Historier om Paulus og Thekla.

Transkript

1 Historier om Paulus og Thekla. til oversættelse af de latinske og engelske tekster samt affattelse af kommentarer ved lektor Poul E. Jørgensen, Aalborg. 33(a)gvdnet.dk Legendariske tekster - eller måske snarere romantekster - om Paulus og Thekla opstod først i det græske sprogområde. Her fandtes en rig apokryf litteratur, spændende fra rimeligt seriøse fortællinger til rene fantasterier, der teologisk, psykologisk og litterært er triviallitteratur. Men sådanne vurderinger har man i den ældre kristenhed ikke betragtet som relevante. Allerede fra den tidligere middelalder blev talrige af disse tekster oversat til latin, og derfra senere til folkesprogene. Med trykketeknikkens fremkomst i 1450 erne var der uendelige muligheder for et bredt kendskab til sådanne beretninger. De talrige latinske versioner der foreligger om Paulus og Thekla viser interessen for disse to personer 1. Paulus er en af de mest centrale apostle i NT, især kendt fra Apg. og fra de talrige breve han skrev til datidens kristne menigheder. Thekla derimod nævnes ikke i bibelen og er muligvis en fiktiv person, som så mange legende-skikkelser er det. Men den katolske kirke betragtede hende gennem århundreder som en martyr og helgen, der fejredes på hendes angivelige dødsdag, den 23. september. Med det 2. Vatikanske Koncil fjernedes hun og en række andre fiktive helgener fra den romerske helgenkalender - hvilket stort set har været virkningsløst for mange katolikker. På nettet findes uden vanskelighed omtaler af kirker, der festligholder hendes dag. Med den videnskabeligt funderede feminismes fremkomst kunne man se en fornyet interesse for personen Thekla 2 - samt i katolske lande en ikke uinteressant diskussion af, hvorfor Thekla upåtalt kunne prædike Guds ord - i modstrid med Paulus egne pålæg 3. Om forudsætninger i form af en egentlig Thecla-kult skriver Stephen J. Davis: The Cult of St. Thecla (Oxford 2001). En græsk version er udgivet i Constantinus Tischendorf: Acta apostolorum apocrypha (Leipzig 1851), hvor Acta Pauli et Theclae (= beretningerne om Paulus og Thecla) findes s (trods den latinske titel er den udgivne tekst på græsk). En oversættelse af den græske tekst 4 ses i Birte Carlé: Thekla. En kvindeskikkelse i tidlig kristen fortællekunst (København 1980), s Den græske tekst ses at ligge nær op ad den latinske version Ba (se nedenfor). De latinske versioner overtog ikke ubeskåret de græske Acta Pauli et Theclae, men kun beretningerne om Paulus og Theklas passion. Af disse latinske beretninger findes til gengæld en lang række forskellige versioner, hvoraf kun en brøkdel er udgivet 5. Endvidere er disse versioner af forskellig længde, fra romanagtige tekster til ganske korte referater. Jeg har valgt at digitalisere og oversætte følgende tekster: A. Fra Oscar von Gebhardt: Die lateinischen Übersetzungen der Acta Pauli et Theclae (Leipzig 1902): 1. Ba-versionen 6 af Passsio S. Theclae Virginis (s ). 2. Epitome IV, tekst b: en kort-version af Passio sanctae Theclae uirginis (s ), som jeg har ladet følge af en synoptisk sammenstilling af samme tekst fra Gebhardt og Holzhey. 3. Fra Legenda Aurea 8 : De sancta Tecla (s ).

2 B. Fra Carl Holzhey: Die Thekla-Akten. Ihre Verbreitung und Beurteilung in der Kirche (München 1905) har jeg valgt at digitalisere 1. En kort latinsk Thecla-passion s , synoptisk sammenstillet med Gebhardts latinske epitome IV, tekst b (se ovenfor). 2. En kort beskrivelse af Thecla i Breviarium Romanum. C. Kort omtale af Thecla i Tertullians skrift Om dåben. D. Kort omtale af Thecla hos den spanske pilgrim Egeria. E. Tillæg: Baptizati leonis fabula - eller Skrønen om den døbte løve. Forkortelser: Vulgata = Vulgata Clementina, udgivet bl. a. i Biblia Sacra (Romæ, Tornaci, Parisiis 1956) - med talrige udgaver = den autoriserede danske bibeloversættelse af GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. Matth. = Matthæus-Evangeliet. Luk. = Lukas-Evangliet. Johs. = Johannes-Evangeliet. Apg. = Apostlenes Gerninger. Kor. = Korintherbrev. Thes. = Thessalonikerbrev Tim. = Timotheusbrev. Legenda Aurea = Th. Graesse: Jacobus a Voragine: Legenda Aurea (Dresden og Leipzig 1846, fulgt af del senere udgaver). Gebhardt = Oscar von Gebhardt: Die lateinischen Übersetzungen der Acta Pauli et Theclae (Leipzig 1902). Holzhey = Carl Holzhey: Die Thekla-Akten. Ihre Verbreitung und Beurteilung in der Kirche (München 1905). Heri også en oversættelse til tysk fra græsk (efter Lipsius). Tischendorf = Constantinus Tischendorf (ed.): Acta apostolorum apocrypha (Leipzig 1851) heri den græske tekst (med latinsk titel): Acta Pauli et Theclae, s Carlé = Birte Carlé: Thekla. En kvindeskikkelse i tidlig kristen fortællekunst. (København 1980). Jensen = Anne Jensen: Thekla, die Apostolin (Freiburg 1995). Den hellige jomfru St. Theklas martyrium. Oversættelse til dansk Dengang Paulus, efter flugten fra Antiokia 11, drog til Iconium 12, havde han med sig Demas og Hermogenes og kobbersmeden Alexander 13, der alle var fulde af falskhed, og som føjede ham villigt som om de agtede ham højt. Paulus, der kun så på det gode, havde ingen mistanke til dem og satte så stor pris på dem, at han gjorde dem venligt sindede over

3 for Guds storhed og udlægningen af evangeliet om den elskede Søn, idet han, angående Kristi lære som den var blevet ham åbenbaret, redegjorde for hvert et ord for dem. 2. En mand ved navn Onesiforus 14, som hørte at Paulus skulle komme til Iconium, gik ham i møde med sin hustru Lectra og sine sønner Simias og Zenon for at modtage ham som deres gæst. For Titus 15 havde fortalt ham hvordan Paulus så ud. Selv havde han, Onesiforus, ikke set ham i kødet 16, men kun i ånden Da de nærmede sig paladset 18 i Lystra 19, gik de og holdt udkik efter Paulus og kiggede på de forbipasserende, om de så ud som Titus havde sagt. Så så de ham komme gående, lille af skikkelse, med strittende hår, skævbenet 20, med sammenvoksede øjenbryn, ørnenæse, fuld af nåde 21. Sommetider så han ud som et menneske, og til tider havde han en engels ansigt. 4. Da Paulus så Onesiforus, smilede han. Og Onesiforus sagde til ham:»hil være dig, du den velsignede Guds tjener.«paulus sagde til ham:»nåden 22 være med dig og hele dit hus.«men Demas og Hermogenes blev misundelige, og viste endnu mere deres falske væsen, da Demas sagde:»er ikke også vi Guds velsignede, siden du hilste os yderst lidt 23?«Onesiforus sagde til dem:»jeg ser ikke i jer retfærdighedens frugt 24. Men hvis I er noget 25, skal I også komme med ind i mit hus og hvile jer.«5. Da Paulus kom ind i Onesiforus hus, blev der stor glæde 26 og de hørte Guds ord om afholdenhed, idet Paulus sagde 27 :»Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud 28. Salige er de der bevarer legemet kysk, for deres sjæle gøres til Guds templer 29. Salige er de afholdende, thi Gud taler med dem. Salige er de der giver afkald på verden 30, thi de kan behage Gud 31. Salige er de der har hustruer som om de ikke havde dem 32, thi de skal arve livet 33. Salige er de der frygter Gud, thi de skal blive engle. 6. Salige er de der frygter Guds ord, thi de skal blive trøstet 34. Salige er de der bevarer dåben i ånden, thi de skal hvile i lyset. Salige er de der tager mod viden om Gud, thi de skal kaldes den Højestes børn. Salige er de der tjener Kristi visdom og holder fast ved frelsen i Ham, thi de skal iklædes lysende klæder. Salige er de der på grund af kærlighed til Gud trækkes i døden og som ringeagter denne verdens vaner, thi de skal dømme engle 35 og stå ved Kristi højre hånd. Salige er de barmhjertige, for de skal få Guds barmhjertighed 36 og skal ikke se den meget bitre dommens dag. Salige er jomfruernes sjæle 37, fordi de føres bort fra anfægtelsen og faren fra Fjenden 38 og ikke mister deres løn 39 ; thi Guds ord skal tjene dem til frelse på Hans Søns dag, og de skal finde hvile 40 i evighedernes evighed 41 i lyset 42, amen Mens Paulus således prædikede hele natten midt i forsamlingen 44 - det var i Onesiforus hus - var der en ung pige 45 ved navn Thecla, Theoclia s datter, forlovet med Tamirus, som sad i sit vindue ved siden af Onesiforus hus og lyttede dag og nat 46 til prædikenen, og hun trak sig ikke tilbage fra vinduet, tværtimod blev hun draget derhen ved troen og en meget stor hengivenhed. Hun så også adskillige kvinder der kom ind til Paulus og hun ønskede selv at hun som dem var værdig til at høre Paulus prædiken 47. For hun havde ikke set hvordan han så ud, men hørte kun hans prædiken. 8. Da hun ikke veg fra vinduet, optaget af de ting der er nævnt ovenfor, sendte hendes moder bud til Tamirus at han skulle komme. Han kom glad til mode, som om han allerede nu kunne blive gift med pigen. Og han spurgte:»hvor er min Thecla, lad mig se hende.«men Theoclia sagde til Tamirus:»Jeg har en ny historie 48 at fortælle dig, Tamirus. I tre dage og tre nætter er Thecla ikke veget fra dette vindue, hverken for at få noget at spise eller drikke. På samme måde som hun kan være ivrigt optaget af at komme til et gæstebud 49, sådan har hun været stærkt optaget en vis fremmed forfører, som taler

4 mangfoldige og intetsigende ord, så det er mærkeligt at en så uskyldsren ung pige 50 bliver ramt så voldsomt. 9. Den mand, Tamirus, ryster og ophidser ikoniernes by, men det gør han også med din Thecla. Thi alle de voksne kvinder, men også de unge mænd og kvinder, kommer til ham og fængsles af hans lære, hvor der forkyndes at man skal frygte én gud og leve i kyskhed. Men nu sidder min datter Thecla som en edderkop i sit spind 51, lænket til hans ord, og fanget af et vagt ønske og en ny forvirret lidenskab, nemlig af det der siges af ham, så den unge pige 52 er helt fortabt. Gå derfor ind og snak med hende, for hun er jo din forlovede.«10. Han gik ind til hende, dels fuld af kærlighed til hende, men også bange for hendes bebrejdelser 53, og sagde til hende:»thecla, hvorfor er du sådan? Hvad er det for en lidenskab eller for et afsind du er i? Vend hellere dine tanker til mig og skam dig!«og moderen sagde dette:»thecla, hvorfor sidder du der og kigger nedad, uden at se nogen, som grebet af vanvid?«da de intet opnåede ved at sige det, klagede de alle 54 og følte sig ilde til mode, Tamirus fordi han havde mistet en hustru, Theoclia en datter og slavinderne 55 en herskerinde. Stor var derfor deres klage og sorg og forvirring. Men Thecla berørtes ikke det mindste af dette eller vendte sig om mod dem, men var ganske opslugt af Paulus ord. 11. Tamirus ilede derefter af sted og begav sig til Paulus opholdssted og så på dem der gik ind til ham. Han så også nogle mænd der gik ud derfra og som skændtes heftigt indbyrdes og han sagde til dem:»i mænd, sig mig hvem I er, og hvem er han som derinde forfører jer, som fordrejer hovedet på de unge mænd og kvinder [ ] [Herefter mangler tekst der er sat ind efter Bc og Bb 56 :] Bc: [ ] således at de er imod ægteskabet og overbeviser dem om at det skal de være altid? Jeg lover at give jer mange penge hvis I siger mig hvem han er. Thi jeg er den mægtigste i denne by.«12. Bb: De 57 sagde:»vi ved ikke hvem han er. Men ét ved vi, at han får de unge mænd og kvinder til ikke at indgå ægteskab, idet han siger: I oplever ikke opstandelsen uden at I forbliver kyske og ikke gør jeres kød urent. «13. Så sagde Tammirus 58 til dem:»kom, brødre, til mit hus og hvil jer.«og de gik afsted sammen med ham. Og han beværtede dem med et yppigt måltid, et fortræffeligt bord og dyr vin, og idet han henvendte sig til Demas og Hermogenes, sagde han således:»sig mig, brødre, så jeg kan vide det: Hvad er denne fremmedes filosofi? Jeg er ikke så lidt bekymret på grund af min Thecla, som elsker denne fremmede og fornægter mig.«14. Så sagde Demas og Hermogenes 59 til Tammirus:»Herre, overgiv ham til statholderen 60 på grund af denne nye lære som forfører masserne til at blive kristne, og denne vil henrette ham efter senatets råd, og så får du Thecla som din hustru, og vi vil lære dig om opstandelsen, som denne mand siger vil komme, men som er kommet, fordi vi er opstået og hele tiden opstår i vore børn 61.« Da Tammirus hørte dette, gik han, fuld af jalousi og vrede, før solen stod op, til Onesiforus hus sammen med øvrighedspersoner og en stor skare bevæbnet med knipler, og han råbte:»bedrager, du har fordærvet ikoniernes by og vendt min trofaste forlovede bort fra mig, så hun nu ikke vil indgå ægteskab.«og idet de pågreb Paulus, førte de ham til statholderen. Og hele skaren af dem der fulgte råbte:»afsted med troldmanden, for han har gjort en stor mængde samt vore kvinder oprørske.«16. Da Tammirus kom hen til domhuset, sagde han:»jeg beder dig, statholder, at du finder ud af hvor den mand er fra. Thi vi ved ikke hvor han er fra eller hvor han kommer fra, og han tillader ikke de unge kvinder at gifte sig. Han skal altså sige hvad grunden er til at han gør som han gør.«så sagde Demas og Hermogenes til Tammirus:»Sig at han er kristen, så vil han hurtigere blive henrettet.«men prokonsulen 63 lod sig ikke påvirke 64 og befalede at

5 man skulle fremstille Paulus. Da han så ham, sagde han:»hvem er du og hvad er det du forkynder? Det er ikke småting de anklager dig for!«17. Og Paulus svarede med klar røst 65 og sagde:»hvis du vil vide hvad jeg forkynder, så hør, prokonsul! Den levende Gud 66, den straffende Gud 67, den nidkære Gud 68, fra hvem menneskene får frelsen, har sendt mig, så jeg kan føre dem ud af fordærvet og urenheden og fra al vellyst og fra døden, så de ikke mere skal synde. Derfor sendte Gud sin søn som jeg bringer budskab om, og jeg lærer at ethvert menneske har sit håb i Ham, Han som alene blev smerteligt bevæget over en verden på afveje, så dommen ikke skulle komme over dem, men de skulle have troen og frygten for Gud og kundskaben om kyskheden og kærligheden til sandheden. Hvis altså jeg forkynder det som Gud har åbenbaret for mig, hvad ondt gør jeg så, prokonsul?«da prokonsulen havde hørt dette, befalede han at Paulus skulle bindes og sættes i fængsel, indtil han fik tid til at høre mere indgående på ham. 18. Men da Thecla hørte at Paulus var i fængsel, stod hun op om natten og gav sine halskæder til dørvogteren 69, så han lod hende komme ud. Og da hun var kommet ud, kom hun hen til fængslet og gav sit sølvspejl til fangevogteren, for at han skulle lade hende komme ind til Paulus. Da hun var kommet ind til ham, satte hun sig ved hans fødder og hørte om Guds herlige storhed Da det blev morgen, efterlystes Thecla af sin familie som om hun var flygtet [ ] -> Bc: Fra Bc: [ ] og hun blev eftersøgt på alle mulige gader. -> Ba: Herfra fra Ba: Men en af dørvogterens mænd fortalte dem at hun var gået ud om natten. De, der gik rundt og ledte, udspurgte så dørvogteren. Han sagde til dem hvad hun havde sagt:»jeg går hen til den fremmede der hvor de holder ham lænket.«da de så efter dørvogterens oplysninger begav sig hen til fængslet, fandt de hende meget opmærksomt lyttende til fangen. Da de derefter gik, ophidsede de mængden og meddelte dommeren 71 det skete. 20. Så befalede prokonsulen at Paulus skulle føres til domhuset og at Thecla ligeledes skulle tilkaldes. Hun gik derhen jublende glad. Men folket råbte rasende til Paulus da han gik ud fra fængslet:»han er en troldmand, bort med ham!«72 Da prokonsulen havde hørt ham fortælle 73 om sine retfærdige gerninger og havde holdt en rådslagning, indkaldte han Thecla og sagde:»hvorfor vil du ikke indgå ægteskab efter ikoniernes regler?«men hun stod og så på Paulus. Da hun tav og ikke gav noget svar, råbte hendes moder med høj røst:»brænd hende, brænd den ugifte kvinde midt i teatret 74, så alle kvinder, der er oplært af ham 75, vil frygte den slags tanker.«21. Ved at høre dette blev prokonsulen smerteligt berørt 76, og idet han lod Paulus piske, jog han ham ud af byen, og han befalede at Thecla skulle brændes. Og straks rejste prokonsulen sig og begav sig til teatret. En stor menneskemængde fulgte ham for at se på. Men som fåret i ørkenen så Thecla sig om efter Paulus, hendes hyrde og lærer. Da hun så mod himlen og derefter mod folket, så hun Herren sidde i Paulus skikkelse og hun sagde:»paulus er kommet for at se på, som om jeg ikke kan udholde det.«og da hun så nøjere efter, forsvandt han op i himlen. 22. Unge mænd og kvinder 77 bar brænde frem for at Thecla kunne blive brændt. Da hun kom nøgen frem, udgød prokonsulen tårer på grund af hendes styrke og standhaftighed. Man lagde brændet tilrette og retsbetjentene 78 befalede hende at stige op. Thecla efterlignede med udstrakte hænder korset 79 og steg op på brændestablen. De antændte straks bålet, men ilden rørte hende ikke. Thi Gud havde fattet barmhjertighed med hende og idet han frembragte en underjordisk drønen og buldren og foroven udstrakte en sky fyldt med vand og hagl, udslukkede han den ovennævnte ild. Derpå spredtes hele

6 mængden, sådan at mange døde 80. Men Thecla slap uskadt fra det ved den guddommelige hjælp. 23. Mens dette stod på, var Paulus fastende sammen med Onesiforus og dennes hustru og børn i et lukket gravkammer 81 på vejen fra Iconium til Dafne. Og da de havde været fastende flere dage, skete det at Onesiforus børn var sultne og sagde til Paulus:»Vi er sultne og vi har ikke noget at købe brød for.«thi Onesiforus havde efterladt alt af denne verden og fulgte Paulus med hele sit hus. Så tog Paulus sin overkappe 82 af og idet han gav den til en dreng, sagde han:»gå søn, køb mange brød og kom tilbage med dem 83.«Da drengen var sendt afsted for at købe brød, så han Thecla, hans naboerske, og undrende sagde han til hende:»thecla, hvor skal du hen?«hun svarede:»jeg er sluppet fra ilden og jeg leder efter Paulus.«Drengen sagde til hende:»kom, jeg leder dig hen til ham; han har i seks dage grædt for din skyld og har bedt mens han fastede.«24. Da hun sammen med drengen kom hen til gravkammeret, fandt hun Paulus i bøn hvor han sagde:»o fader, Jesus Kristus, lad ikke ilden røre Thecla, med stå hende bi fordi hun er din.«men hun, der stod bag ham, råbte:»fader 84, du som skabte himlen og jorden, og som er fader til din elskede søn, jeg velsigner dig fordi du befriede mig og gjorde, at jeg kan se Paulus.«Og Paulus der rejste sig op, så hende og sagde:»o Gud, du som kender hjerterne 85, fader til min herre Jesus Kristus, dig ærer jeg og velsigner jeg, fordi du så hurtigt bønhørte mig.«25. Der var megen kristelig kærlighed 86 i gravkammeret, idet Paulus og Onesiforus jublede sammen med alle de hellige som var der. De havde også fem brød 87 og grøntsager og vand og virkede i Kristi hellige gerninger. Midt i det hele sagde Thecla til Paulus:»Jeg vil klippe mit hår af 88 og følge dig hvor du end går.«han svarede hende:»tiden er skændig og hård og du er smuk. Lad dig ikke blive udsat for en anden og slemmere prøvelse, som du ikke kan klare.«thecla svarede:»giv mig blot et tegn i Herren, og ingen fristelse skal komme mig nær.« Så sendte Paulus Onesiforus og hele hans hus til Iconium og selv drog han med Thecla til Antiokia. Men straks da de var kommet ind i byen, forelskede en syrer ved navn Alexander, den fornemmeste blandt antiokenserne, en mægtig mand i byen og den højeste i rang, sig i Thecla da han så hende, og han begyndte at love Paulus rigtig mange rigdomme og gaver, hvis han ville overgive hende til hans vellyst. Men Paulus sagde:»jeg kender aldeles ikke den kvinde som du nævner, ej heller er hun min 90.«Men denne mægtige mand løb åbent hen til hende og omfavnede hende. Men hun der ikke brød sig om en sådan uret, søgte efter Paulus og råbte:»du skal ikke vanære en fremmed kvinde eller øve vold mod en Guds tjenerinde. Jeg er den fornemmeste i Iconium, og fordi jeg ikke ville indgå ægteskab, er jeg forjaget fra byen.«og idet hun rev kappen af ham og flåede den i stykker og rykkede kronen af hovedet på ham, lod hun ham stå målløs tilbage Men Alexander, der ganske vist elskede 92 hende, men dog så sig selv fornedret, fremstillede, rødmende af skam, hende for prokonsulen som gudløs 93. Da hun indrømmede at hun havde gjort disse ting, dømte prokonsulen hende til at kæmpe mod de vilde dyr 94, mens Alexander skulle betale for skuet. Men hele byen 95 blev forfærdet, og foran domstolen skreg kvinderne vildt og råbte:»en dårlig dom! En uretfærdig dom!«så anmodede Thecla prokonsulen indstændigt om at hun, indtil den dag hun skulle kæmpe mod vilddyrene, kunne beholde sin kyskhed urørt. Derfor blev Thecla overgivet i en rig kvinde Trifena s 96 varetægt, hvis datter lige var død, og for hvem Thecla så blev til trøst. 28. Da de så dagen før henrettelsen 97 var begyndt at fremvise de vilde dyr, placerede de Thecla oven på et bur med en meget vild og meget stor løvinde. Dronning Trifena 98 ledsagede hende derhen 99. Da slikkede løvinden Theclas fremstrakte fødder. Og hele folket

7 der så det, undredes såre. På en indskrift kunne man læse at hun var anklaget for gudløshed. Men hele byen med dens kvinder og børn råbte:»o Gud, der sker uret i denne by.«da Thecla var blevet fremvist, modtog Trifena hende atter og viste hende sin kærlighed. Thi hendes afdøde datter havde vist sig i en drøm for hende og havde sagt:»moder, tag den fremmede og forladte Thecla i mit sted, så hun kan bede for mig og jeg kan føres til de helliges sted.«29. Efter at fremvisningen 100 var forbi, tog Trifena Thecla med sig hjem, og sørgede over hende og over den dag hvor hun skulle kæmpe mod de vilde dyr. Thi hun elskede hende og holdt af hende som var hun hendes egen datter Falconilla. Så sagde hun til hende:»min datter Thecla, bed for min datter at hun må leve 101, thi det så jeg i drømme.«thecla opløftede ufortøvet sin røst og sagde:»gud i himlene, den almægtiges søn 102, giv hende efter din vilje at hendes datter Falconilla må leve i evighed.«da Trifena havde hørt hende indstændigt bede om dette, steg der en stor sorg op i hende, at så megen skønhed og ynde skulle kastes for de vilde dyr. 30. Men næste dag, da det lysnede, kom Alexander for at hente hende og sagde:»prokonsulen sidder allerede på sin plads og mængden foruroliger os. Befal at jeg skal hente hende der skal kæmpe mod vilddyrene.«men dronning Trifena 103 begyndte at råbe sådan op, at Alexander løb sin vej. Hun råbte:»min datter Falconilla er død 104, nu er der en ny sorg i mit hus og der er ingen til at trøste, ingen datter for hun er død, ingen slægtninge for jeg er enke. Men måtte min datter Theclas Gud hjælpe Thecla! 105 «31. Så sendte prokonsulen fængselsvogteren afsted for at hente hende. Men Trifena veg ikke fra hende, men idet hun holdt hende i hånden, gik hun af sted sammen med hende og sagde:»jeg fulgte min datter Falconilla til graven, men dig Thecla følger jeg til kampen mod vilddyrene.«da Thecla hørte dette, græd hun meget bittert, og sukkende sagde hun til Herren:»Herre, min Gud, som jeg tror på og som jeg i sandhed véd er Gud, du som jeg har taget min tilflugt til, som befriede mig fra den farlige ild, og som rev mig bort fra dens grumme trusler - beløn Trifena for hendes barmhjertighed, hun som har medynk med din tjenerinde, og fordi hun vogtede over min uberørthed.«32. I mellemtiden rejste der sig en tumult med de voldsomste råb og en larmen og brølen fra dyrene samt råben fra folk og voldsom råben fra kvinder, hvor nogle råbte:»ind med den gudløse!«og andre:»byen vil gå under på grund af denne uretfærdige dom! Før alle bort 106, prokonsul, det er afskyeligt, det her skuespil, og det er en uretfærdig dom!«33. Men Thecla blev taget bort fra Trifenas hånd, blev klædt af og blot med et skørt om livet blev hun sendt ind i amfiteatret 107. Derefter sendte man løver og bjørne ind for at æde hende. Blandt disse vilddyr var hin meget grumme og skrækkelige løvinde 108, som løb hen til hende og lagde sig ved hendes fødder. Ved synet af dette opstod der en voldsom larm blandt kvinderne. En bjørn gjorde så udfald mod hende, men løvinden løb straks hen til den og dræbte den. Derefter blev hin meget grumme hanløve, der tilhørte Alexander, sendt ind 109, og løvinden løb den i møde og greb om den, og de kæmpede vildt med hinanden og udåndede samtidig. Da kvinderne så dette, begyndte de at blive bange og græde fordi løvinden, der havde hjulpet Thecla, var død sammen med hanløven. 34. Derefter sender 110 de flere vilddyr ind til hende. Men Thecla stod og bad med fremstrakte hænder 111, og da hun havde afsluttet bønnen og havde vendt sig, så hun en en stor gravet dam, fyldt med vand og med mange havuhyrer 112 i. Hun sagde:»nu er det tid til at blive vasket 113 «, og hun gik ned i vandet.»i Kristi navn og i Jesu navn 114 døbes jeg på min sidste dag.«da folket og kvinderne så dette, brast de i gråd og begyndte at råbe:»gå ikke ned i vandet, Thecla, gå ikke derned!«selv prokonsulen græd og følte det smerteligt at et så smukt væsen skulle ædes af vilddyrene. Men hun hørte ikke på nogen, og kastede

8 sig i vandet idet hun sagde:»i Herrens navn«115 - og i samme øjeblik så uhyrerne, som var der, ild og lysglimt fra et lyn, og de døde og flød rundt på vandet. Omkring hende var der som en ildtåge, så hun hverken kunne røres af vilddyrene eller kunne ses at være nøgen. 35. Men da andre frygtindgydende vilddyr blev sendt ind, skreg kvinderne vildt at man skulle holde op med at sende andre dyr ind. Nogle af dem kastede løv ind, andre duftende nardus, og atter andre kanelbark, rigtig mange kastede balsamurter eller nogle vellugtende olier. De kastede så mange af de nævnte ting ind på arenaen 116, at vilddyrene ved al denne vellugt blev dysset i søvn, så Thecla ikke blev rørt af nogen af dem. Da Alexander så at hun ikke blev bidt af nogen af vilddyrene, sagde han til prokonsulen:»jeg har vilde og frygtindgydende tyre, lad os binde hende til dem.«dertil svarede prokonsulen trist til mode:»gør hvad du vil.«så bandt de hende på hænder og fødder og gjorde hende fast midt imellem tyrene og satte glødende jern under disses kønsdele, så de, gjort endnu mere vilde ved den påførte smerte, ville dræbe hende hurtigere. Men da tyrene begyndte at fare frem, da antændte den flamme, som de blev forbrændt af, de reb som hun var bundet til dem med, og hun var nu som ubundet. 36. Mens dette skete i amfiteatret 117, stivnede Trifena der stod ved siden af arenaen og faldt bevidstløs om, og hendes slaver 118 råbte at dronning Trifena var død. Prokonsulen som hørte dette forfærdedes, og hele byen kom i oprør. Men Alexander kastede sig ned og bønfaldt prokonsulen:»hav barmhjertighed med mig og byen, slip snarest hende, der kæmper mod dyrene fri, så hele byen ikke skal gå til grunde med hende. For hvis Cæsar 119 hørte dette, ville han måske udslette byen, fordi Trifena, hans slægtning, er død.«37. Så kaldte prokonsulen Thecla, der stod midt blandt de vilde dyr, frem og spurgte hende:»hvem er du, eller også: hvad er det der sker omkring dig, så at ingen af vilddyrene rører dig?«hun sagde til ham:»jeg er den levende Guds tjenerinde. Men hvad du ser omkring mig, skyldes at jeg har fået troen på Ham der er verdens frelser, Ham i hvem Gud har fundet velbehag 120. Derfor kunne ingen af dyrene røre mig. Han alene er afgrænsningen af frelsen 121, og kun Han er forskellen på liv eller død. Han er det stabile tilflugtssted for de usikre, Han er fornyet styrke for dem der undertrykkes, Han er et bolværk for dem der intet håb har, og - lad mig sige det kort - den der ikke tror på Ham, skal ingenlunde have livet, men skal dø for evigt.«38. Da han havde hørt dette, befalede han at iføre hende hendes klæder og sagde:»tag tøjet på, Thecla.«Og Thecla sagde:»han der fratog mig alt og stillede mig nøgen blandt vilddyrene, Han vil også klæde mig på dommens dag 122.«Da hun modtog tøjet, klædte hun sig på. Derefter udsendte prokonsulen hastigt en befalingsmand 123 til folket som meddelte:»jeg løslader til jer Guds tjenerinde, den meget gudfrygtige Thecla.«Til dette udbrød kvinderne med høj røst:» Han er én Gud 124, Han som frelste Thecla.«Så højt lød deres råb, at hele byen syntes rystet ved deres stemmer. 39. Trifena der var blevet ved godt mod, ilede med alt folket hen til Thecla og hun omfavnede hende og sagde:»nu tror jeg på at de døde genopstår 125. Lad os gå til mit hus, og alt hvad der er mit, vil jeg overdrage til dig.«thecla gik sammen med hende til huset og hvilede der i otte dage idet hun prædikede Guds ord for hende, således at af de tjenestepiger, der hørte på hende, de fleste kom til at tro, og der blev udtrykt meget stor glæde i huset. 40. Men Thecla ønskede at se Paulus 126. Hun fik at vide at han var i Mirraside 127. Da hun havde hørt dette, tog hun unge mænd og piger med sig og tog en klædning på, som hun havde tillavet som en mandsdragt, og med mandstøj på kom hun til Mirraside, og dér fandt hun Paulus i færd med at forkynde Guds ord. Da han havde set hende, blev han forfærdet da han også så de unge som var med hende, idet han frygtede at hun var faldet for en eller

9 anden fristelse. Men Thecla, der begreb dette, sagde:»paulus, jeg har modtaget badet 128. Den der udvirkede dette mod dig i evangeliet 129, Han udvirkede det mod mig i det rensende bad.«41. Paulus ledte hende da til Hermias 130 hus, og da hun havde fortalt alt hvad der var hændt hende, blev Paulus meget forbavset, og de der hørte på styrkedes i troen. Derefter rejste Thecla sig og sagde til Paulus:»Jeg tager til Iconium.«Han sagde:»tag afsted og forkynd Guds ord.«da sendte Trifena meget tøj og penge til Thecla. Så bad de sammen til Jesus for Trifena. Og efter at have efterladt det meste til Paulus til gavn for de troende og de fattige, drog hun af sted til Iconium. 42. Da hun kom dertil, tog hun ind i Onesiforus hus og kastede sig til jorden, dér hvor Paulus tidligere havde siddet og forkyndt ordet, og hun græd og sagde:»herre, min Gud, jeg beder til dig i den mands hus, hvor lyset omstrålede mig. Jesus Kristus, Guds søn, selv en Gud, som var mig en hjælper i fængslet, en beskytter hos dommeren 131, en hjælper i ilden, en beskytter blandt vilddyrene - eftersom du er en Gud, som i sandhed skal æres i al evighed 132, hjælp dine tjenere og bed om at faren fra fjenderne over for os mister sin kraft 133.«43. Så fandt hun Tamirus død, men sin moder Theoclia levende. Efter at have kaldt hende til sig, sagde Thecla:»Moder Theoclia, du kan i sandhed tro på at Herren lever i himlene, uforgængelig og evig. Hvis du har ønsker om rigdomme 134, giver han dig dem gennem mig, men hvis du ønsker en datter, så er jeg her for dig.«135 Da hun havde bevidnet dette, drog hun til Seleucia 136, og efter at have bekræftet og oplyst mange i Herren, sov hun efter et godt levnedsløb ind 137 ved Vorherre Jesu Kristi hjælp, hvem der tilkommer hæder og ære i evighedernes evighed. Amen. Passio Sanctae Theclae Virginis. Latin Tempore illo ascendente Paulo Iconium post Antiochiae fugam 139, facti sunt ei comites Demas et Hermogenes et Alexander aerarius 140, repleti simulatione, quique obsequebantur ei quasi diligentes eum. Paulus uero ad benignitatem respiciens nihil male 141 de illis suspicabatur, sed diligebat eos ualde ita ut magnaliis dei et interpretationibus euangelii dilecti filii mansuetos eosdem faceret, in scientia etiam Christi, quemadmodum reuelatum est ei, singula illis uerba disserens. 2. Quidam uero uir Onesiforus 142 nomine audiens Paulum Iconium esse uenturum, exiuit obuiam illi cum coniuge Lectra et filiis suis Simia et Zenone, ut eum hospitio reciperent. Narrauit 143 enim illi Titus 144 qualis esset effigies Pauli, cum eum in carne ignoraret, sed tantum in spiritu sciret. 3. Procedentes ergo iuxta basilicam quae est Listris 145, deambulabant Paulum exspectantes, quique transeuntes intuebantur secundum indicium Titi Viderunt ergo eum uenientem, uirum statura breuem, capite reburro, cruribus scambum, iunctis superciliis, naso aquilino, gratia repletum. Et aliquando quidem parebat ut homo, interdum uero angeli uultum habebat. 4. Idem uero Paulus uidens Onesiforum subrisit. Onesiforus autem dixit ad eum: Aue minister, benedicti dei. Et ille ait: Gratia tecum et cum domo tua. Demas uero et Hermogenes zelati sunt et eo magis ampliorem suam declarauerunt simulationem, ita ut diceret Demas: Non sumus et nos benedicti dei, quia nos minime salutasti? Ad quos Onesiforus:

10 Non uideo in uobis, inquit, fructum iustitiae 146. Si autem estis aliquid, uenite et uos in domum meam et requiescite. 5. Itaque introeunte Paulo in domum Onesifori laetitia magna facta est, et erat sermo dei de continentia, Paulo ita dicente: 147 Beati qui puri sunt corde, quia ipsi deum uidebunt 148. Beati qui corpus suum in castitate custodiunt, quia animae eorum templa dei 149 fient. Beati abstinentes, quia cum ipsis loquitur deus. Beati qui saeculo renuntiauerunt, quoniam deo placere poterunt 150. Beati qui uxores habent tanquam non habentes 151, quia ipsi haereditabunt uitam. Beati timorem dei habentes, quoniam angeli efficientur. 6. Beati qui uerba dei metuunt, quia ipsi consolabuntur 152. Beati qui baptismum spiritus custodiunt, quia ipsi in lumine requiescunt. Beati qui sapientiam dei accipiunt in agnitione, quia filii altissimi uocabuntur. Beati qui prudentiam Christi seruant et salutem ipsius minime abnegant, quia ipsi ueste lucida induentur. Beati qui propter caritatem dei ad mortem traditi sunt, habitum saecularem contemnentes, quia ipsi angelos iudicabunt 153 et ad dexteram Christi stabunt 154. Beati misericordes, quia ipsis miserebitur deus 155 et non uidebunt iudicii diem amarissimum. Beati spiritus uirginum, quia absque tristitia et periculo inimici transuehentur et minime perdent mercedem suam; sermo enim dei opus illis fiet salutis in die filii eius et pausam habebunt in saecula saeculorum in rumine, amen. 7. Haec igitur Paulo per totam noctem praedicante in media ecclesia, hoc est in domo Onesifori, uirgo quaedam nomine Thecla Theocliae filia, Tamiro desponsata, sedens ad fenestram quae erat iuxta domum Onesifori audiebat die ac nocte orationis sermonem, ab eademque fenestra minime recedebat, sed fide et affectu maximo ducebatur. Videbat etiam quamplures mulieres introeuntes ad Paulum, et cupiebat ipsa quoque ut his digna esset quo audiret Pauli sermonem. Neque enim effigiem eius uiderat, sed tantum sermonem audiebat. 8. Quae cum a fenestra minime recederet, his rebus intenta quae supra memoratae sunt, mater eius misit ad Tamirum accersiens eum. At ille gaudens aduenit, quasi iam eam ad nuptias accepturus. Quique interrogauit: Vbi est mea Thecla, ut illam videam? Theoclia uero Tamiro dixit: Nouum tibi speetaculum, Tamire, dictura sum. Dies enim sunt tres et noctes tres, ex quo Thecla ab hac fenestra non recedit, neque ad manducandum neque ad bibendum; quasi ad epulas intenta, ita adhaeret uiro cuidam peregrino seductoria 156 et uaria ac uana uerba loquenti, ut etiam mirum sit quomodo talis pudica uirgo tam saeuissime affligatur. 9. Iste homo, Tamire, Iconiorum ciuitatem commouet atque sollicitat, sed et tuam Theclam. Omnes enim mulieres, sed et adolescentes cum uirginibus ad eum ingrediuntur et affectu doctrinae eius tenentur, in qua docentur unum timere deum atque caste uiuere. Sed et mea filia Thecla ueluti aranea 157 in tela deuincta eius uerbis est et capta uano desiderio atque noua passione attonita, his uidelicet quae ab eodom dicuntur, talis uirgo periit. Accede itaque ad eam et loquere illi, tibi est enim desponsata. 10. Ille uero accedens, partim amans ac diligens illam, partim metuens eius obiurgationem, ait ad eam: Thecla, quid talis es? quae te passio tenet uel amentia? Potius conuertere ad me et erubesce. Nec non et mater talia dicebat: Thecla, cur talis sedes deorsum aspiciens ac neminem intueris amens effecta? Sed cum haec dicentes nihil proficerent, cuncti maerebant atque se male habebant. Et Tamirus quidem quia erat uxore priuatus, Theoclia uero filia, ancillae vero domina. Grandis itaque erat planctus luctusque confusio. Sed ad haec Thecla mouebatur neque conuersa est ad eos, sed erat uerbo Pauli deuincta. 11. Tamirus igitur prosiliens perrexit ad hospitium Pauli et obseruabat introeuntes ad eum. Videns uero quosdam uiros exeuntes ab eo atque acriter inter se litigantes, ait ad eos: Viri, qui estis, dicite mihi, aut quis est hic qui intus uobiscum est seductor: qui animas adolescentium ac uirginum peruertit?

11 [Herefter mangler tekst der er sat ind efter Bc og Bb:] Bc: quod nuptiae minime fiant, sed persuadet illis ut sic permaneant. Spondeo itaque me uobis multam pecuniam daturum, si mihi quis sit hic dixeritis. Nam sum prior ciuitatis. 12. Bb: Illi dixerunt: Quis sit hic nescimus. Vnum tantum scimus, quod auertit iuuenes ac uirgines ne nubant, dicens quia: Aliter resurrectio uestra non erit nisi casti permanseritis et carnem uestram non coinquinaueritis. 13. Tunc Tammirus 158 dixit eis: Venite, fratres, in domum meam et requiescite. Et abierunt cum eo. Et excepit eos cum caena magna et mensa splendida et uino copioso, respiciensque Demam et Hermogenem sic ait: Dicite mihi, fratres, quae est doctrina huius peregrini, ut sciam; non enim minime anxior propter meam Theclam, quae amat hunc hospitem et me abnegat. 14. Tunc Demas et Hermogenes 159 dixerunt Tammiro: Domine, offer eum praesidi 160 pro noua ista doctrina qua seducit turbas ut Christiani fiant, et secundum senatus consultum perdat eum, et tunc habebis Theclam sponsam tuam, et nos te docebimus resurrectionem, quam iste dicit futuram, iam esse factam; quoniam resurreximus et resurgimus semper in filiis nostris Et ut haec audiuit Tammirus, completus zelo et furore surrexit ante lucem et abiit in domum Onesifori cum magistratibus et turba copiosa et fustibus clamansque dicebat: Impostor, corrupisti Iconiorum ciuitatem et constabilitam mihi sponsam auertisti, ut iam nolit nubere. Et comprehendens Paulum trahebat ad praesidem. Et omnis turba sequentium clamabat dicens: Duc magum, euertit enim iam turbam magnam et mulieres nostras. 16. Tammirus autem ad tribunal ueniens dixit: Rogo te, praeses, ut interroges unde sit iste homo. Nos enim nescimus unde sit uel unde uenerit, et non sinit uirgines nubere. Dicat ergo qua ex causa hoc facit 163. Tunc Demas et Hermogenes dixerunt Tammiro: Dic illum Christianum esse, ut celerius pereat. At proconsul stabiliuit sensum suum et iussit sibi offerri Paulum. Quem ut uidit, dixit: Quis es tu et quid doces? Non enim minime te accusant. 17. Et Paulus uoce clara respondit dicens: Si uis scire quid doceam, audi, proconsul. Deus uiuus 164, deus uindex 165, deus zelans 166, a quo habent homines salutem, misit me, ut a corruptela et immunditia et ab omni libidine et morte educam eos, ut iam non peccent. Propter quod misit deus filium suum, quem annuntio, et doceo omnem hominem in illo habere spem; qui solus condoluit erranti saeculo, ut iam sibi iudicio non sint, sed fidem habeant et timorem dei et notitiam castitatis et caritatem ueritatis. Si haec ergo quae a deo mihi ostensa sunt doceo, quid mali, o proconsul, facio? Audiens haec proconsul iussit Paulum ligatum interim in carcerem claudi, donec ei uacaret ut eum diligentius audiret. 18. Thecla uero, ut Paulum intellexit in carcere esse, surrexit de nocte et dedit monilia sua ostiario, ut eam dimitteret foras. Et cum exisset, peruenit ad carcerem et dedit carcerario speculum suum argenteum, ut eam intromitteret ad Paulum. Cumque introisset ad eum, sedebat ad pedes eius audiens magnalia dei. 19. Vt autem lux orta est, inquirebatur Thecla a suis quasi quae fugisset -> Bc: Fra Bc: et per diuersas uias inuestigabatur. -> Ba: Herfra fra Ba: Quidam uero ex hominibus ianitoris indicauit illis quod noctu foras exisset. At illi euntes ianitorem percunctati sunt. Quibus idem ait quod illa dixerit: Vado ad peregrinum ubi uinctus habetur. Pergentes itaque ad carcerem secundum indicium ianitoris inuenerunt eam quodam affectu eidem copulatam. Quique inde exeuntes turbas concitauerunt et iudici 167 factum nuntiauerunt.

12 20. Tunc proconsul iussit Paulum ad tribunal adduci, Theclam etiam accersiri praecepit. At illa cum gaudio ibat exultans. Populus uero Paulo de carcere exeunte uehementer clamabat dicens: Magus est, tolle eum. Cum autem audiret eum proconsul in suis iustis operibus et consilium caperet, Theclam aduocauit dicens: Quare nubere non uis secundum Iconiorum legem? Illa autem stabat intuens Paulum. Qua tacente ac responsum minime dante, Theoclia mater eius uociferans dixit: Adure, adure innuptam in medio theatro 168, ut omnes feminae ab isto instructae metuant talia cogitare. 21. Proconsul uero hoc audiens uehementer condoluit et Paulum quidem flagellans extra ciuitatem reppulit, Theclam uero ut ureretur adiudicauit. Atque confestim surgens idem proconsul ad theatrum 169 perrexit. Quem magna frequentia populi ad spectaculum insecuta est. Inter haec Thecla uelut agnus in deserto pastorem suum Paulum et doctorem requirebat. Quaeque intuens in caelum, deinde populum, uidit dominum ueluti Paulum sedentem, et ait: Quasi impatientem me uenit Paulus spectare 170. Et cum eum intenta respiceret, illa recessit in caelum. 22. Adolescentes itaque ac puellae attulerunt ligna, ut Thecla incendio cremaretur. Quae cum nuda introisset, proconsul lacrimas fudit eiusque admirabatur uirtutem atque constantiam. Strauerunt ergo ligna et iusserunt eam publice 171 superascendere. Illa autem extensis manibus similitudinem crucis faciens ascendit super pyram. At illi confestim ignem supposuerunt, sed eam minime contingebat incendium. Deus enim misertus est eius atque mugitum et strepitum subterraneum mouens ac desuper nubem aqua grandineque refertam extendens supra memoratum extinxit ignem. Turbaque omnis inde dispersa est, ita ut multi morerentur. Thecla uero ope diuina adiuta incolumis euasit. 23. Dum haec ita geruntur Paulus ieiunans 172 cum Onesiforo eiusque coniuge ac filiis in monumento erat clauso 173 in uia qua ab Iconio pergitur Dafnen 174. Et cum iam plures dies essent ieiunii, accidit ut Onesifori pueri esurirent ac dicerent ad Paulum: Esurimus, et panes unde emerent non habebant. Relinquens enim Onesiforus ea quae sunt mundi, Paulum cum omni domo sua sequebatur. Tunc Paulus exuit se tunica qua superutebatur et dans puero dixit: Vade, fili, eme panes 175 plures et affer. Cum uero missus puer panes emeret, uidit Theclam uicinam suam et admirans ait ad illam: Thecla, quo uadis? Illa uero respondens ait: Paulum quaero ab igne erepta. Cui puer: Veni, inquit, et ego te ad eum perduco; flet enim tui causa atque ieiunans orat, dies habet iam sex. 24. Cum itaque ad monumentum cum puero peruenisset, repperit Paulum orantem atque haec dicentem: Pater, Iesu Christe, Theclam ignis non tangat, sed adesto illi, quia tua est. Illa autem retro stans clamauit: Pater, qui caelum ac terram constituisti, qui dilecti filii tui pater es: benedico te, quia liberasti me et fecisti ut Paulum uiderem. At Paulus surgens uidit eam et dixit: Deus, qui corda intelligis 176, pater domini mei Iesu Christi, te excolo et benedico te, quia quod te rogaui accelerasti mihi praestare. 25. Erat itaque multa caritas intus in monumento, exultante Paulo et Onesiforo cum omnibus sanctis qui ibidem erant. Habebant autem panes quinque 177 et olera et aquam atque operabantur in sanctis operibus Christi. Inter haec Thecla ad Paulum: Tondeo me 178 et sequor te quocunque ieris. Qui ei respondens ait: Tempus, inquit, turpe est et asperum et tu speciosa es: ne alia te deterior temptatio occupet, quam sustinere non possis. Cui Thecla: Da mihi tantum in domino signaculum 179, et nulla me adgredietur temptatio Tunc Paulus Onesiforum cum omni domo sua Iconium remisit atque ipse cum Thecla Antiochiam profectus est. Mox uero ut ingressi sunt ciuitatem, Syrus quidam Alexander nomine Antiocensium primus, multum potens in ciuitate, in principatu praecellens, uidens Theclam adamauit eam atque Paulo multas coepit polliceri diuitias donaque quam plurima, ut eam suae traderet uoluptati. Paulus autem dixit: Nescio prorsus mulierem quam dicis

13 neque mea est. At ille multum potens occurrit illi in publico et amplexus est eam. Illa autem tantam non ferens iniuriam Paulum requirebat atque proclamabat dicens: Ne conprimas peregrinam, ne uim facias dei ancillae. Iconiorum sum prima, et quia nubere nolui, expulsa sum de ciuitate. Et arripiens eum clamidem illi conscidit et coronam quam portabat de capite eius excussit, statuitque eum hebetem. 27. Idem uero Alexander, licet eam diligeret, tamen postquam se destitutum conspexit, ipso rubore ductus 181 obtulit eam uti sacrilegam proconsuli. Quam confitentem se haec eadem perpetrasse, dampnauit ad bestias, Alexandro munus edente 182. At uero ciuitas omnis obstupuit 183, mulieribus ante tribunal ululantibus ac uociferantibus: Malum iudicium, iniustum iudicium. Tunc Thecla proconsulem postulauit ut tantummodo usque ad illum diem quo esset ad bestias pugnatura castitas eius inuiolata maneret. Itaque Trifenae cuidam diuiti feminae, cuius filia nuper fuerat mortua, custodienda est tradita, quaeque interim Thecla solatio fruebatur. 28. Cum autem pridie muneris ferae publicari coepissent, statuerunt eam super caueam leaenae ferocissimae atque ingentis formae. Trifena uero regina retro sequebatur. Tunc leaena prolatos pedes Theclae lingebat. Vnde omnis populus uidens haec nimium mirabatur. Causa autem eius elogii Sacrilega legebatur 184. At uero ciuitas omnis cum suis mulieribus et filiis clamabant dicentes: Deus, iniusta fiunt in hac ciuitate. Cum igitur publicata fuisset, rursus accepit eam Trifena eique diligentiam adhibebat. Filia enim eius defuncta in somnis illi apparens dixit: Mater, peregrinam destitutam Theclam meo loco habeto, ut oret pro me et transferar ad locum sanctorum. 29. Postquam igitur transacta pompa Trifena Theclam ad domum reduxit, lugebat eam simulque illum diem quo erat ad bestias pugnatura. Amabat enim et diligebat eam ac si propriam filiam Falconillam. Tunc itaque ait ad illam: Filia mea Thecla, ora pro filia mea, ut uiuat 185 ; hoc enim uidi in somnis. At illa incunctanter eleuans uocem dixit: Deus caelorum, filius altissimi 186, da illi secundum tuam uoluntatem, ut filia eius Falconilla uiuat in saecula. Cum haec Trifena illa postulante audiret, maior ei luctus adcreuit, quod tanta species ac tale decus feris obiceretur. 30. Postera autem die, cum primum lucesceret, uenit Alexander ut eam susciperet, dicens: Proconsul iam sedet et populus nos perturbat, da ut ducam bestiariam 187. Trifena autem regina ita uociferata est, ut etiam Alexander fugeret, dicens 188 : Filia mea Falconilla, secundus mihi luctus est 189 in domo et nullus est qui solatium praestet: neque filia, est enim mortua, neque cognati, sum enim uidua. Sed deus filiae meae Theclae adiuuet Theclam Tunc proconsul misit stratorem 191, ut adduceretur. Trifena autem non recessit ab eadem, sed tenens ei manum cum illa pergebat dicens: Filiam quidem meam Falconillam ad sepulcrum deduxi, te uero, Thecla, prosequor ad bestias pugnaturam. Quae audiens Thecla amarissime fleuit atque gemens dixit ad dominum: Domine deus meus, cui ego credo et quem scio in ueritate esse deum, ad quem etiam confugi, qui me ex igne pernicioso liberasti et ab eius atrocissimis minis eripuisti: retribue Trifenae mercedem, quae tuae famulae condolet et quia me castam inuiolatamque seruauit. 32. Inter haec tumultus uehementissimorum tollebatur clamorum, rugitus etiam et fremitus ferarum nec non clamor populi et mulierum ingens uociferatio, quorundam quidem dicentium: Inducatur sacrilega, quorundam uero clamantium: Pereat ciuitas pro hoc iniusto iudicio. Aufer omnes, proconsul; infandum est hoc spectaculum et iniustum iudicium. 33. At Thecla ex manu Trifenae sumpta est et spoliata atque praecincta in stadium 192 missa. Deinde leones et ursos ad eam deuorandam inmiserunt. Inter quas bestias erat etiam leaena illa saeuissima atque informis, quae cursu ueniens ad pedes eius recubuit. Et hoc uidens omnis multitudo mulierum fremuerunt 193. Vrsus in eam impetum fecit, cui leaena illa

14 occurrens confestim eum necauit. Rursus inmissus est ille leo 194 qui erat saeuissimus eiusdem Alexandri; cui leaena obuiam uadens complexa est eum, et diu inter se feritate sua pugnantes pariter exspirauerunt. Quod uidentes mulieres timere et flere coeperunt, eo quod leaena quae illi auxiliauerat cum leone fuisset mortua. 34. Post haec dimittunt ei plurimas feras. Illa uero manibus extensis orabat, et cum complesset orationein conuersa uidit magnam fossam aqua repletam multasque beluas marinas habentem et dixit: Nunc tempus est lauandi 195 ; ibique se dimisit dicens: In nomine Christi et in nomine Iesu 196 nouissimo die baptizor. Populus et mulieres haec uidentes lacrimatae sunt et coeperunt clamare: Noli Thecla, noli te mittere. Proconsul etiam flebat atque dolebat ne tantum decus a bestiis comederetur. At illa neminem audiens misit se hoc tantum dicens: In nomine domini 197. Et statim beluae quae illic erant ignis et fulgoris splendorem uidentes mortuae sunt et super aquam natare coeperunt. Erat itaque circa eam quasi ignita nebula, intantum ut neque a feris contingeretur neque nuda posset uideri. 35. At uero mulieres aliis formidolosis feris inmissis ululabant, ne ab aliqua illarum decerperetur 198. E quibus quaedam folium mittebant, aliae nardum, aliae uero cassiam, quam plurimae amomum, nonnullae unguentum. Tantam denique memoratarum rerum copiam in stadium 199 iactauerunt, ut ipsa odoris abundantia omnibus feris in somnum conuersis a nulla earum contingeretur. At uero Alexander cum uideret illam nullis morsibus adtrectari bestiarum ait ad proconsulem: Tauros habeo feroces ac metuendos, ad ipsos illam ligemus. Cui proconsul maerens respondit: Fac quod uis. Itaque ligauerunt ei manus ac pedes et mediam inter tauros fecerunt et uiribus ipsorum ignita ferramenta subposuerunt, quo ex dolorum inlatione ferociores effecti eam citius interficerent. Verum idem tauri cum exilire coepissent, ignis flamma qua erant incensi funes exussit, quibus fuerat innexa, illaque iam erat quasi non uincta. 36. Dum haec in stadio 200 geruntur, Trifena iuxta arenam 201 stans deriguit atque exanimis facta est, ut etiam serui eius clamarent mortuam esse Trifenam reginam. Proconsul autem hoc audiens obstupuit animo omnisque adeo ciuitas commota est. Alexander etiam procidens in terram proconsulem rogabat dicens: Miserere mei et ciuitati, solue maturius bestiariam, ne omnis ciuitas cum illa depereat. Haec enim si audierit Caesar, fortassis ipsam perdet ciuitatem, eo quod Trifena eius cognata sit mortua. 37. Tunc itaque proconsul Theclam e medio ferarum uocauit atque percunctatus est eam dicens: Quae es tu aut quae sunt quae circa te aguntur, quia nulla ferarum te contigit? Quae dixit ei: Ego, inquit, dei uiui sum famula. Quod autem circa me uides, hoc est quia in eum in quo deo complacuit 202, saluatorem mundi credidi: propter quod nulla ferarum me contingere ualuit. Hic est enim solus salutis terminus 203, uitae mortisque discretio. Ille fluctuantibus tranquillum existit perfugium, hic est refectio eorum qui opprimuntur, ipse est munimentum his qui spe carebant et, ut compendio dicam: si quis in hunc non crediderit, uitam minime habebit, sed in perpetuum morietur. 38. Haec cum audisset, iussit uestimenta eius afferri et ait: Indue te, Thecla. Illa autem dixit: Qui me expoliauit, inquit, nudamque inter feras constituit, ipse me induet in die iudicii. Atque accipiens uestimenta induit se. Deinde proconsul uelociter centurionem 204 misit ad populum dicens: Theclam religiosissimam dei famulam dimitto uobis. Ad haec mulieres maxima uoce clamabant dicentes: Vnus deus 205, qui Theclam saluauit. Tantus autem clamor exstitit, ut ipsis uocibus omnis ciuitas motu quodam agitari uideretur. 39. Trifena autem bono animo confirmata cum frequentia populi occurrit et amplectens Theclam ait: Nunc credo quia mortui resurgunt. Eamus ad domum, et omnia mea tibi conscribo 206. At illa pergens cum ea ingressa est domum et requieuit ibidem diebus octo

15 suo sermone eam catecizans, ita ut ex ancillis eius audientes eam plurimae crederent et esset in domo maxima gratulatio. 40. At Thecla uidere Paulum desiderabat 207. De quo indicatum est ei quod in Mirraside 208 esset. Quod cum audisset, assumpsit secum iuuenes et adolescentulas atque se ipsam cinxit tunicam suam uirili more componens, et sumpto habitu masculino perrexit in Mirraside 209, ibique Paulum repperit sermonem dei docentem. Qui cum eam uidisset obstupuit, simul et iuuenes intuens, qui cum ipsa erant, turbatus est uerens ne aliqua temptatio accidisset. At Thecla hoc intelligens ait: Paule, lauacrum 210 accepi. Qui enim operatus est tibi in euangelio, operatus est et mihi in lauacro. 41. Tunc Paulus assumens eam perduxit in domum Hermiae 211, et cum omnia quae gesta sunt ab eadem didicisset, ipse quidem mirabatur, audientes uero confirmabantur. Postea surgens Thecla dixit Paulo: Proficiscor Iconium. Qui dixit ei: Perge et doce dei sermonem. Trifena autem multam uestem et aurum Theclae transmiserat. Tunc pro Trifena communiter orauerunt Iesum. Et plurimam partem Paulo relinquens ad usus sanctorum et pauperum, processura ipsa perrexit Iconium. 42. Et cum peruenisset illic ingressa est Onesifori domum et humi se prostrauit, ubi Paulus sedens ante docebat 212, et lacrimata est et dixit: Domine, deus meus, te adoro in domo huius, in qua mihi lumen effulsit; Iesus Christus 213, filius dei, deus, qui fuisti mihi adiutor in carcere, protector ante iudicem 214, auxiliator in igne, defensor inter feras: quoniam tu es deus, cui gloria uera est in saecula, adiuua tuas famulas et ora inimicorum infesta nobis obtunde Et inuenit Tamirum iam mortuum, matrem uero Theocliam uiuam. Quamque ad se uocans ait: Vere, Theoclia mater, potes credere quia uiuit dominus in caelis incorruptus 216 et sempiternus. Siue enim diuitias cupis, dabit 217 tibi per me; siue filiam quaeris, ecce adsum tibi. 218 Et testificans haec in Seleuciam 219 abiit, atque multos in domino confirmans et inluminans cum bono cursu requieuit in pace, adiuuante domino nostro Iesu Christo; cui est honor et gloria in saecula saeculorum, amen. Den hellige jomfru St. Theklas martyrium. Epitome IV 220. Oversættelse til dansk Under romernes kejser Nero forkyndte apostlen Paulus Guds ord i den østlige del af riget. En ung adelig pige ved navn Tecla, en borgerinde i Iconium, kom gennem ham til troen. Da hun havde hørt Paulus lovprise jomfrueligheden, begyndte hun at sætte pris på ham 223. Thi hun havde en forlovet, og nu ønskede hun ikke at blive gift. Hendes rasende moder begyndte, henvendt til dommeren 224, at anklage datteren sådan:»hun er kristen, hun vil ikke giftes med sin forlovede. Hun skal brændes fordi hun afviser sin forlovede, hun skal brændes fordi hun modsætter sig loven, hun skal brændes i teatret 225 fordi hun vanærer lovene, dette så alle kvinder kan blive afskrækket.«på hendes anmodning dømte prokonsulen Tecla til at skulle brændes, og straks gik han afsted med al folket til teatret 226 for at beskue dette gruelige, men uundgåelige. Så bar store drenge og piger træ og halm frem, for at Tecla kunne brændes. Og da hun blev ført ind, udgød dommeren tårer, idet han beundrede hendes standhaftighed, fordi hun foretrak at blive brændt på bålet frem for, i modstrid med sine principper, at sige ja til en ægtemand.

16 Efter at de embedsmænd, der forestod brændingen, havde givet ordre om at hun skulle gå op på brændestablen, steg Tecla derop efter at have gjort Herrens korstegn for sig, og da ilden tog kraftigt fat i brændet, rørte den hende ikke. Men den barmhjertige Gud lod lyde en underjordisk lyd for hende, hvorved brandstedet åbnede sig, og fra det højeste kom der dug, Hans vand 228, og slukkede ilden og fyldte teatrets runding 229, og mange af dem, der sad ved bålpladsen, var nær omkommet. Og da ilden var slukket, steg Tecla befriet ned fra bålet. Og da hun fik at vide hvor Paulus opholdt sig, gik hun af sted og fandt ham. Hun gav, på grund af sin tro, alt hvad hun ejede som arv til Paulus. Da de så Tecla, blev de glade over at Herren havde befriet hende fra ilden, og de spiste af Guds gaver, thi de havde brød, grøntsager og vand. Dette erfarede de efter seks dage, hvor de havde kastet sig til jorden i faste og vågen og bønner for Tecla om at Herren ville befri hende fra de ondes hænder En syrer ved navn Alexander, en mægtig mand, der havde fundet ud af at Tecla var kristen, førte hende til dommeren og sagde:»denne pige er kristen.«da prokonsulen adspurgte hende om at det var rigtigt det hun blev anklaget for, og hun med ivrig røst svarede at hun var kristen, dømte han hende til at kastes for vilddyrene. Men kvinder 231 som var til stede, råbte højt:»åh for en dårlig dom, for en dårlig befaling.«men Tecla stillede dette krav til dommeren:»jeg beder dig indstændigt, for dit hus frelses skyld, at du, før jeg kastes for vilddyrene, befaler at jeg skal bevares uberørt 232 under en pålidelig kvindelig vogter.«en rig fribåren kvinde i slægt med Caesar, ved navn Trifena, accepterede at vogte hende og overgive hende uantastet 233 til at blive ædt af vilddyrene. Da vilddyrene fra deres indelukker blev ført ind på arenaen, anbragte man Tecla oven på en løve og bandt hende sammen med vilddyret. Men løven, der sad med jomfruen over sig, vendte hovedet og slikkede hendes fødder. Dette mirakel forbløffedes folket over, mens Trifena samtidig ventede noget sådant. Da et skilt blev båret foran pigen med inskriptionen Tecla krænker guderne, råbte kvinderne samt deres børn:»o Gud, der gøres uret i denne by.«og på ny bragte Trifena hende, med dommerens tilladelse, tilbage fra skuet. Men da hun kom hjem med hende, græd hun over at hun næste dag skulle udlevere hende 234 og hun sagde:»min datter Tecla, bed for mig og for mit hus til den gud, som du tjener og for hvis skyld du udholder trængsler.«da løftede Tecla straks røsten og sagde:»o du Gud Kristus, som er den højeste Faders søn, giv Trifena efter din vilje det hun ønsker, for at hun kan opnå det evige liv.«da Trifena hørte dette, græd hun af glæde Da det var blevet morgen, kom Alexander hen til Trifenas hus, krævede atter Tecla udleveret og sagde:»prokonsulen sidder allerede på sin plads og folket presser os, udlevér hende der har krænket guderne så hun kan blive ført bort, hende som du véd er dømt af dommerne til at blive kastet for vilddyrene.«overvældet af sorgen overøste Trifena Alexander med råben og jog ham bort fra sig og sagde:»du Teclas Gud, hjælp hende din tjenerinde.«og mens hun således bad, kom der andre, udsendt af dommeren, som skulle føre Tecla bort. Men Trifena lod hende ikke føre bort 236 af mændene, men tog hende ved hånden og fulgte hende mens hun bad. Da Tecla så at hun græd, bad hun selv og sukkende sagde hun til Gud:»Du Herre min Gud, som jeg tror på og til hvem jeg har min tilflugt, som befriede mig fra ilden, beløn Trifena fordi hun har medlidenhed med din tjenerinde og fordi hun bevarede mig uberørt.«så opstod der en larmende uro af de mest forbitrede stemmer og af vilddyrenes brummen, på grund råben fra folket og fra kvinderne, der sad i amfiteatret 237, hvoraf nogle råbte:»før

17 hende der har krænket guderne ind!«, mens andre råbte:»byen vil gå til grunde på grund af uretfærdigheden! Dræb os alle, o prokonsul! Et bittert skue, en dårlig dom!«ved et vink fra statholderen blev Tecla, der var fjernet fra Trifenas hænder, klædt af, og efter at hun havde fået et skamklæde 238 på, blev hun drevet ind på arenaen. Efter at hun var kommet ind, blev der sendt løver og bjørne mod hende, og grummere end de andre en løvinde. Den løb frem og lagde sig ved hendes fødder. Da mængden af kvinder så det, satte de i med en høj råben. Så løb en hunbjørn frem, men løvinden løb den i møde og sønderrev den. Derefter var der en hanløve som var oplært til at æde mennesker og som tilhørte Alexander, og efter at løvinden havde grebet om den, faldt den om sammen med hanløven og døde. Da lød der højlydt råben fra kvinderne, fordi løvinden, Teclas forsvarer, var omkommet Så sender de endnu flere, og forskellige, vilddyr ind 240, mens Tecla stod stille i bøn med fremstrakte hænder. Men da bønnen var slut og hun vendte sig, så hun et stort bassin, fuldt af vand, som var i amfiteatret 241 og hvori der var talrige store slanger. Da kvinderne så at hun ville stige ned i det dybe vand, jamrede de højt og bad hende om ikke at kaste sig i bassinet, så selv dommeren fik tårer i øjnene på grund af folkets sorg. Men hun troede fast på at ifølge Herrens løfte ville hun ikke blive skadet af slangerne 242, og idet hun gjorde korsets tegn og påkaldte treenigheden 243, kastede hun sig i vandet, og straks døde slangerne, knust af en ildsky, og blev sammendynget i en del af det dybe vand. Så forlangte folkets grusomhed, som ikke var blevet formildet ved dette syn, at der skulle sendes grummere dyr ind. Og de blev sendt ind. Men da Tecla ikke blev rørt af disse, sagde Alexander til dommeren:»jeg har nogle meget vilde tyre. Dem vil vi binde hende til, hvis du befaler det.«og dommeren sagde med trist stemme:»gør hvad du vil.«og man bandt hende med spredte ben mellem to tyre, med hovedet vendt mod jorden. Og på rebene bandt man ved dyrenes lysker gloende jernspidser 244, for at dyrene, som hurtigere blev vilde, straks med et hastigt spring kunne sønderrive den bundne kvinde. Men det gloende jern brændte rebene og med løsnede bånd var jomfruen uskadt, mens tyrene i smerten fra ilden løb vildt omkring. Da Trifena så dyrene adskilt løbe gennem arenaen, og hun troede at Tecla var sønderrevet, mistede hun bevidstheden, så alle sagde:»trifena, kejserens slægtning, er død.«ved dette rygte blev prokonsulen forfærdet, byen blev bestyrtet, så Alexander, der så sig selv og byen i fare, indstændigt bad:»løslad Tecla.«Man frygtede at Cæsar skulle erfare, at hans slægtning Trifena var afgået ved døden i amfiteatret Derfor kaldte prokonsulen Tecla, der stod midt blandt de vilde dyr, frem og spurgte:»hvem er du og hvad er din stand, og hvad er din kunnen og din opgave, siden ingen af de vilde dyr formåede at skade dig?«hun svarede:»jeg er den levende Guds tjenerinde. Jeg er af den stand at jeg har fået den tro at Guds søn er en gud, ved hvis magt jeg beskyttes, således at ingen vilddyr kan æde mig. Fordi Han er frelsen, afgrænsningen af frelsen 247, og muligheden for udødelighed. Han er roen i det urolige, han er tilflugtsstedet for de betrængte, den trofaste beskyttelse for dem der er spredt blandt fremmede, og - for at sige det enkelt - den der ikke tror på Ham, skal ikke leve, men dø for evigt 248.«Da prokonsulen havde hørt dette, befalede han forfærdet at hente Teclas klæder og give hende dem på. Før hun tog imod tøjet, sagde hun:»han der satte mig nøgen blandt vilddyr, Han vil selv på dommens dag give klædning til frelsen 249.«Da hun havde modtaget tøjet, blev hun klædt på, og straks udstedte dommeren en befaling:»jeg frigiver til jer Guds Tecla, Tecla der dyrker fromheden.«da lovpriste kvinderne som med én røst Gud og sagde:»én er den Gud som frelser Tecla«- således at byen rystedes ved deres stemme. Og da Trifena hørte

18 lyden, kom hun løbende og sagde glad:»nu tror jeg at de døde vil opstå - Tecla ser jeg leve, efter så mange muligheder for at hun kunne have været død. Kom, min datter Tecla, gå ind i mit og dit hus.«og da Tecla var gået ind, hvilede hun hos hende nogle dage og forkyndte troens ord, således at de fleste i Trifenas hus lod sig omvende til kristendommen. Derefter drog hun afsted til Seleucia, prydet med Kristi rigelige nåde: med jomfruelighed, martyrium, evnen til helbredelser. Og da hun havde oplyst mange så de blev omvendt ved hendes eget eksempel, sov hun fredeligt ind i Kristus 250, som lever 251 med Gud Fader i Helligåndens enhed gennem evighedernes udødelige evigheder. Amen. Passio sanctae Theclae uirginis. Epitome IV. Latin Sub Nerone Romanorum principe Paulus apostolus uerbum dei euangelizando orienti praedicabat. Cui credidit puella quaedam nobilis uirgo Tecla nomine, ciuis Iconiensis. Quae cum audisset Paulum laudantem uirginitatem, amplexare eum coepit 254. Habebat enim sponsum, renuntiauit nuptiis. Irata mater eius adorsa 255 iudicem 256 ita accusare filiam coepit: Christiana est, nubere cum sponso suo non uult. Ardeat quia sponsum refutat, ardeat quae legi repugnat, in theatro 257 conburatur quae iura contaminat, ut omnes mulieres terreantur. Ad cuius preces proconsul iudicauit Teclam igne cremandam, et statim ipse cum populo abiit ad theatrum, spectaturus crudelem necessitatem 258. Tam iuuenes itaque quam uirgines adtulerunt ligna et fenum, ut Tecla arderet. Et cum inducta esset lacrimatus est iudex admirans eius constantiam, quae mallet incendio exuri quam contra propositum suum maritum accipere Admonentibus ergo incendii apparitoribus ut struem lignorum ascenderet, facto in fronte crucis signo dominicae pyram ascendit, et subpositus ignis cum conprehensis lignis in maius cresceret, non eam tetigit; sed deus misertus illi sonum subterraneum fecit 260, quo dehisceret rogus, et de superno ros ueniens aqua sua et ignem extingueret 261 et theatri aluum compleret, et multi periclitarentur necati ex his qui prope pauimentum sedebant. Et ita extincto igne Tecla ab incendio liberata discessit. Et cum agnouisset ubi Paulus apostolus hospitaretur, abiit ad eum et inuenit eum. Quae causa fidei omnia mundana relinquens haerebat Paulo. Videntes ergo Teclam gauisi sunt quod eam dominus de incendio liberasset, et epulati sunt in donis dei; habebant enim panem et olera et aquam. Quae post sex dies percipiebant, quibus se in ieiuniis et uigiliis et orationibus pro Tecla adflixerant, ut eam dominus de impiorum manibus erueret Post haec Syrus quidam Alexander nomine, uir potens, agnoscens Teclam quod esset Christiana, obtulit eam iudici dicens: Ista puella Christiana est. Quam cum interrogasset proconsul si ita esset ut accusabatur, et illa respondisset alacri uoce Christianam se esse, condemnauit eam bestiis subrigendam 263. Sed mulieres quae praesentes erant exclamauerunt: O malum iudicium, o iniustum praeceptum. Ipsa autem Tecla postulauit a iudice dicens: Adiuro te per salutem domus tuae ut antequam bestiis obiciar iubeas me sub fidelem custodiam castam seruare. Matrona quaedam diues ex propinquitate Caesaris nomine Trifena accepit eam custodiendam, traditura integram ad deuorationem ferarum. Cum itaque productae de caueis bestiae inducerentur arenae, posuerunt Teclam super leaenam conligantes eam bestiae. Sed leaena sedente supra se uirgine obuerso capite lambebat pedes eius. In quo miraculo stupuit populus, Trifena quoque rem simul expectante. Cum titulus portaretur ante puellam scriptus»tecla sacrilega 264 «, mulieres cum

19 filiis suis clamabant: O deus, iniqua fiunt in hac ciuitate. Et iterum Trifena permittente iudice tulit eam de pompa. Cum ergo rediret cum illa ad domum flebat quod esset die altera traditura 265, et dixit ad illam: Filia mea Tecla, ora pro me et pro domo mea ad deum cui seruis et pro cuius amore tribulationes sustines. Tunc illa incunctanter leuauit uocem et dixit: Deus Christe, qui es patris altissimi filius, da Trifenae quod sibi secundum tuam uoluntatem optat, ut uitam consequatur aeternam. Haec cum audisset Trifena de gaudio fleuit Facto autem mane uenit Alexander ad domum Trifenae repetens Teclam et dicebat: Iam proconsul sedet et populus urget nos, trade abducendam sacrilegam, quam nosti iudicum sententia ad bestias condemnatam. Tunc Trifena dolore stimulata ingessit se Alexandro cum clamore et fugauit eum a se, et dixit: Deus Teclae, tu adiuua ancillam tuam. Et adhuc illa inplorante et orante uenerunt alii a iudice missi qui ducerent Teclam. Sed Trifena non ferens eam a uiris abduci, adprehensa manu eius ibat cum illa plorans. Quam uidens Tecla lacrimantem et ipsa plorans et ingemiscens ad deum dixit: Domine deus, cui ego credo et ad quem confugio, qui eruisti me de incendio, redde mercedem Trifenae pro eo quod conpatitur ancillae tuae et pro eo quod me seruauit intactam. Tumultus itaque amarissimarum uocum fiebat et frendor bestiarum ex clamore uulgi ac mulierum simul in arena 267 sedentium, quorundam dicentium: Inducatur sacrilega, alii uero: Pereat ciuitas super iniquitate; interfice omnes nos, o proconsul. Amarum spectaculum, malum iudicium. At uero Tecla nutu principis e manibus Trifenae abrepta expoliata est, et accepto circum uerenda campestri inpellitur stadio 268. Post cuius ingressum inmittuntur leones et ursi contra eam et acerbior ceteris leaena; quae praecurrens ad pedes eius accubuit. Quo uiso turba feminarum mugitum dedit. Inde cucurrit ursa; sed leaena obuians scidit eam. Post haec leo doctus homines comedere, qui erat proprius Alexandri: et hunc conplexa leaena cum ipso ruit, et mortua est. Tunc leuauerunt uocem mulieres, quod defensatrix Teclae leaena interisset Tunc inmittunt conplures alias et uarii generis feras, cum illa staret expansis in orationem manibus. Sed finita oratione conuersa uidit fossam grandem quae erat in stadio plena aqua, habentem serpentes grandes et multas. Quam cum uiderent mulieres uolentem descendere in gurgite plorauerunt clamantes et rogantes ne se iniceret fossae, ita ut et iudicem ad lacrimas prouocaret luctus populi. Sed illa credens se secundum promissionem domini a serpentibus non laedi 270, signans frontem cum inuocatione sanctae trinitatis iniecit se aquae, et protinus serpentes nube ignea oppressi mortui sunt et in unam gurgitis partem congesti. Igitur crudelitas uulgi nec hoc spectaculo mitigata petiebat atrociores bestias mitti. Et missae sunt. Sed cum nec ab his tacta fuisset, Alexander dixit ad iudicem: Tauros habeo ualde feroces, his eam inligari si iubes faciemus. Et iudex moesto sermone: Facito, ait, quod uis. Et inligauit eam diuaricatis pedibus inter duos tauros, merso ad terram capite. Et in ipsis funibus substrinxit inter ilia animalium ferri candentis ueros 271, ut acrius efferata saltu rapido cito discerperent uinctam. Sed ferrum candens conbussit funes et solutis uinculis uirgo remansit inlaesa, discurrentibus prae dolore incendii tauris. Trifena autem cum uidisset animalia a se disiuncta currere per arenam, putans iam Teclam fuisse disruptam, exanimata est, ut omnes dicerent: Mortua est Trifena imperatoris propinqua. Quo rumore exterritus proconsul, ciuitas conturbata, Alexandro quoque pro suo et ciuium periculo exorante: Dimitte liberam Teclam. Verebatur enim ne perueniret ad Caesarem Trifenam eius cognatam in arena fuisse defunctam.

20 Vocauit ergo Teclam proconsul de mediis bestiis et interrogauit dicens: Quae es tu et cuius condicionis cuiusque artis uel operis, quod nulla te bestiarum laedere quiuit? Et illa respondit: Ego dei uiui sum ancilla: huic subiaceo condicioni, quod credidi deum esse filium dei, cuius uirtute protegor, ut nulla me ferarum carpere possit. Quia hic est salus, salutis terminus 273 et uitae inmortalis facultas; hic est fluctuantium quies, hic tribulatorum confugium, disperatorum fida protectio, et, ut simpliciter dicam quia: qui in isto non crediderit, non uiuet, sed morietur in aeternum 274. Haec cum audisset proconsul territus iussit exhiberi uestimenta et indui Teclam. Quae antequam acciperet dixit: Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam, ipse in die iudicii teget salute 275. Et susceptis uestibus induta est, et cito iudex dedit edictum dicens: Teclam dei, Teclam pietatis cultricem relaxo uobis. Tunc mulieres quasi ex uno ore laudem dederunt deo dicentes: Vnus deus qui Teclam saluat; ita ut a uoce earum moueretur ciuitas. Et cum Trifena audisset sonum occurrit gaudens et dicens: Modo quod mortui resurgunt credo: Teclam uideo post tantas mortis occasiones uiuere. Veni, filia Tecla, ingredere domum meam et domum tuam. Et ingressa cum illa requieuit apud eam paucis diebus, docens uerbum fidei, ita ut plurimi in domo Trifenae fierent Christiani. Inde abiit Seleuciam, decorata multiplici gratia Christi: uirginitate, martyrio, sanitatum efficacia. Et cum multos inluminasset conuersationis suae exemplo, cum somno pacis migrauit ad dominum 276 : qui uiuit 277 cum deo patre in unitate spiritus sancti per inmortalia saecula saeculorum, amen. To middelalderlige versioner af samme Thecla-epitome. Herunder bringes en sammenstilling af Holzheys og Gebhardts versioner af det Gebhardt kalder epitome IV. Gengivelserne kan, hvad ortografien angår, næppe i detaljer svare til de håndskrifter der ligger til grund for udgivelserne. Læsere der er fortrolige med middelalderlatin, vil vide at klassisk latin ae (eller æ) og oe (eller œ) i middelalderen normalt gengives ved e, f. eks. klassisk latin quaedam/ quædam middelalderlatin quedam; klassisk latin coepit/ cœpit middelalderlatin cepit. Her ses at Gebhardt systematisk har normaliseret til klassisk latinsk skrivning, mens det hos Holzhey virker mere tilfældigt. Hvordan en forskellig opfattelse af sætningernes sammenhæng kan ytre sig, fremgår klart af den første halve snes linjer. Holzhey: Passio Sancte Tecle Virginis sub Nerone principe Romanorum. 1. Paulus apostolus verbum dei evangelizando orienti predicabat. Cui credidit puella quedam nomine tecla, nobilis virgo, civis Iconiensis. Que cum audisset Paulum laudantem virginitatem et pudicitiam, cepit eam amplexari, et mox renuntiavit nuptiis, habebat enim sponsum. Irata autem mater eius adorsa iudicem ita accusare filiam cepit: Christiana est, nubere Gebhardt: Passio sanctae Theclae uirginis. 1. Sub Nerone Romanorum principe Paulus apostolus uerbum dei euangelizando orienti praedicabat. Cui credidit puella quaedam nobilis uirgo Tecla nomine, ciuis Iconiensis. Quae cum audisset Paulum laudantem uirginitatem, amplexare eum coepit. Habebat enim sponsum, renuntiauit nuptiis. Irata mater eius adorsa iudicem ita accusare filiam coepit: Christiana

21 sponso suo non vult, ardeat, quia sponsum refutat, ardeat que legi repugnat! In theatro comburatur, que iura contaminat, ut omnes mulieres terreantur. Ad cujus preces proconsul iudicavit Teclam igne cremandam. Et statim ipse cum populo abiit ad theatrum spectaturus crudelem necem, et tam iuvenes quam virgines adtulerunt ligna et fenum, ut tecla arderet. Et cum inducta fuisset, lacrimatus est iudex, admirans constantiam eius, que mallet incendio exuri, quam contra propositum suum maritum accipere. 2. Admonentibus ergo incendii apparitoribus, ut struem lignorum ascenderet, facto in fronte crucis dominico signo pyram ascendit, et subpositius ignis cum comprehensis lignis in maius cresceret, non eam tetigit, sed deus miseratus illam sonum subterraneum fecit, quo dehisceret rogus, et de superno ros veniens ignem extinxit et theatri alvum complevit, et multi periclitati necati sunt ex his, qui prope pavimentum sedebant. Et ita extincto igne tecla ab incendio liberata abscessit. Dum autem agnovisset, ubi Paulus apostolus esset abiit ad eum, et causa fidei omnia mundana relinquens herebat paulo. Videntes ergo teclam gavisi sunt quod eam dominus de incendio liberasset, et epulati sunt in donis dei. Habebant enim panem et holera et aquam, que post VI dies percipiebant, quibus se in ieiunio et vigiliis et orationibus pro Tecla afflixerant, ut eam dominus de impiorum manibus liberaret. 3. Post hec syrus quidam nomine Alexander vir potens agnoscens Teclam, quod esset christiana obtulit eam iudici dicens: Ista puella christiana est. Quam cum interrogasset proconsul, si ita esset, ut accusabatur et illa respondisset alacri voce christianam se esse, condempnavit eam bestiis subrogandam. Sed et mulieres, que praesentes erant exclamaverunt dicentes: O malum iudicium, o iniustum praeceptum! Ipsa autem Tecla precabatur presidem dicens: Adiuro te per salutem domus tue, ut antequam bestiis obiciar, iubeas me sub fideli custodia castam servare. Matrona ergo quaedam dives ex est, nubere cum sponso suo non uult. Ardeat quia sponsum refutat, ardeat quae legi repugnat, in theatro conburatur quae iura contaminat, ut omnes mulieres terreantur. Ad cuius preces proconsul iudicauit Teclam igne cremandam, et statim ipse cum populo abiit ad theatrum, spectaturus crudelem necessitatem. Tam iuuenes itaque quam uirgines adtulerunt ligna et fenum, ut Tecla arderet. Et cum inducta esset lacrimatus est iudex admirans eius constantiam, quae mallet incendio exuri quam contra propositum suum maritum accipere. 2. Admonentibus ergo incendii apparitoribus ut struem lignorum ascenderet, facto in fronte crucis signo dominicae pyram ascendit, et subpositus ignis cum conprehensis lignis in maius cresceret, non eam tetigit; sed deus misertus illi sonum subterraneum fecit, quo dehisceret rogus, et de superno ros ueniens aqua sua et ignem extingueret et theatri aluum compleret, et multi periclitarentur necati ex his qui prope pauimentum sedebant. Et ita extincto igne Tecla ab incendio liberata discessit. Et cum agnouisset ubi Paulus apostolus hospitaretur, abiit ad eum et inuenit eum. Quae causa fidei omnia mundana relinquens haerebat Paulo. Videntes ergo Teclam gauisi sunt quod eam dominus de incendio liberasset, et epulati sunt in donis dei; habebant enim panem et olera et aquam. Quae post sex dies percipiebant, quibus se in ieiuniis et uigiliis et orationibus pro Tecla adflixerant, ut eam dominus de impiorum manibus erueret. 3. Post haec Syrus quidam Alexander nomine, uir potens, agnoscens Teclam quod esset Christiana, obtulit eam iudici dicens: Ista puella Christiana est. Quam cum interrogasset proconsul si ita esset ut accusabatur, et illa respondisset alacri uoce Christianam se esse, condemnauit eam bestiis subrigendam. Sed mulieres quae praesentes erant exclamauerunt: O malum iudicium, o iniustum praeceptum. Ipsa autem Tecla postulauit a iudice dicens: Adiuro te per salutem domus tuae ut antequam bestiis obiciar iubeas me sub fidelem custodiam castam seruare. Matrona quaedam diues ex

22 propinquitate cesaris nomine trifena accepit eam custodiendam, traditura integram ad devorationem ferarum. Cumque ita producte de caveis bestie inducerentur harene, posuerunt Teclam super leenam colligantes eam bestie. Sed leena sedentem supra se virginem sentiens obverso capite, lamhebat pedes eius. In quo miraculo obstupuit populus, trifena quoque rem simul expectante cum titulus portaretur ante puellam scriptus: tecla sacrilega. Mulieres autem cum filiis suis clamabant dieentes: O deus! Iniqua iudicia fiunt in hac civitate. Et iterum trifena iudice permittente tulit eam. Cum ergo rediret ad domum cum illa, flevit quod die altera eam traditura esset, dicens ad illam: filia mea Tecla ora pro me et pro domo mea ad dominum cui servis, pro cuius amore tribulationes sustines. Tunc illa incunctanter levavit vocem et dixit: Deus Jesu Christe, qui es altissimi patris filius, da trifene, quod sibi secundum tuam tuam voluntatem optat, ut vitam consequatur eternam. Hec cum audisset trifena prae gaudio flevit. 4. Facto autem mane venit alexander ad domum trifene repetens teclam et dicebat: Jam proconsul sedet et populus urget nos, trade sacrilegam adducendam, quam nosti iudicum sententia bestiis condempnandam! Tunc trifena dolore simulato ingessit se alexandro cum clamore et fugavit eum a se et dixit: Deus tecle, adiuua ancillam tuam. Et adhuc illa implorante et orante, venerunt alii a iudice missi qui deducerent teclam. Sed trifena non ferens a viris eam abduci apprehensa manu eius ibat cum illa plorans. Quam videns tecla lacrimantem et ipsa plorans et ingemiscens ad dominum dixit: Domine deus cui credo et ad quem confugio, qui eruisti me de incendio, redde mercedem trifene, pro eo quod compatitur ancille tue et pro eo quod me servavit intactam. Tumultus itaque amarissimarum vocum fiebat et frendor bestiarum, ex clamore vulgi ac mulierum simul in harena sedentium, quorundam et dicentium: Inducatur sacrilega! Alii autem dicebant: Peribit civitas, interficis omnes nos, o proconsul! Amarum spectaculum, malum iudicium! At virgo Tecla nutu principis a manibus trifene propinquitate Caesaris nomine Trifena accepit eam custodiendam, traditura integram ad deuorationem ferarum. Cum itaque productae de caueis bestiae inducerentur arenae, posuerunt Teclam super leaenam conligantes eam bestiae. Sed leaena sedente supra se uirgine obuerso capite lambebat pedes eius. In quo miraculo stupuit populus, Trifena quoque rem simul expectante. Cum titulus portaretur ante puellam scriptus»tecla sacrilega «, mulieres cum filiis suis clamabant: O deus, iniqua fiunt in hac ciuitate. Et iterum Trifena permittente iudice tulit eam de pompa. Cum ergo rediret cum illa ad domum flebat quod esset die altera traditura, et dixit ad illam: Filia mea Tecla, ora pro me et pro domo mea ad deum cui seruis et pro cuius amore tribulationes sustines. Tunc illa incunctanter leuauit uocem et dixit: Deus Christe, qui es patris altissimi filius, da Trifenae quod sibi secundum tuam uoluntatem optat, ut uitam consequatur aeternam. Haec cum audisset Trifena de gaudio fleuit. 4. Facto autem mane uenit Alexander ad domum Trifenae repetens Teclam et dicebat: Iam proconsul sedet et populus urget nos, trade abducendam sacrilegam, quam nosti iudicum sententia ad bestias condemnatam. Tunc Trifena dolore stimulata ingessit se Alexandro cum clamore et fugauit eum a se, et dixit: Deus Teclae, tu adiuua ancillam tuam. Et adhuc illa inplorante et orante uenerunt alii a iudice missi qui ducerent Teclam. Sed Trifena non ferens eam a uiris abduci, adprehensa manu eius ibat cum illa plorans. Quam uidens Tecla lacrimantem et ipsa plorans et ingemiscens ad deum dixit: Domine deus, cui ego credo et ad quem confugio, qui eruisti me de incendio, redde mercedem Trifenae pro eo quod conpatitur ancillae tuae et pro eo quod me seruauit intactam. Tumultus itaque amarissimarum uocum fiebat et frendor bestiarum ex clamore uulgi ac mulierum simul in arena sedentium, quorundam dicentium: Inducatur sacrilega, alii uero: Pereat ciuitas super iniquitate; interfice omnes nos, o proconsul. Amarum spectaculum, malum

23 arrepta, exspoliata est et accepto circum verenda campestre, inpellitur stadio. Post cuius ingressum inmittuntur leones et ursi contra eam, et acerbior ceteris leena veniens que percurrens ad pedes eius accubuit. Quo viso turba feminarum mugitum dedit. Deinde cucurrit ursa, sed leena obvians scidit eam. Post hec veniens leo doctus homines comedere, qui proprius erat Alexandri, et ipsum complexa est leena et cum ipso ruit et mortua est. Tunc clamaverunt mulieres, quod defensatrix Tecle leena interisset. 5. Denuo inmittunt alias complures et varii generis feras. Cumque illa staret in oratione expansis manibus; et finita oratione conversa vidit fossam grandem, quae erat in stadio plenam aqua, habentem serpentes multas et grandes. Quam cum viderent mulieres descendere volentem in gurgitem, fleverunt clamantes et rogantes, ne se iniceret in fossam, ita ut et iudicem ad lacrimas provocaret luctus populi. Sed illa credens se domino secundum promissionem ejus signans crucem in fronte sua cum invocatione sancte trinitatis iniecit se aque, et protinus serpentes nube ignea oppressi mortui sunt et in unam partem gurgitis congesti. Igitur crudelitas vulgi nec hoc spectaculo mitigata petebat atrociores mitti bestias. Sed cum nec ab his tacta fuisset tecla, Alexander dixit ad iudicem: Tauros habeo valde feroces, his illam alligari si iubes faciemus. Et iudex: Meo esto sermone factum! Age, quod vis. Ilico illigavit sanctam divaricatis pedibus inter duos tauros merso ad terram capite, et in ipsis funibus substrinxit inter ilia taurorum vim candentis ferri, ut acrius efferati saltu rapido cito discerperent vinctam. Sed ferrum candens combussit funes et solutis vinclis virgo remansit inlesa discurrentibus prae dolore incendii tauris. Trifena autem cum vidisset animalia a se disiuncta currere, per harenam, putans iam tedam fuisse disruptam exanimis facta est ita ut omnes dicerent: Trifena imperatoris proquinqua mortua est. Quorum ore exterritus proconsul, civitas conturbata est. Alexandro quoque pro suo et civium periculo exorante dimitti liberam iudicium. At uero Tecla nutu principis e manibus Trifenae abrepta expoliata est, et accepto circum uerenda campestri inpellitur stadio. Post cuius ingressum inmittuntur leones et ursi contra eam et acerbior ceteris leaena; quae praecurrens ad pedes eius accubuit. Quo uiso turba feminarum mugitum dedit. Inde cucurrit ursa; sed leaena obuians scidit eam. Post haec leo doctus homines comedere, qui erat proprius Alexandri: et hunc conplexa leaena cum ipso ruit, et mortua est. Tunc leuauerunt uocem mulieres, quod defensatrix Teclae leaena interisset. 5. Tunc inmittunt conplures alias et uarii generis feras, cum illa staret expansis in orationem manibus. Sed finita oratione conuersa uidit fossam grandem quae erat in stadio plena aqua, habentem serpentes grandes et multas. Quam cum uiderent mulieres uolentem descendere in gurgite plorauerunt clamantes et rogantes ne se iniceret fossae, ita ut et iudicem ad lacrimas prouocaret luctus populi. Sed illa credens se secundum promissionem domini a serpentibus non laedi, signans frontem cum inuocatione sanctae trinitatis iniecit se aquae, et protinus serpentes nube ignea oppressi mortui sunt et in unam gurgitis partem congesti. Igitur crudelitas uulgi nec hoc spectaculo mitigata petiebat atrociores bestias mitti. Et missae sunt. Sed cum nec ab his tacta fuisset, Alexander dixit ad iudicem: Tauros habeo ualde feroces, his eam inligari si iubes faciemus. Et iudex moesto sermone: Facito, ait, quod uis. Et inligauit eam diuaricatis pedibus inter duos tauros, merso ad terram capite. Et in ipsis funibus substrinxit inter ilia animalium ferri candentis ueros, ut acrius efferata saltu rapido cito discerperent uinctam. Sed ferrum candens conbussit funes et solutis uinculis uirgo remansit inlaesa, discurrentibus prae dolore incendii tauris. Trifena autem cum uidisset animalia a se disiuncta currere per arenam, putans iam Teclam fuisse disruptam, exanimata est, ut omnes dicerent: Mortua est Trifena imperatoris propinqua. Quo rumore exterritus proconsul, ciuitas conturbata, Alexandro quoque pro suo et ciuium periculo exorante: Dimitte liberam

24 Tedam. Verebatur enim ne perveniret ad cesarem pro trifena eiua cognata, quam putabant in harena fuisse defunctam. 6. Vocavit ergo Teclam proconsul e mediis bestiis et interrogavit eam dicens: Que es tu et cuius conditionis, cuius artis aut operis, quod nulla bestiarum te ledere quivit? Teda respondit: Ergo dei vivi sum ancilla, huic subiaceo eonditioni, quod deum esse filium dei credidi, cuius virtute protegar, ut nulla me ferarum capere possit, quia hic est salus, salutis terminus et vitae immortalis facultas. Hic est fluctuantium quies, tribulatorum confugium, desperatorum protectio, et ut simpliciter et breviter dicam, quia qui [in] isto non crediderit non vivet, sed morietur in eternum. Hec cum audisset proconsul, territus iussit exhiberi vestimenta et indui Teclam. Quae antequam acciperet dixit: Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam ipse in die iudicii teget salute. Tunc susceptis vestibus induta est, et cito iudex dedit edictum dicens: Teclam dei pietatis cultricem relaxo vobis. Tunc mulieres quasi ex uno ore laudem dederunt deo dicentes: Unus est deus qui teclam salvat! Et tantus erat clamor, ut a voce earum moveretur civitas. Trifena autem cum audisset sonum, accurrit gaudens et dicens: Modo quod mortui resurgant credo, Teclam video post tantas mortis occasiones vivere. Veni filia tecla, ingredere domum meam. Et ingressa cum illa requievit apud eam paucis diebus, docens verbum fidei, ita ut plurimi in domo Trifene fierent christiani. Inde abiit seleuciam, decorata multiplici gratia christi, virginitate, martyrio et multa sanitatum efficacia. Et cum multos illuminasset sue conversationis exemplo, cum somno pacis migravit ad dominum qui vivit cum deo patre in unitate spiritus sancti per inmortalia secula seculorum. Amen. Expl[icit] p[assio] s[ancte] Tecle. Teclam. Verebatur enim ne perueniret ad Caesarem Trifenam eius cognatam in arena fuisse defunctam. 6. Vocauit ergo Teclam proconsul de mediis bestiis et interrogauit dicens: Quae es tu et cuius condicionis cuiusque artis uel operis, quod nulla te bestiarum laedere quiuit? Et illa respondit: Ego dei uiui sum ancilla: huic subiaceo condicioni, quod credidi deum esse filium dei, cuius uirtute protegor, ut nulla me ferarum carpere possit. Quia hic est salus, salutis terminus et uitae inmortalis facultas; hic est fluctuantium quies, hic tribulatorum confugium, disperatorum fida protectio, et, ut simpliciter dicam quia: qui in isto non crediderit, non uiuet, sed morietur in aeternum. Haec cum audisset proconsul territus iussit exhiberi uestimenta et indui Teclam. Quae antequam acciperet dixit: Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam, ipse in die iudicii teget salute. Et susceptis uestibus induta est, et cito iudex dedit edictum dicens: Teclam dei, Teclam pietatis cultricem relaxo uobis. Tunc mulieres quasi ex uno ore laudem dederunt deo dicentes: Vnus deus qui Teclam saluat; ita ut a uoce earum moueretur ciuitas. Et cum Trifena audisset sonum occurrit gaudens et dicens: Modo quod mortui resurgunt credo: Teclam uideo post tantas mortis occasiones uiuere. Veni, filia Tecla, ingredere domum meam et domum tuam. Et ingressa cum illa requieuit apud eam paucis diebus, docens uerbum fidei, ita ut plurimi in domo Trifenae fierent Christiani. Inde abiit Seleuciam, decorata multiplici gratia Christi: uirginitate, martyrio, sanitatum efficacia. Et cum multos inluminasset conuersationis suae exemplo, cum somno pacis migrauit ad dominum: qui uiuit cum deo patre in unitate spiritus sancti per inmortalia saecula saeculorum, amen. Om Skt. Tecla. Epitome II 278. Fra Legenda Aurea 279 (efter Gebhardt, , tekst b 280 ). Oversættelse til dansk.

25 Tecla, Tamirus forlovede, der sad i sit vindue, lyttede til Paulus som var kommet til Iconium og som prædikede om jomfrueligheden. Ham sluttede hun sig til. Titus 281 var kommet i forvejen og havde beskrevet Paulus således: lille af skikkelse, med et kraftigt hoved, med sammenvoksede øjenbryn, med ørnenæse, fuld af nåde 282. Så anklagede 283 Teclas mor datteren og apostlen. Og begge slæbes til prokonsulen, idet moderen råbende anklager datteren:»hun foragter sin forlovede og har sluttet sig til Paulus.«Så bliver Paulus jaget ud af byen, og Tecla, der blev kastet på bålet, kom uskadt fra det. Og hun finder Paulus, der sidder og beder for hende 284. Og straks følger hun efter til Antiokia hvor hun bliver begæret af én, men bliver overgivet til dommeren idet hun bliver dømt for krænkelse af guderne. Den følgende dag kastes Tecla blandt løver og løvinder og bjørne, men alle dræbte de hinanden og lod jomfruen være uskadt. Så kastes hun i vandet blandt vilddyr og sagde:»i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn skal dette vand være min døbefont.«og alle vilddyrene dør straks. Ligeledes bliver det befalet at hun i amfiteatret skal kastes blandt slemmere vilddyr, men fromme kvinder kommer strømmende og bereder velduftende urter, så vilddyrene sover og bliver gjort tamme. Straks disse er dysset i søvn, bliver der ført nogle meget vilde tyre ind, til hvis genitalier man binder gloende jern så de kan blive vildere, og den bundne jomfru bliver kastet iblandt dem, med befries uskadt og med afbrændte reb. Derefter drager hun med apostlen til Smirna 285. Efter at have fået den rette velsignelse af Paulus, drog hun tilbage til Iconium og fandt sin forlovede død. Hendes mor forblev moralsk slet. Så fremstod hun som moder 286 for mange jomfruer og under bøn gik hun hjem til Herren. De sancta Tecla. Epitome II. Fra Legenda Aurea 287 (efter Gebhardt, s ). Latin. Tecla sponsa Thamiri sedens in fenestra sua audiuit Paulum, qui Iconium uenerat, de uirginitate praedicantem; illi adhaesit. Titus 288 inibi praecesserat et Paulum sic descripsit: statura breuis, capite robusto, superciliis iunctis, naso aquilino, gratia plenus 289. Tunc mater Teclae filiam cum apostolo accusauerat. Vnde ambo ad proconsulem trahuntur, matre contra filiam clamante quia: Sponsum suum contemnit et huic adhaeret. Tunc Paulus expellitur et Tecla igni iniecta illaesa exiuit. Et inuenit Paulum pro se orantem. Et statim sequitur Antiochiam ibique a quodam concupiscitur, sed uidens se contemni pro sacrilega iudici traditur. Sequenti die Tecla inter leones et leaenas et ursos proiicitur, sed omnes se inuicem interfecerunt et uirgo illaesa permansit. Tunc in aquam inter feras proiicitur et dixit: In nomine patris et filii et spiritus sancti sit mihi haec aqua fons baptismi. Et omnes ferae statim moriuntur. Iterum in amphitheatro inter feras proiici crudeliores iubetur, sed piae matronae confluunt et odorifera quaedam aptant, ut fere dormiant et mitigentur. Quibus statim soporatis tauri ferocissimi adducuntur, quibus ignita ferramenta ad genitalia ligantur, ut magis saeuiant. et uirgo ligata inter illos proiicitur, sed illaesa et combustis uinculis absoluitur. Deinde iterum cum apostolo Smirnam 290 pergit. Tandem a Paulo recta benedictione sumpta Iconium rediit et sponsum mortuum repperit; mater eius in sua nequitia permansit. Ipsa uero multarum uirginum mater 291 extitit et orans ad dominum migrauit.

26 Fra Breviarium Romanum. En kort beskrivelse fra Breviarium Romanum 292, hos Holzhey s angivet som Anhang II. Lectio Brevarii 293 Romani, 23. Sept., men uden angivelse af udgave. Da man imidlertid på nettet finder talrige gengivelser af dette værk, kan præcisionen af tekstgengivelsen let bekræftes, se f. eks. Breviarium Romanum (Kempten ), s. 1044, på nettet Breviarium Romanum om Thecla. Oversættelse. Jomfruen Thekla, kommet til verden i Iconium som barn af meget højtstående forældre, og som af apostlen Paulus blev undervist i troens grundsætninger, fejres med overordentlig hæder hos de hellige fædre 295. Da hun som 18-årig forlod sin forlovede Thamiris, og hendes forældre havde anklaget hende for at være kristen, blev hun tvunget til at kaste sig på et bål, der var beredt til hende, hvis hun ikke fornægtede Jesus Kristus, men hun kastede sig på bålet efter først at have væbnet sig med korsets tegn. Men da ilden var blevet slukket ved en regn, som pludselig faldt, kom hun til Antiochia, hvor hun blev kastet for vilde dyr og blev bundet til ophidsede tyre der løb i hver sin retning, og straks derefter blev hun anbragt i en vandgrav fuld af slanger, men bliver befriet fra alt ved Jesu Kristi nåde. Ved hendes tros lidenskab og hendes hellige levned bliver mange omvendt til Kristus. Da hun så vendte tilbage til sin hjemstavn, slog hun sig ned som eneboer i bjergene, og efter mange overordentlige velgerninger og mirakler gik hun så 90-årig hjem til Herren og blev begravet i Seleucia. Breviarium Romanum om Thecla. Latin. Thecla virgo, ex illustribus parentibus Iconii nata, a Paulo apostolo fidei praeceptis instituta, miris sanctorum Patrum laudibus celebratur. Quae decimum octavum annum agens Thamiride sponso relicto, cum eam parentes, quod Christiana esset accusassent, in ardentem rogum, qui nisi Christo renuntiaret, ei paratus erat, prius signo crucis armata seipsam injecit. Sed igne pluvia, quae repente exorta est, exstincto, Antiochiam venit, ubi feris objecta et tauris in diversa incitatis alligata, mox conjecta in fossam plenam serpentibus, ex omnibus Jesu Christi gratia liberatur. Cujus ardore fidei et vitae sanctitate multi ad Christum conversi sunt. Iterum in patriam rediens, in montem sola secessit, deinde multis virtutibus et miraculis insignis, nonagenaria migravit ad Dominum, ac Seleuciae sepulta est. Fra Tertullians skrift Om dåben. Oversættelse til dansk. Tertullian, født ca. 150 i Karthago, død ca. 220, er den første latinskrivende kirkefader. Oversættelsen og den efterfølgende latinske originaltekst er et uddrag fra Augustus Reifferscheid et Georgius Wissowa (ed.): Qvinti Septimi Florentis Tertulliani Opera, Pars

27 I (Prag, Wien Leipzig 1890), s. 215 (kapitel 17). Kapitel 17 slår fast at kvinder ikke må prædike og slet ikke døbe. Det tilkommer alene dem som biskoppen har udpeget. - Carlé har en grundig behandling af dette citat fra Tertullian i kapitlet Den vestlige katholske [sic!] kirkes behandling af Thekla-skikkelsen (s ). Men frækheden hos den kvinde, der tiltog sig retten til at forkynde 296, vil vel ikke også tilrane sig retten til at døbe, med mindre der dukker et nyt bestie op som det tidligere 297, sådan at - ligesom hun fjernede dåben - så skulle en anden kvinde tildele den af egen drift. Hvis de kvinder, der læser 298 de skrifter, der med urette er tillagt Paulus, forsvarer at kvinder ud fra Teclas eksempel kan forkynde og døbe, så skal de vide, at den præst i Asien, der lavede dette skrift og således ville lægge sit ry til Paulus, at den præst er blevet afsat fra sin stilling efter at være blevet afsløret og have tilstået, at han gjorde det af kærlighed til Paulus. Hvordan skulle man kunne tro, at den mand 299 ville give kvinder ret til at forkynde og døbe, han som vedholdende ikke ville give nogen kvinde ret til at prædike? De skal tie, siger han, og spørge deres ægtemænd derhjemme 300. Fra Tertullians skrift De baptismo 301. Latin. Petulantia autem mulieris, quae usurpauit docere, utique non etiam tinguendi ius sibi pariet, nisi si quae noua bestia euenerit similis pristinae 302, ut, quemadmodum illa baptismum auferebat, ita aliqua per se eum conferat. Quod si quae Pauli perperam inscripta sunt 303 exemplum Theclae ad licentiam mulierum docendi tinguendique defendunt, sciant in Asia presbyterum, qui eam scripturam construxit, quasi titulo Pauli de suo cumulans, conuictum atque confessum id se amore Pauli fecisse loco decessisse. Quam enim fidei proximum uidetur, ut is 304 docendi et tinguendi daret feminae potestatem qui ne discere quidem constanter mulieri permisit? Taceant, inquit, et domi maritos suos consulant 305. Spanierinden Aetheria/ Egeria besøger Theclas grav. Oversættelse til dansk. En kristen kvinde fra Galicien i det nuværende Spanien foretog i årene en rejse til hellige steder i Mellemøsten, som hun beskrev i et længere værk 306. Sproget var - naturligvis - latin, men værket er skrevet i et sprog som allerede var præget af de tendenser der ville føre til de nuværende romanske sprog på den iberiske halvø. Sådanne meget tidlige stadier af de romanske sprog betegner sprogforskerne som vulgærlatin - et ord der skal forstås som "folkeligt latin". - Som det så ofte er tilfældet med middelalderlige værker, er dette kun bevaret ved en ren tilfældighed. Ét eneste manuskript kendes, fra det 11. århundrede, som blev fundet i 1884 i Italien af en J.-F. Gamurrini. Indledning og slutning manglede. Navnet på forfatteren fremgår ikke af teksten, men Gamurrini mente via sit kendskab til den senromerske forfatter Palladius at det var en fru Silvia. Det lykkedes franskmanden Marius Férotin kort efter 1900 i spanske arkiver overbevisende at

28 fastslå at forfatternavnet var Aetheria - eller Egeria 307. Siden har forskere intensivt beskæftiget sig med teksten. En god gennemgang af problemerne omkring teksten og med en oversættelse til engelsk bringes i George E. Gingras: Egeria: Diary of a Pilgrimage (Newman Press, New York 1970 = Ancient Christian Writers bd. 38). Uddraget her koncentrerer sig om den del, hvor Aetheria/ Egeria besøger Teclas grav. Som tekstforlæg er benyttet W. Heraeus: Silviae vel potius Aetheriae peregrinatio ad loca sancta 308 (Heidelberg 1908), s Kap Da jeg var vendt tilbage til Antiokia 309, blev jeg dér en uge, mens det, der var nødvendigt for rejsen 310, blev forberedt. Og derefter, da jeg drog fra Antiokia, ankom jeg efter flere dages rejse til den provins som kaldes Cilicia 311, der som hovedby har Tharsus, hvor jeg allerede tidligere havde været, da jeg drog til Jerusalem. 2. Da den hellige Theclas martyrgrav 312 ligger tre dages rejse fra Tharsus, nemlig i Isauria 313, var det dejligt for mig at drage dertil, da det tilmed lå så nær ved. Kap Så efter at være draget af fra Tharsus, kom jeg til en by ved havet, men stadigvæk i Cilicia, som kaldes Pompeiópolis 314. Da jeg derefter kom over grænsen til Isaurien, overnattede jeg i en by der hed Coricus 315, og på den tredje dag kom jeg til en by der kaldes Isaurisk Seleucia 316. Da jeg var kommet dertil, tog jeg hen til biskoppen, en sand helgen og tidligere munk 317, og jeg så også en meget smuk kirke i den by. 2. Og eftersom der derfra og til Sankt Thecla 318, som er et sted uden for byen på et fladt højdedrag, måske var 1500 passus 319, foretrak jeg at drage derhen for at slå mig ned der, som jeg gerne ville. Men dér er der ud over den hellige kirke intet andet end talløse eneboerhytter 320 for mænd og kvinder. 3. Der mødte jeg en af mine meget kære veninder, som alle i østerlandet ærede højt på grund af hendes livsførelse, en hellig kirkemedhjælperske 321 ved navn Marthana, som jeg havde lært at kende i Jerusalem, hvor hun var kommet hen for at bede. Hun forestod eneboerceller for kvindelige asketer eller jomfruer 322. Da hun havde set mig, kan så mon nogen beskrive hendes eller min glæde? 4. Men for at vende tilbage til sagen: der er rigtig mange eneboerceller på selve højdedraget, og midt på er der en overmåde stor mur der indeslutter kirken, i hvilket martyrgraven befinder sig, som er meget smuk. Netop derfor er muren opført for at bevogte kirken mod isaurierne som er meget ondsindede og ofte drager på røvertogter. Muren skal hindre dem i forsøg på at gøre noget mod klostret 323 som er knyttet til kirken. 5. Da jeg da var ankommet derhen i Guds navn, havde forrettet min bøn ved martyrgraven og havde læst hele beretningen om den hellige Thecla, så rettede jeg uendelig tak til Kristus, vor Gud, som værdigede mig uværdige, som intet fortjente, at få opfyldt alt hvad jeg ønskede. 6. Da jeg havde været der i to dage, og havde besøgt de hellige eneboere eller asketer 324 som var der, både mænd og kvinder, og efter at have bedt og have modtaget nadveren vendte jeg tilbage til Tharsus og min rejse, og efter at have opholdt mig dér i tre dage, drog jeg i Guds navn videre på min rejse. Spanierinden Aetheria/ Egeria besøger Theclas grav 325. Latin. Kap Antiochia autem cum fuissem regressa, feci postmodum septimana, quousque ea, quae necessaria erant itineri 326, pararentur. Et sic proficiscens de Antiochia faciens iter per mansiones 327 aliquot perueni ad prouinciam, quae Cilicia appellatur, quae habet ciuitatem metropolim Tharso, ubi quidem Tharso et eundo Ierusolimam iam fueram. 2. Sed

29 quoniam de Tharso tertia mansione, id est in Hisauria, est martyrium 328 sanctae Theclae, gratum fuit satis, ut etiam illuc accedere, praesertim cum tam in proximo esset. Kap Nam proficiscens de Tharso perueni ad quandam ciuitatem supra mare adhuc Ciliciae, quae appellatur Pompeiopolim. Et inde, iam ingressa fines Hisauriae mansi 329 in ciuitate, quae appellatur Corico. Hac tertia die perueni ad ciuitatem, quae appellatur Seleucia Hisauriae. Ubi cum peruenissem, fui ad episcopum uere sanctum ex monacho 330, uidi etiam ibi ecclesiam ualde pulchram in eadem ciuitate. 2. Et quoniam inde ad sanctam Teclam, qui locus est ultra ciuitatem in colle sed plano, habebat de ciuitate forsitam mille quingentos passus, malui ergo perexire illuc, ut statiua, quam factura eram, ibi facerem. Ibi autem ad sanctam ecclesiam nihil aliud est nisi monasteria 331 sine numero uirorum ac mulierum. 3. Nam inueni ibi aliquam amicissimam mihi, et cui omnes in oriente testimonium ferebant uitae ipsius, sancta diaconissa nomine Marthana, quam ego aput Ierusolimam noueram, ubi illa gratia orationis ascenderat; haec autem monasteria aputactitum 332 seu uirginum regebat. Quae me cum uidisset, quod gaudium illius uel meum esse potuerit, nunquid uel scribere possum? 4. Sed ut redeam ad rem, monasteria ergo plurima sunt ibi per ipsum collem et in medio murus ingens, qui includet ecclesiam, in qua est martyrium, quod martyrium satis pulchrum est. Propterea autem murus missus est ad custodiendam ecclesiam propter Hisauros, quia satis mali sunt et frequenter latrunculantur, ne forte conentur aliquid facere circa monasterium 333, quod ibi est deputatum. 5. Ibi ergo cum uenissem in nomine Dei, facta oratione ad martyrium nec non etiam et lecto omni actu sanctae Theclae, gratias Christo Deo nostro egi infinitas, qui mihi dignatus est indignae et non merenti in omnibus desideria complere. 6. Ac sic ergo facto ibi biduo, uisis etiam sanctis monachis uel aputactitis, tam uiris quam feminis, qui ibi erant, et facta oratione et communione reuersa sum Tharso ad iter meum, ubi facta statiua triduana in nomine Dei profecta sum inde iter meum. Tillæg. Baptizati leonis fabula - eller Skrønen om den døbte løve. I J. P. Migne (ed.): Eusebius Hieronymus: De viris illustribus 334 (= Migne: Patrologia Latina, bd. 23, Paris 1883) skriver kirkefaderen i afsnittet om evangelisten Lukas, sp , at historien om Paulus og Thecla må være det rene opspind. Hieronymus citerer en række bibelsteder 335 hvoraf det efter hans opfattelse fremgår at der var et nært forhold mellem Paulus og Lukas, hvorfor det ville være underligt om Paulus ikke havde nævnt Thekla-episoden. Det vægtigste er nok påstanden at Lukas efter Hieronymus opfattelse har affattet Apostlenes gerninger, samt de konklusioner man kan drage deraf 336 : Han [Lukas. PEJ] udgav også et fortræffeligt skrift der betegnes som Apostlenes Gerninger, hvis indhold går op til den toårige periode hvor Paulus var i Rom, det vil sige til det fjerde år under Nero 337. Deraf kan vi konkludere at skriftet blev til i samme by. Derfor henregner vi Paulus og Theclas rejser og hele skrønen om den døbte løve til de apokryfe skrifter. Thi hvor mærkeligt ville det være hvis apostlens uadskillelige ledsager 338, ud af Paulus mange gerninger, skulle være uvidende om alene den ting? Endvidere fortæller Tertullian 339, som var nær disse tider, at en præst i Asien 340, en beundrer af apostlen Paulus, i Johannes nærvær 341 indrømmede, at han var forfatter af bogen og tilstod at han havde gjort det af kærlighed til Paulus, og derfor blev afsat som præst.

30 Hieronymus omtale af denne skrøne har været kendt i århundreder i Vest- og Østeuropa, men man kendte ingen beretning hvor historien stod. I begyndelsen af det 20. århundrede løstes gåden. I tidsskriftet American Journal of Semitic Languages and Literature, Vol. XX, Nr. II, Jan. 1904, s , offentliggjorde den amerikanske teolog og semitolog, professor Edgar J. Goodspeed under titlen The Epistle of Pelagia en koptisk tekst fra British Museums orientalske afdeling, som var en version af Paulus-legenden, hvor kvinden ikke hedder Thekla, men Pelagia. Teksten forelå i tre lidt forskellige versioner. Goodspeed oversatte det han anså for hovedteksten til engelsk, og dermed var løveproblemet løst. Beretningen er vel bl. a. inspireret af det sted hvor Thekla i arenaen præsenteres for en grum løve, som i stedet for at æde hende slikkede hendes fødder naturligvis fordi den forstod at Vorherre var med hende. Teksten bringes herunder, oversat efter Goodspeeds engelske version 343 : Pelagias brev. Da Paulus kom til egnen ved Cæsarea 344, prædikede han også her atter om Herrens vej, som han altid plejede. Men alle i byen som tvivlede og ikke troede på loven 345, fordi de ikke var en del af den, hånede Paulus, og de greb ham, lagde ham i lænker og sagde til ham: Du har bragt til os en lov som ikke er vores 346. [Herefter kommer Paulus med en længere teologisk udredning]. Men så undrede dommeren sig, og han foragtede ham og lod ham gå. Og Paulus drog afsted mod bjergene. Og mens Paulus vandrede der, fandt han en løve, og dennes højde var tolv alen 347 og den var så stor som en hest. Og den mødte Paulus og de hilste på hinanden som om de kendte hinanden. Og løven sagde til Paulus: Vel mødt, Paulus, du Guds tjener og Vorherre Jesu Kristi apostel. Der er én ting jeg vil bede dig gøre mod mig. Og Paulus sagde til ham: Tal, jeg vil høre. Og løven sagde: Lad mig komme ind i de kristnes store ting 348. Og Paulus tog den og lod den komme ind i de kristnes store ting. Og da han havde afsluttet loven for den syvende dag 349, sagde de farvel til hinanden. Og atter vendte Paulus tilbage til byen. [Herefter et længere afsnit, hvor Paulus opvækker en død og belærer tilhørerne om troens betydning, og som eksempler på forbilledligt troende nævner han Daniel, Ezekiel, Thekla 350, Abraham m. fl. - hvor den eneste ikke bibelske er Thekla! Paulus slutter af med at man skal give til de fattige og bringe førstegrøden til Herren din Guds hus. ]. Og mens Paulus kundgjorde dette bud og forkyndte således, da var der mange som kom til troen og gav afkald på denne verden og fulgte Herrens bud, og de fulgte Paulus. Og en kvinde hvis navn var Pelagia, datter af kongen, lyttede og hun forlod sin mand og fulgte Paulus opfordring. Og hendes mand hørte dette og fortalte kongen det. Og kongen modtog Paulus og sagde til ham: Hør her, du fordærver alt vort folk, og alle giver frasiger sig verden, når de hører din formaning. Ægtemanden frasiger sig også sin hustru, og hustruen frasiger sig også sin ægtemand. Og nu skal du betale for alt hvad du har gjort mod denne Thekla 351. Og han befalede at de skulle kaste Paulus i fængsel; og de gjorde som kongen befalede. Og de lod løven lægge i baghold 352 for Paulus i teatret, og de valgte til bagholdet den løve hvis højde var tolv alen og som var så stor som en hest, den som havde mødt Paulus og som Paulus havde ladet komme ind i de kristnes store ting. Og da de bragte denne løve ind og kongen så den, forbavsedes han over dens størrelse og sagde: Kom nu, vi har i dag fundet én som vil opæde Paulus. Og de hentede Paulus fra fængslet og de bragte ham til teatret. Og efter Paulus, hentede de løven ind til ham. Og det forekom dem at den ville opæde ham, og de sagde alle: I dag har Paulus mødt det der skal straffe ham. Og Paulus rakte sine hænder frem og bad; løven bad også efter at han havde bedt; og Paulus tilbad og det gjorde løven også sammen med ham. Da de var færdige med at lovprise og bede, vendte Paulus sig og sagde til løven: Vel mødt! og løven

31 sagde det samme til Paulus: Vel mødt, vor fader! Vel mødt! Og Paulus sagde til løven: Hvordan er det gået til at du blev fanget, du der er så stor? Og løven sagde til Paulus: Se, du blev også fanget, og de bragte dig herhen for at jeg skulle opæde dig. Vidste de ikke, at vi holdt af hinanden? Vi er Vorherres tjenere. Og efter at de havde set den tale med Paulus, undrede de sig alle og sagde: Stor er troen hos denne mand; selv markens dyr adlyder ham, og folket lytter til ham. Og de sagde 353 : Tag nu Pelagia, men lad Paulus ham med sin løve. Og løven og Paulus gik bort derfra. Og så sagde de alle sammen: Dér er koen af malm, tænd op under den, og lad dem kaste hende ind i den, eller lad hende være lydig mod sin ægtemand og være som almindelige mennesker. Og de bragte også malmkoen og de lagde an til at kaste hende ind i den. Men i det øjeblik faldt der regn og slukkede ilden. Men hun ønskede at komme ind i den. Og da hendes ægtemand så hendes iver efter at komme ind i den, tog han et sværd og kastede sig over det og døde, fordi Pelagias skønhed var så vidunderlig, og hun regnede ikke sin skønhed for noget og så ikke på denne forgængelige verden. Måtte hendes bøn være med vores fader Johannes 354 og berede hans bolig hos de sejrrige martyrer. Amen. 1 sml. Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961) s. 71 og s i Danmark f. eks. med dr. phil. Birte Carlé s særdeles læseværdige Thekla. En kvindeskikkelse i tidlig kristen fortællekunst (København 1980). I Tyskland med dr. theol. Anne Jensen: Thekla, die Apostolin (Freiburg 1995) eller i USA med Patricia Cox Miller: Women in Early Christianity (Catholic University of America Press 2005) med et kapitel om Thekla. 3 pålæg: se NT, Første Kor., kap. 14, v : (1992) v. 33 [...] Som i alle de helliges menigheder v. 34 skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. v. 35 Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden. På latin har Vulgata for ordene menighederne og menigheden ecclesiis og ecclesia, der vel betyder kirkelige forsamlinger / kirkelig forsamling, men som er blevet tolket som kirken som institution. Citeres på dansk oftest i formen: Kvinden skal tie i forsamlingen. 4 vel efter Léon Vouaux: Les actes de Paul (Paris 1913), se Carlé s om versionerne, se Oscar von Gebhardt: Die lateinischen Übersetzungen der Acta Pauli et Theclae (Leipzig 1902), der stadig er et standardværk. 6 Ba-versionen: om det rimelige i at vælge Ba-versionen, se Gebhardt: s. LVI-LVII, afsnittet c. Die Version Ba samt s. LVII-LXIII, afsnittet d. Die Übersetzung B und der Urtext. - Ang. betegnelsen Ba: Gebhardt arbejder med hensyn til latinske oversættelser med fire (eller måske fem) tekstfamilier: A, B, C og D (og måske E), plus eventuelt undergrupper i familierne (f. eks. Ba, Bb o.l.). 7 s : siger ikke noget om tekstens længde, da hver side hos Gebhardt rummer flere varianter af samme tekststykke. Teksten Ba omfatter ca. 25 normalsider. 8 Legenda Aurea: en legendesamling, skrevet på latin, samlet ca af Jacobus a Voragine, som var ærkebiskop i Genova. Samlingen blev særdeles populær i det katolske Europa, både i den latinske version og i oversættelser til folkesprogene. Den var også læst i Danmark før reformationen og enkelte af legenderne blev oversat til dansk. Teclaversionen i Graesses udgave er grotesk forkortet og stilistisk mislykket. 9 På nettet - Den svarer i det store hele til de middelalderlige Vulgata-versioner. Må ikke forveksles med den nye oversættelse, kaldet Nova Vulgata (endelig version fra 1979). 10 oversat efter Gebhardts Ba-version af Passsio S. Theclae Virginis (s ), i den form den latinske version er gengivet i nedenfor. 11 Antiokia: Antiokia: vigtig by ved Middelhavet i landskabet Syria. Se også NT, Apg., kap. 13, v Iconium: i dag Konya i Tyrkiet. 13 Demas og Hermogenes og kobbersmeden Alexander: Demas et Hermogenes: begge navne forekommer i NT, Apg., men aldrig sammen: Demas i Kolossensersbrevet, kap. 4, v. 14, i Andet Tim. kap. 4, v. 10 og i Filemonbrevet kap. 1, v. 24. Hermogenes i Andet Tim. kap. 1, v. 15. Senere viser Demas og Hermogenes sig at være modstandere af Paulus lære. Det samme gælder også Alexander, se Første Tim., kap. 1, v og Andet Tim., 34. 4, v Onesiforus: i NT, Andet Tim. kap, 1, v 16 og kap. 4, v. 19 er i den gamle Vulgata-versioner omtalt en Onesiphorus fra Efesus, som Paulus omtaler med varme følelser. - At navnet bruges i nærværende legendetekst sker for at give digtningen en vis autensitet.

32 15 Muligvis tænkes der ved Titus på den person som Titusbrevet i NT er rettet til. De følgende Beskrivelser synes at henvise til f. eks. (Pseudo)Lukianos: Philopathris, Malala af Antiokia eller Nicephorus, se Philip Schaff: History of the Christian Church, Vol. 1 (New York 1882), s. 186 samt dennes note 361, se 16 ikke havde set ham i kødet: - dvs. set ham ansigt til ansigt. 17 kun i ånden: - meningen er vel at han kun kendte hans tanker (for eksempel fra Paulus breve). Bc har: sed tantum ex auditu sciebat eum = men kun kendte ham af omtale. 18 paladset: den latinske tekst bruger ordet basilica, som kan være en flot bygning med søjler. Græsk basilikós betyder kongelig, prægtig. Andre versioner lader dem gå per viam regalem = ad kongevejen. - Betydningen basilica = stor kirke vil være en grov anakronisme. 19 Lystra: ligger syd for Iconium. Byren er nævnt flere gange i NT: Apg. kap. 14, kap. 16 og 2. Tim. kap. 3, v skævbenet: Ba har scambum (af Gebhardt korrigeret efter et ikke eksisterende cambum); A gør ham ligebenet (cruribus elegantibus), Bb og Bc nævner intet om benene, Ca gør ham skævbenet (scambus, af Gebhardt indsat efter et andet håndskrift, hvor andre varianter igen har cambus), mens Cb og Cd gør ham ligebenet, med former som elegantibus, elegans; Cc nævner intet om benene. Holzhey s. 3 har mit gekrümmten Beinen = krumbenet. Carlé s. 10 har også krumbenet. 21 fuld af nåde: Ba har gratia repletum, som kan betyde fuld af nåde eller fuld af ynde. Ynde er vel næppe det første ord der falder én ind i forbindelse med en apostel. Men når A om ham skriver (Gebhardt s. 8): naso aquilino, cruribus elegantibus, gratia plenus = med ørnenæse, lige ben og fuld af gratia, betyder det sidste formentlig ynde. C- gruppens Cb, Cc og Cd har varianter af: gratia dei plenus = fuld af Guds nåde, hvor ordet nåde er indiskutabelt. - Tischendorf s. 41 har χάριτος πλήρη = fuld af nåde, hvor χάρις (cháris) i Vulgata gengives ved gratia (nåde). Men som latinsk gratia kan græsk χάρις også betyde ynde, men nåde vil nok i begge sprog i nærværende tekst være det mest nærliggende. Holzhey har s. 3 voll Anmut = fuld af ynde. Carlé s. 10 har: Der var en vis skønhed over ham, som vel svarer til χάριτος πλήρη. - En mulighed er at der er en reference til Salmernes Bog, kap. 45 (44) v. 3, hvor Vulgata har: Speciosus forma præ filiis hominum, diffusa est gratia in labiis tuis, propterea benedixit te Deus in æternum = (1992) Du er den smukkeste blandt mennesker, ynde er udgydt på dine læber, derfor velsigner Gud dig til evig tid. 22 nåden: den latinske tekst har gratia. Tischendorf s. 41 har χάρις (se note 21 overfor). 23 hilste os yderst lidt: andre versioner har typen: quod nos non salutasti = siden du ikke hilste på os. 24 retfærdighedens frugt: der refereres til GT, Amos Bog, kap. 6, v. 13 (12): (1992) Men I forvandler retten til gift og retfærdigheds frugt til malurt. retten = det rette, den gode retstilstand. Vulgata har: quoniam convertistis in amaritudinem judicium, et fructum justitiæ in absinthium. 25 Men hvis I er noget: andre versioner er bedre: Sed si estis digni = men hvis I er værdige; si autem est in uobis alquid boni = hvis der er noget godt i jer o.l. 26 Da Paulus kom ind i Onesiforus hus, blev der stor glæde: - herefter fortsætter Ca (og nogenlunde tilsvarende Cb, Cc og Cd): Genibus autem ad orationem positis, post fractionem panis erat uerbum de abstinentia etc. = Efter at de havde lagt sig på knæ og efter at brødet var brudt, lød Guds ord om afholdenhed etc., hvilket svarer til Tischendorf s. 42: knæene blev bøjet, brødet brudt og Guds ord om afholdenhed etc.. 27 og Paulus lægger i det følgende hårdt ud, efterlignende Jesu Bjergprædiken, NT, Matth. kap. 5, v som (1992) lægger ud med en række Salige er [ ]. Paulus væsentlige budskab er afholdenhed fra denne verden, som svarer godt nok til holdningen i det første århundrede: Kristus vil snart komme, derfor skal man ikke gifte sig etc., men alene leve for at kunne blive salig. 28 citat efter NT, Matth. kap. 5, v der refereres til NT, Første Kor., kap. 6, v : (1992) v. 18 Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme. v. 19 Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, v. 20 for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! 30 giver afkald på verden: dvs. kun lever for det åndelige, det religiøse. Udadtil kan det ske ved f. eks. at sælge alt og gå i kloster, men også ved at give afkald på ydre behageligheder som fint tøj, kødeligt begær, grådighed o.l. 31 thi de kan behage Gud: - en lidt løjerlig formulering. A har quia ipsi accipient deum = thi de tager imod Gud. Ca, Cb og Cc har quoniam ipsi placebunt deo = thi de vil finde behag hos Gud. Cd har quia ipsi accepti erunt deo = thi Gud vil tage imod dem. - Der refereres muligvis til NT, Første Thessalonikerbrev, kap. 2, v. 4: (1992) men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte. 32 Salige er de der har hustruer som om de ikke havde dem: - dvs. afstår fra seksuel omgang med dem. Adskillige legender kender dette som motiv: et nyomvendt ægtepar vælger at leve afholdende, en troende ugift kvinde vil kun gifte sig, hvis manden vil undlade at berøre hende o. l. - Med sætningen Salige er de der har hustruer som om de ikke havde dem refereres der til NT, Første Kor., kap. 7, v. 29: (1992) Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift.

33 33 thi de skal arve livet: hele B-gruppen har dette. livet = det evige liv hos Gud. Formuleringen er en variant over NT, Matth. kap. 5, v. 5: (1992) (Salige er de sagtmodige,) for de skal arve jorden. A har da også: quia ipsi possidebunt terram = thi de skal eje jorden. Ca og Cb lader dem komme til at eje Gud. Cd lader dem arve Gud. Tischendorf græske tekst s. 42 lader dem arve Gud, hvorved der refereres til NT, Romerbrevet, kap. 8: (1992) v. 16 Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. v. 17 Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham. 34 thi de skal blive trøstet: dette element svarer til NT, Matth. kap. 5, v thi de skal dømme engle: refererer til Første Kor. kap. 6, v. 3: (1992) Ved I ikke, at vi skal dømme engle [ ]? 36 Salige er de barmhjertige, for de skal få Guds barmhjertighed: let ændret citat af Matth. kap. 5, v. 7: (1992) Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. 37 Salige er jomfruernes sjæle: A samt Cc og Cd har corpora uirginum = jomfruernes legemer (således også Tischendorf s. 42); Ca og Cb har corpora et spiritus uirginum = jomfruernes legemer og sjæle.- Jensen, s henviser i note 20 til den græske tekst der har μακάρια τὰ σώματα τῶν παρθένων (jf. Tischendorf s. 42) som Jensen imidlertid oversætter ved selig sind die Körper der Jungfräulichen = salige er de jomfrueliges legemer, hvor jomfruelig betyder en person, som ikke har haft kønslig omgang med nogen, men ikke nødvendigvis kun brugt om en kvinde. Hertil føjer hun en sproglig kommentar: Da aber bisher alle Makarismen androzentrisch-inklusiv formuliert waren, also in der maskulinen Form, die Frauen einschlußweise mitmeint, scheint es unwahrscheinlich, daß am Ende noch eine eigene Seligpreisung für Jungfrauen weiblichen Geschlechts angefügt ist = Men da indtil nu alle saligprisningerne var formuleret i androcentrisk-inklusivt, altså i den maskuline form som indbefatter kvinder [saligprisningerne indledes med μακάριοι i maskulinum pluralis. PEJ], - så synes det usandsynligt at der til slut er tilføjet en særlig saligprisning for jomfruer af hunkøn [= kvindelige personer, som ikke har haft kønslig omgang med nogen. PEJ]. - Det androcentriskinklusive ses klart i forbilledet for Paulus prædiken, nemlig Jesu Bjergprædiken i NT, Matth. kap. 5 med sine talrige saligprisninger af typen (1992) v. 3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. v. 4 Salige er de, som sørger, for de skal trøstes etc, hvor den enkelte saligprisning i det græske NT begynder med μακάριοι = salige. - At ordet virgo på latin også kunne bruges om mænd, ses af Constantin Tischendorf: Apocalypses apocryphae (Leipzig 1866), heri teksten Transitus Mariae B (= Marias død, tekstgruppe B), som på s. 124 har indledningen: Igitur cum dominus et salvator Iesus Christus pro totius seculi vita confixus clavis crucis penderet in ligno, vidit circa crucem matrem stantem et Iohannem evangelistam, quem prae ceteris apostolis peculiarius diligebat, eo quod ipse solus ex eis virgo esset in corpore = Da den herre og frelser Jesus Kristus for al verdens skyld hang fæstet til korset med nagler, da så han stå ved korset sin moder og evangelisten Johannes, som han elskede frem for de andre apostle, fordi denne alene af dem var uberørt på legemet (ordret: var jomfru på legemet). 38 Fjenden = satan 39 ikke mister deres løn: nogle versioner har det tydeligere: ikke mister lønnen for deres kyskhed. 40 de skal finde hvile: kan referere til Matth. kap. 11, v. 28: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 41 i evighedernes evighed: Vulgata har in sæcula sæculorum, som findes enkelte gange i GT og ret hyppigt i NT, men uden for evangelierne. Se f. eks. Galaterbrevet kap. 1, v. 5; Filipperbrevet, kap. 4, v. 20; Første Tim. kap. 1, v. 17; Johannes Åbenbaring, kap. 1, v. 6; kap. 1, v. 18 osv. 42 i lyset: tilføjelsen kun i Ba og Bc. Bc har in lumine sempiterno = i det evige lys. 43 amen: kun i Ba. 44 forsamlingen: Ba har ecclesia. Dette ord bruges i Vulgata både i GT og NT, tidligst i 4. Mosebog, kap. 19, v. 20, og også her i betydningen gudelig forsamling. I NT findes betydningen ecclesia = gudelig forsamling fra Apg. kap. 6, v. 5 og herefter en del gange; endvidere i Hebræerbrevet, kap. 10, v. 25 og i Jakobsbrevet kap. 2, v. 2. Imidlertid anvendes allerede i NT ordet ecclesia = kirken som organisation, en betydning der er bevaret til den dag i dag, se Matth. kap. 16, 18; Apg. kap. 20, v. 28, Første Kor. kap. 15, v I moderne romanske sprog bruges efterfølgerne af ecclesia dels om en kirkebygning, dels om kirken som organisation (således i fransk église; i spansk iglesia; i italiensk chiesa). 45 en ung pige: Ba har virgo der også kan oversættes ved jomfru eller ugift kvinde. 46 dag og nat: - lyder lidt voldsomt. Senere hører vi at hun faktisk lyttede tre dage og tre nætter. 47 var værdig til at høre Paulus prædiken: det gør hun jo faktisk fra sit vindue. Bb har s. 20 har mere logisk: hun ønskede at hun var værdig til at slutte sig til dem [kvinderne. PEJ] så hun bedre kunne høre Paulus prædiken og kunne se ham. Ba-versionen ligger imidlertid den græske version hos Tischendorf s. 43 nær. 48 historie: B-gruppen har spectaculum = skuespil eller spil. Tischendorf s. 44 har diégema = en historie. A- og C-gruppen har nyhed. 49 På samme måde som hun kan være ivrigt optaget af at komme til et gæstebud: her afviger de fleste i C-gruppen ved en sammenligning der udspringer af at hun sidder manisk lyttende i sit vindu. Ca, Cb og Cc har således: sed inhaesit ut aranea in fenestra attonita uiro hospiti adhaerens = men som en edderkop sidder hun som bedøvet i vinduet og er stærkt optaget af den ukendte mand / men som en edderkop i vinduet sidder hun som bedøvet og er stærkt optaget af

34 den ukendte mand. Cd har ikke in fenestra = i vinduet. A-gruppen samt den græske version hos Tischendorf s. 44 har ikke sammenligningen med en edderkop. - Sammenligningen er en foregribelse af en tilsvarende i afsnit uskyldsren ung pige: Ba har pudica virgo. På latin er virgo en ugift ung kvinde, som i 1800-tallets dansk i reglen gengaves ved mø eller jomfru. Begge ord er på det nærmeste uanvendelige i dag i i betydningen ung kvinde, da ordene mø og jomfru i vor tid stort set kun anvendes i kønslig betydning: mødom, jomfru (= virgo intacta), jomfruhinde. 51 sidder [ ] som en edderkop i sit spind = sidder [ ] så stille som en edderkop i sit spind. A- og C-gruppen har ikke noget med edderkopper. 52 den unge pige: Ba har virgo. 53 bange for hendes bebrejdelser: - andre versioner afviger: A, Cd og Ce har intet tilsvarende. Bc har obiurgans eam = sagde bebrejdende til hende. Ca og Cb har timens casus eius = frygtende hvad der var med hende. 54 alle: A har det klarere: alle i hendes hus. 55 slavinderne: eller tjenestepigerne. 56 indskuddet strækker sig til afsnit de: i Bb og en række andre versioner er de to mænd Demas og Hermogenes (se afsnit 1). 58 Tammirus: sådan skrives navnet i Bb. 59 Demas og Hermogenes: her optræder de åbent som Paulus modstandere og prædiker i dette afsnit den kætterske påstand at opstandelsen har fundet sted ogt at vi derfor ikke skal vente på den. I NT står der ikke noget eksplicit om at det var grunden, men modsætningerne er omtalt i NT, om Demas: Andet Tim., kap. 4, v. 10: Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden og er rejst til Thessalonika. Om Hermogenes: Andet Tim., kap. 1, v. 15: Som du ved, har alle i provinsen Asien vendt sig fra mig, blandt dem Fygelos og Hermogenes. 60 statholderen: han kaldes i det følgende også prokonsul (latin proconsul) eller enkelt gang dommer (latin iudex). Skiftet mellem præses og proconsul sker for versionernes vedkommende i afsnit 16, mens Tischendorfs græske tekst gennemgående har hegemôn (= statholder, guvernør). - I NT, Matth. kap. 27 (1992) er der således talrige forekomster af ordet statholder, hvor Vulgata kun har praeses og græsk NT har hegemôn. 61 vi vil lære dig om opstandelsen, som denne mand siger vil komme, men som er kommet, fordi vi er opstået og hele tiden opstår i vore børn: - Sml. NT, Andet Tim., kap. 2, v : (1992) v. 16 Hold dig fra den ugudelige, tomme snak, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, v. 17 og deres lære vil brede sig som kræft. Til dem hører Hymenæus og Filetus, v. 18 som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange. - Baggrunden for den besynderlige påstand at opstandelsen allerede har fundet sted, findes i gnosticismen. Hymenæus og Filetus er gnostikere som mener, at ved gudstroen har mennesket fundet livet og har kæmpet sig fri af de bånd der binder det til legemet, altså har kæmpet sig fra den åndelige død i det legemlige til det nye liv i Kristus, mens den officielle kirke hævder at med opstandelsen menes den legemlige opstandelse, og denne finder først sted efter den legemlige død, jf. kommentar i Einheitsübersetzung der Heiligen Schrift (Stuttgart 1980), s Den gnostiske lære bekæmpedes af romerkirken som kættersk. 62 ligheden i det følgende mellem Paulus og Jesu skæbne er ikke tilfældig, men tilsigtet, sml. f. eks. med NT, Matth., kap. 26, v. 47: (1990) Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. 63 prokonsulen: er identisk med statholderen. 64 lod sig ikke påvirke: lidt i lighed med statholderen Pilatus, se f. eks. Matth. kap med klar røst: denne vending er hyppigt forekommende i martyr-legender, når martyren udspørges om sin religion. 66 den levende Gud: sml. NT, Matth. kap. 16, v den straffende Gud: sml. NT, Første Thes. kap. 4, v den nidkære Gud: sml. GT, 2. Mosebog, kap. 20, v. 5 (i den autoriserede oversættelse af 1931). Bb har deus zelans, hvor Vulgata har deus zelotes = en jaloux gud. Ingen af versionerne hos Gebhardt har zelotes har en lidenskabelig Gud - hvad der så menes med det. 69 (gav sine halskæder) til dørvogteren: - i det hus hvor hun boede. I A og C bestikkes han med armbånd eller armsmykker. 70 satte hun sig ved hans fødder og hørte om Guds herlige storhed: - i A glædes hun desuden og kysser hans lænker. I Bc styrkes hun desuden i troen på Kristus. Nogenlunde tilsvarende i C-gruppen. I A, Bc samt i C-gruppen betones endvidere at Paulus er uforfærdet og stoler på Gud. 71 dommeren: B-versionerne har dommeren, mens C-versionerne har prokonsulen og statholderen. Tischendorf s. 48 har (en form af) hegemôn = statholder. 72 Men folket råbte rasende til Paulus da han gik ud fra fængslet:»han er en troldmand, bort med ham«: - sml. Luk. kap. 23, 19: (1992) Da råbte hele mængden:»bort med ham [ ]«. 73 Da prokonsulen havde hørt ham fortælle: - if. Tischendorf s. 49 hørte statholderen ham gerne / med fornøjelse (ἡδέως) fortælle om Kristi hellige gerninger. Denne positive indstilling ses i flere af Gebhardts varianter til dette sted:

35 Bd og hele C-gruppen lader prokonsulen med glæde (libenter) høre på Paulus, mens ingen version explicit siger at Paulus beretter om Kristi gerninger. 74 midt i teatret: på latin in medio theatro. Bb, Cb og Cc har tilsvarende in medio theatro, mens Bc og Ca har in medio amphitheatro = midt i amfiteatret. Det var i amfiteatre at de blodige optrin med drab af mennesker og dyr fandt sted. Ordet teater forekommer også i afsnit 21 hvor samme fordeling i de latinske tekster mellem theatrum og amphitheatrum ses. 75 oplært af ham: Bb, Bc, Cb og Cc har oplært af hende. Tischendorf s. 49 har af ham. 76 smerteligt berørt: - vendingen findes kun i B-gruppen, men meningen er næppe at han er berørt over moderens brutalitet. Han lader da også Paulus piske og Thecla dømme til døden umiddelbart derefter. De andre versioner hos Gebhardt lader ham blive oprørt (A har commutus animo), eller forfærdet (C-gruppen har territus), og alle reaktionerne antyder prokonsulens forfærdelse over mulige oprørstendenser blandt kvinder. - Man bliver ikke meget klogere af Tischendorfs version s. 49. Her bruges samme verbum (ἒπαθεν = han led) som i græsk NT, Matth. 27, v. 19 (ἒπαθον = jeg har lidt/ jeg led), hvor Pilatus hustru ang. en drøm om Jesus siger: Jeg har lidt (ἒπαθον. PEJ) meget på grund af ham. Hustruen har her tydeligt medlidenhed med den lidende Kristus. Også i Tischendorfs version bliver Paulus og Thecla straffet. 77 unge mænd og kvinder: A har drenge [pueri. PEJ] og unge kvinder [uirgines. PEJ] ; Bc har unge mænd og tjenstgørende [ministri. PEJ] ; C-.gruppen har drenge og piger (undtagen Ca: unge kvinder [uirgines. PEJ], drenge og piger ). Den græske tekst har også varianter, se Tischendorf s. 49: slavinder og jomfruer [παρθένοι. PEJ], store drenge og jomfruer. 78 retsbetjentene: alle versionerne har publice = offentligt, altså: man befalede hende offentligt at stige op, men Gebhardt s anser det for en fejl for publici = retsbetjente eller lignende. Tischendorf s. 50 har δήμιοι = retsbetjente, bødler. 79 efterlignede med udstrakte hænder korset: dvs. hun stod med udstrakte arme som Kristus på korset. A lader hende gøre korset tegn for sit ansigt (in fronte suo). Ca, Cb og Cc lade hende stige på bålet med udstrakte hænder. Cd lader hende gøre det bedende med udstrakte arme (expansis manibus orans), altså i den såkaldte orant-stilling. 80 Derpå spredtes hele mængden, sådan at mange døde: - således B-gruppen. A har det mere logisk: der faldt et voldsomt regnskyl, således at mange af tilskuerne døde og ilden gik ud etc. I C-gruppen er det en voldsom haglmængde der slår mange ihjel og slukker bålet. 81 et lukket gravkammer: - synes blot at betyde at de var afskærmet mod omverdenen. I A er de i et gravkammer. I Bb er Paulus indelukket (clausus) med de andre i gravkammeret. I Bc er de alle lukket inde (clausi) i gravkammeret. I Ca og Cb er Paulus og de andre skjult i gravkammeret, i Cc i et åbent gravkammer. I Cd er de blot i gravkammeret. 82 overkappe: B-gruppen har tunica qua superuterbatur = den kappe som han havde på øverst. Romerne skelnede mellem en overtunika og en undertunika. A har unica tunica sua = hans eneste kappe, hvilket skaber reference til fromme folk der giver det eneste de ejer bort. Ca, Cb og Cd har blot tunica. Cc har superiorem tunicam = hans overkappe. 83 Gå søn, køb mange brød og kom tilbage med dem: - visse versioner siger det mere klart: Gå søn, sælg den og køb brød. 84 Fader = Gud. Bb har Domine = Herre. Bc har Pater domini nostri Iesu Christi = Fader til Vorherre Jesus Kristus. 85 du som kender hjerterne: sml. NT, Luk. kap. 16, v. 15; NT, Apg. kap. 1, v kristelig kærlighed: Ba har caritas, der svarer til næstekærlighed. Sml. NT, Galaterbrevet kap. 5, v : (1992) v. 13 Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. v. 14 For hele loven er opfyldt i det ene ord:»du skal elske din næste som dig selv.«- Vulgata har her for ordet kærlighed netop caritas. Græsk NT har agápe med samme betydning. Tischendorf s. 51 har i en variant ligeledes agápe. - A har caritas. Bb har hilaritas = glæde, Bc har dei claritas = Guds lysende klarhed, C-gruppen har gaudium = glæde. 87 fem brød: i lighed med Kristus da han bespiste de 5000, se bl. a. Matth. kap. 14, v jeg vil klippe mit hår af: Bb, Ca, Cc har imperativer, f. eks. Bb: klip mig! A har: jeg vil klippes. Der hersker en vis usikkerhed om hvad der menes. Fra Legenda Aurea kendes fire legender, hvor en kvinde lader sig klippe/ klæde om for at gå for at være en mand, nemlig Pelagia, Theodora, Marina og Margarita. Muligvis har det samme ligget et sted i en ukendt variant af Thekla-teksten, for i afsnit 40 klæder hun sig som mand! - Herefter er hårafklipningen som tema totalt glemt. - Interessant er i den forbindelse NT, Apg. kap. 18, v. 18: Paulus blev der [i Korinth. PEJ] endnu en tid. Så tog han afsked med brødrene og sejlede til Syrien sammen med Priskilla og Akvila. Forinden havde han ladet sit hår klippe af i Kenkreæ, for han havde aflagt et løfte. En mulig forklaring ses i Die Bibel. Einheitsübersetzung (Stuttgart 1980), s. 1236, som i en note til stedet skriver at der drejer sig om det såkaldte nasiræer-løfte, hvilket sitet Bibelwissenschaft.de (= Das wissenschaftliche Bibelportal der Deutschen Bibelgesellschaft) dog sætter et spørgsmålstegn ved, se - Se også NT, Apg. kap. 21, v Det synes uklart om Theklas hårafklipning skyldes et ønske om at sløre sin kvindelighed eller om forfatteren vil lade hende handle som Paulus.

36 89 denne abrupte afslutning på diskussionen ses kun i B-gruppen. A- og C-grupperne har (med mindre variationer) en vigtig tilføjelse, formuleret f. eks. således: A: Paulus sagde til hende: Hold ud, og du vil modtage vandets tegn. Cc: Og Paulus sagde til hende: Thecla, vær tålmodig, og du vil modtage frelsens tegn. Cd: Og Paulus sagde til hende: Vær tålmodig, og du vel modtage genfødelsens rensende bad. 90 Jeg kender aldeles ikke den kvinde som du nævner, ej heller er hun min: - meningen er at han ingen magt har over hende. Næppe tilfældigt er der her en parallel til GT, 1. Mosebog, kap. 12, v , hvor Abram siger at Saraj ikke er hans kone. 91 lod hun ham stå målløs tilbage: A har ikke umiddelbart noget om hans reaktion. C-gruppen har: lod hun, i triumf, ham stå tilbage. Holzhei s. 11 oversætter: udsatte ham for hånlatter. Carlé s. 19 har: (hun) triumferede over ham. 92 elskede: B-gruppen bruger verbet diligere, mens A og C-gruppen har verbet amare. Begge bruges om ægte kærlighed. Tischendorf s. 52 har tilsvarende verbet φιλέω. 93 gudløs: Ba har sacrilega, som oprindeligt betyder tempelrøver, derefter bredere én der krænker de religiøse institutioner o.l. Men kun B-gruppen har denne urimelige anklage. De andre versioner lader anklagen dreje sig Alexanders vrede over den offentlige forhånelse. Tilsvarende har Tischendorf s I afsnit 28 er imidlertid alle versioner enige om at hun er anklaget som sacrilega, da alle nævner skiltet med anklagen. Tilsvarende ses hos Tischendorf s. 53 (Ἱερόσυλος). 94 til at kæmpe mod de vilde dyr: versionerne har enslydende ad bestias = til vilddyrene. 95 hele byen: version A har: kvinderne i byen følte smerte. I version B nævnes herefter kvindernes reaktion, men version C ikke omtaler byens kvinder i den her sammenhæng. 96 en rig kvinde Trifena: Ca, Cb og Cc har åbenbart syntes at en så flink kvinde, om ikke var egentlig kristen, så dog måtte være en person der handlede ud fra en kristelig ånd, hvorfor de tilføjer at dette gjorde hun tilskyndet af Helligånden / tilskyndet af Kristus. A nævner desuden at hun er af kongelig slægt (genere regali) og Ca at hun tidligere havde været dronning (qui olim erat regina). Dronningetitlen dukker også op i næste afsnit. 97 henrettelsen: Ba har munus. Alene B-gruppen har dette ord, som egl. betyder en gave. Da festspil og gladiatorkampe i det gamle Rom ofte var gaver fra magthavere til folket, kom munus til også at omfatte den slags forlystelser. I forbindelse med Theklas henrettelse blev det nævnt i afsnit 27, at Alexander skulle bekoste forestillingen. 98 Dronning Trifena: Bb og Bc skriver Triphena uero senatrix, quae erat ex genere Neronis clarissima = men Triphena, en meget berømt kvinde af senatorslægt, som var af Neros æt. C-gruppen nævner ikke her noget om hendes stand. 99 Dronning Trifena ledsagede hende derhen: - der burde have stået: Dronning Trifena havde ledsaget hende derhen. A har en tidsmæssigt bedre fremstilling: Men da vilddyrene skulle sendes ud i teatret på grund af Thecla, fulgte Trifena, som det var pålagt at passe på hende, hende derhen. C-gruppen har det lidt kortere: Og da den dag kom, hvor vilddyrene skulle sendes ud i / vises i amfiteatret, anbragte man Thecla etc. 100 fremvisningen: B-gruppen bruger ordet pompa, der betyder optog. C-gruppen har publicatio = offentliggørelse, forevisning. Tischendorf s. 53 har πομπή. 101 at hun må leve: andre versioner i B-gruppen har det mere eksplicit: at hun må leve i Guds rige / at hun må leve i evighed. 102 Gud i himlene, den almægtiges søn: - burde vel snarere i en oversættelse lyde: Jesus Kristus, den almægtiges søn, da det er det er meningen. I middelalderen kaldtes Jesus ofte Gud (på latin deus). Cd har en lidt udvidet formulering: Herre, himlens og jordens Gud, Jesus Kristus, søn af den Højeste - men da tiltalen fortsætter i ental (da = giv), er anråbelsen rettet til Kristus. 103 Dronning Trifena: også A har også Dronning Trifena, af B-gruppen Ba og Bc og alle i C-gruppen undtagen Cd. 104 Min datter Falconilla er død: - er mit rekonstruktionsforsøg af et formentlig korrupt sted. Se noten til samme sted i den latinske tekst. 105 Men måtte min datter Theclas Gud hjælpe Thecla: ander versioner har det mere elegant: A: Min datters Gud, hjælp Thecla; Bb/ Bc: Theclas Gud, hjælp din tjenerinde; C-gruppen har næsten alle det samme, mens hun i Ca beder en forvalter (procurator) i huset om hjælp. 106 før alle bort: - en forkortelse der ødelægger meningen. A har nos omnes tolle = før os alle bort. Bb har interfice nos omnes = dræb os alle, mens i C-gruppen tilskuerne opfordrer prokonsulen til at give dem alle en lignende dom. - Jensen gør s. 35 opmærksom på at på græsk står ordet for alle i hunkøn: det er altså kvinderne der råber det. På latin kan denne forskel ikke ses. 107 amfiteatret: Ba har stadium = en løbeplads, som historisk ikke kan være korrekt da den typer stadionner ikke kunne sikres mod de farlige dyr. Mens Thecla i afsnit 20 og 21 skal henrettes på et theatrum, har på dette sted B-versionerne stadium, mens A har theatrum (= amfiteater). Cb, Cc og Cd har blot arena = kamppladsen eller amfiteatret. - I princippet hører arena hjemme på et amfiteater og ikke på et stadium. Muligvis har forfatterne ikke skelnet knivskarpt. Tischendorf s. 55 har στάδιον = løbeplads. 108 hin [ ] løvinde: se afsnit 28.

37 109 Derefter blev hin meget grumme hanløve, der tilhørte Alexander, sendt ind: - den har faktisk ikke været nævnt før. hin: Ba har ille. Bc synes at have det korrekte illi = ind til hende, altså: Derefter blev en (han)løve sendt ind til hende, der tilhørte Alexander. Bb prøver at gøre det endnu grummere: Derefter blev en (han)løve sendt ind, der var opdrættet til at æde mennesker. 110 sender: står i B-gruppen i præsens, og tilsvarende i A, mens C-gruppen har perfektum. Sådanne løjerlige skift er ikke usædvanlige i middelalderlig latin. 111 bad med fremstrakte hænder: denne bedestilling, kaldet orantstilling, ses hyppigt i middelalderlig kunst. 112 havuhyrer: Ba har belvas marinas = havuhyrer. De fleste i C-gruppen har focae marinae = sælhunde. Da foca er låneord fra græsk, anfører ordbøgerne det i formen phoca. 113 tid til at blive vasket: vel i betydningen tid til at blive renset, f. eks. for denne verdens synd. Der refereres muligvis til NT, Johannes-Evangeliet, kap. 13, v. 5-10: (1992) v. 5 Derefter hælder han [Jesus. PEJ] vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. v. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham:»herre, vasker du mine fødder?«v. 7 Jesus svarede ham:»hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.«v. 8 Peter sagde:»aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.«jesus svarede:»hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«v. 9 Simon Peter sagde til ham:»herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!«v. 10 Jesus sagde til ham:»den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. - Se også afsnit 40, ordet det rensende bad. 114 O Kristi navn og i Jesu navn: denne usædvanlige formel findes kun i Ba. De andre har varianter af I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. 115 idet hun sagde:»i Herrens navn«: C-gruppen leder hende sige hele dåbsformlen: I Faderens, Sønnens etc. 116 arenaen: Ba har, ligesom Bc, stadium. De andre versioner har ikke noget tilsvarende. Se note til amfiteater/ stadium under afsnit amfiteatret: Ba har, ligesom Bc, in stadio. A-versionen lader hende stå ved arenam = kamppladsen. C-versionerne nævner ikke ord for amfiteater, men lader hende stå ad portam eller ad portas = ved porten(e), underforstået ved amfiteatert. Cb har ad portam amphitheatri = ved amfiteatrets port. Se note til amfiteater/ stadium under afsnit slaver: - eller tjenere. 119 Cæsar: eller kejseren. 120 i hvem Gud har fundet velbehag: - indirekte citat fra NT, Matth. kap. 3, v. 17: (1992) og der lød en røst fra himlene:»det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«121 afgrænsningen af frelsen: der refereres til begrebet salutis terminus, en ide at Gud har sat en bestemt grænse for sin tålmodighed med syndige mennesker. Har de ikke forbedret sig inden for denne af Gud fastsatte termin, kan de ikke frelses. 122 Han vil også klæde mig på dommens dag: denne lidt matte erklæring har versionerne Bb, Bc og C udbygget med at Gud vil iklæde hendes frelsens tøj eller blot frelsen på dommens dag. 123 befalingsmand: Ba har centurio. A- og C-gruppen lader ham udstede en bekendtgørelse (edictum). 124 han er én Gud: må opfattes som en provokation over for romernes polytheisme og kejserdyrkelse. Ba har blot Vnus deus = én Gud. Andre versioner har if. v. Gebhardt s f. eks.: unus et verus deus est = der er én og sand Gud. Vnus est verus deus = den sande Gud er én. Vnus es domine deus = Du, herre Gud, er én. Vnus es deus = du er én, oh Gud o.l. 125 Nu tror jeg på at de døde genopstår: Bc og C-gruppen lader hende tilføje at hun nu tror på at hendes datter lever. 126 herefter tilføjer Gebhardt i parentes fra et beslægtet håndskrift: eumque maerens et lacrimans requirebat = og hun længtes sørgende og grædende efter ham - en lidt sentimental tilføjelse der virker overflødig. Den står ikke i Gebhardts Ba-håndskrift og ses heller ikke i andre af teksterne hos Gebhardt s Mirraside: flertallet af Gebhardts tekster har Smyrna (med varianter i stavningen). Bb har in Mirareide regione = i provinsen Mirareide. Apparatet til de to steder viser fantasifulde varianter. C har in Moysan = i Moysan. - Tischendorfs s. 59 lader Paulus være i Myra i Lykien (ἐν Μύροις τῆς Λυκίας). Denne lokalitet er faktisk omtalt i NT, Apg., kap. 27, v. 5: (1992) Vi sejlede over havet langs Kilikien og Pamfylien og kom så til Myra i Lykien. - Græsk NT har på dette sted Myra i Lykien (Μύρα τῆς Λυκίας), mens Vulgata Clementina har Lystra som er i Lykien (Lystram, quæ est Lyciæ)! Lystra står i latinske bibeludgaver og oversættelser af sådanne op til ca. 1500, hvor man i stedet indsætter Myra. Tilsvarende har Luthers oversættelse af NT fra 1522 Myra ynn Lycien (se Den moderne Vulgata-udgave, Nova Vulgata, har da også Myram, quae est Lyciae (Myra som er i Lykien). 128 badet: meningen er dåben, som opfattes som et rensende bad. Se afsnit 34 tid til at blive vasket. Ang. ordet bad : Der refereres formentlig til NT, Efeserbrevet kap. 5, v : (Vulgata) v. 25 [...] ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den v. 26 for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, v. 27 for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. Hos kirkefaderen Tertullian i skriftet De baptismo (se Augustus Reifferscheid et Georgius Wissowa (ed.): Qvinti Septimi Florentis Tertulliani Opera, Pars I (Prag, Wien Leipzig 1890), kapitel 6, s. 206), siges udtrykkelig at dåben er renselse: Non quod in aquis spiritum

38 sanctum consequamur, sed in aqua emundati sub angelo spiritui sancto praeparamur = Ikke nok med at vi i vandet indvies til Helligånden, men renset i vandet under dåbsenglen forberedes vi på Helligånden. - Tertullian bruger hyppigt ordet lavacrum for dåben; således indledes kap. 7 (s. 206): Exinde egressi de lauacro perungimur benedicta unctione = Når vi dernæst er kommet op af badet, salves vi med den velsignede salve. 129 Den der udvirkede dette mod dig i evangeliet: - der tænkes ved på Paulus omvendelse, se NT, Apg. kap. 9, v andre versioner kalder ham Hermas, Hieremias, Hermes (dette sidste C-gruppen). I NT, Apg. kap. 16, v. 14 hilser Paulus bl. a. Hermes og Hermas. De har naturligvis intet med Thecla-historien at gøre. 131 dommeren: se afsnit 19 dommeren. Bb har (du) beskyttede mig over for dommerne. Bc har hjælper over for dommen. De andre versioner har ikke noget tilsvarende. 132 i al evighed: Ba og Bb slutter her. Bc har tilføjelsen: hjælp dine tjenere og bed om at faren fra fjenderne over for os mister sin kraft - som er nødvendig da bønnen ellers synes ufuldstændig. - OBS: bønnen er henvendt til Kristus, derfor bed [din fader] om at. 133 bed om at faren fra fjenderne over for os mister sin kraft: findes kun i Ba og Bc. 134 rigdomme: B-gruppen har kun dette (latin divitias). de andre versioner har pecuniam/ pecunias = penge. 135 A-gruppen har her (med en del psykologisk indføling): Theoclia svarede hende ikke, men forblev tavs. Endvidere har C-gruppen (med mindre varianter) følgende indskud (her fra Ca, Gebhardt s ): Da Thecla havde bevidnet dette over for sin moder, der elskede denne verden, sagde hun:»jeg elsker hverken denne verden eller dig min moder, men den levende herre og Kristus hans søn, som er fader og moder og broder og herre for alt skaberværket. Men de der elsker det som er af denne verden, skal hverken se Herren eller Guds søn, men den bitre dom og skal have evig pine fordi de lod hånt om Guds befaling.«da hun havde sagt dette, drog hun til Seleucia etc. 136 Seleucia: nord for Antiokia. Er nævnt i NT, Apg., kap. 13, v sov [ ] hun ind: dødsdagen angives i varianterne i apparatet hos Gebhardt s. 126 og 127 som nono kalendas octobris = 23. september. 138 efter efter Gebhardts Ba-version af Passsio S. Theclae Virginis (s ). 139 post Antiochiae fugam: se NT, Apg., kap. 13, v Demas et Hermogenes et Alexander aerarius: Demas et Hermogenes: begge navne forekommer i NT, Apg., men aldrig sammen: Demas i Kolossensersbrevet, kap. 4, v. 14, i Andet Tim. kap. 4, v. 10 og i Filemonbrevet kap. 1, v. 24. Hermogenes i Andet Tim. kap. 1, v. 15. Senere viser Demas og Hermogenes sig at være modstandere af Paulus lære. Det samme gælder også Alexander, se Første Tim., kap. 1, v og Andet Tim., kap. 4, v aerarius: kobbersmed. 141 male: sic! Fejl for mali, som en række andre versioner har. 142 Onesiforus: i NT, Andet Tim. kap, 1, v 16 og kap. 4, v. 19 er i den gamle Vulgata-versioner omtalt en Onesiphorus fra Efesus, som Paulus omtaler med varme følelser. - At navnet bruges i nærværende legendetekst, sker for at give digtningen en vis autensitet. 143 narrauit: en række andre versioner (v. Gebhardt s. 6-7) har det forventelige narrauerat. 144 Muligvis tænkes der ved Titus på den person som Titusbrevet i NT er rettet til. De følgende Beskrivelser synes at henvise til f. eks. (Pseudo-)Lukianos: Philopathris, Malala af Antiokia eller Nicephorus, se Philip Schaff: History of the Christian Church, Vol. 1 (New York 1882), s. 186 samt bogens note 361, se quae est Listris: som er i Listra. Listra ligger syd for Iconium. Vi finder således (v. Gebhardt s. 8 og 9): per uiam regalem quae ducebat Listris / per uiam regalem quae ducit Lystris. Byen Lystra er omtalt flere gange i NT, Apg., ofte i forbindelsen med Antiokia og Iconium. Bøjningen er i Vulgata græsk inspireret: Nominativ: Lystra, akkusativ Lystram, genitiv og ablativ Lystris (s. f. eks. Vulgata, Actus Apostolorum, kap. 14). - Om bøjningen af Lystra i græsk NT: se F. Blass & A. Debrunner: Grammatik des neutestamentlichen Griechisch (Göttingen 1954), fructum iustitiae: der refereres til Vulgata, GT, Amos Bog, kap. 6, v. 13: quoniam convertistis in amaritudinem judicium, et fructum justitiæ in absinthium hvor judicium betyder det gode retstilstand. 147 Paulus lægger hårdt ud, efterlignende Jesu Bjergprædiken, NT, Matth. kap. 5, v som i Vulgata også lægger ud med en række beati. Paulus væsentlige budskab er afholdenhed fra denne verden, som svarer godt nok til holdningen i det første århundrede: Kristus vil snart komme, derfor skal man ikke gifte sig etc., men alene leve for at kunne blive salig. 148 Beati qui puri sunt corde, quia ipsi deum uidebunt: let bearbebejdet citat efter Vulgata, NT, Matth. kap. 5, v. 8: Beati mundo corde, quoniam ipsi Deum videbunt. 149 templa dei: der refereres til Vulgata, NT, Første Kor. kap. 6, v. 19: An nescitis quoniam membra vestra templum sunt Spiritus Sancti [ ]? 150 quoniam deo placere poterunt: kan være inspireret af Vulgata, NT, Hebræerbrevet kap. 11, v Beati qui uxores habent tanquam non habentes: sml. Vulgata, NT, Første Kor. kap. 7, v quia ipsi consolabuntur: sml. Vulgata, NT, Matth. kap. 5, v quia ipsi angelos iudicabunt: sml. Vulgata, NT, Første Kor. kap. 6, v. 3.

39 154 ad dexteram Christi stabunt: sml. Vulgata, NT, Matth. kap. 25, v Beati misericordes, quia ipsis miserebitur deus: sml. Vulgata, NT, Matth. kap. 5, v seductoria: Ba s. 22 skriver seductori. Andre versioner har if. v. Gebhardt s det mere indlysende seductoria. 157 veluit aranea: A- og C-gruppen har ikke noget med aranea. 158 sådan skrives navnet i Bb. 159 Demas et Hermogenes: her optræder de åbent som Paulus modstandere og prædiker i dette afsnit den kætterske påstand at opstandelsen har fundet sted ogt at vi derfor ikke skal vente på den. I NT står der ikke noget eksplicit om at det var grunden, men modsætningerne er omtalt i NT, om Demas: Andet Tim., kap. 4, v. 9: Demas enim me reliquit, diligens hoc sæculum. Om Hermogenes: Andet Tim., kap. 1, v. 15: Scis hoc, quod aversi sunt a me omnes, qui in Asia sunt, ex quibus est Phigellus, et Hermogenes. 160 praesidi: han kaldes i det følgende også judex og proconsul, efter afsnit 16 kun proconsul, og enkelt gang iudex. 161 nos te docebimus resurrectionem, quam iste dicit futuram, iam esse factam; quoniam resurreximus et resurgimus semper in filiis nostris: dette er den kætterske påstand. - Sml. NT, Andet Tim., kap. 2, v : (1992) v16 Hold dig fra den ugudelige, tomme snak, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, v17 og deres lære vil brede sig som kræft. Til dem hører Hymenæus og Filetus, v18 som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange. - Forklaringen på den besynderlige påstand at opstandelsen allerede har fundet sted, er at Hymenæus og Filetus er gnostikere som mener, at ved gudstroen har de fundet livet og har kæmpet sig fri af de bånd der binder dem til legemet, altså har kæmpet sig fra den åndelige død i det legemlige til det nye liv i Kristus, mens den officielle kirke hævder at med opstandelsen menes den legemlige opstandelse, og denne finder først sted efter den legemlige død, jf. kommentar i Einheitsübersetzung der Heiligen Schrift (Stuttgart 1980), s Den gnostiske lære ansås af romerkirken som kættersk. 162 ligheden i det følgende med Jesu skæbne er ikke tilfældig, men tilsigtet, sml. f. eks. med NT, Matth., kap. 27, v. 1-2: v. 1 Mane autem facto, consilium inierunt omnes principes sacerdotum et seniores populi adversus Jesum, ut eum morti traderent.v. 2 Et vinctum adduxerunt eum, et tradiderunt Pontio Pilato præsidi. 163 facit: et par andre versioner har faciat. 164 deus vivus: sml. NT, Matth. kap. 16, v deus vindex: sml. NT, Første Thes. kap. 4, v deus zelans: sml. GT, 2. Mosebog, kap. 20, v. 5, hvor Vulgata dog har deus zelotes = en jaloux gud. 167 iudici: B-versionerne har iudici, mens C-versionerne har proconsuli og praesidi. Tischendorf s. 48 har (en form af) hegemon = statholder. 168 in medio theatro: Bb, Cb og Cc har tilsvarende in medio theatro (Cc dog in medio theatri), mens Bc og Ca har in medio amphitheatro. 169 ad theatrum: (A har spectaculum), Ba og Bb har theatrum, Bc og Ca har amphitheatrum, Cb og Cc har theatrum. 170 spectare: Ba og andre versioner har expectare, mens andre igen har spectare. 171 publice: alle versionerne har dette, men Gebhardt s anser det for en fejl for publici = retsbetjente eller lignende. 172 ieiunans: fastende (infinitiv: jejunare). 173 in monumento erat clauso: i et gravmæle/ gravkammer der var lukket. Varianter if. Gebhardt s : in monumento iuxta via; / (Paulus) in monumento erat absconditus; / in monumento aperto. 174 Dafnen: græsk akkusativ (nom. Dafne). If. GT., 2. Makkabæerbog, kap. 4, v. 33 ligger der et Dafne nær Antiokia. Antiokia ligger nordvest for Iconium. 175 dans puero: Vade, fili, eme panes: denne lidt uklare melding udbygges i andre versioner: dedit puero dicens: Vade, fili, uende et eme panes; dedit puero suo uendendam ad emendos panes; tradidit eam puero dicens: Vade, fili, uende eam et eme panes. 176 Deus, qui corda intelligis: sml. NT, Luk. kap. 16, v. 15; NT, Apg. kap. 1, v panes quinque: i lighed med Kristus da han bespiste de 5000, se bl. a. NT, Matth. kap. 14, v tondeo me: Bb, Ca, Cc har imperativer, f. eks. Bb: Tonde me. A har Detondar ego, Cb har detondam me. Der hersker en vis usikkerhed om hvad der menes. Men herefter er hårafklipningen som tema totalt glemt. - Fra Legenda Aurea kendes fire legender, hvor en kvinde lader sig klippe/ klæde om for at gå for at være en mand, nemlig Pelagia, Theodora, Marina og Margarita. Muligvis har det samme ligget et sted i en ukendt variant af Thekla-teksten, for i afsnit 40 klæder hun sig som mand! 179 signaculum: (korsets) tegn 180 denne abrupte afslutning på diskussionen ses kun i B-gruppen. A- og C-grupperne har (med mindre variationer) en vigtig tilføjelse, formuleret f. eks. således: A: Cui Paulus dixit: Sustine, et accipies signum aquae.. Cc: Et Paulus dixit ei: Thecla, patientiam habeto et accipies signum salutis. Cd: Et Paulus ad eam: Patientiam habe et accipe lauacrum regenerationis. 181 ipso rubore ductus: Bb har kun rubore ductus.

40 182 edente: - af verbet ēdere = give ud, levere o.l. 183 ciuitas omnis obstupuit: version A har: Mulieres autem ciuitatis doluerunt. I version B nævnes herefter kvindernes reaktion, men version C ikke omtaler byens kvinder i den her sammenhæng. 184 Causa autem eius elogii Sacrilega legebatur: meningen er vel: på inskriptionen om grunden til hendes straf stod der én der har krænket guderne. Ba og versionen A samt Bc har causa, som synes at være en fejl. Andre versioner har f. eks. titulus [ ]»Thecla sacrilega«; Erat uero elogium eius superscriptum»sacrilega«; Erat enim elogius eius superscriptus nomine»sacrilega«; Erat autem titulus superscriptus»sacrilega«. 185 ut uiuat: i lighed med hvad der siges lidt senere i afsnittet, har nogle versioner udbygget disse ord, f. eks. ut uiuat in regno dei; ut uiuat in aeternum. 186 Deus caelorum, filius altissimi. Deus caelorum = Jesus. filius altissimi er omsagnsled til Deus. En anden version har: Deus caelorum qui es filius excelsi. 187 bestiaria: en kvindelig bestiarius = en dyrekæmper, en der kæmper mod vilde dyr i en arena. 188 dicens: grundleddet er Trifena. 189 dicens: Filia mea Falconilla, secundus mihi luctus est etc.: stedet er måske korrupt, men der er et par yderligere varianter der lyder sådan. Stedet er vanskeligt at rekonstruere ud fra disse forekomster. A har: dicens: Factus est mihi secundus luctus etc.; andre har varianter af dette. - Stedet kunne forklares ud fra at Falconilla nu både er den afdøde datter og den levende datter, så stedet kunne tolkes: Filia mea Thecla, secundus mihi luctus est etc. 190 deus filiae meae Theclae adiuuet Theclam: meningen er at Thecla nu er hendes datter i stedet for den afdøde, og at Gud skal hjælpe Thecla. De andre versioner er klarere i formuleringen, idet de har en bydeform: (Deus filiae meae) adiuua Theclam / (deus Theclae) adiuua eam o.l. 191 strator: fængselsvogter 192 stadium: mens Thecla i kap. 20 og 21 skal henrettes på et theatrum, har på dette sted B-versionerne stadium, mens A har theatrum. Cb, Cc og Cd har blot arena = kamppladsen. I princippet hører arena hjemme på et amfiteater og ikke på et stadium. Muligvis har forfatterne ikke skelnet knivskarpt. 193 fremuerunt: klagede højlydt. 3. pers. pluralis perfektum aktiv af verbet fremo. Ang. inkongruens mellem subjekt og verbum, se Peter Stotz: Handbuch zur lateinischen Sprache des Mittelalters, Bd. IV - Formenlehre, Syntax und Stilistik (München 1998), 79,5 (ang. subjekter som multitudo, turba, turma). 194 rursus inmissus est ille leo: må være en fejl, og hører til i B-gruppen. Andre versioner har iterum leo adductus est (A) / tunc leo [ ] dimissus est (med variationer i C-gruppen). 195 lauandi: i betydningen ved dåben at blive renset. Der refereres muligvis til NT, Johannes-Evangeliet, kap. 13, v. 5-10: (Vulgata) v. 5 Deinde mittit [Jesus. PEJ] aquam in pelvim, et cœpit lavare pedes discipulorum, et extergere linteo, quo erat præcinctus. v. 6 Venit ergo ad Simonem Petrum. Et dicit ei Petrus : Domine, tu mihi lavas pedes? v. 7 Respondit Jesus, et dixit ei: Quod ego facio, tu nescis modo : scies autem postea. v. 8 Dicit ei Petrus : Non lavabis mihi pedes in æternum. Respondit ei Jesus: Si non lavero te, non habebis partem mecum. v. 9 Dicit ei Simon Petrus : Domine, non tantum pedes meos, sed et manus, et caput. v. 10 Dicit ei Jesus : Qui lotus est, non indiget nisi ut pedes lavet, sed est mundus totus. - Senere i teksten ser vi substantivet lavacrum = bad, dåb, se afsnit 40, ordet lauacrum. 196 In nomine Christi et in nomine Iesu: denne usædvanlige formel findes kun i Ba. De andre versioner har varianter af In nomine patris et filii et spiritus sancti, en enkelt af B-gruppen har In nomine domini nostri Iesu Christi. 197 dicens: In nomine domini: C-gruppen lader hende sige hele dåbsformlen: In nomine patris, filii etc. 198 decerperetur: varianter har discerperetur. 199 stadium: kun Ba og Bc nævner stadium. De andre nævner ikke nogen lokalitet. 200 stadio: kun Ba og Bc har stadio. A-versionen lader hende stå ved arenam = kamppladsen eller amfiteatret. C- versionerne lader hende stå ved porten(e), og Cb tilmed ad portam amphitheatri. 201 arena: ordet forekommer i Ba-versionen kun her - altså i forbindelse med ordet stadium. 202 in quo deo complacuit: - indirekte citat fra NT, Matth. kap. 3, v. 17: Et ecce vox de cælis dicens : Hic est Filius meus dilectus, in quo mihi complacui. 203 salutis terminus: der refereres til en ide om at Gud har sat en bestemt grænse for sin tålmodighed med syndige mennesker. Har de ikke forbedret sig inden for denne af Gud fastsatte termin, kan de ikke frelses. 204 centurionem: A- og C-gruppen lader ham udstede en bekendtgørelse (edictum). 205 Vnus deus: andre versioner har if. v. Gebhardt s f. eks.: unus et verus deus est / Vnus est verus deus / Vnus es domine deus / Vnus es deus / Magnus est deus, unus et uerus. Ba s vnus deus qui skal naturligvis tolkes som: han er én gud, han som som 206 conscribo: andre versioner har adscribo (med varianter). 207 Gebhardt tilføjer efter desiderabat, fra et beslægtet håndskrift: eumque maerens et lacrimans requirebat, en lidt sentimental tilføjelse der virker overflødig. Den står ikke i Gebhardts Ba-håndskrift og ses heller ikke i andre af teksterne hos Gebhardt s

41 208 in Mirraside: flertallet af Gebhardts tekster har Smyrna (med varianter i stavningen). Bb har in Mirareide regione = i provinsen Mirareide. ac har in Moysan = i Moysan. - Tischendorfs s. 59 lader Paulus være i Myra i Lykien. Denne lokalitet er faktisk omtalt i NT, Apg., kap. 27, v. 5: (1992) Vi sejlede over havet langs Kilikien og Pamfylien og kom så til Myra i Lykien. Græsk NT har tilsvarende Myra, men Vulgata Clementina har Lystra i Lykien! Sml. også den tyske oversættelse Lystra står i latinske bibeludgaver og oversættelser af sådanne op til ca. 1500, hvor man i stedet indsætter Myra, f. eks. i Luthers oversættelse fra Se således Die erste deutsche Bibel. Band 2. Briefe, Apostelgeschichte, Offenbarung. Bibliothek des Litterarischen Vereins in Stuttgart, Band 238 (Tübingen 1905) = del af Mentelin-bibelen fra 1466, s. 400, på nettet findes Apg., kap. 27, v. 5 på siden - Så muligvis skyldes rodet ang. stednavnet at man i tidlig middelalder i Vesten ikke har forstået den græske læsning ἐν Mύροις τῆς Λυκίας. 209 Mirraside: forekomsterne af varianter svarer ca. til de i note 208 ovenfor nævnte. 210 lauacrum: i kristelig sammenhæng = dåb, der opfattes som et rensende bad. Der refereres formentlig til NT, Efeserbrevet kap. 5, v : (Vulgata) v. 25 [...] sicut et Christus dilexit Ecclesiam, et seipsum tradidit pro ea, v. 26 ut illam sanctificaret, mundans lavacro aquæ in verbo vitæ, v. 27 ut exhiberet ipse sibi gloriosam Ecclesiam, non habentem maculam, aut rugam, aut aliquid hujusmodi, sed ut sit sancta et immaculata. Hos kirkefaderen Tertullian i skriftet De baptismo (se Augustus Reifferscheid et Georgius Wissowa (ed.): Qvinti Septimi Florentis Tertulliani Opera, Pars I (Prag, Wien Leipzig 1890), kapitel 6, s. 206), siges udtrykkelig at dåben er renselse: Non quod in aquis spiritum sanctum consequamur, sed in aqua emundati sub angelo spiritui sancto praeparamur. Tertullian bruger hyppigt ordet lavacrum for dåben; således indledes kap. 7 (s. 206): Exinde egressi de lauacro perungimur benedicta unctione. 211 Hermiae: genitiv af Hermias. Tischendorfs græske tekst har genitiven Ἑrmaiou (nom. Ἑrmes). Bc har Hieremiae, som ligner profetnavnet Jeremias. C-gruppen har Hermetis, der må være genitiv af Hermes. 212 docebat: versionen A har docuerat eam, som psykologisk vel er at foretrække i betragtning af hendes reaktion på gensynet med stedet. 213 Iesus Christus: flere versioner har en mere indlysende vokativ: Iesu Christe. 214 protector ante iudicem: Bc har (tu) protexisti me in conspectu iudicum. De andre versioner har ikke noget tilsvarende. Se afsnit 19 iudici. - Tischendorf s. 60 har som varianter epí hegemôsin [sic] og epi hegemónôn = hos statholderne, guvernørerne o.l. 215 adiuva tuas famulas et ora inimicorum infesta nobis obtunde: indsat efter et beslægtet håndskrift, da en passage her klart ville mangle i Ba. Findes nogenlunde tilsvarende i Bc. 216 incorruptus: uforgængelig. Sml. Vulgata, NT, Romerbrevet kap. 1, v. 23: Et mutaverunt gloriam incorruptibilis Dei in similitudinem imaginis corruptibilis hominis, et volucrum, et quadrupedum, et serpentium. = (1992) og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr. 217 dabit: subjektet er dominus in caelis. 218 A-gruppen har her (med en del psykologisk indføling): Cui Theoclia nihil respondit, sed silentium habuit. - Endvidere har C-gruppen et indskud (med varianter): Et haec testificans Thecla matri eius, quae saeculum diligebat, dixit: Ego nec saeculum nec te matrem meam, sed dominum uiuum et Christum filium eius, qui est pater et mater et frater ac dominus totius creaturae, diligo. Qui enim dilexerint haec quae sunt saeculi huius, non uidebunt dominum neque filium dei, sed iudicium amarum et sempiternum habebunt cruciamentum, spernentes praeceptum dei. Et haec omnia ut dixit, profecta est Seleuciam etc. 219 Seleuciam: byen Seleucia nord for Antiokia. Er nævnt i NT, Apg., kap. 13, v epitome = forkortet version. Gebhardt bringer i sin udgave ud over den synoptiske sammenstilling af versionerne A, B og C også et antal fragmenter samt 7 epitomer. Epitome II er således hos Gebhardt Legenda Aurea-versionen. Se note 9. Det Gebhardts kalder Epitome IV. Quelle: Version Bb (s ) er en anden kortversion af Thekla-martyriet, tilhørende en tydeligt sammenhørende gruppe. Holzhey s bringer en tilsvarende kort Thekla-passion, som ligger Gebhardts version nær. Holzheys version er udgivet efter håndskriftet Clm Aldersb. (Clm = Codices latini monacenses/ latinske håndskrifter i München, i Bayerische Staatsbibliothek. Aldersb. = fra Klostret Aldersbach, 12. årh.). - Efter oversættelse og gengivelse af den latinske version af Gebhardts epitome IV bringes en synoptisk sammenstilling af Gebhardts og Holzheys versioner af den forkortede tekst. 221 oversat efter Gebhardts Epitome IV-version af Passsio S. Theclae Virginis (s ), se note 220 ovenfor. Ang. kilden: Oprindeligt mente Gebhardt at version Bb var kilden (sml. forordet s. CXIII og udgavens s. 150: Quelle: Version Bb ), men i forordet s. CXIII mener han at have indset at Die Epitome aber ist auch nicht etwa aus einer anderen Version, sondern unmittelbar aus dem Urtexte geflossen = Men epitomen stammer ikke fra en anden version, men direkte fra urteksten. - If. Gebhardt s. CXI-CXII var det den form i hvilken legenden hyppigst blev læst! : dette første afsnit er i forhold til f. eks. Ba- og Bb-versionerne af Passsio S. Theclae Virginis, afsnittene 7-22, kraftigt forkortet. De følgende afsnit er i mindre grad forkortede. 223 sætte pris på ham: en anden verison har if. Gebhardt s. 150: at sætte pris på hans forkyndelse.

42 224 dommeren: er identisk med den senere nævnte prokonsul og statholder. Se note til Ba-versionens danske oversættelse under kap i teatret: den latinske tekst har in theatro, hvilket vil sige i amfiteatret. Gebhardt har ingen varianter til dette sted. 226 teatret: den latinske tekst har theatrum : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit Hans vand: på latin aqua sua, ses ikke hos Holzhey s teatrets runding: den latinske tekst har theatri aluum : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit kvinder: - eller de kvinder / kvinderne. 232 uberørt = seksuelt uberørt, men vel mere præcist: uden at blive udsat for seksuelle overgreb. Den latinske tekst har castam. - I Legenda Aurea er trusler om voldtægt mod kristne kvinder omtalt flere gange, f. eks. i legenden om Lucia (Legenda Aurea, Cap. IV), om Agnes (Legenda Aurea, Cap. XXIV) eller om Euphemia (Legenda Aurea, Cap. CXXXIX). 233 uantastet: - eller: uskadt, uden at der var sket hende noget o.l. Den latinske tekst har integer. 234 skulle udlevere hende: - dvs. til afstraffelse : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit lod hende ikke føre bort: - meningen er at hun ikke tillod mændene at gribe fat i Tecla for at føre hende afsted. Se det følgende. 237 amfiteatret: den latinske tekst har arena. 238 skamklæde: på latin campestre = klæde til at dække partiet omkring de ydre kønsorganer. Ba, afsnit 33, har med et skørt om livet (latin: praecincta) : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit Så sender de endnu flere, og forskellige, vilddyr ind: som i A og i B-gruppen (afsnit 34) sker der - og kun i denne sætning - et skift til præsens. Ingen af grupperne A, B eller C har noget om hvad disse dyr foretager sig, men går direkte over til beskrivelse af bassinet. 241 amfiteatret: den latinske tekst har in stadio. 242 ifølge Herrens løfte ville hun ikke blive skadet af slangerne: - det er uklart hvad der tænkes på. Det kan være et skriftsted som Luk. kap. 10, v. 19: Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer. 243 påkaldte treenigheden: dvs. hun sagde: I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. 244 gloende jernspidser: Gebhardt skriver s. 154 ferri candentis *ueros*, hvor ueros er fra B, mens håndskriftet A har uelox (= hastig, men uden sammenhæng med konteksten) men med tilføjelse fra anden hånd acumina = jernspidser, som må være et forslag til forklaring. Et andet håndskrift har i en rasur laminas = metalplader til tortur. Konklusion: usikker læsning. 245 i amfiteatret: - den latinske tekst har in arena. Gebhardt nævner i sit apparat s. 155 at der er varianter som pro arena = foran arenaen/ amfiteatret og prope harenam = nær arenaen/ amfiteatret : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit afgrænsningen af frelsen: der refereres til begrebet salutis terminus, en ide at Gud har sat en bestemt grænse for sin tålmodighed med syndige mennesker. Har de ikke forbedret sig inden for denne af Gud fastsatte termin, kan de ikke frelses. 248 den der ikke tror på Ham, skal ikke leve, men dø for evigt: - let ændret citat fra NT, Johs. kap. 11, v. 26: (1992) Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. 249 (Han der satte mig nøgen blandt vilddyr,) Han vil selv på dommens dag beklæde med frelsen: på latin: (Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam,) ipse in die iudicii teget salute. At Han har frataget hende alt, har sin tydelige parallel i Jobs prøvelser i GT. Han er naturligvis Gud eller Kristus. - Stedet lyder sært, da der synes at mangle et objekt til verbet teget. Ba har i afsnit 38: Han vil også klæde mig på på dommens dag, på latin ipse me induet in die iudicii - men uden ordet frelse. - Til sammenligning har Bb ipse in die iudicii teget me uestimento salutis = han vil på dommens dag iklæde mig frelsens klædning. Verberne teget og induet er synonymer og står begge i futurum. I Gebhardts udgave s ses at versionerne B og C har dette samme indhold (A er helt afvigende). - Den græske tekst ligger Ba nær, se Carlé s. 23: Den der klædte mig, da jeg var nøgen midt iblandt de vilde dyr, han vil på afgørelsens og dommens dag iklæde mig frelsen, så versionerne B og C bringer det korrekte. - Gebhardt anfører for vort epitome IV i apparatet s. 155 to grupper af varianter, hvoraf den første er sprogligt og indholdsmæssigt tilfredsstillende: Denne første gruppe skriver at det er Tecla der iklædes frelsen på dommens dag - som eksempel: han vil på dommens dag beklæde mig med frelsen (på latin: ipse in die iudicii teget me salute - teget er futurum). En anden gruppe skriver uklart: måtte Han [Gud. PEJ] på dommens dag beklæde dig med frelsen (eksempel på latin: ipse te in die iudicii tegat salute - tegat er præsens konjunktiv, der her udtrykker et ønske). Denne te kan ikke være tænkt som prokonsulen, men måske mere generelt te = tilhøreren, læseren.

43 250 Kristus: den latinske tekst har ad dominum = i Herren. Men da sammenhængen på latin lyder: ad dominum qui uiuit cum deo patre = i Herren som lever med Gud fader, er dominum altså = Kristus. 251 som lever: en anden version har if. Gebhardt s. 156: som lever og regerer. 252 efter Gebhardts Epitome IV-version af Passsio S. Theclae Virginis (s ). Ang. kilden: Oprindeligt mente Gebhardt at version Bb var kilden (sml. forordet s. CXIII og udgavens s. 150: Quelle: Version Bb ), men i forordet s. CXIII mener han at have indset at Die Epitome aber ist auch nicht etwa aus einer anderen Version, sondern unmittelbar aus dem Urtexte geflossen = Men epitomen stammer ikke fra en anden version, men direkte fra urteksten. - If. Gebhardt s. CXI-CXII var det den form i hvilken legenden hyppigst blev læst! : dette første afsnit er i forhold til f. eks. Ba- og Bb-versionerne af Passsio S. Theclae Virginis, afsnittene 7-22, kraftigt forkortet. De følgende afsnit er i mindre grad forkortede. 254 amplexare eum coepit: en anden verison har if. Gebhardt s. 150 eius praedicationem cepit amplexari. 255 adorsa: henvendt til. Af verbet adorior. 256 iudicem: er identisk med den senere nævnte proconsul og praeceps. 257 theatro: amfiteater. 258 necessitatem: if. Gebhardt s. 151 har andre versioner necem = henrettelse. Således også Holzhey s : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit sed deus misertus illi sonum subterraneum fecit: Holzhey s. 108 har sed deus miseratus illam sonum subterraneum fecit. 261 de superno ros ueniens aqua sua et ignem extingueret: således Gebhardt s. 151 og i det store hele hans benyttede håndskrifter. - Holzhey s. 108 har det mere indlysende: de superno ros veniens ignem extinxit. I Vulgata er ros undertiden brugt i betydningen regn, væde, se f. eks. GT, 1. Mosebog, kap. 27, v : v. 39 [ ] In pinguedine terræ, et in rore cæli desuper, v. 40 erit benedictio tua; 5. Mosebog, kap. 33, v. 13: De benedictione Domini terra ejus, de pomis cæli, et rore, atque abysso subjacente; Haggajs Bog, kap. 1, v. 10: Propter hoc super vos prohibiti sunt cæli, ne darent rorem, et terra prohibita est, ne daret germen suum : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit subrigendam: Gebhardt angiver følgende varianter.subrogandam, subiciendam, iciendam, subigendam. 264 Tecla sacrilega: Tecla som har krænket guderne, den blasfemiske Tecla o.l. 265 quod esset die altera traditura: Holzhey s. 109 har quod die altera eam traditura esset : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit arena: her i betydningen amfiteater. 268 stadio: skal her utvivlsomt forstås som amfiteatret. Sml. ordet arena i samme afsnit. - Se endvidere noten til stadium i den latinske Ba, afsnit : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit se secundum promissionem domini a serpentibus non laedi: det er uklart hvad der tænkes på. Det kan være et skriftsted som Luk. kap. 10, v. 19: Ecce dedi vobis potestatem calcandi supra serpentes, et scorpiones, et super omnem virtutem inimici: et nihil vobis nocebit. 271 ferri candentis ueros: Gebhardt skriver s. 154 ferri candentis *ueros*, hvor ueros er fra håndskriftet B, mens håndskriftet A har uelox (altså uden sammenhæng med konteksten) men med tilføjelse fra anden hånd acumina = jernspidser, som ligner et forslag til forklaring. Et andet håndskrift har i en rasur laminas = metalplader til tortur. Konklusion: usikker læsning : svarende til Ba-versionen af Passsio S. Theclae Virginis, afsnit salutis terminus: - der refereres til den ide at Gud har sat en bestemt grænse for sin tålmodighed med syndige mennesker. Har de ikke forbedret sig inden for en af Gud fastsat termin, kan de ikke frelses. 274 qui in isto non crediderit, non uiuet, sed morietur in aeternum: - let ændret citat fra NT, Johs. kap. 11, v. 26: et omnis qui vivit et credit in me, non morietur in æternum. 275 Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam, ipse in die iudicii teget salute: stedet er korrrupt. - Ba har i afsnit 38: Qui me expoliauit, inquit, nudamque inter feras constituit, ipse me induet in die iudicii. At han har frataget hende alt, har sin tydelige parallel i Jobs prøvelser i GT. Han naturligvis Gud eller Kristus. I Gebhardts udgave s ses at alle versionerne har dette samme indhold. - Den græske tekst ligger Ba nær, se Carlé s. 23: Den der klædte mig, da jeg var nøgen midt iblandt de vilde dyr, han vil på afgørelsens og dommens dag iklæde mig frelsen, så versionerne A, B og C bringer det korrekte. - Gebhardt anfører for epitome IV, s. 155 to varianter, som viser forvirringen: Variant 1 = det er Tecla der frelses på dommens dag, hvor vi har formuleringerne: Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam, ipse teget me in die iudicii salute. / Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam, ipse tegit me in die iudicii salute. Variant 2 = det er prokonsulen der frelses, hvor vi har formuleringerne: Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam, ipse in die iudicii te tegat salute. / Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam, ipse te in die iudicii tegat salute. Konteksten taler slet ikke for den opfattelse. 276 dominum = Kristus.

44 277 qui uiuit: en anden version har if. Gebhardt s. 156: qui uiuit et regnat. 278 epitome II: Gebhardts nummering i udgavens epitomer. 279 se note Gebhardt angiver kilden som version Ba. If. Gebhardts nyvurdering af tekstens herkomst s. CX, er den udgået af Epitome II, tekst a.- Tekst b, der svarer til Legenda Aurea-versionen, er en kortere version end Epitome II, tekst a. 281 Titus: se note fuld af nåde: - den latinske teksts gratia plenus kan også betyde fuld af ynde. Muligvis refereres der til NT, Luk. kap. 1, v. 28, hvor engelen til Maria siger at hun er gratia plena = fuld af nåde. Men stedet er kompliceret, se noten til samme ord under Ba, afsnit anklagede: på latin accusauerat, ordret: havde anklaget. 284 hun finder Paulus, der sidder og beder for hende: - eller: hun fandt Paulus, der sad og bad for hende. 285 Smirna: andre udgaver har Mirna, Roma eller Suirona. Graesses udgave har Suirona. - Smirna, eller Smyrna, lå på Lilleasiens vestkyst. I dag Izmir i Tyrkiet. 286 moder: middelalderens læsere vil naturligvis her associere til benævnelser som abbedisse, forstanderske for et nonnekloster. Historisk er betydningen helt anakronistisk. 287 Fra Legenda Aurea: det drejer sig om en meget forkortet tekst, tilmed i en primitiv stil. If. Gebhardt s. 144 er kilden en tekst af version Ba-familien. Gebhardt anfører den som sin epitome nr. II, tekst b. If. Gebhardts nyvurdering af tekstens herkomst s. CX, er den udgået af Epitome II, tekst a. Om Gebhardts forlæg, se s. 144, note b. - Jeg har valgt at bringe Gebhardts tekst, da den - trods alt - er bedre end den klassiske udgave ved Th. Graesse: Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, 1. udgave Dresden og Leipzig 1846, fulgt af del senere udgaver. I udgaven af 1846 står teksten De sancta Thecla som tekst CCVIII på side 905. Graesses udgave er på nettet under adressen - Men den bør benyttes med forsigtighed. Som forlæg benyttede Graesse en inkunabel fra Dresden (se Graesses udgave s. IV), brændt 1945, men identisk med et Basel-tryk (trykker: Michael Wenssler) før 1474, se Rainer Nickel (ed.): Jacobus de Voragine. Legenda Aurea (Reclam, Stuttgart 1988), s Graesses udgave får følgende skudsmål i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), s. 9: Graesses udgave er mangelfuld, den hviler på et ikke videre godt tryk fra 1472 og er endda fuld af fejl. En sammenligning mellem Gebhardts og Graesses udgaver af Theclalegenden kan ses her: Titus: se note gratia plenus: muligvis refereres der til NT, Luk. kap. 1, v. 28, hvor engelen til Maria siger at hun er gratia plena. 290 Smirnam: Graesses udgave har Suironam. - Smirna, eller Smyrna, lå på Lilleasiens vestkyst. I dag Izmir i Tyrkiet. 291 mater: middelalderens læsere vil naturligvis her associere til benævnelser som abbatissa, mater monasterii. Historisk er betydningen helt anakronistisk. 292 Breviarium Romanum: en samling tekster til brug i den romersk-katolske gudstjeneste. 293 Brevarii: sic! (trykfejl). 294 Kempten: i Bayern. 295 de hellige fædre: de såkaldte kirkefædre. Om omtaler hos oldkirkens store teologer beretter Holzhey s forkynde: på latin docere, d.v.s. prædike om troen. - Denne ret afvises i NT, 1. Tim. kap. 2, v : (1992) v. 11 En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; v. 12 men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde. 297 som det tidligere: Tertullian refererer vel til kap. 1 i sit værk De baptismo, hvor der omtales en kættersk kvinde i Karthago, der både prædikede og undsagde dåben, i ovennævnte udgave ved Reifferscheid og Wissowa s En anden mulighed er at det første bestie er slangen i paradiset som fristede mennesket til syndefaldet. Tertullian opfatter dåben som altafgørende for de kristne, og han indleder da også sit skrift De baptismo med ordene: Felix sacramentum aquae nostrae quia ablutis delictis pristinae caecitatis in uitam aeternam liberamur = Hvilket lyksaligt sakramente er vort vand, fordi vi, efter afvaskning af vor tidligere blindheds fejltrin, bliver sat i frihed til evigt liv (se Reifferscheid og Wissowa s. 201). 298 læser: se note den mand = Paulus. 300 De skal tie, siger han, og spørge deres ægtemænd derhjemme: der refereres til NT, 1. Korintherbrev kap. 14, v : v. 33 [...] Som i alle de helliges menigheder v. 34 skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. v. 35 Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, [ ]. 301 De baptismo: Otto Zwierlein: Petrus in Rom: Die literarischen Zeugnisse (Berlin, New York 2010, 2. oplag) s. 220 anbefaler følgende ændringer: ius sibi pariet -> ius sibi rapiet; quod si quae Pauli -> quod si quae acta Pauli; ne discere quidem -> nec discere quidem; maritos -> viros. 302 pristinae: Tertullian refererer vel til kap. 1 i sit værk De baptismo, hvor der omtales en kættersk kvinde i Karthago, der både prædikede og undsagde dåben, i ovennævnte udgave ved Reifferscheid og Wissowa s En anden

45 mulighed er at det første bestie er slangen i paradiset som fristede mennesket til syndefaldet. Tertullian opfatter dåben som altafgørende for de kristne, og han indleder da også sit skrift De baptismo med ordene: Felix sacramentum aquae nostrae quia ablutis delictis pristinae caecitatis in uitam aeternam liberamur = Hvilket lyksaligt sakramente er vort vand, fordi vi, efter afvaskning af vor tidligere blindheds fejltrin, bliver sat i frihed til evigt liv (se Reifferscheid og Wissowa s. 201). 303 sunt: Carlé s version s. 84 har det bedre legunt = læser. Det samme ses i apparatet som variant i ovennævnte Reifferscheid og Wissowas udgave s is = Paulus. 305 Taceant, inquit, et domi maritos suos consulant: der refereres til Vulgata, NT, 1. Korintherbrev, kap. 14, v : v. 34 Mulieres in ecclesiis taceant, non enim permittitur eis loqui, sed subditas esse, sicut et lex dicit. v. 35 Si quid autem volunt discere, domi viros suos interrogent. 306 et kort over rejsen kan ses her: Aetheria eller Egeria: fundet af en omtale i et brev, skrevet af den spanske munk Valerius af Bierzo (2. halvdel af det 7. årh.) banede vejen. Der var en række lidt forskellige skrivninger af navnet, da brevet er fundet i otte afskrifter. - Aetheria skrives i forskningen undertiden Etheria, men i nyere tid bruges hovedsageligt formen Egeria. 308 Silviae vel potius Aetheriae peregrinatio ad loca sancta = Silvias eller snarere Aetherias pilgrimsfærd til hellige steder. 309 Antiokia: vigtig by ved Middelhavet i landskabet Syria. 310 rejsen: forfatterinden bruger kun ordet iter = færd, rejse, og ikke ordet peregrinatio, som er et moderne editor-påhit. 311 Cilicia: region på Lilleasiens sydkyst. 312 martyrgrav: den latinske tekst bruger ordet martyrium, som også betyder en martyrs grav eller gravmæle. 313 Isauria: ligger nord for Cilicia. 314 Pompeiópolis: første overnatningssted. 315 Coricus: andet overnatningssted. 316 Isaurisk Seleucia: der var flere byer i den græsk-antikke verden der hed Seleucia. I dag hedder den Silifke (Tyrkiet). 317 munk: på latin monachus som også kan betyde eneboer. 318 Sankt Thecla: på latin Sancta Tecla, et stednavn, på græsk Hagia Thecla (Ἁγια Θεκλα = den hellige Thekla), på tyrkisk Ayatekla eller Ayatekla-Meriamlik. Meriamlik = Marias sted, da osmannerne regnede det for en Mariahelligdom (Maria, på arabisk Mariam, er nævnt i Koranen). Om det nuværende anlæg, se passus = ca. 2¼ km, mod syd, regnet fra borgen i Silifke. 320 eneboerhytter: den latinske tekst har monasteria. Carlé s. 105 oversætter det ved klostre, hvilket oversætteren burde have studset over ( klostre, utallige af dem ). Den tidligere betydning er helt klart eneboerhytte eller celle. Den klassiske middellatinske ordbog: du Cange, et al.: Glossarium mediae et infimae latinitatis. Niort (10 Bd.), på nettet opslagsordet monasteria, skriver: MONASTERIA dicuntur cellæ, in quibus unicus degit Monachus = monasteria kaldes de celler i hvilke der kun bor én munk. - Denne betydning, skriver du Cange samme sted, ses hos kirkefædre som Cassianus og Hieronymus. Først senere ændres betydningen til kloster. - Egerias tekst rummer flere eksempler på betydningen eneboerhytte: fra kap. 15, afsnit 6: de sanctis monachis, qui ibi monasteria habebant in ipso horto pomario = af de hellige munke, som har eneboerhytter i samme æblehave; kap. 16, afsnit 3: ubi sanctus monachus nunc monasterium sibi fecisset = hvor en hellig munk havde bygget sig en eneboerhytte. 321 kirkemedhjælperske: den latinske tekst har diaconissa. 322 eneboerceller for kvindelige asketer eller jomfruer: på latin monasteria aputactitum seu uirginum. Jeg har oversat aputactitum ved kvindelige asketer. aputactitum, eller mere korrekt apotactitum, nominativ singularis apotactita (begge køn), nominativ pluralis apotactites eller apotactitae (begge køn). Ordet er afledt af græsk apotaxis = afkald. Apotaktiterne gav afkald på denne verdens goder, såsom ejendom, ægteskab, kød, vin o.l. Når i den latinske tekst aputactitum og virginum er forbundet med konjunktionen seu = eller, angiver denne en forklaring af det mærkelige aputactitum. Men det kræver at man får de rette associationer ved at høre ordet virgo/ jomfru. Jomfruerne (latin virgines) er altså her kvinder der har givet afkald på denne verdens goder. Dette svarer til det ideal der fremstilles ved Theclas eksempel i ovenanførte tekst Den hellige jomfru St. Theklas martyrium. - Ordet aputactites forekommer flere gange i Egerias tekst. 323 klostret: den latinske tekst har monasterium som vel her betyder et kloster. 324 hellige eneboere eller asketer: den latinske tekst har sanctis monachis uel aputactitis, se note se indledningen til den danske oversættelse ovenfor. 326 itineri: forfatterinden bruger kun ordet iter, og ikke ordet peregrinatio, som et et moderne editor-påhit. 327 mansio: dagsrejse (egentlig ophold, derefter opholdssted, derefter et opholdssted = et sted man overnatter. Et antal opholdssteder kommer dermed til at betyde et antal dagsrejser). 328 martyrium: martyrgrav, gravmæle for en martyr.

46 329 mansi: overnattede (infinitiv: maneo). Se note ex monacho: tidligere munk 331 monasteria: eneboerhytter: - Carlé s. 105 oversætter det ved klostre, hvilket oversætteren burde have studset over ( klostre, utallige af dem ). Den tidlige betydning er helt klart eneboerhytte eller celle. Den klassiske middellatinske ordbog: du Cange, et al.: Glossarium mediae et infimae latinitatis. Niort (10 Bd.), på nettet opslagsordet monasteria skriver: MONASTERIA dicuntur cellæ, in quibus unicus degit Monachus = monasteria kaldes de celler i hvilke der kun bor én munk. - Denne betydning, skriver du Cange samme sted, ses hos kirkefædre som Cassianus og Hieronymus. Først senere ændres betydningen til kloster. - Egerias tekst rummer flere eksempler på betydningen eneboerhytte: fra kap. 15, afsnit 6: de sanctis monachis, qui ibi monasteria habebant in ipso horto pomario; kap. 16, afsnit 3: ubi sanctus monachus nunc monasterium sibi fecisset. 332 aputactitum: mere korrekt apotactitum, nominativ singularis apotactita, nominativ pluralis apotactites eller apotactitae. Ordet er afledt af græsk apotaxis = afkald. Apotaktiterne gav afkald på denne verdens goder, såsom ejendom, ægteskab, kød, vin o.l. I 1100-tallet opstod en sekt, der også kaldte sig apotaktiter, men som af kirken blev stemplet som kættere. - Hos Egeria bliver de positivt opfattet. Ordet aputactites forekommer flere gange i hendes rejsebeskrivelse. 333 monasterium: synes her entydigt at betyde kloster. 334 De viris illustribus = om berømte mænd. 335 en række bibelsteder: - her citeret efter 1992: Andet Korintherbrev, kap. 8, v. 18 (som er problematisk som bevis): Sammen med ham sender vi også den broder, som bliver rost i alle menighederne for sit arbejde for evangeliet - hvor Hieronymus tolker broderen som Lukas; Kolossenserbrevet, kap. 4, v. 14: Hilsen fra den kære Lukas, lægen, og fra Demas.; Andet Timotheusbrev, kap. 4, v. 11: Kun Lukas er hos mig. Og tag Markus med etc. 336 på latin, jf. Migne sp : Aliud quoque edidit volumen egregium, quod titulo Apostolicarum πράξεων praenotatur, cujus historia usque ad biennium Romæ commorantis Pauli pervenit, id est, usque ad quartum Neronis annum (Act. XXVIII, 30). Ex quo intelligimus, in eadem urbe librum esse compositum. Igitur περιόδους Pauli, et Theclæ, et totam baptizati Leonis fabulam, inter apocryphas scripturas computamus. Quale enim est, ut individuus comes Apostoli inter cæteras ejus res hoc solum ignoraverit? Sed et Tertullianus, vicinus eorum temporum, refert presbyterum quemdam in Asia σπουδαστὴν apostoli Pauli, convictum apud Joannem, quod auctor esset libri, et confessum se hoc Pauli amore fecisse, loco excidisse. - Noter: πράξεων = gerninger; περιόδους = rejser; σπουδαστὴν = beundrer. 337 Nero: kejser Nero. Til det fjerde år under Nero må så være indtil år 58. At Lukas er forfatteren er omdiskuteret, men op til nyeste tid har anerkendte teologer ment at det forholder sig sådan. Således Adolf v. Harnack: Die Mission und Ausbreitung des Christentums in den ersten drei Jahrhrunderten (Berlin 1924), s. 89, men if. Holger Mosbech: Nytestamentelig Isagogik (København ) s er Harnacks opfattelse ingenlunde slået helt igennem. Men historisk er det uinteressant for Hieronymus argumentationskæde. 338 apostlens udadskillelige ledsager: altså apostlen Paulus ledsager Lukas. 339 Tertullian: se ovenfor teksten Fra Tertullians skrift Om dåben. 340 Asien = Lilleasien. 341 i Johannes nærvær: står ikke hos Tertullian. Der menes muligvis disciplen og apostlen Johannes som en tid, if. Apg. kap. 13, v. 13, var Paulus ledsager i Lilleasien. - Se også Holzhey s slikkede hendes fødder: se Ba afsnit her kan man læse engelske version: Cæsarea: i Palæstina, nordvest for Jesusalem. 345 loven: - vel i betydningen lovens ord, religionen. - I NT med græsk og latinsk sprogbrug og oversættelser fra disse sprog, skelnes skarpt mellem loven = den jødiske religion og kristendommen, skarpt formuleret i NT, f. eks. Johs. kap. 1, v. 17: for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. 346 Du har bragt til os en lov som ikke er vores: minder meget om en episode i Apg. kap. 18: (1992) v. 12 Men mens Gallio var statholder i Akaja, vendte jøderne sig alle som én imod Paulus, førte ham for domstolen v. 13 og påstod:»denne mand søger at overtale folk til at ære Gud på en måde, som strider mod loven.«da Paulus herefter kommer med en længere udredning, som også jøder burde kunne acceptere, er det muligt at hans modstandere i byen ikke er jøder. 347 alen: Goodspeed s. 105 har cubits, på bibellatin cubitus, svarende til dansk alen, som i oldtiden har været på cm. 348 Lad mig komme ind i de kristnes store ting: meningen er: lad mig blive døbt. Goodspeed siger s. 105, note 2: Perhaps en error in translation [fra f. eks. græsk. PEJ] lies back of this, e. g. confusion of the Coptic words for baptism and for great, much. 349 loven for den syvende dag: den syvende dag er jo hviledagen, som man if. 2. Mosebog, kap. 20, v. 8 skal holde hellig.

47 350 Goodspeed s. 106 (min oversættelse): Se til Thekla, som ved sin tro undslap fra ilden og fra løvernes mund. 351 Thekla: datteren kaldes umiddelbart før Pelagia. Et andet af de etiopiske håndskrifter har det forventelige Pelagia (jf. Goodspeed s. 107, note 2). 352 lægge i baghold: Goodspeed bruger s. 107 set in ambush. Meningen er vel at løven står klar uden for arenaen til at blive sluppet løs på Paulus. 353 de sagde: - til Pelagias mand. 354 fader Johannes: Goodspeed har s. 108 ingen note til denne person. Der kan være tale om en lokal patriark.