livet, der ikke er skabt" og derfor ikke er tids- og rumdimensionel. Dette vil igen sige, at menneskene med dette sansesæt umuligt kan opleve sin egen identitet som et evigt væsen og som medophav til skabelsen. Denne dets identitet og de til denne identitet knyttede ligeså evige kosmiske organer, hvormed det opbygger og styrer sine skabte organer eller legemer, ville det aldrig i al evighed kunne opnå at få nogen som helst viden om med et sansesæt, der består af den grundenergikombination, der befordrer dyreriget. Da intelligensenergien her kun er i sit begynderstadium, og intuitionsenergien er latent, medens hukommelsesenergien også næsten er latent, har selv det mest fremskredne jordiske menneske med denne grundenergikombination som bevidstheds- eller psykefundament ingen som helst forudsætninger for at kunne tilegne sig realistisk 63

71 videnskab ud over den rent materielle eller fysiske, hvilket igen vil sige: videnskaben om de skabte" eller tids-" og rumdimensionelle" ting. De evige fakta vil på dette mentale stadium være et uløseligt mysterium. 5. Intuitionsenergien afføder kosmisk bevidsthed og dermed livsmysteriets løsning Den grundenergi, igennem hvilken de evige fakta, hvilket vil sige de ikke tids- og rumdimensionelle foreteelser, såsom livsmysteriets løsning, Guddommen, de levende væseners jeg og udødelighed, kærligheden som verdensaltets grundtone m. m. opleves er den femte, nemlig intuitionsenergien". Denne grundenergi begynder at udvikle sin styrke i det jordiske menneskes psyke eller grundenergikombination, når resultatet af dets lidelser begynder at blive fundamental. Dette resultat af lidelserne er den humane evne eller næstekærligheden. Med denne evnes udvikling begynder intuitionsenergien at virke. Det er denne evnes svage begyndelse, vi finder hos humane og geniale forfattere, kunstnere, digtere og profeter. Hos disse mennesker har intuitionen hovedsageligt kun givet sig udslag i større eller mindre kosmiske glimt. I disse glimt har de fået deres tilsvarende større eller mindre geniale tanker eller viden. Hos Kristus finder vi derimod en helt udviklet intuitionsevne, der gav ham permanent kosmisk bevidsthed, hvilket i meget høj grad understreges af hans holdning overfor sine fjender, hans bøn på korset for disse hans bødler. Og hans udtalelse om, at de ikke vidste, hvad de gjorde, var ren kosmisk videnskab. Denne videnskab var ikke blot ord og tale hos ham. Den var hele hans væremåde. Det var fortsættelsen og fuldkommengørelsen af denne kosmiske videnskab, han bebudede, at Faderen eller Guddommen ville sende til menneskeheden som talsmanden den hellige ånd". Denne guddommelige ånd eller videnskab skulle føre menneskene videre i Kristi mentale fodspor. Og i denne Guds ånd skal alle jordens slægter velsignes. 6. Hukommelsesenergien afføder genoplevelse af fortiden og i sin højeste fremtræden gør den denne til salighedsoplevelse Men hele denne kosmiske viden, denne høje bevidsthedstilstand, som menneskene skal komme til at leve i, ville være højst ufuldkommen eller nytteløs, hvis ikke den sjette grundenergi eksisterede. Denne grundenergi kender vi under begrebet hukommelse". Hvad denne grundenergi betyder, ses bedst af de tilfælde af hukommelsestab", som undertiden kan forekomme hos et menneske. Det har da i større eller mindre grad mistet evnen til at vide, hvem det selv er, hvor det hører hjemme, hvor det kommer fra, og hvor det skal hen, hvem dets familie og venner er o.s.v. Uden hukommelsesenergien ville al oplevelse af fortid være totalt umulig. Væsenet måtte leve i nuet". Alle oplevelser ville gå i total glemsel, lige så snart de havde passeret nuet. Men derved ville al udvikling være totalt umulig. Intet væsen ville kunne lære noget som helst. Og uden at kunne lære ville al bevidsthedsdannelse, tilegnelse af viden og begavelse være absolut umulig. Grundenergiorganet for hukommelse eller erindring befor- 64

72 drer altså evnen til at genopleve sin egen fortid. Denne fortid udgør således væsenets erindringsplan, der som vi senere skal se, i sin højeste fremtræden opleves som kulminerende velbehag, hvorfor vi også udtrykker det ved begrebet salighedsplanet" eller salighedsriget". 7. Bindeleddet mellem grundenergierne og overbevidstheden Vi har hermed en koncentreret beskrivelse af de seks grundenergier som medvirkende, bærende faktorer i skabelsen af det levende væsens livsoplevelse. For hver grundenergi eksisterer der et skabt" organ, der er forbundet med et andet organ, der ikke er skabt", og af hvilken grund det derfor er evigt. Dette evige organ udgør bindeleddet mellem det skabte" organ og overbevidstheden, i hvilken alle de på basis af grundenergierne befordrede sanseimpulser eller oplevelser indgår og bliver omdannede til talentkerner. Disse talentkerner opbevares her i et organ, vi har udtrykt som skæbneelementet", og som i forbindelse med jeg'et er med til at befordre livets oplevelse og manifestation. 8. Kontrastprincippet»lyset«og»mørket«Grundenergiernes kombinationer og disses virkninger i tilværelsesplanerne afslører endnu en stor kosmisk realitet, nemlig det store kontrastprincip lyset" og mørket". Uden dette princip ville ingen som helst form for livsoplevelse kunne finde sted. Al sansning og dermed al livsoplevelse er det samme som en oplevelse af et spil af skiftende variationer af lys og skygge. I dagens klare sollys bliver vi i stand til at sanse de fysiske detailler i kraft af den skygge, der altid hersker i de områder af detaillerne, der mere eller mindre vender bort fra solen eller lyset. At detaillerne har farve, ændrer ikke deres identitet som lys og skygge. Farverne er kun variationer i lysvirkningerne; men det er ikke blot den fysiske sansning, der beror på lys og skygge. Det gælder i absolut samme grad al åndelig sansning eller oplevelse. Her er lyset i sin kulmination det samme som den kulminerende absolutte kærlighed, ligesom mørket her i sin kulmination er det samme som det absolutte kulminerende had. Al åndelig oplevelse er således også et spil imellem disse former for lys og skygge. Kærligheden bliver således lyset på det mentale eller åndelige plan, hvilket vil sige: i den absolut højeste form for tilværelse. Men ligesom lys og skygge kan danne polaregne, isørkener og dødskulde ved altfor lidt sollys og de hertil svarende altfor store skygger, således kan det åndelige lys og skygge også danne polaregne, isørkener og dødskulde mentalt set. Det er denne mentale dødskulde, der giver sig udslag i krig, mord, drab og terror. Livsoplevelsen både dens åndelige og fysiske side er således et spil imellem lys og skygge. Denne livsoplevelses kvalitet vil altså være afhængig af, hvorledes lys- og skyggekombinationen forekommer i det pågældende væsens mentalitet og væremåde. Væremåden kan altså være dræbende, ligesom polarnattens mørke- og isregioner, og den kan være livgivende ligesom visse troperegioners strålende solskin. Men ligesom for meget lys og varme skaber 5 65

73 ørken eller indskrænkning i livsoplevelsen på det fysiske plan, således skaber for lidt solskin og for megen skygge, hvilket her vil sige: for lidt kærlighed og for meget had, også ørken eller indskrænkning i livsoplevelsen på det åndelige plan. Den højeste og mest fuldkomne form for livsoplevelse er således det samme som et harmonisk forhold mellem lys og skygge, hvad enten det er i fysisk eller mental henseende. Hele det levende væsens skæbnedannelse beror udelukkende på evnen til at skabe harmoni mellem lys og mørke. Denne harmoni er mentalt set det samme som den absolutte kærlighed. Kærlighed er således i virkeligheden livets største kunstværk, idet den udgør den totalt kulminerende harmoni mellem sjæleligt og åndeligt lys og skygge. 9. Forklaring til symbol nr. 13 Symbolet i sin helhed symboliserer, hvorledes det levende væsen er uadskilleligt tilknyttet en evig guddommelig verdensplan. I kraft af denne plan er det hersker over frembringelsen af mentalt lys og mørke og er dermed hersker over frembringelsen af det såkaldte»onde«og det såkaldte»gode«. Det oplever dermed de erfaringer, der sætter det i stand til at manifestere lys og skygge i sin væremåde, således at denne tilsidst bliver livets største og mest geniale kunstværk og det selv livets største livskunstner, der er det samme som»mennesket i Guds billede efter hans lignelse«. Den hvide trekant i midten af symbolet symboliserer verdensaltets ophav: det evige navnløse»noget«eller Guddommens jeg. De runde hvide figurer i det ringformede farvefelt symboliserer hver især et jeg i et levende væsen. Strålekorset bag den hvide trekant skal blot antyde den guddommelige verdensplans totale eller kulminerende fuldkommenhed. Korset er nemlig et evigt symbol for væremåden i»guds billede efter hans lignelse«, hvilket igen vil sige: væremåden i kulminerende kærlighed eller dette, at»elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Det violette felt omkring trekanten udgør en symbolisering af Guddommens skabeevne eller»x 2«, der forøvrigt er symboliseret i trekanten, der jo udgør symbolet på alle tre»x«er. Når vi her har givet»x 2«, og som vi skal se, ligeledes»x 3«en ekstra symbolisering, er det for bedre at kunne anskueliggøre de pågældende objekter. De seks felter, som symbolet er inddelt i, udgør de seks af grundenergierne affødte tilværelsesplaner, der igen tilsammen udgør, som vi senere skal se, et»spiralkredsløb«. Det ringformede farvefelt symboliserer grundenergiernes udfoldelsesområde som tilværelsesplanernes»materie«. De seks mørke figurer, der er forbundet med det violette felt, symboliserer det levende væsens kulminerende helhedsorganisme, således som den forekommer i ethvert af de seks tilværelsesplaner. De seks farvefelter, som figurerne udviser, symboliserer de seks grundenergiorganer eller legemer, som det levende væsens helhedsorganisme udgør en kombination af. Vi ser, at disse helhedsorganisationer delvis er forbundet med Guddommens»X 2«eller skabeevne og delvis med sit ophavs eget overbevidsthedsområde, der her er symboliseret ved den violette ringformede figur uden om det hvide felt, ligesom det også ved nævnte overbevidsthedsområde er forbundet med sit eget jeg. Når væsenets overbevidsthed her er symboliseret ved en ringformet figur, skal det kun symbolisere, at der findes en mangfoldighed af levende væsener indenfor tilværelsesplanerne og derfor også en mangfoldighed af overbevidstheder. Vi har derfor symboliseret denne mangfoldighed ved nævnte ringformede figur. Farvefelterne i helhedsorganismerne symboliserer, som før nævnt, de seks grundenergiorganer eller legemer, som nævnte helhedsorganismer udgør en kombination af. Disse helhedsorganismer har altså et grundenergiorgan eller legeme for hver grundenergi, hvilket vil sige, at de har et instinktlegeme, et tyngdelegeme, et følelseslegeme, et intelligens- 66

74 legeme, et intuitionslegeme og et hukommelseslegeme. Disse legemer er således lokalorganer i helhedsorganismerne i ethvert tilværelsesplan. De punkterede linier, der hver især går fra lokalorgan til lokalorgan i helhedsorganismerne skal bringe os til at iagttage, hvorledes grundenergilegemernes kapacitet ændres fra tilværelsesplan til tilværelsesplan, og hvorved livsoplevelses- og manifestationsformen naturligvis også ændres fra plan til plan. Grundenergilegemernes kapacitet er symboliseret på symbolet i form af deres størrelse. I hver af de seks helhedsorganismer, som symbolet udtrykker, ser vi et grundenergilegemes kapacitet kulminere eller fremtræde i sin højeste udfoldelse, hvorved det bliver det førende i det levende væsens livsoplevelse og manifestation i det pågældende tilværelsesplan. Men vi ser også på symbolet, at der er et af disse grundenergilegemer i helhedsorganismen, der er latent eller er i sin mindste udfoldelse. Dette legeme er markeret på symbolet ved, at det befinder sig inde på det violette felt. Som de punkterede linier viser, er der to grundenergilegemer, der er under udvikling fremad imod deres kulmination eller største kapacitet, og to der er i degeneration eller aftagende hen imod deres mindste kapacitet. Efter denne vil det pågældende legeme atter udvikle sig henimod sin kulmination eller største kapacitetsudvidelse og efter denne atter aftage i kapacitet hen imod sin mindste udfoldelse eller latente tilstand, og således fortsættende. Alle eksisterende levende væseners livsoplevelses- og manifestationsevnes struktur er således på grund af disse grundenergilegemers af moderenergien styrede forvandlingstilstand undergivet en evig tilsvarende forvandling. Uden denne forvandling ville al livsoplevelse og manifestation være en total umulighed, rent bortset fra at materien heller ikke ville eksistere. En evig død ville herske der, hvor verdensaltet i dag stråler og funkler som et evigt urokkeligt levende panorama. I spiralkredsløbets seks tilværelsesplaner på symbolet har vi altså symboliseret hvert tilværelses plans særlige specielle helhedsorganisme i sin højeste og for de levende væseners her gældende livsbetingelsers fuldkomneste struktur. I mellem de på symbolet symboliserede, kulminerende helhedsorganismer findes der naturligvis et utal af andre helhedsorganismer, men de vil alle i deres struktur og opbygning mere eller mindre udgøre overgangsstadier fra det ene tilværelsesplan til det andet. Denne væsenernes forvandling fra den ene tilstand til den anden kender vi under begrebet»udvikling«.. Men dette udtryk gælder kun delvis, eftersom væsenerne også gennemgår en forvandling i spiralkredsløbet, vi har måttet udtrykke som»indvikling«. Vi skal om lidt komme tilbage hertil. Det ringformede farvefelt symboliserer det samme som symbol nr. 12, men her på symbol nr. 13 ser vi grundenergifeltet, som farvefeltet på symbolet symboliserer, markeret som et kredsløb, der, som vi skal se på symbol nr. 14, fortsætter i form af nye kredsløb. I et sådant spiralkredsløbs seks tilværelsesplaner udgør grundenergierne materie eller materialet for al livsoplevelse, manifestation og skabelse, alt efter den særlige kombination af kapacitetsudfoldelse, som de fremtræder med i ethvert af tilværelsesplanerne. Da denne kombination af grundenergierne er forskellig i ethvert af de seks tilværelsesplaner, må også både materieformerne, livsformerne, livsoplevelserne, manifestation og skabelse være tilsvarende forskellige i hvert tilværelsesplan. For at kunne anvende grundenergimaterierne som materiale for livsoplevelse og skabelse, både i fysisk og åndelig tilstand, må de levende væsener være i stand til at opbygge sig de for denne deres livsoplevelse og skabelse nødvendige lokalorganer eller redskaber, i kraft af hvilke de kan blive i stand til at befordre nævnte livsoplevelse og skabelse og den heraf følgende væremåde. Disse skabte organer er så igen forbundet med væsenernes overbevidsthed og jeg ved et evigt kosmisk organ for hver grundenergi. Igennem disse organer indgår væsenets dagsbevidste oplevelser til overbevidsthedens struktur og bliver her omdannet til erindringer, viden og talentkerner. Igennem de samme grundenergiorganer og disses lokale organer i forbindelse med den herpå befordrede vågne dagsbevidsthed, kommer de nævnte foreteelser væsenet til gode i skabelsen af dets bevidsthedsfornyelse, villie 67

75 og væremåde. Uden dette princip ville al bevidsthedstilstand, livsoplevelse og skabelse være en total umulighed. Helhedsorganismerne med grundenergilegemerne er, som allerede berørt, symboliseret i form af de mørke figurer med de seks forskellige farvefelter i hver og forekommer i det store hvide felt omkring det violette felt på bolet. Hver af disse helhedsorganismer rummer således som det er symboliseret, et organ eller legeme for hver grundenergi. Som vi ser på symbolet, er disse grundenergilegemer ikke lige store. Dette skal, som før nævnt, symbolisere, at de ikke alle har den samme kapacitet inden for det samme tilværelsesplan. Med hvert grundenergilegeme udløses der i kraft af denne dets større eller mindre kapacitet et samarbejde med de øvrige grundenergilegemers udfoldelse igennem den pågældende helhedsorganisme, i hvilken de hører hjemme. Disse seks grundenergilegemers forskellige kapacitetsudfoldelse er således kombineret sammen til en helhedsudfoldelse. Denne udgør igen i forbindelse med jegets overbevidsthed dets livsoplevelse og manifestation. Da grundenergilegemernes kapacitet, som symbolet udtrykker, er forskellige i hvert tilværelsesplan, må jeg'ets livsoplevelses- og manifestationstilstand naturligvis også blive tilsvarende forskellige i hvert tilværelsesplan. Det nederste tilværelsesplan på symbolet symboliserer»planteriget«. Den helhedsorganisme, der her forekommer på symbolet er»plantevæsenets«. Vi ser her, at»instinkt energilegemet«, (rød farve) er i sin største udfoldelse eller kulmination. Dernæst kommer»tyngdeenergilegemet«, (orange farve) i sit andet stadium for tiltagende kapacitet hen imod dets kulmination. Efter dette legeme kommer»følelsesenergilegemet«(gul farve). Dette legeme er i sit første stadium for tiltagende kapacitet hen imod dets kulmination. Dernæst ser vi på symbolet»intelligensenergilegemet«(grøn farve). Dette legeme forekommer her kun i sit latente udfoldelsesstadium eller dets mindste form for kapacitet. Herefter kommer»intuitionsenergilegemet«(blå farve). Det er i sit sidste stadium for aftagende kapacitet hen imod dets latente eller mindsteudfoldelsesstadium. Det næste og sidste grundenergilegeme er»hukommelsesenergilegemet«(lys indigo farve). Det er i sit første stadium i aftagende kapacitet efter dets kulmination. Det har således her en noget fremtrædende kapacitet. Med disse de fem grundenergilegemers særligt begrænsede kapaciteter i forbindelse med instinktlegemets kulminationskapacitet har vi her plantevæsenets særlige bevidsthedseller livsudfoldelseskapacitet. Plantens største bevidsthedskapacitet er således»instinktevnen«. Den er så stor, at den totalt automatisk befordrer plantens ydre livsfunktioner, i hvilke planten er bevidstløs, rent bortset fra dens spæde, begyndende»anelsesevne«. Den kan altså kun»ane«behag og ubehag, men den kan ikke analysere tingene og gøre sig dagsbevidst i disse behags- og ubehagsoplevelser, eftersom dens intelligensevne her er latent. Som symbolet udviser, har den et temmeligt fremtrædende tyngdelegeme og ligeledes et følelseslegeme. Den spænding, som disse to legemer udløser i kraft af deres organiske forbindelse, udgør plantevæsenets livskraft. Det er igennem disse to legemer, at plantevæsenet ved sin forbindelse med det ydre fysiske plan skaber sin egen organismes vækstevne og øvrige udvikling på nævnte plan. Disse sidstnævnte legemer: tyngde energilegemet og følelseslegemet er i tiltagende udvikling hos plantevæsenet, hvilket vil betyde, at det bliver mere og mere fysisk. Årtusinders påvirkninger fra det fysiske plan, såsom kulde og varme, regn og solskin, andre levende væseners læderinger af plante organismerne, ikke mindst menneskenes, er med til at udvikle plantens fysiske organisme, der ikke skal blive ved med at være vegetabilsk, men nå frem til at blive animalsk og i denne tilstand blive fysisk sanseredskab for»dyr«og»mennesker«. Vi ser her, hvor guddommeligt det er, at plantevæsenet kun kan opleve den ydre fysiske verdens ødelæggende eller læderende påvirkninger i form af»ubehagsanelse«og ikke som realistisk bevidst fysisk smerte. Der er ikke nogen som helst levende væseners organismer, der i den grad bliver læderet eller ødelagt som plantevæsenets. Blomster plukkes, græsset slås, træer fældes, rødder, blade og stilke optages som næring i levende væseners organismer. Alt 68

76 dette kan planteorganismen, som nævnt, kun opleve som»ubehagsanelse«, skønt disse læderinger skaber stærke målelige vibrationer i de læderede felter. Det er disse vibrationer, der i den animalske organisme, hvor denne reaktionsevne er totalt udviklet, opleves som pine eller smerte. Men selv om plantevæsenet ikke har nogen fysisk dagsbevidsthed ud over det, den kan ane, har den en ikke ringe fremtrædende åndelig dagsbevidsthed. Som symbolet udtrykker, har dens hukommelses- og intuitionsenergilegeme hver især en ikke ringe kapacitet. Vi må her huske på, at livet er evigt, har aldrig nogen sinde begyndt og vil aldrig nogen sinde kunne ophøre. Plantevæsenet har derfor her et meget stort erindringsmateriale fra et tidligere spiralkredsløb, som nu behersker dets vågne dagsbevidsthed. Da denne dagsbevidsthedsfunktion udelukkende er en oplevelse af erindringer, er den ligeså udelukkende af åndelig natur. Fysisk dagsbevidsthedsfunktion har planten, som nævnt, kun igennem sin»anelsesevne«. Plantevæsenet er således mere et åndeligt væsen, end det er et fysisk. Dette understreges også i kraft af, at plantevæsenets intuitionsenergilegeme, som nævnt, endnu har en ikke helt ringe kapacitet. Den er medvirkende i plantens forbindelse med -»den højeste ild«, hvilket vil sige: polfunktionen, kønstilstanden og forplantningsprincippet, hvilket vi skal komme nærmere ind på i senere symbolforklaringer. Da -»salighedsriget«, i hvilket plantevæsenet har sin vågne dagsbevidsthed, er det højeste strålende og funklende lysets plan, i hvilket alle et tilbagelagt spiralkredsløbs erindringsmateriale her genopleves af væsenet som den højeste glædens og lykkens kulminerende velbehag, afføder denne glædens og lykkens vibrationer et overskud af ekstaseenergi, som forplanter sig videre til det materielle plan. Rent bortset fra denne energis medvirken i skabelsen af det fysiske område, vi kalder»mineralriget«, befordrer den i form af skabelsen af dette riges skønne krystalliseringsblomster og det farvestrålende blomsterflor, der lyser i vore skove, marker og enge, et genskær fra livets højeste lysregioner i jordens sfærer. Det næste tilværelsesplan til højre på symbolet symboliserer»dyreriget«og en helhedsorganisme fra dette rige. Ved at følge de punkterede linier fra helhedsorganismen i planteriget til dyreriget, kan vi se, hvorledes grundenergilegemernes kapaciteter er ændret. Vi ser her, hvorledes instinktlegemets kapacitet er blevet mindre, medens tyngdeenergilegemet er nået frem til sin kulminationsudfoldelse og er således det herskende i dyrerigets helhedsorganismer. Følelsesenergilegemet er også nået frem til en større kapacitet. Da disse to legemers organiske forbindelse udløser væsenets livskraft, er denne livskraft altså i tilsvarende grad blevet større her i dyrets helhedsorganisme. Ligeledes er væsenets intelligensenergilegeme kommet over sit latente stadium og dets kapacitet dermed i tiltagende. Derimod er intuitionsenergilegemet her latent og er således i sin mindste kapacitet eller mindste udfoldelse. Hukommelsesenergilegemets kapacitet er også blevet mindre og er i sit sidste stadium før det latente. Med denne ændring af grundenergilegemernes kapacitet er væsenet ikke mere et plantevæsen. Det er blevet et animalsk væsen. Det er blevet et»dyr«. Igennem tyngdeenergilegemets og følelsesenergilegemets udvidede kapacitet har det fået udviklet de fysiske sanser: synet, hørelsen, lugten, smagen og følelsen. Dets fysiske legeme bæres altså af tyngde- og følelsesenergilegemet og endnu i en fremtrædende grad af instinktenergilegemet. Væsenet begynder igennem dets udviklede fysiske legeme at få vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan. Nu er det ikke blot i form af ^anelse«, men derimod i form af fuldt bevidste kendsgerninger, at væsenet oplever den fysiske, materielle tilværelse. Og med det udviklede fysiske sansesæt, med den begyndende følelses- og intelligensfunktion plus dets endnu fremtrædende instinktfunktion kan væsenet nu mere eller mindre bevidst villiemæssigt selv deltage i sin livsopretholdelse og skabelse. Det er navnligt her artens beståen, ernæringen og forplantningen, der er det primære i dyrets livstilstand. Det er hovedsageligt instinktenergievnen og i nogen grad intuitionsenergievnen, der befordrer dyrets og det ufærdige menneskes seksuelle liv, selv om den sidstnævnte evne her kun er i sin mindsteudfoldelsestilstand. 69

77 Det ufærdige menneskes livsepoke begynder i dyreriget. Fra midten af dyreriget og hen til grænsen mellem dette og det totalt fuldkomne menneskerige, forekommer det ufærdige menneskes livsepoke på symbolet. Den helhedsorganisme, der er symboliseret i midten af dyreriget, er den rent dyriske organisme. Men herfra og fremefter bliver denne dyriske organisme efterhånden forvandlet mere og mere til menneskeorganisme. Denne er symboliseret i midten af det næste tilværelsesplan, der netop udgør det totalt fuldkomne menneskerige. Ser vi på den dyriske helhedsorganisme på symbolet, ser vi, at tyngdelegemet her har nået sin højeste kapacitet, ligesom følelseslegemet også er vokset. Instinktlegemet er derimod blevet mindre, men intelligenslegemet er kommet frem fra det latente stadium, det havde i planteriget. Intuitionslegemet er derimod her kommet ned på sit latente stadium, ligesom hukommelseslegemet også har mistet noget af sin kapacitet og vil blive latent i næste tilværelsesplan, hvilket vil sige: i det totalt fuldkomne menneskerige. Det er klart, at forvandlingen fra kulminerende plante organisme til kulminerende dyreorganisme har en mangfoldighed af overgangs- eller mellemstadier i en ligeså stor mangfoldighed af variationer af fysiske organismer, hver især tilpasset de særlige livsoplevelsesformer, der har været betingende for de særlige arter og racer, som de tilhørte. Men fælles for alle livsformer eksisterer den af moderenergien befordrede foranderlige kombination af grundenergierne, der igen betinger væsenernes evige livsoplevelse som en stadig genoplevelse af de seks efter hinanden følgende grundenergiriger: planteriget, dyreriget, menneskeriget o.s.v. Hver gang væsenet har oplevet en gentagelse af de seks riger, har det passeret et livsafsnit, som vi har udtrykt som et»spiralafsnit«. Når vi har kaldt nævnte afsnit et»spiralafsnit«, er det fordi, hver gentagelse foregår i en ny og højere variation. Hvis ikke det var således, måtte vi jo udtrykke disse afsnit som cirkelløb. Gentagelserne danner ligesom cirklerne i en spiral hver især en overgang til en ny cirkel, hvorved spiralen dannes. Væsenernes evige udvikling foregår således igennem højere og højere spiralafsnit. Men det skal vi komme nærmere ind på i forklaringen af det næste symbol. Dette, at tyngde- og følelseslegemet er blevet større her i dyrets helhedsorganisme afføder et langt større spændingsforhold og dermed en langt større livskraftsudfoldelse end den, der forekommer i plantevæsenets helhedsorganisme. Da intelligenslegemet også er vokset i kapacitet i forbindelse med hele den rent fysiske, kropslige udvikling i dyrets helhedsorganisme, er dette væsen naturligvis i en tilsvarende grad efterhånden blevet et helt andet væsen, end da det var plantevæsen. Igennem denne grundenergiernes kapacitetsændring kar væsenet kunnet udvikle sig helt frem til det jordiske menneskes nuværende delvise dyriske og delvise menneskelige stadium. I kraft af dette væsens inhumane følelse og fremskredne intelligens er dette væsen således ikke mere et»dyr«, i renkultur. Og på grund af, at det ikke er færdig med de dyriske tendenser i dets bevidsthed og væremåde, er det heller ikke et»menneske«i renkultur. Det repræsenterer derimod på grund af dets begyndende intelligens og mere eller mindre fremtrædende inhumane følelse og stærke tyngdeenergi det stadium i udviklingen eller kredsløbet, vi har udtrykt som»djævlestadiet«. Med den særlige grundenergikapacitet i sin livsudfoldelse og skabelse er dette, hverken som»menneske«eller»dyr«i renkultur fremtrædende væsen, nærmest blevet at udtrykke som et overdimensioneret»dyr«, selv om også dette væsen har fået navnet»menneske«. Det kulminerer i udfoldelsen af sin udvidede drabskapacitet med sine atom- og brintvåben. Med disse våben har det mangfoldiggjort sin drabs- og lemlæstelses- og ødelæggelseskapacitet millioner og atter millioner af gange. Men det er endnu langt fra at have fået udviklet den moralske kapacitet og kosmiske viden, der skal til for at kunne beherske disse kræfter i kontakt med næstekærligheden. Da dets intuitionsevne endnu er ganske latent, er det endnu blindt i alle livets store kosmiske områder. Det er derfor materialist. De er absolut analfabet med hensyn til livets virkelige kosmiske analyser. Samtidigt er dets hukommelse, som vi ser på symbolet, i aftagende eller degeneration. Dette jordiske menneske 70

78 repræsenterer således i værste tilfælde mørket, hvilket også er markeret ved den sorte ringformede figur, der ligger udenom det ligeledes ringformede farvefelt, der udtrykker grundenergiernes udfoldelsesområde. Vi ser, at denne sorte figur er bredest i dyreriget og det ufærdige menneskes område som modsætning til den hvide ringformede figur, der udtrykker lyset og er bredest eller kulminerende på den modsatte side af symbolet, der symboliserer de allerhøjeste riger i spiralkredsløbet, hvilket vi skal komme tilbage til om lidt. Dyrerigets tilværelsesplan, hvortil de ufærdige mennesker endnu mere eller mindre hører, udgør således mørkets, lidelsernes eller de ulykkelige skæbners område. Det er ikke så mærkeligt, at der i dette tilværelsesplan forekommer krige og rygter om krige, og at myrderier, røverier, terror- og lemlæstelsesakter, hævn- og straffeakter i værste tilfælde hører til dagens orden. At dette skaber livslede, sygdom og selvmord er også ganske naturligt. At en sådan tilværelsesform må blive identisk med»helvede* eller det såkaldte»onde«er selvfølgeligt. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus udtrykker denne de ufærdige menneskers tilværelse som»dommedag«. Det er dette tilværelsesplan, i hvilket den i Kristi lignelser nævnte»fortabte søn«sank ned, og hvor han udtrykkes at»æde sammen med svinene«. Det var her, han kom til at forstå, hvor dejligt det var at være i faderhjemmet. Ja, blot dette, at være en af hans faders daglejere, var vidunderligt i forhold til hans tilværelse i mørket. Lignelsen om»den fortabte søn«ses således som Jesu belæring om det ufærdige jordiske menneskes skæbne. Lyset forekommer altså i stor udstrækning i sit latente stadium her i dyreriget, hvor menneskene endnu ligesom dyrene jager og dræber andre væsener for at æde deres organismer. Men det kan man ikke lægge dem til last. De ved jo ikke, at det ikke er nogen som helst livsbetingelse for mennesket at dræbe dyr for at leve. De befinder sig kosmisk set ikke mere på rovdyrstadiet. Derfor vil denne deres rovdyragtige tendens skabe usundhed og sygdom i mange væseners organisme, alt eftersom de er fremskredent udviklede, rent bortset fra at deres beskyttelse imod en unaturlig død er forringet. Men vi ser også på symbolet, lyset, efter mørkets kulmination i det ufærdige jordiske menneske, tager til, medens mørket i en tilsvarende grad tager af. Det må dog bemærkes, at medens mørket er en realistisk handle- eller væremåde inden for dyreriget og her kulminerer inden for det ufærdige jordiske menneskes område og her gør oplevelsen af smerte og lidelse til realistisk kendsgerning, eksisterer mørket således ikke uden for dyrerigets område. Her eksisterer kun den fra mørkekulminationens epoke i dyreriget oplevede erfaring, viden eller visdom. Og det er jo netop igennem denne viden eller visdom som kulminerende talent i væsenernes handleeller væremåde, at lidelser og smerter er totalt udelukket fra øvrige tilværelsesplaner i spiralkredsløbet. I disse planer findes der således hverken krig eller ulykkelige skæbner. Alt er strålende lys, lykke og glæde. Men disse lysets riger kunne umuligt eksistere, hvis ikke væsenerne i dyreriget, der, som vi har set, er spiralkredsløbets mørkeepoke, var blevet vænnet af med at manifestere mørket eller det såkaldte»onde«i deres væremåde. Og hvordan skulle væsenerne kunne blive til lysets væsener, hvis de ikke netop måtte gennemgå en epoke, hvor de havde lejlighed til at kunne manifestere både»det onde«og»det gode«og derved opdage, at»det onde«førte til smerte og lidelse, førte til ulykkelige skæbner, medens»det gode«var vejen ud af mørkets og krigens rædsler og frem til lysets, lykkens og salighedens sfærer? Det totalt fuldkomne menneskelige er på symbolet markeret som det næstøverste tilværelsesplan til højre. Følger vi de punkterede linier fra grundenergilegemerne i helhedsorganismen i dyreriget til grundenergilegemerne i det fuldkomne menneskeriges helhedslegeme på symbolet, kan vi her se den grundenergilegemernes kapacitetsforvandling, der har bevirket»dyrets«omskabelse til»menneske«. Vi ser at følelseslegemet kulminerer. Da tyngdelegemet nu er blevet mindre i sin kapacitet, har væsenet ikke mere et så robust og i fysisk kraft fremtrædende fysisk legeme. Igennem mørkeepoken er væsenets følelsesenergi blevet gennemtrængt af den humane evne, 71

79 der igen er det samme som den begyndende næstekærlighed. Væsenerne skal nu ikke mere forsvare sig ved magt, brutalitet eller krig, som er et stadium, væsenerne her forlængst har tilbagelagt. Vi ser på symbolet, at intelligenslegemet har fået en langt større kapacitet, ligesom intuitionslegemets kapacitet her befordrer en permanent kosmisk oplevelsesevne, der giver væsenet en tilsvarende»kosmisk bevidsthed«. Denne bevidsthedstilstand er igen det samme som en permanent vågen dagsbevidst oplevelse af alle de eksisterende ikke tids- og rumdimensionelle faktorer, der eksisterer bag den tids- og rumdimensionelle verden. Disse evige fakta er igen det samme som selve livsmysteriets løsning. Det er hele verdensaltets evige struktur som Guddommens organisme eller legeme, ligeså Guddommens jeg som identisk med jegerne i de levende væsener, de levende væsener med deres organismer som Guddommens oplevelses- og manifestationsredskaber, samt lysets og mørkets identitet som henholdsvis»et behageligt gode«og»et ubehageligt gode«og disse to goders eksistens som den absolutte livsbetingelse for enhver form for sansning eller oplevelse, manifestation eller skabelse. Det er kun igennem intuitionsevnen, at disse realiteter kan blive til virkelig absolut videnskab eller kendsgerning. Denne videnskab kan ikke som den materialistiske videnskab blive til kendsgerning igennem fysisk sansning eller forskning. Den kan kun ved hjælp af intelligensen og en vis grad af den humane udvikling blive til teoretisk videnskab for den, der endnu ikke kan opleve igennem sin intuitionsevne. I dette rige vil jordens mennesker og stater være forenet til eet folk og een stat. Penge vil ophøre som betalingsmiddel til fordel for den menneskelige arbejdsevne. Ethvert jordmenneske er medejer af alle jordens produkter. Alle materialer er gratis. Kun arbejdsevnen har værdi. Alle mennesker i denne verdensstat vil være velhavende. Der vil ikke her findes nogen som helst fattigdom eller fysisk, materiel nød. I dette rige vil menneskene udvikle sig ud af reinkarnationen. Man vil nå frem til ikke mere at skulle fødes af en kvinde, men derimod blive i stand til at komme til syne på det fysiske plan ved materialisation og fortone sig tilbage til det åndelige plan ved dematerialisation for derefter til slut ikke mere i dette spiralkredsløb at vise sig på det materielle, fysiske plan. Som symbolet udviser, er hukommelseslegemet i sin mindsteudfoldelse. Væsenet har dog hukommelse nok til sit daglige husbehov. Væsenets hukommelseslegeme er også stærkt aftaget grundet på væsenets stærkt forhøjede og udvidede vågne dagsbevidsthed. Det næste tilværelsesplan er»visdomsriget«. Det er markeret for oven på symbolet. Her ser vi, at det er intelligenslegemet, der er nået frem til kulmination og i forbindelse med det her fremskredne intuitionslegeme og det tilsvarende humaniserede følelseslegeme er det førende i væsenets oplevelses- og manifestationskapacitet. De i dette tilværelsesplan hjemmehørende væsener er verdensaltets allerhøjeste kapaciteter i total fuldkommen skabelse. De udgør visdommens allerhøjeste mestre. Det er disse væsener, der bestemmer og udformer livets allerhøjeste skabelsesakter. De bestemmer og udformer organismerne for kommende plantetilværelser, dyre- og mennesketilværelser på kommende kloder og verdener, ligesom det er fra disse væsener, at de store skabelsesprocesser på vor egen klode, som vi kalder»naturen«, stammer. Der findes således absolut ingen skabelsesprocesser, der ikke har rod i dette visdommens tilværelsesplan og hjemstavn. Vor egen kropslige organisme er ikke nogen undtagelse. Alt, hvad der skabes på det fysiske tilværelsesplan, bliver først udført her i tankematerie, bliver til tankebilleder. Det er disse tankebilleder, der bliver opfattet af fysiske ingeniører, teknikere og kemikere og bliver så igen fra disse menneskers bevidsthed overført til fysiske tegninger og planer til undervisning og forsøg på tekniske og kemiske laboratorier til videre udfoldelse og manifestation eller skabelse på det fysiske plan. Dette afføder igen nye erfaringer og kendsgerninger, hvis ideer indgår til visdoms- og intuitionsplanet for herfra atter at komme til udfoldelse eller skabelse på de underliggende tilværelsesplaner: mineral-, plante-, dyre- og menneskeriget. Vi ser på symbolet, at det i menneskeriget latente eller i sin mindsteudfoldelse fremtrædende hukom- 72

80 melseslegeme her er kommet ud af sit latente stadium og nu er i sit første stadium for opadgående tilstand imod sin kommende kulmination i spiralkredsløbet. Da al skabelse her foregår i åndelig materie, er tyngdelegemet på vej til at blive latent, ligesom instinktlegemet kun fremtræder i sin mindsteudfoldelse eller i sit latente stadium. Med den kulminerende viden væserne har her, behøver de ikke at blive instinktledet, således som tilfældet er med planter og dyr. Det næste rige: Den guddommelige verden, forekommer på symbolet som det ses næstøverst til venstre. I helhedslegemet her ser vi, at intuitionslegemet er kulminerende. Dette legeme er redskab eller organ for oplevelse og skabelse af ideer. Ingen skabelse eller manifestation kan finde sted uden først at have været en ide. Alle manifestations- eller skabelsesideer forekommer eller har hjemsted her i den guddommelige verden. Her indgår ideerne fra manifestationerne i de underliggende tilværelsesplaner, ligesom de naturligvis også udgår herfra. Det er herfra, de udgår for at blive bearbejdet og udformet i tankematerien i visdomsriget og derfra videre forplantes til manifestationen eller skabelsen på det fysiske plan. Intuitionsplanet er således i realiteten et»facitplan. Alle verdensaltets facitter forekommer her. Men når alle eksisterende facitter forekommer her, er dette plan hjemstedet for hele Guddommens bevidsthed. Guddommens bevidsthed er således al viden om Kosmos eller verdensaltet og bliver derved det samme som»kosmisk bevidstheds. Denne kosmiske bevidsthed eksisterer altså som facitter. Et område af disse facitter bliver manifesteret som materielle foreteelser på det fysiske plan. De kan derved sanses med væsenernes almindelige fysiske sanser. Et andet område af disse facitter er ikke materielle, hvilket vil sige, at de ikke er tids- og rumdimensionelle. De udgør således evige facitter. Disse facitter kan kun iagttages eller opleves med intuitionslegemet. Det er disse facitter, der udgør livsmysteriets løsning. De kan altså ikke opleves med de almindelige sanser, der kun kan reagere over for tids- og rumdimensionelle foreteelser eller skabte ting. De opleves udelukkende med intuitionslegemet. Men disse facitters udredning eller detailleanalyse må foretages med den udviklede intelligens og en følelse, der er blevet en fremragende næstekærlighed.»kosmisk bevidstheds eller dette, som Kristus kalder: at være»eet med Faderens, hvilket igen vil sige: at være i den totale, fuldkomne harmoni med Guds væremåde, kan således kun opleves og praktiseres igennem en fuldkommen næstekærlighed, en tilsvarende fuldkommen intelligens og en ligeså udviklet og permanent intuition. Det er denne sansekombination af det levende væsens totale sansesæt, der gør dette til»mennesket i Guds billede efter hans lignelses. Herefter kommer vi til»salighedsriget«. Det er det sidste rige i spiralkredsløbet og er symboliseret nederst til venstre på symbolet. Allerede i det forudgående tilværelsesplan, den guddommelige verden, kan vi se, at hukommelseslegemet er stærkt fremtrædende og er på vej mod sin kulmination her i salighedsriget. Denne hukommelseslegemets kulmination betyder altså, at den bærer væsenets dagsbevidsthed. Vi ser her, at både intelligensog intuitionslegemet nu har en meget mindre kapacitet, ligesom følelseslegemet er helt latent. Dette vil altså sige, at væsenets sansekapacitet i den ydre verden her er meget minimal, ja så ringe, at væsenet ikke mere har nogen vågen dagsbevidsthed i nævnte verden. Det er kun dagsbevidst i sine erindringer. Men det er heller ikke så lidt at være dagsbevidst i. Grundet på hukommelseslegemets kulminerende kapacitet kan væsenet erindre sig, hvilket her vil sige: forbinde sig med en hvilken som helst livsoplevelse, det har haft i alle spiralens forudgående riger. Det kan erindre anelsesfornemmelserne, det havde, da det var i planteriget. Det kan erindre sig sine oplevelser, da det var væsen i dyreriget. Det kan erindre sig sine bloddryppende oplevelser, da det var ufærdigt menneske og havde»djævlebevidsthed, altså modsætningen til»mennesket i Guds billede. Det kan erindre sig sine oplevelser fra det fuldkomne menneskerige, og ligeledes sine oplevelser fra visdomsriget og den guddommelige verden. Disse erindringer udgør tilsammen væsenets totale erindring af hele verdensaltet. 73

81 Hele dette, af dets erindringer bestående verdensalt, udgør nu udelukkende dets dagsbevidste oplevelsesfelt. Den ydre materielle verden er nu en verden, det ikke mere har nogen som helst dagsbevidst forbindelse med. Det er her ubevidst i denne verden, ligesom det var ubevidst i sin nuværende gigantiske erindringsverden, alt eftersom det var et ufærdigt, primitivt, materialistisk væsen i de ydre verdener, hvor hukommelseslegemet var mere eller mindre ufærdigt eller latent. Det kan som nævnt udelukkende kun opleve sine egne erindringer fra det oplevede spiralkredsløb. Men disse erindringer danner jo tilsammen et billede af det ydre verdensalt med alle dets levende funktioner, således som væsenet har oplevet det. Da dets sidste oplevelse af dette verdensalt var igennem»kosmisk bevidsthed«, vil dette dets erindringsbillede af verdensaltet således være identisk med den absolutte sandhed eller virkelighed og ikke i nogen som helst grad være illusorisk, være illusion. Væsenets jeg lever således her udelukkende i dette af dets erindringer fremtrædende verdensalt. Det har ikke nogen som helst bevidst forbindelse med væsener eller ting i den ydre verden, ligesom væsener i den ydre verden absolut heller ingen bevidst forbindelse kan få med dette i sit eget indre verdensalt eksisterende væsen. Dets permanente oplevelsestilstand her består således udelukkende af erindringsoplevelser af de fortidige begivenheder eller foreteelser, af hvilke de pågældende erindringer blev dannet. Det er således suveræn behersker af dette sit verdensalt. Alle begivenheder fra de mindste til de største i dette verdensalt kan det når som helst genfremkalde for sit åsyn. Det kan her lade sole, kloder og mælkevejssystemer, deres bevægelser og baner i rummet glide forbi dets erindringssyn alt efter den styrke, hvormed de i sin tid blev oplevet af væsenet i den ydre verden. Ligeledes kan det genfremkalde sine egne skæbnemæssige begivenheder i gennem spiralens riger, se dem i levende bevægelse. Det kan således igennem erindrings- eller hukommelsesevnen opleve sig selv som primitivt naturmenneske, som kriger, røver og bandit, eller som barmhjertig samaritan, som fredsforkæmper eller hvilke mange andre foreteelser, det har repræsenteret igennem dets lange livsudviklingsperiode igennem spiralkredsløbet. Ligeledes kan det lade de mikroskopiske solog mælkevejssystemer og den heraf følgende viden passere forbi sig i dets erindringsverden. Da væsenet således selv er den totale behersker af dette i dets egne erindringer formede verdensalt, kommer det her til at opleve sig selv som en Guddom i sit verdensalt. Det bestemmer således hundrede procent alle begivenheder og bevægelsesarter. Alt lystrer her dets ønske og villie. Det vandrer på en måde frem og tilbage i tiden inden for dette dets eget verdensalt. Der findes således her i dette erindringsunivers eller verdensalt ikke een eneste detaille, som væsenet ikke er herre over. Det levende væsen får således lov til for en tid helt at være i Guds lignelse som Guddom. Og dets jeg er jeg'et i alle de bevægelser og livsformer, som dette verdensalt rummer som væsenets erindringer. Det lever her i en absolut afskårethed fra andre levende væsener. Men det savner dem ikke, fordi det har i salighedsriget ikke evne til at opleve noget som helst dagsbevidst i den ydre verden. Det genoplever derimod her alle erindringer om dets venner og lykkelige samvær med dem. Disse erindringsoplevelser er af en hel anden styrke eller kraft end erindringsoplevelser på det fysiske plan. Medens de på dette sidstnævnte plan kun forekommer som svage indre tankebilleder, forekommer de her i salighedsriget i en styrke og kraft, der svarer til de vågne fysiske dagsbevidst hedsoplevelser. Her er hukommelseslegemet jo i sin kulmination eller største udfoldelse, her har det sin største kapacitet. Det befordrer væsenets primære sansning her i salighedsriget, hvor det ikke dagsbevidst har nogen anden oplevelsestilstand. Dets forbindelse med den ydre verden er kun underbevidst. Det er totalt opfyldt af sine erindringsoplevelser og kan absolut ikke opleve dagsbevidst på nogen som helst anden måde. Men her har det jo også hele sit igennem alle kredsløbets forudgående riger oplevede verdensalt at genopleve som erindring. Alle væsenets oplevelser fra dets ufærdige tilstand i mørkeepoken, hvor det havde djævlebevidsthed, i sit slutfacit blev til glæde og velsignelse for væ- 74

82 senet, idet de affødte lidelser, og lidelserne affødte humaniteten eller næstekærligheden, og næstekærligheden affødte intuitionsevnen, der igen affødte kosmisk bevidsthed i væsenet, og det blev til»guds billede efter hans lignelse«. Det oplever her alle disse erindringer i et guddommeligt lysende skær, der føles som en stærk glædes- eller salighedsfornemmelse. Hvis vi tænker os, at disse erindringer fra mørket var foreteelser, der var fremstillet i primitivt sort og glansløst materiale, fremtræder de nu efter væsenets fuldkommengørelse som i det reneste, funklende og strålende guld. Vi har derfor i mit hovedværk Livets Bog udtrykt erindringerne i salighedsriget som»guldkopier«. Alle salighedsrigets detailler, væsener og ting er som nævnt erindringer. Alle disse erindringer stråler og funkler, lyser og varmer. Væsenet i salighedsriget er således her på selve sansningens eller livsoplevelsens allerhøjeste tinder. Det har igennem spiralkredsløbets forudgående fem riger ikke blot oplevet Guddommen og verdensaltet, men det har også fået foræret denne oplevelse som en levende kopi i form af et erindringsbillede. Det i form af dette erindringsbillede fremtrædende verdensalt er Guddommens foræring til sin fuldkomne søn, og i hvilket denne søn er suveræn og enevældig hersker. Derved har Gud skænket sin søn en livsepoke, i hvilken denne får lov til at opleve sig selv som en Guddom i dette erindringens verdensalt på samme måde, som den absolutte Guddom oplever sig selv i det absolutte, evige verdensalt. Et højere, skønnere og lykkeligere slutfacit kan ikke eksistere. Hvordan skulle noget kunne være en større, skønnere og lykkeligere oplevelse end denne, at blive løftet op i Guddommens egen bevidsthedssituation og i en levende lignelse af denne se sig selv som en Guddom i et verdensalt, således at man er eet med Guddommen, eller sønnen eet med sin Fader, kan sanse, se eller opleve, at alt er såre godt? Ud af salighedsriget og fremad til den ydre verden og ind i et nyt spiralkredsløb. Selv om væsenet ikke er bevidst i den ydre verden, hvilket altså vil sige i den verden, vi på det fysiske plan kalder»den åndelige verden«, men kun er vågen dagsbevidst i salighedsriget, så er dets øvrige grundenergilegemer dog i funktion, selv om deres kapacitet mere eller mindre er i nærheden af deres mindsteudfoldelse. Selv om væsenet i sin erindringsverden eller salighedsriget bevidsthedsmæssigt er afskåret fra den ydre verden, er det energimæssigt ikke afskåret fra nævnte verden. Viser, at dets intuitionslegeme endnu udviser en stærkt fremtrædende kapacitet. Den viser, at væsenet endnu har sin kosmiske bevidsthed, men at denne er i aftagende. Da væsenet ikke har nogen dagsbevidsthed på det ydre tilværelses plan, eftersom væsenets grundenergilegemer her ikke har en sådan kapacitet, at de kan bære en vågen fysisk dagsbevidsthed, eksisterer intuitionsfunktionen her ligesom hukommelsesfunktionen som en indadvendt vidensfunktion til støtte for hukommelseslegemets funktion. Væsenets erindringer fra de lavere planer i det tilbagelagte spiralkredsløb kan i visse tilfælde være mere eller mindre ufuldkomne. Det levende væsen oplever mange situationer i de lavere planer, som de aldrig fik oplevet løsningen på eller oplevede kernen i. Sådanne ufuldkomne oplevelser kan jo kun give tilsvarende ufuldkomne erindringer. Når væsenet i salighedsriget oplever sådanne ufuldkomne eller gådefulde erindringer, kan det igennem sin endnu fremragende intuition opleve det i den ufuldkomne erindring manglende facit- eller kernebillede. Derved bliver de ufuldkomne erindringsoplevelser kompletterede og bliver ligeså fuldkomne som de normale erindringsoplevelser. Væsenet kan således i salighedsriget umuligt komme ud for at opleve andet end den absolutte sandhed eller virkelighed. Ingen som helst illusionernes skygger kan her formørke virkeligheden eller saligheden. Intuitionsevnen har også til opgave at befordre»den højeste ilds«udløsning, som altså her er indadvendt imod væsenet selv og giver det den allerhøjeste lykke- eller salighedsoplevelse. Som vi skal komme tilbage til i senere symboler, udgør»den højeste ild«, hele det seksuelle princips udløsning igennem de to polprincipper:»det maskuline princip«og»det feminine princip«, der igen ligger til grund for hele væsenets sympatiske anlæg og de heraf affødte sympatier og antipatier. - Væsenets intelligenslegeme har her bl. a. kun 75

83 til mission at skabe kontakt mellem væsenets erindringslegeme og dets intuitionslegeme i de førnævnte ufuldkomne erindringers fuldkommengørelse. Følelseslegemet er, som symbolet udviser, latent eller i sin mindste udfoldelse, ligesom tyngdelegemet er i sin næstmindste udfoldelsestilstand. Disse to legemer er undergivet et vist organisk kombinationsforhold og ligger, som vi før har nævnt, til grund for væsenets kraftudfoldelse. De er altså her i sin mindsteudfoldelse. Og dette er forståeligt, eftersom salighedsoplevelsen jo ikke kræver nogen særlig kraftudfoldelse. Da følelsesenergien i en anden organisk tilstand ligger til grund for kærlighedsudfoldelsen, forstår man også, at den her kan være latent, eftersom salighedsvæsenet ikke har dagsbevidst livs- og legemsudfoldelse i den ydre verden og derfor heller ikke kan have kontakt med noget som helst væsen i nævnte verden, som det med sin nuværende sansestruktur er totalt ubevidst i. Men vi ser på symbolet, at der her i salighedsriget sker en fundamental vending i væsenets livsoplevelsestilstand. Samtidig med at væsenet kulminerer i sin erindrings- eller salighedsoplevelse i sin indre verden og er uden dagsbevidst oplevelse i den ydre verden, danner dets instinktlegeme en begyndende forberedelse til væsenets dagsbevidste genopståen på det fysiske eller materielle tilværelsesplan. Som vi ser, er det allerede så stærkt fremme, at det vil kulminere i det næste tilværelsesplan. Ligeledes er tyngdelegemet også i tiltagende, medens intelligens- og intuitionslegemet er i aftagende. Og i den sidste del af salighedsriget er hukommelseslegemet også i aftagende. Det vil altså sige, at med disse høje åndelige legemers aftagende kapacitet svinder erindringerne om det oplevede spiralkredsløbs lysepoke. Medens de legemer, der udgør de primære i væsenets åndelige dagsbevidsthedstilstand, således er i aftagende kapacitet, er de legemer, der er de primære i væsenets fysiske dagsbevidsthedstilstand, altså i tiltagende kapacitet. Væsenet er således på vej ud af salighedsriget. Gennem dets dagsbevidste erindringsoplevelse i salighedsriget er det her nået frem til dets erindringsområde fra det oplevede spiralkredsløbs dyrerige eller mørkezone. Dette erindringsområde, er på grund af dets nu til overflod kolossale mættelse af lys- eller salighedserindringerne fra spiralens lysregioner, enormt funklende og strålende i salighedsenergi. Denne stærke salighedsoplevelse af mørket ligesom skaber en længsel eller et begær efter mørkeoplevelsen i den ydre verden. Dette begærs energi forplanter sig til væsenets stærkt fremtrædende instinktenergilegeme og begyndende tyngdeenergilegeme og følelsesenergilegeme. Igennem instinktenergilegemet overføres de af væsenets ekstaseerindringer affødte begærs billedformer til automatisk genskabelse igennem tyngdeenergilegemet i den ydre tyngde- og følelsesmaterie, der i deres særlige kombination med de øvrige grundenergier udgør den såkaldte»fysiske materie«. Denne materie strækker sig lige fra kulminerende ild eller varme til kulminerende kulde eller frost. Da følelsesenergien her i salighedsrigets sidste stadier er latent eller i sin mindsteudfoldelsestilstand, vil tyngdeenergien således være i overdimensioneret tilstand i forhold til følelsesenergien. Dette ligger igen til grund for fremkomsten af det fysiske»ildstadium«. Spiralkredsløbets overgang fra dets åndelige til dets fysiske område sker altså igennem et varmestadium. Det er dette varmestadium, der efterhånden kulminerer i sol- og mælkevejssystemerne. Men her begynder følelseslegemet at vokse ud af sit latente stadium, og i dets organiske forbindelse med tyngdelegemet begynder den kulde- og varmeproces, der danner grundlaget for al fysisk livsoplevelse og manifestation eller skabelse. I varmeprocessens hedeste område og i kuldeprocessens koldeste område kan salighedsvæsenet ikke have nogen dagsbevidsthed. Det er disse to områder, der udgør det, vi i Livets Bog har udtrykt som»mineralriget«. Mineralriget er et overgangsstadium mellem den åndelige del af spiralkredsløbet og den fysiske del af samme kredsløb. Væsenets vågne dagsbevidsthed er her endnu ikke fremme i denne begyndende fysiske verden. Den er stadig kun fremtrædende i væsenets inderste verden eller salighedsriget. Det kan endnu kun opleve erindringer fra det tilbagelagte spiralkredsløbs mørkezone, hvorved begæret efter at opleve mørket eller kontrasten til den lysoplevelse, 76

84

85 som det så stærkt er i færd med at blive mættet af i salighedserindringerne, bliver holdt vedlige. Og denne erindringernes dagsbevidsthed bliver ved med at være det primære i væsenets mentalitet igennem det ny spiralkredsløbs første rige, hvilket altså vil sige: samme spiralkredsløbs planterige, men bliver mere og mere sekundær i dyreriget for at blive helt latent eller i sin mindsteudfoldelse i det ny spiralkredsløbs menneskerige. Med soldannelsen i verdensrummet har spiralkredsløbet overskredet grænsen til det fysiske tilværelsesplan. I dette tilværelsesplans ildkulmination og kuldekulminationsområde har vi som nævnt»mineralriget«. Dette rige er ikke noget tilværelsesplan, eftersom der i dets område ikke fungerer nogen som helst vågen dagsbevidsthed. Den funktion, der her finder sted, er udelukkende automatiske instinktfunktioner i en kombination af materie, bestående af overskydende ekstaseenergi, tyngdeenergi og følelsesenergi i dens latente form. Funktionerne i denne materies kuldeområde kalder vi krystallisering. Vi ser, at denne krystallisering fremtræder i billeddannelser. Vi kender således frost- eller isblomsterne på vore vinduesruder i vinterens frostvejr. Vi kan undertiden her se de mest geniale plantetegninger udtrykkende mange forskellige former for vegetabilske sfærer og detailler. Disse mineralske billeddannelser er til en vis grad reflekser eller kopier af salighedsvæsenernes erindringsbilleder eller guldkopier, overført til det fysiske plans kulderegion i kraft af oplevelsens overskydende ekstaseenergi, automatisk befordret ved væsenets voksende instinktevne. Og vi har her den første begyndelse til det ny spiralkredsløbs kommende»planterige«. I kraft af tyngde- og følelsesenergiens eller varme- og kuldeenergiens ændring i kombination og kapacitet til fordel for vækst eller udvikling fremad til den fysiske verden, begynder væsenet således at få organismedannelser i den samme verden. Det er disse begyndende organismedannelser, vi kender som planter eller vegetabilske livsformer. Og vi er så hermed nået ind i et nyt spiralkredsløbs planterige. Men væsenet har endnu sin vågne dagsbevidsthed i salighedsriget, og i samme grad som det begynder at få vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan degenererer erindringsoplevelsen. Men som vi allerede har berørt, kan væsenet igennem plantelegemet kun opleve i kraft af instinktlegemet. Og denne oplevelse omfatter kun dette at kunne»ane«. Plantens fysiske dagsbevidsthed er kun en oplevelse af»behag«og»ubehag«uden at væsenet kan gøre sig begribeligt, eller skaffe sig viden om disse oplevelsers årsager eller detailler. Men planteorganismen udvikler sig igennem den fysiske verdens påvirkning og bliver til en animalsk organisme. Og væsenet bliver derved til et»dyr«og begynder dermed at få en meget mere omfattende dagsbevidsthedsoplevelse, hvorigennem det begynder at erfare livets kendsgerninger. Og det fortsætter således sin tilværelse i det nye kredsløb efter de samme principper som i det foregående, men i nye variationer. Og væsenet bliver således også her til»mennesket i Guds billede«og oplever sig selv som»eet med Gud«og således fortsættende igennem en uendelighed af kredsløb med den heraf følgende permanent opretholdte livsoplevelsesevne og dermed garantien for evigt liv eller bevidst tilværelse. 77

86 Det kosmiske spiralkredsløb I (Symbol nr. 14) 1. Spiralkredsløbet som fundament for væsenets evige livsoplevelse I forklaringen til symbol nr. 13 oplevede vi de levende væseners livsoplevelsespassage igennem et kredsløb. Vi så, hvorledes væsenerne i et sådant kredsløb gennemgik kulminationen af mørke og kulminationen af lys. Denne væsenernes passage igennem et kredsløb blev båret af en af urbegæret befordret hunger- og mættelsestilstand. Med kulminationsoplevelsen af mørket opstår der en mættelse af mørket og en hunger efter lyset. Og med kulminationsoplevelsen af lyset opstår der en mættelse af lyset og en hunger efter mørket. Og i henhold til urbegærets evige eksistens fører dette således det levende væsen skiftevis igennem kulminationen af mørket og lyset. Det levende væsens evige liv er en evigt skiftende kulminationsoplevelse af en lysepoke og en mørkeepoke. For hver gang væsenet har en kulminationsmættelse af mørkeepoken og en tilsvarende kulminationsmættelse af lysepoken, har det altså passeret et kosmisk spiralafsnit eller spiralkredsløb. Fundamentet i denne oplevelsestilstand er altså urbegæret samt hunger og mættelsesprincippet. Med denne skiftningsproces opretholdes det livsvigtige kontrastprincip. Uden dette princip ville al sansning være en total umulighed. De to kontraster må være til stede i enhver skabelse. Men det er ikke ligemeget, hvordan disse to kontraster er kombineret i skabelse. Er mørket i overvægt i et væsens skabelse, tankesfære og væremåde, bliver denne skabelse tilsvarende mørk og dræbende. Er lyset i overvægt i nævnte skabelse, forringer det i samme grad skabelsen eller livsoplevelsen og dræber eller nedbryder således også livsoplevelsen. For at livsoplevelsen, såvel som enhver anden skabelse, kan være total fuldkommen, må lyset og mørket i denne skabelse være i balance. Det gælder her det samme som i fremstillingen af et fotografi. Hvis dette er overbelyst, hvilket vil sige, at lyset dominerer så meget på det, at det mere eller mindre har udslettet billedets skyggepartier, er det et tilsvarende ufuldkomment fotografi. Hvis dette billede er underbelyst, hvilket vil sige, at mørket dominerer billedet så meget, at dets lyspartier er mere eller mindre udslettede, er billedet også tilsvarende ufuldkomment. Er billedet derimod fremstillet således, at lyset og mørket er kombineret sådan, at de lige akkurat fremhæver hinanden indtil en sådan grad, at de hverken står stærkere eller svagere overfor hinanden end tilfældet er på objektet, der er fotograferet, da er billedet totalt fuldkomment. For at et væsens bevidsthedsudvidelse, skabelse og væremåde kan være total fuldkommen, må lys og mørke også her være således kombineret, at kombinationen udgør kulminationen af den absolut allerhøjeste bevidsthedsudvidelse, manifestation eller skabelse, der er det samme som den absolutte kærlighed, hvilket vil sige: den kærlighed, hvormed man elsker Gud over alle ting og sin næste 78

87 som sig selv, den kærlighed, der er alle loves fylde, den kærlighed, der er eet med Guds primære bevidsthed, den kærlighed, der gør væsenet til eet med Gud. Da livets oplevelse således er baseret på kontrasterne lys og mørke, er det ikke så mærkeligt, at væsenernes evige liv må blive en passage igennem spiralkredsløbenes mørke- og lysepoke. Hvordan skulle de ellers tilegne sig viden om mørket og lyset og derved blive fuldkomne? Spiralkredsløbene er således en stor medvirkende faktor i skabelsen af de levende væseners evige livsoplevelse. 2. Hvordan skulle et evigt liv kunne udgøre blot een eneste hunger- og mættelsesepoke? Væsenerne bliver, som før nævnt, ført igennem spiralkredsløbnes mørke- og lysepoke i kraft af hunger- og mættelsesprincippet. Uden dette princip og dets tilfredsstillelse igennem væsenets oplevelse af mørke- og lysepoken ville al livsoplevelse være en absolut total umulighed. Da al livsoplevelse hører ind under skabelse, må den bestå af timelige detailler. Mørkeepoken såvel som lysepoken udgør således skabte foreteelser, og er dermed begyndelse og afslutning underkastet. Livsoplevelsen ville umuligt kunne være evig, hvis der kun eksisterede een mørkeoplevelses- og een lysoplevelsesepoke. Denne ene mørkeoplevelsesepoke måtte da på et eller andet tidspunkt have begyndt, ligesom den uundgåeligt afføder lysoplevelsesepoken. Denne epoke bliver herved synlig som en skabt foreteelse ligesåvel som den mørkeoplevelsesepoke, af hvilken den er affødt. Men hvordan skulle en sådan mørkeoplevelsesepoke kunne opstå eller blive til uden noget som helst forudgående eksisterende? Hvis mørkeoplevelsesepoken, der er bevidsthed, liv og skabelse, har haft en begyndelse, kunne der forud for denne begyndelse kun eksistere et absolut intet". Men af et intet" kan der umuligt komme et Noget", ligesom et Noget" umuligt kan blive til et absolut intet". Vi ser derfor her, at den omtalte mørkeoplevelsesepoke umuligt kan være affødt af et forudgående intet". Den kan derfor kun være affødt af et forudgående Noget". Hvad er så dette for et Noget"? Det kan naturligvis kun være liv, bevidsthed og skabelse, men i form af modsætningen til mørket, hvilket vil sige: lyset". Ligesom vi i dag kan se, at de levende væsener her på jorden har udviklet sig fra primitivitet til intellektualitet, fra brutalitet til humanitet, hvilket altså i realiteten vil sige fra mørke" til lys", således er dette vort mørke eller denne vor mørkeoplevelsesepoke affødt af en længst forsvundet lysoplevelsesepoke. Denne kosmiske bevægelse fra mørkeoplevelsestilstanden til lysoplevelsestilstanden og fra denne igen til mørkeoplevelsestilstanden, befordres, som allerede nævnt, i kraft af hunger- og mættelsesprincippet. Dette bliver til kendsgerning igennem vor egen oplevelse. Er ikke livsoplevelsen netop hunger og mættelse, ikke blot den rent ernæringsmæssige sult og mættelse, men også inden for alle mentalitetens øvrige områder? Er det ikke også tiltrækning og frastødning, der her gør sig gældende? Og hvad er tiltrækning og frastødning andet end udslag af henholdsvis hunger og mættelse? Men hvordan skulle hunger og 79

88 mættelse kunne gøre sig gældende, hvis det evige liv ikke netop var opdelt i hunger- og mættelsesepoker? Måtte ikke alle eksisterende levende væsener i tilværelsen forlængst være nået ind i en kulminerende mættelsesepoke, være nået op på toppen af mørkeepoken, blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse" og dermed være mættet af denne epoke også? Og hvad så? Hvis ikke der eksisterede en ny mørkeepoke, i hvilken de kunne få deres hunger efter mørket tilfredsstillet og ligeledes herefter en ny lysepoke, i hvilken de kunne få den efter mætteisen af mørket opståede ny hunger efter lyset tilfredsstillet og således fremdeles i al evighed, måtte al livsoplevelse totalt standse, totalt ophøre. Og det evige liv, der i dag funkler, lyser og varmer igennem kosmisk bevidsthed, ville være en total umulighed. 3. Jordens mennesker er endnu ikke nået til vejs ende med den totale mættelse af mørkeepoken Al normal nydelse fører altså til mættelse samt til hunger efter modsætningen. Ingen salighed eller nydelse kan derfor være uafbrudt evig. Derfor må mørkeoplevelsestilstanden og lysoplevelsestilstanden være skiftevis gentagelse om end i nye variationer. Og dette er jo netop kredsløbets analyse. Og er det ikke netop således, at vi ser, at menneskene her på jorden ikke er færdige med deres mørkeepoke? Lever de endnu ikke i stor udstrækning på princippet at dræbe? De dræber dyr og mennesker, de påfører andre levende væsener stor lidelse. De lever således i strid med hverandre. Sygdomme, sorger, bekymringer, invaliditet, unaturlige dødsfald og verdenskrige hersker endnu på jorden. Menneskene har endnu ikke i mørket nået den totale mættelsestilstand og er således meget langt fra den totale oplevelse af lysepoken, selv om der også i visse tilfælde kan spores en begyndende sult eller hunger efter denne epoke. Denne hunger giver sig særlig udslag i længslen efter en varig fred og de heraf affødte fredsbevægelser, fredspropaganda og antimilitarisme. 4. Det er synligt, at menneskehedens nuværende mørkeepoke ikke kan have været til fra evighed af, og at den vil få en afslutning, ligesom den engang havde sin begyndelse Vi må her erindre, at de levende væsener er evige realiteter. Deres jeg og overbevidsthed kan, som vi har set i det foregående, aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom de aldrig nogen sinde kan ophøre. Deres livsoplevelse har således aldrig nogen sinde begyndt, men har været til fra evighed af. Når vi ser, at de levende væsener her står på mere eller mindre ufærdige stadier, ja lever overordentlig meget i mørkets stadium og endnu ikke er så mættede af dette, at de fundamentalt er kommet ind i lysepoken, er det her synligt som kendsgerning, at denne menneskenes nuværende mørkeepoke ikke kan have været til fra evighed af, men, som tidligere nævnt, må have begyndt inden for en begrænset fortid, ligesom den også vil få en afslutning, når menneskene er nået frem til at være 80

89 så mættede af mørket, at de ikke mere kan gøre det såkaldte onde" eller benytte sig af dettes metoder for opretholdelse af livsoplevelsen. At oplevelsen af lysepoken ligeledes vil føre til en afslutning, når menneskene bliver ligeså mættede af denne, som de nu er på vej til at blive af mørkeepoken, de for tiden lever i, er selvfølgeligt. 5. Hvorfor danner lys- og mørkeepoken et spiralkredsløb? At hunger- og mættelsesprincippet således her er en ligeså evig lov, er en ligeså urokkelig livsbetingelse for oplevelse og manifestation eller skabelse, som det er det i den daglige fysiske tilværelse, bliver her til kendsgerning. I kraft af mørkeoplevelses- og lysoplevelsesepokens skiftende natur og væsenernes hertil knyttede hunger- og mættelsesprincip er de levende væseners evige livsoplevelse således urokkeligt garanteret. Der vil absolut ikke kunne eksistere et eneste væsen, som ikke har et evigt liv. Væsenernes evige livsoplevelsesevne befordres og holdes vedlige igennem kulminationsoplevelsen af mørkeepoken og lysepoken. Disse to epoker danner altså tilsammen det livsoplevelsesafsnit, vi har udtrykt som et spiralafsnit eller spiralkredsløb. Hver gang et væsen har gennemlevet et spiralkredsløbs mørke- og lysepoke, begynder det at opleve et nyt spiralkredsløbs mørke- og lysepoke. Men denne oplevelse bliver i princippet en gentagelse af det forudgående og i en hel ny variation. Hver gang et væsen således glider ind i et nyt spiralkredsløb, oplever det hver af dettes seks grundenergiers udfoldelse i en ny variation. Hvis oplevelsen af dette nye spiralkredsløb ikke formede sig i en ny variation, ville samme kredsløb jo ikke danne et spiralkredsløb, men kun et kredsløb. Væsenets oplevelse af et sådant kredsløb ville kun være en passage i en cirkelbane. Men netop fordi variationerne er forskellige i hvert nyt kredsløb, bliver væsenernes passage af et kredsløb ikke en total gentagelse af det samme kredsløb, men en fortsættelse ind i et nyt kredsløb og således fortsættende. Det er denne kredsløbspassagens fortsættelse ind i nye kredsløb, der har bevirket, at vi har udtrykt de fortsættende kredsløb som spiralkredsløb" og ikke som blot og bar kredsløb". 6. Hvis makrokosmos og mikrokosmos ikke eksisterede Mørkeepoken og lysepoken i spiralkredsløbene er ikke nok til at garantere det levende væsens evige livsoplevelse. Spiralkredsløbet opfylder også andre store primære livsbetingende fakta. Hvordan skulle der kunne opstå livsrum eller tilværelsesplaner for de levende væsener, hvis der ikke eksisterede et makrokosmos" indeni hvilket de levende væsener kunne leve, røres og være"? Og hvordan skulle disse levende væsener kunne leve, røres og være", hvis ikke der eksisterede et levende mikrokosmos, der kunne afgive organ- eller legemsmateriale og ernæring for vor organisme? Og hvordan kunne vi have en organisme med indbyggede sansesæt, hvis ikke den bestod af levende mikrovæsener af forskellige udviklingstilstande, såsom vore organer: hjerte, lunger, lever, nyrer, 6 81

90 mave o.s.v. som alle er udtryk for liv? Hvis ikke de var dette, var de jo umulige som organer i vor fysiske, animalske organisme. Spiralkredsløbet opfylder, som vi skal se på symbolet, genialt disse livsbetingelser, så vi har absolut alle mulige betingelser og dermed evig garanti for at kunne skabe og opleve den allerhøjeste evige livsoplevelsestilstand, beskyttet og gennemstrålet af et gigantmakrovæsens evige kærlighed, og for hvem vi er ligeså nødvendige, som dette væsen er absolut uundværligt for os. 7. Den materialistiske videnskab og det kosmiske verdensbillede Det er rigtigt, at den materialistiske videnskab ved forskning er nået frem til at kunne iagttage, at det såkaldte mineralske stof eller materie er bevægelse, men at denne bevægelse er udtryk for liv er næppe endnu blevet en fundamental, detailleret viden for den i det fysiske sanseperspektiv, ud fra hvilket den så at sige udelukkende iagttager. Derfor kan man heller ikke i det rent fysiske sanseperspektiv have noget virkeligt og absolut kosmisk verdensbillede. Det rent materialistiske verdensbillede vil derfor kun udtrykke et billede af et ocean af højst forskellige bevægelsesarter, uden at disse af den samme videnskab er kendt som udtryk for det bag disse eksisterende liv eller bevidsthed. Men denne videnskab er alligevel absolut nødvendig for menneskene og vil efterhånden blive opklaret og forbundet med den åndelige eller kosmiske videnskab. Disse to videnskaber vil således efterhånden blive til een videnskab, der vil udgøre den absolutte sandhed og dermed selve livsmysteriets løsning. Den materialistiske videnskab er jo netop begyndelsen til sandhedens opklaring eller åbenbaring på det rent stoflige eller materiemæssige område i livsmysteriets løsning. 8. Vor afhængighed af mikrokosmos og makrokosmos Som vi i det foranstående allerede har nævnt, befinder vi os tilknyttet et makrokosmos og et mikrokosmos. Selv befinder vi os i et kredsløb, der udgør et kosmos imellem de to nævnte kosmos. Og vi har derfor udtrykt dette kosmos som mellemkosmos". Til dette kosmos hører menneskene, dyrene og planterne. I spiralerne under dette kosmos har vi altså mikrokosmos. Og i spiralerne over samme kosmos har vi makrokosmos. Ligesom dette vort kosmos udelukkende består af liv eller levende væsener, således består mikrokosmos og makrokosmos også af liv eller levende væsener. Hvordan skulle vi kunne opleve vort fysiske liv, hvis mikrokosmos i vor organisme ikke bestod af levende væsener. Vor organisme eller legeme måtte da være en død masse eller et lig". Og med et lig eller en organisme af en død eller livløs materie ville vort jordiske og dermed også vort åndelige liv være en total umulighed, eftersom vi med en død organisme hverken kan opleve eller skabe. Og uden denne tilstand intet liv. Men hvordan skulle mikrolivet i vor organisme få dets livsbetingelse opfyldt, hvis nævnte organisme ikke var levende, men udgjorde en død eller livløs masse? Hvordan skulle de 82

91 små livsformer eller levende mikrovæsener kunne opretholde deres liv, hvis ikke vi i kraft af vor fysiske, animalske organisme dannede makrovæsen, livsrum og livsbetingelser for disse små væsener? Og hvordan skulle vi selv kunne eksistere i vor fysiske tilværelse, hvis vi ikke ligeledes levede i et levende makrovæsen eller makrokosmos. 9. Alle levende væsener må hver især udgøre et levende mikrokosmos og et levende makrokosmos, ligesåvel som det udgør et levende mellemkosmos Til dette vort makrokosmos hører jordkloden. At mene, at jordkloden, i hvis legeme og atmosfære vi lever, ikke skulle være en levende organisme, er det samme som at tro på, at vi trives, lever, røres og er i en død verden, en slags form for lig. Ser vi ikke netop omkring os i form af det, vi kalder naturen", et ocean af bevægelser? Er ikke bevægelserne livets fornemste kendetegn? Hvordan skulle bevægelse kunne være dødens kendetegn? Er døden ikke netop absolut stilhed, ubevægelighed? Foregår der ikke netop omkring os en mangfoldighed af skabelsesprocesser? Er disse ikke netop logiske? Er de ikke til glæde og velsignelse i deres slutfacitter for levende væsener? Den, der benægter dette, har absolut ikke evne til virkeligt at udforske naturen. Han lader sig vildlede af alle de mange skabelsesprocesser i naturen, der endnu ikke er færdige. Disse kan naturligvis ikke i deres ufærdige tilstand opfylde det formål, de er beregnede til at skulle opfylde, når de er færdigskabte. Men hvordan skulle jordkloden undgå at være en livløs ørken, hvis den ikke netop også befandt sig inde i en større organisme, hvilket i første instans vil sige: solsystemet, og der kunne få sine livsbetingelser opfyldt? Hvordan tror man jorden ville se ud, hvis solen ikke eksisterede? Ville den ikke netop være en svævende død i det evige rum? Og hvordan skulle solen eksistere, hvis ikke også den var forbundet med et større organisk system, som vi udtrykker som mælkevejssystemet", der atter er et led i et endnu større system og således fortsættende. At disse systemer eller foreteelser har gensidig virkning på hverandre og således hører sammen, er forlængst blevet en kendsgerning for den udviklede forsker. At tro, at sole og mælkeveje er døde foreteelser, svævende planløst om i det evige verdensrum, er en tilbedelse af døden i stedet for livet. Hvordan skulle disse oceaner af gigantiske systemer med kæmpesole med gigantiske lysvæld, gigantiske varmeegenskaber, altså livgivende kræfter, være døde ting, være lig i planløse baner? Tror man, at de blot eksisterer for at skabe en stjernehimmel for os i nattens mørke? Hvordan kan så gigantiske kræfter være udtryk for døden. Og hvis de var døde, hvordan kunne de så give liv til beboede kloders og verdeners livsformer indenfor deres områder? Måtte de da ikke være total stilhed? Har man nogensinde set, at bevægelse, logisk skabelse, livgivende kræfter kan være identisk med døden, der er absolut stilhed? Er ikke alle disse foreteelser netop livets kendetegn. Vi ser, at ingen som helst væsener kan leve og trives uden at befinde sig som et mikrovæsen inde i et makrovæsen, ligesom det heller 6 * 83

92 ikke selv kan eksistere uden at være et makrovæsen for mikrovæsener. Det kan således ikke eksistere og opleve liv uden selv at befinde sig som et mellemkosmisk væsen. 10. Sanseobjekterne og perspektivprincippet Når alle levende væsener, kosmisk set, befinder sig på vandring fremad på den vej, vi kalder livets vej", må de væsener, der kommer bag efter os på denne vej, ifølge perspektivets lov, synes desto mindre end os, desto længere bag ude på vejen de befinder sig for helt ude i horisonten at være mikroskopiske og mere eller mindre utilgængelige for det fysiske sanseområde. På samme måde synes de væsener, der er foran os, desto mindre, jo længere forude i horisonten de befinder sig på livsvejen eller i spiralkredsløbsbanen. Vi ser jordkloden så stor, at vi ikke kan overskue den, medens vi ser solen som en ganske lille kugle og mælkevejens sole som ganske små lysende punkter ude i det store verdensrum. Vi bliver således her vidne til, at vi, med vor almindelige tids- og rumdimensionelle sansning, ikke ser tingene således, som de virkeligt er, men således som perspektivprincippet danner dem til for de nævnte sanser. Når vi således ser de levende væsener som mikrovæsener og makrovæsener, er det kun i forhold til det livsstadium på vejen, på hvilket vi selv befinder os. Vor organisme vil for dens mikrovæsener være ligeså gigantisk, som makrokosmos er for os. Alle sanseobjekter er således illusoriske og fremtræder ikke for sanserne således, som de er, men derimod således som perspektivprincippet, som før nævnt, udløser eller former sansningen for os. Kun igennem kosmisk bevidsthed vil menneskene nå frem til at se tingene, som de er, bag perspektivprincippet. Det er denne bevidsthedstilstand, der gør det levende væsen til mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Hvis ikke det var således, ville menneskene aldrig nogen sinde kunne komme til at opleve livsmysteriets løsning eller afsløring, eftersom den absolut ikke kan opleves igennem den almindelige perspektivbefordrede tids- og rumdimensionelle, fysiske og åndelige sansning. Den evige tids- og rumdimensionelle sanseevne udløses og formes af det ligeså evige kosmiske princip, vi før har udtrykt som perspektivprincippet. Det er i kraft af dette princip, at alle sanseobjekter får størrelser, bliver tids- og rumdimensionelle. Uden denne perspektiviske udformning af sanseobjekterne i sansesættet ville al sansning være en absolut umulighed. Det er dette altgennemtrængende, guddommelige perspektivprincip, der betinger, at vi i det hele taget oplever vor evige eksistens og livsoplevelse som en evig passage igennem en kosmisk spiralkredsformet livsbane uden nogen som helst begyndelse eller afslutning. Det er det samme al skabelse beherskende princip, der lader os opleve os selv som væsener i et mellemkosmos i den nævnte livsbane samtidig med, at det lader os opleve os selv som mikrovæsener i et makrokosmisk væsen og som makrovæsener overfor de væsener, der forekommer som mikrovæsener i vor egen organisme. De levende væsener er således hver især, grundet på perspektivprincippet, et mellemkosmisk, mikrokosmisk og et makro- 84

93 kosmisk væsen. En større retfærdighed kan ikke eksistere. Alle må opfylde de samme betingelser. Der er ikke noget som helst væsen, der er undtaget. Den evige livsoplevelse betinges således af, at det levende væsen er et makrovæsen, der giver livsrum og livsbetingelser for mikrovæsener samtidigt med, at det selv nyder livsrum og livsbetingelser i et makrovæsens organisme. Hele verdensaltet udgør således væsener inde i væsener i det uendelige uden nogen som helst begyndelse eller afslutning. Alt bliver derved synligt som levende. Verdensaltet er således et livsocean. Den absolutte død eksisterer altså ikke. Den er en total umulighed. 11. Verdensaltet er et levende væsen Idet de levende væseners evige livsvej går i spiralkredsløb, hvorved de overliggende kredsløbs væsener danner livsrum og livsbetingelser for de underliggende spiralers væsener, og de selv er mikrovæsener i en større organisme og får livsrum og livsbetingelser i denne, og dette princip således er gennemført for absolut alle eksisterende væsener både i mikrokosmos og makrokosmos såvel som i mellemkosmos, bliver det her til kendsgerning for den udviklende forsker, at alle levende væsener er organisk forbundet med hverandre og vil umuligt kunne eksistere som levende væsener, hvis ikke det var således. Verdensaltet er således een eneste stor levende organisme. Denne organisme har ikke nogen som helst begyndelse eller afslutning. Den er uendelig i rum, ligesåvel som den er uendelig i tid. Hvem tilhører da denne uendelige organisme? At der er nogen, der ejer den, er absolut selvfølgeligt. En organisme kan ikke leve og eksistere af sig selv. Et hvilket som helst levende væsens organisme er i hver eneste af dens detailler et redskab for skabelse og oplevelse. Men skabelse og oplevelse kan ikke af sig selv hverken skabe eller opleve. Disse to evner kan kun eksistere i kraft af en skaber, altså et levende Noget". Dette levende Noget" eksisterer som jeg'et i de levende væsener, hvad enten de er makro-, mikro- eller mellemkosmiske. Disse jeg'er udgør, som vi allerede ved fra tidligere symbolforklaringer, tilsammen jeg'et i selve verdensaltets helhed. Og ligesom alle levende væseners skabe- og oplevelsesevner tilsammen udgør dette gigantjeg's skabe- og oplevelsesevne, således danner alle eksisterende levende væseners organismer tilsammen dette jeg's organisme, der altså, som nævnt, udgør selve verdensaltet. Verdensaltet ses således også her som et levende væsen. Det har et jeg, det har en skabeevne, og det har en organisme. Det opfylder altså også her de tre betingelser, der kræves, for at et Noget" kan fremtræde som et levende væsen. 12. Den almægtige, alvise og alkærlige Guddom kommer til syne At dette væsen er selve Guddommen er selvfølgeligt. Hvem skulle denne enestående gigantorganisme, der indeholder absolut alt, hvad der overhovedet eksisterer, ellers tilhøre? Vi har her et væsen, der netop er almægtigt, fordi det ejer alle eksisterende skabe- og oplevelsesevner i verdensaltet. Det er alvidende, fordi det ejer hele verdensaltets eksisterende videnskab og visdom. Det er 85

94 alkærligt, fordi det ejer hele verdensaltets kærlighedsevne. Hvilket andet væsen kan være denne ene absolutte Guddom? Dette væsen er således det eneste makrokosmiske væsen, der ikke selv må være mikrokosmisk væsen i et højere væsens organisme, men absolut alle levende væsener må derimod være mikrovæsener i dette gigantvæsen eller den absolut eneste sande Guddom, det væsen i hvilket vi alle leve, røres og ere. 13. Ønske- og begærtilstanden og væsenets skæbne Væsenernes evige livsoplevelsens vej går altså som før nævnt skiftevis igennem spiralkredsløbets mørke- og lysepoker, alt efter de nævnte væseners hunger- og mættelsestilstand. Spiralkredsløbene bliver således en evig tilfredsstillelse af de levende væseners egne ønsker, der eksisterer som grene på det evige urbegærs stamme. I disse tilfredsstillelser af ønsker og begær opstår væsenernes skæbne. Er ønskerne, som vi skal komme tilbage til i senere symbolforklaringer over skæbnedannelse, af næstekærlig natur, bliver skæbnen af tilsvarende næstekærlig eller lys og lykkelig natur. Er ønskerne eller begærene derimod af den modsatte natur, bliver skæbnen tilsvarende af ukærlig, mørk og ulykkelig natur. Der er derved skabt en mulighed for, at det levende væsen ved egen frivillig tilstand kan nå frem til at blive så udviklet og få et sådant kendskab til lys og mørke, at det i vågen dagsbevidst tilstand selv suverænt kan skabe sin skæbne og gøre den identisk med livets højeste lysoplevelse. I modsat fald ville det aldrig nogen sinde kunne opnå hverken viden eller forstand, lykke eller salighed. 14. Makrokosmos og mikrokosmos er ligesåvel levende som mellemkosmos Som vi nævnte i stykke 6, er vi tilknyttet tre kosmos. Vi udgør således et mellemkosmos mellem mikrokosmos og makrokosmos samtidigt med, at vi selv udgør et makrokosmos for mikrovæsenerne i vor organisme og ligeledes selv udgør mikrovæsener i det makrokosmos, i hvilket vi oplever livet. Med hensyn til mellemkosmos er det det kosmos, der står klarest i vor opfattelse af verdensaltet, idet det udgør det kosmos, vi selv er. Vi ser her, alt eftersom vi er udviklede, de levende væseners organismer, vi ser deres handle- eller væremåde, deres ønsker og begær, deres særlige livslove i det pågældende spiralkredsløbs forskellige riger, vi ser deres sorger og bekymringer, deres kampe for tilværelsen, deres mere eller mindre ufuldkomne forhold til hverandre indbyrdes og til livet og Guddommen. Men hvad med de spiraler, der udgør vort mikrokosmos og makrokosmos? Hvordan er de levende væseners livsoplevelse her? Hvad er det for et liv, jordkloden befinder sig i ved at dreje rundt om sig selv og rundt om solen? Og hvad er det for et liv, solen har ved sin uendelige udstråling af ild, lys og varme? Og hvad er det for et liv, et mælkevejssystem befinder sig i i form af sin fremtræden som stjerne- eller solgruppe? For den store almenhed er det næsten ufatteligt, at disse store makrokosmiske legemer eller foreteelser skulle være levende væsener. Men fordi noget er ufatteligt, behøver 86

95 det jo ikke derfor at være umuligt. Blot dette, at de alle, både store og små himmellegemer, udtrykker bevægelse, gør det til kendsgerning, at de er udtryk for liv. Bevægelse kan umuligt være dødens kendetegn, den kan absolut kun ene og alene udgøre livets kendetegn. Da de nævnte foreteelsers eller stjernernes bevægelse er organiseret - ikke blot som en almindelig bevægelse i rummet, men også udgør en bevægelse i tilstand, og denne tilstand er logisk, idet den afføder livsbetingelsen for andre levende væseners eksistens, kan vi ikke komme udenom, at vi her har for os en logisk skabelse, der igen er det samme som bevidsthedsudfoldelse. Hvordan skal en logisk skabelse ellers kunne finde sted? Hvordan skulle vi kunne leve på det fysiske tilværelsesplan, hvis vi ikke igennem de her forekommende naturens skabelsesprocesser fik både livsrum, luft, lys, varme og ernæring? 15. Verdensaltets funktioner er bevidsthedsudfoldelse Med hensyn til mikrokosmos er det måske lettere at forstå, at dette er befolket med levende væsener. Hvis vore organer, kirtler, celler o.s.v. ikke var levende, hvordan skulle vor organisme så kunne bygges og opretholdes som en levende organisme? Den måtte da kun være et lig, en aldeles ubevægelig masse. Men sådan er vor organisme jo ikke. Ja, den er ikke engang således lige efter dens ophavs såkaldte død". Der foregår stadig en proces i liget, som er logisk derved, at den opløser dette lig eller denne fysiske organisme, der ikke mere kan være et redskab for dens åndelige ophav eller jeg. Både makrokosmos og mikrokosmos er således et system af mange forskellige bevægelsesformer, der igen er det samme som skabelsesformer, der atter igen ikke kan eksistere uden at være bevidsthedsudfoldelse. Vi har allerede i tidligere analyser set, at en sådan udfoldelse absolut kun kan finde sted med et levende Noget" eller jeg som ophav. Da der findes mange forskellige individuelle bevidsthedsudvidelser bliver der således et Jeg bag hver af disse. Det er disse bevidsthedsudfoldelser med deres dirigerende og oplevende jeg bag sig, vi kender som levende væsener". Og således er hele verdensaltets funktioner, bevidsthedsudfoldelser, skabelsesprocesser og stofforvandlinger befordret af et uendeligt ocean af levende væsener. Alle eksisterende, selvstændigt arbejdende kraftcentre i naturens skabelsesprocesser er således hver især organisme for et levende væsen på samme måde, som vor organisme er et selvstændigt, individuelt kraftcenter for vort jeg, som altså er dettes dirigerende ophav. 16. Alt er liv Hele vor organisme opretholdes således ved et ocean af mikrovæsener, ligesom mennesker, dyr og planter er mikroskopiske kraft- og skabecentre i jordorganismens struktur. Hele verdensaltet er således udelukkende befolket med levende væsener. Og der findes absolut ikke andet. Det, vi kalder stof" eller materie", er også inddelt i kraft- og skabecentre og opretholdes således også ved hjælp af det Noget", vi kalder jeg'er. Alt er således liv. Noget virkeligt dødt findes der absolut ikke i verdensaltet. 87

96 17. Lys- og mørkeepoken er en livsbetingelse i ethvert kosmisk spiralkredsløb Men når alt er liv, bliver spørgmålet, hvordan disse væseners liv, som forekommer i mikrokosmos og makrokosmos, er? Vi er allerede kendt med, at disse væseners liv er en passage igennem spiralkredsløbenes riger akkurat ligesom de mellemkosmiske væseners liv, hvilket altså vil sige: mennesker, dyr og planter. Men naturligvis er det ikke i samme variationer af oplevelse som de, vi i vor spiral oplever. Hver spiral har sine særlige variationer og livsudfoldelse. Men fælles for alle spiralernes livsudfoldelse både i mikrokosmos og makrokosmos er dette, at de udgør den samme kombination af grundenergierne i hver spirals riger. Men i ingen af de mellemkosmos underliggende og overliggende spiraler forekommer livsoplevelsen således i samme variation som den, vi oplever i mellemkosmos. Men lys- og mørkeepoken er absolut nødsaget til at måtte opleves af væsenerne i enhver spiral. Uden denne oplevelse vil væsenerne ikke i nogen som helst grad kunne fremtræde som levende væsener, thi der ville da ikke eksistere nogen som helst form for kontrastdannelse, og dermed ville enhver form for bevidsthedsskabelse være totalt umulig. 18. Den materialistiske videnskab og mikrolivet i vor organisme Hvilken indre livsoplevelse, hvilke tanker, ønsker, begær, glæder og sorger o.s.v. disse vore mikrovæsener oplever, er ikke tilgængelig for fysisk sansning hverken ved brug af instrumenter, elektronmikroskoper, selv om disse kan forstørre tusinder af gange, eller ved andre geniale, fysiske apparater eller forskningsmetoder. Men man må i allerhøjeste grad beundre den materialistiske videnskabs resultater. Den har dog givet et udsyn over mikroverdenens ydre teknik og kemi. Den har givet besked om de mikroskopiske bevægelsesformer og strukturer, og med denne viden bevist mikroverdenens identitet som liv, selv om bevægelsen for den samme videnskab måske endnu ikke er erkendt som livets fornemste kendetegn. Der forekommer derfor en endnu almengældende tilbøjelighed til at opfatte mikroverdenen som en bevidstløs foreteelse. Men selv om den nævnte verdens særlige liv eller bevidsthed ikke kan sanses med de fysiske sanser, er dette jo ikke noget bevis for, at samme liv og bevidsthed ikke eksisterer. 19. Vor tankefunktion og mikrolivet i vor organisme At der forekommer bevidsthed, der jo er det samme som ånd, bag mikromaterien, ligesåvel som der forekommer ånd bag de vegetabilske og animalske livsformer, er selvfølgeligt, eftersom bevægelse kun kan eksistere som et udslag af ånd eller bevidsthed. Der findes således ikke nogen som helst slags materie, som ikke er et resultat af ånd. Uden ånd var al materie, lige fra dens hårdeste foreteelser: platin, diamant, granit eller lignende til de fineste udslag af de levende væseners mest sløragtige aura, ganske uden eksistens. Der er således ånd eller 88

97 bevidsthed ligeså godt i mikrokosmos og makrokosmos som i mellemkosmos. Vi kan dog ikke her i forbindelse med kun de syv spiralkredsløb på symbol nr. 14 forklare det mikrokosmiske og makrokosmiske ånds- eller bevidsthedsliv, der er utilgængeligt for fysisk sansning. Vi skal derimod i senere specialsymboler over dette for fysisk sansning utilgængelige, supermikrokosmiske og supermakrokosmiske bevidsthedsliv eller ånd komme nærmere ind på dette område. Dette bevidsthedsliv, der kun kan iagttages igennem kosmisk sansning, er meget vigtigt for de mellemkosmiske væsener, eftersom det udgør livsbetingelsen for disse væseners sjæl og legeme, ligesom de mellemkosmiske væsener til gengæld også er en absolut livsbetingelse for de mikro- og makrokosmiske væseners bevidsthedsliv eller ånd og legeme. Dette mikrokosmiske liv er af forskellig kvalitet på godt og ondt. Da de mellemkosmiske væsener med deres særlige tankearters kvalitet tiltrækker og giver plads for inkarnation af mikroliv af tilsvarende kvalitet i deres organismer eller fysiske legemer, forstår man her, hvor vigtigt det er, at skabe sine tankeformer således, at de udgør så høj, god og kærlig en kvalitet som muligt. Derved får vi således det sundeste og mest udviklede mikroliv og dettes materie inkarneret i vor organisme. Og en organisme, i hvilken det allerhøjeste mikroliv er inkarneret, og et jeg, der har kunnet skabe en så fuldkommen tankesfære, bliver her synlig som opfyldelsen af Guds store skabelsesplan med det levende væsen, nemlig: mennesket i Guds billede efter hans lignelse". 20. Menneskenes uvidenhed om deres mikrolivs afhængighed af deres tankesfæres kvalitet Uden den forannævnte kvalitet af tanke- og mikroliv i det levende væsen, vil det i tilsvarende grad være i sygdommenes eller de kropslige lidelsers vold. Er det ikke netop det, vi ser. Er hospitalerne eller sygehusene nogen sinde ledige? Må man ikke stadig udvide og udvide disse, så de næsten hver især udgør en by i byerne? Menneskene har således endnu ikke nogen særlig kosmisk viden på dette felt, hvor det drejer sig om, at kvaliteten af deres organismes mikroliv afhænger af deres tankesfæres kvalitet. Deres mikrolivs inkarnation i deres organisme kan udelukkende kun bestemmes af de betingelser, der udløses af deres tankesfære eller bevidsthed, der jo er det samme som den ånd, der svæver over vandene" i det univers, som deres organisme udgør over for dens mikrovæsener. Menneskene ved således ikke endnu i nogen særlig grad, at når de tænker i det ondes eller det dræbende princips tankeklima, kan der kun inkarnere mikrovæsener af tilsvarende dræbende kvalitet i deres organisme, ligesom når de tænker i det livgivende princips tankeklima eller kærligheden, så inkarnerer der mikroliv eller væsener af tilsvarende livgivende natur i deres organisme. Det er ikke så mærkeligt, at verdensgenløseren Kristus formanede menneskene til at elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv, og at dette var al lovens fylde. Dette var altså betingelsen for oplevelsen af livet i form af den allerhøjeste guddommelighed, lykke og salighed; men vi skal, som nævnt, senere komme tilbage 89

98 til dette i særlige specielle spiralsymboler over dette meget livsvigtige felt i livsmysteriets løsning. 21. Forklaring til symbol nr. 14 Som det fremgår af symbolet, symboliserer det 7 kosmiske spiralkredsløb. Det midterste af disse, mærket med D i en korsformig figur, symboliserer det spiralkredsløb, vi selv befinder os i, og som vi har udtrykt som»mellemkosmos«. Det hvide felt, der udgår fra samme spiralkredsløbs planterige og igennem dets dyrerige, symboliserer jordmenneskehedens endnu begrænsede viden eller videnskab om selve livet. Den kender til, at planter er levende, ligesom den naturligvis også ser dyrene og menneskene som levende væsener. Men alt, hvad der ligger der ud over af liv, hvilket vil sige: den udødelige ånd, har den ikke nogen absolut viden om. Derimod har den en materialistisk viden, der strækker sig fra den animalske og vegetabilske materie og ned i mineralmaterien eller atomverdenens mikroområder. Men denne viden er kun baseret på et ydre materielt syn og forskning. Selve»det levende Noget«, der dirigerer bevægelserne, omformningen og skabelsesprocesserne i materien er utilgængelige for fysisk sansning. Derfor er den materialistiske videnskabs facitter kun materiefacitter, hvilket vil sige mål- og vægtfacitter, bølgelængder, eller kort sagt facitter eller viden om tid og rum, men ikke facitter eller viden om det»noget«, der oplever og skaber tiden og rummet. De tre spiralkredsløb, der ligger til venstre for mellemkosmos-spiralkredsløbet og mærket A.- B.- C. henholdsvis i en figur med mørk omkreds omkring et hvidt felt i midten, en hvid rund figur med en cirkeltegning og en rund figur med fire hjertefigurer indtegnet, udgør vort fysiske eller kropslige mikrokosmos. C. spiralen med hjertefigurerne udgør således hjemstedet for det mikroliv i vor organisme, der hører ind under vore organvæsener og lignende. B. spiralen med den hvide figur med cirkeltegningen er hjemstedet eller livsrummet for de mikrolivsformer, der udgør cellevæsenerne og lignende, ligeledes i vor organisme. A. spiralen med den runde figur med det hvide felt i midten er hjemstedet for de mikroliv, vi udtrykker som stof eller materie. Det første spiralkredsløb til højre for mellemkosmos-spiralen mærket med E. i en stjernefigur er hjemstedet for planeter eller kloder. Og vi har udtrykt denne spiral som»planeteller»klodespiralen«. Den næste spiral er solsystemspiralen, mærket med den runde strålefigur og bogstavet F. Den tredie spiral til højre for mellemkosmos er udtrykt som mælkevejsspiralen og mærket med bogstavet G. i den hvide figur med de to sorte cirkler udenom. Disse tre spiralkredsløb udgør vort makrokosmos. Vi befinder os således inde i jordklodens organiske strukturområde. Dette befinder sig igen inde i solsystemets strukturområde, som atter befinder sig i mælkevejens strukturområde og således fortsættende opad i uendeligheden i det store spiralkredsløb, der ligger over mælkevejsspiralen, som vi har kaldt»supermakrokosmos«. På samme måde har vi udtrykt de spiralkredsløb, der befinder sig under stofspiralkredsløbet, som»supermikrokosmos«.. Men disse superkosmos er ikke markeret her på symbol nr. 14. De er derimod udtrykt på symbolet»de kosmiske spiralkredsløb II«., som vi senere skal komme tilbage til. Som symbolet viser, består hvert spiralkredsløb af de seks grundenergiriger. Som symbolet også udtrykker, forekommer disse riger umiddelbart lige over hverandre. Således er spiralernes planteriger, dyreriger, menneskeriger og de øvrige riger i spiralerne henholdsvis fremtrædende lige under hverandre. At disse riger forekommer således er en livsbetingelse for de levende væsener. De underliggende spiralrigers livsformer udgør mikroliv eller materiemateriale for opbygning og eksistens af de overliggende spiralrigers livsformer eller levende væsener. Planterigets-, dyrerigets-, menneskerigets- og de øvrige grundenergiriger i spiralkredsløbet er henholdsvis mikroliv for de overliggende spiralers planterige, dyrerige, menneskerige o. s. v., ligesom disse overlig- 90

99 gende rigers væsener på samme måde udgør makroliv eller makrovæsener for de tilsvarende underliggende grundenergirigers væsener. Hvis de forskellige grundenergirigers placering ikke var i samme rækkefølge i spiralerne, ville al livsoplevelse være en total umulighed. Da mikrolivet samtidigt er materie eller materiale for makrovæsenernes legems- eller organismeopbygning og eksistens, er det ikke ligemeget, hvilket mikroliv makrovæsenet får til materiale eller materie til denne opbygning og eksistens. Hvordan skulle væsenerne f. eks i det kosmos, vi tilhører, og som udgør vort mellemkosmos, kunne manifestere sig i en animalsk organisme og derved fremtræde som et dyr eller som et ufærdigt jordisk menneske, hvis ikke denne organisme var bygget op af de underliggende spiralers dyrerigers mikroliv? Hvordan skulle vi kunne være animalske væsener, hvis vi ikke havde adgang til de underliggende spiralers dyrerigers liv som materiale for vor organismes eksistens? - Hvis vi kun kunne få materiale fra de underliggende spiralers planterigers mikroliv, kunne vi jo kun opbygge en vegetabilsk organisme og derved kun fremtræde som et plantevæsen. Vor nuværende animalske og dermed en langt mere fuldkommen organisme ville være en umulighed. Dyrets og det ufærdige animalske menneskes tilværelse ville således være en total umulighed. - Men hvordan skulle væsener, der i dag tilhører de højeste åndelige verdener, kunne skabe deres ophøjede åbenbaringer, hvis de kun kunne få de underliggende spiralrigers dyriske eller animalske mikroliv til materiale? - I så tilfælde kunne de kun fremtræde som materielle fysiske væsener, og ikke som det nu er tilfældet, i organismer, der er bygget af superflorfine tankematerier af de allerhøjeste åndelige verdeners eller grundenergirigers ædleste tankematerier fra disse rigers højeste åndelige mikroliv. Vi ser således her spiralkredsløbsprincippets guddommelige, geniale struktur, der giver de levende væsener hver især adgang til lige akkurat det for deres specielle livsoplevelsestilstands særligt passende mikroliv og dermed det mest fuldkomne materiale for opnåelsen af deres specielle livsoplevelsesform. Hverken åndelig eller fysisk tilværelse ville være mulig, hvis ikke spiralkredsløbenes grundenergiriger i princip var ordnede efter den struktur, der er vist på symbolet. Intet levende væsen med undtagelse af Guddommen kan således eksistere uden at være et mikrovæsen i et makrovæsen. Dette makrovæsen udgør dets kosmiske bolig eller livsrum. Hvordan skulle det vel kunne leve uden at have et livsrum eller en verden, i hvilken det kan få opfyldt de betingelser, der kræves, for at det kan opleve og manifestere sig? Men det samme væsen må betale dette sit livsrum eller denne sin oplevelsesverden med selv at være et makrovæsen for mikrovæsener. Dets organisme kan jo ikke eksistere uden at være et livsrum eller en oplevelsesverden for det mikroliv i denne, vi udtrykker som organer, celler og stof. Hvis disse organer, celler og det, vi udtrykker som stof eller materie, ikke var liv eller levende væsener, altså var manifestation af liv, kunne en organisme umuligt være levende. Men hvordan skulle en organisme, opbygget af noget livløst, kunne være levende? - Netop fordi alt er levende og absolut også de materier eller stoffer, jordmenneskene ellers er vante til at betragte som døde stoffer, kan et jeg igennem sin skabeevne skabe kontakt mellem sit eget liv og stoffets liv. Stoffets liv kendes jo på, at det i sig selv er bevægelse, ligesom jeg'ets liv er bevægelse. Hvis stoffet i sig selv ikke var bevægelse, ville jeg'ets bevægelse umuligt kunne gå i kontakt eller forbindelse med stoffet, og al skabelse af organisme ville være en absolut umulighed. Og uden organisme, ingen som helst mulighed for oplevelse af livet. Det er således ligeså absolut nødvendigt for manifestation eller skabelse og dermed for oplevelse af livet, at stoffet er levende, som det er nødvendigt, at jeg'et er levende. Ligesom der kan opstå disharmoni mellem jeg'et og andre levende væseners jeg, således kan der også opstå disharmoni mellem jeg'et og dets eget mikroliv eller mikrovæsener. Den førstnævnte disharmoni kender vi under begrebet»krig«. Den sidstnævnte kender vi under begrebet»sygdom«. Harmonien mellem det levende væsens jeg og andre levende væseners jeg kender vi derimod som»fred«, der i sin højeste fremtræden er det samme som 91

100 »næstekærlighed«, medens harmonien mellem jeg'et og dets mikroliv eller mikrovæsenerne i dets organisme kendes under begrebet»sundhed«, der er det samme som det højeste kropslige eller legemlige velvære. Den allerhøjeste form for livsoplevelse er således dette at leve i harmoni med sin næste og ligeledes at leve i harmoni med sine mikrovæsener eller sit mikroliv i sin organisme. Denne totale harmoni i livsoplevelsen er det samme som»guds billede«, eller Guddommens væremåde.»guds billede«, eller væremåde er altså det samme som en kulminerende harmoni med alt levende. Da en sådan væremådes kulmination er en skabt ting, kan den ikke være evig. Den har ligesom alle andre skabte ting sin begyndelse, sin kulmination og sin afslutning. Men da jeg'et er evigt, begynder det igen rent automatisk at arbejde sig frem til en ny kulmination i Guds billede eller væremåde og således fortsættende i al evighed. At der imellem disse kulminationsepoker må ligge en modsat epoke, hvor livsoplevelsen kulminerer i det modsatte princip, nemlig i mørket, er selvfølgeligt. Da mørket er disharmoni mellem det levende væsens jeg og dets ydre og indre forhold til medvæsenerne eller»næsten«, og hvorved det kommer til at leve i krig og lidelse eller sygdom, afføder denne tilstand i væsenets bevidsthed erfaringer for, hvordan man skal leve for at være i harmoni med livet og derved komme til at opleve livet i kulminerende harmoni eller det evige lys, kulminerende kærlighed. Mørkets oplevelse bliver således en fornyelse af væsenets livsoplevelsesevne, så det atter og atter kan komme tilbage til den primære livsoplevelsestilstand i Guds billede efter hans lignelse. Det er en sådan fornyelsesepoke, væsenerne oplever i spiralkredsløbets plante- og dyrerige, hvortil det ufærdige jordiske menneske endnu mere eller mindre hører. Igennem det færdige eller fuldkomne menneskerige, visdomsrige, den guddommelige verden og salighedsriget oplever væsenerne spiralkredsløbets totale primære kulmination i lysoplevelsen eller Guds billede. Og det levende væsen bliver således igennem spiralkredsløbsprincippet garanteret evig livsoplevelse. I forklaringen til symbol nr. 14 har vi her begyndt at påvise spiralkredsløbenes mission som et genialt samarbejdssystem imellem hele verdensaltets levende væsener. Vi har set, at intet levende væsen kan eksistere og opleve livet uden ved at skulle være medvirkende til andre levende væseners opretholdelse af livet. Kun derigennem kan det få sin egen livsoplevelse og dennes skæbne formet. Tænk hvilken guddommelig, kulminerende kærlighed, der her åbenbarer sig for os. For at få lov til at opleve livet ved andre levende væseners hjælp, må det selv yde hjælp til levende væsener. Det må være makrovæsen og dermed yde livsmuligheder for sine mikrovæseners livsoplevelse, ligesom det selv må være mikrovæsen i et makrovæsens organisme og der til gengæld få garanteret sin egen evige livsoplevelse. Kan retfærdighedsbalancen eller ligeretten for alle de levende væseners kosmiske livsbetingelser være mere fuldkommen? - Ser vi ikke netop her i livets dybeste, kosmiske analyser og struktur kulminerende kærlighed? 92

101

102 Loven for bevægelse (Symbol nr. 15) 1. Guddommens jeg og skabeevne bor i ethvert væsens organisme og skabeevne Vi er igennem de tidligere symbolforklaringers kosmiske analyser blevet gjort bekendt med verdensaltets levende struktur som organisme for et levende gigantvæsen, i hvilket vi alle leve, røres og er. Og vi har set det levende væsens identitet som et evigt eller udødeligt, treenigt princip. Vi har set, at dette princip gælder ligesåvel for verdensaltet, som det gælder for os eller et hvilket som helst andet levende væsen. Disse tre principper kender vi som det levende væsens jeg, dets skabeevne og det skabte. Som det allerhøjeste Noget" i et levende væsens organisme er dets, over organismen herskende, jeg eller det Noget", der oplever og skaber ved hjælp af dets organismes fysiske og åndelige struktur. Dette gælder alle de i Guddommens organisme eller verdensaltet forekommende væsener både i mikrokosmos og i makrokosmos, eftersom alle levende væsener jo netop tilsammen udgør den uadskillelige enhed eller det levende væsen, vi kalder Gud. De levende væseners jeg'er udgør, som tidligere nævnt, tilsammen Guddommens jeg, deres skabeevner og organismer udgør tilsammen Guddommens skabeevne og organisme. Guddommens jeg og skabeevne bor således i ethvert eksisterende væsens jeg og skabeevne. Al skabelse er derfor Guds manifestation, ligesom enhver oplevelse er en oplevelse af Guds manifestation. 2. Bevægelse kan kun have et levende væsen til ophav Hvad er så en manifestation? Det er en kombination af forskellige bevægelsesarter. Men hvad er så igen bevægelse? Det er et objekts flytning fra et sted til et andet eller et objekts forvandling fra en tilstand til en anden. Flytning af genstande eller forvandling af tilstande er igen det samme som det, vi kalder skabelse". Skabelse og bevægelse er således i virkeligheden det samme. Når et væsen skal skabe, sætter det en bevægelse i gang. Uden bevægelse absolut ingen skabelse. Men en skabelse og dermed en bevægelse kan absolut ikke være sit eget ophav. Den kan kun have noget levende til ophav. Dette vil igen sige, at den kun kan eksistere som virkninger af et jeg. Det er således ligemeget hvilken som helst bevægelse, vi bliver vidne til, ligegyldigt om det er solenes og stjernetågernes bevægelse i det evige verdensrum, eller det er mikrokosmiske bevægelser i atom- og elektronverdenernes rum i det små, de kan absolut kun eksistere som virkninger af levende væsener, lige som vor bevægelse eller skabelsesudfoldelse kun kan eksistere i kraft af os eller vort eget selv eller jeg. Bevægelse kan umuligt komme af noget dødt eller livløst. Den kan i sin første instans kun udløses af et absolut levende ophav. Bevægelse bliver derfor uomstødeligt livets fornemste kendetegn. 93

103 3. Vi bliver her i bevægelsens analyser vidne til, at en absolut død er en umulighed Da hele det for sanserne tilgængelige verdensalt består af bevægelse, forandring og skabelse, kan intet som helst blive ved med at være i samme tilstand, alt er under forvandling og dermed permanent i bevægelse. Absolut ubevægelighed findes således ikke uden i de levende væseners evige, uforanderlige og dermed udødelige jeg, som netop derved udgør livets absolut eneste eksisterende faste punkt", ikke et skabt" fast punkt, men derimod et fast punkt der har den enestående egenskab at være uløseligt forbundet med to andre evige realiteter eller principper, med hvilke det udgør en udelelig enhed, ved hvilket det opfylder netop de tre betingelser, der kræves, for at det evigt kan fremtræde som et levende væsen. Da der ikke eksisterer nogen som helst anden form for fast punkt, idet hele det uendelige verdensrum udelukkende består af skabte ting, der er det samme som bevægelseskombinationer, og alt således er bevægelse, bliver det her til kendsgerning for den udviklede forsker, at ingen som helst realistisk eller absolut død kan eksistere. Der findes således absolut ikke andet end selve livet og det, der oplever og skaber livet. Livet er således identisk med bevægelse. Bevægelse er jeg'ets liv. Uden bevægelse ville jeg'et ikke have noget liv, og der ville ikke kunne eksistere noget som helst levende væsen, ja, Gud ville heller ikke have noget liv. Men til gengæld, hvis jeg'et eller Gud ikke eksisterede, ville der absolut heller ikke eksistere nogen som helst bevægelse og dermed ingen som helst skabelse eller livsoplevelse. Et virkeligt intet" ville eksistere der, hvor det evige liv i dag, som Guds ånd over vandene befordrer adgangen til det evige lys i Guddommens strålevæld. 4. Ethvert levende væsen er medskaber af verdensaltets bevægelseseller skabelsesprocesser Alt det skabte, alt det, der overhovedet er tilgængeligt for almindelig sansning, hvilket vil sige, alt det, vi kalder bevægelse og stilstand, alt hvad vi kalder materie eller stof, både faste, flydende, luftformige og stråleformige, alt hvad vi kalder bjærge og dale, alt hvad vi kalder by og land, alt hvad vi kalder mennesker, dyr og planter, alt hvad vi kalder skrift og tale o.s.v. udgør hver især en form eller former for bevægelse, hvad enten det tilsyneladende er bevægelse eller stilstand. Alt stof eller materie fra det mest faste til det mest flydende samt luft- og stråleformige er således en kombination af bevægelse. Ligeledes er alt det stof, de levende væseners organismer er bygget op af, en kombination af bevægelsesarter. Der eksisterer således i virkeligheden kun jeg'et og bevægelsen. De mange skabte ting er kun opbygninger af bevægelsesarter eller former. Det er kun i de levende væseners sansefelter, bevægelserne i kraft af perspektivprincippet bliver erkendt eller oplevede som skabte ting, der er bygget op af stof eller materie. Denne opbygning eller regulering af bevægelserne er altså det samme som skabelse. Da der foruden skabelsen kun eksisterer skaberen, og denne skaber er jeg'et, ser vi her, at al skabelse, al bevægelse og al regulering af bevægelse kun 94

104 kan eksistere med et jeg som ophav. Og det enkelte levende væsens jeg i forbindelse med alle de øvrige levende væseners jeg'er danner altså tilsammen Guddommens jeg. Og de er således hver især medskaber af hele verdensaltets bevægelses- eller skabelsesstruktur. Ingen som helst bevægelse kan således blive til af sig selv, men må, som før nævnt, udgå fra et jeg. 5. Bevægelserne kan kun eksistere med jeg'erne som ophav Da alt det skabte er identisk med bevægelse, er der jo kun jeg'erne med deres skabeevne og bevægelse til. Af disse foreteelser bliver jeg'erne med deres skabeevne det primære og bevægelserne det sekundære. Da bevægelsen ikke kan blive til af sig selv, men kun i kraft af et ophav, må jeg'erne blive dette ophav. Jeg'erne udløser altså bevægelserne. Denne udløsning af bevægelse er jeg'ernes oplevelse og skabelse af livet. Samme oplevelse består altså dybest set i at skabe. Ved oplevelse modtager væsenerne bevægelsesarter. Ved skabelse afsender de bevægelsesarter. Vi skal senere komme tilbage til at se, hvorledes disse bevægelsesarter, som allerede nævnt, udgør skabelse og skabte ting. Her vil vi holde os til selve bevægelsen, som jo er de skabte tings indre analyse. 6. Mellemkosmiske, mikrokosmiske og makrokosmiske bevægelsesarter Da bevægelse er et bevidsthedsprodukt, som igennem jeg'ets skabeevne bliver til materieformer eller skabte ting, har den en psykisk og en fysisk side. Det, menneskene bedst kender under begrebet bevægelse", er en fysisk tings flytning fra et sted til et andet, f. eks, et tog der kører, et menneske eller dyr der ligeledes bevæger sig fra sted til sted, et hjul der bevæger sig i en maskine eller andre ting, der på lignende måde bevæger sig. Sådanne bevægelser er kendt af alle. Disse bevægelser kan vi udtrykke som mellemkosmiske bevægelsesarter, hvilket betyder, at de er synlige for mellemkosmiske væseners fysiske sansesæt. Men der findes naturligvis også mikrokosmiske bevægelsesarter. De er mere eller mindre utilgængelige for fysiske sanser. Det er disse bevægelsesarter, der udgør stoffet eller materien for de nævnte sanser. At denne materie viser sig for os som skabte ting forandrer ikke stoffets eller materiens identitet som bevægelse. Ligesom der findes mellemkosmiske og mikrokosmiske bevægelsesformer, findes der naturligvis også makrokosmiske bevægelsesformer eller arter. Vi ser disse bevægelsesarter som klode- og solsystemers bevægelsesarter. De kan indtil en vis grad også erkendes igennem fysisk sansning. 7. Bevægelsen forekommer i en fysisk og en åndelig form Som nævnt har bevægelsen også en psykisk form. Medens den fysiske form for bevægelse er en flytning fra sted til sted i fysisk afstand og kan måles i tid, er den psykiske bevægelsesart ikke en bevægelse fra fysisk sted til sted, men derimod en bevægelse fra en tilstand til en anden. Vi ser f. eks. et lille barns forvandling fra barndom til ungdom og fra ungdom til manddom og fra 95

105 manddom til alderdom. Vi ser også årstidernes forvandling og ligeledes mange andre fysiske tings forvandling. Denne forvandling er også en bevægelse, men den kan ikke måles i meter eller kilometer, for den er ikke en bevægelse fra sted til sted. Men den har andre mærkepæle. Vi kan inddele denne forvandling i grader. Den psykiske forvandling, vi kalder udvikling", inddeler vi således i grader eller trin. Disse grader eller trin er hver især udtryk for en særlig tilstand. Et væsen kan således stå på et højt udviklingstrin, hvilket vil sige en højt detailleret logisk tilstand, medens et andet væsen kan stå på et lavt udviklingstrin, hvilket altså vil sige: en mindre detailleret og mindre logisk tilstand. Disse to væsener kan leve på samme sted, men ikke i samme tilstand. De befinder sig således i en slags afstand i tilstand. Vi ser således her, i kraft af disse to bevægelsesformer, to oplevelsesformer, to oplevelsesmuligheder, nemlig en fysisk og en åndelig. Den fysiske markeres ved afstand, medens den åndelige markeres ved tilstand. 8. Bevægelsens slutfacit er balance Igennem nævnte to bevægelsesformer afslører der sig en særlig lov for bevægelse. Denne lov bringer alle bevægelsesformer til at følge en bestemt hensigt som slutfacit for bevægelse. Denne hensigt kender vi under begrebet balance". Alle bevægelsesarter søger hver især imod en balance, hvilket vil sige: en ligevægt mellem den selv og andre bevægelsesarter. Vi ser, at vandet f. eks. søger ned imod de laveste steder og danner søer og have. Disse søer og have er således en slags balance, en ligevægt vandets bevægelse fra sted til sted er kommet i og derfor er ophørt. Når kloder og sole fremtræder i kugleform, er det også fordi kugleformen er grundbalancen mellem de energier og materier, der er kombineret i solene og planeterne og bevirker, at disse i kraft af kugleformen kan udføre deres mission på ligelig måde til alle sider. 9. Cirklen og den lige linie At der er denne lovbundethed i bevægelserne kommer også til syne i den såkaldte lige linie". I absolut forstand eksisterer den lige eller rette linie ikke. Den vil altid være noget af et kredsløb i sit princip og derfor, fysisk set, noget af en cirkel. Enhver lige linie vil, hvis den er lang nok eller er helt gennemført, uundgåeligt være en cirkel. Men en cirkel kan jo være så kæmpemæssig, at vi kun kan se en så lille del af den, at vore sanser i samme del ikke kan registrere dens krumning. Nævnte lille del af cirklen vil derfor for sanserne fremtræde som en tilsyneladende lige linie". Hvis jordens overflade var totalt glat, og der ikke var hverken bjærge og dale eller andre ujævnheder, ville denne overflade vise sig at være i water, hvor som helst på jorden vi ville måle den med et almindeligt waterpas, skønt den er rund. Denne runding ville komme til syne, hvis vi tænkte os at have et waterpas, der målte nogle hundrede kilometer i længden. Vi ville da se, at den rette eller lige linie, som dette waterpas tilsyneladende repræsenterer, 96

106

107 ikke kan følge den tilsyneladende rette eller lige linie, som jordens tænkte glatte overflade tilsyneladende udgør. Dette gigantwaterpas ville ganske vist kunne bringes i water i forhold til jorden, men dets ender ville pege desto mere bort fra jordens overfladelinie, desto længere samme gigantwaterpas måtte være. Det samme princip ser vi også i havets såkaldte vandrette" overfladelinie. Hvis ikke den vandrette linie var rund, ville skibene og andre foreteelser på havet jo ikke kunne synke ned under horisonten, således som tilfældet er. Desto længere et skib er ude på havet, desto mindre kan vi se af det. Da dette er tilfældet ude på havet, hvad enten man ser imod syd eller nord eller ser imod øst eller vest, bliver det altså hermed synligt, at jorden mere eller mindre har kugleform. 10. Vi begynder at skimte skæbneloven:»det, et menneske sår, skal det høste«når den lige eller rette linie således er illusorisk og i absolut forstand ikke eksisterer, skyldes det, at alle energi- eller bevægelsesarter er undergivet kredsløbsprincippet, der befordres af den syvende grundenergi, moderenergien. Alt må gå i cirkelbaner. Da ingen som helst bevægelse kan udgå uden fra et levende ophav, og loven for bevægelse, således som vi har set, betinger, at ingen som helst bevægelse kan gå i lige linie, men kun i cirkel- eller kredsløbsbaner, må enhver bevægelse i sit slutfacit virke tilbage på sit ophav. Og vi begynder her at skimte skæbneloven og dermed sandheden i det evige ord: det, et menneske sår, skal det høste". 11. Forklaringen til symbol nr. 15 Den runde hvide figur foroven symboliserer kugleformen, der er alle bevægelsers kosmiske grundbalance. Den øverste hvide linie symboliserer den såkaldte»lige linie«. Men denne betegnelse gælder ikke i absolut eller kosmisk forstand, idet nævnte linie i sig selv er så buet, at den udgør et stykke af en cirkel på 40 meter i diameter. Krumningen er her inden for et vist område så mikroskopisk, at den er totalt usynlig for fysiske sanser. Den kommer derved til at se ud som en ret linie. De andre hvide linier på symbolet udtrykker også cirkler, men her er cirklerne så små og buningen eller krumningen så stærkt markeret, at den kan ses med det fysiske syn. En hvilken som helst cirkel har altså et felt, hvor buningen er så mikroskopisk, at man ikke kan se den ved hjælp af det fysiske syn. På de hvide cirkler på symbolet ser vi, hvorledes buningen tager af og bliver mindre og mindre, eftersom de pågældende cirkler tager til i størrelse, indtil buningen er så lille, at vi ikke kan se den. Og vi har da for os den lige linie, som vist foroven. I henhold til, at den lige linie ikke eksisterer, vil enhver kvadrat, således som symbolet viser, i absolut forstand eller kosmisk set, også til en vis grad være en illusion, eftersom alle tilsyneladende rette flader også rummer krumninger, men så mikroskopiske, at de ikke kan sanses. Og fladerne viser sig som rette og ikke som hvælvinger eller fladerne af en kugle, således som de i virkeligheden er, åndeligt eller kosmisk set. De ved de tynde streger markerede cirkler på symbolet skal blot udtrykke, at hele verdensaltets bevægelsesarter befinder sig i cirkelbaner, hvilket her vil sige, at alle eksisterende former for materie eller stof, ligegyldigt hvilke, ligegyldigt om det er faste, flydende, luftformige eller stråleformige, befinder sig i kreds- 97

108 løb. Det er derfor, vi har dag og nat, vinter og sommer, forår og efterår, barndom og ungdom, manddom og alderdom. Alt er bundet i fysiske og åndelige kredsløb. Hvis ikke energierne var bundet i kredsløb, eksisterede der hverken livsoplevelse eller skæbne, hverken bevidsthed eller organisme, hverken kontinenter eller have, hverken kloder, sole eller mælkeveje. Guddommen ville være»et Noget«, der ville leve i et fuldstændigt»intet«, uden men- talitet eller bevidsthed eftersom der absolut heller ikke ville være noget, der eksisterede som»levende væsener«. Et Noget indhyllet i absolut intet, kan ikke være et levende væsen. Den evige Guddom, hvis bevidsthed udelukkende er verdensaltets levende væsener, ville således være en total umulighed. Et»intet«, ville ruge der, hvor Guds ånd i dag lyser, varmer og indblæser sin evige bevidstheds funklende strålevæld som liv i alt levende. Evighedslegemet (Symbol nr. 16) 1. Alt undtagen jeg'et er bevægelse Vi er nu kommet så langt frem i vort studium af verdensaltet eller livsmysteriet, at vi har set, at alt hvad der overhovedet eksisterer som tilgængeligt for direkte sansning, er identisk med bevægelse, hvad enten det er faste, flydende, luftformige eller stråleformige materier, hvad enten disse materier er stof for materielle eller skabte foreteelser, eller de er stof for alle eksisterende mentale opbygninger, ideer og tanker. 2. En hvilken som helst bevægelse udgår fra et levende ophav Vi har også set, at ingen som helst af disse bevægelsesarter kan være sit eget ophav. De må alle udgå fra et levende væsen, hvad enten de er mellem-, mikroeller makrokosmiske bevægelser eller energier, eller de er funktioner i de levende væseners organismer, eller i naturens mangfoldige skabelsesprocesser eller i stjernernes bevægelser i det evige rum. De er alle uden undtagelse udgået fra levende ophav. Hvordan skulle de ellers blive til? Hvis de ikke er udgået fra levende ophav, måtte de have et ophav, der var hundrede procent identisk med døden. 3. Døden kan kun være en tænkt modsætning til livet Men bevægelse kan umuligt være dødens kendetegn. Den er urokkeligt livets kendetegn. Da hele verdensaltet kun består af bevægelse, kan der absolut ikke eksistere nogen virkelig eller absolut død. Døden kan kun være en tænkt modsætning til livet. Alt i verdensaltet er hundrede procent udtryk for liv. Der fore- 98

109 kommer således i virkeligheden ikke noget som helst absolut udtryk for døden. Men noget, der ikke eksisterer, kan jo heller ikke give udtryk for nogen eksistens. Vi har også set, at ophavet til bevægelse og dermed ophavet til skabelse og oplevelse er verdensaltets levende væsener. De levende væsener er hver især ophav til bevægelse i form af skabelse og oplevelse. Det er disse to foreteelser, der kendetegner det levende væsen som levende. 4. Hvorledes det bliver let at se årsagen til menneskenes lyse og mørke skæbne og dermed til den urokkelige retfærdighed i verden Vi ved allerede, at alle de levende væsener er Guds organer for manifestation eller skabelse. Det vil altså sige, at alle levende væseners manifestationer og skabelser tilsammen udgør Guds manifestation og skabelse. Ethvert levende væsen er således et redskab for udløsning af energi og bevægelse. Da bevægelse ikke kan gå i lige linie, må den gå tilbage til sit udspring eller ophav. Det er meget vigtigt at komme til at forstå dette, thi gør man det, vil det være let at se årsagen til menneskenes lyse og mørke skæbne, ligesom den evige og urokkelige retfærdighed også kommer til syne som absolut virkelighed. 5. Skæbnens struktur og lov I henhold til denne bevægelsernes tilbagekomst til sit ophav, bliver det levende væsen således her synligt som et center, hvorfra energier og dermed bevægelser udgår, og hvortil de kommer tilbage. Da denne funktion evigt finder sted hos det levende væsen, bliver den her synlig i sin inderste, kosmiske analyse som en bevægelsesophobning. Da enhver bevægelse i denne ophobning danner kredsløb, idet den udgår fra jeg'et og kommer tilbage til dette, og da disse bevægelser igen udgår i alle mulige retninger, danner de tilsammen en kugleform omkring jeg'et. Denne kugleform eksisterer dog ikke som noget, der er tilgængeligt for noget direkte sansesyn, hverken clairvoyant eller fysisk. Det er kun kosmisk eller højpsykisk set, at dette kan konstateres. Dette syn er højt hævet over alle former for sansning igennem almindelige fysiske og psykiske sanser. Vi kan derfor kun symbolisere denne kosmiske bevægelsesstrukturs udgående og tilbagevendende bevægelsesarter fra og til ophavet. Disse bevægelsesarter udgør tilsammen væsenets livsoplevelse, der igen er det samme som væsenets skæbne. Da bevægelserne kun kan gå i kredsløb, hvad enten de er fysiske eller åndelige, kan vi symbolisere dem som gående i en bue ud fra ophavet og tilbage igen til dette. Hver eneste tanke, der er udløst imod omgivelserne og således udgør en handling, er altså en bevægelse, der ikke kan gå i lige linie, men kun kan gå i et kredsløb tilbage til sit ophav. Dette er i al sin enkelthed skæbnens struktur og lov. Medens X l og X 2 ikke er skabte foreteelser, men derimod er evige og derfor kun kan udtrykkes som Noget, som er", er bevægelsesarterne det samme som X 3, der igen er det samme som skabte foreteelser. 99

110 6. Bevægelserne er jeg'ets livsoplevelse og skæbne Disse bevægelsesarter er ikke blot de bevægelsesarter, vi almindeligvis kalder bevægelse, men det er også de foreteelser, vi kender som organer og legemer. Hele vort fysiske legeme består jo af en mangfoldighed af små og store organer. Disse befinder sig hver især i et kredsløb, ligesom selve det fysiske legeme også befinder sig i et kredsløb. Men disse bevægelsesarter er ikke bevægelse i afstand. De er ikke bevægelser fra sted til sted. De er bevægelser i tilstand. De bevæger sig fra støvet igennem færre eller flere tilstande tilbage til støvet. Dette gælder absolut alle skabte realiteter, hvad enten de fremtræder i faste, flydende, luftformige eller stråleformige materier. De er alle underkastet en forvandlingsproces fra tilstand til tilstand og danner således bevægelse. Denne bevægelse former sig som kredsløb. Da bevægelse eller kredsløb ikke kan eksistere uden at være en udløsning af et levende ophav, ser vi således her det levende væsen i sin enkleste, kosmiske analyse som et center, hvorfra bevægelser udgår, og hvortil de kommer tilbage. Dette center er det levende væsens jeg. Bevægelserne, der udgår og kommer tilbage til dette center, er dette centers eller dette jeg's livsoplevelse, dets tanker og følelse, dets skabte legemer eller organer, dets handlinger, manifestationer eller væremåde, eller dets samlede skæbne. 7.»Evighedslegemet«består af alle eksisterende bevægelsesarter Det levende væsens grundstruktur er i sit princip således et evigt center, der udsender bevægelsesarter, som kommer tilbage til samme center. Det er altså evigt indhyllet i et væld af kredsløbsbevægelser, det selv er ophav til og dermed er afsender og modtager af. Denne struktur omkring det levende væsens jeg er evig, idet enhver kredsløbsbevægelses afslutning afføder en ny kredsløbsbevægelse og således fortsættende. Da alle kredsløbsbevægelser og dermed også den kredsløbsbevægelse, vi kender som det fysiske jordliv, således hver især ved deres slutning afføder en ny kredsløbsbevægelse, og denne bevægelsesstruktur omkring jeg'et derved er evig, har vi udtrykt den som jeg'ets evighedslegeme". Vi ser altså her jeg'et i en struktur, der aldrig nogen sinde kan ophøre eller forgå. Denne struktur er jeg'ets allerhøjeste og evige struktur eller legeme. For denne evige bevægelsesstruktur eller dette legeme udgør jeg'et det absolutte, faste punkt. Da alle energi- og bevægelsesarter udgår i alle retninger fra dette faste punkt og i kredsløb vender tilbage hertil, vil disse bevægelsesarter tilsammen danne kugleform. Denne kugleform udgør et evigt, urokkeligt balanceprincip, i hvilket jeg'ets samlede energi- og bevægelsesmasse evigt eksisterer. Dette jeg'ets kugleformige evighedslegeme består af alle de energi- og bevægelsesarter, der udgør jeget's samlede livsoplevelse, dets tanker og følelser, dets manifestation og skabelse, dets organer og legemer, dets skæbne. Det er de rene energi- og bevægelsesarter bag alle disse skabte foreteelser, der udgør evighedslegemet, og af hvilket de alle udgør resultater. Og det er kun igennem disse 100

111 resultater, at evighedslegemet kan erkendes gennem sanserne. I sin egen renkultur er det utilgængeligt for almindelig sansning. Det kan kun opleves direkte gennem højpsykisk sansning, hvilket vil sige intuitivt eller kosmisk. 8. Princippet»syndernes forladelse«vi ser her midt i analyserne af livsmysteriets løsning, hvorledes det bliver til kendsgerning for den udviklede forsker, at det et menneske sår, skal det høste". Dog må vi her gøre opmærksom på, at der findes endnu en lov eller et evigt princip, ved hvilket der kan ske ændringer, ikke i bevægelsesarternes tilbagekomst til ophavet, men i væsenets modtagelighed for den tilbagevendende af det selv udsendte bevægelse eller handling. Dette gælder væsenets modtagelighed for de tilbagevendende virkninger af dets onde handlinger: mord og drab eller andre former for ubehag, det har påført sin næste. Ja, modtageligheden for den tilbagevendende gengældelse af sådanne udsendte onde handlinger kan ligefrem helt fjernes, så væsenet kan blive totalt fri af virkningerne af sådanne handlinger. Vi kommer således her til at møde princippet syndernes forladelse". I kraft af dette princip kommer intet som helst væsen til at opleve hele gengældelsen af sine onde handlinger. Det kan kun komme til at opleve gengældelsen eller virkningerne af de onde handlinger sålænge, det fortsætter med at manifestere disse. Når væsenernes humanitet er blevet så udviklet, at de ikke mere kan nænne at manifestere den eller den onde handling, er de blevet uimodtagelige for tilbagekomsten af virkningerne af tidligere udløste onde handlinger, ligemeget hvor mange af disse de så end måtte have tilgode, og som endnu ikke er kommet tilbage. Når disse kommer tilbage, og væsenet i mellemtiden således er blevet human i en sådan grad, at det ikke mere kan udløse onde handlinger af den art, hvis virkninger er på tilbagevej til det, vil det altså være blevet ganske uimodtagelig for disse. Det er således nu beskyttet imod virkningerne af de onde handlinger, det tidligere har begået, men som det ikke mere kan nænne at begå. Vi skal senere komme tilbage til en nærmere redegørelse for begrebet syndernes forladelse" i særlige specialsymboler over væsenernes skæbnedannelse. Vi skal her blot bemærke, at det ikke er livets mening, at væsenerne skal pines, lide og have det ondt eller smerteligt. Det er derimod livets mening, at de skal lære deres egne fejlagtige handlinger at kende. Men når denne erkendelse er opnået, og væsenet ikke mere udløser sådanne handlinger, der skaber smerte og lidelse, behøver det jo ikke mere at få virkningerne af disse. Da væsenerne har et ocean af fejlagtige handlinger, hvis virkninger er på vej tilbage til dem, er det godt for dem at vide, at de ikke kan få virkningerne og de deraf følgende lidelser eller smerter, hvis de i dag virkelig af kærlighed ophører med at manifestere den slags onde handlinger. Væsenet kan således blive fri for virkningerne af handlinger, som det i virkeligheden har tilgode, hvis det forinden, disse kommer tilbage, har forandret sig således, at det ikke mere kan udløse de nævnte onde eller mørke handlinger. 101

112 9. Hvis princippet»syndernes forladelse«ikke eksisterede Hvis dette princip ikke eksisterede, ville menneskene komme til at leve i mørket i umindelige tider længere end det i dag er nødvendigt. Men naturen laver ikke noget meningsløst. Det er ikke lidelsen for lidelsernes skyld, der er det primære i livets mening. Det er det høje resultat, som lidelserne afføder i væsenet, der er målet. Da dette mål er skabelsen af humanitets- eller næstekærlighedsevnen, og denne kun kan opstå i kraft af, at væsenerne kommer til at opleve virkningerne af deres egne fejlagtige handlinger, er lidelsesoplevelsen absolut nødvendig. Der, hvor mennesket har opdaget fejltagelsen ikke blot teoretisk men også med hjertet og derved er blevet humant, er det jo ingen som helst nytte til, ja, det ville ligefrem skade, hvis væsenet her skulle have virkningerne af mangfoldige onde handlinger, det har begået i tidligere liv eller i en ukendt fortid, som det endnu ikke havde fået virkningerne af, og som det derfor måtte gennemgå til ingen som helst nytte, hvis det nu skulle have disse, efter at det var blevet human eller næstekærlig i en sådan grad, at det ikke kan gøre disse onde handlinger mere. Men også det skal vi komme ind på i skæbneanalyserne senere. Det er kun vor opgave her at påvise grundprincippet i væsenets evighedsstruktur eller evighedslegeme. Det er dette princip, der ligger til grund for verdensaltets kulminerende retfærdighed, der betinger, at ingen i absolut forstand kan lide uret, og ingen kan gøre uret. 10. Hvorfor uretfærdighed ikke kan eksistere Overalt og i enhver situation, hvor der forekommer noget, der udtrykkes som uret", kan dette kun ske, fordi nævnte situation blot udtrykker et lokalt billede af en helhedssituation. I dette lokale billede kan den virkelige årsag til opfattelsen af situationen som uret" ikke ses. Vedkommende væsen synes derfor, at det lider uret". Det kan ikke se, at det selv er denne urets" eller situations sande årsag. Hvis det ikke havde været det, kunne denne situation aldrig nogen sinde være opstået. Men da denne årsag kan være udløst i et tidligere liv, er det ikke så mærkeligt, at det ufærdige menneske må anse den nævnte situation som en uretfærdighed, der påføres det. Og det er denne uvidenhed, der er roden til alt det såkaldte onde". For det ufærdige menneske, der hverken kender til reinkarnation eller til loven for bevægelse, der er det samme som skæbneloven, er det ikke så mærkeligt, at verden ser ud til at være fuld af uretfærdigheder og de heraf affødte misforståelser, såsom alle former for krige, had og hævn. Vi ser også her, hvor nødvendigt Kristi ord om de mange gange, man dagligt skal tilgive sin næste, er skabelsen af en virkelig kristen eller menneskelig verdenskultur, altså en verdenskultur, der er eet med Gud. Men vi ser også, hvor nødvendig den åndelige videnskab er, som Kristus bebudede, der i form af talsmanden den hellige ånd" skulle komme og fuldbyrde hans guddommelige visdom for menneskene. 102

113

114 11. Forklaring til symbol nr. 16 Selve symbolet i sin helhed symboliserer det levende væsen. Den hvide trekant i midten symboliserer dette væsens jeg, der er det faste punkt i de udsendte og tilbagevendende bevægelser. Det hvide flammekors skal udtrykke, at de levende væseners evighedslegeme til enhver tid er totalt hundre procent fuldkomment. Det er i sin helhed evigt i balance. Alle overbalancer og underbalancer kan kun forekomme som lokale foreteelser i evighedslegemet. De berører ikke helheden. Ved over- og underbalancer vil her være at forstå de hæmninger og forceringer, det ufærdige væsen skaber i sin energi- og bevægelsesføring. Det er disse hæmninger og forceringer i overdimensioneret tilstand, der skaber uligevægt, hvilket vil sige: krig og ufred, had og forfølgelse i de levende væseners samliv og den heraf følgende ulykkelige skæbne for sine ophav. De mange violette cirkelbaner eller kredsløb, der udgår fra og kommer tilbage til jeg'et, symboliserer alle de forskellige bevægelsesarter, som det levende væsens skabte organer, legemer, manifestationer og livsoplevelse udgør. Som vi før har nævnt går alle skabte foreteelser i kredsløb. Derfor symboliserer enhver af disse cirkelbaner eller kredsløb på symbolet ligesåvel legemers og organers som manifestationers og tankebaners kredsløb. Al skabelse er bevægelse. Alle skabte ting er kombinationer af bevægelsesarter, alt stof er sammensat af forskellige bevægelsesarter. Alt er således bevægelse. Og da bevægelse ikke kan gå i lige linie, men må gå i kredsløb tilbage til sit ophav og udspring, er alt, hvad der er tilgængeligt for de almindelige sanser, således i bevægelse. Det er dette, der ligger til grund for, at alt er underkastet forvandling. Alt er i kredsløb omkring jeg'et, der er det faste punkt over for al bevægelse. Det største kredsløb, et væsen helt kan opleve inden for et fysisk jordliv, er netop oplevelsen af dette jordliv. Det er jo i sig selv en bevægelsesudløsning udgående fra jeg'et og tilbage til jeg'et. Men det kan inden for dette jordliv se eller blive vidne til brudstykker af kredsløb af langt større dimensioner. Dets eget nuværende jordliv er således kun en enkel lille lokal del af et kæmpekredsløb, det befinder sig i, hvilket kredsløb vi kender som»spiralkredsløbet«. Vi kan således også udtrykke dette kredsløb som en cirkelbane på symbolet udgående fra jeg'et og tilbage til dette, og hvor væsenet atter føres ind i et nyt spiralkredsløb og således fortsættende i det uendelige. Men der findes endnu større kredsløbsbaner, som vi skal komme tilbage til i senere symbolforklaringer. Disse kredsløb vi her har nævnt, er alle af en sådan natur, at vi kan kalde dem»de langsomt gående kredsløb«. Som modsætning hertil kommer de daglige villiesudløsninger, manifestationer og handlinger, altså vor væremådes daglige udløsninger af energier og bevægelser. Nogle af disse har så korte baner, at tilbagevirkningerne af dem kommer øjeblikkelig eller i samme time, dag eller i samme uge eller måned, samme år. Andre af dagliglivets tilbagevirkninger kommer først tilbage efter flere års forløb, atter andre i det næste jordliv eller i endnu senere jordliv. Når ikke alle kredsløb kommer tilbage lige hurtigt, skyldes det naturligvis, at væsenet i sin væremåde kan udløse årsagerne til disse tilbagevendende virkninger mange gange hurtigere end tilbagevirkningerne kan fuldbyrdes. Derfor vil væsenerne altid så at sige være på et, ja, man kan næsten sige: kolossalt forskud med hensyn til udløsning af handlinger i sin væremåde, lige fra onde tanker, tangerende had og forfølgelse, mord og drab, til gode tanker, der tangerer stor humanisme eller en varmende næstekærlighed, som hver især kun kan eksistere som en gengældelsesvirkning mod sit ophav. Bag det ufærdige jordiske menneske forekommer der således en ligefrem lang kø af gengældelsesvirkninger, der søger at komme til udløsning som væsenets skæbne, hver gang betingelser herfor er til stede. Hvor mange gengældelsesvirkninger af ond væremåde og af god eller kærlig væremåde er afhængig af, hvor megen ond eller god væremåde væsenet har manifesteret over for sine omgivelser. Da gengældelsesvirkningerne som regel ikke kan komme til udløsning ligeså hurtigt, som årsagerne til dem bliver skabt, bliver der altså en ventetid for disse. Denne ventetid for gengældelsesudløsningerne kan i visse tilfælde være 103

115 meget lang. Og der er mennesker, der bag sig har en mørk gengældelses- eller skæbnemasse opsummeret fra liv tilbage. Af den kommer der noget til udløsning, hver gang der er betingelse herfor. Der kan være jordliv, i hvilke væsenet ikke har betingelser for at få ret meget af denne mørke gengældelsesudløsning i sin skæbne, ligesom der også kan være jordliv, hvor væsenet næsten udelukkende er udsat for sin mørke skæbnegengældelse. Vi kan derfor blive vidne til mennesker, der tilsyneladende lever som pæne bedsteborgere i samfundet, ja måske endda beklæder store embeder og synes at have stor medgang i alt, hvad de foretager sig. De lider ikke af sygdomme, har ikke økonomiske besvær eller andre former for gene eller ubehag. Men en skønne dag får den opsummerede mørke gengældelses- eller skæbnemasse betingelser for at komme til udløsning i væsenets skæbne. Det kan f. eks. ske ved, at væsenet bliver berørt af en krig, der eventuelt er udbrudt i dets land. Da kan det netop på grund af den mørke gengældelsesmasse komme ud for svære lidelser og blive lemlæstet til invalid. Ja, den ellers tilsyneladende pæne bedsteborger kan endog komme i de så berygtede koncentrationslejre, hvor han sammen med mange andre, skæbnemæssigt ligestillede væsener, kan komme til at vansmægte til døde under mange forskellige former for pinsler og rædsler. Det kan naturligvis også få den skæbnemæssige gengældelse ad andre veje gennem en hel række ulykker, modgang og trængsler, sorger og livsvarige, invaliditetsbefordrende og pinefulde sygdomme, fattigdom, nød og elendighed. Som vi senere skal komme tilbage til at forklare ved hjælp af specielle skæbnesymboler, kan væsenet blive prædestineret til denne mørke skæbne alene ved sin kødspisning eller opretholdelsen af sin ernæring ved nydelsen af animalsk føde, der jo betinger død og rædsel for de millioner af dyr, der herved må myrdes, slagtes eller dræbes og derved berøves deres medfødte ret til at leve. Vi må her erindre om det store bud, der er givet menneskene i form af det femte bud:»du skal ikke dræbe«. De mørke gengældelsesvirkninger har jo kun til opgave at skabe den humanitet i mennesket, der bevirker, at det kommer bort fra at kunne nænne, at dræbe og ligeledes kommer bort fra den dødbringende overtro, at mennesket kun kan leve i kraft af animalsk føde og derfor må dræbe for at leve. Da menneskene ikke udelukkende udløser eller manifesterer -»det onde«, eller en mørk skæbne, men også i større eller mindre grad manifesterer»det gode«, eller en lys skæbne, er deres væremåde således en blanding af»ondt«og»godt«. Væsenet kan således have perioder, hvor det er inde i en skæbnemæssig lys tilstand og ligeledes perioder, hvor det er inde i en skæbnemæssig mørk tilstand. Og sådan vil det fortsætte indtil væsenet ikke mere kan gøre»det onde«og derved er blevet et totalt lysets væsen, er blevet til»mennesket i Guds billede efter hans lignelse«. Vi ser på symbolet, at kredsløbsbanerne repræsenterer fire størrelser. Det skal absolut ikke betyde, at den mangfoldighed af skæbnebuer eller kredsløb, der i alle retninger udgår fra og til jeg'et kun fremtræder i fire størrelser. De skal kun symbolisere, at nævnte kredsløb netop fremtræder i forskellige størrelser. Og ligeledes må man også her forstå, at det antal af kredsløbsbaner, der er vist på symbolet, kun udgør en brøkdel af det antal kredsløbsbaner, som ethvert væsens evighedslegeme indeholder. Et begreb om det levende væsens evighedsdimensioner får man, når man ser, at der i evighedslegemet er kredsløbsbaner så små, at deres udgang fra jeg'et og deres tilbagekomst til dette sker næsten i samme øjeblik, og at der er baner af så kæmpedimensioner, at de strækker sig igennem hele spiralkredsløbet fra salighedsrige til salighedsrige. Det vil altså sige, at et sådant kredsløb, som jo også er en skæbnebue udgående fra og til jeg'et, strækker sig igennem millioner og atter millioner af år. Vi skal senere komme tilbage til spiralkredsløb eller skæbnebuer, der er endnu større og livsbetingende for væsenets evige eksistens. Evighedslegemet viser os således jeg'et som det absolut eneste eksisterende ophav til bevægelse og som det urokkeligt faste punkt, ud fra hvilket al bevægelse udgår og hvortil al bevægelse kommer tilbage. 104