del af lavets historieundervisning. Og det største mysterium af dem alle er hvordan Sarkanas ødemarker opstod. Områdets beboere tillægger

æs starten af...

Jeg har for nylig fundet en bog om begivenhederne under Den Sarkanske Krig, skrevet ganske kort efter dens afslutning. Det er både mærkeligt og interessant at se en beretning hvor Troldmandslavet fremstår som den grusomme fjende og jeg må sige at indtrykket af vores gamle, hæderkronede lav er alt andet end flatterende. Brev fra mester Dannyl til administrator Lorlen Magiens fremkomst og udvikling er beretningen om tilfældige opdagelser og bevidste fortielser. Det er umuligt at skrive en nøjagtig redegørelse for magiens historie uden at bortskrabe den jord hvorunder frastødende kendsgerninger længe har ligget begravet. For tyve år siden hensattes Troldmandslavet i chok ved opdagelsen af at det vi i dag betegner som sort magi engang kaldtes højmagi og blev praktiseret af alle magtfulde troldmænd. Et lige så stort chok var afsløringen af at så meget materiale i vores nedskrevne kilder er blevet ændret eller tilintetgjort. Men det er ikke alt. I skriftlige beretninger om Den Sarkanske Krig er ødelæg gelsen af Imardin således ikke nævnt med så meget som en enkelt sætning, selv om den indgår som en accepteret 5

del af lavets historieundervisning. Og det største mysterium af dem alle er hvordan Sarkanas ødemarker opstod. Områdets beboere tillægger Troldmandslavet hele ansvaret. Alligevel er der indtil nu ikke fundet en eneste beretning om hvordan det gik til. Uddrag af forordet til mester Dannyls Den Komplette Redegørelse for Magiens Historie

Kapitel 1 Tessia vidste at der ikke fandtes hurtige og smertefri genveje ved udførelsen af en amputation. Ikke hvis den skulle gennemføres ordentligt. Blandt andet var det nødvendigt at bevare en hudlap der senere kunne sys sammen over såret, og det tog tid. Hun var opmærksom på reaktionerne hos tilskuerne i værelset da hendes far forsigtigt begyndte at frilægge huden omkring knoleddet på drengens finger. Bonden stod med armene krydset foran brystet og meget stiv ryg. Hans ansigt var fortrukket i en skulen som skulle skjule hans bekymring, men det var ikke til at afgøre hvad der foruroligede ham mest sønnens velbefindende eller tanken om at han nu skulle klare høsten uden hans hjælp. Tessia gættede på en blanding af begge dele. Moderen holdt drengens anden hånd i et fast greb og stirrede ham ind i øjnene. Drengens ansigt blussede og var badet i sved. Han bed tænderne hårdt sammen, og trods hendes fars udtrykkelige advarsel fulgte han nøje med i det der skete. Indtil nu havde han hverken spjættet eller givet den mindste lyd fra sig, og hans selvbeherskelse imponerede Tessia. Den var usædvanlig for så ung en knægt. Landarbejderne havde ry for at være hårdføre, men de levede ikke altid op til det, og hun spekulerede på om drengen ville opretholde sin ro. Det værste stod tilbage. 7

Hendes fars ansigt var anspændt af koncentration. Han havde skrællet huden på drengens finger op over knoleddet, og på et blik fra ham rakte hun ham en mindre skalpel fra spritbrænderen, tog imod den han hidtil havde brugt, vaskede den omhyggeligt af og anbragte den derefter i holderen på brænderens kant, så klingen ragede ind i flammen. Da hun kiggede op igen, var drengens ansigt trukket sammen i en masse skarpe rynker. Skalpellen var på vej gennem knoleddet. Hun skottede til siden. Bonden var askegrå i ansigtet, hans kone kridhvid. Se væk, mumlede Tessia, men kun kvinden fulgte opfordringen. Skalpellens klinge ramte bordpladen med et lille smæk, og Tessia tog imod skalpellen og rakte faderen en buet nål som hun allerede havde trådt med en ganske tynd tarmtråd. Hun mærkede et lille stik af stolthed ved synet af hvor let og ubesværet nålen gled gennem drengens hud. Hun havde skærpet den omhyggeligt til denne operation, og tarmtråden var den bedste hun hidtil hav de fremstillet. Den amputerede fingerstump lå i nærheden af bordkanten. Dens yderste ende var en blåsort, betændt masse, men kødet i den anden ende var frisk og sundt. Drengen havde fået fingerspidsen mast ved en høstulykke for nogle dage siden, og familien havde reageret som de fleste bønder og landarbejdere som hendes far behandlede ingen havde tænkt på at søge healerens hjælp før såret var så inficeret at fingeren ikke stod til at redde. Det kostede tid og mange smerter at affinde sig med at den eneste udvej var at skille sig af med en kropsdel. Det både fascinerede og skræmte Tessia at selv så lille en skade som en knust fingerspids kunne koste et menneske livet. 8

Hun havde set en voksen mand blive drevet så langt ud at han mistede forstanden og greb til selvlemlæstelse på grund af en betændt tand. Hun havde oplevet stærke og robuste kvinder der forblødte efter en fødsel og været ude for sunde og raske spædbørn der holdt op at trække vejret uden nogen forklarlig grund. Og hun havde set febersygdomme der bredte sig som en løbeild gennem et landsbysamfund og dræbte nogle stykker i løbet af ganske få dage, mens resten af de smittede ikke oplevede andet end et kortvarigt ubehag. Takket være arbejdet for sin far havde hun med sine seksten år set flere sår og mere sygdom og død end de fleste kvinder oplevede gennem et helt liv. Men hun havde og så set svære tilfælde blive kureret, kroniske sygdomme mildnet og liv blive reddet. Hun havde samlet sig en viden og indsigt som kun få var i besiddelse af. I modsætning til de fleste blandt lokalbefolkningen kunne hun både læse og skrive, tænke selvstændigt og... Hendes far rettede sig op, rakte hende nålen og skar den løse trådende væk. Sirlige sting hold hudlappen lukket over fingerstumpen. Tessia fandt en tot bløde stoffibre og en bandage frem fra faderens lædertaske og gav ham dem. Tag disse, og hold dig parat, sagde han og holdt dem frem mod bondekonen. Hun slap drengens hånd og tog totten og bandagen, og Tessias far gjorde sig klar til at løsne årepressen om drengens overarm. Han anbragte hans hånd så stumpen af den amputerede finger hvilede mod fibertotten i moderens hånd. Når jeg løsner årepressen, pumpes blodet ned i armen igen, og fingeren begynder at bløde, sagde han. Svøb fibrene stramt omkring fingerstumpen og hold dem fast indtil blodet har fundet ud af at den vej er lukket. 9

Kvinden bed sig i læben og nikkede. Tessias far fjernede årepressen, og drengens arm genvandt langsomt en sund, lyserød kulør. Blod trængte frem omkring stingene, og bondekonen svøbte hurtigt fibrene om fingerstumpen og klemte sammen om den. Drengen skar en grimasse, men gav stadig ikke en lyd fra sig, og hun strøg ham ømt over håret med den fri hånd. Tessia undertrykte et smil. Faderen havde lært hende at det var et klogt træk at lade en patients familie medvirke i behandlingen på en eller anden måde. Det gav dem en fornemmelse af selv at have styringen og forebyggede indvendinger eller afvisninger af de metoder han anvendte. Lidt senere kontrollerede hendes far fingerstumpen og lagde en stram forbinding om den. Imens instruerede han familien om hvor tit forbindingen skulle skiftes og hvordan man bedst holdt den ren og tør hvis drengen genoptog sit arbejde han vidste at det var håbløst at forsøge at overtale dem til at holde drengen hjemme fra marken indtil såret var helet. Som det sidste beskrev han nøje de tegn på betændelse som ville kræve yderligere behandling. Derefter opremsede han den medicin og det antal ekstra bandager de ville få brug for, og Tessia fandt remedierne frem fra tasken og lagde dem fra sig på den del af bordet der så ud til at være mest ren. Den amputerede finger pakkede hun ind og anbragte ved siden af. Patienter og deres familier foretrak normalt at beholde amputerede lemmer. De brændte eller begravede dem, muligvis af frygt for hvad de kunne blive brugt til hvis de kom i fremmede hænder. De havde uden tvivl hørt de skræmmende og tåbelige historier der var i omløb løgne om at Kyralias healere i hemmelighed eksperimenterede med at give amputerede lemmer nyt liv eller kogte kødet af knoglerne og 10

malede dem til pulvere som de anvendte i miksturer til lyssky formål. Tessia afsluttede sit arbejde med at rense nålen i spritbrænderens flamme og pakke den og de øvrige instrumenter ned. Hun slukkede brænderen, anbragte den i den særlige lomme i lædertasken og ventede med en svag antydning af bekymret utålmodighed mens familien begyndte på deres taksigelser. Dette var også en omhyggeligt indøvet del af deres rutine at hun pakkede sammen i en fart og stillede sig an med en mine som om det hastede med at komme videre til en anden patient. Faderen hadede at blive holdt tilbage mens patienterne overvældede ham med taknemmelighedsytringer. De gjorde ham forlegen. Han arbejdede ikke gratis. Baron Dakon betalte ham med både hus og penge for at tage sig af landsbybeboerne og godsets bønder. Det var baronen de skyldte tak, ikke ham. Samtidig vidste han at ydmyghed og tålmodighed med taksigelserne hjalp på den agtelse han nød hos lokalbefolkningen, men han nægtede kategorisk at modtage gaver. Patienterne havde allerede betalt for hans tjenester gennem den tiende enhver bonde og forretningsdrivende på baron Dakons jorder ydede lens herren. Hendes rolle var at vente på det rigtige øjeblik til at bryde ind og huske faderen på at de havde mere arbejde at gøre, så parterne kunne skilles i bedste forståelse, ikke så sjældent ligefrem med en undskyldning fra patientens familie fordi de havde opholdt healeren for længe. Denne gang blev de afbrudt ved lyden af hastige hovslag inden Tessia nåede at bryde ind. Alle tav og lyttede. Hovslagene standsede og afløstes af hurtige fodtrin, og så blev der banket på døren. 11

Er healeren her? Bonden og Tessias far gik frem på samme tid, men faderen standsede efter et par skridt og lod bonden om at åbne sin egen dør. Udenfor stod en velklædt, midaldrende mand med sveden drivende ned ad ansigtet. Tessia genkendte ham som baron Dakons hushovmester, Keron. Han er her, sagde bonden. Keron kneb øjnene sammen mod halvmørket i dens lavloftede stue. Healer Veran, Deres tjeneste er påkrævet i residensen. Det haster. Tessias far nikkede og vinkede ad hende, og hun tog tasken og fulgte efter ham ud i dagslyset. En af bondens sønner sad og ventede ved den hestetrukne kærre som baronen stillede til rådighed for hendes far når han skulle besøge patienter uden for landsbyen. Drengen rejste sig hurtigt og fjernede muleposen fra den gamle hoppes hoved. Tessia stillede tasken ned bag i kærren, og drengen rakte hendes far hoppens tømmer. Keron galoperede af sted i retning af landsbyen inden de havde fået sat sig til rette på bukken. Tessias far daskede let til hoppen med tømmerne, og den satte sig trevent i bevægelse. Tror du... begyndte Tessia, men brød af fordi hun indså det formålsløse i sit spørgsmål. Hun ville have spurgt faderen om han troede de blev kaldt til godset på grund af baronens sarkanske gæst, men hvordan skulle han kunne vide mere om det end hun selv? De fik svaret når de nåede frem. Alligevel var det svært ikke at forestille sig det værste. I landsbyen havde den udenlandske troldmand været kilden til gysen og ængstelig mumlen lige siden sin ankomst, og det var svært ikke at lade sig smitte af beboernes uro. Baron Dakon var også 12

trold mand, men han var en velkendt og højt respekteret kyralier. Nogle få frygtede ham måske, men det var på grund af den magt han havde over deres tilværelse. Flertallet vidste at han ikke hørte til den slags godsejere der misbrugte den magt eller sin magiske kraft. Sarkanske troldmænd var noget helt andet. De havde for kun få århundreder siden været Kyralias herskere og behandlet landets befolkning som slaver, og når de kom på besøg, greb de efter enhver mulighed for at minde folk om hvordan forholdene havde været inden Kyralia slap fri af deres åg. Tænk som en healer, formanede Tessia sig selv mens vognen skrumplede hen ad den ujævne vej. Hold dig til det du kan fastslå i den givne situation og lad ikke følelserne løbe af med dig. Hvor mange gange havde faderen ikke gentaget netop de ord for hende? Sygdommen kunne ikke have ramt hverken sarkaneren eller baron Dakon. Som troldmænd var de begge resistente over for næ sten alt. Pest var en af de få undtagelser, men troldmænd bukkede sjældent under for den, selv om den mærkede nogle af dem for livet. Desuden ville baronen have sendt bud efter hendes far for længe siden hvis han havde set sygdomstegn hos sin gæst medmindre sarkaneren havde holdt symptomerne skjult fordi han ikke ønskede at blive behandlet af en kyralisk healer. Troldmænd kunne også dø af sår. Var baronen kommet alvorligt til skade? I næste øjeblik slog en endnu mere skræmmende tanke ned i hende: havde baronen og hans gæst været oppe at slås slynget besværgelser mod hinanden? Tessia rystede på hovedet. Nej, selvfølgelig ikke. Så ville der kun have været rygende ruiner tilbage af både godset og landsbyen nu, i hvert fald hvis det hun havde hørt om magiske tve 13

kampe var sandt. Nu skrånede vejen nedad foran dem, og Tessia havde klart udsyn over husene der kantede den lange landsbygade på denne side af floden. Alt virkede lige så roligt og fredeligt som da hun og faderen kørte hjemmefra. Det tydede på at patienten måtte være en af baronens tjenestefolk. Ud over Keron havde han seks ansatte og en flok staldknægte i sin husholdning. Tessia kendte dem alle sammen. Hendes far havde behandlet de fleste af dem adskillige gange. Desuden kom hun og faderen tit på godset, fordi omegnens bønder og landarbejdere af og til søgte dertil med deres syge og sårede i stedet for at komme direkte til hendes far. Kunne der være tale om andre? Ja hun havde glemt Jayan, baron Dakons l, men så vidt hun vidste nød han takket være sine medfødte magiske evner samme beskyttelse mod sygdomme som en fuldt uddannet troldmand. Var han patienten? Havde han været oppe at slås med den sarkanske gæst? Set med sarkanerens øjne måtte Jayan være det samme som en slave, men Jayan var af adelig herkomst, og hvis sarkaneren havde fornærmet ham... Tessia! Hun blev brat nærværende og betragtede forventningsfuldt faderen. Havde han regnet ud hvem patienten var? Faderen tøvede. Jeg... din mor ønsker at du holder op med at hjælpe mig. Forventningen gled over i irritation. Det ved jeg, sagde hun. Hun synes at jeg skal finde mig en mand og få nogle børn. Han smilede ikke, sådan som han før havde gjort når emnet kom på bane. Er det så slemt? Du kan ikke blive healer, Tessia. Det ved du godt. 14

Hans alvorlige tonefald både overraskede og skuffede hende. Hendes mor luftede den mening ved enhver lejlighed, men indtil nu var faderen altid gået imod hende. Tessia mærkede en kold klump i maven. Hvilket naturligvis var umuligt. Menneskers indvolde frøs ikke pludselig til is. Landbyfolkene vil ikke acceptere det, fortsatte hendes far. Det kan du ikke vide noget om før jeg har prøvet, protesterede hun. Hvilke grunde har de til ikke at stole på mig? Ingen, svarede han. Du er tilmed vellidt, men de tror ikke på at en kvinde kan blive healer. De hænger fast i forestillingen om at en kvinde ikke er i stand til at opnå den indsigt og præstere den koncentration der kræves. Men... de stoler da på jordemødrene. Hvilken forskel er der på dem og en healer? At deres hjælp er begrænset til et enkelt felt. Husk at de er nødt til at sende bud efter mig så snart deres viden ikke slår til. En healer besidder en uddannelse og erfaring som ingen jordemor har adgang til. De fleste jordemødre kan ikke engang læse. Og alligevel stoler landsbyfolkene på dem nogle gange mere end på dig. Fødselshjælp er udelukkende et kvindeanliggende, sagde han tørt. Det er healing ikke. Tessia kunne ikke få et ord frem. Hjælpeløs vrede vældede op i hende, men raseriudbrud nyttede ikke. Hun måtte overbevise sin far med argumenter, og han var ingen simpel og letbevægelig bonde. Formodentlig var han den klogeste mand i landsbyen. De nåede frem til hovedvejen. Tessia bed sig i læben. Hun havde ikke et øjeblik forestillet sig at faderen i den grad kunne skifte mening. Nu gjaldt det om at gå langsomt og forsigtigt frem, meget forsigtigt. Han brød sig ikke om at modsætte sig 15

moderens ønsker. Det var hendes argumenter hun skulle svække for at få ham til at fortsætte undervisningen, og det krævede at hun først fandt ud af nøjagtig hvad forældrene havde i tankerne. Hvad vil du gøre når du ikke længere har mig til hjælp? spurgte hun. Jeg ansætter en dreng fra landsbyen, svarede han. Hvem? Måske møllerens yngste. Han er kvik. Så langt var han altså allerede i sine planer. Hendes skuffelse voksede. Hovedvejen frem til landsbyen og godset var i betydelig bedre stand end den de hidtil havde fulgt, og faderen satte hoppen i trav med et dask af tømmerne da de drejede ud på den. Vognens dirren steg med den forøgede fart og gjorde det umuligt for Tessia at samle tankerne. Hun så ansigter i vinduerne til begge sider da de rullede gennem landsbyen. De få beboere som var ude, standsede op og hilste faderen med nik og smil. Hun lukkede hånden hårdt om kuskesædets armlæn da faderen satte farten ned for at dreje kærren ind gennem en af lågerne i muren omkring baronens residens. Da de standsede på gårdspladsen foran hovedbygningen, kom et par staldknægte ud og overtog tømmerne. Keron stod og ventede. Han tog tasken fra ladet. Tessia sprang ned på jorden i hælene på sin far og fulgte efter ham ind i det store hus. De var kommet ind gennem en sideindgang, og Keron førte dem gennem en korridor hvorfra Tessia så glimt af køkkenet, fadeburet, et bryggers og andre rum der hørte til tjenestefolkenes domæne. For enden af korridoren fortsatte Keron op ad en smal trappe til første sal, og fra den kom de ind i den del af bygningen hvor Tessia aldrig havde været før. Udsøgte møbler 16

og smagfuldt dekorerede vægge viste at det hørte til herskabsbeboelsen, men det var ikke i denne fløj at hendes far et par år tidligere havde til set en ung, sygeligt udseende adelskvinde der led af uforklarlige besvi melsesanfald. Gennem halvt åbne døre så Tessia udsnit af et par soveværelser og en opholdsstue, og hun gættede på at det måtte være godsets gæstefløj. Derfor kom det lidt bag på hende da Keron åbnede en dør og viste dem ind i et lille, nøgent værelse som kun var møbleret med en smal seng og et groft træbord. Værelset havde intet vindue og var kun svagt oplyst af en enkelt, ganske lille lampe. Tessia skuttede sig. Det lignede en fængselscelle. Så kiggede hun på sengen og kvalte et forfærdet udbrud. På sengen lå en mand hvis ansigt var skrammet og voldsomt opsvulmet. Det ene øje var klemt sammen til en smal sprække og indsmurt i blod. Det andet øje stod åbent, men virkede helt sort. Tessia gættede på at det ville vise sig at være stærkt rødsprængt i bedre belysning. Munden hang skævt og tydede på en brækket kæbe. Ansigtet virkede meget bredt og mærkeligt i formen, men hun kunne ikke afgøre om det skyldtes skaderne. Manden holdt højre hånd ind mod brystet i en vinkel der tydede på at underarmen var brækket, og også hans brystkasse var oversået med skrammer. Han eneste påklædning var et par korte, lasede benklæder med mange nødtørftige sammensyninger. Han var spinkelt bygget og meget solbrændt, og fødderne nøgne og sorte af snavs. Den ene ankel var svulmet op, og læggen på det andet ben virkede skæv, som om skinnebenet var vokset forkert sammen efter et brud. Den eneste lyd der hørtes var mandens hurtige, anstrengte åndedræt. Modet sank i livet på Tessia ved lyden. Hendes far havde engang behandlet en mand der trak vejret på samme 17

måde fordi hans ribben var brækket og havde punkteret lungerne. Det var ikke lykkedes at redde staklen. Hendes far havde ikke rørt sig siden han trådte ind i værelset. Han stod helt stille, let foroverbøjet og stirrede på den lemlæstede skikkelse. Far, sagde Tessia. Han rettede sig med et ryk og vendte sig om mod hende. Da hun mødte hans øjne, så hun at han var nået frem til samme resultat som hun at chancen for at redde mandens liv var uendelig lille. Hun rystede let på hovedet og så ham gøre det samme. Hun var lige ved at smile. I øjeblikke som disse, hvor de instinktivt forstod hinanden uden at behøve at veksle et eneste ord, måtte han da kunne se at hun var bestemt til at følge i hans fodspor. Han rynkede panden, så ned og vendte sig brat om mod sengen. Det lignede en afvisning, og hun bed sig i læben. Hun havde håbet at se ham smile eller nikke eller på anden måde tilkendegive at hun skulle fortsætte som hans l. Jeg må genvinde hans tillid, tænkte hun. Hun tog lædertasken fra Keron, anbragte den på det lille bord og åbnede den. Hun hentede spritbrænderen frem, tændte den og justerede vægen. Da flammen lyste som den skulle, lød der skridt uden for døren. Vi har brug for mere lys, mumlede hendes far. I næste øjeblik fyldtes værelset med et blændende hvidt skær, og Tessia dukkede sig da en glimtende kugle svævede forbi hende. Hun stirrede på den og fortrød det øjeblikkelig. Alting flød ud for hendes øjne. Er det tilstrækkeligt? spurgte en fremmed stemme med en mærkelig accent. 18

Jeg takker Dem, herre, sagde hendes far. Herre? Tessias mave trak sig krampagtigt sammen. Der fandtes kun én i dette hus som hendes far ville tiltale på den måde. Hun mærkede et jag af frygt, men samtidig vågnede hendes oprørskhed. Hun ville ikke vise denne sarkaner den mindste frygt. Ikke tale om! Da slet ikke så længe hun ikke engang kunne se ham. Hun gned øjnene, vendte sig om mod døråbningen og så to skikkelser stå i den. Hvordan vurderer du hans chancer, Veran? spurgte en mere velkendt stemme. Som små, Deres Nåde, svarede hendes far efter en kort tøven. Hans lunger er punkterede. Den ene i hvert fald. Den slags skader er som regel dødbringende. Gør hvad du kan for ham, sagde baron Dakon. Nu havde Tessias øjne vænnet sig så meget til lyset at hun kunne skelne de to troldmænds ansigter. Baron Dakon var alvorlig og sammenbidt. Hans ledsager var fuldstændig upåvirket, så nærmest ud til at more sig. Han havde sarkanernes brede ansigt og grove træk. Han var iført en overdådigt broderet jakke og posede benklæder, og i bæltet havde han den juvelbesatte dolk som var de sarkanske troldmænds kendetegn. Baron Dakon kom med en kort, stilfærdig bemærkning, og de to mænd trak sig tilbage og gik ned gennem korridoren. Det skarpe skær forsvandt, og Tessia og faderen stod tilbage med den smule lys som spritbrænderens flamme gav fra sig. Hendes far bandede, men så oplystes værelset igen, denne gang mindre skarpt. Keron var trådt ind ad døren med to olielamper i fuld størrelse. Tak, det var dejligt, sagde Tessias far og pegede. Stil den 19

ene her og den anden dér. Er der andet De har brug for? spurgte Keron. Vand? Klude? Lige nu har jeg først og fremmest brug for oplysninger. Hvordan er dette gået til? Det... ved jeg ikke. Jeg var ikke til stede. Var der andre? Det er let at overse en skade når der er så mange. En beskrivelse af hvor hvert slag faldt vil... Ingen så det, bortset fra baronen, hans gæst og slaven selv. Slave? Tessia så ned på den sårede. Selvfølgelig. Den solgarvede hud og det brede ansigt var typisk for sarkanerne. Nu forstod hun bedre hvorfor baronens gæst havde vist interesse. Hendes far sukkede. Så skaf os noget vand, og derefter skriver jeg en liste over remedier som skal hentes hos min hustru. Keron nikkede og hastede ud. Det bliver en lang nat for os to, sagde faderen med en grimasse og smilede svagt. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om du ikke ved lejligheder som disse føler dig fristet til at vælge den tilværelse, din mor ønsker dig. Det har jeg slet ikke tid til at tænke over, svarede Tessia og tilføjede stille: Måske lykkes det for os denne gang. Faderen rettede sig op og nikkede let. Lad os håbe det.

Kapitel 2 Rollen som vært for en sarkansk troldmand var aldrig let og sjæl dent behagelig. Det der voldte baronens tjenestefolk størst kvaler var at variere gæstens måltider. Hvis Ashaki Takado blev præsenteret for en ret han havde fået tidligere, afviste han den, selv om han første gang havde indtaget den med alle tegn på nydelse. Det gjorde det ikke lettere at han var en kræsen herre med en stor appetit. Det krævede at der til hvert eneste måltid måtte la ves mange flere retter end der normalt skulle til at mætte to personer. Belønningen for besværet var en stor forsyning af lækre retter der gik urørte tilbage til køkkenet til fornøjelse for både tjenestefolkene selv og deres familie og venner. Baron Dakon forudså at hans samlede tjenerstab ville tage ikke så lidt på i vægt hvis hans gæst blev ret meget længere. De nød uden tvivl den gode mad i fulde drag, men han tvivlede ikke et øjeblik på at det ville glæde dem at se den sarkanske troldmand drage videre. I lige så høj grad som det vil glæde mig, tænkte han idet hans gæst lænede sig tilbage, klappede sin omfangsrige mave og udstødte et langtrukkent ræb. Forhåbentlig forsvandt han hjem over grænsen. Det måtte være der han var på vej hen efter at 21

have gennemrejst det meste af Kyralia. Det var ikke altid en fordel at være den sidste jordbesidder inden bjergpasset. Et udsøgt måltid, erklærede Takado veltilpas. Tager jeg fejl eller havde den sidste ret en antydning af mit hjemlands krydderier? Dakon nikkede. En af fordelene ved at bo så tæt ved grænsen er at sarkanske handelsmænd af og til kommer denne vej. Det undrer mig. Godset her ligger ikke på den direkte vej til Imardin. Nej, men det sker at forårets tøbrud blokerer hovedvejen, og i de tilfælde fører den bedste alternative rute trafikken gennem landsbyen, sagde baron Dakon og duppede læberne med servietten. Skal vi trække os tilbage til opholdsstuen? Takado nikkede, og Dakon opfangede et svagt lettelsens suk fra Cannia, tjenestepigen som opvartede ved bordet. Baronen misundte hende. Nu var tjenestefolkenes prøvelser ovre for i aften. Han rejste sig træt. Han egne sluttede ikke før gæsten var faldet i søvn. Takado rejste sig og trådte væk fra bordet. Han var et helt hoved højere end baron Dakon, og det brede ansigt og de massive skuldre fik ham til at virke kæmpemæssig. Inde bag det ydre fedtlag var han bygget som den typiske sarkaner stor og muskuløs. Dakon var klar over at han virkede lille og spinkel ved siden af ham. Og bleg. Sarkanerne var ikke lige så mørke i huden som lon marerne mod nord, men havde en sund, nøddebrun teint som Kyralias kvinder gennem århundreder havde forsøgt at efterligne med kunstige midler. Noget de stadig gjorde, selv om de på alle andre områder afskyede og frygtede sarkanerne. Dakon havde tit tænkt at kyra 22

lierne, både kvinder og mænd, burde være stolte af deres skære, hvide hud, men århundreders overbevisning om at den var et tegn på at de tilhørte en svag, barbarisk race var ikke let at gøre sig fri af. Han gik ind i opholdsstuen. Takado fulgte efter og lod sig falde ned i den armstol han havde betragtet som sin ejendom fra den første dag i huset. Stuen var oplyst af to almindelige lamper. Baron Dakon foretrak deres varme, blide lys frem for den hvide skarphed fra magiske lyskugler. Det bløde skær var en påmindelse om hans mor, som ikke havde haft magiske evner og foretrak at gøre alt på den gamle måde. Det var også hende der havde indrettet og møbleret denne opholdsstue, og det var sket efter at en anden sarkansk gæst, en troldmand som var blevet højligt imponeret af husherrens bibliotek, havde besluttet at Dakons far i gæstevenskabets navn burde forære ham adskillige bind af sin kostelige bogsamling som erindringsgave. Fra da af fik gæstende troldmænd fra den anden side af grænsen kun adgang til værelser der ved første, overfladiske blik så ud til at vrimle med uvurderlige skatte, men hvor alt enten var glimrende udførte kopier eller billigt nips. Takado strakte benene frem for sig mens Dakon skænkede vin fra den lerkrukke tjenestefolkene havde stillet frem. Tror De at Deres healer kan redde min slave? spurgte han. Dakon sporede ingen omsorg for slaven i hans tonefald. Det faldt ikke manden ind at nogen kunne bekymre sig om en slaves velbefindende. Han lød som om han talte om et defekt vognhjul. Healer Veran vil gøre alt hvad han kan, sagde Dakon. Og hvis han fejler, straffer De ham? Dakon fyldte Takados vinbæger. Nej. 23

Takado skød øjenbrynene i vejret. Og det ved han? Hvordan kan De så være sikker på at han gør sit bedste? Fordi jeg stoler på ham. Han er en ærlig mand. Han er kyralier. Jeg er sarkaner, og min slave repræsenterer en værdi for mig. Hvordan kan jeg vide at han ikke fremskynder mandens død for at genere mig? Dakon satte sig og nippede til sit bæger. Vinen var middelmådig, langt fra den kvalitet han foretrak, men klimaet her nær grænsebjergene egnede sig ikke særlig godt til vindyrkning. Til gengæld var vinen stærk og plejede hurtigt at gøre den forslugne sarkaner søvnig, så han trak sig tidligt tilbage. Endnu havde den ikke påvirket Takado så meget at den løsnede hans tungebånd, og Dakon regnede heller ikke med at det ville ske denne aften. Fordi han er en ærlig mand, gentog Dakon. Takado fnyste hånligt. Ærlig. Ærlighed blandt tjenestefolk? Hvis jeg var Dem, ville jeg foretrække datteren. Hun er ikke så grim af en kyralier at være, og hun må have lært en del healing og ville også være en brugbar slave. På Deres lange rejse gennem vores land må De have bemærket at slaveri er forbudt i Kyralia, sagde Dakon smilende. Ja, selvfølgelig har jeg det. Takado skar ansigt. Det fremgår tydeligt af hvor dårligt jeres tjenestefolk tager sig af deres herskab. De er tvære, dumme og klodsede. Sådan har det ikke altid været, som De sikkert ved. Kyralierne gik engang ind for slaveriet med hud og hår som om de selv havde opfundet det. Hvem ved... den tid kunne måske komme igen, så De får lejlighed til at opleve den velstand og respekt som Deres forfædre nød. Han tømte vinbægeret i nogle få slurke og sukkede anerkendende. 24

Vi har oplevet større fremgang og velstand end nogen sinde siden vi afskaffede slaveriet, sagde Dakon. Han fyldte Takados bæger til randen på ny og hældte et lille skvæt i sit eget. Der er ikke økonomi i slavehold. Er man for hård ved dem, mister man dem før de har tjent deres anskaffelsessum ind. Enten dør de, eller også gør de oprør eller stikker af. Behandler man dem godt, er de lige så dyre og svære at kontrollere som fri tjenestefolk, men mangler helt deres motivation til at gøre et godt stykke arbejde. Skulle det være nødvendigt med anden motivation end frygten for straf og død? En såret eller død slave gør ingen nytte. Jeg har svært ved at se fornuften i at prygle en slave til døde fordi han kommer til at træde sin herre over foden. Og i dette tilfælde vil hans død ikke engang fungere som afskrækkende eksempel, da her ikke findes andre slaver til at tage ved lære af det. Takado slyngede vinen rundt i sit bæger med små bevægelser af håndleddet. Hans ansigt var uudgrundeligt. Ja, ja, brummede han. Jeg lod nok raseriet løbe af med mig. Sagen er at jeg er dødsens træt af manden efter at have rejst med ham i så mange måneder. Det ville De også være hvis det var forbudt Dem at tage mere end én tjener med på en rejse i et fremmed land. Jeg ved ikke hvem af jeres konger der fandt på den lov, men jeg er sikker på at han kun indførte den for at genere os sarkanere. Tilfredse tjenestefolk er udmærkede ledsagere, selv på lange rejser, sagde Dakon. Jeg nyder at tale og diskutere med mine undergivne, og de lader ikke til at have noget imod hverken at tale med mig eller arbejde for mig. Hvis de var fjendtligt indstillet over for mig, ville de ikke gøre mig opmærksom på mulige problemer rundt om i lenet, eller komme med forslag der kan 25