Alice bag spejlet af Lewis Caroll

Transkript

1 Alice bag spejlet af Lewis Caroll 45 dansk.gyldendal.dk 3-4. Onkel Pedro af Morten Ramsland. Illustrationer af Jan Solheim.

2 Introduktion Alice bag spejlet er fortsættelsen til historien om Alice i eventyrland. Alice i eventyrland starter med, at Alice falder ned igennem et kaninhul. I Alice bag spejlet starter historien med, at hun går gennem et spejl og kommer ind til en spejlvendt og skør verden fyldt med levende skakbrikker og spillekort. Kan du spille skak, Kitty? Nej, lad være med at le. Det er alvorligt ment. Da vi spillede skak for lidt siden, kiggede du på os, som om du forstod det hele. Og da jeg sagde: Skak!, spandt du! Kære Kitty, nu lader vi, som om vi er konger og dronninger. Du skal være den røde dronning. Hvis du sætter dig op og lægger armene over kors, ligner du hende på en prik. Alice tog den røde dronning på bordet og satte hende foran killingen, for at den skulle gøre nøjagtig som hun. Men den ville ikke holde sine arme rigtigt. For at straffe den løftede Alice den op foran spejlet, så den kunne se, hvor styg den var. Og hvis du ikke straks bliver sød igen, tilføjede hun, så sætter jeg dig lige ind i spejlhuset. Og nu vil jeg fortælle dig om spejlhuset. Den stue, du kan se i spejlet, er nøjagtig magen til vores dagligstue, bortset fra at alting er bagvendt. Bøgerne ligner vores bøger, men ordene går den forkerte vej. Jeg ved det. Jeg har selv holdt én af vores bøger op foran spejlet, og så holdt de en bog op inde i den anden stue. Åh, Kitty, bare vi kunne komme ind i spejlhuset! Nu lader vi, som om vi kan komme derind! Nu lader vi, som om glasset er blevet et blødt slør. Ja, se! Nu bliver det uklart! Alice var kravlet op på kaminhylden skønt hun knap nok vidste, hvordan det egentlig var gået til. Og spejlet var virkelig begyndt at blive blødt. 2

3 I næste øjeblik kravlede Alice ind gennem spejlet og sprang ind i spejlstuen. Hun så sig omkring. Alt det, hun før havde kunnet se i spejlet, var kedeligt. Men alt det andet var helt, helt anderledes... De billeder, der hang på væggen ved siden af kaminen, f.eks. så ud, som om de var levende. Og uret på kaminhylden man kan kun se bagsiden af det i spejlet lignede en gammel mand, der grinede til hende. Alice fik øje på en hel masse skakbrikker i asken inde i kaminen. Hun lagde sig på alle fire for bedre at kunne se dem. Jamen, de gik jo omkring, to og to! Her er den røde konge og den røde dronning, sagde hun. Og dér er den hvide konge og den hvide dronning. De sidder på kanten af skovlen! Og der går to tårne, arm i arm. De kan vist ikke høre mig, og jeg er næsten sikker på, de ikke kan se mig. Måske er jeg usynlig? I det samme begyndte nogen at skrige på bordet. Alice drejede hovedet og nåede lige at se en af bønderne vælte. Den lå og sparkede lige ud i luften. Det er mit barn, der skriger, råbte den hvide dronning og for så hurtigt forbi kongen, at han væltede om i asken. Min dyrebare Lilje! Snik-snak! Kongen gned sig på næsen, som han havde skrabet, da han faldt. 3

4 Alice var ivrig efter at hjælpe. Hun greb hurtigt dronningen og stillede hende på bordet ved siden af hendes lille, grædende datter. Dronningen snappede efter vejret og satte sig ned. Den hurtige rejse gennem luften havde gjort hende helt forpustet. I begyndelsen kunne hun blot trykke den lille Lilje til sit bryst. Men så snart hun kom til sig selv igen, råbte hun til den hvide konge, der sad i asken og så sur ud: Pas på vulkanen! Hvad for en vulkan? Kongen så forskrækket ind i ilden. Den der hvirvlede mig herop! stønnede dronningen. Gå op den sædvanlige vej. Lad dig ikke blæse herop! Alice så på kongen, der langsomt kravlede op ad kamingitteret. Til sidst sagde hun: Med den fart vil det tage timer, inden du kommer op på bordet. Nu skal jeg hjælpe dig. Men kongen kunne åbenbart hverken høre eller se hende, så Alice løftede ham forsigtigt hen mod bordet. Da kongen blev løftet i vejret af en usynlig hånd, blev hans øjne og mund større og større og rundere og rundere. Han så så sjov ud, at Alice rystede af latter, da hun stillede ham på bordet. 4

5 Kongen faldt om på ryggen og lå fuldstændig stille. Alice blev lidt forskrækket. Hun gik rundt i stuen for at se, om hun kunne finde noget vand at stænke ham med. Men da hun kom tilbage, var kongen kommet til sig selv. Det forfærdelige øjeblik vil jeg aldrig glemme! sagde kongen til dronningen. Jo, det vil du, sagde dronningen, hvis ikke du skriver det op i din lommebog. Kongen halede en kæmpestor lommebog frem og begyndte at skrive. Alice fik pludselig en ide. Hun greb fat i blyanten, der stak et stykke op over hans skulder, og gav sig til at skrive for ham. Den arme konge så både forvirret og ulykkelig ud. Han kæmpede med blyanten, men Alice var for stærk. Til sidst stønnede han: Nej, kære du, jeg må have en tyndere blyant. Jeg kan slet ikke magte denne her. Den skriver en masse ting, som jeg slet ikke vil... Hvad er det for en masse ting? Dronningen kiggede i bogen, hvor Alice havde skrevet: Den hvide ridder rutscher ned ad ildrageren. Hvad har det med dine følelser at gøre? spurgte hun. Der lå en bog på bordet ved siden af Alice. Hun bladede i bogen for at finde noget, hun kunne læse. Det så sådan ud: YKCOWREBBAJ ederdirv nebvarg itgidils te,tnelp sivsdit åp negnirmurb i go,gilkav rav negnippal go.tnrg nirgførg etrob ted Hun grublede over det et stykke tid. Og til sidst gik der et lys op for hende. Åh, det er en spejlbog! Hvis jeg holder den op foran et spejl, vil ordene selvfølgelig vende den rigtige vej. 5

6 Og så læste Alice dette digt: JABBERWOCKY Et slidigt gravben vridrede i brumringen på tidvis plent, og lappingen var vaklig, og det borte grøfgrin grent. Min søn, pas godt på Jabberwock! Han river, og hans tand er hvas. Pas på den onde Jubjub-fugl og gribbekloens krads. Han søgte længe fjendens spor med sværd i hånd og meget mod og rasted siden tankefuld ved tumtumtræets fod. Men mens han grad og stublede, jog gennem skoven glammende den frygtelige Jabberwock med øjet flammende. Da svang han sværdet, en, to, tre! og ho det røg af troldens krop, og med det døde monstrum gik det hjemad i galop. Oh, har du fældet Jabberwock! Vær priset, søn, for dåd og dyd. Hurra for denne glædesdag! Han vrinsked højt af fryd. Et slidigt gravben vridrede i brumringen på tidvis plent, og lappingen var vaklig, og det borte grøfgrin grent. 6

7 Det lyder jo meget sjovt, sagde Alice, da hun havde læst digtet. Men det er temmelig svært at forstå! Her slutter uddraget fra Alice bag spejlet og hvad hun oplevede der af Lewis Caroll. Illustrationer: John Tenniel 7