Kvinder med et spirende alkoholproblem går ofte til lægen og fortæller, at de har det skidt. Lægen tror, at de er på begynderstadiet

Transkript

1 Kvinder med et spirende alkoholproblem går ofte til lægen og fortæller, at de har det skidt. Lægen tror, at de er på begynderstadiet til en depression eller har fået stress. Alkolog Anna Marie Aggerholm. INDBLIK Når kvinder s 22 indblik 1 13/07/06 9:12:03

2 Et par hurtige drinks for at dulme anspændtheden udviklede sig langsomt til et massivt alkoholmisbrug. Efter rødvinsaftener med veninderne købte Julie øl i døgnkiosken til sidst drak hun, når familien sov. Først da en veninde greb ind, kom hun ud af misbruget. drikker AF ANNETTE AGGERBECK. FOTO: TORBEN NIELSEN OG SCANPIX. en off-knap til livet Vi sidder i Julies spisestue i et af Gentoftes villakvarterer. Hendes 8-årige søn er i skole, og Julie har tidligt fri fra sit arbejde som socialpædagog i en børnehave. Vi drikker te. Det er nu fire år siden, Julie, 43, har rørt alkohol, og hun regner aldrig med at komme til det igen. Fra hun var 18 år, brugte hun alkohol til at dulme sin anspændthed. Det startede med et par drinks i sociale sammenhænge for at kunne slappe af. Fortsættes næste side s 22 indblik 2 13/07/06 9:12:19

3 INDBLIK med én. Jeg har jo aldrig drukket for nydelsens skyld, men for virkningen. Når jeg begynder at føle mig anspændt, ved jeg, at der er noget i mit liv, jeg skal kigge på. Jeg bruger min anspændthed som indikator for, hvornår jeg skal til næste møde hos AA. Jeg kom med flere og flere løgne Fortsat fra forrige side I dag kan jeg se, at min anspændthed bunder i et lavt selvværd, som jeg har haft, fra jeg var helt lille. Jeg var overbevist om, at så længe jeg holdt mig til alkohol, så gik det nok. Jeg har lært om stoffer på mit studie, men har aldrig fået ordentlig information om alkohol, så jeg havde hverken den fornødne viden eller respekt for alkohol, fortæller hun. Et par festdrinks ved selskabelige lejligheder udviklede sig til et par øl til at falde ned på, når Julie kom hjem. Efterhånden drak hun mere, når hun kom hjem fra fest eller venindeaftener med stearinlys og rødvin. Da hun blev gift, gennemgik fertilitetsbehandling og ammede sin søn, holdt hun sig fra alkohol. Men drikketrangen kom igen, da sønnen var omkring et år. Hendes mand var direktør i et stort selskab og brugte meget tid på sit job og forretningsrejser. Når Julie var alene med sin søn, og han var lagt i seng om aftenen, drak hun ofte til langt ud på natten. Før hun gik i seng, stak hun fingeren i halsen for at være sikker på at kunne passe sit barn og sit job næste dag. Alkohol har for mig været en slags off-knap til livet. Det faldt mig aldrig ind, at jeg var alkoholiker. Jeg troede, at man skulle være fysisk afhængig, og det har jeg aldrig været. Jeg har for eksempel aldrig været nødt til at drikke på grund af tømmermænd. Og ofte sagde jeg nej tak til en øl til frokost, fordi jeg blev irriteret over at skulle nøjes Angsten for afsløring Min mand har nok haft mistanke. Hvis vi havde lavet en god middag og åbnet en flaske vin, ville jeg ofte have, at vi skulle åbne en til. Men så sagde han, at ingen par drikker to flasker vin, når de bare er hjemme. Jeg lod, som om det var i orden, for nede i kælderen havde jeg gemt en flaske vodka i en kasse med julepynt. Når min mand gik i seng, skjulte jeg vodkaen i gul saftevand. Så kunne jeg altid sige, at jeg bare drak saftevand, hvis han pludselig kom ned i stuen. Jeg var bange for at blive opdaget, fortæller Julie, som derfor blev meget kontrollerende. Hvis hendes mand var ude at rejse, kunne hun finde på at ringe til ham for at tjekke, om han kom hjem før tiden. Hvis min mand ringede hjem, og jeg var beruset, bildte jeg ham ind, at jeg havde haft besøg af et par kolleger, og at vi bare havde fået et par øl. Det sidste år, før jeg blev ædru, gik det stærkt ned ad bakke. Jeg kom med flere og flere løgne over for min mand og mine omgivelser, men først og fremmest over for mig selv. Jeg skabte min egen virkelighed. Jeg har adskillige gange drukket, hvor jeg på en underlig måde har været helt bevidst om, at det var til skade både for mig selv og andre. Det er så destruktivt, som noget kan blive! Jeg var til en fødselsdag hos en veninde, hvor vi hyggede os og drak rødvin. Jeg var den sidste, der gik, og alligevel købte jeg øl i en døgnkiosk. Allerede da jeg gik ud af kiosken, havde jeg fået selskab, og jeg fulgte med til et morgenværtshus, hvor jeg drak mig sanseløst beruset, fortæller Julie, der fra værtshuset ringede til sin mand og fortalte, at hun s 22 indblik 3 13/07/06 9:12:31

4 ikke kom hjem. Men Julies mand fandt ud af, hvor hun var og hentede hende. Jeg vidste godt, at det var utilgiveligt, det jeg havde gjort, så da han ville hjælpe mig hen til den parkerede bil, prøvede jeg at stikke af. Jeg zigzaggede mellem de kørende biler, mens min mand forsøgte at fange mig med vores 1-årige dreng på armen. Han måtte have hjælp af en anden mand, og det var dybt ydmygende for ham. Nu kan jeg ikke mere, sagde han. Vendepunktet Men Julies mand blev hos hende, og mere skete der ikke. Misbruget fortsatte i det skjulte. Efter en nats tæt drikkeri vågnede hun klokken fem om morgenen og konstaterede, at hun var sanseløst beruset. Manden var på forretningsrejse, sønnen sov og hun ville ikke kunne tage sig af ham, når han vågnede. Hun fik ringet til en veninde et par huse væk for at bede hende komme og hjælpe. Veninden forsøgte at få hende ædru med kaffe og mad. Det lykkedes ikke. Veninden tog Julie med i bilen hen til børnehaven for at aflevere sønnen og bagefter videre til en psykiatrisk skadestue. De måtte tage hjem igen, for Julie var beruset og ville hverken det ene eller det andet. Bagefter fik de snakket alvorligt sammen om Julies alkoholproblem. Veninden ringede til Julies mand og bad ham komme hjem. Jeg vidste, at fanden var løs, når min mand kom hjem. Han skulle til Irland den følgende uge, og nu var hans tillid til mig lig nul. Jeg blev bange for, at han skulle tage vores dreng fra mig, så jeg ville tage antabus hurtigst muligt ikke for min egen skyld, men for min mands skyld, så han kunne føle sig tryg, mens han var i Irland. Julie ringede til DCCA (Dansk Center vedrørende alkoholisme og andre afhængighedssygdomme) for at høre, hvor hun kunne få antabus. Manden, hun talte med, foreslog hende at komme ind og tale med ham. Da jeg havde talt i 10 minutter, overtog han og fortalte om sig selv. Han var ædru alkoholiker og kunne fortælle mig præcis, hvordan jeg havde det. Det var en åbenbaring for mig, og jeg besluttede mig for at få behandling efter Minnesota-metoden. Jeg startede i AA (Anonyme Alkoholikere), og det første møde var som at komme hjem. Når jeg begynder at føle mig anspændt, ved jeg, at der er noget i mit liv, jeg skal kigge på. Jeg bruger min anspændthed som indikator for, hvornår jeg skal til næste møde hos AA. Jeg har ikke rørt alkohol, siden jeg begyndte at komme i AA. Det har givet mig en anden rummelighed og styrke. Julie blev skilt otte måneder efter, hun blev ædru. Hans despekt for mig var så enorm, at han ikke kunne mere. Lige så lykkelig jeg var over at have fundet ud af, at jeg var alkoholiker, og at der var en løsning, lige så skamfuld blev han. Er jeg ved at få et alkoholproblem... På kan du teste dig selv. På finder du masser af information om alkoholisme og familiebehandling. Hvor kan jeg få hjælp? Ud over de amtslige alkoholambulatorier findes der private tilbud i form af Minnesotabehandling, se for eksempel samt anonym telefonkonsultation hos Anonyme Alkoholikere, se www. anonyme-alkoholikere.dk. Anna Marie Aggerholm kan også kontaktes for yderligere henvisninger på tlf Alt drejede sig om min mor, og jeg ville gøre alt, for at hun skulle blive glad. Fik anoreksi fordi mor drak Moderens alkoholmisbrug har sat sine spor i Marie Karlshøj. Hun mener selv, at det er årsagen til, at hun som teenager udviklede anoreksi, og at hun stadig kæmper med at sætte grænser for, hvad hun vil finde sig i. Som barn boede Marie Karlshøj alene med sin mor. Fra hun var 9 år, sov moderen ofte på sofaen, når hun kom hjem fra skole, og når hun vågnede, blev Marie ofte sendt til købmanden efter en flaske rødvin. Min mors alkoholforbrug var en del af min hverdag, så jeg tænkte ikke så meget over det. Hun drak aldrig på sit arbejde og kunne godt tage sig af vores hjem. Jeg var altid opmærksom på hendes humør og tog hensyn til hende. Jeg brokkede mig aldrig eller stillede krav og var altid parat til at lytte, når hun ville betro sig til mig om sine økonomiske problemer og intime detaljer om kærester. Alt drejede sig om hende, og jeg ville gøre alt, for at hun skulle blive glad, fortæller Marie. Når min mor en gang imellem gik på værtshus om aftenen, lå jeg søvnløs, fordi jeg var urolig for, at hun fik rodet sig ud i noget. Men jeg fortalte hende aldrig, at jeg var bekymret for Fortsættes næste side s 22 indblik 4 13/07/06 9:12:48

5 INDBLIK Jeg har altid villet gøre alle glade, og mine egne behov blev skubbet i baggrunden. Fortsat fra forrige side hende. Jeg ville ikke gøre hende ked af det, så derfor holdt jeg det inde i mig selv. Jeg har aldrig følt mig flov over min mor undtagen til fester, hvis hun var meget fuld. Jeg husker tydeligt min venindes fars fødselsdag, hvor vi kom alt for sent, fordi min mor var så fuld, at jeg næsten måtte bære hende hele vejen derned. Jeg var så flov over hende, at jeg hele aftenen gemte mig på min venindes værelse. Marie havde ofte veninder på besøg, og de elskede at hygge sig sammen med moderen med tv og slik. Veninderne syntes godt om Maries mor. Da Marie var 12 år, flyttede de ind hos moderens nye kæreste. Han havde ikke problemer med alkohol og forsøgte at få Maries mor til at holde op med at drikke. Men hun drak videre i det skjulte og gik snart fra rødvin til stærkere spiritus. Jeg var meget kontrollerende og kunne finde på at snuse til hendes cola eller kaffe, når hun ikke så det. Hvis det lugtede af alkohol, hældte jeg det ud, når hun var ude af rummet et øjeblik. Det var egentlig noget pjat, men jeg forsøgte vel mere eller mindre bevidst at få min mor til at holde op med at drikke. Jeg husker en dag, hvor jeg kom hjem med en veninde efter skole, og min mor var meget beruset. Hun var snøvlet at høre på, hendes øjne var halvt lukkede, og hun lugtede langt væk af spiritus. Jeg blev så vred og ked af det, at jeg løb ind på mit værelse og pakkede en taske for at tage hen til min far. Det lykkedes dog min veninde og mor at stoppe mig. Det var første gang, jeg viste vrede. Tyggegummi til frokost Marie Karlshøj var 14 år, da hendes mor ringede til hende i den havnekiosk, hvor hun arbejdede efter skole, og fortalte, at hun skulle i behandling på Egeborg (nu nedlagt misbrugs-behandlingscenter, red.). Jeg blev overrasket og ked af det, for jeg troede på det tidspunkt, at hun var holdt op med at drikke. Hun havde sagt til mig, at hun var holdt op, og jeg troede på hende, fordi hun skjulte det så godt, fortæller Marie, der valgte at blive boende hos moderens kæreste, selv om hele familien tilbød at tage sig af hende. Her overtog hun husmorrollen. I skolen spiste hun ikke længere frokost, men nøjedes med lidt tyggegummi. Marie følte sig fed og begyndte at dyrke masser af motion. Under moderens to måneder lange ophold på Egeborg, eskalerede den anoreksi, som Marie var ved at udvikle. Jeg var frygtelig flov over at erkende, at min mor var alkoholiker, og at hun skulle have hjælp for at blive rask. Samtidig var jeg stolt over, at hun ville have hjælp. Men jeg var ked af, at kontrollen var taget fra mig, fordi jeg ville beskytte hende så jeg havde svært ved at finde min plads. Siden hen har jeg fundet ud af, at jeg fik anoreksi, fordi jeg førte den kontrol, jeg havde med min mors drikkeri og humør, over på mig selv, fortæller Marie, der kom i behandling og langsomt slap af med sin anoreksi. Undertrykte følelser Da jeg var i starten af 20 erne, fik jeg øjnene op for, at jeg havde brug for hjælp til at få bearbejdet, at min mor var alkoholiker, da jeg var barn. Jeg havde i mange år gået og gemt mine følelser, fortæller Marie, der i dag er 27 år. Inden hun begyndte at læse til markedsøkonom, arbejdede hun på en café i København. De mandlige kokke og tjenere var lidt grove i omgangsformen, og jeg blev ofte ked af deres bemærkninger. Jeg begyndte at tænke over, hvorfor jeg tog alting så nært, og hvorfor jeg ofte fandt mig i for meget. Jeg har altid villet gøre alle glade, og mine egne behov har været i baggrunden, lige siden jeg var barn. Jeg begyndte at komme hos ACA (Adult Children of Alcoholics), og det hjalp mig meget at få sat ord på mine følelser. Jeg opdagede, at andre børn af alkoholikere og misbrugere har de samme problemer som mig. Men efter et halvt år hos ACA syntes jeg, det blev for meget selvmedlidenhed, og jeg valgte derfor at fortsætte hos en psykolog. Nu tør jeg tro på, at jeg er god nok, som jeg er, og at det er okay at blive vred og sætte grænser. Det har været en lang proces, som endnu ikke er slut. Jeg har aldrig mødt nogen, der har fået et normalt forhold til alkohol efter en Minnesotabehandling. En tredjedel af dem, der har været igennem behandlingen, drikker aldrig mere alkohol, en tredjedel har tilbagefald et par gange og rører så ikke mere alkohol. Den sidste tredjedel bliver aldrig ædru, for de kan ikke være ærlige over for sig selv. De dør af det inden for få år, for alkoholisme er en sygdom, man dør af. Alkolog Anna Marie Aggerholm. Vil du læse mere fortæller Michelle Christensen i bogen Nærmest psykisk syg (Books on Demand) sin egen historie om at være barn af en alkoholiker. Michelle skrev bogen som 17-årig for at bearbejde sine oplevelser i forbindelse med faderens alkoholisme. I dag er hun 19 år og netop kommet ind på forfatterskolen s 22 indblik 5 13/07/06 9:13:34

6 FAKTA Ca børn lever i familier med misbrug. Kilde: Socialt Udviklingscenter SUS. Kvinder drikker da ikke! Kvinder med et spirende alkoholproblem går ofte til lægen, fordi de har det skidt. Men både lægen og familien er lang tid om at indse misbruget. Og familien gør alt for at skjule det. Der skal en konfrontation til for at stoppe drikkeriet, siger alkolog Anna Marie Aggerholm. Der hersker flere fordomme omkring kvindelige alkoholikere end mandlige. Det opfattes som værre, når kvinder drikker især hvis de har børn. Derfor dør kvinder hellere af skam end går i behandling, siger Anna Marie Aggerholm, der er alkolog og arbejder efter Minnesota-modellen. Som regel er det en livskrise, der udløser misbruget, som ifølge Anna Marie Aggerholm er en sygdom, man er disponeret for ligesom andre sygdomme. Det starter som regel med, at man finder ud af, at alkohol er en god ven, der dulmer ens følelser og gør det lettere at leve op til omverdenens krav. Det har ikke noget at gøre med, hvor meget man drikker, men hvad alkoholen gør ved en, når man drikker. Samtidig med at man udvikler sygdommen, starter manipulationen og benægtelserne. Man finder hele tiden på gode forklaringer for at retfærdiggøre, at man drikker og er ikke klar over, at man er på vej ind i afhængighed, fortæller Anna Marie Aggerholm. Når det går op for en, at man har et alkoholproblem, forsøger man at skjule det. Man laver hemmelige depoter overalt i hjemmet. 24 timer i døgnet er man angst for at blive opdaget, så derfor ændrer man opførsel og bliver aggressiv over for familie, venner og naboer, for tænk nu hvis de skal bruge vaskemaskinen, hvor man har gemt en flaske. Man bliver kontrollerende og skal hele tiden vide, hvor manden og børnene er, så man er på forkant. Hvis man bliver opdaget, har man 3000 forklaringer man har for eksempel fundet flasken og vil aflevere den til købmanden for at få penge for den, fortæller misbrugseksperten. Der går som regel noget tid, før familien forstår, at mor har et alkoholproblem. Familiens søn, der altid har elsket at sidde på sit værelse med sin computer, vil pludselig hellere ud af huset og spille fodbold, fordi han fornemmer, at der er noget galt hjemme, uden at han kan sætte ord på. Den søde og ansvarlige datter tør ikke gå hjemmefra, for hun er nødt til at holde øje med det, der sker derhjemme. Undgår andre Kvinder med et spirende alkoholproblem går ofte til lægen og fortæller, at de har det skidt. Lægen tror, at de er på begynderstadiet til en depression eller har fået stress. Og familien hopper på forklaringen. Når de tager mor på fersk gerning med flasken, kan hun finde på at sige, at hun er nødt til at dulme sine nerver på grund af stress eller depression. Til sig selv siger hun, at hendes familie har ondt af hende, for hun har det jo ikke så godt. Det er meget almindeligt at udvikle social fobi på dette stadie af sygdommen. Man vil ikke se andre mennesker og er nødt til at drikke cognac klokken 5 om morgenen for at dulme nerverne. Alkoholikere opbygger deres egen virkelighed. I 99 procent af tilfældene bevarer familien mors drikkeri som en hemmelighed i stedet for at bede om hjælp. Man vil helst ikke signalere, at der er problemer i familien, som man ikke selv kan klare, og derfor bliver familien et lille lukket samfund. Oftere og oftere melder familien mor syg på arbejdspladsen og bruger sygdom som undskyldning for hendes fravær i sociale sammenhænge. Familien tager konsekvensen væk fra hende, så hun kan fortsætte sit drikkeri, siger Anna Marie Aggerholm, der mener, at der skal en konfrontation til at få hende til at holde op. De første 35 gange vil hun Anna Marie Aggerholm benægte, at hun har et alkoholproblem, men hun vil hver gang komme lidt længere i sin erkendelsesproces, for det går langsomt op for hende, at hendes hemmelighed er kommet ud. Mit råd til familien er at kalde en spade for en spade. Fortæl hvad I ser, og hvad I føler. Det er svært at konfrontere en alkoholiker, for man skal være parat til at modstå, at hun støder én fra sig i en periode, siger Anna Marie Aggerholm. Det er ifølge eksperten en god idé at indhente viden om alkohol, så man også forstår, at den, der drikker, ikke er et dårligt eller svagt menneske, men at det er en lidelse s 22 indblik 6 13/07/06 9:14:09