2. påskedag 6. april 2015

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: På vej med Jesus Salmer: 234, 222; 245, 217 Evangelium: Luk. 24,13-35 Det Gamle Testamente er en lukket bog for mange kristne. Det er en del af Bibelen som de ikke kender og heller ikke forstår ret meget af. Men det er en skam, for den der bliver fremmedgjort for Det Gamle Testamente, bliver også fremmedgjort for Det Nye Testamente. For selve fundamentet for det budskab vi finder i Det Nye Testamente, ligger i Det Gamle. I begyndelsen af Romerbrevet skriver Paulus derfor at evangeliet om Jesus er hvad Gud "forud har lovet ved sine profeter i de hellige skrifter" (Rom. 1,2) Og det er det samme som Paulus henviser til, da han skal forsvare sig over for kong Agrippa. Han understreger at det ikke er noget nyt han kommer med: 1

2 "Og nu står jeg og skal dømmes for håbet om det løfte, som Gud gav vore fædre." (Ap.G. 26,6) De løfter der her er tale om er dem vi har i Det Gamle Testamente. For at vi skal forstå hvad de handler om, er det vigtigt at vi har det rette forhold til Det Gamle Testamente. Det lærer vi ikke af teologerne, for de er meget uenige. Vi skal i stedet for se på hvordan Jesus ser på Det Gamle Testamente. Vi skal som kristne have det samme forhold til den gamle pagts skrifter, som Jesus selv og hans apostle havde det. Teksten til i dag er en stor hjælp til at forstå hvordan vi skal forholde os til Det Gamle Testamente, for det er ved at gennemgå Skrifterne at Jesus sætter de to Emmaus-vandrere på plads. De to disciple havde forladt Jerusalem dybt fortvivlede og forvirrede. Grunden til deres fortvivlelse hører vi fra deres egen mund: Når de vil forklare Jesus (som følges med dem, uden at de ved hvem han er) hvad der er sket, siger de, at de havde "håbet at det var ham der skulle forløse Israel", dvs. at han var den lovede Messias. Men nu var han blevet henrettet på den mest grufulde måde to dage tidligere. Efter deres mening betød det at Jesus ikke kunne være Messias. Derfor var det ikke mærkeligt at de var kommet ind i det dybeste mørke. De havde sat alt deres håb til Jesus og bygget deres liv på ham. Nu følte de sig svigtet; og deres håb brast, da han blev henrettet. Og forvirringen var blevet endnu større, da de hørte kvinderne, som havde været ude ved graven, fortælle at Jesus var opstået igen. De havde ikke ventet at Jesus ville dø; men endnu mindre havde de ventet eller forestillet sig at han ville genopstå på den tredje dag. Det er denne forvirring og fortvivlelse som Jesus tager fat på i sin sjælesorg. Han begynder med at bebrejde dem deres forkerte forhold til de hellige skrifter: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt." Det var grunden til at de ikke forstod hans frelsesgerninger. Derefter fortsætter Jesus med at hjælpe dem. Det er også en hjæp for os. For vi kan også være uforstandige og tungnemme til at tro, men alligevel så opgiver han os ikke af den grund. Tværtimod tager han sig af alle syndere, for at de kan lære ham at kende. Jesu sjælesorg over for de to vandringsmænd består i at han fører dem ind i Ordet i den gamle pagts skrifter. Så vejen til Emmaus bliver en vandring gennem Skriften. Det kan se ud som en omvej. For andre gange, hvor han åbenbarer sig for sine disciple, går han mere lige til værks, fx da han siger "Frygt ikke, det er mig" eller "Stik fingrene i naglegabene!" Han minder dem heller ikke om hvordan tre gange havde forudsagt sin lidelse, død og opstandelse. Han forklarer heller ikke med egne 2

3 ord hvad der var sket. I stedet tager han fat på en solid gennemgang af hele Bibelen. Det er fundamentet for det som Jesus havde spurgte dem om: "Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Det betyder at det ifølge skrifterne var nødvendigt at Messias skulle lide, før han fik del i Guds herlighed. Efterhånden som Jesus gennemgår skrifterne, begynder deres hjerter at brænde. De begynder at få øje på Jesus i den gamle pagts hellige skrifter. Det går op for dem at hemmeligheden ved hans person og hans gerning er gemt i Det Gamle Testamente (som vi kalder det). Lidt længere fremme i det samme kapitel hos Lukas hører vi hvordan det samme sker for de andre disciple. Efter at han har vist dem sine hænder og sin side, siger han: "Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne." (V. 44) Her sammenfatter Jesus hele sin undervisning i at han ikke har sagt eller gjort andet end det som står skrevet. Hele hans gerning og hans undervisning er forudsagt i Skriften og er intet andet end Skriftens opfyldelse. Så den undervisning Jesus gav disciplene var en hjælp til at føre dem ind i Skriften, så de kunne få øje på de hemmeligheder, der var gemt der. Jesus kom altså ikke med noget nyt angående Det Gamle Testamente. Tværtimod lagde han stor vægt på at understrege at hele hans gerning udsprang af Det Gamle Testamente. Sådan sagde han fx i Bjergprædikenen: "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde." (Matt. 5,17) De ord var sagt for at modsige farisæerne, som anklagede Jesus for at ville afskaffe loven og gøre den ugyldig. Jesus siger her at det ikke er tilfældet. Tværtimod er hele hensigten med hans komme at fuldbyrde Guds ord i Det Gamle Testamente. Trods al Jesu belæring og bibelundervisning genkender de to disciple på vejen ham ikke, men til sidst når de frem til målet, landsbyen Emmaus, og da er det ved at være sidst på dagen. Det de har hørt får dem til at invitere Jesus til at spise til aften sammen med dem. Han går med ind og sætter sig til bords med dem. Så tager han brødet, velsigner det, bryder det og giver dem det. I selv samme øjeblik åbnes deres øjne, og de genkender ham. De genkender ham i et kort glimt, før han bliver usynlig for dem. Og nu forstår de, hvorfor det som lød i skrifterne, og som var blevet udlagt for dem, havde kunnet brænde i deres hjerter: Det var jo ham. Han var virkelig opstanden. 3

4 Selv om det allerede var ved at blive mørkt, vendte de straks tilbage til Jerusalem, tilbage til de elleve disciple og alle de andre, som var sammen med dem. Her var Jesus også blevet set af Simon Peter. Og så snakkede de om hvordan de havde genkendt ham. De havde genkendt ham, da han brød brødet; de havde genkendt ham i nadveren. Det havde åbnet deres øjne. Nu begyndte de at forstå, hvad der var sket. De begyndte at ane det. På en eller anden måde var der en mening bag det hele. Kunne det virkelig være sandt? Jesus var jo blevet svigtet! Selv de allernærmeste havde vendt ham ryggen; de havde fornægtet ham og gemt sig og været bange. Og han var blevet pint og korsfæstet og havde til sidst skreget på korset. Så kunne det godt være at nogle mente at han havde sagt: "Det er fuldbragt", men havde han ikke bare ment: "Det er ude med mig!"? Og kunne det virkelig passe, at sætningen "min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" - at den sætning ikke skulle forstås bogstaveligt, men som en del af en salme der udtrykte grænseløs tillid til Gud? Kunne der være en mening med alt det? En eller anden mening måtte der være, for han som havde været død, var nu levende igen og havde vist sig for dem. Det tog tid for disciplene at forstå hvad der var sket, og endnu er der vel ingen der rigtig kan forstå det? Jesu Kristi liv og kærlighed er stærkere end døden. Og det er hans liv og kærlighed til os, der overvinder vores død. Vores død er, at vi gør oprør mod Gud og kun vil tro på os selv. Men vi kan ikke i egen kraft stå som retfærdige overfor Gud. Derfor er det, at Jesus, den retfærdige, satte sig i vores, de uretfærdiges, sted. Han valgte at blive det som han ikke var: en synder. Ved at dele menneskers vilkår, være som et menneske og dø som et menneske gav han sig selv til os. Det er det salige bytte: at Guds Søn tager uretfærdigheden på sig, for at vi må stå som retfærdiggjorte; at Guds Søn lader sig binde, for at vi må blive løst; at Guds Søn døde, for at vi må leve. Gennem bibel-ordet og nadveren var det at Jesus gav sig til kende for sine disciple, så de kunne se, hvem han var. I samme øjeblik forsvandt den bedrøvelse der fuldstændig havde lammet dem. Sorgen blev forvandlet til en opstandelsestro og en opstandelsesglæde, som satte dem i bevægelse. De måtte dele dette med de andre disciple. Ved hjælp af forkyndelsen af Guds ord og nadveren fik de to disciple et møde med Jesus. Den kristne kirke har lige siden haft de to ting som sine kendetegn. Prædikenen til mennesker som vandrer uden håb. Og nadveren til dem, som har fået håbet tilbage gennem udlægningen af Skriftens ord i prædikenen. 4

5 Men nu skulle disciplene lære at Jesus kunne være dem nær, uden at de så ham. Selv om han var usynlig, så vidste de, at han var der. Sådan oplevede de første disciple det gang på gang i de 40 dage, der gik, fra Jesu opstandelse og indtil hans himmelfart. I det ene øjeblik ser de ham, og i næste øjeblik er han borte. Alt sammen for at lære os, at når han opstod fra de døde var det mere end en sejr over sin egen død. Der var ikke blot tale om at en død var blevet levende, men om at den korsfæstede lever. Han lever og er her iblandt os i dag. Mange gange har vi det sådan, at vi mest ligner de to vandrere på vej til Emmaus. Vi lever, som om Jesus har forladt jorden og overladt den til os selv. Derfor er vi bedrøvede. Men Jesus vil slå følge med os. Igennem dåb og nadver og igennem ordets forkyndelse, følges han med os, for at vi skal mærke hans opstandelseskraft, der virker i enhver der tror på ham. "Herren er virkelig opstanden" med det råb mødte disciplene hinanden, da de kom til Jerusalem det var den erfaring de alle havde både dem, der var blevet i Jerusalem og dem, der havde været turen til Emmaus og tilbage igen. Sådan kan vi også hilse hinanden i dag Herren er virkelig opstanden! Amen. 5