EUROPA-KOMMISSIONEN Bruxelles, den 5.5.2017 C(2017) 2838 final Vedr.: Statsstøtte / Danmark SA.41400 (2015/FC) Klage vedrørende påstået ulovlig statsstøtte gennem salget af Lurpakvaremærkerne Hr. udenrigsminister Europa-Kommissionen ønsker at meddele de danske myndigheder, at den har vurderet klagen vedrørende Mejeriforeningens salg af Lurpakvaremærkerne til Arla Foods Amba og fundet, at transaktionen ikke indebar statsstøtte. Hvad angår den oprindelige overdragelse af de fælles Lurmærker fra den danske stat til Mejeriforeningen i 1991 og 1997 har Kommissionen konkluderet, at den transaktion indebar statsstøtte, som nu betragtes som eksisterende støtte. 1. SAGSFORLØB (1) Den 27. marts 2015 blev der indgivet en klage på vegne af Margarineforeningen MIFU vedrørende påstået ulovlig statsstøtte til fordel for Mejeriforeningen og Arla Foods Amba (herefter benævnt "Arla"). Klagen blev registreret af Kommissionen samme dag. (2) Den 8. maj 2015 blev klagen videresendt til de danske myndigheder, som blev anmodet om at fremsætte bemærkninger til sagen. De danske myndigheder indsendte bemærkninger og yderligere oplysninger den 12. august 2015. Ved brev af 17. november 2015 meddelte Kommissionen den klagende part, at den var nået til den foreløbige konklusion, at der ikke var grund til at forfølge sagen yderligere. Den klagende part reagerede på dette brev den 15. december 2015 og fremlagde yderligere oplysninger. Den klagende part anmodede også Kommissionen om at vedtage en afgørelse i henhold til artikel 4, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions Udenrigsminister Anders Samuelsen Udenrigsministeriet Asiatisk Plads 2 1448 København K Commission européenne/europese Commissie, 1049 Bruxelles/Brussel, BELGIQUE/BELGIË
funktionsmåde 1, hvis den skulle beslutte ikke at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). De danske myndigheder fremsatte yderligere bemærkninger til klagerens anbringende ved brev af 20. april 2016. 2. BESKRIVELSE AF DEN PÅSTÅEDE STATSSTØTTEFORANSTALTNING (3) Klagen vedrører overdragelsen i 1991 og 1997 af IP-rettigheder kendt som Lurmærkerne fra den danske stat til Mejeriforeningen og Mejeriforeningens efterfølgende salg i 2013 af Lurpakvaremærkerne til Arla. (4) Mejeriforeningen er en dansk erhvervsorganisation for mejerier. Den har i dag 32 medlemmer, herunder Arla. Arla-koncernen forarbejder mere end 90 % af mælken i Danmark og to tredjedele af mælken i Sverige. Den driver også mejerivirksomhed i en række andre lande med Arla UK plc som den største virksomhed 2. (5) Den klagende part, MIFU, er en dansk brancheorganisation for producenter og importører af margarine. En af MIFU's medlemmer er Dragsbæk A/S, der producerer et smørbart blandingsprodukt ved navn "Bakkedal" der i Danmark konkurrerer direkte med Arlas smørbare blandingsprodukt "Lurpak Smørbar". Arlas og Dragsbæks smørbare produkter repræsenterer tilsammen mere end 95 % af det danske marked. Lurmærkerne (6) Lurmærket blev oprindeligt indført som et privat varemærke med det formål at adskille dansk smør fra konkurrerende smørprodukter. Det blev registreret i Danmark 1901. Samme år oprettede de danske mejerier en særlig erhvervsorganisation kaldet Danske Mejeriers Smørmærkeforening, der havde til formål at få al dansk smør mærket med Lurmærket. I 1903 var næsten alle smøreksporterende mejerier blevet medlemmer af organisationen, og næsten hele den danske smøreksport bar Lurmærket. (7) Lurmærket blev overdraget til den danske stat gratis i 1906 som led i etableringen af en lovbestemt kvalitetskontrol. I 1911 blev Lurmærket gjort til et officielt kvalitetsmærke, der kun måtte anvendes af danske mejerier, der overholdt de offentlige kvalitetskrav. (8) Lurmærkerne omfatter Lurpakmærket, der blev lanceret i 1957 i forbindelse med et salgsfremstød. (9) De Danske Mejeriers Fællesorganisation (i dag Mejeriforeningen) og dens medlemmer afholdt egne omkostninger til kvalitetskontrol af Lurmærkerne i årene 1906-1991, hvor mærkerne var statslige, og dækkede statens udgifter til kvalitetskontrol gennem en gebyrordning. Den danske stat afholdt visse omkostninger forbundet med administrationen af Lurmærkerne i den periode. Ansvaret for markedsføringen af Lurmærkerne forblev hos Mejeriforeningen. 1 2 EUT L 248 af 24.9.2015, s. 9. Kilde: Landbrug & Fødevarer. 2
Overdragelse af Lurmærkerne til Mejeriforeningen (10) I marts 1991 blev den danske lov om tilvirkning og forhandling en gros m.m. af mejeriprodukter ændret i forlængelse af udviklingen i EU's regler om officielle kvalitetsmærker, i henhold til hvilke Lurmærkerne ikke længere kunne forbeholdes danske mejerier. I medfør af disse ændringer 3 udstedte Landbrugsministeriet (i dag Miljø- og Fødevareministeriet og herefter benævnt "ministeriet") bekendtgørelse nr. 258 af 25. april 1991 om administration af Lurmærket, ifølge hvilken de Danske Mejeriers Fællesorganisation skulle overtage administrationen af Lurmærkerne. (11) Den 18. april 1991 indgik ministeriet en aftale med Danske Mejeriers Fællesorganisation om overdragelse til denne organisation af alle rettigheder og forpligtelser i Danmark og i udlandet forbundet med Lurmærkerne. Lurmærkerne var på overdragelsestidspunktet registreret som enten fællesmærker eller varemærker i 51 lande 4. Mærkerne blev overdraget vederlagsfrit. Aftalen opstiller følgende betingelser for overdragelsen: 1: "Overdragelsen dækker alle rettigheder og forpligtelser i Danmark og i udlandet forbundet med fællesmærkerne "LURBRAND" (DANSK SMØR), "DANMARK 00", "LUR", "det stiliserede lurmærke", "LURMARK", "LURBRAND", "LURPAK" og "LURCASK"." 2: "Enhver i Danmark beliggende virksomhed, der er godkendt af danske myndigheder til forarbejdning af mælkeprodukter, skal, uanset medlemskab af Danske Mejeriers Fællesorganisation, have adgang til at benytte mærkerne, dersom virksomheden opfylder de af Danske Mejeriers Fællesorganisation fastsatte betingelser for mærkernes anvendelse." 3: "Landbrugsministeriet kan indtil 1. januar 1996 pålægge Danske Mejeriers Fællesorganisation at opsige lurmærkeregistreringerne, eller Landbrugsministeriet kan træffe anden beslutning vedrørende mærkernes administration, såfremt der mellem Danske Mejeriers Fællesorganisation og Landbrugsministeriet opstår uenighed om anvendelse af lurmærkerne, herunder om fastsættelse af kvalitetskravene og kontrolkravene, som i det væsentlige skal svare til de krav, der gælder efter den nugældende mejeriproduktlovgivning, eller om afgrænsningen af produkter, som kan lurmærkes." 4: "Lurmærkerne må kun anvendes på mælkeprodukter fremstillet i henhold til gældende bekendtgørelser for mælkeprodukter, og hvis indhold af fedt alene udgøres af mælkefedt fra danske køer [...]." 5: "Som led i overdragelsen kan Landbrugsministeriet efter aftale med Danske Mejeriers Fællesorganisation indtil 31. december 1991 opretholde registreringen af lurmærkerne i enkelte lande samt etablere et overopsyn med mærkerne i forbindelse hermed. Danske Mejeriers Fællesorganisation 3 4 Lov nr. 163 af 19. marts 1991. I henhold til oplysningerne fra de danske myndigheder var de mærker, der blev overdraget fra ministeriet til Mejeriforeningen i 1991 hovedsageligt fællesmærker registreret i Danmark og i de fleste registre i udlandet. Desuden var nogle få mærker registreret som varemærker i udenlandske registre. 3
varetager uanset dette administrationen samt kontrolopgaverne i relation til mærkernes anvendelse fra 15. april 1991. Stk. 2. Uanset det i stk. 1 anførte kan Landbrugsministeriet stå som ejer af mærkerne ud over 31. december 1991 i de lande, hvor overdragelsen ikke er afsluttet." 6: "Såfremt Danske Mejeriers Fællesorganisation ophører med sin virksomhed som fællesorganisation for de danske mejerier, træffer Landbrugsministeriet efter forhandling med Danske Mejeriers Fællesorganisation afgørelse om mærkernes fremtid. Fællesorganisationen kan ikke uden Landbrugsministeriets samtykke overdrage rettigheder i henhold til denne aftale til andre." 7: "Nærværende aftale kan af såvel Landbrugsministeriet som Danske Mejeriers Fællesorganisation tages op til genforhandling, såfremt den strukturelle, økonomiske eller markedsmæssige udvikling for mejeribruget tilsiger det." 8: "Alle udgifter forbundet med aftalens gennemførelse og fremtidige udgifter i forbindelse med mærkernes vedligeholdelse afholdes af Danske Mejeriers Fællesorganisation. Landbrugsministeriet påtager sig intet ansvar for de varemærke- og patentretlige samt andre kendetegnsretlige risici, der måtte være forbundet med lurmærkernes overdragelse, herunder for om mærkerne umiddelbart vil kunne videreføres af Danske Mejeriers Fællesorganisation." (12) Betingelserne i aftalen fra 1991 gjorde det således muligt for staten at bevare en vis grad af kontrol over administrationen af Lurmærkerne. (13) Samtykkekravet i aftalens 6 afspejler ministerens svar på et spørgsmål om et muligt videresalg af Lurmærkerne, som blev rejst i Folketinget forud for vedtagelsen af loven om ændring af loven om tilvirkning og forhandling en gros m.m. af mejeriprodukter (jf. punkt 10). Hertil svarede ministeren: " Fællesorganisationen [kan] ikke uden Landbrugsministeriets samtykke overdrage lurmærkerettighederne til andre. Dette indebærer, at Fællesorganisationen ikke uden Landbrugsministeriets samtykke kan videresælge rettighederne vedrørende mærkerne. Der er tale om fællesmærker, som hele mejerierhvervet har haft adgang til at benytte. Den foreslåede ordning tænkes ikke at skulle medføre ændringer i dette princip. Jeg mener derfor ikke, at det kan komme på tale at kapitalisere mærkernes værdi, f.eks. gennem overdragelse af dem til en enkelt virksomhed. Der vil derfor heller ikke blive givet samtykke til, at Danske Mejeriers Fællesorganisation videreoverdrager rettigheder vedrørende mærkerne." (14) Af et af ministeriet udarbejdet høringsnotat fremgår desuden følgende: "Sammenfattende er overdragelsesaftalen formuleret således, at alle danske virksomheder, der producerer mælkeprodukter, har lige adgang til at lurmærke deres produkter, og samtidig forhindrer man via aftalen, at Danske Mejeriers Fællesforening på kommerciel vis kan sælge registreringsrettighederne." (15) I november 1995 rettede Europa-Kommissionen på ny henvendelse om Lurmærkerne og anførte, at de fortsat udgjorde offentlige kvalitetsmærker på grund af ministeriets fortsatte engagement i mærkerne, som betød, at mærkerne 4
skulle gøres tilgængelige for alle producenter i Fællesskabet, hvis produkter opfyldte kravene til at anvende mærkerne. (16) På baggrund af henvendelsen fra Kommissionen blev referencen til Lurmærkerne fjernet fra den retsakt, der bemyndigede ministeriet til at fastsætte regler for kvalitetsmærker 5, således at ministeriet ikke længere havde hjemmel til at fastsætte regler om anvendelsen af Lurmærkerne, og bekendtgørelsen om administration af Lurmærkerne blev ophævet 6. (17) Desuden blev aftalen fra 1991 om overdragelsen af Lurmærkerne ændret ved en tillægsaftale af 17. januar 1997 med det formål at fratage ministeriet beføjelsen til at føre kontrol med Lurmærkerne og fastslå den endelige overdragelse af disse mærker til Mejeriforeningen. (18) 3-8 i aftalen fra 1991 blev således ophævet og erstattet af følgende: 3: "Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan efter aftale med Mejeriforeningen opretholde registreringen af lurmærkerne i enkelte lande, hvor de juridiske forhold ikke muliggør en overdragelse til Mejeriforeningen, uden at beskyttelsen af mærkerne i en periode bliver mangelfuld. Stk. 2. Mejeriforeningen varetager administrationen samt kontrolopgaverne i relation til mærkernes anvendelse. Stk. 3. Mejeriforeningen foranstalter overdragelserne gennemført og registreret snarest muligt. Stk. 4. Registreringer i lande, som er medlemmer af den Europæiske Union forudsættes foretaget i Harmoniseringskontoret efter proceduren i Rådets forordning (EF) nr. 40/94." 4 gengiver betingelserne i 6 i aftalen fra 1991, med nøjagtig samme ordlyd. 5 gengiver betingelserne i 8 i aftalen fra 1991, med nøjagtig samme ordlyd. 6: "I tilfælde af uenighed om adgang til benyttelse af mærket jfr. 2 i aftalen af 18. april 1991 kan Mejeriforeningens afgørelse påklages til Landbrugsraadet 7 ". (19) Aftalen fra 1997 gengav således de nøjagtig samme betingelser, som er fastsat i 1, 2, 6 og 8 i aftalen fra 1991, herunder bestemmelsen om, at Mejeriforeningen ikke uden ministeriets samtykke kan overdrage rettigheder i henhold til aftalen til andre. (20) I forlængelse af aftalen fra 1997 opstillede Mejeriforeningen nogle retningslinjer for brugen af Lurmærkerne, herunder brugen af Lurpakmærket til blandingsprodukter. I 2006 lancerede Arla blandingsproduktet "Lurpak Smørbar". Margarineforeningens medlemmer tæller en virksomhed, nemlig Dragsbæk A/S, der også producerer blandingsprodukter, men som ikke har 5 6 7 Lov nr. 323 af 14. maj 1997 om ændring af lov om mælk, mælkeprodukter, margarine m.v. Bekendtgørelse nr. 200 af 12. marts 1997. Landbrugsrådet er en privatretlig organisation, der repræsenterer landbruget og fødevareindustrien i Danmark, herunder virksomheder, erhvervs- og landbrugsorganisationer. 5
adgang til Lurpakmærkerne, da den ikke er godkendt til forarbejdning af mælkeprodukter. (21) Mellem 2007 og 2012 investerede Arla over 7 mia. DKK i Lurpakvaremærkerne. Salget til Arla af Lurpakvaremærkerne registreret af Mejeriforeningen efter den 17. januar 1997 (22) I 2012 indledte Arla og Mejeriforeningen forhandlinger om salget af Lurmærkerne til Arla. Hovedårsagen til, at Arla ønskede at erhverve ejendomsretten til disse mærker, var, at virksomheden ønskede at beskytte sine betydelige investeringer i Lurpakmærket. Mejeriforeningen repræsenterede mejerierhvervets almene interesser under forhandlingerne, som de andre brugere af Lurpak (Thise Mejeri, Bornholms Andelsmejeri og Nørup Mejeri) også deltog i. På en ekstraordinær generalforsamling i Mejeriforeningen den 18. december 2012 blev det besluttet, at Mejeriforeningen skulle overdrage Lurmærkerne til Arla for 150 mio. DKK (ca. 20 mio. EUR) som aftalt under forhandlingerne. (23) På baggrund af den beslutning anmodede Mejeriforeningen ved brev af 9. januar 2013 ministeriet om at underskrive en vilkårsfri samtykke- og afkaldserklæring i relation til ministeriets rettigheder efter statsaftalerne fra 1991 og 1997. Anmodningen blev forelagt Kammeradvokaten, som blev bedt om at vurdere sagen, herunder især betydningen af samtykkebestemmelsen gengivet i 1997- aftalens 4. (24) Kammeradvokaten fandt, at hvis ministeriet gav sit uforbeholdne samtykke, var der en ikke ubetydelig risiko for, at Mejeriforeningen ville opnå en økonomisk fordel, da det ville gøre det muligt for Mejeriforeningen at sælge alle rettighederne til lurmærkerne til Arla, herunder de fællesmærker og varemærker, der oprindeligt blev overdraget til Mejeriforeningen under statsaftalerne. (25) På et møde den 22. august 2013 blev det derfor aftalt med Mejeriforeningen, at samtykkekravet kun angik de oprindelige fællesmærker og varemærkerettigheder, der var omfattet af statsaftalerne (dvs. fællesmærkerne "LURBRAND (DANSK SMØR)", "DANMARK 00", "LUR", "det stiliserede lurmærke", "LURMARK", "LURBRAND", "LURPAK" og "LURCASK"), men at der ikke var krav om samtykke til videresalg af de varemærker, som Mejeriforeningen havde registreret efter den 17. januar 1997. (26) Salgsaftalen mellem Arla og Mejeriforeningen blev derfor ændret, således at den ikke længere omfattede de fællesmærker og varemærker, der var blevet overdraget til Mejeriforeningen ved statsaftalerne, men udelukkende de varemærker, som Mejeriforeningen selv havde stiftet efter overdragelsen i 1997. Ministeriet meddelte herefter Mejeriforeningen, at under denne forudsætning ville salget til Arla ikke være omfattet af samtykkekravet i 1997-aftalens 4. 3. HOVEDARGUMENTER FREMSAT AF DEN KLAGENDE PART (27) Den klagende part hævder, at salget af Lurpakmærkerne til Arla i 2013 udgør ulovlig statsstøtte til både Arla og Mejeriforeningen. Overdragelse af Lurmærkerne til Mejeriforeningen 6
(28) Som udgangspunkt finder den klagende part, at den vederlagsfri overdragelse af Lurmærkerne fra den danske stat til Mejeriforeningen i 1991 og 1997 udgør statsstøtte som defineret i artikel 107, stk. 1, i TEUF, da Lurmærkerne var under statens ejerskab og derfor udgjorde statsmidler, og da den vederlagsfri overdragelse medførte en selektiv fordel for Mejeriforeningen og dens medlemmer, som de ikke kunne have opnået under sædvanlige markedsforhold, og overdragelsen påvirkede konkurrencen og handelen som følge af Arlas brug af Lurpakmærket på både EU-plan og globalt plan. (29) Den klagende part finder også, at den påståede ulovlige støtte til Mejeriforeningen i 1997 er blevet til eksisterende støtte som defineret i artikel 1, litra b), nr. iv), i Rådets forordning (EU) 2015/1589. Salget til Arla af Lurpakvaremærkerne registreret af Mejeriforeningen efter den 17. januar 1997 (30) Den klagende part hævder, at ministeriets manglende stillingtagen til Mejeriforeningens salg af IP-rettigheder til Arla var det samme som et stiltiende samtykke til transaktionen, ud fra hvilket det måtte konkluderes, at salget kunne tilregnes staten, og det betød, at der blev ydet statsstøtte til både Mejeriforeningen og Arla, enten i sig selv eller gennem en ændring af den eksisterende støtte fra 1997. Den klagende part finder i den henseende, at statsaftalerne og overdragelsen til Arla bør betragtes som ét indgreb som defineret af Domstolen i sag C-399/10 P, "Bouygues" 8. (31) Den klagende part hævder endvidere, at eftersom den oprindelige overdragelse af Lurmærkerne til Mejeriforeningen udgør eksisterende uforenelig statsstøtte, kunne og burde ministeriet have ageret, som om det fortsat havde komplet frihed til at give afkald på mærkerne, da det traf beslutning om, hvorvidt der skulle gives samtykke til transaktionen mellem Mejeriforeningen og Arla, og om, hvorvidt der skulle knyttes betingelser til samtykket. I den forbindelse refererer den klagende part til Lurmærkerne som offentlige aktiver og til den danske stat som en "privat sælger" og insisterer på, at staten burde have ageret i overensstemmelse med "princippet om den private sælger", dvs. som om den stadig var ejer af mærkerne. (32) Den klagende part hævder desuden, at 4 og 5 i statsaftalen fra 1997 under alle omstændigheder ville have tilladt den danske stat at fastholde den fulde kontrol over Lurmærkerne også efter 1997. Ifølge den klagende part indebærer 4, første punktum ("Såfremt Mejeriforeningen ophører med sin virksomhed som fællesorganisation for de danske mejerier, træffer Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri efter forhandling med Mejeriforeningen afgørelse om mærkernes fremtid"), en potentiel genoverdragelse af mærkerne til den danske stat. 5 ("Alle udgifter forbundet med aftalens gennemførelse og fremtidige udgifter i forbindelse med mærkernes vedligeholdelse afholdes af Mejeriforeningen") bør ifølge den klagende part forstås således, at den begrænser overdragelsen til Mejeriforeningen til en ren vedligeholdelse af "eksisterende varemærker", hvilket også dækker nye registreringer. På den baggrund konkluderer den klagende part, at staten bør betragtes som havende bevaret fuld 8 Domstolens dom af 19. marts 2013, Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen m.fl., forenede sager C-399/10 P og C-401/10 P, ECLI:EU:C:2013:175. 7
kontrol over alle IP-rettigheder overdraget til Mejeriforeningen i henhold til statsaftalerne, herunder varemærker registreret efter den 17. januar 1997. (33) Den klagende part hævder videre, at distinktionen mellem IP-rettigheder registreret før og efter den 17. januar 1997 var kunstig og kun tjente til at omgå de gældende statsaftaler. Hvis et salg af de IP-rettigheder, der eksisterede før 1997, krævede samtykke, bør det også være tilfældet for ordmærker og figurmærker registreret efter 1997, som stort set er identiske med de mærker, her henvises til i statsaftalernes 1. Den klagende part konkluderer således, at den danske stat burde have taget skridt til at forhindre transaktionen mellem Mejeriforeningen og Arla, uanset hvornår de berørte varemærker blev registreret. (34) Den klagende part tilføjer, at uanset distinktionen mellem ældre og nyere IPrettigheder medførte det forhold, at ministeriet ikke udøvede sine rettigheder i henhold til statsaftalerne til at forhindre salget til Arla, en selektiv fordel for begge parter til transaktionen hidrørende fra statsmidler, der var at tilregne den danske stat. Fordelen for Arla skulle bestå i differencen mellem salgsprisen på 150 mio. DKK og Lurpakmærkets værdi, der skulle beløbe sig til 1,8 mia. DKK i henhold til en artikel i dagbladet Børsen den 14. august 2013, der refererer til en undersøgelse gennemført af det britiske analysebureau Brand Finance. Fordelen for Mejeriforeningen skulle bestå i de 150 mio. DKK, som Arla betalte. (35) Den klagende part hævder videre, at selv om salget af Lurpakvaremærkerne måtte være sket til markedspris, ville det stadig udgøre statsstøtte i den forstand, at staten med sit stiltiende samtykke har fraskrevet sig retten til et vederlag for at give grønt lys for salget. I henhold til den klagende part kunne og burde de danske myndigheder enten have forhindret salget til Arla eller anmodet om en korrektion af den oprindelige vederlagsfri overdragelse til Mejeriforeningen, således at den markedspris, Arla skulle have betalt (og ikke blot 150 mio. DKK), blev overført i sin helhed til den danske stat. Den klagende part konkluderer derfor, at i sin egenskab af "privat sælger" og ved ikke have anmodet om godtgørelse af den fulde markedspris handlede staten i strid med princippet om den private sælger og ydede dermed ny statsstøtte til både Mejeriforeningen og Arla. 4. BEMÆRKNINGER OG SUPPLERENDE OPLYSNINGER FRA DE DANSKE MYNDIGHEDER Overdragelsen af Lurmærkerne til Mejeriforeningen (36) De danske myndigheder har forklaret, at overdragelsen i 1991 og 1997 fandt sted vederlagsfrit, fordi mærkerne oprindeligt var blevet overdraget fra mejerierne til staten, og fordi Mejeriforeningen påtog sig administrationen af mærkerne og omkostningerne forbundet hermed. Det blev på daværende tidspunkt forudsat, at alle, der opfyldte betingelserne for at anvende mærkerne, fortsat skulle have ret hertil, og at Mejeriforeningen ikke kunne kapitalisere mærkerne ved overdragelse til et enkelt selskab. (37) De danske myndigheder fremfører endvidere, at overdragelsen ikke indebar statsstøtte, idet transaktionen ikke medførte økonomiske fordele, som Mejeriforeningen og dens medlemmer ikke allerede havde i form af den mulighed for at anvende mærkerne, som Mejeriforeningen og dens medlemmer allerede havde inden overdragelsen. 8
(38) Ifølge de danske myndigheder kunne Mejeriforeningens mulighed for at registrere yderligere IP-rettigheder ej heller føre til en konklusion om, at den oprindelige ovedragelse indebar en økonomisk fordel for Mejeriforeningen. I den forbindelse bemærker de danske myndigheder, at statens ejerskab, administration og regulering af mærkerne i perioden fra 1906 til 1991 bør betegnes som generel regulering og ikke som statsforanstaltninger, der indebar økonomiske fordele for visse virksomheder. (39) De danske myndigheder erindrer også om, at transaktionen blot betød, at staten blev fritaget for administrative omkostninger og byrder, men ikke opnåede indtægter fra sit ejerskab af Lurmærkerne i perioden 1906-1991. Salget til Arla af Lurpakvaremærkerne registreret af Mejeriforeningen efter den 17. januar 1997 (40) De danske myndigheder understreger, at transaktionen mellem Mejeriforeningen og Arla er en aftale indgået mellem to private parter om overdragelse af privatejede rettigheder og forpligtelser. (41) De danske myndigheder bestrider endvidere den klagende parts påstand om, at den danske stat bevarede fuld kontrol over Lurpakmærkerne, og de understreger i denne henseende forskellen mellem fællesmærker og varemærker. Et fællesmærke i form af et certificeringsmærke såsom Lurmærkerne defineres som et særligt kendetegn, der tilhører en juridisk person, der fastsætter normer for bestemte varer eller tjenesteydelser, hvortil mærkerne benyttes 9. Fællesmærker er åbne for alle medlemmer, der overholder bestemte normer. Varemærker derimod har kun ejeren adgang til at benytte. Ifølge de danske myndigheder var alle de mærker, der blev overdraget til Arla, varemærker, der som sådanne bør holdes adskilt fra de fælles Lurmærker, der er dækket af statsaftalerne. (42) De danske myndigheder fremfører, at de IP-rettigheder, der blev overdraget til Arla i 2013, var nye varemærker registreret efter 1997, mens Mejeriforeningen forblev ejer af de oprindelige fællesmærker og nogle varemærker registreret før 1997. Kun sidstnævnte var omfattet af samtykkekravet i 4 i statsaftalen fra 1997. De danske myndigheder bestrider i denne henseende den klagende parts påstand om, at Lurpaks ordmærker og figurmærker registreret efter den 17. januar 1997 skulle være de samme IP-rettigheder som dem, der blev registreret før den dato (se punkt 33), og dét af følgende grunde: Varemærker, certificeringsmærker og fællesmærker er ejendomsrettigheder, for hvilke fastlæggelsesdatoen er afgørende for deres eksistens, anvendelse og håndhævelse og i sidste ende deres værdi for ejeren. Et mærke, for hvilket der indgives ansøgning om registrering på en bestemt dato, kan kun håndhæves over for en tredjepart med hensyn til identiske eller lignende mærker registreret efter denne dato, hvilket også er tilfældet med det Lurpak-ordmærke, der blev registreret af Mejeriforeningen i 2012. To mærker, for hvilke der indgives ansøgning på forskellige datoer, er derfor pr. definition individuelle, særskilte og ikke-identiske aktiver. (43) På det grundlag hævder de danske myndigheder, at den danske stat, hverken i henhold til statsaftalerne eller lovgivningen, havde hjemmel til at forhindre eller fastsætte nogen form for betingelser for overdragelsen af de varemærker, 9 1, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 103 af 24. januar 2012 om fællesmærker. 9
Mejeriforeningen registrerede efter 1997. Derfor kunne staten hverken direkte eller indirekte have givet samtykke til overdragelsen af disse varemærker til Arla. (44) De danske myndigheder fremfører også den mere generelle bemærkning, at ministeriets mulighed for at kontrollere de Lurmærker, der er anført i 1 i statsaftalerne, blev opgivet ved aftalen fra 1997 for at muliggøre en definitiv overdragelse af ejendomsrettighederne til disse mærker. Mejeriforeningen kunne derfor frit håndhæve sit fulde ejerskab til de overførte IP-rettigheder uden kontraktlige eller lovgivningsmæssige forbehold. I henhold til de danske myndigheder har Mejeriforeningen lovligt håndhævet disse rettigheder ved at følge en særlig strategi bestående i både afregistrering af eksisterende mærker (uden fornyelse) og registrering af nye mærker. De danske myndigheder har på intet tidspunkt blandet sig i den strategi og fandt, at de ikke havde retlige midler til at gøre det efter den endelige overdragelse i 1997. De danske myndigheder havde derfor intet retligt grundlag for at kræve, at hele eller en del af betalingen fra Arla til Mejeriforeningen skulle overføres til den danske stat. (45) De danske myndigheder understreger i den henseende, at hverken 4 eller 5 eller nogen anden del af 1997-statsaftalen kan læses således, at den giver ministeriet ret til at influere Mejeriforeningens varemærkestrategi. De danske myndigheder bestrider derfor den klagende parts påstand om, at ministeriet ville have bevaret en ret til at kontrollere alle Lurmærkerne, enten i relation til Mejeriforeningens registrering af varemærker eller i relation til overdragelsen af sådanne registreringer til en anden privat part. (46) Med hensyn til ministeriets påståede indblanding i overdragelsen til Arla anfører de danske myndigheder, at den begrænsede sig til en generel præcisering af de omstændigheder, under hvilke ministeriets samtykke ville være påkrævet. Ministeriet var på intet tidspunkt involveret i eller havde kendskab til vilkårene og betingelserne knyttet til overdragelsen eller prissætningen af aftalerettighederne. Dette var et emne, der udelukkende blev forhandlet mellem på den ene side Arla og på den anden side de øvrige producenter, der benytter Lurpakmærkerne (Thise Mejeri, Nørup Mejeri og Bornholms Andelsmejeri). (47) De danske myndigheder har indgivet følgende supplerende oplysninger vedrørende de vilkår og betingelser, Mejeriforeningen og Arla nåede til enighed om i forbindelse med overdragelsen: Salgsprisen på 150 mio. DKK blev fastsat efter forhandlinger mellem de private parter, der er nævnt i punkt 46. Parterne forelagde efterfølgende salgsprisen for SKAT med anmodning om et ligningssvar af hensyn til transfer pricing-reglerne. SKAT bekræftede, at salgsprisen kunne anerkendes skattemæssigt, idet det blev vurderet, at transaktionen var foregået på armslængdevilkår. Aftalen forpligter Arla til at indgå licensaftaler med de øvrige danske mejerier, der var medlemmer af Mejeriforeningen på overdragelsestidspunktet, hvorved disse mejerier gives ret til at anvende Lurpakvaremærkerne til fremstilling, emballering og salg af smør og blandingsprodukter, der var på markedet før den 18. december 2012. Licenstager skal betale en markedsføringsafgift svarende til afgiften forud for overdragelsen. Licensaftalerne har en løbetid på 50 år med uændrede vilkår, hvorefter de skal genforhandles med henblik på en forlængelse i yderligere 50 år. 10
Arla må ikke sælge mærkerne til en tredjepart, men kun foretage en koncernintern overdragelse til et selskab ejet og kontrolleret af Arla. (48) Mejeriforeningen har erklæret, at garantien og de fælles Lurmærker og varemærker registreret før 17. januar 1997, som den forbliver ejer af, efterhånden vil udgå. 5. STATSSTØTTEVURDERING 5.1. Forekomst af statsstøtte - artikel 107, stk. 1, i TEUF (49) I traktatens artikel 107, stk. 1, fastsættes det, at "[b]ortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne". (50) En foranstaltning udgør således statsstøtte efter denne bestemmelse, hvis alle følgende betingelser er opfyldt: i) foranstaltningen skal kunne tilregnes staten og finansieres med statsmidler, ii) den skal give en virksomhed en økonomisk fordel, iii) foranstaltningen skal være selektiv, og iv) foranstaltningen skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Overdragelsen af Lurmærkerne til Mejeriforeningen (51) Som et første skridt skal det vurderes, om overdragelsen af de fælles Lurmærker fra ministeriet til Mejeriforeningen i 1991 og 1997 opfyldte betingelserne for at udgøre statsstøtte. (52) Lurmærkerne var statsejet i perioden 1906-1991, dvs. forud for overdragelsen, og udgjorde således statsmidler i form af IP-rettigheder. Overdragelsen af disse mærker til Mejeriforeningen blev besluttet af ministeriet og gennemført via aftaler indgået mellem ministeriet og Mejeriforeningen. Det kan derfor konkluderes, at foranstaltningen kunne tilregnes staten. (53) Mejeriforeningen (og dens forgængere) er en privat erhvervsorganisation for virksomheder, der producerer og sælger mejeriprodukter. Modtagerne af IPrettigheder knyttet til Lurmærkerne deltog således i en økonomisk aktivitet bestående i at udbyde varer på markedet, og de var dermed virksomheder som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF. (54) Overdragelsen af IP-rettighederne knyttet til Lurmærkerne bevirkede, at Mejeriforeningen vederlagsfrit modtog et immaterielt aktiv, som den senere kunne sælge og kapitalisere, selv om det var et uventet udfald, da statsaftalerne blev indgået. Desuden kunne Mejeriforeningen via erhvervelsen af disse mærker følge en særlig mærkestrategi, herunder navnlig udvikling, registrering og afregistrering af varemærker samt vilkårene for brugen af disse varemærker 10, alt 10 Mejeriforeningen har eksempelvis tilladt, at Lurpakmærket anvendes på blandingsprodukter fra virksomheder, der opfylder betingelserne i 2 i statsaftalen (hvilket udelukker MIFU's medlemmer, da de ikke er godkendt af de danske myndigheder til forarbejdning af mælkeprodukter). 11
sammen til fordel for foreningens medlemmer. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at overdragelsen af Lurmærkerne indebar en økonomisk fordel for Mejeriforeningen og dens medlemmer, som de ikke kunne have opnået under normale markedsvilkår. Fordelen var også selektiv, da rettighederne til Lurmærkerne blev givet til en enkelt organisation, der repræsenterer en bestemt gruppe af virksomheder i mejerisektoren. (55) Ifølge Domstolens retspraksis gælder det, at alene det forhold, at en virksomheds konkurrencemæssige position styrkes i forhold til andre konkurrerende virksomheder, hvis den får en økonomisk fordel, som den ellers ikke ville have fået under normal udøvelse af erhvervet, peger i retning af en mulig konkurrencefordrejning 11. Rettighederne knyttet til Lurmærkerne sætter virksomheder, der er medlemmer af Mejeriforeningen, i stand til at styrke deres konkurrencemæssige stilling i forhold til andre virksomheder, der fremstiller og markedsfører smør og tilsvarende produkter, f.eks. smørbare margarineprodukter produceret af MIFU's medlemmer. I henhold til Domstolens retspraksis kan støtte til en virksomhed påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, når denne virksomhed er aktiv på et marked med samhandel inden for EU 12. Mejeriforeningens medlemmer udøver virksomhed på det stærkt konkurrenceprægede marked for mejeriprodukter 13. Denne sektor er åben for konkurrence på EU-plan og kan derfor blive påvirket af enhver foranstaltning til fremme af produktionen i en eller flere medlemsstater. Foranstaltningen kunne derfor fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. (56) På baggrund af ovenstående er betingelserne i artikel 107, stk. 1, i TEUF opfyldt. Det kan derfor konkluderes, at overdragelsen af IP-rettighederne knyttet til Lurmærkerne til Mejeriforeningen udgjorde statsstøtte som omhandlet i nævnte artikel. Støtten blev aldrig anmeldt til Kommissionen og var således ulovlig. (57) Der var imidlertid gået 18 år mellem den endelige overdragelse af Lurmærkerne i henhold til statsaftalen af 17. januar 1997 og den første begæring om oplysninger, som Kommissionen rettede til de danske myndigheder den 8. maj 2015. Den forældelsesfrist på ti år, der er fastsat i artikel 17 i Rådets forordning (EU) 2015/1589, er derfor udløbet, og den pågældende støtte må derfor anses for at være eksisterende støtte i henhold til stk. 3 i denne artikel. Salget til Arla af Lurpakvaremærkerne registreret af Mejeriforeningen efter den 17. januar 1997 (58) I henhold til den klagende part bør transaktionen mellem Mejeriforeningen og Arla betragtes som "ny støtte" som defineret i artikel 1, litra c), i forordning (EU) 11 12 13 Domstolens dom af 17. september 1980, sag 730/79, Phillip Morris Holland BV mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ECLI:EU:C:1980:209. Se navnlig Domstolens dom af 13. juli 1988, sag C-102/87, Den Franske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, ECLI:EU:C:1988:391. Med hensyn til den EU-interne handel med smør er Danmark den niende største eksportør i EU. I januar til maj 2016 blev der til og fra Danmark importeret og eksporteret henholdsvis 6 094 og 9 751 tons smør. (Kilde: Milk Market Observatory 10.8.2016, Eurostat: http://ec.europa.eu/agriculture/milkmarket-observatory/pdf/eu-intra-trade_en.pdf). 12
2015/1589, enten i sig selv eller via en ændring af den eksisterende støtte fra 1997, der blev tildelt begge parter i transaktionen. (59) Med hensyn til den klagende parts argument om, at statsaftalerne og overdragelsen til Arla bør betragtes som ét indgreb (se punkt 30) er Kommissionen af den opfattelse, at disse to transaktioner ikke kan betragtes som uadskillelige fra hinanden i henhold Domstolens retspraksis som fastsat i dommen i sag C-399/10 P, "Bouygues" 14. De kriterier, der skal anvendes i henhold til præmis 104 i den pågældende dom, nemlig indgrebenes kronologi og formål samt virksomhedens situation på tidspunktet for indgrebene, taler forholdsvis tydeligt imod forekomsten af ét indgreb i den foreliggende sag. For det første var der gået mere end 16 år mellem den endelige overdragelse af Lurmærkerne fra den danske stat til Mejeriforeningen og salget til Arla af Lurpakvaremærkerne registreret efter den 17. januar 1997. Dernæst tjente statsaftalen til at deregulere og privatisere administrationen af Lurmærkerne, mens salget fra Mejeriforeningen til Arla var en transaktion mellem to private parter, der skulle sikre Arlas investeringer i Lurpakmærkerne. Endelig var salget unægtelig en uforudset begivenhed, da statsaftalerne blev indgået i 1991 og 1997. (60) Kommissionen finder derfor, at overdragelsen af Lurmærkerne fra den danske stat til Mejeriforeningen og salget til Arla af Lurpakvaremærkerne registreret efter den 17. januar 1997 er to klart adskillelige begivenheder. (61) Kommissionens konklusion om, at overdragelsen af Lurmærkerne fra den danske stat til Mejeriforeningen udgør eksisterende støtte, er derfor kun relevant for vurderingen af, om de 150 mio. DKK, som Arla betalte for mærkerne, udgør ny statsstøtte til Mejeriforeningen. Spørgsmålet om, hvorvidt salget også indebar statsstøtte til Arla, må vurderes selvstændigt. (62) Med hensyn til den påståede nye støtte til Mejeriforeningen har de danske myndigheder forelagt oplysninger, der viser, at salget til Arla kun omfattede de varemærker, som Mejeriforeningen havde registreret efter 1997-statsaftalens ikrafttræden (se punkt 25 og 26). De danske myndigheder har også forelagt oplysninger, der viser, hvorfor mærker registreret efter den 17. januar 1997 ikke bør betragtes som de samme IP-rettigheder som mærkerne registreret før den dato, idet IP-rettigheder er ejendomsrettigheder, for hvilke fastlæggelsesdatoen er afgørende for deres eksistens, anvendelse og håndhævelse (se punkt 42). De danske myndigheder har også pointeret, at de IP-rettigheder, der blev solgt til Arla, var varemærker, mens hovedparten af de rettigheder, der forblev hos Mejeriforeningen, var fællesmærker (se punkt 41) og derfor var IP-rettigheder af en anden karakter også i den henseende. (63) I lyset af ovenstående finder Kommissionen, at de IP-rettigheder, der er dækket af statsaftalerne, og dem, der blev solgt til Arla, var individuelle, særskilte og ikkeidentiske aktiver, hvorfor sidstnævnte ikke kan anses for at udgøre statsmidler. Kommissionen konkluderer derfor, at ministeriets beslutning om ikke at udtale sig om salget af Lurpakvaremærkerne til Arla ikke ændrede den eksisterende støtte, der tidligere var blevet ydet til Mejeriforeningen, og den udgjorde heller ikke på nogen anden måde ny støtte efter artikel 1, litra c), i forordning (EU) 2015/1589. 14 Se den fulde henvisning i fodnote 8. 13
(64) På samme grundlag konkluderer Kommissionen videre, at salget af Lurpakvaremærkerne til Arla ikke udgjorde statsstøtte til Arla, da disse varemærker ikke var statsmidler. (65) Selv hvis de IP-rettigheder, der blev overdraget i henhold til statsaftalerne, måtte have været de samme IP-rettigheder som dem, der blev solgt til Arla, ville Kommissionen ikke vurdere, at der indgik statsmidler i sidstnævnte transaktion, og dét af følgende årsager. (66) I henhold til de danske myndigheder havde statsaftalen fra 1997 til formål at opnå en fuldstændig privatisering af Lurmærkerne ved at fjerne alle de betingelser, der kunne have givet den danske stat mulighed for at bevare kontrollen over IPrettighederne knyttet til disse mærker. (67) Den klagende part bestrider disse påstande og påberåber sig 4, første punktum, og 5 i statsaftalen fra 1997 (se punkt 11 og 18) til støtte for sit argument om, at den danske stat bevarede den fulde kontrol over alle IP-rettigheder knyttet til Lurmærkerne også efter overdragelsen i 1997. (68) Kommissionen bemærker imidlertid, at 4, første punktum, kun ville være blevet aktuel, hvis Mejeriforeningen havde ophørt med sin virksomhed, hvilket aldrig skete. Kommissionen er således af den opfattelse, at en betingelse, der kun ville være blevet gældende i tilfælde af Mejeriforeningens opløsning, ikke kan fortolkes således, at den giver den danske stat ret til at tilbagekræve ejerskabet til de IP-rettigheder, der blev overdraget til Mejeriforeningen, eller til at udøve nogen anden direkte eller indirekte kontrol over disse IP-rettigheder. (69) Kommissionen bemærker endvidere, at 5 i statsaftalen fra 1997 blot siger, at Mejeriforeningen vil afholde alle udgifter i forbindelse med mærkets vedligeholdelse. Kommissionen finder, at brugen af ordet "vedligeholdelse" i denne kontekst på ingen måde kan opfattes som en begrænsning af de ejendomsrettigheder, der blev overdraget til Mejeriforeningen, til ren vedligeholdelse af eksisterende mærker under ministeriets fortsatte kontrol, ikke mindst fordi selve formålet med 1997-aftalen var at fjerne ministeriets beføjelse til at udøve nogen form for kontrol over Lurmærkerne (se punkt 16 og 17). (70) Endelig noterer Kommissionen sig, at 4, andet punktum, i 1997-aftalen faktisk fastslår, at Mejeriforeningen ikke uden ministeriets samtykke kan overdrage rettighederne i henhold til aftalen. Kommissionen mener imidlertid, at ikke engang en bestemmelse om samtykke i tilfælde af salg kan forstås således, at den giver ministeriet ret til konstant at kontrollere brugen af de overførte IPrettigheder eller til at tilbagekræve ejerskabet til disse rettigheder, og det i endnu mindre grad i forhold til varemærker registreret efter 1997-statsaftalens ikrafttræden. (71) Kommissionen konkluderer derfor, at trods samtykkekravet i tilfælde af et salg kan intet i 1997-statsaftalen fortolkes således, at den danske stat har ret til at bevare ejerskabet til eller kontrollen over IP-rettighederne knyttet til Lurmærkerne. (72) Desuden viser oplysningerne fra de danske myndigheder, at formålet med statens foranstaltninger i 1997 var at gennemføre en fuldstændig privatisering af Lurmærkerne og returnere dem til den danske mejeribranche. Det fremgår også af 14
disse oplysninger, at Mejeriforeningen frit kunne håndhæve sit fulde ejerskab til Lurmærkerne uden kontraktlige eller lovgivningsmæssige forbehold. Mejeriforeningen har i årenes løb brugt sit ejerskab til at udvikle en mærkestrategi bestående i registrering af nye varemærker og afregistrering af eksisterende mærker (uden fornyelse). Mejeriforeningen har også fastsat betingelserne for brugen af disse mærker. De danske myndigheder har på intet tidspunkt blandet sig i disse aktiviteter og har været af den opfattelse, at de ikke havde retlige midler til at gøre det. (73) Med henvisning til ovenstående konkluderer Kommissionen, at ingen af IPrettighederne knyttet til Lurmærkerne var under konstant offentlig kontrol eller på anden vis til rådighed for den danske stat, før Mejeriforeningen solgte dem til Arla 15. De kan derfor ikke betragtes som statsmidler, selv hvis de måtte have været de samme IP-rettigheder som dem, der oprindeligt blev overdraget til Mejeriforeningen. Det betyder også, at den danske stat hverken havde ret eller pligt til at kræve nogen form for økonomisk kompensation til gengæld for Mejeriforeningens salg af disse IP-rettigheder til Arla. Den pågældende transaktion medførte derfor hverken en ekstra udgift eller færre indtægter for den danske stat. (74) På baggrund af den konstatering, at der ikke indgik statsmidler i transaktionen mellem Mejeriforeningen og Arla, hverken i forhold til sælger eller køber, er der ingen grund til at undersøge, om de øvrige kriterier i artikel 107, stk. 1, i TEUF er opfyldt. 6. KONKLUSION På basis af vurderingen ovenfor er Kommissionen nået til følgende konklusion: - den oprindelige overdragelse af Lurmærkerne fra den danske stat til Mejeriforeningen i 1991 og 1997 indebar statsstøtte. I medfør af artikel 17, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 forældes Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtten efter 10 år. I den foreliggende sag udløb forældelsesfristen den 17. januar 2007. Da Kommissionens rettede sin første anmodning om yderligere oplysninger til de danske myndigheder efter den 17. januar 2007, har Kommissionen ikke beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtten. - Mejeriforeningens salg til Arla af Lurpakvaremærkerne registreret efter den 17. januar 1997 udgør ikke statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF. Hvis dele af dette brev er omfattet af tavshedspligt ifølge Kommissionens meddelelse om tavshedspligt i statsstøttebeslutninger 16 og ikke bør offentliggøres, bedes De senest femten arbejdsdage efter modtagelsen underrette Kommissionen herom. Har Kommissionen ikke inden udløbet af denne frist modtaget en begrundet anmodning om fortrolig behandling, vil den gå ud fra, at Danmark er indforstået med, at dette brev offentliggøres i sin fulde ordlyd. Hvis Danmark ønsker visse oplysninger underlagt 15 16 Jf. Domstolens dom af 16. maj 2000, Frankrig mod Ladbroke Racing Ltd og Kommissionen, C-83/98 P, ECLI:EU:C:2000:248, præmis 50. Meddelelse fra Kommissionen C(2003) 4582 af 1. december 2003 om tavshedspligt i statsstøttebeslutninger (EUT C 297 af 9.12.2003, s. 6). 15
tavshedspligt, bedes De markere de pågældende dele og for hver del give en begrundelse for, hvorfor de ikke ønskes offentliggjort. Anmodning herom sendes elektronisk via det sikrede e-mailsystem Public Key Infrastructure (PKI) i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 17 til følgende adresse: agri-state-aidsnotifications@ec.europa.eu. På Kommissionens vegne Phil HOGAN Medlem af Kommissionen 17 Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1). 16