Rama Sama Anders Bodelsen Se nu ordentligt på billedet før du gir op, sagde moderen. Drengen så på billedet igen. Det var hvad det var, han forstod ikke at nogen kunne forlange af ham, at han skulle se andet end hvad enhver straks kunne se. Hvis Rama Sama gemte sig i det, som de sagde, så kunne de vise ham det, selv var han for søvnig til at gøre et arbejde. Uden at vende sig, så de kunne se hans ansigt, sagde faderen ved vinduet: Herregud, drengen har feber, vis ham nu Rama Sama. Otteogtredive to, sagde moderen. Selvfølgelig kan han da selv finde Rama Sama. Kan du ikke også? Prøv nu igen. Hun kiggede ham over skulderen. Drengen sad i en kasseseng, lavet i to dele som kunne tækkes fra hinanden efterhånden som han blev større; der var et godt stykke at trække endnu. Over de to faste sidestykker var der lagt et bræt til bogen. Drengen sad overende i sengen for at kunne se billederne, mens moderen læste. Han kiggede uopmærksomt på landskabet, der var tegnet med en gnidret gammeldags streg: Bakker, skovbryn, en sø, drivende skyer. Han kunne ikke få øje på Rama Sama. Forklar drengen hvad det hele går ud på, sagde faderen ved vinduet. Jo, altså. Lille Hans viser Rama Sama alle sine billeder for at få ham til at le. Rama Sama, han kan ikke le ad noget, og hvis Hans får Rama Sama til at le, så får Hans en masse penge, ikke? Men Rama Sama ler slet ikke ad billederne, ikke før han ser dette her. Og ved du hvorfor han så ler? Så ler han fordi han får øje på sig selv! Nu skal du prøve at få øje på Rama Sama. Du ved godt, hvordan han ser ud, ikke? Han er sådan en mellemting mellem en abe og et menneske. Når du får øje på ham ser du han står og smiler. Han er meget sjov. Jeg tror slet ikke drengen er klar over hvad det hele går ud på, sagde faderen. Rama Sama er gemt i billedet, forstår du. Først kan man slet ikke få øje på ham, og det er heller
øjeblik forekom tanken om den skjulte iagttager ham nu mere skræmmende, han ville holde øjnene lukkede til de gik. Jeg tror han trænger til at sove, sagde moderen og lagde bogen ned til de andre ved siden af sengen. I min tid, sagde faderen, i min tid elskede vi børn at se fikserbilleder. De trak de lette gardiner for eftermiddagssolen og lod ham ligge med lukkede øjne. Et sted i huset fortsatte deres samtale, efter et stykke tid åbnede drengen øjnene og betragtede gardinerne, der bevægede sig ganske svagt. I en have nær ved blev der leget skjul, nogen råbte hundrede nu-kommer-jeg, så var der i lang tid ikke en lyd, så hørte han dem komme løbende og råbe krone-for-mig. Han var ikke så søvnig som han havde troet og samlede et par af bøgerne op fra gulvet. Det var ikke hans egne bøger, dem havde han læst, det var forældrenes, som de havde fundet frem fordi han var syg en enkelt af bøgerne havde tilhørt hans bedstemor som barn og både hendes og faderens navn var skreikke meningen. Han er ikke med, eller osse er det kun ham der er med, det er enten eller. Pludselig kan en sø være hans øje eller en sky hans mund. En sø hans øje, en sky hans mund. Faderen havde aldrig sagt en sætning, der lignede denne. Vantro kiggede drengen mod den silhuet i vinduet, der var hans far. Prøv igen, sagde moderen. Prøv igen, gentog faderen. Han kiggede på ny på tegningen. Det var et venligt landskab, koloreret i temmelig usandsynlige farver. Søen var køkkenblå, trækronerne grønne som kogt spinat. Et sted i dette landskab skulle den leende Rama Sama stå skjult? Gemt, så man ikke kunne se ham, mens han stod og kiggede ud på en? Drengen puffede bogen ned på dynen og anlagde sit stædigste udtryk. Hvad er der med ham? spurgte moderen. Faderen kom endelig hen til dem og tog bogen op. Nu skal du se, sagde han, nu skal far vise dig Rama Sama. Men drengen lukkede øjnene af alle kræfter og ville ikke se; for hvert
vet foran i den. Foruden Rama Sama var der blandt andet flere årgange af Vor Jord, som han nu adspredt gennembladrede: Billeder af tørdokker, oceandampere, en mand der prøver at flyve men vingerne opløses fordi han kommer solen for nær. Arternes udvikling, det manglende led. Røntgenskærmen og ved dens side en alvorlig mand i kittel. Flagermus kredsende om hinanden, vekslende signaler ingen andre opfanger. Blodige prøvelser, en indianerstamme indvier de halvvoksne drenge til mænd til sidst greb drengen igen bogen om Rama Sama for at finde den leende abe i det tomme landskab. Der var stadig noget halvhjertet i hans forsøg, han var selv i stand til at gennemskue det: Helst var han fri for at få øje på den skjulte iagttager, helst udsatte han det. Hvorfor havde det været så morsomt? Hvorfor havde Rama Sama leet og givet lille Hans de mange penge? Skjulte der sig mere i billedet, end man på forhånd kunne forestille sig? Gennemskuede alle andre det straks og kun ikke han? Lo alle andre? Lo de af befrielse? Han skubbede bogen fra sig og stirrede op i loftet. Hundrede-nu-kommer-jeg. Den varme luft stod ind under gardinet med en duft af phlox. Solen plettede den lakerede vindueskarm, der sendte lyset videre mod loftet. Drengen vendte og drejede sig i sengen, til sidst tog han, som han måtte, atter bogen op og begyndte forfra med billedet: En sø hans øje, en sky hans mund. Drengen betragtede søen og skyerne, drejede bogen lidt, lige meget hjalp det. Skubbede bogen ned i skødet på ny, vidste det kun var en udsættelse, var lysvågen og forstod, at nu fik han ikke ro, før han havde set Rama Sama. Foruden dette forstod eller anede han allerede noget mere: Rama Sama var ikke uhyggelig selv. Det uhyggelige var kun inden i en, og måske kun lige i det øjeblik man ikke længere kunne udskyde at se Rama Sama. Det uhyggelige var ikke det man så, det uhyggelige var at se; og alleruhyggeligst var at være lige ved at se. Det uhyggeligste øjeblik var lige før. Bagefter dette var i det mindste, hvad han håbede bagefter ville der ikke for alvor være noget at
være forskrækket over. Med større hjertebanken end før fordi han vidste det ville lykkes nu greb han for tredje gang bogen og så denne gang straks, hvad der allerede længe havde været synligt for foræl-drene: Midt i det tomme landskab, på tværs, stod eller svævede Rama Sama. Han var skoven, hans ene arm var et næs ud i søen, benene fordelte sig på hver side af en lille skovkirke. Rama Sama løftede den arm som var et næs til venlig hilsen; i trækronerne dukkede hans ansigt op, øjne, næse, mund, et leende ansigt uden trusler nu. Et øjeblik havde det været som om sengen styrtede under drengen, og hjertets pumpen tog hans vejr. Nu lagde han bogen opslået på dynen og følte vinden fra vinduet stryge over sit varme ansigt. Det var overstået, det var gået nemt. Han slumrede, vågnede et par gange den lange eftermiddag og hørte forældrene tale med hinanden et sted i huset, hørte de andre løbe gennem nabohaven og gemme sig, mens der blev talt fra ti til hundrede. Han havde bil- ledet foran sig et par gange og oplevede hver gang hvorledes det netop tog et øjeblik før det trivielle landskab lod sig gennemskue og Rama Sama hilsende dukkede op hver gang krævede et lille svimmelt ryk gennem kroppen før det kunne ske. Når Rama Sama var dukket op kunne det på den anden side være svært igen at få landskabet til at ligne et landskab. Det var, som faderen havde sagt, enten eller. Over hans seng hang billedet af Robinson Crusoe, der netop har opdaget fodsporene på stranden. Billedet opløste sig nu for drengens øjne, og da det samlede sig igen kunne han for første gang tydeligt i buskadset se de indfødte, som han altid havde vidst måtte gemme sig netop der. At Robinson Crusoe endnu ikke havde opdaget dem gav drengen følelsen af overlegenhed: Man burde advare ham. Men det var morsomt foreløbig at være den eneste, som så alt hvad der var at se. Tingene forandrer sig blot man bruger sine øjne. Intet er helt, hvad det foregiver at være solpletterne på loftet blev til figurer og ansigter, man havde gennemskuet det, og der var ikke længere
noget man behøvede at være bange for... intet som helst... Forældrene står ved vinduet og taler engelsk sammen. Bag dem vælder aftensolen ind, så man ikke ser deres ansigter. Faderen bøjer sig over moderen, hans hånd hviler på hendes skulder, stryger langsomt ned langs overarmen. I det røde lys gløder moderens hår og faderens ører står, halvt i silhuet, halvt gennemlyste, ud fra hovedet. Og i et øjeblik af klarhed (som nu aldrig vil blive overgået eller gentaget) fæstner dette billede af de endnu unge forældre sig på nethinden: bøjet mod hinanden, talende på et fremmed sprog. Bag dem, i en ganske bestemt augustdags løv, set gennem det støvede vindue, læner Rama Sama, halvt menneske, halvt abe, sig frem med et stort, elskværdigt grin.