Historier om Paulus og Thekla.

Transkript

1 Historier om Paulus og Thekla. til oversættelse af de latinske og engelske tekster samt affattelse af kommentarer ved lektor Poul E. Jørgensen, Aalborg. 33(a)gvdnet.dk Legendariske tekster - eller måske snarere romantekster - om Paulus og Thekla opstod først i det græske sprogområde. Her fandtes en rig apokryf litteratur, spændende fra rimeligt seriøse fortællinger til rene fantasterier, der teologisk, psykologisk og litterært er triviallitteratur. Men sådanne vurderinger har man i den ældre kristenhed ikke betragtet som relevante. Allerede fra den tidligere middelalder blev talrige af disse tekster oversat til latin, og derfra senere til folkesprogene. Med trykketeknikkens fremkomst i 1450 erne var der uendelige muligheder for et bredt kendskab til sådanne beretninger. De talrige latinske versioner der foreligger om Paulus og Thekla viser interessen for disse to personer 1. Paulus er en af de mest centrale apostle i NT, især kendt fra Apg. og fra de talrige breve han skrev til datidens kristne menigheder. Thekla derimod nævnes ikke i bibelen og er muligvis en fiktiv person, som så mange legende-skikkelser er det. Men den katolske kirke betragtede hende gennem århundreder som en martyr og helgen, der fejredes på hendes angivelige dødsdag, den 23. september. Med det 2. Vatikanske Koncil fjernedes hun og en række andre fiktive helgener fra den romerske helgenkalender - hvilket stort set har været virkningsløst for mange katolikker. På nettet findes uden vanskelighed omtaler af kirker, der festligholder hendes dag. Med den videnskabeligt funderede feminismes fremkomst kunne man se en fornyet interesse for personen Thekla 2 - samt i katolske lande en ikke uinteressant diskussion af, hvorfor Thekla upåtalt kunne prædike Guds ord - i modstrid med Paulus egne pålæg 3. Om forudsætninger i form af en egentlig Thecla-kult skriver Stephen J. Davis: The Cult of St. Thecla (Oxford 2001). En græsk version er udgivet i Constantinus Tischendorf: Acta apostolorum apocrypha (Leipzig 1851), hvor Acta Pauli et Theclae (= beretningerne om Paulus og Thecla) findes s (trods den latinske titel er den udgivne tekst på græsk). En oversættelse af den græske tekst 4 ses i Birte Carlé: Thekla. En kvindeskikkelse i tidlig kristen fortællekunst (København 1980), s Den græske tekst ses at ligge nær op ad den latinske version Ba (se nedenfor). De latinske versioner overtog ikke ubeskåret de græske Acta Pauli et Theclae, men kun beretningerne om Paulus og Theklas passion. Af disse latinske beretninger findes til gengæld en lang række forskellige versioner, hvoraf kun en brøkdel er udgivet 5. Endvidere er disse versioner af forskellig længde, fra romanagtige tekster til ganske korte referater. Jeg har valgt at digitalisere og oversætte følgende tekster: A. Fra Oscar von Gebhardt: Die lateinischen Übersetzungen der Acta Pauli et Theclae (Leipzig 1902): 1. Ba-versionen 6 af Passsio S. Theclae Virginis (s ). 2. Epitome IV, tekst b: en kort-version af Passio sanctae Theclae uirginis (s ), som jeg har ladet følge af en synoptisk sammenstilling af samme tekst fra Gebhardt og Holzhey. 3. Fra Legenda Aurea 8 : De sancta Tecla (s ).

2 B. Fra Carl Holzhey: Die Thekla-Akten. Ihre Verbreitung und Beurteilung in der Kirche (München 1905) har jeg valgt at digitalisere 1. En kort latinsk Thecla-passion s , synoptisk sammenstillet med Gebhardts latinske epitome IV, tekst b (se ovenfor). 2. En kort beskrivelse af Thecla i Breviarium Romanum. C. Kort omtale af Thecla i Tertullians skrift Om dåben. D. Kort omtale af Thecla hos den spanske pilgrim Egeria. E. Tillæg: Baptizati leonis fabula - eller Skrønen om den døbte løve. Forkortelser: Vulgata = Vulgata Clementina, udgivet bl. a. i Biblia Sacra (Romæ, Tornaci, Parisiis 1956) - med talrige udgaver = den autoriserede danske bibeloversættelse af GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. Matth. = Matthæus-Evangeliet. Luk. = Lukas-Evangliet. Johs. = Johannes-Evangeliet. Apg. = Apostlenes Gerninger. Kor. = Korintherbrev. Thes. = Thessalonikerbrev Tim. = Timotheusbrev. Legenda Aurea = Th. Graesse: Jacobus a Voragine: Legenda Aurea (Dresden og Leipzig 1846, fulgt af del senere udgaver). Gebhardt = Oscar von Gebhardt: Die lateinischen Übersetzungen der Acta Pauli et Theclae (Leipzig 1902). Holzhey = Carl Holzhey: Die Thekla-Akten. Ihre Verbreitung und Beurteilung in der Kirche (München 1905). Heri også en oversættelse til tysk fra græsk (efter Lipsius). Tischendorf = Constantinus Tischendorf (ed.): Acta apostolorum apocrypha (Leipzig 1851) heri den græske tekst (med latinsk titel): Acta Pauli et Theclae, s Carlé = Birte Carlé: Thekla. En kvindeskikkelse i tidlig kristen fortællekunst. (København 1980). Jensen = Anne Jensen: Thekla, die Apostolin (Freiburg 1995). Den hellige jomfru St. Theklas martyrium. Oversættelse til dansk Dengang Paulus, efter flugten fra Antiokia 11, drog til Iconium 12, havde han med sig Demas og Hermogenes og kobbersmeden Alexander 13, der alle var fulde af falskhed, og som føjede ham villigt som om de agtede ham højt. Paulus, der kun så på det gode, havde ingen mistanke til dem og satte så stor pris på dem, at han gjorde dem venligt sindede over

3 for Guds storhed og udlægningen af evangeliet om den elskede Søn, idet han, angående Kristi lære som den var blevet ham åbenbaret, redegjorde for hvert et ord for dem. 2. En mand ved navn Onesiforus 14, som hørte at Paulus skulle komme til Iconium, gik ham i møde med sin hustru Lectra og sine sønner Simias og Zenon for at modtage ham som deres gæst. For Titus 15 havde fortalt ham hvordan Paulus så ud. Selv havde han, Onesiforus, ikke set ham i kødet 16, men kun i ånden Da de nærmede sig paladset 18 i Lystra 19, gik de og holdt udkik efter Paulus og kiggede på de forbipasserende, om de så ud som Titus havde sagt. Så så de ham komme gående, lille af skikkelse, med strittende hår, skævbenet 20, med sammenvoksede øjenbryn, ørnenæse, fuld af nåde 21. Sommetider så han ud som et menneske, og til tider havde han en engels ansigt. 4. Da Paulus så Onesiforus, smilede han. Og Onesiforus sagde til ham:»hil være dig, du den velsignede Guds tjener.«paulus sagde til ham:»nåden 22 være med dig og hele dit hus.«men Demas og Hermogenes blev misundelige, og viste endnu mere deres falske væsen, da Demas sagde:»er ikke også vi Guds velsignede, siden du hilste os yderst lidt 23?«Onesiforus sagde til dem:»jeg ser ikke i jer retfærdighedens frugt 24. Men hvis I er noget 25, skal I også komme med ind i mit hus og hvile jer.«5. Da Paulus kom ind i Onesiforus hus, blev der stor glæde 26 og de hørte Guds ord om afholdenhed, idet Paulus sagde 27 :»Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud 28. Salige er de der bevarer legemet kysk, for deres sjæle gøres til Guds templer 29. Salige er de afholdende, thi Gud taler med dem. Salige er de der giver afkald på verden 30, thi de kan behage Gud 31. Salige er de der har hustruer som om de ikke havde dem 32, thi de skal arve livet 33. Salige er de der frygter Gud, thi de skal blive engle. 6. Salige er de der frygter Guds ord, thi de skal blive trøstet 34. Salige er de der bevarer dåben i ånden, thi de skal hvile i lyset. Salige er de der tager mod viden om Gud, thi de skal kaldes den Højestes børn. Salige er de der tjener Kristi visdom og holder fast ved frelsen i Ham, thi de skal iklædes lysende klæder. Salige er de der på grund af kærlighed til Gud trækkes i døden og som ringeagter denne verdens vaner, thi de skal dømme engle 35 og stå ved Kristi højre hånd. Salige er de barmhjertige, for de skal få Guds barmhjertighed 36 og skal ikke se den meget bitre dommens dag. Salige er jomfruernes sjæle 37, fordi de føres bort fra anfægtelsen og faren fra Fjenden 38 og ikke mister deres løn 39 ; thi Guds ord skal tjene dem til frelse på Hans Søns dag, og de skal finde hvile 40 i evighedernes evighed 41 i lyset 42, amen Mens Paulus således prædikede hele natten midt i forsamlingen 44 - det var i Onesiforus hus - var der en ung pige 45 ved navn Thecla, Theoclia s datter, forlovet med Tamirus, som sad i sit vindue ved siden af Onesiforus hus og lyttede dag og nat 46 til prædikenen, og hun trak sig ikke tilbage fra vinduet, tværtimod blev hun draget derhen ved troen og en meget stor hengivenhed. Hun så også adskillige kvinder der kom ind til Paulus og hun ønskede selv at hun som dem var værdig til at høre Paulus prædiken 47. For hun havde ikke set hvordan han så ud, men hørte kun hans prædiken. 8. Da hun ikke veg fra vinduet, optaget af de ting der er nævnt ovenfor, sendte hendes moder bud til Tamirus at han skulle komme. Han kom glad til mode, som om han allerede nu kunne blive gift med pigen. Og han spurgte:»hvor er min Thecla, lad mig se hende.«men Theoclia sagde til Tamirus:»Jeg har en ny historie 48 at fortælle dig, Tamirus. I tre dage og tre nætter er Thecla ikke veget fra dette vindue, hverken for at få noget at spise eller drikke. På samme måde som hun kan være ivrigt optaget af at komme til et gæstebud 49, sådan har hun været stærkt optaget en vis fremmed forfører, som taler

4 mangfoldige og intetsigende ord, så det er mærkeligt at en så uskyldsren ung pige 50 bliver ramt så voldsomt. 9. Den mand, Tamirus, ryster og ophidser ikoniernes by, men det gør han også med din Thecla. Thi alle de voksne kvinder, men også de unge mænd og kvinder, kommer til ham og fængsles af hans lære, hvor der forkyndes at man skal frygte én gud og leve i kyskhed. Men nu sidder min datter Thecla som en edderkop i sit spind 51, lænket til hans ord, og fanget af et vagt ønske og en ny forvirret lidenskab, nemlig af det der siges af ham, så den unge pige 52 er helt fortabt. Gå derfor ind og snak med hende, for hun er jo din forlovede.«10. Han gik ind til hende, dels fuld af kærlighed til hende, men også bange for hendes bebrejdelser 53, og sagde til hende:»thecla, hvorfor er du sådan? Hvad er det for en lidenskab eller for et afsind du er i? Vend hellere dine tanker til mig og skam dig!«og moderen sagde dette:»thecla, hvorfor sidder du der og kigger nedad, uden at se nogen, som grebet af vanvid?«da de intet opnåede ved at sige det, klagede de alle 54 og følte sig ilde til mode, Tamirus fordi han havde mistet en hustru, Theoclia en datter og slavinderne 55 en herskerinde. Stor var derfor deres klage og sorg og forvirring. Men Thecla berørtes ikke det mindste af dette eller vendte sig om mod dem, men var ganske opslugt af Paulus ord. 11. Tamirus ilede derefter af sted og begav sig til Paulus opholdssted og så på dem der gik ind til ham. Han så også nogle mænd der gik ud derfra og som skændtes heftigt indbyrdes og han sagde til dem:»i mænd, sig mig hvem I er, og hvem er han som derinde forfører jer, som fordrejer hovedet på de unge mænd og kvinder [ ] [Herefter mangler tekst der er sat ind efter Bc og Bb 56 :] Bc: [ ] således at de er imod ægteskabet og overbeviser dem om at det skal de være altid? Jeg lover at give jer mange penge hvis I siger mig hvem han er. Thi jeg er den mægtigste i denne by.«12. Bb: De 57 sagde:»vi ved ikke hvem han er. Men ét ved vi, at han får de unge mænd og kvinder til ikke at indgå ægteskab, idet han siger: I oplever ikke opstandelsen uden at I forbliver kyske og ikke gør jeres kød urent. «13. Så sagde Tammirus 58 til dem:»kom, brødre, til mit hus og hvil jer.«og de gik afsted sammen med ham. Og han beværtede dem med et yppigt måltid, et fortræffeligt bord og dyr vin, og idet han henvendte sig til Demas og Hermogenes, sagde han således:»sig mig, brødre, så jeg kan vide det: Hvad er denne fremmedes filosofi? Jeg er ikke så lidt bekymret på grund af min Thecla, som elsker denne fremmede og fornægter mig.«14. Så sagde Demas og Hermogenes 59 til Tammirus:»Herre, overgiv ham til statholderen 60 på grund af denne nye lære som forfører masserne til at blive kristne, og denne vil henrette ham efter senatets råd, og så får du Thecla som din hustru, og vi vil lære dig om opstandelsen, som denne mand siger vil komme, men som er kommet, fordi vi er opstået og hele tiden opstår i vore børn 61.« Da Tammirus hørte dette, gik han, fuld af jalousi og vrede, før solen stod op, til Onesiforus hus sammen med øvrighedspersoner og en stor skare bevæbnet med knipler, og han råbte:»bedrager, du har fordærvet ikoniernes by og vendt min trofaste forlovede bort fra mig, så hun nu ikke vil indgå ægteskab.«og idet de pågreb Paulus, førte de ham til statholderen. Og hele skaren af dem der fulgte råbte:»afsted med troldmanden, for han har gjort en stor mængde samt vore kvinder oprørske.«16. Da Tammirus kom hen til domhuset, sagde han:»jeg beder dig, statholder, at du finder ud af hvor den mand er fra. Thi vi ved ikke hvor han er fra eller hvor han kommer fra, og han tillader ikke de unge kvinder at gifte sig. Han skal altså sige hvad grunden er til at han gør som han gør.«så sagde Demas og Hermogenes til Tammirus:»Sig at han er kristen, så vil han hurtigere blive henrettet.«men prokonsulen 63 lod sig ikke påvirke 64 og befalede at

5 man skulle fremstille Paulus. Da han så ham, sagde han:»hvem er du og hvad er det du forkynder? Det er ikke småting de anklager dig for!«17. Og Paulus svarede med klar røst 65 og sagde:»hvis du vil vide hvad jeg forkynder, så hør, prokonsul! Den levende Gud 66, den straffende Gud 67, den nidkære Gud 68, fra hvem menneskene får frelsen, har sendt mig, så jeg kan føre dem ud af fordærvet og urenheden og fra al vellyst og fra døden, så de ikke mere skal synde. Derfor sendte Gud sin søn som jeg bringer budskab om, og jeg lærer at ethvert menneske har sit håb i Ham, Han som alene blev smerteligt bevæget over en verden på afveje, så dommen ikke skulle komme over dem, men de skulle have troen og frygten for Gud og kundskaben om kyskheden og kærligheden til sandheden. Hvis altså jeg forkynder det som Gud har åbenbaret for mig, hvad ondt gør jeg så, prokonsul?«da prokonsulen havde hørt dette, befalede han at Paulus skulle bindes og sættes i fængsel, indtil han fik tid til at høre mere indgående på ham. 18. Men da Thecla hørte at Paulus var i fængsel, stod hun op om natten og gav sine halskæder til dørvogteren 69, så han lod hende komme ud. Og da hun var kommet ud, kom hun hen til fængslet og gav sit sølvspejl til fangevogteren, for at han skulle lade hende komme ind til Paulus. Da hun var kommet ind til ham, satte hun sig ved hans fødder og hørte om Guds herlige storhed Da det blev morgen, efterlystes Thecla af sin familie som om hun var flygtet [ ] -> Bc: Fra Bc: [ ] og hun blev eftersøgt på alle mulige gader. -> Ba: Herfra fra Ba: Men en af dørvogterens mænd fortalte dem at hun var gået ud om natten. De, der gik rundt og ledte, udspurgte så dørvogteren. Han sagde til dem hvad hun havde sagt:»jeg går hen til den fremmede der hvor de holder ham lænket.«da de så efter dørvogterens oplysninger begav sig hen til fængslet, fandt de hende meget opmærksomt lyttende til fangen. Da de derefter gik, ophidsede de mængden og meddelte dommeren 71 det skete. 20. Så befalede prokonsulen at Paulus skulle føres til domhuset og at Thecla ligeledes skulle tilkaldes. Hun gik derhen jublende glad. Men folket råbte rasende til Paulus da han gik ud fra fængslet:»han er en troldmand, bort med ham!«72 Da prokonsulen havde hørt ham fortælle 73 om sine retfærdige gerninger og havde holdt en rådslagning, indkaldte han Thecla og sagde:»hvorfor vil du ikke indgå ægteskab efter ikoniernes regler?«men hun stod og så på Paulus. Da hun tav og ikke gav noget svar, råbte hendes moder med høj røst:»brænd hende, brænd den ugifte kvinde midt i teatret 74, så alle kvinder, der er oplært af ham 75, vil frygte den slags tanker.«21. Ved at høre dette blev prokonsulen smerteligt berørt 76, og idet han lod Paulus piske, jog han ham ud af byen, og han befalede at Thecla skulle brændes. Og straks rejste prokonsulen sig og begav sig til teatret. En stor menneskemængde fulgte ham for at se på. Men som fåret i ørkenen så Thecla sig om efter Paulus, hendes hyrde og lærer. Da hun så mod himlen og derefter mod folket, så hun Herren sidde i Paulus skikkelse og hun sagde:»paulus er kommet for at se på, som om jeg ikke kan udholde det.«og da hun så nøjere efter, forsvandt han op i himlen. 22. Unge mænd og kvinder 77 bar brænde frem for at Thecla kunne blive brændt. Da hun kom nøgen frem, udgød prokonsulen tårer på grund af hendes styrke og standhaftighed. Man lagde brændet tilrette og retsbetjentene 78 befalede hende at stige op. Thecla efterlignede med udstrakte hænder korset 79 og steg op på brændestablen. De antændte straks bålet, men ilden rørte hende ikke. Thi Gud havde fattet barmhjertighed med hende og idet han frembragte en underjordisk drønen og buldren og foroven udstrakte en sky fyldt med vand og hagl, udslukkede han den ovennævnte ild. Derpå spredtes hele

6 mængden, sådan at mange døde 80. Men Thecla slap uskadt fra det ved den guddommelige hjælp. 23. Mens dette stod på, var Paulus fastende sammen med Onesiforus og dennes hustru og børn i et lukket gravkammer 81 på vejen fra Iconium til Dafne. Og da de havde været fastende flere dage, skete det at Onesiforus børn var sultne og sagde til Paulus:»Vi er sultne og vi har ikke noget at købe brød for.«thi Onesiforus havde efterladt alt af denne verden og fulgte Paulus med hele sit hus. Så tog Paulus sin overkappe 82 af og idet han gav den til en dreng, sagde han:»gå søn, køb mange brød og kom tilbage med dem 83.«Da drengen var sendt afsted for at købe brød, så han Thecla, hans naboerske, og undrende sagde han til hende:»thecla, hvor skal du hen?«hun svarede:»jeg er sluppet fra ilden og jeg leder efter Paulus.«Drengen sagde til hende:»kom, jeg leder dig hen til ham; han har i seks dage grædt for din skyld og har bedt mens han fastede.«24. Da hun sammen med drengen kom hen til gravkammeret, fandt hun Paulus i bøn hvor han sagde:»o fader, Jesus Kristus, lad ikke ilden røre Thecla, med stå hende bi fordi hun er din.«men hun, der stod bag ham, råbte:»fader 84, du som skabte himlen og jorden, og som er fader til din elskede søn, jeg velsigner dig fordi du befriede mig og gjorde, at jeg kan se Paulus.«Og Paulus der rejste sig op, så hende og sagde:»o Gud, du som kender hjerterne 85, fader til min herre Jesus Kristus, dig ærer jeg og velsigner jeg, fordi du så hurtigt bønhørte mig.«25. Der var megen kristelig kærlighed 86 i gravkammeret, idet Paulus og Onesiforus jublede sammen med alle de hellige som var der. De havde også fem brød 87 og grøntsager og vand og virkede i Kristi hellige gerninger. Midt i det hele sagde Thecla til Paulus:»Jeg vil klippe mit hår af 88 og følge dig hvor du end går.«han svarede hende:»tiden er skændig og hård og du er smuk. Lad dig ikke blive udsat for en anden og slemmere prøvelse, som du ikke kan klare.«thecla svarede:»giv mig blot et tegn i Herren, og ingen fristelse skal komme mig nær.« Så sendte Paulus Onesiforus og hele hans hus til Iconium og selv drog han med Thecla til Antiokia. Men straks da de var kommet ind i byen, forelskede en syrer ved navn Alexander, den fornemmeste blandt antiokenserne, en mægtig mand i byen og den højeste i rang, sig i Thecla da han så hende, og han begyndte at love Paulus rigtig mange rigdomme og gaver, hvis han ville overgive hende til hans vellyst. Men Paulus sagde:»jeg kender aldeles ikke den kvinde som du nævner, ej heller er hun min 90.«Men denne mægtige mand løb åbent hen til hende og omfavnede hende. Men hun der ikke brød sig om en sådan uret, søgte efter Paulus og råbte:»du skal ikke vanære en fremmed kvinde eller øve vold mod en Guds tjenerinde. Jeg er den fornemmeste i Iconium, og fordi jeg ikke ville indgå ægteskab, er jeg forjaget fra byen.«og idet hun rev kappen af ham og flåede den i stykker og rykkede kronen af hovedet på ham, lod hun ham stå målløs tilbage Men Alexander, der ganske vist elskede 92 hende, men dog så sig selv fornedret, fremstillede, rødmende af skam, hende for prokonsulen som gudløs 93. Da hun indrømmede at hun havde gjort disse ting, dømte prokonsulen hende til at kæmpe mod de vilde dyr 94, mens Alexander skulle betale for skuet. Men hele byen 95 blev forfærdet, og foran domstolen skreg kvinderne vildt og råbte:»en dårlig dom! En uretfærdig dom!«så anmodede Thecla prokonsulen indstændigt om at hun, indtil den dag hun skulle kæmpe mod vilddyrene, kunne beholde sin kyskhed urørt. Derfor blev Thecla overgivet i en rig kvinde Trifena s 96 varetægt, hvis datter lige var død, og for hvem Thecla så blev til trøst. 28. Da de så dagen før henrettelsen 97 var begyndt at fremvise de vilde dyr, placerede de Thecla oven på et bur med en meget vild og meget stor løvinde. Dronning Trifena 98 ledsagede hende derhen 99. Da slikkede løvinden Theclas fremstrakte fødder. Og hele folket

7 der så det, undredes såre. På en indskrift kunne man læse at hun var anklaget for gudløshed. Men hele byen med dens kvinder og børn råbte:»o Gud, der sker uret i denne by.«da Thecla var blevet fremvist, modtog Trifena hende atter og viste hende sin kærlighed. Thi hendes afdøde datter havde vist sig i en drøm for hende og havde sagt:»moder, tag den fremmede og forladte Thecla i mit sted, så hun kan bede for mig og jeg kan føres til de helliges sted.«29. Efter at fremvisningen 100 var forbi, tog Trifena Thecla med sig hjem, og sørgede over hende og over den dag hvor hun skulle kæmpe mod de vilde dyr. Thi hun elskede hende og holdt af hende som var hun hendes egen datter Falconilla. Så sagde hun til hende:»min datter Thecla, bed for min datter at hun må leve 101, thi det så jeg i drømme.«thecla opløftede ufortøvet sin røst og sagde:»gud i himlene, den almægtiges søn 102, giv hende efter din vilje at hendes datter Falconilla må leve i evighed.«da Trifena havde hørt hende indstændigt bede om dette, steg der en stor sorg op i hende, at så megen skønhed og ynde skulle kastes for de vilde dyr. 30. Men næste dag, da det lysnede, kom Alexander for at hente hende og sagde:»prokonsulen sidder allerede på sin plads og mængden foruroliger os. Befal at jeg skal hente hende der skal kæmpe mod vilddyrene.«men dronning Trifena 103 begyndte at råbe sådan op, at Alexander løb sin vej. Hun råbte:»min datter Falconilla er død 104, nu er der en ny sorg i mit hus og der er ingen til at trøste, ingen datter for hun er død, ingen slægtninge for jeg er enke. Men måtte min datter Theclas Gud hjælpe Thecla! 105 «31. Så sendte prokonsulen fængselsvogteren afsted for at hente hende. Men Trifena veg ikke fra hende, men idet hun holdt hende i hånden, gik hun af sted sammen med hende og sagde:»jeg fulgte min datter Falconilla til graven, men dig Thecla følger jeg til kampen mod vilddyrene.«da Thecla hørte dette, græd hun meget bittert, og sukkende sagde hun til Herren:»Herre, min Gud, som jeg tror på og som jeg i sandhed véd er Gud, du som jeg har taget min tilflugt til, som befriede mig fra den farlige ild, og som rev mig bort fra dens grumme trusler - beløn Trifena for hendes barmhjertighed, hun som har medynk med din tjenerinde, og fordi hun vogtede over min uberørthed.«32. I mellemtiden rejste der sig en tumult med de voldsomste råb og en larmen og brølen fra dyrene samt råben fra folk og voldsom råben fra kvinder, hvor nogle råbte:»ind med den gudløse!«og andre:»byen vil gå under på grund af denne uretfærdige dom! Før alle bort 106, prokonsul, det er afskyeligt, det her skuespil, og det er en uretfærdig dom!«33. Men Thecla blev taget bort fra Trifenas hånd, blev klædt af og blot med et skørt om livet blev hun sendt ind i amfiteatret 107. Derefter sendte man løver og bjørne ind for at æde hende. Blandt disse vilddyr var hin meget grumme og skrækkelige løvinde 108, som løb hen til hende og lagde sig ved hendes fødder. Ved synet af dette opstod der en voldsom larm blandt kvinderne. En bjørn gjorde så udfald mod hende, men løvinden løb straks hen til den og dræbte den. Derefter blev hin meget grumme hanløve, der tilhørte Alexander, sendt ind 109, og løvinden løb den i møde og greb om den, og de kæmpede vildt med hinanden og udåndede samtidig. Da kvinderne så dette, begyndte de at blive bange og græde fordi løvinden, der havde hjulpet Thecla, var død sammen med hanløven. 34. Derefter sender 110 de flere vilddyr ind til hende. Men Thecla stod og bad med fremstrakte hænder 111, og da hun havde afsluttet bønnen og havde vendt sig, så hun en en stor gravet dam, fyldt med vand og med mange havuhyrer 112 i. Hun sagde:»nu er det tid til at blive vasket 113 «, og hun gik ned i vandet.»i Kristi navn og i Jesu navn 114 døbes jeg på min sidste dag.«da folket og kvinderne så dette, brast de i gråd og begyndte at råbe:»gå ikke ned i vandet, Thecla, gå ikke derned!«selv prokonsulen græd og følte det smerteligt at et så smukt væsen skulle ædes af vilddyrene. Men hun hørte ikke på nogen, og kastede

8 sig i vandet idet hun sagde:»i Herrens navn«115 - og i samme øjeblik så uhyrerne, som var der, ild og lysglimt fra et lyn, og de døde og flød rundt på vandet. Omkring hende var der som en ildtåge, så hun hverken kunne røres af vilddyrene eller kunne ses at være nøgen. 35. Men da andre frygtindgydende vilddyr blev sendt ind, skreg kvinderne vildt at man skulle holde op med at sende andre dyr ind. Nogle af dem kastede løv ind, andre duftende nardus, og atter andre kanelbark, rigtig mange kastede balsamurter eller nogle vellugtende olier. De kastede så mange af de nævnte ting ind på arenaen 116, at vilddyrene ved al denne vellugt blev dysset i søvn, så Thecla ikke blev rørt af nogen af dem. Da Alexander så at hun ikke blev bidt af nogen af vilddyrene, sagde han til prokonsulen:»jeg har vilde og frygtindgydende tyre, lad os binde hende til dem.«dertil svarede prokonsulen trist til mode:»gør hvad du vil.«så bandt de hende på hænder og fødder og gjorde hende fast midt imellem tyrene og satte glødende jern under disses kønsdele, så de, gjort endnu mere vilde ved den påførte smerte, ville dræbe hende hurtigere. Men da tyrene begyndte at fare frem, da antændte den flamme, som de blev forbrændt af, de reb som hun var bundet til dem med, og hun var nu som ubundet. 36. Mens dette skete i amfiteatret 117, stivnede Trifena der stod ved siden af arenaen og faldt bevidstløs om, og hendes slaver 118 råbte at dronning Trifena var død. Prokonsulen som hørte dette forfærdedes, og hele byen kom i oprør. Men Alexander kastede sig ned og bønfaldt prokonsulen:»hav barmhjertighed med mig og byen, slip snarest hende, der kæmper mod dyrene fri, så hele byen ikke skal gå til grunde med hende. For hvis Cæsar 119 hørte dette, ville han måske udslette byen, fordi Trifena, hans slægtning, er død.«37. Så kaldte prokonsulen Thecla, der stod midt blandt de vilde dyr, frem og spurgte hende:»hvem er du, eller også: hvad er det der sker omkring dig, så at ingen af vilddyrene rører dig?«hun sagde til ham:»jeg er den levende Guds tjenerinde. Men hvad du ser omkring mig, skyldes at jeg har fået troen på Ham der er verdens frelser, Ham i hvem Gud har fundet velbehag 120. Derfor kunne ingen af dyrene røre mig. Han alene er afgrænsningen af frelsen 121, og kun Han er forskellen på liv eller død. Han er det stabile tilflugtssted for de usikre, Han er fornyet styrke for dem der undertrykkes, Han er et bolværk for dem der intet håb har, og - lad mig sige det kort - den der ikke tror på Ham, skal ingenlunde have livet, men skal dø for evigt.«38. Da han havde hørt dette, befalede han at iføre hende hendes klæder og sagde:»tag tøjet på, Thecla.«Og Thecla sagde:»han der fratog mig alt og stillede mig nøgen blandt vilddyrene, Han vil også klæde mig på dommens dag 122.«Da hun modtog tøjet, klædte hun sig på. Derefter udsendte prokonsulen hastigt en befalingsmand 123 til folket som meddelte:»jeg løslader til jer Guds tjenerinde, den meget gudfrygtige Thecla.«Til dette udbrød kvinderne med høj røst:» Han er én Gud 124, Han som frelste Thecla.«Så højt lød deres råb, at hele byen syntes rystet ved deres stemmer. 39. Trifena der var blevet ved godt mod, ilede med alt folket hen til Thecla og hun omfavnede hende og sagde:»nu tror jeg på at de døde genopstår 125. Lad os gå til mit hus, og alt hvad der er mit, vil jeg overdrage til dig.«thecla gik sammen med hende til huset og hvilede der i otte dage idet hun prædikede Guds ord for hende, således at af de tjenestepiger, der hørte på hende, de fleste kom til at tro, og der blev udtrykt meget stor glæde i huset. 40. Men Thecla ønskede at se Paulus 126. Hun fik at vide at han var i Mirraside 127. Da hun havde hørt dette, tog hun unge mænd og piger med sig og tog en klædning på, som hun havde tillavet som en mandsdragt, og med mandstøj på kom hun til Mirraside, og dér fandt hun Paulus i færd med at forkynde Guds ord. Da han havde set hende, blev han forfærdet da han også så de unge som var med hende, idet han frygtede at hun var faldet for en eller

9 anden fristelse. Men Thecla, der begreb dette, sagde:»paulus, jeg har modtaget badet 128. Den der udvirkede dette mod dig i evangeliet 129, Han udvirkede det mod mig i det rensende bad.«41. Paulus ledte hende da til Hermias 130 hus, og da hun havde fortalt alt hvad der var hændt hende, blev Paulus meget forbavset, og de der hørte på styrkedes i troen. Derefter rejste Thecla sig og sagde til Paulus:»Jeg tager til Iconium.«Han sagde:»tag afsted og forkynd Guds ord.«da sendte Trifena meget tøj og penge til Thecla. Så bad de sammen til Jesus for Trifena. Og efter at have efterladt det meste til Paulus til gavn for de troende og de fattige, drog hun af sted til Iconium. 42. Da hun kom dertil, tog hun ind i Onesiforus hus og kastede sig til jorden, dér hvor Paulus tidligere havde siddet og forkyndt ordet, og hun græd og sagde:»herre, min Gud, jeg beder til dig i den mands hus, hvor lyset omstrålede mig. Jesus Kristus, Guds søn, selv en Gud, som var mig en hjælper i fængslet, en beskytter hos dommeren 131, en hjælper i ilden, en beskytter blandt vilddyrene - eftersom du er en Gud, som i sandhed skal æres i al evighed 132, hjælp dine tjenere og bed om at faren fra fjenderne over for os mister sin kraft 133.«43. Så fandt hun Tamirus død, men sin moder Theoclia levende. Efter at have kaldt hende til sig, sagde Thecla:»Moder Theoclia, du kan i sandhed tro på at Herren lever i himlene, uforgængelig og evig. Hvis du har ønsker om rigdomme 134, giver han dig dem gennem mig, men hvis du ønsker en datter, så er jeg her for dig.«135 Da hun havde bevidnet dette, drog hun til Seleucia 136, og efter at have bekræftet og oplyst mange i Herren, sov hun efter et godt levnedsløb ind 137 ved Vorherre Jesu Kristi hjælp, hvem der tilkommer hæder og ære i evighedernes evighed. Amen. Passio Sanctae Theclae Virginis. Latin Tempore illo ascendente Paulo Iconium post Antiochiae fugam 139, facti sunt ei comites Demas et Hermogenes et Alexander aerarius 140, repleti simulatione, quique obsequebantur ei quasi diligentes eum. Paulus uero ad benignitatem respiciens nihil male 141 de illis suspicabatur, sed diligebat eos ualde ita ut magnaliis dei et interpretationibus euangelii dilecti filii mansuetos eosdem faceret, in scientia etiam Christi, quemadmodum reuelatum est ei, singula illis uerba disserens. 2. Quidam uero uir Onesiforus 142 nomine audiens Paulum Iconium esse uenturum, exiuit obuiam illi cum coniuge Lectra et filiis suis Simia et Zenone, ut eum hospitio reciperent. Narrauit 143 enim illi Titus 144 qualis esset effigies Pauli, cum eum in carne ignoraret, sed tantum in spiritu sciret. 3. Procedentes ergo iuxta basilicam quae est Listris 145, deambulabant Paulum exspectantes, quique transeuntes intuebantur secundum indicium Titi Viderunt ergo eum uenientem, uirum statura breuem, capite reburro, cruribus scambum, iunctis superciliis, naso aquilino, gratia repletum. Et aliquando quidem parebat ut homo, interdum uero angeli uultum habebat. 4. Idem uero Paulus uidens Onesiforum subrisit. Onesiforus autem dixit ad eum: Aue minister, benedicti dei. Et ille ait: Gratia tecum et cum domo tua. Demas uero et Hermogenes zelati sunt et eo magis ampliorem suam declarauerunt simulationem, ita ut diceret Demas: Non sumus et nos benedicti dei, quia nos minime salutasti? Ad quos Onesiforus:

10 Non uideo in uobis, inquit, fructum iustitiae 146. Si autem estis aliquid, uenite et uos in domum meam et requiescite. 5. Itaque introeunte Paulo in domum Onesifori laetitia magna facta est, et erat sermo dei de continentia, Paulo ita dicente: 147 Beati qui puri sunt corde, quia ipsi deum uidebunt 148. Beati qui corpus suum in castitate custodiunt, quia animae eorum templa dei 149 fient. Beati abstinentes, quia cum ipsis loquitur deus. Beati qui saeculo renuntiauerunt, quoniam deo placere poterunt 150. Beati qui uxores habent tanquam non habentes 151, quia ipsi haereditabunt uitam. Beati timorem dei habentes, quoniam angeli efficientur. 6. Beati qui uerba dei metuunt, quia ipsi consolabuntur 152. Beati qui baptismum spiritus custodiunt, quia ipsi in lumine requiescunt. Beati qui sapientiam dei accipiunt in agnitione, quia filii altissimi uocabuntur. Beati qui prudentiam Christi seruant et salutem ipsius minime abnegant, quia ipsi ueste lucida induentur. Beati qui propter caritatem dei ad mortem traditi sunt, habitum saecularem contemnentes, quia ipsi angelos iudicabunt 153 et ad dexteram Christi stabunt 154. Beati misericordes, quia ipsis miserebitur deus 155 et non uidebunt iudicii diem amarissimum. Beati spiritus uirginum, quia absque tristitia et periculo inimici transuehentur et minime perdent mercedem suam; sermo enim dei opus illis fiet salutis in die filii eius et pausam habebunt in saecula saeculorum in rumine, amen. 7. Haec igitur Paulo per totam noctem praedicante in media ecclesia, hoc est in domo Onesifori, uirgo quaedam nomine Thecla Theocliae filia, Tamiro desponsata, sedens ad fenestram quae erat iuxta domum Onesifori audiebat die ac nocte orationis sermonem, ab eademque fenestra minime recedebat, sed fide et affectu maximo ducebatur. Videbat etiam quamplures mulieres introeuntes ad Paulum, et cupiebat ipsa quoque ut his digna esset quo audiret Pauli sermonem. Neque enim effigiem eius uiderat, sed tantum sermonem audiebat. 8. Quae cum a fenestra minime recederet, his rebus intenta quae supra memoratae sunt, mater eius misit ad Tamirum accersiens eum. At ille gaudens aduenit, quasi iam eam ad nuptias accepturus. Quique interrogauit: Vbi est mea Thecla, ut illam videam? Theoclia uero Tamiro dixit: Nouum tibi speetaculum, Tamire, dictura sum. Dies enim sunt tres et noctes tres, ex quo Thecla ab hac fenestra non recedit, neque ad manducandum neque ad bibendum; quasi ad epulas intenta, ita adhaeret uiro cuidam peregrino seductoria 156 et uaria ac uana uerba loquenti, ut etiam mirum sit quomodo talis pudica uirgo tam saeuissime affligatur. 9. Iste homo, Tamire, Iconiorum ciuitatem commouet atque sollicitat, sed et tuam Theclam. Omnes enim mulieres, sed et adolescentes cum uirginibus ad eum ingrediuntur et affectu doctrinae eius tenentur, in qua docentur unum timere deum atque caste uiuere. Sed et mea filia Thecla ueluti aranea 157 in tela deuincta eius uerbis est et capta uano desiderio atque noua passione attonita, his uidelicet quae ab eodom dicuntur, talis uirgo periit. Accede itaque ad eam et loquere illi, tibi est enim desponsata. 10. Ille uero accedens, partim amans ac diligens illam, partim metuens eius obiurgationem, ait ad eam: Thecla, quid talis es? quae te passio tenet uel amentia? Potius conuertere ad me et erubesce. Nec non et mater talia dicebat: Thecla, cur talis sedes deorsum aspiciens ac neminem intueris amens effecta? Sed cum haec dicentes nihil proficerent, cuncti maerebant atque se male habebant. Et Tamirus quidem quia erat uxore priuatus, Theoclia uero filia, ancillae vero domina. Grandis itaque erat planctus luctusque confusio. Sed ad haec Thecla mouebatur neque conuersa est ad eos, sed erat uerbo Pauli deuincta. 11. Tamirus igitur prosiliens perrexit ad hospitium Pauli et obseruabat introeuntes ad eum. Videns uero quosdam uiros exeuntes ab eo atque acriter inter se litigantes, ait ad eos: Viri, qui estis, dicite mihi, aut quis est hic qui intus uobiscum est seductor: qui animas adolescentium ac uirginum peruertit?

11 [Herefter mangler tekst der er sat ind efter Bc og Bb:] Bc: quod nuptiae minime fiant, sed persuadet illis ut sic permaneant. Spondeo itaque me uobis multam pecuniam daturum, si mihi quis sit hic dixeritis. Nam sum prior ciuitatis. 12. Bb: Illi dixerunt: Quis sit hic nescimus. Vnum tantum scimus, quod auertit iuuenes ac uirgines ne nubant, dicens quia: Aliter resurrectio uestra non erit nisi casti permanseritis et carnem uestram non coinquinaueritis. 13. Tunc Tammirus 158 dixit eis: Venite, fratres, in domum meam et requiescite. Et abierunt cum eo. Et excepit eos cum caena magna et mensa splendida et uino copioso, respiciensque Demam et Hermogenem sic ait: Dicite mihi, fratres, quae est doctrina huius peregrini, ut sciam; non enim minime anxior propter meam Theclam, quae amat hunc hospitem et me abnegat. 14. Tunc Demas et Hermogenes 159 dixerunt Tammiro: Domine, offer eum praesidi 160 pro noua ista doctrina qua seducit turbas ut Christiani fiant, et secundum senatus consultum perdat eum, et tunc habebis Theclam sponsam tuam, et nos te docebimus resurrectionem, quam iste dicit futuram, iam esse factam; quoniam resurreximus et resurgimus semper in filiis nostris Et ut haec audiuit Tammirus, completus zelo et furore surrexit ante lucem et abiit in domum Onesifori cum magistratibus et turba copiosa et fustibus clamansque dicebat: Impostor, corrupisti Iconiorum ciuitatem et constabilitam mihi sponsam auertisti, ut iam nolit nubere. Et comprehendens Paulum trahebat ad praesidem. Et omnis turba sequentium clamabat dicens: Duc magum, euertit enim iam turbam magnam et mulieres nostras. 16. Tammirus autem ad tribunal ueniens dixit: Rogo te, praeses, ut interroges unde sit iste homo. Nos enim nescimus unde sit uel unde uenerit, et non sinit uirgines nubere. Dicat ergo qua ex causa hoc facit 163. Tunc Demas et Hermogenes dixerunt Tammiro: Dic illum Christianum esse, ut celerius pereat. At proconsul stabiliuit sensum suum et iussit sibi offerri Paulum. Quem ut uidit, dixit: Quis es tu et quid doces? Non enim minime te accusant. 17. Et Paulus uoce clara respondit dicens: Si uis scire quid doceam, audi, proconsul. Deus uiuus 164, deus uindex 165, deus zelans 166, a quo habent homines salutem, misit me, ut a corruptela et immunditia et ab omni libidine et morte educam eos, ut iam non peccent. Propter quod misit deus filium suum, quem annuntio, et doceo omnem hominem in illo habere spem; qui solus condoluit erranti saeculo, ut iam sibi iudicio non sint, sed fidem habeant et timorem dei et notitiam castitatis et caritatem ueritatis. Si haec ergo quae a deo mihi ostensa sunt doceo, quid mali, o proconsul, facio? Audiens haec proconsul iussit Paulum ligatum interim in carcerem claudi, donec ei uacaret ut eum diligentius audiret. 18. Thecla uero, ut Paulum intellexit in carcere esse, surrexit de nocte et dedit monilia sua ostiario, ut eam dimitteret foras. Et cum exisset, peruenit ad carcerem et dedit carcerario speculum suum argenteum, ut eam intromitteret ad Paulum. Cumque introisset ad eum, sedebat ad pedes eius audiens magnalia dei. 19. Vt autem lux orta est, inquirebatur Thecla a suis quasi quae fugisset -> Bc: Fra Bc: et per diuersas uias inuestigabatur. -> Ba: Herfra fra Ba: Quidam uero ex hominibus ianitoris indicauit illis quod noctu foras exisset. At illi euntes ianitorem percunctati sunt. Quibus idem ait quod illa dixerit: Vado ad peregrinum ubi uinctus habetur. Pergentes itaque ad carcerem secundum indicium ianitoris inuenerunt eam quodam affectu eidem copulatam. Quique inde exeuntes turbas concitauerunt et iudici 167 factum nuntiauerunt.

12 20. Tunc proconsul iussit Paulum ad tribunal adduci, Theclam etiam accersiri praecepit. At illa cum gaudio ibat exultans. Populus uero Paulo de carcere exeunte uehementer clamabat dicens: Magus est, tolle eum. Cum autem audiret eum proconsul in suis iustis operibus et consilium caperet, Theclam aduocauit dicens: Quare nubere non uis secundum Iconiorum legem? Illa autem stabat intuens Paulum. Qua tacente ac responsum minime dante, Theoclia mater eius uociferans dixit: Adure, adure innuptam in medio theatro 168, ut omnes feminae ab isto instructae metuant talia cogitare. 21. Proconsul uero hoc audiens uehementer condoluit et Paulum quidem flagellans extra ciuitatem reppulit, Theclam uero ut ureretur adiudicauit. Atque confestim surgens idem proconsul ad theatrum 169 perrexit. Quem magna frequentia populi ad spectaculum insecuta est. Inter haec Thecla uelut agnus in deserto pastorem suum Paulum et doctorem requirebat. Quaeque intuens in caelum, deinde populum, uidit dominum ueluti Paulum sedentem, et ait: Quasi impatientem me uenit Paulus spectare 170. Et cum eum intenta respiceret, illa recessit in caelum. 22. Adolescentes itaque ac puellae attulerunt ligna, ut Thecla incendio cremaretur. Quae cum nuda introisset, proconsul lacrimas fudit eiusque admirabatur uirtutem atque constantiam. Strauerunt ergo ligna et iusserunt eam publice 171 superascendere. Illa autem extensis manibus similitudinem crucis faciens ascendit super pyram. At illi confestim ignem supposuerunt, sed eam minime contingebat incendium. Deus enim misertus est eius atque mugitum et strepitum subterraneum mouens ac desuper nubem aqua grandineque refertam extendens supra memoratum extinxit ignem. Turbaque omnis inde dispersa est, ita ut multi morerentur. Thecla uero ope diuina adiuta incolumis euasit. 23. Dum haec ita geruntur Paulus ieiunans 172 cum Onesiforo eiusque coniuge ac filiis in monumento erat clauso 173 in uia qua ab Iconio pergitur Dafnen 174. Et cum iam plures dies essent ieiunii, accidit ut Onesifori pueri esurirent ac dicerent ad Paulum: Esurimus, et panes unde emerent non habebant. Relinquens enim Onesiforus ea quae sunt mundi, Paulum cum omni domo sua sequebatur. Tunc Paulus exuit se tunica qua superutebatur et dans puero dixit: Vade, fili, eme panes 175 plures et affer. Cum uero missus puer panes emeret, uidit Theclam uicinam suam et admirans ait ad illam: Thecla, quo uadis? Illa uero respondens ait: Paulum quaero ab igne erepta. Cui puer: Veni, inquit, et ego te ad eum perduco; flet enim tui causa atque ieiunans orat, dies habet iam sex. 24. Cum itaque ad monumentum cum puero peruenisset, repperit Paulum orantem atque haec dicentem: Pater, Iesu Christe, Theclam ignis non tangat, sed adesto illi, quia tua est. Illa autem retro stans clamauit: Pater, qui caelum ac terram constituisti, qui dilecti filii tui pater es: benedico te, quia liberasti me et fecisti ut Paulum uiderem. At Paulus surgens uidit eam et dixit: Deus, qui corda intelligis 176, pater domini mei Iesu Christi, te excolo et benedico te, quia quod te rogaui accelerasti mihi praestare. 25. Erat itaque multa caritas intus in monumento, exultante Paulo et Onesiforo cum omnibus sanctis qui ibidem erant. Habebant autem panes quinque 177 et olera et aquam atque operabantur in sanctis operibus Christi. Inter haec Thecla ad Paulum: Tondeo me 178 et sequor te quocunque ieris. Qui ei respondens ait: Tempus, inquit, turpe est et asperum et tu speciosa es: ne alia te deterior temptatio occupet, quam sustinere non possis. Cui Thecla: Da mihi tantum in domino signaculum 179, et nulla me adgredietur temptatio Tunc Paulus Onesiforum cum omni domo sua Iconium remisit atque ipse cum Thecla Antiochiam profectus est. Mox uero ut ingressi sunt ciuitatem, Syrus quidam Alexander nomine Antiocensium primus, multum potens in ciuitate, in principatu praecellens, uidens Theclam adamauit eam atque Paulo multas coepit polliceri diuitias donaque quam plurima, ut eam suae traderet uoluptati. Paulus autem dixit: Nescio prorsus mulierem quam dicis

13 neque mea est. At ille multum potens occurrit illi in publico et amplexus est eam. Illa autem tantam non ferens iniuriam Paulum requirebat atque proclamabat dicens: Ne conprimas peregrinam, ne uim facias dei ancillae. Iconiorum sum prima, et quia nubere nolui, expulsa sum de ciuitate. Et arripiens eum clamidem illi conscidit et coronam quam portabat de capite eius excussit, statuitque eum hebetem. 27. Idem uero Alexander, licet eam diligeret, tamen postquam se destitutum conspexit, ipso rubore ductus 181 obtulit eam uti sacrilegam proconsuli. Quam confitentem se haec eadem perpetrasse, dampnauit ad bestias, Alexandro munus edente 182. At uero ciuitas omnis obstupuit 183, mulieribus ante tribunal ululantibus ac uociferantibus: Malum iudicium, iniustum iudicium. Tunc Thecla proconsulem postulauit ut tantummodo usque ad illum diem quo esset ad bestias pugnatura castitas eius inuiolata maneret. Itaque Trifenae cuidam diuiti feminae, cuius filia nuper fuerat mortua, custodienda est tradita, quaeque interim Thecla solatio fruebatur. 28. Cum autem pridie muneris ferae publicari coepissent, statuerunt eam super caueam leaenae ferocissimae atque ingentis formae. Trifena uero regina retro sequebatur. Tunc leaena prolatos pedes Theclae lingebat. Vnde omnis populus uidens haec nimium mirabatur. Causa autem eius elogii Sacrilega legebatur 184. At uero ciuitas omnis cum suis mulieribus et filiis clamabant dicentes: Deus, iniusta fiunt in hac ciuitate. Cum igitur publicata fuisset, rursus accepit eam Trifena eique diligentiam adhibebat. Filia enim eius defuncta in somnis illi apparens dixit: Mater, peregrinam destitutam Theclam meo loco habeto, ut oret pro me et transferar ad locum sanctorum. 29. Postquam igitur transacta pompa Trifena Theclam ad domum reduxit, lugebat eam simulque illum diem quo erat ad bestias pugnatura. Amabat enim et diligebat eam ac si propriam filiam Falconillam. Tunc itaque ait ad illam: Filia mea Thecla, ora pro filia mea, ut uiuat 185 ; hoc enim uidi in somnis. At illa incunctanter eleuans uocem dixit: Deus caelorum, filius altissimi 186, da illi secundum tuam uoluntatem, ut filia eius Falconilla uiuat in saecula. Cum haec Trifena illa postulante audiret, maior ei luctus adcreuit, quod tanta species ac tale decus feris obiceretur. 30. Postera autem die, cum primum lucesceret, uenit Alexander ut eam susciperet, dicens: Proconsul iam sedet et populus nos perturbat, da ut ducam bestiariam 187. Trifena autem regina ita uociferata est, ut etiam Alexander fugeret, dicens 188 : Filia mea Falconilla, secundus mihi luctus est 189 in domo et nullus est qui solatium praestet: neque filia, est enim mortua, neque cognati, sum enim uidua. Sed deus filiae meae Theclae adiuuet Theclam Tunc proconsul misit stratorem 191, ut adduceretur. Trifena autem non recessit ab eadem, sed tenens ei manum cum illa pergebat dicens: Filiam quidem meam Falconillam ad sepulcrum deduxi, te uero, Thecla, prosequor ad bestias pugnaturam. Quae audiens Thecla amarissime fleuit atque gemens dixit ad dominum: Domine deus meus, cui ego credo et quem scio in ueritate esse deum, ad quem etiam confugi, qui me ex igne pernicioso liberasti et ab eius atrocissimis minis eripuisti: retribue Trifenae mercedem, quae tuae famulae condolet et quia me castam inuiolatamque seruauit. 32. Inter haec tumultus uehementissimorum tollebatur clamorum, rugitus etiam et fremitus ferarum nec non clamor populi et mulierum ingens uociferatio, quorundam quidem dicentium: Inducatur sacrilega, quorundam uero clamantium: Pereat ciuitas pro hoc iniusto iudicio. Aufer omnes, proconsul; infandum est hoc spectaculum et iniustum iudicium. 33. At Thecla ex manu Trifenae sumpta est et spoliata atque praecincta in stadium 192 missa. Deinde leones et ursos ad eam deuorandam inmiserunt. Inter quas bestias erat etiam leaena illa saeuissima atque informis, quae cursu ueniens ad pedes eius recubuit. Et hoc uidens omnis multitudo mulierum fremuerunt 193. Vrsus in eam impetum fecit, cui leaena illa

14 occurrens confestim eum necauit. Rursus inmissus est ille leo 194 qui erat saeuissimus eiusdem Alexandri; cui leaena obuiam uadens complexa est eum, et diu inter se feritate sua pugnantes pariter exspirauerunt. Quod uidentes mulieres timere et flere coeperunt, eo quod leaena quae illi auxiliauerat cum leone fuisset mortua. 34. Post haec dimittunt ei plurimas feras. Illa uero manibus extensis orabat, et cum complesset orationein conuersa uidit magnam fossam aqua repletam multasque beluas marinas habentem et dixit: Nunc tempus est lauandi 195 ; ibique se dimisit dicens: In nomine Christi et in nomine Iesu 196 nouissimo die baptizor. Populus et mulieres haec uidentes lacrimatae sunt et coeperunt clamare: Noli Thecla, noli te mittere. Proconsul etiam flebat atque dolebat ne tantum decus a bestiis comederetur. At illa neminem audiens misit se hoc tantum dicens: In nomine domini 197. Et statim beluae quae illic erant ignis et fulgoris splendorem uidentes mortuae sunt et super aquam natare coeperunt. Erat itaque circa eam quasi ignita nebula, intantum ut neque a feris contingeretur neque nuda posset uideri. 35. At uero mulieres aliis formidolosis feris inmissis ululabant, ne ab aliqua illarum decerperetur 198. E quibus quaedam folium mittebant, aliae nardum, aliae uero cassiam, quam plurimae amomum, nonnullae unguentum. Tantam denique memoratarum rerum copiam in stadium 199 iactauerunt, ut ipsa odoris abundantia omnibus feris in somnum conuersis a nulla earum contingeretur. At uero Alexander cum uideret illam nullis morsibus adtrectari bestiarum ait ad proconsulem: Tauros habeo feroces ac metuendos, ad ipsos illam ligemus. Cui proconsul maerens respondit: Fac quod uis. Itaque ligauerunt ei manus ac pedes et mediam inter tauros fecerunt et uiribus ipsorum ignita ferramenta subposuerunt, quo ex dolorum inlatione ferociores effecti eam citius interficerent. Verum idem tauri cum exilire coepissent, ignis flamma qua erant incensi funes exussit, quibus fuerat innexa, illaque iam erat quasi non uincta. 36. Dum haec in stadio 200 geruntur, Trifena iuxta arenam 201 stans deriguit atque exanimis facta est, ut etiam serui eius clamarent mortuam esse Trifenam reginam. Proconsul autem hoc audiens obstupuit animo omnisque adeo ciuitas commota est. Alexander etiam procidens in terram proconsulem rogabat dicens: Miserere mei et ciuitati, solue maturius bestiariam, ne omnis ciuitas cum illa depereat. Haec enim si audierit Caesar, fortassis ipsam perdet ciuitatem, eo quod Trifena eius cognata sit mortua. 37. Tunc itaque proconsul Theclam e medio ferarum uocauit atque percunctatus est eam dicens: Quae es tu aut quae sunt quae circa te aguntur, quia nulla ferarum te contigit? Quae dixit ei: Ego, inquit, dei uiui sum famula. Quod autem circa me uides, hoc est quia in eum in quo deo complacuit 202, saluatorem mundi credidi: propter quod nulla ferarum me contingere ualuit. Hic est enim solus salutis terminus 203, uitae mortisque discretio. Ille fluctuantibus tranquillum existit perfugium, hic est refectio eorum qui opprimuntur, ipse est munimentum his qui spe carebant et, ut compendio dicam: si quis in hunc non crediderit, uitam minime habebit, sed in perpetuum morietur. 38. Haec cum audisset, iussit uestimenta eius afferri et ait: Indue te, Thecla. Illa autem dixit: Qui me expoliauit, inquit, nudamque inter feras constituit, ipse me induet in die iudicii. Atque accipiens uestimenta induit se. Deinde proconsul uelociter centurionem 204 misit ad populum dicens: Theclam religiosissimam dei famulam dimitto uobis. Ad haec mulieres maxima uoce clamabant dicentes: Vnus deus 205, qui Theclam saluauit. Tantus autem clamor exstitit, ut ipsis uocibus omnis ciuitas motu quodam agitari uideretur. 39. Trifena autem bono animo confirmata cum frequentia populi occurrit et amplectens Theclam ait: Nunc credo quia mortui resurgunt. Eamus ad domum, et omnia mea tibi conscribo 206. At illa pergens cum ea ingressa est domum et requieuit ibidem diebus octo

15 suo sermone eam catecizans, ita ut ex ancillis eius audientes eam plurimae crederent et esset in domo maxima gratulatio. 40. At Thecla uidere Paulum desiderabat 207. De quo indicatum est ei quod in Mirraside 208 esset. Quod cum audisset, assumpsit secum iuuenes et adolescentulas atque se ipsam cinxit tunicam suam uirili more componens, et sumpto habitu masculino perrexit in Mirraside 209, ibique Paulum repperit sermonem dei docentem. Qui cum eam uidisset obstupuit, simul et iuuenes intuens, qui cum ipsa erant, turbatus est uerens ne aliqua temptatio accidisset. At Thecla hoc intelligens ait: Paule, lauacrum 210 accepi. Qui enim operatus est tibi in euangelio, operatus est et mihi in lauacro. 41. Tunc Paulus assumens eam perduxit in domum Hermiae 211, et cum omnia quae gesta sunt ab eadem didicisset, ipse quidem mirabatur, audientes uero confirmabantur. Postea surgens Thecla dixit Paulo: Proficiscor Iconium. Qui dixit ei: Perge et doce dei sermonem. Trifena autem multam uestem et aurum Theclae transmiserat. Tunc pro Trifena communiter orauerunt Iesum. Et plurimam partem Paulo relinquens ad usus sanctorum et pauperum, processura ipsa perrexit Iconium. 42. Et cum peruenisset illic ingressa est Onesifori domum et humi se prostrauit, ubi Paulus sedens ante docebat 212, et lacrimata est et dixit: Domine, deus meus, te adoro in domo huius, in qua mihi lumen effulsit; Iesus Christus 213, filius dei, deus, qui fuisti mihi adiutor in carcere, protector ante iudicem 214, auxiliator in igne, defensor inter feras: quoniam tu es deus, cui gloria uera est in saecula, adiuua tuas famulas et ora inimicorum infesta nobis obtunde Et inuenit Tamirum iam mortuum, matrem uero Theocliam uiuam. Quamque ad se uocans ait: Vere, Theoclia mater, potes credere quia uiuit dominus in caelis incorruptus 216 et sempiternus. Siue enim diuitias cupis, dabit 217 tibi per me; siue filiam quaeris, ecce adsum tibi. 218 Et testificans haec in Seleuciam 219 abiit, atque multos in domino confirmans et inluminans cum bono cursu requieuit in pace, adiuuante domino nostro Iesu Christo; cui est honor et gloria in saecula saeculorum, amen. Den hellige jomfru St. Theklas martyrium. Epitome IV 220. Oversættelse til dansk Under romernes kejser Nero forkyndte apostlen Paulus Guds ord i den østlige del af riget. En ung adelig pige ved navn Tecla, en borgerinde i Iconium, kom gennem ham til troen. Da hun havde hørt Paulus lovprise jomfrueligheden, begyndte hun at sætte pris på ham 223. Thi hun havde en forlovet, og nu ønskede hun ikke at blive gift. Hendes rasende moder begyndte, henvendt til dommeren 224, at anklage datteren sådan:»hun er kristen, hun vil ikke giftes med sin forlovede. Hun skal brændes fordi hun afviser sin forlovede, hun skal brændes fordi hun modsætter sig loven, hun skal brændes i teatret 225 fordi hun vanærer lovene, dette så alle kvinder kan blive afskrækket.«på hendes anmodning dømte prokonsulen Tecla til at skulle brændes, og straks gik han afsted med al folket til teatret 226 for at beskue dette gruelige, men uundgåelige. Så bar store drenge og piger træ og halm frem, for at Tecla kunne brændes. Og da hun blev ført ind, udgød dommeren tårer, idet han beundrede hendes standhaftighed, fordi hun foretrak at blive brændt på bålet frem for, i modstrid med sine principper, at sige ja til en ægtemand.

16 Efter at de embedsmænd, der forestod brændingen, havde givet ordre om at hun skulle gå op på brændestablen, steg Tecla derop efter at have gjort Herrens korstegn for sig, og da ilden tog kraftigt fat i brændet, rørte den hende ikke. Men den barmhjertige Gud lod lyde en underjordisk lyd for hende, hvorved brandstedet åbnede sig, og fra det højeste kom der dug, Hans vand 228, og slukkede ilden og fyldte teatrets runding 229, og mange af dem, der sad ved bålpladsen, var nær omkommet. Og da ilden var slukket, steg Tecla befriet ned fra bålet. Og da hun fik at vide hvor Paulus opholdt sig, gik hun af sted og fandt ham. Hun gav, på grund af sin tro, alt hvad hun ejede som arv til Paulus. Da de så Tecla, blev de glade over at Herren havde befriet hende fra ilden, og de spiste af Guds gaver, thi de havde brød, grøntsager og vand. Dette erfarede de efter seks dage, hvor de havde kastet sig til jorden i faste og vågen og bønner for Tecla om at Herren ville befri hende fra de ondes hænder En syrer ved navn Alexander, en mægtig mand, der havde fundet ud af at Tecla var kristen, førte hende til dommeren og sagde:»denne pige er kristen.«da prokonsulen adspurgte hende om at det var rigtigt det hun blev anklaget for, og hun med ivrig røst svarede at hun var kristen, dømte han hende til at kastes for vilddyrene. Men kvinder 231 som var til stede, råbte højt:»åh for en dårlig dom, for en dårlig befaling.«men Tecla stillede dette krav til dommeren:»jeg beder dig indstændigt, for dit hus frelses skyld, at du, før jeg kastes for vilddyrene, befaler at jeg skal bevares uberørt 232 under en pålidelig kvindelig vogter.«en rig fribåren kvinde i slægt med Caesar, ved navn Trifena, accepterede at vogte hende og overgive hende uantastet 233 til at blive ædt af vilddyrene. Da vilddyrene fra deres indelukker blev ført ind på arenaen, anbragte man Tecla oven på en løve og bandt hende sammen med vilddyret. Men løven, der sad med jomfruen over sig, vendte hovedet og slikkede hendes fødder. Dette mirakel forbløffedes folket over, mens Trifena samtidig ventede noget sådant. Da et skilt blev båret foran pigen med inskriptionen Tecla krænker guderne, råbte kvinderne samt deres børn:»o Gud, der gøres uret i denne by.«og på ny bragte Trifena hende, med dommerens tilladelse, tilbage fra skuet. Men da hun kom hjem med hende, græd hun over at hun næste dag skulle udlevere hende 234 og hun sagde:»min datter Tecla, bed for mig og for mit hus til den gud, som du tjener og for hvis skyld du udholder trængsler.«da løftede Tecla straks røsten og sagde:»o du Gud Kristus, som er den højeste Faders søn, giv Trifena efter din vilje det hun ønsker, for at hun kan opnå det evige liv.«da Trifena hørte dette, græd hun af glæde Da det var blevet morgen, kom Alexander hen til Trifenas hus, krævede atter Tecla udleveret og sagde:»prokonsulen sidder allerede på sin plads og folket presser os, udlevér hende der har krænket guderne så hun kan blive ført bort, hende som du véd er dømt af dommerne til at blive kastet for vilddyrene.«overvældet af sorgen overøste Trifena Alexander med råben og jog ham bort fra sig og sagde:»du Teclas Gud, hjælp hende din tjenerinde.«og mens hun således bad, kom der andre, udsendt af dommeren, som skulle føre Tecla bort. Men Trifena lod hende ikke føre bort 236 af mændene, men tog hende ved hånden og fulgte hende mens hun bad. Da Tecla så at hun græd, bad hun selv og sukkende sagde hun til Gud:»Du Herre min Gud, som jeg tror på og til hvem jeg har min tilflugt, som befriede mig fra ilden, beløn Trifena fordi hun har medlidenhed med din tjenerinde og fordi hun bevarede mig uberørt.«så opstod der en larmende uro af de mest forbitrede stemmer og af vilddyrenes brummen, på grund råben fra folket og fra kvinderne, der sad i amfiteatret 237, hvoraf nogle råbte:»før

17 hende der har krænket guderne ind!«, mens andre råbte:»byen vil gå til grunde på grund af uretfærdigheden! Dræb os alle, o prokonsul! Et bittert skue, en dårlig dom!«ved et vink fra statholderen blev Tecla, der var fjernet fra Trifenas hænder, klædt af, og efter at hun havde fået et skamklæde 238 på, blev hun drevet ind på arenaen. Efter at hun var kommet ind, blev der sendt løver og bjørne mod hende, og grummere end de andre en løvinde. Den løb frem og lagde sig ved hendes fødder. Da mængden af kvinder så det, satte de i med en høj råben. Så løb en hunbjørn frem, men løvinden løb den i møde og sønderrev den. Derefter var der en hanløve som var oplært til at æde mennesker og som tilhørte Alexander, og efter at løvinden havde grebet om den, faldt den om sammen med hanløven og døde. Da lød der højlydt råben fra kvinderne, fordi løvinden, Teclas forsvarer, var omkommet Så sender de endnu flere, og forskellige, vilddyr ind 240, mens Tecla stod stille i bøn med fremstrakte hænder. Men da bønnen var slut og hun vendte sig, så hun et stort bassin, fuldt af vand, som var i amfiteatret 241 og hvori der var talrige store slanger. Da kvinderne så at hun ville stige ned i det dybe vand, jamrede de højt og bad hende om ikke at kaste sig i bassinet, så selv dommeren fik tårer i øjnene på grund af folkets sorg. Men hun troede fast på at ifølge Herrens løfte ville hun ikke blive skadet af slangerne 242, og idet hun gjorde korsets tegn og påkaldte treenigheden 243, kastede hun sig i vandet, og straks døde slangerne, knust af en ildsky, og blev sammendynget i en del af det dybe vand. Så forlangte folkets grusomhed, som ikke var blevet formildet ved dette syn, at der skulle sendes grummere dyr ind. Og de blev sendt ind. Men da Tecla ikke blev rørt af disse, sagde Alexander til dommeren:»jeg har nogle meget vilde tyre. Dem vil vi binde hende til, hvis du befaler det.«og dommeren sagde med trist stemme:»gør hvad du vil.«og man bandt hende med spredte ben mellem to tyre, med hovedet vendt mod jorden. Og på rebene bandt man ved dyrenes lysker gloende jernspidser 244, for at dyrene, som hurtigere blev vilde, straks med et hastigt spring kunne sønderrive den bundne kvinde. Men det gloende jern brændte rebene og med løsnede bånd var jomfruen uskadt, mens tyrene i smerten fra ilden løb vildt omkring. Da Trifena så dyrene adskilt løbe gennem arenaen, og hun troede at Tecla var sønderrevet, mistede hun bevidstheden, så alle sagde:»trifena, kejserens slægtning, er død.«ved dette rygte blev prokonsulen forfærdet, byen blev bestyrtet, så Alexander, der så sig selv og byen i fare, indstændigt bad:»løslad Tecla.«Man frygtede at Cæsar skulle erfare, at hans slægtning Trifena var afgået ved døden i amfiteatret Derfor kaldte prokonsulen Tecla, der stod midt blandt de vilde dyr, frem og spurgte:»hvem er du og hvad er din stand, og hvad er din kunnen og din opgave, siden ingen af de vilde dyr formåede at skade dig?«hun svarede:»jeg er den levende Guds tjenerinde. Jeg er af den stand at jeg har fået den tro at Guds søn er en gud, ved hvis magt jeg beskyttes, således at ingen vilddyr kan æde mig. Fordi Han er frelsen, afgrænsningen af frelsen 247, og muligheden for udødelighed. Han er roen i det urolige, han er tilflugtsstedet for de betrængte, den trofaste beskyttelse for dem der er spredt blandt fremmede, og - for at sige det enkelt - den der ikke tror på Ham, skal ikke leve, men dø for evigt 248.«Da prokonsulen havde hørt dette, befalede han forfærdet at hente Teclas klæder og give hende dem på. Før hun tog imod tøjet, sagde hun:»han der satte mig nøgen blandt vilddyr, Han vil selv på dommens dag give klædning til frelsen 249.«Da hun havde modtaget tøjet, blev hun klædt på, og straks udstedte dommeren en befaling:»jeg frigiver til jer Guds Tecla, Tecla der dyrker fromheden.«da lovpriste kvinderne som med én røst Gud og sagde:»én er den Gud som frelser Tecla«- således at byen rystedes ved deres stemme. Og da Trifena hørte

18 lyden, kom hun løbende og sagde glad:»nu tror jeg at de døde vil opstå - Tecla ser jeg leve, efter så mange muligheder for at hun kunne have været død. Kom, min datter Tecla, gå ind i mit og dit hus.«og da Tecla var gået ind, hvilede hun hos hende nogle dage og forkyndte troens ord, således at de fleste i Trifenas hus lod sig omvende til kristendommen. Derefter drog hun afsted til Seleucia, prydet med Kristi rigelige nåde: med jomfruelighed, martyrium, evnen til helbredelser. Og da hun havde oplyst mange så de blev omvendt ved hendes eget eksempel, sov hun fredeligt ind i Kristus 250, som lever 251 med Gud Fader i Helligåndens enhed gennem evighedernes udødelige evigheder. Amen. Passio sanctae Theclae uirginis. Epitome IV. Latin Sub Nerone Romanorum principe Paulus apostolus uerbum dei euangelizando orienti praedicabat. Cui credidit puella quaedam nobilis uirgo Tecla nomine, ciuis Iconiensis. Quae cum audisset Paulum laudantem uirginitatem, amplexare eum coepit 254. Habebat enim sponsum, renuntiauit nuptiis. Irata mater eius adorsa 255 iudicem 256 ita accusare filiam coepit: Christiana est, nubere cum sponso suo non uult. Ardeat quia sponsum refutat, ardeat quae legi repugnat, in theatro 257 conburatur quae iura contaminat, ut omnes mulieres terreantur. Ad cuius preces proconsul iudicauit Teclam igne cremandam, et statim ipse cum populo abiit ad theatrum, spectaturus crudelem necessitatem 258. Tam iuuenes itaque quam uirgines adtulerunt ligna et fenum, ut Tecla arderet. Et cum inducta esset lacrimatus est iudex admirans eius constantiam, quae mallet incendio exuri quam contra propositum suum maritum accipere Admonentibus ergo incendii apparitoribus ut struem lignorum ascenderet, facto in fronte crucis signo dominicae pyram ascendit, et subpositus ignis cum conprehensis lignis in maius cresceret, non eam tetigit; sed deus misertus illi sonum subterraneum fecit 260, quo dehisceret rogus, et de superno ros ueniens aqua sua et ignem extingueret 261 et theatri aluum compleret, et multi periclitarentur necati ex his qui prope pauimentum sedebant. Et ita extincto igne Tecla ab incendio liberata discessit. Et cum agnouisset ubi Paulus apostolus hospitaretur, abiit ad eum et inuenit eum. Quae causa fidei omnia mundana relinquens haerebat Paulo. Videntes ergo Teclam gauisi sunt quod eam dominus de incendio liberasset, et epulati sunt in donis dei; habebant enim panem et olera et aquam. Quae post sex dies percipiebant, quibus se in ieiuniis et uigiliis et orationibus pro Tecla adflixerant, ut eam dominus de impiorum manibus erueret Post haec Syrus quidam Alexander nomine, uir potens, agnoscens Teclam quod esset Christiana, obtulit eam iudici dicens: Ista puella Christiana est. Quam cum interrogasset proconsul si ita esset ut accusabatur, et illa respondisset alacri uoce Christianam se esse, condemnauit eam bestiis subrigendam 263. Sed mulieres quae praesentes erant exclamauerunt: O malum iudicium, o iniustum praeceptum. Ipsa autem Tecla postulauit a iudice dicens: Adiuro te per salutem domus tuae ut antequam bestiis obiciar iubeas me sub fidelem custodiam castam seruare. Matrona quaedam diues ex propinquitate Caesaris nomine Trifena accepit eam custodiendam, traditura integram ad deuorationem ferarum. Cum itaque productae de caueis bestiae inducerentur arenae, posuerunt Teclam super leaenam conligantes eam bestiae. Sed leaena sedente supra se uirgine obuerso capite lambebat pedes eius. In quo miraculo stupuit populus, Trifena quoque rem simul expectante. Cum titulus portaretur ante puellam scriptus»tecla sacrilega 264 «, mulieres cum

19 filiis suis clamabant: O deus, iniqua fiunt in hac ciuitate. Et iterum Trifena permittente iudice tulit eam de pompa. Cum ergo rediret cum illa ad domum flebat quod esset die altera traditura 265, et dixit ad illam: Filia mea Tecla, ora pro me et pro domo mea ad deum cui seruis et pro cuius amore tribulationes sustines. Tunc illa incunctanter leuauit uocem et dixit: Deus Christe, qui es patris altissimi filius, da Trifenae quod sibi secundum tuam uoluntatem optat, ut uitam consequatur aeternam. Haec cum audisset Trifena de gaudio fleuit Facto autem mane uenit Alexander ad domum Trifenae repetens Teclam et dicebat: Iam proconsul sedet et populus urget nos, trade abducendam sacrilegam, quam nosti iudicum sententia ad bestias condemnatam. Tunc Trifena dolore stimulata ingessit se Alexandro cum clamore et fugauit eum a se, et dixit: Deus Teclae, tu adiuua ancillam tuam. Et adhuc illa inplorante et orante uenerunt alii a iudice missi qui ducerent Teclam. Sed Trifena non ferens eam a uiris abduci, adprehensa manu eius ibat cum illa plorans. Quam uidens Tecla lacrimantem et ipsa plorans et ingemiscens ad deum dixit: Domine deus, cui ego credo et ad quem confugio, qui eruisti me de incendio, redde mercedem Trifenae pro eo quod conpatitur ancillae tuae et pro eo quod me seruauit intactam. Tumultus itaque amarissimarum uocum fiebat et frendor bestiarum ex clamore uulgi ac mulierum simul in arena 267 sedentium, quorundam dicentium: Inducatur sacrilega, alii uero: Pereat ciuitas super iniquitate; interfice omnes nos, o proconsul. Amarum spectaculum, malum iudicium. At uero Tecla nutu principis e manibus Trifenae abrepta expoliata est, et accepto circum uerenda campestri inpellitur stadio 268. Post cuius ingressum inmittuntur leones et ursi contra eam et acerbior ceteris leaena; quae praecurrens ad pedes eius accubuit. Quo uiso turba feminarum mugitum dedit. Inde cucurrit ursa; sed leaena obuians scidit eam. Post haec leo doctus homines comedere, qui erat proprius Alexandri: et hunc conplexa leaena cum ipso ruit, et mortua est. Tunc leuauerunt uocem mulieres, quod defensatrix Teclae leaena interisset Tunc inmittunt conplures alias et uarii generis feras, cum illa staret expansis in orationem manibus. Sed finita oratione conuersa uidit fossam grandem quae erat in stadio plena aqua, habentem serpentes grandes et multas. Quam cum uiderent mulieres uolentem descendere in gurgite plorauerunt clamantes et rogantes ne se iniceret fossae, ita ut et iudicem ad lacrimas prouocaret luctus populi. Sed illa credens se secundum promissionem domini a serpentibus non laedi 270, signans frontem cum inuocatione sanctae trinitatis iniecit se aquae, et protinus serpentes nube ignea oppressi mortui sunt et in unam gurgitis partem congesti. Igitur crudelitas uulgi nec hoc spectaculo mitigata petiebat atrociores bestias mitti. Et missae sunt. Sed cum nec ab his tacta fuisset, Alexander dixit ad iudicem: Tauros habeo ualde feroces, his eam inligari si iubes faciemus. Et iudex moesto sermone: Facito, ait, quod uis. Et inligauit eam diuaricatis pedibus inter duos tauros, merso ad terram capite. Et in ipsis funibus substrinxit inter ilia animalium ferri candentis ueros 271, ut acrius efferata saltu rapido cito discerperent uinctam. Sed ferrum candens conbussit funes et solutis uinculis uirgo remansit inlaesa, discurrentibus prae dolore incendii tauris. Trifena autem cum uidisset animalia a se disiuncta currere per arenam, putans iam Teclam fuisse disruptam, exanimata est, ut omnes dicerent: Mortua est Trifena imperatoris propinqua. Quo rumore exterritus proconsul, ciuitas conturbata, Alexandro quoque pro suo et ciuium periculo exorante: Dimitte liberam Teclam. Verebatur enim ne perueniret ad Caesarem Trifenam eius cognatam in arena fuisse defunctam.

20 Vocauit ergo Teclam proconsul de mediis bestiis et interrogauit dicens: Quae es tu et cuius condicionis cuiusque artis uel operis, quod nulla te bestiarum laedere quiuit? Et illa respondit: Ego dei uiui sum ancilla: huic subiaceo condicioni, quod credidi deum esse filium dei, cuius uirtute protegor, ut nulla me ferarum carpere possit. Quia hic est salus, salutis terminus 273 et uitae inmortalis facultas; hic est fluctuantium quies, hic tribulatorum confugium, disperatorum fida protectio, et, ut simpliciter dicam quia: qui in isto non crediderit, non uiuet, sed morietur in aeternum 274. Haec cum audisset proconsul territus iussit exhiberi uestimenta et indui Teclam. Quae antequam acciperet dixit: Qui me operuit nudam in medio bestiarum positam, ipse in die iudicii teget salute 275. Et susceptis uestibus induta est, et cito iudex dedit edictum dicens: Teclam dei, Teclam pietatis cultricem relaxo uobis. Tunc mulieres quasi ex uno ore laudem dederunt deo dicentes: Vnus deus qui Teclam saluat; ita ut a uoce earum moueretur ciuitas. Et cum Trifena audisset sonum occurrit gaudens et dicens: Modo quod mortui resurgunt credo: Teclam uideo post tantas mortis occasiones uiuere. Veni, filia Tecla, ingredere domum meam et domum tuam. Et ingressa cum illa requieuit apud eam paucis diebus, docens uerbum fidei, ita ut plurimi in domo Trifenae fierent Christiani. Inde abiit Seleuciam, decorata multiplici gratia Christi: uirginitate, martyrio, sanitatum efficacia. Et cum multos inluminasset conuersationis suae exemplo, cum somno pacis migrauit ad dominum 276 : qui uiuit 277 cum deo patre in unitate spiritus sancti per inmortalia saecula saeculorum, amen. To middelalderlige versioner af samme Thecla-epitome. Herunder bringes en sammenstilling af Holzheys og Gebhardts versioner af det Gebhardt kalder epitome IV. Gengivelserne kan, hvad ortografien angår, næppe i detaljer svare til de håndskrifter der ligger til grund for udgivelserne. Læsere der er fortrolige med middelalderlatin, vil vide at klassisk latin ae (eller æ) og oe (eller œ) i middelalderen normalt gengives ved e, f. eks. klassisk latin quaedam/ quædam middelalderlatin quedam; klassisk latin coepit/ cœpit middelalderlatin cepit. Her ses at Gebhardt systematisk har normaliseret til klassisk latinsk skrivning, mens det hos Holzhey virker mere tilfældigt. Hvordan en forskellig opfattelse af sætningernes sammenhæng kan ytre sig, fremgår klart af den første halve snes linjer. Holzhey: Passio Sancte Tecle Virginis sub Nerone principe Romanorum. 1. Paulus apostolus verbum dei evangelizando orienti predicabat. Cui credidit puella quedam nomine tecla, nobilis virgo, civis Iconiensis. Que cum audisset Paulum laudantem virginitatem et pudicitiam, cepit eam amplexari, et mox renuntiavit nuptiis, habebat enim sponsum. Irata autem mater eius adorsa iudicem ita accusare filiam cepit: Christiana est, nubere Gebhardt: Passio sanctae Theclae uirginis. 1. Sub Nerone Romanorum principe Paulus apostolus uerbum dei euangelizando orienti praedicabat. Cui credidit puella quaedam nobilis uirgo Tecla nomine, ciuis Iconiensis. Quae cum audisset Paulum laudantem uirginitatem, amplexare eum coepit. Habebat enim sponsum, renuntiauit nuptiis. Irata mater eius adorsa iudicem ita accusare filiam coepit: Christiana