Ingen Prinsesse. Men far... Jeg vil ikke være klædt ud som prinsesse!, sagde jeg og kiggede på min far.

Transkript

1 Ingen Prinsesse Men far... Jeg vil ikke være klædt ud som prinsesse!, sagde jeg og kiggede på min far. Jamen, det behøver du jo heller ikke, skat., han kiggede på mig med et tænksomt blik, Du kunne jo være en ridder, eller... EN DRAGE!, vi grinte begge. En ridder. Det ville være sjovt. Far? Hvad skal du dog være, til karnevalet?, spurgte jeg, og han tænkte sig lidt om. Så lige pludselig lyste han op. JEG skal være prinsesse!, grindede far, og jeg grinede med. Det var godt nok svært, at stoppe. Kom Madelyn. Det er ved, at være sengetid., han tog min hånd, og sammen gik vi ind på mit værelse. Han tog mig op i sin favn, og kastede mig derefter ned mellem puderne. Han lagde dynen på mig, kyssede mig på panden, og sagde godnat. Nej, vent!, sagde jeg og satte mig op, Vi har glemt, at sige godnat til mor. Min far tog sig til hovedet. Hvordan kunne vi dog glemme det?, han satte sig på min seng, og lænede sig hen mod vinduet på den anden side. Det samme gjorde jeg. Vi kiggede op mod New Orleans s stjerne himmel. Godnat, mor., hviskede jeg. Godnat, Jodie., hviskede far. Jodie var min mors navn. Far blev ved med, at kigge op på stjerne himlen. Tror du hun savner os?, spurgte jeg, kiggede væk fra stjerne himlen, og hen på min far. Jeg tror hun savner os, ligeså meget som vi savner hende., hviskede han, og trak ligeså stille gardinerne for. Han smilede til mig, men jeg var ikke overbevist om, om det mon var et trist eller et glad smil. 1

2 "Godnat, far.", jeg smilede tilbage til ham, og han gik stille hen mod døren. Han lukkede den, og rummet blev kul sort. "Godnat, mor...", hviskede jeg, og faldt i søvn. Næste morgen var stille og rolig. Ligesom alle de andre morgner. Far havde lavet morgenmad. Æg og bacon. "Ved du hvad vi skal i dag?", spurgte far, over fra køkkenet. Med munden fuld af æg, rystede jeg på hovedet. "Vi skal ud og gå en tur!", sagde far, og jeg smilede. Det er jo også rigtigt. Det er søndag. Det vil så sige gåtur-søndag. "Når, ja! Heldigvis regner det ikke i dag!", sagde jeg spiste min morgenmad færdig. Far tog af bordet, og jeg tog overtøj på. En lille mørke grøn frakke. "Kom så, far!", råbte jeg, og var allerede på vej ud af døren. "Jeg kommer! Jeg kommer!", han tabte et eller andet der lød som en gryde, og jeg fnisede en smule. "Hvad griner du af?", smilede far, og tog min hånd. Det var sandt nok en smuk dag i New orleans, og folk udenfor var glade. Eller det så det i værtfald ud til. Fra en gade en smule derfra kunne man høre jazz musikken. Jeg kiggede på de mange forskelige små piger i deres pink kjoler med sløjfer, der grinede da jeg gik forbi dem. Deres forældre sagde: "Man grinder ikke af andre!", men det var de da ligeglade med. Det var jeg sådan set også. "Hej Michael!", råbte en mand på den anden side af gaden til min far. 2

3 "Donald! Hej gamle dreng!", min far vinkede til manden, og vendte sig derefter mod mig, "Bliv her, skat.", også gik han over vejen. Han snakkede i lang tid, og jeg begyndte at kede mig lidt. De grinede og snakkede. Grinede og snakkede. "Psst!", sagde en lyd fra en smal gade ved siden af mig, "PSST!" Jeg vendte mig hurtigt om. "Hvem der?", spurgte jeg, og gik langsomt ned af sidegaden, "Hallo, var der nogen der sagde noget?" En gammel dame kom frem i lyset. Jeg trådte lidt tilbage. Hun så frisk og glad ud. Hun smilede til mig. "Hej med dig!", sagde hun, og kiggede på mig med et varmt blik. "Hej..." Jeg ville gå tilbage til far, men noget ved damen fik mig til at blive, "Er der noget jeg kan hjælpe dig med?", spurgte jeg, og damen smilede endnu større. "Det var sødt af dig spørge, mit barn... Men jeg er faktisk her for, at spørge om det samme. Hvad kan jeg mon hjælpe dig med?", sagde hun og rakte sin hånd frem. Hvad mente hun dog? Jeg gik langsomt frem, og tog tøvende hendes hånd. "Jeg tror ikke helt jeg forstår...", sagde jeg og kiggede mærkeligt på hende. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?", spurgte hun igen. Jeg kiggede på hende, som om hun var sindsyg. "Æhm? Jeg tror ikke rigtigt der er noget du kan hjælpe mig med.", jeg prøvede at løsne mit greb i hendes hånd, men hun holdte fast. "Selvfølgelig, er der noget du ønsker?", spurgte hun, og hendes smil forsvandt. Hun kiggede nu undrende på mig. Hvad jeg ønsker mig? "Ønsker? Jo, det... det er der vel...", jeg tænkte mig lidt om, og kom så på mit mest brændende ønske nogensinde, "Jeg ønsker min mor var her." Damen slap min hånd, og smilede igen. "Men hvor er din mor, dog?", spurgte hun. 3

4 "Jamen, hun er oppe på stjerne himlen. Min far og jeg husker, at sige godnat til hende værd aften. Hun hedder Jodie.", sagde jeg, og smilede. "Jeg forstår. Jeg forstår.", sagde damen, "Det er et godt ønske." Hun trak op i sine ærmer, og strittede med sine fingre. "Men husk ønsket vare kun to døgn. Ok, lad os komme igang!", råbte hun og stillede sig lidt væk fra mig. "Hvad mener du?", spurgte jeg, og begyndte at blive en smule bange for at hun var tosset. Måske var hun tosset. "Nu skal du se magi, min pige!", råbte hun. Magi? Kun få sekunder efter skød der gyldne stråler ud af hendes hænder. Jeg blev blændet og kunne ikke se noget. Jeg tog hænderne op for øjnene, og det føltes som mange minutter. Så blev der helt mørkt. "Kom så, skat... Så skal du op.", sagde en velkendt stemme. En hånd fjernede min dyne, og det blev iskoldt. Jeg vågnede langsomt. "MOR!", råbte jeg, og sprang op fra sengen. Det var mor! Damen var ikke tosset! Det var magi! Jeg sprang op i hendes favn, og begravede mit ansigt i hendes hår. Hun duftede præcis, som jeg huskede hende. "Far! Kom og se! Det er mor!", råbte jeg af mine lungers fulde kræft, og jeg kunne høre far's skridt ude fra gangen. Han åbnede langsomt døren. "Hvad sker der?", spurgte han og satte sig ved siden af mor. Kunne han slet ikke se hende? Men så, lagde han sin arm omkring hende. Han kunne se hende. "Det er jo mor!", sagde jeg og kiggede undrende på ham. "Ja, det ved jeg da godt skat.", sagde han, "Selvfølgelig er det mor." Han kyssede hende på kinden, og mor grindede. 4

5 "Hun laver sikkert bare sjov!", mor satte mig ordenligt på hendes skød, "Kom så, skat. Du skal have morgenmad, også skal vi gøre os klar til karnevalet." Wow, tænkte jeg. Tænkt, at det virkelig var hende. Lige der helt i egen levende person. Hov, vent lige lidt. Karnevalet? Var det idag? Efter morgenmaden fortalt mor, at hun havde lavet et kostume til mig. Hvor spændende! Gad vide hvad hun havde lavet! Hun kom gående hen til mig med et stort smil. "Er du klar til at se?", spurgte min mor, og jeg nikkede. Så trak hun en stor lyseblå prinsesse kjole frem. Jeg blev lidt skuffet, men jeg prøvede ikke at vise det. "En prinsesse kjole?", spurgte jeg. "Ja! Er den ikke smuk?", svarede hun og kiggede på kjolen. Jo, den var smuk. Jeg ville gå med den, men kun for hendes skyld. "Den er flot!", sagde jeg og tog kjolen. Mor hjalp mig med, at få den på. Jeg lignede faktisk en prinsesse. Der manglede kun et diadem. "Så, skat. Så er du klar.", smilede hun og trak lidt ned i min kjole. "Tak mor. Den er virkelig flot.", sagde jeg, og svingede lidt fra side til side. Den var flot, men jeg vidste ikke helt om det var det jeg ville være. Men skidt pyt med det. Mor var her. Og jeg ville gøre alt for, at gøre hende glad. Musikken lød rigtig højt på gaderne, og alle var som sædvanligt glade. De fleste piger var selvfølgelig klædt ud som prinsesse. Ligesom mig. "Hej Madelyn!", en dreng ved navn Peter, kom løbende over mod mig. "Hej Peter!", sagde jeg og hev ham med over mod min mor, "Det her er min mor! Nu kan du endelig møde hende!" Peter kiggede mærkeligt på mig, og begyndte så at grine. Jeg blev sur. Hvad var der at grine af? "Hvorfor griner du?", spurgte jeg. 5

6 "Jeg kender da godt din mor! Jeg har mødt hende tusind gange!", grinede han. Åh, ja. Damens magi havde gjordt, så det var som om at mor altid havde været her. Det skulle jeg lige vende mig til. Mor tog min hånd, og far den anden. "Se der Jodie! Der er den!", min far pegede på en af parade vognene. Min mor smilede. "Det er den minsandten!", sagde mor, "Det var den vogn din far og jeg grinede af den første gang vi mødtes." Mor forklarede hele mødet, og om hvor sjov far havde været. Far havde aldrig fortalt mig om det. "Gjorde han virkelig det?", spurgte jeg mor, der lige havde fortalt at far kom til at træde mor over tærende. "Ja, det gjorde han!", grinede mor. Far så lidt flov ud. "Sådan husker jeg det altså ikke.", sagde far og smilede. Vi kiggede videre på de smukke vogne, der kun blev smukkere og smukkere. Der blev smidt med halskæder alle vegne, og man skulle passe på at man ikke blev ramt. Mor fandt en grøn en til mig, og jeg tog den om halsen. New orleans strålede mere end nogensinde i mine øjne, og jeg var sikker på at det var mors skyld. Vi dansede og klappede til musikken, og jeg blev enig med mig selv om at der umuligt kunne findes en bedre dag end denne. Jeg ønskede at aftenen varede evigt, men da jeg begyndte gabe vidste jeg godt at det ville den ikke. "Er du træt?", spurgte far, og tog mig op sin favn. Jeg faldt i søvn så snart mit hoved ramte hans skulder. Men musikken kunne jeg stadig høre. Den næste morgen vågnede jeg selv. Men kun af ren og skær angst for, at mor ikke længere ville være her. Det var næsten stadig mørkt udenfor, kun få solstråler kom frem. Jeg listede gennem mit værelse, ud på gangen, og skulle lige kigge ind gennem døren til mine forældres værelse. Jeg åndede lettet ud. Hun sov stille ved siden af far. Et døgn 6

7 tilbage. Et døgn tilbage med mor. Jeg måtte være sammen med hende hele tiden. Derfor listede jeg ligeså stille hen til sengen, og hoppede så højt jeg kunne ind på midten af sengen. Mor vågnede med et set, og så forvirret omkring. Far (som sover som en sten) lagde ikke mærke til noget, og blev bare ved med at sove. Mor havde åbenbart ikke set mig, så hun lagde sig bare ned igen og sov videre. Jeg lavede en sur grimasse, men lagde mig alligevel til sove lige midtimellem dem... Vækkeuret ringede med sådan en høj klang, så da selv efter mor slukkede det kunne man stadig hære ringen. Denne larm havde dog vækket far. "Kom, Michael! Skynd dig op!", mor rejste sig fra sengen med lysets hastighed, og tog noget tøj fra stolen i hjørnet. Jeg kiggede forvirret på mor. "Hvad skal i?", spurgte jeg, og gabte. Mor prøvede at smile. "Det ved du da godt! Jeg skal på arbejde, og jeg fortalte dig jo at far skulle lave nogle hurtige erindringer tidlig tirsdag morgen.", svarede mor, mens far nu var løbet ud i køkkenet. Arbejde? I dag? Men så kunne vi jo ikke være sammen. "Hvad skal jeg så lave?", spurgte jeg. Mor så meget træt ud. "Far er forhåbenligt hurtigt hjemme, så du venter bare her.", hun løb (fuldt påklædt i hvad der selvfølgelig var arbejds tøj), ud til far i køkkenet. Jeg var trist, og ikke mindst skuffet. Jeg havde ventet en dag (måske endnu bedre end den igår), hvor jeg skulle være sammen med mor. Men nu kunne denne dag umuligt blive mere skuffende. Der tog jeg fejl. Far var væk næsten hele dagen, mens jeg ventede der hjemme på at mor ville komme tilbage. Hvilket jeg jo godt vidste hun ikke gjorde, eftersom at hun først har fri kl. 7. Far kom hjem med en masse undskyldninger, og spurgte om jeg kunne tilgive ham hvis han lavede min livret. Hjemmelavet gumbo. 7

8 "Ok, så...", sagde jeg med en lille gejst i stemmen. Gumbo! Endelig skete der noget godt idag. Gumbo! Måske den lækreste ret i hele verden! Mor elskede det også. New orleans var også specielist i den ret. "Det er min pige!", råbte far, og krammede mig hårdt. Jeg gispede efter vejret. Endelig slap han, grinede, og gik så ud i køkkenet. Igen. Han ville sikkert starte på Gumboen. Hoveddøren blev langsomt åbnet, og ind kom min trætte mor. Hun lignede en der ikke havde sovet i dage. Hun smed jakken på gulvet, gik direkte ind i stuen, og smed sig på den lille sofa. "Næste gang jeg siger at jeg tager på arbejde, vil du så ikke lige sige til mig skat, at det skal jeg ikke?!", spurgte hun, med ansigtet begravet i en pude. "Jo. Det skal jeg nok.", sagde jeg, men jeg vidste udemærket godt at der ikke ville være nogen næste gang. Mor kiggede frem fra puden, og smilede. "Kom her.", hun rakte ud efter mig, og jeg tog imod hånden, "Husk på at du aldrig skal være roomservice, ovre på motellet!" Arbejdede hun der? På motellet? Det er nok det arbejde der giver mindst løn i hele byen. "Du skal dele din store fantasi med verden. Ja, det skal du! Du skal ikke ende med et job som mit.", sagde hun, "Ok? Du skal ud og opleve verden. Ikke side fast her." "Men, hvad er der i vejen med New orleans?...", spurgte jeg nysgerrigt. Mor skyndte sig, at svare. "Der er absolut intet i vejen med New orleans. Faktisk, så er denne by måske den bedste by i hele verden. Og ved du hvorfor?", spurgte mor, og jeg rystede på hoved, "Fordi at lige meget hvor lang tid du er væk, eller hvor du er henne i verden, så står New orleans klar med åbne arme. Hele din familie er her. Alle dine venner er her. Og de vil aldrig svigte dig." 8

9 Efter aftensmaden (hvilket måske var det bedste måltid jeg nogensinde har haft), sagde mor at de var sengetid. De fulgte mig begge ind til sengen. Far (ligesom altid) kyssede mig på panden, sagde godnat, og gik tilbage ind i stuen. "Kan du sove godt, min skat.", sagde hun og lagde sin hånd på min kind. "Det lover jeg dig, mor. I lige måde", jeg smilede til hende, og hun smilede tilbage. Hun tog min hånd, og klemte den blidt. "Jeg elsker dig af hele mit hjerte...", sagde hun, og kyssede mig på kinden. "Jeg elsker også dig.", sagde jeg, også gik hun. Og igen blev rummet kul sort. Jeg holdte godt fast i den grønne halskæde fra karnevalet, og ønskede at damen havde givet mig mere tid. "Godmorgen, skat!", sagde en dejlig varm stemme. Jeg vågnede med et sæt, og kiggede på personen foran mig. "Godmorgen, far.", sagde jeg, men var ikke spor skuffet. Min hånd holdte stadig om den grønne halskæde. Den var her stadig! Jeg var tilbage i den normale verden, men halskæden! Den var der stadig! "Vi glemte, at sige godnat til mor i går aftes.", sagde far, med en trist stemme. Jeg kiggede på ham, og smilede stille. "Det er ok. Jeg gjorde det for os begge." Af Frida Frederikke Kofoed 9