kunst / art Foto/Photo: Ruben Blædel 8 greenland today 22 2014
Kunst med mening Som kunstner har Bolatta Silis-Høegh prøvet at blande amerikansk popkultur med sin egen grønlandske, det absurde med det humoristiske og senest med noget, som nogle vil kalde holdninger eller politik. Men uanset hvad det kaldes, vækker hendes værker forskellige følelser i alle, der ser dem. Det er en kunst i sig selv. Tekst: Mads Nordlund Foto/Photo: Petra Kleis Bolatta Silis-Høegh kommer fra Sydgrønland, hvor hun er født i 1981 i Qaqortoq. Til hverdag bor hun nu på Vesterbro i København med sin mand Emile Hertling Péronard og deres to børn Isamu fra 2011 og Sila årgang 2012. Lejligheden er lys og venlig med højt til loftet som et billede på dem, der bor her. I stuen er der kig ind til børneværelset, hvor Duplo-klodserne er genbrug, og selvom der er pænt og ryddeligt, er der overalt små tegn på, at en børnefamilie stortrives her. I det hyggelige køkken er en altan ud til en herlig grøn gård, og det meste af maden på hylderne er økologisk eller bæredygtigt fremstillet. Her bor et par med en holdning til tingene. - Min største gave her i livet var at møde min mand, forklarer Bolatta i stedet for at starte med at snakke om sig selv. - Vi har en god energi sammen. Han er også kreativ og kan nogle tekniske ting, jeg ikke kan. Så med ham kan jeg gøre ting, jeg ikke kunne før. Emile er også god til sprog og super til at udtrykke sig. Og så ser han godt ud, smiler hun. - Selv er jeg enormt dårlig til at udtrykke mig sprogligt, og han giver mig det sidste løft, der mangler. - Jeg kan se lidt af mine forældre i mit forhold med Emile. De har også to forskellige arbejdsfelter, men har altid arbejdet godt sammen, så historien gentager sig lidt. - Min familie betyder alt, selvom jeg nogle gange har lyst til at kyle dem ud af vinduet. Som kunstner er man nok egoistisk og har brug for at lukke sig inde, men familien er klart det vigtigste, fastslår Bolatta. Fra den hyggelige lejlighed er der ikke langt til hendes atelier. Her har hun sit daglige virke med lærreder, pensler, malerbøtter, og hvad der ellers skal til for at skabe de flere meter høje og lange malerier, der for tiden fylder hendes univers. København vs. Grønland - Jeg kan godt lide at være alene. Det kan jeg ikke i Grønland, hvor vi er tæt med venner og familie. Det elsker jeg også, men det dur ikke, når jeg skal koncentrere mig. - Vi har flere gange haft planer om at flytte, men med den tidligere regering havde jeg ikke energi til at være der. Nogen synes nok, jeg skulle tage hjem og kæmpe imod, og jeg vil da gerne have, at mine børn oplever friheden ved at vokse op i Grønland. - Jeg tror bare ikke, at jeg har energi til det, så hellere»skrige«herfra. Jeg kunne ikke have malet til den sidste udstilling, hvis jeg havde været i Grønland. Vi kommer jo hjem mange gange om året og kan være der, så længe vi vil. - Her i København er meget rart, selvom man også kan blive træt af storbyen. Jeg har hele tiden Grønland og naturen med mig på en eller anden måde i alt, hvad jeg gør. Jeg sparer på vandet og bruger meget sjældent plastik. Jeg genbruger og smider aldrig mad ud. Jeg synes, jeg har naturen i baghovedet på en anden måde end bare at savne fjeldene og de friske fisk. - I Grønland kender jeg hver en sten og kan gå rundt med lukkede øjne. Så selvfølgelig savner jeg fjeldene, vejrskiftene, efteråret, hvor alt bliver friskt, og at plukke bær. - Jo, indenfor nogle år skal vi nok hjem, siger Bolatta. Danmarks dronning En af Bolattas første udstillinger udenfor Grønland var»den røde snescooter«i 2005 på Nordatlantens Brygge i København, hvor hun sammen med andre grønlandske kunstnere udstillede en række værker. Et af dem indeholdt både Mickey Mouse, den danske dronning og et dødningehoved. - Jeg prøvede at blande noget absurd, amerikansk popkultur med vores grøn- 22 2014 greenland today 9
Foto/Photo: PrivATe Foto/Photo: PrivATe landske. Jeg har brugt Dronningen meget, for jeg synes hun er et ikon på den gode måde. Det er altid sjovt at have hende med i min kunst, det giver et spil, der måske ikke har noget med resten af billedet at gøre, forklarer hun. - Jeg ved ikke hvorfor, jeg har kastet min kærlighed på Dronningen, men hun er med i mange af mine gamle ting. Det er sjovt, at vi i Grønland er selvstændige, men vi elsker Dronningen. Jeg har selv mødt hende til nogle af min mors udstillinger og har vist Prins Henrik rundt på en af min egne udstillinger, hvor Dronningen også var med på nogle malerier. Det syntes, han var sjovt. - Jeg var glad for den udstilling og har nok altid prøvet at gå nye veje. Før ville jeg gerne lave noget, der var anderledes. Nu kommer min drivkraft indefra, og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvordan det er i forhold til andet kunst. Kolonihaven I 2010 blev hun præmieret af Statens Kunstfond for værket»haveforeningen Sisimiut 2068«, der med en humoristisk tilgang til spørgsmål som klimaforandringer, danskhed og grønlandskhed viser et fremtidigt tropisk kolonihavemiljø med en bikini af sælskind på tørresnoren og en forside fra greenland today anno 2068 med bl.a. Sommer-Olympiade i Grønland. - For mig er det processen i at skabe, der er det sjove. Alt det andet, der kommer bagefter, er fint, og det er fedt med anerkendelse, men det er ikke derfor, jeg laver kunst, siger Bolatta eftertænksomt. 10 greenland today 22 2014 Klima og alvor - Jeg har altid arbejdet med klimaforandringer som et af mine temaer, men altid som noget alvorligt, gemt bag noget humoristisk. Måske fordi jeg ikke turde være for alvorlig i starten. Os fra Grønland, vi griner hele tiden, men vi udtrykker ikke vores vrede så meget. - Det har påvirket mig meget med ophævelsen af nultolerancen for uran i Grønland. Efter, jeg er blevet mor, tør jeg sgu nok også noget mere og er mere i kontakt med alle sider af mig selv. - Som barn var jeg temmelig alvorlig, men senere tilpassede jeg mig og blev mere»social korrekt«i en periode, siger hun. - Nu tør jeg være mig selv i min kunst den virkelige mig. Eller måske er jeg barn igen på en anden måde. Nu har jeg også mere at kæmpe for. Stue på biennalen På et tidspunkt fik Bolatta en helt speciel bestillingsopgave. Hun skulle lave en typisk grønlandsk stue, hvor man gerne ville se både historie og religion, udvikling, nutid og fremtid. - Jeg tog udgangspunkt i min gode vens bedstemors stue. Så via billederne på væggene fulgte man hans familie mor fødsel første skoledag konfirmation, student, jul, kærester, job, osv. Kronologisk hængt op på en bedstemor-agtig måde. - Det var sjovt at lave og første gang, jeg ikke selv skulle lave alt, men kunne fortælle, hvordan det skulle udføres, for der var 10 arkitekter til at hjælpe med det hele. Jeg var desværre ikke med i Venedig til Biennalen, hvor stuen var udstillet, fordi jeg var højgravid. Jeg ville gerne have været der, også fordi jeg synes, det hele blev lidt for pænt opstillet og hængt op, fortæller Bolatta. Arven hjemmefra Hendes fulde navn er Bolatta Tatjana Paarnaq Silis-Høegh og indikerer, at hun er datter af den anerkendte grønlandske kunstner Aka Høegh og den ligeledes kendte fotograf Ivars Silis. Sammen med Bolattas bror Inuk lavede de udstillingen»det bliver i familien Quadrofoni«som fire lydspor, der blev til ét. Det var et super samarbejde, husker Bolatta. - Jeg er ikke et ekko af mine forældre, men et produkt af de to. Mine forældre er hver deres pol, og jeg er nok noget midt imellem. - De har aldrig prøvet at få mig til at gå i en bestemt retning. Kun én gang har de spurgt mig, om jeg ville læse medicin. Jeg tror, det var i kærlighed, for at jeg skulle få et mere sikkert liv end kunstnerlivet. - Jeg har siden hen selv prøvet at gå i alle mulige retninger måske for at overbevise mig selv om, at jeg kunne noget andet. Forældrene - Der er kun plusser ved at være Aka Høeghs datter. - Jeg føler ikke, jeg går i min mors skygge, og hun har aldrig presset mig eller forsøgt at få mig i en bestemt kunstnerisk retning. Jeg er vel bare miljøpåvirket.
Foto/Photo: PrivATe Foto/Photo: Petra Kleis - Så jeg er bare skide stolt over, at min mor har sjælen med sig i alt, hvad hun gør. Det er sgu da fedt at have sådan en mor. - Det ville være noget andet, hvis folk sammenlignede det, vi laver, men vi laver jo noget vidt forskelligt, som vi hver især kan lide. - Jeg er også super stolt af min far, og jeg bliver mere og mere interesseret i min lettiske baggrund. Jeg vil altid være fra Grønland, det er der, jeg kommer fra, men nu hvor jeg selv har fået børn, interesserer jeg mig mere for min fars historie. Han har oplevet krig, som jeg aldrig selv har skænket en tanke, været på flugt og haft en lillebror, der døde af underernæring, og hans far min bedstefar sad i koncentrationslejr. - Jeg er meget mere interesseret i min lettiske familie og oprindelse nu, hvor min far har udgivet en spændende erindringsbog, og hvor min farmor i Malmö er blevet 94 år. - Min far er jo fotograf, og som teenager ønskede jeg mig et kamera. Jeg fik et engangskamera, så man kan ikke sige, han har pacet mig i den retning, smiler hun. Storebror - Jeg har altid set op til min bror Inuk, som er ni år ældre end mig. I øjeblikket er han aktuel med en dokumentarfilm om rockbandet»sume«, og han har lavet mange former for udøvende kunst. - Vi fandt måske også en gensidig respekt for hinanden efter at have udstillet sammen, i stedet for barndommens lillesøster/storebror-forhold. - Jeg synes det, han laver, er både dybt, spændende og sjovt. Moderne kunst - Det er svært at sætte mig i en bestemt bås, fordi jeg har lavet meget forskelligt gennem tiden, både installationer, malerier og rum. - Jeg er væk fra den traditionelle grønlandske motivverden, måske fordi jeg altid har ønsket mig, at min kunst skulle være moderne, men jeg ved det ikke. Jeg har aldrig turdet drømme om, at det skal blive til noget stort. - Jeg har altid været enormt selvudslettende over det, jeg laver, men nu hvor jeg føler, jeg har fat i et eller andet essentielt, så er der da drømme, smiler Bolatta. Det går mere på, at min kunst nu, hvor den kommer fra hjertet, gerne må bredes lidt mere ud end Grønland og Danmark. Jeg vil gerne have, at man skal rejse langt for at se min kunst. For eksempel på toppen af et fjeld, ikke noget bestemt kendt kunstmuseum. Vil selv skabe vejen - Jeg har altid set meget på kunstneren Egon Schiele. Han blev kun 27 år. Det var fandeme godt det, han lavede, og det bliver ved med at være godt. Ham bliver jeg ved med at vende tilbage til. Af grønlandske billedkunstnere er jeg vild med en kombination mellem kunstneren Anne Birthe Hove, der var enormt god teknisk, og min mor, der arbejder mere med sjælen. - Jeg føler selv, at jeg har taget et stort spring med den sidste udstilling. Det er sgu her, jeg er nu, og selvom jeg ikke har malet i flere år, så er det i maleriet, mit hjerte er, og der jeg kan udtrykke mig bedst. - Jeg har måske altid ladet tingene ske for mig eller fulgt med til de invitationer, jeg fik, men nu vil jeg selv skabe en vej, fastslår Bolatta. Lights on Lights off Seneste udstilling havde titlen»lights on Lights off«. Den er blandt andet en reaktion på Grønlands Selvstyres beslutning om at ophæve nultolerancen for uran i Grønland og en af de mørkere sider i Grønland. - Jeg havde en fysisk reaktion på ophævelsen af nultolerancen. Jeg lå i sengen i to dage og tænkte, at det var vildt, at jeg kunne reagere sådan, og fandt samtidig ud af, hvor meget jeg elsker mit land. - Som person er jeg ret sårbar og har nok færre forsvarsmekanismer end andre, i og med at politiske beslutninger kan påvirke mig så meget. - Så tog jeg min vrede i hånden i form af en pensel i stedet for at dysse følelsen ned. Det affødte en masse andre negative tanker om ting, vi ikke snakker om i det grønlandske samfund som f.eks. misbrug, vold mod kvinder med mere. - Alt det, vi lukker øjnene for, ligesom med beslutningen om ophævelse af nultolerancen, der skete hen over hovedet på folket uden debat. Ting, vi hørte som børn; voldtægter, en kvinde der var myrdet udenfor Brugsen, da jeg var lille, hvor der stadig var blod på væggen, da vi skulle handle der senere samme dag. 22 2014 greenland today 11
Foto/Photo: Sigrid Norvik reneste produkter, langsom vækst, vidunderlig smag, havsalt, tang, alt i alt en renhed, ingen andre steder har. Alle de muligheder vil ikke være der, når først uranstøvet er over os. - Der er ikke nogen, der skal komme udefra og redde os. Nu er det os selv, der skal skabe vores vej, ved at bruge naturen, som vi altid har gjort, på en ny måde i stedet for at ødelægge den. - Min kunst er en kærlighedserklæring til Grønland og et råb om, at vi skal værne om naturen og den levevej, vi altid har brugt, siger hun. - Jeg er kunstner, til jeg dør, men vil også gerne mange andre ting og ser altid masser af muligheder. Min store drøm, da jeg var barn, var at blive designer. Måske laver jeg et samarbejde med nogen engang og laver tøj, der kan holde mere end et halvt år for at skåne miljøet. - Jeg har set og hørt masser af ting, der sidder fast. Da jeg så blev sur, vred og frustreret, åbnede det for nogle af de oplevelser. - Vi har oplevet så meget som samfund, som vi ikke har bearbejdet offentligt. I mine malerier bruger jeg kvindekroppen som symbol på naturen, den natur vi nu vil øve vold imod. Minedrift - Man må kunne debattere problemerne. Det er da nu, folk skal sige deres mening, og ikke efter minerne går i gang, mener Bolatta. - Jeg synes, man skal bruge skønheden gøre det stik modsatte af uranud- 12 greenland today 22 2014 vinding og f.eks. lave øko-turisme i stedet for de potentielle ødelæggelser. - Jeg aner ikke noget om uranudvinding rent teknisk, men uvidenheden giver en frygt. Vi ved ikke, hvordan det påvirker befolkningen med en stråling, man ikke kan se. - I dag kan vi se fjeldet i den smukke by Narsaq, men hvad sker der i fremtiden? Jeg forstår ikke, at man kan blive købt på den måde, som fortalererne for minedrift tilsyneladende er. Fremtiden - Der er håb, hvis man begynder at se andre veje. Se på det, vi har nu, på en ny måde. Verdens smukkeste land, de Ønske for Grønland - Jeg ville ønske, at folk får en større drivkraft selv. At flere fremover vil sige:»nu gør jeg fandeme noget for mit land«i stedet for at vente på, at nogle andre skal komme og gøre noget. Alle kan noget kulturelt, og mange af vores produkter er fantastiske. Med en bedre branding og et bedre samarbejde kan vi skabe noget nyt og noget bedre. - Jeg tænker på de store firmaer, hvor der sikkert er nogle kunstnere, der vil kunne lave noget smukt, der kunne appellere til Europa og verden, så de kan få solgt mere. - Lad os se på de fantastiske ting, vi har i Grønland, på en ny måde.