1/4 Mindesdagen for Khilafah-statens ophør Den 3. marts mindedes muslimerne en smertelig dag, nemlig årsdagen for Khilafah-systemets og khaleefah-postens eksistentielle ophør. For 75 år siden, den 3. marts 1924 om morgenen erklæredes det, at Det Store Patriotiske Parlament (det tyrkiske parlament) havde accepteret Khilafahs ophør og Islams adskillelse fra staten. Ved Det Patriotiske Parlaments møde, stod Mustafa Kemal og holdt en tale, hvor han sagde:"har landsbyboerne (araberne) ikke kæmpet mod tyrkerne for Khilafahs og Islams skyld, og er de ikke døde for denne sag i 5 århundreder? Det er nu på tide, at Tyrkiet ser på sine interesser og ignorerer inderne og araberne, og at den redder sig selv fra de islamiske staters ledelse". Og det var Mustafa Kemal, som i dekretet for Khilafah ophør sagde: "Den truede republik (Tyrkiet) skal bevares for enhver pris, og den skal rejse sig på solide videnskabelige fundamenter, og derfor skal khaleefahen og osmanernes efterkommere/efterladenskaber forsvinde, og de ældgamle islamiske domstole og deres love skal udskiftes med moderne tiders domstole og love, og de Islam-kyndiges skoler skal fjernes for at gøre plads til ikke-islamiske statsskoler". Samme nat sendte Mustafa Kemal en ordre til Istanbuls borgmester om, at khaleefah Abdul-Madjid skulle forlade Tyrkiet ved daggry. Derpå drog Istanbuls borgmester ledsaget af en politieskorte til khaleefahens palads midt om natten, hvor khaleefahen i bil kørtes ud af Tyrkiet. Efter to dage samlede Mustafa Kemal alle khaleefahens familiemedlemmer og fordrev dem fra landet. Derved udførte Mustafa Kemal de fire krav, som englænderne havde stillet i Lausanne-konferencen for at anerkende Tyrkiets selvstændighed, og disse krav var: -Khilafahs totale ophør -Fordrivelse af khaleefahen fra landet -Konfiskation af Khaleefahens ejendom -Erklæring af statssekularisme Derved faldt Khilafah-staten, som havde eksisteret i over 13 århundreder, hvor Islam blev praktiseret, og hvor retfærdigheden og barmhjertigheden spredtes blandt borgerne. Islam blev udbredt som et retledningsbudskab til menneskeheden for at få dem ud af uvidenhedens mørke til Islams lys og for at få dem væk fra tilbedelsen af andre end Allah til tilbedelsen af den eneste ene skaber. Khilafah faldt, mens Ummah måbende så til begivenhedernes gang, tvungen uden muligheder, hjælpeløs og ude af stand til at forstå, hvad der foregik. Khilafahs ophør og tilintetgørelse var afslutningen på onde planer, som begyndte med korstogene, og senere med det kulturelle og politiske angreb, som især inficerede muslimernes elite og hærens største officerer og beslutningscentrene. De vantro foreberedte den passende grav til Khilafahs ophør og opløsningen af Ummah i fragmenter og fjendtligt-indstillede og uenige enheder ved at frembringe den fanatiske nationalisme, og de oprettede foreninger især blandt araberne og tyrkerne, der kaldte til denne fanatiske nationalisme. Herved opstod foreningen "De unge tyrkere" og "De unge arabere", som begyndte at spytte deres gift: -Kaldet til frihed og uafhængighed -Kaldet til fornyelse og modernisme -Sammmensmeltningen mellem Islam og Vestens kultur og love De spredte og propaganderede, at hemmeligheden bag europæernes vækkelse og oprejsning skyldtes religionens (kristendommens) adskillelse fra staten, og at Vesten rejste sig på nogle fundamenter, som den havde taget fra muslimerne, og at vi muslimer skal tage dem tilbage og også rejse os på dette grundlag. Væksten i Europas økonomiske og militære styrke i forhold til Khilafah-statens styrke sikrede tilstedeværelsen af de dødelige omstændigheder, der førte til Khilafahs ophør, og at muslimerne trak sig tilbage fra slagmarkerne, og at krigsførelsen var det mest fremtrædende aspekt i statens styrke, da der ikke længere var nogen intellektuel islamisk styrke, der fulgte med. Herved lykkedes det hedenskaben at overtage dominansen over mange af muslimernes landområder gennem militære angreb. Europæerne sønderrev og splittede herved den islamiske verden, og alle regionerne i hele Nordafrika og de sydlige og østlige kyster af Den Arabiske Halvø blev besat. Og de ikke-arabiske områder løsrev sig ved nationalistiske og sekteriske kald. Englænderne besatte Ægypten, og statens kæmpe geografiske udstrækning skrumpede ind, indtil staten kun omfattede Den Arabiske Halvø, Sham-landene (Palæstina, Libanon, Jordan og Syrien), Lilleasien og det, som i dag kaldes for
2/4 Tyrkiet. Således blev den mægtige stat, som dannede skygge for de muslimske folk og lande, tom indefra, og derved faldt staten også med lethed under slagene fra Vestens mand, Mustafa Kemal. Mustafa Kemal blev gjort populær og fremtrædende og pudset ved hjælp af de hadske englændere. Noget af dette had og de lumske planer afsløredes, da et af Underhusets (det engelske parlament) medlemmer protesterede mod englændernes anerkendelse af Tyrkiets uafhængighed. Derpå sagde Lord Curzon, den engelske udenrigsminister: "Situationen er, at Tyrkiet (dvs. Khilafah-staten) er tilintetgjort, og den vil aldrig rejse sig igen, fordi vi har tilintetgjort dens åndelige styrke: Khilafah og Islam". Allah siger sandfærdigt: "Fjendskab har allerede vist sig fra deres munde, men hvad deres hjerter skjuler er (endnu) værre". (OQM. Aal-Imran:118) Herved sluttede en periode med hedenskabens lumske planer, for at der kunne begynde en ny periode, som havde til hensigt at koncentrere tilstanden efter Khilafahs ophør og absorbere forvirrings- og sørgetilstanden, som ramte alle folk i den islamiske Ummah. De nye planer skulle vildlede Ummah fra den seriøse tænkning og det loyale produktive arbejde for at genetablere Khilafah-systemet. Så de vantro delte og splittede muslimernes landområder i småstater, som især englænderne og franskmændene delte imellem sig og styrede dem direkte og koncentrerede de politiske, økonomiske og militære tilstande og lavede opdragelsesprogrammer og uddannelsespensa på grundlag af deres vestlige kultur. De blødgjorte og korrumperede samtidig den politiske atmosfære med modstridende forslag, som ikke indebar Khilafahs tilbagevenden. Derved optog de borgerne med debatten om Den Islamiske Liga og Den Arabiske Liga, og kvindens frigørelse, og landenes uafhængighed fra imperialismen, og derved formede de tilstanden på en måde, der fik muslimerne til at glemme deres livsvigtige centrale sag; nemlig sagen om Khilafahs tilbagevenden. Hvordan kan muslimerne glemme deres mægtighed og styrke, der er afspejlet i deres miljø med moskeer, borge, paladser, steder for sejre og vundne krige og slag? og hvordan kan de glemme deres Deen, Islam? mens minareterne påminder dem: "Allahu Akbar" fem gange om dagen, og mange af deres sædvaner og traditioner er taget fra deres Deens love, og nogle af deres love, især de personlige affærer er udledt fra deres islamiske livsanskuelse. Selv nogle af straffesystemets love i nogle af muslimernes lande er stadigvæk islamiske. Allah siger sandfærdigt: "Vi har visselig nedsendt formaningen (Quranen), og Vi vil visselig også bevare den". (OQM. Al-Hidjr:9) Da presset så øgedes på de imperialistiske europæiske stater for at frigøre besættelserne, som følge af den store propaganda fra det tidligere Sovjetunionen, dens loyale partier og dens oprettede komiteer, og med pres fra USA for at udvikle imperialismen, fandt de gamle imperialistiske stater sig nødsaget til at trække deres militære styrke ud af deres besættelser. Men med udtrækkelsen etablerede de stater med regenter, som sørgede for og beskyttede deres interesser, og som undertrykte deres folk (muslimerne ) for at kvæle enhver seriøs og loyal bevægelse, der ville ændre tilstanden. På trods af dette og på trods af de hurtige anstrengelser for at udviske og udrydde ordet Khilafah og for at forvanske dets billede, skjule, utydeliggøre samt mørklægge Khilafahs love, og på trods af den vildledende ide om, at Khilafah aldrig vender tilbage, så gik der ikke mere end tre årtier fra Khilafahs ophør, før der i Ummah dukkede nogle op, der kaldte til og stræbte efter at genindføre den islamiske livsstil. Dette ( Khilafah ) ville de realisere gennem oprettelsen af den retledte Khilafah-stat og fjerne støvet fra dens love og fremvise den tydeligt og klart for folk. Samtidigt ville de tilbagebringe tilliden til Islams love og tanker. Alt dette forårsagede, at Khilafah blev de muslimske massers indtrængende ønske, og paroler som "Khilafah eller døden" og "Islam er løsningen" rejste sig i alle muslimernes lande, så de vantro og hyklerne og deres agenter, herunder regenterne og politikkerne, ikke længere kunne sove trygt og fredeligt. Den islamiske Ummah begyndte at bevæge sig for at opnå denne Shariah-forpligtelse i deres dagligliv. Ummah begyndte at udføre nogle aktiviteter for at oprette Khilafah-systemet og udpege én khaleefah for alle muslimerne verden over. Selvom nogle af disse aktiviteter var præget af at være resultatløse og ikke havde succes med at opnå målet, så var det forsøg, som endte med overbevisningen om, at arbejdet til oprettelsen af Khilafah kun kunne lade sig gøre ved at følge profetens (saaws) vej og metode i etableringen af den første islamiske stat i Medina.
3/4 Denne vej,indså de, var et intellektuelt og politisk kald for at danne den bevidste offentlige opinion, der støttede denne sag, og som bragte Islam til styret gennem Ummah. Og således skete ændringen i muslimernes sind, og derved ændredes deres forslag og mål. Til dem, der ikke kan sanse denne ændring i Ummah, henviser vi dem til ændringerne i muslimernes liv. Muslimernes unge fylder i dag moskeerne i den islamiske verden og forstår udemærket, at Islam ikke udelukkende er andagter, slogans og moral. Men at Islam er en bestemt og særskilt levemåde, så der er både politik og styresystem, økonomi og uddannelse, internationale og sociale forhold, jihad og retssystem og domstole. Også om muslimernes døtre er begyndt at klæde sig islamisk, og de står bag deres brødre og styrker dem i arbejdet for Islams sejr, så sandheden kan ske fyldest, og så falskheden kan knuses. Selv blandt de rigeste muslimer begyndte nogle at oprette det, der kaldes rentefri banker, så de undgår synden for at spise eller bespise rente. Muslimerne bevægede sig til jihad med deres muslimske afganske brødre mod den tidligere imperialist-stat Sovjetunionen, og de kæmpede med deres muslimske brødre i Bosnien Herzegovina og med deres brødre i Tjetjenien, og de supplerede dem med assistance og økonomisk hjælp. Og før dette omfavnede de Khomenis revolution i Iran, da de så en hetz mod Islam. Og de samlede sig mod det amerikanske overgreb på Sudan og Afganistan og sidst mod det amerikanskbritiske overgreb på Irak. Alt dette bevirkede at muslimernes masser rørte på sig fra Atlanterhavet til Stillehavet fordømmende, truende og kaldende til boykotten af England og USA og deres hjælpere. Det viste sig ved disse bevægelser, at menneskene fuldstændigt er isolerede fra deres regenter, hvilket skabte bekymring hos de vantro. Selv om nogle af disse bevægelser er inspirerede eller er en naturlig reaktion på de vantros slagtninger og umenneskelige og barbariske handlinger mod de muslimske mænd og kvinder, så afslører de den virkelighed, at Islam stadig er levende i muslimernes indre, og at muslimerne stadig er stærke og parate til at ofre sig for deres Deen og Ummah og for deres islamiske jorde, som de islamiske flag tidligere har flagret over. De vantro har bemærket den begyndende bevægelse i muslimernes lande og i muslimernes sind og sjæl, og derfor har de vantro påbegyndt den nuværende periode med planer om at forhindre Khilafahs tilbagevenden. De vantro kaldte derpå kaldet til Islam for terrorisme, og de kaldte adskillelsen fra og bruddet med de vantro for tilbagegang og fanatisme, og de har fremlagt paroler og lavet love til bekæmpelsen af terrorismen, og de har rejst parolen om dialogen mellem religionerne, og de har genoptaget besættelsen af nogle af muslimernes lande militært i form af militærbaser og -faciliteter og fælles træning og manøvrer og aftaler om militæroprustning og sikkerhed. Og for at påtvinge den økonomiske dominans har de foreslået ideen om globalisering og ideen om privatisering. De begyndte at lave studier og undersøgelser om Islams rolle i det 21. århundrede og om khaleefahens rolle i det kommende århundrede og om de muslimske dawah-aktivisters muligheder for at bære det islamiske kald til Europa. Alt dette gjorde de vantro, for fortsat at kontrollere og for at koncentrere deres dominans over muslimernes lande, og derigennem forhindre Khilafahs tilbagevenden, der vil befri muslimernes lande fra de vantros snavs, og som vil fordrive dem fra deres indflydelsesområder og komme efter dem på deres egen jord, bærende Islam som en universel guddommelig intellektuel ledelse, som tiltrækker de rene sind og sjæle, fordi Islam overbeviser forstanden og skaber ro i sjælen. Der er nogle absolutte tekster i Quranen, hvor Allah (swt) lover muslimerne sejr og Khilafah-styre, og at Allah vil lade Islam dominere over alle andre religioner, ideologier og livssystemer: "Allah har lovet dem af jer, som tror og udfører de gode handlinger, at Han vil give dem Khilafah-styre på Jorden, ligesom Han gav det til dem, som var før, og Han vil grundfæste for dem deres Deen ( Islam ), som Han har udvalgt for dem, og Han vil udskifte deres frygt med sikkerhed." (OQM. Al-Nur:55) Og Allah siger: "Vi vil visselig give vores budbringere og de troende sejr i det jordiske liv og på den dag, vidnerne træder frem". (OQM. Ghafir:51) Og Allah siger: "De ønsker at udslukke Allahs lys med deres munde, og Allah vil visselig fuldende sit lys, selv hvis de vantro måtte hade det. Det er Ham, som har sendt sit sendebud med retledningen og sandhedens Deen, for at Han kan lade den sejre over alle andre Deen (ideologier, religioner og livssystemer), selv om polyteisterne måtte hade det". (OQM. Al-Saff:8-9) Ligeledes har Allahs sendebud (saaws) i en hadith forudsagt glædelige nyheder til muslimerne om Konstantinopels (Istanbuls) og Roms erobring. Og Allahs sendebud (saaws) sagde: "Denne sag (Islam)
4/4 vil nå det, natten og dagen har nået (dvs. hele Jorden), og Allah vil lade denne Deen indtræde ethvert hus, enten ved æren af en ærefuld person eller ved nedværdigelsen af en nedværdiget person. En ære som Allah tildeler personen gennem ( adopteringen af ) Islam og en nedværdigelse af personen opnået gennem ( adopteringen af ) kufr. Desuden forsikrer den intellektuelle undersøgelse i Islams natur og i måden, hvorpå den ideologiske stat skal oprettes, at sejren kommer ved Allahs nåde og gavmildhed, og at den islamiske stat vil rejse sig. Dette vil den ( khilfah-staten) gøre når ideen om den eksisterer og har fundet sig til rette iblandt muslimerne, og partier og grupper, som klæder sig med det seriøse produktive arbejde for at etablere den islamiske stat, er opstået. Og når en offentlig opinion støtter denne sag, og som glæder sig til at leve i skyggen af den islamiske stat. Derved er det store skridt taget og de mægtige anstrengelser er gjort på vejen til at opnå denne stat, og der er ikke andet tilbage end, at de magtfulde arbejder på sagen, så de fjerner den sidste forhindring, som står i vejen for den islamiske stats oprettelse. Denne forhindring er repræsenteret i regenterne og deres loyale omgangskreds af hyrede politikere eller opportunistiske hyklere og nogle af de intellektuelle, hvis sind er beboet af den vantro, således at de tænker med den vantros forstand og tror, at de er uafhængige, men deres sind er programmerede efter, hvad de vantro ønsker. Allah (swt) siger: "Sig (til dem): Skal Vi meddele jer, hvem der er de største tabere, hvad deres gerninger angår? Det er dem, hvis (hele) anstrengelse er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt". (OQM:Al-Kahf:103-104) Så forny jeres tillid til Allah, jer selv og jeres evner, O muslimer, og ihukom, at alle de verdensomspændende systemer har fejlet, hvor nogle er faldet, mens andre er rystende faldefærdige, og ihukom også, at jeres islamiske ideologi er den eneste, som har stået stand over for de andre ideologiers udfordringer, som nu er faldet, hvorimod den islamiske ideologi tårner sig overlegent over alt andet. Og ihukom, at jeres frelse ligger i jeres Deen. Så befri jer selv ved udelukkende at tilbede Allah, hvormed I vil befri jeres Ummah og jeres landområder, og hvorved I vil redde hele menneskeheden fra korruption, elendighed og lidelse, og det er ikke en del af jeres Deen, at I afventende tøver med at redde andre end jer selv. Allah siger: "Hvad fejler jer da, at I ikke kæmper for Allahs sag og for de svage blandt mændene og kvinderne og børnene - dem der siger: Vor Herre, bring os ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk os en beskytter fra Dig Selv, og skænk os en medhjælper fra Dig Selv". (OQM:Al-Nisa':75) og derved vil I være "den bedste Ummah, der er frembragt til menneskeheden: I påbyder det rette og forbyder det onde og tror på Allah". (OQM. Aal- Imran:110) og Allah siger: "og Allah fører sin befaling sejrrigt igennem, men de fleste mennesker ved det ikke". (OQM. Jusuf:21) Khilafah Publikationer Marts 1999
5/4 Oversigt over Khilafah-staten Landetypen: Dar-ul-Islam. Dar-ul-Islam defineres som det land, hvor Shariah er fuldt implementeret, og hvor magten og sikkerheden varetages af muslimerne. Styresystemet: Allah har bestemt og sat regeringsformen i Islam til at være Khilafah-systemet, hvilket blev implementeret af profeten Muhammad. Staten fungerer som én stat med et centraliseret styresystem. Khilafah: Khilafah defineres som en absolut og generel ledelse for alle muslimerne verden over og som implementerer den islamiske Shariah og bærer og bringer Islam til hele menneskeheden. Khilafahs overhoved og regent er en khaleefah. Den politiske opbygning: Khaleefah Khaleefahens assistenter: de delegerede og de udøvende assistenter Hærchefen (amir al-jihad) Guvernørerne (wulah) Dommerne (quda) Det administrative system Shurah (rådslagnings)-rådet Statens livsanskuelse: Livsanskuelsen bygger på, at der ikke findes andre herrer, lovgivere og skabere end Allah, og at Muhammad er Allahs sidste sendebud til hele menneskeheden med Allahs sidste budskab, Islam. Styreprincipperne: - Suveræniteten til at lovgive tilhører Allah, hvilket sker gennem Shariah og ikke mennesket. - Autoriteten til at styre tilhører Ummah, hvilket sker gennem deres udpegelse af en khaleefah. - Muslimerne er forpligtede til at indsætte kun én khaleefah af gangen. - Kun khaleefahen har retten til at adoptere islamiske love til implementering i staten. Statens borgere: Alle borgerne i staten behandles ligeligt uanset deres tro, race, hudfarve eller status. Det er forbudt for staten at diskriminere og udøve forskelsbehandling mellem borgerne, uanset om det er juridiske, styre- eller velfærdsanliggender. Geografien: Staten anerkender ikke uafhængigheden af eller fysiske grænser imellem nogen af de islamiske landområder. Det er én Ummah, én stat, én hær, ét flag og ét budget. De ydre grænser rykker og udvider sig konstant, indtil staten dækker hele jordkloden. Der er ingen restriktioner og der kræves intet visum for at rejse fra landområde til landområde. Naturressourcerne: En overflod af olie, naturgas, mineraler, uran, guld og sølv. Naturressourcerne tilhører Ummah, og staten sørger for fordelingen. Flagene: Staten har to flag: et statsflag og et jihad-flag. Statsflaget er hvidt, hvorpå der med sort står den islamiske trosbekendelse. Jihad-flaget er sort, hvorpå der med hvidt står den islamiske trosbekendelse. Udenrigspolitikken: Statens hjørnesten er at bære Islam til hele menneskeheden som en global ideologi.
6/4 Politiske partier: Staten opfordrer til dannelsen af mange islamiske politiske partier og garanterer eksistensen af mindst et islamisk parti. Der kræves ingen tilladelse til at danne politiske partier, som kun må være islamiske. Økonomien: Økonomien er baseret på, at staten og folk samler og bruger penge for at varetage befolkningens affærer. Staten dækker ethvert individs basale behov. Desuden dækker og sørger staten for alle individers uddannelse og al medicinsk service på det højst mulige niveau uden betaling. Uddannelse: Målet med uddannelsen er at frembringe islamiske personligheder og at forsyne folk med praktisk viden, der er relateret til livets affærer. Staten er forpligtet til at belære ethvert individ, både mand og kvinde i anliggender, som er nødvendige og praktiske i dagligdagen. Kalender: Hijra-kalenderen eller den islamiske kalender er statens officielle kalender, som begyndte med etableringen af den islamiske stat år 622 e.kr.f. Valuta: Guld og sølv. Sprog: Statens officielle sprog er arabisk, som er Quranens sprog.