NYE VEJE IYNGELOPDRÆTTET

Transkript

1 MEDDELELSE FRA FORSØGSDAMBRUGET NR. 84 MARTS 1994 NYE VEJE IYNGELOPDRÆTTET AF FRANK BREGNBALLE, NABIL KARAS 00 ELLEN LORENZEN

2

3 Forord. I de senere år har yngel opdrættet i Danmark været belastet med meget betydelige vanskeligheder. Aldrig før har Forsøgsdambruget været tilkaldt så ofte for at diagnosticere yngel sygdomme. Dambrugere, som igennem mange år har opdrættet yngel med et godt og nogenlunde stabilt resultat, har måttet opleve at nogle kuld - eller ligefrem en hel årgang - er slået fejl m.h.t. overlevelse. på Forsøgsdambruget har vi naturligvis interesseret os meget for til den uheldige udvikling og vore overvejelser har bl.a. resulteret i nærværende Meddelelse fra Forsøgsdambruget, som består af tre artikler. I den første formulerer Frank Bregnballe på kollegernes og egne vegne en række spørgsmål: Hvordan kan det være, at yngelopdrættet fungerede godt i mange år, men nu altfor ofte slår helt eller delvis fejl? Er der ting, som kunne og burde ændres? Hvilke forsøg kan dambrugerne eventuelt selv foretage i håb om et forbedret resultat? Den anden artikel fremlægger et meget vigtigt forsøgsresultat, idet Ellen Lorenzen, SVS, Arhus og Nabil Karas har påvist, at bakterier, som giver ophav til yngeldødelighedsyndromet, kan overføres fra moderfisk til æg og yngel. I den forbindelse er der foretaget forsøg med desinfektion af nybefrugtede æg, og en anvendelig metode hertil er beskrevet. Endelig beskæftiger Nabil Karas sig i den sidste artikel med spørgsmålet om en afløser for malakitgrønt. Hvad angår bekæmpelsen af skimmelsvamp, synes en omhyggelig anvendelse af formalin at blive løsningen i det mindste på kortere sigt. Vanskeligere er det at løse problemet om fiskedræberen, men i artiklen omtales, hvordan snylterens fritsvømmende stadier eventuelt kan bekæmpes, og om man måske skal forsøge at anvende medikamenter, som tilsættes foderet. Viggo Hørlyck. l

4

5 Indhold Indledning Bassinopdrættet i de første år Bassinopdrættets udvikling Plads til ynglen Forsyningen med vand og ilt Hygiejnen Foder og fodring Sygdoms situationens udvikling Infektiøs Pankreasnekrose (IPN) Proliferative Kidney Disease (PKD) Rødmundsyge Yngeldødelighedssyndromet Ændringer i sygdomsbekæmpelsen Kombinationer af sygdomme Forsøg med en ændret praksis Ægmaterialet Hygiejnen Præventive behandlinger Fodringen Besætningstætheden Damopdræt Afsluttende bemærkninger Desinfektion af ørredæg i forbindelse med bekæmpelse af yngeldødelighedssyndromet.. 55 Forslag til bekæmpelse af skimmel og fiskedræber. 61 3

6 Yngelopdrætlel før og nu af Frank Bregnballe 1. O. Indledning. De fleste af de timer, man som dambrugskonsulent tilbringer i bilen på vej fra det ene dambrug til det andet, er spildt. Undertiden kan man dog være så heldig at fange en udsendelse over bilradioen, som sætter tankerne i gang. En sen eftermiddag i forsommeren fremsatte designeren Jacob Jensen, som bl.a. har sat sit præg på B & O's produkter, nogle udtalelser, som ikke ensidigt vedrørte design, men kunne angå videnskab og for den sags skyld også politik. Jeg citerer efter hukommelsen to af Jacob Jensens grundsætninger: "Man skal passe på ikke at blive dygtigere og dygtigere til noget, der er forkert", "Hvis et system fungerer dårligt så lad være at lappe på det. Begynd i stedet helt fra grunden at opbygge et bedre system". Her kunne jeg så spørge mig selv, om jeg prøver på at blive dygtigere og dygtigere til at behandle yngelsygdornme med medikamenter, og om det i virkeligheden er forkert? Er det ikke bare lapperier på et dårligt fungerende system, som burde laves om? Yngelopdrættet er i dag mere problemfyldt og belastet med en større dødelighed, end det var for tyve-tredive år siden - ikke overalt, men på de fleste dambrug. Systemet har fungeret godt engang, men gør det ikke længere. Inden man overvejer, hvordan man eventuelt kan opbygge et anderledes opdrætssystem, er det værd at se på, hvad der er sket af ændringer i bassinopdrættet fra dets succesrige begyndelse og til dets nuværende 4

7 stade. Det vil sandsynligvis være mest frugtbart at tage alle ændringerne med, da yngelopdrættets vanskeligheder næppe kan tilskrives en enkelt årsag, men snarere et kompleks af årsager. Nærværende skrift kan ikke anvise dambrugeren en løsning på yngelopdrættets problemer, men det kan forhåbentlig påpege nogle kritiske punkter i opdrættet, hvor dambrugeren kan sætte ind med eksperimenter, som ikke blot er lapperier Bassinopdrættet i de første år. Det var i begyndelsen af 1960'erne yngelbassinerne vandt udbredelse på de danske dambrug, og i løbet af få år blev næsten alle landets yngel produceret i bassiner. Yngelopdrættet i damme fungerede i 1950'erne dårligt på grund af drejesyge, og man opbyggede nu helt fra grunden et nyt og bedre system. Man kan med god ret hævde, at man skabte en økologisk bekæmpelse af en sygdom ved den drastiske ændring af opdrætssystemet. Det lykkedes i den grad, at mange af nutidens unge dambrugere aldrig har set ørreder med drejesyge. Dermed være ikke sagt, at drejesyge er udryddet i Danmark, for det er den ikke - den er blot ikke noget problem. Drejesygen invaderede centralnervesystemet og det indre øre i ynglen tidligt i livet, mens skelettet endnu ikke var fuldt forbenet, men delvis bestod af brusk. Drejesygesporerne overlevede i dambunden eller kom ind med indløbsvandet og inficerede den spæde yngel. Løsningen på problemet var den simple, at ynglen blev holdt i sporefrit vand uden forbindelse med dambunden, ind til deres skelet var forbenet i en sådan grad, at sporene ikke kunne trænge igennem kraniet og rygsøjlen. D.v.s. at ynglen opdrættedes i bassiner af cement eller glasfiber til de var over 5-6 cm lange. Når ynglen var 6-8 uger gamle - afhængigt af vandtemperaturen - sorteredes de største fra og udsattes i damme, og i løbet af 3-4 måneder var yngel 5

8 fra samtlige klækninger store nok til udsætning i damme, hvorefter bassinerne blev tørlagt til næste sæson. De første bassinanlæg byggedes udendørs, men her stødte man hurtigt på et problem. Solens ultraviolette stråler gav hudskader især på brystfinnerne, hvorefter bakterier fra vandet trængte ind i ynglen og gav stor dødelighed. Det varede derfor ikke længe inden næsten alle yngelbassiner var under tag. I bassinopdrættes tidlige historie blev ynglen behandlet med en omsorg, som aldrig er set siden. I de første to-tre uger holdtes hvert tredie bassin tomt, så man kunne gå mellem de fyldte bassiner og hver dag med stor forsigtighed rengøre dem helt. Hver halve time fodredes med hånden, idet man omhyggeligt udstrøede foderet på vandoverfladen i hele bassinets længde. Efterhånden som yngelen voksede til, deltes de ud til de oprindeligt tomme bassiner, men den daglige rengøring og hyppige fodring over hele bassinet fortsattes. Man holdt godt øje med optrækkende sygdomsproblemer, som f.eks. kunne manifestere sig ved aftagende ædelyst. Angreb af hud- eller tarrnsnyltere observeredes og nedkæmpedes tidligt i sygdomsforløbet. Bakteriel gælleinfektion havde man ikke kendt fra yngeldammene, og den voldte kvaler, indtil man fandt den rette bekæmpelsespraksis. Mod furunkulose var sulfamerazin et effektivt middel Bassinopdrættets udvikling. I årene op til bassinopdrættets etablering havde drejesygefri sættefisk været en mangelvare, og priserne havde været høje. En yngeldambruger kunne dengang have et levebrød ved en årsproduktion på 20 tons sættefisk af god kvalitet. Etableringen af bassinanlæg betød, at der hurtigt blev sættefisk nok og i nogle år for mange. Hertil bidrog det, at bekæmpelsen af Egtved syge skred frem, så behovet for sættefisk blev mindre. Sættefiskproduktion blev en dårligere og mere risikobetonet 6

9 forretning, hvorfor mange yngeldambrug fandt det nødvendigt at supplere med en større eller mindre produktion af spisefisk. Samtidig afløstes den menneskelige arbejdskraft i stigende grad af mekaniske hjælpemidler. Lønningerne steg og arbejdstiden blev sat ned, hvorfor der måtte spares på arbejdskraften. Det er næppe forkert at hævde, at der i dag anvendes langt færre mandetimer i dambrugserhvervet end i midten af tresserne, selvom produktionen er tredoblet. Denne udvikling betød, at der blev mindre plads til ynglen og mindre tid til at passe den omhyggeligt. Bassinopdrættet af i dag er noget ganske andet, end det var for tredive år siden. Det er næppe heri, hovedårsagen til de nærværende vanskeligheder ligger, men der kan i opdrætsteknikken være ting, som fremmer en stor dødelighed i stedet for at modvirke den. Ligesom man i sin tid ændrede opdrætsteknikken for at komme drejesygeproblemet til livs, bør man måske i dag skifte spor for at komme nogle nye sygdomsproblemer til livs. Om mange af opdrætsmetoderne kan man med sikkerhed sige, at de kan ændres, fordi de engang har været meget anderledes Plads til ynglen. I ældre tysk litteratur om ørredopdræt indgik et begreb, der kaldtes rumfaktoren. Begrebet omhandlede spørgsmålet om, hvor mange ørreder af en given størrelse der kunne trives i et givet rumfang vand. Måske var det ufortjent, når det gik af mode, at diskutere rumfaktoren. Faktisk spillede spørgsmålet en stor rolle, da man flyttede yngelopdrættet fra damme til bassiner. Hvor mange yngel kunne man sætte i et bassin med 1,5 m 3 vand? Set med nutidens øjne gik man forsigtigt frem i starten og udsatte stk. pr. bassin. Dengang måtte det imidlertid forekomme dristigt, for det svarede jo til, at man i en yngeldam med 90 m 3 vand skulle udsætte 1,2 millioner stk., og det ville dog ingen vove. 7

10 Imidlertid gik det godt, og snart satte man stk. i hvert bassin. Ikke alle var tilfredse hermed, men mente, at kunne der gå , så kunne der også gå i et bassin med 1,5 m 3 vand. Det kan der også godt, men ikke ret længe. Det er lettest at lære yngelen at æde, når de går tæt, men hvis ikke der hurtigt bliver tyndet ud, går det helt galt, når der indtræffer sygdom. Imidlertid er der en tendens til, at der besættes kraftigst på de dambrug, hvor man simpelthen mangler plads og dermed også mulighed for en udtynding i tide. Før i tiden kombinerede man yngelopdrættet i bassiner med det videre opdræt af ynglen i damme. Når ynglen var 5-6 cm lange, og de var uimodtagelige for drejesyge, blev de sat ud i damme og fik god plads. I dag benyttes bassinerne mange steder ikke blot til yngelopdræt, men til opdræt af sættefisk på op til 40 stk/kg. Ofte står fiskene i kø i bassiner for at komme ud i damme, men dambrugeren skal lige have leveret et læs portionsfisk, før der kan blive plads til at tynde ud i bassinerne. Det er næppe sundt for fisk at stå i kø. Når det ofte kniber at finde plads til yngelen i damme, hænger det sammen med, at antallet af damme er blevet reduceret på mange dambrug. Udviklingen af bassinopdrættet betød, at man fik yngelen koncentreret på et lille areal, og man havde ikke længere behov for de mange yngeldamme, som kun var i brug en kortere periode af året. Det er arbejdskrævende at vedligeholde damme, der er ude af drift i lange perioder, og efterhånden som bassinopdrættet udvikledes, fik yngeldammene lov at forfalde for 'senere at blive sløjfet. Der var en rationaliseringsgevinst ved at reducere damantallet, m~n den betaltes med, at der blev mindre plads til yngelen efter deres første vækstperiode i bassiner. Hensynet til vandløbsmiljøet taler ellers for at udbrede produktionen over et stort areal. Dette ses deraf, at miljømyndighederne inddrager damarealets størrelse i beregninger over et dambrugs fodertildeling. Man kan for så vidt sige, at i bassinopdrættets historie har 8

11 rationaliseringsmæssige og tekniske ideer vundet fremgang på bekostning af mere økologiske ideer om at tilpasse produktionssystemet efter ynglens behov. Dette falder ganske i tråd med udviklingen i det øvrige husdyrbrug Forsyningen med vand og ilt. Oprindelig var den nødvendige tildeling af vand og ilt til bassinerne et og samme spørgsmål således at forstå, at det udelukkende var vandforsyningen, der sørgede for iltforsyningen. Således er det ikke længere, idet man nu ofte supplerer den naturlige tilgang af ilt med vandstrømmen ved at belufte eller tilsætte ren ilt til vandet. Om ynglen i bassiner kan man nu undertiden sige, at iltforsyningen er tilstrækkelig, men vandforsyningen for ringe. Dette skyldes, at vandet ikke blot skal sørge for en tilførsel til bassinerne (af ilt), men også for at der føres noget ud af bassinerne specielt kuldioxid (C0 2 ) og ammoniak (NH 3 ). Ved åndingen optager fisk ilt og udskiller kuldioxid gennem gællerne. Hvis vandets kuldioxid-indhold er for højt påvirkes fiskenes indre miljø i ugunstig retning, og fisken svækkes. KUldioxid anvendes ligefrem som bedøvelsesmiddel til havbrugsørreder, før de bløgges. Imidlertid er kuldioxid forholdsvis let at udlufte, så problemet er næppe stort, hvor man belufter yngelbassinernes vand. Ved brug af ren ilt kan et for højt kuldioxid-indhold imidlertid give problemer. Hvis man anvender grundvand, kan der iøvrigt allerede i indløbsvandet være for meget kuldioxid. Grundvand er fattigt på ilt, men ofte rigt på kuldioxid. I så tilfælde er det ikke klogt at kompensere for vandets lave iltindhold ved tilsætning af ren ilt. I stedet bør man øge iltindholdet ved beluftning, da man herved udlufter kuldioxiden. Ammoniak stammer fra ynglens fordøjelse af protein og udskil- 9

12 les gennem gællerne. Et for højt ammoniak-indhold fremkalder en svækkelse af yngelen og i ekstreme tilfælde direkte dødelighed ved forgiftning. Da ammoniak er meget vanskelig at udlufte, er det nødvendigt med en tilstrækkeligt hurtig vandudskiftning i bassinerne. I yngelopdrættet har det længe været et presserende problem at sørge for en tilstrækkelig stor vandudskiftning. Det går fint i starten, men yngel vokser hurtigt, og efterhånden som der bliver mange kilogram i bassinerne, kniber det med at kunne skrue nok op for hanerne. Det er heller ikke anderledes end, at hovedparten af yngelen vokser op i løbet af foråret og forsommeren. D.v.s. i en periode, hvor vandtemperaturen og hermed ynglens stofskifte stiger, mens vandets iltindhold falder. Herved øges vandbehovet, men samtidig falder vandløbenes vandføring. Der kan ofte være det uheldige sammenfald, at bassinernes yngelbestand er maksimal omtrent samtidig med, at vandløbet når minimumsvandføringen. I perioder med vandmangel kan beluftning eller tilsætning af ren ilt forbedre miljøet, så langt det er ilt, der er mangelfaktoren. De tekniske hjælpemidler kan imidlertid være et tveægget sværd, fordi de kan tilsløre, at ammoniak og eventuelt kuldioxid ikke forlader bassinerne i et tilstrækkelig hurtigt tempo, hvorved miljøet forringes. Til omsætning af en given mængde foder anvender yngelen en given mængde ilt, som kan tilføres kunstigt, men ved omsætningen udskilles også en given mængde kuldioxid og ammoniak, som skal fraføres bassinerne med vandstrømmen. Hvis der er ilt nok, men for svag gennemstrømning i bassinerne, kan man således fodre yngelen frem til en svækkelsestilstand. Der er den fordel ved beluftning i bassiner, at der herved fjernes kuldioxid, men der er også ulemper. Belufterne skaber en kraftig omrøring i en del af bassinet, hvorved svækkede eller syge yngel kan rives med strømmen og skrabes mod bassinets bund og sider, så yngelens tilstand forringes yderligere. 10

13 Det er svært at give en generel bedømmelse af, hvad den kunstige ilttilførsel har betydet for bassinopdrættet. Nogle steder har man bevaret den oprindelige vandtilførsel, besætningstæthed og fodringsintensitet, og her har ilttilførslen haft en positiv effekt på opdrætsmiljøet. Andre steder har man delvis erstattet vandtilførslen med ilttilførsel enten ved at give mindre vand eller ved at besætte og fodre hårdere. Her kan miljøet meget vel være blevet forringet. Mange dambrugere tager et højt iltindhold i udløbsvandet som bevis for, at miljøforholdene er gode, men aldrig så megen ilt kan ikke kompensere for en mangelfuld vandudskiftning Hygiejnen. Efterhånden som arbejdsstyrken i dambrugserhvervet er blevet formindsket, er den hygiejniske standard blevet forringet på mange dambrug. Oprindelig var daglig rengøring af bassinerne fuldstændig obligatorisk, men mange steder rengøre s nu kun hver anden eller tredie dag. Der synes også at være en tendens til, at rengøringen ikke foregår med samme omhu og skånsomhed over for yngelen som tidligere. Tempoet er skruet i vejret, og det ses. Da bassinopdrættet startede var bassinerne kun i brug ca. 3-4 måneder af året og var ellers tørlagt. Dyrlæge N.P. Kehlet kan citeres for følgende bemærkning: "Det bedste desinfektionsmiddel er en grundig rengøring efterfulgt af en lang periode med total tørlægning". Denne desinfektion er efterhånden gledet ud af brug, og i mange bassinhuse er der ørreder eller æg året rundt. Da bassinopdrættet begyndte, fandt strygningen af moderfisk normalt sted fordelt over årets første tre måneder. Nogle store ægproducenter disponerede over tidligt modne stammer, men æggene herfra anvendtes til eksport. Nu kan man på det danske marked købe øjenæg i ni af årets måneder, hvilket givetvis indebærer fordele. Det er imidlertid indlysende, at 11

14 hvor man i bassinhusene tager det ene kuld æg eller yngel ind efter det andet, der har man en stor risiko for at overføre sygdom fra det ene kuld til det andet. Smitten kan formentlig gå begge veje, sådan at de ældre kuld kan smitte de yngre, og de yngre kuld kan smitte de ældre. Muligheden for smitteoverførsel er mange steder forøget derved, at nogle af ynglen holdes i bass~ner, ind til de er i sættefiskstørrelse. Når der indføres æg eller yngel til et bassinhus, hvor der stadig går sættefisk, er der risiko for at smitte overføres fra den gamle årgang til den nye ved horisontal smitte. Det er heller ikke ualmindeligt, at en dambruger om efteråret eller i den tidlige vinter indkøber æg fra et andet dambrug, selvom han har egne moderfisk, som blot bliver gydemodne noget senere. Når strygningen af egne moderfisk foregår i et bassinhus, hvor der allerede findes yngel, er der atter mulighed for horisontal smitte fra moderfisk til indkøbte æg eller yngel. Hvad angår overførsel af sygdom fra moderfisk til æg (vertikal smitte), er hygiejnen i årenes løb hverken blevet bedre eller ringere. Der har aldrig været tradition for, at man desinficerede hverken grønne æg eller øjenæg fra et dambrugs egne strygninger, hvorimod sælgere af øjenæg oftest desinficerer ved leveringen. Der kan være en mulighed for at afskære en smittevej ved at desinficere æg. Spørgsmålet er imidlertid ret kompliceret og skal derfor underkastes en mere grundig behandling i en anden artikel i nærværende skrift Foder og fodring. Ligesom man kan sige, at drejesygen gjorde det nødvendigt at producere yngel i bassiner, kan man sige, at tørfoderet gjorde 12

15 det muligt. Ved fodringen af yngel i damme anvendte man finhakket industrifisk rørt op med vand. I de første danske yngelbassiner (etableret i 19S0-erne) forsøgte man sig med dette fodermiddel, men stødte på store problemer med renholdelse af vand og bassiner (se C.J.Rasmussen: "Håndbog i ørredopdræt" (1967) side 66, og V. Hesel: "Dansk ørrederhverv gennem 100 år" (1993) side 111). Det var tørfoderet, der skabte et gennembrud for bassinopdrættet. Det tørfoder man anvendte i 1960-erne var meget anderledes end nutidens. Det kan man skønne deraf, at man dengang brugte næsten dobbelt så stor en mængde til produktion af et kg yngel, som man gør i dag. Tørfoderet er blevet mere energirigt, men dermed måske også vanskeligere at bruge på rette måde. I forbindelse med fremstillingen af energirigt foder er fabrikationsmetoden ændret, idet man er gået over til ekstrudering af foderet. Ved denne proces tilsættes vand og damp under tryk, og der opvarmes til over 100 C. Metoden indebærer, at kulhydraterne (specielt stivelse) gøres lettere fordøjelige. Der er imidlertid grænser for, hvor meget fordøjeligt kulhydrat ørreder kan tåle, selvom der ikke er enighed om, hvor niveauet ligger. Den ændrede fabrikationsmetode indebærer, at det må tilses, at foderet ikke har overskud af fordøjeligt kulhydrat. Nogle dambrugere mener, at det meget energirige foder svækker ynglen og gør den mere modtagelig for sygdomme. De hævder, at man ved anvendelse af et lavenergi-foder kan modvirke det såkaldte yngeldødeligheds-syndrom. Da der indgår en sygdomsfremkaldende bakterie (Cytophaga psychrophila ) i syndromet, kan foderet ikke forhindre, at ynglen smittes, men påstanden er, at bakterien lettere kan nedkæmpes og betydende dødelighed undgås, når der anvendes lavenergi-foder. Der er ikke tvivl om, at foderet er af afgørende betydning for 13

16 ørreders sundhedstilstand, men siger man foder, må man samtidig sige fodring. Det kræver en omstilling af dambrugernes tankegang at tilføre foder efter energimængde og ikke efter vægt. Med et højenergifoder kommer man lettere til at give en for stor foderration end med et lavenergifoder, og en for stor foderration kan virke stressende på ynglen. Om rationen nu er for stor eller passende, afhænger igen af en række miljøfaktorer: Er der tilstrækkelig ilt? Er vandudskiftningen burtig nok, så der ikke ophobes kuldioxid og ammoniak? Er ynglens sundhedstilstand god, eller er den forringet ved angreb af snyltere eller sygdomme? Et foders virkning på ørreder kan ikke betragtes isoleret, men må ses i sammenhæng med alle de øvrige påvirkninger fra miljøet. Her er dambrugeren tilbøjelig til at overse, at han selv udgør en meget vigtig miljøfaktor. Det er dambrugeren, der bestemmer foderrationen, skruer på hanerne til vand og ilt, udtynder bestanden o.s.v. Der er ligeså mange dambrugsmiljøer i Danmark, som der er dambrugere og fiskernestre. Det bør derfor tilstræbes, at der også er forskellige typer af yngelfoder, således at den enkelte kan vælge den type, som erfaringsmæssigt stemmer bedst med hans miljø. Det er imidlertid næppe muligt at uddrage en almengyldig regel i spørgsmålet om lavenergi-foder contra højenergi-foder. Yngelopdrættet kan lykkes godt på et dambrug med lavernergi-foder såvel som omvendt. Miljøet - herunder dambrugerens temperament - spiller ind. Hermed er foderfabrikanterne ikke fritaget for ansvar for ynglens sundhedstilstand. Ernæring og sundhed er tæt sammenknyttede, men tilsyneladende også evigt omdiskuterede begreber, hvad enten det gælder mennesker eller dyr. på en vis måde kan man sige, at foderfabrikanternes ansvar er blevet forlænget. Ved bassinopdrættets start fik ynglen tørfoder gennem 6-8 uger og derefter mere naturligt foder i form af hakket fisk resten af livet. Nu må foderfabrikanterne derimod sørge for den rette ernæring fra først til sidst, og det er natur- 14

17 ligvis ikke uproblematisk. Der er fra foderfabrikanternes side gennem årene udført et stort forsknings- og udviklingsarbejde. Dette har dog i høj grad været rettet mod det mål at nedsætte foderforbruget ved produktionen af et kilogram ørred. Målet er dikteret af miljømyndighederne, men det er naturligvis også i dambrugerens interesse at opnå en effektiv foderudnyttelse. Hermed er man nået meget langt. Denne prisværdige indsats har dog muligvis stillet et andet spørgsmål i skygge: Hvordan sammensætter man et foder, der bedst muligt styrker ørredens sundhed og modstandskraft mod sygdom? Her må navnlig yngel foderet være i søgelyset, fordi det er i yngelstadiet, ørreden har en meget hurtig vækst og er mest følsom for sygdomsangreb. En ørred på 9 cm har fordoblet sin legemsvægt seks gange fra den begyndte at æde, og dette er normalt sket på omkring 2~ måned. Derefter skal legemsvægten kun fordobles fem gange før ørreden er konsumfisk (ca.250 g/ stk.), men hertil medgår i reglen 9-12 måneder. Som overalt i dyreverdenen stiller de yngste livsstadier særligt store krav til ernæringens kvalitet. Det er imidlertid svært at finde frem til sammensætningen af et ørredfoder, som i enhver henseende dækker ynglens behov. Det er så meget mere problematisk, som behovet ikke nødvendigvis er konstant, men sandsynligvis afhænger af en række miljøfaktorer. Det hænder, at Forsøgsdambrugets konsulenter i forbindelse med et sygdomsangreb ser symptomer på vitaminmangel i ørredyngel og anbefaler, at der tilsættes ekstra vitamin til foderet. Hermed er det ikke sagt, at det anvendte foder generelt har været for vitaminfattigt. Samme foder kan være anvendt på andre dambrug uden at fremkalde tegn på vitaminmangel eller vantrivsel. Man kan i visse tilfælde blot konstatere, at netop disse yngel med denne sygdom og under disse miljøbetingelser synes at have behov for mere vitamin, end de faktisk har optaget. Det er velkendt, at f.eks. yngel- 15

18 dødeligheds syndromet medfører en slap og skør tarm, som ikke forekommer synderligt funktionsdygtig. Det ser yderligere ud til, at korte og misdannede yngel kan fremkomme efter et angreb af sygdommen. Da ørreder med tilsvarende misdannelser er kendt i forbindelse med C-vitaminmangel, kan man ikke afvise, at ørreder med yngeidødelighedssyndrom har en nedsat evne til vitaminoptagelse på grund af en forringet tarmfunktion. Man kan med god ret rejse det spørgsmål, om ikke visse sygdomme medfører ændringer i ynglens ernæringskrav - specielt vitaminbehovet. Det er også muligt, at en sygdoms epidemi kan hæmmes i sin udvikling med et specialfoder. Norske smitteforsøg tyder på, at et øget indhold i foderet af vitaminerne B 6, C og E samt sporstofferne jod og fluor styrker fiskenes immunforsvar. Måske burde man straks ved starten af visse sygdomsepidemier anvende et specielt "helsefoder n, som styrker ynglen og hæmmer sygdoms faktorens udbredelse til de endnu ikke smittede fisk. Når man i dag tilsætter bakteriebekæmpende medikamenter til yngelfoder, anvendes de almindelige fodertyper som basis, men burde der i stedet anvendes et specialfoder? Desværre er der nok ingen, der helt konkret kan anvise, hvorledes et medicineret specialfoder bør sammensættes. Man må nok foreløbig lade sig nøje med nogle teoretiske overvejelse: - foderet skal sigte på at fremme overlevelsen mens andre formål som opnåelse af en lav foderkvotient og en hurtig vækst må træde i baggrunden, - foderet og fodringspraksis skal så godt som muligt sikre, at alle smittede yngel får en passende dosis medikament. Når en epidemi er under udvikling, vil der være sunde yngel med normal reaktionsevne og syge yngel med nedsat reaktionsevne i samme bassin. Følgelig er der fare for, at de sunde får broderparten af foderet og dermed af medicinen, 16

19 mens de syge får for lidt. For at modvirke denne fare synes det mest logisk at fordele medicinen på så mange foderpartikler som muligt. Dette peger på, at det er bedre at anvende mange foderpartikler med lavt energiindhold frem for få foderpartikler med højt. energiindhold, det er en gammel og tilsyneladende virksom praksis, at man i tilfælde af en sygdomsepidemi nedsætter foderrationen. Dette bør i hh. til det ovenstående hellere ske ved nedsættelse af specialfoderets energiindhold end ved en nedsættelse af fodermængden, - en nedsættelse af foderets energiindhold indebærer en reduktion af fedtindholdet, men behovet for essentielle fedtsyrer og for de fire fedtopløselige vitaminer skal naturligvis være fuldt dækket. Vitaminer og mineraler, som vides at være af betydning for immunforsvaret, bør forefindes i rigelig dosis, - et specialfoder bør i det hele taget indeholde rigeligt af alle vitaminer, der ikke har skadelig effekt ved overdosering. Sygdom kan øge vitaminbehovet og muligvis også gøre vitaminoptagelsen gennem tarmvæggen mindre effektiv, hvorfor en rigelig dosering er ønskelig, - et specialfoders smag bør sikkert tillægges betydning. Nogle medikamenter gør foderet smagsmæssigt mindre acceptabelt, og det kunne derfor være aktuelt at tilsætte smagstoffer, som er attraktive for ynglen. Det har i forsøg vist sig, at tilsætning af smagsstoffet betaine (et protein) gør tørfoder mere attraktivt, - et vanskeligt punkt i et specialfoders sammensætning er fordøjeligheden. Man vil umiddelbart mene, at et let fordøjeligt foder - en slags skånekost - måtte foretrækkes. Hvis fedtindholdet skal holdes på et lavt niveau er det et spørgsmål, hvad der skal erstatte fedtet. Et øget indhold 17

20 af fordøjelige kulhydrater er ikke ønskeligt, og herefter er der proteinerne tilbage. Det kan imidlertid godt drages i tvivl, om et høj-protein foder har ret meget med "skånekost" at gøre. Alternativt må der et islæt af ufordøjelige eller svært fordøjelige stoffer i foderet, hvorved det er så som så med letfordøjeligheden. Et specialfoder med en veldokumenteret effekt i sygdomsbekæmpelsen er næppe lige på trapperne. Dambrugeren må foreløbig selv løse problemerne efter bedste evne. Hvor der fodres med automater, er de sunde yngel samlet ved disse, mens de svækkede yngel står mere spredt. De svækkede yngel kan få deres ration af foder, hvis der fodres med hånden som supplement til automatfodringen. Det giver muligvis også de syge yngel en større chance i konkurrencen om foder, hvis man går lidt ned i foderstørrelse. Jo flere foderpartikler, der tilføres, desto større chance har de svage yngel for at få en andel af det medicinerede foder. Et ekstra vitamintilskud kan der sørges for enten ved foderleverandørens mellemkomst, eller ved at man selv sætter det til foderet Sy~domssituationens udviklin~. Selvom der kan være god grund til kritik af den måde yngelopdrættet drives på mange steder, skal det hævdes, at det ikke er på det område, hovedproblemet ligger. En dårlig praksis kan gøre det mere sandsynligt, at problemer indtræffer, og den kan give dødeligheden et forøget omfang, men det er ikke ændringer i yngelopdrættes teknik, der i sig selv har skabt den uheldige udvikling. Det er yngelsygdornmene, der er det helt store problem - de sygdomme, som fra den øvrige verden har bredt sig til Danmark i løbet af en årrække. Når dette hævdes så kategorisk, er det, fordi man adskillige steder år for år driver yngelopdrættet på eksemplarisk måde med den mest pinlige renlighed, passende besætningstæthed, god vandudskiftning og fornuftig rutine med fodring og sygdomsbe- 18

21 handling, men også her får man jævnligt store problemer med en eller flere af de nye sygdomme. Generelt er det dog således, at dødeligheden er mindre ved omhyggelig drift, selvom undtagelser forekommer. I det følgende skal de yngeisygdomme, der er kommet til Danmark fra 1967 og fremefter, omtales i den rækkefølge, hvori man har konstateret deres optræden. Herunder skal deres nuværende betydning søges vurderet Infektiøs Pankreasnekrose (IPN). I 1967 konstaterede Forsøgsdambruget på 10 danske dambrug en ny sygdom, og i foråret 1968 fremlagde dr. Vestergaard Jørgensen, SVS, bevis for, at det drejede sig om virussygdommen IPN. I løbet af 1968 konstateredes 48 tilfælde, og i de følgende år fandtes stadigt flere dambrug inficerede. Sygdommen var kendt i USA, og var herfra kommet til Frankrig. Det viste sig, at de danske tilfælde i kunne spores tilbage til to ægimporter fra hhv. USA og Frankrig. Da IPNvirus kan forekomme inden i æg og sæd af ørreder, var sygdommen med stor sandsynlighed indslæbt med øjenæg. Specielt den franske stamme, som blev gydemoden tidligt på vinteren, var attraktiv og gav ophav til en del moderfisk. Ynglen fra den første generation moderfisk, der nedstammede fra de importerede æg, overlevede imidlertid udmærket og ingen bemærkede noget unormalt. En stor del af denne yngel blev opdrættet videre til moderfisk og udbredtes til adskillige dambrug, og efterhånden som den anden generation moderfisk i Danmark gav afkom, slog IPN-infektionen kraftigt igennem med en dødelighed i bassinerne på op til 70-80%. Man må forestille sig, at nogle få af de importerede æg har haft IPN-virus i sig. Nogle af disse æg er ført frem til moderfisk, således at der i næste generation har været flere 19

22 æg og yngel med smitten i sig. Da disse blev til moderfisk og producerede inficerede æg og sædceller, var infektionen ved vertikal smitte oparbejdet til et så højt niveau, at sygdommen slog kraftigt igennem. Som bekendt findes der inge~ medikamenter mod virussygdomme, men man fandt hurtigt ud af, at dødeligheden kunne begrænses ved at udsætte ynglen fra bassinerne i damme, så snart der sås symptomer på IPN. Det viste sig, at rumfaktoren havde betydning for denne sygdom. Når der var tyndt besat efter udsætningen i damme, fik dødeligheden ikke nær så stort et omfang, som ved den store besætningstæthed i bassinerne. Imidlertid gjorde man også en landsomfattende indsats for at reducere infektionens styrke. på Forsøgsdambrugets anbefaling gjorde dambrugerne kort proces med de inficerede moderfisk, som simpelthen blev slagtet. Samtidig etableredes - især ved dyrlæge N.P.Kehlets store arbejdsindsats - systemet med de IPN-fri avlsdambrug. Hele infektionsniveauet blev på landsbasis neddæmpet. De stærkt inficerede moderfiskbestande forsvandt, og dambrugerne fik adgang til at købe øjenæg, der var fri for IPN, hvilket mange benyttede sig af. Hvorom alting er, så aftog IPN-angrebene i løbet af få år i antal og styrke. Igennem en længere årrække derefter udgjorde IPN ikke noget betydende problem i yngelopdrættet. Det er imidlertid et spørgsmål om infektionsniveauet igen er på vej opad? I løbet af de sidste få år er der ved Veterinærdirektoratets rutinekontrol påvist IPN på flere dambrug, som har været registreret IPN-fri i en lang årrække. Da IPN-viruset kan passere en fugletarm uden at skades, er der ikke noget mærkeligt i, at selv isoleret beliggende dambrug kan smittes, men smitten kommer dog oprindelig fra en syg ørred. I det sidste par år har Forsøgsdambrugets konsulenter igen set IPN- 20

23 angreb med betydende dødelighed og har skærpet opmærksomheden over for sygdommen. Der er imidlertid kommet den komplikation til, at yngel syndromet har nogle symptomer fælles med IPN - specielt at maven og forreste del af tarmen er udspilet af en klar substans. Man kan på andre symptomer (den udtalte blodmangel og forstørrede milt) fortsat genkende yngel syndromet, da disse symptomer ikke er karakteristiske for IPN. Derimod kan selv den mest trænede iagttager i~ke afgøre, om yngel, der lider af yngel syndromet, samtidig er angrebet af IPN. Yngelsyndromets store udbredelse kan således eventuelt tilsløre, at IPN optræder hyppigere. Efter de erfaringer man gjorde ved den første optræden af IPN i Danmark, kan man ikke afvise, at infektionsgraden i nogle moderfiskbestande igen ganske ubemærket er steget fra generation til generation. Man kan yderligere hævde, at der gennem den sidste halve snes år er kommet en faktor til, som med stor sandsynlighed har virket fremmende på IPN. lyngelopdrættet anvendes en del steder opvarmet og recirkuleret vand. Dette indebærer, at blot nogle få inficerede yngel har mulighed for at overføre viruset til samtlige yngel i recirkulationssystemet. Selvom infektionen muligvis ikke giver sig direkte udtryk i en betydende dødelighed, kan det få betydning senere, hvis ørreder fra recirkuleret vand indgår i moderfiskbestande. Recirkuleringsanlæg kan dog muligvis anvendes i en direkte bekæmpelse af lpn. Noget tyder på, at viruset dårligt tåler høje temperaturer, således at ynglen kan kureres ved at hæve vandtemperaturen til ca. 22"C i 4-5 dage. Spørgsmålet trænger imidlertid til nærmere belysning Proliferative Kidney Disease (PKD). Sygdommen giver sig udtryk i stærkt opsvulmede nyrer, idet navnlig den bageste del af nyren er hævet. Sygdommen forårsages af en encellet snylter, som foreløbig benævnes PKX, da det ikke er entydigt påvist, hvilken dyregruppe snylteren skal 21

24 henføres til. Den almindeligste mening er for tiden, at der er tale om et sporedyr. Forsøgsdambruget konstaterede for første gang sygdommen i Danmark i eftersommeren Siden er den med mellemrum dukket op her og der, idet den dog i nogle år slet ikke har gjort sig bemærket. Navnlig i sydengelske dambrug har sygdommen siden slutningen af 1970'erne yoldt store gener. Dødeligheden er ofte begrænset, men ørrederne svækkes og tåler dårligt sortering og transport. Desuden reduceres ørredernes vækst til trods for, at ædelysten ikke er forringet. Sygdommen kan forekomme i alle ørredstørrelser, men da den mest har vist sig i eftersommeren, har den ikke hidtil voldt de helt store problemer for dansk yngelopdræt. Der findes ingen i Danmark lovlig behandling af sygdommen Rødmundsyge. Denne sygdom forårsages af bakterien Yersinia ruckeri, som var kendt fra USA længe før den kom til Europa. I Danmark påvistes den første gang af Viggo Hørlyck og Inger Dalsgaard i august 1983 i et midtjysk dambrug. I løbet af de sidste ti år har sygdommen efterhånden kunnet konstateres i flertallet af de danske dambrug. Det er ukendt, hvordan sygdommen er kommet til Danmark, men da bakterien også forekommer i ål, er det ikke underligt, at den udbredtes hurtigt, da den først var kommet til landet. Der har været fremsat den teori, at bakterien har været til stede i Danmark, længe før man opdagede den, men dette er ikke sandsynligt. Dyrlæge Inger Dalsgaard har gennem mange år samarbejdet med Forsøgsdambruget om udforskningen af bakteriesygdomme, idet Inger Dalsgaard har dyrket bakterier fra indsendte prøver. Efter undersøgelsen bortkastes prøverne ikke, men gemmes. Inger Dalsgaard har for at efterprøve teorien foretaget fornyede bakteriedyrkninger på talrige prøver ind- 22

25 sendt før august 1983, men har ikke kunnet påvise bakterien. Som bekendt angriber rødmundsyge ikke blot yngel, men ørreder i alle aldre. Sygdommen kan behandles med forskellige medikamenter, men den er tilbøjelige til at komme igen med jævne mellemrum. Hvis sygdommen florerer i dammene, er der en nærliggende mulighed for, at den overføres til yngelhuset. For yngelopdrættet må det skønnes at være betydningsfuldt, om man søger at holde infektionsniveauet på hele dambruget så lavt som overhovedet muligt. Det bedste middel hertil er utvivlsomt vaccination af hele yngelbestanden hvert år, således at chancen for smitte fra generation til generation formindskes. Der har i dambrugserhvervet været delte meninger om vaccinationens effektivitet, men flere og flere er efterhånden af den opfattelse, at vaccination absolut er umagen og omkostningen værd. I mange tilfælde kan et utilfredsstillende resultat have haft sin årsag i, at man har vaccineret for små yngel, eller at vaccinationen er foregået ved en for lav vandtemperatur. Efterhånden som der er opnået større erfaring med vaccination mod rødmundsyge, har det vist sig, at de bedste resultater opnås, når ynglen er større end 2S0 stk./kg - d.v.s. over ca. 7 cm's længde. Vandtemperaturen bør under alle omstændigheder være over 5"C og helst over 10 C. Man kan dog opnå nogen beskyttende effekt ved vaccination af yngel i størrelser ned til 400 stk./kg, men vaccination ved mindre end S'C under selve vaccinationen og 4 uger derefter er nytteløs. Jo højere vandtemperaturen er desto hurtigere indtræder den beskyttende effekt. Som situationen er i dag, hvor angreb af rødmundsyge med jævne mellemrum optræder i talrige dambrug, må man erkende, at der er et generelt højt infektionsniveau i de jyske vandløb, og at dambrugene smitter hinanden. Der er næppe tvivl om, at det generelle infektionsniveau - og dermed sygdommens optræden - kunne dæmpes, hvis man i samtlige inficerede dambrug udeluk- 23

26 kende benyttede vaccinerede ørreder i opdrættet Yngeldødelighedssyndromet. Fra midten af 1980-erne stødte Forsøgsdambrugets konsulenter på et nyt problem i yngelopdrættet. Der var omfattende dødelighed blandt yngel i bassinerne, og da man i ynglens blod fandt bakterier, som det ikke lykkede~ at dyrke, forsøgte man behandling med de gængse bakteriedræbende medikamenter, som imidlertid viste sig at være uden effekt. på omtrent samme tid havde nye og mere energirige fodertyper vundet udbredelse i yngelopdrættet, og mange dambrugere var tilbøjelige til at give de nye fodertyper skylden for den gådefulde dødelighed. Imidlertid havde man omtrent samtidig observeret samme dødelighedsfænomen i andre europæiske lande, og dambrugsejer Georg Jørgensen fik på et tidspunkt fra en udenlandsk kollega oplyst, at en behandling med en stor dosis oxytetracyklin havde bragt dødeligheden til ophør. Denne vigtige oplysning lod Georg Jørgensen gå videre til Forsøgsdambruget, og det viste sig snart, at en dosis på 200 g oxytetracyklin pr. 25 kg foder givet i 8 dage som regel bragte dødeligheden til ophør. Forsøgsdambruget havde tidligere anbefalet forsøgsvis anvendelse af oxytetracyklin, men i en for svag dosis. Da man imidlertid nu fik erfaring for, at et bakteriedræbende middel havde positiv effekt, fandtes det sandsynligt, at der var en bakteriel faktor impliceret. Indledningsvis voldte det imidlertid herhjemme problemer at påvise hvilken bakterieart, man havde med at gøre, og fra andre lande med samme yngel sygdom var der ingen hjælp at hente. I 1990 lykkedes det imidlertid dyrlæge Inger Dalsgaard og cand.scient. Ellen Lorenzen at bakterien Cytophaga psychrophila psychrophilus j. vise, at det drejede sig om (også kaldet Flexibacter Det er interessant, at det var netop denne bakterie, som 24

27 forårsagede dødeligheden, fordi samme bakterie forårsager vinters år i sættefisk af regnbueørred. Vintersår var dukket op i Danmark omtrent samtidig med yngeldødelighedssyndromet, og i december 1985 påviste Inger Dalsgaard, at sygdommen havde angreb af Cytophaga psychrophila som årsag. Vintersår (også kaldet koldtvandssyge) var fra 1941 kendt fra Nordamerika, men først i 1960 blev den sygdomsfremkaldende bakterie isoleret og beskrevet. I midten af 1980-erne konstaterede man bakteriens tilstedeværelse i Frankrig og som nævnt omtrent samtidig i Danmark. I Danmark har vintersår kun i få tilfælde givet større problemer. Det er oftest ganske få ørreder, der har klare symptomer, og stor dødelighed har hidtil kun vist sig i ganske få tilfælde. Imidlertid er det vigtigt, at dambrugerne gør sig klart, at sættefisk og undermålsfisk i damme kan være bærere af den bakterie, som forårsager stor dødelighed i ynglen. Man må være opmærksom herpå for at undgå overførsel af smitte. I den forbindelse kan det påpeges, at det er forvirrende at have to navne til en og samme sygdom, selvom de synlige symptomer på yngeldødelighedssyndromet og vintersår unægtelig er meget forskellige. Der er udelukkende historiske årsager til de to betegnelser. Betegnelsen yngelsyndrom" stammer fra en tid, hvor man ikke havde bestemt den sygdomsfremkaldende bakteries art. Når begrebet "syndrom" anvendes, er det for at antyde, at dødeligheden næppe skyldes en enkelt faktor, men et kompleks af faktorer, hvori eventuelt indgår elementer som hygiejne, andre sygdomme, dårligt miljø, ernæring m.v. I dag ved vi, at der er Cytophaga psychrophila til stede i ynglen, når de typiske symptomer med tilhørende dødelighed optræder. Miljøfaktorer spiller uden tvivl ind for sygdomsangrebets udvikling, men det gør de også for f.eks. rødrnundssyge og bakteriel gælleinfektion, og her taler man ikke om et syndrom. Man savner et godt dansk navn til sygdommen, for det duer ikke at kalde den vintersår, da yngelen fortrinsvis angribes om 25

28 sommeren, og da yngel ikke får sår. I mangel af bedre kan man benævne sygdommen med bakterienavnet og kalde den Cytophagasygdom eller Flexibacter-sygdom alt efter hvilket bakterienavn, der vinder hævd i den videnskabelige litteratur. I de sidste 4-5 år er vor viden om bakterien og dens optræden i yngel øget takket være det gode samarbejde mellem Statens veterinære Serumlaboratorium i Arhus, Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelsers Fiskepatologiske Laboratorium, Veterinædirektoratet og Forsøgsdambruget. Det har dog navnlig været af betydning, at cand. scient. Ellen Lorenzen har kunnet koncentrere sig helt om denne sygdom, idet bl.a. Dansk 0rredfond, foderfabrikanterne og Henriksens Fond har finansieret hendes arbejde. Der er næppe tvivl om, at Danmark ligger forskningsmæssigt smukt placeret i den internationale udforskning af sygdommens optræden i yngel. Hvad angår sygdommens virkning på sættefisk, har man i U.S.A. foretaget eksperimenter vedr. temperaturens indflydelse. Det er navnlig interessant, at regnbueørreder ikke viser sygdomssymptomer eller dødelighed ved 22"C, selvom de er injicerede med en bakteriekultur. Derimod trives bakterien godt i sættefisk ved 12-15'C. Dette forskningsresultat kan eventuelt have interesse for opdrættet af yngel i recirkuleringssystemer. Bl.a. undertegnede har anbefalet, at vandtemperaturen i dette opdræt holdes omkring 14 C C. Er dette i virkeligheden forkert, hvis ynglen er inficeret med Cytophaga psychrophila? Da jeg i sommeren 1993 besøgte et dambrug for at undersøge syge ørreder i damme, slog det mig, at ynglen i et ny-etableret recirkulationsanlæg var særdeles sunde. Dambrugeren oplyste, at vandtemperaturen i anlægget holdtes omkring 1B'C, og at der ikke på noget tidspunkt havde været det svageste symptom på yngelsyndrom. Dette kan naturligvis skyldes, at bakterien ikke har været til stede, men det skal nævnes, at Forsøgsdambruget i 1991 (før recirkulationsanlægget var etableret) havde konstateret døde- 26

29 lighed på dambruget som følge af yngeldødelighedssyndromet, og at man ved dyrkning havde påvist forekomsten af Cytophaga psychrophila. Det kunne være spændende om dambrug med recirkulationsanlæg ville forsøge med høje temperaturer i yngelopdrættet. F.eks. således: - opdræt af IPN-fri yngel i recirkulationsanlæg ved ca. l8 C, - opdræt af IPN-fri yngel i recirkulationsanlæg ved 14'C. Hvis symptomer på yngeldødelighed viser sig, sættes temperaturen op til 22'C, hvor den holdes helst i 10 dage. Hvis dette viser sig umuligt i praksis, reduceres temperaturen efter et par dage til l8'c. Når høj temperatur har været vedligeholdt i 10 dage, vendes tilbage til l4'c, hvorefter man observerer, om symptomerne på sygdommen kommer igen, hvis de iøvrigt er forsvundet. For så vidt Forsøgsdambruget kan skaffe økonomisk basis herfor, agter man at foretage forsøg af denne art. Man søger endvidere efter et alternativ til oxytetracyklin, da der er grund til at frygte resistensproblemer ved en fortsat benyttelse af dette medikament. Foreløbig har Forsøgsdambruget fundet, at amoxicilin har en helbredende effekt over for yngeldødelighedssyndromet. Midlet synes dog ikke fuldt så effektivt som oxytetracyklin, og kuren er mere end dobbelt så dyr. I tilfælde, hvor oxytetracyklin har vist sig uvirksomt, kan en anvendelse af amoxicilin eventuelt komme på tale. Der anvendes en dosis på 200 g pr. 25 kg foder i 8-10 dage. Det vides, at ynglen kan tåle denne dosis, men det er indtil videre usikkert om behandlingen har en positiv effekt, som står mål med omkostningen. Før receptudstedelse bør dambrugeren orientere sig om prisen på amoxicilin, og indtil flere erfaringer er indhentet, kan kun en forsøgsvis behandling anbefales. 27

30 4.5. Ændringer i sygdomsbekæmpelsen. I en længere årrække rådede man over effektive bekæmpelsesmidler mod alle snyltere og sygdomme undtagen virussygdommene. Ved angreb af IPN kunne dødeligheden dog begrænses stærkt ved at udsætte ynglen i damme, idet den lave besætningstæthed virkede som en form for økologisk bekæmpelse. I de senere år er anvendelsen af malakitgrønt imidlertid blevet forbudt af hensyn til ørredeksporten, og midlet acinitrazol fremstilles ikke længere. Man står hermed svagere i bekæmpelsen af nogle sygdomme, end man gjorde før i tiden. Malakitgrønt er navnlig savnet i bekæmpelsen af fiskedræber, Ichthyophthirius multifiliis, idet man ikke råder over andre midler, der kan ramme snylteren, når den er indlejret i fiskens hud. l bassinopdræt med hurtig vandudskiftning og daglig rengøring er fiskedræber sjældent et problem, men snylteren kan være særdeles generende for yngelopdrættet i damme. Malakitgrønt var yderligere et fortrinligt middel til forebyggelse og bekæmpelse af skimmelangreb på æg. Der er næppe tvivl om, at skimmelangreb under ægklækningen ikke blot resulterer i ægdødelighed, men også fører til en ringere kvalitet af den klækkede yngel. Når æggene i klækkebakkerne danner større eller mindre klumper ved skimmelangreb, hæmmes vandcirkulationen. Mange af æggene kan herved udsættes for en forringet iltforsyning, idet de ikke til stadighed omskylles af en langsom vandstrøm. Yngel, der helt fra klækningen er svækkede, vil være langt mere udsat for sygdomsepidemier end livskraftige yngel fra et godt klækningsmiljø. Imidlertid kan skimmelangreb forebygges ved en regelmæssig anvendelse af formalin, som det er beskrevet i en anden artikel i nærværende skrift. Denne behandlingsform er dog endnu ikke indarbejdet i erhvervet, hvorfor man efter malakitgrønt-forbuddet har haft et dårligere yngelmateriale til rådighed end før i tiden. 28

31 Acinitrazol var selv i en meget lav dosis et meget effektivt middel mod tarmsnylteren Hexamita salmonis (også kaldet Octomitus truttae ). Man anvender nu i stedet emtryl, som imidlertid ikke giver helt så pålidelige resultater som acinitrazol. Det hænder af og til, at en forskriftsmæssig kur med emtryl ikke dræber alle tarmsnyltere, så kuren må forlænges eller gentages Kombinationer af sygdomme. Det kan være vanskeligt at stille en korrekt diagnose af en fiskesygdom uden mikroskopets hjælp, fordi fiskene ofte fejler mere end en ting på samme tid. Ses der f.eks. klare ydre symptomer på rødmundsyge, vil man hæfte sig ved denne sygdom, mens tarm- eller hudsnyltere i al ubemærkethed kan medvirke til dødeligheden. Kombinationer af sygdomme optræder i dag hyppigere end før i tiden, hvilket har sin årsag i, at det navnlig er de nytilkomne sygdomme rødmundsyge og yngelsyndrom, som optræder sammen med andre sygdomme. Sandsynligvis forholder det sig således, at disse bakteriesygdomme særlig let finder fodfæste i bestande, som er svækkede af et sygdomsangreb af anden art. F.eks. vil man ofte finde tarmsnylteren Hexamita sammen med yngel syndrom eller rødmundsyge, og man har fremsat den teori, at tarmsnylteren skader tarmen, som herved danner indgangsport for bakteriesygdommen. Teorien er dog ikke bevist, og det skal da også tilføjes, at tarmsnylterens tilstedeværelse på ingen måde er en forudsætning for bakterieepidemiernes optræden. Desuden vil man også finde kombinationer mellem bakteriesygdommene og hudsnyltere eller bakteriel gælleinfektion. Det er nok mest sandsynligt, at det er svækkelsen eller stressfaktoren ved et sygdomsangreb, der skaber kombinationer af to eller flere sygdomme. Det er f.eks. velkendt, at stress ved sortering og flytning af ørreder ofte kan få rødmundsyge til at blusse voldsomt op. Endelig må det erkendes, at man ikke kan afgøre, om snylteren kom før bakteriesygdommen, eller om 29