FORMUEFORHOLDET MELLEM ÆGTEFÆLLER

FORMUEFORHOLDET MELLEM ÆGTEFÆLLER I. FORMUEORDNINGER MELLEM ÆGTEFÆLLER 1. Indledning Ved indgåelse af et ægteskab skabes der mellem ægtefællerne en formueordning, der regulerer dels ægtefællernes formueretlige stilling under ægteskabet, dels formuens fordeling ved ægteskabets ophør. Retsreglerne herom findes i Retsvirkningsloven - Lov om Ægteskabets Retsvirkninger af 1925 med senere ændringer. Ægtefællerne har mulighed for at vælge en af følgende ordninger: almindeligt formuefællesskab eller fuldstændigt særeje eller skilsmissesæreje eller andre særejeformer (se nedenfor under pkt. 2) Formueordningerne kan dog kombineres, således at ægtefællerne fx har en del af formuen som formuefællesskab og en del som fuldstændigt særeje. Forskellen mellem formueordningerne viser sig først når ægteskabet ophører ved separation og skilsmisse eller død. II. ALMINDELIGT FORMUEFÆLLESSKAB 1. Indledning Ved ægteskabets indgåelse opstår der automatisk almindeligt formuefællesskab mellem ægtefællerne, medmindre de før ægteskabet har truffet anden aftale, 15. Almindeligt formuefællesskab er derfor hovedreglen. Det almindelige formuefællesskab bygger på tre principper: særråden, dvs. at hver ægtefælle under ægteskabet med enkelte begrænsninger råder over sin egen bodel, 16, og særhæften, dvs. at hver ægtefælle under ægteskabet hæfter med sin bodel og sit eventuelle særeje for egne gældsforpligtelser, 25, samt ligedeling ved skifte, dvs. at formuefællesskabet ved ægteskabets ophør eller separation skal deles i to lige store boslodder, 16. 1

Det kan derfor fastslås, at almindeligt formuefællesskab ikke betyder, at ægtefællerne ejer alting i fællesskab. Principperne om særråden og særhæften indebærer derimod princippet om hver ægtefælles økonomiske selvstændighed. 2. Ægtefællens særråden over egen bodel Hver ægtefælle har i levende live rådigheden over alt, hvad han/hun har indført i formuefællesskabet, dvs. fri rådighed over egen bodel, 16 se dog nedenfor. En ægtefælles bodel består af de aktiver, som han/hun bragte ind i ægteskabet, og de aktiver, som den pågældende ægtefælle har erhvervet under ægteskabet ved at have købt, arvet eller modtaget som gave. Princippet om særråden over egen bodel kan illustreres således: Mand gift den 9. februar Hustru S k o t Mandens bodel Hustruens bodel Ægtefællen har derfor under ægteskabet fortsat ejendomsretten til aktiverne, og kun "ejerægtefællen" har den retlige og faktiske råden over de aktiver, der udgør ægtefællens bodel altså ejerskabet. Den anden ægtefælle kan ikke råde over eller "blande sig" i ejerægtefællens retlige eller faktiske råden over sin egen bodel. Lovens udgangspunkt er, at et aktiv, der er i formuefællesskabet, enten hører til hustruens bodel eller til mandens bodel. Dette er princippet om særråden. Men der er undtagelser. 2.1. Begrænsninger i særråden - ægtefællesamtykke - misbrug Hovedreglen om særråden brydes af reglerne i 18 og 19 om krav om ægtefællesamtykke ved visse dispositioner over fast ejendom og løsøregenstande. Den rådende ægtefælle - altså ejerægtefællen - må ikke uden den anden ægtefælles samtykke sælge, pantsætte, bortleje eller bortforpagte fast ejendom, der er hans/hendes bodel, hvis ejendommen enten bruges som familiens bolig eller benyttes i ægtefællernes eller den ikke-rådende ægtefælles erhvervsvirksomhed, 18. Tilhører villaen, der er familiens bolig, hustruen, kan hun ikke sælge eller fx optage realkreditlån i huset uden mandens samtykke. Har manden købt et fritidshus, der regelmæssigt bruges af familien i ferier og weekends, skal hustruen give samtykke til fx salg. Der er tale om at den ikke rådende ægtefælle er beskyttet sådan at der ikke kan ske salg af aktiver der også har betydning for den ikke ejende ægtefælle. Hvis ejerægtefællen alligevel sælger, pantsætter, udlejer eller bortforpagter sin faste ejendom uden den anden ægtefælles samtykke, kan denne kræve retshandlen, fx salgsaftalen, omstødt ved dom, dvs. at retshandlen ophæves. Betingelsen for omstødelsen er dog, at erhververen, fx køberen eller pantsætteren, indså eller burde indse, at ejerægtefællen ikke var berettiget til at disponere over ejendommen uden ægtefællesamtykke. Man skal være opmærksom på at lovbestemmelsen indeholder visse tidsfrister for anlæggelse af sag. 2

Ifølge 19 må ejerægtefællen ikke uden den anden ægtefælles samtykke sælge eller pantsætte løsøregenstande, som er i ejerægtefællens bodel, hvis løsøret er indbo i det fælles hjem, eller løsøret tjener som arbejdsredskab for ikke-ejer ægtefælle. Hustruen ejer fx lastvognstoget, som manden, der har en vognmandsforretning, bruger til driften af forretningen, og hustruen vil sælge lastvognen, eller vil sælger det klaver som står i den fælles bolig. Dette kan ikke ske uden den ikke ejende ægtefælles samtykke. 3. Ægtefællens særhæften med egen bodel Erhvervsdrivende yder regelmæssigt kredit til gifte personer. Ofte viser det sig, at den ægtefælle, som har fået kreditten, ikke kan betale, mens den anden ægtefælle er rimelig velhavende. Kan kreditor - den erhvervsdrivende - i et sådant tilfælde kræve pengene betalt af debitors ægtefælle? Umiddelbart skulle man tro, at ægtefæller, der har formuefællesskab, også er fælles om gælden. Dette er ikke tilfældet. Begge ægtefæller hæfter med deres bodel og med deres eventuelle særeje for de gældsforpligtelser, som han eller hun har stiftet før eller under ægteskabet, 25. Dette betyder, at mandens kreditorer kun kan holde sig til hans bodel og eventuelle særeje. Hustruens bodel og eventuelle særeje kan derfor ikke røres af mandens kreditorer og omvendt. Den enkelte ægtefælles bodel og eventuelle særeje udgør altså genstanden for den personlige hæftelse. Den ene ægtefælle mister således ikke alt, fordi det går galt økonomisk for den anden ægtefælle. Dette er princippet for særhæften. Den ligestillingsregel om ægtefællernes særhæften over for deres respektive kreditorer medførte ved lovens vedtagelse i 1925 og mange år fremover, at hustruen typisk manglede kreditværdighed, da hun hverken havde lønindtægt eller formue. Hustruen ville derfor være afskåret fra at foretage kreditkøb af dagligdagens husholdningsvarer, men reglen i 11 om "husholdningsfuldmagten" kommer hustruen til hjælp. 3.1. "Husholdningsfuldmagten" - 11 Begge ægtefæller er under samlivet i forhold til tredjemand berettiget til på begges ansvar at indgå aftaler, der er sædvanlige til opfyldelse af den daglige husholdning eller børnenes fornødenheder, 11. Det drejer sig altså om kreditkøb til opfyldelse af: a) den daglige husholdning, fx mad- og drikkevarer, rengøringsmidler og køkkenredskaber m.v., og b) børnenes fornødenheder, fx tøj, sko, legetøj, kontingenter til idrætsklubber m.v. "Husholdningsfuldmagten" medfører, at begge ægtefæller hæfter personligt og solidarisk for gældsforpligtelsen, således at hustruen trods manglende personlig kreditværdighed kan foretage disse former for kreditkøb. Denne regel om fælleshæftelsen gælder, uanset om det er hustruen eller manden, der har foretaget indkøbene på kredit. For at den ikke-indkøbende ægtefælle også skal hæfte for gælden, skal indkøbene ikke alene være inden for rammerne af, hvad der er sædvanligt for familier med samme sociale og økonomiske forhold, men også være rimelige i den konkrete situation, set med den erhvervsdrivendes kendskab til ægtefællerne. 3

c) Hustruen har også på begges ansvar ret til at foretage indkøb til opfyldelse af sit særlige behov, fx tøj, sko, kosmetik. Manden hæfter altså også for disse indkøb, hvis de er sædvanlige og rimelige. Køber manden på kredit tøj til hustruen eller til sig selv, hæfter hustruen ikke for denne gæld. 4. Ligedeling på skifte Det almindelige formuefællesskab ophører: ved separation eller ved skilsmisse eller ved den ene ægtefælles død. Fællesskabet om formuen viser sig reelt først, når der skal foretages et skifte, dvs. en deling af formuefællesskabet, hvis een af de tre situationer indtræder. Hver ægtefælle eller dens arvinger får halvdelen af det beholdne ( overskuddet af) fællesbo, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel, 16. Der sker således efter 16 en ligedeling. Hver ægtefælles nettobodel, dvs. aktiver med fradrag af passiver, gøres op for sig. Nettobodelen deles lige. Hustruen afgiver halvdelen af sin nettobodel til manden, og han afgiver halvdelen af sin nettobodel til hustruen. Hver ægtefælle har derfor, når skiftet er 4

sluttet, modtaget lige meget, dvs. at deres boslodder er lige store. Ægtefællerne skal altså kvantitativt have lige meget. Dette forudsætter, at de to bodele har overskud af aktiver. Eksempel 1: Hustruen Manden Aktiver 600.000 400.000 Passiver 0 0 Nettobodel 600.000 400.000 Hver ægtefælle afgiver halvdelen 300.000 200.000 Hver ægtefælles boslod 500.000 Hvis en ægtefælles nettobodel er negativ, dvs. at passiverne overstiger aktiverne, skal den negative bodel ikke deles på skiftet, fordi ægtefællerne ikke hæfter for hinandens gæld, 25. Eksempel 2: Hustruen Manden Aktiver 900.000 500.000 Passiver 300.000 900.000 Nettobodel 600.000-400.000 Halvdelen af nettobodelen 300.000 Hver ægtefælles boslod 300.000 Eksempel 3: Hustruen Manden Aktiver 200.000 700.000 Passiver 500.000 900.000 Nettobodel - 300.000-200.000 Halvdelen heraf Hver ægtefælles boslod 0 III. SÆREJEORDNINGER 1. Indledning Retsvirkningslovens hovedregel om almindeligt formuefællesskab kan brydes ved, at der før eller under ægteskabet oprettes en særejeordning. Særeje kan opstå: ved en ægtepagt, dvs. en aftale mellem ægtefællerne, eller ved et gavebrev fra gavegiveren eller 5

ved arv ifølge et testamente. 2. Ægtepagt mellem ægtefællerne Ægtefællerne kan før eller under ægteskabet ved en ægtepagt træffe aftale om særeje. En ægtepagt er et formbundet dokument. Følgende gyldighedsbetingelser skal være opfyldt: aftalen mellem ægtefællerne skal være gyldig efter de almindelige aftaleretlige regler, dvs. at aftalen ikke kan rammes af stærke eller svage ugyldighedsgrunde, og ægtepagten skal være skriftlig og være underskrevet af begge parter, 35, og ægtepagten skal tinglyses for at få gyldighed, dels over for tredjemand, dvs. kreditorer og godtroende omsætningserhververe, dels mellem ægtefællerne, 37. Ægtefællerne kan aftale, at en ægtefælles bodel gøres til dennes særeje eller ægtefællens særeje gøres til dennes bodel, 28 og 28b. Hvis ægtefællerne fx bestemmer, at hver ægtefælles bodel skal være dennes særeje, og at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger, foreligger der fuldstændigt særeje, 28. Dette medfører, at den længstlevende ægtefælle ikke kan sidde i uskiftet bo, da der ikke er et fællesbo at dele, og at der ikke sker en ligedeling af formuen på skiftet. Ægtefællerne kan også vælge at oprette et skilsmissesæreje, 28. I tilfælde af separation eller skilsmisse beholder hver ægtefælle, hvad denne selv ejer, dvs. at hver ægtefælle udtager alt, hvad han eller hun har indført af aktiver i ægteskabet. Der sker altså ingen ligedeling. Dør en af ægtefællerne, omdannes skilsmissesærejet til et almindeligt formuefællesskab, 28. Den længstlevende ægtefælle kan derfor sidde i uskiftet bo, og boet skal deles, som om der ikke forelå særeje, når der skiftes. Der er mange andre former for særeje som kan kombineres, men dette er for omfattende at komme ind på i denne situation. Der er de traditionelle kombinationssærejer, brøkdelssærejer, og genstandssærejer. Grundlæggende er der dog i ægteskabet kun to former for formueforholdet nemlig formuefællesskab og særeje. 2.1. Ægtepagt ved gaver mellem ægtefællerne Ved en gaveægtepagt kan ægtefællerne uden vederlag overføre aktiver fra den ene til den anden. Denne overførsel kan fx ske fra mandens bodel til hustruens bodel eller særeje eller omvendt. Ægtefællerne kan dog ikke frit give hinanden gaver. Der skal ifølge 30 oprettes ægtepagt. Begrundelsen for kravet om ægtepagt ved gaver er, at giverægtefællens kreditorer må have hånd i hanke med, om hans debitor, fx manden forærer hustruen alt, hvad han ejer. Det er dog ikke alle gaver mellem ægtefæller, der kræver ægtepagt. Ægtefællerne kan uden ægtepagt give hinanden sædvanlige gaver, fx til fødselsdag og jul, hvis gavens værdi ikke står i misforhold til giverens økonomiske kår, 30. 3. Særeje ved arv eller ved gave fra tredjemand En arvelader kan i et testamente eller en gavegiver kan i et gavebrev bestemme, at arven eller gaven skal være fuldstændigt særeje eller skilsmissesæreje for arvingen eller gavemodtageren, 28a. 4. Rådigheden over særeje 6

Ægtefællesamtykkereglerne i 18 og 19 om fast ejendom og visse løsøregenstande finder ikke anvendelse for særeje. IV. PARFORHOLD I ØVRIGT 1. Papirløse samlivsforhold Der findes ikke lovbestemmelser om formueordningen for papirløse samlivsforhold. Lovreglerne om formueforholdet mellem ægtefæller kan ikke anvendes. Ganske kort kan anføres, at hver af parterne under samlivet: bevarer den fulde rådighed over sine ejendele og hæfter med sine ejendele over for egne kreditorer. Ved samlivsophør udtager hver af parterne sine ejendele, dvs. at der ikke sker en ligedeling. Retspraksis har dog i enkelte tilfælde tilkendt en part en økonomisk godtgørelse med henvisning til parternes indtægtsforhold, fælles økonomi under samlivet og eventuelt en betydelig formueforøgelse. Der er ikke noget til hinder for, at et papirløst par sammen køber fx en villa, en bil, således at begge parter er købere og dermed medejere af det købte. I denne situation opstår der et sameje, der ved samlivsophør skal deles. 2. Registreret partnerskab Lov om Registreret Partnerskab af 1989 bestemmer i 1, at to personer af samme køn kan lade deres partnerskab registrere. Personerne skal være fyldt 18 år. Der er ikke krav om fx fælles bopæl. Registreret partnerskab har med få undtagelser samme retsvirkninger som ægteskab, 3. Dette medfører fx, at partnerne har gensidig forsørgelsespligt, og at ægteskabets formueordning gælder, samt at partnerne har arveret efter hinanden. 7