EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Retsudvalget 2013/2023(INI) 8.5.2013 UDKAST TIL BETÆNKNING om forbedring af international privatret: kompetenceregler på beskæftigelsesområdet (2013/2023(INI)) Retsudvalget Ordfører: Evelyn Regner PR\931852.doc PE508.078v01-00 Forenet i mangfoldighed
PR_INI INDHOLD Side FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING...3 BEGRUNDELSE...6 PE508.078v01-00 2/9 PR\931852.doc
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING om forbedring af international privatret: kompetenceregler på beskæftigelsesområdet (2013/2023(INI)) Europa-Parlamentet, der henviser til artikel 12, 15, 16, 27, 28, 30, 31 og 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der henviser til artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, der henviser til artikel 45, 81 og 146 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der henviser til Den Europæiske Unions Domstols domme i sag C-18/02 1, C-341/05 2 og C-438/05 3, der henviser til forretningsordenens artikel 48, der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0000/2013), A. der henviser til, at revisionen af Bruxelles I-forordningen 4 var en stor succes, da den indførte betydelige forbedringer af reglerne om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område inden for Den Europæiske Union; B. der henviser til, at omarbejdningsproceduren desværre ikke gav mulighed for at foretage de fra mange sider anbefalede ændringer af bestemmelserne om kompetence på det arbejdsretlige område; C. der henviser til, at ifølge den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 5 skal omarbejdningsmetoden finde anvendelse på retsakter, som ofte ændres; D. der henviser til, at det er vigtigt at sikre sammenhæng mellem reglerne for kompetencen til at afgøre en tvist og reglerne for, hvilken lov der skal anvendes i en tvist; 1 Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 5. februar 2004, Danmarks Rederiforening, som mandatar for DFDS Torline A/S mod LO Landsorganisationen i Sverige, som mandatar for SEKO Sjöfolk Facket för Service och Kommunikation, Sml. 2004 I, s. 01417. 2 Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. december 2007, Laval un Partneri Ltd mod Svenska Byggnadsarbetareförbundet, Svenska Byggnadsarbetareförbundets avdelning 1, Byggettan og Svenska Elektrikerförbundet, Sml. 2007 I, s. 11767. 3 Domstolens Dom (Store Afdeling) af 11. december 2007, International Transport Workers Federation og Finnish Seamen s Union mod Viking Line ABP og OÜ Viking Line Eesti, Sml. 2007 I, s. 10779. 4 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning), EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1. 5 Interinstitutionel aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter (EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1). PR\931852.doc 3/9 PE508.078v01-00
E. der henviser til, at det også er af stor betydning for international privatret på europæisk plan at forhindre "forumshopping" især når det kan ske på bekostning af den svage part, navnlig ansatte og for at sikre den størst mulige grad af forudsigelighed af kompetencen; F. der henviser til, at som generelt princip bør den ret, som har den nærmeste tilknytning til årsagen til et søgsmål, have kompetence; G. der henviser til, at en række højt profilerede europæiske retssager om kompetence og lovvalg i relation til individuelle ansættelseskontrakter og kollektive kampskridt har ført til frygt for, at de nationale bestemmelser vedrørende arbejdsret kan undermineres af EUregler, som i visse tilfælde kan medføre, at lovgivningen i en medlemsstat anvendes af retten i en anden medlemsstat 1 ; H. der henviser til, at i betragtning af arbejdsrettens store betydning for medlemsstaternes forfatningsmæssige og politiske identitet er det vigtigt, at EU-retten respekterer nationale traditioner på dette område; I. der henviser til, at det også er i retsplejens interesse, at domstolene skal kunne anvende deres egen lov på tvister i de fleste tilfælde, hvilket taler for en tilpasning af reglerne om kompetence med reglerne om lovvalg; J. der henviser til, at i betragtning af ovenstående, er der brug for nogle mindre ændringer i reglerne om retternes kompetence på det arbejdsretlige område; K. der især henviser til, at det med hensyn til kollektive kampskridt er domstolene i den medlemsstat, hvor det kollektive kampskridt er eller vil blive taget, der bør have kompetence; L. der henviser til, at der med hensyn til individuelle arbejdsaftaler bør foretages ændringer for at sikre, at kompetencen udøves af domstolene i den medlemsstat, der har den tætteste tilknytning til ansættelsesforholdet; 1. lykønsker institutionerne i anledning af den vellykkede revision af Bruxelles I- forordningen; 2. beklager, at der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til arbejdsretlige spørgsmål i forbindelse med omarbejdningsproceduren; 3. opfordrer Kommissionen til at foreslå en ændring af Bruxelles I-forordningen med følgende presserende forbedringer inden for arbejdsmarkedsforhold: a) Der bør være et eneste forum for tvister vedrørende kollektive kampskridt i tråd med Rom II-forordningen, på det sted hvor det kollektive kampskridt er eller vil blive taget. b) I tilfælde, hvor en ansat sagsøger en arbejdsgiver, skal tilbagefaldsreglen, der gælder, når der ikke er noget sædvanligt arbejdssted, omformuleres, således at der henvises til det forretningssted, hvorfra medarbejderen modtager eller modtog sine daglige 1 Jf. navnlig omstændighederne omkring sag C-438/05, International Transport Workers Federation og Finnish Seamen s Union mod Viking Line ABP og OÜ Viking Line Eesti, Sml. 2007 I, s. 10779. PE508.078v01-00 4/9 PR\931852.doc
instruktioner, snarere end det forretningssted, hvor vedkommende blev ansat. c) I tilfælde, hvor en ansat sagsøger en arbejdsgiver, bør der vedtages regler om et ekstra forum i den medlemsstat, hvorfra arbejdstageren er blevet ansat, hvis arbejdsgiveren specifikt tog skridt til at rekruttere fra denne medlemsstat, og ansættelseskontrakten anerkender fortsatte forbindelser mellem medarbejderen og den pågældende medlemsstat. d) I tilfælde, hvor en arbejdsgiver sagsøger en ansat, bør der også være adgang til et ekstra forum for domstolene på det sædvanlige arbejdssted, uden nogen tilbagefaldsregel; 4. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Det Økonomiske og Sociale Udvalg. PR\931852.doc 5/9 PE508.078v01-00
BEGRUNDELSE Den 12. december 2012 blev en omarbejdet udgave af Bruxelles I-forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 1 underskrevet. I den omarbejdede forordning indførtes en række væsentlige forbedringer, især afskaffelsen af eksekvaturproceduren, hvilket betyder, at fuldbyrdelse af en dom i en anden medlemsstat vil være meget nemmere fremover. Omarbejdningsproceduren omfattede imidlertid ikke visse aspekter af reglerne om kompetence, der finder anvendelse på arbejdsretlige spørgsmål, selvom mange forskere mener, at der er behov for justeringer på området. Dette er grunden til, at Retsudvalget har besluttet at udarbejde en initiativbetænkning om spørgsmålet om retternes kompetence på det arbejdsretlige område med henblik på den næste ændring af Bruxelles I-forordningen. En række afgørelser fra EU-Domstolen på området for international privatret og arbejdsret har skabt frygt for, at Den Europæiske Unions bestemmelser kan påvirke de regler, der beskytter arbejdstagernes rettigheder i medlemsstaterne. Ordføreren mener, at denne frygt er overdrevet, men at der er behov for visse forbedringer for at sikre, at national lovgivning ikke undergraves på det indre marked. Arbejdsret er et område, hvor EU kun har en forholdsvis lille indflydelse. Forskellige medlemsstater har anvendt forskellige måder til at ramme balancen mellem arbejdstagerrettigheder, fagforeningsaktivitet og frihed til at drive forretning. Det er ikke op til Den Europæiske Union på nuværende tidspunkt at forsøge at blande sig i den nationale lovgivning på dette område udfaldet af den foreslåede Monti II-forordning om retten til at strejke viste, at dette er et ekstremt følsomt område. På grund af den frie bevægelighed for arbejdstagere og kapital i Den Europæiske Union har EU ikke desto mindre indført regler, der i grænseoverskridende situationer fastsætter, hvilken medlemsstats domstole der har kompetence til at afgøre tvister, herunder på det arbejdsretlige område. Som forklaret ovenfor er arbejdsret et særligt følsomt område, og de eksisterende specifikke regler i Bruxelles I-forordningen for individuelle ansættelseskontrakter afspejler dette. Da det er ordførerens mål er at beskytte de enkelte medlemsstaters regler om beskæftigelse fra at blive undermineret af andre medlemsstaters jurisdiktioner, mener hun, at det er vigtigt at sikre, at en medlemsstat så vidt muligt bør have kompetence over tvister, hvor dens egen arbejdsret er gældende. Det bør så vidt muligt være den samme medlemsstats kompetence og lovvalg, der finder anvendelse. Dette princip bør anvendes på to forskellige områder: kollektive kampskridt (I) og 1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning), EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1. PE508.078v01-00 6/9 PR\931852.doc
individuelle arbejdsaftaler (II). I. Kollektive kampskridt Fagforeninger og lignende organisationers rettigheder og forpligtelser, samt deres lovbestemte rolle, varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Kollektive kampskridt, som er retligt beskyttet af forfatningen i nogle medlemsstater, kan være ulovlige i andre, for eksempel hvis en særlig procedure ikke følges. I erkendelse heraf præciserer artikel 9 i Rom II-forordningen om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt 1, at "På en forpligtelse uden for kontrakt i forbindelse med det ansvar, der påhviler en person i dennes egenskab af arbejdstager eller arbejdsgiver eller de organisationer, der repræsenterer sådanne personers faglige interesser, for skader, der forvoldes af et forestående eller et gennemført kollektivt kampskridt, anvendes loven i det land, hvor kampskridtet skal foretages eller er foretaget". Bestemmelsen sikrer, at den lov, som anvendes i tilfælde af kollektive kampskridt, er loven i den pågældende medlemsstat. I Torline-sagen 2 afgjorde Domstolen i 2004, at i henhold til de gældende regler på det tidspunkt tilkom det de danske domstole at tage stilling til lovligheden af kollektive kampskridt, der fandt sted i Sverige, og at tilkende skadeserstatning. Rom IIforordningen præciserer nu, at svensk lovgivning ville finde anvendelse, men reglerne om kompetence har ikke ændret sig med den omarbejdede Bruxelles I-forordning, hvilket betyder, at en dansk domstol nu stadig ville træffe afgørelse om lovligheden, men under anvendelse af svensk lovgivning. Dette er potentielt ufordelagtigt for arbejdstagere og fagforeningsrepræsentanter, som udøver deres forfatningsmæssige rettigheder, men det betyder også, at domstolene, der dømmer i sager om kollektive kampskridt i nogle tilfælde vil være nødt til at anvende udenlandsk lovgivning, hvilket nødvendigvis vil mindske kvaliteten af den retfærdighed, der ydes, da domstolene vil være mindre fortrolige med udenlandske regler om kollektive kampskridt. Ordføreren mener derfor, at reglerne om retternes kompetence i tvister om arbejdsmarkedsrelationer skal bringes på linje med de relevante regler om lovvalg. Domstolen i den medlemsstat, hvor kollektive kampskridt er eller vil blive taget, bør derfor have kompetence til at træffe afgørelse om tvister i forbindelse hermed. II. Individuelle arbejdsaftaler For så vidt angår individuelle arbejdsaftaler, anerkender den gældende Bruxelles I-forordning allerede den særlige situation ved at tilbyde særlige, beskyttende regler for ansatte, på samme måde som den indeholder særlige regler til beskyttelse af forbrugere og forsikringstagere. Ordføreren mener imidlertid, at de nuværende regler kunne forbedres væsentligt. Der er allerede blevet gjort visse forbedringer i de seneste ændringer til Bruxelles I-forordningen, 1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen), EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40. 2 Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 5. februar 2004 i sag C-18/02, Danmarks Rederiforening, som mandatar for DFDS Torline A/S mod LO Landsorganisationen i Sverige, som mandatar for SEKO Sjöfolk Facket för Service och Kommunikation, Sml. 2004 I, s. 01417. PR\931852.doc 7/9 PE508.078v01-00
men der er ikke taget tilstrækkeligt hensyn til den vigtige sammenhæng mellem kompetence i tvister på det arbejdsretlige område og det retssystem, der gælder for ansættelsesaftalen. I denne sammenhæng adskiller kompetencereglerne sig fra hinanden: Ét sæt regler gælder, når arbejdsgiveren er sagsøgt (II.A), og et andet sæt regler gælder, når den ansatte er sagsøgt (II.B). II.A. Sager anlagt mod arbejdsgiveren I tilfælde hvor arbejdsgiveren er sagsøgt, kan en sag indbringes i henhold til artikel 21 i den omarbejdede Bruxelles I-forordning, enten på arbejdsgiverens bopæl eller det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde (eller sidste sted, hvor han gjorde det, hvis han ikke længere er ansat hos denne arbejdsgiver). Hvis ikke der kan identificeres et sædvanligt arbejdssted (eller sted, hvorfra arbejdet sædvanligvis blev udført), erstattes dette kriterium af det sted, hvor den virksomhed, som har ansat arbejdstageren, er beliggende. Kriteriet om tilbagefald til det forretningssted, hvor vedkommende blev ansat, er sjældent relevant, da der selv i tilfælde, hvor der ikke er en fast arbejdsplads, normalt er en stabil base, hvorfra arbejdstageren udførte sit arbejde; der kan dog opstå problemer i den internationale transportsektor: personale i flyselskaber, lastbilchauffører, søtransport osv. I disse tilfælde er det ofte vanskeligt at afgøre, hvor medarbejderen arbejdede fra, da selskabet og transportmidlerne kan være registreret i forskellige medlemsstater, den relevante ledelse kan være beliggende i en tredje medlemsstat, og medarbejderens hjem i en fjerde. I denne forbindelse er det forretningssted, hvor vedkommende blev ansat, som kriterium betragtet, generelt set hverken logisk eller i medarbejderens interesse, da der ofte ikke vil være nogen reel forbindelse mellem det forretningssted, hvor vedkommende blev ansat, og det daglige arbejde 1. Ordføreren foreslår derfor at afskaffe kriteriet om tilbagefald til det forretningssted, hvor vedkommende blev ansat. Vedtagelsen af Rom II-forordningens opsamlingskriterium (stedet hvortil der efter omstændighederne er den tætteste tilknytning 2 ) er ikke tilstrækkelig præcis til en klar forudgående fastsættelse af spørgsmålet om kompetence. Ordføreren foreslår derfor et kriterium om tilbagefald til det forretningssted, hvorfra den ansatte modtager sine daglige instruktioner om det arbejde, der skal udføres. Sammenhængen mellem de domstole, der har kompetence, og det faktiske arbejdsforhold vil derfor sandsynligvis være stærkere, i de tilfælde hvor et kriterium om tilbagefald er nødvendigt, fordi der ikke er noget sædvanligt arbejdssted. Derudover understøtter ordføreren tanken om, at der bør være adgang til et ekstra forum for ansatte, nemlig det sted, hvorfra arbejdstageren blev ansat. Dette bør gælde, som i USA 3, i tilfælde hvor arbejdsgiveren tog konkrete skridt til at rekruttere medarbejderen fra en medlemsstat, og vilkårene i kontrakten anerkender fortsat tætte forbindelser mellem den 1 Ugljesa Grusic, Jurisdiction in employment matters under Brussels I: a reassessment, I.C.L.Q. 2012, 61(1), s. 91-126. 2 Artikel 8, stk. 4. 3 Runnels v TMSI Contractors, Inc 764 F 2d 417 (5th Cir 1985); Clark v Moran Towing & Transp Co 738 F Supp 1023 (ED La 1990); Mabry v Fuller-Shuwayer Co, Ltd 50 NC App 245 (1981). PE508.078v01-00 8/9 PR\931852.doc
ansatte og den pågældende medlemsstat (såsom betaling af regelmæssige rejseomkostninger eller flytteudgifter til hjemlandet osv.). II.B. Sager anlagt mod den ansatte Sager mod ansatte er relativt sjældne i arbejdsretten og vedrører kun et lille antal af alle sager. For at beskytte de ansatte kan ansatte i øjeblikket kun sagsøges i den medlemsstat, hvor de har bopæl 1. Dette betyder imidlertid for eksempel for grænsearbejdere, at den medlemsstat, der har kompetence, og den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, er to forskellige medlemsstater. Ordføreren foreslår derfor af hensyn til sammenhængen i lovgivningen og alle involverede parter, både arbejdsgivere og arbejdstagere, at arbejdstagerens bopæl som forum i henhold til artikel 22, stk. 1, i den omarbejdede Bruxelles I-forordning skal suppleres med et yderligere forum, der defineres som "det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller det sidste sted, hvor han gjorde det". Der er naturligvis ikke behov for nogen yderligere tilbagefaldsregel i dette tilfælde, da det eksisterende forum (medarbejderens bopæl) stadig vil være til rådighed, hvis der ikke er noget sædvanligt arbejdssted. III. Konklusion På baggrund af ovenstående foreslår ordføreren derfor følgende ændringer af Bruxelles I- reglerne om retternes kompetence på det arbejdsretlige område: 1. et eneste forum for tvister vedrørende kollektive kampskridt i tråd med Rom IIforordningen, på det sted hvor det kollektive kampskridt er eller vil blive taget 2. i tilfælde hvor en ansat sagsøger en arbejdsgiver, en omformulering af tilbagefaldsreglen, når der ikke er noget sædvanligt arbejdssted, således at der henvises til det forretningssted, hvorfra medarbejderen modtog sine daglige instruktioner, snarere end det forretningssted, hvor vedkommende blev ansat 3. i tilfælde hvor en ansat sagsøger en arbejdsgiver, et ekstra forum i den medlemsstat, hvorfra arbejdstageren er blevet ansat, hvis arbejdsgiveren specifikt tog skridt til at rekruttere fra denne medlemsstat, og ansættelseskontrakten anerkender fortsatte forbindelser mellem medarbejderen og den pågældende medlemsstat 4. i tilfælde hvor en arbejdsgiver sagsøger en ansat, et ekstra forum på det sædvanlige arbejdssted, uden nogen tilbagefaldsregel. Formålet med disse ændringer er at kollektivt og individuelt beskytte ansatte, som generelt er den svage part i ansættelsesforhold, og også sikre sammenhæng i lovgivningen og forebygge underminering af de nationale retstraditioner inden for arbejdsret ved at sikre, i det omfang dette er muligt, at kompetence og lovvalg overlapper hinanden. 1 Artikel 22 i den omarbejdede Bruxelles I-forordning. PR\931852.doc 9/9 PE508.078v01-00