Udsigten til krigen kan bane vej for en fredelig bsning af Irak-krisen

Transkript

1 Udsigten til krigen kan bane vej for en fredelig bsning af Irak-krisen DUPI Research-briefnr. 14 af Peter Viggo Jakobsen, Lektor, Ph.D., Institut for Statskztndskab, KU Oktober 2002 En krig med Irak bliver i stigende grad anset for at være uundgåelig både herhjemme og i udlandet. Som fnlge heraf er kritikken af Bush-administrationen taget til ikke mindst i Europa, hvor den britiske premierminister Tony Blair er ene om at give amerikanerne utvetydig stme - en politik, der i stigende grad giver ham problemer på hjemmefronten. Præsident Bush bliver hzngt ud som en sbdegal cowboy fra Texas, og især tnislen om at gå i krig uden FN har bragt sindene i kog i Europa. At krigen i stadig fleres njne synes uundgåelig, er imidlertid ikke det samme som, at den kommer. Såfremt Saddam Hussein også får opfattelsen af, at en krig er uundgåelig, hvis han fortsat undlader at samarbejde, kan det tværtimod bane vejen for en fredelig lnsning på konflikten på FN's præmisser. Arsagen er, at det vil give ham et klart incitament til at efterleve FN's sanktioner for at undgå en krig, som vil fnre til hans fald. Det paradoksale ved den nuværende situation er, at modstanden mod Bush-administrationens hårde kurs kan få den utilsigtede effekt, at den g0r både krig og amerikansk enegang mere sandsynlig. Bush-administrationens hårde kurs udgnr nemlig en nedvendig forudsætning for at opnå en fredelig lnsning på konflikten på FN's præmisser. Saddam Hussein har konsekveiit overtrådt de våbenhvilebetingelser, soin udstikkes i resolution 687 fra april og han gjorde også sit yderste for at forhindre FN's våbeninspektnrer i at udfnre deres arbejde, indtil han til sidst tvang dem ud i slutningen af Det internationale samfund har uden held bnigt alle pressionsmidler, bortset fra truslen om militær invasion, for at fa den irakiske leder til at efterleve FN's resoliitioner.' Selv de omfattende okonoiiiiske sanktioner, der har bragt den irakiske nkonomi på saininenbniddets rand og pifnrt civilbefolkiiingen store lidelser, har ikke haft den otiskede effekt. b For en glimrende gennemgang se 1ntcrnation;il Institotc for Strategic Studies (2002). //.X7 Slr<riegic Do.s.sici- --. /ru<, '.s FV~wpon.s o/ i40.s.s Destrtlcrion: A Net As.?e,ssrriertt (1.ondon:IISS).

2 Forklaringen er, at Saddam Hussein kæder anskaffelsen af massesdelzggelsesvåben sammen med sin egen overlevelse, og det betyder, at den eneste form for pression, som vil gme det fordelagtigt for ham at opgive dette mål og efterleve FN's krav, er en trovzrdig trussel om at vælte ham, såfremt kravene ikke efterleves. En sådan trussel blev fremfart i przsident Bushs tale til FN's generalforsamling den 12. september i år. FN fik at vide, at USA om nadvendigt var rede til at gå i krig uden mandat, og beskeden til Baghdad var, at USA ville vzlte regimet med magt, hvis det ikke indstillede sit masseadelæggelsesvåbenprogram og efterlevede alle FN's resolutioner. Det irakiske svar var både prompte og forudsigeligt: FN's våbeninspektarer kunne pludselig få lov at vende tilbage og genoptage deres arbejde. Siden da har Bush-administrationen, assisteret af Storbritannien, fortsat arbejdet med at gare truslen om krig trovzrdig. Den politik, som administrationen har fart, har været helt efter bogen i så henseende. Trusien om krig og "regime-forandring" er blevet kommunikeret klart og konsistent: - Administrationen har fejet enhver modstand til side både ude og hjemme og gjort klart, at den vil gå i krig, hvis Saddam Hussein ikke efterlever FN's krav. - Angrebsplaner er blevet lakket til pressen. - Opbygningen af tropper og materiel i den Persiske Golf er begyndt. - De britiske og amerikanske fly, der håndhzver flyveforbuddet over dele af Iraks luflrum, er begyndt at angribe de irakiske luftforsvarssystemer. - Pentagon har taget skridt til at træne 1.O00 irakere, der skal fungere som tolke og spejdere for de amerikanske styrker i tilfzlde af krig. - En plan om at sætte Irak under militzr administration, når krigen er vundet, er ligeledes blevet lzkket til pressen. - Bush-administrationen har presset på for at fa vedtaget en FN-resolution, som automatisk tillader brug af militær magt, såfremt styret i Baghdad ikke indvilliger i at efterleve alle FN's resolutioner og giver våbeninspektsrerne uhindret adgang overalt i Irak inden for en nzrmere bestemt tidsfrist. Administrationens fremgangsmåde har varet alt andet end diplomatisk. Den har ssgi at nedtrumle enhver modstand i Kongressen og i FN ved at true med at handle p2 egen hand, hvis den ikke fik sin vilje. Det har ikke overraskende skabt modstand og bitterhed bede ude

3 og hjemme, men det har samtidig haft den effekt, at hulens troværdighed er blevet maksimal. Bush-administrationen har efterladt det indtryk, at den er mere end villig til at gå hele vejen og vælte Saddam Hussein med militær magt. Resultatet er, at krigen af mange nu anses for uundgåelig. Dette indtryk er ikke mindst blevet underbygget af Bushadministrationens krav om en ny FN-resolution, som automatisk giver mulighed for at bmge magt, hvis den irakiske leder ikke makker ret. Set i et pressionsperspektiv er den amerikanske politik imidlertid logisk, og hvis amerikanerne havde faet deres vilje i FN, ville Saddam Hussein være blevet præsenteret for et klart ultimatum: overgiv dig inden en bestemt dato, eller g5r dig klar til krig. En sådan resolution ville paradoksalt nok have maksimeret sandsynligheden for, at konflikten blev last med fredelige midler på FN's præmisser, fordi den ville have gjort det attraktivt for den irakiske leder at give efter. Han ville ikke længere have kunne klynge sig til håbet om, at Frankrig, Kina og Rusland endnu en gang ville redde hans skind og modsætte sig bmgen af våbenmagt, fordi han havde givet nogle taktiske indrammelser. Han ville have været mdt til at vælge mellem accept af FN's krav og krig. De seneste meldinger fra FN tyder på, at Sikkerhedsrådet i stedet v~lger en to-trinsmodel, hvor magtanvendelse vil kræve to resolutioner og ikke kun een, som amerikanerne har ansket. Resultatet vil dog efter al sandsynlighed blive det samme i sidste ende alligevel. Saddam Hussein vil spille sit sædvanlige spil for at se, om han kan slippe af sted med nogle fa taktiske indr~rmmelser. Baghdads manglende vilje til at efterleve FN's krav vil så fa amerikanerne til at forlange en ny resolution, der giver mandat til at bruge magt. Den vil de fa, da det vil være vanskeligt for de avrige medlemmer at stritte imod, hvis Saddam Hussein ikke samarbejder. Vi vil så være i samme situation, som hvis amerikanerne havde fået deres vilje: Saddam Hussein er tvunget til at vælge mellem krig og samarbejde med FN. Forst da har den irakiske leder et reelt incitament til at samarbejde, og derfor vil sp~rgsmålet om krig og fred ikke blive afgjort, far han bliver præsenteret for et utvetydigt ultimatum, der giver en tidsfrist til at efterleve FN's krav. Den irakiske leder vil fortsætte med at slå sig i tajret, så længe han ikke er overbevist om, at manglende samarbejdsvilje vil blive straffet ined krig. Er en trovardig trussel om krig nok til at skabe fred? Nej, desvzme vil udsigten til krig ikke være nok til at få Saddani Hussein til at efterleve FN's krav. En accept af FN's krav må ossi pres attraktiv. Elvis den irakiske leder tror, at Bush-

4 administrationen vil fortsætte sine bestræbelser på at vælte ham, uanset hvad han gar, har han ikke noget incitament til at samarbejde. I så fald vil det være rationelt for ham at gå i krig og håbe på det bedste. Washingtons pres på Baghdad må derfor suppleres med forsikringer og guleradder, der ager Saddam Husseins incitament til at samarbejde. Den irakiske leder skal som minimum tilbydes troværdige lafter om, at Bush-administrationen vil undlade at angribe Irak, undlade at smge at vælte ham med andre midler og gå med til at hæve FN sanktioner, såfremt han op@lder alle FN's krav betingelseslast. Disse Imfter skal ideelt set indgå i den FN resolution, som godkender bmg af magt, hvis styret i Baghdad ikke samarbejder. En resolution, der troværdigt truer med at straffe manglende samarbejdsvilje med krig men samtidig lover at belanne samarbejde med at frede regimet og hæve FN's sanktioner, vil maksimere sandsynligheden for at opnå en fredelig lmsning på konflikten på FN's præmisser. Bush-administrationens hårde kurs har tilvejebragt den troværdige trussel, men spmrgsmålet er, om den også vil være villig til at give de troværdige lailer? Ved farste mjekast ser oddsene ikke gode ud. Bush-administrationen har gentagne gange gjort det klart, at dens mål er at vælte styret i Irak, og den har ikke ville melde klart ud, hvorvidt den vil acceptere regimets fortsatte eksistens, hvis Saddam Hussein vælger at samarbejde. Historisk set har Bushs forgængere heller ikke været villige til at kombinere stok og gulerod i deres politik over for Irak. Både Bush senior og præsident Clinton benyttede sig udelukkende af stokken og n~gtede at bmge guleradder og forsikringer i deres bestræbelser på at fa Saddam Hussein til at efterleve FN's resolutioner. Fomd for Golfkrigens start kunne den irakiske leder således ikke fa garantier for, at han kunne blive ved magten, og at FN's sanktioner ville blive Iaftet, hvis han til gengæld trak sig ud af Kuwait.' Det er derfor svært at forestille sig, at Bush-administrationen vil gå med til at give sådanne lafter, medmindre den bliver presset til det af de avrige permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet og USA's allierede i NATO. Et sådant pres burde have gode chancer for at virke af to årsager. For det farste ville sådanne Irafter fra Washingtons side gare en eventuel krig endnu mere legitim. Det ville svare til, at Bush-administrationen går "den ekstra mil for fred", som Bush senior gjorde fomd for Golfkrigen ved at lade de amerikanske og irakiske Se Jakobsen, Peter Viggo (1998). CVester-n U.sr of Cotrrcive tile Cold War: A Challenöe,for T11eoy lind I'rocrice (tloundrnills: Macrnillan), pp ; Jakobsen, Peter Viggo (2000), "Reinterpretin:: thc Western Use of Cocrcion in Bosnia-Herccgovina: Assurances and Carrots Wcrc Cmcial", fie.j«iirnnl <!f Smte~ic Stiidie.~. Vol. 23. No. 2. June. p. 2.

5 udenrigsministre mdes i Geneve umiddelbart inden krigens start. Et sådant skridt ville gnre det sv~rt for andre lande ikke at stme en eventuel hg. For det andet er det svært at forestille sig, at Bush-administrationen virkelig skulle foretrække h g frem for en total irakisk efterlevelse af FN's krav. De nkonomiske omkostninger ved en krig vil være astronomiske, og Japan og Tyskland vil ikke betale gildet denne gang, som de gjorde under sidste Golfkrig. Hertil kommer de risici, en krig vil indebzre, da Saddam Hussein må forventes at være parat til at imdegå et angreb på Irak med de biologiske og kemiske våben, han menes at råde over. Kan troværdige trusler og guleredder forhindre krig? En FN-resolution stnttet af Bush-administrationen, som indeholder både tmsler og gulerndder vil ikke garantere fred - den vil kun maksimere sandsynligheden for en fredelig lnsning. Det er stadig muligt at forestille sig tre scenarier, hvor Saddam Hussein vælger at risikere en h g frem for samarbejde. I det fnrste scenane går det galt, fordi han ikke stoler på Bush- administrationens lnfter om at frede hans regime og hzve FN's sanktioner. Et sådant udfald er absolut muligt i lyset af, at den gensidige tillid mellem Washington og Baghdad er på nulpunktet. I det andet scenane går det galt, fordi Saddam Hussein vælger at gamble og håbe på, at nogle fa indrci~mmelser og et begrænset samarbejde med våbeninspektnreme endnu en gang vil vzre tilstrækkeligt til forhindre bmgen af våbenmagt. Hans hidtidige erfaringer med våbeninspektnreme kan gnre ham tilbwjelig til at tage chancen, men denne fristelse vil givetvis mindskes af hans totale nederlag i Golfkrigen og den skzbne, som siden hen overgik Milosevic og Taleban-regimet. Endelig er der den mulighed, at han forfalder til nnsketznkning og bilder sig selv ind, at han har en chance for at komme igennem en krig og fortsat bevare magten. Risikoen herfor er til stede. Saddam Hussein er omgivet af rådgivere, som ikke tnr andet end at fortælle ham det, han nnsker at hare. Chefen for den irakiske efterretningstjeneste under Golfkrigen har berettet, hvorledes ingen dengang turde foreslå Saddam Hussein en tilbagetrækning fra Kuwait, og han giver også flere eksempler som viser, at Saddam Hussein havde en tendens til at forfalde til nnsket~nkning.' Konklusion Det er svært at spå om det endelige udfald af den nuvarende krise. For en fredelig lnsning taler det forliold, at Bush-administrationen med sin hårde kurs for fnrste gang siden Golfkrigen har przsenteret styret i Baghdad for en troværdig trussel, so111 gor samarbejde ' Se Jakobsen ( , p. 58

6 med FN rationelt for Saddam Hussein. Imod en fredelig lssning taler det forhold, at Bush- administrationen til dato ikke har været villig til at love at lade den irakiske leder beholde sin magt og at lefie FN sanktioneme, hvis han vælger at samarbejde. Det vil derfor 0ge chancen for en fredelig lnsning, hvis USA's allierede i NATO og de nvrige permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet lægger pres på Washington for at fa sådanne 10fter indskrevet i de nye FN- resolutioner, som er under udarbejdelse. En intelligent brug af stok og guler~dder vil maksimere sandsynligheden for en fredelig I~sning på FN's præmisser, men der er desværre ingen garanti for, at det vil virke. Strategien vil kun virke, hvis truslen om krig forekommer troværdig i Saddam Husseins ojne. Desværre vil en troværdig trussel også 0ge risikoen for, at han forfalder til nnsketænkning og kun ser det, han ~nsker at se. I den nuværende situation, hvor Bush-administrationen synes rede til at gå i krig, hvis Saddam Hussein ikke samarbejder med FN, rummer denne strategi imidlertid det stwste håb for fred.