Familien Baum 1 En flygtningefamilies møde med det danske statsapparat

Lone Rünitz Familien Baum 1 En flygtningefamilies møde med det danske statsapparat Af Lone Rünitz, Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier Som bekendt eskalerede jødeforfølgelserne i Det tredje Rige i 1938. I Danmark forsøgte myndighederne at afbøde virkningerne af den heraf følgende flygtningestrøm ved at opstille særlige kriterier for meddelelse af opholdstilladelse. Kriteriet for opnåelse af en mere varig opholdstilladelse var en særlig stærk tilknytning til landet. Rationelt betragtet kunne det jo være et udmærket kriterium, når man fra dansk side ønskede at forhindre et 'jødeproblem' i Danmark og derfor ikke mente at kunne anerkende jøder som flygtninge med behov for asyl på linie med de såkaldte politiske flygtninge. Hvad forstod myndighederne så ved særlig stærk tilknytning? Det forhold, at man havde sine voksne børn boende i Danmark, medførte efter Justitsministeriets sprogbrug kun ringe tilknytning og kunne ikke i almindelighed betinge en opholdstilladelse. Dog kunne der blive tale om et tidsbestemt besøg, hvis det vel at mærke drejede sig om en enke eller en enkemand af en så tilstrækkelig høj alder, at man kunne kalkulere med, at han eller hun, hvis det viste sig udelukket at vende tilbage til hjemlandet, og det ikke lykkedes at få visum til et oversøisk land, alligevel ville dø inden for en kortere årrække. Selv i sådanne tilfælde måtte der dog som regel flere ansøgninger til, før tilladelsen blev givet. Særlig stærk tilknytning havde man i praksis kun, hvis man var tidligere dansk statsborger og havde bevaret forbindelsen med familien i Danmark. Dette kriterium opfyldte den 38-årige Lise Baum. Hun var datter af danske statsborgere, og havde boet i Danmark, indtil hun i 1934 giftede sig med den otte år ældre østrigske jøde, Markus Baum. Han var uddannet 1 Af hensyn til arkivlovens bestemmelser, er navnet opdigtet. 72

Familien Baum. En flygtningefamilies møde med det danske statsapparat hortonom og havde i et par år studeret ved Landbohøjskolen i København. Parret havde en stor landejendom i Østrig, som tillige fungerede som forsøgsstation for forskellige kornsorter. Der var to små børn på et og to år i ægteskabet. Kort tid efter Østrigs indlemmelse i Det tredje Rige i marts 1938 blev gården beslaglagt, og familien så ikke andre muligheder end udvandring. Det mest naturlige valg var Danmark, som Lise Baum havde forladt fire år tidligere. Den 24. april søgte hun derfor via Generalkonsulatet i Wien opholdstilladelse for sig og sin familie. Hun var ikke ganske uvidende om vanskelighederne ved at få en permanent opholdstilladelse. Subsidiært bad hun derfor om, at familien kunne få lov til at tage ophold i Danmark indtil udgangen af 1938. Så kunne de herfra forsøge at finde et permanent opholdsland. Ansøgningen blev via Udenrigsministeriet sendt til Justitsministeriet og Fremmedpolitiet. Her lå den en måneds tid, inden den sædvanlige procedure i disse sager blev iværksat, nemlig afhøringen af fru Baums familie eller nærmere betegnet hendes bror, som i det hele kunne bekræfte hendes oplysninger. Antisemitismen gjorde det umuligt for familien at blive i Østrig. Nærmere adspurgt kunne han oplyse, at Markus Baum ikke var politisk engageret. Han turde ikke udtale sig om familiens økonomiske forhold, men han havde forstået, at de formentlig var nødt til at afhænde landejendommen til en spotpris. Hvor mange penge, de kunne få lov til at tage med ud af landet, vidste han ikke. Om familiens fremtidsplaner oplyste han, at Markus Baum havde forbindelse til forskellige forskere i udlandet, så det var muligt, at han efter et ophold i Danmark ville søge visum til tredjeland. Men naturligvis ville de helst blive i Danmark. Hvis det kunne bevilges, ville de købe en lille landejendom, som broderen og faderen var indstillet på at finansiere, hvis Markus Baum ikke kunne få tilstrækkelige midler med ud af Østrig. Foreløbig var planerne blot, at familien skulle bo som gæst hos Lise Baums far, som ville understøtte dem økonomisk under deres ophold. 73

Lone Rünitz Herefter blev professoren på Landbohøjskolen afhørt om sit kendskab til Markus Baum. Han kunne fortælle, at han var en ualmindelig fin, stilfærdig og dygtig mand, som gik helt op i sit videnskabelige forsøgsarbejde. Det ville absolut være en gevinst for Danmark, hvis han kunne komme hertil og fortsætte sin forskning. Også professoren på Carlsberg Laboratoriet, som Markus Baum havde været i forbindelse med under sit ophold, blev afhørt og kunne bekræfte, at der her var tale om en dygtig forsker, som utvivlsomt ville være et aktiv for dansk planteavl. På grund af hans særlige forskningsområde, var der ingen fare for, at han ville komme til at fortrænge dansk arbejdskraft, hvis han fik opholdstilladelse. På den ovenfor skitserede baggrund, forekom det oplagt at bevilge familien opholdstilladelse. Den opfyldte kriteriet om særlig nær tilknytning. Der var ikke tale om, at den ville falde det offentlige til last, og dansk landbrug og frøavl kunne oven i købet have gavn af Markus Baums ekspertise. Den opfattelse delte man ikke i Justitsministeriet. Her gjaldt det om ikke at skabe præcedens. Som den socialdemokratiske justitsminister K.K. Steincke flere gange slog fast i afgørelser i lignende sager, så kunne man ikke give opholdstilladelse til alle udlændinge, der havde giftet sig med danske kvinder. En dansk kvinde, der giftede sig med en udlænding, vel vidende at han ikke kunne få opholds- og arbejdstilladelse, måtte naturligvis kalkulere med at skulle følge ham ud af landet. Det skal her indføjes, at ægteskab med en dansk kvinde indtil 1937 automatisk havde ført til opholds- og arbejdstilladelse. Ændringen var kommet i stand med henblik på at forhindre såkaldte proforma-ægteskaber mellem flygtninge og danske kvinder. Den 7. juni 1938 modtog Lise Baum afgørelsen. Justitsministeriet havde bestemt, at der ikke kunne gives Markus Baum tilladelse til at tage fast ophold i Danmark. Det havde fru Baum, som nævnt, været forberedt på, da hun udformede sin ansøgning, men myndighederne valgte ikke at svare på den anden del af ansøgningen, nemlig tilladelse til at tage ophold indtil udgangen af 1938. Spørgsmålet om opholdstilladelse for hende selv og de to små børn blev heller ikke berørt. Det var ikke ualmindeligt i Justitsministeriets sagsbehandling. Enten accepterede ansøgeren afslaget, og så var alt godt, set med myndighe- 74

Familien Baum. En flygtningefamilies møde med det danske statsapparat dernes øjne, eller også fremsendtes et nyt andragende, og så gik den tid. Det skal her indskydes, at familien på det tidspunkt efter den danske fremmedlovgivning og officiel praksis uden særlig tilladelse kunne have rejst til Danmark og taget ophold i tre måneder. Det blev den ikke informeret om. Årsagen til, at Generalkonsulatet tilsyneladende heller ikke nævnte det, var antagelig, at man netop i forsommeren 1938 havde oplevet en del tilfælde, hvor jødiske flygtninge, som på Generalkonsulatet havde fået at vide, at visum til Danmark ikke var påkrævet, desuagtet var blevet afvist ved grænsen. Dette havde selvsagt skabt en del røre, ikke mindst hos de ulykkelige, det var gået ud over. Af hensyn til generalkonsulens gode navn og rygte, valgte man derfor at besvare alle forespørgsler med, at ganske vist var det ikke nødvendigt med visum til Danmark, men det var ikke i sig selv nogen garanti for, at man rent faktisk kunne få lov at komme ind. Forklaringen på afvisningerne var vedholdende rygter om, at jøderne i forbindelse med udrejsen fra Østrig måtte underskrive en erklæring om, at de ikke ville kunne vende tilbage. Dette var ganske uhørt, idet paskonventionerne byggede på, at en stat altid var forpligtet til at tage sine egne eller tidligere statsborgere tilbage, når opholdslandet måtte ønske det. Den tyske handlemåde var ensbetydende med, at tilflugtslandet ikke med mindre flygtningene opnåede visum til tredjeland ville være i stand til at slippe af med dem igen. Den situation ønskede man ikke fra dansk side at blive sat i. I konsekvens heraf indførtes derfor den 1. juli 1938 visumtvang i forhold til østrigske statsborgere. Det betød, at man ikke længere på østrigske pas kunne rejse ind i Danmark uden forudgående tilladelse fra Justitsministeriet. Den 4. juli telegraferede Generalkonsulatet i Wien til Rigspolitiet i København: Kunne der bevilges tre måneders opholdstilladelse for Markus Baum og hans familie? Der kom ikke noget svar. 75

Lone Rünitz Den 14. juli indgav Lise Baums bror så en ny ansøgning om indrejse- og midlertidig opholdstilladelse for hende og de to små børn, og naturligvis også helst for hendes mand. Endnu en gang garanterede han, at familien ville forsørge dem under opholdet. Baums havde nu af Gestapo fået pålæg om at fraflytte gården inden 1. august. Der var således ikke tid til at arrangere den udvandring til Amerika, som familien havde planlagt, efter at de var nægtet opholdstilladelse i Danmark. I Justitsministeriet forsynede man ansøgningen med en håndskreven påtegning: "Tidligere stod den på arbejdstilladelse for ham, nu indrejse til Amerika. Hvorfor ikke vente i Østrig". Efter at have overvejet sagen et par dage, nåede man dog frem til den erkendelse, at man dårligt kunne nægte fru Baum og de to små børn tre måneders opholdstilladelse, men at der jo så bestod den fare, at hendes mand skaffede sig tysk pas og uden videre kom hertil. I mellemtiden var der nemlig sket det, at de tyske myndigheder var begyndt at udskifte østrigske pas med tyske, og den danske regering havde ikke noget ønske om at lægge sig ud med Tyskland ved at indføre visumtvang overfor indehavere af tyske pas. I forvejen havde man ikke været helt glad ved at skulle forklare, hvorfor man havde besluttet at kræve visum af østrigske statsborgere efter indlemmelsen i Det tredje Rige. I anledning af ansøgningen blev fru Baums bror på ny afhørt. Han forklarede, at det primære nu var, at hans søster og børnene kom væk fra Østrig og blev anbragt under betryggende og rolige forhold. Hvis hendes mand ikke kunne få opholdstilladelse, ja, så måtte han jo blive i Østrig, indtil han opnåede visum til et oversøisk land. Den 14. august kom fru Baum og børnene til Danmark, hvor de fik tre måneders opholdstilladelse, men nu intervenerede Landbohøjskolen på vegne af Markus Baum. To dage efter fru Baums ankomst søgte man om arbejdstilladelse for ham for at han kunne fuldføre den forskning, han havde påbegyndt under sit ophold på højskolen. Ansøgningen blev fremsendt gennem Ministeriet for Landbrug og Fiskeri, På den baggrund blev fru Baum afhørt om familiens fremtidsplaner. Hun fortalte, at hendes mand nu var fordrevet fra gården og befandt sig i 76

Familien Baum. En flygtningefamilies møde med det danske statsapparat Wien. Familiens store ønske var naturligvis fortsat at få lov at slå sig ned i Danmark og erhverve en lille ejendom, hvor hendes mand kunne fortsætte sit forsøgsarbejde. Alternativt arbejdede han på at skaffe familien ophold i Amerika. Rent faktisk havde han gennem en velhavende slægtning derovre fået lovning på det affidavit, som var forudsætningen for visum. (Et affidavit er en garanti fra en amerikansk statsborger, om at den pågældende påtager sig ansvaret for, at emigranten ikke vil falde det offentlige til last). Papirerne lå i øjeblikket i det amerikanske konsulat i Wien. På forespørgsel oplyste hun, at hendes mand havde fået tysk pas, og at han ikke var blevet afkrævet erklæring om ikke at ville vende tilbage til Østrig, men selvfølgelig havde han intet ønske om at vende tilbage. Den 23. september eller halvanden måned efter at ansøgningen om arbejdstilladelse var fremkommet svarede Justitsministeriet, at man af fremmedlovsmæssige grunde måtte nære overvejende betænkeligheder ved at give Markus Baum indrejse- og opholdstilladelse i Danmark, før han havde opnået visum til Amerika. Så ansøgningen om arbejdstilladelse måtte afslås. Den 6. oktober opsøgte Lise Baum justitsministeren personligt. Hun fortalte, at hun var højgravid med parrets tredje barn og bad derfor om turistvisum for sin mand, så han i det mindste kunne være hos hende og børnene, når hun skulle føde. Dagen efter forsynede sagsbehandleren sagen med følgende påtegning: "spørge lidt forsigtigt, om han har tysk eller østrigsk pas men sig endnu intet om at indrejse på tysk pas kan ske uden særlig tilladelse Hvorfor haster det så meget Vil han mon ikke blive her hvor langt er Amerika-planerne fremme". Man forholdt altså bevidst Lise Baum og hendes mand oplysningen om, at han uden videre kunne rejse herop og tage ophold i tre måneder. Hvorfor hastede det så meget, undrede man sig i Justitsministeriet? Var man her uvidende om jødernes situation? Nej, man vidste rent faktisk alt om radikaliseringen af jødeforfølgelserne. Hver eneste forordning og hver eneste lov, taler, avisartikler m.v. rettet mod jøderne blev dagligt sendt via gesandtskaber og konsulater over 77

Lone Rünitz hele Centraleuropa til Udenrigsministeriet, hvorfra indberetningerne blev viderekommunikeret til Justitsministeriet, men som justitsministeren udtalte i et afslag på en ansøgning i anden sag, så var det netop de forhold, der forøgede betænkelighederne ved at imødekomme andragender om midlertidig opholdstilladelse. Så i stedet for at lade oplysningerne om jødeforfølgelserne komme flygtningene til gode, benyttede myndighederne dem istedet som undskyldning for at indføre stedse strammere betingelser for deres indrejse og ophold i Danmark. Lise Baums henvendelse til Steincke medførte nok en afhøring af hendes bror. Hvad var baggrunden for, at hun ønskede besøg af sin mand, ønskede man at vide!! Han mente selvsagt, at det var et naturligt ønske, når hun nu snart skulle føde. Hendes sidste fødsel havde været vanskelig, og hun havde brug for manden til at passe de andre børn, så hun ikke skulle lægge for meget beslag på de bekendte, hun nu boede hos. Med hensyn til familiens emigrationsplaner forklarede han, at det amerikanske konsulat i Wien havde sagt, at der godt kunne gå nogle måneder, før papirerne var endeligt i orden. Han bekræftede søsterens oplysning om, at Markus Baum havde fået tysk pas, og at han, hvis han ikke kunne få lov til at blive i Danmark, indtil rejsen til USA gik i orden, var villig til at rejse tilbage til Østrig. Den 20. oktober skrev fru Baum til Steincke og rykkede for det svar, som han 14 dage før havde lovet hende i løbet af få dage. Hun var nu syg og kunne føde når som helst. I den tro, at tilladelsen var på trapperne, havde hun sendt bud efter sin mand, som ville indrejse via Warnemünde dagen efter. Hun bad derfor så mindeligt justitsministeren meddele politiet, at han måtte få lov til at passere grænsen. "I håb om at justitsministeren forstår min fortvivlede situation, takker jeg inderligt for godheden, som bliver vist mig", sluttede hun brevet. Denne skrivelse krydsede Justitsministeriets skrivelse til hende af 19. s.m.: I anledning af Deres andragende om tilladelse for Deres ægtefælle, den tyske statsborger Markus Baum, til at indrejse her til landet, skal man meddele, at det 78

Familien Baum. En flygtningefamilies møde med det danske statsapparat må have sit forblivende ved den af Justitsministeriet tidligere trufne afgørelse, hvorefter der ikke kan gives den pågældende tilladelse til at indrejse for at tage fast ophold her i landet eller for at afvente indrejsetilladelse til USA. Justitsministeriet har derimod ikke noget at erindre imod, at Deres ægtefælle indrejser og opholder sig her på besøg hos Dem i et tidsrum af tre måneder. Det tilføjes, at Deres ægtefælle i hvert fald må udrejse efter forløbet af de tre måneder, og at han må være forberedt på at vende tilbage til Tyskland, såfremt han ikke opnår indrejsetilladelse til et andet land. Kopien blev forsynet med påtegningen: "Kort nedsat i kartoteket for manden. Noteres som Jøde". Den 21. oktober kunne Markus Baum så endeligt udnytte den ret, han hele tiden havde haft og rejse ind i Danmark. Hans svigerinde, som havde afhentet ham i Warnemünde, blev dagen efter afhørt af politiet, som navnlig var interesseret i at vide, hvordan udrejsen fra Tyskland var forløbet. Hun kunne fortælle, at det kun var med meget besvær, at han var kommet ud af landet. Hans bagage var blevet endevendt flere gange, og han var i en uendelighed blevet spurgt, om han havde planer om at vende tilbage til Tyskland. I mellemtiden havde Lise Baum søgt om forlængelse af sin egen tre måneders opholdstilladelse, som udløb den 14. november. Da hun ikke fik svar, henvendte hendes bror sig i visumafdelingen, hvor man ikke mente, at sagen havde nogen hast, da hendes opholdstilladelse endnu ikke var udløbet. Broderen forklarede, at grunden til, at hun ønskede en afklaring var, at familiens ejendele i form af møbler og tøj stod i en jernbanevogn på godsbanegården. Da hun kun havde midlertidig opholdstilladelse, havde toldvæsenet forlangt told for at udlevere dem. Familien havde hårdt brug for de penge, den rådede over, uden ligefrem at skulle betale for at få deres ejendele udleveret, og da fru Baum snart skulle føde, ville hun gerne have adgang til det babytøj, der lå i jernbanevognen. Han kunne ikke dy sig for at minde om, at Danmark måtte have en vis pligt til at hjælpe hende og hendes familie, i betragtning af at hun var tidligere dansk statsborger. Han benyttede også lejligheden til endnu en gang at 79

Lone Rünitz spørge, om der dog ikke var mulighed for, at familien kunne få fast opholdstilladelse, så den kunne falde til ro. Så langt kunne myndighederne ikke strække sig, men fru Baum fik besked på, at hun kunne forvente at få sin opholdstilladelse forlænget, når hun havde fået ombyttet sit østrigske pas med et tysk. Om det var nok til, at hun kunne komme i besiddelse af sine møbler og tøj, står hen. Den 27. november fødte fru Baum. Hun var stærkt medtaget efter fødslen. Desuden havde oplevelserne de sidste mange måneder tæret på hendes kræfter. Hun var derfor ude af stand til alene at tage sig af tre små børn, når Markus Baums opholdstilladelse udløb den 21. januar. Han søgte derfor om forlængelse. I den forbindelse oplyste han, at han endnu ikke havde fået visum til USA, men at nogle venner derovre arbejdede på at fremskynde indrejsen. Ydermere havde han for en sikkerheds skyld også sendt visumansøgninger til Uruguay, Cuba og Mexico. Derudover forsøgte nogle forskningskolleger at skaffe ham arbejdstilladelse i Sverige. Så myndighederne måtte forstå, at han gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at komme til et andet land så hurtigt som muligt. Efter de seneste tildragelser i Tyskland det er Krystalnatten han henviser til vovede han ikke at vende tilbage til Østrig. "Jeg vil være meget taknemmelig for Ministeriets imødekommende både på min kones, mine tre småbørns og mine egne vegne. De danske myndigheder ville ved deres menneskelighed og velvillighed bevare os for ulykke og måske sygdom". Det gjorde ikke indtryk. Han fik at vide, at det var en udtrykkelig betingelse for hans opholdstilladelse, at han forlod landet inden den 21. januar. Tre dage før fristen udløb, forsøgte fru Baum sig med et personligt brev til justitsministeren, hvor hun bl.a. skrev: Efter de frygtelige tildragelser i Østrig med synagoge- og ligkapelafbrændinger, blev de mandlige medlemmer af min mands familie sat i koncentrationslejr. Det er derfor blevet umuligt for min mand at rejse tilbage, da han så også vil blive 80

Familien Baum. En flygtningefamilies møde med det danske statsapparat ført i koncentrationslejr, hvorefter han, såfremt han slipper ud igen, vil være uarbejdsdygtig. For mine tre små børns skyld, 2 3/4 år, 1 1/2 år og 7 uger, beder jeg meget inderligt Justitsministeren om at udvirke, at opholdstilladelsen forlænges for vor forsørger, da han og flere andre arbejder på at få os anbragt oversøisk. Jeg kan bevise, at min mand står i forbindelse med New Zealand, Australien, Uruguay og USA. Fra nogle af disse lande venter han svar i begyndelsen af marts. Fra min gamle far har vi modtaget 1420 kr., så vi kan klare os her i nogen tid. I håb om, at Justitsministeren også denne gang vil forstå min fortvivlede situation, takker vi inderligt for al imødekommenhed og forståelse. Den var til at overse, men fru Baum fik endnu tre måneders opholdstilladelse. Hendes mand fik en måned. 11. februar 1939 noterede sagsbehandleren i Justitsministeriet, at Markus Baum nu igen grundigt måtte afhøres om sine bestræbelser på at få indrejsetilladelse til et andet land, og om hvorvidt han havde bedt nogle af de herværende flygtningekomitéer om assistance. Markus Baum havde ikke noget nyt, men han henvendte sig på opfordring til hjælpekomitéen for ikke-ariske kristne. Denne komité lovede at hjælpe med rejseudgifter, og mente da også at have gode muligheder for at skaffe familien enten til Australien eller New Zealand. I den forbindelse bad komitéen om forlængelse af opholdstilladelsen i et par måneder. Midt i maj 1939 noterede man sig i Justitsministeriet, at familien endnu ikke havde fået visum til tredjeland, men tværtimod fået en række afslag. De blev understøttet af hendes familie, og der var en indsamling i gang for at skaffe dem rejsepenge. Markus Baum måtte nu have at vide, at han skulle forlade Danmark inden den 15. juli. Den 27. juni søgte Baum om arbejdstilladelse. Han havde fået tilbudt et job i et kulimportfirma i København. Alle forsøg på at få visum til tredjeland var glippet. Han havde søgt både Australien og New Zealand to 81

Lone Rünitz gange. Det samme gjaldt Kenya, Rhodesia og Nederlandene. De økonomiske midler var nu yderst begrænsede, og det var af stor betydning, at han kunne få lov til at tjene et lille tilskud til livets opretholdelse. Han forsikrede, at han, selvom han fik arbejdstilladelse, fortsat ville arbejde på at skaffe familien videre og havde da også stadig ubesvarede ansøgninger liggende til Argentina, Chile, Uruguay og Canada. Vedrørende disse bestræbelser noterede sagsbehandleren : "Alt dette kan jo være meget godt, men der er ikke umiddelbar udsigt til at blive af med pågældende". Ansøgningen om arbejdstilladelse blev afslået, men opholdstilladelsen forlænget til 1. september. Krigsudbruddet i september 1939 fik ikke myndighederne til at opgive at slippe af med familien Baum, selvom Folkeforbundets flygtningehøjkommissær havde henstillet, at man forlængede opholdstilladelserne for de flygtninge, som var strandet på grund af krigen. Tværtimod blev familiens sag i Justitsministeriet jævnligt forsynet med påtegninger om, hvad Markus Baum foretog sig med henblik på at komme videre. Den 25. november blev han igen afhørt. Han fortalte, at han stadig ventede på svar fra Argentina og spurgte i den forbindelse, om politiet kunne anvise ham en eller anden organisation, der kunne skaffe ham et affidavit fra USA. Han blev henvist til Kvækerne, og sagen blev noteret frem til 15. januar 1940. Ved udgangen af april 1940 måtte man konstatere, at der endnu ikke var kommet noget affidavit, men at det angiveligt skulle være på vej i posten. Baum blev igen afhørt. Hvor mange penge havde han tilbage, og hvad gjorde han for at udrejse? Han kunne fortælle, at han havde 2.000 kr. og fik et tilskud på 20 kr. om måneden fra svigerfaderen. Han havde nu også søgt om visum til San Domingo, Manilla og Bolivia. Han bad om tre måneders forlængelse af opholdstilladelsen. I august var der endnu ikke kommet noget affidavit fra USA. Det var der heller ikke i november. Markus Baum havde 1400 kr. tilbage, men i slutningen af december skete der endeligt noget. Det amerikanske konsulat bad om at få familiens pas udleveret, så der kunne udfærdiges visum. 82

Familien Baum. En flygtningefamilies møde med det danske statsapparat I februar henvendte Baum sig til politiet og bad om en erklæring om, at politiet var interesseret i, at han snarest udrejste sammen med sin familie. Erklæringen skulle bruges til en ansøgning om fremmed valuta til dækning af rejseudgifter. Og se, det var en erklæring man hellere end gerne ville udstede. Baum fik bekræftelsen dagen efter: Ja, det drejede sig om en familie, de danske myndigheder gerne ville af med. Men så hurtigt skulle det alligevel ikke gå. Først i slutningen af marts kunne Baum oplyse, at det amerikanske konsulat havde lovet at udstede visum til familien den 28. april. Da det ikke var muligt at få skibsforbindelse, havde det vist sig nødvendigt også at skaffe gennemrejsetilladelser til Sovjetunionen og Japan. Han havde nu fået det japanske visum og tilsagn om et russisk. Den 4. maj 1941 forlod ægteparret Baum Danmark for stedse. Lise Baum kunne utvivlsomt efterhånden have opnået permanent opholdstilladelse og formentlig også efter krigen have generhvervet sit danske statsborgerskab, men hun valgte altså at følge sin mand. Som det er fremgået, var myndighederne, selv i sager, hvor der forelå særdeles stærk tilknytning til Danmark, rede til at gå langt for at beskytte det nationale fællesskab mod det, der blev betragtet som uønsket indvandring. Også i de tilfælde, hvor det, som her, drejede sig om velfungerende, selvhjulpne og veluddannede mennesker, som på mange måder kunne have været en gevinst for det danske samfund. Spørgsmålet er, om det kan tolkes som om danske myndigheder accepterede eller måske ligefrem var enige i de nazistiske påstande om, at jøderne udgjorde et problem? 83