Information om hørelsen

Transkript

1 Information om hørelsen Informationen er udarbejdet af en arbejdsgruppe ved de audiologiske afdelinger ved H:S Bispebjerg Hospital Vejle Sygehus Ålborg Sygehus Århus Universitetshospital - 1 -

2 Hørelsen Man lytter med øret og hører med hjernen Høresystemet, som består af ydre øre, øregang, mellemøre, indre øre og de centrale hørebaner til hjernebarken, er meget fintfølende og kompliceret og indeholder mange millioner nerveceller. Disse forbinder det indre øre (sneglen) og dets sanseceller (hårceller) med hjernen (se figur). Lyde, som består af svingninger i luften (lydbølger), bliver opfanget af det ydre øre, som fungerer som tragt og derved forstærker og samler lydbølgerne. Disse rammer dernæst trommehinden, som sættes i svingninger og overfører disse svingninger til høreknoglerne (hammer, ambolt og stigbøjlen) i mellemøret. Også her forstærkes de mekaniske svingninger, som er udløst af lydbølgerne. Svingningsbevægelsen bliver herefter overført gennem det ovale vindue i nederste del af det indre øre (sneglen) til de væskefyldte kanaler, som befinder sig i sneglens vindinger. Sneglen er opdelt efter tonehøjde, dvs. at toner, som er dybe (lavfrekvente, bas) vil nå til toppen af sneglen, mens lyse toner (højfrekvente toner, diskanten) kun vil nå til begyndelsen eller basis af sneglen. Væsken i sneglens kanaler bliver sat i svingninger og danner derved nogle bølger, som på et bestemt sted i sneglens forløb vil danne en bølgetop. Denne bølgetop svarer til en bestemt frekvens (tonehøjde). Svarende til den mellemste kanal i hele sneglevindingens forløb findes det såkaldte Cortiske organ (høreorganet), som omdanner mekaniske energi (bølgetoppen) til elektriske signaler (elektrisk strøm) ved hjælp af sanseceller (hårceller)

3 Der findes to slags sanseceller: de indre hårceller, som omsætter den mekaniske energi til elektriske impulser, og de ydre hårceller, som virker forstærkende og styrende på denne proces. Fra sneglen ledes de elektriske signaler videre gennem hørenerven til hjernestammen og videre til hjernebarken, hvor en bevidst opfattelse af lyden foregår. Det meste af det vi hører består af lydsekvenser, dvs. sammensattte lyde. Disse lyde bliver vurderet i forskellige dele af hjernebarken, afhængig af, om der er tale om simple lyde, musik eller tale. Vurdering af hørelsen Til vurdering af høreevnen foretages efter en undersøgelse af selve øregang og trommehinden med mikroskop samt forskellige høreprøver (audiometri). Der måles bl.a. evnen til at høre rene toner og ord. Der måles den svageste lyd man kan høre. Der lyttes via en hovedtelefon til lyde fra et audiometer (lydgenerator), og man svarer, så snart man kan høre en lyd, selvom den er meget svag. Den svageste lyd man kan høre kaldes høretærsklen. På en lignende måde bestemmes niveauet for taleforståelsen. I denne undersøgelse skal man gentage ord, som man hører i hovedtelefonen. En anden test måler det mest behagelige lydniveau (MCL). Ingen af de anvendte lyde fra audiometeret er i stand til at skade hørelsen, selv hos mennesker med meget følsomme ører. Ud over høretærsklen måler man mellemøretrykket og mellemøremuskelreflekserne (impedans audiometri)

4 Ovenstående figur viser eksempler på høreprøver hos hhv. en person med normal hørelse (til venstre) og hos en person med en hørenedsættelse i enkelte høje frekvenser (som typisk kan ses ved mennesker med støjskade). Behandling af hørenedsættelse En hørenedsættelse kan være forårsaget af forandringer i mellemøret (i det lydledende apparat, øreknogler osv.) eller i det indre øre (sneglen). En påvirkning af mellemøret medfører, at lydene bliver svagere, hvilket relativt nemt kan afhjælpes med et høreapparat. Er det derimod - som i de fleste tilfælde - sneglen, der er skadet, bliver svage lyde vanskelige at høre, mens kraftige lyde høres lige så højt som hos normalthørende. Nogle bliver ligefrem overfølsomme for støj. Lyde kan blive forvrængede, således at det bliver sværere at skelne tale. Et høreapparat vil - hvad enten det er analogt eller digitalt - ikke helbrede den grundliggende skade i sneglen og vil derfor ikke kunne genskabe den normale funktion

5 Et høreapparat vil være en god hjælp, især i rolige omgivelser og når man er i en mindre gruppe. Uanset høreapparattype vil brugeren kunne opleve høreproblemer blandt mange og i støj. Brug af høreapparat vil give en større eller mindre tillukning af øregangen. Denne tillukning vil ændre klangen af ens egen stemme, så den bliver mere rungende. Spiser man f.eks. en kiks eller en gulerod vil det lyde højere end tidligere. Generne bliver større jo tættere proppen er. For at få det optimale udbytte af et høreapparat, må hjernen vænne sig til de nye lydindtryk. Dette kan tage op til 3-4 måneder, selv hvis apparatet bruges hele dagen. De mest anvendte høreapparattyper er ørehængere og i-øret-apparater. Fordele og ulemper ved de to typer fremgår af skemaet på bagsiden. Høreapparattyper Ørehænger I-øret-apparater - 5 -

6 - 6 -

7 Oversigt over høreapparattyper Høreapparat Fordele Ulemper Ørehænger - meget stabil og robust - kan bruges til alle hørenedsættelser - mere synlig især ved kort hår - øreproppen kan være svært at anbringe i øret - store kontrolknapper og batteri er - plads til flere tekniske faciliteter - proppen lettere at rengøre - mindre tillukning af øregang - fås i flere farver - mulighed for at låne reserveapparat I-øret-apparat - fylder kun lidt - kan være lettere at anbringe i øret - bedre retningshørelse - kan ikke bruges ved svære høretab - mindre stabil - tabes lettere - små kontrolknapper og batterier - sværere at holde rent - mere tillukning af øregangen - ingen mulighed for at låne apparater Valg og tilpasning af høreapparat skal således tage hensyn til mange faktorer: sværhedsgraden og typen af hørenedsættelsen, pladsen i øregangen, hørebehovet, synet og fingerfærdigheden samt naturligvis den enkeltes ønsker. Audiologisk Afdeling, Århus Kommunehospital Peter Sabroes gade 6, bygning 14F 8000 Århus C Tlf.: , Fax: FrankMirz - 7 -