Lov om Social Service

Transkript

1 Lov om Social Service 101. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde behandling af stofmisbrugere. Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen. Stk. 3. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om behandling efter stk. 1 og 2 af stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde. Stk. 4. En person, der er visiteret til behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt behandlingstilbud eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1. Stk. 5. Fristen efter stk. 2 kan fraviges, hvis personen vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller godkendt privat behandlingstilbud end det, kommunalbestyrelsen har visiteret til efter stk. 1. Stk. 6. Retten til at vælge efter stk. 4 kan begrænses, hvis hensynet til stofmisbrugeren taler for det. (2)Bekendtgørelse om garanti for social behandling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige tilfælde: I medfør af 101, stk. 3, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 929 af 5. september 2006 som ændret ved 1 i (L 5), fastsættes: 1. Kommunalbestyrelsen sørger for tilbud om behandling for stofmisbrug til unge under 18 år i særlige tilfælde. Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen. Stk. 3. Forældre eller den unge kan anmode kommunen om et behandlingstilbud. Stk. 4. Målgruppen er unge, som på grund af stofmisbruget har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Der er tale om unge med sociale, fysiskeog/eller psykiske skader forårsaget af stofmisbruget. 2. Tilbud skal iværksættes med forældremyndighedens samtykke og kræver tillige samtykke fra den unge, når denne er fyldt 15 år. 3. Den kommunale forpligtelse til særlig støtte over for børn og unge er reguleret efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 11. Forpligtelsen, jf. 1, stk. 1 og 2, ændrer ikke ved dette, men er en ekstra forpligtelse til at yde hurtig hjælp til målgruppen, jf. 1, stk Det er kommunalbestyrelsen, der foretager den faglige vurdering af, om den unges problemer er så alvorlige, at der skal iværksættes et tilbud inden for 14 dage. 5. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at sagen undersøges og for, at der tages stilling til den samlede sociale støtte samt for, at der udarbejdes en handleplan for den samlede indsats, herunder for behandlingen for stofmisbruget, jf. servicelovens 140, stk Klage over afslag på behandling, herunder manglende iværksættelse af tilbud senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen, kan indbringes for det sociale nævn, jf. servicelovens Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

2 Stk. 2. Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 776 af 11. august 2005 om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde. Som følge af ovennævnte Lov om social service - lov nr. 573 af 24. juni 2005 er det i 101 fastsat, at kommunalbestyrelsen har pligt til at iværksætte social behandling for stofmisbrug inden for en frist på 14 dage efter misbrugerens henvendelse til kommunen med ønske om at komme i behandling. Samtidig får stofmisbrugeren en ret til at vælge mellem offentlige og private godkendte behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, kommunen har visiteret til. Som følge af ovennævnte lov og bekendtgørelse bliver kommunernes merudgifter refunderet fra staten via Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT). (3)Omfanget af behandlingsgarantien. Efter bestemmelsen i 101, stk. 2, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at tilbyde behandling af stofmisbrugere. Tilbuddet skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen med anmodning om at komme i behandling. Garantien indebærer en ret for stofmisbrugeren til at modtage og en pligt for kommunalbestyrelsen til at tilbyde social behandling inden for fristen. Samtidig har stofmisbrugeren en ret til at vælge mellem offentlige og private godkendte behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, kommunen har visiteret til. Efter bestemmelsen i servicelovens 101, stk. 4, tillægges stofmisbrugere, der er visiteret til behandling, en ret til at vælge mellem offentlige behandlingstilbud og private behandlingstilbud, der er godkendt efter servicelovens 144. Det konkrete valg skal være af tilsvarende karakter som det, kommunen har visiteret til. Der vil derfor ikke være frit valg mellem døgn- og dagbehandling, og det vil heller ikke nødvendigvis være alle godkendte behandlingssteder, som er relevante for det planlagte behandlingsforløb. Private dagtilbud er ikke omfattet af kravet om godkendelse i servicelovens 144 og således ikke omfattet af retten til frit valg. Er der visiteret til ambulant behandling, vil stofmisbrugeren kun kunne vælge at blive behandlet på et andet offentligt ambulant tilbud. Retten til at vælge gælder for alle visiterede stofmisbrugere. Imidlertid kan der ikke ses bort fra, at der kan være forhold, der i enkelte tilfælde gør det nødvendigt at fravige dette udgangspunkt. Efter bestemmelsen i servicelovens 101, stk. 6, kan retten til at vælge begrænses, hvis hensynet til vedkommende taler herfor. Med undtagelsesbestemmelsen som svarer til undtagelsesbestemmelsen for psykiatriske patienter med hensyn til frit sygehusvalg er der taget hensyn til situationer, hvor stofmisbrugere med psykoser, svære karakterafvigelser eller egentlig psykiatriske lidelser i nogle tilfælde kan savne evnen til at træffe et rationelt valg i en sådan grad, at stofmisbrugerens valg ikke tilgodeser behandlingsbehovet. Eller situationer, hvor stofmisbrugeren savner evnen til at overskue eller gennemføre et meningsfyldt behandlingsforløb. I forlængelse af reglerne om handleplaner til unge med stofmisbrug skal det fremhæves, at servicelovens 101, stk. 3, giver bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte regler om garanti for social behandling efter stk. 1 og 2, af stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde. På baggrund af denne hjemmel, er der fastsat nærmere regler om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i bekendtgørelse om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde. Formålet med bestemmelsen er, at kommunalbestyrelsen skal fremskynde og handle hurtigt og effektivt for, at den unge kan komme i behandling for stofmisbruget. Med bestemmelsen sikres, at kommunalbestyrelsen iværksætter et behandlingstilbud til unge med alvorlige stofmisbrugsproblemer inden for 14 dage fra henvendelsen. Målgruppen er unge, som på grund af stofmisbruget har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Den sociale behandlingsgaranti dækker kun i de særlige tilfælde, hvor stofmisbruget har udviklet sig sådan, at de unge har svært ved at modtage den almindelige støtte efter reglerne for børn og unge i servicelovens kapitel 11, førend der er sat en behandling i gang i forhold til deres stofmisbrugsproblemer. Bestemmelsen ændrer ikke ved det ansvar for behandling af unge med stofmisbrugsproblemer som er fastsat i servicelovens kapitel 11.

3 Det er altså ikke alle de børn og unge, som er i behandling for stofmisbrug, der er omfattet af garantien, men derimod den del af disse børn og unge, der har et så massivt og skadende stofmisbrug, at kommunalbestyrelsen vurderer, at en hurtig indsats er påkrævet af hensyn til iværksættelse af tilbud efter servicelovens kapitel 11. (4)Frit institutionsvalg Folketinget har med virkning fra 1. januar 2003 vedtaget, at stofmisbrugere frit kan vælge hvilken institution, de ønsker at modtage behandling i. Man kan også vælge at blive behandlet i en anden kommune end den man bor i. Der er dog visse begrænsninger. Man kan kun vælge blandt andre offentlige institutioner eller godkendte, private institutioner. Desuden kan man kun vælge en institution, som tilbyder behandling af samme karakter, som den man oprindeligt er blevet tilbudt. Det er en forudsætning, at den institution, som vælges, har plads og ønsker at modtage den pågældende. Behandlingsgarantien dvs. reglen om, at behandlingen skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen, kan fraviges, hvis brugeren vælger at blive behandlet et andet sted end det oprindeligt tilbudte. I helt særlige tilfælde bortfalder retten til frit institutionsvalg. Der tænkes specielt på psykisk syge personer, som ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af deres eget valg. (5)Justitsministeriets skrivelse nr. 147 af 27. december Indledning Den 1. januar 2007 træder lov nr. L 1558 af 20. december 2006 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf mv. i kraft. Herved lovfæstes en behandlingsgaranti for indsatte med stofmisbrug. Der indføres en 45 a med følgende ordlyd i straffuldbyrdelsesloven: En indsat har ret til vederlagsfri behandling mod stofmisbrug, medmindre vedkommende forventes løsladt inden for 3 måneder eller ikke skønnes egnet og motiveret til behandling. Stk.2. Behandling mod stofmisbrug skal så vidt muligt iværksættes senest 14 dage efter, at den indsatte har fremsat begæring herom over for kriminalforsorgen. Varetægtsarrestanter er ikke omfattet af behandlingsgarantien. 2. Behandlingsgarantiens indhold: Det fremgår af aftalen om udmøntning af satspuljeforliget for 2006 og bemærkninger til lovforslaget, at der skal sikres en behandlingsgaranti til stofmisbrugere i kriminalforsorgens institutioner som skønnes egnede og motiverede til behandling, og som ikke forventes løsladt inden for 3 måneder. Indholdet af behandlingen mod stofmisbrug vil som udgangspunkt svare til den behandling, som kommunerne pr. 1. januar 2007 skal tilbyde efter servicelovens 85. En behandlingsgaranti for indsatte i kriminalforsorgens institutioner vil dog i praksis i en lang række tilfælde ikke kunne udformes identisk med den behandlingsgaranti, som gælder i det øvrige samfund. En indsat vil f.eks. ikke frit kunne vælge et andet behandlingstilbud end det, kriminalforsorgen kan anvise, og der kan være ordens- og sikkerhedsmæssige forhold, som gør, at behandlingsgarantien opfyldes på anden vis i kriminalforsorgens institutioner end udenfor. Misbrugsbehandling i kriminalforsorgens institutioner forbeholdes de indsatte stofmisbrugere, som - fordi afgørende hensyn taler imod anbringelse uden for et fængsel - ikke kan visiteres til misbrugsbehandling på en institution uden for Kriminalforsorgen. Der er i kriminalforsorgens institutioner tilbud om behandling mod stofmisbrug på udvalgte lukkede og åbne fængsler, som modtager indsatte fra hele landet. Disse behandlingstilbud skal således ses som et supplement til den behandling, som tilbydes i det almindelige behandlingssystem uden for kriminalforsorgen. Udgangspunktet er således fortsat, at de dømte så vidt muligt skal benytte samfundets almindelige behandlingstilbud, f.eks. ved alternativ afsoning i medfør af 78 i straffuldbyrdelsesloven. Af hensyn til misbrugsbehandlingens afvikling gælder garantien kun for indsatte, som tilkendegiver et ønske om behandling mindst 3 måneder før vedkommendes forventede løsladelse.

4 Behandling mod stofmisbrug skal så vidt muligt iværksættes senest 14 dage efter, at den indsatte har fremsat begæring herom over for kriminalforsorgen. Hermed er det således forudsat, at fristen på 14 dage i særlige tilfælde kan overskrides. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor der til brug for en vurdering af den indsattes egnethed og motivation skal indhentes oplysninger om tidligere behandlinger mv. Endvidere kan der i sagens natur ses bort fra fristen på 14 dage, hvis det er den indsattes egne forhold, herunder udeblivelse fra aftalte samtaler, der giver anledning til, at behandlingen ikke kan iværksættes. Kriminalforsorgen har som målsætning at tilbyde forskellige behandlingsmetoder, som afspejler hovedretningerne i det øvrige samfund. Kriminalforsorgens institutioner har imidlertid ikke en tilsvarende bred vifte af ligeartede tilbud at vælge imellem, men har alene et eller få behandlingstilbud inden for hver behandlingsform skal som udgangspunkt benyttes: Det forudsættes, at behandlingstilbuddene i kriminalforsorgens institutioner forbeholdes indsatte, der ikke kan visiteres til misbrugsbehandling på en institution uden for kriminalforsorgen i medfør af straffuldbyrdelseslovens 78. Det vil i praksis indebære, at misbrugsbehandling i kriminalforsorgens institutioner forbeholdes de indsatte, hvor afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for et fængsel dages frist for iværksættelse af behandling: Ønsker en indsat, som er omfattet af behandlingsgarantien, at indgå i en behandling mod stofmisbrug, foretager kriminalforsorgen en vurdering af den pågældendes egnethed og motivation. Det forventes, at langt hovedparten af de indsatte, som ansøger om behandling, skønnes egnede og motiverede. I forlængelse af vurderingen af den indsattes egnethed og motivation skal der inden for et tidsrum af 14 dage fra det tidspunkt, hvor den indsatte har fremsat ønske om stofmisbrugsbehandling, træffes beslutning om et relevant behandlingstilbud. Dette behandlingstilbud skal ligeledes iværksættes inden for 14 dages fristen. I særlige tilfælde, hvor der eksempelvis er brug for supplering af foreliggende oplysninger om tidligere behandlingsforløb, særlige personlige forhold eller lignende, kan det dog blive nødvendigt at overskride 14 dages fristen. Endvidere kan der ses bort fra fristen på 14 dage, hvis det er indsattes egne forhold, herunder udeblivelse fra aftalte samtaler, der giver anledning til, at behandlingen ikke iværksættes. Har kriminalforsorgen henvendt sig til en behandlingsinstitution uden for kriminalforsorgen med anmodning om misbrugsbehandling for en indsat, og er denne behandlingsinstitution ikke i stand til at modtage den indsatte på et forbehandlingsbesøg og træffe beslutning om modtagelse inden for fristen, vil det påvirke kriminalforsorgens mulighed for at overholde behandlingsgarantiens 14 dages frist. Overskridelse af 14-dages fristen forventes på den anførte baggrund overvejende at kunne forekomme i sager, hvor kriminalforsorgen afventer sagsbehandling og/eller beslutning om behandling uden for kriminalforsorgen. 5. Visitationsprocedure: Når en indsat har udtrykt ønske om behandling over for personalet, skal der snarest herefter foretages en vurdering af, om vedkommende er egnet og motiveret til stofmisbrugsbehandling. I forlængelse af vurderingen af den indsattes egnethed og motivation skal der som nævnt, inden for et tidsrum af 14 dage fra det tidspunkt, hvor den indsatte har fremsat ønske om stofmisbrugsbehandling, træffes beslutning om et relevant behandlingstilbud. Dette behandlingstilbud skal, som det fremgår ovenfor, ligeledes iværksættes inden for 14 dages fristen.

5 Kriminalforsorgen bestemmer, hvilket behandlingstilbud den indsatte skal visiteres til. Den indsatte har således ikke mulighed for frit at vælge mellem fængslernes behandlingsafdelinger eller behandlingstilbud uden for kriminalforsorgen, men indsattes ønsker skal selvfølgelig indgå i den samlede vurdering. I hvert tilfælde foretages en vurdering af den indsattes behandlingsbehov. På baggrund heraf samt en vurdering af, hvilket regi den indsatte skal afsone i, visiteres der til den mest hensigtsmæssige behandling. Hvis denne behandling ikke findes i det fængsel, hvor den indsatte på ansøgningstidspunktet afsoner, overføres vedkommende til det fængsel, hvor behandlingen tilbydes, hvis der ikke er andre forhold, herunder ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, der taler imod en overførsel. Der kan endvidere være tilfælde, hvor den behandling, som vurderes at være bedst egnet til en indsat, på grund af fuld kapacitetsudnyttelse ikke er tilgængelig inden for 14-dages fristen. I så fald skal den indsatte så vidt muligt indenfor fristen tilbydes en anden behandling, som ligger så tæt op ad den oprindeligt tiltænkte som muligt, og som kan foregå i det regi, hvor den dømte skal udstå straffen (åbent, halvåbent eller lukket fængsel). Det rette behandlingssted findes på baggrund af den enkelte indsattes konkrete behandlingsbehov. Valg af behandlingssted foretages således som udgangspunkt uafhængigt af den indsattes aktuelle anbringelsessted inden for kriminalforsorgens institutioner. I de tilfælde, hvor der findes mere end ét sted, der tilbyder en bestemt form for behandling, vil der blive lagt vægt på den indsattes ønsker ved visitering til misbrugsbehandling. Det vil som det også er tilfældet i dag normalt være ansatte på den institution, hvor den indsatte er anbragt, eller hvor behandlingstilbuddet udbydes, der i praksis skal vurdere, om den indsatte er egnet og motiveret til behandling for sit stofmisbrug. Når en indsat er i forbehandling i arresthusene eller modtager individuelle samtaler med eksterne behandlere, er behandlingen påbegyndt. For visse indsatte, som af f.eks. sikkerhedsmæssige grunde ikke kan flyttes til andre fængslers behandlingsafdelinger eller behandlingstilbud uden for Kriminalforsorgen, skal den indsatte tilbydes individuel behandling mod stofmisbrug. Dette gælder f.eks. indsatte på afdelingerne for negativt stærke eller andre indsatte, der er placeret på særlige afdelinger. Sager, der skal ekspederes via direktoratet, herunder anbringelser i medfør af straffuldbyrdelseslovens 78, vil blive behandlet forlods. Afslag på behandling mod stofmisbrug kan påklages til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, i medfør af straffuldbyrdelseslovens Koordinering med kommunerne: Alle kriminalforsorgens behandlingstiltag har principielt til formål at forberede den indsatte bedst muligt til at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelsen. For at opnå dette formål er det af afgørende betydning at den behandling, som tilbydes indsatte stofmisbrugere, koordineres med de sociale myndigheder, som har ansvaret for den fortsatte behandling efter løsladelsen. Indførelsen af en behandlingsgaranti har ikke nogen direkte sammenhæng med den koordinerede indsats mellem kriminalforsorgen og de kommunale instanser i forbindelse med udslusning og efterbehandling. Formålet med behandlingsgarantien er, at indsatte stofmisbrugere allerede under afsoningen sikres behandling, hvis de pågældende har et reelt ønske om det. Samtidig medfører behandlingsgarantien, at indsatte stofmisbrugere i videst muligt omfang sikres den behandling, som de skønnes at opnå det bedste udbytte af. Omdrejningspunktet for hele behandlingsindsatsen er en plan for behandlingsforløbet, der skal udarbejdes ved behandlingens start. For at behandlingen skal lykkes, er det vigtigt, at behandlingsplanen indeholder såvel mål som delmål. Dermed er den optimale behandlingsplan langsigtet og indeholder beskrivelse og vurdering af den forventede indsats under afsoning, i udslusningsfasen samt i hele efterbehandlingsfasen. Behandlingsplanen skal koordineres med og indgå i den indsattes handleplan. I de tilfælde, hvor den indsatte er omfattet af målgruppen for de koordinerede handleplaner, skal

6 opmærksomheden henledes på, at det er Kriminalforsorgen, der har initiativpligten. Der henvises til bekendtgørelse nr. 81 af 9. februar 2006 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med Kriminalforsorgen for visse persongrupper. 7. Misbrugsmodul i Klientsystemet: Det er nødvendigt, at de behandlingstiltag, der er iværksat som følge af satspuljeforliget for 2006, kan følges meget nøje. Derfor implementeres ved årsskiftet 2006/2007 et nyt rusmiddelmodul i den elektroniske klientjournal, hvor alle indsatte skal registreres. I dette modul registreres bl.a. nyindsattes brug af rusmidler 30 dage forud for frihedsberøvelsen, om indsatte er motiveret for misbrugsbehandling og om indsatte, som er motiverede for misbrugsbehandling, og som vurderes egnede, kommer i behandling. Af dokumentationsskabelonen fremgår det endvidere, hvor lang tid, der går, fra behandlingsmotiverede indsatte henvender sig med ønske om behandling, til behandlingen er iværksat. På denne måde er det muligt for Kriminalforsorgen at følge, hvorvidt behandlingsgarantiens tidsfrist overholdes. Hæmmende faktorer for overholdelse af behandlingsgarantien vil fremgå af datamaterialet over tid, mens eventuelle fremmende faktorer vil blive afdækket via løbende drøftelser med behandlingsafdelingerne. Det vurderes, at antallet af registreringer gør det muligt at udarbejde den første opgørelse af data fra modulet ved udgangen af Derefter vil opgørelser kunne udarbejdes løbende. (6)Klagevejledning: Behandling for stofmisbrug sker både på sundhedsområdet og på det sociale område. Myndighedsansvaret for stofmisbrugsbehandling er placeret hos kommunalbestyrelsen, som er ansvarlig for visitation af stofmisbrugere til sundhedsfaglig og socialfaglig behandling. Den sundhedsfaglige behandling for stofmisbrug omfatter primært undersøgelse for og behandling af misbruget/afhængigheden. Herudover omfatter den sundhedsfaglige behandling af stofmisbrugere undersøgelse for og sikring af behandling af de fysiske og psykiske problemstillinger tilknyttet stofmisbruget. Behandlingen kan ved afhængighed af opioider (heroin, morfin m.v.) omfatte substitutionsbehandling med metadon eller buprenorphin. Den socialfaglige behandling forudsætter en visitation, der kan munde ud i en beslutning om enten dag- eller ambulant behandling eller døgnbehandling. Der skal iværksættes social behandling inden for en tidsfrist på 14 dage. Tidsfristen regnes fra den første personlige henvendelse med ønske om at komme i behandling. Stofmisbrugere, der er visiteret til behandling, har ret til at vælge mellem offentlige behandlingstilbud og godkendte private behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til. Hvem kan klage? Den person, der er blevet behandlet m.v., kan selv klage, men kan også ved fuldmagt lade sig repræsentere af en anden person, en forening eller af en advokat. I det følgende gennemgås klagereglerne på henholdsvis det sundhedsfaglige og det socialfaglige område. Klage over sundhedsfaglig behandling for stofmisbrug En klage over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, skal rettes til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Ved faglig virksomhed forstås det arbejde, som udføres af sundhedspersonale, f.eks. af læger og sygeplejersker, i forbindelse med eksempelvis undersøgelse (udredning og diagnosticering) og behandling. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan eksempelvis tage stilling til klager over manglende eller utilstrækkelig lægelig undersøgelse forud for iværksættelse af substitutionsbehandling, klager over en læges afslag på behandling med bestemte lægemidler, klager over ændringer af dosisstørrelse, klager over omfanget og karakteren af kontrolforanstaltninger, klager over udleveringshyppighed, klager over mulighed for og omfanget af tag-hjem-ordninger m.v. Klageadgangen omfatter også spørgsmål som information og samtykke, udfærdigelse af lægeerklæringer, journalføring, afgørelser om aktindsigt i helbredsoplysninger og overtrædelse af reglerne om tavshedspligt i det sundhedsfaglige arbejde.

7 Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelser indeholder i hovedparten af klagesagerne en vurdering af, om sundhedspersonen har overtrådt lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed samt regler udstedt i medfør heraf. Dette kan f.eks. være overtrædelse af Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler og behandling af personer med stofmisbrug. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan ikke påbyde en sundhedsperson at give en bestemt behandling eller at ændre en konkret behandling. Nævnet tager stilling til, om der er grundlag for at kritisere de sundhedspersoner, der har haft ansvaret for behandlingen. Ved afgørelsen af, om der er grundlag for at udtale kritik, vurderer nævnet, om de enkelte sundhedspersoner har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet tager således ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er en selvstændig og uvildig forvaltningsmyndighed, som har en dommer som formand. Nævnet er ved sine afgørelser uafhængig af de myndigheder, der har ansvaret for sundhedsvæsenets drift, og er uafhængig af fagpolitiske interesser. Klage over andre forhold i forbindelse med behandlingen end det rent sundhedsfaglige, f.eks. klager over serviceniveau, lokaleforhold, personalets opførsel, visitation og ventetider, skal som udgangspunkt rettes til kommunen. Hvordan og hvornår skal der klages? En klage over sundhedsfaglig virksomhed skal sendes til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Klagen kan også sendes til embedslægeinstitutionen eller til regionens patientkontor. Et klageskema, der kan gøre det lettere at udforme klagen, kan findes på Sundhedsvæsenets Patientklagenævns hjemmeside eller kan fås ved telefonisk henvendelse til nævnet, embedslægeinstitutionerne og regionernes patientkontorer. På regionens patientkontor kan man også få hjælp til at udforme en klage. En klage skal være indsendt til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde have været bekendt med det forhold, der klages over. Dog skal klagen være indsendt senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Sendes klagen til regionens patientkontor, afbrydes klagefristen i forhold til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Klage over social behandling for stofmisbrug En klage over den afgørelse, kommunalbestyrelsen har truffet i den konkrete sag, kan indbringes for det sociale nævn. Det kan fx være klage over afslag på behandling efter servicelovens 101, herunder manglende iværksættelse af tilbud senest 14 dage efter henvendelsen til kommunalbestyrelsen med anmodning om behandling. Det kan være klage over, at kommunen beslutter at ændre indholdet af den afgørelse, som kommunen tidligere har truffet. Hvis stofmisbrugeren har søgt om at komme i døgnbehandling, og kommunens afgørelse munder ud i et tilbud om dag/ambulant behandling, kan der ligeledes klages. Der kan klages over et afslag på at kunne vælge et andet tilbud af samme art som det, kommunen har visiteret til. Der kan klages over, at reglerne for sagsbehandling ikke er blevet overholdt, fx hvis kommunen har givet afslag på at give aktindsigt, eller hvis stofmisbrugeren ikke er blevet inddraget i behandlingen af sagen. Der kan desuden klages over personalet i kommunen. En klage skal altid afleveres til kommunen. Klager over afgørelser eller over, at reglerne for sagsbehandling ikke er blevet overholdt, bliver behandlet af det sociale nævn. Men kommunen skal først have mulighed for at se på sagen igen og vurdere, om de har truffet den rigtige afgørelse. Kommunen har fire uger til genvurdering. Hvis kommunen fastholder sin oprindelige afgørelse, sender kommunen selv klagen videre til det sociale nævn sammen med papirerne i sagen.

8 Klager over personalet i kommunen skal stiles til dem, der er ansvarlige for personalets optræden. Det er i sidste ende borgmesteren i kommunen. Hvordan og hvornår skal der klages? Der er ingen krav om, hvad der skal skrives i en klage. Det er nok at skrive, at der klages. Der kan også klages mundtligt, så skal kommunen skrive klagen ned. Det kan være en god ide at forklare, hvad man mener kommunen har gjort forkert i sagen. Hvis der er kommet nye oplysninger, som er vigtige for sagen, kan de vedlægges. Det er også en god ide at tjekke, om de oplysninger, kommunen har, er rigtige, inden der klages. Stofmisbrugeren kan bede kommunen om at få aktindsigt, også efter at afgørelsen er modtaget. Selv om der bedes om aktindsigt, skal klagefristen stadig overholdes. Der må ikke gå mere end præcis fire uger, fra stofmisbrugeren har fået afgørelsen i sagen, til klagen er modtaget i kommunen. Kommunen skal have klagen inden for 28 dage inklusive weekender og helligdage. En skriftlig afgørelse med et afslag skal indeholde en klagevejledning med oplysning om den fire ugers klagefrist. Hvis kommunen har glemt at give klagevejledning, gælder fristen først fra den dag, vejledningen modtages. Udløber klagefristen en lørdag eller en helligdag, forlænges klagefristen til første hverdag efter. Kommunen skal modtage klagen inden for arbejdstiden. Der er ingen klagefrist for klager over kommunens personale eller for klager om aktindsigt. I statsforvaltningen sigter man på en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 13 uger i sagsbehandlingen i de sociale nævns sekretariater. Sagsbehandlingstiden afhænger af, hvor hurtigt alle involverede svarer på henvendelser fra statsforvaltningen. Det drejer sig i mange sager om både stofmisbrugeren, kommunen og eventuelt særlige sagkyndige som lægekonsulenter mv. Mange sager skal behandles af nævnene på møde. Det betyder også i nogle sager, at ventetiden bliver lidt længere. I nogle sager kan det således gå hurtigere end 13 uger. I andre sager kan der gå længere tid. Det er den overordnede målsætning, at sagsbehandlingstiden ikke skal være mere end 13 uger i gennemsnit. Én klagebehandling Som udgangspunkt er det sociale nævn den eneste klagemulighed i sociale sager. Hvis stofmisbrugeren mener, at sagen er blevet afgjort eller behandlet forkert, efter at det sociale nævn har behandlet klagen, er der dog i nogle tilfælde mulighed for, at Ankestyrelsen kan behandle klagen. Ankestyrelsen skal vurdere, at sagen vil få betydning for afgørelsen af andre sager, før de kan behandle klagen. Det vil sige, at sagen er principiel eller generel. Hvis der klages til Ankestyrelsen, skal klagen afleveres til det sociale nævn. Ankestyrelsen vil herefter tage stilling til, om de kan behandle klagen. Der gælder de samme regler, frister og retningslinier for en klage til Ankestyrelsen som for en klage til det sociale nævn.