Lindvig Osmundsen. Prædiken til julesøndag side 1. Prædiken til julesøndag Tekst. Matt. 2,13-23.

Transkript

1 side 1 Prædiken til julesøndag Tekst. Matt. 2, Verdens skæve gang. Det gør ondt i sjælen at læse og høre denne tekst om barnemordene i Betlehem. Betlehem som vi har forbundet med julens højtid, og har i sindet, som byen hvor al vores juleglæde er samlet. Byen som er symbolet på det største under vi kan fortælle hinanden om, Jesu fødsel i Betlehem. Med denne beretning bliver Betlehem slået i stykker og står som et altid rungende skrig om verdens uretfærdighed og brutalitet. En historie som vi ikke får lov til at glemme. Hvert andet år tager kirkerne i verden denne historie frem og lader mødres skrig og barneblod råbe til Gud og mennesker om verdens unåde og udåd. Ingen kan yde de børn og mødre retfærdighed, intet andet kan gøres end at huske og dermed give dem den eneste oprejsning, som eftertid kan give, og det er at aldrig glemme. Og det er håbet ved historien, at ved aldrig at glemme, kan verdens skæve gang måske rettes op, så nye børn ikke skal rammes. Men også i vores tid rammes børn af hensynsløshed og magtbegær. Børn bærer selvmordsbomber, og gøres til børnesoldater. Børn lever på lossepladser og i rendesten. Børn lades i stikken af forældre i kamp med hinanden. Der er al grund til at huske og det er måske svaret på hvorfor evangeliet tog denne historie med. For at plante i os det sind og den vilje, at aldrig gøre et barn fortræd. Derfor skal den fortælles igen og igen, ikke kun for at fortælle om at barnet Jesus blev underfuldt reddet fra Herodes brutale hånd, men også for altid at dømme hans brutale hånd. 1

2 side 2 Den er en dom over Herodes og hans ugerning. Og den er en dom over verdens uretfærdighed og brutalitet. Der er ingen ord i teksten som direkte fordømmer hans handling, og den fortæller heller intet om at det havde nogen konsekvenser for Herodes liv som menneske og som konge. Teksten lader ham sidde som konge. Og det er jo også hvad vi så ofte ser, at de som begår uretfærdighed ikke får som fortjent, men deres udåd er fortalt. Det er dommen, en livstids dom, som de aldrig kan vaske sig fri af. Og så fortæller denne beretning også om hvad det er for en verden Guds søn kom til. Vi synger så glade om at Jesus kom for at dele jorden med os som sit hjem. Vi har alle disse smukke og gode billeder i os, af jorden som et godt sted at leve og være mennesker på. Men som billedet af byen Betlehem bliver slået i stykker, i sin juleidyl, sådan bliver billedet af jorden og jordens mennesker slået i stykker som en hjemlig idyl. Det er jorden jo for os, vort hjem, med alle de gode billeder vi har af et hjem. Men jorden er også de hjem som er slået i stykker. Bibelen er så ærlig når den fortæller om vores verden og os mennesker. Den er på en og samme gang kærlighedens hjem og hadets hjem. Og vi kan som mennesker ikke leve vores menneskeliv med hinanden uden at vi har begge billeder med. Har man det billede af sig selv som menneske, at man er helt igennem god, og aldrig kender til at føle vrede og had, men altid føler og tænker og gør godt mod andre, så er man et sjældent godt menneske. Så kan man blive i sin opfattelse af verden, som et sted hvor ondt aldrig sker. Men den verden som Gud lod sin søn føde ind i, er ikke sådan. 2

3 side 3 Og det er hvad teksten også vil fortælle os. At den verden og den jord som Guds søn deler med os, den er en verden på godt og ondt. Det er vores verden, som vi kender den. Den verden som Jesus blev født ind i, er den verden hvor både Josef og Maria er, og hvor også den brutale Herodes er. Den verden består af hyrder som kom og glade delte glæden over et nyfødt barn, og den verden består af soldater som parerede ordre og red til Betlehem med sværd i hånd. Og den verden består af mennesker som for at redde liv og lemmer må flygte fra hjem og land og søge tilflugt i andre lande, ligesom Josef og Maria måtte gøre med deres nyfødte. Det er billedet, Guds søn midt i vores verden. Han som blev flygtning, var siden ham, der som voksen sagde: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Jesu budskab vender tingene om. Jesus omvender verden. Jesus afslører magtens ondskab, og værner de mindste. Det handler om at Gud gør sig til ét med mennesket, derfor flettes Jesu historie og menneskets historie sådan sammen, så at intet menneske skal kunne sige, at jeg er udeladt af Guds historie med verden. Min verden er ikke kun en sommeregn i sol, den er også en verden med uretfærdighed og brutalitet. Ved at Jesu historie og vores historie flettes sammen, vendes vore øjne om, til at se Gud på en anden måde. Guds hånd er ikke magtens hånd, men den sårbare barnehånd. For at ligne Gud må man blive et barn. Det vi fejrer i julen, er at Gud blev et menneskebarn, for at mennesket kan blive et Guds barn. Gud, der er den største, gør sig til den mindste. I det ser vi Guds storhed endnu tydeligere, og det bliver tydeligt for os hvad Guds magt er. 3

4 side 4 Profeten siger det sådan. Ikke ved styrke og magt, men ved din Ånd. Ingen steder er det så tydeligt at Gud er Ånd, og Guds magt er åndelig magt. Den åndelige magt, som skaber liv, som helbreder, som varmer, som inkluderer, som vinder vores tillid. Magtens sorte hånd kan vinde over os og tvinge os til at vi underkaster os. Men Guds barnehånd, vinder vores tillid og får os til at komme frivilligt, for at se mere af dette under. Kontrasten mellem magtens menneske og Guds handling i Jesu fødsel, er næppe tydeliger noget sted, end i historien om barnet der trues af Herodes. Her afsløres magtens og egoismens ondskab, og Kirken må aldrig slå følge med magtens mennesker. For så forråder den barnet i Betlehem og alle børn, og så lukker den Guds rigets dør, for sig selv og andre. Menneskets historie rummer i sig så meget mørke, at man kan rase i vrede, og bebrejde Gud, at han har skabt verden og mennesket som det er. På samme tid, så elsker vi livet, og verden og menneskene, og frydes ved at være til, og kan sige og skal holde fast i, at livet er godt. Vi er placeret midt i denne dobbelthed. Midt i en verden og i en tilværelse, hvor der både er mørke og lys. Livet er godt, men det leves i dødens skygge. Vi må ikke miste modet og holde op med at kæmpe i mod mørke og ondskab. Gud greb ind i mørket og har plantet et lys i Betlehem. Jesu fødsel og Jesu liv er et lys tændt midt i verdens mørke. Det onde kan vi ikke udrydde, men vi har tabt den dag vi holder op med at kæmpe mod det onde. Vi kan kun drive det onde og mørket tilbage ved at tænde lys. Ved at gøre godt, ved at fylde liv og hverdag med sandhed og ret og barmhjertighed. 4

5 side 5 Og underlig er den tanke for troen, at da Gud ville frelse mennesket, kom han som et barn. Så tændte han lyset midt i mørket, i barnet født i Betlehem. Midt ind i den verden hvor magtens sorte hænder knuser håb og tro, der blev Gud et barn, for at gøre mennesket til Guds børn. Det er lyset som skinner i mørket, det er håbet som aldrig dør. 5